## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Ammoli's har Tibetansk spaniel i Åtvidaberg enligt uppfödarprofilen. Den egna webbplatsen presenterar Ammoli's som en kennel med Tibetansk Spaniel och berättar att de tidigare fött upp Lhasa Apso. På Om oss-sidan anges att kennelnamnet söktes 2007 och att första kullen kom 2008, då inom Lhasa Apso.

Ammoli's

## Kort fortalt

- Amerikansk akita er en stor og kraftigt bygget spidshund med oprindelse i Japan og videre udvikling i USA. FCI klassificerer den som selskabshund i gruppe 5.
- Skulderhøjden er 66–71 cm for hanner og 61–66 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen vægt. Som en grov rettesnor angiver Svenska Kennelklubben cirka 45–55 kg for hanner og 35–45 kg for tæver.
- Racen beskrives som opmærksom, lydhør, værdig og modig. Den kan samtidig være reserveret og selvstændig, så træning i møder, håndtering og kontrol i hverdagen er vigtig.
- Amerikansk akita kan have svært ved at omgås andre hunde, især hunde af samme køn. Den er derfor sjældent det oplagte valg for en, der ønsker regelmæssige besøg i hundepark eller hundedagpleje.
- Den tætte dobbeltpels fælder kraftigt i perioder. Pelsplejen kræver ingen avancerede teknikker, men mængden af hår og hundens størrelse gør det til et stort stykke arbejde.
- Racen passer bedst til en ejer, der kan forebygge risikable situationer, træne med belønninger og håndtere en meget stærk hund roligt, når omgivelserne bliver urolige.

## Udseende og pels

Amerikansk akita skal give et tydeligt indtryk af størrelse, styrke og balance. Knoglebygningen er kraftig, brystkassen bred og dyb, og kroppen er lidt længere, end den er høj. Det massive hoved danner en stump trekant set ovenfra. Små øjne, et dybt snudeparti og opretstående ører giver racen dens karakteristiske udtryk.

Halen er stor, højt ansat og rigeligt behåret. Den bæres over ryggen eller ind mod siden i en trekvart, hel eller dobbelt ring. Når halen forsigtigt trækkes ned, skal den yderste halehvirvel nå til hasen.

Pelsen består af en blød, tæt underuld og lige, stive dækhår, som står lidt ud fra kroppen. Håret er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene. Ved manken og over krydset er dækhårene omkring fem centimeter lange, mens halen har den fyldigste pels.

Farveudvalget er bredere end hos japansk akita. Rød, gulbrun, hvid, tigret og pinto forekommer med eller uden maske eller blis. En ensfarvet hvid hund har ingen maske. Den gældende FCI-standard fra 2026 diskvalificerer derimod merletegning og leverfarve. Det er vigtigt, fordi ældre racebeskrivelser kan nøjes med at skrive, at alle farver er tilladt.

Børst efter pelsens faktiske behov, ikke efter en fast ugeplan. Før en kam gennem underulden på halsen, bukserne, bag ørerne og omkring halen. Hvis kammen sætter sig fast, eller underulden ligger tæt mod huden, er der brug for en grundigere omgang. Kontrollér samtidig hud, ører, kløer og tænder. Efter bad skal pelsen skylles og tørres helt ind til huden.

## Temperament og personlighed

En Amerikansk akita er som regel opmærksom og selvstændig uden at opsøge kontakt med alle. Racestandarden beskriver et værdigt, modigt og lydhørt temperament. Det betyder ikke, at alle hunde er naturlige vagthunde eller automatisk trygge sammen med børn. Avl, erfaringer, sundhed og træning påvirker, hvordan hunden fungerer.

Træn hunden i, at fremmede mennesker kan være i nærheden uden at tage kontakt. Målet er ikke, at alle skal klappe den, men at den kan passere mennesker, tage imod gæster og blive håndteret uden frygt eller truende adfærd. Beløn rolige reaktioner, og lad hunden holde afstand. En hund, der stivner, spærrer vejen, knurrer eller har svært ved at falde til ro igen, har brug for professionel hjælp.

Møder med andre hunde kræver særlig omtanke. FCI skriver udtrykkeligt, at Amerikansk akita kan være intolerant over for andre hunde, især hunde af samme køn. Det beskriver en risiko i racen, ikke hvad hvert individ vil gøre. En ældre svensk avlsstrategi fremhævede også aggression mod hunde og tilbageholdenhed over for fremmede som praktiske udfordringer, men grundlaget var lille: kun 19 hunde deltog i MH-beskrivelser i 2008–2014, og én hund havde gennemført BPH. De tal kan ikke beskrive hele den nuværende bestand.

Vurdér forældrene og voksne slægtninge i almindelige situationer. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede, smalle passager, håndtering og hunde af begge køn. En hvalp kan få et godt forhold til hunden i hjemmet uden at acceptere ukendte hunde som voksen. Hundeparker og hilsner i snor med fremmede hunde er ofte dårlige valg.

## Træning og motion

Amerikansk akita har brug for daglig bevægelse, næsearbejde og samarbejde, men intet fast antal minutter passer til alle. En sund voksen hund kan sætte pris på længere ture, vandring, spor, søg og rolig træning af kropskontrol. Tilpas mængden efter alder, form, underlag, temperatur og restitution. Den kraftige krop og tætte pels betyder, at aktivitet i varmt vejr skal planlægges forsigtigt.

Den tidlige træning bør fokusere på de færdigheder, der gør det sikkert at håndtere en stærk hund i hverdagen:

- at gå i løs line og kunne vende roligt væk fra forstyrrelser
- frivillig kontakt og at vente bag døre og låger
- indkald på indhegnet område og sikre alternativer, når hunden ikke bør gå løs
- spor- og søgeøvelser, som kan udføres på afstand af andre hunde
- rolig og frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels
- hvile og evnen til at falde til ro efter aktivitet

Belønningsbaseret træning passer bedre til racens selvstændighed end hårde korrektioner. Korte, tydelige øvelser med et forståeligt mål giver ofte mere end mange ens gentagelser. Mad, større afstand, mulighed for at snuse, leg eller adgang til et ønsket sted kan alle bruges som belønning.

Hvalpe og unghunde skal have lov til at udforske, lege og bevæge sig varieret uden lange løbeture, tung belastning eller mange gentagne spring. Øg sværhedsgraden trinvis. Halthed, stivhed eller modvilje mod at bevæge sig bør vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Amerikansk akita er omfattet af et bindende svensk program for hofteledsdysplasi, HD. Svenska Kennelklubben registrerer ikke afkom, hvis et af forældredyrene manglede en officiel hoftestatus ved parringen. En officiel status betyder dog ikke automatisk grad A eller B. Efter kennelklubbens generelle regler må en hund med HD E ikke bruges i avl, mens en hund med HD D kun må parres med en hund, der har A eller B. Bed om at se selve graden og undersøgelsesdatoen, ikke blot en besked om, at forældrene er “røntgenundersøgt”.

Den svenske avlsstrategi for racen bygger hovedsageligt på data fra 2008–2014 og skal læses som et dateret grundlag, ikke som aktuelle tal for forekomsten. For få hunde var undersøgt til sikre konklusioner om hofter, albuer eller øjne i hele racen. Dokumentet anbefaler hoftegrad A eller B, albuegrad 0 og gentagne øjenundersøgelser, altid også før den første parring. Albue- og øjenresultater er værd at spørge til, men de er ikke det samme som det bindende HD-krav for racen i de svenske registreringsregler fra 2026.

Bed om følgende for begge forældre og, når det er muligt, ældre helsøskende og tidligere afkom:

- den præcise HD-grad samt albueresultat og undersøgelsesdato
- resultatet af øjenundersøgelsen og datoen for den
- tilbagevendende hud-, pels-, knæ- eller øjenproblemer hos nære slægtninge
- diagnoser af sebacøs adenitis eller uveodermatologisk syndrom hos nære slægtninge
- hvor gamle nære slægtninge blev, og hvilke sygdomme der påvirkede deres liv

En liste over undersøgelser er ingen garanti for sundhed. Resultaterne skal ses sammen med slægtens sygdomshistorik, hvordan hundene fungerer i hverdagen og hvor godt forældredyrene supplerer hinanden. Akita Club of America anbefaler desuden undersøgelser af hofter, øjne og skjoldbruskkirtel. Det kan være relevant, når amerikanske eller andre udenlandske linjer indgår.

Amerikansk akita er stor og dybbrystet, så ejere bør kende tegnene på mavedrejning, GDV. Tilstanden er akut og livstruende. Forgæves opkastningsforsøg, kraftig savlen, uro, gispen, en udspilet eller smertefuld bug, blege slimhinder, svaghed eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

## Historie og oprindelse

Amerikansk akita har japansk oprindelse, men blev udviklet som en selvstændig type i USA. Den gældende FCI-standard beskriver, hvordan mellemstore Akita Matagi-hunde blev brugt til hundekampe fra 1603. Fra 1868 blev de krydset med blandt andet tosa og mastiff, hvilket øgede størrelsen, men svækkede flere spidshundetræk. Hundekampe blev forbudt i 1908, og ni akitaer blev udpeget som japanske naturmonumenter i 1931.

Bestanden faldt kraftigt under anden verdenskrig. Hunde blev konfiskeret, fordi pelsen blev brugt til militært tøj, mens nogle ejere krydsede deres hunde med schæferhunde for at undgå ordren. Flere typer var tilbage efter krigen. Hunde fra Dewa-linjen, med træk fra mastiff og schæferhund, blev taget med til USA af amerikansk militærpersonel.

Disse linjer blev videreudviklet i USA. Akita Club of America blev stiftet i 1956, og American Kennel Club optog racen i sin stambog og gav den ordinær udstillingsstatus i oktober 1972. Fordi de amerikanske og japanske kennelklubber dengang ikke anerkendte hinandens stamtavler, udviklede den amerikanske bestand sig uden nye japanske blodlinjer. Resultatet blev den større og tungere type med flere godkendte farver, som FCI i dag anerkender som Amerikansk akita.

## At leve med racen

En Amerikansk akita kan være rolig indendørs, men hverdagen skal også fungere, når en kat løber forbi, en løs hund nærmer sig, eller et barn åbner hoveddøren. Det afgørende er ikke kun, hvor meget plads du har, men om du kan opretholde sikre rutiner hver dag.

Aktivt opsyn fra en voksen er nødvendigt omkring børn. En hund af denne størrelse kan vælte et barn uden at ville det. Børn må aldrig forstyrre hunden, når den spiser, sover eller prøver at trække sig væk. Vælg opdrætter ud fra de voksne hundes faktiske adfærd omkring børn, ikke en generel påstand om, at racen er beskyttende.

Samvær med en anden hund, kat eller et mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men erstatter ikke låger, separate hvilepladser, kontrollerede introduktioner og mulighed for at holde dyrene adskilt. Et godt forhold til katten i hjemmet siger heller ikke med sikkerhed, hvordan hunden reagerer på en kat udendørs.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis der er plads til at håndtere hunden, trange møder kan undgås, og hunden får bevægelse og mental aktivitet ude. En have skal være sikkert indhegnet og erstatter aldrig ture eller træning. Træn alene-hjemme gradvist med korte, rolige perioder i begyndelsen. Vurdér, om den enkelte hund faktisk kan falde til ro, frem for at følge en generel tidsgrænse.

Før du vælger hvalp, bør du møde mindst tæven og helst flere voksne slægtninge. Bed om at se, hvordan hundene går i line, tager imod gæster og falder til ro efter noget uventet. Kontrollér selv sundhedsresultaterne, og spørg, hvordan opdrætteren vurderer, hvilken hvalp der passer til dit hjem. Amerikansk akita er først det rette valg, når du værdsætter dens selvstændighed og samtidig har tid, styrke og dømmekraft til at håndtere hunden uden at ty til fysisk magt.

Amerikansk akita

The Kennel Club (UK)

Stor, kraftig spidshund med bredt, bjørnelignende hoved og ringlet hale. Rolig, loyal og stærkt beskyttende over for familien, men reserveret over for fremmede og ofte afventende i mødet med andre hunde. Tyk dobbeltpels, som fælder meget. Intelligent, selvstændig og egner sig bedst til erfarne ejere med konsekvent lederskab.

Har haft AA sen -95. Har just nu 2 tikar så tillsammans med min man finns det nu 10 hundar här hemma 😊
American akita,  Norsk gråhund och Jämthundar

Cialis Änglar (smölas änglar på fb)

Parson russell terrier

Svenska Terrierklubben (Sweden)

Verein für Deutsche Spitze e.V. (Germany)

Société Centrale Canine (France)

Parson russell terrier er en mellemstor, langbenet og atletisk rævejagterrier med glat eller ru, hvid pels. Den er energisk, intelligent, modig og hengiven og har brug for meget motion, konsekvent træning, mental stimulering og tydelige grænser i et aktivt hjem.

Joygarden i Dannike har Parson russell terrier i uppfödarprofilen. Den publika profilsidan beskriver en liten uppfödning av Parson Russell terriers. Hallands Kennelklubbs Tvååkerkatalog 2023 ger ett separat katalogspår: en Joygarden's-prefixpost under Parson Russell Terrier med registreringsnummer SE29298/2021 och Dannike i uppfödaruppgiften.

Joygarden

Pointer

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Pointer er en atletisk og elegant stående jagthund, kendt for sin karakteristiske stand og sin fremragende lugtesans. Den er kærlig, sensitiv og meget menneskeorienteret og har brug for 1–2 timers daglig motion og mental stimulering. Den korte, glatte pels er let at holde og passer til aktive ejere, der kan lide at være udendørs.

Belger du Nord i Strömstad har Pointer i uppfödarprofilen. På den egna Om oss-sidan beskriver kenneln uppfödning av Finsk stövare, Pointer och Shetland Sheepdog och placerar verksamheten öster om Strömstad i Norra Bohuslän. Pointer-kullsidan ger ett historiskt Pointer-spår med RB-kullen född 2021 och NB-kullen född 2022.

Belger du Nord

## Kort fortalt

Russkiy toy er en meget lille russisk selskabshund, der forener en let kropsbygning med et vågent og aktivt væsen. Racen er anerkendt af FCI og findes i to pelsvarianter: glathåret og langhåret.

- Racestandarden angiver en skulderhøjde på 22–27 cm og en maksimal vægt på 3 kg. De samme mål gælder for hanner og tæver.
- En russkiy toy skal være aktiv, meget glad, nysgerrig og tæt knyttet til sin ejer, men hverken sky eller aggressiv.
- Den glathårede variant har kort, blank pels uden underuld. Den langhårede har middellang pels og tydelige faner på ører, ben og hale.
- En russkiy toy har brug for daglige ture, leg og opgaver, der aktiverer hovedet. Den er lille, men skal ikke behandles som pynt.
- Kroppen er let og spinkel. Samvær med børn og større hunde skal derfor foregå roligt og under nøje opsyn.
- I svensk avl er en officiel patellastatus et registreringskrav. Raceklubben har desuden gældende retningslinjer for patella og øjenundersøgelse.

Racen kan passe til den, der ønsker en opmærksom hund i en tæt hverdag og holder af korte træningspas, gåture og fælles aktiviteter. Den passer dårligere i et hjem, hvor så lille en hund risikerer at blive tabt, trådt på eller udsat for voldsom leg.

## Udseende og pels

Russkiy toy er lille, elegant og næsten kvadratisk med lange ben, fin knoglebygning og tør muskulatur. Den skal se harmonisk og bevægelig ud, ikke tung eller overdrevent skrøbelig. De store, tynde og opretstående ører er et tydeligt kendetegn. Standarden angiver 22–27 cm i skulderhøjde og højst 3 kg, med 25 cm og 2,3 kg som ønskede pejlemærker. Ingen kan love en hvalps endelige størrelse, så se på begge forældre og voksne nære slægtninge.

Begge pelsvarianter tilhører samme race. Den glatte pels er kort, tætliggende og blank uden underuld eller hårløse pletter. Hos den langhårede variant er pelsen på krop og hals cirka 3–5 cm lang. Den skal ligge tæt og være lige eller let bølget med markante faner på ben og hale. Hos en voksen langhåret hund danner det lange hår på ørerne de karakteristiske frynser.

Godkendte farver omfatter sort, brun, blå eller en meget lys, fortyndet nuance med tan-aftegninger samt rød i forskellige nuancer med eller uden mørkere hårspidser, creme og fawn. Små farveforskelle siger intet om hundens temperament eller om, hvordan den fungerer i hverdagen.

Pelsplejen er som regel enkel. Gå jævnligt pels og hud igennem, red frynserne på den langhårede variant, før der opstår filtre, og bad hunden, når den er beskidt. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsmængde, vejr og hverdag, ikke af en fast ugeplan. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Den naturlige hale er middellang; halekupering er forbudt i Sverige.

## Temperament og personlighed

En racetypisk russkiy toy skal være aktiv, meget glad, nysgerrig og tæt knyttet til sit menneske. Det beskriver racens ideal, ikke en garanti for, hvordan hvert individ reagerer. Arv, opvækst, erfaringer og den konkrete situation påvirker, om hunden møder ukendte mennesker og miljøer med selvtillid, tilbageholdenhed eller uro.

Mange individer registrerer hurtigt lyde og bevægelser. Gøen kan derfor blive en udfordring i hverdagen, især i opgange eller ved vinduer. Begynd tidligt med at belønne ro, lær hunden at gå væk fra døren eller vinduet på signal, og giv den et uforstyrret hvilested. At løfte hunden op, hver gang der sker noget, løser sjældent det egentlige problem; den har brug for støtte til at øve sig i situationer, der er udfordrende, men stadig til at håndtere.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde, trafik, forskellige underlag og andre hverdagsindtryk uden at blive presset for langt. Vælg rolige hundekontakter, og giv hvalpen mulighed for at øge afstanden. Racen er så lille, at en venlig, men voldsom større hund kan skade den uden at have til hensigt at gøre det.

Hvis du vil vurdere en hvalps temperament, bør du møde moderen og gerne andre voksne slægtninge. Spørg, hvordan de reagerer på gæster, lyde, håndtering, hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro efter en overraskelse. En BPH-adfærdsbeskrivelse kan give mere viden om reaktionerne hos de hunde, der har deltaget, men er ikke en enkel bestået-eller-ikke-bestået prøve.

## Træning og motion

En russkiy toy har brug for at bevæge sig, udforske og lære hver dag. Størrelsen fjerner ikke behovet for gåture eller mental aktivering, men mængde og intensitet skal tilpasses alder, helbred, vejr og individ. En god hverdag rummer flere lufteture, gåture med tid til at snuse, leg, korte træningspas og tid til at falde til ro. Der findes ikke et fagligt fastsat antal minutter, som passer til alle hunde af racen.

Belønningsbaseret træning med gradvist højere sværhedsgrad passer den kvikke hund, som ofte gerne vil samarbejde. Prioritér indkald, rolige hundemøder, at gå i løs line, tryg håndtering af poter og mund samt evnen til at slappe af på en bestemt plads. Træn også hunden i at vente ved døre og i ikke at kaste sig ud af favnen eller ned fra møbler. For en hund på højst 3 kg er kontrollerede bevægelser og sikre hverdagsvaner vigtige.

Racen kan have glæde af blandt andet rallylydighed, nose work, spor, freestyle og agility med udstyr og underlag, der passer til størrelsen. Aktiviteten skal opbygge selvtillid og samarbejde, ikke kun sætte tempoet op. Hvis hunden bliver ukoncentreret, gør mere eller har svært ved at falde til ro, kan den have brug for lettere opgaver og mere restitution frem for automatisk mere motion.

Hvalpe skal have lov til at udforske og opbygge styrke uden lange, påtvungne strækninger eller gentagne høje spring. Øg belastningen gradvist. Kulde, regn og stærk varme kan hurtigt påvirke en meget lille hund, så tilpas turen efter, hvordan hunden faktisk bevæger sig og har det.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterbare sundhedskontroller for russkiy toy i Sverige vedrører knæ, øjne og mund. Det betyder ikke, at alle hunde bliver syge, men det giver hvalpekøberen konkrete resultater at kontrollere og opdrætteren et bedre grundlag for avlsbeslutninger.

Russkiy toy er omfattet af et svensk sundhedsprogram for patellaluksation. For at afkommet kan registreres, skal begge forældre have en officiel patellastatus registreret før parringen. Undersøgelsen kan udføres fra tolv måneders alder af en dyrlæge med den krævede specialistkompetence. Resultatet graderes fra 0 til 3. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og resultat i stedet for kun at godtage, at knæene er blevet “tjekket”.

Svenska Russkiy Toyklubbens avlspolitik er strengere end selve registreringskravet. Siden 18. marts 2026 har klubbens politik tilladt højst 0/1, og en hund med dette resultat må kun parres med en hund, der har 0/0. Klubben kræver også en officiel øjenattest, der højst er et år gammel, til sine opdrætter-, hvalpehenvisnings- og hanhundelister. Det er vigtigt at skelne mellem klubbens politik og Svenska Kennelklubbens bindende registreringsregel.

Enkeltstående fund af blandt andet forskellige former for grå stær, PRA og vitreusprolaps er dokumenteret i racen. Det er en god grund til at kontrollere aktuelle øjenresultater, men betyder ikke, at alle russkiy toy har samme risiko, eller at én gammel øjenundersøgelse beskriver hundens øjenstatus resten af livet. Hvis resultatet indeholder en anmærkning, bør du spørge om diagnosens præcise navn og den undersøgende dyrlæges anbefaling.

Tænderne kræver opmærksomhed fra hvalpealderen. Kontrollér, at mælketænderne falder ud, når de blivende tænder bryder frem, og få en dyrlæge til at vurdere tænder, der bliver siddende. Begynd tandbørstning tidligt, helst dagligt, for at mindske plak og tandsten. Påstande om hjertesygdom, hypoglykæmi eller et generelt behov for DNA-test har ikke tilstrækkeligt aktuelt, racespecifikt belæg til at blive fremstillet som generelle risici. Sådanne spørgsmål skal vurderes individuelt af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Russkiy toys tidligste oprindelse er ikke fuldt klarlagt, og en pålidelig fremstilling bør begynde med den dokumenterede udvikling i det 20. århundrede. English toy terrier var en populær dværghund i Rusland i begyndelsen af århundredet. Mellem 1920 og 1950 ophørte næsten al organiseret avl i Sovjetunionen, og bestanden faldt kraftigt.

I midten af 1950'erne begyndte russiske opdrættere at genopbygge deres egen toyterriertype. Mange af hundene var uden stamtavle, og den nye standard kom til at adskille sig tydeligt fra standarden for english toy terrier. Russkiy toy udviklede sig derefter videre som en selvstændig race.

Den langhårede variant har et usædvanligt veldokumenteret udgangspunkt. Den 12. oktober 1958 blev en hanhvalp født efter to glathårede hunde, hvoraf den ene havde lidt længere pels. Hvalpen udviklede lange frynser på ører og ben. Egenskaben blev bevaret gennem videre avl under ledelse af Moskva-opdrætteren Yevgueniya Fominichna Zharova, og varianten blev kendt som den langhårede Moskva toy terrier.

FCI godkendte racen foreløbigt i 2006 og endeligt i 2017. Sverige godkendte den i 2006; samme år blev navnet ændret til russkiy toy, og racen blev placeret i gruppe 9 for selskabshunde. I dag er glathåret og langhåret to varianter af den samme anerkendte race.

Fortællinger om adelsdamer, rottefangst og “levende ringeklokker” findes i ældre racetekster, men den svenske avlsstrategi beskriver den tidlige historie som vanskelig at fastslå og i høj grad baseret på mundtlige overleveringer. De oplysninger bør derfor ikke fremstilles som sikker historie.

## At leve med racen

En russkiy toy kan trives både i lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end regelmæssige lufteture, aktivitet, hvile og træning. I etagebyggeri skal du arbejde særligt med lyde, situationer ved døren og gøen. En lille krop betyder ikke, at gåture kan erstattes af, at hunden bliver båret eller får lov at klare sine behov indendørs.

Når det gælder børn, er det afgørende spørgsmål ikke, om racen er “børnevenlig”, men om de voksne kan beskytte både hund og barn. Små børn skal altid have en voksen til stede. De må ikke bære eller jage hunden eller forstyrre den, når den spiser eller hviler. Indret et trygt sted, hvor barnet ikke følger efter. Selv et hændeligt fald kan skade en hund, der højst vejer 3 kg.

Den samme forsigtighed er nødvendig med større hunde. Vælg rolige legekammerater, afbryd fysisk voldsom leg, og lad ikke størrelsesforskellen blive et eksperiment. Samliv med en kat eller en anden hund kan fungere, men afhænger af individerne og introduktionen. Begynd på afstand med korte, kontrollerede møder. Katten skal have egne ressourcer og en sikker flugtvej.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden føler sig tryg i hjemmet. Begynd med at gå væk eller forlade hjemmet i meget kort tid, og øg først, når hunden kan hvile. Et kamera kan afsløre rastløs vandren, lyd eller forsøg på at følge efter. Jordbruksverkets råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, siger ikke, hvor længe netop din hund trives alene; hvalpe, ældre hunde og urolige individer har brug for hyppigere opsyn og luftning.

Før køb bør du kontrollere:

- at navne og registreringsnumre stemmer på forældrenes dokumenter og attester,
- officiel patellastatus og undersøgelsesdato for begge forældre,
- aktuelle øjenresultater og betydningen af eventuelle anmærkninger,
- hvordan tænder, bevægelser og temperament er fulgt op hos hvalpen og voksne slægtninge,
- hvordan opdrætteren vænner hvalpene til håndtering, hverdagslyde, forskellige underlag og meget korte perioder med afstand.

Det rette hjem ser russkiy toy som en rigtig hund i miniformat: aktiv, lærenem og social, men også fysisk sårbar i situationer, som en større hund ofte klarer uden problemer.

Russkiy toy

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Lille, elegant selskabshund (1–3 kg, 20–28 cm) med enten glat eller lang pels. Livlig, atletisk og meget knyttet til familien, vælger ofte én yndlingsperson. Opmærksom og gøende, trives bedst med blid, men konsekvent træning og moderat motion, men er fysisk skrøbelig og skal håndteres varsomt.

Formositas i Skultuna har Russkiy toy i uppfödarprofilen. SKK Hunddata visar en Formositas-post med registreringsnummer SE29970/2022 under rasen Russkiy Toy. Svenska Russkiy Toyklubbens uppfödarlista ger ett separat spår genom att lista Formositas i Skultuna. Det ger två oberoende hållpunkter för kennelprefixet inom rasen.

Formositas

## Kort fortalt

- Belgisk hyrdehund – malinois er den korthårede variant af belgisk hyrdehund. Hos FCI og Svenska Kennelklubben regnes malinois, groenendael, tervueren og laekenois som fire varianter af samme race, der hovedsageligt adskilles af pels og farve.
- Malinois er en middelstor, kvadratisk og atletisk brugshund. Den ideelle skulderhøjde er 62 cm for hanner og 58 cm for tæver; racestandarden tillader 2 cm under og 4 cm over idealet.
- Racen er årvågen, hurtig i både tanke og handling og avlet til samarbejde og arbejde. At den lærer hurtigt, betyder derfor ikke, at den er nem at leve med: træningen skal også udvikle ro, impulskontrol og evnen til at restituere.
- En malinois passer bedst hos en ejer, der vil træne regelmæssigt og kan give hunden både fysisk aktivitet og opgaver, der bruger næse og hjerne, hver dag. Lange ture alene udgør sjældent et fuldstændigt program.
- Familiehund, sportshund og tjenestehund er ikke modsætninger, men valget af opdrætter og kuld er afgørende. Se på forældrenes adfærd i hverdagen, mentalbeskrivelse, arbejdsresultater, sundhed og tidligere afkom – ikke kun på racenavnet.

## Udseende og pels

Malinois skal være middelstor, kvadratisk og kraftfuld uden at virke tung. Kropslængden skal derfor omtrent svare til skulderhøjden, ikke give et tydeligt langstrakt indtryk. Hovedet er tørt og fintmejslet, ørerne små, trekantede og opretstående, og bevægelserne skal være lette og livlige.

Racestandardens idealhøjde er 62 cm for hanner og 58 cm for tæver, med en tolerance på 2 cm under og 4 cm over. En omtrentlig vægt er 25–30 kg for hanner og 20–25 kg for tæver. Tallene beskriver en voksen hund i normal foderstand; proportioner, muskler og huld fortæller mere end et enkelt tal på vægten.

Malinois er korthåret. Pelsen er meget kort på hovedet, ydersiden af ørerne og den nederste del af benene, lidt fyldigere omkring hals, lår og hale og forsynet med underuld. Farven skal være rød fawn med sorte hårspidser og en tydelig sort maske. Lidt hvidt tolereres på forbryst og tæer, men store hvide aftegninger hører ikke til standarden.

Pelsen kræver ikke avanceret salonpleje. Børst den, når hårene løsner sig, og bad hunden, når den faktisk er beskidt. Under fældning er det nyttigt at børste oftere. Efter arbejde i skov, højt græs eller vand bør du samtidig kontrollere hud, poter, kløer og ører. Den korte pels gør kontrollen enkel, men erstatter ikke en regelmæssig gennemgang af hundens krop.

## Temperament og personlighed

En typisk malinois er årvågen, aktiv og meget klar til at handle. Samtidig beskriver raceidealet en selvsikker hund uden frygt eller aggressivitet. Høj intensitet er ikke det samme som manglende evne til at regulere sig, og en hund, der konstant er stresset, er ikke mere racetypisk, blot fordi den er hurtig.

Variationen mellem individer er betydelig. Svenska Kennelklubben opfordrer købere til at regne med forskelle både mellem varianterne og mellem de enkelte hunde. Et mærkat som ”brugs-, tjeneste- eller udstillingslinje” er derfor ikke et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag. Bed om at se, hvordan forældrene hilser på mennesker, falder til ro efter en overraskelse, lader sig håndtere, passerer andre hunde og slapper af, når der ikke sker noget. Læs hele Mentalbeskrivning Hund (MH), den svenske mentalbeskrivelse for brugshunde, og spørg, hvordan søskende og tidligere afkom fungerer i hverdagen.

En velmatchet og velhåndteret malinois kan fungere godt med børn, men dens fart og hurtige reaktioner kræver, at en voksen er til stede. Børn og hund bør have hver sit uforstyrrede hvilested, og voldsom leg bør stoppes, før hunden begynder at jage bevægelse eller bliver for opkørt. Små børn skal aldrig have ansvar for træning eller gåture. Den samme forsigtighed gælder omkring katte, smådyr og fremmede hunde: udfaldet afhænger af individet, tidligere erfaringer og træning. Byg introduktionerne gradvist op, og sørg for, at dyrene kan adskilles.

## Træning og motion

Malinois har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et troværdigt fast timetal, som passer til alle hunde. Alder, sundhed, kondition, arbejdsopgave og evne til at restituere skal styre planen. En god uge kan veksle mellem ture og konditionstræning på den ene side og spor, søg, lydighed, brugsarbejde eller anden målrettet træning på den anden. Målet er ikke at gøre hunden så træt som muligt, men at udvikle nyttige færdigheder og en holdbar hverdag.

Prioritér tidligt kontakt, indkald, lineføring, håndtering, stop- og slipkommando samt evnen til at vente og hvile. Træningen bør være belønningsbaseret, tilpasset individet og gradvist gøres sværere i takt med hundens udvikling. Korte, tydelige træningspas med pauser giver ofte bedre kvalitet end at gentage, indtil hunden mister præcision eller bliver overgearet.

Hvalpe og unghunde skal ikke motioneres som fuldvoksne tjenestehunde. Opbyg styrke, tryghed i forskellige miljøer og kropskontrol gradvist, og lad ikke ensidig boldjagt, spring eller lange løbeture udgøre hele aktivitetsplanen. Hold øje med bevægelser og restitution. Stivhed, halthed, dårligere koncentration eller en hund, der ikke kan falde til ro efter aktivitet, er grunde til at reducere belastningen og om nødvendigt rådføre sig med en dyrlæge eller en erfaren instruktør.

En førstegangsejer kan lykkes, men læringskurven er stejl. En realistisk plan omfatter adgang til en brugshundeklub eller erfaren træner, støtte fra opdrætteren og en konkret idé om, hvad hunden skal arbejde med på mørke hverdagsaftener og i perioder uden konkurrence eller tjenestearbejde.

## Sundhed

Belgisk hyrdehund beskrives som en overvejende sund og robust race, men hofter, albuer, epilepsilignende anfald og rygproblemer fortjener særlig opmærksomhed. Før et hvalpekøb er det vigtigt at skelne mellem bindende registreringsregler og raceklubbens strengere avlsråd og at undersøge den bredere familie, ikke kun hvert forældredyrs eget resultat.

Ved svenskregistreret avl kræver de gældende regler fra Svenska Kennelklubben officiel hofte- og albuestatus samt kendt mental status for de forældredyr, der er omfattet af bestemmelserne. For hunde født fra og med 2016 betyder kendt mental status en fuldstændig MH med alle 33 positioner registreret. En Beteende- och personlighetsbeskrivning hund (BPH), den generelle svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse, erstatter ikke dette krav for belgisk hyrdehund. Den racespecifikke avlsstrategi (RAS) anbefaler derudover A- eller B-hofter, albuer uden anmærkninger og værdien 1 eller 2 i MH's skudmoment. Bed om at se de originale resultater, og kontrollér også søskende og tidligere afkom.

Oplysninger om epilepsi skal tolkes varsomt. En ældre RAS-undersøgelse indeholdt oplysninger om kramper eller epilepsilignende anfald hos en mindre andel malinois, men ejernes oplysninger er ikke det samme som diagnoser stillet af dyrlæger, og tallene viser ikke, hvor almindeligt problemet er i racen i dag. Forskning viser en arvelig komponent ved epilepsi hos belgisk hyrdehund, med det stærkeste publicerede grundlag for groenendael og tervueren. Spørg derfor udtrykkeligt til anfald hos forældre, søskende, halvsøskende og tidligere afkom i stedet for at slå dig til tåls med en bred kommerciel DNA-pakke.

RAS-undersøgelsen pegede også på rygproblemer hos malinois, men igen var der tale om ejeroplysninger fra en ældre stikprøve, som ikke bør læses som den nuværende forekomst. Spørg til spondylose, lumbosakrale problemer, tilbagevendende halthed og arbejdsrelaterede skader i familien. For en aktiv hund er en ærlig familiehistorik, officielle ledresultater og en plan for gradvis fysisk opbygning mere nyttige end en lang liste over mulige diagnoser.

## Historie og oprindelse

Malinois stammer fra Belgien og blev udviklet fra de lokale hyrdehunde, der var i brug i slutningen af 1800-tallet. Den belgiske hyrdehundeklub blev stiftet i Bruxelles i 1891. Samme år samlede veterinærprofessor Adolphe Reul 117 hunde for at beskrive og udvælge en mere ensartet type, og i 1892 forelå den første detaljerede racestandard.

De første belgiske hyrdehunde blev optaget i den belgiske stambog i 1901, og omkring 1910 blev type og temperament anset for at være etableret. I den nuværende FCI-standard er belgisk hyrdehund én race med fire varianter: den korthårede malinois, de langhårede groenendael og tervueren samt den ruhårede laekenois. Malinois har navn efter Malines, det franske navn for byen Mechelen, hvor den korthårede type blev udviklet.

Arbejdet ændrede sig, da behovet for traditionel hyrdning blev mindre. De egenskaber, der var nødvendige omkring dyr og gård – opmærksomhed, bevægelighed, udholdenhed og tæt samarbejde – fik i stedet anvendelse i brugsprøver, søg, bevogtning og tjenestearbejde. Den baggrund forklarer racens kapacitet, men betyder ikke, at hvert individ automatisk egner sig til enhver opgave.

## At leve med racen

Livet med en malinois fungerer bedst, når aktivitet, restitution og regler i hjemmet er planlagt, før hunden flytter ind. En stor, tom have erstatter ikke samarbejde, og en lejlighed er ikke automatisk uegnet. Det afgørende er, om hunden kan få daglig fysisk og mental aktivitet, lære at være rolig indendørs og håndteres sikkert i opgange, offentlig transport og møder med andre hunde.

Alenetid skal trænes gradvist. En voksen hund, der er tryg ved at være alene, kan normalt klare nogle timer, mens en lille hvalp ikke kan efterlades alene. Det svenske Jordbruksverket anbefaler desuden, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne og oftere, når de er unge eller gamle. Det er en tilsynsgrænse, ikke et mål for, hvor længe en malinois bør være alene. Hundens faktiske reaktion afgør, om træningen skal gå langsommere.

Før du køber en hvalp, bør du kunne svare ja til følgende:

- Jeg har et konkret træningsmål og tid til både aktivitet og hvile hver dag.
- Jeg har mødt forældredyrene eller fået troværdige oplysninger om deres hverdag, MH-resultater, arbejdsevne og restitution.
- Jeg har kontrolleret officiel hofte-, albue- og mentalstatus og spurgt til epilepsilignende anfald, rygproblemer og temperament i den nærmeste familie.
- Jeg har en plan for børn, gæster og andre dyr, der bygger på opsyn, adskillelse og gradvis træning.
- Jeg har adgang til kompetent hjælp, hvis hundens intensitet, frygt, jagtadfærd eller stress bliver svær at håndtere.

For den rette fører er malinois en usædvanligt alsidig træningsmakker. Det holdbare valg er dog ikke den hvalp, der virker mest eksplosiv, men det individ, hvis egenskaber, familiehistorik og avlsmål passer til det liv, du reelt kan tilbyde.

Belgisk hyrdehund – malinois

Deutscher Club für Belgische Schäferhunde e.V. (Germany)

Belgisk hyrdehund – malinois: mellemstor til stor, slank og meget atletisk hyrdehund med kort fawnfarvet pels og sort maske. Ekstremt intelligent, intens, loyal og meget menneskeorienteret. Har brug for tydelig struktur, daglig mental stimulering og masser af motion; trives bedst hos erfarne og meget aktive ejere.

Orespray's

Kleiner Münsterländer

Verband für Kleine Münsterländer e.V.

Svenska Münsterländerklubben (Sweden)

Dansk Münsterländer Klub (Denmark)

Kleiner Münsterländer er en middelstor, brun-hvid allround jagthund fra Tyskland, som forener en elegant, letplejet fjerpels med stærke arbejdsevner. Den er menneskeorienteret, sensitiv og intelligent og har brug for regelmæssig træning, mental stimulering og et aktivt udeliv, men slapper roligt af derhjemme.

Wildbachberger Kennel

Norsk lundehund

Norwegian Kennel Club

Swedish Kennel Club

Fédération Cynologique Internationale

Dansk Kennel Klub

Norsk lundehund er en sjælden, lille spidshund, der kendetegnes ved mindst seks tæer på hver pote, stor smidighed og en vejrbestandig dobbeltpels. Den blev tidligere brugt til jagt på lunder på norske klipper, men er i dag en aktiv og opmærksom selskabshund, som har behov for nænsom træning samt regelmæssig mental og fysisk stimulering.

Boromir i Fjärdhundra har Norsk lundehund i uppfödarprofilen. Den egna webbplatsen är märkt Boromir – Norsk Lundehund, har en separat rasinfosida och anger att första kullen föddes 1992. Norsk Lundehund Klubb listar också Boromir bland svenska uppfödare och länkar till samma webbplats.

Boromir

## Kort fortalt

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i det skotske højland og på de vestlige øer
- **Racegruppe:** Terrier, sektionen for små terriere
- **Skulderhøjde:** cirka 28–31 centimeter
- **Vægt:** ideelt 6–7,5 kilo i forhold til højden
- **Pels:** ruhåret dækpels over en kort, blød underuld
- **Farver:** creme, hvedefarvet, rød, grå eller næsten sort, med eller uden tigrering
- **Typiske træk:** aktiv, modig, nysgerrig og selvstændig
- **Passer bedst til:** den, der vil give en lille arbejdende terrier både opgaver og tydelige rammer i hverdagen

Cairn terrier er en lille, men robust britisk terrier, som blev avlet til praktisk arbejde blandt stendynger og på gårde. Størrelsen gør hunden nem at have med, men siger ikke meget om aktivitetsniveauet: Racen har brug for at bruge både kroppen og hovedet. Den passer bedre til den, der værdsætter terrierens initiativ, end til den, der ønsker en hund, som automatisk venter på instruktioner.

## Udseende og pels

Cairn terrier skal se naturlig, bevægelig og arbejdsdygtig ud. Racestandarden angiver en skulderhøjde på cirka 28–31 centimeter og en idealvægt på 6–7,5 kilo i forhold til højden. Kroppen er kompakt med lige ryg, stærke kæber, små spidse ører og mørke hasselnøddebrune øjne. Forpoterne må gerne være lidt større end bagpoterne, hvilket hænger sammen med racens oprindelige arbejde i ujævnt terræn.

Pelsen er dobbelt og vejrbestandig. Den fyldige dækpels skal være ruhåret uden at være grov, mens underulden er kort, blød og tæt. Lette bølger er tilladt. Creme, hvedefarvet, rød, grå og næsten sort forekommer, ligesom tigrerede varianter af disse farver. Mørkere ører og næseparti er almindeligt. Ensfarvet sort eller hvid samt sort med tan-aftegninger er derimod ikke godkendt i racestandarden.

Korrekt pelspleje bevarer både strukturen og den beskyttelse, som dobbeltpelsen giver. Den gamle dækpels fjernes ved trimning. Svenska Kennelklubben angiver to til fire trimninger om året som en rettesnor, men behovet afhænger af pelsens kvalitet og hundens hverdag. Red pelsen igennem et par gange om ugen, og væn hunden tidligt til at få håndteret poter, ører og krop. Klipning anbefales ikke, da den kan forringe pelsens vandafvisende egenskaber.

En cairn terrier med korrekt pelspleje fælder ofte forholdsvis lidt, men begrænset fældning betyder ikke, at racen er allergivenlig. Allergiske reaktioner kan skyldes flere stoffer fra hunden og varierer fra menneske til menneske. Den, der har allergi, bør derfor tilbringe tid sammen med voksne hunde af racen og tale med en sundhedsfaglig person om sin egen situation, før beslutningen træffes.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en aktiv, modig, robust og glad hund, som er selvsikker uden at være aggressiv. Nysgerrighed og selvstændighed er en del af cairn terrierens karakter. I hverdagen viser det sig ofte som hurtig problemløsning, lyst til at undersøge og evne til at træffe egne valg, når noget fanger interessen.

Raceidealet er ikke en garanti for det enkelte individ. Den svenske raceklubs sammenfatninger beskriver blandt andet variation i lydfølsomhed, gøen, jagtadfærd og social tryghed. Den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse BPH kan give oplysninger om de hunde, der faktisk har deltaget, men et racegennemsnit kan ikke med sikkerhed forudsige en hvalp. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældrene og de nære slægtninge reagerer på uventede lyde, gæster, møder med andre hunde og håndtering.

Baggrunden som gård- og jagthund kan vise sig i interesse for bevægelser, lugte, gravning og mindre dyr. Det er ikke lige stærkt hos alle cairn terriere, men det er fornuftigt at være forberedt fra begyndelsen. Racen kan være social med mennesker og hunde, når den får gode erfaringer. Samtidig er respektfuld afstand ofte bedre end at kræve, at hunden hilser på alt og alle.

## Træning og motion

Cairn terrier har brug for daglig motion og mental aktivering, men et fast antal minutter passer ikke til alle individer. En god hverdag kombinerer ture i forskellige omgivelser med næsearbejde, korte træningspas, leg og rolig restitution. Tilpas mængden efter alder, helbred og hundens reaktion efter aktiviteten. En hund, der bliver stadig mere opkørt, har ikke nødvendigvis brug for mere fart; den kan have behov for enklere opgaver og hjælp til at falde til ro.

Træningen fungerer bedst, når den er tydelig, belønningsbaseret og opdelt i korte trin. Cairn terrier lærer hurtigt, også ting ejeren ikke havde tænkt sig at lære den, så beløn tidligt den adfærd, du ønsker i hverdagen. Variér belønningerne, og slut, mens hunden stadig er engageret. Hårde metoder risikerer at skabe konflikt uden at gøre hunden mere samarbejdsvillig.

Indkald kræver særlig omtanke hos en hund, der kan vælge et spor eller et dyr frem for sin fører. Begynd et sted med få forstyrrelser, skab mange gode erfaringer med at blive belønnet for at komme, og brug en lang line, hvor området ikke er sikkert indhegnet. Betragt et solidt indkald som en måde at mindske risiko på, ikke som en garanti mod jagtadfærd. Giv gerne hunden et sted, hvor den må grave. Lær også en rolig alternativ opgave ved lyde i opgangen eller uden for vinduet; det giver hunden et tydeligere svar end gentagne irettesættelser.

## Sundhed

Cairn terrier betragtes som en grundlæggende sund race, men et ansvarligt hvalpekøb kræver alligevel spørgsmål om sundheden i familien. Raceklubbens aktuelle avlsstrategi fremhæver især steroidresponsiv meningitis-arteritis, SRMA, og den historisk dokumenterede udviklingsforstyrrelse i nyrerne, renal dysplasi, RD. En lang liste over sygdomme, som kan ramme hunde generelt, siger mindre om en bestemt familie end åbne oplysninger om forældre, helsøskende og tidligere afkom.

SRMA er en betændelsessygdom, som raceklubben følger i samarbejde med Sveriges lantbruksuniversitet. Klubbens anbefalinger indebærer blandt andet, at en ramt hund ikke skal bruges i avl, og at sygdom i den nære familie skal indgå i vurderingen, når kombinationer planlægges. For en hvalpekøber er det praktiske kontrolpunkt at spørge om SRMA hos forældrene, deres afkom, helsøskende og forældredyr – og at få et konkret svar, ikke blot besked om, at avlshundene virker sunde.

RD blev konstateret hos 28 svenske cairn terriere i perioden 1980–2003, mens raceklubbens nuværende strategi ikke oplyser om senere bekræftede tilfælde. Klubben anbefaler fortsat, at en ramt hund, dens helsøskende fra samme kombination og dens forældre udelukkes fra avl. Det er altså en historisk vigtig risiko, hvor oplysninger om slægten fortsat er relevante, selv om der ikke er rapporteret nyere bekræftede svenske tilfælde.

I Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 er der ikke noget racespecifikt krav om et bestemt resultat af en sundhedsundersøgelse for forældredyr til cairn terrier. Det betyder ikke, at sundhedskontrol er uvigtig. Bed opdrætteren forklare, hvilke undersøgelser der er udført, hvorfor de er valgt, og hvordan kombinationen følger raceklubbens anbefalinger om sygdomshistorik og genetisk variation. Kontakt en dyrlæge ved symptomer; en racetekst kan ikke bruges til at stille diagnose hos en enkelt hund.

## Historie og oprindelse

Cairn terrier blev udviklet i det skotske højland og på øer som Skye, Mull og Harris. Små ruhårede terriere blev holdt på gårde for at bekæmpe skadedyr og blev brugt ved jagt på dyr, der søgte skjul mellem stenene. Ordet *cairn* betyder stendynge og henviser til det miljø, hundene arbejdede i.

Da racen begyndte at blive vist på hundeudstillinger, forsøgte man i 1908 at registrere den som korthåret skye terrier. Navnet mødte modstand, og i 1910 blev cairn terrier anerkendt som et selvstændigt racenavn. Den første cairn terrier blev registreret i Sverige i 1924. Nutidens racestandard har stadig et tydeligt arbejdsideal: Hunden skal være opmærksom, se naturlig ud, bevæge sig frit og have en vejrbestandig pels.

Historien forklarer flere nutidige egenskaber uden at bestemme hver enkelt hunds adfærd. Selvstændigheden var nyttig, når hunden arbejdede på afstand af mennesker, og den kompakte krop gjorde det muligt at komme frem i vanskeligt terræn. For en moderne ejer betyder arven først og fremmest, at racen har godt af at løse opgaver, ikke at den skal bruges til jagt.

## At leve med racen

Cairn terrier kan bo både i lejlighed og hus, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, hvile og træning. En have er praktisk, men erstatter ikke ture og fælles opgaver. Kontrollér hegnet med en nysgerrig, gravende terrier i tankerne. I etageejendomme bør man tidligt træne hunden i at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for døren, da en opmærksom hund ellers let kan gøre bevogtning til en vane.

Alenetid skal indlæres gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan slappe af. Et kamera kan hjælpe med at afsløre stress, som ikke er tydelig, når du kommer hjem. Hvis hunden går hvileløst rundt, halser, hyler, gør vedvarende eller ødelægger ting, er trinnet for svært, og du skal gå tilbage til et lettere niveau.

Samvær med børn fungerer bedst, når voksne tager ansvar for både hundens hvile og barnets adfærd. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser eller sover, og små børn må aldrig være alene med hunden. Samliv med andre hunde og katte afhænger af individet, de tidlige erfaringer og introduktionen. Hold de første møder rolige og kontrollerede, giv dyrene hvert sit sted at trække sig tilbage til, og gå ikke ud fra, at venlighed over for familiens kat automatisk gælder fremmede katte. Små kæledyr kræver særlig forsigtighed på grund af racens jagtbaggrund.

Før et hvalpekøb bør du derfor vurdere mere end størrelse og udseende. Mød gerne voksne slægtninge, spørg til reaktioner på lyde, gøen, jagtinteresse, håndtering og evnen til at falde til ro, og bed om tydelige svar om SRMA og RD i familien. Sørg også for, at du har adgang til kompetent trimning. En cairn terrier trives bedst, når dens selvstændighed får en konstruktiv retning gennem hverdagstræning, næsearbejde og et hjem med konsekvente, men venlige rammer.

Cairn terrier

Cairn Terrier Club of Germany

Lille, robust skotsk terrier avlet til jagt i stenbunker. Cirka 28–31 cm høj med ru, vejrbestandig dobbeltpels, som kræver regelmæssig trimning og børstning. Modig, nysgerrig, kærlig og ret lydlig; trives med daglige gåture, mental stimulering og et aktivt familieliv. Generelt sund og langlivet.

För Danjou's i Ytterby anger uppfödarprofilen Cairnterrier. På den egna webbplatsen presenteras Kennel Danjou's som uppfödare av Cairnterrier i Bredsten, Ytterby, med separata sidor för tidigare valpkullar, hundar, aktiviteter och rasinformation. Det ger den som jämför cairnterrieruppfödare en stabil källa för kennelns rasinriktning och plats.

Danjou's

## Kort fortalt

Mops er en lille, kompakt selskabshund, som gerne lever tæt på sine mennesker. Racen passer bedst til den, der ønsker en social hund i hverdagen og er indstillet på jævnligt at kontrollere vejrtrækning, øjne, hudfolder, tænder og vægt.

- **Oprindelse:** Kina; Storbritannien har ansvaret for racestandarden
- **Racegruppe:** FCI gruppe 9, selskabshunde
- **FCI-nummer:** 253
- **Idealvægt ifølge racestandarden:** 6,3–8,1 kg
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ingen højde
- **Standardfarver:** sølv, abrikos, fawn og sort
- **Pels:** kort, fin, glat og blød
- **Typisk rolle:** selskabshund

Idealvægten beskriver, hvordan racen skal være bygget; den er ikke en personlig målvægt for hver hund. En mops skal være muskuløs og kraftig i forhold til sin størrelse uden at være overvægtig. Vægten skal derfor vurderes sammen med hundens kropsbygning, køn og huld.

## Udseende og pels

Mopsen skal være tydeligt kvadratisk, kompakt og kraftigt bygget, men stadig kunne bevæge sig effektivt. Den højt ansatte, tæt oprullede hale og den mørke maske hos de lysere farver er karakteristiske træk. Racestandarden angiver en idealvægt, men ingen mankehøjde. Oplysninger om et officielt højdeinterval bør derfor ikke afgøre valget af hund.

Et racetypisk hoved skal også fungere godt. Næseborene skal være åbne, næsefolden må ikke dække eller genere næse eller øjne, og øjnene må ikke være udstående. Se på hunden både i hvile og efter bevægelse: fri vejrtrækning, klare øjne og stabile bevægelser er vigtigere end en ekstra kort snude eller mange rynker.

Den korte pels skal ikke klippes. Børstning fjerner løse hår og giver samtidig mulighed for at opdage forandringer i huden. Det varierer, hvor meget en mops fælder, og en kort pels gør ikke racen allergivenlig.

Tilpas plejen af hudfolderne til den enkelte hunds hud i stedet for at følge en rutine, som antages at passe alle. Huden skal være tør og fri for rødme og sår. Ømhed, væske eller tydelig lugt er grunde til at kontakte en dyrlæge frem for selv at prøve forskellige produkter. Kontrollér også kløer, ører og mund regelmæssigt, og væn hunden til håndtering i små trin.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver mopsen som charmerende, værdig og intelligent med et stabilt temperament og et glad og livligt væsen. Den er avlet som selskabshund og vil ofte være tæt på og deltage i hverdagen. Det passer til den, der gerne vil bruge meget tid sammen med sin hund, men betyder ikke, at alle mopser er ens.

Endnu har for få mopser gennemført BPH til, at man kan drage sikre og detaljerede konklusioner om adfærden i hele den svenske bestand. Opvækst, erfaringer og sundhed påvirker blandt andet tryghed, aktivitetsniveau, hvor meget hunden giver lyd fra sig, og hvordan den møder fremmede. Mød derfor gerne hvalpens mor og om muligt andre voksne slægtninge. Se efter hunde, der falder til ro igen efter nye indtryk og kan være sociale uden at blive overdrevent opkørte.

En mops kan leve godt med børn, hunde eller katte, men racenavnet er ingen garanti. En voksen bør være til stede, når børn og hund er sammen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til andre dyr bør foregå roligt og gradvist med mulighed for større afstand. For en voksen omplaceringshund er dens egne erfaringer ofte mere vejledende end generelle påstande om racen.

Ubehag kan også ændre adfærden. En hund, der pludselig undgår berøring, bliver urolig, mister lysten til at bevæge sig eller skifter humør, bør have vurderet sit helbred – ikke blot have mere træning.

## Træning og motion

Mopsen har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men det samme antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, huld, temperatur og især evnen til at trække vejret afgør, hvor krævende en aktivitet er. Flere rolige ture, næsearbejde og enkel hverdagstræning kan varieres efter den enkelte hund.

Belønningsbaseret træning egner sig godt til kontakt, indkald, at gå pænt i snor og håndtering. Gør opgaverne tydelige, og hold pauser, før hunden bliver træt eller frustreret. Mad kan være en praktisk belønning, men regn træningsgodbidderne med i hundens samlede fodermængde, så træningen ikke fører til vægtøgning.

Se på, hvordan hunden fungerer, i stedet for at sammenligne længden på gåturene. En mops skal kunne bevæge sig uden kraftige vejrtrækningslyde eller tydelig anstrengelse og komme sig uden at skulle kæmpe længe for at få luft. Stop og tag hunden til et køligt og roligt sted, hvis vejrtrækningen bliver mærkbart tungere, bevægelserne mister kraft, eller hunden ikke vil fortsætte. Blålige slimhinder, kollaps eller besvimelse er akutte faresignaler.

Varmt og fugtigt vejr kan gøre det sværere for kortsnudede hunde at regulere kropstemperaturen. Læg aktiviteten på køligere tidspunkter af dagen, vælg et roligere tempo og undgå hård belastning. Der findes ingen sikker temperaturgrænse, som gælder for alle mopser. Lad hundens vejrtrækning, restitution og adfærd afgøre, hvad den kan klare.

En hvalp skal have lov til at udforske og udvikle sin koordination uden lange, pressede forløb. En voksen mops med god vejrtrækning og kondition kan ofte klare mere end korte ture rundt om blokken, men øg belastningen gradvist. En hund, som igen og igen begrænses af sin vejrtrækning, skal vurderes af en dyrlæge. Det må ikke afvises som normalt for en kortsnudet hund.

## Sundhed

Vejrtrækningen er det vigtigste at holde øje med hos en mops. BOAS, brakycefalt obstruktivt luftvejssyndrom, betyder, at snævre øvre luftveje gør det vanskeligere at trække vejret. Tegn kan være anstrengt eller støjende vejrtrækning, langsom restitution, følsomhed over for varme og motion eller forstyrret søvn. Opstød kan forekomme sammen med problemer i luftvejene. Alvorligt åndedrætsbesvær, blålige slimhinder eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

I Sverige er mops omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for RFG-Scheme. For at et kuld kan registreres, skal begge forældre have et gyldigt officielt RFG-resultat før parringen. Den officielle undersøgelse kan tidligst foretages ved 24 måneders alder, og attesten må højst være 24 måneder gammel ved parringen. Hunde med BOAS grad 2 eller 3 eller kraftigt sammenklemte næsebor må ikke bruges i avl.

Grad 0 betyder, at hunden ved undersøgelsen er klinisk upåvirket og fri for BOAS-relaterede vejrtrækningsproblemer. Grad 1 betyder, at hunden er klinisk upåvirket, men har milde tegn, som ikke påvirker dens præstation under belastningen. Resultatet beskriver hunden på undersøgelsestidspunktet og er ikke en livslang garanti. Når du vælger hvalp, bør du derfor bede om at se begge forældres resultater, undersøgelsesdatoer og vurdering af næseborene. Hvalpen er for ung til at have sit eget officielle resultat.

Øjnene er et andet vigtigt område at kontrollere. Udstående øjne er mere udsatte for skader, og fejlvoksende hår, indadrullede øjenlåg eller tørre øjne kan irritere hornhinden. Sammenknebne øjne, øget tåreflåd, rødme, uklarhed, misfarvning eller det, at hunden gnider sig i øjet, bør hurtigt vurderes af en dyrlæge. Et sår på hornhinden kan være meget smertefuldt, selv om skaden er svær at se uden særlig farvning.

Hudfolder, mund og huld skal følges hele livet. Tør hudfolderne, når de er blevet fugtige, og søg hjælp ved betændelse. Væn hvalpen til tandbørstning, og kontrollér tænder og tandkød regelmæssigt. Bed også dyrlægen vise, hvordan du vurderer huld; overvægt kan belaste både vejrtrækning og bevægelighed.

Den svenske raceklub MopsOrden anbefaler, at begge forældredyr har kendt status for patellaluksation og for NME/PDE, en betændelsessygdom i hjernen, som forekommer hos mops. Det er raceklubbens anbefalinger og må ikke forveksles med det obligatoriske RFG-krav for registrering. DNA-testen for NME viser genetisk sårbarhed, ikke om hunden har eller med sikkerhed vil få sygdommen. Bed derfor opdrætteren forklare både testresultaterne og valget af kombination uden at bruge en markørtest som dokumentation for, at hunden er rask.

I en stor britisk undersøgelse offentliggjort i 2024 var medianlevetiden for mops 11,6 år. Undersøgelsen beskriver de britiske hunde, der indgik, og forudsiger ikke levetiden for en enkelt svensk hund. Vejrtrækning, huld, øjne, tænder, øvrigt helbred og adgang til dyrlægehjælp påvirker hundens livskvalitet gennem årene.

## Historie og oprindelse

Mopsens officielle oprindelsesland er Kina, mens Storbritannien er racens hjemland og har ansvaret for standarden. Den tidlige historie er ikke fuldstændigt dokumenteret. Fortællinger om kinesiske paladshunde, nederlandske handelsskibe og kongelige bør derfor ses som traditioner omkring racen, ikke som en fuldt dokumenteret historie.

Senere findes der sikrere holdepunkter. Mops er nævnt i en svensk akademisk afhandling fra 1753. Racen blev vist på hundeudstilling i Storbritannien i 1861, og den engelske raceklub blev stiftet i 1883. Under udviklingen i Storbritannien fik mopsen meget af den form, som nutidens racestandard beskriver.

Racens historie forklarer dens rolle som selskabshund, men ældre idealer må ikke bruges til at forsvare overdrivelser. Den moderne standard kræver blandt andet åbne næsebor, øjne, der ikke er udstående, og effektive bevægelser. En racetypisk mops skal altså også fungere godt i hverdagen.

## At leve med racen

Mopsen kan bo i både lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hundens dage ser ud. Regelmæssige lufteture, aktivitet på hundens niveau, et køligt hvilested og mulighed for at være tæt på familien uden altid at være i centrum er det vigtige. I en bolig, hvor lyd let kan høres, bør man desuden tidligt lære hunden at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for døren.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, øg tiden i små trin, og gå et trin tilbage, hvis den bliver urolig. Hvor længe en voksen mops kan være rolig alene, varierer med individ, erfaring, alder og helbred. En hvalp har brug for hyppigere opsyn og lufteture end en voksen hund.

Før du vælger hvalp, er det særligt nyttigt at:

- se forældredyrene i bevægelse og lytte til deres vejrtrækning før og efter aktivitet
- kontrollere begge forældres aktuelle officielle RFG-resultater og datoer
- spørge til øjne, hud, tænder, patella og NME/PDE i familien
- se, at næseborene er åbne, og at næsefolden ikke generer øjne eller næse
- vælge en opdrætter, som kan beskrive både styrker og svagheder ved kombinationen
- planlægge dyrlægehjælp og løbende kontrol af vejrtrækning, øjne, mund, hud og huld

Mops passer bedst til den, der sætter pris på en social, kompakt selskabshund og lader hundens vejrtrækning og udholdenhed styre hverdagen. Racen passer dårligere til den, der vil kunne motionere hårdt i al slags vejr eller ikke ønsker at bruge tid på sundhedstjek og forebyggende pleje.

Mops

Association of Veterinarians for Animal Rights (AVAR) - Germany

Lille, kompakt selskabshund med rynket ansigt, krøllet hale og udtryksfulde øjne, vejer som regel 6–8 kg og egner sig godt til lejlighed og bymiljø. Kærlig, menneskeorienteret og legesyg, har brug for moderat, skånsom motion, tæt kontakt med familien, omhyggelig vægtkontrol og ekstra omsorg i varmt vejr på grund af sin korte snude.

Spårlinas i Nybro har Mops i uppfödarprofilen. Mopsordens uppfödarlista 2026 listar Spårlinas bland uppfödare av mops i Nybro. Den publika Instagramprofilen för Spårlinas kennel beskriver kenneln som startad 1996, först med labrador retriever och därefter med mops som tydlig rasinriktning.

Spårlinas

## Kort fortalt

Fransk bulldog er en lille, kraftig og social selskabshund fra Frankrig. Den skal være livlig og aktiv, men det korte kranium og næseparti medfører risiko for vejrtrækningsproblemer og dårligere temperaturregulering. Den, der overvejer racen, bør derfor vurdere funktion og dokumenteret sundhed lige så nøje som temperament og udseende.

- **Racegruppe og anvendelse:** FCI gruppe 9, selskabshund
- **Skulderhøjde:** hanhunde 27–35 cm, tæver 24–32 cm
- **Vægt:** hanhunde 9–14 kg, tæver 8–13 kg
- **Pels:** kort, glat og uden underuld
- **Farver i racestandarden:** fawn, brindlet og broget, med de aftegninger som standarden beskriver
- **Ideelt temperament:** social, livlig, legesyg og hengiven
- **Vigtig svensk sundhedsundersøgelse:** RFG-Scheme har været obligatorisk før avl inden for SKK siden 1. januar 2025

Racen er ikke et oplagt valg for den, der ønsker en hund med et lille behov for pleje og opfølgning. En fransk bulldog skal kunne bevæge sig frit og trække vejret frit, også når den er i bevægelse. Hørbar eller anstrengt vejrtrækning er ikke et charmerende eller normalt racetræk.

## Udseende og pels

Fransk bulldog skal være kompakt og muskuløs uden at blive tung, ubevægelig eller overdrevet. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, hovedet er bredt, og de opretstående såkaldte flagermusører er et tydeligt kendetegn. Helheden skal fungere i bevægelse: åbne næsebor, tilstrækkelig næselængde, frie bevægelser og en krop, der ikke forhindrer hunden i at være aktiv, er vigtigere end et ekstremt udseende.

Racestandarden angiver forskellige mål for de to køn. Hanhunde skal være 27–35 cm høje og veje 9–14 kg, mens tæver skal være 24–32 cm og veje 8–13 kg. Tallene er ikke en målvægt for hvert individ. Et passende huld vurderes ud fra hundens bygning, muskelmasse og fedtlag; overvægt belaster vejrtrækning, led og ryg.

Pelsen er kort, glat, blød og blank og mangler underuld. Fældning kan normalt håndteres med enkel børstning efter behov. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører, tænder og hud. Ansigtsfolder skal holdes rene og tørre, men plejen bør styres af, hvordan huden faktisk ser ud. Rødme, lugt, væske, kløe eller ømhed er grund til at søge rådgivning, ikke blot til at rense oftere.

Racestandardens farver er fawn, brindlet og broget. Blå og merle er ikke godkendte farver. En hvalp, der markedsføres med en ”sjælden farve”, bør vurderes ud fra det samme vigtige grundlag som alle andre: registrering, vejrtrækningsfunktion, forældredyr og opdrætterens avlsarbejde.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal fransk bulldog være social, livlig, legesyg og hengiven. Mange individer søger gerne kontakt og holder af at deltage i familiens hverdag. Racen kan lære hurtigt, men selvstændighed og stædighed betyder, at tydelige rutiner og gode belønninger ofte virker bedre end gentagelser og hårde korrektioner.

Racestandarden beskriver et ideal, ikke hver enkelt hund. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, smerter, miljø og træning påvirker, hvordan et individ opfører sig. En hund, der har svært ved at trække vejret eller er generet i hud, ryg eller led, kan også have mindre tålmodighed og restituere dårligere. Temperament bør derfor vurderes sammen med den fysiske funktion.

BPH viser, hvordan en bestemt hund reagerede under en standardiseret adfærdsbeskrivelse. Det er ikke en bestået-eller-ikke-bestået-test og ingen garanti for hvalpens fremtidige personlighed. Den ældre svenske BPH-analyse omfattede kun en lille andel af de svenskfødte hunde. For en hvalpekøber er det derfor mere værdifuldt at møde tæven og spørge, hvordan forældre og nære slægtninge håndterer fremmede mennesker, hundemøder, uventede lyde, kropshåndtering, aktivitet og hvile.

Racen kan passe til en velforberedt førstegangsejer, som er indstillet på belønningsbaseret træning, daglig aktivitet og mulige dyrlægebehov. Den passer dårligere, når valget hovedsageligt bygger på lille størrelse, et bestemt udseende eller antagelsen om, at en kortsnudet hund automatisk har brug for meget lidt motion.

## Træning og motion

En fransk bulldog har brug for daglige ture, næsearbejde, leg og hverdagstræning, men der findes ikke et antal motionsminutter, som passer til alle. Alder, kondition, vejr og frem for alt hundens vejrtrækning og restitution afgør, hvad der er passende. Afkøling ved at halse er mindre effektiv hos kortsnudede hunde, så den samme aktivitet kan være let på en kølig dag og uegnet i varme.

Planlæg hellere flere overkommelige aktiviteter end én lang session, der skal gennemføres. Lad hunden snuse, gå roligt i varieret terræn og bruge hovedet gennem søg og enkel problemløsning. Byg konditionen gradvist op, og hold øje med hunden under hele aktiviteten. Sænk tempoet eller stop, hvis vejrtrækningen bliver tydeligt støjende eller anstrengt, næseborene trækker sig sammen, hunden bruger bugen kraftigt til at trække vejret, sakker bagud eller ikke restituerer normalt. Udtalt åndenød, blålige slimhinder, usikker gang, kollaps eller bevidstløshed kræver øjeblikkelig kontakt til en dyrlæge.

På varme dage skal turene flyttes til køligere tidspunkter, tempoet sænkes, og hunden skal have adgang til skygge, vand og et køligt hvilested. Efterlad aldrig hunden i en varm bil eller et andet lukket rum. En hund, der gentagne gange får problemer ved moderat aktivitet eller varme, har brug for en dyrlægevurdering; løsningen er ikke blot at undgå al motion.

Prioritér kontakt, at gå roligt i line, indkald, at afslutte leg, at falde til ro og at acceptere kontrol af mund, ører, ansigtsfolder, poter og kløer. Træn alenetid i meget små trin, når hunden allerede er tryg hjemme. Belønningsbaserede metoder gør opgaven tydelig og letter nødvendig håndtering.

## Sundhed

Det vigtigste sundhedsproblem at forstå hos fransk bulldog er BOAS, obstruktivt luftvejssyndrom hos kortsnudede hunde. Det opstår, når der ikke er plads nok til bløddelene i den forkortede næse og svælg. Følgerne kan være støjende eller anstrengt vejrtrækning, dårlig udholdenhed, søvnforstyrrelser og vanskeligheder med at regulere kropstemperaturen.

RFG-Scheme er en dyrlægeundersøgelse, der vurderer vejrtrækningsfunktionen før og efter tre minutters rask bevægelse og graderer resultatet fra 0 til 3. Inden for SKK har fransk bulldog siden 1. januar 2025 været omfattet af et sundhedsprogram på niveau 2: hunde, der bruges i avl, skal have et resultat før parring. Et officielt resultat kan registreres fra 24 måneders alder og må ikke være ældre end to år ved parringen. Grad 0 anbefales; hunde med grad 2 eller 3 må ikke bruges i avl efter SKK's regler. En hund, der er opereret i luftvejene, kan ikke undersøges inden for programmet.

Et RFG-resultat beskriver hundens tilstand på undersøgelsestidspunktet og fjerner ikke behovet for egne observationer. Det er ingen livslang garanti og fortæller heller ikke alt om andre sundhedsrisici. Før et hvalpekøb bør du bede om forældrenes registrerede navne, undersøgelsesdatoer og faktiske RFG-grader. Se helst forældredyrene både i hvile og efter normal bevægelse: vejrtrækningen skal være fri, restitutionen rimelig og næseborene åbne. Acceptér ikke ”testet” eller ”dyrlægekontrolleret” som erstatning for det registrerede resultat.

Andre dokumenterede risikoområder er allergi og hudproblemer, problemer i ryg, skelet og led, herunder patellaluksation, samt skader på de fremtrædende øjne. Det betyder ikke, at hver hund bliver ramt. Spørg om tilbagevendende hudproblemer, halthed, rygsmerter og øjenskader hos forældre og nære slægtninge. Den svenske raceklub anbefaler også hvalpekøbere at spørge til patella, hjerte og de voksne hundes vejrtrækning; dette skal holdes adskilt fra det formelle RFG-krav.

Kontakt en dyrlæge ved tilbagevendende vejrtrækningslyde, tydelig intolerance over for motion eller varme, søvnproblemer på grund af vejrtrækningen, hud der lugter eller gør ondt, tilbagevendende halthed, rygsmerter eller et rødt, løbende eller smertefuldt øje. Tidlig vurdering er bedre end at vente på, at et problem bliver ”typisk for racen”.

## Historie og oprindelse

Fransk bulldog blev formet som race i Paris i slutningen af 1800-tallet. Den første raceklub blev dannet i Paris i 1880, den første hund blev registreret i 1885, og den første racestandard blev fastlagt i 1898. Samme år anerkendte den franske kennelklub racen.

Racen blev udviklet som selskabshund og fik den kompakte krop, det brede hoved og de opretstående flagermusører, som stadig kendetegner standarden. Fransk bulldog blev vist i Sverige første gang i 1913. Den historiske type forklarer nutidens udseende, men moderne avl må ikke forstærke træk så meget, at vejrtrækning, øjne, ryg, hale eller bevægelser påvirkes negativt.

## At leve med racen

Fransk bulldog kan bo i lejlighed eller hus, fordi boligens størrelse ikke i sig selv afgør, om hverdagen fungerer. Det afgørende er, at hunden får daglig aktivitet, kan hvile uforstyrret og har et trygt, køligt miljø. I en lejlighed bør lyde i opgangen og uden for vinduer håndteres med tidlig træning, og adgang til elevator eller mange trapper kan få praktisk betydning, hvis hunden har smerter eller svært ved at trække vejret.

Med børn gælder den samme sikkerhedsregel som for alle hunde: en voksen har ansvaret for samspillet. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, klatre på den eller fortsætte, når den forsøger at gå væk. Indret et beskyttet hvilested, og lær både børn og hund rolige former for samvær. En lille krop og et legesygt temperament gør ikke automatisk et individ sikkert med børn.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individerne og deres erfaringer. Foretag introduktioner gradvist, med mulighed for at adskille dyrene og uden at tvinge nærkontakt frem. Socialisering kan forbedre forudsætningerne, men garanterer ikke, at alle kombinationer fungerer. Vær især opmærksom på stress, ressourceforsvar og om den anden hunds leg bliver for fysisk for et individ med begrænset vejrtrækningskapacitet.

Alenetid skal trænes gradvist med meget korte perioder i begyndelsen. Øg først, når hunden kan være rolig, og brug gerne et kamera til at opdage uro eller gøen, som ikke bemærkes, når du kommer hjem. Racen bør ikke vælges med en plan om regelmæssigt at lade hunden være alene størstedelen af dagen.

Før køb bør hele husstanden kunne svare ja på disse spørgsmål:

- Kan vi vælge fri vejrtrækning og god funktion frem for et ekstremt udseende eller en usædvanlig farve?
- Kan vi kontrollere forældrenes identitet, RFG-grader og undersøgelsesdatoer i stedet for at stole på mundtlige forsikringer?
- Kan vi tilpasse aktiviteten til varme og dagsform uden at gøre hunden inaktiv?
- Har vi tid og økonomi til at håndtere behov for dyrlægehjælp, som kan følge med racens kropsform?

Hvis svarene er ja, og opdrætteren kan vise kontrollerbare resultater, kan fransk bulldog være en livlig og nær selskabshund. Det vigtigste valg er ikke det mest ekstreme hoved eller den sjældneste farve, men en hund, der kan trække vejret, bevæge sig, restituere og leve et aktivt hverdagsliv.

Fransk bulldog

The French Bulldog Club of England

Dansk Kennel Klub (Denmark)

The Kennel Club (United Kingdom)

Fransk bulldog er en lille, muskuløs selskabshund med kort pels og flagermuslignende ører. Den er hengiven, meget menneskeorienteret og legesyg, men samtidig rolig indendørs, hvilket gør den særdeles velegnet til livet i lejlighed. Den har brug for moderat, nøje tilpasset motion, regelmæssig pleje af hud, ører og kløer samt opmærksomhed på vejrtrækning og vægt.

Little starlights i Vilhelmina har Fransk bulldogg i uppfödarprofilen. Den publika Instagramprofilen Little Starlights kennel beskriver kontot som uppfödare av Fransk bulldogg och anger att SKK:s hunduppfödarutbildning har genomgåtts. För den som jämför uppfödare ger profilen ett rasinriktat spår kopplat till kennelns namn.

Little starlights

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Jag bor på landet strax norr om Växjö i Småland och föder upp labradorer av utställningstyp. Mina hundar är även mycket intresserade och duktiga på viltspår och det finns ett flertal viltspårchampions från Glenrose kennel. Mina hundar får även apporteringsträng och en av mina sålda valpar är så bra att hon tillsammans med husse har startat på jaktprov. Men framför allt vill jag föda upp trevliga och friska hundar, som blir en älskad familjemedlem.

Glenrose

## Kort fortalt

Nederlandsk schapendoes er en letbygget hollandsk hyrdehund, der forener arbejdsglæde, fart og selvstændighed med stor hengivenhed over for mennesker, den kender. Den passer bedst til en ejer, som gerne vil træne og være aktiv sammen med hunden, og som har tid til en lang pels, især mens unghunden skifter pels.

- **Racegruppe:** Gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Oprindelse:** Nederlandene
- **Oprindelig opgave:** At hyrde får
- **Skulderhøjde:** Hanhunde 43–50 cm, tæver 40–47 cm
- **Vægt:** Racestandarden angiver ikke et fast vægtinterval
- **Pels:** Lang, tæt dobbeltpels med en fin, tør og let bølget struktur
- **Aktivitetsniveau:** Energisk hyrdehund, der har brug for både bevægelse og meningsfulde opgaver

Racen kaldes ofte blot schapendoes. Under den pjuskede pels findes en smidig arbejdshund, som skal kunne galoppere, springe og vende hurtigt.

## Udseende og pels

Nederlandsk schapendoes skal være letbygget og lidt længere end høj. Bevægelserne skal være frie og fjedrende. Den kraftige pels får hunden til at se større ud, end kroppen faktisk er.

Hanhunde skal være 43–50 cm og tæver 40–47 cm. Standarden angiver ingen idealvægt. Højde, let kropsbygning, muskelmasse og huld giver bedre vejledning end et generelt vægtinterval.

Halen er lang og rigt behåret, men skal ikke altid bæres i samme stilling. I hvile hænger den ned. I trav kan den bæres forholdsvis højt og svinge let fra side til side, i galop strækkes den ud, og under spring fungerer den som et ror. En opmærksom hund må løfte halen højt, men den må ikke bæres stift over ryggen.

Pelsen har tæt underuld og lange dækhår, mindst 7 cm over bagparten. Hårene skal være fine, tørre og let bølgede og stå ud i totter. Tydeligt krøllet, kruset eller silkeagtig pels svarer ikke til standarden. Den fyldige hårtop, overskægget og skægget giver det karakteristiske udtryk.

Alle farver er tilladt, men standarden foretrækker blågrå til sort.

Pelsplejen ændrer sig, efterhånden som hunden vokser. Hvalpepelsen kan være forholdsvis enkel, mens overgangen til voksenpels ofte giver en blødere overgangspels, der lettere filtrer. Den voksne pels udvikler sig gradvist og er måske først færdig, når hunden er omkring to til tre år. I overgangsperioden har nogle hunde brug for gennemredning langt oftere end en voksen hund med færdig pels.

En grundig gennemgang cirka en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt, men pelsens tilstand skal afgøre det. Del pelsen i mindre partier, og kontrollér med en kam helt ned til huden, især bag ørerne, i skægget og kraven, under forbenene, på maven og omkring bagparten. Hvis kammen ikke glider igennem uden modstand, skal pelsen redes ud.

Pelsen kan samle grus, kviste, frø, mudder og sne. Underuld løsner sig også med mellemrum, selv om hårene ikke altid lander på gulvet på samme måde som hos en korthåret hund. Det gør ikke racen allergivenlig. Hundeallergi skyldes først og fremmest allergener fra hud og spyt, og ingen hunderace kan garanteres at være sikker for en allergiker.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver schapendoes som opmærksom, modig, intelligent, årvågen, glad, livlig og venlig. Over for mennesker, den kender, skal den være hengiven og trofast. Hyrdehundebaggrunden mærkes ofte ved, at hunden hurtigt registrerer bevægelse og forandringer.

Det er raceidealet, ikke en garanti for hvert individ. I den svenske racespecifikke avlsstrategi, som bygger på ældre mentalbeskrivelser til og med 2015, blev der bemærket flugt- og frygtreaktioner ved lyde og overraskelser samt en lav tilbøjelighed hos nogle hunde til at undersøge det, der havde skræmt dem. Grundlaget er begrænset og historisk, men gør tryghed og evnen til at falde til ro igen til vigtige spørgsmål. Bed opdrætteren give konkrete eksempler på, hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede, pludselige lyde, håndtering og nye miljøer, og bed om at se BPH- eller MH-resultater, når de findes.

Årvågenheden kan betyde, at hunden varsler, når nogen kommer, eller noget ændrer sig uden for hjemmet. Træn tidligt, at et kort varsel skal efterfølges af ro. Afskærm en vinduesplads, hvis den udløser gøen, beløn stilhed, og lær hunden at gå hen på en bestemt plads, når det ringer på døren.

En schapendoes kan fungere godt med børn, når hunden er tryg, og en voksen styrer samværet. Børn må ikke trække i pelsen, forstyrre hunden, når den hviler, eller lege med den uden opsyn. Legelyst og hurtige bevægelser kan også føre til sammenstød eller adfærd, der minder om hyrdning. Samlivet med hunde, katte og smådyr afhænger af individ, erfaring og introduktion. En baggrund som hyrdehund er ingen garanti for et problemfrit forhold.

## Træning og motion

Nederlandsk schapendoes har brug for bevægelse og mental aktivering hver dag, men et fast antal timer passer ikke til alle. Tilpas belastningen efter alder, helbred, kondition og evnen til at falde til ro. Variér gåture, muligheder for at bruge næsen og koncentrationsopgaver med uforstyrret hvile.

Racen kan være glad for agility, rallylydighed, lydighed, dog dancing, næsearbejde, spor, eftersøgning og hyrdning. Man behøver ikke at konkurrere, men hunden har glæde af opgaver, der forener hurtige beslutninger, kropskontrol og samarbejde. Aktivitet med højt tempo skal afbalanceres med ro og hvile.

Selvstændigt arbejde var en del af racens oprindelige funktion. I træningen kan det vise sig som egne initiativer eller mistet interesse ved gentagelser. Hold træningspassene korte, variér belønningerne, og øg sværhedsgraden gradvist. Belønningsbaseret træning giver tydelig information uden frygt eller smerte.

Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt omkring bevægelse, mennesker og andre hunde
- ro ved døre og vinduer og ved lyde i opgangen
- at gå pænt i snor og passere uden at forsøge at hyrde eller kaste sig ind i leg
- tryg håndtering af pels, ører, poter, mund og hele kroppen
- kropskontrol før høje spring og krævende agilitytræning
- et tydeligt signal om, at aktiviteten er slut, og det er tid til hvile

Hvalpe og unge hunde skal ikke trænes som færdige sportshunde. Opbyg balance og koordination gennem varieret bevægelse, og vent med gentagen høj belastning, til kroppen er moden.

## Sundhed

Bed om at se aktuelle øjen- og gPRA-resultater samt tilgængelig information om hofter, albuer og mentalitet. Kontrollér hundenes identitet og datoerne for undersøgelserne.

gPRA er en form for progressiv retinal atrofi, som hos schapendoes er knyttet til en mutation i genet CCDC66. Sygdommen nedbryder gradvist nethindens lysfølsomme celler og kan føre til natteblindhed, tiltagende synstab og til sidst blindhed. Der findes en direkte DNA-test for den racespecifikke mutation.

DNA-testen viser, om hunden er genetisk fri, bærer eller har to kopier af sygdomsvarianten:

- En genetisk fri hund har ikke den testede sygdomsvariant.
- En bærer har én kopi. Den skal ikke forveksles med en hund, der har to kopier, men kan give varianten videre.
- En hund med to kopier har risiko for at udvikle den testede form for gPRA.

Nedarvningen er simpel autosomal recessiv. En kendt bærer skal derfor kun parres med en hund, der er genetisk fri eller dokumenteret fri via afstamning. Hvalpene kan så ikke få to kopier af netop denne testede variant, selv om nogle kan blive bærere. Det afgørende er, at kombinationen er sikker, og at resultaterne kan kontrolleres.

DNA-testen og en klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål. DNA-testen gælder den kendte CCDC66-variant, mens en øjenundersøgelse kan påvise synlige forandringer på undersøgelsestidspunktet. Et frit DNA-resultat udelukker derfor ikke alle mulige øjensygdomme, og en øjenundersøgelse uden anmærkninger viser ikke hundens genetiske gPRA-status.

Den offentliggjorte svenske racespecifikke avlsstrategi, revideret i 2016, angiver gPRA-test og øjenundersøgelse for avlshunde og anbefaler desuden undersøgelse af hofter og albuer. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller derimod ikke noget racespecifikt krav om undersøgelse af hofter eller albuer, øjenundersøgelse eller gPRA-test for at registrere et schapendoeskuld. En hvalp registreret hos Svenska Kennelklubben har derfor ikke automatisk forældre med disse resultater. Klubbens generelle regel for alvorlige sygdomme med simpel recessiv nedarvning gælder dog stadig, når et DNA-resultat er kendt: En bærer må kun kombineres med en fri hund, og en hund med to kopier af sygdomsvarianten må ikke bruges i avl.

Bed opdrætteren vise:

- gPRA-resultatet for hver forælder eller dokumentation for fri status via afstamning
- aktuelle resultater fra øjenundersøgelser med den fuldstændige vurdering
- officielle hofte- og albueresultater, hvis hundene er undersøgt
- information om syn, led, bevægelighed og frygt hos ældre nære slægtninge

## Historie og oprindelse

Nederlandsk schapendoes udviklede sig som hyrdehund i Nederlandene og fandtes, hvor der var hedeområder, hyrder og fåreflokke i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hundene havde brug for udholdenhed, bevægelighed, fart og evnen til at træffe beslutninger på afstand af hyrden.

P. M. C. Toepoel regnes som racens grundlægger. Mellem 1940 og 1945 blev hunde af den næsten forsvundne type samlet til videre avl. Den nederlandske raceklub blev stiftet i 1947, Raad van Beheer gav en foreløbig anerkendelse i 1952, og i 1954 blev der udarbejdet en standard og åbnet en stambog.

Året 1971 står i standardens historiske resumé som racens endelige anerkendelse. FCI's eget raceregister angiver derimod den 17. maj 1991 som datoen for endelig FCI-anerkendelse. Året 1971 bør derfor ikke omtales som datoen for endelig FCI-anerkendelse uden en forklaring. Den gældende officielle standard blev godkendt af FCI i 1992 og offentliggjort i 1999.

Standarden placerer schapendoes blandt langhårede europæiske hyrdehunde som bearded collie, puli, polski owczarek nizinny, old english sheepdog, briard og bergamasco. Det er en beskrivelse af historisk slægtskab, ikke en nyere blanding af disse racer.

## At leve med racen

En schapendoes kan bo i lejlighed eller hus, hvis den får aktivitet, hvile og træning omkring lyde. I en lydhør ejendom skal mennesker i opgangen, elevatordøre og bevægelse uden for vinduet blive almindelige hændelser, ikke grunde til langvarig varsling. En have erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter.

Regn med, at pelsen tager naturen med indenfor. Efter en skovtur kan du være nødt til at fjerne kviste og frø, rede fugtige partier ud og kontrollere poter og hud. Pelsplejen under unghundens pelsskifte kan tage væsentligt længere tid end hos en voksen hund med færdig pels. Lær hvalpen at acceptere systematisk pelspleje på et skridsikkert underlag.

Racen vil gerne være tæt på familien, så alenetid skal trænes i små trin, når hunden er tryg og har været ude. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan hvile. Vedvarende gøen, vandren, pusten eller ødelæggende adfærd betyder, at trinnet var for svært, ikke at hunden skal være alene i længere tid for at ”vænne sig til det”.

Nederlandsk schapendoes passer til dig, der ønsker en hurtig, glad og engageret træningskammerat og sætter pris på en hund, der tager egne initiativer. Den passer dårligere, hvis et meget lavt aktivitetsbehov, minimal pelspleje eller en hund, der af sig selv er stille og tryg overalt, er afgørende. Vælg opdrætter ud fra verificerede gPRA- og øjenresultater, åben information om led og mentalitet og den måde, de voksne hunde fungerer på i hverdagen.

Nederlandsk schapendoes

Dutch Schapendoes Club of the Netherlands

Deutsche Kynologische Gesellschaft (Germany)

Nederlandsk schapendoes er en mellemstor, hollandsk hyrdehund med en pjuskede pels, livlig og smidig med et hoppende trav. Den er glad, menneskeorienteret og legesyg og passer godt til aktive familier. Hunden er intelligent, men selvstændig og har brug for positiv træning, regelmæssig mental stimulering og hyppig pelspleje.

Hos Happiest Tails i Härryda är rasen i uppfödarprofilen Nederlandse schapendoes. Uppfödningen beskrivs på den publika Facebooksidan med både Nederlandse schapendoes och tibetansk spaniel. Hallands Kennelklubbs katalog 2025 ger en separat katalogpost där Happiest Tails-prefixet står under rasrubriken Nederlandse schapendoes och kopplas till Härryda.

Happiest Tails

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Mannos i Fågelmara presenteras med Tysk Schäferhund i uppfödarprofilen. SKK Avelsdata visar Mannos-prefixet inom tysk schäferhund med registreringsnummer SE52314/2010 och SE46965/2012. Svenska Brukshundklubbens MH-program för Mönsterås 2024 ger ytterligare ett separat spår där flera Mannos-poster inom tysk schäferhund finns upptagna.

Mannos

## Kort fortalt

Dværgschnauzeren er en lille, men robust tysk hunderace med et tydeligt vagtinstinkt, stor arbejdslyst og en pels, der skal trimmes. Den er den mindste af schnauzerracerne, men ikke blot en mindre udgave af schnauzeren. Dværgschnauzeren er en selvstændig race, som blev udviklet til arbejde på gårde i et lille og praktisk format.

- **Skulderhøjde:** 30–35 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 4–8 kg ifølge racestandarden
- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Oprindelig opgave:** rottefanger og gårdhund
- **Pels:** ruhåret dækhår med tæt underuld
- **Farver:** sort, peber og salt, sort og sølv samt hvid
- **Typiske træk:** opmærksom, udholdende, nysgerrig og ofte hurtig til at slå alarm

Dværgschnauzeren passer bedst til den, der gerne vil træne og aktivere sin hund hver dag og accepterer regelmæssig pelspleje. Den praktiske størrelse gør hunden let at tage med, men hverdagen kræver stadig klare rutiner.

## Udseende og pels

Dværgschnauzeren skal være kompakt, kraftig og omtrent lige så lang, som den er høj. Skægget, de buskede øjenbryn og den ruhårede pels giver det velkendte schnauzerpræg. Racestandarden angiver samme højde- og vægtinterval for begge køn, men hvor den enkelte voksne hund ligger inden for intervallerne, afhænger blandt andet af kropsbygning og huld.

Pelsen består af tæt underuld og hårdt, tilliggende dækhår. De fire godkendte farver er helt sort, peber og salt, sort og sølv samt helt hvid. Farven siger ikke noget om hundens temperament, eller hvor godt den passer til et bestemt hjem.

Den ruhårede pels skal trimmes, hvilket betyder, at modne, døde dækhår plukkes ud. Svenska Kennelklubben anbefaler trimning mindst fire gange om året og gennemgang af underulden cirka en gang om ugen. Hvor ofte den enkelte hund skal trimmes helt, afhænger af pelskvalitet, vækst og den ønskede pelslængde. Skæg, benhår og blødere områder skal redes, så snavs og filtre ikke bliver siddende.

Klipning kan passe til en hund, der er blevet øm eller har svært ved at stå under en trimning, men metoden ændrer pelsens struktur. Når dækhårene klippes af i stedet for at blive plukket ud, bliver pelsen ofte blødere og mere ulden. Spørg derfor opdrætteren eller en erfaren hundefrisør, hvordan hundens pels hidtil er blevet plejet, før du vælger metode.

En korrekt plejet ruhåret pels fælder normalt meget lidt, men det gør ikke dværgschnauzeren allergifri. Begrænset fældning fortæller ikke, hvordan en person med allergi vil reagere, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for alle. Hvis der er allergi i familien, bør I tale med sundhedspersonale, møde hunde under kontrollerede forhold og lægge en plan før købet.

## Temperament og personlighed

Dværgschnauzeren er som regel opmærksom, nysgerrig og udholdende. Den registrerer hurtigt lyde, bevægelser og mennesker i nærheden og kan derfor være en effektiv lille alarmhund. Den samme årvågenhed kan føre til gentagen gøen ved døren, i opgangen eller uden for vinduet, hvis hunden ikke får hjælp til at falde til ro.

Raceegenskaber beskriver en tendens, ikke hvert enkelt individ. De svenske mentalbeskrivelser kommer fra en for lille del af opdrætterne til at give et sikkert billede af alle dværgschnauzere. Forskellene mellem familier og individer kan være store. Se derfor på, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. En tryg hund bør kunne komme sig efter en overraskelse og slappe af, når der ikke sker noget.

Dværgschnauzere lærer ofte hurtigt og kan være sjove at samarbejde med. Ejeren skal dog gøre det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig. Hårde korrektioner kan øge stress og gøen. Med rolig, belønningsbaseret træning bliver det lettere at lære hunden, hvad den skal gøre i stedet.

## Træning og motion

Dværgschnauzeren har brug for fysisk aktivitet og opgaver til næse og hjerne hver dag. Der findes ingen meningsfuld regel om et bestemt antal minutter, som passer til alle. En sund, ung voksen hund kan have glæde af lange ture og hundesport, mens en hvalp, ældre hund eller hund med sygdom har brug for en anden belastning.

Variér ture i forskellige omgivelser med korte træningspas, søgeøvelser og tid til at undersøge i eget tempo. Rallylydighed, nosework, tricktræning og agility er aktiviteter, hvor racens hurtighed og lyst til samarbejde kan komme til sin ret. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag. Et bedre tegn er, at den kan være aktiv ude og bagefter falde til ro hjemme.

Begynd tidligt med hverdagens færdigheder: kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering af poter og skæg samt ro på en fast plads. Træn alarmgøen, før den bliver en vane. Beløn hunden, når den registrerer en lyd og derefter vender opmærksomheden mod dig, og indøv en enkel rutine for dørklokken og besøg. Begræns udsynet, hvis hunden igen og igen øver sig i at gø ved vinduet. Ændr én ting ad gangen, og øg først sværhedsgraden, når hunden er rolig.

Racens baggrund som rottefanger betyder, at nogle individer gerne jager små dyr, der bevæger sig hurtigt. Et sikkert indkald og brug af snor, hvor der kan dukke vildt op, er derfor fornuftigt, selv om jagtinteressen varierer.

## Sundhed

Dværgschnauzeren beskrives generelt som en robust race, men urinsten og øjensygdomme er to dokumenterede områder, man bør kende til. Svenska Kennelklubben oplyser, at urinsten forekommer hos lidt over fem procent af racen. Raceklubbens sundhedsarbejde følger også blandt andet progressiv retinal atrofi, PRA, og grå stær.

Racen har desuden en kendt tilbøjelighed til forhøjede triglycerider i blodet. Det betyder ikke, at alle dværgschnauzere bliver syge, og en forhøjet værdi forklarer ikke automatisk maveproblemer eller betændelse i bugspytkirtlen. Tilbagevendende opkast, diarré, mavesmerter, problemer med vandladning eller ændret syn bør vurderes af en dyrlæge. Dyrlægen afgør, om eksempelvis en urinprøve, øjenundersøgelse eller fastende blodprøve er relevant.

Før du køber hvalp, bør du bede opdrætteren vise konkrete sundhedsoplysninger frem for blot at sige, at linjen er sund. Kontrollér forældrenes registrerede resultater fra øjenundersøgelser, og spørg til urinsten, tilbagevendende maveproblemer og øjensygdom hos nære slægtninge. Raceklubben offentliggør DNA-resultater for flere sygdomme, der kan testes for, men en DNA-pakke er ikke en generel sundhedsattest og dækker ikke alle former for PRA. Spørg, hvilke prøver der er taget, hvad resultaterne betyder for netop denne kombination, og hvilke aktuelle anbefalinger opdrætteren følger.

Små hunde har også brug for regelmæssig tandpleje. Væn hvalpen til tandbørstning, og hold øje med munden, så dårlig ånde, ømhed eller problemer med at tygge opdages tidligt.

## Historie og oprindelse

Dværgschnauzeren blev udviklet i Tyskland omkring forrige århundredskifte. I området omkring Frankfurt am Main fandtes en lille, schnauzerlignende hund under navnet ruhåret dværgpinscher. Svenska Kennelklubben beskriver, hvordan små schnauzere og dværgpinschere blev brugt, da racen tog form gennem mere planlagt avl.

Den lille gårdhund skulle holde rotter væk og samtidig gøre opmærksom på det, der skete omkring gård og stald. Det historiske arbejde er med til at forklare nutidens kombination af hurtighed, årvågenhed og interesse for små bevægelser. I dag er dværgschnauzeren en selskabshund, men den har stadig godt af at bruge både krop og hjerne.

## At leve med racen

Dværgschnauzeren kan bo i lejlighed, men en lille hund er ikke automatisk nem at have tæt på naboerne. Overvej, om du kan håndtere lyde ved dør og vindue, sørge for flere lufteture og give hunden daglig aktivitet. Evnen til at slappe af indendørs er ofte vigtigere end boligens størrelse.

Racen kan fungere fint med børn, når en voksen hjælper både barnet og hunden med at være sammen på en rolig måde. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Det er de voksne, der har ansvaret for ture, træning og pelspleje, selv om børnene gerne vil hjælpe.

Om hunden kan bo med en kat, afhænger mere af individerne, deres tidligere erfaringer og introduktionen end af racenavnet. Lad de første møder være rolige, adskil dyrene med et gitter ved behov, og giv katten flugtveje. Gnavere og andre smådyr bør holdes sikkert adskilt. Den dokumenterede baggrund som rottefanger gør det uklogt at regne med, at jagtinteressen mangler.

Hunden skal gradvist vænnes til at være alene. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde er meget forskellige i, hvad de kan klare uden at blive urolige. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, når hunden er tryg, og øg kun tiden, så længe den forbliver rolig. Planlæg hverdagen efter individet i stedet for at antage, at en bestemt race kan være alene i et fast antal timer.

Vælg en dværgschnauzer, hvis du holder af en opmærksom, aktiv hund og vil bruge tid på træning og trimning. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje, en hund der sjældent slår alarm, eller en sikker løsning i forhold til allergi og smådyr.

Dværgschnauzer

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Sweden)

Verein für Deutsche Schäferhunde (Germany)

Den kompakte, robuste Dværgschnauzer er intelligent, lærenem og meget menneskekær. Dens stride, næsten ikke‑fældende pels kræver regelmæssig pelspleje. Som opmærksom vagthund med terriertemperament har den brug for daglig motion, mental stimulering og konsekvent træning og bliver ofte 12–15 år gammel.

Driver en dvärgschnauzer  kennel med alla färgerna utom vit. 
Driver den i hemmiljö med alla hundar lösa i huset med mycket kärlek,lek men inga utställningar,,vi följer skk,s regler , har varje år hund träffar 
Vi har rest mycket med hundarna bott i Portugal vinterhalvåret där lek på stranden var dagligen 
Är väldigt noga med att valparna får det bra så jag besöker gärna nya ägare. 
Vi har alltid haft en bra kontakt.
marianne.

Mini Frend

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

I uppfödarprofilen är Lisas hundar's i Glava kopplad till Golden retriever. Golden Retrieverklubbens Club Show-katalog 2025 dokumenterar en prefixpost för Lisas hundar's under rasen Golden retriever med registreringsnummer SE43137/2022 och Glava i uppfödaruppgiften. Det ger den som jämför uppfödare ett stabilt, rasbundet katalogspår.

Lisas hundar's

## Kort fortalt

Pyrenæisk mastiff er en stor spansk vagt- og beskyttelseshund, som er selvstændig, har et stærkt vagtinstinkt og en dyb gøen. Den passer bedst hos en erfaren ejer med plads, tid til hverdagstræning og gennemtænkte rutiner for besøg, børn og andre dyr.

- Racen hedder Mastín del Pirineo på spansk og har FCI-nummer 92. Den er ikke samme race som pyrenæerhund.
- En hanhund skal være mindst 77 cm i skulderhøjde og helst over 81 cm. En tæve skal være mindst 72 cm og helst over 75 cm.
- Racestandarden har ingen øvre grænse for skulderhøjden og angiver ingen vægt. Der findes altså ingen officiel standardvægt.
- Racen blev udviklet til at beskytte husdyr, især mod ulv og bjørn, og bruges i dag også som vagthund på landejendomme.
- Pelsen er tyk, grov og middellang. Grundfarven er hvid, og hovedet skal have en tydeligt afgrænset maske.
- Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, forekommer. Den svenske bestand er lille, så de tilgængelige tal giver ikke et sikkert svar på, hvor udbredte problemerne er.

Du skal have lyst til at leve med en hund, der selv vurderer, hvad der sker omkring hjemmet, og ikke automatisk byder alle gæster velkommen.

## Udseende og pels

Pyrenæisk mastiff skal være stor, kraftig og muskuløs uden at virke tung eller klodset. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, og bevægelserne skal være smidige. Standarden angiver en minimumshøjde og en ønskelig højde, men ingen øvre grænse. Faste intervaller for højde og vægt bliver derfor misvisende; der findes ikke et officielt tal i kilo.

Pelsen er et tydeligt kendetegn. Den skal være tyk og grov, ikke uldagtig, og middellang. Midt på ryggen er 6–9 cm den ideelle længde. Pelsen er længere på skuldrene, halsen, bugen, bagsiden af benene og halen. Det er altså en fyldig pels, men den skal ikke være overdrevent lang.

Grundfarven er hvid, og hunden skal altid have en tydeligt markeret ansigtsmaske. Begge ører skal være en del af masken. Eventuelle pletter på kroppen skal have samme farve som masken og tydelige konturer. Poter, ben og halespids skal være hvide. Helt hvide eller trefarvede hunde, røde pletter og en gullighvid grundfarve er ikke ønskelige ifølge standarden.

Børstning en gang om ugen er en fornuftig grundrutine, oftere under fældning eller hvis der kommer filtreknuder. Gå især den længere pels på hals, ben og hale igennem, og kontrollér samtidig hud, ører, kløer og poter. Behovet for bad afhænger af hundens hverdag, ikke af et fast interval.

Lær hvalpen tidligt at stå roligt, mens du børster pelsen og kontrollerer poter, mund og ører. En hund, der samarbejder frivilligt, er lettere og sikrere at pleje og undersøge.

## Temperament og personlighed

Pyrenæisk mastiff er en selvstændig vogter, ikke bare en stor selskabshund. Racestandarden beskriver idealet som venligt, roligt, stolt og intelligent. Den beskriver også en frygtløs hund, som ikke er eftergivende over for fremmede, er bevidst om sin styrke og har en dyb, respektindgydende gøen. Svenska Kennelklubben fremhæver desuden et stærkt vagtinstinkt og territorial adfærd.

En velfungerende hund kan derfor være rolig i hverdagen, men reagere, når nogen nærmer sig hjemmet. Vagtinstinkt er ikke det samme som uprovokeret aggression, men det forsvinder ikke gennem lydighedstræning. Ejeren skal forebygge, at hunden selv overtager ansvaret for hoveddøren, skellet eller gæster.

Racestandarden beskriver et avlsmål, ikke et løfte om hvert individ. Det svenske grundlag er også lille: RAS oplyser 24 BPH-beskrivelser i perioden 2008–2023 og ingen MH. Spørg derfor, hvordan forældrene reagerer ved besøg, håndtering, uventede lyde og møder. Mød dem, når det er muligt, og bed om at se registrerede mentalbeskrivelser.

Venlighed over for andre hunde er en del af raceidealet, men det garanterer ikke, at hver voksen hund passer sammen med alle andre hunde. Det samme gælder børn og katte. Tidlige erfaringer, individuelle egenskaber og ejerens håndtering har stor betydning. Vælg individ efter det hjem, det faktisk skal bo i, og indret hverdagen, så hunden roligt kan adskilles fra andre efter behov.

## Træning og motion

Træningen bør gøre den store, selvstændige hund let at håndtere, før den er fuldt udvokset. Prioritér kontakt, at gå pænt i snor, indkald, stop, at vente ved døre, frivillig håndtering og evnen til at lægge sig på en fast plads. Belønningsbaseret træning i korte, tydelige pas gør det lettere for hunden at forstå, hvilken adfærd der bliver belønnet, uden at skabe unødvendige konflikter.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den roligt kan se mennesker, hunde og almindelige hverdagssituationer uden at vogte, flygte eller trænge sig frem. Giv den afstand, og lær den at søge støtte hos dig. Ved besøg skal hunden kunne vente bag en fysisk afskærmning og vende tilbage til sin plads.

En voksen pyrenæisk mastiff har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men faste minuttal for motion er en dårlig rettesnor. Tilpas rolige ture, næsearbejde og hverdagstræning efter kondition, led, alder og vejr. Fri adgang til haven erstatter ikke fælles aktivitet eller træning i nye omgivelser.

Hvalpen vokser hurtigt i sit første år. Motionen skal være moderat og øges i takt med, at hvalpen bevæger sig godt og kommer sig efter aktiviteten, ikke efter en universel minutformel. Vælg korte ture med bevægelse, snusen og hvile frem for lange strækninger i styret tempo eller gentagne spring. Tilbagevendende stivhed, modvilje mod at bevæge sig eller halthed er grunde til at reducere aktiviteten og kontakte en dyrlæge.

Indkald fjerner ikke behovet for snor og sikker indhegning. Træn først uden store forstyrrelser, og øg sværhedsgraden gradvist. Afprøv ikke lydigheden i en situation, der stadig er for krævende.

## Sundhed

HD og ED er de tydeligst dokumenterede sundhedsproblemer, samtidig med at den svenske bestand er for lille til at give pålidelige tal for forekomsten. RAS beskriver både et lavt antal undersøgte hunde og mangel på brugbar forsikringsstatistik. Det er derfor mere redeligt at se på resultaterne i det aktuelle kuld og dets slægtninge end at angive en procent for racen.

I Sverige skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, for at afkommet kan registreres efter reglerne hos Svenska Kennelklubben. Reglerne for 2026 kræver derimod ikke officiel ED-status for racen. Raceklubbens anbefaling går videre: Begge avlsdyr bør være officielt HD- og ED-røntgenundersøgt, have ED 0 og højst HD C. En hund med HD C bør parres med HD A eller B.

Bed opdrætteren vise resultaterne, fortælle om nære slægtninge og forklare kombinationen. Raceklubben anbefaler en indavlsgrad på højst 6,3 procent, samme kombination højst to gange og højst 20 afkom pr. avlsdyr. Klubben anbefaler også et kendt BPH- eller MH-resultat.

Hvalpens hurtige vækst gør huld, fodring og belastning vigtige. Følg hvalpens huld og vækst sammen med opdrætter og dyrlæge, og tilpas foderet efter deres råd.

Ejere af meget store hunde bør kende tegnene på mavedrejning, GDV, selv om det begrænsede materiale ikke viser, hvor almindelig tilstanden er hos netop pyrenæisk mastiff. Forgæves opkastningsforsøg, savlen, uro, gispen, en udspilet eller øm bug, blege slimhinder, svaghed eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp. Forebyggende gastropeksi kan drøftes med en dyrlæge; indgrebet reducerer risikoen for drejning, men forhindrer ikke, at mavesækken udvider sig.

## Historie og oprindelse

Pyrenæisk mastiff blev udviklet i Spanien som vagt- og beskyttelseshund for husdyrflokke. I Pyrenæernes bjergområder skulle den forsvare dyrene mod store rovdyr, især ulv og bjørn. Opgaven krævede styrke, årvågenhed og evnen til at vurdere trusler uden konstant vejledning, egenskaber, som stadig ses i den måde, racen arbejder og vogter på.

Da ulv og bjørn forsvandt fra store dele af området, faldt behovet for hundene. Den vanskelige økonomi efter den spanske borgerkrig gjorde det også dyrt at holde meget store hunde uden en klar opgave. Ifølge racens svenske avlsstrategi overlevede rester af bestanden hos nogle få hyrder frem til midten af 1970'erne.

Derefter ledte entusiaster efter hunde i de nordlige bjergområder og begyndte at bygge racen op igen. Den spanske raceklub blev stiftet i 1977 og blev en vigtig del af arbejdet. Nutidens race har derfor en gammel brugshundearv, men et avlsgrundlag, der er genopbygget i moderne tid.

I Sverige lever racen først og fremmest som selskabshund med vagtegenskaber. Historien har alligevel praktisk betydning: En hund, der er avlet til selvstændigt beskyttelsesarbejde, bliver ikke automatisk en ukompliceret byhund, blot fordi den vokser op i et moderne hjem.

## At leve med racen

Pyrenæisk mastiff kræver en gennemtænkt hverdag. Svenska Kennelklubben beskriver landlige omgivelser med mulighed for udeophold som et bedre udgangspunkt end lejlighed og by. Andre miljøer kræver en praktisk plan for plads, trapper, luftning, hundens gøen, gæster og sikker adskillelse.

Foretag en konkret vurdering før køb:

- Kan hunden passere døre, låger og fællesarealer uden trange møder?
- Er der en sikker indhegning og en plan, som forhindrer hunden i at overtage ansvaret for skellet?
- Kan du adskille hunden fra andre bag en solid afskærmning, når håndværkere, gæster eller børnenes venner kommer?
- Er der sikker plads til en voksen hund i bilen, og kan du få den til dyrlægen, hvis den ikke kan springe eller gå selv?
- Kan alle voksne i hjemmet håndtere snor, pelspleje og akutte situationer med en meget stærk hund?
- Har du adgang til en opdrætter, instruktør og dyrlæge, der forstår store, selvstændige vogterhunde?

Børn og hunde skal være under aktivt opsyn af en voksen. Selv en venlig hund kan vælte et lille barn, og vagtadfærd betyder ikke, at hunden skal have ansvar for barnet. Lad hunden spise og hvile uforstyrret, og stop samværet, før nogen bliver overgearet.

Introducér en kat eller en anden hund gradvist og kontrolleret, med mulighed for afstand og adskillelse. At dyrene vokser op sammen giver bedre forudsætninger, men er ingen garanti. Følg samspillet, mens hunden vokser, og vagtadfærden modnes.

Træn alene-hjemme gradvist med korte, trygge perioder først, og øg kun, når hunden kan slappe af. Gå et trin tilbage, hvis den bliver stresset, gør eller begynder at overvåge omgivelserne. En stor have erstatter ikke social kontakt og kan give hunden mange muligheder for at øve sig i at vogte skellet.

Pyrenæisk mastiff passer til den, der værdsætter en stor, værdig og selvstændig vogter og tager ansvar for hele kombinationen af styrke, vagtinstinkt og egne vurderinger. Det rette hjem planlægger, før egenskaberne bliver problemer, og gør ikke hunden ansvarlig for familiens sikkerhed.

Pyrenæisk mastiff

VDH - Verband für das Deutsche Hundewesen (Germany)

Pyrenæisk mastiff er en stor spansk kvægvogter – en gigantisk, stabil hund med tæt, hvid pels og mørke pletter. Rolig, opmærksom og dybt loyal er den kærlig over for familien, men reserveret over for fremmede, og den har brug for masser af plads, konsekvent men blid træning samt en erfaren ejer.

Evitagårdens i Gällstad är kopplad till Pyreneisk mastiff i uppfödarprofilen. Ljungskile-listan från 2018 placerar en Evitagårdens-prefixpost under Pyreneisk mastiff och anger Gällstad i uppfödaruppgiften. SKK:s Mitt Norden-katalog 2025 visar också Evitagårdens-prefixet i katalogens Pyreneisk mastiff-del för den som jämför uppfödare.

Evitagårdens

## Kort fortalt

Perro de Agua Español er en mellemstor spansk arbejdshund med stor indlæringsevne, vagtsomhed og behov for både fysisk og mental aktivitet. Den passer bedst til en engageret ejer, som gerne vil træne regelmæssigt, kan bruge tid på rolig miljøtræning fra en tidlig alder og er parat til at lære racens særlige pelspleje.

- **Oprindelse:** Spanien, med den største historiske bestand i Andalusien.
- **Anvendelse:** Vandhund, jagthund og hyrdehund; i Sverige først og fremmest aktiv selskabs- og sportshund.
- **Størrelse:** Hanner 44–50 cm og 18–22 kg; tæver 40–46 cm og 14–18 kg.
- **Karakter:** Trofast, arbejdsom, vagtsom, lærenem og tilpasningsdygtig ifølge racestandarden, men socialitet og frygtsomhed varierer tydeligt mellem individer.
- **Pels:** Altid krøllet og ulden; den børstes ikke, men holdes ved lige med ensartet klipning og forsigtig deling af krøller eller snore.
- **Krav i hverdagen:** Regn med en høj, skarp gøen, stort behov for opgaver og en hund, der skal lære både aktivitet og ro.

Det krøllede ydre kan give indtryk af en enkel familiehund, men arbejdsbaggrunden er vigtigere end frisuren. En Perro de Agua Español, der kun får rutineture, kan begynde at finde på sine egne opgaver, for eksempel at holde øje gennem vinduet eller reagere på lyde.

## Udseende og pels

Perro de Agua Español er rustik, atletisk og lidt længere, end den er høj. Hanner og tæver har forskellige standardmål: Hanner skal være 44–50 cm og veje 18–22 kg, mens tæver skal være 40–46 cm og veje 14–18 kg. En afvigelse på op til to centimeter i begge retninger kan tolereres, hvis hunden stadig er velproportioneret.

Pelsen skal altid være krøllet og have en ulden struktur. Kort pels danner krøller, mens lang pels kan danne snore. Pelsen må klippes, men hele kroppen skal da klippes ensartet i stedet for at formes til en dekorativ frisure. Pelskvalitet og mængden af underuld varierer mellem hunde, så to hunde af racen kan have brug for ret forskellig pleje.

Pelsen skal ikke børstes eller redes som en almindelig lang pels. Krøller og snore deles forsigtigt med fingrene. Hvis pelsen har filtet tæt ved huden, bør den klippes ned, fordi filten strammer og kan gøre ondt. Kontrollér især armhuler, lyske, poter, området under halsbånd eller sele og de hængende ører. Bad hunden, når den er snavset, og klip, når længde eller filtning gør det nødvendigt. Én fast plan passer ikke til alle pelstyper.

Godkendte farver er ensfarvet hvid, sort eller kastanjebrun samt tofarvet hvid og sort eller hvid og kastanjebrun. Trefarvet, sort med tan og brun med tan er ikke tilladt ifølge standarden.

Halen kan være fuld længde eller naturligt kort i flere forskellige længder. I Sverige registreres racens hale som manglende, stump, kort, fuld længde eller kuperet. Halekupering er forbudt i Sverige, selv om den internationale standard stadig beskriver det. En kort hale på en svenskfødt hvalp skal derfor være medfødt, ikke ændret af hensyn til udseendet.

Racen afgiver normalt meget få løse hår, men det gør den ikke allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i hudpartikler og spyt, og mennesker reagerer forskelligt. Den, der har allergi, bør derfor møde den aktuelle hund flere gange i stedet for at vælge race alene ud fra pelstypen.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver Perro de Agua Español som trofast, lydig, glad, arbejdsom, vagtsom, velafbalanceret og usædvanligt lærenem. Det er en nyttig beskrivelse af avlsmålet, men ikke et løfte om, at hver hund er nem, frygtløs eller social med alle.

Racen er ofte afventende eller kun moderat interesseret i fremmede. Tilbageholdenhed er ikke det samme som frygt: En tryg hund kan vælge ikke at hilse og stadig acceptere håndtering, når det er nødvendigt. Vedvarende flugt, stærk uro, langsom restitution eller truende reaktioner bør derimod ikke bortforklares som racetypiske.

Den svenske avlsstrategi beskriver store forskelle i temperament og har som mål, at færre hunde skal vise frygt. Svenske BPH-data viser også variation i kontakt med fremmede, leg, nysgerrighed og reaktioner på overraskelser. I en finsk undersøgelse af 5.932 hunde var Perro de Agua Español blandt racerne med mest frygt for fremmede, og mindre socialisering mellem syv og seksten ugers alder hang sammen med større risiko. Det er et resultat på gruppeniveau, ikke en facitliste for hver hund, men det understreger værdien af tidlig og rolig miljøtræning.

Siden 2024 har Sverige haft et mentalindeks for racen, som omfatter socialitet, legelyst, miljøtryghed og truende adfærd. Det er et avlsværktøj, ikke et godkendelsesstempel for den enkelte hund. Se på forældrenes BPH og indeks sammen med dine egne møder: Hvordan falder de til ro efter en overraskelse, fungerer håndteringen, og hvordan opfører de sig i hverdagsmiljø?

Vagtsomheden viser sig ofte som en høj og ret skarp gøen. Træn derfor tidligt, at hunden kan registrere en lyd og derefter slippe den. Det er urealistisk at forsøge at fjerne al vagtsomhed, men hunden skal kunne falde til ro og følge førerens besked.

## Træning og motion

Perro de Agua Español har brug for at bruge både krop og hoved hver dag, men et fast timetal siger mindre end indholdet og hundens restitution. En god uge indeholder varieret bevægelse, næsearbejde, problemløsning, samarbejde og bevidst træning i at hvile.

Racen lærer hurtigt, også ting du ikke havde tænkt dig at lære den. Belønningsbaseret træning i små trin passer til indlæringsevnen og mindsker risikoen for konflikt med en følsom eller vagtsom hund. Prioritér at gå pænt i snor, indkald, at slippe genstande, ro ved døre og vinduer, håndtering af poter og ører samt et tydeligt signal til at lægge sig på sin plads.

Miljøtræning betyder ikke, at hvalpen skal udsættes for mest muligt på kort tid. Lad den i stedet møde mennesker, lyde, underlag, trafik, vand og andre hunde på en afstand, hvor den stadig kan tænke, tage imod en belønning og falde til ro igen. Tving ikke hilsener igennem. Én god oplevelse er mere værd end mange overvældende møder.

Næsearbejde, personspor, schweisspor, specialsøg, nosework, lydighed, rallylydighed og agility er eksempler på aktiviteter, der kan passe til racen. Vandarbejde kan fungere rigtig godt, men racenavnet garanterer ikke, at hvert individ har lyst til at svømme. Introducér vand gradvist, og lad hundens tryghed styre tempoet.

En voksen hund har brug for ordentlige ture og opgaver, der kræver koncentration. Vurdér niveauet efter huld, kondition, søvn, evnen til at falde til ro og hvordan hunden virker næste dag. En opkørt hund har ikke altid brug for mere fart; nogle gange mangler den næsearbejde eller indlært ro. En hvalp skal have korte opdagelsesture, fri leg, enkle øvelser og meget hvile. Øg længere strækninger, spring og høj belastning gradvist.

## Sundhed

Den tydeligste bindende svenske raceregel gælder hofterne: Begge forældredyr skal have officiel HD-status før parring, for at hvalpene kan registreres i Svenska Kennelklubben. Raceklubben går videre og anbefaler, at det gennemsnitlige HD-indeks for svenskfødte forældre er over 100 ved parringen.

Klubben anbefaler også BPH, en aktuel øjenundersøgelse og DNA-dokumentation for prcd-PRA og neuroaxonal dystrofi, NAD. Disse anbefalinger må ikke forveksles med det formelle HD-krav. Bed opdrætteren vise resultater, datoer og hvordan forældrene er kombineret, i stedet for blot at sige, at hundene er “sundhedstestede”.

Prcd-PRA er en arvelig nethindesygdom, der kan føre til blindhed. DNA-testen viser kun prcd-varianten; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse. Svenska Kennelklubben kan centralt registrere prcd-PRA-resultater for racen, men registreringen er ikke i sig selv et særskilt racespecifikt krav til kuldregistrering. En bærer kan parres med en fri hund, uden at man forventer syge hvalpe, mens to bærere ikke må parres, og en genetisk afficeret hund ikke må bruges i avl.

NAD er en alvorlig neurologisk sygdom, som i dokumenterede tilfælde er begyndt i hundens første leveår og har påvirket gang, koordination og adfærd. Forskning i racen har identificeret en TECPR2-variant og støtte for recessiv nedarvning. Raceklubben anbefaler frie hunde eller bærere kun i kombination med en fri hund. NAD-resultater registreres ikke af Svenska Kennelklubben, så bed om at se laboratorieattesten og kontrollér begge forældre.

Den svenske avlsstrategi bygger blandt andet på en sundhedsundersøgelse med 871 fuldstændige svar fra ejere. En sådan undersøgelse giver et overblik, men er ikke det samme som dyrlægediagnosticeret forekomst. Spørg derfor om dokumenterede resultater og sygdom hos forældre, søskende og tidligere afkom i stedet for at stole på en lang, generel diagnoseliste.

Et angivet spænd for levetid kan ikke forudsige livet for den enkelte hund. Sund avl, passende huld, god bevægelighed, smertefri hud og hurtig kontakt til dyrlægen ved symptomer er mere nyttigt, når du vælger og passer en Perro de Agua Español.

## Historie og oprindelse

Perro de Agua Español har været på Den Iberiske Halvø i lang tid. FCI-standarden beskriver et fælles ophav med den ældre franske vandhundetype barbet og den store andalusiske bestand, hvor hundene var kendt som “tyrkiske hunde”. Den præcise tidlige historie er dog omdiskuteret, og den svenske avlsstrategi omtaler også flere teorier.

Arbejdsopgaverne varierede mellem regionerne. Standarden beskriver hyrdearbejde, jagt og hjælp til fiskere, især i områder hvor den uldne pels beskyttede i både fugtigt og tørt klima. Der er derimod ikke tilstrækkeligt belæg for alle de detaljer, der ofte gentages om net, beskeder mellem både eller én bestemt vej, hundene kom til Spanien.

Den moderne race tog form, da entusiaster fra 1975 begyndte at udvælge hunde og udarbejde en standard. De tre traditionelle typer kaldes Nord, Sierra og Marismeño, men nutidens bestand er blandet og udgør én race. FCI gav foreløbig anerkendelse i 1989 og endelig anerkendelse i 1999. De første hunde kom til Sverige i 1997; oplysningerne er forskellige om præcis hvor mange de var.

## At leve med racen

Perro de Agua Español kan blive en nær og underholdende familiehund, men den har brug for mere end at få løbet energien af sig. Hverdagen skal rumme træning, restitution, kontrol af pels og ører samt gennemtænkt håndtering af vagtsomhed og nye miljøer.

Med børn er voksent opsyn og et uforstyrret hvilested grundregler. En livlig hund kan vælte eller forsøge at styre et løbende barn uden aggressiv hensigt, og børn bør ikke trække i krøllerne eller forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Vurdér forældrenes tryghed og restitution i stedet for at antage, at racenavnet garanterer familieegnethed.

Racen kan leve med andre hunde og katte, men forholdet afhænger af individ, erfaring og introduktion. Lad møderne foregå roligt, forebyg jagt og giv katten sikre flugtveje. Smådyr har brug for separate, sikre områder; racens baggrund som hyrde-, jagt- og vagthund gør det uklogt at love, at alle hunde af racen bliver pålidelige med alle dyr.

Lejlighed kan fungere, hvis hunden får passende aktivitet og kan falde til ro, men den høje gøen og mulige følsomhed over for mennesker, lyde og bevægelse gør en lydt eller meget travl bolig mere krævende. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, opgaver eller miljøtræning.

Alenetid skal læres i meget små trin, efter at hvalpen er blevet tryg i hjemmet. Hvis hunden følger sin ejer overalt og aldrig øver sig i at hvile bag et gitter eller i et andet rum, kan længere fravær blive unødigt svært. Planlæg anden pasning, hvis arbejdsdagen regelmæssigt indebærer mange timer væk.

Racen passer til dig, der ønsker et aktivt liv med en klog, hurtig og vagtsom træningspartner og er parat til at følge pels og sundhed nøje. Den passer dårligere, hvis du ønsker en automatisk social hund, en meget stille hverdag, minimal træning eller en krøllet pels, der kan børstes på almindelig vis.

Perro de Agua Español

Verein für Deutsche Wachtelhunde e.V. (Germany)

Perro de Agua Español er en middelstor, krølpelset arbejdshund fra Spanien, som bruges til hyrdearbejde og arbejde i vand. Den er loyal og knytter sig ofte særligt til én person, er energisk, intelligent, reserveret over for fremmede og en naturlig vagthund, som har brug for meget motion, træning og særlig pelspleje.

Jag föder upp perro de agua español med fokus på mentalitet, jag prioriterar sociala o mentalt stabila föräldradjur som är friska och sunda.
Valpar härifrån rekommenderas till soc. tjänstehundar ex. Vårdhund, terapihund mm o servicehundar där hunden tränas in att hjälpa en person.
Perron är en allroundhund en mkt aktiv ras   vilket gör att den även passar bra till agility, rallylydnad, spårgrenar mm o till sällskap.
Perron är en allergivänlig ras, klipps 2-3 ggr/år  
Monika/076-1171600

Gornics

## Kort fortalt

Tax er en tysk jagthund i FCI-gruppe 4, udviklet til arbejde både under og over jorden. Racen findes i ni varianter: standard, dværg og kanin kombineret med korthåret, langhåret eller ruhåret pels. Det er derfor klogere at vælge tax efter størrelse, hårlag, opdrætterens avlsmål og hundenes faktiske egenskaber end efter racenavnet alene.

- **Anvendelse:** gravjagt, drevjagt, eftersøgning og selskab.
- **Arbejdsmåde:** udholdende, selvstændig og meget orienteret mod at bruge næsen.
- **Størrelse:** afgøres af brystomfanget, ikke af skulderhøjde eller en generel vægtangivelse.
- **Pels:** korthåret, langhåret eller ruhåret med tydeligt forskellige plejebehov.
- **Vigtigt sundhedsområde:** degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps, ofte samlet under betegnelsen IVDD.
- **Passer bedst til:** den, der ønsker en lavbenet jagthund med stor arbejdslyst og kan tilbyde både daglig motion, næsearbejde og konsekvent træning.

Den endelige størrelsesvariant fastlægges først, når hunden er mindst 15 måneder. Forældrene giver et rimeligt fingerpeg, men hvalpens endelige variant kan ikke loves før målingen.

## Udseende og pels

Taxen skal være lav og langstrakt, men samtidig kompakt, muskuløs og bevægelig. Kroppen er bygget til at kunne arbejde smidigt på begrænset plads, ikke til at være ekstremt lang eller tung. Racestandarden angiver omtrent en tredjedel af mankehøjden som frihøjde over jorden og et forhold mellem mankehøjde og kropslængde på cirka 1:1,7–1,8.

Brystomfanget måles efter 15-månedersalderen fra mankens højeste punkt til brystkassens laveste punkt. De gældende intervaller er:

- **Standardtax:** hanner mere end 37, men højst 47 cm; tæver mere end 35, men højst 45 cm.
- **Dværgtax:** hanner mere end 32, men højst 37 cm; tæver mere end 30, men højst 35 cm.
- **Kanintax:** hanner 27–32 cm; tæver 25–30 cm.

De tre hårlag er mere end en forskel i udseende. Korthåret tax har en kort, tæt og glat pels, der ligger tæt til kroppen. Den kræver normalt begrænset, regelmæssig pleje, men bør alligevel ses efter efter ture i terrænet. Langhåret tax har underuld og længere faner, som bør redes dér, hvor der let dannes filtre, især bag ørerne og på ben, bug og hale. Ruhåret tax har dækhår, underuld, skæg og markerede øjenbryn. En korrekt ru pels trimmes efter behov; klipning giver ikke den samme pelsstruktur.

Godkendte farver og mønstre afhænger delvist af hårlaget. Rød, sort eller brun med tantegninger, merle og brindle indgår i standarden, mens vildtfarver er typiske for ruhår. Pelsfarve er ikke en genvej til temperament eller jagtlyst, men visse farvekombinationer har betydning for sundheden. Bed opdrætteren forklare både den registrerede farvebetegnelse og arvegangen, hvis hvalpen er merle.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for tax er venligt og afbalanceret uden frygt eller aggression, men også energisk, udholdende og selvsikkert. Selvstændigheden kommer fra arbejde, hvor hunden skal træffe beslutninger på afstand af føreren. I hverdagen kan den samme egenskab vise sig ved, at taxen undersøger, om en regel virkelig gælder hver gang.

Jagtlyst, socialitet, tendens til at give lyd, legelyst og evne til at falde til ro varierer mellem individer og familielinjer. Den svenske analyse af Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH, tegner et billede af mange trygge taxer, men omfatter mindre end én procent af den undersøgte svenskfødte bestand. Den kan derfor ikke bruges som et løfte om en bestemt hvalps personlighed. Påstande om, at et bestemt hårlag altid er roligere, lettere at træne eller mindre interesseret i jagt, er også for brede.

Spørg i stedet, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer hjemme, ved besøg, på tur og i nye miljøer. For en jagttax er prøveresultater og praktisk brug relevant; for en selskabshund er det lige så vigtigt at få konkrete eksempler på, hvordan hundene falder til ro efter aktivitet, hvor meget de gør, og hvordan de fungerer ved håndtering. En seriøs opdrætter bør kunne beskrive både styrker og det, der kræver arbejde.

## Træning og motion

En tax har brug for daglig fysisk aktivitet og meningsfuldt næsearbejde, men ét fast antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, underlag, størrelsesvariant, sundhed og den måde, hunden arbejder på, afgør belastningen. En voksen, rask tax kan være en udholdende tur- og friluftshund, mens en hvalp skal opbygge styrke og koordination gradvist, og en hund med rygsymptomer har brug for en plan fra dyrlægen.

Spor, søgeøvelser, personspor og omhyggeligt placerede godbidssøg lader taxen bruge sin største ressource: næsen. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden virkelig værdsætter, fungerer ofte bedre end gentagelser uden et klart mål. Træn tidligt indkald, stop, at følge føreren og evnen til at afbryde et duftspor. Jagtlyst forsvinder ikke gennem lydighed, så en lang line og gennemtænkte valg af miljø er vigtige, når indkaldet ikke er sikkert. I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt uden for jagt, og fra 1. marts til 20. august kræves der særlig kontrol dér, hvor der kan være vildt.

At tage hensyn til ryggen betyder ikke, at en rask tax skal leve stillesiddende. Der er ikke belæg for, at et totalforbud mod alle trapper eller hop op og ned fra møbler i sig selv forebygger IVDD. Opbyg i stedet en god grundkondition, hold hunden i normalt huld, mindsk risikoen for at glide i hjemmet, og undgå ukontrollerede høje hop eller sammenstød. Tilpas hjælp på trapper og ved løft efter hundens alder, størrelse og sundhed.

## Sundhed

Degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps er taxens vigtigste racespecifikke sundhedsproblem. IVDD betyder, at skiverne mellem ryghvirvlerne forandres og i nogle tilfælde trykker mod nerver eller rygmarven. Søg hurtigt dyrlæge, hvis taxen pludselig får tydelige ryg- eller nakkesmerter, krummer ryggen, nægter at bevæge sig, går usikkert, mister kraft i benene eller får svært ved at kontrollere urin og afføring. Vent ikke på, at svage neurologiske tegn går over af sig selv.

SKK's officielle rygscreening af tax med røntgen tæller forkalkede skiver. Undersøgelsen foretages fra toårsdagen til dagen før fireårsdagen, og resultatet angives som K0, K1–K2, K3–K4 eller K5–K26. K0 betyder, at der ikke er fundet forkalkninger, mens et højere K-tal betyder flere helt eller delvist forkalkede skiver. Resultatet er et grundlag for avl og risikovurdering, ikke en garanti for, at hunden aldrig får eller med sikkerhed vil få kliniske problemer. Oplysninger om diskusprolaps hos forældre, søskende og tidligere afkom er derfor også vigtige.

Rygscreening og øjenlysning er frivillige for tax i Sverige. Svenska Taxklubbens racespecifikke avlsstrategi anbefaler alligevel, at ryg- og familiehistorik indgår i vurderingen, og at avlshunde øjenlyses før avlsdebut og senere i livet. PRA forekommer i racen. De gældende registreringsbestemmelser for tax regulerer blandt andet variant, hårlag, farve og endelig størrelsesmåling, men angiver ikke ryg- eller øjenundersøgelse som obligatoriske vilkår for registrering. En køber bør derfor bede om de faktiske resultater i stedet for at nøjes med udtrykket »sundhedstestede forældre«.

Følg også hundens huld: en talje skal kunne ses, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Når merle indgår i en kombination, bør opdrætteren kunne redegøre for farveanlæggene. To merleanlæg kan give dobbelt merle, som hos hunde er forbundet med øget risiko for høre- og øjenproblemer.

## Historie og oprindelse

Taxen blev udviklet i Tyskland fra lavbenede jagthunde til arbejde under jorden. Sådanne hunde har været kendt siden middelalderen, mens den organiserede avl fik tydeligere form i 1800-tallet. Den tyske taxklub blev grundlagt i 1888, og avlen kom til at omfatte de tre størrelser og tre hårlag, som udgør nutidens ni varianter.

Racens lave form, kraftige forpart, udholdenhed og selvstændighed har en praktisk forklaring. Taxen skulle kunne følge vildt under jorden, men også arbejde som drivende eller stødende hund og hjælpe ved eftersøgning. I Sverige blev den især vigtig som langsomt drivende hund, da rådyrbestanden voksede i 1940'erne. Svenska Taxklubben blev grundlagt allerede i 1901.

Det historiske anvendelsesområde kan stadig mærkes i hverdagen. En tax, der aldrig skal på jagt, har alligevel brug for at få afløb for næsearbejde, problemløsning og bevægelse. Det er også derfor, en køber bør spørge, hvad opdrætteren faktisk prioriterer: gravjagt, drivende jagt, eftersøgning, udstilling eller først og fremmest selskab.

## At leve med racen

En tax kan trives i en lejlighed, hvis den får tilstrækkelig tid ude, aktivitet og træning i at håndtere lyde i opgangen og uden for døren. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Planlæg flere lufteture, mulighed for at snuse i roligt tempo og et sted, hvor hunden kan hvile uforstyrret. Alenetid skal læres gradvist; afbryd og gør øvelsen lettere, hvis hunden viser uro. Jordbruksverkets råd om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om luftning, ikke om hvor længe den enkelte tax bør være alene.

En tax kan blive en god familiehund med børn, men små børn og hunde skal altid have en voksen til stede. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Små børn bør ikke bære taxen; en lille hund kan let blive tabt, og ryg og bagpart skal støttes ordentligt ved løft. Hunden skal altid have et trygt, uforstyrret hvilested.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidligere erfaringer og jagtlyst. Lad introduktionen foregå roligt, brug en barriere, og giv begge dyr hver sit sikre område. En tax med stærk jagtlyst bliver ikke nødvendigvis pålidelig sammen med kanin, marsvin eller kat, blot fordi møder trænes. Sikker fysisk adskillelse kan være den rigtige langsigtede løsning.

Før et køb bør du bede om konkrete svar på følgende:

- Hvilken størrelse og hvilket hårlag forventes hvalpen at få, og hvor sikkert kan det vurderes?
- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de og nære slægtninge i hverdagen?
- Findes der et officielt K-resultat og oplysninger om kliniske rygproblemer hos forældre, søskende eller tidligere afkom?
- Hvornår blev forældrene sidst øjenlyst, og hvad viser resultatet?
- Hvilke BPH-, jagt- eller udstillingsresultater er registreret og relevante for netop dette kuld?
- Hvordan er hvalpene blevet vant til håndtering, hverdagslyde, mennesker og korte stunder uden deres kuldsøskende?

Det bedste match er ikke automatisk den mindste hvalp, den roligste under besøget eller den farve, du først lægger mærke til. Vælg den kombination, hvor opdrætterens mål, hundenes dokumenterede sundhed og temperament samt din egen hverdag peger i samme retning.

UK Dachshund Club

British Veterinary Association

FCI - Fédération Cynologique Internationale

Tax: modig, langstrakt og kortbenet jagthund, oprindeligt avlet til grævling og kanin. Findes med glat, lang og ruhåret pels, i normal- og dværgstørrelse. Loyal, sikker i sporet, selvstændig og ofte gøende. Har brug for regelmæssig, men skånsom motion og vægtkontrol for at skåne ryggen.

Mictivi's

## Kort fortalt

Greyhound er en britisk mynde i FCI-gruppe 10. Racen blev udviklet til at forfølge harer ved hjælp af synet og er bygget til høj fart. I Sverige findes der især standard- eller udstillingslinjer og væddeløbslinjer. De tilhører alle samme race, og en hund fra væddeløbslinjer har ikke nødvendigvis selv deltaget i løb.

- Den ideelle skulderhøjde i racestandarden er 71–76 centimeter for hanner og 68–71 centimeter for tæver.
- Racestandarden angiver ingen vægt. Som en grov rettesnor angiver Svenska Kennelklubben 30–50 kilo for hanner og 28–42 kilo for tæver af standardtype; hunde af løbstype er ofte 10–15 kilo lettere. Linje, køn, højde og huld gør derfor en stor forskel.
- Pelsen er fin, kort og tætsiddende. Den kræver kun lidt pleje, men beskytter i begrænset omfang mod kulde, vådt vejr og gnavesår.
- Greyhound reagerer hurtigt på bevægelse. Adgang til et rummeligt og sikkert indhegnet område er vigtigere end forestillingen om, at et godt indkald gør hunden sikker uden snor overalt.
- Racestandarden beskriver greyhound som intelligent, venlig, hengiven og stabil. Hvor rolig, social eller jagtinteresseret den enkelte hund er, påvirkes også af linje, opvækst, erfaringer og helbred.

Greyhound passer bedst til den, der ønsker en tæt følgesvend, men samtidig kan håndtere racens fart og jagtinstinkt. Den, der overvejer racen, skal derfor både se på hverdagen indendørs og mulighederne for sikker bevægelse udendørs.

## Udseende og pels

Greyhound er en høj, stærk og velafbalanceret hund, ikke blot en meget slank hund. Det lange hoved og den muskuløse hals går over i godt tilbagelagte skuldre, en dyb brystkasse, et let hvælvet lændeparti og et kraftfuldt bagparti. Den optrukne buglinje og de lange ben giver den velkendte myndesilhuet. Helheden forener fart og udholdenhed uden at virke grov.

Standard- og væddeløbslinjer kan se tydeligt forskellige ud. Standardtypen er som regel større og tungere, mens løbstypen ofte er lettere. Det er avlsretninger inden for samme race, ikke to officielt adskilte racer. Bed derfor opdrætteren om at vise voksne nære slægtninge, hvis størrelsen er vigtig for din bolig, bil eller hverdag.

Pelsen skal være fin og tætsiddende. De tilladte farver er sort, hvid, rød, blå, fawn, rødgul og tigret, enten ensfarvede eller kombineret med hvidt. Pelsen behøver normalt kun at blive børstet, når der er løse hår, og hunden skal bades, når den faktisk er snavset. Den korte pels gør det samtidig let at opdage sår, gnavesår og ændringer i huld.

Vælg beskyttelse mod vejret efter hunden og situationen, ikke efter en bestemt temperaturgrænse. En slank hund, der står stille i kulden eller bliver våd, kan have brug for et dækken, mens en hund i bevægelse kan få det for varmt i det samme dækken. Kontrollér, at halsbånd, sele og dækken ikke gnaver på den smalle hals, skuldrene eller i armhulerne. En blød liggeplads uden træk er også praktisk for en korthåret hund med benede partier.

## Temperament og personlighed

En greyhound kan være rolig og hengiven i hjemmet, men udtrykket “sofakartoffel” er en forenkling, ikke en egenskab, man kan regne med hos alle hunde. Nogle falder let til ro mellem aktiviteterne, mens andre har brug for mere støtte til at håndtere lyde, alenetid, gæster eller nye omgivelser. Spørg, hvordan den konkrete hund fungerer i virkelige hverdagssituationer, i stedet for at stole på racens ry.

Racen er avlet til at opdage og forfølge bevægelse på lang afstand. Jagtlysten kan derfor blive udløst meget hurtigt af vildt, en kat eller en lille hund, der løber. Det betyder ikke, at alle greyhounds er uegnede sammen med andre dyr. Det betyder, at samspillet skal vurderes individuelt, og at et roligt første møde ikke viser, hvordan hunden reagerer, når et andet dyr begynder at løbe.

Når det gælder børn, er hundens tryghed og familiens rutiner vigtigere end en generel betegnelse for racen. En voksen skal styre samværet, beskytte hundens soveplads og forhindre børn i at klatre på, fastholde eller overraske hunden, mens den hviler. Den samme forsigtighed er nødvendig med små hunde og katte: begynd på afstand med line, gitter eller anden sikker adskillelse, giv dyrene hver deres tilflugtssted, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før du kender deres reaktioner godt. Smådyr i bur eller indhegning kræver sikker adskillelse.

Venlig og tydelig håndtering passer racen bedre end hårde korrektioner. En greyhound, der stopper op eller trækker sig, er ikke nødvendigvis stædig; den kan være usikker, overvældet eller have smerter. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør opgaven lettere, så hunden tør prøve igen.

## Træning og motion

Greyhound har brug for daglig bevægelse og mulighed for at bruge kroppen, men der findes ingen troværdig minutformel, der passer til alle. Gåture, tid til at snuse og hverdagstræning danner grundlaget. Muligheder for at galoppere kan lægges til på et stort og sikkert indhegnet område, når hundens alder, helbred, underlaget og konditionen tillader det. En ung, utrænet, ældre eller nyligt omplaceret hund skal bygges gradvist op.

Jagtinstinktet er det vigtigste sikkerhedsspørgsmål. Hold hunden i snor tæt på trafik og på steder, hvor vildt eller små dyr kan dukke op. Hegnet skal være helt, højt nok til den enkelte hund og uden åbninger, som en slank hund kan komme igennem. Kontrollér også underlaget, før hunden slippes løs; høj fart på glat, ujævnt underlag eller et område med affald øger risikoen for skader.

Træn hunden i at reagere på sit navn, søge kontakt, stoppe og komme på indkald, fordi det kan mindske risikoen og gøre hverdagen lettere. Indkald fjerner dog ikke den medfødte forfølgelsesreaktion. En hund, der kommer hver gang på træningspladsen, kan vælge anderledes, når et rådyr pludselig springer frem. En lang line kan give mere bevægelsesfrihed i visse omgivelser, men den er ikke sikker til ukontrolleret galop i fuld fart og kræver omtanke i brugen.

Korte og forståelige træningspas med belønning fungerer ofte godt. Træn det, der gør en praktisk forskel: at vente roligt ved døre, gå pænt i snor, acceptere håndtering af poter og mund, vente på signal og falde til ro på en fast plads. For en tidligere væddeløbshund kan trapper, glatte gulve, glasdøre, lyde i hjemmet og et almindeligt familieliv være nyt. Find ud af, hvad netop denne hund allerede kan, og introducér resten i små trin; gå ikke ud fra, at den samme liste gælder for alle omplacerede hunde.

## Sundhed

En greyhounds helbred skal vurderes ud fra linje og familie, fordi svensk statistik ofte samler standard- og løbstype, selv om risikomønstrene kan være forskellige. Bed om registrerede resultater, spørg til nære slægtninges helbred, og kontrollér, at undersøgelserne er relevante for den avlsretning, hunden kommer fra.

For standard- og udstillingslinjer anbefaler den gældende svenske racespecifikke avlsstrategi, at avlshunde har kendt status for greyhoundneuropati, GHN. I et studie blev sygdommen knyttet til en recessivt nedarvet ændring i NDRG1-genet hos de undersøgte greyhounds fra udstillingslinjer. Et DNA-resultat skal derfor læses sammen med arvegangen og den anden forælders resultat, ikke som et generelt tegn på, at enhver bærer er syg.

For væddeløbslinjer anbefaler den samme avlsstrategi DNA-test for progressiv retinal atrofi, PRA, samt øjenundersøgelse før hver parring. Anbefalingerne er linjespecifikke. Samtidig har greyhound ikke et særligt obligatorisk sundhedsprogram i Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026. At der ikke findes et bindende registreringskrav, betyder altså ikke, at sundhedsundersøgelser er uden betydning.

Greyhound har også blodværdier, der kan afvige fra generelle referenceintervaller for hunde. I studier har racen blandt andet haft flere røde blodlegemer og højere hæmatokrit, mens hvide blodlegemer og blodplader ofte ligger lavere; også kreatinin- og stofskifteværdier kan kræve en fortolkning, der tager højde for racen. Fortæl derfor altid dyrlægen, at hunden er en greyhound, og bed klinikken inddrage racespecifikke intervaller, før et prøveresultat vurderes som unormalt.

Forsinket blødning er rapporteret hos nogle greyhounds et til fire døgn efter en operation, selv når almindelige koagulationsprøver ikke tydeligt forudsagde problemet. Før en operation eller tandbehandling bør dyrlægen kende racen, eventuel tidligere unormal blødning og tidligere indgreb. Lægemidler og forebyggende behandling skal vælges af dyrlægen; forskningen støtter ikke én enkel standardløsning til alle greyhounds.

Et britisk klinisk studie placerede desuden greyhound blandt racer med en højere forekomst af osteosarkom i den undersøgte population. Det forudsiger ikke, hvad der vil ske med den enkelte hund, men vedvarende uforklarlig halthed, lokale smerter eller hævelse bør undersøges af en dyrlæge og ikke blot forklares med alder eller en tidligere væddeløbskarriere.

## Historie og oprindelse

Greyhound har en lang historie, men den bliver ofte fortalt med større sikkerhed, end kilderne tillader. Den officielle racestandard beskriver en oprindelse i Mellemøsten som omdiskuteret og nævner afbildninger af greyhoundlignende hunde i egyptiske grave. Ligheden viser, at myndetypen er gammel, ikke at alle moderne avlslinjer kan følges ubrudt tilbage til oldtidens Egypten.

Den ensartede race, som nutidens standard beskriver, blev udviklet på De Britiske Øer. Greyhound blev brugt til jagt på harer, hvor hunden arbejder med synet og fart over åbent terræn. Denne baggrund forklarer både den hurtige reaktion på bevægelse og kroppen, der er bygget til galop.

Da mekaniske løb på ovalbane blev etableret i 1926, voksede en avlsretning med stærkt fokus på fart i løb frem. Udstillings- og væddeløbsavl har siden udviklet sig i delvist forskellige retninger, og i Sverige ses forskellen blandt andet i størrelse og sundhedsanbefalinger. Det er fortsat én race. I dag holdes greyhound som selskabshund og udstillingshund og deltager i organiserede myndeaktiviteter, mens mange tidligere væddeløbshunde også omplaceres til almindelige hjem.

## At leve med racen

Greyhound kan bo i lejlighed eller hus, hvis hunden kan falde til ro indendørs, kommer ud hver dag og har en sikker mulighed for motion. Boligens størrelse betyder mindre end trapper, glatte gulve, lydforhold, hvor nemt det er at komme ud, og hvor godt hunden håndterer lyde og alenetid. Vurdér den enkelte hund i de omgivelser, hvor den faktisk skal bo.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte og udramatiske fravær, og øg først, når hunden forbliver rolig. En omplaceret hund bør have tid til at falde til i de nye rutiner, før kravene øges. Vedvarende gøen, rastløs vandren, ødelæggelser, savlen eller at hunden ikke kan tage imod godbidder kan vise, at trinnet var for stort; gå et trin tilbage i træningen, og søg kvalificeret hjælp, hvis problemerne fortsætter.

Indret hjemmet til en lang og hurtig hund, der kan reagere pludseligt på bevægelse. Giv den en blød og uforstyrret soveplads, skridsikre underlag, hvor det er nødvendigt, og sikre døre og gitre, før snoren tages af. Introducér katte og andre hunde gradvist. Selv en hund, der lever roligt med familiens kat, kan reagere anderledes på en kat, der løber udendørs.

Før køb eller omplacering bør du få klare svar på følgende:

- Er hunden af standard-/udstillingstype eller løbstype, og hvor store er de nærmeste voksne slægtninge?
- Hvilke sundhedsundersøgelser er foretaget på forældrene: kendt GHN-status i standardlinjer eller PRA-test og øjenundersøgelse i væddeløbslinjer?
- Hvad ved man om helbred og levealder hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge?
- Hvordan reagerer hunden på børn, små hunde, katte, vildt, trafik, fremmede mennesker og det at være alene?
- Hvilke miljøer og hverdagssituationer har hunden faktisk erfaring med?

Gode svar beskriver observationer, resultater og undtagelser i stedet for at love, at alle greyhounds er ens. Når jagtinstinkt, linje, helbred og hjemmemiljø passer sammen, kan en greyhound blive en tæt følgesvend, der er nem at leve med, uden at man undervurderer dens behov for sikkerhed.

Greyhound

The Greyhound Club of Great Britain

Svenska Vinthundklubben (Swedish Sighthound Club)

Den Danske Greyhound Klub

Lange, slanke Greyhounds er hurtige mynder bygget til sprint, men rolige indendørs. De har en kort, letplejet pels i mange farver og har brug for blødt underlag at ligge på samt beskyttelse mod vejr og vind. De er venlige, følsomme og hengivne og passer til ejere, der tilbyder faste rutiner, blid træning og moderat daglig motion.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet