## Kort fortalt

Akita er en stor japansk spidshund, som i dag først og fremmest holdes som selskabshund. Den er selvstændig, opmærksom og ofte rolig i hjemmet, men den kræver en ejer, der træner tålmodigt og kan håndtere en stærk hund i mødet med omverdenen.

- **Oprindelse:** Japan
- **Racegruppe:** Gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Skulderhøjde ifølge racestandarden:** 67 cm for hanhunde og 61 cm for tæver, med 3 cm tolerance i begge retninger
- **Vægt:** FCI's racestandard angiver ingen officiel vægt
- **Pels:** lige, grove dækhår med blød og tæt underuld
- **Typiske aktiviteter:** selskab, udstilling, spor, søg og anden aktivering i hverdagen

Akita og american akita er to forskellige racer. Den japanske akita er lettere og har et tydeligere spidshundepræg samt et smallere udvalg af godkendte farver. American akita er kraftigere bygget og har en anden racestandard. Oplysninger, sundhedsresultater og stamtavler skal derfor altid kontrolleres for den rigtige race.

Racen passer bedst til en person, der sætter pris på en selvstændig hund og kan planlægge hundemøder, indkald og tidlig miljøtræning. Den er sjældent det rette valg, hvis man ønsker en hund, der vil hilse på alle eller gentage den samme øvelse mange gange.

## Udseende og pels

Akita skal være stor, robust og velafbalanceret med ståører og en kraftig hale, der bæres tydeligt oprullet over ryggen. Racestandarden angiver 67 cm for hanhunde og 61 cm for tæver; begge må afvige 3 cm op eller ned. Standarden angiver derimod ingen vægt, så tal fra andre kilder bør ikke opfattes som et officielt vægtinterval for racen.

De godkendte farver er rød fawn, sesam, brindle og hvid. Sesam betyder rød fawn med sorte hårspidser. Alle farver undtagen hvid skal have **urajiro**: hvidlig pels på blandt andet siderne af næsepartiet, kinderne, kroppens og halens underside samt indersiden af benene. Sort maske og aftegninger på hvid bund hører ikke til standarden for den japanske akita. Sådanne træk kan forekomme blandt farverne hos american akita, og det er endnu en grund til ikke at forveksle racerne.

Pelsen består af grove, lige dækhår og blød, tæt underuld. Den er lidt længere over manke og bagpart og længst på halen. En akita fælder normalt meget underuld omkring to gange om året. I de perioder skal pelsen redes grundigt og ofte nok til, at den løse underuld ikke pakker sig. Mellem fældeperioderne tilpasses børstningen den enkelte hunds pels, og hunden bades efter behov.

Væn hvalpen tidligt og roligt til børstning, negleklipning, tandeftersyn og til, at nogen undersøger poter, ører og hud. Det er særligt værdifuldt med en stor og selvstændig hund. Frivillig håndtering, som belønnes, gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Akita beskrives som rolig, trofast og modtagelig, men også som selvsikker og selvstændig. Det betyder ikke, at alle individer opfører sig ens. Avl, tidlige erfaringer, træning og den enkelte hunds personlighed påvirker, hvordan den fungerer med mennesker og dyr.

Mange akitaer knytter stærke bånd til familien og vil gerne følge med i, hvad der sker i hjemmet. Nogle individer kan være afventende over for fremmede. Målet bør ikke være, at hunden skal acceptere fysisk kontakt med alle, men at den kan forholde sig roligt og sikkert til gæster, forbipasserende og nye miljøer.

Svenska Kennelklubben fremhæver, at racen kan få problemer med andre hunde, især hunde af samme køn. Betragt det som en risiko, der skal planlægges efter, ikke som en sikker beskrivelse af hver enkelt akita. Brug kontrollerede introduktioner, undgå tvungne hilsener, og lær at opdage tidlige tegn på spænding. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer med hunde af begge køn.

Racens baggrund som jagt- og vagthund betyder også, at sikkerhed omkring smådyr og det at gå løs skal vurderes individuelt. En akita, der er vokset op med en kat, kan fungere godt med netop den kat, men det fortæller ikke, hvordan hunden reagerer på et dyr, der løber udendørs. Brug line eller sporline, indtil indkaldet er grundigt afprøvet dér, hvor hunden skal gå løs.

Akita kan bo sammen med børn, men racenavnet er ingen garanti for sikkerhed. Små børn og hunde skal altid være sammen med en voksen til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Da en voksen akita er stor og stærk, skal en voksen også have ansvaret for gåture og vanskelige hundemøder.

## Træning og motion

Akita har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et autoritativt, fast antal minutters motion, der passer til alle individer. Alder, sundhed, kondition og aktivitetens intensitet afgør, hvad der er passende. Gåture bør kombineres med opgaver, hvor hunden får lov til at tænke og bruge næsen.

Spor, søg, næsearbejde og varierede gåture passer til racens dokumenterede interesse for dufte og spor. Lydighed og agility kan også fungere, når træningen tilpasses den enkelte hund. Svenska Kennelklubben påpeger, at akita kan blive træt af ensformig træning. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden sætter pris på, fungerer derfor ofte bedre end mange mekaniske gentagelser.

Træn med tryghed, konsekvens og positiv indlæring. Beløn den adfærd, du ønsker, og øg sværhedsgraden gradvist. Hårde fysiske korrektioner løser ikke selvstændighed og kan skade tilliden. Prioritér især:

- kontakt og følgeskab med løs line
- at passere andre hunde roligt og kunne øge afstanden efter behov
- indkald først på steder med få forstyrrelser og derefter med sporline
- en godt indlært plads, hvor hunden kan falde til ro, når I får gæster
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og pels

Et sikkert indhegnet område er det tryggeste sted til fri bevægelse, indtil indkaldet fungerer trods forstyrrelser. Selv en veltrænet akita kan træffe selvstændige valg. Om hunden skal gå løs, bør derfor afgøres ud fra den enkelte hunds adfærd og risikoen på stedet, ikke ud fra en generel racebeskrivelse.

## Sundhed

Akita betragtes generelt som en forholdsvis sund race, men den svenske raceklubs avlsstrategi peger på autoimmune sygdomme, hoftedysplasi og øjendiagnoser som områder, der skal følges. Et velovervejet hvalpekøb handler derfor både om registrerede undersøgelsesresultater og åben information om sygdomme i slægten.

To diagnoser, der har fået særlig opmærksomhed, er sebaceous adenitis, **SA**, og Vogt–Koyanagi–Harada-lignende syndrom, ofte kaldet **VKH** eller **UDS** hos hunde. SA er en betændelse, som skader talgkirtlerne og kan give hud- og pelsproblemer. VKH/UDS kan give tab af pigment og alvorlige øjenproblemer. Et lille antal svenske akitaer fik disse diagnoser i raceklubbens opgørelse for 2000–2020, men tallene skal ikke læses som en aktuel risikoprocent. Klubbens strategi siger, at hunde med diagnosticeret SA eller VKH ikke skal bruges i avl, og at sundheden hos deres slægtninge skal indgå i vurderingen.

For hofterne er det vigtigt at skelne mellem regler og anbefalinger. Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 skal begge forældredyr have en officiel HD-status, før et akitakuld kan registreres. Kravet betyder, at der skal være registreret et resultat; det betyder ikke i sig selv, at alle tilladte kombinationer har forældre med grad A eller B. Raceklubbens avlsstrategi går længere og siger, at hunde med HD-grad D eller E ikke skal bruges i avl.

Øjenundersøgelse er ikke et registreringskrav for akita efter de svenske regler for 2026. Raceklubben beskriver undersøgelsen som frivillig, men ønskelig på et tidspunkt i livet for hunde, der skal bruges i avl. Også et frivilligt resultat kan give værdifuld information, når du sammenligner opdrættere.

Bed opdrætteren om at vise og forklare:

- begge forældres officielle HD-resultater i Svenska Kennelklubbens registre
- om forældrene er øjenundersøgt, og hvilke resultater der findes hos nære slægtninge
- om SA, VKH/UDS eller andre diagnosticerede hud- og øjensygdomme forekommer hos nære slægtninge
- hvordan sundhed, temperament og genetisk variation er afvejet i den planlagte kombination

Kontakt en dyrlæge ved vedvarende hudforandringer, tydeligt hårtab, tab af pigment, smerter eller rødme i øjnene eller en pludselig ændring af synet. Sådanne symptomer kan have flere årsager og kan ikke vurderes sikkert ud fra racen eller oplysninger på nettet.

## Historie og oprindelse

Akita kommer fra Japan og har navn efter Akita-regionen. FCI's historik beskriver Akita Matagi som mellemstore bjørnehunde. Fra 1603 blev de også brugt til hundekampe, og fra 1868 blev de krydset med tosa og mastiff. Hundekampe blev forbudt i 1908, og i 1931 blev ni fremragende akitaer udpeget som japanske naturmonumenter.

Anden Verdenskrig ramte racen hårdt. Efter krigen fandtes tre tydelige typer: matagi-akita, kamphunde-akita og hunde med schæferindslag. Japanske opdrættere arbejdede derefter på at genskabe den oprindelige spidshundetype ved at bruge matagi-akita og reducere indflydelsen fra udenlandske racer. Det arbejde formede den japanske akita, vi kender i dag.

Den amerikanske linje udviklede sig i en anden retning. Hunde af den tungere efterkrigstype blev bragt til USA, hvor american akita blev udviklet. I Sverige blev populationen delt i 2000, og ifølge racens avlsstrategi bygger den nuværende svenske akitaavl på japanske linjer. Akita og american akita er derfor ikke to navne for den samme hund, men separate racer med hver sin standard.

## At leve med racen

Akita kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig luftning, passende aktivitet og et uforstyrret sted at hvile. Boligens størrelse afgør ikke i sig selv, om hundelivet fungerer. Det er vigtigere, at en stor hund kan passere opgange og smalle områder roligt, at hundemøder kan håndteres, og at der er gode områder til gåture i nærheden.

Alenetid skal trænes gradvist. En tryg voksen hund, der er trænet til at være alene, kan ofte klare nogle timer, mens en hvalp ikke kan efterlades på samme måde. Fremskridtene varierer fra hund til hund. Øg ikke tiden, mens hunden viser uro. Find i stedet en hundepasser, dagpasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

I et hjem med andre hunde skal du tage højde for køn, hvordan individerne fungerer med hunde, og om de kan holdes adskilt. Giv mad og tyggeben hver for sig, hvis der er risiko for konkurrence, og indret flere uforstyrrede hvilepladser. Med katte eller smådyr er der brug for kontrollerede introduktioner og mulighed for at adskille dyrene med en låge eller dør. Tidligere roligt samvær gør ikke alle fremtidige situationer risikofrie.

Før du køber en hvalp, bør du møde voksne hunde fra opdrætterens linjer og bede om konkrete eksempler frem for generelle ord om racen. Spørg, hvordan hundene fungerer ved hundemøder, med gæster, ved håndtering, alene og i nye miljøer. Sammenhold svarene med dit virkelige liv: Hvem står for gåturene, hvordan håndterer I besøg, hvor kan hunden få ro, og hvad gør I, hvis den ikke kan gå løs eller bo frit sammen med familiens anden hund? Den gennemgang fortæller mere om det rette match end en beskrivelse af akita som blot loyal, rolig eller selvstændig.

Akita

The Kennel Club (UK)

American Kennel Club (AKC) - Akita Breed Overview

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Stor, kraftig japansk spidshund med bred skalle, krøllet hale og tæt dobbelt pels, der fælder meget. Rolig, selvstændig og reserveret over for fremmede, men dybt loyal over for familien og en naturlig vagthund. Intelligent, men viljestærk, og egner sig bedst til erfarne og konsekvente ejere.

Milstolpen's

Tjekkoslovakisk ulvehund

Czechoslovakian Wolfdog Club of the United Kingdom

Förbundet Svenska Kennelklubben (SKK) - Swedish Kennel Club

Czechoslovakian Wolfdog Deutschland

Tjekkoslovakisk ulvehund er en sjælden, ulvelignende brugshunderace, fremavlet ved at krydse schæfer med karpatiske ulve. Den er mellemstor til stor, atletisk og meget energisk, knytter stærke bånd til sin familie, er reserveret over for fremmede, kræver intensiv træning og lange daglige gåture og egner sig bedst til erfarne, aktive ejere.

kennel Dreamskyline

## Kort fortalt

Nederlandsk schapendoes er en letbygget hollandsk hyrdehund, der forener arbejdsglæde, fart og selvstændighed med stor hengivenhed over for mennesker, den kender. Den passer bedst til en ejer, som gerne vil træne og være aktiv sammen med hunden, og som har tid til en lang pels, især mens unghunden skifter pels.

- **Racegruppe:** Gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Oprindelse:** Nederlandene
- **Oprindelig opgave:** At hyrde får
- **Skulderhøjde:** Hanhunde 43–50 cm, tæver 40–47 cm
- **Vægt:** Racestandarden angiver ikke et fast vægtinterval
- **Pels:** Lang, tæt dobbeltpels med en fin, tør og let bølget struktur
- **Aktivitetsniveau:** Energisk hyrdehund, der har brug for både bevægelse og meningsfulde opgaver

Racen kaldes ofte blot schapendoes. Under den pjuskede pels findes en smidig arbejdshund, som skal kunne galoppere, springe og vende hurtigt.

## Udseende og pels

Nederlandsk schapendoes skal være letbygget og lidt længere end høj. Bevægelserne skal være frie og fjedrende. Den kraftige pels får hunden til at se større ud, end kroppen faktisk er.

Hanhunde skal være 43–50 cm og tæver 40–47 cm. Standarden angiver ingen idealvægt. Højde, let kropsbygning, muskelmasse og huld giver bedre vejledning end et generelt vægtinterval.

Halen er lang og rigt behåret, men skal ikke altid bæres i samme stilling. I hvile hænger den ned. I trav kan den bæres forholdsvis højt og svinge let fra side til side, i galop strækkes den ud, og under spring fungerer den som et ror. En opmærksom hund må løfte halen højt, men den må ikke bæres stift over ryggen.

Pelsen har tæt underuld og lange dækhår, mindst 7 cm over bagparten. Hårene skal være fine, tørre og let bølgede og stå ud i totter. Tydeligt krøllet, kruset eller silkeagtig pels svarer ikke til standarden. Den fyldige hårtop, overskægget og skægget giver det karakteristiske udtryk.

Alle farver er tilladt, men standarden foretrækker blågrå til sort.

Pelsplejen ændrer sig, efterhånden som hunden vokser. Hvalpepelsen kan være forholdsvis enkel, mens overgangen til voksenpels ofte giver en blødere overgangspels, der lettere filtrer. Den voksne pels udvikler sig gradvist og er måske først færdig, når hunden er omkring to til tre år. I overgangsperioden har nogle hunde brug for gennemredning langt oftere end en voksen hund med færdig pels.

En grundig gennemgang cirka en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt, men pelsens tilstand skal afgøre det. Del pelsen i mindre partier, og kontrollér med en kam helt ned til huden, især bag ørerne, i skægget og kraven, under forbenene, på maven og omkring bagparten. Hvis kammen ikke glider igennem uden modstand, skal pelsen redes ud.

Pelsen kan samle grus, kviste, frø, mudder og sne. Underuld løsner sig også med mellemrum, selv om hårene ikke altid lander på gulvet på samme måde som hos en korthåret hund. Det gør ikke racen allergivenlig. Hundeallergi skyldes først og fremmest allergener fra hud og spyt, og ingen hunderace kan garanteres at være sikker for en allergiker.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver schapendoes som opmærksom, modig, intelligent, årvågen, glad, livlig og venlig. Over for mennesker, den kender, skal den være hengiven og trofast. Hyrdehundebaggrunden mærkes ofte ved, at hunden hurtigt registrerer bevægelse og forandringer.

Det er raceidealet, ikke en garanti for hvert individ. I den svenske racespecifikke avlsstrategi, som bygger på ældre mentalbeskrivelser til og med 2015, blev der bemærket flugt- og frygtreaktioner ved lyde og overraskelser samt en lav tilbøjelighed hos nogle hunde til at undersøge det, der havde skræmt dem. Grundlaget er begrænset og historisk, men gør tryghed og evnen til at falde til ro igen til vigtige spørgsmål. Bed opdrætteren give konkrete eksempler på, hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede, pludselige lyde, håndtering og nye miljøer, og bed om at se BPH- eller MH-resultater, når de findes.

Årvågenheden kan betyde, at hunden varsler, når nogen kommer, eller noget ændrer sig uden for hjemmet. Træn tidligt, at et kort varsel skal efterfølges af ro. Afskærm en vinduesplads, hvis den udløser gøen, beløn stilhed, og lær hunden at gå hen på en bestemt plads, når det ringer på døren.

En schapendoes kan fungere godt med børn, når hunden er tryg, og en voksen styrer samværet. Børn må ikke trække i pelsen, forstyrre hunden, når den hviler, eller lege med den uden opsyn. Legelyst og hurtige bevægelser kan også føre til sammenstød eller adfærd, der minder om hyrdning. Samlivet med hunde, katte og smådyr afhænger af individ, erfaring og introduktion. En baggrund som hyrdehund er ingen garanti for et problemfrit forhold.

## Træning og motion

Nederlandsk schapendoes har brug for bevægelse og mental aktivering hver dag, men et fast antal timer passer ikke til alle. Tilpas belastningen efter alder, helbred, kondition og evnen til at falde til ro. Variér gåture, muligheder for at bruge næsen og koncentrationsopgaver med uforstyrret hvile.

Racen kan være glad for agility, rallylydighed, lydighed, dog dancing, næsearbejde, spor, eftersøgning og hyrdning. Man behøver ikke at konkurrere, men hunden har glæde af opgaver, der forener hurtige beslutninger, kropskontrol og samarbejde. Aktivitet med højt tempo skal afbalanceres med ro og hvile.

Selvstændigt arbejde var en del af racens oprindelige funktion. I træningen kan det vise sig som egne initiativer eller mistet interesse ved gentagelser. Hold træningspassene korte, variér belønningerne, og øg sværhedsgraden gradvist. Belønningsbaseret træning giver tydelig information uden frygt eller smerte.

Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt omkring bevægelse, mennesker og andre hunde
- ro ved døre og vinduer og ved lyde i opgangen
- at gå pænt i snor og passere uden at forsøge at hyrde eller kaste sig ind i leg
- tryg håndtering af pels, ører, poter, mund og hele kroppen
- kropskontrol før høje spring og krævende agilitytræning
- et tydeligt signal om, at aktiviteten er slut, og det er tid til hvile

Hvalpe og unge hunde skal ikke trænes som færdige sportshunde. Opbyg balance og koordination gennem varieret bevægelse, og vent med gentagen høj belastning, til kroppen er moden.

## Sundhed

Bed om at se aktuelle øjen- og gPRA-resultater samt tilgængelig information om hofter, albuer og mentalitet. Kontrollér hundenes identitet og datoerne for undersøgelserne.

gPRA er en form for progressiv retinal atrofi, som hos schapendoes er knyttet til en mutation i genet CCDC66. Sygdommen nedbryder gradvist nethindens lysfølsomme celler og kan føre til natteblindhed, tiltagende synstab og til sidst blindhed. Der findes en direkte DNA-test for den racespecifikke mutation.

DNA-testen viser, om hunden er genetisk fri, bærer eller har to kopier af sygdomsvarianten:

- En genetisk fri hund har ikke den testede sygdomsvariant.
- En bærer har én kopi. Den skal ikke forveksles med en hund, der har to kopier, men kan give varianten videre.
- En hund med to kopier har risiko for at udvikle den testede form for gPRA.

Nedarvningen er simpel autosomal recessiv. En kendt bærer skal derfor kun parres med en hund, der er genetisk fri eller dokumenteret fri via afstamning. Hvalpene kan så ikke få to kopier af netop denne testede variant, selv om nogle kan blive bærere. Det afgørende er, at kombinationen er sikker, og at resultaterne kan kontrolleres.

DNA-testen og en klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål. DNA-testen gælder den kendte CCDC66-variant, mens en øjenundersøgelse kan påvise synlige forandringer på undersøgelsestidspunktet. Et frit DNA-resultat udelukker derfor ikke alle mulige øjensygdomme, og en øjenundersøgelse uden anmærkninger viser ikke hundens genetiske gPRA-status.

Den offentliggjorte svenske racespecifikke avlsstrategi, revideret i 2016, angiver gPRA-test og øjenundersøgelse for avlshunde og anbefaler desuden undersøgelse af hofter og albuer. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller derimod ikke noget racespecifikt krav om undersøgelse af hofter eller albuer, øjenundersøgelse eller gPRA-test for at registrere et schapendoeskuld. En hvalp registreret hos Svenska Kennelklubben har derfor ikke automatisk forældre med disse resultater. Klubbens generelle regel for alvorlige sygdomme med simpel recessiv nedarvning gælder dog stadig, når et DNA-resultat er kendt: En bærer må kun kombineres med en fri hund, og en hund med to kopier af sygdomsvarianten må ikke bruges i avl.

Bed opdrætteren vise:

- gPRA-resultatet for hver forælder eller dokumentation for fri status via afstamning
- aktuelle resultater fra øjenundersøgelser med den fuldstændige vurdering
- officielle hofte- og albueresultater, hvis hundene er undersøgt
- information om syn, led, bevægelighed og frygt hos ældre nære slægtninge

## Historie og oprindelse

Nederlandsk schapendoes udviklede sig som hyrdehund i Nederlandene og fandtes, hvor der var hedeområder, hyrder og fåreflokke i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hundene havde brug for udholdenhed, bevægelighed, fart og evnen til at træffe beslutninger på afstand af hyrden.

P. M. C. Toepoel regnes som racens grundlægger. Mellem 1940 og 1945 blev hunde af den næsten forsvundne type samlet til videre avl. Den nederlandske raceklub blev stiftet i 1947, Raad van Beheer gav en foreløbig anerkendelse i 1952, og i 1954 blev der udarbejdet en standard og åbnet en stambog.

Året 1971 står i standardens historiske resumé som racens endelige anerkendelse. FCI's eget raceregister angiver derimod den 17. maj 1991 som datoen for endelig FCI-anerkendelse. Året 1971 bør derfor ikke omtales som datoen for endelig FCI-anerkendelse uden en forklaring. Den gældende officielle standard blev godkendt af FCI i 1992 og offentliggjort i 1999.

Standarden placerer schapendoes blandt langhårede europæiske hyrdehunde som bearded collie, puli, polski owczarek nizinny, old english sheepdog, briard og bergamasco. Det er en beskrivelse af historisk slægtskab, ikke en nyere blanding af disse racer.

## At leve med racen

En schapendoes kan bo i lejlighed eller hus, hvis den får aktivitet, hvile og træning omkring lyde. I en lydhør ejendom skal mennesker i opgangen, elevatordøre og bevægelse uden for vinduet blive almindelige hændelser, ikke grunde til langvarig varsling. En have erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter.

Regn med, at pelsen tager naturen med indenfor. Efter en skovtur kan du være nødt til at fjerne kviste og frø, rede fugtige partier ud og kontrollere poter og hud. Pelsplejen under unghundens pelsskifte kan tage væsentligt længere tid end hos en voksen hund med færdig pels. Lær hvalpen at acceptere systematisk pelspleje på et skridsikkert underlag.

Racen vil gerne være tæt på familien, så alenetid skal trænes i små trin, når hunden er tryg og har været ude. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan hvile. Vedvarende gøen, vandren, pusten eller ødelæggende adfærd betyder, at trinnet var for svært, ikke at hunden skal være alene i længere tid for at ”vænne sig til det”.

Nederlandsk schapendoes passer til dig, der ønsker en hurtig, glad og engageret træningskammerat og sætter pris på en hund, der tager egne initiativer. Den passer dårligere, hvis et meget lavt aktivitetsbehov, minimal pelspleje eller en hund, der af sig selv er stille og tryg overalt, er afgørende. Vælg opdrætter ud fra verificerede gPRA- og øjenresultater, åben information om led og mentalitet og den måde, de voksne hunde fungerer på i hverdagen.

Nederlandsk schapendoes

Dutch Schapendoes Club of the Netherlands

Société Centrale Canine (France)

Deutsche Kynologische Gesellschaft (Germany)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Nederlandsk schapendoes er en mellemstor, hollandsk hyrdehund med en pjuskede pels, livlig og smidig med et hoppende trav. Den er glad, menneskeorienteret og legesyg og passer godt til aktive familier. Hunden er intelligent, men selvstændig og har brug for positiv træning, regelmæssig mental stimulering og hyppig pelspleje.

Briemates

## Kort fortalt

Finsk lapphund er en finsk hyrde- og vagthund med baggrund i rensdyrhold, men i dag lever de fleste som aktive familie- og selskabshunde. Racen passer bedst til mennesker, der gerne vil være meget ude, træne varieret og samtidig kan lære hunden at falde til ro. Et venligt væsen er typisk, men siger ikke, hvor social den enkelte hvalp bliver, hvor meget lyd den bruger, eller hvor let den bliver stresset.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelig opgave:** at hyrde og vogte rensdyr
- **Ideel skulderhøjde:** 49 cm for hanner og 44 cm for tæver, med 3 cm tilladt afvigelse i begge retninger
- **Pels:** lange, grove dækhår og blød, tæt underuld
- **Farve:** alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere
- **Passer bedst til:** et aktivt hjem, der sætter pris på samarbejde, friluftsliv og en opmærksom hund
- **Vigtigt at vurdere:** gøen og anden lyd, evnen til at falde til ro, forældredyrenes temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Højden er også en rettesnor for racetypen, ikke et løfte om en bestemt størrelse; standarden fremhæver, at typen er vigtigere end målet.

## Udseende og pels

Finsk lapphund er lidt under middelstor, kraftigt bygget i forhold til sin størrelse og en smule længere end høj. Hovedet er forholdsvis bredt, ørerne er opretstående eller halvt opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller til siden, når hunden bevæger sig. I hvile må halen hænge.

Den dobbelte pels består af lange, grove dækhår over en blød, tæt underuld. Hanner har ofte en mere markant krave. Alle farver er tilladt, så længe én grundfarve dominerer, og derfor kan to racetypiske finske lapphunde se ret forskellige ud.

Pelsen skal børstes jævnligt og oftere, når hunden fælder meget. Arbejd helt ned i underulden, især bag ørerne, i armhulerne og dér, hvor sele eller halsbånd ligger mod pelsen. Bad hunden efter behov. Den normale pelspleje bygger på børstning frem for at klippe pelsen kort; hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde, bør dyrlægens råd følges.

Mængden af pels og fældning varierer fra hund til hund og gennem året. Den, der ønsker et hjem uden hundehår eller regner med én fast børstedag om ugen, bør derfor tænke anderledes: mærk pelsen igennem med hænderne og en kam, og tilpas plejen til den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal finsk lapphund være intelligent, modig, rolig, føjelig, venlig og hengiven. I hverdagen ses ofte en kombination af arbejdslyst, opmærksomhed og evne til at være tæt på familien. Det er dog stadig en hyrde- og vagthund af spidshundetypen, ikke en hund, der automatisk er stille eller ukompliceret i alle miljøer.

Racen bruger gerne stemmen. Nogle hunde reagerer på lyde, mennesker uden for boligen eller bevægelse i omgivelserne, mens andre er betydeligt mere stille. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på dørklokken, gæster, hundemøder og rolige stunder indenfor. Det er mere oplysende end en generel påstand om, at racen gør meget.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2019 giver et nyttigt, men begrænset billede. Grundlaget omfattede 229 beskrevne hunde, og de 212 svenskfødte deltagere udgjorde kun omkring tre procent af de svenskfødte hunde i de opgjorte årgange. Analysen viser blandt andet en moderat hilsen på fremmede som racegennemsnit, men også stor variation fra hunde, der næsten ikke hilste, til hunde, der hilste meget intenst. Et racegennemsnit kan beskrive en population, men kan aldrig forudsige, hvordan en bestemt hvalp bliver.

Se gerne forældrenes BPH- eller MH-resultater, men læs hele beskrivelsen, og spørg, hvordan hundene fungerer i hverdagen. At hunden hurtigt falder til ro efter overraskelser, ikke gør mere, end familien kan håndtere, og kan slappe af, er ofte vigtigere for familielivet end en ivrig hilsen.

## Træning og motion

Finsk lapphund har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, mental stimulering og en pålidelig evne til at geare ned, men ingen fast tidsregel passer til alle. En god uge rummer ture i varieret terræn, mulighed for at snuse og undersøge, korte samarbejdsøvelser og rolige dage, hvor hunden kan restituere. Spor, nose work, lydighed, rallylydighed, agility og veltilrettelagt hyrdearbejde er eksempler på aktiviteter, der kan passe forskellige individer.

Vurder balancen ud fra hundens adfærd. En hund, der bliver aktiveret passende, kan arbejde engageret og derefter falde til ro. Rastløs vandren, konstant overvågning, søvnbesvær eller stadig kraftigere krav om aktivitet kan betyde, at hunden har brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke blot længere træningspas.

Belønningsbaseret træning passer til racens lydhøre og samarbejdsvillige natur. Begynd tidligt med kontakt, indkald og at vælge forstyrrelser fra. Træn først på en let afstand, og brug en lang line, hvor indkaldet endnu ikke er sikkert. Hyrdebaggrunden kan gøre bevægelse interessant, men jagt- og hyrdelyst varierer; tag udgangspunkt i den hund, du har foran dig.

Ved træning af gøen er målet ikke at straffe hundens varsling, men at gøre situationen overskuelig. Vis, at du har set det, hunden reagerer på, beløn en pause, og lær den at gå til et roligt sted væk fra vindue eller dør. Begræns muligheden for at øve uafbrudt vagthold. Hvis gøen skyldes frygt, problemer med at være alene eller et højt stressniveau, skal årsagen håndteres frem for blot at dæmpe lyden.

## Sundhed

I racens avlsstrategi beskrives finsk lapphund som en race uden store overordnede problemer med den fysiske sundhed, men flere arvelige tilstande skal stadig tages i betragtning i avlen. For en hvalpekøber er de vigtigste kontroller hofter, øjne og korrekt fortolkede DNA-resultater; albueresultater og mentalbeskrivelse giver yderligere oplysninger.

Det er vigtigt at skelne mellem formelle regler og raceklubbens strengere kriterier. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 kræver, at begge forældredyr har officiel hoftestatus før parring. For at et kuld kan formidles gennem den svenske raceklub for finsk lapphund, gælder derudover blandt andet acceptable hofteresultater, øjenundersøgelse inden for 24 måneder og en gennemtænkt DNA-kombination. Hvis forældrene er albuerøntgenfotograferet, skal resultaterne være uden anmærkninger. Det betyder ikke, at øjenundersøgelse, albuerøntgen og alle DNA-test er identiske formelle krav fra Svenska Kennelklubben for registrering af kuldet.

Prcd-PRA er en form for fremadskridende nethindesygdom, mens Pompes sygdom, GSDII, er en alvorlig glykogenlagringssygdom. Begge nedarves autosomalt recessivt. En bærer er ikke det samme som en syg hund og kan parres med en genetisk fri eller arveligt fri partner, uden at hvalpene bliver syge af den pågældende mutation. To bærere må derimod ikke kombineres. En prcd-PRA-test siger kun noget om denne bestemte PRA-variant, ikke om alle øjensygdomme, og derfor er et aktuelt øjenresultat fortsat relevant.

Bed opdrætteren om at vise originaler eller registrerede resultater, der kan kontrolleres, og undersøg:

- begge forældres officielle HD-resultater og gerne kombinationens beregnede HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelse
- kombinationens prcd-PRA- og GSDII-status, ikke blot ordet »testet«
- ED-resultater, hvis hundene er røntgenundersøgt
- BPH eller MH, og hvordan forældredyrene fungerer hjemme, ved lyde og efter overraskelser
- hvilke sundhedsproblemer der er forekommet hos nære slægtninge

Ingen liste over undersøgelser kan garantere en sund hvalp. Den kan derimod vise, om opdrætteren har foretaget relevante kontroller, forstået resultaterne og valgt en kombination, der mindsker kendte risici uden unødigt at udelukke raske bærere fra avlen.

## Historie og oprindelse

Den moderne racehistorie for finsk lapphund begynder i Finland. Racestandarden fortæller, at samerne gennem århundreder brugte hunde, der lignede finsk lapphund, til at hyrde og vogte rensdyr i de nordlige dele af Fennoskandien og Rusland. Formuleringen »hunde, der lignede« er vigtig: Den dokumenterer en ældre arbejdsopgave og hundetype, men beviser ikke en ubrudt stamtavle fra forhistoriske hunde til nutidens race.

Den moderne udvikling har tydeligere milepæle. Den finske kennelklub fastlagde den første racestandard for den lapske hyrdehund i 1945. Navnet blev ændret til lapphund i 1967, racetypen stabiliserede sig i løbet af 1970'erne, og racen fik navnet finsk lapphund i 1993. Under denne udvikling blev den mere langhårede lapphundetype skilt fra den mere langstrakte og korthårede lapske hyrdehund.

Arven fra rensdyrholdet er med til at forklare, hvorfor racestandarden forener opmærksomhed og mod med ro og føjelighed. En arbejdende hund skulle reagere på bevægelse og holde kontakt med føreren uden at skabe unødig uro i flokken. I dag ses den samme alsidighed i rollen som aktiv familie- og selskabshund og i flere hundesportsgrene, selv om få hunde arbejder med rensdyr.

## At leve med racen

Finsk lapphund kan blive en meget behagelig familiehund, når husstanden trives med aktivitet, pels, lyd og tæt samarbejde. Racen er mindre velegnet til den, der ønsker en konsekvent stille hund, et minimum af hundehår eller en hund, der nøjes med korte lufteture uden anden beskæftigelse.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, når den sover, spiser eller prøver at gå væk. Lær derfor både barn og hund, hvordan rolige møder foregår.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Regn ikke med, at racenavnet garanterer lav jagtlyst eller øjeblikkeligt venskab. Spørg, hvordan forældrene og hvalpen har fungeret med andre dyr, sørg for afstand og en let mulighed for at afbryde de første møder, og giv hvert dyr egne ressourcer og hvilesteder.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig og varieret aktivitet ude, og ejeren arbejder aktivt med varsling i opgangen, elevatoren og ved vinduer. Boligens størrelse løser hverken aktivitetsbehovet eller gøen; hverdagens rutiner og lydmiljøet er vigtigere.

Alene-hjemme-træning skal bygges gradvist op, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan forblive rolig. Voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvad de kan klare, og endnu en hund er ingen sikker løsning på problemer med at være alene. Hvis hunden ikke kan falde til ro, når den forlades, bør træningen gå et trin tilbage, og professionel hjælp kan overvejes.

En god købsbeslutning bygger derfor på mere end racens venlige ry. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, læg mærke til, hvordan de reagerer på hverdagens lyde, se, om de kan falde til ro, og bed opdrætteren forklare både sundhedsdata og temperament. Så bliver det lettere at afgøre, om finsk lapphund passer til netop dit hjem.

Finsk lapphund

The Finnish Lapphund Club Of Great Britain

Suomen Kennelliitto (The Finnish Kennel Club)

Verein für Finnische Lapphunde Deutschland e.V.

Finsk lapphund er en middelstor, robust arktisk spidshund med tyk dobbeltpels og et venligt, men årvågent temperament. Oprindeligt avlet som renshyrdehund er den meget menneskeorienteret, intelligent, gøende og trives bedst med daglig motion, mental stimulering og tæt samvær med familien.

Samejäntans

## Kort fortalt

Japansk spids er en japansk selskabshund i FCI's gruppe 5. Den kendes på sin rent hvide dobbeltpels, de små opretstående ører og den buskede hale over ryggen. Racen er livlig, opmærksom og ofte nem at motivere i træningen, men den har også let til gøen. Den, der overvejer racen, bør derfor tænke lige så grundigt over, hvor meget lyd man kan leve med, som over hundens behov for motion.

- **Oprindelse og anvendelse:** Japan; selskabshund, FCI-nummer 262.
- **Størrelse:** Standarden angiver en skulderhøjde på 30–38 cm for hanner, mens tæver skal være lidt mindre. Den angiver ingen vægt.
- **Proportioner:** Kroppen skal være en smule længere, end den er høj, med forholdet 10:11 mellem skulderhøjde og kropslængde.
- **Pels:** Rent hvid med lige, udstående dækhår og kort, blød og tæt underuld.
- **Temperament:** Idealet er en intelligent, glad og opmærksom hund. En japansk spids må gerne varsle, men bør ikke være generelt støjende, bange eller aggressiv.
- **Behov i hverdagen:** Daglig fysisk aktivitet, næsearbejde og mentale opgaver samt tidlig træning omkring lyde, gæster og det at være alene.

En japansk spids kan ligne en lille samojedhund eller en hvid tysk spids, men det er forskellige racer med hver sin standard og baggrund. Udseendet alene fortæller ikke, hvordan de adskiller sig i temperament, størrelse eller sundhed.

## Udseende og pels

Japansk spids er en robust, men elegant hund uden overdrevne proportioner. Det spidse næseparti, de mørke mandelformede øjne og de små trekantede ører giver et vågent udtryk. Ryggen skal være kort og lige, og bevægelserne hurtige og aktive. Halen bæres over ryggen, men må ikke være stramt oprullet.

Pelsen har to tydelige lag. Dækpelsen er lige og står ud fra kroppen, mens underulden er kort, blød og tæt. Pelsen er kortere i ansigtet, på ørerne og på forsiden af benene, men længere på kroppen. Kraven omkring hals og bryst og den rigt behårede hale er særligt markante. Rent hvid er den eneste godkendte farve.

En grundig børstning og gennemredning helt ned til huden cirka én gang om ugen er normalt et godt udgangspunkt. Arbejd i små partier, så kammen når underulden, og vær især omhyggelig bag ørerne. Under fældning er hyppigere pelspleje nødvendig. Svenska Kennelklubben beskriver, at tæver ofte fælder to gange om året og voksne hanner som regel én gang, men mængde og tidspunkt varierer.

Bad bør afhænge af snavs og behov, ikke af en fast plan. Den hvide farve betyder ikke, at hunden skal bades, hver gang den bliver støvet. Væn hvalpen roligt til børste, kam og håndtering af poter, før der bliver brug for en fuld gennemgang af pelsen.

## Temperament og personlighed

Japansk spids lægger hurtigt mærke til det, der sker omkring den, og vil gerne være tæt på familien. Racestandarden beskriver hunden som intelligent, glad og opmærksom. Nogle individer er ikke særligt interesserede i kontakt med fremmede mennesker eller hunde. At være reserveret er ikke det samme som at være bange: panik, truende adfærd eller problemer med at falde til ro igen er noget andet end rolig tilbageholdenhed.

Gøen kræver en nuanceret forklaring. Svenska Kennelklubbens racebeskrivelse siger, at japansk spids har let til gøen, mens standarden siger, at den ikke bør være støjende. De to udsagn hænger sammen, hvis man skelner mellem et kort varsel og gøen, der fortsætter ved enhver lyd. Målet er ikke at fjerne hundens opmærksomhed, men at lære den at registrere en lyd ved døren og derefter falde til ro igen.

Gøen, skyhed og frygt for fremmede gik igen i raceklubbens ejerundersøgelser fra 2014 og 2020. Deltagerne valgte selv at svare, og spørgsmålet var bredt, så svarene viser ikke, hvor almindeligt noget er i racen. Mød om muligt hvalpens mor i en almindelig hverdagssituation, spørg, hvordan nære slægtninge reagerer på gæster og lyde i opgangen, og læs eventuelle BPH-adfærdsbeskrivelser som profiler, ikke karakterer.

Racen kan passe til en førstegangshundeejer, som gerne vil træne aktivt og arbejde konsekvent med gøen. Den passer dårligere til den, der forventer, at en selskabshund automatisk er stille, altid kommer på indkald eller hilser begejstret på alle.

## Træning og motion

En voksen japansk spids har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle. Variér gåture, snusearbejde, leg og korte samarbejdsopgaver. Rallylydighed, nose work, agility, spor, tricks og hverdagstræning kan være gode valg; tilpas dem til hundens sundhed, interesse og kondition.

Vurdér mængden ud fra, hvordan hunden kommer sig. Den skal kunne falde til ro og bevæge sig uden stivhed efter hvile. En hund, der gør ved enhver lille forstyrrelse, kan have brug for tydeligere pauser, næsearbejde eller bedre træning omkring forstyrrelser – ikke nødvendigvis en længere tur. Hvalpe har brug for korte, legende oplevelser, der passer til deres alder, ikke en nedskaleret plan for voksne hunde.

Belønningsbaseret og trinvis træning passer godt til racens opmærksomhed og arbejdslyst. Find først ud af, hvad der udløser gøen: dørklokken, elevatoren, mennesker uden for vinduet eller ophidselse under leg. Skab afstand eller skærm udsynet, og beløn hunden, mens den stadig kan være stille og søge kontakt. Lær derefter et enkelt alternativ, for eksempel at gå hen på sin plads, når det ringer på. Straf kan øge uroen uden at ændre, hvordan hunden har det med lyden.

Svenska Kennelklubben beskriver racens jagtlyst som forholdsvis lav, men det er ingen garanti for, at hunden kan gå sikkert løs eller altid kommer på indkald. Begynd i et nemt miljø, øg forstyrrelserne gradvist, og brug en lang line, indtil hunden reagerer på det første signal, selv når noget bevæger sig. En procentsats for indkald siger mindre end hundens adfærd netop dér, hvor du vil slippe den løs.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben beskriver japansk spids som en generelt sund race med få racespecifikke sygdomme, men en hvalpekøber bør stadig undersøge knæ, øjne, hjerte og den relevante familiehistorik. Ét normalt testresultat kan ikke erstatte viden om forældre, søskende og tidligere afkom.

**Patellaluksation**, hvor knæskallen kan forskubbe sig fra sin normale position, forekommer i racen. I den offentliggjorte avlsstrategi anbefaler raceklubben en frivillig patellaundersøgelse omkring toårsalderen, når hunden er fysisk udviklet. Bed om forældrenes officielle resultater, og spørg, om slægtninge har haft tilbagevendende halthed, svært ved at springe eller modvilje mod at løbe og dreje brat.

**Øjne og hjerte** følges også frivilligt. Avlsstrategien omtaler et lille antal PRA-diagnoser hos ældre hunde og anbefaler regelmæssige øjenundersøgelser af avlshunde, især efter seksårsalderen. Den nævner også et lille antal ældre hunde med hjertemislyd og MMVD. Rådet er, at dyrlægen lytter på hjertet ved almindelige besøg og følger op med ultralyd, hvis der findes en mislyd. Det er overvågning, ikke dokumentation for, at alle hunde bliver ramt, eller at et gammelt normalt resultat gælder hele livet.

**X-bunden muskeldystrofi** er dokumenteret i et begrænset antal irske familier, og forskere har udviklet en DNA-test for mutationen. Raceklubbens strategi oplyser, at der ikke var kendte tilfælde uden for de ramte irske familier. DNA-test er derfor særligt relevant, når stamtavlen har irsk ophav: bed da om den genetiske status i den relevante gren. Der er derimod ikke belæg for, at en bestemt PRA-DNA-test bør være rutine for hele racen.

I Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 er der ingen racespecifikke krav om sundhedstest for japansk spids, og racen har ikke et obligatorisk centralt sundhedsprogram. Undersøgelser af patella, øjne og hjerte er frivillige anbefalinger fra raceklubben. Kontrollér altid de nyeste regler før avl, og skeln mellem bindende vilkår og anbefalinger.

## Historie og oprindelse

Japansk spids blev udviklet i Japan i første halvdel af 1900-tallet. Den officielle standard siger forsigtigt, at racen blandt andet menes at stamme fra hvide tyske grosspitz, som kom til Japan via Sibirien og det nordøstlige Kina omkring 1920. Det er en dokumenteret beskrivelse af baggrunden, ikke en grund til at kalde den moderne race en variant af tysk spids.

Hvide spidshunde blev vist i Tokyo omkring 1921. I 1925 blev to par importeret fra Canada, og frem til 1936 kom flere hunde fra Canada, USA, Australien og Kina. Disse hunde blev krydset for at skabe en tydeligere racetype. Efter Anden Verdenskrig skrev den japanske kennelklub den standard, der blev vedtaget i 1948.

Mere detaljerede påstande om samojedhund, american eskimo dog eller andre racer i det tidlige avlsarbejde forekommer ofte, men understøttes ikke af historikken i den officielle standard. Det er derfor bedst at holde dokumenterede importveje adskilt fra senere teorier.

## At leve med racen

Japansk spids kan bo i lejlighed, men støj bliver et vigtigere hensyn. Kan du høre elevatoren, opgangsdøren eller naboerne? Placér hundens hvileplads væk fra hoveddøren og vinduer, den kan holde udkig fra, og beløn ro, før varslingen bliver en vane. Let adgang til gode områder til gåture og træning betyder mere end antallet af værelser.

Alenetid skal læres gradvist. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og voksne hunde varierer også meget. Begynd, når hunden er tryg hjemme, med meget korte fravær, og forlæng dem kun, så længe den kan hvile uden at gø, vandre uroligt rundt eller vise stress. Et kamera kan vise, hvad der sker, efter døren lukkes. Hvis uroen vokser, skal fraværet forkortes og træningen gøres lettere i stedet for at blive presset videre.

Med børn betyder opsyn fra en voksen og hundens ret til et uforstyrret hvilested mere end racenavnet. Lær børn ikke at bære, kramme eller forstyrre hunden, når den spiser eller sover. Sammen med andre hunde, katte og smådyr betyder tidligere erfaringer og individuel adfærd mere end den generelle oplysning om forholdsvis lav jagtlyst. Introducér hund og kat med afstand, gitter eller line, forebyg jagt, og sørg for tilflugtssteder i højden til katten. Lad dem ikke være uden opsyn, før samspillet er stabilt.

Før et køb bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvordan reagerer forældrene og nære slægtninge på lyde ved døren, gæster og nye miljøer?
- Hvilke daterede resultater findes der for patella og øjne, og hvad ved opdrætteren om hjerte- og bevægelsesbesvær blandt slægtninge?
- Er der irsk ophav, og er status for muskeldystrofi i så fald kendt i den relevante gren?
- Hvordan har hvalpene øvet håndtering, hverdagslyde, hvile og korte stunder adskilt?

Det bedste match er et hjem, der holder af en vågen, træningsvillig selskabshund og er parat til at arbejde roligt med lyd og selvkontrol. Den hvide pels er mest synlig, men i hverdagen er det, hvor let hunden gør, hvor hurtigt den kommer sig, og om den kan falde til ro, der afgør, om racen passer.

Japansk spids

Japansk spids er en lille til middelstor, menneskeorienteret selskabshund med en renhvid dobbeltpels, som er let at holde ved lige med regelmæssig børstning. Den er livlig, intelligent og lærenem og egner sig godt til lejlighed, hvis den får daglig motion. Den er naturligt vaks og gøende, men plejer at blive venlig, når den først har hilst på nye mennesker.

Betty bops kennel

## Kort fortalt

- Shetland sheepdog, ofte kaldet sheltie, er en lille britisk selskabs- og hyrdehund med baggrund som gårdhund på Shetlandsøerne.
- Racestandarden beskriver en aktiv, opmærksom, venlig og intelligent hund, der holder øje med sin ejer. Tilbageholdenhed over for fremmede er tilladt, men nervøsitet er ikke.
- Den ideelle skulderhøjde er 37 cm for hanner og 35,5 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Den lange dobbeltpels skal plejes helt ind til huden, især bag ørerne og under fældning, men den skal ikke helklippes som fast rutine.
- Racen passer bedst til den, der vil kombinere daglig motion med træning, næsearbejde eller anden mental aktivering, og som kan arbejde roligt med lyde, miljøer og alenetid.
- Ved valg af hvalp er dokumenterede øjenresultater, temperamentet hos nære slægtninge og viden om MDR1 og merle vigtigere end generelle løfter om, at racen altid er sund eller nem at leve med.

## Udseende og pels

Shetland sheepdog er en lille, let og bevægelig hund, der skal være lidt længere end høj. Racestandardens ideal er 37 cm i skulderhøjde for hanner og 35,5 cm for tæver. En afvigelse på mere end 2,5 cm i begge retninger er meget uønsket ifølge standarden. Det er idealer til bedømmelse af racen, ikke en garanti for hvert individ. Standarden angiver ingen idealvægt, så huld og kropsbygning er bedre vejledning end et enkelt tal på vægten.

Hovedet skal danne en lang, stump kile. Skalle og næseparti skal være lige lange med midtpunktet ved den inderste øjenkrog. Øjnene er mandelformede og som regel mørkebrune; hos blue merle må de være helt eller delvist blå. De små ører bæres bagud i hvile og fremad med bøjede spidser, når hunden er opmærksom.

Pelsen er dobbelt: dækpelsen er lang, lige og noget grov, mens underulden er kort, blød og tæt. En grundig gennemgang cirka en gang om ugen passer mange hunde, med hyppigere pleje under fældning. Red helt ind til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne. Hår omkring poterne og på haserne kan studses efter behov. Efter et bad skal pelsen tørre helt ind til huden.

Godkendte farver er zobel, tricolour, blue merle, sort og hvid samt sort med tantegninger, selv om den sidste ikke ses i moderne tid. Blue merle skal give et sølvblåt helhedsindtryk med sort marmorering. Hvide aftegninger må blandt andet findes som blis og på halskrave, bryst, ben og halespids. Hvide pletter på kroppen er derimod meget uønskede ifølge standarden. Farvestandarden og de genetiske regler for merle er to forskellige spørgsmål.

## Temperament og personlighed

En typisk Shetland sheepdog er opmærksom, venlig, intelligent og tæt orienteret mod sin ejer, men individer varierer tydeligt i socialitet, lydfølsomhed og selvsikkerhed. En hund må gerne være kølig over for fremmede uden at ville hilse, men frygt skal ikke bortforklares som normal tilbageholdenhed.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser, hvorfor et gennemsnit ikke er nok, når man vælger hund. De beskrevne sheltier viste kun lidt frygt i flere testsituationer, men variationen var tydelig blandt andet ved møder og overraskelser. Analysen gælder deltagerne og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver. Spørg derfor, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på fremmede, lyde og nye miljøer, og hvor hurtigt de kommer sig.

Racen havde historisk til opgave at være opmærksom og slå alarm. Det kan gøre gøen til et vigtigt hverdagsspørgsmål, men det betyder ikke, at alle sheltier gør meget. At få hunde gøede eller peb, hvor lyd ikke var forventet under BPH, betyder ikke, at racen altid er stille hjemme, når nogen går i opgangen. Vurder det individ og det opvækstmiljø, du faktisk vælger.

Sheltier beskrives som hunde, der typisk kan omgås andre hunde uden konflikt, men det er ingen garanti for alle møder eller for samliv med kat og smådyr. Tidlige erfaringer, individets adfærd og kontrollerede introduktioner har stor betydning.

## Træning og motion

Shetland sheepdog har brug for fysisk aktivitet og opgaver til hjernen hver dag, men der findes ikke et seriøst minuttal, som passer til alle individer. En god hverdag veksler mellem ture med mulighed for at snuse, korte træningspas, leg og hvile. Agility, rallylydighed, lydighed, næsearbejde og tricktræning kan passe til racens hurtighed og samarbejdsvilje, men hundesport er ikke nødvendig, hvis hverdagen allerede giver varieret bevægelse og problemløsning.

Træn belønningsbaseret og trinvis med hensyn til hundens følsomhed. Hårde stemmer kan øge usikkerheden. Gør i stedet situationen lettere, og beløn den adfærd, du ønsker. For en hund, der reagerer på lyde ved døren, bevægelse uden for vinduet eller besøgende, kan du:

- øge afstanden eller afskærme udløseren, så hunden stadig kan tænke;
- belønne, at hunden vender opmærksomheden tilbage til dig og falder til ro på en fast plads;
- træne med svage, forudsigelige lyde, før du øger sværhedsgraden;
- give hunden en pause, hvis den ikke kan tage imod en belønning eller falde til ro.

Målet er ikke at stoppe al kommunikation, men at hunden kan afbryde, komme sig og falde til ro. Hvis netop din hund begynder at jage, kredse om eller nappe efter løbende børn, cykler eller anden hurtig bevægelse, skal det håndteres som et konkret sikkerheds- og træningsproblem, ikke undskyldes med racens baggrund. Brug line eller afstand, mens I træner et sikkert alternativ.

Hvalpe har brug for korte, positive erfaringer og meget restitution. Øg belastning og sværhedsgrad i takt med hundens alder, kondition og tryghed. Hos en voksen hund er evnen til at hvile mellem aktiviteterne mindst lige så vigtig som, hvor langt den kan gå.

## Sundhed

Shetland sheepdog har flere veldokumenterede sundhedsproblemer, især omkring øjnene, og et godt hvalpekøb begynder med resultater, der kan verificeres, frem for udtrykket »sunde linjer«. Bed opdrætteren om at vise registrerede undersøgelser og forklare, hvorfor netop denne kombination af forældre er valgt.

CEA, collie eye anomaly, er en medfødt forandring i øjets udvikling. Den mildere forandring CRD vurderes normalt ikke at påvirke synet, mens colobom kan gøre det. Nogle CEA-forandringer ses lettest ved en øjenundersøgelse af en ung hvalp og kan senere skjules af pigment. PRA er derimod en fremadskridende nethindesygdom, som kan føre til blindhed. En DNA-test viser, om hunden har en bestemt testet genetisk variant; den viser ikke alle øjenforandringer. Racen har mere end én form for PRA og også andre nethindesygdomme, så DNA-test og klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål.

Det tidligere svenske sundhedsprogram, som krævede en højst et år gammel øjenattest før avl, sluttede i 2017. Raceklubbens racespecifikke avlsstrategi, RAS, anbefaler øjenundersøgelse af hvalpe, undersøgelse efter etårsalderen før avl og opfølgning af ældre avlshunde. Anbefalinger er ikke det samme som registreringskrav. Kontrollér Svenska Kennelklubbens seneste regler og registrerede resultater før køb eller avl.

MDR1, også kaldet ABCB1, påvirker et transportprotein, som blandt andet beskytter hjernen mod visse stoffer. Mutationen er påvist hos Shetland sheepdog og kan øge risikoen for alvorlige bivirkninger af visse lægemidler. Kun en individuel DNA-test viser den enkelte hunds status. Gem prøvesvaret, og vis det til dyrlægen. Ændr aldrig dosis eller behandling ud fra en liste på nettet.

Skader i hasen og andre ledproblemer er også dokumenteret i racens svenske avlsstrategi. Spørg om halthed, haseproblemer og ledresultater hos forældre og ældre slægtninge, men se ikke et enkelt røntgenresultat som en fuldstændig garanti.

Blue merle er en godkendt farve, men to hunde, der bærer merleanlæg, må ikke parres. Fordobling af anlægget medfører risiko for alvorlige defekter, blandt andet i syn og hørelse. Svenska Kennelklubben har registreringsforbud for afkom efter to merlefarvede sheltier og særlige regler for skjult merle hos zobelfarvet afkom.

## Historie og oprindelse

Shetland sheepdog kommer fra Shetlandsøerne og udviklede sig fra små gårdhunde. Det er dokumenteret, at collie blev krydset ind, mens meget andet om de tidlige aner bygger på antagelser.

På øerne blev hundene blandt andet brugt til at holde får væk fra dyrkede arealer og til at slå alarm på gården. De beskrives derfor ikke først og fremmest som specialiserede hyrdehunde af moderne type. Den lille størrelse og den vejrbestandige pels passede til et barskt, blæsende og fugtigt klima, hvor ressourcerne var begrænsede.

I 1800- og 1900-tallet blev racen formet mod en mere ensartet type. Den britiske kennelklub anerkendte Shetland sheepdog i 1914, og det første individ kom til Sverige i 1930. Sheltien er en selvstændig FCI-anerkendt race med sin egen standard, størrelse og udvikling.

## At leve med racen

Shetland sheepdog kan fungere i en børnefamilie, sammen med andre dyr og i lejlighed, men kun når den enkelte hunds temperament passer til hjemmets hverdag. Størrelsen gør racen praktisk, mens opmærksomhed på lyde, behov for samarbejde og variation i selvsikkerhed kan være vigtigere end boligens kvadratmeter.

En voksen skal altid holde opsyn med samspillet i en børnefamilie. Børn skal lade hunden spise, sove og trække sig tilbage i fred. Vælg ikke racen alene, fordi den omtales som »god med børn«. Spørg til hundens erfaringer og forældrenes temperament.

Introduktion til kat eller en anden hund skal være kontrolleret, med mulighed for afstand og separate hvilepladser. Beløn rolig adfærd, og forebyg jagt eller trængen, mens forholdet bygges op. Smådyr kræver fysisk sikring, selv om hunden virker venlig.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hunden får daglig aktivitet og kan hvile på trods af opgang, elevator og naboer. Vurder lydmiljøet, og spørg, hvilke hvalpe der hurtigt kommer sig efter nye indtryk. En have erstatter ikke ture, træning eller samvær.

Alenetid skal trænes gradvist, først når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig. En voksen hund, der er trænet i at være alene, kan klare nogle timer, men de individuelle forskelle er store, og en lille hvalp må ikke efterlades alene. Hvis hunden gør, går uroligt rundt, halser eller ikke kan falde til ro, skal træningen gå et trin tilbage, og hverdagen indrettes, så hunden ikke efterlades længere, end den magter.

Racen er et godt valg for den, der sætter pris på en opmærksom, træningsvillig hund og er forberedt på pelspleje, lydtræning og mental aktivering. Den passer dårligere til den, der ønsker en helt selvstændig hund, en garanteret stille hverdag eller må lade hunden være alene gennem lange arbejdsdage.

Shetland sheepdog

Shetland Sheepdog Club of the UK

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Norwegian Kennel Club

Shetland sheepdog er en lille til mellemstor, smidig hyrdehund med tæt dobbeltpels og iøjnefaldende farver. Den er årvågen, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd til familien, er reserveret over for fremmede, udmærker sig i hundesport og har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture og mental stimulering.

Tribusas Kennel

## Kort fortalt

Staffordshire bull terrier er en britisk, kompakt terrier med stor styrke i forhold til sin størrelse. Det er en selvstændig, anerkendt race, ikke den samme race som american staffordshire terrier, bull terrier eller american bully. Hos den rette ejer kan den være en tæt og aktiv selskabshund, men valget bør bygge på den enkelte hunds temperament, adfærd ved hundemøder og familiens evne til at håndtere en stærk og hurtig hund – ikke på kælenavne eller stereotyper.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i Midlands og Staffordshire
- **Racegruppe:** FCI gruppe 3, terriere
- **Mankehøjde:** 35,5–40,5 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 12,7–17 kg for hanner og 11–15,4 kg for tæver
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Passer bedst hos:** en ejer, der vil træne belønningsbaseret, kan læse hundens signaler og har en gennemtænkt plan for hundemøder, motion og restitution

Racestandarden beskriver en intelligent, hengiven, modig og pålidelig hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Opvækstmiljø, sundhed, erfaringer og arvelige egenskaber påvirker hverdagen. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis personen er indstillet på at træne kontrol i hverdagen og forebygge vanskelige situationer.

## Udseende og pels

En Staffordshire bull terrier skal forene muskelkraft med balance, smidighed og frie bevægelser. Brystkassen er bred, kroppen kompakt og hovedet kort og dybt med et bredt kranium. Mere vægt er ikke et tegn på bedre racetype. Højde og vægt skal passe sammen, og en hund, der bliver for tung, mister den bevægelighed, som hører til racen.

Standarden angiver en mankehøjde på 35,5–40,5 cm. Hanner skal veje 12,7–17 kg og tæver 11–15,4 kg. Den øvre vægt er ikke et mål i sig selv; huld, muskler, køn og kropsbygning skal vurderes samlet.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Fjern løse hår, og tilpas bad efter hundens behov i stedet for at følge en fast plan. Kløe, gentagen rødme eller slikken på poterne bør ikke afvises som et almindeligt pelsproblem.

Godkendte farver er rød, fawn, hvid, sort eller blå, med eller uden hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Leverfarve og sort med tantegninger er ifølge standarden absolut uønskede. Blå er en godkendt farve, men farve bør aldrig veje tungere end sundhed, temperament og en gennemtænkt kombination.

Racen har et forholdsvis kort hoved, men vejrtrækningen skal være fri og stille. Gentagen snøften, tydelig vejrtrækningslyd ved moderat aktivitet eller kraftig snorken under søvn bør ikke bortforklares som normalt for racen. Det er funktionen, der afgør, om hoved og luftveje fungerer godt.

## Temperament og personlighed

Staffordshire bull terrier forventes at være hengiven over for mennesker, modig og mentalt stabil, men svenske mentalbeskrivelser viser stor variation. En hund kan være åben og energisk, mere afventende eller hurtigt blive overvældet. Eksempler fra forældres og nære slægtninges hverdag er derfor mere værdifulde end påstande om, hvordan racen “altid” er.

En intens og langvarig hilsen beviser ikke tryg social adfærd; den kan også handle om høj ophidselse eller social stress. Hunden skal kunne falde til ro igen og fravælge kontakt. Aggressivitet over for mennesker og ekstrem skyhed hører ikke til raceidealet og bør tages alvorligt.

Hundens indstilling til mennesker siger ikke, hvordan den fungerer med andre hunde. Racens historie og den variation, som raceklubben beskriver, gør det klogt at vælge legekammerater med omhu og ikke regne med, at en voksen hund trives i en ukendt gruppe eller hundegård. Ikke alle Staffordshire bull terriere er aggressive over for hunde; den faktiske legestil, evnen til at afbryde, spændingsniveauet og erfaringerne skal styre – ikke regler baseret på køn eller en raceetiket.

BPH, MH og mentalindeks kan give værdifuld information om forældredyr og slægtninge, men forudsiger ikke hele hvalpens personlighed. Spørg, hvordan hundene reagerer på overraskelser, mennesker, håndtering, skudlyde og hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Kælenavnet “nanny dog” er ikke en sikkerhedsvurdering. Selv en meget menneskeglad hund kan blive stresset, have smerter eller reagere hurtigt. Barn og hund skal derfor altid være sammen med en opmærksom voksen, som kan læse situationen og gribe ind i tide.

## Træning og motion

Staffordshire bull terrier har brug for regelmæssig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men der findes ingen bestemt motionstid, som passer til alle. En god uge kan indeholde ture i forskellige miljøer, fri bevægelse på et sikkert område, næsearbejde, korte træningspas og rolige dage. Mængden tilpasses alder, kondition, sundhed, temperatur, intensitet og restitution.

Belønningsbaseret træning passer til racens energi og lyst til at samarbejde. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker: at gå roligt i snor, indkald eller lang line, passering af hunde, at kunne afbryde en aktivitet, hilse roligt, vente, acceptere håndtering og falde til ro. Målet er ikke blind lydighed, men en hund, der kan træffe gode valg, også når den bliver ivrig.

Social træning betyder ikke, at hunden skal lege med alle. Nogle få nøje udvalgte hunderelationer, tydelige pauser og kontrollerede møder giver ofte bedre rammer end en urolig hundegård. Stop, hvis kroppen bliver stiv, legen ensidig, intensiteten kun stiger, eller en hund prøver at komme væk. Træn gerne rolig tilstedeværelse på afstand i stedet for altid at gå hen til den anden hund.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og udvikle kropskontrol uden lange, ensidige eller påtvungne motionspas. For voksne hunde kan for eksempel nosework, lydighed, rallylydighed og tilpasset agility give både tankeopgaver og samarbejde. Øg belastningen gradvist.

I varme eller ved hård aktivitet skal hundens vejrtrækning og restitution være styrende. Søg dyrlæge, hvis hunden får tydeligt besværet eller støjende vejrtrækning, bliver usikker på benene eller har svært ved at vende tilbage til normal vejrtrækning. Sådanne tegn bør ikke accepteres som en del af racens udseende.

## Sundhed

Allergi og atopiske hudproblemer er blandt de vigtigste aktuelle sundhedsområder for Staffordshire bull terrier i Sverige. Spørg derfor ikke kun, om en forælder har et testresultat, men også om kløe, øreproblemer, poteproblemer og andre hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom. Tilbagevendende hudsymptomer kan påvirke både velfærd og hverdag i lang tid.

Raceklubbens nuværende arbejde fremhæver også led og bevægelser, især hofter, albuer og knæ, samt øjne, tænder, bid og vejrtrækning. Hornhindeskader og forkert placerede øjenvipper forekommer, og forkert placerede hjørnetænder kan beskadige væv i munden. Bed om at se, hvordan forældredyrene bevæger sig og trækker vejret under almindelig aktivitet, ikke kun når de står opstillet.

Sundhedskrav og anbefalinger er ikke det samme. SKK's registreringsregler for 2026 stiller ikke et særligt krav om, at forældre til Staffordshire bull terrier skal have et bestemt resultat fra en sundhedstest. Raceklubbens gældende avlsstrategi anbefaler derimod, at begge forældre har resultater for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC samt kendt mental status gennem BPH eller MH. Som hvalpekøber bør du bede om de faktiske resultater, selv om de ikke er en betingelse for registrering.

L2Hga og HC er to forskellige recessivt arvelige sygdomme med DNA-test. SKK registrerer L2Hga-resultater centralt på niveau 1 i sundhedsprogrammet. En bærer er ikke syg af den pågældende recessive variant, men må kun parres med en hund, der er testet fri. En hund, der har arvet sygdomsvarianten fra begge forældre, må ikke bruges i avl. Kontrollér hundens identitet, prøvedato og resultater for kombinationen. En DNA-test siger intet om allergi, led, vejrtrækning eller generel sundhed.

Raceklubben fraråder i sin gældende avlsstrategi kombinationerne blå med blå og hvid med hvid. Det er et råd om avlskombinationer, ikke et bevis på, at hver blå eller hvid hund er syg. Vælg aldrig primært en hvalp efter en usædvanlig farve, og acceptér ikke dårligere dokumentation for at få et bestemt udseende.

## Historie og oprindelse

Staffordshire bull terrier blev udviklet i det engelske Midlands og området omkring Staffordshire fra ældre hunde af bull- og terriertype. Baggrunden omfatter datidens blodige kampe med dyr og hundekampe. Da kampe mod fastbundne dyr blev forbudt i 1835, fortsatte hundekampe ulovligt, samtidig med at hundene også levede tæt på deres ejere. Historien bør beskrives åbent, men den gør ikke hver moderne hund aggressiv og bør ikke bruges til at romantisere risikofyldt adfærd.

Arbejdet frem mod en ensartet race tog fart i det 20. århundrede. Den britiske kennelklub anerkendte Staffordshire bull terrier den 25. maj 1935. Det lagde grunden til en skriftlig standard og mere organiseret avl med fokus på en stærk, smidig og stabil terrier. Den første kendte import til Sverige kom i 1962.

Nutidens race skal bedømmes ud fra dens aktuelle funktion, sundhed og temperament. Historien forklarer, hvorfor kraft, udholdenhed og hundemøder fortjener særlig opmærksomhed, men den erstatter aldrig en vurdering af den enkelte hund.

## At leve med racen

Staffordshire bull terrier kan bo med børn, men ingen hund er barnepige. En voksen skal styre kontakten, hunden skal have ro, når den sover og spiser, og både barn og hund skal kunne forlade situationen. Børn bør ikke klatre på, holde fast i eller tage ting fra hunden.

Samliv med en anden hund, kat eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidligere roligt samliv er nyttig information, men ingen garanti for fremtiden. Introducér dyrene gradvist, brug fysisk adskillelse, når ingen kan holde opsyn, giv katten høje eller separate flugtveje, og afbryd jagt, fiksering eller stigende ophidselse tidligt.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hundens behov for aktivitet, luftning og restitution bliver dækket, og hvis ejeren kan håndtere lyde og møder i opgange og indgange. Træn alene-hjemme-tid gradvist, og følg hundens adfærd, gerne med kamera. Der findes ikke én bestemt tid, der passer til hele racen. I Sverige må et lukket bur ikke bruges til almindelig opbevaring eller som en normal løsning på problemer med at være alene.

Før et køb bør du bede om mere end en liste med testnavne:

- Kontrollér hundens registrerede race og stamtavle, så den ikke forveksles med andre bull- og terrierracer.
- Bed om at se resultaterne for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC og få den planlagte kombination forklaret.
- Spørg om hud, ører, poter, tænder, bid, vejrtrækning og bevægelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.
- Gennemgå BPH, MH eller mentalindeks sammen med konkrete eksempler fra hverdagen og hundemøder.
- Find ud af, hvorfor opdrætteren har valgt netop disse to hunde, og hvilke svagheder kombinationen skal forbedre.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om racen er “sød” eller “hård”, men om hundens egenskaber passer til dit hjem, og om du kan give den sikker træning, passende aktivitet, hvile og egnet selskab.

Staffordshire bull terrier

The Staffordshire Bull Terrier Club of Great Britain

American Kennel Club (AKC) - Though not EU, it is a well-established source

Staffordshire bull terrier er en kompakt, muskuløs engelsk terrier med kraftig kropsbygning og kort, letplejet pels. Den er kendt for sin dybe kærlighed til mennesker, især børn, og er livlig og følsom. Den har brug for daglig motion, positiv træning, robuste tyggelegetøj og tæt fællesskab med sin familie.

Devikanska

Sarakkas Kennel

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Tarriq

## Kort fortalt

- Berner sennenhund er en stor schweizisk gårdhund, der oprindeligt blev brugt til at vogte, trække og drive kvæg. I dag er den primært selskabs- og alsidig brugshund.
- Hanner måler 64–70 cm i mankehøjde, med 66–68 cm som ideal. Tæver måler 58–66 cm, med 60–63 cm som ideal. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Racen skal være selvsikker, opmærksom, godmodig og hengiven over for familien samt venlig over for fremmede.
- En voksen hund har brug for rigeligt med aktivitet hver dag. Hvalpe og unghunde bør derimod ikke få målrettet konditionstræning eller blive udsat for stor fysisk belastning.
- Den lange dobbeltpels skal normalt børstes grundigt hver uge og oftere i fældeperioder.
- I svensk avl kræves officielle resultater for både hofter og albuer før parring. HS-testen for histiocytært sarkom er en risikotest, ikke et svar på, om hunden er rask eller syg.
- Kræftsygdomme og lav levealder er racens alvorligste helbredsproblemer. Levealder og dokumenterede dødsårsager hos slægtninge er derfor vigtige, når man vælger hvalp.

## Udseende og pels

Berner sennenhund er stor og kraftig, men skal samtidig være bevægelig, harmonisk og velafbalanceret. Kroppen er cirka ti procent længere end mankehøjden og skal virke kompakt snarere end langstrakt. En tung silhuet er ikke det samme som korrekt racetype: Hunden skal bevæge sig frit og bære sin størrelse uden at være overvægtig.

Hanner skal være 64–70 cm høje, helst 66–68 cm. Tæver skal være 58–66 cm, helst 60–63 cm. Racestandarden angiver ikke nogen vægt. Bedøm derfor en voksen hund ud fra proportioner, muskulatur og huld i stedet for at sigte efter et bestemt tal på vægten.

Hovedet skal være kraftigt, men ikke for tungt. Øjnene er mørkebrune og mandelformede, og ørerne er mellemstore og trekantede. Den buskede hale når mindst ned til haseleddet og bæres hængende i hvile, men må løftes til ryglinjen i bevægelse.

Pelsen er lang og blank, glat eller let bølget. Grundfarven er kulsort med dybt rustrøde aftegninger på kinderne, over øjnene, på benene og på brystet. Der er blandt andet hvidt i en symmetrisk blis samt på struben og brystet. Hvide poter og en hvid halespids er ønskelige, men aftegningernes symmetri siger intet om hundens sundhed.

Svenska Kennelklubbens raceguide anbefaler børstning eller gennemredning en gang om ugen og dagligt under fældning. Tilpas indsatsen efter hunden og årstiden. Arbejd ind til huden, og tjek bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor filtrede områder let kan gemme sig. Mærk samtidig efter knuder, ømhed og hudforandringer.

Læg længere sommeraktiviteter på køligere tidspunkter, sørg for skygge og vand, og lad hunden hvile, hvis den ikke kommer sig som normalt. Efterlad aldrig hunden i en varm bil, heller ikke i skyggen eller med et vindue på klem.

## Temperament og personlighed

En racetypisk berner sennenhund skal være tryg, godmodig og samarbejdsvillig, ikke bange eller aggressiv. Standarden beskriver også en opmærksom og vagtsom hund, som er hengiven over for familien og venlig over for fremmede. Det er et mål for avl og temperament, ikke en garanti for enhver hvalp eller enhver situation.

Racen er ofte social og samarbejdsvillig, men en livlig unghund af denne størrelse kan vælte et barn, trække en voksen omkuld eller mase sig ind på en gæst uden at have aggressive hensigter. Træn derfor tidligt, at alle fire poter bliver på gulvet, at hilse roligt, at gå i løs line og at lægge sig på en fast plads.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Giv den rolige erfaringer med mennesker, hunde, trafik, underlag, håndtering og forskellige miljøer, og lad den have mulighed for at betragte tingene på afstand. Gentagen frygt skal tages alvorligt og ikke bortforklares med, at racen er “blød”.

Berner sennenhund kan trives med børn og andre dyr, men den enkelte hund og introduktionen er afgørende. Børn må ikke klatre på hunden eller forstyrre den, når den sover. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og en voksen skal altid være til stede, når små børn og hunde er sammen.

## Træning og motion

En voksen berner sennenhund har brug for tilstrækkelig motion og meningsfuld aktivitet hver dag, men der findes ikke et fast antal minutter, som passer til alle. Tilpas mængden efter alder, huld, helbred, kondition, underlag og temperatur. Gåture med tid til at snuse, hverdagstræning, søgeøvelser og leg giver en bedre hverdag end blot at forsøge at trætte hunden.

For hvalpe og unghunde skelner Svenska Kennelklubben mellem naturlig bevægelse og målrettet motion. Lad hunden bevæge sig i sit eget tempo og hvile efter behov. Planlagte løbeture, gentagne spring og tungt trækarbejde må vente, til hunden er fysisk moden. Stol ikke på en enkel femminuttersregel; tilpas i stedet aktiviteten efter hundens bevægelser, træthed og restitution.

Korte, tydelige og belønningsbaserede træningspas fungerer godt. Prioritér færdigheder, som bliver svære at lære, når hunden først er fuldvoksen:

- at følge en løs line og vende sammen med føreren
- at hilse uden at springe op eller læne hele sin vægt mod nogen
- indkald og kontakt trods forstyrrelser
- at vente ved døre og gå roligt ind og ud af bilen
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og pels

Racens baggrund kan bruges i næsearbejde, lydighed, rallylydighed, kløvning eller raceklubbens træk- og arbejdsprøver. Træk med last kræver det rette udstyr, gradvis optræning og en fysisk moden, rask hund.

## Sundhed

Sundhed og levealder skal veje tungt, når man vælger berner sennenhund. Den gældende svenske avlsstrategi beskriver kræftsygdomme som racens største helbredsproblem og viser, at den lave levealder fortsat er en udfordring. Alligevel kan ingen love, hvor mange år den enkelte hund vil leve.

I de svenske forsikringsdata om dødsfald fra 2016–2021, som avlsstrategien henviser til, var medianalderen 5,5 år. I en schweizisk undersøgelse af klubregistrerede hunde født i 2001–2002 var medianoverlevelsen 8,4 år. Population, periode og metode er forskellige, så tallene er ikke samme type prognose. De viser, hvorfor helbred og levealder hos nære slægtninge er mere nyttige end ét generelt aldersinterval.

Kræft var årsag til mere end halvdelen af dødsfaldene i både en schweizisk og en nederlandsk undersøgelse. Histiocytært sarkom er den kræftform, som racens sundhedsindsats især retter sig mod. HS-testen placerer hunde i grupper med lavere, gennemsnitlig eller højere genetisk risiko sammenlignet med racen. Det er ikke en diagnostisk test: En hund med lavere risiko kan blive syg, mens en hund med højere risiko kan forblive rask.

HSIMS vurderer risikoen ved en planlagt kombination ud fra forældrenes HS-resultater. Værktøjet skal ses i sammenhæng med levealder, øvrigt helbred, slægtskab og funktion. Hvis der ensidigt avles efter den laveste risiko, mindskes den genetiske variation. HS-test anbefales i den svenske avlsstrategi, men er ikke et krav for registrering hos Svenska Kennelklubben. Svenska Sennenhundklubbens hvalpeformidling har derimod siden 2025 krævet, at begge forældre er testet.

Begge forældre skal have officiel HD- og AD-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben. Hunde med HD-grad D eller E og AD-grad 2 eller 3 må ikke bruges. Avlsstrategien anbefaler desuden AD-frie forældre, og at deres gennemsnitlige HD- og AD-indeks er over 100. Indeks 100 svarer til racens gennemsnit og inddrager oplysninger om slægtninge. Indekser og resultaterne fra røntgenundersøgte kuldsøskende fortæller derfor mere end et enkelt resultat.

Renal dysplasi, RD, er en alvorlig forstyrrelse i nyrernes udvikling, som hovedsageligt rammer unge hunde. Bekræftede tilfælde registreres centralt, og en sikker diagnose kræver undersøgelse af nyrevæv. Familiær nefropati er en anden dokumenteret nyresygdom, som oftere rammer unge voksne hunde. Der findes ingen enkel DNA-test, som kan vise, at en kombination er fri for de arveanlæg, der ligger bag disse sygdomme.

Bed opdrætteren om at vise og forklare:

- forældrenes officielle hofte- og albueresultater og kombinationens aktuelle indekser
- hvor mange kuldsøskende og tidligere afkom der er røntgenundersøgt, og deres resultater
- HS-resultater, og hvordan HSIMS og genetisk variation er indgået i vurderingen
- nyresygdomme, kræftdiagnoser, levealder og bekræftede dødsårsager hos forældre, søskende og ældre slægtninge

## Historie og oprindelse

Berner sennenhund har sin dokumenterede baggrund som gårdhund i alpeområdet omkring Bern i Schweiz. Den vogtede gårde, trak læs og hjalp med kvæg. Hundene blev kaldt Dürrbächler efter kroen Dürrbach ved Riggisberg, hvor den langhårede, trefarvede type var almindelig.

Dürrbächler-hunde blev vist på hundeudstillinger i 1902, 1904 og 1907. I november 1907 stiftede opdrættere omkring Burgdorf Schweizerischen Dürrbach-Klub for at renavle hundene og definere racens kendetegn. Navnet berner sennenhund blev senere etableret i tilknytning til de andre schweiziske sennenhunderacer.

Påstanden om, at racen nedstammer fra romerske mastiffer, gentages ofte, men den er ikke en del af den sikkert dokumenterede historie. Den pålidelige kerne er den lokale gårdhund omkring Bern, arbejdet med at vogte, trække og håndtere kvæg samt den organiserede udvikling af racen i begyndelsen af 1900-tallet.

## At leve med racen

Berner sennenhund kræver praktisk plads i hverdagen, ikke kun gulvplads. Det kan fungere at bo i lejlighed, men tjek trapper, elevator, glatte gulve, adgang til gode områder til de daglige ture og muligheden for at transportere en syg hund. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture og fælles aktiviteter.

Planlæg plads til en stor hundeseng, en bil og en sele, der kan rumme hunden, foder, forsikring og et sted, hvor en våd pels kan tørre. Læg skridsikre underlag, hvor der er brug for dem. Det er bedre at løse den slags praktiske forhold, mens hunden er ung, end når den har smerter.

Alenetid skal trænes efter den enkelte hund. Begynd med meget korte adskillelser, mens hunden er tryg, og øg først tiden, når den kan lægge sig og falde til ro. Vedvarende piben, vandren, stakåndethed eller kradsen viser, at skridtet var for stort. Racens hengivenhed beviser ikke, at hunden får separationsproblemer, men den er heller ingen garanti for, at den kan klare en hel arbejdsdag alene.

Introducér hund og kat gradvist. Hold dem adskilt i begyndelsen, lad dem vænne sig til hinandens duft, giv katten et hundefrit sted, og sørg for, at hunden ikke jager. Korte møder gennem et gitter eller med hunden i line kan derefter forlænges, når begge dyr er afslappede. Det samme rolige princip gælder møder med andre hunde. Størrelsen gør tidlig kontrol i line ekstra vigtig.

En god opdrætter kan fortælle om både styrker og problemer i slægten og viser dokumentation, ikke blot navnene på tests. Vælg en kombination, hvor helbred, temperament, funktion og genetisk variation er vurderet samlet. Åbenhed om syge og afdøde slægtninge er mindst lige så værdifuld som gode resultater hos forældrene.

Berner sennenhund

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norsk Kennel Klub (Norway)

Deutscher Club für Berner Sennenhunde e.V. (Germany)

Stor schweizisk gårdhund med kraftig, velafbalanceret krop og tyk trefarvet pels. Kærlig, menneskeorienteret og som regel mild over for børn. Har brug for moderat daglig motion, køligt klima, regelmæssig pelspleje samt venlig, konsekvent træning. Sundhedstjek er afgørende på grund af ledproblemer og kræft.

Vi är en kennel som håller till mellan Sala o Västerås
Förhoppningen är 1-2 kullar per år
Har fyra vuxna hundar hemma, älskar åka på utställningar i hela vårt avlånga land!
Just nu åker vi med mamma Ellen i veteranklass, sonen Ibra i ökl o dotter Flora i champklass

Behrens kennel

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

GuldGrodans kennel

## Kort fortalt

Engelsk springer spaniel er en aktiv britisk fuglehund, der er avlet til at finde vildt, støde det op og apportere. Den passer bedst hos en ejer, som vil give hunden både fysisk og mental aktivitet hver dag, hvad enten det sker gennem jagt, hundesport eller et varieret friluftsliv.

- **Størrelse:** Racestandarden angiver en skulderhøjde på cirka 51 centimeter. Den angiver ingen vægt, så et fast vægtinterval er ikke en god målestok for alle individer.
- **Type:** Der har længe eksisteret forskellige avlsretninger, især jagtprægede og mere udstillingsprægede hunde. Opdrætterens mål og forældrenes egenskaber siger mere om, hvad en hvalp kan arve, end betegnelsen alene.
- **Temperament:** Raceidealet er en venlig, glad og samarbejdsvillig hund. De enkelte hunde varierer dog blandt andet i aktivitetsniveau, social adfærd og følsomhed.
- **Aktivering:** Racen har brug for regelmæssig motion og mentale opgaver, men det samme antal minutter passer ikke til alle hunde.
- **Pels:** Tæt, lige og vejrbestandig med faner, som kræver regelmæssig børstning og trimning.
- **Det rette hjem:** Et godt valg for den, der vil træne, samarbejde og være meget ude; et dårligere valg, hvis hunden ofte forventes at klare sig med korte lufteture.

## Udseende og pels

Engelsk springer spaniel er en stærk og kompakt hund med en harmonisk, elegant fremtoning. Racestandarden angiver en skulderhøjde på cirka 51 centimeter, men intet officielt vægtinterval. Bedøm derfor ikke hunden ud fra et vilkårligt tal på vægten. Hold i stedet øje med dens huld: taljen skal være tydelig, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk.

Pelsen skal være tæt og lige og beskytte mod vejret uden at være grov. De længere hår på ører, ben og krop danner moderate faner. De godkendte farver er leverbrun og hvid eller sort og hvid, med eller uden tanfarvede aftegninger.

En grundig børstning cirka én gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt for mange hunde, men pelsmængde, årstid og aktivitet afgør det reelle behov. Gennemgå især armhuler, lyske, ørefaner og poter efter ture i skoven, badning eller vådt vejr, da snavs og filtre let samler sig her. Bad hunden, når den faktisk trænger til det. Klipning og trimning er nødvendigt med jævne mellemrum, men intervallet bør følge pelsens længde og kvalitet frem for en fast kalender.

De hængende, godt behårede ører skal kontrolleres regelmæssigt. Klip de lange hår på indersiden efter behov, og tjek ørerne efter badning. Dårlig lugt, rødme, sekret eller gentagen kløe er en grund til at kontakte en dyrlæge, ikke til at fortsætte rengøringen uden at kende årsagen.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, glad og samarbejdsvillig hund, der gerne arbejder sammen med sin fører. Udpræget skyhed og aggressivitet er ikke ønskelige egenskaber. Det gør engelsk springer spaniel til en attraktiv samarbejdspartner, men det er ingen garanti for, hvordan den enkelte hund fungerer sammen med børn, fremmede eller andre dyr.

Resultater fra adfærdsbeskrivelsen BPH viser også, at et gennemsnit for racen ikke fortæller hele historien. Hunde af samme race kan reagere forskelligt i sociale situationer, under leg og ved uventede hændelser. Racen rummer desuden forskellige avlsretninger, som ikke altid er blevet vurderet hver for sig. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer i hverdagen, hvilke egenskaber der er lagt vægt på, og om der findes resultater fra BPH eller andre relevante prøver.

Racen har brug for at bruge sin nysgerrighed og arbejdslyst i hverdagen. Et højt aktivitetsniveau skal dog ikke forveksles med, at hunden hele tiden skal være opkørt. Evnen til at skifte mellem arbejde og hvile bør trænes fra begyndelsen gennem tydelige rutiner, rolige pauser og opgaver med en passende sværhedsgrad.

## Træning og motion

Racens oprindelige arbejde – at søge, støde og apportere – forklarer en stor del af dens træningsbehov. Mange individer holder af at afsøge terræn og bevoksning, bære genstande og arbejde tæt sammen med deres fører. Gåture kan derfor blive mere givende, når de indimellem indeholder næsearbejde, apportering, enkle søgeøvelser eller anden træning sammen.

Det er ikke muligt at angive et bestemt antal minutters motion, der passer til alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan klare langt mere end en hvalp, en ældre hund eller en hund, der skal bygges op igen efter en pause. Tag udgangspunkt i alder, helbred, kondition og restitution. Variér mellem rolige ture, aktivitet i forskelligt terræn, mental træning og hvile i stedet for at forsøge at udmatte hunden med høj intensitet hver dag.

Kontakt med føreren, indkald og evnen til at blive på stedet trods fært eller bevægelse er særligt nyttige færdigheder. Begynd i lette situationer, og øg forstyrrelserne gradvist. Positive, belønningsbaserede metoder og korte træningspas gør det lettere at bevare tryghed og lysten til at samarbejde. En lang line kan give ekstra sikkerhed under træningen, men beviser ikke, at hunden senere kan gå løs overalt.

I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt, når de ikke deltager i jagt. Fra 1. marts til 20. august kræves der ekstra kontrol på steder, hvor der kan være vilde dyr. Har hunden stor interesse for vildt, skal ejeren kunne forhindre den i at sætte efter det.

## Sundhed

Engelsk springer spaniel beskrives overordnet som en sund race. Ved køb af hvalp er det alligevel vigtigt at skelne mellem formelle krav og raceklubbens anbefalinger. En lang liste over alt, der nogensinde er set i racen, er mindre nyttig end aktuelle resultater for de konkrete forældredyr og deres familier.

For kuld, der registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Det betyder, at de skal være undersøgt, og at resultatet skal foreligge; det betyder ikke, at alle grader automatisk er lige egnede til avl. Springerklubben har mere detaljerede avlsanbefalinger om HD-resultater og kombinationer. Bed derfor om at se forældrenes faktiske resultater, og spørg, hvordan kombinationen følger klubbens gældende råd.

Raceklubben anbefaler også, at avlshunde får foretaget en øjenundersøgelse højst et år før parring. Gonioskopi, før hunden bruges i avl første gang, indgår i klubbens råd om vurdering af øjets kammervinkel. Kontrollér dato, diagnoser og eventuelle råd om opfølgning på attesterne; nøjes ikke med at få at vide, at hundene er “testet”.

Fucosidose er en recessivt arvelig enzymmangelsygdom, som kan påvirke centralnervesystemet. En bærer bliver ikke selv syg af genvarianten, men kan give den videre. Der findes en DNA-test, så opdrætteren kan dokumentere forældrenes status og undgå en kombination, der kan give syge hvalpe. Det er vigtigere at forstå de dokumenterede resultater end at kræve den samme testpakke for alle hunde.

I hverdagen bør ørerne kontrolleres og hundens huld følges regelmæssigt. Gentagne øreproblemer, forandringer i øjnene, halthed eller andre symptomer bør vurderes af en dyrlæge. Gå ikke ud fra, at et problem er harmløst, blot fordi nogen kalder det “typisk for racen”.

## Historie og oprindelse

Engelsk springer spaniel stammer fra Storbritanniens gamle spanieltradition. Hundenes opgave var at finde og støde vildt op under jagt med net, falk eller greyhound. Da jagt med skydevåben blev udviklet, bestod arbejdet i at søge foran jægeren, støde vildtet og derefter apportere det.

Navnet “springer” henviser til den måde, hunden får vildtet til at forlade sit skjul på. The Kennel Club anerkendte engelsk springer spaniel som en selvstændig race i 1902. Den svenske Springerklubben blev stiftet i 1982.

Avlen har gennem mange år udviklet sig i forskellige retninger. Jagtprægede populationer er først og fremmest udvalgt efter arbejdsevne, mens andre i højere grad er udvalgt efter eksteriør og udstilling. Det er en vigtig historisk og praktisk forskel, men det skaber ikke to enkle personlighedstyper. Der er variation inden for begge retninger, og moderne hunde kan bruges til flere aktiviteter. En køber bør derfor vurdere den konkrete opdrætters mål, forældredyrene og deres nære slægtninge frem for blot at stole på en betegnelse.

## At leve med racen

Engelsk springer spaniel kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, restitution og adgang til natur eller andre gode træningsmiljøer. En have erstatter ikke gåture og aktiviteter sammen med ejeren. Det afgørende er, hvad hunden får lov til at lave i løbet af dagen, ikke om hjemmet er et hus eller en lejlighed.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, og øg først tiden, når den kan slappe af. Individerne varierer, så planlæg ikke hverdagen ud fra en antagelse om, at racenavnet garanterer et bestemt antal timer alene.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. At racestandarden beskriver hunden som venlig, erstatter aldrig opsyn. Udvis samme forsigtighed med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør hunden forhindres i at jage, møderne holdes korte og kontrollerede, og katten have steder, hvor den kan trække sig tilbage. Hvor godt en bestemt hund fungerer sammen med katte eller andre hunde, afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen.

Før et hvalpekøb er det især værd at kontrollere:

- opdrætterens avlsmål, og om hundenes arbejdsniveau passer til dit liv
- begge forældres officielle HD-resultater, ikke blot at de er røntgenundersøgt
- dato og fuldstændigt resultat fra øjenundersøgelser samt eventuel gonioskopi
- dokumenteret status for fucosidose, når den er relevant for kombinationen
- hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer i hverdagen, gerne suppleret med BPH- eller arbejdsresultater
- hvordan hvalpene vænnes til håndtering, hvile, forskellige miljøer og et almindeligt familieliv.

Det bedste match er en hund, hvis forventede aktivitetsniveau, arbejdslyst og følsomhed passer til ejerens faktiske hverdag. For engelsk springer spaniel er den vurdering mere værdifuld end løfter om, at racen altid er nem, god med børn eller ens uanset avlsretning.

Engelsk springer spaniel

Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Engelsk springer spaniel er en middelstor, atletisk jagthund med en behåret, vejrbestandig pels, der kræver regelmæssig pleje. Den er glad, kærlig og meget menneskekærlig og har brug for 1,5–2 timers daglig mental og fysisk aktivering. Som regel en sund, aktiv race, der egner sig bedst til engagerede hjem med et aktivt udeliv.

Who Is

Islands Fårehund

The Icelandic Sheepdog International Cooperation

The Icelandic Sheepdog Association of America

Islands Fårehund er Islands eneste oprindelige spidshund-lignende hyrdehund – mellemstor til lille, robust og adræt, med krummet hale og tyk dobbeltpels i forskellige farver. Den er glad, social og gøende, trives med daglig motion, tæt samhørighed med familien, blid træning og regelmæssig pelspleje.

Griffon fauve de Bretagne

The British Kennel Club

Association Of L'Epagneul Breton (UK)

Verband für das Deutsche Hundewesen (Germany)

Mellemstor fransk drivende hund med ru, gyldent til rød-fawnfarvet pels, mørke, udtryksfulde øjne og en robust, atletisk bygning. Avlet til jagt på vildsvin er den energisk, nysgerrig, social og blid i hjemmet og har brug for masser af motion udendørs, sikre indhegninger og regelmæssig, men enkel pelspleje.

Isländsk Fårhund: Jag försöker rikta in mig på att bejaka ursprungs syfte dvs vallning, men även främja dess egenskaper som gårds-,vakt- o familjehund. 
Griffon Fauve de Bretagne är en drivande jakthund med skall på klövvilt o fantastisk familjehund. Hundarna i kenneln anv. till praktisk jakt.

Kennel Sangilak

## Kort fortalt

Fransk bulldog er en lille, kraftig og social selskabshund fra Frankrig. Den skal være livlig og aktiv, men det korte kranium og næseparti medfører risiko for vejrtrækningsproblemer og dårligere temperaturregulering. Den, der overvejer racen, bør derfor vurdere funktion og dokumenteret sundhed lige så nøje som temperament og udseende.

- **Racegruppe og anvendelse:** FCI gruppe 9, selskabshund
- **Skulderhøjde:** hanhunde 27–35 cm, tæver 24–32 cm
- **Vægt:** hanhunde 9–14 kg, tæver 8–13 kg
- **Pels:** kort, glat og uden underuld
- **Farver i racestandarden:** fawn, brindlet og broget, med de aftegninger som standarden beskriver
- **Ideelt temperament:** social, livlig, legesyg og hengiven
- **Vigtig svensk sundhedsundersøgelse:** RFG-Scheme har været obligatorisk før avl inden for SKK siden 1. januar 2025

Racen er ikke et oplagt valg for den, der ønsker en hund med et lille behov for pleje og opfølgning. En fransk bulldog skal kunne bevæge sig frit og trække vejret frit, også når den er i bevægelse. Hørbar eller anstrengt vejrtrækning er ikke et charmerende eller normalt racetræk.

## Udseende og pels

Fransk bulldog skal være kompakt og muskuløs uden at blive tung, ubevægelig eller overdrevet. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, hovedet er bredt, og de opretstående såkaldte flagermusører er et tydeligt kendetegn. Helheden skal fungere i bevægelse: åbne næsebor, tilstrækkelig næselængde, frie bevægelser og en krop, der ikke forhindrer hunden i at være aktiv, er vigtigere end et ekstremt udseende.

Racestandarden angiver forskellige mål for de to køn. Hanhunde skal være 27–35 cm høje og veje 9–14 kg, mens tæver skal være 24–32 cm og veje 8–13 kg. Tallene er ikke en målvægt for hvert individ. Et passende huld vurderes ud fra hundens bygning, muskelmasse og fedtlag; overvægt belaster vejrtrækning, led og ryg.

Pelsen er kort, glat, blød og blank og mangler underuld. Fældning kan normalt håndteres med enkel børstning efter behov. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører, tænder og hud. Ansigtsfolder skal holdes rene og tørre, men plejen bør styres af, hvordan huden faktisk ser ud. Rødme, lugt, væske, kløe eller ømhed er grund til at søge rådgivning, ikke blot til at rense oftere.

Racestandardens farver er fawn, brindlet og broget. Blå og merle er ikke godkendte farver. En hvalp, der markedsføres med en ”sjælden farve”, bør vurderes ud fra det samme vigtige grundlag som alle andre: registrering, vejrtrækningsfunktion, forældredyr og opdrætterens avlsarbejde.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal fransk bulldog være social, livlig, legesyg og hengiven. Mange individer søger gerne kontakt og holder af at deltage i familiens hverdag. Racen kan lære hurtigt, men selvstændighed og stædighed betyder, at tydelige rutiner og gode belønninger ofte virker bedre end gentagelser og hårde korrektioner.

Racestandarden beskriver et ideal, ikke hver enkelt hund. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, smerter, miljø og træning påvirker, hvordan et individ opfører sig. En hund, der har svært ved at trække vejret eller er generet i hud, ryg eller led, kan også have mindre tålmodighed og restituere dårligere. Temperament bør derfor vurderes sammen med den fysiske funktion.

BPH viser, hvordan en bestemt hund reagerede under en standardiseret adfærdsbeskrivelse. Det er ikke en bestået-eller-ikke-bestået-test og ingen garanti for hvalpens fremtidige personlighed. Den ældre svenske BPH-analyse omfattede kun en lille andel af de svenskfødte hunde. For en hvalpekøber er det derfor mere værdifuldt at møde tæven og spørge, hvordan forældre og nære slægtninge håndterer fremmede mennesker, hundemøder, uventede lyde, kropshåndtering, aktivitet og hvile.

Racen kan passe til en velforberedt førstegangsejer, som er indstillet på belønningsbaseret træning, daglig aktivitet og mulige dyrlægebehov. Den passer dårligere, når valget hovedsageligt bygger på lille størrelse, et bestemt udseende eller antagelsen om, at en kortsnudet hund automatisk har brug for meget lidt motion.

## Træning og motion

En fransk bulldog har brug for daglige ture, næsearbejde, leg og hverdagstræning, men der findes ikke et antal motionsminutter, som passer til alle. Alder, kondition, vejr og frem for alt hundens vejrtrækning og restitution afgør, hvad der er passende. Afkøling ved at halse er mindre effektiv hos kortsnudede hunde, så den samme aktivitet kan være let på en kølig dag og uegnet i varme.

Planlæg hellere flere overkommelige aktiviteter end én lang session, der skal gennemføres. Lad hunden snuse, gå roligt i varieret terræn og bruge hovedet gennem søg og enkel problemløsning. Byg konditionen gradvist op, og hold øje med hunden under hele aktiviteten. Sænk tempoet eller stop, hvis vejrtrækningen bliver tydeligt støjende eller anstrengt, næseborene trækker sig sammen, hunden bruger bugen kraftigt til at trække vejret, sakker bagud eller ikke restituerer normalt. Udtalt åndenød, blålige slimhinder, usikker gang, kollaps eller bevidstløshed kræver øjeblikkelig kontakt til en dyrlæge.

På varme dage skal turene flyttes til køligere tidspunkter, tempoet sænkes, og hunden skal have adgang til skygge, vand og et køligt hvilested. Efterlad aldrig hunden i en varm bil eller et andet lukket rum. En hund, der gentagne gange får problemer ved moderat aktivitet eller varme, har brug for en dyrlægevurdering; løsningen er ikke blot at undgå al motion.

Prioritér kontakt, at gå roligt i line, indkald, at afslutte leg, at falde til ro og at acceptere kontrol af mund, ører, ansigtsfolder, poter og kløer. Træn alenetid i meget små trin, når hunden allerede er tryg hjemme. Belønningsbaserede metoder gør opgaven tydelig og letter nødvendig håndtering.

## Sundhed

Det vigtigste sundhedsproblem at forstå hos fransk bulldog er BOAS, obstruktivt luftvejssyndrom hos kortsnudede hunde. Det opstår, når der ikke er plads nok til bløddelene i den forkortede næse og svælg. Følgerne kan være støjende eller anstrengt vejrtrækning, dårlig udholdenhed, søvnforstyrrelser og vanskeligheder med at regulere kropstemperaturen.

RFG-Scheme er en dyrlægeundersøgelse, der vurderer vejrtrækningsfunktionen før og efter tre minutters rask bevægelse og graderer resultatet fra 0 til 3. Inden for SKK har fransk bulldog siden 1. januar 2025 været omfattet af et sundhedsprogram på niveau 2: hunde, der bruges i avl, skal have et resultat før parring. Et officielt resultat kan registreres fra 24 måneders alder og må ikke være ældre end to år ved parringen. Grad 0 anbefales; hunde med grad 2 eller 3 må ikke bruges i avl efter SKK's regler. En hund, der er opereret i luftvejene, kan ikke undersøges inden for programmet.

Et RFG-resultat beskriver hundens tilstand på undersøgelsestidspunktet og fjerner ikke behovet for egne observationer. Det er ingen livslang garanti og fortæller heller ikke alt om andre sundhedsrisici. Før et hvalpekøb bør du bede om forældrenes registrerede navne, undersøgelsesdatoer og faktiske RFG-grader. Se helst forældredyrene både i hvile og efter normal bevægelse: vejrtrækningen skal være fri, restitutionen rimelig og næseborene åbne. Acceptér ikke ”testet” eller ”dyrlægekontrolleret” som erstatning for det registrerede resultat.

Andre dokumenterede risikoområder er allergi og hudproblemer, problemer i ryg, skelet og led, herunder patellaluksation, samt skader på de fremtrædende øjne. Det betyder ikke, at hver hund bliver ramt. Spørg om tilbagevendende hudproblemer, halthed, rygsmerter og øjenskader hos forældre og nære slægtninge. Den svenske raceklub anbefaler også hvalpekøbere at spørge til patella, hjerte og de voksne hundes vejrtrækning; dette skal holdes adskilt fra det formelle RFG-krav.

Kontakt en dyrlæge ved tilbagevendende vejrtrækningslyde, tydelig intolerance over for motion eller varme, søvnproblemer på grund af vejrtrækningen, hud der lugter eller gør ondt, tilbagevendende halthed, rygsmerter eller et rødt, løbende eller smertefuldt øje. Tidlig vurdering er bedre end at vente på, at et problem bliver ”typisk for racen”.

## Historie og oprindelse

Fransk bulldog blev formet som race i Paris i slutningen af 1800-tallet. Den første raceklub blev dannet i Paris i 1880, den første hund blev registreret i 1885, og den første racestandard blev fastlagt i 1898. Samme år anerkendte den franske kennelklub racen.

Racen blev udviklet som selskabshund og fik den kompakte krop, det brede hoved og de opretstående flagermusører, som stadig kendetegner standarden. Fransk bulldog blev vist i Sverige første gang i 1913. Den historiske type forklarer nutidens udseende, men moderne avl må ikke forstærke træk så meget, at vejrtrækning, øjne, ryg, hale eller bevægelser påvirkes negativt.

## At leve med racen

Fransk bulldog kan bo i lejlighed eller hus, fordi boligens størrelse ikke i sig selv afgør, om hverdagen fungerer. Det afgørende er, at hunden får daglig aktivitet, kan hvile uforstyrret og har et trygt, køligt miljø. I en lejlighed bør lyde i opgangen og uden for vinduer håndteres med tidlig træning, og adgang til elevator eller mange trapper kan få praktisk betydning, hvis hunden har smerter eller svært ved at trække vejret.

Med børn gælder den samme sikkerhedsregel som for alle hunde: en voksen har ansvaret for samspillet. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, klatre på den eller fortsætte, når den forsøger at gå væk. Indret et beskyttet hvilested, og lær både børn og hund rolige former for samvær. En lille krop og et legesygt temperament gør ikke automatisk et individ sikkert med børn.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individerne og deres erfaringer. Foretag introduktioner gradvist, med mulighed for at adskille dyrene og uden at tvinge nærkontakt frem. Socialisering kan forbedre forudsætningerne, men garanterer ikke, at alle kombinationer fungerer. Vær især opmærksom på stress, ressourceforsvar og om den anden hunds leg bliver for fysisk for et individ med begrænset vejrtrækningskapacitet.

Alenetid skal trænes gradvist med meget korte perioder i begyndelsen. Øg først, når hunden kan være rolig, og brug gerne et kamera til at opdage uro eller gøen, som ikke bemærkes, når du kommer hjem. Racen bør ikke vælges med en plan om regelmæssigt at lade hunden være alene størstedelen af dagen.

Før køb bør hele husstanden kunne svare ja på disse spørgsmål:

- Kan vi vælge fri vejrtrækning og god funktion frem for et ekstremt udseende eller en usædvanlig farve?
- Kan vi kontrollere forældrenes identitet, RFG-grader og undersøgelsesdatoer i stedet for at stole på mundtlige forsikringer?
- Kan vi tilpasse aktiviteten til varme og dagsform uden at gøre hunden inaktiv?
- Har vi tid og økonomi til at håndtere behov for dyrlægehjælp, som kan følge med racens kropsform?

Hvis svarene er ja, og opdrætteren kan vise kontrollerbare resultater, kan fransk bulldog være en livlig og nær selskabshund. Det vigtigste valg er ikke det mest ekstreme hoved eller den sjældneste farve, men en hund, der kan trække vejret, bevæge sig, restituere og leve et aktivt hverdagsliv.

Fransk bulldog

The French Bulldog Club of England

The Kennel Club (United Kingdom)

Fransk bulldog er en lille, muskuløs selskabshund med kort pels og flagermuslignende ører. Den er hengiven, meget menneskeorienteret og legesyg, men samtidig rolig indendørs, hvilket gør den særdeles velegnet til livet i lejlighed. Den har brug for moderat, nøje tilpasset motion, regelmæssig pleje af hud, ører og kløer samt opmærksomhed på vejrtrækning og vægt.

## Kort fortalt

Engelsk bulldog er en britisk, FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 2. Den er kompakt og kraftig, men racetypen må aldrig opnås på bekostning af fri vejrtrækning, sunde bevægelser eller raske øjne og hud.

- **Oprindelse:** Storbritannien
- **Anvendelse:** Selskabshund
- **Officiel vægt:** cirka 25 kg for hanhunde og 23 kg for tæver
- **Mankehøjde:** den gældende FCI-standard angiver ingen officiel højde
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Raceideal:** opmærksom, modig, loyal, pålidelig og hengiven
- **Vigtigst ved køb af hvalp:** kontrollér dokumenteret vejrtrækningsfunktion, og se, hvordan forældredyrene trækker vejret, bevæger sig og kommer sig efter aktivitet

Racen kan passe til den, der ønsker en social selskabshund, som gerne vil være tæt på familien, og er indstillet på at vælge opdrætter meget omhyggeligt. Den passer dårligere til den, der søger en hund til hård fysisk træning, eller som ikke kan tilpasse hverdagen til varme og den måde, hunden trækker vejret på.

## Udseende og pels

Engelsk bulldog skal være lav, bred, muskuløs og kompakt uden at virke overdrevet. Hovedet er stort i forhold til kroppen, men racestandarden gør det klart, at det ikke må hæmme hundens balance eller bevægelser. Vejrtrækningsbesvær er ikke et ønsket racetræk.

Næsen skal være sort og bred med store, åbne næsebor. Ansigtet må gerne have fine rynker, men ikke så meget hud, at øjne, næse eller vejrtrækning påvirkes. Øjnene skal være fri for tydelige problemer. Halen er naturligt kort, men må ikke vende indad eller sidde så stramt, at det påvirker huden eller hundens mulighed for at komme af med afføring. Bevægelserne skal være sunde og ubesværede.

Pelsen er kort, glat og nem at holde ren. Godkendte farver omfatter blandt andet brindle, rød i forskellige nuancer, fawn, lys gulbrun, hvid og broget. Sort, sort med tan-aftegninger og upigmenteret næse er ikke ønsket ifølge racestandarden.

Pelsplejen er enkel, men hudfolder kræver opmærksomhed. Kontrollér folderne i ansigtet og eventuelle folder omkring halen, rengør efter behov, og tør huden grundigt. Rødme, lugt, fugt, kløe eller ømhed er grund til at kontakte en dyrlæge, ikke blot til hyppigere rengøring. Væn hunden tidligt til, at du undersøger hud, øjne, ører, poter, tænder og hale.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en opmærksom, modig, loyal og hengiven hund, men temperamentet varierer mellem individer og linjer. En engelsk bulldog kan være meget social og glad for mennesker, samtidig med at dens styrke og intensitet nogle gange kan virke voldsom eller pågående.

Vurdér derfor den enkelte hund, ikke kun racebeskrivelsen. Mød om muligt hvalpens mor og andre voksne slægtninge i almindelige omgivelser. De bør kunne møde mennesker uden overdreven frygt eller uprovokeret aggression og finde ro igen efter aktivitet.

En voksen skal altid være til stede, når hunden er sammen med børn. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn skal lære, at de ikke må klatre på den, vække den eller håndtere ansigtsfolder og hale. En kraftig bulldog kan komme til at vælte et lille barn, selv om den er venlig.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Nogle individer lever fint med hunde eller katte, men racenavnet garanterer ikke, at de passer sammen. Tidlig socialisering, rolige introduktioner og mulighed for at holde dyrene adskilt i begyndelsen er mere nyttigt end generelle løfter om, at racen altid fungerer med andre dyr.

## Træning og motion

Engelsk bulldog har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men den rette mængde afhænger af hundens vejrtrækning, hvordan den klarer varme, og hvor hurtigt den kommer sig – ikke af et fast antal minutter. Rolig hverdagstræning, næsearbejde, problemløsning og ture i hundens eget tempo giver god aktivitet. Målet er ikke at udmatte hunden fuldstændigt.

Træn venligt, tydeligt og konsekvent. Korte træningspas med belønninger, hunden sætter pris på, gør det lettere at fastholde opmærksomheden. Prioritér kontakt, indkald, håndtering og evnen til at falde til ro. Hunden er stærk i forhold til sin størrelse, så den bør tidligt lære at gå pænt i snor og hilse roligt.

Tilpas motionen til vejret og underlaget. I varmt eller fugtigt vejr kan en kortskallet hund have sværere ved at køle sig ned. Stop, hvis hunden får tydelige vejrtrækningslyde, begynder at bruge bugen kraftigt til at trække vejret, halser uden at komme sig, nikker med hovedet i takt med vejrtrækningen, sakker bagud eller virker usædvanligt træt. Kollaps, besvimelse, blålige eller meget blege slimhinder og udtalt åndenød kræver akut dyrlægehjælp.

Et sundt individ skal kunne gå tur, lege og udforske uden at blive hæmmet af vejrtrækningen. Snorken, tydelige vejrtrækningslyde og lang restitution må ikke afvises som charmerende særtræk.

## Sundhed

Den vigtigste racespecifikke sundhedsrisiko handler om vejrtrækningen. BOAS (Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome) kan påvirke hundens evne til at lege, spise, sove, motionere og regulere sin kropstemperatur. Risikoen hænger sammen med den korte skalle og det bløde væv, der skal være plads til i luftvejene. Engelske bulldogs er ikke alle påvirket i samme grad, og graden kan ændre sig med alder, huld og andre individuelle forhold.

I Sverige er racen omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram RFG-S. For at et hvalpekuld kan registreres, skal begge forældredyr have gennemført en officiel RFG-S-undersøgelse før parring. Hunden skal være mindst 24 måneder ved den officielle undersøgelse, og attesten må ikke være mere end 24 måneder gammel på parringstidspunktet. Undersøgelsen omfatter blandt andet næsebor, huld, hjerte og lunger samt en tre minutter lang gangtest i rask tempo med vurdering før og efter belastning.

RFG-S graderer vejrtrækningsfunktionen fra 0 til 3. Grad 0 og 1 regnes som klinisk upåvirkede, mens grad 2 og 3 betyder, at hunden er klinisk påvirket af BOAS. Hunde med grad 2 eller 3 eller med kraftigt sammenknebne næsebor må ikke bruges i avl efter Svenska Kennelklubbens regler. Et testresultat er et vigtigt kontrolpunkt, ikke en livslang garanti. BOAS kan udvikle sig, og derfor kan hunden have behov for at blive undersøgt igen.

Bed opdrætteren om at vise forældrenes aktuelle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens Hunddata eller Avelsdata. Se også hundene i hvile og efter rolig bevægelse: vejrtrækningen skal være stille og ubesværet, næseborene åbne og restitutionen rimelig. Luftvejsoperationer hos hunden eller dens nære slægtninge er vigtig information. En hund, der er opereret for at udvide luftvejene, kan ikke få et officielt RFG-S-resultat.

Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver også bevægelser, hud, øjne og hale. Se efter en hund, der bevæger sig ubesværet, har raske øjne uden irritation, hud uden betændte folder og en hale, der kan holdes ren og ikke ligger stramt over endetarmsåbningen. Hold hunden i et sundt huld, da overvægt kan øge belastningen på vejrtrækningen. Søg dyrlæge ved nye vejrtrækningslyde, dårligere udholdenhed, varmefølsomhed, tilbagevendende hudproblemer, øjenirritation, halthed eller problemer omkring halen.

## Historie og oprindelse

Den engelske bulldogs dokumenterede historie er knyttet til Storbritannien. Betegnelsen ”bulldog” er dokumenteret fra 1630'erne, og hundetypen blev tidligere brugt til tyrekampe. Da den slags dyrekampe blev forbudt i 1835, ændrede racens anvendelse og udvikling sig.

Bulldoggen blev vist på hundeudstillinger fra omkring 1860. Under overgangen fra kamphund til selskabs- og udstillingshund ændrede det ønskede temperament sig også i retning af den hengivne og pålidelige hund, der beskrives i nutidens racestandard. Ældre fortællinger om præcis, hvilke middelalderhunde der skabte racen, er mindre sikre og bør ikke blandes sammen med den dokumenterede historie.

Racen har længe været et britisk symbol, men dens vigtigste arv i dag er ikke et ekstremt udseende. Den gældende standard understreger i stedet, at overdrivelser, vejrtrækningsbesvær, usunde bevægelser og tydelige øjenproblemer er uønskede.

## At leve med racen

Engelsk bulldog kan bo i lejlighed eller hus, hvis hverdagen byder på daglig tid udendørs, aktivitet, hvile og en temperatur, hunden kan klare. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at komme ud regelmæssigt og undgå overophedning. En bulldog med anstrengt vejrtrækning bliver ikke bedre egnet til et stillesiddende liv, blot fordi den får lidt motion.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte og trygge perioder, og øg først, når hunden forbliver rolig. Hvor længe en voksen hund kan være alene, varierer, og en lille hvalp skal ikke være alene. Planlæg derfor hvalpetiden og arbejdsdagene før købet i stedet for at regne med, at racen automatisk kan klare et bestemt antal timer.

Vælg opdrætter ud fra funktion og åbenhed, ikke kun hovedform, farve eller præmier. Bed om konkrete svar på følgende spørgsmål:

- Hvilken RFG-S-grad har begge forældre, hvornår blev undersøgelserne foretaget, og kan resultaterne bekræftes?
- Kan du se forældredyrene bevæge sig og komme sig uden tydelige vejrtrækningslyde eller anstrengelse?
- Er der tilbagevendende problemer med hud, øjne, bevægelser eller hale hos nære slægtninge?
- Kan halen bevæges og holdes ren uden smerter eller stramme hudfolder?
- Hvordan er parring og fødsler forløbet i linjen, og har tæverne kunnet føde naturligt?
- Hvordan socialiseres hvalpene, og hvordan vurderes forældredyrenes temperament?

Et godt match er et individ, der kan leve et normalt hundeliv med fri vejrtrækning, sunde bevægelser og stabilt temperament. Det er vigtigere end en ekstremt kort snude, bred front eller tung krop.

Engelsk bulldog

The Bulldog Club Inc. (UK)

Engelsk bulldog er en kompakt, muskuløs selskabshund med bred brystkasse, rynket ansigt og kort pels. Den er rolig og hengiven, knytter stærke bånd til familien, elsker ofte børn og har brug for nænsom, moderat motion samt omhyggelig, livslang pleje af vejrtrækning, hud og led.

N,Slätternas Frabull

Hovawart

Hovawart Club of Great Britain

Verband für das Deutsche Hundewesen (VDH) - Hovawart

Svenska Hovawartklubben

Hovawart Club e.V. (Germany)

Hovawart Club de France

Stor, kraftig tysk gårdvogter med middel­lang, vejrbestandig pels i sort, sort med tan-tegninger eller blond. Dybt loyal, rolig og familieorienteret, men reserveret over for fremmede og stærkt territoriel. Intelligent, selvstændig og langsom til at modnes, med behov for konsekvent træning, mental stimulering og rigelig motion.

HaMoSti

Australian Cattle Dog

Association Canine Territoriale de France

Dansk Kennel Klub

Norsk Kennel Klub

Fédération Cynologique Internationale

Mellemstor, muskuløs australsk hyrdehund avlet til at drive kvæg over lange afstande. Kendt for sin blå- eller rødplettede dobbeltpels, opretstående ører og vågne udtryk. Meget intelligent, energisk og loyal, men reserveret over for fremmede; har brug for masser af daglig motion, mental stimulering og konsekvent, positiv træning.

Netterbergs

## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Ammoli's

## Kort fortalt

- Amerikansk akita er en stor og kraftigt bygget spidshund med oprindelse i Japan og videre udvikling i USA. FCI klassificerer den som selskabshund i gruppe 5.
- Skulderhøjden er 66–71 cm for hanner og 61–66 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen vægt. Som en grov rettesnor angiver Svenska Kennelklubben cirka 45–55 kg for hanner og 35–45 kg for tæver.
- Racen beskrives som opmærksom, lydhør, værdig og modig. Den kan samtidig være reserveret og selvstændig, så træning i møder, håndtering og kontrol i hverdagen er vigtig.
- Amerikansk akita kan have svært ved at omgås andre hunde, især hunde af samme køn. Den er derfor sjældent det oplagte valg for en, der ønsker regelmæssige besøg i hundepark eller hundedagpleje.
- Den tætte dobbeltpels fælder kraftigt i perioder. Pelsplejen kræver ingen avancerede teknikker, men mængden af hår og hundens størrelse gør det til et stort stykke arbejde.
- Racen passer bedst til en ejer, der kan forebygge risikable situationer, træne med belønninger og håndtere en meget stærk hund roligt, når omgivelserne bliver urolige.

## Udseende og pels

Amerikansk akita skal give et tydeligt indtryk af størrelse, styrke og balance. Knoglebygningen er kraftig, brystkassen bred og dyb, og kroppen er lidt længere, end den er høj. Det massive hoved danner en stump trekant set ovenfra. Små øjne, et dybt snudeparti og opretstående ører giver racen dens karakteristiske udtryk.

Halen er stor, højt ansat og rigeligt behåret. Den bæres over ryggen eller ind mod siden i en trekvart, hel eller dobbelt ring. Når halen forsigtigt trækkes ned, skal den yderste halehvirvel nå til hasen.

Pelsen består af en blød, tæt underuld og lige, stive dækhår, som står lidt ud fra kroppen. Håret er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene. Ved manken og over krydset er dækhårene omkring fem centimeter lange, mens halen har den fyldigste pels.

Farveudvalget er bredere end hos japansk akita. Rød, gulbrun, hvid, tigret og pinto forekommer med eller uden maske eller blis. En ensfarvet hvid hund har ingen maske. Den gældende FCI-standard fra 2026 diskvalificerer derimod merletegning og leverfarve. Det er vigtigt, fordi ældre racebeskrivelser kan nøjes med at skrive, at alle farver er tilladt.

Børst efter pelsens faktiske behov, ikke efter en fast ugeplan. Før en kam gennem underulden på halsen, bukserne, bag ørerne og omkring halen. Hvis kammen sætter sig fast, eller underulden ligger tæt mod huden, er der brug for en grundigere omgang. Kontrollér samtidig hud, ører, kløer og tænder. Efter bad skal pelsen skylles og tørres helt ind til huden.

## Temperament og personlighed

En Amerikansk akita er som regel opmærksom og selvstændig uden at opsøge kontakt med alle. Racestandarden beskriver et værdigt, modigt og lydhørt temperament. Det betyder ikke, at alle hunde er naturlige vagthunde eller automatisk trygge sammen med børn. Avl, erfaringer, sundhed og træning påvirker, hvordan hunden fungerer.

Træn hunden i, at fremmede mennesker kan være i nærheden uden at tage kontakt. Målet er ikke, at alle skal klappe den, men at den kan passere mennesker, tage imod gæster og blive håndteret uden frygt eller truende adfærd. Beløn rolige reaktioner, og lad hunden holde afstand. En hund, der stivner, spærrer vejen, knurrer eller har svært ved at falde til ro igen, har brug for professionel hjælp.

Møder med andre hunde kræver særlig omtanke. FCI skriver udtrykkeligt, at Amerikansk akita kan være intolerant over for andre hunde, især hunde af samme køn. Det beskriver en risiko i racen, ikke hvad hvert individ vil gøre. En ældre svensk avlsstrategi fremhævede også aggression mod hunde og tilbageholdenhed over for fremmede som praktiske udfordringer, men grundlaget var lille: kun 19 hunde deltog i MH-beskrivelser i 2008–2014, og én hund havde gennemført BPH. De tal kan ikke beskrive hele den nuværende bestand.

Vurdér forældrene og voksne slægtninge i almindelige situationer. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede, smalle passager, håndtering og hunde af begge køn. En hvalp kan få et godt forhold til hunden i hjemmet uden at acceptere ukendte hunde som voksen. Hundeparker og hilsner i snor med fremmede hunde er ofte dårlige valg.

## Træning og motion

Amerikansk akita har brug for daglig bevægelse, næsearbejde og samarbejde, men intet fast antal minutter passer til alle. En sund voksen hund kan sætte pris på længere ture, vandring, spor, søg og rolig træning af kropskontrol. Tilpas mængden efter alder, form, underlag, temperatur og restitution. Den kraftige krop og tætte pels betyder, at aktivitet i varmt vejr skal planlægges forsigtigt.

Den tidlige træning bør fokusere på de færdigheder, der gør det sikkert at håndtere en stærk hund i hverdagen:

- at gå i løs line og kunne vende roligt væk fra forstyrrelser
- frivillig kontakt og at vente bag døre og låger
- indkald på indhegnet område og sikre alternativer, når hunden ikke bør gå løs
- spor- og søgeøvelser, som kan udføres på afstand af andre hunde
- rolig og frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels
- hvile og evnen til at falde til ro efter aktivitet

Belønningsbaseret træning passer bedre til racens selvstændighed end hårde korrektioner. Korte, tydelige øvelser med et forståeligt mål giver ofte mere end mange ens gentagelser. Mad, større afstand, mulighed for at snuse, leg eller adgang til et ønsket sted kan alle bruges som belønning.

Hvalpe og unghunde skal have lov til at udforske, lege og bevæge sig varieret uden lange løbeture, tung belastning eller mange gentagne spring. Øg sværhedsgraden trinvis. Halthed, stivhed eller modvilje mod at bevæge sig bør vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Amerikansk akita er omfattet af et bindende svensk program for hofteledsdysplasi, HD. Svenska Kennelklubben registrerer ikke afkom, hvis et af forældredyrene manglede en officiel hoftestatus ved parringen. En officiel status betyder dog ikke automatisk grad A eller B. Efter kennelklubbens generelle regler må en hund med HD E ikke bruges i avl, mens en hund med HD D kun må parres med en hund, der har A eller B. Bed om at se selve graden og undersøgelsesdatoen, ikke blot en besked om, at forældrene er “røntgenundersøgt”.

Den svenske avlsstrategi for racen bygger hovedsageligt på data fra 2008–2014 og skal læses som et dateret grundlag, ikke som aktuelle tal for forekomsten. For få hunde var undersøgt til sikre konklusioner om hofter, albuer eller øjne i hele racen. Dokumentet anbefaler hoftegrad A eller B, albuegrad 0 og gentagne øjenundersøgelser, altid også før den første parring. Albue- og øjenresultater er værd at spørge til, men de er ikke det samme som det bindende HD-krav for racen i de svenske registreringsregler fra 2026.

Bed om følgende for begge forældre og, når det er muligt, ældre helsøskende og tidligere afkom:

- den præcise HD-grad samt albueresultat og undersøgelsesdato
- resultatet af øjenundersøgelsen og datoen for den
- tilbagevendende hud-, pels-, knæ- eller øjenproblemer hos nære slægtninge
- diagnoser af sebacøs adenitis eller uveodermatologisk syndrom hos nære slægtninge
- hvor gamle nære slægtninge blev, og hvilke sygdomme der påvirkede deres liv

En liste over undersøgelser er ingen garanti for sundhed. Resultaterne skal ses sammen med slægtens sygdomshistorik, hvordan hundene fungerer i hverdagen og hvor godt forældredyrene supplerer hinanden. Akita Club of America anbefaler desuden undersøgelser af hofter, øjne og skjoldbruskkirtel. Det kan være relevant, når amerikanske eller andre udenlandske linjer indgår.

Amerikansk akita er stor og dybbrystet, så ejere bør kende tegnene på mavedrejning, GDV. Tilstanden er akut og livstruende. Forgæves opkastningsforsøg, kraftig savlen, uro, gispen, en udspilet eller smertefuld bug, blege slimhinder, svaghed eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

## Historie og oprindelse

Amerikansk akita har japansk oprindelse, men blev udviklet som en selvstændig type i USA. Den gældende FCI-standard beskriver, hvordan mellemstore Akita Matagi-hunde blev brugt til hundekampe fra 1603. Fra 1868 blev de krydset med blandt andet tosa og mastiff, hvilket øgede størrelsen, men svækkede flere spidshundetræk. Hundekampe blev forbudt i 1908, og ni akitaer blev udpeget som japanske naturmonumenter i 1931.

Bestanden faldt kraftigt under anden verdenskrig. Hunde blev konfiskeret, fordi pelsen blev brugt til militært tøj, mens nogle ejere krydsede deres hunde med schæferhunde for at undgå ordren. Flere typer var tilbage efter krigen. Hunde fra Dewa-linjen, med træk fra mastiff og schæferhund, blev taget med til USA af amerikansk militærpersonel.

Disse linjer blev videreudviklet i USA. Akita Club of America blev stiftet i 1956, og American Kennel Club optog racen i sin stambog og gav den ordinær udstillingsstatus i oktober 1972. Fordi de amerikanske og japanske kennelklubber dengang ikke anerkendte hinandens stamtavler, udviklede den amerikanske bestand sig uden nye japanske blodlinjer. Resultatet blev den større og tungere type med flere godkendte farver, som FCI i dag anerkender som Amerikansk akita.

## At leve med racen

En Amerikansk akita kan være rolig indendørs, men hverdagen skal også fungere, når en kat løber forbi, en løs hund nærmer sig, eller et barn åbner hoveddøren. Det afgørende er ikke kun, hvor meget plads du har, men om du kan opretholde sikre rutiner hver dag.

Aktivt opsyn fra en voksen er nødvendigt omkring børn. En hund af denne størrelse kan vælte et barn uden at ville det. Børn må aldrig forstyrre hunden, når den spiser, sover eller prøver at trække sig væk. Vælg opdrætter ud fra de voksne hundes faktiske adfærd omkring børn, ikke en generel påstand om, at racen er beskyttende.

Samvær med en anden hund, kat eller et mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men erstatter ikke låger, separate hvilepladser, kontrollerede introduktioner og mulighed for at holde dyrene adskilt. Et godt forhold til katten i hjemmet siger heller ikke med sikkerhed, hvordan hunden reagerer på en kat udendørs.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis der er plads til at håndtere hunden, trange møder kan undgås, og hunden får bevægelse og mental aktivitet ude. En have skal være sikkert indhegnet og erstatter aldrig ture eller træning. Træn alene-hjemme gradvist med korte, rolige perioder i begyndelsen. Vurdér, om den enkelte hund faktisk kan falde til ro, frem for at følge en generel tidsgrænse.

Før du vælger hvalp, bør du møde mindst tæven og helst flere voksne slægtninge. Bed om at se, hvordan hundene går i line, tager imod gæster og falder til ro efter noget uventet. Kontrollér selv sundhedsresultaterne, og spørg, hvordan opdrætteren vurderer, hvilken hvalp der passer til dit hjem. Amerikansk akita er først det rette valg, når du værdsætter dens selvstændighed og samtidig har tid, styrke og dømmekraft til at håndtere hunden uden at ty til fysisk magt.

Amerikansk akita

Stor, kraftig spidshund med bredt, bjørnelignende hoved og ringlet hale. Rolig, loyal og stærkt beskyttende over for familien, men reserveret over for fremmede og ofte afventende i mødet med andre hunde. Tyk dobbeltpels, som fælder meget. Intelligent, selvstændig og egner sig bedst til erfarne ejere med konsekvent lederskab.

Har haft AA sen -95. Har just nu 2 tikar så tillsammans med min man finns det nu 10 hundar här hemma 😊
American akita,  Norsk gråhund och Jämthundar

Cialis Änglar (smölas änglar på fb)

Parson russell terrier

Svenska Terrierklubben (Sweden)

Verein für Deutsche Spitze e.V. (Germany)

Parson russell terrier er en mellemstor, langbenet og atletisk rævejagterrier med glat eller ru, hvid pels. Den er energisk, intelligent, modig og hengiven og har brug for meget motion, konsekvent træning, mental stimulering og tydelige grænser i et aktivt hjem.

Joygarden

Pointer

Pointer er en atletisk og elegant stående jagthund, kendt for sin karakteristiske stand og sin fremragende lugtesans. Den er kærlig, sensitiv og meget menneskeorienteret og har brug for 1–2 timers daglig motion og mental stimulering. Den korte, glatte pels er let at holde og passer til aktive ejere, der kan lide at være udendørs.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet