## Kort fortalt

Papillon er en lille, livlig og lærenem selskabshund, som ofte passer bedst til den, der vil kombinere nærhed med gåture, træning og aktivering i hverdagen. Racen hører til épagneul nain continental, kontinental dværgspaniel. Papillon har stående ører, mens varianten phalène har hængeører. I Sverige registreres de efter ørestilling, og en hund kan omregistreres, hvis ørerne udvikler sig anderledes end først vurderet.

- **Oprindelse:** Frankrig og Belgien
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Skulderhøjde:** omkring 28 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** standarden har to vægtklasser. Den større går fra 2,5 til 4,5 kg for hanner og op til 5 kg for tæver. Den anden omfatter hunde under 2,5 kg med 1,5 kg som mindstevægt.
- **Pels:** lang, silkeagtig og uden underuld
- **Aktivitetsniveau:** lille af størrelse, men ofte livlig, arbejdsivrig og interesseret i at lære
- **Levetid:** mange bliver gamle; ifølge Svenska Kennelklubben er 15 år ikke usædvanligt

Målene i en racestandard beskriver et ideal, ikke et løfte om en præcis størrelse hos hver voksen hund. For en kommende ejer er forældrenes størrelse, hundens huld og en sund kropsbygning derfor mere nyttige pejlemærker end et bestemt tal eller et ekstremt lille individ.

## Udseende og pels

Papillon skal være en harmonisk bygget dværghund, som er yndefuld, men samtidig robust. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, og bevægelserne skal være frie, lette og elegante. Det lille format kræver omtanke ved fald og leg med betydeligt større hunde, men racestandarden beskriver ikke papillon som en skrøbelig hund.

De store ører er racens tydeligste kendetegn. Hos papillon står de op og bæres skråt udad, så de minder om en sommerfugls vinger. Phalène har i stedet bevægelige hængeører. Forskellen er altså ørestillingen; begge er varianter af den samme kontinentale dværgspaniel og kan blive født i samme kuld.

Pelsen er enkel, uden underuld, og skal være rigelig, glansfuld og let bølget snarere end krøllet. Den er kort på hovedet og forsiden af benene, men længere over kroppen, på ørerne, brystet, lårene og halen. Hvid er grundfarven, og hvidt skal dominere på krop og ben. De farvede aftegninger kan have forskellige farver, mens læber, øjenrande og næse skal være godt pigmenterede ifølge standarden.

Pelsplejen er som regel overkommelig, hvis man forebygger filtre. Mærk pelsen igennem regelmæssigt, og red især bag ørerne og på lårenes indersider, hvor Svenska Kennelklubben oplyser, at der let kan dannes filtre. Bad hunden, når den er snavset; ingen fast kalender passer alle. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Tag udgangspunkt i hundens faktiske pels og hverdag frem for en fast bade- eller klipperutine.

## Temperament og personlighed

Papillon er typisk opmærksom, livlig og hurtig til at lære med en tydelig interesse for mennesker og aktiviteter. Den lille krop rummer ofte mere arbejdslyst, end betegnelsen ”skødehund” antyder. En papillon kan sætte pris på både tæt selskab og opgaver, der kræver koncentration, problemløsning eller kropskontrol.

Racebeskrivelser skal dog ikke læses som en garanti for en bestemt personlighed. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de papilloner, der deltog, blandt andet i hvor intenst de hilser på fremmede, hvor gerne de leger, og hvor nysgerrige de er. Resultaterne gælder de beskrevne hunde og viser først og fremmest, hvorfor individ, slægtslinjer, tidlige erfaringer og fortsat træning har betydning.

Opmærksomheden kan mærkes ved, at hunden hurtigt registrerer lyde, gæster og bevægelse uden for hjemmet. Det behøver ikke at udvikle sig til et stort gøproblem, men det er klogt at belønne ro fra begyndelsen, give hunden en anden opgave ved døren og undgå, at hvert signal fører til ophidselse. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer i hverdagen, ikke kun hvordan de opfører sig på udstilling eller under træning.

## Træning og motion

Papillon har brug for fysisk bevægelse og mental aktivering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan ofte deltage på overraskende lange ture, mens en hvalp, en ældre hund eller et individ med problemer har brug for en anden belastning. Tilpas efter alder, kondition, vejr og hundens restitution i stedet for at bruge kropsstørrelsen som mål for behovet.

Racen lærer ofte hurtigt, også ting man ikke havde tænkt sig at lære den. Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier fungerer godt. Variér hverdagslydighed, næsearbejde, balanceøvelser og små problemløsningsopgaver, og afslut, mens hunden stadig kan koncentrere sig. Agility, lydighed og andre hundesportsgrene kan passe godt, når træningen bygges op gradvist, og underlag, forhindringer og belastning tilpasses hundens størrelse og modenhed.

En lille hund har brug for samme omhu omkring indkald og miljøtræning som en stor. Træn kontakt og tilbagekomst i sikre omgivelser, før hunden får frihed, hvor trafik, vildt eller større hunde kan udgøre en risiko. Træn også hunden i at falde til ro mellem aktiviteter. En papillon, der kun får tempofyldte opgaver, kan blive dygtig til at geare op, men dårligere til at slappe af igen.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben beskriver papillon som en grundlæggende sund og ofte længelevende race, men seriøse sundhedsundersøgelser er stadig vigtige. For svenske hvalpekuld er pap-PRA1 det tydeligste formelle kontrolpunkt. Pap-PRA1 er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, PRA, som nedbryder nethinden. Nedarvningen er autosomal recessiv: en bærer har én kopi af genvarianten og bliver ikke syg af netop denne form, mens en genetisk afficeret hund har arvet varianten fra begge forældre.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler kræver, at begge forældredyr har et officielt DNA-resultat for pap-PRA1 eller er registreret som fri gennem dokumenteret nedarvning. To bærere må ikke parres med hinanden, og en afficeret hund må ikke bruges i avl. En DNA-test for pap-PRA1 udelukker derimod ikke alle andre genetiske årsager til PRA eller andre øjensygdomme. En øjenlysning har derfor en anden funktion. Den svenske raceklub Papillon-Ringen anbefaler øjenlysning efter treårsalderen for at følge andre øjenforandringer.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskydes fra sin normale placering, forekommer i racen. Raceklubben ønsker, at avlshunde skal have en kendt og normal patellastatus før parring. Det er en vigtig anbefaling, men i de gældende svenske regler er patellastatus ikke anført som et særskilt registreringskrav for papillon. Bed derfor om at se resultatet i stedet for at gå ud fra, at selve registreringen omfatter det.

I andre lande kan flere tests indgå i anbefalede programmer. Britiske Royal Kennel Club anfører for eksempel NAD-test blandt de supplerende kontroller for papillon. Det gør ikke NAD til et svensk registreringskrav. Bed opdrætteren skelne mellem obligatoriske svenske resultater, raceklubbens anbefalinger og frivillige tillægstests.

Mundsundheden fortjener også opmærksomhed. Små hunderacer rammes oftere af parodontitis, og daglig tandbørstning er en enkel måde at mindske risikoen for svær tandsten og smertefuld parodontitis. Dårlig ånde, blødende tandkød eller modvilje mod at tygge bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Papillon har sin oprindelse i Frankrig og Belgien og er varianten med stående ører af den kontinentale dværgspaniel. Hundetypen er dokumenteret siden 1500-tallet og forekom som selskabshund ved europæiske hoffer. Navnet papillon betyder sommerfugl på fransk og henviser til de store, skråt bårne ører med lange hårfrynser. Navnet phalène betyder natsværmer og bruges om varianten med hængeører.

FCI anerkender racen som nummer 77 i gruppen for selskabs- og dværghunde. Den moderne standard omfatter både papillon og phalène. Historien forklarer rollen som selskabshund, men nutidens papillon er ikke kun dekorativ: racens livlighed og lærevillighed kommer til udtryk i mange moderne hundeaktiviteter.

## At leve med racen

Papillon kan fungere godt både i lejlighed og hus, når den får daglig aktivitet, nærhed og hjælp til at falde til ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Et hjem, hvor mange lyde trænger igennem, kræver ekstra arbejde med ro ved dør, opgang og vinduer, fordi et opmærksomt individ ellers kan begynde at kommentere enhver forandring.

Racen kan leve godt med børn, men det afhænger af hundens temperament, barnets adfærd og de voksnes opsyn. Lær børn at lade hunden sove og spise uforstyrret, ikke at løfte den eller gribe fat i den og at lege på gulvniveau under opsyn. Det beskytter både hund og barn og er mere præcist end en generel betegnelse som ”børnevenlig”.

Den samme individuelle vurdering er nødvendig med andre dyr. En papillon kan leve med hunde eller katte, men introduktioner bør ske roligt og gradvist. Giv dyrene separate ressourcer og steder at trække sig tilbage, og hold opsyn med leg, når størrelsesforskellen er stor. En venlig stor hund kan skade en meget lille hund ved et uheld.

At være alene er en færdighed, ikke noget man kan forudsætte ud fra racen. Væn hunden gradvist til korte perioder alene, og øg først, når den forbliver afslappet. Gøen, klynken, rastløs vandren, ødelæggende adfærd eller at hunden afviser en belønning, den normalt sætter pris på, kan tyde på, at skridtet var for stort.

Før et hvalpekøb bør du kontrollere mere end udseendet. Bed om at se forældrenes registrerede pap-PRA1-resultater, patellastatus og eventuelle øjenresultater, og spørg, hvorfor netop denne kombination blev valgt. Mød tæven, og læg mærke til, hvordan hundene falder til ro efter nye lyde og gæster. For en hvalp registreret i Svenska Kennelklubben skal du modtage registreringsbevis, SKK-aftale og en dyrlægeattest, der højst er syv dage gammel ved overdragelsen. Undersøgelser mindsker risici, men kan aldrig garantere en bestemt sundhed eller personlighed; åben dokumentation og realistiske forventninger er derfor vigtigere end løfter.

Papillon

Papillon Breed Club UK

The Kennel Club (UK)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

Papillon er en lille, elegant dværghund med store, sommerfuglelignende ører, en fin, silkeagtig, flerfarvet pels og en busket hale. Den er livlig, intelligent og meget lærenem, trives med både fysisk aktivitet og mental stimulering, fungerer som en opmærksom lille vagthund, kræver regelmæssig børstning og lever ofte langt op i teenageårene.

Seize the Day

## Kort fortalt

Rottweiler er en mellemstor til stor og kraftfuld tysk brugshund til den, der gerne vil træne regelmæssigt, kan håndtere hundens styrke og har tid til både fysisk og mental aktivering. Den kan knytte sig tæt til familien, men racens vagtinstinkt og arbejdslyst gør det ekstra vigtigt at vælge den rette opdrætter, begynde træningen tidligt og have sikker kontrol i hverdagen.

- **Oprindelse:** Tyskland. Racen er anerkendt af FCI og har været brugt som vagt-, kvæg-, træk-, politi- og tjenestehund.
- **Størrelse:** hanhunde er 61–68 cm og tæver 56–63 cm i skulderhøjde. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund omkring 50 kg og en tæve omkring 42 kg, men højde, køn og kropsbygning påvirker vægten.
- **Pels:** kort, tæt dobbeltpels, som børstes og bades efter behov.
- **Aktivitet:** har brug for daglig motion, næsearbejde eller en anden mental opgave samt løbende træning i hverdagen.
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes mentalbeskrivelser, hofte- og albueresultater samt DNA-resultater for POANV, som tidligere blev kaldt JLPP.

Rottweiler er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, men bør planlægge hvalpekursus, fortsat lydighedstræning og støtte fra en opdrætter eller brugshundeklub, der kender racen.

## Udseende og pels

Rottweiler er en middelstor til stor hund med en kompakt og muskuløs krop. Den skal se stærk ud uden at være klodset; kropsbygningen skal også give indtryk af bevægelighed og udholdenhed. Hovedet er bredt, ørerne er trekantede og hængende, og den sorte pels har tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger.

Pelsen består af grove dækhår over en tæt underuld. Den er nem at passe, men hunden fælder og har da brug for hyppigere børstning. Der findes ingen meningsfuld badeplan, som passer til alle rottweilere: bad hunden, når den er beskidt, og børst efter behov, især i fældeperioder. Kontrollér samtidig kløer, ører, hud og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Vægten bør vurderes sammen med kropsformen, ikke kun i forhold til et tal. En hund i passende huld har en synlig talje, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Regelmæssig vurdering af huld er særlig nyttig hos en tung hund.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, godmodig, modig og arbejdsivrig hund, som er stabil og opmærksom på sine omgivelser. Det beskriver målet for avlen, ikke hvordan enhver rottweiler vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, træning og den konkrete situation påvirker det enkelte individ.

Rottweilerens vagtinstinkt betyder ikke, at racen pr. definition er aggressiv. Kombinationen af årvågenhed, integritet, jagtinteresse, lyst til at gribe og trække i leg samt stor fysisk styrke kan dog være vanskelig at håndtere, hvis hunden er bange, let bliver stresset eller er dårligt trænet. Det er derfor vigtigere at undersøge forældredyrenes faktiske adfærd end at nøjes med generelle beskrivelser som ”sød” eller ”tryg”.

Bed om at se forældrenes MH-resultater, og spørg opdrætteren, hvordan hundene reagerede på social kontakt, overraskelser, lyd, leg og vedvarende frygt. MH beskriver reaktioner i standardiserede situationer; et gennemført MH er ikke i sig selv en kvalitetskarakter. Se også på nære slægtninge, og mød helst mindst tæven i et almindeligt miljø.

En rottweiler kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for, at hunden er børnevenlig. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En voksen bør stå for gåturene, fordi en ung eller ophidset rottweiler kan være for stærk for et barn at holde.

## Træning og motion

Rottweiler har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men et fast antal timers motion er misvisende. Behovet varierer med alder, sundhed, kondition og aktivitet. Planlæg en hverdag med gåture, rolig restitution, næsearbejde og korte træningspas, og tilpas mængden efter, hvordan hunden faktisk fungerer.

Spor, søg, lydighed, rallylydighed og veltilrettelagte friluftsaktiviteter giver både samarbejde og opgaver at løse. Racen kan også sætte pris på træk eller andre fysisk krævende aktiviteter, når hunden er udvokset, sund og gradvist trænet til arbejdet. En stor træningsmængde erstatter ikke evnen til at falde til ro, så træn også passivitet og rolige rutiner.

Begynd tidligt med håndtering, gå pænt i snor, indkald, rolige hilsner og at vende sig væk fra mennesker, dyr eller genstande på signal. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør reglerne nemme at forstå. Undgå metoder, der bygger på frygt, tvang eller smerte; de hører ikke hjemme i moderne hundetræning og er ingen genvej til kontrol over en stærk hund.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde og nye miljøer uden at skulle gå hen eller reagere voldsomt. Et godt kursus hjælper ejeren med at læse hundens signaler og træne på et passende niveau. Fortsæt træningen gennem unghundeperioden, hvor den fysiske styrke ofte udvikler sig hurtigere end selvkontrollen.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede sundhedskontroller for rottweiler vedrører hofter, albuer og POANV/JLPP. Racen har sundhedsprogrammer for hofteledsdysplasi, HD, albueledsdysplasi, ED, og den arvelige neurologiske sygdom POANV, tidligere kaldt JLPP. Øjensygdomme forekommer også, og mange opdrættere får deres hunde øjenlyst.

Bed opdrætteren om at vise officielle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens tjenester. For HD og ED er det relevant at se både forældrenes egne røntgenresultater og kombinationens foreløbige kuldindeks. Svenska Rottweilerklubben anbefaler et foreløbigt kuldindeks på mindst 101 for både HD og ED i sine udvidede anbefalinger. Et indeks bygger på flere oplysninger end resultatet for én hund, men kan ikke garantere, at en hvalp bliver fri for ledproblemer.

POANV/JLPP nedarves recessivt. En bærer er normalt sund, men kan give varianten videre. Pointen er derfor ikke automatisk at udelukke enhver bærer, men at sikre, at DNA-status er officielt verificeret, og at kombinationen ikke kan give syge hvalpe. Bed opdrætteren om at forklare begge forældres resultater, og hvordan de blev brugt ved planlægningen af parringen.

Spørg også til øjenundersøgelser og sundheden hos ældre nære slægtninge. Lange lister over alt, der nogensinde er diagnosticeret hos en rottweiler, siger mindre end dokumenterede resultater og tilbagevendende problemer i den aktuelle slægt. Mange rottweilere bliver omkring 8–10 år, men levetiden varierer og kan ikke forudsiges for den enkelte hund.

Hold hunden i passende huld, byg konditionen gradvist op, og søg dyrlæge ved halthed, tydelige smerter, ændringer i vejrtrækningen eller neurologiske symptomer. Forebyggende arbejde erstatter ikke en dyrlægevurdering, når hunden viser tegn på sygdom.

## Historie og oprindelse

Rottweiler blev udviklet i og omkring den tyske by Rottweil som en praktisk vagt- og kvæghund. Navnet Rottweiler Metzgerhund henviser til byens slagtere, som udvalgte hunde efter arbejdsevne og brugte dem til at drive og vogte kvæg, beskytte ejendom og trække læs.

I den officielle racehistorie forbindes ældre hunde af samme type med kvæghunde fra romertiden. Racens senere udvikling er knyttet til Rottweil og hundenes praktiske arbejde der. Da man i begyndelsen af 1900-tallet søgte egnede politihunde, blev rottweileren afprøvet, og racen blev godkendt som politihund i 1910.

Arbejdsbaggrunden er stadig tydelig. Rottweiler bruges i dag som brugs-, tjeneste- og selskabshund, og egenskaber som udholdenhed, vagtsomhed og lyst til samarbejde skal bruges på en gennemtænkt måde, også hos en hund, der primært lever som familiemedlem.

## At leve med racen

En rottweiler kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig tid udendørs, træning og hvile. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter. Overvej afstanden til gode luftemuligheder, trapper, hvor lydt boligen er, og om alle voksne i hjemmet kan holde og håndtere hunden sikkert.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene, mens en tryg voksen hund, der er trænet til det, ofte kan være alene i nogle timer. Hundens egne signaler bør styre tempoet. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og introduktionen. Indret et sikkert område til katten, brug gitter eller snor i begyndelsen, og beløn rolig adfærd. Gå et skridt tilbage, hvis et af dyrene bliver bange, eller hvis hunden låser blikket og bliver meget ophidset. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet har været trygt over tid. Den samme forsigtighed gælder ved møder med andre hunde; tidlig socialisering garanterer ikke, at en voksen hund kan lide alle andre hunde.

Ejeren har ansvar for, at hunden ikke forstyrrer eller skræmmer mennesker eller andre dyr på offentlige steder. For en rottweiler betyder det, at det at gå i snor, indkald og evnen til at vende opmærksomheden væk fra forstyrrelser skal fungere, før situationen bliver vanskelig. Hundens faktiske adfærd, miljøet og ejerens mulighed for at gribe ind afgør, hvor meget kontrol situationen kræver.

### Kontrolpunkter før køb

- Mød forældredyrene, og spørg til deres adfærd i hverdagen, ikke kun under træning eller på udstilling.
- Læs MH-resultaterne, og spørg til frygt, socialitet, leg og afreaktion hos forældre og nære slægtninge.
- Kontrollér officielle HD- og ED-resultater samt kombinationens foreløbige kuldindeks.
- Kontrollér begge forældres officielle POANV/JLPP-status, og spørg til øjenundersøgelser.
- Beskriv din hverdag ærligt for opdrætteren, og spørg, hvilken støtte du får gennem hvalpe- og unghundeperioden.

Rottweiler passer bedst, når hundens arbejdslyst er en del af hverdagen, ikke noget der løses med en lang gåtur en gang imellem. Den, der holder af regelmæssig træning, tydelige rutiner og et stort ansvar, kan få en tæt og alsidig hund; den, der primært søger en ukompliceret selskabshund, bør vælge en mindre krævende race.

Rottweiler

Svenska Rottweilerklubben (Swedish Rottweiler Club)

Norwegian Kennel Club

Deutscher Rottweiler-Klub (German Rottweiler Club)

Rottweiler er en kraftig, mellemstor brugshund med kort sort pels og rustbrune aftegninger. Den er rolig, loyal og familieorienteret, men ofte reserveret over for fremmede. For at trives har den brug for venlig, men konsekvent træning, daglig mental og fysisk aktivering samt ansvarsbevidste ejere.

Rottweiler valpar efter friska meriterade föräldrar

M and Jenny's

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Vildtassarnas

## Kort fortalt

Schnauzeren er en mellemstor, aktiv og vagtsom hund fra Tyskland. Her henviser navnet til den mellemstore race schnauzer, som hedder Standard Schnauzer på engelsk. Det er altså ikke en fællesbetegnelse for dværgschnauzer, schnauzer og riesenschnauzer; de er tre forskellige racer med egne standarder og delvist forskellige sundhedsproblemer.

- FCI placerer schnauzeren i gruppe 2 og angiver Tyskland som oprindelsesland.
- Standarden angiver en højde på 45–50 cm og en vægt på 14–20 kg for både hanhunde og tæver.
- Kroppen er kraftig, kompakt og omtrent kvadratisk.
- De godkendte farver er ren sort med sort underuld samt peber og salt.
- Pelsen er dobbelt, tæt og ruhåret og kræver regelmæssig kæmning og trimning.
- Raceidealet forener et livligt temperament med eftertænksom ro, legelyst, trofasthed og vagtsomhed.

Schnauzeren passer bedst hos en, der vil træne og være aktiv sammen med sin hund, men også kan lære den at falde til ro. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis hverdagen rummer belønningsbaseret træning, pelspleje og tydelige rutiner. Racenavnet kan dog ikke garantere, hvor nem en bestemt hund bliver. Forældrenes adfærd og voksne slægtninges hverdag fortæller mere.

## Udseende og pels

Schnauzeren er tydeligt mellemstor: 45–50 cm og 14–20 kg gælder for begge køn. Den skal være mere kompakt end spinkel, og skulderhøjden skal omtrent svare til kropslængden. Det langstrakte hoved, skægget og de buskede øjenbryn giver racen dens typiske udtryk.

Pelsen består af tæt underuld og et hårdt, tilliggende dækhår. Dækhåret skal være ru, ikke blødt, bølget eller silkeagtigt. En sort schnauzer skal være rent sort, også i underulden. Peber og salt kan variere fra mørk jerngrå til sølvgrå, men skal have en harmonisk mørk maske. Tydeligt lyse aftegninger på hoved, bryst eller ben er ikke ønskelige ifølge standarden.

Pelspleje er en fast del af hverdagen. Som praktisk rettesnor angiver Svenska Kennelklubben trimning cirka fire gange om året og gennemkæmning mindst én gang om ugen. Ved trimning plukkes gammelt dækhår ud, så den ru struktur kan bevares. Den, der i stedet klipper pelsen, skal stadig rede skæg, øjenbryn, bug og benhår ud og holde huden fri for filtre. Bed opdrætteren om at vise, hvordan hundene fra netop den linje plejes; praktisk vejledning er mere værd end et generelt skema.

En velplejet, trimmet schnauzer taber ofte kun få løse hår, men racen er ikke allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i hudceller, spyt, urin og stoffer fra talgkirtlerne. Begrænset fældning fortæller derfor ikke, hvordan en person med allergi vil reagere. Søg sundhedsfaglig rådgivning før hundekøbet i stedet for at stole på påstande baseret på racen alene.

## Temperament og personlighed

Schnauzeren skal være livlig, godmodig, legesyg og vagtsom, men samtidig kunne være rolig. Den er ofte opmærksom på mennesker, lyde og bevægelser omkring hjemmet. Den tidligere opgave som gård- og vagthund er derfor tydeligere hos nogle individer end hos andre.

Svenska Kennelklubbens aktuelle BPH-analyse, udarbejdet efter at racen passerede 200 beskrivelser, er særlig nyttig, fordi den viser variationen bag racebeskrivelsen. Materialet omfatter 284 schnauzere, der har gennemført BPH, men kun omkring 12 procent af de svenskfødte hunde født i 2010–2023 deltog. Resultaterne beskriver altså de deltagende hunde, ikke alle schnauzere. Gruppen rummer både hunde, der ikke hilser på en fremmed, og hunde, der hilser intenst. Også interessen for leg varierer meget. Få viste truende adfærd over for en fremmed person, mens spredningen blev større, når en udklædt person nærmede sig på en usædvanlig måde.

For en kommende hvalpekøber er konklusionen praktisk: Spørg ikke kun, om forældrene er “søde”. Bed om at se, hvordan de tager imod gæster, accepterer håndtering, falder til ro efter en overraskelse og går fra aktivitet til hvile. Læs gerne deres BPH- eller MH-resultater, men husk, at BPH er en beskrivelse og ikke en prøve med bestået eller ikke bestået.

Racestandarden siger, at schnauzeren skal være vagtsom uden at være støjende. Det er et avlsmål, ikke et løfte om stilhed. Hvis lyde let trænger gennem boligen, er det klogt fra begyndelsen at belønne ro ved dør, opgang og vinduer og lære hunden, hvad den skal gøre, når den har registreret en lyd.

## Træning og motion

Schnauzeren har brug for fysisk aktivitet og mental aktivering hver dag, men behovet kan ikke beregnes med en fast minutformel. En god hverdag veksler mellem gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, hverdagstræning, leg og restitution. Vurder resultatet: Hunden skal kunne arbejde med glæde, bevare kontakten og derefter falde til ro, ikke blot blive mere og mere opkørt.

Træningen bør være positiv, belønningsbaseret og trinvis. Gør det tydeligt, hvilken adfærd der bliver belønnet, og tilpas belønningen til individet; mad, leg og muligheden for at snuse kan have forskellig værdi. Korte træningspas kan være praktiske, når en ung hund mister koncentrationen, men der findes ingen universel tidsgrænse. Øg først sværhedsgraden, når hunden lykkes i den lettere situation.

Baggrunden som rottefanger gør det fornuftigt at tage reaktioner på bevægelse og jagtlyst alvorligt. Den betyder dog ikke, at alle schnauzere jager lige meget eller får en bestemt score for indkald. Træn indkald med gradvist stærkere forstyrrelser, og brug lang line eller et indhegnet område, indtil du ved, hvordan netop din hund reagerer på vildt, katte, cyklister og løbere. En sikkerhedsforanstaltning er ikke et nederlag i træningen.

Næsearbejde, spor, rallylydighed og andre aktiviteter, hvor hund og ejer samarbejder, kan passe godt, men vælg aktivitet efter hundens krop, motivation og evne til at restituere. Målet er en holdbar hverdag, ikke at fylde kalenderen med så mange aktiviteter som muligt.

## Sundhed

Schnauzeren beskrives som en generelt sund race, men en hvalpekøber bør især undersøge hofter, diagnoser hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed. Den nuværende svenske avlsstrategi følger også mave- og tarmproblemer, mælkekirtel- og hudtumorer samt kloskader.

Hofteledsdysplasi, HD, har en kompleks baggrund, hvor både arv og miljø spiller en rolle. A og B betyder normale hofter, C mild dysplasi, D moderat og E svær dysplasi. Et røntgenbillede viser leddets udseende, ikke automatisk om hunden har smerter. Selv to hunde med A eller B kan få afkom med HD, især hvis andre nære slægtninge har dårligere hofter.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 har ikke et særligt krav om kendt HD-status for schnauzer. Det må ikke forveksles med, at racens avlsstrategi følger HD-udviklingen og ønsker flere røntgenundersøgte hunde. Bed derfor om forældrenes officielle resultater, og se også på søskende og tidligere afkom. Så får du et bredere grundlag for vurderingen uden at kalde en anbefaling for et registreringskrav.

Sundhedsundersøgelserne bag dele af avlsstrategien fik henholdsvis 121 og 303 svar. De viser, hvilke spørgsmål klubben skal følge, men giver ikke sikre sandsynligheder for hele racen. Bed opdrætteren fortælle om diagnosticerede mave- og tarmlidelser, mælkekirtel- eller hudtumorer og gentagne kloskader hos forældre, søskende og tidligere kuld. Det er mere relevant end en lang liste over øjen-, hjerte- eller DNA-test hentet fra dværg- eller riesenschnauzer.

Oplysninger om mentalitet hører også med til helhedsbilledet. Et BPH-resultat kan give et fingerpeg om en af forældrene, men bør læses sammen med hverdagsadfærd, slægtninge og opdrætterens mål.

## Historie og oprindelse

Schnauzeren blev udviklet i Sydtyskland som en robust gård- og staldhund. Den trivedes omkring heste, vogtede omgivelserne og var en hurtig rottefanger. Det gav hundetypen det folkelige navn “Rattler”. Da pinscher-schnauzerklubben blev stiftet i 1895, blev racen registreret som ruhåret pinscher.

Den svenske avlsstrategi oplyser, at ordet “schnauzer” forekommer i litteratur fra 1842 og sandsynligvis henviser til det karakteristiske overskæg. Navnene har siden skiftet. I den svenske stambog blev racen kaldt tysk ruhåret pinscher i 1913, schnauzer fra 1928 og mellanschnauzer fra 1942. I 2003 vendte det svenske racenavn tilbage til schnauzer.

Dette er det, der er sikkert dokumenteret. Der findes flere fortællinger om racens fortid, men de er dårligere belagt og er ikke nødvendige for at forstå nutidens schnauzer.

## At leve med racen

Schnauzeren kan bo i både hus og lejlighed, hvis den får daglig aktivitet, hvile og hjælp til at håndtere omgivelserne. I en lejlighed er lydmiljøet vigtigere end antallet af kvadratmeter: Læg mærke til, hvordan hunden reagerer på hoveddør, elevator og naboer, og træn et roligt alternativ til vedvarende varslen. Det gør hverdagen betydeligt lettere, når det er nemt og sikkert at komme ud på tur.

En voksen skal holde opsyn, når hunden er sammen med børn. Børn og hund må ikke være alene sammen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. En robust krop betyder ikke, at hunden skal tåle at blive holdt fast, få sin søvn afbrudt eller blive udsat for hårdhændet leg.

Alenetid trænes gradvist, når hunden er tryg. En lille hvalp kan ikke være alene, mens en voksen hund, der er trænet til det, kan klare nogle timer. Øg tiden efter hundens adfærd, og gå et skridt tilbage, hvis den viser uro eller ikke falder til ro. Et racenavn kan ikke give en sikker tidsgrænse.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Baggrunden som rottefanger betyder, at små dyr i hurtig bevægelse kan være vanskelige for nogle individer. Ved introduktion til en kat bør hunden forhindres i at jage, møderne holdes korte, og katten skal altid have flugtmuligheder. Hvor hurtigt dyrene kan få mere frihed, afgøres af, hvor rolige de er sammen, ikke af hvor længe de har boet under samme tag.

Før købet er det særlig nyttigt at kontrollere:

- at råd om størrelse, sundhed og hverdag gælder schnauzer og ikke en anden schnauzerrace;
- forældrenes registreringsnumre, officielle HD-resultater og nære slægtninges sundhed;
- BPH- eller MH-beskrivelser sammen med forældrenes adfærd i hverdagen;
- hvordan opdrætteren arbejder med social adfærd, vagtsomhed, restitution og samarbejde;
- hvilken pelspleje hvalpen er vant til, og hvem der kan lære dig at udføre den;
- hvordan maveproblemer, tumorer og kloskader er fulgt op i tidligere kuld.

Et godt match er et hjem, der værdsætter en opmærksom og arbejdsvillig hund, har tid til pelsplejen og kan afbalancere aktivitet med ro. Den, der ønsker en hund, som med sikkerhed er stille, allergisikker eller ukompliceret, bør se ud over schnauzerens flotte skæg.

Schnauzer

The Schnauzer Club of Great Britain

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Swedish Schnauzer Club)

Pinscher Schnauzer Klub (Germany)

Middelstor, robust gårdhund med strid, letplejet pels, der fælder minimalt, i peber‑og‑salt eller sort. Intelligent, opmærksom og beskyttende, men samtidig kærlig og legesyg. Har brug for daglig motion, mental stimulering, tidlig socialisering og regelmæssig pelspleje; overordnet en sund og langlivet race.

Friends For All

## Kort fortalt

Mops er en lille, kompakt selskabshund, som gerne lever tæt på sine mennesker. Racen passer bedst til den, der ønsker en social hund i hverdagen og er indstillet på jævnligt at kontrollere vejrtrækning, øjne, hudfolder, tænder og vægt.

- **Oprindelse:** Kina; Storbritannien har ansvaret for racestandarden
- **Racegruppe:** FCI gruppe 9, selskabshunde
- **FCI-nummer:** 253
- **Idealvægt ifølge racestandarden:** 6,3–8,1 kg
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ingen højde
- **Standardfarver:** sølv, abrikos, fawn og sort
- **Pels:** kort, fin, glat og blød
- **Typisk rolle:** selskabshund

Idealvægten beskriver, hvordan racen skal være bygget; den er ikke en personlig målvægt for hver hund. En mops skal være muskuløs og kraftig i forhold til sin størrelse uden at være overvægtig. Vægten skal derfor vurderes sammen med hundens kropsbygning, køn og huld.

## Udseende og pels

Mopsen skal være tydeligt kvadratisk, kompakt og kraftigt bygget, men stadig kunne bevæge sig effektivt. Den højt ansatte, tæt oprullede hale og den mørke maske hos de lysere farver er karakteristiske træk. Racestandarden angiver en idealvægt, men ingen mankehøjde. Oplysninger om et officielt højdeinterval bør derfor ikke afgøre valget af hund.

Et racetypisk hoved skal også fungere godt. Næseborene skal være åbne, næsefolden må ikke dække eller genere næse eller øjne, og øjnene må ikke være udstående. Se på hunden både i hvile og efter bevægelse: fri vejrtrækning, klare øjne og stabile bevægelser er vigtigere end en ekstra kort snude eller mange rynker.

Den korte pels skal ikke klippes. Børstning fjerner løse hår og giver samtidig mulighed for at opdage forandringer i huden. Det varierer, hvor meget en mops fælder, og en kort pels gør ikke racen allergivenlig.

Tilpas plejen af hudfolderne til den enkelte hunds hud i stedet for at følge en rutine, som antages at passe alle. Huden skal være tør og fri for rødme og sår. Ømhed, væske eller tydelig lugt er grunde til at kontakte en dyrlæge frem for selv at prøve forskellige produkter. Kontrollér også kløer, ører og mund regelmæssigt, og væn hunden til håndtering i små trin.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver mopsen som charmerende, værdig og intelligent med et stabilt temperament og et glad og livligt væsen. Den er avlet som selskabshund og vil ofte være tæt på og deltage i hverdagen. Det passer til den, der gerne vil bruge meget tid sammen med sin hund, men betyder ikke, at alle mopser er ens.

Endnu har for få mopser gennemført BPH til, at man kan drage sikre og detaljerede konklusioner om adfærden i hele den svenske bestand. Opvækst, erfaringer og sundhed påvirker blandt andet tryghed, aktivitetsniveau, hvor meget hunden giver lyd fra sig, og hvordan den møder fremmede. Mød derfor gerne hvalpens mor og om muligt andre voksne slægtninge. Se efter hunde, der falder til ro igen efter nye indtryk og kan være sociale uden at blive overdrevent opkørte.

En mops kan leve godt med børn, hunde eller katte, men racenavnet er ingen garanti. En voksen bør være til stede, når børn og hund er sammen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til andre dyr bør foregå roligt og gradvist med mulighed for større afstand. For en voksen omplaceringshund er dens egne erfaringer ofte mere vejledende end generelle påstande om racen.

Ubehag kan også ændre adfærden. En hund, der pludselig undgår berøring, bliver urolig, mister lysten til at bevæge sig eller skifter humør, bør have vurderet sit helbred – ikke blot have mere træning.

## Træning og motion

Mopsen har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men det samme antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, huld, temperatur og især evnen til at trække vejret afgør, hvor krævende en aktivitet er. Flere rolige ture, næsearbejde og enkel hverdagstræning kan varieres efter den enkelte hund.

Belønningsbaseret træning egner sig godt til kontakt, indkald, at gå pænt i snor og håndtering. Gør opgaverne tydelige, og hold pauser, før hunden bliver træt eller frustreret. Mad kan være en praktisk belønning, men regn træningsgodbidderne med i hundens samlede fodermængde, så træningen ikke fører til vægtøgning.

Se på, hvordan hunden fungerer, i stedet for at sammenligne længden på gåturene. En mops skal kunne bevæge sig uden kraftige vejrtrækningslyde eller tydelig anstrengelse og komme sig uden at skulle kæmpe længe for at få luft. Stop og tag hunden til et køligt og roligt sted, hvis vejrtrækningen bliver mærkbart tungere, bevægelserne mister kraft, eller hunden ikke vil fortsætte. Blålige slimhinder, kollaps eller besvimelse er akutte faresignaler.

Varmt og fugtigt vejr kan gøre det sværere for kortsnudede hunde at regulere kropstemperaturen. Læg aktiviteten på køligere tidspunkter af dagen, vælg et roligere tempo og undgå hård belastning. Der findes ingen sikker temperaturgrænse, som gælder for alle mopser. Lad hundens vejrtrækning, restitution og adfærd afgøre, hvad den kan klare.

En hvalp skal have lov til at udforske og udvikle sin koordination uden lange, pressede forløb. En voksen mops med god vejrtrækning og kondition kan ofte klare mere end korte ture rundt om blokken, men øg belastningen gradvist. En hund, som igen og igen begrænses af sin vejrtrækning, skal vurderes af en dyrlæge. Det må ikke afvises som normalt for en kortsnudet hund.

## Sundhed

Vejrtrækningen er det vigtigste at holde øje med hos en mops. BOAS, brakycefalt obstruktivt luftvejssyndrom, betyder, at snævre øvre luftveje gør det vanskeligere at trække vejret. Tegn kan være anstrengt eller støjende vejrtrækning, langsom restitution, følsomhed over for varme og motion eller forstyrret søvn. Opstød kan forekomme sammen med problemer i luftvejene. Alvorligt åndedrætsbesvær, blålige slimhinder eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

I Sverige er mops omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for RFG-Scheme. For at et kuld kan registreres, skal begge forældre have et gyldigt officielt RFG-resultat før parringen. Den officielle undersøgelse kan tidligst foretages ved 24 måneders alder, og attesten må højst være 24 måneder gammel ved parringen. Hunde med BOAS grad 2 eller 3 eller kraftigt sammenklemte næsebor må ikke bruges i avl.

Grad 0 betyder, at hunden ved undersøgelsen er klinisk upåvirket og fri for BOAS-relaterede vejrtrækningsproblemer. Grad 1 betyder, at hunden er klinisk upåvirket, men har milde tegn, som ikke påvirker dens præstation under belastningen. Resultatet beskriver hunden på undersøgelsestidspunktet og er ikke en livslang garanti. Når du vælger hvalp, bør du derfor bede om at se begge forældres resultater, undersøgelsesdatoer og vurdering af næseborene. Hvalpen er for ung til at have sit eget officielle resultat.

Øjnene er et andet vigtigt område at kontrollere. Udstående øjne er mere udsatte for skader, og fejlvoksende hår, indadrullede øjenlåg eller tørre øjne kan irritere hornhinden. Sammenknebne øjne, øget tåreflåd, rødme, uklarhed, misfarvning eller det, at hunden gnider sig i øjet, bør hurtigt vurderes af en dyrlæge. Et sår på hornhinden kan være meget smertefuldt, selv om skaden er svær at se uden særlig farvning.

Hudfolder, mund og huld skal følges hele livet. Tør hudfolderne, når de er blevet fugtige, og søg hjælp ved betændelse. Væn hvalpen til tandbørstning, og kontrollér tænder og tandkød regelmæssigt. Bed også dyrlægen vise, hvordan du vurderer huld; overvægt kan belaste både vejrtrækning og bevægelighed.

Den svenske raceklub MopsOrden anbefaler, at begge forældredyr har kendt status for patellaluksation og for NME/PDE, en betændelsessygdom i hjernen, som forekommer hos mops. Det er raceklubbens anbefalinger og må ikke forveksles med det obligatoriske RFG-krav for registrering. DNA-testen for NME viser genetisk sårbarhed, ikke om hunden har eller med sikkerhed vil få sygdommen. Bed derfor opdrætteren forklare både testresultaterne og valget af kombination uden at bruge en markørtest som dokumentation for, at hunden er rask.

I en stor britisk undersøgelse offentliggjort i 2024 var medianlevetiden for mops 11,6 år. Undersøgelsen beskriver de britiske hunde, der indgik, og forudsiger ikke levetiden for en enkelt svensk hund. Vejrtrækning, huld, øjne, tænder, øvrigt helbred og adgang til dyrlægehjælp påvirker hundens livskvalitet gennem årene.

## Historie og oprindelse

Mopsens officielle oprindelsesland er Kina, mens Storbritannien er racens hjemland og har ansvaret for standarden. Den tidlige historie er ikke fuldstændigt dokumenteret. Fortællinger om kinesiske paladshunde, nederlandske handelsskibe og kongelige bør derfor ses som traditioner omkring racen, ikke som en fuldt dokumenteret historie.

Senere findes der sikrere holdepunkter. Mops er nævnt i en svensk akademisk afhandling fra 1753. Racen blev vist på hundeudstilling i Storbritannien i 1861, og den engelske raceklub blev stiftet i 1883. Under udviklingen i Storbritannien fik mopsen meget af den form, som nutidens racestandard beskriver.

Racens historie forklarer dens rolle som selskabshund, men ældre idealer må ikke bruges til at forsvare overdrivelser. Den moderne standard kræver blandt andet åbne næsebor, øjne, der ikke er udstående, og effektive bevægelser. En racetypisk mops skal altså også fungere godt i hverdagen.

## At leve med racen

Mopsen kan bo i både lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hundens dage ser ud. Regelmæssige lufteture, aktivitet på hundens niveau, et køligt hvilested og mulighed for at være tæt på familien uden altid at være i centrum er det vigtige. I en bolig, hvor lyd let kan høres, bør man desuden tidligt lære hunden at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for døren.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, øg tiden i små trin, og gå et trin tilbage, hvis den bliver urolig. Hvor længe en voksen mops kan være rolig alene, varierer med individ, erfaring, alder og helbred. En hvalp har brug for hyppigere opsyn og lufteture end en voksen hund.

Før du vælger hvalp, er det særligt nyttigt at:

- se forældredyrene i bevægelse og lytte til deres vejrtrækning før og efter aktivitet
- kontrollere begge forældres aktuelle officielle RFG-resultater og datoer
- spørge til øjne, hud, tænder, patella og NME/PDE i familien
- se, at næseborene er åbne, og at næsefolden ikke generer øjne eller næse
- vælge en opdrætter, som kan beskrive både styrker og svagheder ved kombinationen
- planlægge dyrlægehjælp og løbende kontrol af vejrtrækning, øjne, mund, hud og huld

Mops passer bedst til den, der sætter pris på en social, kompakt selskabshund og lader hundens vejrtrækning og udholdenhed styre hverdagen. Racen passer dårligere til den, der vil kunne motionere hårdt i al slags vejr eller ikke ønsker at bruge tid på sundhedstjek og forebyggende pleje.

Mops

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Association of Veterinarians for Animal Rights (AVAR) - Germany

Lille, kompakt selskabshund med rynket ansigt, krøllet hale og udtryksfulde øjne, vejer som regel 6–8 kg og egner sig godt til lejlighed og bymiljø. Kærlig, menneskeorienteret og legesyg, har brug for moderat, skånsom motion, tæt kontakt med familien, omhyggelig vægtkontrol og ekstra omsorg i varmt vejr på grund af sin korte snude.

Vi föder upp både svarta och fawnfärgade mopsar enligt SKK’s regler och avtal. Våra avelsdjur är meriterade, friska och sunda hundar som lever med oss i familjen.

Lillskogsvändans

## Kort fortalt

- Norsk elghund – gråhund, som oftest kaldes gråhund i Sverige, er en norsk elgjagthund og en af de nordiske jagtspidshunde.
- Racen arbejder primært som løshund: Den søger selvstændigt efter elg og gør vedvarende, når elgen står.
- Racestandarden angiver 52 cm som idealhøjde for hanner og 49 cm for tæver, men ingen officiel vægt.
- Gråhunden er modig, dristig og energisk. Jagtlyst, selvstændighed og gøen er centrale arbejdsegenskaber.
- Den tætte dobbeltpels er grå med mørk maske og lysere partier. Pelsen fælder og kræver ekstra børstning, når underulden løsner sig.
- Racen egner sig bedst til den, der reelt kan tilbyde jagt eller en anden krævende og regelmæssig beskæftigelse. Svenska Kennelklubben beskriver den som uegnet udelukkende som selskabshund.

## Udseende og pels

Norsk elghund – gråhund er en mellemstor, kvadratisk og kompakt spidshund, der er bygget til smidighed og langvarigt arbejde i skoven. Kroppen skal være stærk uden at blive tung, ørerne små og opretstående, og halen stramt rullet over ryggens midterlinje. Idealhøjden er 52 cm for hanner og 49 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen vægt, så huld og funktion er bedre pejlemærker end et generelt vægtinterval.

Pelsen består af grove, lige dækhår og blød, tæt underuld. Den er middellang og kortere på hovedet og benenes forsider, mens halskraven, lårene, forbenenes bagsider og halen har mere pels. Farven kan være mørkere eller lysere grå, fordi dækhårene har sorte spidser. Bryst, bug, ben, halens underside og den tydelige selemarkering er lysere. Ørerne og den forreste del af næsepartiet danner en mørk maske.

Pelsen behøver ikke at blive klippet. Børst den regelmæssigt og oftere, når underulden løsner sig, så løse hår fjernes, og huden kan kontrolleres. Bad hunden, når den er beskidt, frem for efter en fast tidsplan. Kontrollér samtidig poter, kløer, hud og øjne, især efter jagt i tæt terræn. Tilpas arbejde og restitution til vejret og den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Norsk elghund – gråhund er modig, energisk og vant til at træffe egne beslutninger på afstand af føreren. Det betyder ikke, at racen skal være hård eller aggressiv. En velfungerende gråhund skal kunne skifte mellem selvstændigt arbejde i skoven og samarbejde med sin fører, men den bliver sjældent lige så lydhør i alle situationer som en race, der hovedsageligt er avlet til tæt førersamarbejde.

Gøen er et af racens arbejdsredskaber. Under løshundsjagt søger hunden selvstændigt og gør roligt og jævnt for at vise jægeren, hvor elgen står. Den samme tilbøjelighed kan mærkes hjemme, når hunden reagerer på bevægelser, lyde eller forventning. Bor man i en lydt bolig, bør man derfor vurdere den enkelte hunds lydniveau og træne ro fra begyndelsen. Det er ikke realistisk at love en helt stille gråhund.

Racen kan fungere godt i en familie, men “familiehund” må ikke forstås sådan, at jagtbehovet forsvinder, eller at alle individer automatisk passer sammen med børn og andre dyr. Små børn og hunde skal altid være sammen under en voksens opsyn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Introducér andre hunde roligt. Katte og smådyr kræver særlig omtanke, fordi stærk jagtlyst kan rettes mod dyr, der flygter. Vurdér den enkelte hunds erfaringer og adfærd i stedet for at stole på en garanti, der bygger på racen.

## Træning og motion

Gråhunden har brug for mere end ture rundt om blokken. For de fleste individer giver jagt det mest racetypiske udløb, og Svenska Kennelklubben vurderer racen som uegnet udelukkende som selskabshund. Hvis hunden ikke går på jagt, kræver det en gennemtænkt plan med for eksempel sporarbejde, søgeøvelser, længere ture i varieret terræn og opgaver, hvor den bruger næse, udholdenhed og problemløsning. Aktiviteterne skal være regelmæssige og tilstrækkeligt meningsfulde; et aktivitetslegetøj en gang imellem erstatter ikke det arbejde, racen er skabt til.

Der findes ingen troværdig minutregel, som passer til alle gråhunde. Vurdér i stedet, om hunden arbejder både fysisk og mentalt, kan falde til ro bagefter og restituerer normalt til næste dag. Øg belastningen gradvist hos hvalpe og unghunde. Lange løbeture, hård træk- eller konditionstræning og hele dage i skoven bør vente, til kroppen er moden, og formen er bygget op trin for trin.

Træningen fungerer bedst, når den er belønningsbaseret, tydelig og varieret. Begynd tidligt med kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering og et signal til at afbryde gøen eller aktivitet. Træn først, hvor forstyrrelserne er små, og øg sværhedsgraden langsomt. Jagtinteressen kan veje tungere end et velkendt indkaldssignal, så brug lang line eller et indhegnet område, når sikkerheden er usikker. Målet er ikke at fjerne selvstændigheden, men at opbygge vaner, som gør hunden håndterbar.

Planlæg også hvile. En hund, der kører op ved hver lyd, konstant patruljerer haven eller har svært ved at lægge sig efter aktivitet, har brug for hjælp til at finde ro. Beløn rolige valg, begræns unødvendige påvirkninger, og skab en tydelig forskel mellem arbejde og restitution.

## Sundhed

Gråhunden beskrives som generelt sund, men hofteledsdysplasi og arveligt glaukom er vigtige områder at kontrollere. De svenske raceklubbers avlsstrategi omtaler også blandt andet PRA og arveligt nyresvigt, men vidensgrundlaget giver ikke belæg for at gøre enhver nævnt tilstand til en obligatorisk test eller en fast risiko for hver hund.

Ved avl i Sverige kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældredyr har officiel HD-status før parring. Racen har HD-indeks, og et gennemsnitligt indeks over 100 for den planlagte kombination anbefales. Hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl i denne race. En hvalpekøber bør derfor bede om forældrenes registrerede resultater og kombinationens aktuelle indeks i stedet for blot at acceptere, at hofterne er “kontrolleret”.

En variant i genet ADAMTS10 forårsager en recessivt nedarvet form for primært åbenvinklet glaukom hos norsk elghund – gråhund. Svenska Kennelklubben registrerer DNA-resultater centralt i et sundhedsprogram på niveau 1. En bærer forventes ikke selv at udvikle netop denne genetiske form, men to bærere må ikke parres. En genetisk afficeret hund kan forventes at udvikle sygdommen og må ikke bruges i avl. Central registrering betyder, at resultatet kan kontrolleres i Svenska Kennelklubbens tjenester; det er ikke det samme som, at de svenske registreringsregler for 2026 kræver DNA-resultat fra alle forældredyr.

Glaukom er smertefuldt og kan føre til blindhed. Et rødt eller forstørret øje, en udvidet pupil, der reagerer dårligt på lys, at hunden kniber øjet sammen, eller en grålig hornhinde kræver hurtig vurdering hos en dyrlæge. Vent ikke til næste rutinekontrol.

Svenska Kennelklubben registrerer også DNA-test for ITGA10-relateret dværgvækst på niveau 1. Denne form nedarves også recessivt: frie hunde har ikke varianten, bærere kan give den videre uden selv at få dværgvækst, og genetisk afficerede hunde forventes at få tilstanden. Spørg opdrætteren, hvordan resultaterne for ADAMTS10 og ITGA10 er fortolket i den aktuelle kombination. Bed også om en åben redegørelse for glaukom, PRA, nyresygdom, hudknuder, bevægelsesproblemer og arbejdsrelaterede skader hos nære slægtninge. Familiehistorien er vigtig, også når der ikke findes en enkel test.

## Historie og oprindelse

Gråhunden har typen fra en nordisk jagtspidshund og har været brugt i Skandinavien gennem lang tid, men en ubrudt linje fra stenalder- eller vikingehunde er ikke dokumenteret. Norsk Kennel Klub beskriver sådanne påstande som myter og placerer udviklingen af den moderne race i 1800-tallets selektive avl. Der er en vigtig forskel på en gammel hundetype og en race med dokumenteret stambog og standard.

En grå elghund blev vist i Kristiania, det nuværende Oslo, i 1877. Hunden Bamse, født i 1865 og kendt som Gamle Bamse Gram, fik stor betydning i den tidlige dokumenterede avl. Norge offentliggjorde den første racestandard i 1905. I Sverige var gråhund og jämthund mindre tydeligt adskilt i mange år, før standarder, raceorganisationer og jagtprøver bidrog til en klarere opdeling i løbet af 1900-tallet.

Arbejdet har hele tiden været centralt. Gråhunden bruges primært som løshund på elg, men kan også arbejde i line. Under løshundsjagt søger den væk fra føreren, finder vildtet og forsøger at holde det på stedet med rolig, vedvarende gøen, så jægeren kan nærme sig. Jagtprøver har derfor påvirket, hvilke egenskaber der bevares i avlen.

## At leve med racen

Norsk elghund – gråhund passer bedst i et hjem, hvor nogen ønsker at leve med en arbejdende jagthund og ikke kun med dens udseende. Det afgørende spørgsmål er ikke, om boligen er et hus eller en lejlighed, men om hunden får det rette arbejde, restitution og hverdagstræning. En lejlighed kan fungere for den enkelte hund, men lydforhold, gøen, adgang til natur og den daglige logistik skal vurderes ærligt.

En have er praktisk, men erstatter hverken jagt, træning eller ture. Indhegningen skal være sikker, og hunden bør ikke efterlades udenfor for selv at finde beskæftigelse; det kan forstærke gøen og vagtsomhed. Alenetid trænes gradvist, når hunden er tryg. En hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer meget i, hvor hurtigt de lærer at hvile uden selskab.

Før du vælger racen, bør du kunne svare ja til følgende:

- Har jeg en realistisk og langsigtet plan for jagt eller lige så krævende næse- og terrænarbejde?
- Kan jeg håndtere en hund, der træffer egne beslutninger og nogle gange kan vælge vildt frem for mit indkald?
- Kan boligmiljøet rumme en hund med tydelig tilbøjelighed til at bruge stemmen?
- Kan jeg tilbyde sikker motion, restitution og kontrol af pels og krop efter arbejde i skoven?
- Kan opdrætteren vise officiel HD-status, relevant indeks, DNA-resultater eller en gennemtænkt parringsplan og åbent redegøre for sundheden i slægten?

For den, der søger en selvstændig elgjagthund med stor arbejdslyst, kan gråhunden være en meget kompetent partner. For den, der primært ønsker en ukompliceret selskabshund, findes der racer, som passer bedre.

Norsk elghund – gråhund

Norsk Elghundklubb

Dansk Kennel Klub (DKK)

Svenska Kennelklubben (SKK)

Uråldgammel nordisk spidshund avlet til elgjagt; middelstor, kraftig og kvadratisk med tyk grå dobbeltpels og ringlet hale. Loyal, gøende og selvstændig med stærke vagt- og jagtinstinkter. Kræver erfaren og konsekvent træning samt rigelig daglig motion og mental aktivering.

Älgdalmyrens

Skymberg's

## Kort fortalt

Dobermann er en tysk brugshund til dig, der vil træne, samarbejde og have hunden tæt på i hverdagen. Racen lærer hurtigt, er fysisk stærk og knytter sig ofte meget tæt til familien. Den har brug for en ejer, der kan tilbyde både meningsfuld aktivitet og tydelige pauser – ikke kun lange gåture.

- **Passer til dig, hvis:** du vil arbejde aktivt med hverdagslydighed, næsearbejde eller hundesport og har tid til dagligt samvær.
- **Passer dårligere, hvis:** hunden regelmæssigt skal være alene hele arbejdsdage eller i vid udstrækning forventes at motionere sig selv.
- **Det vigtigste spørgsmål ved køb af hvalp:** Hvordan er hjertesundheden og temperamentet hos forældrene og de nære slægtninge, og kan opdrætteren vise daterede resultater?
- **Størrelse:** Hanner 68–72 cm og cirka 40–45 kg; tæver 63–68 cm og cirka 32–35 kg ifølge racestandarden.
- **Pels:** kort, tæt og uden underuld; nem at pleje, men giver begrænset beskyttelse mod kulde og regn.
- **Største sundhedsudfordring:** dilateret kardiomyopati, DCM, som kan udvikle sig uden synlige symptomer.

En dobermann kan passe til en engageret førstegangsejer, men træning og sikker håndtering skal begynde med det samme. Et godt hvalpehold, fortsat støtte fra en instruktør og en realistisk plan for hverdagen betyder mere end betegnelsen ”erfaren hundeejer”.

## Udseende og pels

Dobermann er en middelstor, kraftfuld og næsten kvadratisk bygget hund, der skal forene muskler med elegance. FCI-standarden anerkender to farver: sort eller brun, begge med klart afgrænsede rustrøde aftegninger.

Ørerne skal være naturlige og helst ligge tæt ind til kinderne. Halen skal også være naturlig og bæres ideelt højt i en let bue. I Sverige er kupering af ører og hale forbudt, medmindre indgrebet er nødvendigt af veterinærmedicinske grunde.

Den korte, glatte pels kræver normalt kun børstning efter behov og et bad, når hunden er beskidt. Tjek samtidig kløer, ører, hud og poter. Pelsen har ingen underuld, og korthårede hunde kan blive kolde hurtigere end racer med mere pels. Tilpas efter hunden, vejret og aktiviteten: Et velsiddende dækken kan være fornuftigt i kulde og regn eller når hunden står stille i en pause. Tør hunden efter våde ture, og hold den i bevægelse ude i koldt vejr.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, rolig, selvsikker og arbejdsivrig hund med god kontakt til sin fører. Mange dobermann er legesyge, opmærksomme og tæt knyttet til familien. De opdager hurtigt, hvad der sker omkring dem, og vil gerne være med, hvilket kan give et meget tæt samarbejde.

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for det enkelte individ. Materiale fra Svenska Kennelklubben og raceklubben viser, at social tilgængelighed og frygt stadig skal tages alvorligt. Se derfor begge forældres fulde MH-profiler og ikke kun, om de ”har gennemført MH”. MH beskriver hundens reaktioner og giver ikke en bedømmelse som godkendt eller ikke godkendt. Se især på kontakt, frygt, afreaktion og reaktion på skud, og spørg, hvordan søskende og ældre slægtninge fungerer i hverdagen.

Dobermann har ofte jagtinteresse og kan reagere hurtigt på bevægelse. Om hunden kan bo sammen med andre hunde eller katte, afhænger af individet, tidligere erfaringer og træning. Racenavnet kan aldrig love problemfrit samvær. Bed opdrætteren beskrive forældrenes sociale adfærd konkret, og planlæg nye introduktioner roligt og kontrolleret.

## Træning og motion

Dobermann har brug for fysisk aktivitet og meningsfuldt mentalt arbejde hver dag, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle. Alder, sundhed, temperament og træningsniveau afgør belastningen. For en voksen hund fungerer hverdagen bedst, når gåture og mulighed for fri bevægelse kombineres med korte træningspas, næsearbejde og restitution.

Prioritér færdigheder, der gør en stærk og årvågen hund tryg at leve med:

- at gå i løs line og bevare kontakten trods forstyrrelser
- indkald og evnen til at bryde fokus på vildt eller andre bevægelser
- ro ved døren, med gæster, ved hundemøder og under håndtering
- at kunne vente, falde til ro og give ting fra sig på signal
- næsearbejde, spor eller søg, hvor hunden får en tydelig opgave at løse

Træn belønningsbaseret, tydeligt og konsekvent. Høje krav uden forståelig vejledning skaber ikke stabilitet. Variér opgaverne, og slut, mens hunden stadig har succes med dem. En dobermann skal også lære at koble af; mere fart er ikke altid løsningen på stress eller uro.

Hvalpe og unghunde skal ikke følge en voksen hunds motionsprogram. Lad leg, miljøtræning, kropsbevidsthed og korte færdighedspas fylde mest, og øg belastningen i takt med hundens modning. Den, der vil cykle, løbe langt eller dyrke krævende hundesport, bør tilpasse starten til hundens udvikling og dyrlægens råd.

## Sundhed

DCM er den vigtigste sundhedsrisiko at forstå, før du køber en dobermann. Sygdommen svækker hjertemusklen og kan give rytmeforstyrrelser. Den kan være til stede i et præklinisk stadium, mens hunden virker rask, og et normalt resultat på ét tidspunkt udelukker ikke, at sygdommen udvikler sig senere.

En fuld DCM-screening omfatter både hjerteultralyd og 24-timers Holter-EKG. Ultralydsundersøgelsen vurderer blandt andet hjertets dimensioner og pumpeevne, mens Holter registrerer rytmen gennem et helt døgn. I Svenska Kennelklubbens niveau 1-program registreres resultaterne centralt, men niveau 1 betyder ikke, at undersøgelsen er et registreringskrav. Hunden skal være mindst tre år for at få officiel normal status, og resultatet er gyldigt i 12 måneder. Svenska Dobermannklubben anbefaler, at avlshunde fra treårsalderen får en fuld screening inden for et år før parring.

Bed om at se datoen og begge dele af hver forælders screening. Spørg også til hjertesundhed, levealder og dødsårsager hos ældre nære slægtninge. En DNA-test kan ikke erstatte ultralyd og Holter, og betegnelsen ”hjertetestet” er ikke nok uden metode, dato og resultat.

Andre dokumenterede problemer i racen er hoftedysplasi, øjenforandringen PHTVL/PHPV, von Willebrands sygdom, som påvirker blodets evne til at størkne, og wobblersyndrom, der rammer halshvirvlerne og nervesystemet. Wobblersyndrom kan blandt andet give nakkesmerter eller problemer med at koordinere bevægelserne. Sådanne ændringer, ligesom besvimelse eller tydeligt nedsat udholdenhed, skal vurderes af en dyrlæge.

Ved svensk kuldregistrering skal forældrene have officiel HD-status. Forældrehunde, der bor i Sverige og er født i 2000 eller senere, skal også have kendt mental status. For hunde født i 2016 eller senere betyder det en fuldstændig MH med kryds i alle 33 positioner; føreren kan fravælge skudmomentet. Racen har HD-indeks, forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen anbefales at være over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl.

Den offentliggjorte racespecifikke avlsstrategi anbefaler vWD-test, medmindre hunden er genetisk fri via sine forældre, og mindst én forælder skal være genetisk fri. Strategien omtaler også PHTVL/PHPV. Skeln mellem sådanne råd fra raceklubben og Svenska Kennelklubbens registreringsregler, og spørg efter aktuelle øjenresultater. Kontrollér selv oplysningerne i Svenska Kennelklubbens tjenester Avelsdata eller Hunddata. Raske, testede forældre reducerer risikoen, men kan ikke garantere en rask hvalp.

## Historie og oprindelse

Dobermann blev udviklet i Apolda i Tyskland i 1870'erne og er opkaldt efter Friedrich Louis Dobermann. Han arbejdede blandt andet som skatteopkræver og hundefanger og udvalgte hunde med tydelige vagt- og brugsegenskaber. FCI's historik fremhæver især datidens såkaldte slagterhunde, en forløber for rottweileren, og en sort, rustrødt aftegnet hyrdehundetype fra Thüringen som vigtige dele af grundlaget.

Hundene blev tidligt brugt som gård-, vagt- og politihunde. Det forklarer racens kombination af opmærksomhed, mod, kontakt med føreren og arbejdslyst. I dag er dobermann stadig en brugs- og sportshund, men kan også være selskabs- og familiehund i et hjem, der kan opfylde det samme behov for samarbejde og opgaver.

## At leve med racen

En dobermann kræver ikke en bestemt type bolig, men den kræver en hverdag, der fungerer. Det kan gå fint at bo i lejlighed, hvis hunden får aktivitet ude, kan falde til ro inde og ikke går i vagtberedskab ved enhver lyd. Tænk praktisk på, hvor lydt boligen er, muligheden for at komme ud og et uforstyrret hvilested.

Racen vil ofte være tæt på familien og egner sig ikke til regelmæssigt at være alene hele dage. En lille hvalp kan ikke være alene. En voksen hund, der er trænet i at være alene, klarer som regel nogle timer, men forskellene mellem individer er store. Øg tiden i små trin, og sørg for hjælp, hvis hunden gør, vandrer rastløst rundt, ødelægger ting eller viser andre tegn på uro.

Med børn kan en stabil og veltrænet dobermann være et nært familiemedlem, men størrelse og fart kræver en voksens opsyn. En hund og et lille barn skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Børn bør ikke have ansvar for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan styre.

Før du køber, bør du kunne svare ja på tre spørgsmål: Kan jeg give hunden arbejde og restitution hver dag? Kan jeg håndtere en stærk hund sikkert, når noget uventet sker? Kan opdrætteren vise tydelig, dateret dokumentation om hjerte, hofter, mentalitet og nære slægtninge? Hvis et af svarene er nej, er det klogere at vente eller vælge en mindre krævende race.

Dobermann

Verein für Deutsche Hunde (VDH)

Dobermann Club of the United Kingdom

Dobermann er en mellemstor til stor, atletisk tysk brugshund med kort, blank pels og rustrøde aftegninger. Den er meget intelligent, loyal og menneskeorienteret og har brug for masser af daglig motion, træning og tæt selskab. Naturligt vagtsom af sind, men temperamentet afhænger i høj grad af avl og socialisering.

Glyxenborg's

## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Lindvattnet’s kennel

## Kort fortalt

Cane corso er en FCI-anerkendt race fra Italien. Den tilhører gruppe 2 og er en molosser af mastifftype, ikke en blandingsrace eller en fællesbetegnelse for store vagthunde.

- **Størrelse:** hanner 64–68 cm og 45–50 kg; tæver 60–64 cm og 40–45 kg. Vægten skal stå i forhold til hundens størrelse.
- **Funktion:** en alsidig brugshund med dokumenteret baggrund som vogter af ejendom, familie og husdyr.
- **Mentalitet:** årvågen, bevægelig og lærenem ifølge racestandarden. Racen kan være reserveret over for fremmede, men frygt og umotiveret aggression hører ikke til idealet.
- **Aktivering:** har brug for fysisk aktivitet, mental beskæftigelse og fortsat træning hver dag. Der findes ikke et seriøst minutskema, som passer til alle individer.
- **Pels:** kort, glansfuld og tæt med nogen underuld; børstes og bades efter behov.
- **Ejer:** Svenska Kennelklubben vurderer, at racen normalt ikke er egnet som førstegangshund. Størrelse, styrke og vagtadfærd kræver en erfaren ejer.
- **Før køb af hvalp i Sverige:** kontroller forældrenes officielle resultater for hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (ED), gennemført BPH, når en forælder bor i Sverige, samt hvordan opdrætteren har vurderet DSRA-status og mentalitet i kombinationen.

## Udseende og pels

Cane corso skal være kraftfuld uden at blive tung eller overdrevet. Racestandarden beskriver en robust hund med en vis elegance, tør muskulatur og en krop, der er cirka 11 procent længere end dens højde. Den skal bevæge sig med lange, effektive skridt.

Hovedet er stort og typisk for en molosser, men et ekstremt kort næseparti er ikke racetypisk. Næsepartiet skal være cirka halvt så langt som skallen, kraftigt, dybt og firkantet. Vide næsebor, sunde øjenrande og ubesværet vejrtrækning er vigtigere end et overdrevet ”massivt” udtryk. Nordisk Kennel Unions BSI peger især på for kort næseparti, knebne næsebor, løse øjenrande, utilstrækkelig vinkling bagtil og ineffektive bevægelser.

Ifølge den gældende standard skal ørerne være trekantede, hængende og ukuperede. Halen skal være naturlig, tyk ved roden og må aldrig bæres lodret eller ringlet. Kupering er dermed ikke et krav for korrekt racetype.

Pelsen skal være kort, glansfuld og meget tæt med nogen underuld. Standarden angiver sort; flere grå nuancer, også kaldet blå; lys eller mørk fawn; hjorterød; mørk hvedefarvet samt sort eller grå brindle. Hos fawnfarvede og brindlede hunde må den sorte eller grå maske ikke nå op over øjnene. En lille hvid plet på brystet, tåspidserne eller næseryggen accepteres. Merle er ikke blandt de farver, standarden tillader.

Pelsplejen er enkel, men skal stadig passes. Børst, når hunden fælder, eller løse hår skal fjernes, bad den, når den er snavset, og kontroller samtidig hud, ører, kløer og tænder. En fast bade- eller børsteplan siger mindre end hundens faktiske behov.

## Temperament og personlighed

Cane corso er en vagthund, men vagtinstinkt er ikke det samme som aggression. Racens dokumenterede opgave er at vogte ejendom, familie og husdyr. I hverdagen kan det vise sig som opmærksomhed på besøgende, lyde og ændringer i omgivelserne samt en afventende holdning til ukendte mennesker.

Der er stor variation i både arbejdsegenskaber og hverdagsadfærd. En tryg hund kan være uinteresseret i at hilse uden at være bange. Samtidig skal den kunne slippe sin mistænksomhed, være neutral i almindelige situationer og acceptere nødvendig håndtering. Overdreven mistænksomhed, stærk frygt eller aggression må aldrig undskyldes som ”typisk for racen”.

Dette er normalt et dårligt valg for en uerfaren hundeejer. Erfaring betyder at kunne aflæse stresssignaler, træne en meget stærk hund uden magtkamp, planlægge besøg og hundemøder og søge hjælp tidligt. En voksen hund bør kunne gå i snor, vente ved døren, afbryde på signal og lade sig undersøge.

Cane corso kan leve i en børnefamilie, men racenavnet garanterer ikke, at en bestemt hund passer sammen med børn. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Børn bør ikke have ansvar for at gå tur med en hund, hvis styrke de ikke kan håndtere.

Den samme individuelle vurdering gælder andre hunde og katte. Introduktion til en kat kræver gradvis tilvænning, separate trygge områder og mulighed for at afbryde. En hund, der intenst jager smådyr, er ikke automatisk en sikker ledsager for en kat.

## Træning og motion

Cane corso har brug for et aktivt liv, men kvalitet og kontrol er vigtigere end et fast antal motionsminutter. Hver dag bør indeholde gåture og anden fysisk aktivitet, mental aktivering og mulighed for at falde til ro. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og restitution; en ung hund i vækst skal ikke følge en fuldt udvokset hunds træningsplan.

Spor, søg, nosework og lydighed giver hunden mulighed for at samarbejde og bruge næsen. En have giver bevægelsesfrihed, men erstatter ikke gåture, miljøtræning eller fælles aktivitet. Hunden skal også kunne falde til ro indendørs.

Belønningsbaseret træning er det rigtige udgangspunkt, også for en stor vagthund. Hårde korrektioner, skræmmemetoder og dominanstænkning kan øge konflikt og ubehag; tydelighed skabes med velindlærte signaler, konsekvente rutiner og et gennemtænkt miljø. Prioriter tidligt:

- at gå i løs line og komme sikkert på indkald
- stop- og slip-signaler
- rolig venten ved dør, låge og bil
- et fast hvilested, når der kommer gæster
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og krop
- at kunne passere mennesker og hunde neutralt

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan opleve mennesker, dyr, trafik, underlag og nye miljøer uden at føle behov for at forsvare sig eller presse sig frem. Korte, kontrollerede oplevelser, hvor hunden føler sig tryg, er mere værdifulde end mange påtvungne møder.

## Sundhed

Ledsundhed er den tydeligste sundhedsprioritet for cane corso i Sverige. Den gældende racespecifikke avlsstrategi fremhæver især hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og andre ledskader. Øjne og øjenlåg er et andet prioriteret område, især cherry eye, entropion og ektropion. BSI fremhæver desuden vinklingen bagtil, næsepartiets længde, åbne næsebor, tætsluttende øjenrande, bevægelser og tryg håndtering.

Hvalpekøbere skal skelne mellem Svenska Kennelklubbens registreringsregler og raceklubbens anbefalinger. Ifølge reglerne for cane corso i 2026 gælder:

- Forældredyr skal have officiel HD-status før parring. Hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl.
- Forældredyr skal have officiel ED-status før parring. ED-grad 2 eller 3, kliniske symptomer eller operation på grund af ED udelukker avl.
- Forældredyr, der bor i Sverige, skal have gennemført BPH før parring. For hunde, der er mentalbeskrevet før 1. januar 2019, kan kendt mental status fra MH erstatte BPH.

Raceklubben anbefaler desuden, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks og ED-indeks ved parringen er over 100. Det er en avlsanbefaling og må ikke forveksles med bindende registreringsregler.

DSRA, Dental Skeletal Retinal Anomaly, er en alvorlig recessivt arvelig sygdom, der blandt andet kan påvirke tænder, skelet og syn. En hvalp bliver syg, når den arver anlægget fra begge forældre; en hund med én kopi er bærer. Svenska Kennelklubben besluttede i 2026 at registrere DSRA-testresultater centralt. Det betyder ikke, at alle avlshunde automatisk skal testes. Bed opdrætteren vise, hvordan forældrenes status er vurderet, og hvorfor kombinationen ikke kan give syge hvalpe.

Se også på hundene, ikke kun på attesterne. Forældredyr bør kunne bevæge sig effektivt, trække vejret stille og ubesværet, have sunde øjne og acceptere håndtering uden stærk frygt. Spørg om alvorlige diagnoser hos nære slægtninge. Et normalt testresultat garanterer ikke, at hvalpen forbliver sund.

## Historie og oprindelse

Cane corso er en italiensk race, som den officielle standard hovedsageligt fører tilbage til gamle romerske molossere. Efter at typen tidligere havde været udbredt over større dele af Italien, blev den i senere århundreder især bevaret i og omkring Apulien i Syditalien. Standarden knytter navnet til det latinske *cohors*, i betydningen forsvarer og vogter af gården.

Racen arbejdede som gård- og vagthund, drev husdyr og blev også brugt til jagt på storvildt. Det forklarer kombinationen af styrke, bevægelighed, udholdenhed og selvstændig årvågenhed bedre end fortællinger om, at racen udelukkende skulle have været krigshund.

FCI anerkendte cane corso foreløbigt i 1996 og endeligt i 2007. I dag er den opført som en italiensk molosser af mastifftype i gruppe 2 og som en race med arbejdsprøve. Det historiske arbejde er stadig relevant, når man vurderer, om racen passer til ens eget liv.

## At leve med racen

At leve med en cane corso kræver først og fremmest planlægning for en stor hund, der selv lægger mærke til sine omgivelser. Boligtypen er ikke hele svaret. En lejlighed kan fungere for et individ, der får sine behov dækket og kan slappe af, men trange indgange, elevatorer, tætte hundemøder og mange besøgende stiller store krav til træning og praktisk kontrol. En stor have løser ikke kravene alene.

Rutiner ved besøg bør være på plads, før hunden forsøger at styre hoveddøren for familien. Indret et hvilested bag et gitter eller i et separat rum, lær en rolig rutine, og lad ikke hunden øve sig i at storme frem eller træffe beslutninger om gæster. Hjem med børn eller andre dyr har brug for separate områder og voksne, der kan følge reglerne hver dag, ikke kun efter at et problem er opstået.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, øg først, når hunden kan hvile, og tilpas træningen, hvis den viser uro eller ubehag. Der findes ingen sikker raceregel for, hvor mange timer en cane corso kan klare; hverdagen skal indrettes efter den enkelte hunds alder, tryghed og behov for luftning og social kontakt.

Før køb bør du møde flere voksne cane corso, gerne også uden for deres hjem. Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontroller HD, ED og BPH i officielle registre. Spørg om DSRA-status, mentalitet, alvorlige diagnoser i slægten, hvalpenes miljøtræning og støtte efter levering. Se, om de voksne hunde kan trække vejret, bevæge sig og håndteres uden problemer.

Det rette hjem tilbyder tydelige rutiner, belønningsbaseret træning, daglig aktivitet og rolig restitution. Hvis du ønsker en hund, der uden forberedelse byder alle mennesker og hunde velkommen, eller hvis du ikke kan styre møder og besøg, er cane corso sandsynligvis det forkerte valg. For en erfaren ejer, der værdsætter racens arbejdsevne og tager ansvar for dens styrke, kan den derimod blive en nær og samarbejdsvillig partner i hverdagen.

Cane corso

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Società Amatori Cane Corso (Italy)

Cane corso er en stor, atletisk italiensk mastiff med kort, letplejet pels og stærke vaginstinkter. Den er dybt loyal og følsom og har brug for en erfaren, konsekvent fører, grundig socialisering samt rigelig daglig motion og træning for at holde sig i balance.

Miss Magikas

## Kort fortalt

Malteser er en lille selskabshund til dig, der ønsker en tæt og opmærksom følgesvend og har god tid til pelspleje. Racen kan sætte pris på både lange ture, leg og rolige stunder på skødet. Den lille krop betyder ikke, at hunden kun vil bæres, men størrelsen kræver nænsom håndtering.

- **Oprindelse og hjemland:** det centrale Middelhavsområde og Italien
- **Racegruppe:** gruppe 9, selskabshunde
- **Størrelse:** hanner 21–25 cm og tæver 20–23 cm i mankehøjde
- **Vægt:** 3–4 kg ifølge racestandarden
- **Pels:** lang, glat, hvid og silkeagtig, uden underuld
- **Passer til dig, der:** ønsker en livlig lille følgesvend og er klar til regelmæssig pels- og tandpleje samt øvrig kropspleje

En malteser kan være et godt valg for en førstegangsejer, men en ny hundeejer skal stadig være indstillet på at lære om pelspleje og træne hunden i at være alene hjemme, blive renlig og følge gode hverdagsvaner fra begyndelsen. Inden du vælger racen, bør du især overveje, om du faktisk har lyst til at pleje pelsen næsten hver dag i mange år.

## Udseende og pels

Malteseren er lille og elegant med en krop, der er længere, end den er høj. En fuld udstillingspels falder langt og glat ned langs kroppen. Racestandarden beskriver pelsen som tæt, blank og silkeagtig uden underuld. Farven skal være helt hvid, men et svagt elfenbensskær er tilladt.

En lang malteserpels skal redes og børstes hver dag eller mindst hver anden dag, så små filtre ikke udvikler sig til sammenfiltrede partier. Den hvide pels skal også bades regelmæssigt, men det rette interval afhænger af pelslængde, hverdag og hvor snavset hunden bliver. Gå pelsen systematisk igennem helt ned til huden, og vær især opmærksom på steder, hvor friktion let giver filtre.

Mange maltesere, der ikke udstilles, bliver klippet kortere end udstillingsidealet. Kortere hår kan gøre pelsplejen hurtigere, men fjerner ikke behovet for at kontrollere hud, øjne, ører, kløer og tænder. Bed opdrætteren vise, hvordan netop hundens pels skal redes, vaskes og tørres. Væn gradvist hvalpen til at stå stille, blive håndteret og få undersøgt poter, mund og ansigt. Så bliver plejen mindre stressende for både hund og ejer.

Malteser bliver indimellem beskrevet som allergivenlig, fordi pelsen ikke har underuld. Det er misvisende: Der findes ingen allergifrie hunde, og hundens allergener findes især i hud og spyt. Reaktionen kan desuden variere fra hund til hund, også inden for samme race. Har man allergi, bør man derfor ikke stole på racenavnet eller pelstypen, men vurdere sin egen situation sammen med sundhedspersonale.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en livlig, hengiven, rolig og intelligent selskabshund. Mange maltesere er opmærksomme på deres ejer, holder af at lære små opgaver og skifter gerne mellem aktivitet og nærhed. Det gør racen til en engageret følgesvend, ikke til pynt uden egne behov.

En racebeskrivelse kan dog ikke garantere, hvordan den enkelte hund reagerer på fremmede, andre hunde eller nye omgivelser. Den svenske raceklubs ejerundersøgelse omfattede 247 hunde, og svarene viser, at de sociale reaktioner varierer. Kun 13 maltesere havde gennemført den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse BPH i den opgjorte periode. Det er for få til at drage sikre konklusioner om racens adfærd som helhed.

Gå derfor ikke ud fra, at alle maltesere automatisk er stille, åbne over for alle eller nemme sammen med andre dyr. Spørg opdrætteren, hvordan hvalpens forældre fungerer i hverdagen: med gæster, ved hundemøder, under håndtering, omkring lyde og i hvile. Rolige møder med forskellige mennesker og miljøer, kombineret med tydelige rutiner, siger mere end brede mærkater som »en hund, der gør meget« eller »altid venlig«.

## Træning og motion

Malteser har brug for fysisk aktivitet og mental beskæftigelse hver dag, men det samme antal minutter passer ikke til alle. En sund voksen hund kan holde af længere ture, næsearbejde, træning af små tricks og leg. Tilpas længde og tempo efter alder, kondition, vejr og restitution. Byg en hvalp gradvist op. Bliver hunden stiv, halt eller usædvanligt træt, skal den have mindre belastning, og ved vedvarende gener bør den undersøges af en dyrlæge.

Når hunden lærer noget nyt, er det en god idé at stoppe, mens den stadig kan koncentrere sig, frem for at følge et fast antal minutter. Beløn den adfærd, du ønsker, og træn færdigheder, der gør hverdagen lettere: indkald, at gå pænt i snor, ro på en fast plads, håndtering og at blive stille, når du har reageret på det, som fik hunden til at give lyd.

At blive renlig er noget, hunden skal lære, ikke en prøve på racens intelligens eller stædighed. Tag hvalpen ofte ud, især efter søvn, mad og leg, og beløn, når den gør det rigtige. Det at være alene hjemme skal også læres gradvist, når hvalpen er tryg i sit nye hjem. En lille hvalp kan ikke være alene, og hvor længe en voksen hund kan klare det, afhænger af træning og individ. Begynd med meget korte, udramatiske adskillelser, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig.

## Sundhed

Malteser beskrives generelt som en sund race, men patellaluksation og navlebrok kan forekomme. Patellaluksation betyder, at knæskallen kan bevæge sig ud af sin normale position. Halthed, eller at hunden gentagne gange springer et skridt over, bør vurderes af en dyrlæge.

Den svenske raceklubs avlsstrategi oplyser 40 registrerede patellaundersøgelser i perioden 2012–2021. Det er et lille, udvalgt materiale og viser ikke, hvor almindelig lidelsen er blandt alle maltesere. Bed i stedet opdrætteren vise eventuelle officielle patellaresultater for forældredyrene og fortælle om knæproblemer eller navlebrok hos nære slægtninge. Malteser har ikke sit eget krav om sundhedsundersøgelse i Svenska Kennelklubbens særlige registreringsregler for 2026. Et frivilligt resultat kan stadig give værdifuld information; frivilligt betyder ikke uvigtigt.

Rindende øjne og misfarvning under øjnene, ofte kaldet tårestriber, blev rapporteret hos mange hunde i raceklubbens ejerundersøgelse. Rapporten beskriver misfarvningen som kosmetisk, samtidig med at årsagen ikke er fastslået. Farven er derfor ikke i sig selv en diagnose. Hold området rent og tørt, men søg dyrlæge, hvis øjet bliver rødt, hunden kniber øjet sammen eller gnider sig, eller hvis der kommer sekret eller en anden tydelig ny forandring.

Kontrollér jævnligt øjne, bevægelser, hud og mund. Begynd med tandbørstning, mens hunden er ung, og gør al håndtering rolig og forudsigelig. En lang liste over mulige sygdomme hos små hunde siger mindre end dokumenterede resultater, hundens egne symptomer og det, man faktisk ved om sundheden hos nære slægtninge.

## Historie og oprindelse

Navnet malteser beviser ikke, at racen kommer fra øen Malta. Den officielle standard angiver det centrale Middelhavsområde som oprindelse og Italien som hjemland. Her knyttes navnet til et semitisk ord for havn eller tilflugtssted, som findes i flere stednavne omkring Middelhavet.

Racens forløbere levede i havne og kystbyer, hvor de jagede rotter og mus i pakhuse og skibes lastrum. Små hunde med betegnelsen *canes melitenses* er omtalt fra Aristoteles' tid. Lignende hunde blev senere værdsatte selskabshunde i det antikke Rom og ses ved fornemme personers side på renæssancemalerier. Historien rummer derfor både praktisk arbejde i havnemiljøer og en lang rolle som selskabshund.

Den første dokumenterede malteser i Sverige var en tæve, som blev importeret fra England i 1910 og udstillet i Stockholm i 1911. I dag er racen først og fremmest selskabshund, selv om enkelte hunde kan trives med eksempelvis lydighed, spor eller agility på et passende niveau.

## At leve med racen

Malteser kan trives fint i en lejlighed, hvis den får ture, mental aktivitet, selskab og træning i hverdagens lyde. Boligens størrelse kan ikke erstatte de daglige behov, og en lille hund bør ikke tilbringe hele dagen på armen. Den skal have mulighed for at gå, snuse, vælge et hvilested og bruge kroppen på en tryg måde.

Når hunden er sammen med børn, er en voksen nødt til at være til stede. Hunden vejer kun 3–4 kg, så leg i gulvhøjde, forsigtige løft og en kurv, hvor hunden får fred, mindsker risikoen for både utryghed og uheld. Børn skal lade hunden være i fred, når den spiser eller sover. Om en malteser fungerer sammen med andre hunde, katte eller smådyr, afhænger af individ, tidligere erfaringer og introduktionen. Racen alene giver ingen garanti.

Lav en ærlig vurdering af hverdagen inden køb:

- Kan nogen pleje pelsen næsten hver dag og begynde med tandbørstning og håndtering med det samme?
- Hvordan fungerer forældredyrene med gæster, hundemøder, hvile og korte perioder alene?
- Findes der officielle patellaresultater, og hvad ved opdrætteren om knæ, navlebrok og øjenproblemer i familien?
- Må du se registreringspapirerne og møde tæven i hendes vante omgivelser?
- Kan du sørge for pasning, mens hvalpen endnu er for ung til at være alene?

Malteser passer bedst hos den, der værdsætter kombinationen af nærhed, livlighed og lyst til at lære, og samtidig accepterer den omfattende pleje og variationen mellem individer bag det elegante, hvide ydre.

Malteser

Malteser er en lille, robust selskabshund med lang, hvid, silkeblød pels og udtryksfulde mørke øjne. Den er kærlig og meget menneskeorienteret og tilpasser sig godt til livet i lejlighed, hvis den får daglige gåture. Den har brug for regelmæssig pelspleje, tandpleje og skånsom træning og lever ofte et langt og aktivt liv.

koms

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Swedish Kennel Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

Alelunds

## Kort fortalt

Boston terrier er en lille amerikansk selskabshund, som ifølge racestandarden skal være venlig, livlig og intelligent. Den er ofte social og arbejdsivrig, men den korte snude gør vejrtrækning og temperaturregulering til vigtige forhold at undersøge både ved køb af hvalp og i den daglige motion.

- **Oprindelse og anvendelse:** USA; selskabshund i FCI-gruppe 9.
- **Størrelse:** Racestandarden inddeler hundene i tre vægtklasser: under 6,8 kg, 6,8–9 kg og 9–11,3 kg. Den angiver ingen officiel skulderhøjde.
- **Pels:** Kort, glat og nem at holde.
- **Aktivitet:** En kvik hund, som har brug for fysisk og mental aktivering hver dag, men mængden skal tilpasses den enkelte hunds vejrtrækning, alder, kondition og vejret.
- **Vigtigt før køb:** Bed om at se forældrenes resultater fra undersøgelser af vejrtrækning, øjne og patella samt deres DNA-status for tidlig juvenil katarakt.

## Udseende og pels

Boston terrier skal være kompakt, velafbalanceret og bevæge sig frit uden overdrevne træk. Hovedet er kort, men ifølge racestandarden må næsepartiet ikke være længere end en tredjedel af kraniets længde. Næseborene skal være åbne, øjnene må ikke være overdrevent fremstående, og den korte hale skal være medfødt.

Godkendte farver er brindle, seal eller sort med hvide aftegninger. De hvide aftegninger er en vigtig del af racens udtryk, men farve og symmetri siger intet om sundheden. Funktionen er vigtigere: Hunden skal kunne trække vejret frit, bevæge sig ubesværet og lukke øjenlågene helt.

Den korte, tætsiddende pels kræver normalt kun lidt arbejde. Børst og bad efter behov, og kontrollér kløer, tænder, ører og øjne regelmæssigt.

## Temperament og personlighed

Boston terrier skal være venlig, livlig og intelligent, og mange individer søger gerne kontakt med mennesker og vil være med i hverdagen. Det er dog ingen garanti for, at alle hunde er trygge ved børn, fremmede hunde eller nye omgivelser.

Arv, tidlige erfaringer, sundhed og træning påvirker den enkelte hund. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene fungerer i hverdagen: hvordan de falder til ro efter noget uventet, møder mennesker, omgås andre hunde og slapper af hjemme. Mød om muligt tæven, og se hvordan hun opfører sig i en almindelig situation, ikke kun når hvalpene er ophidsede.

Racen kan være både legesyg og koncentreret. Belønningsbaseret træning med tydelige pauser passer som regel bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Træn fra en tidlig alder ro, håndtering omkring øjne og poter, indkald og evnen til at vente uden at geare op.

## Træning og motion

En boston terrier har brug for bevægelse og mentale opgaver hver dag, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som er sikkert for alle. Variér gåture med næsearbejde, korte træningspas, leg og rolig restitution. En sund hund med god vejrtrækning kan trives med flere former for hundesport, mens en hund, der laver vejrtrækningslyde eller skal arbejde hårdt for at få luft, har brug for en dyrlægevurdering og tilpasset aktivitet.

Vurdér motionen efter, hvordan hunden trækker vejret og kommer sig, ikke efter hvor gerne den vil fortsætte. Stop og flyt hunden til et køligt sted, hvis vejrtrækningen bliver tydeligt støjende eller anstrengt, hvis den sænker tempoet, er længe om at komme sig eller virker usædvanligt varm. Blålige slimhinder, svaghed, kollaps eller udtalt åndenød kræver akut dyrlægehjælp.

Kortsnudede hunde er særligt følsomme over for varme, fordi de har sværere ved at køle sig ved at halse. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen, tilbyd vand og undgå hård aktivitet i varmt eller fugtigt vejr. Overvægt belaster luftveje og led mere, så hold øje med hundens huld frem for kun tallet på vægten.

## Sundhed

De vigtigste sundhedskontroller hos boston terrier gælder vejrtrækning, øjne, patella og tidlig juvenil katarakt. Bed om de faktiske undersøgelsesresultater for begge forældredyr; et energisk indtryk eller rolig vejrtrækning under et kort møde kan ikke erstatte dokumentation.

BOAS er en samlebetegnelse for vejrtrækningsproblemer, som kan opstå, når en kort snude og bløddelene i næse og svælg begrænser luftstrømmen. Snorken bør derfor ikke automatisk afvises som et harmløst racetræk. Vær opmærksom på vejrtrækningslyde i hvile, anstrengt indånding, dårlig udholdenhed, lang restitution, forstyrret søvn, varmefølsomhed eller besvimelse.

RFG Scheme er en standardiseret dyrlægeundersøgelse af vejrtrækningen. Hunden vurderes før og efter tre minutters bevægelse i rask tempo og får en grad fra 0 til 3. Grad 0 betyder, at hunden på undersøgelsestidspunktet er klinisk upåvirket, mens grad 2 og 3 indebærer kliniske gener. Resultater fra hunde på mindst 24 måneder registreres centralt, mens resultater fra yngre hunde registreres som foreløbige.

Siden maj 2026 har RFG-resultater for boston terrier kunnet registreres centralt hos Svenska Kennelklubben, men undersøgelsen er på nuværende tidspunkt ikke et krav før avl for racen. Det må ikke forveksles med kennelklubbens generelle avlsanbefaling, som først og fremmest peger på grad 0, eller med raceklubbens betingelser for hvalpehenvisning.

Øjnene er forholdsvis store og udsatte. Kontakt hurtigt en dyrlæge, hvis hunden pludselig kniber øjet sammen, holder det ene øje lukket, gnider det med poten eller får et rødt, løbende eller uklart øje; smerter fra øjet betragtes som akutte. Tidlig juvenil katarakt er en recessivt nedarvet sygdom, som rammer begge øjne og kan føre til blindhed tidligt i livet. En DNA-test kan vise, om hunden er fri for anlægget, bærer ét sygdomsanlæg eller har arvet anlægget fra begge forældre. En parring mellem to bærere kan give genetisk ramte hvalpe og bør derfor undgås.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan glide ud af sin normale position, forekommer også i racen. Når et kuld skal optages i hvalpehenvisningen, beder Svenska Bostonterrierklubben om oplysninger om forældrenes seneste øjenlysning, patellaresultater og DNA-test eller dokumentation for, at hunden er fri for sygdomsanlægget gennem afstamning. Det er værdifuld information for en køber, men må ikke beskrives som bindende registreringskrav for alle kuld.

## Historie og oprindelse

Boston terrier blev udviklet i og omkring Boston i Massachusetts i sidste del af 1800-tallet. Målrettet avl tog form omtrent mellem 1870 og 1890, men de tidligste krydsninger er ikke fuldt dokumenteret. Racen kan derfor beskrives som udviklet fra datidens bulldog- og terriertyper, men det er ikke muligt med sikkerhed at angive en præcis blanding.

American Kennel Club anerkendte racen i 1893. Med tiden udviklede den sig fra tungere forgængere til den mindre, elegante selskabshund, som nutidens racestandard beskriver. Boston terrier er nu en internationalt anerkendt race med USA som oprindelsesland.

## At leve med racen

Boston terrier kan fungere i både lejlighed og hus, men boligens størrelse afgør ikke, om hverdagen bliver god. Hunden har brug for fysisk og mental aktivering hver dag, et uforstyrret sted at hvile og træning i at falde til ro, når der ikke sker noget. Gøen og følsomhed over for lyde varierer fra hund til hund; spørg, hvordan forældredyrene fungerer hjemme, hvis et stille hjem er vigtigt.

Det at være alene skal læres gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer også meget i, hvor længe de kan klare sig uden uro. Begynd med meget korte, rolige adskillelser, og øg kun tiden, mens hunden fortsat kan slappe af. For hunde, der holdes i Sverige, oplyser Jordbruksverket, at de skal aktiveres fysisk og mentalt hver dag og bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne; hvalpe og ældre hunde skal ud oftere.

Når hunden er sammen med børn, er opsyn af en voksen og et fredet hvilested vigtigere end racens ry som familiehund. Børn må ikke løfte hunden, trække den i ørerne eller gå hen til den, mens den spiser eller sover. Møder med katte og andre hunde bør foregå roligt og kontrolleret. Tidligere erfaringer og den enkelte hunds adfærd vejer tungere end racenavnet.

Før køb bør du bede opdrætteren vise:

- begge forældres RFG-resultater og deres alder ved undersøgelsen;
- den seneste øjenlysning og patellaresultater;
- registreret DNA-status for tidlig juvenil katarakt, og hvordan den indgik i planlægningen af parringen;
- hvordan nære slægtninge fungerer med hensyn til vejrtrækning, øjne, knæ og temperament i hverdagen;
- hvordan hvalpene vænnes til håndtering, hvile, forskellige underlag, mennesker og almindelige lyde.

Det giver et bedre beslutningsgrundlag end løfter om, at racen altid er nem, stille eller problemfri.

Boston terrier

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Boston terrier er en lille, robust og menneskeorienteret selskabshund med kvadratisk bygning og kort, smokingfarvet pels. Den er munter, kærlig og nem at tilpasse, og trives både med leg og rolige stunder sammen med familien. Pelsplejen er enkel, men den korte næse og de fremtrædende øjne kræver ekstra sundhedskontrol.

Stray Kids

## Kort fortalt

Irsk softcoated wheaten terrier er en mellemstor, aktiv terrier fra Irland. Racen blev udviklet som en alsidig gårdhund og holdes i dag først og fremmest som selskabshund. Den beskrives ofte som livlig, hengiven, intelligent og opfindsom, men også som selvstændig. Det er derfor en hund for den, der vil bruge tid på træning, motion og pelspleje.

- **Racegruppe:** Gruppe 3, terriere
- **Oprindelse:** Irland
- **Tidligere anvendelse:** Gårdsarbejde, bekæmpelse af skadedyr og jagt
- **Størrelse:** Ifølge racestandarden skal hanner være 46–48 cm høje og veje cirka 18–20,5 kg; tæver skal være lidt mindre
- **Pels:** Består af ét lag og er blød og silkeagtig, i hvedefarvede nuancer
- **Aktivitetsniveau:** Aktiv; har brug for fysisk og mental beskæftigelse hver dag
- **Pelspleje:** Omfattende og regelmæssig

Racen passer bedst til en ejer, der sætter pris på en social hund med tydeligt terrierpræg og kan tilbyde hverdagstræning, varieret aktivitet og grundig pelspleje. Den er et dårligere valg, hvis du ønsker en hund, der er tilfreds med korte ture, kræver meget lidt pleje eller er ukompliceret at træne i alle situationer.

## Udseende og pels

Irsk softcoated wheaten terrier er kompakt og velbygget uden at være tung. Kroppen er omtrent lige så lang, som hunden er høj, og helheden skal udstråle både styrke og smidighed. Små fremadfoldede ører, mørke øjne, skæg og pels over panden giver racen dens karakteristiske udtryk.

Den voksne pels er racens tydeligste kendetegn. Den skal bestå af ét pelslag; underuld må kun forekomme på ørerne. Strukturen skal føles blød og silkeagtig frem for ru eller ulden. Farven varierer fra lys hvede til en varmere gylden, rødlig nuance. Pelsen kan være bølget eller løst krøllet.

En wheatenhvalp behøver ikke at ligne den voksne hund. Hvalpepelsen kan være rødlig eller grålig eller have mørk maske og mørke hårspidser. Både farve og struktur ændrer sig gennem flere stadier, og den færdige voksenpels udvikles som regel først mellem 18 måneder og to et halvt års alder. Det er derfor ikke muligt at afgøre præcist, hvordan voksenpelsen bliver, alene ved at se på hvalpens farve eller blødhed.

Pelsen efterlader ofte færre løse hår i hjemmet end racer med tydelig sæsonbestemt fældning, men den passer ikke sig selv. Løse hår kan blive siddende i pelsen og bidrage til filtringer. For mange voksne hunde er en grundig gennemredning én gang om ugen et rimeligt udgangspunkt, mens pelsskiftet kan kræve pleje flere gange om ugen. Raceklubbens og den svenske kennelklubs råd anbefaler også regelmæssige bade og klipning flere gange om året. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens struktur og længde samt af hundens hverdag.

Racen bør ikke beskrives som allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i spyt og hud, og mængden varierer fra individ til individ, også inden for samme race. Den, der har hundeallergi, bør derfor få sin allergi vurderet og møde den konkrete hund flere gange, før et køb overvejes.

## Temperament og personlighed

En typisk irsk softcoated wheaten terrier er livlig, social med sin familie og hurtig til at engagere sig i det, der sker. Racestandarden beskriver den som sporty, hengiven, loyal og intelligent. Samtidig kan den selvstændige terrierside vise sig, når noget i omgivelserne virker mere interessant end ejerens plan.

Temperamentet varierer mellem individer og linjer. Blandt de hunde, der har deltaget i svenske mentalbeskrivelser, viser de fleste et lavt niveau af aggressive reaktioner, men resultaterne viser også en tydelig variation inden for racen. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på fremmede mennesker, andre hunde, pludselige lyde, håndtering, og hvor hurtigt de falder til ro efter en overraskelse. Hvis forældredyrene har gennemført BPH eller MH, kan resultaterne give mere konkret viden end generelle udsagn om racen.

Racen kan fungere godt med børn, når både hund og barn lærer at respektere hinandens grænser. Små børn og hunde skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Hvordan det enkelte individ fungerer med andre hunde eller andre dyrearter, varierer. Tidlige, rolige introduktioner og gennemtænkte rutiner i hverdagen er vigtigere end at gå ud fra, at alle individer fungerer ens.

## Træning og motion

Irsk softcoated wheaten terrier har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag. Der findes ikke en fast mængde motion, som passer til alle individer. En unghund, en veltrænet voksen og en ældre hund tåler forskellig belastning, og aktiviteten bør tilpasses kondition, helbred og restitution.

Racen kan trives med for eksempel nosework, spor, rallylydighed, agility og almindelig hverdagstræning. Variation giver ofte mere end blot at gøre turen længere. Søgeøvelser, kontakttræning, kropskontrol og korte problemløsningsopgaver kan bidrage til en bedre balance mellem aktivitet og hvile.

Begynd tidligt med indkald, lineføring, håndtering og evnen til at falde til ro. Svenska Kennelklubben fremhæver, at racen kan være nysgerrig og tage på egne udflugter, så en have skal være forsvarligt indhegnet. Træn indkald systematisk, men brug line eller lang line på steder, hvor et mislykket indkald kan blive farligt.

Belønningsbaseret træning passer godt til en intelligent og selvstændig hund: beløn den adfærd, du ønsker, gør opgaven tydelig, og øg sværhedsgraden trinvis. Hårde korrektioner er unødvendige og kan gøre hunden stresset samt svække samarbejdet. Korte, engagerende træningspas med tydelige pauser er som regel lettere at lykkes med end lange gentagelser.

## Sundhed

Mange irske softcoated wheaten terriere lever et aktivt liv langt op i årene, men racen har sundhedsrisici, som en hvalpekøber bør kende. Svenske racedokumenter fremhæver især nyre- og mave-tarmproblemer samt visse hud- og øreproblemer. At en risiko findes i racen, betyder ikke, at alle hunde bliver ramt.

To vigtige begreber er PLN og PLE. **PLN**, protein-losing nephropathy, betyder, at protein tabes gennem nyrerne. **PLE**, protein-losing enteropathy, er en samlebetegnelse for proteintab gennem tarmen. Tilstandene kan være alvorlige og udvikler sig i nogle tilfælde først i voksenalderen. Der findes en DNA-test for risikovarianter forbundet med PLN, men resultatet er ikke en enkel diagnose: hunde med risikovarianter bliver ikke nødvendigvis syge, og andre faktorer spiller også ind. Der findes ikke en tilsvarende genetisk test for PLE.

Tilbagevendende diarré eller opkast, uforklarligt vægttab, hævelser, øget tørst eller øget vandladning bør vurderes af en dyrlæge. Sådanne symptomer kan have mange årsager og beviser ikke, at hunden har PLE eller PLN, men de bør ikke affejes hos en hund fra en race med kendt risiko.

Den svenske raceklubs avlsanbefalinger omfatter blandt andet kendt hoftestatus og kendt DNA-status for mikroftalmi. Mikroftalmi er en tilstand, hvor øjet ikke er udviklet normalt. Klubben har også særlige anbefalinger om nære slægtninge til hunde, der er ramt af nyredysplasi, PLE eller PLN. I Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 er der derimod ikke noget racespecifikt krav om officiel hoftestatus for at registrere hvalpe af racen. At en hvalp er registreret i Svenska Kennelklubben, betyder derfor ikke automatisk, at alle de undersøgelser, raceklubben anbefaler, er gennemført.

Bed opdrætteren om at vise:

- forældrenes officielle hofteresultater
- DNA-resultater for mikroftalmi
- PLN-resultater, hvis testen er udført, sammen med en nuanceret forklaring af, hvad resultatet betyder
- kendt forekomst af PLE, PLN eller nyredysplasi blandt nære slægtninge
- hvordan forældrene og ældre slægtninge har haft det helbredsmæssigt over tid

## Historie og oprindelse

Irsk softcoated wheaten terrier kommer fra Irland og er en af landets fire terrierracer. Den præcise tidlige historie er ikke fuldt dokumenteret. Der findes skriftlige henvisninger til hunde med blød pels fra omkring 200 år tilbage, men udsagn om en mere præcis eller ældre afstamning bør betragtes som usikre.

Småbønder brugte disse terriere til flere opgaver på gården, blandt andet til at holde skadedyr nede og hjælpe med gårdsarbejdet. Hundene blev også brugt til jagt på grævling og odder. Den irske kennelklub anerkendte racen i 1937, og FCI gav den endelig anerkendelse i 1957.

Racen kom til Sverige i 1965, og det første svenske kuld blev født i 1967. Her er den først og fremmest blevet en selskabs- og aktivitetshund, selv om arbejdslysten stadig kommer til udtryk i blandt andet spor, nosework, lydighed og agility.

## At leve med racen

At leve med en irsk softcoated wheaten terrier betyder en aktiv og social hverdag. Den kan bo i lejlighed eller hus, så længe den får motion, mental aktivering, regelmæssige lufteture og tilstrækkelig hvile. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hundens dage faktisk ser ud.

Afsæt tid til pelspleje hver uge, og regn med mere arbejde i de perioder, hvor unghundepelsen ændrer sig. Bed opdrætteren om at vise i praksis, hvordan pelsen skal redes, bades og klippes. Vær især opmærksom på skæg, ben, armhuler, lysken og området bag ørerne, hvor fugt og friktion let kan give filtringer.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden føler sig tryg i hjemmet. En voksen hund, der er godt trænet i at være alene, kan som regel være for sig selv i nogle timer, men individer varierer meget, og en lille hvalp skal ikke efterlades alene. Planlæg derfor meget samvær i hvalpetiden og en hverdag, hvor hunden får lov til at være en del af familielivet.

Racen passer til dig, der ønsker en glad, initiativrig terrier og ser træning og pelspleje som en del af hundeholdet. Den passer dårligere, hvis minimalt plejebehov, lange perioder alene eller en hund, der altid prioriterer samarbejde frem for sin egen nysgerrighed, er afgørende krav. Vælg opdrætter ud fra dokumenteret sundhed, stabilt temperament og åben information om slægten – ikke kun ud fra hvalpens farve eller et løfte om, at racen er let at passe eller allergivenlig.

Irsk softcoated wheaten terrier

Irish Soft Coated Wheaten Terrier Club of Great Britain

Svenska Terrierklubben (Sweden)

Norsk Terrier Klub (Norway)

Irsk softcoated wheaten terrier er en middelstor, atletisk irsk gårdsterrier, som er blevet en familiehund, kendt for sin silkebløde, let fældende hvedefarvede pels, sit glade og menneskekære væsen, sit store behov for pelspleje, sit livlige men trænbare temperament og sit generelt gode helbred med visse racespecifikke risici.

Rocky-Child’s

## Kort fortalt

Den store pudel er den største af pudlens fire officielle størrelser og en aktiv selskabshund med stort behov for både samarbejde og pelspleje. Navnet **kungspudel** bruges af og til i svensk daglig tale, men det er ikke en selvstændig race eller størrelsesvariant. På svensk hedder varianten officielt **Pudel, stor**; på denne danske side er navnet **Pudel, stor**.

- **Racetype:** anerkendt puddelvariant i FCI-gruppe 9, selskabshunde
- **Mankehøjde:** over 45 til og med 60 cm; racestandarden tillader 2 cm tolerance opefter
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen officiel vægt
- **Pels:** rigelig, krøllet uldpels eller pels, der danner snore
- **Ideelt temperament:** opmærksom, aktiv, samarbejdsvillig og let at træne
- **Behov i hverdagen:** daglig fysisk aktivitet, mental stimulering, hvile og regelmæssig pelspleje
- **Svensk sundhedsprogram:** forældredyrene skal have officiel HD-status før parring

En stor pudel kan passe til en engageret førstegangsejer, men racen er ikke nem at passe, blot fordi den er samarbejdsvillig. Den kommende ejer skal have lyst til at træne hverdagsfærdigheder, give hunden meningsfuld aktivitet og passe pelsen, også når vejret er vådt, og kalenderen er fuld.

## Udseende og pels

Den store pudel skal være harmonisk og atletisk med en krop, der er lidt længere end mankehøjden – ikke helt kvadratisk. Den officielle højde er over 45 til og med 60 cm med 2 cm tolerance opefter. Tolerancen betyder ikke, at 62 cm er den normale målhøjde. Da racestandarden ikke angiver nogen vægt, bør en voksen hund vurderes ud fra proportioner og huld, ikke efter et påstået officielt antal kilo.

Standarden anerkender to pelsstrukturer. Uldpudlen har en tæt, fin, uldagtig og krøllet pels, mens snorepudlen har pels, der formes til lange, tydelige snore. Selskabshunde holdes ofte i en praktisk, kortere frisure, men en kort frisure fjerner ikke behovet for bad, grundig gennemgang af pelsen og klipning.

De godkendte puddelfarver er flere, end mange ældre racebeskrivelser giver indtryk af. Ud over ensfarvet sort, hvid, brun, grå og abrikosrød godkender den nuværende standard flere bestemte flerfarvede mønstre. De omfatter blandt andet hvid kombineret med sort, grå, brun eller abrikosrød samt tan-aftegninger, trefarvet og brindle pels. De flerfarvede muligheder blev indført i den internationale standard, der trådte i kraft i Sverige i 2024. Ældre oplysninger om, at en pudel altid skal være ensfarvet, er derfor forældede.

Pelsen vokser hele tiden og kræver en plan. Hvor ofte den skal redes ud, bades og klippes, afhænger af pelslængde, frisure, aktivitet og hvor let pelsen filtrer. Kontrollér helt ned til huden i stedet for kun at børste overfladen. Væn roligt hvalpen til kam, klippemaskine, føntørrer, håndtering af poter og til at stå stille; det gør den fremtidige pleje lettere.

En stor pudel beskrives ofte som en race, der fælder lidt, men begrænset fældning er ikke det samme som allergifrihed. Hundeallergener findes blandt andet i hud og spyt, og reaktionen kan variere mellem enkelte hunde – også mellem kuldsøskende. En person med allergi bør derfor ikke vælge en stor pudel alene på grund af racenavnet eller et løfte om en ”hypoallergen” pels.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal den store pudel være opmærksom, aktiv, trofast og let at lære og træne. I hverdagen viser det sig ofte som en hund, der hurtigt opfatter mønstre, søger kontakt og gerne deltager i familiens aktiviteter. Den samme opmærksomhed betyder også, at hunden hurtigt kan lære uønskede rutiner, hvis regler, belønninger og forventninger er uklare.

At racen er lærenem, betyder ikke, at alle store pudler har samme temperament, og en intelligensrangliste forklarer ikke, hvordan en hund fungerer i hverdagen. Resultater fra BPH-beskrevne pudler kan vise fælles træk, men de beskriver de hunde, der deltog – ikke alle store pudler. Social tryghed, aktivitetsniveau, lydfølsomhed, interesse for at jage og evnen til at falde til ro kan variere med arv, tidlige erfaringer og træning.

Mød om muligt hvalpens mor og gerne voksne slægtninge. Læg mindre vægt på, om hundene kan et trick, og mere på hvordan de kommer sig efter en overraskelse, hilser uden at blive hængende i høj stress og falder til ro, når der ikke sker noget. Spørg opdrætteren, hvilke egenskaber der faktisk går igen i familien, og hvordan den planlagte kombination forventes at fungere i et almindeligt hjem.

En stor pudel kan være et godt valg for en førstegangsejer, der holder af træning og accepterer pelsarbejdet. Den passer dårligere til den, der først og fremmest ønsker en selvstændig hund eller en stor hund med minimalt behov for daglig kontakt og aktivering.

## Træning og motion

En stor pudel har brug for fysisk bevægelse og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, helbred, form, vejr, underlag og restitution er afgørende for et godt forløb. En afbalanceret hverdag rummer både ture og mulighed for at snuse, undersøge, samarbejde og hvile uforstyrret.

Racen sætter ofte pris på træning, hvor den får lov til at forstå en opgave: lineføring, indkald, apportering, næsearbejde, kropskontrol eller andre hundesportsgrene. Korte, tydelige pas kan kombineres med færdigheder i virkelige miljøer. Målet er ikke at holde hunden beskæftiget hele tiden, men at udvikle en hund, der kan skifte mellem aktivitet og ro.

For en hvalp er kvalitet og gradvis tilvænning vigtigere end en mekanisk minutregel. Lad hvalpen bevæge sig i sit eget tempo på varierede, men sikre underlag, giv pauser, og øg belastningen gradvist. Tilpas næste pas efter, hvordan hvalpen bevæger sig, bevarer koncentrationen og falder til ro bagefter.

Pudlens historie som vandapporterende hund forklarer, hvorfor vand og apportering ofte nævnes i racebeskrivelser. Det garanterer dog ikke, at enhver stor pudel har lyst til at svømme. Introducér vand uden tvang, vælg sikre steder, og lær hunden at gå i og komme op på signal.

## Sundhed

Det vigtigste dokumenterbare sundhedskrav i svensk avl af stor pudel handler om HD-status: Begge forældredyr skal have et officielt hofteresultat før parring, for at afkommet kan registreres efter Svenska Kennelklubbens regler. En oplysning om, at forældrene er ”sundhedstestede”, er derfor ikke nok – spørg, hvilke undersøgelser der er foretaget, og kontrollér resultaterne.

HD graderes fra A til E. A og B regnes som normale hofter, og det svenske program for stor pudel tillader også grad C i avl. Svenska Pudelklubbens strategi er, at hunde med D eller E ikke skal bruges. Resultatet for den enkelte hund er dog kun en del af billedet, fordi både arv og miljø påvirker hofteleddenes udvikling.

Stor pudel har også HD-indeks. Indekset kombinerer hundens eget resultat med oplysninger om slægtninge; værdien 100 svarer til racens gennemsnitlige beregnede avlsværdi på beregningstidspunktet. Svenska Pudelklubben anbefaler et beregnet kuldindeks på mindst 97 for en planlagt kombination. Det er en avlsanbefaling og skal ses sammen med forældrenes grader, resultater i familien, øvrig sundhed og genetisk variation – ikke som en selvstændig kvalitetskarakter for hvalpen.

Det er let at blande sundhedsreglerne for pudlens fire størrelser sammen. Det formelle svenske DNA-krav for prcd-PRA gælder toy-, dværg- og mellempudel, ikke stor pudel. Svenska Pudelklubben opfordrer dog til DNA-test for øjensygdommen rcd4 hos alle størrelser og anbefaler øjenundersøgelse. Et DNA-resultat gælder kun den bestemte genvariant, testen omfatter, og erstatter hverken en øjenundersøgelse eller en bred vurdering af hundens sundhed.

Før køb er disse spørgsmål mere nyttige end en lang, generel sygdomsliste:

- Hvilke officielle HD-resultater har begge forældre, og hvad er kombinationens beregnede HD-indeks?
- Findes der HD-resultater fra voksne søskende og andre nære slægtninge?
- Er forældrene øjenundersøgt, og hvilke DNA-test er foretaget? Bed om testens præcise navn og resultat.
- Hvilke tilbagevendende diagnoser, bevægelsesproblemer eller andre sundhedsproblemer kender opdrætteren til i familien?
- Hvor gamle er de ældre slægtninge, og hvordan har deres funktion og sundhed udviklet sig?

## Historie og oprindelse

Pudlens dokumenterede baggrund er europæisk, og Frankrig er angivet som racens hjemland i den internationale standard. Standarden beskriver en oprindelse tæt på racen barbet og tidlig brug ved jagt på vandfugle. Også historien bag racenavnet er knyttet til vand og ænder.

Den store puddelvariant lå nærmest det oprindelige arbejde i vand, før pudlen udviklede sig videre som selskabs- og udstillingshund i flere størrelser. Svenska Pudelklubbens racehistorie forklarer den klassiske løveklipning som en funktionel klipning til vandarbejde: Pels blev bevaret på udsatte områder, mens andre partier blev barberet for at gøre bevægelse i vand lettere. Nutidens frisurer har først og fremmest praktiske formål og udstillingsformål, men forbindelsen gør den karakteristiske silhuet lettere at forstå.

Puddellignende hunde ses i europæisk kunst fra 1400-tallet. Den moderne standardisering af racen kom langt senere, og nutidens store pudel bedømmes som selskabshund – ikke som om hvert individ allerede var en færdigtrænet vandapportør.

## At leve med racen

Livet med en stor pudel fungerer bedst, når familien planlægger efter tre ting på én gang: tæt samarbejde, daglig aktivitet og pelspleje, der aldrig helt holder pause. En hund, der får brugt både krop og hoved, men også lærer at hvile, er som regel lettere at leve med end en hund, der kun får mere og mere intens motion.

En stor pudel kan bo i lejlighed, hvis ejeren sørger for gode rutiner for luftning og ture, aktivitet og ro indendørs. En have kan være praktisk, men erstatter ikke ture, miljøtræning eller tid sammen. Gøen og uro bør ikke afvises som uundgåelige raceegenskaber; se i stedet på situationen, hvad der belønnes, stress, mangel på passende aktivitet og hundens mulighed for at falde til ro.

Alenetid skal læres gradvist med korte perioder, hvor hunden stadig er tryg. Hvor hurtigt træningen kan øges, afhænger af individet. Planlæg allerede før købet hvalpetid, arbejdsdage og hjælp efter behov, i stedet for at antage, at en lærenem hund automatisk kan være alene i et bestemt antal timer.

Racen kan fungere godt med børn, andre hunde og katte, men racenavnet er ingen garanti. Børn og hunde skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Møder med en kat eller en anden hund bør foregå roligt og kontrolleret med mulighed for at skabe afstand. Hvalpens tidligere erfaringer, de voksne dyrs adfærd og ejerens introduktion betyder mere end et generelt ja eller nej i en racetabel.

Bed til sidst opdrætteren om at vise, hvordan en almindelig omgang pelspleje foregår, og forklare, hvilken frisure hundene har derhjemme. Kombinér den praktiske demonstration med dokumenterbare HD-resultater, klare oplysninger om øjne og DNA-test samt en ærlig beskrivelse af voksne slægtninges temperament. Så bygger valget af stor pudel på den hund, du faktisk kan få – ikke på løfter, som ingen race kan garantere.

Pudel, stor

The Poodle Club of the United Kingdom

Société Centrale Canine (France)

The Kennel Club (United Kingdom)

Pudel, stor er en atletisk, fældesvag apporterende vandhund med en tæt, krøllet pels, der kræver regelmæssig pelspleje. Den er meget intelligent og sensitiv, trives rigtig godt med træning, hundesport og familieliv og har det bedst med tæt selskab, daglig motion og mental stimulering.

Amqu's

## Kort fortalt

Dværgschnauzeren er en lille, men robust tysk hunderace med et tydeligt vagtinstinkt, stor arbejdslyst og en pels, der skal trimmes. Den er den mindste af schnauzerracerne, men ikke blot en mindre udgave af schnauzeren. Dværgschnauzeren er en selvstændig race, som blev udviklet til arbejde på gårde i et lille og praktisk format.

- **Skulderhøjde:** 30–35 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 4–8 kg ifølge racestandarden
- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Oprindelig opgave:** rottefanger og gårdhund
- **Pels:** ruhåret dækhår med tæt underuld
- **Farver:** sort, peber og salt, sort og sølv samt hvid
- **Typiske træk:** opmærksom, udholdende, nysgerrig og ofte hurtig til at slå alarm

Dværgschnauzeren passer bedst til den, der gerne vil træne og aktivere sin hund hver dag og accepterer regelmæssig pelspleje. Den praktiske størrelse gør hunden let at tage med, men hverdagen kræver stadig klare rutiner.

## Udseende og pels

Dværgschnauzeren skal være kompakt, kraftig og omtrent lige så lang, som den er høj. Skægget, de buskede øjenbryn og den ruhårede pels giver det velkendte schnauzerpræg. Racestandarden angiver samme højde- og vægtinterval for begge køn, men hvor den enkelte voksne hund ligger inden for intervallerne, afhænger blandt andet af kropsbygning og huld.

Pelsen består af tæt underuld og hårdt, tilliggende dækhår. De fire godkendte farver er helt sort, peber og salt, sort og sølv samt helt hvid. Farven siger ikke noget om hundens temperament, eller hvor godt den passer til et bestemt hjem.

Den ruhårede pels skal trimmes, hvilket betyder, at modne, døde dækhår plukkes ud. Svenska Kennelklubben anbefaler trimning mindst fire gange om året og gennemgang af underulden cirka en gang om ugen. Hvor ofte den enkelte hund skal trimmes helt, afhænger af pelskvalitet, vækst og den ønskede pelslængde. Skæg, benhår og blødere områder skal redes, så snavs og filtre ikke bliver siddende.

Klipning kan passe til en hund, der er blevet øm eller har svært ved at stå under en trimning, men metoden ændrer pelsens struktur. Når dækhårene klippes af i stedet for at blive plukket ud, bliver pelsen ofte blødere og mere ulden. Spørg derfor opdrætteren eller en erfaren hundefrisør, hvordan hundens pels hidtil er blevet plejet, før du vælger metode.

En korrekt plejet ruhåret pels fælder normalt meget lidt, men det gør ikke dværgschnauzeren allergifri. Begrænset fældning fortæller ikke, hvordan en person med allergi vil reagere, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for alle. Hvis der er allergi i familien, bør I tale med sundhedspersonale, møde hunde under kontrollerede forhold og lægge en plan før købet.

## Temperament og personlighed

Dværgschnauzeren er som regel opmærksom, nysgerrig og udholdende. Den registrerer hurtigt lyde, bevægelser og mennesker i nærheden og kan derfor være en effektiv lille alarmhund. Den samme årvågenhed kan føre til gentagen gøen ved døren, i opgangen eller uden for vinduet, hvis hunden ikke får hjælp til at falde til ro.

Raceegenskaber beskriver en tendens, ikke hvert enkelt individ. De svenske mentalbeskrivelser kommer fra en for lille del af opdrætterne til at give et sikkert billede af alle dværgschnauzere. Forskellene mellem familier og individer kan være store. Se derfor på, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. En tryg hund bør kunne komme sig efter en overraskelse og slappe af, når der ikke sker noget.

Dværgschnauzere lærer ofte hurtigt og kan være sjove at samarbejde med. Ejeren skal dog gøre det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig. Hårde korrektioner kan øge stress og gøen. Med rolig, belønningsbaseret træning bliver det lettere at lære hunden, hvad den skal gøre i stedet.

## Træning og motion

Dværgschnauzeren har brug for fysisk aktivitet og opgaver til næse og hjerne hver dag. Der findes ingen meningsfuld regel om et bestemt antal minutter, som passer til alle. En sund, ung voksen hund kan have glæde af lange ture og hundesport, mens en hvalp, ældre hund eller hund med sygdom har brug for en anden belastning.

Variér ture i forskellige omgivelser med korte træningspas, søgeøvelser og tid til at undersøge i eget tempo. Rallylydighed, nosework, tricktræning og agility er aktiviteter, hvor racens hurtighed og lyst til samarbejde kan komme til sin ret. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag. Et bedre tegn er, at den kan være aktiv ude og bagefter falde til ro hjemme.

Begynd tidligt med hverdagens færdigheder: kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering af poter og skæg samt ro på en fast plads. Træn alarmgøen, før den bliver en vane. Beløn hunden, når den registrerer en lyd og derefter vender opmærksomheden mod dig, og indøv en enkel rutine for dørklokken og besøg. Begræns udsynet, hvis hunden igen og igen øver sig i at gø ved vinduet. Ændr én ting ad gangen, og øg først sværhedsgraden, når hunden er rolig.

Racens baggrund som rottefanger betyder, at nogle individer gerne jager små dyr, der bevæger sig hurtigt. Et sikkert indkald og brug af snor, hvor der kan dukke vildt op, er derfor fornuftigt, selv om jagtinteressen varierer.

## Sundhed

Dværgschnauzeren beskrives generelt som en robust race, men urinsten og øjensygdomme er to dokumenterede områder, man bør kende til. Svenska Kennelklubben oplyser, at urinsten forekommer hos lidt over fem procent af racen. Raceklubbens sundhedsarbejde følger også blandt andet progressiv retinal atrofi, PRA, og grå stær.

Racen har desuden en kendt tilbøjelighed til forhøjede triglycerider i blodet. Det betyder ikke, at alle dværgschnauzere bliver syge, og en forhøjet værdi forklarer ikke automatisk maveproblemer eller betændelse i bugspytkirtlen. Tilbagevendende opkast, diarré, mavesmerter, problemer med vandladning eller ændret syn bør vurderes af en dyrlæge. Dyrlægen afgør, om eksempelvis en urinprøve, øjenundersøgelse eller fastende blodprøve er relevant.

Før du køber hvalp, bør du bede opdrætteren vise konkrete sundhedsoplysninger frem for blot at sige, at linjen er sund. Kontrollér forældrenes registrerede resultater fra øjenundersøgelser, og spørg til urinsten, tilbagevendende maveproblemer og øjensygdom hos nære slægtninge. Raceklubben offentliggør DNA-resultater for flere sygdomme, der kan testes for, men en DNA-pakke er ikke en generel sundhedsattest og dækker ikke alle former for PRA. Spørg, hvilke prøver der er taget, hvad resultaterne betyder for netop denne kombination, og hvilke aktuelle anbefalinger opdrætteren følger.

Små hunde har også brug for regelmæssig tandpleje. Væn hvalpen til tandbørstning, og hold øje med munden, så dårlig ånde, ømhed eller problemer med at tygge opdages tidligt.

## Historie og oprindelse

Dværgschnauzeren blev udviklet i Tyskland omkring forrige århundredskifte. I området omkring Frankfurt am Main fandtes en lille, schnauzerlignende hund under navnet ruhåret dværgpinscher. Svenska Kennelklubben beskriver, hvordan små schnauzere og dværgpinschere blev brugt, da racen tog form gennem mere planlagt avl.

Den lille gårdhund skulle holde rotter væk og samtidig gøre opmærksom på det, der skete omkring gård og stald. Det historiske arbejde er med til at forklare nutidens kombination af hurtighed, årvågenhed og interesse for små bevægelser. I dag er dværgschnauzeren en selskabshund, men den har stadig godt af at bruge både krop og hjerne.

## At leve med racen

Dværgschnauzeren kan bo i lejlighed, men en lille hund er ikke automatisk nem at have tæt på naboerne. Overvej, om du kan håndtere lyde ved dør og vindue, sørge for flere lufteture og give hunden daglig aktivitet. Evnen til at slappe af indendørs er ofte vigtigere end boligens størrelse.

Racen kan fungere fint med børn, når en voksen hjælper både barnet og hunden med at være sammen på en rolig måde. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Det er de voksne, der har ansvaret for ture, træning og pelspleje, selv om børnene gerne vil hjælpe.

Om hunden kan bo med en kat, afhænger mere af individerne, deres tidligere erfaringer og introduktionen end af racenavnet. Lad de første møder være rolige, adskil dyrene med et gitter ved behov, og giv katten flugtveje. Gnavere og andre smådyr bør holdes sikkert adskilt. Den dokumenterede baggrund som rottefanger gør det uklogt at regne med, at jagtinteressen mangler.

Hunden skal gradvist vænnes til at være alene. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde er meget forskellige i, hvad de kan klare uden at blive urolige. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, når hunden er tryg, og øg kun tiden, så længe den forbliver rolig. Planlæg hverdagen efter individet i stedet for at antage, at en bestemt race kan være alene i et fast antal timer.

Vælg en dværgschnauzer, hvis du holder af en opmærksom, aktiv hund og vil bruge tid på træning og trimning. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje, en hund der sjældent slår alarm, eller en sikker løsning i forhold til allergi og smådyr.

Dværgschnauzer

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Sweden)

Verein für Deutsche Schäferhunde (Germany)

Den kompakte, robuste Dværgschnauzer er intelligent, lærenem og meget menneskekær. Dens stride, næsten ikke‑fældende pels kræver regelmæssig pelspleje. Som opmærksom vagthund med terriertemperament har den brug for daglig motion, mental stimulering og konsekvent træning og bliver ofte 12–15 år gammel.

## Kort fortalt

Miniature American Shepherd er en lille, atletisk hyrdehund og en selvstændig internationalt anerkendt race – ikke blot et uformelt navn for en lille Australian Shepherd. Racen blev ganske vist udviklet fra små Australian Shepherd-hunde i USA, men har i dag sin egen racestandard og registreres særskilt.

- **Oprindelse og anvendelse:** USA; udviklet som gård-, hyrde- og selskabshund.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde.
- **Skulderhøjde:** hanner 35,5–46 cm og tæver 33–43,5 cm.
- **Vægt:** racestandarden angiver ikke et fast interval. En sund vægt afhænger af hundens højde, køn og kropsbygning.
- **Pels:** mellemlang dobbeltpels, der kan være glat eller bølget.
- **Aktivitetsniveau:** højt, med behov for både bevægelse, mental beskæftigelse og restitution.

Det er en kompakt hund, men ikke en nem genvej til hyrdehundens egenskaber i et mindre format. Racen passer bedst til den, der vil træne, være ude og samtidig lære hunden at falde til ro. For en førstegangsejer kan racen fungere, hvis der er tid, tålmodighed og interesse for belønningsbaseret træning. Den er et dårligere valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret hund med lave krav til aktivitet og hverdagstræning.

## Udseende og pels

Miniature American Shepherd skal være velafbalanceret, smidig og stærk uden at virke tung eller overdrevet. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Størrelsesforskellen inden for de tilladte højder er tydelig, og derfor bliver ét fælles vægtinterval misvisende. Vurder hellere huld, proportioner og muskulatur sammen med en dyrlæge end ud fra ét tal for hele racen.

Pelsen består af vejrbestandigt dækhår og underuld, hvis mængde kan variere med årstid og klima. Regelmæssig grundig gennemredning er ofte nok i hverdagen, men løs underuld skal fjernes oftere i fældeperioder. Bad hunden, når den faktisk er beskidt. Pelsen skal hovedsageligt fremstå naturlig; omfattende formklipning hører ikke til racens normale pelspleje.

Godkendte grundfarver er sort, rødbrun, blue merle og rødbrun merle, med eller uden tanfarvede aftegninger og hvidt. Hvidt må forekomme på bestemte områder, men skal ikke dominere hoved eller krop. Øjnene kan være brune, blå, hasselfarvede eller ravfarvede, og en hund kan have forskellig farve på øjnene eller flere farver i samme øje. En usædvanlig øjenfarve er en tilladt udseendevariation, ikke i sig selv et tegn på syn, sundhed eller temperament.

Halen kan være lang eller naturligt kort, såkaldt natural bobtail, NBT. En kort hale er derfor ikke automatisk kuperet. Kupering er forbudt i Sverige, og en svensk køber bør skelne mellem en medfødt stumphale og en kirurgisk forkortet hale på en importeret hund.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver Miniature American Shepherd som intelligent, arbejdsvillig, tilpasningsdygtig og loyal med hyrde- og vagtinstinkt. Den er ofte opmærksom på omgivelserne og reagerer hurtigt. Det kan give fin lydhørhed i træningen, men også en hund, der registrerer bevægelser, lyde og forandringer, som ejeren knap bemærker.

Racen må gerne være reserveret over for fremmede. Reserveret betyder, at hunden kan afvente uden at opsøge kontakt; det er ikke det samme som at være sky, bange eller truende. Påtvungne hilsner gør sjældent en afventende hund mere tryg. Giv den i stedet plads, lad den observere, og beløn rolige initiativer, den selv tager.

Svenske BPH-data viser først og fremmest, at variationen inden for racen er stor. Nogle hunde hilser gerne, andre er tydeligt uinteresserede, og reaktioner på overraskelser, lyde og usikkerhed varierer mellem individer. BPH beskriver hundens reaktioner den pågældende dag og giver ikke bestået eller ikke bestået. Ved valg af hvalp er forældrenes og nære slægtninges adfærd, restitution og funktion i hverdagen derfor mere oplysende end en enkelt betegnelse som ”typisk temperament”.

Racens stærke opmærksomhed på familien bør ikke romantiseres til en påstand om, at hvert individ automatisk bliver trygt, socialt og nemt. Spørg opdrætteren, hvordan de voksne hunde fungerer med gæster, nye miljøer, håndtering, lyde og rolige perioder. Bed om konkrete eksempler, og se eventuelle BPH-resultater i deres sammenhæng.

## Træning og motion

Miniature American Shepherd har brug for et aktivt liv, men der findes ingen fast tidsplan, som passer til alle individer. En god hverdag indeholder gåture og fri bevægelse, hvor det er sikkert, næsearbejde eller problemløsning, korte træningspas og reel hvile. Hundens alder, kondition, sundhed og evne til at restituere bør styre belastningen.

Agility, rallylydighed, spor, nosework, lydighed, søg, hyrdearbejde og tricktræning er eksempler på aktiviteter, der kan passe. Ingen bestemt hundesport er et krav. Det vigtige er, at hunden får brugt både krop og hoved, uden at hver dag skrues op til et stadigt højere tempo. Hvis hunden stadig har svært ved at falde til ro efter aktivitet, kan løsningen være tydeligere pauser og bedre tilpasset træning – ikke automatisk mere motion.

Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier passer til en hurtig og lydhør hund. Begynd tidligt med kontakt, indkald, lineføring, håndtering og evnen til at vente. Træn også det, der let bliver glemt: at ligge roligt, mens familien spiser, slippe en opgave, se mennesker eller hunde passere uden at gribe ind og vende tilbage til ro efter leg.

Hyrde- og vagtadfærd kan i hverdagen vise sig ved, at hunden følger bevægelser, forsøger at kontrollere løb eller giver lyd, når der sker noget. Det betyder ikke, at alle individer jager børn, hyrder katte eller gør meget. Læg mærke til, hvad der udløser adfærden hos den enkelte hund, og træn alternative handlinger, før mønsteret bliver en vane. Hvalpe skal have korte, positive erfaringer og alderssvarende bevægelse; de skal ikke motioneres som fuldvoksne hunde.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, forekommer hos Miniature American Shepherd, men den svenske population er ung, og grundlaget for sikre hyppighedstal for flere andre tilstande er begrænset. Forsikringskodning, små datamængder og hundenes lave gennemsnitsalder har gjort ældre opgørelser vanskelige at fortolke. En lang liste over mulige diagnoser siger derfor mindre end verificerede resultater hos hvalpens forældre og nære slægtninge.

Det er vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringsregler og raceklubbens avlsanbefalinger. Miniature American Shepherd har ikke et særligt racespecifikt sundhedsprogram markeret som registreringskrav i Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler. Svenska Miniature American Shepherdklubben anbefaler derimod, at begge forældredyr før parring har:

- HD-resultat A eller B og ED-resultat 0
- øjenundersøgelse uden anmærkning, som ikke er ældre end 18 måneder
- kendt prcd-PRA-status, hvor en bærer kun kombineres med en genetisk fri hund
- kendt NAD-status, med kombinationen fri med fri eller fri med bærer.

Bed om at se det faktiske resultat, undersøgelsesdatoen og hvordan forældredyrenes resultater kombineres. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. En DNA-test kan desuden kun svare på den variant, testen gælder, og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse.

MDR1, også kaldet ABCB1, er en genvariant, som kan påvirke, hvordan hunden håndterer visse lægemidler. Hvis hunden er testet, bør resultatet gemmes og vises til den behandlende dyrlæge. Hverken valg af lægemiddel eller dosering bør afgøres ud fra generelle raceråd på nettet.

Merle må ikke parres med merle, fordi kombinationen kan give hvalpe med dobbelt merleanlæg og dermed øget risiko for alvorlige syns- og høreproblemer; en sådan parring strider mod Svenska Kennelklubbens grundregler. Naturlig stumphale er knyttet til NBT-anlægget. Raceklubben opfordrer til forsigtighed med NBT–NBT-kombinationer, mens spørgsmålet følges, og det bør ikke forveksles med det udtrykkelige forbud mod merle–merle.

## Historie og oprindelse

Miniature American Shepherd blev udviklet i Californien i slutningen af 1960'erne gennem avl på små Australian Shepherd-hunde. Målet var en mindre, udholdende hyrdehund, der blandt andet kunne arbejde med får og geder og samtidig passe ind i et mobilt gård- og hesteliv. Fra 1980 blev navnet Miniature Australian Shepherd brugt i registreringen, før racen senere fik sit nuværende navn.

Den amerikanske raceklub blev dannet i 1990, og racen blev optaget i American Kennel Clubs udviklingsregister i 2011. Fuld amerikansk anerkendelse kom i 2015, og FCI anerkendte racen i 2019. Det første svenske kuld blev født i 2006, mens svensk registrering som Miniature American Shepherd begyndte i 2017.

I Sverige findes der også et kontrolleret krydsningsprogram, hvor Australian Shepherd må anvendes efter Svenska Kennelklubbens registreringsregler, og afkommet registreres som Miniature American Shepherd. Det ændrer ikke, at hundene tilhører den anerkendte race; programmet er et reguleret avlsværktøj. For en køber gør det stamtavlen og opdrætterens mål ekstra relevante, fordi egenskaber og størrelse kan variere selv inden for racestandarden.

## At leve med racen

Miniature American Shepherd kan trives både i hus og lejlighed. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hverdagen fungerer: hunden skal ud, bruge sine sanser, trænes og kunne hvile uden konstant at overvåge opgang, vinduer eller have. En have kan være praktisk, men erstatter ikke fælles aktivitet eller miljøtræning.

Med børn er opsyn fra voksne, tydelige regler og et hvilested, hvor hunden får fred, nødvendigt. Løb og høje lyde kan vække interesse hos en bevægelsesfølsom hyrdehund, så rolige møder og pauser, før hunden bliver for ophidset, er vigtigere end at antage, at racen er ”børnevenlig”. Børn bør aldrig have ansvaret for at aflæse eller håndtere en presset hund.

Samliv med hund eller kat afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Lad møder ske gradvist og kontrolleret, giv katten flugtveje og egne ressourcer, og afbryd fiksering eller jagt tidligt. Racen giver ingen garanti for kompatibilitet, men hyrdebaggrunden gør heller ikke problemer uundgåelige.

Alenetræning opbygges gradvist, når hunden er tryg, luftet og klar til hvile. Begynd med meget korte perioder, og følg, hvordan netop den hund reagerer; langvarig gøen, vandren eller manglende evne til at spise og hvile viser, at træningen er gået for hurtigt. Et lukket bur må ikke bruges som normal opbevaring eller som løsning på separationsproblemer i svenske hjem.

Før køb af hvalp bør du kontrollere mere end registrering og farve. Bed om at se forældrenes sundhedsresultater og datoer, spørg til MDR1 og andre relevante DNA-resultater, undersøg temperament og restitution i familien, og drøft, hvordan opdrætteren prioriterer arbejdslyst, lydreaktioner, reservation og evnen til at falde til ro. Et seriøst match handler om den hverdag, hunden er avlet og opvokset til – ikke kun om at finde det rigtige udseende.

Miniature American Shepherd

Norwegian Kennel Club (NKK)

Kompakt, atletisk hyrdehund udviklet i USA som en mindre Australian Shepherd. Intelligent, hengiven og en rigtig “klisterhund” over for familien, ofte reserveret over for fremmede. Har brug for regelmæssig træning, mental stimulering og motion. Mellemlang dobbeltpels i forskellige farver; overordnet en sund race med en levetid på 12–15 år.

En familj, utanför Eskilstuna med Dvärgschnauzer och Miniature American Shepherds, vi älskar hundar och lever ett härligt liv vid skogens kant, vår filosofi är mjuka metoder och positiv förstärkning, våra hundar är en del av vår familj och har en stor plats i såväl våra hjärtan som i vår soffa.

Wie Humelies

## Kort fortalt

American bully er en moderne amerikansk hund, der primært er udviklet som selskabshund. United Kennel Club, UKC, anerkendte racen i 2013, men Svenska Kennelklubben, SKK, anerkender den ikke, og en American bully kan derfor ikke registreres hos SKK. Kontrollér derfor, hvilket register en opdrætter henviser til, og hvilke dokumenter der faktisk tilhører hunden.

Pocket, Standard, Classic og XL er ikke fire separate racer. Det er størrelses- eller typebetegnelser, som bruges af registre med delvist forskellige regler. UKC grupperer dem som Pocket, Standard/Classic og XL og definerer dem primært ud fra mankehøjde og kropsbygning, ikke en bestemt vægt. Classic har samme højde som Standard, men lettere knoglebygning og mindre kropsmasse. Betegnelsen ”XL” siger derfor mindre end forældrenes mankehøjde, bygning og dokumenterede voksenstørrelse.

Racestandardens ideal er en tryg, venlig og livlig selskabshund i en kraftfuld krop. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Hundens funktion, temperament og håndterbarhed er vigtigere end et ekstremt hoved, det bredest mulige bryst eller en høj kropsvægt.

## Udseende og pels

American bully skal være kompakt og meget muskuløs, men samtidig aktiv, smidig og velkoordineret. Ifølge UKC er den omtrentlige mankehøjde for Pocket 36 til under 43 centimeter for hanner og 33 til under 41 centimeter for tæver. Standard ligger omkring 43–51 centimeter for hanner og 41–48 centimeter for tæver. XL ligger over 51 og op til cirka 58 centimeter for hanner og over 48 og op til cirka 56 centimeter for tæver. Classic har samme højde som Standard, men er lettere bygget. Andre registre, for eksempel American Bully Kennel Club, inddeler varianterne og grænserne lidt anderledes. Find derfor ud af, hvilket register størrelsesbetegnelsen kommer fra.

UKC angiver ikke et vægtinterval, som afgør, hvilken størrelsesklasse hunden tilhører. To hunde med samme mankehøjde kan veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. Se på begge forældre og gerne voksne slægtninge i stedet for at stole på en lovet slutvægt.

Kropsbygningen skal fungere i bevægelse. Hunden skal kunne gå og trave, uden at benene krydser hinanden, brystet hindrer forbenene, eller massen gør bevægelserne tunge. UKC betragter en snude, der er så kort, at den forstyrrer normal vejrtrækning, et bryst, der er så bredt, at det hæmmer bevægelsen, og kraftigt bøjede forben som alvorlige eksteriørfejl. Når du vurderer hunden, bør frie bevægelser, åbne næsebor og ubesværet vejrtrækning veje tungere end et overdrevet udseende.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Børst efter behov for at fjerne løse hår. Kontrollér også hudfolder, poter, kløer, ører og tænder; bad hunden, når den er snavset, i stedet for efter en fast plan.

Farvereglerne afhænger også af, hvilket register der bruges. UKC accepterer mange farver, men diskvalificerer merle; andre registre kan have andre regler. Den amerikanske UKC-standard tillader både naturlige og kuperede ører, men ørekupering er forbudt i Sverige, medmindre det er medicinsk nødvendigt. Naturlige ører er derfor det normale svenske valg.

## Temperament og personlighed

American bully skal ifølge UKC’s ideal være selvsikker, mild og venlig over for mennesker, og aggressivitet mod mennesker beskrives som atypisk. Ordene beskriver, hvordan registeret ønsker, at racen skal være. De kan ikke erstatte en vurdering af den enkelte hund, dens forældre, opvækst og erfaringer.

Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og se, hvordan hun reagerer på besøg, håndtering og hverdagslyde. Spørg, hvordan begge forældre reagerer, efter at de er blevet overraskede: kan de falde til ro og søge støtte, eller varer stress og frygt ved? En voksen hund skal kunne afledes og håndteres, uden at ejeren behøver at stole på fysisk styrke.

En American bully kan trives godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti. En ansvarlig voksen skal altid være til stede sammen med små børn og hunden, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested, hvor børnene ikke følger efter. En voksen bør holde linen, hvis hunden er stærkere end barnet. Vurdér også, hvordan hunden reagerer, når nogen nærmer sig mad, legetøj eller soveplads, og søg hjælp tidligt, hvis adfærden giver anledning til bekymring.

Det samme fokus på individet gælder andre dyr. Tidligere erfaring, jagtinteresse, ophidselsesniveau og sociale færdigheder varierer. Introducér hunde på et neutralt sted med god afstand og løse liner. Mellem hund og kat er der brug for barrierer, flugtveje og korte, kontrollerede møder. Lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd har været stabil over tid.

## Træning og motion

American bully har brug for daglig fysisk aktivitet, mental stimulering og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal motionstimer, som passer til alle. Alder, størrelsesvariant, huld, led, vejrtrækning, vejr og individets restitution afgør, hvordan gåture og anden belastning bør doseres.

Prioritér hverdagsfærdigheder, som gør en stærk hund nem at leve med: at gå roligt i line, indkald, kontakt trods forstyrrelser, vente ved døre, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af på en bestemt plads. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Variér rolige gåture med næsearbejde, problemløsning og korte træningspas. Byg mere aktiv træning gradvist op. Stop og lad hunden komme sig, hvis gangen bliver tung, vejrtrækningen fortsat er anstrengt efter en pause, eller hunden søger skygge og ikke kan falde til ro.

Varme kræver ekstra omtanke hos et tungt eller kortsnudet individ. Læg aktiviteten på køligere tidspunkter, tag vand med, og tilpas intensiteten efter hundens vejrtrækning. Hørbar eller anstrengt vejrtrækning i hvile, tydelig varmeintolerance eller kollaps er ikke normale racetræk, man skal træne sig igennem, men grunde til at få hunden vurderet af en dyrlæge.

## Sundhed

American bully har ikke et svensk SKK-program, der kan bruges som en færdig tjekliste ved køb. Køberen må derfor gennemgå resultaterne for hvert avlsdyr og spørge, hvordan opdrætteren har valgt undersøgelser ud fra hundenes krop, familie og tidligere afkom. Formuleringen ”sundhedstestet” er ikke nok. Bed om dokumenter, der viser hundens identitet, undersøgelsesdato, metode, resultat og udstedende organisation, og kontrollér, at oplysningerne gælder den rigtige hund.

Bed især om faktiske hofte- og albueresultater, når de findes. British Veterinary Association offentliggjorde i 2024 statistik med 101 hofteresultater og 88 albueresultater for American Bully. Det viser, at der findes officielt bedømte resultater at gennemgå. Tallene beskriver dog en begrænset gruppe undersøgte hunde i et britisk system; de viser ikke, hvor almindeligt et problem er i hele populationen, og udgør ikke et svensk SKK-krav. Vurdér forældrenes resultater inden for det korrekte bedømmelsessystem, og spørg, om samme problem går igen hos nære slægtninge.

Vurdér også funktion, ikke kun dokumenter. En avlshund bør kunne trække vejret stille og ubesværet i hvile og efter moderat aktivitet, have åbne næsebor, regulere sin kropstemperatur og bevæge sig uden halthed eller mekaniske hindringer. En meget kort snude, et uforholdsmæssigt stort hoved, overdreven masse, ekstrem brystbredde eller benstilling, der forstyrrer gangen, er advarselstegn. Acceptér ikke snorken eller anstrengt vejrtrækning, mens hunden er vågen, som ”typisk for racen”.

Spørg om dyrlægeundersøgelser, bevægelses- og vejrtrækningsproblemer samt tidlige dødsfald hos forældre, søskende og tidligere kuld. Familiehistorikken og fundene hos den enkelte hund bør styre, hvilke yderligere kontroller der er nødvendige. Svenske avlsregler kræver, at forældredyr er i god fysisk og mental sundhed, og at en kombination ikke forventes at øge risikoen for lidelse eller arvelig funktionsnedsættelse.

## Historie og oprindelse

American bully blev udviklet i USA fra amerikanske bull- og terrierhunde. UKC beskriver racen som en videreudvikling af American Pit Bull Terrier med mindre indflydelse fra American Bulldog, English Bulldog og Olde English Bulldogge. Målet blev en selvstændig, kraftigere selskabshund frem for en kopi af en enkelt forfædretype. UKC anerkendte American Bully den 15. juli 2013.

Historien forklarer, hvorfor ord som ”pitbull”, ”bully” og ”bullterrier” nogle gange blandes sammen i daglig tale, men de er ikke udskiftelige racenavne. Spørg, hvilket register og hvilken standard der ligger bag en stamtavle eller størrelsesbetegnelse. UKC, ABKC og andre registre kan have forskellige inddelinger, farveregler og dokumentkrav.

I Sverige er forskellen særligt vigtig: American bully er ikke en SKK-anerkendt race og kan ikke registreres hos SKK. Et bevis fra et andet register er derfor ikke et SKK-bevis og dokumenterer ikke i sig selv god sundhed eller temperament. Kontrollér udstederen og hundens identitet.

## At leve med racen

American bully passer bedst til en ejer, der kan håndtere en stærk hund roligt, træne regelmæssigt og vælge funktion frem for et ekstremt udseende. En lejlighed er ikke automatisk en hindring, men gulvplads, trapper eller elevator, vej til luftested, støj hos naboer og muligheden for at komme ud ofte skal passe til hundens størrelse. Et meget stort individ kan være upraktisk på lidt plads, selv om det er roligt indendørs.

Tid alene skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg hverdagen efter individets adfærd og behov for at komme ud i stedet for at antage, at racen kan klare et bestemt antal timer.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, kontrollere morens identitet i Jordbruksverkets centrale hunderegister og bede om at se originaler eller verificerbare kopier af sundhedsresultater. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel. Chipnummer, købsaftale og øvrige dokumenter skal stemme overens. Kuperede ører på en hund, der oplyses at være svenskfødt, er en tydelig grund til at standse op og kontrollere oprindelse og indførsel.

Sverige har ikke forbud mod enkelte hunderacer, men ejeren er altid ansvarlig for opsyn og for, at hunden ikke forårsager skade eller alvorlig ulempe. Ved rejse, flytning eller transit skal reglerne kontrolleres på ny. Andre lande kan have særlige regler for hunde af bulltype, og nogle juridiske definitioner bygger på hundens fysiske type og højde frem for navnet i et register.

Det bedste valg ved køb bygger derfor på mere end betegnelsen American bully. Vælg en hund, der trækker vejret frit, bevæger sig uhindret, kommer sig godt, har håndterbare forældre og kan knyttes til tydelig sundheds- og oprindelsesdokumentation. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, hovedstørrelse eller en lovet vægtklasse.

American bully

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

American bully er en kompakt, muskuløs selskabshund fra USA, avlet frem fra pitbull-lignende racer med fokus på et stabilt og venligt temperament. Den findes i flere størrelser, har et kraftigt hoved, kort, nem pels at passe og trives med tæt kontakt med familien, træning og socialisering.

Ziggy

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

## Kort fortalt

Dansk-svensk gårdhund er en lille, men robust og aktiv gård- og selskabshund fra Danmark og Sverige. FCI placerer racen i gruppe 2 som en hund af pinschertype. Den er altså ikke en terrier, selv om den tidligere blev kaldt skånsk terrier.

- **Mankehøjde:** 34–37 cm for hanner og 32–35 cm for tæver, med en tilladt afvigelse på 2 cm i begge retninger.
- **Oprindelig opgave:** at give alarm, fange rotter og leve tæt sammen med menneskene på gården.
- **Temperament ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig og årvågen.
- **Pels:** kort, hård og glat, med hvid som dominerende farve.
- **Passer bedst hos:** en person eller familie, som vil træne færdigheder til hverdagen, tilbyde både bevægelse og næsearbejde og hjælpe hunden med at finde ro.

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Vægtoplysninger på forskellige hjemmesider er derfor vejledende, ikke et interval som alle voksne dansk-svenske gårdhunde skal passe ind i. For den, der vælger hvalp, er forældrenes størrelse, huld og funktion mere nyttige end ét enkelt vægtinterval.

## Udseende og pels

Dansk-svensk gårdhund skal være lille, kompakt og solidt bygget, ikke spinkel eller elegant. Kroppen er let rektangulær: forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er 9:10. Racen udvikler sig sent fysisk, og den fulde muskelmasse og kropsfylde kan lade vente på sig, til hunden er tre til fire år gammel.

Hovedet er forholdsvis lille og trekantet. Ørerne kan være rosenører eller fremadfoldede; ståører hører ikke til raceidealet. Halen kan være naturligt lang eller en medfødt stumphale af varierende længde. En medfødt stumphale er en naturlig variation og må ikke forveksles med en kuperet hale.

Pelsen er hård, kort og glat og har ingen underuld. Hvid skal dominere, med ens- eller flerfarvede aftegninger i sort, tan, gul, leverbrun, vildtfarvet eller forskellige nuancer af fawn. Der skal også være aftegninger på hovedet, og små prikker i det hvide er tilladt. Udseendet kan altså variere meget, uden at hundene tilhører forskellige varianter af racen.

Pelsen kræver kun lidt pleje, men fældningen kan mærkes. Børst løse hår væk efter behov, især i fældeperioder, og bad hunden, når den faktisk er snavset. Kontrollér samtidig hud, ører, poter og kløer. Væn gradvist hvalpen til tandbørstning og anden håndtering. Rolig, belønningsbaseret håndteringstræning gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Dansk-svensk gårdhund er normalt hurtig, nysgerrig og menneskeorienteret, men racenavnet er ingen garanti for en ukompliceret familiehund. Standarden beskriver racen som opmærksom, livlig og årvågen. I hverdagen ses det ofte som en parathed til at være med, reagere på bevægelse og fortælle, når der sker noget i nærheden.

Opgaven som vagthund på gården kan stadig mærkes hos mange individer. Mange giver lyd, når nogen kommer, men det varierer, hvor let gøen starter, og hvor hurtigt hunden bliver stille. I en bolig, hvor lyde let forplanter sig, er det klogt at undersøge, hvordan forældrene og voksne slægtninge reagerer på døre, opgange og besøg. Det er mere præcist end at gå ud fra, at racen altid er stille eller altid gør meget.

I Svenska Kennelklubbens ældre BPH-sammenfatning fremstår racen hovedsageligt som tryg og forholdsvis energisk. Samtidig varierer nysgerrighed, legelyst og interesse for fremmede mennesker tydeligt. BPH beskriver hundens reaktioner; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs derfor den enkelte hunds protokol, og spørg, hvordan forældrene fungerer i hverdagen.

Baggrunden som rottefanger gør interessen for små, hurtige dyr relevant. Det betyder ikke, at alle gårdhunde jager alt, de ser, men en kommende ejer bør regne med at træne afbrydelse og indkald. Kaniner, marsvin og andre små kæledyr har brug for sikre områder, som hunden ikke kan komme ind i.

## Træning og motion

Dansk-svensk gårdhund har brug for regelmæssig fysisk og mental aktivitet, men der findes ingen korrekt timeregel, der passer til alle. Alder, helbred, intensitet, miljø og restitution afgør, hvordan en god dag ser ud. En voksen hund kan få en blanding af gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, leg og korte træningspas med hverdagsfærdigheder. Hvalpe har brug for gradvist flere erfaringer og rigeligt med hvile, ikke et voksenprogram i miniature.

Se på hundens adfærd i stedet for på uret. Et passende niveau giver en hund, der kan falde til ro hjemme, kommer sig efter aktivitet og stadig bevæger sig frit dagen efter. Vedvarende uro kan betyde, at hverdagen mangler meningsfulde opgaver, men mere fart er ikke altid løsningen. Nogle gange har hunden brug for mere næsearbejde, tydeligere rutiner eller hjælp til at finde ro.

Prioritér færdigheder, som hjælper en hurtig og opmærksom hund med at fungere i hverdagen:

- indkald og frivillig kontakt, når vildt eller andre forstyrrelser dukker op
- at kunne afbryde jagt, gravning og intens leg
- rolig adfærd ved døre, vinduer og besøg
- at kunne hvile, selv om mennesker bevæger sig i hjemmet
- at gå roligt i snor og følge ejeren i trafikerede miljøer
- tryg håndtering af poter, mund, ører og krop

Træn gradvist med positive, belønningsbaserede metoder, og tilpas sværhedsgraden til individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at gøen, træk i snoren eller ophidset adfærd kan sætte sig fast, hvis det ofte fører til det, hunden ønsker. Agility, rallylydighed, spor, nosework og anden hundesport kan passe, men ingen bestemt aktivitet er et krav. Det vigtige er en holdbar kombination af samarbejde, næsearbejde, bevægelse og restitution.

## Sundhed

Dansk-svensk gårdhund betragtes generelt som en sund race, men betegnelsen »sund race« erstatter ikke kontrol af det aktuelle kuld. Bed om registrerede resultater, datoer og oplysninger om nære slægtninge. Navnet på en test eller en oplysning om, at forældrene er sundhedstestet, siger for lidt uden selve resultaterne.

Hofteledsdysplasi, HD, er et område, hvor gammel og ny information let blandes sammen. Racen har i dag sundhedsprogram niveau 1 hos Svenska Kennelklubben. Det betyder, at HD-resultater kan registreres centralt, men at røntgen ikke er et krav for, at hvalpene kan registreres. Ifølge raceklubben bør hunde med HD D eller E eller kliniske symptomer ikke bruges i avl. Et officielt resultat og, når det findes, et HD-indeks giver alligevel værdifuld information om netop hofterne; det er ikke et bevis på hundens samlede sundhed.

For patellaluksation siger raceklubbens gældende anbefalinger, at en hund, som har tilstanden eller er opereret for den, ikke bør bruges i avl. Anbefalingen betyder derimod ikke, at alle forældredyr skal have et obligatorisk officielt patellaresultat. Spørg derfor både til undersøgelser og til knæproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Primær linseluksation, PLL, er en alvorlig øjensygdom knyttet til en mutation i genet ADAMTS17, og der findes en valideret DNA-test til racen. Raceklubben anbefaler især testning, når der findes bærere eller utestede nære slægtninge i linjen uden en DNA-testet fri hund som mellemled. Ifølge anbefalingen må en bærer kun parres med en DNA-testet fri hund eller en hund, der er fri gennem afstamning, såkaldt hereditært fri. Et frit PLL-resultat gælder denne mutation; det udelukker ikke andre øjenproblemer eller andre sygdomme.

Før et køb er det rimeligt at kontrollere:

- forældrenes identitet og faktiske HD-resultater, hvis de er røntgenfotograferet
- eventuel patellaundersøgelse og kendt familiehistorik
- PLL-status, og hvordan resultatet passer sammen med den anden forælders
- sygdomme, halthed, tandproblemer og mentalitet hos nære slægtninge
- at opdrætteren kan forklare både styrker og usikkerheder ved kombinationen

## Historie og oprindelse

Dansk-svensk gårdhund er en gammel skandinavisk gårdhundetype, men en forholdsvis sent anerkendt race. Lignende hunde levede længe på gårde i Danmark og Sydsverige, hvor de holdt rottebestanden nede, gav alarm, når nogen kom, og fungerede som selskabshunde. Det er ikke klarlagt præcist, hvordan typen opstod. Forbindelser til pinscherhunde og britiske hvide jagtterriere har været diskuteret, men bør ikke beskrives som en sikker stamtavle.

Før anerkendelsen blev blandt andet navnet skånsk terrier brugt. Ved en svensk kortlægning i 1986 blev 107 hunde samlet, hvilket bidrog til vurderingen af, at typen var tilstrækkeligt ensartet, samtidig med at der fandtes en brugbar genetisk variation. Sverige og Danmark anerkendte racen i fællesskab i 1987 under navnet dansk-svensk gårdhund.

FCI gav racen en foreløbig international anerkendelse i 2008 og en endelig anerkendelse i 2019. Den blev placeret i gruppe 2 som en hund af pinschertype, ikke i terriergruppen. I dag er de fleste selskabshunde, men lysten til at give alarm, interessen for små gnavere og den store arbejdsglæde gør racens historie relevant også i et moderne hjem.

## At leve med racen

Dansk-svensk gårdhund passer bedst i et hjem, hvor nærhed, aktivitet og hverdagstræning er en naturlig del af livet. Den kan passe til en førstegangsejer, men den praktiske størrelse gør ikke racen kravløs. Ejeren skal sætte pris på en hurtig hund, kunne forebygge jagt og alarmgøen og være klar til at træne ro lige så grundigt som fart.

Samvær med børn skal altid ledes af en voksen. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke forstyrre den, når den spiser, sover eller forsøger at gå væk. Vurdér forældredyrenes adfærd og hundens egen evne til at afbryde leg; udtrykket »børnevenlig race« er ingen garanti for sikkerhed.

En gårdhund kan leve sammen med en kat, men resultatet afhænger af individerne og introduktionen. Undgå, at hunden jager katten, giv katten høje steder og frie flugtveje, og hold de første møder korte og kontrollerede. Smådyr som kaniner og gnavere bør holdes fysisk adskilt, selv om hunden virker rolig under opsyn.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden kommer ud, får lov til at bruge næsen og lærer ikke at vogte over hver eneste lyd i ejendommen. En have erstatter ikke aktivering, og et stort hjem løser ikke udfordringer med at være alene. Begynd alene-hjemme-træningen med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg først tiden, når den virkelig kan slappe af, og sørg for anden pasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

Mød om muligt begge forældre eller andre voksne slægtninge, før du beslutter dig. Læg mærke til, hvordan de hilser, kommer sig efter en overraskelse, reagerer på smådyr og lyde og finder ro efter aktivitet. Den information siger sammen med efterprøvelige sundhedsdata og en opdrætter, som kender sine linjer, mere om hverdagen end generelle løfter om, at racen passer til alle.

Dansk-svensk gårdhund

Danish Kennel Club

The Danish/Swedish Farmdog Club of America

Fédération Cynologique Internationale

Dansk-svensk gårdhund er en livlig, lille til mellemstor skandinavisk gårdhund, kompakt og atletisk med kort, overvejende hvid pels med farvede pletter. Den er meget menneskeorienteret, intelligent og energisk, og den er en kærlig familiehund, når den får daglig motion, træning og mental stimulering.

Wellgoer

Conor's

## Kort fortalt

Tysk Spids – Mittelspitz er den mellemstore variant af tysk spids. Det er en livlig, opmærksom og lærenem selskabshund, som knytter sig tæt til familien og har en naturlig tilbøjelighed til at holde øje med, hvad der sker omkring hjemmet. Racen passer bedst til en ejer, der sætter pris på en årvågen hund og er indstillet på at træne ro og håndtere gøen fra begyndelsen.

- **Racegruppe:** Gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelse:** Tyskland
- **Variant:** En af fem varianter af tysk spids
- **Skulderhøjde:** 35 cm med en afvigelse på 5 cm i begge retninger, altså 30–40 cm
- **Vægt:** Racestandarden angiver ikke et fast vægtinterval; vægten skal passe til hundens størrelse
- **Pels:** Dobbeltpels med lange, lige dækhår og kort, tæt underuld
- **Hverdagsliv:** Aktiv og lærenem, med lav jagtlyst ifølge racestandarden, men udpræget årvågenhed

Mittelspitz er større end kleinspitz og mindre end grosspitz. Det er en selvstændig størrelsesvariant, som ikke skal vurderes efter pomeranianens mål eller udseende. For en kommende ejer er lydniveau, pelspleje og muligheden for at give hunden meningsfuld beskæftigelse vigtigere end boligens størrelse.

## Udseende og pels

Tysk Spids – Mittelspitz skal være kompakt og kvadratisk: Kropslængden skal svare til skulderhøjden. Hovedet bliver smallere frem mod næsen og giver et rævelignende udtryk. Øjnene skal være mørke og mandelformede, mens ørerne er små, trekantede og opretstående. Den buskede hale bæres højt over ryggen.

Den officielle højde er 35 cm, plus eller minus 5 cm. Det giver et interval på 30–40 cm, ikke 32–36 cm eller andre smallere mål, som nogle gange angives. Standarden har ingen fast idealvægt i kilo. En voksen hund skal i stedet have en vægt og et huld, der passer til højde, kropsbygning og muskelmasse.

I Sverige er det tilladt at parre mittelspitz med de nærtliggende varianter grosspitz eller kleinspitz. Efter sådan en parring registreres afkommet som den største forælders variant. Den endelige registrering efter størrelse sker efter en officiel måling, når hunden er over 15 måneder. Spørg derfor, hvor store forældrene og de fuldvoksne nære slægtninge faktisk er.

Pelsen består af to tydelige lag. Dækpelsen er lang og lige og skal stå ud fra kroppen. Underulden er kort, tyk og tæt. Omkring hals og skuldre danner pelsen en krave, og bagsiden af bagbenene har rigelige bukser. Pelsen må ikke være bølget, krøllet eller pjusket, og silhuetten må ikke se formklippet ud.

Godkendte farver er sort, brun, hvid, orange og ulvegrå samt flere farver, som standarden samler under betegnelsen ”andre farver”: orange zobel, creme, creme zobel, sort med tan-aftegninger, sort og sølv, brun med tan-aftegninger samt broget. En broget hund skal have hvid grundfarve og pletter i én farve, som standarden tillader. Farver, der ikke er beskrevet i standarden, medfører diskvalifikation på udstilling.

En grundig gennemredning fra huden og ud cirka en gang om ugen er et praktisk udgangspunkt. Når underulden løsner sig, kan hunden have brug for hyppigere pelspleje. Racen fælder altså, selv om de løse hår ofte mærkes mest i tydelige fældeperioder. Begynd tidligt med håndtering, og vær især opmærksom bag ørerne, i kraven, på benene og under halen.

Standarden tillader et velplejet udtryk, men ikke en formklippet silhuet. Bed opdrætteren vise, hvilke redskaber og hvilken teknik der passer til netop denne pels, før du overvejer en mere omfattende klipning.

## Temperament og personlighed

En racetypisk mittelspitz er opmærksom, livlig, hengiven over for sin ejer og meget lærenem. Racestandarden beskriver også en naturlig skepsis over for fremmede og lav jagtlyst. I hverdagen viser årvågenheden sig ofte ved, at hunden hurtigt reagerer på mennesker, dyr eller lyde uden for hjemmet.

Det betyder ikke, at alle mittelspitzer opfører sig ens. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de tyske spidshunde, der er blevet beskrevet. Mittelspitzgruppen var i gennemsnit forholdsvis tryg og viste sjældent vrede reaktioner i sociale møder, men nogle hunde hilste næsten ikke på fremmede, mens andre hilste meget intenst. Enkelte beskrivelser blev afbrudt på grund af frygt. Spørg derfor ikke kun, om forældrene er ”søde”, men hvordan de reagerer på gæster, pludselige lyde, håndtering og nye miljøer, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Gøen er et centralt spørgsmål i hverdagen. En mittelspitz, der giver alarm, når der sker noget, viser et typisk racetræk, men alarmen behøver ikke fortsætte længe. Beløn ro, lær hunden at gå hen på en bestemt plads, når nogen kommer til døren, og begræns dens mulighed for at overvåge enhver bevægelse uden for vinduet. Vælg ikke racen, hvis du har brug for en hund, der næsten aldrig giver lyd fra sig.

Racen kan fungere godt sammen med børn, når samværet er roligt og respektfuldt. Små børn og hunde skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får lov at være i fred. Den forholdsvis lave jagtlyst kan gøre samlivet med andre dyr lettere, men den garanterer ikke, at alle individer kan omgås katte eller smådyr. Lad introduktionen ske gradvist, og sørg for sikre, adskilte områder.

## Træning og motion

Mittelspitz har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men et fast antal timer passer ikke til alle hunde. En unghund, en veltrænet voksen og en senior har brug for forskellig belastning. Tilpas gåture og aktiviteter efter alder, kondition, helbred og hundens evne til at falde til ro bagefter.

Racen kan være glad for næsearbejde, spor, rallylydighed, agility, dog dancing, lydighed og tricktræning. En god hverdag behøver ikke at indeholde konkurrencer, men hunden har glæde af opgaver, hvor den får lov at snuse, tænke og samarbejde. Variér aktiviteterne med rolige ture og planlagt hvile i stedet for at forsøge at trætte hunden med konstant højt tempo.

Prioritér tidligt:

- ro ved døre og vinduer og ved lyde i opgangen
- indkald og kontakt, selv om racen normalt har forholdsvis lav jagtlyst
- at gå pænt i snor og bevare kontakten blandt mennesker og hunde
- håndtering af poter, pels, mund og ører
- evnen til at lægge sig og hvile, når der ikke skal ske noget

Belønningsbaseret træning giver hunden tydelig information uden frygt eller smerte. Læg mærke til og beløn de rolige øjeblikke, gør den ønskede adfærd let at vælge, og øg forstyrrelserne gradvist. Hvis hunden allerede er begyndt at gø, skal du først øge afstanden eller afskærme den fra det, der udløser reaktionen. Derefter kan I træne en alternativ adfærd.

## Sundhed

Tysk Spids – Mittelspitz beskrives som en grundlæggende sund og robust race, men patellaluksation og arvelige øjenforandringer er to områder, som den svenske raceklub følger. En hvalpekøber bør bede om de faktiske undersøgelsesresultater i stedet for at nøjes med oplysningen om, at forældrene er ”sundhedstestede”.

Patellaluksation betyder, at knæskallen kan forskubbes fra sin normale placering. Nogle hunde viser ingen tydelige symptomer, mens andre kan halte eller indimellem springe et skridt over med det ene bagben. Den svenske raceklub anbefaler, at begge forældredyr har normale knæled. Bed om at se det officielle patellaresultat for hver forælder, og kontrollér, at hundens identitet stemmer overens med resultatet.

Klubben anbefaler også en øjenundersøgelse uden anmærkninger før avl. En officiel øjenundersøgelse udføres af en dyrlæge med særlige kompetencer, og resultatet registreres centralt hos Svenska Kennelklubben. Undersøgelsen kan påvise kliniske øjenforandringer, der er til stede på undersøgelsestidspunktet, men et normalt resultat er ingen garanti for, at hunden aldrig får øjenproblemer. Spørg også, om øjensygdomme har forekommet hos ældre nære slægtninge.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller ikke noget racespecifikt krav om patellaundersøgelse eller øjenundersøgelse for at registrere et mittelspitzkuld. Raceklubbens anbefalinger går derfor længere end de bindende racespecifikke registreringskrav. En hvalp, der er registreret hos Svenska Kennelklubben, har således ikke automatisk to forældre med de resultater, klubben anbefaler.

Bed opdrætteren vise:

- det officielle patellaresultat for begge forældre
- resultatet af øjenundersøgelsen med dato og fuldstændig vurdering
- oplysninger om knæ, øjne, hud og pels hos fuldvoksne nære slægtninge
- BPH-resultater, hvis forældrene eller nære slægtninge har gennemført beskrivelsen

## Historie og oprindelse

Tysk Spids – Mittelspitz er en tysk variant inden for FCI-racen tysk spids. FCI anerkendte tysk spids endeligt i 1957, og den gældende standard opdeler racen i wolfspitz, grosspitz, mittelspitz, kleinspitz og zwergspitz.

Racestandarden gengiver en ældre teori om, at tyske spidshunde stammer fra stenalderens tørvehunde og fra spidshunde i senere bopladskulturer. Standarden formulerer det sådan, at racen ”siges at stamme” fra disse hunde. Det bør derfor læses som en traditionel baggrundsbeskrivelse, ikke som en ubrudt og fuldt dokumenteret stamtavle tilbage til stenalderen.

Den tyske raceklub beskriver den mellemstore spidshund som den størrelse, der længe blev holdt af håndværkere, småbønder og vognmænd, som brugte hundene som årvågne gård- og vagthunde. Mittelspitz fik sin egen plads i standarden for tysk spids i 1969. I dag holdes den først og fremmest som selskabs- og aktivitetshund, men årvågenheden er stadig en del af racen.

## At leve med racen

En mittelspitz kan bo i lejlighed eller hus, hvis den får daglig aktivitet, hvile og træning i at forholde sig roligt til lyde. I et lydhørt etagebyggeri er det vigtigt allerede før købet at overveje, hvordan hunden skal forhindres i at overvåge opgang, vinduer og hoveddør hele dagen. En stor have løser ikke gøen og erstatter heller ikke fælles gåture eller meningsfulde opgaver.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En voksen hund, der er godt vænnet til at være alene, kan som regel være for sig selv i nogle timer, men der er stor forskel på individer, og en lille hvalp skal ikke efterlades alene. En hund, der bliver stresset, gør vedvarende eller ikke kan falde til ro, har brug for kortere træningstrin og mere selskab.

Regn med ugentlig pelspleje og hyppigere gennemredning, når underulden fældes. Håndteringstræningen bør omfatte hele hunden, ikke kun ryggen. Kontrollér samtidig hud, knæ, poter, kløer, ører og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Racen passer til dig, der ønsker en årvågen hund, som står familien nær og holder af at træne, og som accepterer, at årvågenheden kræver aktiv vejledning. Den passer dårligere, hvis stilhed, et meget lavt aktivitetsbehov eller minimal pelspleje er afgørende. Vælg opdrætter ud fra dokumenterede knæ- og øjenresultater, stabile voksne slægtninge og åben information om gøen og frygt – ikke kun efter farve eller en fyldig hvalpepels.

Tysk Spids – Mittelspitz

German Spitz Club of Great Britain

Federation Cynologique Internationale (FCI)

VDH - Verband für das Deutsche Hundewesen (German Kennel Club)

Mellemstor Tysk Spids – Mittelspitz med kvadratisk, kompakt krop, tæt dobbeltpels og fyldig hale båret hen over ryggen. Vågtsom og gøende som vagthund, men samtidig kærlig og menneskeorienteret, med behov for selskab, træning, mental stimulering og regelmæssig pelspleje. Generelt robust, langlivet og aktiv.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet