## Kort fortalt

En goldendoodle er en krydsning mellem golden retriever og puddel, ikke en selvstændig race med én fælles racestandard. Størrelse, pels, fældning, temperament og sundhed kan derfor variere tydeligt, selv mellem hunde der sælges under samme navn.

- **Hundetype:** aktiv selskabshund med baggrund i to lærenemme forældreracer
- **Størrelse:** afhænger især af, hvilken puddelstørrelse der indgår, og hvor store forældrene faktisk er
- **Pels:** kan variere fra forholdsvis glat og fældende til bølget eller krøllet med begrænset fældning
- **Aktivering:** har brug for bevægelse, træning og problemløsning hver dag
- **Pelspleje:** kan være krævende; den enkelte pels afgør behovet
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes identitet, størrelse, temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Når opdrættere bruger betegnelser som F1, F1B og multigen, beskriver de generationer i hundens afstamning. Bogstaverne er dog ikke et kvalitetsstempel og garanterer hverken en bestemt voksenstørrelse, en bestemt pels eller at hunden ikke fælder. Bed derfor opdrætteren forklare den konkrete kombination i stedet for at nøjes med generationsnavnet.

## Udseende og pels

En goldendoodles udseende er mindre forudsigeligt end hos en hund, der avles efter en fast racestandard. Pudlen findes i fire størrelser, mens golden retrieveren er en betydeligt større hund. For at få et rimeligt pejlemærke skal du vide, hvilken puddelstørrelse der indgår, og se begge forældres skulderhøjde og vægt. Ord som mini, medium og standard bruges forskelligt fra opdrætter til opdrætter og er ikke standardiserede størrelseskategorier for krydsningen.

Pelsen kan være mere glat som hos golden retrieveren, blødt bølget eller tydeligt krøllet. Mængden af underuld og ansigtsbehåring kan også variere. Flere gener påvirker fældning, så en generationsbetegnelse eller et hurtigt blik på hvalpen er ikke nok til at forudsige den voksne pels.

Tag udgangspunkt i den pels, hunden faktisk har. Før en metalkam helt ned til huden efter børstning: Hvis kammen hænger fast, er der stadig filterknuder. Områderne bag ørerne, i armhulerne, under halsbånd eller sele og omkring ben og poter kræver ofte ekstra opmærksomhed. En tæt pels, der vokser kontinuerligt, kan kræve regelmæssig klipning hos en hundefrisør, mens en mere glat og fældende pels kan kræve mere arbejde med løs underuld. Spørg opdrætteren, hvordan de nærmeste voksne slægtninges pels bliver plejet, og indregn både tidsforbrug og eventuelle udgifter til hundefrisør.

Goldendoodlen er ikke allergifri. Hundeallergi skyldes en reaktion på proteiner fra hunden, og mængden af allergener varierer fra individ til individ – også inden for samme kuld. Begrænset fældning er derfor ikke det samme som lav allergirisiko. Har man hundeallergi, bør man søge lægelig rådgivning og ikke købe en hvalp på baggrund af et løfte om en “allergivenlig” generation eller pels.

## Temperament og personlighed

Mange goldendoodler bliver sociale, samarbejdsvillige og lærenemme, men krydsningen garanterer ikke et bestemt temperament. Golden retrieveren er avlet til apporteringsarbejde og er ofte samarbejdsvillig og udadvendt. Pudlen beskrives som opmærksom, træningsvillig og tæt knyttet til sin ejer. En goldendoodle kan få mange af disse egenskaber, men kan også være mere intens, vagtsom, tilbøjelig til at jage eller følsom, end familien havde forventet.

Vurdér derfor de enkelte hunde, ikke kun forældreracernes ry. Mød helst hvalpens mor og om muligt også faren. Se, hvordan de reagerer på nye mennesker, lyde og almindelig håndtering, men også hvor hurtigt de falder til ro efter aktivitet. Spørg ind til frygt, stress, ressourceforsvar og problemer med at være alene hos forældrene og nære slægtninge. En venlig hilsen er positiv, men evnen til at slappe af er mindst lige så vigtig i et almindeligt hjem.

En goldendoodle kan passe godt til en førstegangsejer, når opdrætteren har valgt stabile forældre, og ejeren gerne vil træne aktivt. Krydsningen passer dårligere til den, der søger en selvstændig hund med et lavt aktivitetsniveau eller regner med, at venlighed kan erstatte hverdagstræning. Unghunden kan være stor, stærk og overstrømmende længe før den har udviklet en voksen hunds impulskontrol.

## Træning og motion

En goldendoodle har brug for fysisk aktivitet og mental aktivering hver dag, men der findes ikke et sikkert antal minutter, som passer til alle. Alder, størrelse, sundhed, temperament og tidligere erfaring afgør niveauet. En god hverdag veksler mellem gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser og tilstrækkelig hvile.

Belønningsbaseret træning passer ofte til en hund, der søger kontakt og lærer hurtigt. Begynd tidligt med at gå roligt i snor, indkald, håndtering, at aflevere genstande og at kunne ligge roligt, mens hverdagen fortsætter omkring hunden. Korte træningspas med tydelige pauser er ofte mere lærerige end lang træning, når hunden allerede er træt eller overgearet.

Hvalpe har brug for at udforske omgivelserne i deres eget tempo og skal ikke motioneres som fuldvoksne hunde. Øg varighed, underlag og belastning gradvist. Hos en voksen hund er målet ikke blot at gøre den udmattet. Hvis stadig mere intensiv motion gør hunden sværere at få ned i gear, er mere næsearbejde, selvkontrol og restitution ofte bedre end et endnu højere tempo.

## Sundhed

En goldendoodle bliver ikke automatisk sundere, fordi den er en krydsning. Den kan arve sygdomsvarianter og fysiske egenskaber fra både golden retriever og puddel. Samtidig er en generel liste over “goldendoodle-sygdomme” ikke en pålidelig facitliste, fordi relevante risici og undersøgelser afhænger af de konkrete forældre og af, hvilken puddelstørrelse der indgår.

Bed om at se originale attester eller kontrollerbare registreringer for begge forældredyr før køb. For golden retriever omfatter de svenske raceklubanbefalinger blandt andet vurdering af hofter og albuer, øjenundersøgelse samt relevante DNA-resultater for former for PRA. For puddel varierer sundhedsprogrammerne efter størrelse: Storpuddel har et program for hofter, mens de mindre varianter har et program for prcd-PRA. Puddelklubbens øvrige anbefalinger tager desuden højde for eksempelvis knæ eller hofter afhængigt af størrelsen.

En kommerciel DNA-pakke er ikke en fuldstændig sundhedsattest. En DNA-test viser normalt, om hunden bærer den specifikke genvariant, som testen omfatter. Den erstatter ikke røntgen, en klinisk undersøgelse eller en øjenundersøgelse, og et negativt svar udelukker ikke andre årsager til en lignende sygdom. Bed opdrætteren forklare, hvorfor hver test er relevant for netop det pågældende forældredyr, og hvilke undersøgelser der ikke er DNA-baserede.

Brug denne praktiske kontrol før køb:

1. Afklar, hvilke racer og hvilken puddelstørrelse der faktisk ligger bag hvalpen.
2. Tilpas undersøgelserne til begge forældreracer og deres størrelse, ikke til ordet goldendoodle.
3. Kontrollér resultater, undersøgelsesdatoer og hundenes identitet – nøjes ikke med, at “linjerne er testet”.
4. Spørg også til sygdomme, levealder og dødsårsager hos søskende, forældre og bedsteforældre.
5. Vælg en dyrlægeundersøgt hvalp og en opdrætter, der kan beskrive både kombinationens styrker og usikkerheder.

## Historie og oprindelse

Goldendoodlens baggrund findes i to veldokumenterede, men forskellige hunderacer. Golden retrieveren blev udviklet i Storbritannien i den sidste del af 1800-tallet som en apporterende jagthund til arbejde på land og i vand. Pudlen har ældre europæiske rødder, er registreret af FCI med Frankrig som oprindelsesland og har også en historie knyttet til vandfuglejagt, før den blev en alsidig selskabshund.

Krydsningen er blevet populær i nyere tid, men den har ingen fælles FCI- eller SKK-standard, der fastlægger størrelse, pels eller temperament. Fortællinger om én bestemt grundlægger eller et præcist første år bliver ofte gentaget uden tilstrækkelig stærk dokumentation. For en hvalpekøber er det enkelte kulds afstamning derfor mere nyttig end en generel oprindelseshistorie: Hvilke hunde blev brugt, hvilke egenskaber blev valgt, og hvordan bliver afkommets sundhed og temperament fulgt op?

## At leve med racen

En goldendoodle passer bedst i et hjem, hvor hunden bliver en del af hverdagen, lærer at falde til ro og får dækket sine behov hver dag. En lejlighed kan fungere lige så godt som et hus, hvis hundens størrelse, lydniveau, pelspleje, luftning og aktivitetsbehov passer ind i hverdagen. En have erstatter ikke gåture, miljøtræning eller fælles opgaver.

Alenetid skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg og afslappet, og øg først, når den fortsat er rolig. Gå et skridt tilbage, hvis hunden viser uro eller ubehag. En universel grænse i timer siger mindre end hundens alder, erfaring og faktiske reaktion, men hunden har brug for regelmæssig luftning og social kontakt i løbet af dagen.

Når der er børn i hjemmet, er de voksnes ansvar afgørende. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En stor og glad unghund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Træn derfor rolige hilsener, og lad aldrig barnet forstyrre hunden, når den spiser eller hviler.

Om hunden kan bo sammen med andre hunde eller katte, afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Lad de første møder foregå roligt, beskyt dyrenes egne mad- og hvilepladser, og stop jagtleg, før den bliver en vane. Spørgsmålet er ikke kun, om goldendoodlen er “venlig”, men om den kan bryde legen, aflæse det andet dyrs signaler og falde til ro.

Det bedste match findes gennem konkrete spørgsmål: Hvor store er forældrene? Hvor meget fælder deres voksne afkom? Hvilke sundhedsundersøgelser kan dokumenteres? Hvordan reagerer forældrene på stress, og hvor godt falder de til ro derhjemme? Klare svar på de spørgsmål siger mere om livet med din kommende hund end attraktive løfter om generation, størrelsesnavne eller allergivenlighed.

Goldendoodle

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Norwegian Kennel Club (NKK)

Danish Kennel Club (DKK)

Goldendoodle: venlig, menneskekærlig blanding mellem Golden Retriever og Puddel, som oftest er mellemstor til stor og atletisk. Intelligent og meget lærenem, passer godt til den aktive familie og fungerer ofte fremragende som terapihund. Pelsen er bølget til krøllet, fælder lidt, men kræver regelmæssig pelspleje og omhu.

Vi föder upp Goldendoodle i vårat hem. De bor tillsammans med oss och våra vuxna hundar. Vi föder upp i liten skala och vi finns där för de valpköpare som önskar det. Matte är utbildad valpuppfödare.  
Valparna är vana vid de 4 vuxna hundarna och våra barnbarn. 
Ni är välkomna att ställa frågor så svarar jag så gott jag kan.

Lugnets kennel

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Källerydsstugans kennel i Tranås, Småland. 

Har två jaktlabradorer, mamma och dotter. Den äldsta (Molly) har fått tre kullar tidigare, och den yngre (Mira) har precis fått sin första kull.

Källerydsstugans kennel

## Kort fortalt

Västgötaspids er en svensk, lavbenet hyrdehund med masser af energi, en stemme, der gerne bliver brugt, og et årvågent væsen. Den er lille, men bygget til arbejde. Racen hører til FCI-gruppe 5 og blev traditionelt brugt til at drive kvæg og arbejde på gården.

- **Størrelse:** idealhøjden er 33 cm for hanner og 31 cm for tæver. Racestandarden tillader 32–35 cm for hanner og 30–33 cm for tæver.
- **Vægt:** den officielle racestandard angiver ingen vægt. Svenska Kennelklubben bruger 9–15 kg som en bred rettesnor, men kropsbygning, huld og proportioner siger mere om den enkelte hund end en fast målvægt.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet og opgaver til hovedet hver dag, men der findes ikke et officielt timetal, som passer til alle individer.
- **Temperament:** idealet er en årvågen hund, som er energisk, livlig og frimodig. Hvor social og højlydt hunden er, og hvor let den falder til ro, varierer fra individ til individ.
- **Pels:** halvkort og strid dækpels over tæt og blød underuld. Pelsen fælder og kræver ekstra børstning i fældeperioderne.
- **Hale:** både lang hale og alle former for medfødt stumphale er tilladt. Standarden foreskriver ikke, hvordan halen skal bæres.
- **Vigtigt sundhedspunkt:** retinopati hos västgötaspids er en arveligt betinget nethindesygdom med varierende debutalder og forløb. Resultater fra øjenundersøgelser og DNA-test giver forskellige oplysninger og bør vurderes samlet.

Västgötaspids og welsh corgi er to forskellige racer. Den lange kropsform ligner, men påstande om et sikkert slægtskab via vikingerne går længere end dokumentationen tillader.

## Udseende og pels

Västgötaspids skal være lavbenet uden at være overdrevent lav, og kroppen skal virke kraftig og bevægelig. Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde er 2:3. Afstanden fra brystkassen til jorden bør være mindst en tredjedel af skulderhøjden. Disse mål skiller den racetypiske form fra en for tung eller overdrevent lav krop.

Hovedet er forholdsvis langt og bliver smallere frem mod næsen. Spidse, opretstående og bevægelige ører bidrager til det årvågne udtryk. Ryggen skal være lige, lænden kort og stærk, og bevægelserne sunde, parallelle og jordvindende.

Halen kan være lang eller medfødt kort i flere forskellige længder. Ingen af typerne er mere korrekt end den anden, og der er ingen foreskrevet haleføring. Se den registrerede halebetegnelse i stedet for at drage konklusioner ud fra et billede. En medfødt stumphale er ikke det samme som en kuperet hale.

Pelsen består af meget tæt, blød underuld og en halvkort, strid dækpels, der ligger tæt til kroppen. Den er kortere på hovedet og forsiden af benene og må være lidt længere på halsen, brystet og bagsiden af benene. Børst pelsen grundigt i fældeperioderne, så den løse underuld kommer væk. Bad hunden, når den faktisk trænger til det; en fast badeplan har sjældent nogen værdi.

Godkendte grundfarver er grå, gråbrun, grågul, rødgul og rødbrun. Lysere partier ses blandt andet på næsepartiet, kinderne, struben, undersiden og nederst på benene, mens mørkere dækhår skal ses over ryg, hals og sider. En lysere selemarkering over skuldrene er ønskelig. Hvide aftegninger er tilladt, men kun i begrænset omfang. Farve og aftegninger ændrer ikke hundens behov i hverdagen.

## Temperament og personlighed

Västgötaspids er først og fremmest opmærksom og klar til handling. Racestandarden beskriver årvågenhed, energi og frimodig livlighed, men lover ikke, at alle individer fungerer problemfrit med alle mennesker, dyr og miljøer. Arv, tidlige erfaringer, hverdagsliv og træning former tilsammen resultatet.

Gøen er ikke en ubetydelig detalje hos denne race. I Svenska Kennelklubbens BPH-analyse havde cirka 40 procent af de deltagende hunde gøet eller peb under dele, hvor lyd ikke var forventet. Materialet omfattede 218 svenskfødte hunde fra årgangene 2003–2018, kun 6,2 procent af den relevante gruppe. Tallet beskriver derfor deltagerne, ikke alle västgötaspidser. Alligevel viser det, hvorfor en kommende ejer bør spørge, hvordan forældrene reagerer på lyde ved døren, gæster og aktivitet uden for hjemmet.

Det samme BPH-materiale tegner et overvejende trygt og energisk billede med få truende reaktioner i mødet med en almindelig fremmed. Reaktionerne varierede mere, når en usædvanligt klædt person nærmede sig. Brug derfor BPH som grundlag for spørgsmål om et kulds forældre og slægtninge, ikke som en garanti for hvalpen.

Historisk drev västgötaspids kvæg ved at arbejde tæt på dyrene og bruge både stemmen og nip mod bagbenene. Det betyder ikke, at alle individer automatisk hyrder eller napper mennesker. I raceklubbens prøver fra 1994–2013 blev 52 procent af de testede hunde bedømt til at have gode, meget gode eller fremragende hyrdeanlæg, mens 48 procent havde ingen eller mindre gode anlæg. Træn den adfærd, hunden faktisk viser, i stedet for at tage udgangspunkt i en racestereotyp.

## Træning og motion

Västgötaspids har brug for at bevæge sig, bruge næsen og løse opgaver hver dag. Friske gåture, ture i skoven, spor, søgeøvelser, lydighed, hyrdearbejde og anden hundesport kan indgå, men en meningsfuld hverdag behøver ikke være et konkurrenceprogram. Variation og samarbejde er vigtigere end at nå et bestemt antal minutter.

Tilpas mængden efter alder, form, helbred og det, hunden er vant til. Efter passende aktivitet bør en voksen hund komme sig, falde til ro derhjemme og bevare et stabilt huld og gode bevægelser. Hvis hunden bliver stadig mere opkørt, stiv, uvillig eller har svært ved at hvile, skal planen justeres. Mere aktivitet er ikke altid løsningen; rotræning, søvn og tydelige pauser er også færdigheder.

Begynd tidligt med belønningsbaseret træning af indkald, rolig gang i snor, håndtering og et signal til at standse gøen. Beløn også de øjeblikke, hvor hunden selv vælger at falde til ro. At gribe ind, når gøen allerede er intens, lærer sjældent hunden, hvad den skal gøre i stedet. Begræns samtidig unødvendige udløsere, for eksempel frit udsyn til en travl opgang, mens den nye vane bliver indarbejdet.

Hvalpens motion skal ikke beregnes efter reglen om fem minutter pr. levemåned; der er ikke videnskabeligt belæg for sådan en generel formel. Lad i stedet hvalpen udforske sikre underlag i sit eget tempo, skift mellem korte oplevelser og hvile, og øg varighed og sværhedsgrad gradvist. Pres ikke en træt hvalp til at fortsætte. Vent med ensidig, hårdt gentaget belastning, til kroppen og teknikken er klar, men husk, at normal, kontrolleret bevægelse opbygger styrke, balance og selvtillid.

## Sundhed

Det vigtigste racespecifikke sundhedspunkt er retinopati hos västgötaspids, en fremadskridende sygdom i nethinden. Forandringerne kan begynde uden mærkbart synstab. Hos andre hunde udvikler tilstanden sig til problemer med at se i mørke og senere også nedsat syn i dagslys. Debutalder og udviklingshastighed varierer, også mellem nært beslægtede hunde. Det er derfor forkert at sige, at sygdommen altid er mild eller altid fører til blindhed.

Forskning har vist en stærk sammenhæng mellem retinopatien og en LINE-1-insertion i MERTK-genet. Den må ikke forveksles med BEST1-relateret multifokal retinopati; BEST1 var et af flere kendte gener, som ikke forklarede sygdommen hos västgötaspids i det tidlige studie. Det senere MERTK-studie beskriver insertionen som en stærk kandidat til den sygdomsfremkaldende mutation, men dele af den funktionelle mekanisme er stadig uafklarede.

Et DNA-resultat gælder den genetiske variant, der er undersøgt. En øjenundersøgelse viser, hvordan hundens øjne så ud på et bestemt tidspunkt. Spørg derfor, hvilken test der er udført, hvilket laboratorium der analyserede prøven, hvad forældrenes præcise resultater er, og hvornår de sidst blev øjenundersøgt. Bed om at se de registrerede resultater; nøjes ikke med formuleringen “testet for alt”.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller ingen racespecifikke krav om hofte-, albue- eller øjenresultater for västgötaspids. Det betyder ikke, at oplysningerne er uden værdi. Raceklubbens avlsstrategi fra 2019 anbefaler kendt HD-status og et beregnet gennemsnitligt HD-indeks på mindst 100 for kuldet. Efter klubbens gældende regler for hvalpeformidling skal kuldets indavlsgrad oplyses. Et aktuelt HD-indeks skal oplyses, når det findes, mens HD-resultat og årstal for øjenundersøgelse må vises. Bed om de faktiske resultater og om opdrætterens vurdering af dem, ikke blot om de formelle minimumskrav er opfyldt.

Kontakt en dyrlæge, hvis hunden begynder at tøve i mørke, støder ind i ting, får forandringer i øjnene eller viser smerter, stivhed eller et ændret bevægelsesmønster. Den lave kropsform er ikke en diagnose i sig selv, og gamle spørgeskematal fra en begrænset gruppe skal ikke gøres til en sikker prognose for en hvalp.

## Historie og oprindelse

Västgötaspidsens moderne historie er veldokumenteret fra begyndelsen af 1940'erne. Grev Björn von Rosen henledte dengang opmærksomheden på den kortbenede spidshundetype, han huskede fra Västergötland. Sammen med skoleleder Karl-Gustaf Zetterstén kortlagde han de tilbageværende hunde, især på Varaslätten. Det praktiske avlsarbejde blev hovedsageligt drevet af Zetterstén.

Svenska Kennelklubben anerkendte racen i 1943 under navnet svensk vallhund. I 1953 fik den navnet västgötaspets. Hundenes hyrdeegenskaber blev bevaret, samtidig med at typen blev mere ensartet.

Længere tilbage er historien mere usikker. Ligheden med cardigan og pembroke welsh corgi har ført til teorier om, at hunde blev transporteret mellem Sverige og Storbritannien i vikingetiden. Den officielle racestandard fastslår ikke, hvilken vej en sådan forbindelse i givet fald gik, og moderne kynologi betragter den svenske oprindelse som fastslået. Det er derfor rimeligt at beskrive racen som svensk og den moderne redning som dokumenteret, men ikke at fremlægge en bestemt vikingerejse eller et sikkert corgislægtskab som fakta.

## At leve med racen

Västgötaspids kan trives både i hus og lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig aktivitet, hvile og hjælp til at håndtere lyde. Boligens størrelse betyder mindre end, om gøen generer naboerne, om hunden kan falde til ro, og om ejeren kan tilbyde meningsfuld beskæftigelse hver dag. I en lydt ejendom bør du fra begyndelsen have en konkret plan for lyde ved døren, gøen ved vinduet og alenetid.

Samvær med børn kræver de voksnes ansvar og opsyn. Lær barnet at lade hunden spise, sove og trække sig i fred, og giv hunden et uforstyrret hvilested. Hvis hunden forsøger at styre løbende børn med gøen eller nip, skal adfærden afbrydes roligt og erstattes af et indlært alternativ. Det er hverken noget, barnet skal acceptere, eller en adfærd, som alle västgötaspidser viser.

Samvær med en kat eller andre hunde afhænger af individerne og introduktionen. Begynd med udveksling af dufte og adskillelse, giv katten sikre flugtveje, og hold hunden under kontrol ved de første møder. Giv først mere frihed, når begge dyr kan være rolige. Spørg, hvordan hvalpen og forældrene fungerer med andre dyr; racenavnet kan ikke erstatte den viden.

Alenetid skal trænes gradvist gennem korte, udramatiske fravær. Der findes ingen fast tidsgrænse, som alle voksne västgötaspidser kan klare, og en hund, der gør eller bliver stresset alene, har brug for langsommere træning. Et kamera kan vise, om hunden faktisk hviler, går rastløst omkring, giver lyd eller forsøger at komme ud.

Når du vælger hvalp, bør du sammenligne mere end udseende og titler. Bed om forældrenes registrerede øjen- og HD-oplysninger, det præcise DNA-resultat for retinopati, når opdrætteren henviser til et, kuldets indavlsgrad og relevante oplysninger om temperament. Mød helst tæven, og spørg konkret til lydniveau, hvor hurtigt hun falder til ro efter ophidselse, fremmede mennesker og hverdagen med andre dyr. Et godt match er ikke blot en racetypisk hund, men et individ, hvis energi, stemme og behov passer til det liv, du reelt kan tilbyde.

Västgötaspids

The Danish Kennel Club

The Norwegian Kennel Club

The German Kennel Club (VDH)

The Kennel Club (United Kingdom)

Västgötaspids er en lille, robust svensk hyrdehund med rævelignende udseende, tæt dobbeltpels og let pelspleje. Den er energisk, gøende og intelligent, knytter stærke bånd til aktive familier, har brug for konsekvent, positiv træning, daglig motion og mental stimulering og er generelt en sund race.

Farhults är en uppfödare av rasen Västgötaspets med bas i Hörby i Sverige.

Farhults

## Kort fortalt

Cavalier king charles spaniel er en britisk selskabs- og dværghund, der kombinerer sin lille størrelse med et livligt og socialt væsen. Den vil som regel gerne være tæt på mennesker, men har brug for mere end et skød og nogle få korte lufteture.

- Racestandarden angiver en vægt på 5,5–8 kg. Den angiver ingen skulderhøjde; Svenska Kennelklubben beskriver cirka 30–35 cm som almindeligt.
- Pelsen er lang og silkeblød. De fire godkendte farver er black and tan, ruby, blenheim og tricolour.
- Raceidealet er en glad, venlig, hengiven og frygtløs hund. Den enkelte hund kan alligevel variere tydeligt i energi, lydniveau og tryghed.
- En cavalier har hver dag brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og social kontakt. Der findes ingen meningsfuld minutregel, som passer til alle.
- Sundheden kræver ekstra omtanke. I Sverige er racen omfattet af et obligatorisk sundhedsprogram for hjertestatus i avlen, mens flere andre undersøgelser er anbefalinger fra raceklubben.

## Udseende og pels

Cavalier king charles spaniel skal være lille, velafbalanceret og bevæge sig frit med et mildt udtryk. Skallen skal være næsten flad mellem ørerne. Øjnene er store, mørke og runde uden at være udstående, og de højt ansatte ører er lange og har rigeligt med pels. Standarden angiver en vægt på 5,5–8 kg, men ingen præcis højde. Oplysningen om 30–35 cm er derfor en almindelig rettesnor, ikke et højdekrav.

Pelsen skal være lang og silkeblød uden krøller; let bølget pels er tilladt. Der er behæng blandt andet på ører, ben, poter og hale. De fire farver er:

- **Black and tan:** sort med tydelige tanfarvede aftegninger.
- **Ruby:** ensfarvet dybrød.
- **Blenheim:** kastanjefarvede aftegninger på perlehvid bund.
- **Tricolour:** sort og hvid med tanfarvede aftegninger.

Pelsen skal redes igennem regelmæssigt, især bag ørerne, hvor det bløde hår let filtrer sammen. Kontrollér også behænget omkring poterne efter gåturen. Standarden foreskriver en naturlig, uklippet pels, men rigeligt hår under og mellem trædepuderne kan skulle holdes i orden, så der ikke dannes filtknuder. Væn roligt hvalpen til kam, potehåndtering og kontrol af ører og øjne; det gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

Ingen hunderace er allergenfri, og cavalieren er ingen undtagelse. Hundeallergener kommer primært fra hud og spyt, og mængden varierer fra individ til individ. Personer med allergiske gener bør derfor ikke vurdere risikoen ud fra pelslængden eller racenavnet.

## Temperament og personlighed

Cavalier king charles spaniel er avlet som selskabshund og er som regel åben, hengiven og social. Racestandarden beskriver en glad og venlig hund uden aggressivitet eller nervøsitet, men det er et avlsmål – ikke en garanti for hvert enkelt individ.

Resultater fra svenske BPH-beskrivelser giver et mere nuanceret billede. I en analyse af 192 svenskopdrættede cavalierer var racen hovedsageligt tryg og reagerede normalt ikke aggressivt i sociale møder. Gennemsnitshunden blev heller ikke opfattet som særlig vokal, selv om nogle hunde gøede eller peb i situationer, hvor det ikke var forventet. Der er altså reel variation bag racebeskrivelsen. Mød gerne hvalpens mor, spørg hvordan begge forældre fungerer i hverdagen, og undersøg om frygt, stress eller ressourceforsvar forekommer hos nære slægtninge.

Racen fungerer ofte godt i en familie og er generelt også social med andre hunde. Med små børn gælder dog de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et fredeligt hvilested, hvor den ikke bliver forstyrret. Børn skal lære ikke at bære hunden, trække den i ørerne eller forstyrre den, når den spiser eller sover. Samlivet med en kat afhænger af den enkelte hund, tidligere erfaringer og en rolig introduktion; racenavnet er ingen garanti.

## Træning og motion

En cavalier skal bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men den rette mængde afhænger af hundens alder, sundhed, kondition og restitution – ikke af et fast antal minutter. En sund voksen hund kan kombinere gåture og fri bevægelse på et sikkert sted med søgeøvelser, leg og korte træningspas. Mange nyder lydighed, rallylydighed eller agility på et niveau, der passer til den enkelte.

Korte, positive træningspas gør det lettere at holde fokus. Begynd tidligt med kontakt, følgeskab og indkald, og beløn hunden, når den vælger dig på trods af dufte og andre forstyrrelser. Selv en selskabshund med spanielbaggrund kan blive helt optaget af noget spændende udendørs, så brug en lang line, indtil indkaldet fungerer i det aktuelle miljø.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og hvile i deres eget tempo. Undgå generelle femminuttersregler, og byg i stedet aktiviteten gradvist op uden at presse en træt hvalp. En hund med hjertebilyd, hjertesygdom, smerter eller neurologiske symptomer har brug for en individuel plan fra en dyrlæge.

## Sundhed

Hjertet er det vigtigste racespecifikke kontrolpunkt for en svensk hvalpekøber. Cavalier king charles spaniel er særligt disponeret for myxomatøs mitralklapsygdom, MMVD. Her forandres klappen mellem venstre forkammer og hjertekammer, så blod kan løbe baglæns og give en hjertebilyd. En hund kan have sygdommen uden synlige tegn i lang tid, mens andre senere udvikler hjertesvigt.

Racen er omfattet af et sundhedsprogram for hjertestatus på niveau 3. Forældredyrene skal have en officiel attest på hjertestatus uden anmærkninger, for at afkommet kan registreres efter reglerne. Attesten må ikke være mere end tolv måneder gammel på parringstidspunktet, og minimumsalderen for en officiel hjerteattest er tre år. Det er et minimumskrav, ikke et bevis på at en kombination er risikofri. Bed om forældrenes registreringsnumre, kontrollér resultaterne i SKK Hunddata eller Avelsdata, og se også på hvor længe ældre nære slægtninge har været fri for hjertebilyd. Raceklubben anbefaler en årlig hjerteundersøgelse fra treårsalderen, indtil der konstateres bilyd, også for hunde der ikke længere bruges i avl.

Chiari-lignende misdannelse og syringomyeli, CM/SM, er et andet vigtigt helbredsproblem. Når pladsen i kraniet er for lille i forhold til hjernen, kan strømmen af rygmarvsvæske blive forstyrret, og der kan dannes et væskefyldt hulrum i rygmarven. Nogle hunde med milde fund viser ingen tydelige tegn. Andre får smerter, bliver følsomme omkring hoved eller nakke, vil ikke bevæge sig, klør i luften ved halsen eller viser svaghed og dårligere koordination. En dyrlæge skal vurdere sådanne symptomer. MR-skanning kan bruges i avlsudvælgelsen, men er en anbefaling fra raceklubben og må ikke forveksles med det obligatoriske hjerteprogram. Spørg opdrætteren om kliniske symptomer og MR-resultater hos forældrene og nære slægtninge.

Cavaliersällskapet anbefaler desuden øjenundersøgelse og undersøgelse for patellaluksation af avlsdyr fra mindst etårsalderen. Også her er forskellen vigtig: Det er anbefalede undersøgelser, ikke det samme registreringskrav som hjerteattesten. Som køber skal du derfor skelne mellem formelle krav, raceklubbens anbefalinger og hvad slægtens samlede resultater viser.

## Historie og oprindelse

Den moderne cavalier king charles spaniel stammer fra Storbritannien og er tæt forbundet med de små spaniels, der ses på europæiske malerier gennem flere århundreder. Hundetypen fik sit kongelige navn gennem forbindelsen til huset Stuart og især kong Charles II.

Da den kortsnudede type blev moderne, ændrede king charles spaniel sig. I 1926 udlovede amerikaneren Roswell Eldridge præmier på Crufts til hunde, der lignede den ældre type med længere snude og fladere skalle. En britisk raceklub blev stiftet i 1928, og i 1945 anerkendte The Kennel Club cavalier king charles spaniel som en selvstændig race.

Cavalier king charles spaniel og king charles spaniel er derfor ikke to navne for den samme hund. De er separate racer med fælles baggrund, og cavalieren blev udviklet for at genskabe mere af den ældre spanieltype.

## At leve med racen

Cavalier king charles spaniel kan trives både i lejlighed og hus, hvis den får selskab, gåture, mental aktivitet og mulighed for at hvile uforstyrret. Boligens størrelse kan ikke erstatte gode hverdagsrutiner. Racen kan også passe til en førstegangsejer, som vil træne, pleje pelsen og tage sundhedskontroller alvorligt; det lille format gør den ikke automatisk nem at passe.

Alenetid skal trænes gradvist, først når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Gå væk i ganske korte perioder, og øg først tiden, når hunden kan slappe af. Klynken, vedvarende gøen, ødelæggelser, manglende appetit eller urenlighed kan være tegn på ubehag. Hunde kan klare forskellig tid alene, så planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end netop din hund trives med.

Tre kontroller er særligt værdifulde før et hvalpekøb:

1. Kontrollér forældrenes aktuelle hjerteattester og ældre slægtninges resultater i SKK's åbne registre.
2. Spørg særskilt ind til CM/SM-symptomer og MR samt til øjen- og patellaundersøgelser; bland ikke disse anbefalinger sammen med kravene i hjerteprogrammet.
3. Vurdér forældrenes hverdagsadfærd og hvordan hvalpene er blevet vænnet til mennesker, håndtering og et almindeligt hjemmemiljø.

De kontroller giver et mere realistisk billede end racens venlige ry alene. En cavalier, der er valgt med omhu, kan blive en meget nær ledsager, som gerne deltager i hverdagen, men den har brug for en ejer, der tager både dens sociale behov og de dokumenterede sundhedsrisici alvorligt.

Cavalier king charles spaniel

Cavalier King Charles Spaniel Club UK

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Lille, mild spaniel (5,4–8 kg) med silkeagtig, mellem­lang pels i Blenheim, tricolour, black and tan eller ruby. Kærlig, meget menneskeorienteret og god med børn og andre kæledyr. Kræver regelmæssig pelspleje, moderat motion og bryder sig ikke om at være alene i længere perioder.

Rövarkungens är en uppfödare av raserna Labrador retriever och Cavalier king charles spaniel med bas i Grimsås i Sverige.

Rövarkungens

## Kort fortalt

Border collie er en britisk hyrdehund til den, der ønsker at samarbejde, træne og give hunden meningsfulde opgaver gennem hele livet. Racen er meget lærenem og udholdende, men netop derfor ofte mere krævende end en hund, der primært er avlet til selskab.

- **Hundetype:** renracet hyrdehund, anerkendt af FCI i gruppe 1
- **Størrelse:** mellemstor; idealhøjden for hanner er cirka 53 cm, og tæver er normalt lidt lavere
- **Vægt:** cirka 12–20 kg, med variation efter køn og kropsbygning
- **Forventet levetid:** cirka 10–15 år
- **Pels:** glat eller middellang dobbeltpels i mange farver
- **Typiske egenskaber:** opmærksom, lydhør, reaktionshurtig, intelligent og stærkt motiveret for at arbejde
- **Passer bedst til:** en engageret ejer, der holder af regelmæssig træning og kan lære hunden både aktivitet og hvile

Det vigtigste før et køb er ikke, om familien går tur et bestemt antal timer, men om hverdagen giver tid til regelmæssig træning og samarbejde. En border collie skal bruge hovedet, have afløb for sine hyrdeinstinkter under kontrollerede forhold og samtidig lære at falde til ro derhjemme.

## Udseende og pels

Border collie er en atletisk og velafbalanceret hund, bygget til smidighed og udholdende arbejde snarere end til et ensartet udseende. Kroppen er en smule længere end mankehøjden, og bevægelserne skal være frie, bløde og effektive. Racestandarden angiver en idealhøjde på 53 cm for hanner og lidt mindre for tæver, men racen varierer tydeligt i både størrelse og kropsbygning.

Standarden beskriver to pelsvarianter: glat og middellang. Begge har en tæt dækpels og en blød, tæt underuld, som beskytter mod vejret. Den middellange pels danner mere krave, bukser og fane på halen, mens den glatte ligger tættere på kroppen. Mange farver og aftegninger forekommer; sort og hvid samt trefarvet er almindeligt, men racestandarden tillader stor variation, så længe hvidt ikke dominerer.

Pelsen er grundlæggende nem at passe. Børst så ofte som nødvendigt for at fjerne løs underuld og forebygge filtre, især bag ørerne og dér, hvor den længere pels danner faner. I fældeperioder skal der børstes oftere. Bad gives efter behov. En hund, der arbejder eller træner ude, bør også kontrolleres bagefter: Se poter, kløer, hud og pels efter for sår, græsaks, flåter og snavs.

## Temperament og personlighed

Border collie er opmærksom, samarbejdsvillig og meget hurtig til at opdage mønstre. Den lærer derfor ikke kun det, ejeren har til hensigt at træne, men også hvilke lyde der varsler en tur, hvordan mennesker plejer at bevæge sig, og hvilken adfærd der udløser en reaktion. Lærenem betyder altså ikke automatisk nem at leve med; uklare rutiner og utilsigtede belønninger kan fastholde adfærd lige så hurtigt som gennemtænkt træning.

Hyrdearbejde bygger på, at hunden registrerer og påvirker bevægelse. I en hverdag uden får kan den samme følsomhed blive rettet mod biler, cykler, løbere, børn eller andre dyr. Stirren, snigen, afskæring og jagt er signaler, som skal tages alvorligt tidligt. Adfærden skal afbrydes roligt og erstattes med et indlært alternativ, ikke opmuntres som en sjov særhed.

En border collie kan fungere godt i en familie, men racen er ikke generelt ”børnevenlig” uanset individ og miljø. Løb, råb og hurtig leg kan udløse hyrdeadfærd eller stress. Børn og hund skal derfor være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Samliv med kat eller andre hunde kan også fungere, især med gennemtænkte introduktioner, men kan ikke garanteres ud fra racen alene. Katten skal kunne trække sig væk, og hunden skal trænes til at lade den være i fred.

## Træning og motion

Border collie har hver dag brug for både fysisk aktivitet og opgaver, der kræver koncentration, men man kan ikke angive et bestemt antal timer, som passer til alle individer. Alder, helbred, temperament, tidligere træning og arbejdsopgaver afgør belastningen. En god hverdag veksler mellem bevægelse, problemløsning, samarbejde og restitution.

Ture i varierede omgivelser, fri bevægelse hvor det er sikkert, næsearbejde, lydighed, spor, hyrdearbejde og andre hundesportsgrene aktiverer hunden på forskellige måder. Vælg aktiviteter, hvor hunden skal lytte og træffe beslutninger, ikke kun løbe stærkt. Endeløs boldkastning eller anden ophidset gentagelse er et dårligt mål for, om hundens behov er opfyldt; det kan øge forventningen uden at lære hunden at falde til ro.

Træn kort, tydeligt og belønningsbaseret. Læg lige så stor vægt på hverdagsfærdigheder som indkald, at gå i snor, stop på afstand og at kunne se bevægelse uden at følge efter som på tricks eller konkurrenceøvelser. Beløn også rolig adfærd: at ligge på en fast plads, vente mens noget sker og falde i søvn efter aktivitet. En border collie, der altid tilbydes mere fart, kan komme i meget god form uden at lære at hvile.

Hvalpe og unghunde har brug for kontrollerede erfaringer, ikke en voksen træningsplan i miniature. Opbyg tryghed i forskellige miljøer, lad kroppen modnes og øg fysisk belastning og sværhedsgrad gradvist. Hvis hunden bliver mere ukoncentreret, lydfølsom eller fikseret trods mere aktivitet, kan løsningen være bedre balance og professionel hjælp, ikke endnu hårdere motion.

## Sundhed

Border collie betragtes som forholdsvis sund, men racen har dokumenterede problemer, som en hvalpekøber bør kende. Hofteledsdysplasi (HD), øjensygdommen CEA, andre forandringer i nethinden, epilepsi og osteochondrose især i skulderleddet er blandt de områder, som fremhæves af Svenska Kennelklubben og Svenska Vallhundsklubben.

Når du vurderer et svenskregistreret kuld, bør du begynde med at kontrollere forældrenes officielle hoftestatus og øjenundersøgelse. Ifølge Svenska Kennelklubbens regler skal øjenresultatet foreligge før parring og normalt være højst et år gammelt. Kontrollér de registrerede resultater, og spørg også til epilepsi, tilbagevendende kramper, skulderproblemer og tidlige dødsfald hos søskende, forældre og andre nære slægtninge. Normale resultater hos to forældredyr beskriver ikke hele slægtens sundhed.

Der findes DNA-test for flere arvelige tilstande i racen, blandt andet CEA, IGS, TNS og sensorisk neuropati. Hvilke test der er relevante, afhænger af afstamning og aktuelle anbefalinger. Bed derfor opdrætteren forklare, hvad der er testet og hvorfor. Ved recessive sygdomme er en rask bærer ikke det samme som en syg hund; det afgørende er, at parringen planlægges, så hvalpene ikke kan arve sygdomsvarianten fra begge forældre. En DNA-test erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse, ledresultater eller viden om slægten.

En hund med border collie collapse (BCC) kan være helt symptomfri i hvile, men blive desorienteret, ustabil eller falde under eller kort efter intens aktivitet. Hunden kan virke restitueret efter 5–30 minutter, men kollaps skal altid tages alvorligt og vurderes af en dyrlæge. BCC er ikke det samme som almindelig træthed, hedeslag eller den dynamin-1-relaterede EIC-variant, der er mere almindelig hos labrador retriever. Afbryd aktiviteten med det samme, hvis hundens fokus eller bevægelser ændrer sig unormalt.

## Historie og oprindelse

Border collie blev udviklet i grænseområderne mellem England og Skotland som arbejdshund i fåreholdet. Udvælgelsen byggede længe på praktiske hyrdeegenskaber: Hunden skulle kunne aflæse dyrene, arbejde på afstand og reagere på førerens signaler under krævende forhold. Den funktionelle baggrund forklarer racens blik, snigende bevægelser, udholdenhed og stærke trang til at kontrollere bevægelse.

FCI anerkender border collie som britisk fårehund med arbejdsprøve. I Sverige har funktionen en usædvanligt tydelig plads også i registreringen. Racen føres i Svenska Kennelklubbens særlige hyrdehunderegister, REG V, og en svenskfødt border collie kan først registreres, når begge forældredyr har bestået en hyrdehundeprøve gennem Svenska Vallhundsklubben eller har en godkendt tilsvarende prøve fra udlandet. Udseendet kan derfor variere mere end hos mange andre racer, mens arbejdsevnen fortsat står centralt i den svenske avlsmodel.

## At leve med racen

At leve godt med en border collie kræver planlægning, men ikke konstant underholdning. Målet er en hund, der kan arbejde koncentreret, når der er behov for det, og hvile, når der ikke sker noget. Den balance passer bedst i et hjem, hvor nogen oprigtigt holder af hundetræning, og hvor ansvaret ikke afhænger af, at børnene skal aktivere hunden.

En lejlighed er ikke automatisk udelukket, og en stor have er ingen garanti for et godt liv. Adgang til egnede træningsmiljøer, sikker motion og en hverdagsrutine, der faktisk kan følges, er vigtigere. I et tæt miljø skal ejeren kunne håndtere trafik, cykler, løbere, lyde og møder, uden at hunden låser sig fast i hyrdeadfærd eller konstant overvågning.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte perioder og tilpasses hundens alder og reaktioner. Det svenske Jordbruksverkets råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke et løfte om, at en hund trives alene så længe. Film gerne de første træningspas, og gå et skridt tilbage, hvis hunden går hvileløst omkring, puster, gør, ødelægger ting eller ikke kan falde til ro. En hverdag med gentagne lange arbejdsdage uden hjælp er et dårligt udgangspunkt for racen.

Før køb af en svensk hvalp bør du som minimum kontrollere tre forhold hos begge forældre: registreret hoftestatus, gyldigt øjenresultat og bestået hyrdehundeprøve. Spørg derefter til epilepsi og ledsundhed hos nære slægtninge, relevante DNA-test, hvordan forældrene fungerer i hvile og arbejde, og hvilken støtte opdrætteren giver efter købet. Det bedste match handler ikke om at finde den ”klogeste” hvalp, men om at vælge en hvalp med et temperament og arbejdsniveau, der passer til det, du kan tilbyde gennem hele hundens liv.

Border collie

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Border collie er en middelstor, atletisk hyrdehund, kendt for sit intense fokus, sin høje intelligens og meget høje energi. Den er udviklet til at drive får hele dagen og udmærker sig inden for hyrdearbejde, hundesport og træning. Den har brug for masser af motion, mental stimulering og tydelig vejledning i et aktivt hjem.

Välkommen hit :)

En liten och personlig uppfödning av Border collie till hundsport och vallning. Fokuserar på att föda upp friska, mentalt starka och hållbara border collies. Valparna föds upp inne i hemma miljö och kommer att vara vana med andra hundar, katt och ljud som förekommer på en nötgård bla.

Wooly Parton's

Hamiltonstövare

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Hamiltonstövare er en svensk trefarvet drivende hund, middelstor, atletisk og robust. Den er rolig, venlig og kærlig derhjemme, men har stærk jagtlyst, kraftig stemme og har brug for rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Pelsplejen er enkel.

Liten kennel där fokus ligger på sundhet, exteriört och jaktliga egenskaper. Positiva och glada hundar med vänligt bemötande.

Småviltskogens

## Kort fortalt

- Eurasier er en mellemstor tysk spidshund, der blev skabt som selskabshund og trives bedst, når den får lov til at leve tæt sammen med sin familie.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 52–60 cm høje og veje 22–30 kg. For tæver er de tilsvarende intervaller 48–56 cm og 18–26 kg.
- Standarden beskriver en rolig, selvsikker og opmærksom hund med en stærk tilknytning til familien, men uden at være påtrængende over for fremmede.
- Reserveret adfærd må ikke forveksles med frygt. Svenske BPH-resultater viser tydelig variation i racens sociale tryghed.
- Eurasieren deltager gerne i familiens aktiviteter, men har normalt ikke samme arbejdsbehov som en brugshund. Motion og træning skal alligevel tilpasses den enkelte hund hver dag.
- Dobbeltpelsen skal som regel børstes cirka en gang om ugen og oftere, når underulden fældes.
- I svensk avl skal begge forældredyr have officiel hoftestatus før parring. Raceklubbens råd om resultater og andre undersøgelser går længere end selve registreringskravet.
- Racen passer til den, der ønsker en nær følgesvend i hverdagen og accepterer et selvstændigt sind. Den passer dårligere til et liv med lidt selskab eller et krav om, at hunden skal hilse på alle.

## Udseende og pels

Eurasier er en harmonisk bygget, mellemstor hund af spidstype. Kroppen er en smule længere end skulderhøjden, ørerne står op, og den buskede hale bæres over ryggen eller bøjet til siden. Knoglebygningen skal være middelstærk, og den tykke pels må ikke skjule kroppens proportioner. Helhedsindtrykket skal være funktionelt og velafbalanceret, ikke tungt eller overdrevent pjusket.

Racestandarden angiver 52–60 cm og 22–30 kg for hanner samt 48–56 cm og 18–26 kg for tæver. Det er vejledende mål for racen, ikke en garanti for, hvor stor en bestemt hvalp bliver som voksen. Se derfor også på forældrene og nære slægtninge, hvis størrelsen har praktisk betydning for dig.

Pelsen består af tæt, blød underuld og middellange, lige dækhår, der ligger forholdsvis løst. Hårene er kortere i ansigtet, på ørerne og forsiden af benene og længere på halen og bagsiden af benene. Alle farver og farvekombinationer er tilladt efter den gældende internationale standard, bortset fra helt hvid og hvidbroget.

Til daglig er det ofte nok at børste pelsen grundigt cirka en gang om ugen. Når underulden løsner sig en eller to gange om året, skal hunden børstes oftere, og mængden af løse hår kan være stor. Benyt samtidig lejligheden til at kontrollere hud, kløer, ører og tænder. Bad hunden, når den er beskidt.

## Temperament og personlighed

Eurasieren skal være rolig, selvsikker og have et stabilt temperament med en stærk tilknytning til familien og begrænset interesse for kontakt med fremmede. Det kan tiltale den, der ønsker en hund, som gerne er tæt på sine egne mennesker uden automatisk at hilse på alle. Det betyder dog ikke, at enhver eurasier er stille, tryg eller nem i alle situationer.

Svenske BPH-resultater giver et mere nuanceret billede end idealet i racestandarden. Som gruppe viste hundene begrænset interesse for fremmede, men deres tryghed i sociale møder varierede meget. En hund, der roligt vælger ikke at hilse, er reserveret. En hund, der flygter, stivner eller bliver meget urolig, har brug for større afstand og støtte. Reserveret adfærd må ikke bruges som forklaring på frygt eller truende adfærd.

Hvalpen har brug for tidlige, positive erfaringer med forskellige mennesker, miljøer, underlag og hverdagssituationer. Målet er ikke, at fremmede skal klappe den, men at hunden kan forholde sig roligt og trygt, selv når den ikke ønsker kontakt. Lad den betragte det hele på en afstand, hvor den stadig kan spise, undersøge omgivelserne og falde til ro igen. Tvungne hilsesituationer kan øge utrygheden.

Eurasiere kan leve godt sammen med børn, hunde eller andre dyr, men racenavnet er ingen garanti. Små børn og hunden skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Spørg opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på håndtering, pludselige bevægelser og ukendte hunde. Med kat eller smådyr i hjemmet er der brug for rolige introduktioner, sikre adskillelser og opsyn, mens du lærer netop denne hunds jagtadfærd at kende.

## Træning og motion

Eurasiere lærer ofte hurtigt, men racen er ikke udviklet til at arbejde som en brugshund. Tydelige rutiner, belønninger, hunden sætter pris på, og korte træningspas med et forståeligt mål giver ofte det bedste resultat. Beløn den adfærd, du gerne vil se igen, så opgaven bliver tydelig uden at skade tilliden. Hårde korrektioner, skræmmemetoder og fysisk pres hører ikke hjemme i træningen.

Gode færdigheder i hverdagen er vigtigere end en lang række avancerede øvelser. Træn hunden i at gå roligt i snor, vente, komme, når du kalder, acceptere håndtering og finde ro, når der ikke sker noget. Variér belønningen mellem mad, leg, bevægelse og adgang til noget, hunden gerne vil undersøge. Hvis hunden mister interessen, er det ofte bedre at gøre opgaven lettere eller skifte aktivitet end at gentage det samme signal.

Racen tager gerne med på gåture og familieudflugter uden at have brug for arbejdsbyrden hos en udpræget brugsrace. Et fast antal minutters motion siger derimod ikke meget om den enkelte hunds behov. En god hverdag indeholder bevægelse, mulighed for at snuse, en form for problemløsning og tilstrækkelig hvile. Tilpas efter alder, helbred, vejr og hundens evne til at komme sig. Næsearbejde, spor, rallylydighed, hoopers og andre samarbejdsaktiviteter kan passe godt, men vælg efter den enkelte hunds motivation.

Indkald skal trænes, selv om hunden gerne holder sig tæt på familien. Hverken familietilknytning eller et ry for lav jagtlyst gør en hund sikker uden snor. Brug snor eller lang line, hvor vildt, trafik, andre dyr eller lokale regler gør det uhensigtsmæssigt at lade hunden gå løs.

## Sundhed

Eurasier beskrives som en forholdsvis sund race, men der er sundhedsrisici og avlsforhold, som en hvalpekøber bør undersøge konkret. Begynd med at skelne mellem SKK's registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

For at et svensk kuld kan registreres, skal begge forældredyr have et officielt resultat for hofteledsdysplasi før parring. Kravet er et kendt resultat, ikke nødvendigvis grad A eller B. Svenska Eurasierklubben anbefaler avlshunde med HD A eller B, ED 0 og patella 0. Bed om at se de officielle resultater, og undersøg gerne søskende og tidligere afkom. Forældredyrenes resultater mindsker usikkerheden, men kan ikke garantere en sund hvalp.

Raceklubben anbefaler også gennemtænkte kombinationer med hensyn til Dandy-Walker-lignende misdannelse, DWLM. Varianten nedarves recessivt og kan påvises med en DNA-test. En fri hund kan parres med en anden fri hund eller med en bærer, mens to bærere ikke må kombineres. En bærer er ikke det samme som en syg hund og behøver ikke at blive udelukket fra avl, når partneren er testet fri. Den forskel er vigtig både for at undgå syge hvalpe og for at bevare den genetiske variation.

Raceklubben følger desuden indberettede tilfælde af nedsat skjoldbruskkirtelfunktion, eksokrin pancreasinsufficiens, EPI/EPA, og mavedrejning. Klubben beskriver dem ikke som store problemer i racen, men arbejder fortsat på at kortlægge dem. Vedvarende træthed med pelsforandringer eller gentagen diarré med vægttab bør derfor tages alvorligt. Mistanke om mavedrejning kræver akut dyrlægehjælp.

Spørg opdrætteren om officielle led- og patellaresultater, DWLM-status og kendte diagnoser hos forældre, søskende og tidligere afkom. En generel forsikring om, at hundene i slægten er »sunde«, fortæller mindre end dokumenterede resultater og en åben redegørelse for slægtningenes helbred.

## Historie og oprindelse

Eurasier er en ung race med en veldokumenteret tysk oprindelse. Julius Wipfel begyndte avlsarbejdet i 1960 ved at kombinere chow chow og wolfspitz, der også kaldes keeshond. De tidlige hunde blev kaldt wolf-chow. Samojedhunden blev senere inddraget, og racen fik navnet eurasier efter sin europæiske og asiatiske baggrund.

FCI anerkendte eurasier i 1973, og den første eurasier kom til Sverige i 1994. Racen har hele tiden været beregnet som selskabshund, og den internationale standard kræver ingen brugsprøve. Det forklarer, hvorfor tæt familiekontakt og et stabilt temperament i hverdagen står centralt. Man bør dog undgå forenklede påstande om, at hver af de oprindelige racer har bidraget med én bestemt egenskab; nutidens hunde varierer både mentalt og fysisk.

## At leve med racen

Eurasier passer bedst i et hjem, hvor hunden er en del af hverdagen. Den kan bo i lejlighed eller hus, fordi boligens størrelse betyder mindre end rutinerne omkring motion, hvile, støj og selskab. En have erstatter ikke gåture eller familiekontakt, og racens baggrund gør den uegnet til hovedsageligt at leve alene i en hundegård.

Alenetid skal trænes gradvist, når hvalpen er blevet tryg i sit nye hjem. Begynd med meget korte stunder, og øg først, når hunden er rolig før, under og efter dit fravær. Hunde lærer dette i forskelligt tempo. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, ikke efter en påstået racegrænse målt i timer.

For en børnefamilie er opsyn fra en voksen og et uforstyrret hvilested vigtigere end betegnelsen »familiehund«. I et hjem med kat eller smådyr er sikre adskillelser og kontrollerede introduktioner vigtigere end antagelser om jagtlyst. Den, der ønsker at træne meget, bør møde forældredyrene og spørge, hvad der motiverer dem, hvordan de reagerer på håndtering, og hvordan de falder til ro i nye miljøer.

Før du køber en hvalp, bør du bede om registreringsattest, købsaftale, en aktuel dyrlægeattest og dokumenterede helbredsoplysninger om forældrene. Mød om muligt moderen og andre voksne slægtninge. Læg især mærke til, om de kan forholde sig roligt og neutralt over for fremmede uden at flygte, stivne eller blive presset til kontakt. Et velplanlagt eurasierkuld bør passe både på papiret og til den hverdag, du kan tilbyde.

Eurasier

German Kennel Club (VDH)

Eurasier Klub e.V. Sitz Weinheim (EKW)

The Eurasier Society UK

Eurasier er en mellemstor spidshund med rig, blød pels, der er avlet som en rolig familiehund. Den er sensitiv og meget knyttet til sin familie, trives bedst i et stille og roligt hjem, er reserveret men ikke aggressiv over for fremmede og har brug for moderate daglige gåture, mentale aktiveringslege, blid og nænsom træning samt regelmæssig pelspleje.

Zevikens

## Kort fortalt

- Shetland sheepdog, ofte kaldet sheltie, er en lille britisk selskabs- og hyrdehund med baggrund som gårdhund på Shetlandsøerne.
- Racestandarden beskriver en aktiv, opmærksom, venlig og intelligent hund, der holder øje med sin ejer. Tilbageholdenhed over for fremmede er tilladt, men nervøsitet er ikke.
- Den ideelle skulderhøjde er 37 cm for hanner og 35,5 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Den lange dobbeltpels skal plejes helt ind til huden, især bag ørerne og under fældning, men den skal ikke helklippes som fast rutine.
- Racen passer bedst til den, der vil kombinere daglig motion med træning, næsearbejde eller anden mental aktivering, og som kan arbejde roligt med lyde, miljøer og alenetid.
- Ved valg af hvalp er dokumenterede øjenresultater, temperamentet hos nære slægtninge og viden om MDR1 og merle vigtigere end generelle løfter om, at racen altid er sund eller nem at leve med.

## Udseende og pels

Shetland sheepdog er en lille, let og bevægelig hund, der skal være lidt længere end høj. Racestandardens ideal er 37 cm i skulderhøjde for hanner og 35,5 cm for tæver. En afvigelse på mere end 2,5 cm i begge retninger er meget uønsket ifølge standarden. Det er idealer til bedømmelse af racen, ikke en garanti for hvert individ. Standarden angiver ingen idealvægt, så huld og kropsbygning er bedre vejledning end et enkelt tal på vægten.

Hovedet skal danne en lang, stump kile. Skalle og næseparti skal være lige lange med midtpunktet ved den inderste øjenkrog. Øjnene er mandelformede og som regel mørkebrune; hos blue merle må de være helt eller delvist blå. De små ører bæres bagud i hvile og fremad med bøjede spidser, når hunden er opmærksom.

Pelsen er dobbelt: dækpelsen er lang, lige og noget grov, mens underulden er kort, blød og tæt. En grundig gennemgang cirka en gang om ugen passer mange hunde, med hyppigere pleje under fældning. Red helt ind til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne. Hår omkring poterne og på haserne kan studses efter behov. Efter et bad skal pelsen tørre helt ind til huden.

Godkendte farver er zobel, tricolour, blue merle, sort og hvid samt sort med tantegninger, selv om den sidste ikke ses i moderne tid. Blue merle skal give et sølvblåt helhedsindtryk med sort marmorering. Hvide aftegninger må blandt andet findes som blis og på halskrave, bryst, ben og halespids. Hvide pletter på kroppen er derimod meget uønskede ifølge standarden. Farvestandarden og de genetiske regler for merle er to forskellige spørgsmål.

## Temperament og personlighed

En typisk Shetland sheepdog er opmærksom, venlig, intelligent og tæt orienteret mod sin ejer, men individer varierer tydeligt i socialitet, lydfølsomhed og selvsikkerhed. En hund må gerne være kølig over for fremmede uden at ville hilse, men frygt skal ikke bortforklares som normal tilbageholdenhed.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser, hvorfor et gennemsnit ikke er nok, når man vælger hund. De beskrevne sheltier viste kun lidt frygt i flere testsituationer, men variationen var tydelig blandt andet ved møder og overraskelser. Analysen gælder deltagerne og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver. Spørg derfor, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på fremmede, lyde og nye miljøer, og hvor hurtigt de kommer sig.

Racen havde historisk til opgave at være opmærksom og slå alarm. Det kan gøre gøen til et vigtigt hverdagsspørgsmål, men det betyder ikke, at alle sheltier gør meget. At få hunde gøede eller peb, hvor lyd ikke var forventet under BPH, betyder ikke, at racen altid er stille hjemme, når nogen går i opgangen. Vurder det individ og det opvækstmiljø, du faktisk vælger.

Sheltier beskrives som hunde, der typisk kan omgås andre hunde uden konflikt, men det er ingen garanti for alle møder eller for samliv med kat og smådyr. Tidlige erfaringer, individets adfærd og kontrollerede introduktioner har stor betydning.

## Træning og motion

Shetland sheepdog har brug for fysisk aktivitet og opgaver til hjernen hver dag, men der findes ikke et seriøst minuttal, som passer til alle individer. En god hverdag veksler mellem ture med mulighed for at snuse, korte træningspas, leg og hvile. Agility, rallylydighed, lydighed, næsearbejde og tricktræning kan passe til racens hurtighed og samarbejdsvilje, men hundesport er ikke nødvendig, hvis hverdagen allerede giver varieret bevægelse og problemløsning.

Træn belønningsbaseret og trinvis med hensyn til hundens følsomhed. Hårde stemmer kan øge usikkerheden. Gør i stedet situationen lettere, og beløn den adfærd, du ønsker. For en hund, der reagerer på lyde ved døren, bevægelse uden for vinduet eller besøgende, kan du:

- øge afstanden eller afskærme udløseren, så hunden stadig kan tænke;
- belønne, at hunden vender opmærksomheden tilbage til dig og falder til ro på en fast plads;
- træne med svage, forudsigelige lyde, før du øger sværhedsgraden;
- give hunden en pause, hvis den ikke kan tage imod en belønning eller falde til ro.

Målet er ikke at stoppe al kommunikation, men at hunden kan afbryde, komme sig og falde til ro. Hvis netop din hund begynder at jage, kredse om eller nappe efter løbende børn, cykler eller anden hurtig bevægelse, skal det håndteres som et konkret sikkerheds- og træningsproblem, ikke undskyldes med racens baggrund. Brug line eller afstand, mens I træner et sikkert alternativ.

Hvalpe har brug for korte, positive erfaringer og meget restitution. Øg belastning og sværhedsgrad i takt med hundens alder, kondition og tryghed. Hos en voksen hund er evnen til at hvile mellem aktiviteterne mindst lige så vigtig som, hvor langt den kan gå.

## Sundhed

Shetland sheepdog har flere veldokumenterede sundhedsproblemer, især omkring øjnene, og et godt hvalpekøb begynder med resultater, der kan verificeres, frem for udtrykket »sunde linjer«. Bed opdrætteren om at vise registrerede undersøgelser og forklare, hvorfor netop denne kombination af forældre er valgt.

CEA, collie eye anomaly, er en medfødt forandring i øjets udvikling. Den mildere forandring CRD vurderes normalt ikke at påvirke synet, mens colobom kan gøre det. Nogle CEA-forandringer ses lettest ved en øjenundersøgelse af en ung hvalp og kan senere skjules af pigment. PRA er derimod en fremadskridende nethindesygdom, som kan føre til blindhed. En DNA-test viser, om hunden har en bestemt testet genetisk variant; den viser ikke alle øjenforandringer. Racen har mere end én form for PRA og også andre nethindesygdomme, så DNA-test og klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål.

Det tidligere svenske sundhedsprogram, som krævede en højst et år gammel øjenattest før avl, sluttede i 2017. Raceklubbens racespecifikke avlsstrategi, RAS, anbefaler øjenundersøgelse af hvalpe, undersøgelse efter etårsalderen før avl og opfølgning af ældre avlshunde. Anbefalinger er ikke det samme som registreringskrav. Kontrollér Svenska Kennelklubbens seneste regler og registrerede resultater før køb eller avl.

MDR1, også kaldet ABCB1, påvirker et transportprotein, som blandt andet beskytter hjernen mod visse stoffer. Mutationen er påvist hos Shetland sheepdog og kan øge risikoen for alvorlige bivirkninger af visse lægemidler. Kun en individuel DNA-test viser den enkelte hunds status. Gem prøvesvaret, og vis det til dyrlægen. Ændr aldrig dosis eller behandling ud fra en liste på nettet.

Skader i hasen og andre ledproblemer er også dokumenteret i racens svenske avlsstrategi. Spørg om halthed, haseproblemer og ledresultater hos forældre og ældre slægtninge, men se ikke et enkelt røntgenresultat som en fuldstændig garanti.

Blue merle er en godkendt farve, men to hunde, der bærer merleanlæg, må ikke parres. Fordobling af anlægget medfører risiko for alvorlige defekter, blandt andet i syn og hørelse. Svenska Kennelklubben har registreringsforbud for afkom efter to merlefarvede sheltier og særlige regler for skjult merle hos zobelfarvet afkom.

## Historie og oprindelse

Shetland sheepdog kommer fra Shetlandsøerne og udviklede sig fra små gårdhunde. Det er dokumenteret, at collie blev krydset ind, mens meget andet om de tidlige aner bygger på antagelser.

På øerne blev hundene blandt andet brugt til at holde får væk fra dyrkede arealer og til at slå alarm på gården. De beskrives derfor ikke først og fremmest som specialiserede hyrdehunde af moderne type. Den lille størrelse og den vejrbestandige pels passede til et barskt, blæsende og fugtigt klima, hvor ressourcerne var begrænsede.

I 1800- og 1900-tallet blev racen formet mod en mere ensartet type. Den britiske kennelklub anerkendte Shetland sheepdog i 1914, og det første individ kom til Sverige i 1930. Sheltien er en selvstændig FCI-anerkendt race med sin egen standard, størrelse og udvikling.

## At leve med racen

Shetland sheepdog kan fungere i en børnefamilie, sammen med andre dyr og i lejlighed, men kun når den enkelte hunds temperament passer til hjemmets hverdag. Størrelsen gør racen praktisk, mens opmærksomhed på lyde, behov for samarbejde og variation i selvsikkerhed kan være vigtigere end boligens kvadratmeter.

En voksen skal altid holde opsyn med samspillet i en børnefamilie. Børn skal lade hunden spise, sove og trække sig tilbage i fred. Vælg ikke racen alene, fordi den omtales som »god med børn«. Spørg til hundens erfaringer og forældrenes temperament.

Introduktion til kat eller en anden hund skal være kontrolleret, med mulighed for afstand og separate hvilepladser. Beløn rolig adfærd, og forebyg jagt eller trængen, mens forholdet bygges op. Smådyr kræver fysisk sikring, selv om hunden virker venlig.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hunden får daglig aktivitet og kan hvile på trods af opgang, elevator og naboer. Vurder lydmiljøet, og spørg, hvilke hvalpe der hurtigt kommer sig efter nye indtryk. En have erstatter ikke ture, træning eller samvær.

Alenetid skal trænes gradvist, først når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig. En voksen hund, der er trænet i at være alene, kan klare nogle timer, men de individuelle forskelle er store, og en lille hvalp må ikke efterlades alene. Hvis hunden gør, går uroligt rundt, halser eller ikke kan falde til ro, skal træningen gå et trin tilbage, og hverdagen indrettes, så hunden ikke efterlades længere, end den magter.

Racen er et godt valg for den, der sætter pris på en opmærksom, træningsvillig hund og er forberedt på pelspleje, lydtræning og mental aktivering. Den passer dårligere til den, der ønsker en helt selvstændig hund, en garanteret stille hverdag eller må lade hunden være alene gennem lange arbejdsdage.

Shetland sheepdog

Shetland Sheepdog Club of the UK

Shetland sheepdog er en lille til mellemstor, smidig hyrdehund med tæt dobbeltpels og iøjnefaldende farver. Den er årvågen, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd til familien, er reserveret over for fremmede, udmærker sig i hundesport og har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture og mental stimulering.

manoellas är en uppfödare av rasen Shetland sheepdog med bas i Munka-ljungby i Sverige. Uppfödningen har haft anknytning till rasen under kennelnamnet sedan 2006.

manoellas

## Kort fortalt

Staffordshire bull terrier er en britisk, kompakt terrier med stor styrke i forhold til sin størrelse. Det er en selvstændig, anerkendt race, ikke den samme race som american staffordshire terrier, bull terrier eller american bully. Hos den rette ejer kan den være en tæt og aktiv selskabshund, men valget bør bygge på den enkelte hunds temperament, adfærd ved hundemøder og familiens evne til at håndtere en stærk og hurtig hund – ikke på kælenavne eller stereotyper.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i Midlands og Staffordshire
- **Racegruppe:** FCI gruppe 3, terriere
- **Mankehøjde:** 35,5–40,5 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 12,7–17 kg for hanner og 11–15,4 kg for tæver
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Passer bedst hos:** en ejer, der vil træne belønningsbaseret, kan læse hundens signaler og har en gennemtænkt plan for hundemøder, motion og restitution

Racestandarden beskriver en intelligent, hengiven, modig og pålidelig hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Opvækstmiljø, sundhed, erfaringer og arvelige egenskaber påvirker hverdagen. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis personen er indstillet på at træne kontrol i hverdagen og forebygge vanskelige situationer.

## Udseende og pels

En Staffordshire bull terrier skal forene muskelkraft med balance, smidighed og frie bevægelser. Brystkassen er bred, kroppen kompakt og hovedet kort og dybt med et bredt kranium. Mere vægt er ikke et tegn på bedre racetype. Højde og vægt skal passe sammen, og en hund, der bliver for tung, mister den bevægelighed, som hører til racen.

Standarden angiver en mankehøjde på 35,5–40,5 cm. Hanner skal veje 12,7–17 kg og tæver 11–15,4 kg. Den øvre vægt er ikke et mål i sig selv; huld, muskler, køn og kropsbygning skal vurderes samlet.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Fjern løse hår, og tilpas bad efter hundens behov i stedet for at følge en fast plan. Kløe, gentagen rødme eller slikken på poterne bør ikke afvises som et almindeligt pelsproblem.

Godkendte farver er rød, fawn, hvid, sort eller blå, med eller uden hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Leverfarve og sort med tantegninger er ifølge standarden absolut uønskede. Blå er en godkendt farve, men farve bør aldrig veje tungere end sundhed, temperament og en gennemtænkt kombination.

Racen har et forholdsvis kort hoved, men vejrtrækningen skal være fri og stille. Gentagen snøften, tydelig vejrtrækningslyd ved moderat aktivitet eller kraftig snorken under søvn bør ikke bortforklares som normalt for racen. Det er funktionen, der afgør, om hoved og luftveje fungerer godt.

## Temperament og personlighed

Staffordshire bull terrier forventes at være hengiven over for mennesker, modig og mentalt stabil, men svenske mentalbeskrivelser viser stor variation. En hund kan være åben og energisk, mere afventende eller hurtigt blive overvældet. Eksempler fra forældres og nære slægtninges hverdag er derfor mere værdifulde end påstande om, hvordan racen “altid” er.

En intens og langvarig hilsen beviser ikke tryg social adfærd; den kan også handle om høj ophidselse eller social stress. Hunden skal kunne falde til ro igen og fravælge kontakt. Aggressivitet over for mennesker og ekstrem skyhed hører ikke til raceidealet og bør tages alvorligt.

Hundens indstilling til mennesker siger ikke, hvordan den fungerer med andre hunde. Racens historie og den variation, som raceklubben beskriver, gør det klogt at vælge legekammerater med omhu og ikke regne med, at en voksen hund trives i en ukendt gruppe eller hundegård. Ikke alle Staffordshire bull terriere er aggressive over for hunde; den faktiske legestil, evnen til at afbryde, spændingsniveauet og erfaringerne skal styre – ikke regler baseret på køn eller en raceetiket.

BPH, MH og mentalindeks kan give værdifuld information om forældredyr og slægtninge, men forudsiger ikke hele hvalpens personlighed. Spørg, hvordan hundene reagerer på overraskelser, mennesker, håndtering, skudlyde og hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Kælenavnet “nanny dog” er ikke en sikkerhedsvurdering. Selv en meget menneskeglad hund kan blive stresset, have smerter eller reagere hurtigt. Barn og hund skal derfor altid være sammen med en opmærksom voksen, som kan læse situationen og gribe ind i tide.

## Træning og motion

Staffordshire bull terrier har brug for regelmæssig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men der findes ingen bestemt motionstid, som passer til alle. En god uge kan indeholde ture i forskellige miljøer, fri bevægelse på et sikkert område, næsearbejde, korte træningspas og rolige dage. Mængden tilpasses alder, kondition, sundhed, temperatur, intensitet og restitution.

Belønningsbaseret træning passer til racens energi og lyst til at samarbejde. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker: at gå roligt i snor, indkald eller lang line, passering af hunde, at kunne afbryde en aktivitet, hilse roligt, vente, acceptere håndtering og falde til ro. Målet er ikke blind lydighed, men en hund, der kan træffe gode valg, også når den bliver ivrig.

Social træning betyder ikke, at hunden skal lege med alle. Nogle få nøje udvalgte hunderelationer, tydelige pauser og kontrollerede møder giver ofte bedre rammer end en urolig hundegård. Stop, hvis kroppen bliver stiv, legen ensidig, intensiteten kun stiger, eller en hund prøver at komme væk. Træn gerne rolig tilstedeværelse på afstand i stedet for altid at gå hen til den anden hund.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og udvikle kropskontrol uden lange, ensidige eller påtvungne motionspas. For voksne hunde kan for eksempel nosework, lydighed, rallylydighed og tilpasset agility give både tankeopgaver og samarbejde. Øg belastningen gradvist.

I varme eller ved hård aktivitet skal hundens vejrtrækning og restitution være styrende. Søg dyrlæge, hvis hunden får tydeligt besværet eller støjende vejrtrækning, bliver usikker på benene eller har svært ved at vende tilbage til normal vejrtrækning. Sådanne tegn bør ikke accepteres som en del af racens udseende.

## Sundhed

Allergi og atopiske hudproblemer er blandt de vigtigste aktuelle sundhedsområder for Staffordshire bull terrier i Sverige. Spørg derfor ikke kun, om en forælder har et testresultat, men også om kløe, øreproblemer, poteproblemer og andre hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom. Tilbagevendende hudsymptomer kan påvirke både velfærd og hverdag i lang tid.

Raceklubbens nuværende arbejde fremhæver også led og bevægelser, især hofter, albuer og knæ, samt øjne, tænder, bid og vejrtrækning. Hornhindeskader og forkert placerede øjenvipper forekommer, og forkert placerede hjørnetænder kan beskadige væv i munden. Bed om at se, hvordan forældredyrene bevæger sig og trækker vejret under almindelig aktivitet, ikke kun når de står opstillet.

Sundhedskrav og anbefalinger er ikke det samme. SKK's registreringsregler for 2026 stiller ikke et særligt krav om, at forældre til Staffordshire bull terrier skal have et bestemt resultat fra en sundhedstest. Raceklubbens gældende avlsstrategi anbefaler derimod, at begge forældre har resultater for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC samt kendt mental status gennem BPH eller MH. Som hvalpekøber bør du bede om de faktiske resultater, selv om de ikke er en betingelse for registrering.

L2Hga og HC er to forskellige recessivt arvelige sygdomme med DNA-test. SKK registrerer L2Hga-resultater centralt på niveau 1 i sundhedsprogrammet. En bærer er ikke syg af den pågældende recessive variant, men må kun parres med en hund, der er testet fri. En hund, der har arvet sygdomsvarianten fra begge forældre, må ikke bruges i avl. Kontrollér hundens identitet, prøvedato og resultater for kombinationen. En DNA-test siger intet om allergi, led, vejrtrækning eller generel sundhed.

Raceklubben fraråder i sin gældende avlsstrategi kombinationerne blå med blå og hvid med hvid. Det er et råd om avlskombinationer, ikke et bevis på, at hver blå eller hvid hund er syg. Vælg aldrig primært en hvalp efter en usædvanlig farve, og acceptér ikke dårligere dokumentation for at få et bestemt udseende.

## Historie og oprindelse

Staffordshire bull terrier blev udviklet i det engelske Midlands og området omkring Staffordshire fra ældre hunde af bull- og terriertype. Baggrunden omfatter datidens blodige kampe med dyr og hundekampe. Da kampe mod fastbundne dyr blev forbudt i 1835, fortsatte hundekampe ulovligt, samtidig med at hundene også levede tæt på deres ejere. Historien bør beskrives åbent, men den gør ikke hver moderne hund aggressiv og bør ikke bruges til at romantisere risikofyldt adfærd.

Arbejdet frem mod en ensartet race tog fart i det 20. århundrede. Den britiske kennelklub anerkendte Staffordshire bull terrier den 25. maj 1935. Det lagde grunden til en skriftlig standard og mere organiseret avl med fokus på en stærk, smidig og stabil terrier. Den første kendte import til Sverige kom i 1962.

Nutidens race skal bedømmes ud fra dens aktuelle funktion, sundhed og temperament. Historien forklarer, hvorfor kraft, udholdenhed og hundemøder fortjener særlig opmærksomhed, men den erstatter aldrig en vurdering af den enkelte hund.

## At leve med racen

Staffordshire bull terrier kan bo med børn, men ingen hund er barnepige. En voksen skal styre kontakten, hunden skal have ro, når den sover og spiser, og både barn og hund skal kunne forlade situationen. Børn bør ikke klatre på, holde fast i eller tage ting fra hunden.

Samliv med en anden hund, kat eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidligere roligt samliv er nyttig information, men ingen garanti for fremtiden. Introducér dyrene gradvist, brug fysisk adskillelse, når ingen kan holde opsyn, giv katten høje eller separate flugtveje, og afbryd jagt, fiksering eller stigende ophidselse tidligt.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hundens behov for aktivitet, luftning og restitution bliver dækket, og hvis ejeren kan håndtere lyde og møder i opgange og indgange. Træn alene-hjemme-tid gradvist, og følg hundens adfærd, gerne med kamera. Der findes ikke én bestemt tid, der passer til hele racen. I Sverige må et lukket bur ikke bruges til almindelig opbevaring eller som en normal løsning på problemer med at være alene.

Før et køb bør du bede om mere end en liste med testnavne:

- Kontrollér hundens registrerede race og stamtavle, så den ikke forveksles med andre bull- og terrierracer.
- Bed om at se resultaterne for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC og få den planlagte kombination forklaret.
- Spørg om hud, ører, poter, tænder, bid, vejrtrækning og bevægelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.
- Gennemgå BPH, MH eller mentalindeks sammen med konkrete eksempler fra hverdagen og hundemøder.
- Find ud af, hvorfor opdrætteren har valgt netop disse to hunde, og hvilke svagheder kombinationen skal forbedre.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om racen er “sød” eller “hård”, men om hundens egenskaber passer til dit hjem, og om du kan give den sikker træning, passende aktivitet, hvile og egnet selskab.

Staffordshire bull terrier

The Staffordshire Bull Terrier Club of Great Britain

American Kennel Club (AKC) - Though not EU, it is a well-established source

Staffordshire bull terrier er en kompakt, muskuløs engelsk terrier med kraftig kropsbygning og kort, letplejet pels. Den er kendt for sin dybe kærlighed til mennesker, især børn, og er livlig og følsom. Den har brug for daglig motion, positiv træning, robuste tyggelegetøj og tæt fællesskab med sin familie.

Vi är en liten kennel i Södermanland som föder upp Staffordshire i hemmamiljö. Vårt mål är att få friska, sunda och den lite mer lugna och trygga staffen som kan följa med var du än är. Vi är noga med val av familjer till våra valpar. Våra hundar är en viktig del i familjen och valparna sköts om av stor omsorg och vi vill gärna få följa deras liv hela livet. Vi finns för våra valpköpare med kontakt, råd, stöttning och en vänskap.

Minalind

## Kort fortalt

- Sanktbernhardshund er en schweizisk kæmperace, der i dag hovedsageligt holdes som selskabs-, vagt- og gårdhund. Racen bruges også til spor- og eftersøgningsarbejde.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 70–90 cm i skulderhøjde og tæver 65–80 cm. Svenska Kennelklubben angiver cirka 60–100 kg som en grov rettesnor, men vægten står ikke i selve racestandarden.
- Racen findes i en kort- og en langhåret variant. Begge har rigelig underuld.
- Racestandarden beskriver temperamentet som venligt, vagtsomt og roligt til livligt. Det er et ideal, ikke en garanti for det enkelte individ.
- Den store krop påvirker hele hverdagen: plads, transport, træning, foder og dyrlægebehandling kræver mere planlægning end med en mindre hund.

## Udseende og pels

Sanktbernhardshunden skal være stor og kraftfuld, men samtidig harmonisk og bevægelig. Standarden angiver en maksimal skulderhøjde på 90 cm for hanner og 80 cm for tæver, men en højere hund kan accepteres, hvis helheden er velproportioneret og bevægelserne korrekte. Det betyder ikke, at racen er uden maksimummål, eller at den størst mulige hund er idealet. Når du møder voksne hunde, bør du derfor se efter, om de bærer deres vægt ubesværet og bevæger sig stabilt og frit.

Den korthårede variant har tæt, blankt og tilliggende dækhår med rigelig underuld. Den langhårede har lige, mellemlangt dækhår, også med rigelig underuld. Pelsen kan være let bølget over kryds og hofter og danner faner på benene. Grundfarven er hvid med røde aftegninger eller en rød kappe over ryg og flanker. Nuancerne kan gå fra klar til mørkerød, og en mørk maske er ønskelig.

Pelsplejen bør tilpasses pelstypen og pelsens faktiske tilstand. Den langhårede variant skal børstes grundigt mindst én gang om ugen for at undgå filtre, og oftere når underulden løsner sig, eller pelsen er blevet våd og snavset. Den korte pels skal også gennemgås, så løs underuld, hudforandringer og ømme områder bliver opdaget. Vær især opmærksom på tætte partier og steder, hvor halsbånd eller sele ligger ind mod huden. Bad hunden, når den faktisk er beskidt, i stedet for at følge en fast plan.

Nogle individer savler meget, mens andre savler betydeligt mindre. Mød derfor voksne slægtninge, hvis mængden af savl har betydning for dit racevalg. Et håndklæde ved vandskålen er som regel mere realistisk end at forvente en hund, der altid er tør om munden.

## Temperament og personlighed

En racetypisk sanktbernhardshund skal være venlig og vagtsom med et temperament, der kan spænde fra roligt til forholdsvis livligt. Svenska Kennelklubben beskriver racen som harmonisk og familieorienteret, men betegnelsen “barnepigehund” er misvisende. Ingen hund bør forventes at tåle, at børn klatrer på den, giver hårde kram eller forstyrrer den, mens den spiser eller hviler.

Omkring børn er hundens størrelse lige så vigtig som dens temperament. En ansvarlig voksen skal altid styre samværet, lære barnet at lade hunden gå væk og forhindre voldsom leg, hvor nogen kan blive væltet. Et roligt individ kan fungere rigtig godt i en børnefamilie, men vurder den konkrete hund frem for kun at stole på racens ry.

Den samme forsigtighed er nødvendig omkring andre hunde og katte. Racestandarden lover ikke, at hunden kan bo sammen med andre dyrearter. Lad dyrene mødes under kontrollerede forhold, giv dem separate hvilepladser, og afbryd leg, der bliver for fysisk. Selv venlig leg kan være risikabel for en lille hund eller kat på grund af størrelsesforskellen. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på fremmede hunde, gæster, håndtering og uventede lyde. Det fortæller mere end generelle påstande om, at racen altid er social, stille eller beskyttende.

## Træning og motion

Træningen bør begynde, mens sanktbernhardshunden stadig er fysisk håndterbar. Prioritér at gå med løs line, hilse roligt med alle fire poter på jorden, komme når du kalder og kunne vente. Væn også hvalpen til, at du ser den i munden, rører ved poterne og undersøger kroppen. Tidlig socialisering, linetræning og hvalpehold er særligt værdifuldt for en hund, der bliver så stor. Træn i små trin, og beløn den rolige adfærd, du gerne vil se igen.

Racen har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men et bestemt antal minutter passer ikke til alle. Hvor lange og krævende gåture, søgeopgaver og sportræning bør være, afhænger af hundens alder, helbred og kondition samt af vejret. Et roligt tempo betyder ikke, at hunden kan undvære bevægelse. God muskulatur og sikre hverdagsvaner er vigtige for en så tung krop.

Hvalpen vokser hurtigt. Svenska Kennelklubben anbefaler at undgå lange gåture det første år. Lad i stedet hvalpen bevæge sig i kortere omgange, opleve forskellige miljøer og hvile mellem aktiviteterne. Øg længde og sværhedsgrad gradvist ud fra den enkelte hunds udvikling, ikke en fast alder, der forventes at passe alle.

Vær ekstra forsigtig i varmt vejr, da hunde med tyk pels kan være mere følsomme over for varme. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen, sørg for vand, og stop hvis hunden bliver ved med at halse, savler usædvanligt meget, får tørre og røde slimhinder, virker forvirret eller bliver svag. Mistanke om hedeslag kræver nedkøling med køligt, ikke iskoldt, vand og hurtig kontakt til en dyrlæge.

## Sundhed

I Sverige bør du især kontrollere ledresultater og sund kropsbygning og kunne genkende tegnene på mavedrejning. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, normalt forkortet HD og ED, forekommer i racen. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have officiel HD- og ED-status før parring, og officiel HD-røntgen af sanktbernhardshund foretages tidligst ved 18 måneders alder. Kendt status betyder, at et resultat er registreret; det betyder ikke automatisk, at hunden er fri for dysplasi. Bed derfor om at se de konkrete grader og ikke blot få at vide, at forældrene er “testet”. Hunde med ED grad 2 eller 3, klinisk ED eller en tidligere ED-operation er udelukket fra avl efter Svenska Kennelklubbens gældende regler.

Racen er også omfattet af Svenska Kennelklubbens Breed Specific Instructions, BSI. Her fremhæves et overdimensioneret og for tungt hoved, for meget hud i ansigtet, løse læbelommer og øjenlåg, der er løse, for store eller ruller indad. Det giver en kommende ejer konkrete ting at se efter: Øjnene skal se sunde ud, huden må ikke være irriteret, mund og tænder skal fungere, og hunden skal kunne bevæge sig kraftfuldt uden besvær. Et imponerende udseende må aldrig veje tungere end funktion.

Et veterinærstudie har vist øget risiko for mavedrejning hos sanktbernhardshund. Det er en akut, livstruende tilstand, hvor tiden er afgørende. Forsøg på at kaste op uden at der kommer noget, en mave der hurtigt bliver udspilet, uro, hurtig vejrtrækning, mavesmerter og problemer med at lægge sig kræver øjeblikkelig kontakt til dyrlæge. Vent ikke for at se, om symptomerne går over. Ingen enkel rutine i hjemmet kan fjerne risikoen helt. Tal med dyrlægen om den enkelte hunds risiko og mulige forebyggende tiltag.

Den hurtigt voksende hvalp har brug for et foder og en fodermængde, der passer til væksten. Følg opdrætterens og dyrlægens råd, og hold øje med hundens huld og bevægelser over tid i stedet for at forsøge at få hvalpen til at vokse så hurtigt som muligt.

## Historie og oprindelse

Sanktbernhardshundens dokumenterede historie begynder ved Store Sankt Bernhard-passet mellem Schweiz og Italien. Et herberg blev grundlagt der i 1000-tallet. Fra midten af 1600-tallet holdt herberget store bjerghunde til beskyttelse og vagt. Hundene findes afbildet fra 1695 og omtales i herbergets optegnelser fra 1707. Senere fulgte de rejsende og søgte efter mennesker, der var faret vild i sne og tåge.

Barry, der levede fra 1800 til 1814, blev racens mest kendte redningshund og tilskrives mere end 40 redninger i schweiziske historiske fremstillinger. Det er en historisk oplysning, ikke moderne dokumentation af hver enkelt redningsaktion. Den lille tønde med brændevin om halsen hører først og fremmest til billederne og fortællingerne om racen. Oprindelsen er omstridt, og kilder inden for Svenska Kennelklubben beskriver tønden som en myte snarere end udstyr, der blev brugt i virkelige redningsaktioner.

I 1867 begyndte Heinrich Schumacher at føre stambog over sine hunde. Da den schweiziske hundestambog blev åbnet i 1884, var sanktbernhardshunden Leon den første registrering, og den schweiziske raceklub blev stiftet samme år. I 1887 blev racestandarden vedtaget, og sanktbernhardshunden blev officielt erklæret som en schweizisk hunderace. Nutidens hunde lever hovedsageligt som selskabs- og gårdhunde, selv om spor- og eftersøgningsarbejde stadig forbinder dem med historien.

## At leve med racen

At leve med en sanktbernhardshund betyder, at du skal planlægge efter hundens størrelse. En lejlighed er ikke automatisk uegnet, men hunden skal kunne vende sig, hvile og bevæge sig gennem hjemmet, uden at det bliver trangt. Tænk over trapper, en elevator ude af drift, hvordan hunden kommer ind i bilen, og hvordan du kan hjælpe en syg eller ældre hund. Foder, solidt udstyr, transport og dyrlægebehandling koster også ofte mere end for en mindre hund, selv om det ikke er muligt at sætte et fast beløb på.

Regn ikke med, at en sanktbernhardshund kan være alene gennem en hel arbejdsdag. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal først gradvist lære at være for sig selv. Begynd med meget korte fravær, når hunden er tryg og faldet til ro, og øg kun tiden, så længe den fortsat er rolig. En voksen hund, der er blevet godt trænet i at være alene hjemme, kan klare nogle timer, men ingen bestemt tidsgrænse passer til alle individer.

Før du køber, bør du kontrollere tre ting:

1. Bed om forældrenes nøjagtige officielle HD- og ED-resultater, og spørg om nære slægtninge har haft led- eller bevægelsesproblemer.
2. Mød helst voksne hunde, og se på temperament, øjne, hud, mund, bevægelser og hvordan de lader sig håndtere — ikke kun størrelse og hovedtype.
3. Lav en realistisk plan for plads, bil, varmt vejr, alenetid, hverdagstræning og hjælp, hvis hunden en dag ikke kan gå uden støtte.

Racen passer bedst til den, der holder af en meget stor hund, men prioriterer funktion, rolige vaner og et fælles hverdagsliv frem for maksimal masse eller romantiske myter om redningshunde.

Sanktbernhardshund

Deutscher Club für Leonberger Hunde (DCLH)

Vétérinaire Santé (France)

Stor, venlig bjerg­hund, udviklet af schweiziske munke til redningstjeneste og selskab. Rolig og hengiven, især over for børn, men meget stor, savlende og fælder en del. Har brug for moderat motion, nøje opmærksomhed på ledproblemer og helbred samt at være en tæt integreret del af familielivet.

Kiibumbies är en uppfödare av rasen Sankt bernhardshund med bas i Svängsta i Sverige. Uppfödningen omfattar både kort- och långhåriga sankt bernhardshundar.

Kiibumbies

En liten kennel som värnar om friska hundar i avel. Mentalitet är viktigt för mig. Röntgar, ögonlyser, gör Patella samt BPH på mina hundar

Rochamgo's Kennel

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Goldsticks är en uppfödare av rasen Golden retriever med bas i Lidköping i Sverige.

Goldsticks

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

Vi föder upp jaktcockerspaniel i hemmiljö. Valparna blir vana vid ljud som förekommer i ett hem. De träffar våra katter, hönor, kaniner, får och hästar när de börjar vara ute. De tränas i att åka bil, tillsammans med mamma.
Rummeltorps valpköpare kommer åter. Vi har även haft valpköpare som har kommit till oss efter att de träffat en Rummeltorps-valp ute.
Välkomna för att hälsa på våra fina tikar! Hör av dig först!

Rummeltorp

Goldentassen's Kennel är en uppfödare av rasen Cocker spaniel med bas i Sollentuna i Sverige.

Goldentassen’s Kennel

En liten kennel i Bergslagen som har som mål att föda upp trevliga familjehundar som passar till olika aktiviteter. Kenneln är belägen på landet där valparna föds upp i en lugn hemmamiljö.

Evanescence’s

Gamegainer är en uppfödare av rasen Labrador retriever med bas i Knutby i Sverige. Uppfödningen har inriktning på jaktlabradorer.

Gamegainer

## Kort fortalt

Italiensk mynde er den mindste race i myndegruppen, men den er bygget som en mynde i lille format. Racestandarden angiver en skulderhøjde på 32–38 centimeter for begge køn og siger, at hunden højst må veje 5 kilo. Der findes ingen officiel minimumsvægt eller snæver “idealvægt”; vurder i stedet kropskondition, muskulatur og helhedsindtryk.

- Oprindelseslandet er Italien. Racen har FCI-nummer 200 og hører til gruppe 10, sektion 3.
- Racestandarden beskriver temperamentet som livligt, hengivent og føjeligt. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan den enkelte hund reagerer på fremmede, det at være alene eller nye omgivelser.
- Den korte, fine pels beskytter kun i begrænset omfang mod vejret. Tøj kan være nødvendigt i kulde, regn eller blæst, men behovet afhænger af hunden, vejret og dens aktivitetsniveau.
- Bevægelser i synsfeltet kan hurtigt udløse en jagtreaktion. Indkald er vigtig træning, men snor eller et sikkert indhegnet område er stadig det trygge valg nær trafik, vildt og smådyr.
- En ung hund har brug for både beskyttelse mod dårlige landinger og fri, varieret bevægelse, der opbygger muskler, balance og knogler.

Racen passer til den, der gerne vil leve tæt sammen med en lille, hurtig og opmærksom hund og kan forene daglig motion med gennemtænkt sikkerhed. Den lille størrelse betyder ikke, at hunden ikke har brug for motion.

## Udseende og pels

Italiensk mynde skal være kvadratisk eller næsten kvadratisk: Kroppen er lige så lang som eller lidt kortere end skulderhøjden. Fin knoglebygning, dyb brystkasse, optrukken buglinje og lange ben skaber myndesilhuetten. “Finlemmet” betyder ikke svag, umuskuløs eller undervægtig.

Standarden kræver et fjedrende, harmonisk trav, der vinder terræn. Et overdrevet højt og kort skridt, der minder om hackneytrav, er en fejl, selv om det kan se elegant ud. I galop skal racen vise myndens hurtighed og spændstighed.

Pelsen skal være kort, silkeblød og fin over hele kroppen uden faner. Ifølge FCI-standarden er kun ensfarvet sort, grå eller isabellafarvet i forskellige nuancer godkendt. Hvidt tolereres kun på bryst og poter. Rødt, tigret og andre aftegninger er derfor ikke standardfarver i Sverige, selv om andre registre eller dagligdags farvenavne kan skabe forvirring.

Pelsplejen er enkel og udføres efter behov. Tør snavs af, fjern løse hår med en blød børste eller plejehandske, og bad hunden, når den er beskidt. Kontrollér samtidig hud, kløer, trædepuder, ører og mund.

Den fine pels isolerer dårligt mod vind og regn. Et velsiddende dækken kan gøre gåturen mere behagelig i dårligt vejr, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som passer til alle hunde. Hold øje med rysten, en anspændt krop, modvilje mod at bevæge sig eller forsøg på at søge læ. Tag tøjet af eller tilpas det, hvis hunden får det varmt, når tempoet stiger.

## Temperament og personlighed

Italiensk mynde skal være livlig, hengiven og føjelig, og mange søger tæt kontakt. Det betyder ikke, at alle er stille, vil sidde på skødet eller kan være alene uden træning. Arv, erfaring og hverdagsmiljø påvirker den enkelte hund.

Racen kan hurtigt skifte mellem hvile og intens leg. En hund, der får lov til at bevæge sig, snuse, lære og hvile uforstyrret, har lettere ved at falde til ro indendørs.

Det svenske BPH- og MH-grundlag er for lille til sikre konklusioner om hele racens mentalitet. Mød derfor forældredyrene og voksne slægtninge. Se, hvordan de kommer sig efter overraskelser, møder ukendte mennesker og kan slappe af.

Med børn betyder samspillet mere end alderen alene. En voksen skal holde opsyn med legen, hunden skal kunne trække sig, og børn må ikke bære den eller forstyrre den, når den sover eller spiser. Hunden kan komme til skade, hvis den tabes, bliver løbet ned eller leger voldsomt med en meget større hund. Tilpas legestilen, og stop, før tempoet bliver ukontrolleret.

Samvær med kat kan fungere efter en rolig, kontrolleret introduktion, men tidligere erfaring er ingen garanti udendørs. Bevægelse kan vække jagtlysten. Fugle, kaniner og små gnavere bør holdes fysisk adskilt. Tilpas låger, snor og separate rum efter hundens faktiske adfærd.

## Træning og motion

Italiensk mynde skal bevæge sig hver dag, have mulighed for at løbe sikkert og træne i korte, sjove pas. Ingen pålidelig minutregel passer alle. Alder, helbred, kondition, vejr, underlag og restitution afgør fordelingen mellem gåture, leg og fri bevægelse.

Raceklubbens avlsstrategi fremhæver lange gåture, varieret træning og sikkert friløb. I et indhegnet område kan hunden skifte tempo uden de risici fra trafik og vildt, som findes i åbent terræn. Kontrollér hegn, låger og underlag. Træn indkald og at hunden frivilligt søger kontakt, men forvent ikke, at det fjerner jagtreaktionen.

Hvalpen har brug for en balance mellem belastning og beskyttelse. Raceklubbens strategi anbefaler tidlig bevægelse på varierede underlag og sikker fri aktivitet for at opbygge muskler og knogler. Lad hvalpen bevæge sig i sit eget tempo på underlag med godt fodfæste. Forebyg fald fra høje møbler, dårlige landinger på glatte gulve og sammenstød med større hunde. Introducér trapper, spring og hundesport gradvist, efterhånden som kropskontrollen udvikles.

Træn belønningsbaseret i korte pas. At gå pænt i snor, rolig håndtering af poter og mund, at vente ved døre og at have et trygt hvilested er særlig værdifulde færdigheder i hverdagen.

I koldt eller vådt vejr kan dækken og flere kortere ture fungere bedre end en tur, hvor hunden bliver stiv af kulde. Vælg ruter med læ, og supplér med næsearbejde indendørs. Hvis hunden halter, aflaster et ben eller pludselig ikke vil bevæge sig, skal aktiviteten stoppes, og hunden vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Italiensk mynde er ikke omfattet af et særligt sundhedsprogram i Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026. Det betyder ikke, at sundhedsundersøgelser er uden værdi. Racens gældende svenske avlsstrategi anbefaler øjenundersøgelse af forældredyr før parring. Den opfordrer også til officiel patellaundersøgelse, og at en dyrlæge lytter på hjertet før avl. Regelmæssig tandpleje er et prioriteret område.

Ejerundersøgelser, forsikringsstatistik og veterinære data indsamler oplysninger på forskellige måder, og flere svenske datagrundlag er små. De giver ikke en sikker individuel risiko. Øjne, tænder, knæskaller og brud på spoleben og albueben er alligevel relevante spørgsmål, fordi de går igen i materialet.

Det er vigtigt at skelne mellem to typer tandproblemer. Regelmæssig mundpleje og kontrol hos dyrlægen hjælper med at forebygge almindelig paradentose. Familiær emaljehypoplasi, FEH, er derimod en recessivt arvelig emaljefejl knyttet til ENAM-genet. Den kan give fordybninger, misfarvning og unormal tandform. UC Davis understreger, at FEH-varianten ikke er forbundet med paradentose; et DNA-resultat erstatter derfor ikke tandpleje.

Internationalt findes genetiske risikovurderinger for primært snævervinkelglaukom, PCAG, og progressiv retinal atrofi, PRA. De giver ikke enkle svar på, om hunden er fri eller vil blive syg. PCAG-testen handler om to forbundne risikovarianter, som blev fundet hos mange, men ikke alle, syge hunde i undersøgelsen. PRA-resultatet sammenvejer fem risikoområder, og andre genetiske former kan findes. Testene er ikke svenske registreringskrav og erstatter ikke en øjenundersøgelse.

Små hvalpe kan springe ned fra højder, før de kan kontrollere landingen, og det svenske materiale nævner underarmsbrud. Brug skridsikre gulve, kontrolleret leg og beskyttelse mod høje fald. Hold ikke en sund hvalp i ro; varieret, sikker bevægelse opbygger kroppen.

Bed opdrætteren om at vise undersøgelses- og testresultaterne og forklare, hvordan de indgik i planlægningen af parringen. Spørg også til tand-, øjen-, knæ- og hjertesundhed og til brud hos nære slægtninge. “Sundhedstestet” er ikke nok; bed om testens navn, dato, resultat og begrænsninger.

## Historie og oprindelse

Racestandarden beskriver en vej fra små mynder ved faraoernes hof, via Grækenland, til Italien i begyndelsen af det femte århundrede før vores tidsregning. Den siger også, at racens vigtigste udvikling fandt sted ved renæssancens hoffer. Det er den officielle historieskrivning, ikke bevis for en ubrudt moderne stamtavle eller alle senere kongelige anekdoter.

Svenska Kennelklubben beskriver jagt på småvildt som en historisk opgave og videre udvikling i Italien, Tyskland og Østrig. Rollen som selskabshund og myndeegenskaberne hænger sammen: hurtig reaktion, jagt udløst af synsindtryk og evnen til at galopere er bevaret.

I FCI-standarden er Italien oprindelsesland, og racen hører til mynderne, ikke dværg- og selskabshundene. Vurdér derfor dens behov som en lille myndes behov, selv om den gerne hviler tæt på familien.

## At leve med racen

Italiensk mynde kan trives i en lejlighed, hvis den let kan luftes, bevæger sig hver dag, kan løbe sikkert og får lov til at hvile uforstyrret. Rutinerne er vigtigere end boligens størrelse. Glatte gulve, ukontrollerede spring og lange dage alene bliver ikke egnede, blot fordi hunden er lille.

Det at være alene skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er luftet og rolig, gå fra den i kort tid, og øg først, når den kan hvile. Et kamera kan vise adfærden, men en hund til er ingen sikker løsning. Hvis hunden gør, hyler, ødelægger ting eller ikke kan tage imod mad, skal træningen gå et skridt tilbage; søg professionel hjælp ved tydelige problemer.

Renlighed er et træningsspørgsmål, ikke en dokumenteret racefejl. Giv hyppige muligheder efter søvn, mad og leg, gå med ud, og beløn. Beskyttelse mod vejret kan hjælpe, men regelmæssige muligheder og opsyn er vigtigere end et særligt indendørs toilet.

Læg tæpper, hvor hunden glider, giv den et uforstyrret hvilested, og forebyg usikre høje spring. Lad den samtidig udforske underlag og bruge kroppen. Børn og større hunde kræver opsyn; katte kræver langsom introduktion og mulighed for adskillelse.

Inden du køber hvalp, bør opdrætteren kunne give klare svar på følgende:

- Hvornår blev forældrenes øjne undersøgt, og hvad var resultaterne?
- Findes der officielle resultater fra patellaundersøgelser, og har en dyrlæge lyttet på hjertet før avl?
- Er FEH-, PCAG- eller PRA-risikopaneler anvendt, og hvordan skal netop disse resultater fortolkes?
- Hvordan er tandsundheden, og hvad ved man om brud, øjenproblemer og knæproblemer hos nære og ældre slægtninge?
- Hvordan opfører forældredyrene sig med nye mennesker, underlag, håndtering, hvile og korte perioder alene?
- Hvordan har hvalpene fået mulighed for at udvikle balance, muskler, tryghed i forskellige miljøer og hverdagsrutiner?

Et godt match kræver, at du værdsætter myndens hurtighed og følsomhed, kan støtte en sikker fysisk udvikling og vil træne hverdagen trin for trin. Så kan italiensk mynde være både en nær ledsager og en aktiv, velfungerende lille hund.

Italiensk mynde

The Italian Greyhound Club (UK)

Italiensk mynde er en lille, spinkel mynde med kort, letplejet pels, der fælder minimalt, og en elegant bevægelse. Den er kærlig, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd, har brug for varme, blid og venlig træning, moderat motion med sikre spurter samt nænsom håndtering for at beskytte dens sarte ben.

Alchemista's är en uppfödare av rasen Italiensk vinthund med bas i Olofström i Sverige.

Alchemista’s

## Kort fortalt

Pomeranian er den mindste størrelsesvariant af tysk spids: en meget lille, men livlig selskabshund med tæt dobbeltpels, stor årvågenhed og ofte let til gøen. Den passer bedst til den, der vil træne og aktivere en rigtig hund i lille format, ikke til den, der hovedsageligt ønsker en hund, som skal bæres.

- **Race og oprindelse:** tysk spids, pomeranian/zwergspitz, med oprindelse i Tyskland og senere videreudvikling i England
- **Størrelse:** normalt 18–23 cm i skulderhøjde og omkring 2–3 kg; racestandarden angiver 21 cm med tilladt variation og siger, at vægten skal passe til hundens størrelse
- **Forventet levetid:** cirka 12–16 år er en vejledning, ikke et løfte for den enkelte hund
- **Temperament:** ofte opmærksom, glad, hengiven og lærenem, men individ, opvækst og hverdag har stor betydning
- **Aktivering:** daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas med tid til ro og restitution
- **Pelspleje:** en grundig gennemgang cirka hver anden uge og oftere i fældeperioder
- **Vær opmærksom på:** gøen, tandpleje, patellastatus og sikker håndtering omkring små børn og betydeligt større hunde

“Teacup Pomeranian” og “mini Pomeranian” er ikke selvstændige, anerkendte størrelsesvarianter. Det er markedsføringsord, som ikke giver en sikrere prognose for voksenstørrelse, sundhed eller temperament. Den officielle variant hedder Pomeranian eller Zwergspitz. Vurder derfor forældrene, voksne slægtninge, sundhedsoplysninger og opdrætterens avlsmål i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

## Udseende og pels

Pomeranian er kompakt og kvadratisk bygget med et lille, spidst hoved, små opretstående ører og en fyldig hale, der bæres højt over ryggen. Den store pels giver hunden en rundere silhuet end kroppen under pelsen.

Racen har dobbeltpels. Dækhårene skal være lange, lige og stå ud fra kroppen, mens underulden er kort, tæt og blød. Pelsen danner en tydelig krave omkring halsen, bukser på bagbenene og en busket hale. Standarden beskriver en naturlig pels, som ikke skal se formklippet ud. Anerkendte farver omfatter blandt andet hvid, sort, brun, orange og gråschatteret samt flere andre definerede farver og kombinationer.

En grundig gennemgang cirka hver anden uge er et godt udgangspunkt ifølge Svenska Kennelklubben, men mange hunde har brug for hyppigere børstning, når de fælder. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden i stedet for blot at glatte overfladen. Øg plejen, så snart små filtringer begynder at dannes. Hyppigheden skal følge hundens pels, årstiden og hverdagen; én fast plan passer ikke til alle individer.

Pelsens kvalitet er vigtigere end størst mulig fylde. En korrekt dobbeltpels indeholder både dækhår og underuld. Meget underuld kombineret med manglende dækhår er et kendt problem i racen og kan gøre pelsen vanskelig at pleje. Når du møder en opdrætter, er det derfor nyttigt at se voksne hunde og ikke kun hvalpens bløde hvalpepels.

## Temperament og personlighed

Pomeranian er ofte opmærksom, livlig og stærkt knyttet til sine mennesker. Racestandarden beskriver en glad, hengiven og lærenem hund uden udpræget jagtlyst, men det er et avlsideal og ingen garanti for, hvordan hvert individ fungerer med fremmede, børn eller andre dyr.

Spidshundens årvågenhed gør, at den hurtigt kan reagere på lyde, bevægelse uden for vinduet eller nogen, der kommer til døren. Gøen har baggrund i racens rolle som vagthund. Målet behøver derfor ikke være en hund, der aldrig siger til, men en hund, som kan stoppe, søge støtte hos sin fører og falde til ro igen. Begræns muligheden for at øve lange perioder med gøen, beløn pauser og træn en rolig rutine i situationer, der plejer at udløse gøen.

Socialisering er værdifuld, men lover ikke et bestemt temperament. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og stabile hunde i et tempo, hvor den stadig kan tænke, søge kontakt og komme sig. Mere eksponering er ikke nødvendigvis bedre, hvis hunden bliver overvældet.

En BPH-adfærdsbeskrivelse kan vise, hvordan den beskrevne hund reagerede i standardiserede øvelser, men resultatet er ikke bestået eller ikke bestået og forudsiger ikke alt. Datagrundlaget for Pomeranian er desuden begrænset. Se et eventuelt BPH-resultat sammen med forældrenes adfærd i hverdagen og det, opdrætteren kan fortælle om voksne slægtninge.

## Træning og motion

Pomeranian har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et universelt antal minutter, som passer til alle hunde. En god hverdag kombinerer gåture i hundens tempo med næsearbejde, samarbejde, leg og uforstyrret hvile. Vurder balancen ud fra hundens huld, bevægelser, koncentration og evne til at falde til ro, ikke kun hvor langt den har gået.

Racen kan have glæde af nosework, rallylydighed og agility, når opgaverne og omgivelserne tilpasses hundens størrelse og erfaring. Kontaktøvelser, indkald, tricks og søg efter mad eller genstande giver også meningsfuld aktivering. Lad hundens engagement styre længden på træningspassene i stedet for en fast plan på fem eller ti minutter.

Belønningsbaseret træning hjælper hunden med at forstå, hvad der kan betale sig, uden at gøre den mere usikker. Prioritér dette tidligt:

- rolig håndtering af poter, mund og pels
- kontakt og indkald, selv når noget bevæger sig eller laver en lyd
- at kunne trække sig og hvile
- en indlært pause, efter at hunden har bemærket en lyd
- tryghed på forskellige underlag og under transport i hverdagen

Den lille krop kræver sikkerhed, ikke inaktivitet. Løft hunden, når situationen reelt indebærer en risiko, men lad den også gå, snuse og løse enkle opgaver selv. Forebyg fald fra møbler eller arme, og stop voldsom leg med betydeligt større hunde, før størrelsesforskellen bliver et problem.

## Sundhed

Ved køb af hvalp i Sverige er forældrenes registrerede patellastatus, oplysninger om tænder og bid samt information om pelsproblemer hos voksne slægtninge særligt nyttige. Identificerede hunde, registrerede resultater og åbne svar fortæller mere end en lang liste over mulige sygdomme.

Patellaluksation forekommer hos Pomeranian og andre små hunderacer. I Sverige er patellaundersøgelse ikke et obligatorisk sundhedsprogram for racen, men den svenske raceklub, Pomeranianklubben, anbefaler, at avlshunde undersøges. Klubben anbefaler, at hunde med grad 2 eller 3 ikke bruges i avl, og at grad 1 kun kombineres med grad 0. Det er en avlsanbefaling, ikke en garanti for hvalpens fremtidige sundhed.

Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og kontrollér resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser Hunddata eller Avelsdata. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og status for begge forældre. Formuleringen “forældrene er testet” er ikke nok, hvis identitet og resultat ikke kan spores.

Hårtab omtales nogle gange som “black skin disease”, BSD eller alopecia X. Racens gældende svenske avlsstrategi understreger, at BSD hverken er en sygdom i sig selv eller en videnskabelig diagnose, men en dagligdags samlebetegnelse for flere tilstande, der kan give pelstab. Uforklarligt hårtab kræver derfor en veterinærvurdering. Spørg, hvordan pelsen har udviklet sig hos forældrene og ældre slægtninge, men kræv ikke sikre løfter om arvelighed, når årsagerne er uklare.

Tænder, kæber og bid er også vigtige i racen. Væn hvalpen til at få undersøgt munden, og begynd tidligt med tandbørstning; tænderne bør helst børstes dagligt. Søg hjælp, hvis hunden har smerter, svært ved at spise, eller hvis biddet ser ud til at skade blødt væv i munden.

## Historie og oprindelse

Pomeranian har sin oprindelse i Tyskland og tilhører familien tysk spids. Zwergspitz betyder dværgspids, mens Pomeranian er det internationalt kendte navn på den samme officielle størrelsesvariant.

Racens moderne type blev videreudviklet i England. Her blev Pomeranian Club stiftet i 1891, og en tidlig racestandard blev udarbejdet. Den dokumenterede historie opsummeres derfor bedst som en tysk spidsbaggrund med vigtig videreudvikling i England, ikke som en sikker og ubrudt fortælling om én bestemt forhistorisk hundetype.

Racens tidligere rolle som vagthund er med til at forklare nutidens årvågenhed og tendens til at gø. I dag holdes Pomeranian først og fremmest som selskabshund, men den har bevaret spidshundens årvågenhed og nyder ofte opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og bruge næsen.

## At leve med racen

Pomeranian kan fungere med børn, andre dyr og i lejlighed, men kun når de voksne tilpasser omgivelserne til en meget lille, opmærksom hund. Hverken racenavnet eller tidlig socialisering gør samspillet automatisk sikkert.

Små børn og hunde skal altid have en voksen i nærheden. Barnet bør sidde ned under kontakten, lade hunden gå væk og aldrig bære den uden hjælp. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En Pomeranian er ikke et legetøj, og et fald fra nogens arme eller et højt møbel kan få alvorlige følger, selv om racen er livlig og robust i forhold til sin størrelse.

Med andre hunde er kontrollerede møder vigtigere end mange møder. Vælg rolige individer, træn rolig kontakt på afstand, og stop ulige fysisk leg. En kat bør introduceres gradvist, gerne først via duft og en barriere. Katten skal have sin egen flugtvej, og jagt må ikke blive en indlært adfærd. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt.

Det kan fungere at bo i lejlighed, når hunden får aktivitet udendørs og kan slappe af indendørs. Den afgørende udfordring er ofte lyd, ikke boligens størrelse. I en ejendom, hvor lyden let breder sig, skal ejeren forebygge vagtadfærd ved vinduer og døre, træne rolige rutiner og tage hensyn til naboerne.

Pomeranian beskrives ofte som stærkt knyttet til sine mennesker og bør gradvist lære at være alene. En hvalp kan ikke efterlades alene fra begyndelsen. Start med meget korte perioder i trygge omgivelser, og øg kun, mens hunden forbliver rolig. Hvis den begynder at gø vedvarende, gå uroligt omkring, kradse eller ikke kan falde til ro, er øvelsen blevet for svær og skal gøres lettere.

Før du køber hvalp, bør du kontrollere mere end farve og lovet voksenvægt:

- mød tæven og gerne andre voksne slægtninge
- spørg, hvordan de reagerer på lyde, fremmede, håndtering og hvile
- kontrollér begge forældres identitet og patellaresultat
- spørg om tænder, bid og vedvarende pelstab i familien
- bed opdrætteren forklare målet med kombinationen, og hvordan tidligere afkom har udviklet sig
- afvis salgsargumenter, der gør “teacup” eller “mini” til en sundhedsgaranti

Et godt match er en Pomeranian med et forventet temperament og plejebehov, der passer til din hverdag, fra en opdrætter, som viser dokumentation, kender sine voksne hunde og kan tale lige så åbent om variation og risici som om racens charme.

Pomeranian

Deutscher Spitz Club (Germany)

Lille, rævelignende spidshund med fyldig, dobbelt pels i mange farver. Med en vægt på 2–3,5 kg er Pomeranians livlige, årvågne og meget menneskeorienterede selskabshunde, som også er gode vagthunde. De har brug for regelmæssig pelspleje, blid og positiv træning, daglige gåture, hjernetræning, tandpleje og beskyttelse af deres små led.

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Svensk registrerad uppfödare av pomeraniann och chihuahua, korthår och långhår.
Renrasiga hundar som säljes med stamtavla och följer alla kennelklubbens regler, avtal och rekommendationer så som att föda upp friska och renrasiga hundar. Alla mina hundar hälsotestas före avel. Min kennel är godkänd av länsstyrelsen.

Tiny Puppy

## Kort fortalt

Beagle er en social og udholdende jagthund, der følger duftspor med stor målbevidsthed. Den praktiske størrelse gør racen nem at have med, men den veludviklede lugtesans, jagtlysten og stemmen kræver mere planlægning, end størrelsen først antyder.

- **Oprindelse:** Storbritannien
- **Anvendelse:** Drivende jagthund til blandt andet hare, rådyr, hjort og ræv
- **Størrelse:** 33–40 cm i mankehøjde og som regel 10–15 kg som voksen
- **Temperament:** Glad, åben, livlig og venlig, men også selvstændig og stædig
- **Aktivering:** Har brug for daglig bevægelse og jævnlige muligheder for at bruge næsen
- **Pels:** Kort, tæt og vejrbestandig; nem at pleje, men fælder
- **Passer til dig, der:** Ønsker et aktivt liv med en social hund og kan håndtere indkald, lyd og stor appetit

## Udseende og pels

Beagle er en kompakt og robust hund, der skal se atletisk ud uden at være grov. Kroppen er velafbalanceret, benene solide og brystkassen udviklet til udholdende arbejde. De lange, lavt ansatte ører ligger tæt ind til kinderne, og den kraftige hale bæres højt, når hunden bevæger sig.

Racestandarden angiver 33–40 cm som ønsket mankehøjde. Ifølge svensk raceinformation vejer en voksen beagle som regel 10–15 kg. Huld fortæller dog mere end tallet på vægten: En velmuskuleret jagthund og en mindre aktiv familiehund kan veje forskelligt, selv om de er lige høje.

Pelsen er kort, tæt og beskytter mod vejret. Trefarvet i sort, gulrød og hvid er velkendt, men standarden tillader også flere tofarvede og spættede varianter. Halespidsen skal være hvid.

Pelsplejen er enkel. Regelmæssig børstning fanger løse hår, især i perioder med kraftigere fældning. Kontrollér samtidig hud, poter, kløer og tænder. Hængeører kan øge risikoen for ørebetændelse, men raske ører bør ikke renses unødigt. Hovedrysten, kløe, rødme, smerte, ildelugtende sekret eller tilbagevendende problemer bør vurderes af en dyrlæge.

## Temperament og personlighed

En typisk beagle er venlig, livlig og nysgerrig med et stabilt temperament og stor lyst til at være med. Racen er avlet til at arbejde tæt sammen med både mennesker og andre hunde og er ofte social i hverdagen. Samtidig er den ikke avlet til at vente på besked ved hvert skridt. Under jagt skal den træffe egne beslutninger og holde fast i et spor, hvilket nemt kan opfattes som stædighed derhjemme.

Mange beagler trives godt med børn og andre hunde. Det er et almindeligt træk ved racen, ikke et løfte om, hvordan hvert individ eller møde vil fungere. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og en voksen skal altid holde aktivt øje, når hunden er sammen med mindre børn.

Racen bruger stemmen i sit arbejde. En beagle kan gø eller give hals med en klangfuld lyd, når den følger en fært, bliver ophidset eller søger kontakt. Hvor meget lyd hunden laver, varierer. Tilstrækkelig aktivitet, gennemtænkt alene-hjemme-træning og rolige rutiner kan dæmpe unødig lyd, men den, der har brug for en helt stille hund, bør vælge en anden race.

Mad er ofte en stærk drivkraft. Det kan gøre belønningsbaseret træning nemmere, men betyder også, at mad på køkkenbordet, åbne skraldespande og det, hunden finder at spise udendørs, hurtigt kan blive et problem.

## Træning og motion

Beagle har brug for daglig fysisk aktivitet, mental træning og frem for alt meningsfuldt næsearbejde. Et fast antal minutter passer ikke til alle: Alder, helbred, jagt, tempo og anden aktivering afgør, hvor stor belastning der er passende. En god hverdag indeholder ture med tid til at snuse, længere ture i varieret terræn og jævnlige opgaver, hvor hunden får lov at søge eller følge spor.

Vildtspor, personspor, nosework og enkle søgeøvelser udnytter racens største styrke. Jagtinteresserede kan arbejde med racens traditionelle opgave som drivende hund. I Sverige arbejder beaglen alene som drivende jagthund på hare, rådyr, hjort og ræv, mens vildtspor også kan udvikle færdigheder til eftersøg. Ikke alle individer passer til alle vildtarter; måden, hunden driver på, farten og halsgivningen har betydning.

Træn med belønninger, og øg sværhedsgraden trin for trin. Korte træningspas, tydelige signaler og belønninger, som hunden virkelig værdsætter, giver bedre forudsætninger end hårde korrektioner. Brug gerne en del af den daglige foderration under træningen, så hunden ikke får flere kalorier end planlagt.

Indkald kræver særlig omtanke. En beagle, der finder et friskt spor, kan prioritere færten frem for føreren, selv om indkaldet fungerer i rolige omgivelser. Begynd uden forstyrrelser, fortsæt med lang line, og øg først sværhedsgraden, når hunden har succes. Mange beagler har brug for lang line eller et sikkert indhegnet område for at få større frihed. Slip ikke hunden løs nær trafik eller vildt, blot fordi indkaldet virkede dagen før.

Lær også hunden at falde til ro. En beagle, der både får lov at arbejde og hvile, er ofte lettere at leve med end en hund, der hele tiden holdes i gang.

## Sundhed

Beagle regnes overordnet for en sund race, men også sjældne sygdomme kan ramme enkelte hunde. Svensk raceinformation nævner blandt andet forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen, diskusprolaps, epilepsi, steroidresponsiv meningitis-arteritis og hoftedysplasi. Den svenske avlsstrategi for racen, RAS, omtaler også de arvelige sygdomme Musladin–Lueke syndrom, MLS, og Lafora-epilepsi.

Når du taler med en opdrætter, bør du bede om konkrete svar:

- Hvilken teststatus for MLS og Lafora har begge forældre? Hvis den ene forælder er bærer, skal den anden være genetisk fri ifølge racens avlsstrategi.
- Findes der epilepsi, meningitis, rygproblemer, forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen eller andre tilbagevendende problemer hos nære slægtninge?
- Hvordan er forældredyrenes temperament og jagtlige egenskaber blevet vurderet?
- Hvilke gældende anbefalinger og registreringsregler har opdrætteren fulgt for netop denne kombination?

Hoftedysplasi forekommer med lav hyppighed, men Beagle har ikke noget racespecifikt krav om officiel HD-status i Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026. Spørg derfor, hvad opdrætteren faktisk har undersøgt og hvorfor, i stedet for at gå ud fra én generel liste over undersøgelser. Regler og anbefalinger kan ændre sig fra år til år.

Vægten er vigtig i hverdagen. Afmål maden, regn træningsbelønninger med i dagsrationen, og følg hundens huld over tid. Tilpas fodermængden til alder, arbejde og aktivitetsniveau, og spørg dyrlægen til råds, hvis vægten stiger, eller hunden har brug for en individuel plan. Opbevar også mad, medicin og affald uden for rækkevidde; en madglad beagle kan være både hurtig og opfindsom.

## Historie og oprindelse

Beagle blev udviklet i Storbritannien som en lille drivende hund til jagt til fods, især på hare. Racenavnet er dokumenteret siden 1400-tallet, men den type, vi kender i dag, blev først rendyrket i 1870'erne. I britisk tradition arbejdede flere beagler sammen i en flok, mens jægerne fulgte efter til fods.

De første kendte beagler i Sverige blev vist i Göteborg i 1891. Det svenske racearbejde tog fart, da Svenska Beagleklubben blev stiftet i 1953. Her blev brugen tilpasset nordisk jagttradition: I stedet for at arbejde i flok søger, rejser og driver én beagle normalt vildtet alene med hørbar halsgivning.

Den historie er let at genkende i nutidens hund. Næsen mod jorden, udholdenheden, selvstændigheden og stemmen er ikke små særheder ved siden af familiehunden. De er selve grundlaget for racens funktion og skal også have en rimelig plads i et hjem, hvor hunden ikke bruges på jagt.

## At leve med racen

Beagle passer bedst hos mennesker, der sætter pris på en aktiv, social og næsestyret hund og kan planlægge efter sikkerhed og lyd. Hverdagen betyder mere end boligens størrelse. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får passende aktivitet, kan falde til ro indendørs og ikke generer naboerne. I en ejendom med dårlig lydisolering skal du være forberedt på, at lydniveauet kan blive et problem.

En have erstatter ikke ture eller meningsfuldt arbejde, og hegnet skal være sikkert. Uden for et indhegnet område er en velsiddende sele og lang line ofte mere nyttig end håbet om et perfekt indkald. Mad og affald skal opbevares, så hunden ikke kan nå det.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte øjeblikke og med hensyn til hundens alder og reaktioner. Det svenske Jordbruksverket anbefaler, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne og oftere, hvis de er hvalpe eller ældre. Det er en vejledning om luftning og betyder ikke, at en bestemt hund kan være alene så længe. En beagle, der bliver urolig, hyler eller ikke kan falde til ro, har brug for, at I går langsommere frem, mere selskab og en hverdag, der passer bedre til individet.

Katte kan fungere i samme hjem, men introduktionen skal foregå langsomt og under kontrol. Katten har brug for hundefri områder og frie flugtveje, og hunden må aldrig få lov at øve sig i at jage katten. Vær ekstra forsigtig med kaniner, gnavere og fugle: Racens jagtbaggrund betyder, at trygt samliv ikke kan tages for givet.

Vælg Beagle, hvis du vil gøre næsearbejde til en del af hverdagen og kan lide en selvstændig, udholdende hund, der bruger stemmen. Vælg en anden race, hvis du ønsker en stille hund, der nemt kan gå løs, nøjes med korte ture eller regelmæssigt skal være alene gennem lange arbejdsdage.

Beagle

The Beagle Club

Fédération Cynologique Internationale

Société Centrale Canine (France)

Beagle er en lille, robust drivende jagthund med kort, fældende pels og en karakteristisk, hylende stemme. Den er glad og nysgerrig og plejer at være venlig over for både børn og andre hunde. Den har brug for daglig motion, mental stimulering, sikker indhegning og kontrol med vægten, men pelsplejen er enkel.

## Kort fortalt

Rottweiler er en mellemstor til stor og kraftfuld tysk brugshund til den, der gerne vil træne regelmæssigt, kan håndtere hundens styrke og har tid til både fysisk og mental aktivering. Den kan knytte sig tæt til familien, men racens vagtinstinkt og arbejdslyst gør det ekstra vigtigt at vælge den rette opdrætter, begynde træningen tidligt og have sikker kontrol i hverdagen.

- **Oprindelse:** Tyskland. Racen er anerkendt af FCI og har været brugt som vagt-, kvæg-, træk-, politi- og tjenestehund.
- **Størrelse:** hanhunde er 61–68 cm og tæver 56–63 cm i skulderhøjde. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund omkring 50 kg og en tæve omkring 42 kg, men højde, køn og kropsbygning påvirker vægten.
- **Pels:** kort, tæt dobbeltpels, som børstes og bades efter behov.
- **Aktivitet:** har brug for daglig motion, næsearbejde eller en anden mental opgave samt løbende træning i hverdagen.
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes mentalbeskrivelser, hofte- og albueresultater samt DNA-resultater for POANV, som tidligere blev kaldt JLPP.

Rottweiler er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, men bør planlægge hvalpekursus, fortsat lydighedstræning og støtte fra en opdrætter eller brugshundeklub, der kender racen.

## Udseende og pels

Rottweiler er en middelstor til stor hund med en kompakt og muskuløs krop. Den skal se stærk ud uden at være klodset; kropsbygningen skal også give indtryk af bevægelighed og udholdenhed. Hovedet er bredt, ørerne er trekantede og hængende, og den sorte pels har tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger.

Pelsen består af grove dækhår over en tæt underuld. Den er nem at passe, men hunden fælder og har da brug for hyppigere børstning. Der findes ingen meningsfuld badeplan, som passer til alle rottweilere: bad hunden, når den er beskidt, og børst efter behov, især i fældeperioder. Kontrollér samtidig kløer, ører, hud og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Vægten bør vurderes sammen med kropsformen, ikke kun i forhold til et tal. En hund i passende huld har en synlig talje, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Regelmæssig vurdering af huld er særlig nyttig hos en tung hund.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, godmodig, modig og arbejdsivrig hund, som er stabil og opmærksom på sine omgivelser. Det beskriver målet for avlen, ikke hvordan enhver rottweiler vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, træning og den konkrete situation påvirker det enkelte individ.

Rottweilerens vagtinstinkt betyder ikke, at racen pr. definition er aggressiv. Kombinationen af årvågenhed, integritet, jagtinteresse, lyst til at gribe og trække i leg samt stor fysisk styrke kan dog være vanskelig at håndtere, hvis hunden er bange, let bliver stresset eller er dårligt trænet. Det er derfor vigtigere at undersøge forældredyrenes faktiske adfærd end at nøjes med generelle beskrivelser som ”sød” eller ”tryg”.

Bed om at se forældrenes MH-resultater, og spørg opdrætteren, hvordan hundene reagerede på social kontakt, overraskelser, lyd, leg og vedvarende frygt. MH beskriver reaktioner i standardiserede situationer; et gennemført MH er ikke i sig selv en kvalitetskarakter. Se også på nære slægtninge, og mød helst mindst tæven i et almindeligt miljø.

En rottweiler kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for, at hunden er børnevenlig. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En voksen bør stå for gåturene, fordi en ung eller ophidset rottweiler kan være for stærk for et barn at holde.

## Træning og motion

Rottweiler har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men et fast antal timers motion er misvisende. Behovet varierer med alder, sundhed, kondition og aktivitet. Planlæg en hverdag med gåture, rolig restitution, næsearbejde og korte træningspas, og tilpas mængden efter, hvordan hunden faktisk fungerer.

Spor, søg, lydighed, rallylydighed og veltilrettelagte friluftsaktiviteter giver både samarbejde og opgaver at løse. Racen kan også sætte pris på træk eller andre fysisk krævende aktiviteter, når hunden er udvokset, sund og gradvist trænet til arbejdet. En stor træningsmængde erstatter ikke evnen til at falde til ro, så træn også passivitet og rolige rutiner.

Begynd tidligt med håndtering, gå pænt i snor, indkald, rolige hilsner og at vende sig væk fra mennesker, dyr eller genstande på signal. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør reglerne nemme at forstå. Undgå metoder, der bygger på frygt, tvang eller smerte; de hører ikke hjemme i moderne hundetræning og er ingen genvej til kontrol over en stærk hund.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde og nye miljøer uden at skulle gå hen eller reagere voldsomt. Et godt kursus hjælper ejeren med at læse hundens signaler og træne på et passende niveau. Fortsæt træningen gennem unghundeperioden, hvor den fysiske styrke ofte udvikler sig hurtigere end selvkontrollen.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede sundhedskontroller for rottweiler vedrører hofter, albuer og POANV/JLPP. Racen har sundhedsprogrammer for hofteledsdysplasi, HD, albueledsdysplasi, ED, og den arvelige neurologiske sygdom POANV, tidligere kaldt JLPP. Øjensygdomme forekommer også, og mange opdrættere får deres hunde øjenlyst.

Bed opdrætteren om at vise officielle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens tjenester. For HD og ED er det relevant at se både forældrenes egne røntgenresultater og kombinationens foreløbige kuldindeks. Svenska Rottweilerklubben anbefaler et foreløbigt kuldindeks på mindst 101 for både HD og ED i sine udvidede anbefalinger. Et indeks bygger på flere oplysninger end resultatet for én hund, men kan ikke garantere, at en hvalp bliver fri for ledproblemer.

POANV/JLPP nedarves recessivt. En bærer er normalt sund, men kan give varianten videre. Pointen er derfor ikke automatisk at udelukke enhver bærer, men at sikre, at DNA-status er officielt verificeret, og at kombinationen ikke kan give syge hvalpe. Bed opdrætteren om at forklare begge forældres resultater, og hvordan de blev brugt ved planlægningen af parringen.

Spørg også til øjenundersøgelser og sundheden hos ældre nære slægtninge. Lange lister over alt, der nogensinde er diagnosticeret hos en rottweiler, siger mindre end dokumenterede resultater og tilbagevendende problemer i den aktuelle slægt. Mange rottweilere bliver omkring 8–10 år, men levetiden varierer og kan ikke forudsiges for den enkelte hund.

Hold hunden i passende huld, byg konditionen gradvist op, og søg dyrlæge ved halthed, tydelige smerter, ændringer i vejrtrækningen eller neurologiske symptomer. Forebyggende arbejde erstatter ikke en dyrlægevurdering, når hunden viser tegn på sygdom.

## Historie og oprindelse

Rottweiler blev udviklet i og omkring den tyske by Rottweil som en praktisk vagt- og kvæghund. Navnet Rottweiler Metzgerhund henviser til byens slagtere, som udvalgte hunde efter arbejdsevne og brugte dem til at drive og vogte kvæg, beskytte ejendom og trække læs.

I den officielle racehistorie forbindes ældre hunde af samme type med kvæghunde fra romertiden. Racens senere udvikling er knyttet til Rottweil og hundenes praktiske arbejde der. Da man i begyndelsen af 1900-tallet søgte egnede politihunde, blev rottweileren afprøvet, og racen blev godkendt som politihund i 1910.

Arbejdsbaggrunden er stadig tydelig. Rottweiler bruges i dag som brugs-, tjeneste- og selskabshund, og egenskaber som udholdenhed, vagtsomhed og lyst til samarbejde skal bruges på en gennemtænkt måde, også hos en hund, der primært lever som familiemedlem.

## At leve med racen

En rottweiler kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig tid udendørs, træning og hvile. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter. Overvej afstanden til gode luftemuligheder, trapper, hvor lydt boligen er, og om alle voksne i hjemmet kan holde og håndtere hunden sikkert.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene, mens en tryg voksen hund, der er trænet til det, ofte kan være alene i nogle timer. Hundens egne signaler bør styre tempoet. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og introduktionen. Indret et sikkert område til katten, brug gitter eller snor i begyndelsen, og beløn rolig adfærd. Gå et skridt tilbage, hvis et af dyrene bliver bange, eller hvis hunden låser blikket og bliver meget ophidset. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet har været trygt over tid. Den samme forsigtighed gælder ved møder med andre hunde; tidlig socialisering garanterer ikke, at en voksen hund kan lide alle andre hunde.

Ejeren har ansvar for, at hunden ikke forstyrrer eller skræmmer mennesker eller andre dyr på offentlige steder. For en rottweiler betyder det, at det at gå i snor, indkald og evnen til at vende opmærksomheden væk fra forstyrrelser skal fungere, før situationen bliver vanskelig. Hundens faktiske adfærd, miljøet og ejerens mulighed for at gribe ind afgør, hvor meget kontrol situationen kræver.

### Kontrolpunkter før køb

- Mød forældredyrene, og spørg til deres adfærd i hverdagen, ikke kun under træning eller på udstilling.
- Læs MH-resultaterne, og spørg til frygt, socialitet, leg og afreaktion hos forældre og nære slægtninge.
- Kontrollér officielle HD- og ED-resultater samt kombinationens foreløbige kuldindeks.
- Kontrollér begge forældres officielle POANV/JLPP-status, og spørg til øjenundersøgelser.
- Beskriv din hverdag ærligt for opdrætteren, og spørg, hvilken støtte du får gennem hvalpe- og unghundeperioden.

Rottweiler passer bedst, når hundens arbejdslyst er en del af hverdagen, ikke noget der løses med en lang gåtur en gang imellem. Den, der holder af regelmæssig træning, tydelige rutiner og et stort ansvar, kan få en tæt og alsidig hund; den, der primært søger en ukompliceret selskabshund, bør vælge en mindre krævende race.

Rottweiler

Svenska Rottweilerklubben (Swedish Rottweiler Club)

Deutscher Rottweiler-Klub (German Rottweiler Club)

Rottweiler er en kraftig, mellemstor brugshund med kort sort pels og rustbrune aftegninger. Den er rolig, loyal og familieorienteret, men ofte reserveret over for fremmede. For at trives har den brug for venlig, men konsekvent træning, daglig mental og fysisk aktivering samt ansvarsbevidste ejere.

Lady Rott's

## Kort fortalt

Drever er en svensk, lavbenet drivende jagthund, der især bruges til hare, ræv, rådyr og hjort. Racen forener stærk jagtlyst og selvstændigt arbejde i skoven med et roligt grundtemperament. Den passer bedst hos en jæger eller i et hjem, der kan tilbyde reelt næsearbejde og samtidig håndtere dens stemme og interesse for spor i hverdagen.

- **Anvendelse:** en alsidig drivende hund, som finder vildt, følger sporet og giver hals. Sporsikkerhed, passende fart og evnen til at afslutte et langt drev er vigtige egenskaber.
- **Størrelse:** hanner skal måle 32–38 centimeter i mankehøjde, med 35 centimeter som ideal. Tæver skal måle 30–36 centimeter, med 33 centimeter som ideal.
- **Mentalitet:** racestandarden beskriver dreveren som opmærksom og rolig. Aggressivitet, nervøsitet og skyhed hører ikke til den ønskede racetype.
- **Aktivitetsniveau:** stor arbejdslyst og udholdenhed. Ture i snor er sjældent nok som eneste aktivitet.
- **Pels:** grov, lige og tætliggende pels, der er forholdsvis nem at passe.
- **Vigtigt sundhedspunkt:** jagtrelateret lungeødem, også kaldet jagtødem, er racens tydeligst dokumenterede særlige sundhedsproblem.

En drever kan være et dejligt familiemedlem, men den er ikke en ukompliceret selskabshund. Den, der ønsker en hund, som ofte kan gå løs, sjældent arbejder med næsen og er stille i en etageejendom, bør overveje en anden race.

## Udseende og pels

Dreveren skal være langstrakt og lavbenet, men samtidig stærk, muskuløs og bevægelig. Den er bygget til arbejde i terrænet, ikke til at se overdrevent lang eller tung ud. Frihøjden under kroppen skal være omkring 40 procent af mankehøjden, og bevægelserne skal være jævne, parallelle og jordvindende.

Racestandarden angiver mankehøjde, men ingen idealvægt. Et tal på vægten siger derfor mindre end helheden: ribbenene skal være lette at mærke, taljen skal kunne ses, og hunden skal have muskler til sit arbejde. Når du vælger hvalp, er frie bevægelser, velbyggede forben og tilstrækkelig frihøjde mere brugbart end et lovet antal kilo som voksen.

Pelsen er grov, lige og tætliggende. Den er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene og lidt længere på halsen, ryggen og bagsiden af lårene. På halens underside er den busket uden at danne faner. Alle farver i kombination med hvide aftegninger er tilladt bortset fra overvejende hvid, merle og leverbrun. De hvide aftegninger skal kunne ses fra flere sider.

Pelsplejen er enkel, men en arbejdende hund har brug for mere end børstning. Børst løse hår væk efter behov, og bad hunden, når den er snavset, frem for efter en fast plan. Efter jagt eller en tur i tæt terræn bør du kontrollere poter, kløer, hud, øjne og ører for sår, snavs og flåter. Hold kløerne så korte, at de ikke forstyrrer poternes kontakt med underlaget.

## Temperament og personlighed

Dreveren skal være rolig og opmærksom, men den er også avlet til at træffe egne beslutninger på afstand af føreren. Det, der kan ligne stædighed hjemme, er ofte den samme selvstændighed, som er nødvendig i skoven. Når hunden får færten af vildt, kan alt andet hurtigt blive mindre vigtigt end sporet.

Med en hverdag, der passer til racen, kan dreveren skifte mellem intenst arbejde ude og ro hjemme. Det garanterer ikke, at hvert individ bliver stille, let at styre eller socialt med alle. Arv, erfaringer, træning og balancen mellem aktivitet og hvile har stor betydning.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Et roligt racetemperament erstatter ikke opsyn, og børn skal ikke have ansvar for en hund, som kan springe efter en duft på gåturen.

Om en drever kan bo sammen med andre hunde, katte og smådyr, afhænger af individet. En drever kan lære at leve med en kat, især gennem tidlige og rolige introduktioner, men jagtlysten betyder, at ingen bør love, at det vil fungere. Forhindr hunden i at jage katten fra det første møde, giv katten egne trygge områder, og lad ikke dyrene være alene sammen, før du ved, hvordan de fungerer sammen. Små kæledyr har brug for et område, hunden ikke kan nå.

Stemmen er et arbejdsredskab: Jægeren skal kunne følge drevet ved at lytte til hunden. Det betyder ikke, at alle drevere gør meget indendørs, men lydniveauet skal overvejes inden køb, især i en lejlighed. Gentagen gøen eller hylen, når hunden er alene, bør ses som et tegn på, at rammerne skal ændres, ikke som et uundgåeligt racetræk.

## Træning og motion

Dreveren trænes bedst med tydelige rutiner, belønninger, som hunden virkelig værdsætter, og en sværhedsgrad, der øges lidt ad gangen. Hårde korrektioner skaber ikke en mere sikker jagthund. Belønningsbaseret træning, der tager hensyn til racens motivation, giver et bedre grundlag for tillid og samarbejde.

Begynd indkaldstræningen et sted uden forstyrrelser. Beløn hurtigt, lad ofte hunden vende tilbage til at snuse, og fortsæt med en lang line, før du gør øvelsen sværere. Så betyder indkald ikke altid, at det sjove er slut. Et godt trænet indkald mindsker risikoen, men gør ikke jagtlysten ufarlig. I områder med meget vildt er en lang line, sikker indhegning eller gennemtænkt håndtering under jagt ofte tryggere end at afprøve, om lydigheden holder.

Ingen præcis tidsregel passer til alle drevere. En god hverdag rummer fysisk aktivitet, næsearbejde, korte træningspas og restitution. Tilpas mængden til alder, kondition, jagtsæson og individ. Byg udholdenheden gradvist op inden sæsonen i stedet for at lade en utrænet hund gå direkte fra rolige uger til en lang jagtdag.

Aktiviteter, der passer til racens evner, er blandt andet:

- vildtspor eller menneskespor med tydelig begyndelse og afslutning;
- søgeøvelser, hvor hunden arbejder metodisk med næsen;
- ture i varieret terræn med tid til at undersøge dufte;
- drevprøver og jagttræning under kyndig vejledning for hunde, der skal bruges til jagt.

Jagt er mere end motion. Dreveren skal søge, rejse og sporsikkert drive hare, ræv, rådyr eller hjort med hørbar hals og et samarbejde, der gør jagten håndterbar. For den, der ikke jager, er opgaven derfor større end at lægge én ekstra lang tur ind: Hunden har brug for regelmæssigt, struktureret arbejde, der bruger næsen, udholdenheden og evnen til problemløsning.

## Sundhed

Dreveren regnes overordnet som en sund race, men jagtrelateret lungeødem er et særligt problem, som alle hvalpekøbere og ejere bør kende. Tilstanden giver akutte vejrtrækningsproblemer under eller efter jagt. Det er en form for ikke-kardiogent lungeødem, og den præcise bagvedliggende mekanisme er fortsat ukendt.

Advarselstegn er hoste, unormalt hurtig eller anstrengt vejrtrækning og træthed, der ikke svarer til arbejdet. En ramt hund kan have svært ved at lægge sig, sidde med hoved og hals strakt eller blive tavs under et igangværende drev. Stop anstrengelsen, og kontakt en dyrlæge, hvis hunden får sådanne symptomer. Vent ikke til næste jagt for at se, om det sker igen.

Arvelighed har betydning for risikoen, og Svenska Dreverklubbens avlsstrategi har særlige retningslinjer, der skal mindske lungeødem. Bed opdrætteren vise, hvordan tilfælde på både moderens og faderens side er vurderet, og hvordan den planlagte kombination ser ud i DreverData. Spørg også, hvordan nære slægtninge har fungeret på jagt; normal vejrtrækning og restitution efter arbejde er vigtig information.

Bedøm ikke en dreveropdrætter ud fra en generel liste med HD-, AD- og øjenundersøgelser hentet fra andre racer. Brug de aktuelle råd for drever. Kontroller forældredyrenes identitet, jagt- og udstillingsresultater, mentalitet, sygdomshistorik og slægtskab i Svenska Kennelklubbens og raceklubbens registre. Bed også om ærlige svar om problemer, der ikke kan afklares med en enkel test.

God daglig pleje er stadig vigtig. Hold hunden slank og veltrænet, byg konditionen gradvist op, og giv tid til at falde til ro efter hårdt arbejde. Kontroller hunden efter jagt, og søg dyrlæge ved skade, smerte, unormale bevægelser eller ændret vejrtrækning. Et fast løfte om en bestemt levealder siger mindre end dokumenteret sundhed i slægten og en åben opdrætter.

## Historie og oprindelse

Dreveren er svensk som race, men har kontinentale rødder. Westfälische dachsbracke blev importeret til Sydsverige i 1910'erne, og det første eksemplar blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1913. Dachsbracke-typen bag racen var blevet udviklet blandt andet i Sydtyskland, Tyrol og Schweiz i 1800-tallet.

I Sverige satte jægerne pris på den lavbenede hunds måde at drive rådyr og senere også hare, ræv og hjort. Svenska Dachsbrackenklubben blev stiftet i 1944. I 1947 fik den svenske variant navnet drever, og klubben skiftede navn til Svenska Dreverklubben. Svenska Kennelklubben anerkendte dreveren som svensk race i 1953.

Racen er fortsat blevet avlet som arbejdende jagthund. Det forklarer både den robuste bygning og nutidens stærke jagtlyst. Dreverens identitet bygger ikke kun på udseendet, men på evnen til at følge spor sikkert i svensk terræn, give tydelig hals og holde en fart, der passer til drivende jagt.

## At leve med racen

Dreveren passer bedst, når jagt eller regelmæssigt sporarbejde er en planlagt del af livet, ikke noget man måske vil prøve senere. Den kan bo i hus eller lejlighed, men boligtypen opfylder ikke racens behov. En lejlighedsejer skal sørge for dagligt arbejde ude og forebygge generende lyd; en husejer skal stadig træne hunden og sikre låger og have.

Foretag denne praktiske kontrol inden køb:

- **Arbejde:** Hvem giver hunden regelmæssigt næsearbejde og fysisk træning, også uden for jagtsæsonen?
- **Sikkerhed:** Kan I bruge lang line, sikre indhegninger og pålidelige rutiner ved døre, bil og jagtterræn?
- **Lyd:** Kan boligen rumme en kraftig stemme, og har I en plan, hvis hunden begynder at gø på grund af stress eller for lidt aktivitet?
- **Alenetid:** Er der tid til at træne det i små trin og skaffe hjælp, hvis hunden ikke kan klare arbejdsdagen? En drever bør ikke forventes at være alene en hel arbejdsdag.
- **Børn og dyr:** Kan børn være under opsyn af en voksen, og kan katte eller smådyr få egne trygge områder?
- **Opdrætter:** Kan opdrætteren redegøre for jagtegenskaber, mentalitet, lungeødem i slægten og tankerne bag kombinationen uden at give løfter, ingen kan holde?

Drever kan være en førstegangshund, men kun for en person, der vil lære, hvordan en drivende hund arbejder, og få støtte fra opdrætter, raceklub eller en erfaren instruktør. For en jæger, der værdsætter en selvstændig hund med roligt grundtemperament, kan racen blive både en dygtig jagtkammerat og et nært familiemedlem. For den, der ønsker en letstyret selskabshund, er dreveren sjældent det bedste valg.

Drever

Svenska Dreverklubben

The Swedish Kennel Club

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Dreveren er en robust svensk drivende støver, lavbenet og lang i kroppen, men alligevel stærk og udholdende. Den er avlet til at spore og drive vildt i jævnt tempo, har en klar og tydelig stemme, stærk jagtinstinkt og har behov for meget motion. Den er venlig, hengiven og nem at pleje i pelsen og passer godt i aktive hjem, hvor man holder af friluftsliv.

Ekbergarn's kennel är en uppfödare av raserna Drever, Labrador retriever och Golden retriever med bas i Tjällmo i Sverige.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet