## Kort fortalt

Dværgschnauzeren er en lille, men robust tysk hunderace med et tydeligt vagtinstinkt, stor arbejdslyst og en pels, der skal trimmes. Den er den mindste af schnauzerracerne, men ikke blot en mindre udgave af schnauzeren. Dværgschnauzeren er en selvstændig race, som blev udviklet til arbejde på gårde i et lille og praktisk format.

- **Skulderhøjde:** 30–35 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 4–8 kg ifølge racestandarden
- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Oprindelig opgave:** rottefanger og gårdhund
- **Pels:** ruhåret dækhår med tæt underuld
- **Farver:** sort, peber og salt, sort og sølv samt hvid
- **Typiske træk:** opmærksom, udholdende, nysgerrig og ofte hurtig til at slå alarm

Dværgschnauzeren passer bedst til den, der gerne vil træne og aktivere sin hund hver dag og accepterer regelmæssig pelspleje. Den praktiske størrelse gør hunden let at tage med, men hverdagen kræver stadig klare rutiner.

## Udseende og pels

Dværgschnauzeren skal være kompakt, kraftig og omtrent lige så lang, som den er høj. Skægget, de buskede øjenbryn og den ruhårede pels giver det velkendte schnauzerpræg. Racestandarden angiver samme højde- og vægtinterval for begge køn, men hvor den enkelte voksne hund ligger inden for intervallerne, afhænger blandt andet af kropsbygning og huld.

Pelsen består af tæt underuld og hårdt, tilliggende dækhår. De fire godkendte farver er helt sort, peber og salt, sort og sølv samt helt hvid. Farven siger ikke noget om hundens temperament, eller hvor godt den passer til et bestemt hjem.

Den ruhårede pels skal trimmes, hvilket betyder, at modne, døde dækhår plukkes ud. Svenska Kennelklubben anbefaler trimning mindst fire gange om året og gennemgang af underulden cirka en gang om ugen. Hvor ofte den enkelte hund skal trimmes helt, afhænger af pelskvalitet, vækst og den ønskede pelslængde. Skæg, benhår og blødere områder skal redes, så snavs og filtre ikke bliver siddende.

Klipning kan passe til en hund, der er blevet øm eller har svært ved at stå under en trimning, men metoden ændrer pelsens struktur. Når dækhårene klippes af i stedet for at blive plukket ud, bliver pelsen ofte blødere og mere ulden. Spørg derfor opdrætteren eller en erfaren hundefrisør, hvordan hundens pels hidtil er blevet plejet, før du vælger metode.

En korrekt plejet ruhåret pels fælder normalt meget lidt, men det gør ikke dværgschnauzeren allergifri. Begrænset fældning fortæller ikke, hvordan en person med allergi vil reagere, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for alle. Hvis der er allergi i familien, bør I tale med sundhedspersonale, møde hunde under kontrollerede forhold og lægge en plan før købet.

## Temperament og personlighed

Dværgschnauzeren er som regel opmærksom, nysgerrig og udholdende. Den registrerer hurtigt lyde, bevægelser og mennesker i nærheden og kan derfor være en effektiv lille alarmhund. Den samme årvågenhed kan føre til gentagen gøen ved døren, i opgangen eller uden for vinduet, hvis hunden ikke får hjælp til at falde til ro.

Raceegenskaber beskriver en tendens, ikke hvert enkelt individ. De svenske mentalbeskrivelser kommer fra en for lille del af opdrætterne til at give et sikkert billede af alle dværgschnauzere. Forskellene mellem familier og individer kan være store. Se derfor på, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. En tryg hund bør kunne komme sig efter en overraskelse og slappe af, når der ikke sker noget.

Dværgschnauzere lærer ofte hurtigt og kan være sjove at samarbejde med. Ejeren skal dog gøre det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig. Hårde korrektioner kan øge stress og gøen. Med rolig, belønningsbaseret træning bliver det lettere at lære hunden, hvad den skal gøre i stedet.

## Træning og motion

Dværgschnauzeren har brug for fysisk aktivitet og opgaver til næse og hjerne hver dag. Der findes ingen meningsfuld regel om et bestemt antal minutter, som passer til alle. En sund, ung voksen hund kan have glæde af lange ture og hundesport, mens en hvalp, ældre hund eller hund med sygdom har brug for en anden belastning.

Variér ture i forskellige omgivelser med korte træningspas, søgeøvelser og tid til at undersøge i eget tempo. Rallylydighed, nosework, tricktræning og agility er aktiviteter, hvor racens hurtighed og lyst til samarbejde kan komme til sin ret. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag. Et bedre tegn er, at den kan være aktiv ude og bagefter falde til ro hjemme.

Begynd tidligt med hverdagens færdigheder: kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering af poter og skæg samt ro på en fast plads. Træn alarmgøen, før den bliver en vane. Beløn hunden, når den registrerer en lyd og derefter vender opmærksomheden mod dig, og indøv en enkel rutine for dørklokken og besøg. Begræns udsynet, hvis hunden igen og igen øver sig i at gø ved vinduet. Ændr én ting ad gangen, og øg først sværhedsgraden, når hunden er rolig.

Racens baggrund som rottefanger betyder, at nogle individer gerne jager små dyr, der bevæger sig hurtigt. Et sikkert indkald og brug af snor, hvor der kan dukke vildt op, er derfor fornuftigt, selv om jagtinteressen varierer.

## Sundhed

Dværgschnauzeren beskrives generelt som en robust race, men urinsten og øjensygdomme er to dokumenterede områder, man bør kende til. Svenska Kennelklubben oplyser, at urinsten forekommer hos lidt over fem procent af racen. Raceklubbens sundhedsarbejde følger også blandt andet progressiv retinal atrofi, PRA, og grå stær.

Racen har desuden en kendt tilbøjelighed til forhøjede triglycerider i blodet. Det betyder ikke, at alle dværgschnauzere bliver syge, og en forhøjet værdi forklarer ikke automatisk maveproblemer eller betændelse i bugspytkirtlen. Tilbagevendende opkast, diarré, mavesmerter, problemer med vandladning eller ændret syn bør vurderes af en dyrlæge. Dyrlægen afgør, om eksempelvis en urinprøve, øjenundersøgelse eller fastende blodprøve er relevant.

Før du køber hvalp, bør du bede opdrætteren vise konkrete sundhedsoplysninger frem for blot at sige, at linjen er sund. Kontrollér forældrenes registrerede resultater fra øjenundersøgelser, og spørg til urinsten, tilbagevendende maveproblemer og øjensygdom hos nære slægtninge. Raceklubben offentliggør DNA-resultater for flere sygdomme, der kan testes for, men en DNA-pakke er ikke en generel sundhedsattest og dækker ikke alle former for PRA. Spørg, hvilke prøver der er taget, hvad resultaterne betyder for netop denne kombination, og hvilke aktuelle anbefalinger opdrætteren følger.

Små hunde har også brug for regelmæssig tandpleje. Væn hvalpen til tandbørstning, og hold øje med munden, så dårlig ånde, ømhed eller problemer med at tygge opdages tidligt.

## Historie og oprindelse

Dværgschnauzeren blev udviklet i Tyskland omkring forrige århundredskifte. I området omkring Frankfurt am Main fandtes en lille, schnauzerlignende hund under navnet ruhåret dværgpinscher. Svenska Kennelklubben beskriver, hvordan små schnauzere og dværgpinschere blev brugt, da racen tog form gennem mere planlagt avl.

Den lille gårdhund skulle holde rotter væk og samtidig gøre opmærksom på det, der skete omkring gård og stald. Det historiske arbejde er med til at forklare nutidens kombination af hurtighed, årvågenhed og interesse for små bevægelser. I dag er dværgschnauzeren en selskabshund, men den har stadig godt af at bruge både krop og hjerne.

## At leve med racen

Dværgschnauzeren kan bo i lejlighed, men en lille hund er ikke automatisk nem at have tæt på naboerne. Overvej, om du kan håndtere lyde ved dør og vindue, sørge for flere lufteture og give hunden daglig aktivitet. Evnen til at slappe af indendørs er ofte vigtigere end boligens størrelse.

Racen kan fungere fint med børn, når en voksen hjælper både barnet og hunden med at være sammen på en rolig måde. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Det er de voksne, der har ansvaret for ture, træning og pelspleje, selv om børnene gerne vil hjælpe.

Om hunden kan bo med en kat, afhænger mere af individerne, deres tidligere erfaringer og introduktionen end af racenavnet. Lad de første møder være rolige, adskil dyrene med et gitter ved behov, og giv katten flugtveje. Gnavere og andre smådyr bør holdes sikkert adskilt. Den dokumenterede baggrund som rottefanger gør det uklogt at regne med, at jagtinteressen mangler.

Hunden skal gradvist vænnes til at være alene. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde er meget forskellige i, hvad de kan klare uden at blive urolige. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, når hunden er tryg, og øg kun tiden, så længe den forbliver rolig. Planlæg hverdagen efter individet i stedet for at antage, at en bestemt race kan være alene i et fast antal timer.

Vælg en dværgschnauzer, hvis du holder af en opmærksom, aktiv hund og vil bruge tid på træning og trimning. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje, en hund der sjældent slår alarm, eller en sikker løsning i forhold til allergi og smådyr.

Dværgschnauzer

The Kennel Club (UK)

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Sweden)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Verein für Deutsche Schäferhunde (Germany)

Den kompakte, robuste Dværgschnauzer er intelligent, lærenem og meget menneskekær. Dens stride, næsten ikke‑fældende pels kræver regelmæssig pelspleje. Som opmærksom vagthund med terriertemperament har den brug for daglig motion, mental stimulering og konsekvent træning og bliver ofte 12–15 år gammel.

Som del i min mammas uppfödning av dvärgschnauzer har vi nu tagit en första kull på vår bichon Havanais tik Lupita.

Guttstabackens

Gårdens Pälsklingar

Smallwind

Hederberg

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Mitzys retrivers är en uppfödare av rasen Labrador retriever med bas i Köping i Sverige.

Mitzys retrivers

Karlsberg Bracke Kennel

## Kort fortalt

Nederlandsk schapendoes er en letbygget hollandsk hyrdehund, der forener arbejdsglæde, fart og selvstændighed med stor hengivenhed over for mennesker, den kender. Den passer bedst til en ejer, som gerne vil træne og være aktiv sammen med hunden, og som har tid til en lang pels, især mens unghunden skifter pels.

- **Racegruppe:** Gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Oprindelse:** Nederlandene
- **Oprindelig opgave:** At hyrde får
- **Skulderhøjde:** Hanhunde 43–50 cm, tæver 40–47 cm
- **Vægt:** Racestandarden angiver ikke et fast vægtinterval
- **Pels:** Lang, tæt dobbeltpels med en fin, tør og let bølget struktur
- **Aktivitetsniveau:** Energisk hyrdehund, der har brug for både bevægelse og meningsfulde opgaver

Racen kaldes ofte blot schapendoes. Under den pjuskede pels findes en smidig arbejdshund, som skal kunne galoppere, springe og vende hurtigt.

## Udseende og pels

Nederlandsk schapendoes skal være letbygget og lidt længere end høj. Bevægelserne skal være frie og fjedrende. Den kraftige pels får hunden til at se større ud, end kroppen faktisk er.

Hanhunde skal være 43–50 cm og tæver 40–47 cm. Standarden angiver ingen idealvægt. Højde, let kropsbygning, muskelmasse og huld giver bedre vejledning end et generelt vægtinterval.

Halen er lang og rigt behåret, men skal ikke altid bæres i samme stilling. I hvile hænger den ned. I trav kan den bæres forholdsvis højt og svinge let fra side til side, i galop strækkes den ud, og under spring fungerer den som et ror. En opmærksom hund må løfte halen højt, men den må ikke bæres stift over ryggen.

Pelsen har tæt underuld og lange dækhår, mindst 7 cm over bagparten. Hårene skal være fine, tørre og let bølgede og stå ud i totter. Tydeligt krøllet, kruset eller silkeagtig pels svarer ikke til standarden. Den fyldige hårtop, overskægget og skægget giver det karakteristiske udtryk.

Alle farver er tilladt, men standarden foretrækker blågrå til sort.

Pelsplejen ændrer sig, efterhånden som hunden vokser. Hvalpepelsen kan være forholdsvis enkel, mens overgangen til voksenpels ofte giver en blødere overgangspels, der lettere filtrer. Den voksne pels udvikler sig gradvist og er måske først færdig, når hunden er omkring to til tre år. I overgangsperioden har nogle hunde brug for gennemredning langt oftere end en voksen hund med færdig pels.

En grundig gennemgang cirka en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt, men pelsens tilstand skal afgøre det. Del pelsen i mindre partier, og kontrollér med en kam helt ned til huden, især bag ørerne, i skægget og kraven, under forbenene, på maven og omkring bagparten. Hvis kammen ikke glider igennem uden modstand, skal pelsen redes ud.

Pelsen kan samle grus, kviste, frø, mudder og sne. Underuld løsner sig også med mellemrum, selv om hårene ikke altid lander på gulvet på samme måde som hos en korthåret hund. Det gør ikke racen allergivenlig. Hundeallergi skyldes først og fremmest allergener fra hud og spyt, og ingen hunderace kan garanteres at være sikker for en allergiker.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver schapendoes som opmærksom, modig, intelligent, årvågen, glad, livlig og venlig. Over for mennesker, den kender, skal den være hengiven og trofast. Hyrdehundebaggrunden mærkes ofte ved, at hunden hurtigt registrerer bevægelse og forandringer.

Det er raceidealet, ikke en garanti for hvert individ. I den svenske racespecifikke avlsstrategi, som bygger på ældre mentalbeskrivelser til og med 2015, blev der bemærket flugt- og frygtreaktioner ved lyde og overraskelser samt en lav tilbøjelighed hos nogle hunde til at undersøge det, der havde skræmt dem. Grundlaget er begrænset og historisk, men gør tryghed og evnen til at falde til ro igen til vigtige spørgsmål. Bed opdrætteren give konkrete eksempler på, hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede, pludselige lyde, håndtering og nye miljøer, og bed om at se BPH- eller MH-resultater, når de findes.

Årvågenheden kan betyde, at hunden varsler, når nogen kommer, eller noget ændrer sig uden for hjemmet. Træn tidligt, at et kort varsel skal efterfølges af ro. Afskærm en vinduesplads, hvis den udløser gøen, beløn stilhed, og lær hunden at gå hen på en bestemt plads, når det ringer på døren.

En schapendoes kan fungere godt med børn, når hunden er tryg, og en voksen styrer samværet. Børn må ikke trække i pelsen, forstyrre hunden, når den hviler, eller lege med den uden opsyn. Legelyst og hurtige bevægelser kan også føre til sammenstød eller adfærd, der minder om hyrdning. Samlivet med hunde, katte og smådyr afhænger af individ, erfaring og introduktion. En baggrund som hyrdehund er ingen garanti for et problemfrit forhold.

## Træning og motion

Nederlandsk schapendoes har brug for bevægelse og mental aktivering hver dag, men et fast antal timer passer ikke til alle. Tilpas belastningen efter alder, helbred, kondition og evnen til at falde til ro. Variér gåture, muligheder for at bruge næsen og koncentrationsopgaver med uforstyrret hvile.

Racen kan være glad for agility, rallylydighed, lydighed, dog dancing, næsearbejde, spor, eftersøgning og hyrdning. Man behøver ikke at konkurrere, men hunden har glæde af opgaver, der forener hurtige beslutninger, kropskontrol og samarbejde. Aktivitet med højt tempo skal afbalanceres med ro og hvile.

Selvstændigt arbejde var en del af racens oprindelige funktion. I træningen kan det vise sig som egne initiativer eller mistet interesse ved gentagelser. Hold træningspassene korte, variér belønningerne, og øg sværhedsgraden gradvist. Belønningsbaseret træning giver tydelig information uden frygt eller smerte.

Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt omkring bevægelse, mennesker og andre hunde
- ro ved døre og vinduer og ved lyde i opgangen
- at gå pænt i snor og passere uden at forsøge at hyrde eller kaste sig ind i leg
- tryg håndtering af pels, ører, poter, mund og hele kroppen
- kropskontrol før høje spring og krævende agilitytræning
- et tydeligt signal om, at aktiviteten er slut, og det er tid til hvile

Hvalpe og unge hunde skal ikke trænes som færdige sportshunde. Opbyg balance og koordination gennem varieret bevægelse, og vent med gentagen høj belastning, til kroppen er moden.

## Sundhed

Bed om at se aktuelle øjen- og gPRA-resultater samt tilgængelig information om hofter, albuer og mentalitet. Kontrollér hundenes identitet og datoerne for undersøgelserne.

gPRA er en form for progressiv retinal atrofi, som hos schapendoes er knyttet til en mutation i genet CCDC66. Sygdommen nedbryder gradvist nethindens lysfølsomme celler og kan føre til natteblindhed, tiltagende synstab og til sidst blindhed. Der findes en direkte DNA-test for den racespecifikke mutation.

DNA-testen viser, om hunden er genetisk fri, bærer eller har to kopier af sygdomsvarianten:

- En genetisk fri hund har ikke den testede sygdomsvariant.
- En bærer har én kopi. Den skal ikke forveksles med en hund, der har to kopier, men kan give varianten videre.
- En hund med to kopier har risiko for at udvikle den testede form for gPRA.

Nedarvningen er simpel autosomal recessiv. En kendt bærer skal derfor kun parres med en hund, der er genetisk fri eller dokumenteret fri via afstamning. Hvalpene kan så ikke få to kopier af netop denne testede variant, selv om nogle kan blive bærere. Det afgørende er, at kombinationen er sikker, og at resultaterne kan kontrolleres.

DNA-testen og en klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål. DNA-testen gælder den kendte CCDC66-variant, mens en øjenundersøgelse kan påvise synlige forandringer på undersøgelsestidspunktet. Et frit DNA-resultat udelukker derfor ikke alle mulige øjensygdomme, og en øjenundersøgelse uden anmærkninger viser ikke hundens genetiske gPRA-status.

Den offentliggjorte svenske racespecifikke avlsstrategi, revideret i 2016, angiver gPRA-test og øjenundersøgelse for avlshunde og anbefaler desuden undersøgelse af hofter og albuer. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller derimod ikke noget racespecifikt krav om undersøgelse af hofter eller albuer, øjenundersøgelse eller gPRA-test for at registrere et schapendoeskuld. En hvalp registreret hos Svenska Kennelklubben har derfor ikke automatisk forældre med disse resultater. Klubbens generelle regel for alvorlige sygdomme med simpel recessiv nedarvning gælder dog stadig, når et DNA-resultat er kendt: En bærer må kun kombineres med en fri hund, og en hund med to kopier af sygdomsvarianten må ikke bruges i avl.

Bed opdrætteren vise:

- gPRA-resultatet for hver forælder eller dokumentation for fri status via afstamning
- aktuelle resultater fra øjenundersøgelser med den fuldstændige vurdering
- officielle hofte- og albueresultater, hvis hundene er undersøgt
- information om syn, led, bevægelighed og frygt hos ældre nære slægtninge

## Historie og oprindelse

Nederlandsk schapendoes udviklede sig som hyrdehund i Nederlandene og fandtes, hvor der var hedeområder, hyrder og fåreflokke i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hundene havde brug for udholdenhed, bevægelighed, fart og evnen til at træffe beslutninger på afstand af hyrden.

P. M. C. Toepoel regnes som racens grundlægger. Mellem 1940 og 1945 blev hunde af den næsten forsvundne type samlet til videre avl. Den nederlandske raceklub blev stiftet i 1947, Raad van Beheer gav en foreløbig anerkendelse i 1952, og i 1954 blev der udarbejdet en standard og åbnet en stambog.

Året 1971 står i standardens historiske resumé som racens endelige anerkendelse. FCI's eget raceregister angiver derimod den 17. maj 1991 som datoen for endelig FCI-anerkendelse. Året 1971 bør derfor ikke omtales som datoen for endelig FCI-anerkendelse uden en forklaring. Den gældende officielle standard blev godkendt af FCI i 1992 og offentliggjort i 1999.

Standarden placerer schapendoes blandt langhårede europæiske hyrdehunde som bearded collie, puli, polski owczarek nizinny, old english sheepdog, briard og bergamasco. Det er en beskrivelse af historisk slægtskab, ikke en nyere blanding af disse racer.

## At leve med racen

En schapendoes kan bo i lejlighed eller hus, hvis den får aktivitet, hvile og træning omkring lyde. I en lydhør ejendom skal mennesker i opgangen, elevatordøre og bevægelse uden for vinduet blive almindelige hændelser, ikke grunde til langvarig varsling. En have erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter.

Regn med, at pelsen tager naturen med indenfor. Efter en skovtur kan du være nødt til at fjerne kviste og frø, rede fugtige partier ud og kontrollere poter og hud. Pelsplejen under unghundens pelsskifte kan tage væsentligt længere tid end hos en voksen hund med færdig pels. Lær hvalpen at acceptere systematisk pelspleje på et skridsikkert underlag.

Racen vil gerne være tæt på familien, så alenetid skal trænes i små trin, når hunden er tryg og har været ude. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan hvile. Vedvarende gøen, vandren, pusten eller ødelæggende adfærd betyder, at trinnet var for svært, ikke at hunden skal være alene i længere tid for at ”vænne sig til det”.

Nederlandsk schapendoes passer til dig, der ønsker en hurtig, glad og engageret træningskammerat og sætter pris på en hund, der tager egne initiativer. Den passer dårligere, hvis et meget lavt aktivitetsbehov, minimal pelspleje eller en hund, der af sig selv er stille og tryg overalt, er afgørende. Vælg opdrætter ud fra verificerede gPRA- og øjenresultater, åben information om led og mentalitet og den måde, de voksne hunde fungerer på i hverdagen.

Nederlandsk schapendoes

Dutch Schapendoes Club of the Netherlands

Société Centrale Canine (France)

Deutsche Kynologische Gesellschaft (Germany)

Nederlandsk schapendoes er en mellemstor, hollandsk hyrdehund med en pjuskede pels, livlig og smidig med et hoppende trav. Den er glad, menneskeorienteret og legesyg og passer godt til aktive familier. Hunden er intelligent, men selvstændig og har brug for positiv træning, regelmæssig mental stimulering og hyppig pelspleje.

Prague Ratter

Verein für Deutsche Spitze

Dansk Kennel Klub

Svenska Kennelklubben

British Veterinary Association

Club Français des Rats de Prague

Prague Ratter er en lille tjekkisk selskabshund, som tidligere blev brugt til at jage rotter, livlig og atletisk trods sin lille størrelse. Den har en kort, nem pels at pleje, men er følsom over for kulde. Meget kærlig og menneskeorienteret er den en opmærksom lille vagthund, som knytter stærke bånd til sin familie.

Jag heter Desiré och driver en liten, kärleksfull uppfödning av Schapendoes, en fantastisk ras full av glädje, intelligens och personlighet. Min första kull föddes 2011. År 2019 flyttade jag med min familj till Alcochete, en charmig by ca 2,5 mil från Lissabons flygplats. Här lever våra hundar som en självklar del av familjen, och valparna växer upp i hemmet med trygghet, omsorg och tidig socialisering. Jag lägger stor vikt vid hälsa och temperament och söker engagerade, kärleksfulla hem.

Glissdoes

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Jag heter Magdalena Öhman Bor med min man Kent 
Bor på en liten gård. har 3 stycken hundar två Golden och en shetland sheepdog samt några hönor och grisar. 
. Köpte min första Golden 2019 Bella där växte mitt intresse för den rasen fick första kullen valpar 2022 sparade då dottern Molly. Har varit på ett par utställningar med henne och dottern och det kommer bli fler nu när jag har tid över.

Assartass

Mimmibus

Nybo

## Kort fortalt

Alaskan malamute er en stor og kraftfuld slædehund for mennesker, der holder af et aktivt friluftsliv og kan give hunden både arbejde, træning og tæt social kontakt. Racen blev udviklet til at trække tunge læs over lange afstande, ikke til at vinde korte fartløb. En alaskan malamute er stærk, selvstændig og vant til at bruge sin egen dømmekraft.

- FCI placerer racen i gruppe 5 blandt de nordiske slædehunde, med USA som oprindelsesland.
- Racestandardens ønskede størrelse til fragtarbejde er 63,5 cm og 38 kg for hanner samt 58,5 cm og 34 kg for tæver. Størrelsen varierer naturligt, og funktion og proportioner vejer tungere end præcise mål.
- Alaskan malamute har grove dækhår og en tæt, ulden underuld, der beskytter i et barskt klima og fælder kraftigt under pelsskiftet.
- Raceidealet er venligt, hengivent og socialt over for mennesker. Styrken, jagtinteressen og selvstændigheden kræver dog en kyndig ejer.
- En god hverdag rummer daglig fysisk og mental aktivitet samt regelmæssige opgaver, hvor hunden kan bruge sin udholdenhed.

Det er sjældent det rigtige valg, hvis du primært ønsker en lydig hund til korte ture. Racen kan passe, hvis friluftsliv allerede er en del af hverdagen, og du holder af langsigtet træning med en hund, der ikke følger kommandoer automatisk.

## Udseende og pels

Alaskan malamute skal ligne den arbejdshund, den er: kraftfuld og muskuløs, men samtidig bevægelig, velafbalanceret og udholdende. Kroppen er lidt længere end mankehøjden, brystkassen er dyb, og poterne er store og stærke. Bevægelserne skal være stabile og effektive, ikke tunge eller stive.

Hovedet er bredt, og udtrykket mildt. Øjnene skal være brune og mandelformede; blå øjne er en diskvalificerende fejl ifølge racestandarden. Den buskede hale bæres over ryggen som en løs, vajende fjerbusk, når hunden ikke arbejder. Den må ikke ligge stramt krøllet mod ryggen.

Pelsen består af grove dækhår og en tæt, olieholdig og ulden underuld, som standarden beskriver som cirka 2,5–5 cm dyb. Den er kort til mellemlang langs siderne og længere omkring hals og skuldre, langs ryggen, over bagparten og på halen. En lang, blød pels hører ikke til raceidealet. De almindelige farver går fra lysegrå til sort og fra zobel til rød. Hvidt dominerer på undersiden, dele af benene og i hovedets aftegninger; helt hvid er den eneste tilladte ensfarvede variant.

Den daglige pelspleje handler først og fremmest om at gå pelsen igennem med hænderne og børste løs underuld ud, før den pakker sig. Under de store sæsonfældninger er der behov for hyppigere gennemgang. Kontrollér samtidig hud, poter, kløer og steder, hvor fugt eller snavs kan blive siddende. Racestandarden siger, at pelsen skal fremvises naturligt og ikke trimmes, bortset fra en pæn kontur omkring poterne. Ved medicinske behov skal dyrlægens råd veje tungest.

Den kraftige pels gør det vigtigt at planlægge efter varmt vejr. Læg krævende aktivitet på køligere tidspunkter, sørg for vand, skygge og god ventilation, og hold øje med, hvordan hunden kommer sig. Hvis hunden halser kraftigt og vedvarende, savler meget eller får røde eller tørre slimhinder, bliver urolig, forvirret eller svag eller kollapser, kan det være tegn på hedeslag og kræver hurtig kontakt til en dyrlæge.

## Temperament og personlighed

Alaskan malamute skal være hengiven og venlig, men forener sit sociale væsen med tydelig selvstændighed. Den er ikke avlet som en énmandshund og vil ofte gerne deltage i familiens aktiviteter. Venlighed i racestandarden er dog et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer i enhver situation.

Som arbejdende polarhund har malamuten skullet samarbejde uden konstant detailstyring. Den kan hurtigt forstå en opgave og alligevel vælge noget andet, hvis belønningen, vanen eller omgivelserne er mere tillokkende. Træningen fungerer bedst, når reglerne er tydelige, belønningerne motiverer, og den samme adfærd betaler sig hver gang.

Racens naturlige jagtinteresse påvirker både muligheden for at gå løs og livet med andre dyr. Nogle individer kan leve godt med en kat eller en mindre hund efter en omhyggelig introduktion, mens andre skal holdes permanent adskilt fra smådyr. Vurdér den faktiske historik og adfærd i stedet for at stole på generelle racebeskrivelser eller hvalpens tidlige ro. Raceklubbens avlsstrategi siger, at racen skal kunne fungere socialt med andre hunde, og at aggressiv adfærd er uønsket, men individer og kombinationer varierer.

## Træning og motion

Alaskan malamute har brug for langt mere end adgang til en have: den har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og regelmæssigt arbejde, der passer til en udholdende slædehund. Den rette mængde afhænger af alder, form, vejr, sundhed og selve aktiviteten. Se derfor på hundens arbejdslyst, bevægelser og restitution i stedet for at jagte et fast antal minutter.

Trækarbejde, ture med kløv, længere vandreture, løb og sporarbejde kan give racen meningsfulde opgaver. En korrekt tilpasset træksele, sikkert udstyr og vejledning fra en person med erfaring med arbejdende slædehunde er vigtigt, når belastningen øges. En hvalp har først brug for miljøtræning, leg, hverdagsfærdigheder og gradvis opbygning af musklerne. Hunde kan først deltage i officielle svenske polarhundeprøver fra 24-månedersalderen. Det er en aldersgrænse for prøven, ikke et bevis på, at enhver toårig er klar til tungt arbejde.

Træn hverdagens færdigheder i korte, tydelige pas:

- Lær hunden forskellen på trækarbejde og en almindelig gåtur ved hjælp af forskelligt udstyr, forskellige signaler og faste startrutiner.
- Beløn, når linen hænger løst, og øv, før hunden udvikler sin fulde styrke.
- Byg indkaldet gradvist op på et sikkert indhegnet område eller i lang line, men planlæg ikke hverdagen ud fra, at hunden skal kunne gå løs, hvor der er vildt.
- Træn pauser og restitution lige så systematisk som fart og styrke.
- Brug næsearbejde, problemløsning og nye miljøer som supplement til den fysiske aktivitet.

Hvis hunden begynder at bevæge sig dårligere, ikke kommer sig normalt eller bliver uvillig til at arbejde, skal belastningen mindskes, og årsagen findes. At racen er hårdfør, betyder ikke, at den skal arbejde videre med smerter eller varmestress.

## Sundhed

Hos alaskan malamute er hofter, albuer, øjne og polyneuropati de vigtigste dokumenterede områder at kontrollere før et hvalpekøb. Det afgørende er at skelne mellem Svenska Kennelklubbens registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

For at et svensk kuld kan registreres, skal begge forældredyr have officiel, kendt HD-status før parringen. Et kendt resultat betyder ikke automatisk, at hofterne er normale. Raceklubben anbefaler HD-grad A eller B og ED-grad 0 hos begge forældre. Den anbefaler også, at begge er øjenundersøgt uden arvelig øjensygdom, og at resultatet højst er 24 måneder gammelt ved parringen.

Tallene i den svenske avlsstrategi viser, hvorfor hele familiebilledet er vigtigt. Blandt hunde, der blev HD-røntgenundersøgt i 2020–2023, havde 78 procent grad A eller B og 22 procent grad C eller D. For albuer fik 95–97 procent af de undersøgte hunde grad 0. Af 1.240 hunde, der blev øjenundersøgt i 1990–2023, havde 12 procent katarakt, mens 82 procent var helt frie for registreret arvelig øjensygdom. Tallene gælder undersøgte hunde i de angivne perioder og beskriver ikke risikoen for en bestemt hvalp. Bed om resultater for forældre, søskende, tidligere kuld og andre nære slægtninge, ikke kun to attester.

Polyneuropati hos alaskan malamute, AMPN, er en arvelig neurologisk sygdom. Tidlige tegn kan være hæs gøen eller unormale lyde under vejrtrækningen og dårlig koordination i bagbenene; sygdommen viser sig normalt mellem fire og 14 måneders alder. Den kendte NDRG1-variant nedarves autosomalt recessivt:

- En fri hund har ikke den testede variant.
- En bærer har én kopi, bliver ikke selv syg af netop denne variant, men kan give den videre.
- En hund, der er genetisk påvirket, har to kopier og må ikke bruges i avl; to bærere må ikke parres med hinanden.

Raceklubben anbefaler, at mindst ét forældredyr er DNA-testet fri eller dokumenteret fri gennem forældrene. Testen gælder kun NDRG1-varianten og udelukker ikke andre neurologiske problemer. Kontrollér derfor både testresultaterne og den bredere sundhedshistorik.

## Historie og oprindelse

Nutidens alaskan malamute er en amerikansk rekonstruktion af den kraftige fragt- og slædehundetype, der fandtes i det nordvestlige Alaska. Hunde af malamute-typen hos inuitter blev forbilleder for racen, men det er mere præcist at tale om en rekonstrueret race end om en helt uforandret linje fra oldtiden.

Guldfeberen i slutningen af 1800-tallet skabte stor efterspørgsel efter slædehunde, og mange hundetyper blev krydset til både transport og væddeløb. I 1920’erne begyndte et amerikansk projekt at samle hunde, der svarede til billedet af den hårdføre, tunge fragthund. Ifølge den svenske avlsstrategi blev den såkaldte Kotzebue-linje bygget op med seks eller syv individer. American Kennel Club anerkendte alaskan malamute som race i 1935.

Racens funktion står stadig centralt i standarden og i nordisk avl. Den første dokumenterede import til Sverige kom i 1976, og trækprøver bruges fortsat til at vurdere styrke, udholdenhed og arbejdsvilje. Racen skal ikke bedømmes alene på sit ulvelignende udseende eller mængden af pels.

## At leve med racen

Et godt liv med en alaskan malamute kræver planlægning for aktivitet, styrke, jagtinteresse, varmt vejr og social kontakt. Et hus med have opfylder ikke behovene af sig selv, og en lejlighed er ikke automatisk umulig. Vurdér adgangen til motion og sikker træning, et køligt hvilested, trapper, som hund og ejer kan håndtere, lydmiljøet og en plan for de tidspunkter, hvor hunden ikke kan komme med.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene, mens en tryg og trænet voksen hund kan klare nogle timer; den enkelte hunds reaktion skal styre, hvor hurtigt tiden øges. Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time om dagen betyder ikke, at en hund trives med at være alene lige så længe. Sørg for en hundepasser eller en anden løsning, hvis arbejdsdagen ikke passer til hundens behov.

To enkle regler gælder omkring børn: En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et beskyttet hvilested. En voksen skal også tage ansvaret for gåture og fysisk krævende aktiviteter med så stærk en hund. Lær børnene at lade hunden være i fred, når den spiser, sover eller trækker sig.

Hvis hjemmet har kat, smådyr eller flere hunde, skal du kunne holde dem fysisk adskilt. Bed opdrætteren beskrive forældrenes jagtinteresse, adfærd omkring ressourcer og hverdag med andre hunde, og spørg, hvordan netop denne hvalp har reageret i forskellige situationer. Tidlig socialisering hjælper, men fjerner ikke jagtinstinktet og garanterer ikke, at dyrene vil kunne fungere sammen senere.

Kontrollér før køb:

- SKK-registrering og forældrenes officielle HD-resultater.
- HD, ED, øjne og AMPN i overensstemmelse med raceklubbens anbefalinger, herunder datoer og familiehistorik.
- Hvordan forældrene arbejder, kommer sig og fungerer med mennesker og hunde i hverdagen.
- Om mindst én forælder har bestået en godkendt trækprøve, og hvordan opdrætteren bevarer racens arbejdsevne.
- Hvilken vejledning opdrætteren tilbyder om træktræning, sundhed, fodring og omplacering.

Racen kan passe til en førstegangsejer, men der er ikke meget plads til fejl, når en selvstændig hund bliver fuldvoksen og stærk. Praktisk hjælp fra opdrætter, raceklub og en erfaren træner bør være på plads, før der opstår problemer. Det bedste hjem værdsætter racens arbejde lige så højt som dens udseende.

Alaskan malamute

The Alaskan Malamute Club of the United Kingdom

Alaskan malamute er en stor, kraftfuld arktisk slædehund, der blev avlet af Mahlemut-inuitterne til at trække tunge laster. Den har en tæt dobbeltpels, som fælder meget, et venligt og socialt temperament, stærk jagt- og arbejdstrang, et stort behov for motion og kan være selvstændig og udfordrende at træne.

Kennel Kitchaq driver oppdrett av rasen Alaskan malamute og holder til i Seljord i Norge.

Kennel Kitchaq

## Kort fortalt

- Samojedhunden er en mellemstor arktisk spidshund fra det nordlige Rusland og Sibirien. Den er stadig bygget og præget til et aktivt liv med udholdende arbejde.
- Racestandarden angiver slædehund og selskabshund som anvendelsesområder. Det er derfor ikke blot en hvid familiehund, men en arbejdende polarhund, der har behov for at bruge kroppen.
- En voksen hanhund vejer cirka 20–25 kg og en tæve 16–20 kg. Den ideelle skulderhøjde er 57 cm for hanhunde og 53 cm for tæver, med tre centimeters tolerance i begge retninger.
- Pelsen er dobbelt, fyldig og fælder meget. Regelmæssig pelspleje og en ekstra indsats under fældning hører med til hverdagen.
- Det racetypiske temperament er venligt, åbent, opmærksomt og livligt. Racen er samtidig selvstændig, og jagtlyst, lydhørhed og lydniveau kan variere meget mellem individer og linjer.
- Samojedhunden passer bedst til den, der vil leve aktivt året rundt og har tid til træning, pelspleje og en hund, som er med i hverdagen.

## Udseende og pels

Samojedhunden skal være en smidig og udholdende arktisk spidshund, atletisk snarere end tung. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ørerne er opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller langs siden, når hunden er opmærksom. Racestandarden angiver en idealhøjde på 57 cm for hanhunde og 53 cm for tæver, i begge tilfælde med tre centimeters tolerance. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund 20–25 kg og en tæve 16–20 kg.

Det såkaldte samojedsmil skabes af de mandelformede øjne og de let optrukne mundvige. Det beskriver racens udtryk, ikke en bestemt personlighed, og det er heller ikke en dokumenteret mekanisme mod savl eller isdannelse.

Pelsen består af kort, blød og tæt underuld samt længere, mere lige og grove dækhår. Hanhunde har ofte en tydeligere krave, mens tævens pels tit er lidt kortere og blødere. De tilladte farver er ren hvid, cremefarvet og hvid med enkelte biscuitfarvede aftegninger.

Lad pelsens tilstand styre plejen i stedet for at følge en fast ugeplan. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på steder, hvor fugt og løse hår kan blive siddende. Under fældning er der behov for hyppigere og grundigere gennemgang. Bad hunden, når den reelt trænger til det, og tør hele pelsen grundigt bagefter, så der ikke bliver fugt tilbage ved huden. Pelsen bør normalt ikke klippes eller barberes for at gøre den daglige pleje lettere. Tal med en dyrlæge, hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde.

## Temperament og personlighed

En typisk samojedhund er venlig, socialt åben, opmærksom og livlig. Racestandarden beskriver den som meget social og uegnet som vagthund. Det betyder ikke, at alle hunde hilser på samme måde, eller at racens navn garanterer tryghed i alle miljøer. Avl, tidlige erfaringer, træning og den enkelte hunds sind har stor betydning.

De svenske avlsmål siger, at hundene skal være imødekommende, socialt åbne og omgængelige med både mennesker og andre hunde. BPH-resultaterne fra 2015–2025 følger overordnet dette mål. De fortæller dog ikke, hvordan en bestemt hvalp vil udvikle sig. Se derfor på forældrene og nære slægtninge i hverdagen, ikke kun på en racebeskrivelse eller et gennemsnit.

Selvstændigheden er en del af racens måde at arbejde på. Samojedhunden skal kunne tage initiativ, holde fokus på en fysisk opgave og arbejde uden at være overdrevent afhængig af føreren. I hverdagen kan de samme egenskaber vise sig som stædighed, egne idéer og en hund, der ikke altid vælger at følge dig. Træningen bliver lettere, når opgaven er tydelig, belønningen er indsatsen værd, og gentagelserne har et formål.

Jagtlysten skal også vurderes hos den enkelte hund. Racestandarden beskriver jagtinstinktet som svagt udviklet, mens Svenska Kennelklubbens aktuelle købervejledning advarer om, at stærk jagtlyst stadig kan forekomme. Regn ikke med, at en samojedhund kan gå sikkert uden snor alene på grund af racen.

## Træning og motion

Samojedhunden har behov for regelmæssig fysisk aktivitet og trives som regel bedst, når noget af den har et tydeligt formål. Trækarbejde, vandreture, ture med kløv og anden udholdenhedstræning ligger tæt på racens anvendelsesområde. Næsearbejde, hverdagstræning og problemløsning giver variation, men erstatter ikke muligheden for at bevæge sig og arbejde fysisk.

Svenska Kennelklubben angiver mindst en times daglig gåtur plus fysisk træning tre til fire gange om ugen som et almindeligt udgangspunkt for en voksen hund. Se det som en rettesnor, ikke en nøjagtig dosis. Alder, form, helbred, temperatur, underlag og intensitet afgør, hvad der er passende. Hvalpe og unghunde skal opbygge muskler og belastning gradvist i stedet for at følge en voksen hunds program.

Hunden kan lære to forskellige regler: at lægge sig i arbejdsselen og trække på signal og at gå i løs line på almindelige ture. Brug udstyr, der er beregnet til aktiviteten, lær tydelige startsignaler, og øg distance, fart og belastning gradvist. Et officielt resultat fra en polarhundsprøve viser, at hunden har udført et defineret arbejde efter prøvens vilkår. Resultatet siger noget vigtigt om funktionen, men beviser ikke, at hunden er fri for ledproblemer, hjertesygdom eller frygt i hverdagen.

I varmt vejr skal belastningen tilpasses forholdene og den enkelte hunds reaktion. Læg de hårdere pas på køligere tidspunkter, vælg et egnet underlag, sørg for vand, og stop, hvis hunden ikke kommer sig som normalt. En universel temperaturgrænse er misvisende, fordi luftfugtighed, sol, tempo, kondition og individ påvirker varmebelastningen.

Begynd tidligt med indkald, men overvurder det aldrig. En lang line eller et indhegnet område giver hunden bevægelsesfrihed, når omgivelserne er for krævende til, at den kan gå sikkert løs. Det er især vigtigt, hvis hunden viser jagtlyst eller gerne vælger sin egen vej.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, forekommer hos samojedhund. I racens nye svenske avlsstrategi havde cirka 20–25 procent af de røntgenundersøgte hunde født i 2019–2024 resultat C, D eller E. Tallet gælder undersøgte hunde og kan ikke uden videre bruges som forekomst i racen som helhed, men hofteresultaterne er værd at kontrollere ved køb af hvalp.

For et kuld, der skal registreres i Sverige, skal begge forældre have officiel HD-status før parring. Samojedhunden er også omfattet af det svenske HD-indeks: Et gennemsnitligt indeks over 100 for forældrene anbefales, og hunde med D eller E må ikke bruges i avl. Reglerne er altså mere nuancerede end påstanden om, at kun hunde med A eller B kan indgå i en kombination. Kontrollér begge forældres resultater, deres indeks på parringstidspunktet og resultater hos søskende og tidligere afkom i SKK Avelsdata.

Raceklubben anbefaler også en øjenundersøgelse fra 18-månedersalderen med et resultat uden anmærkning eller kun fund, der klassificeres som ikke-arvelige. Den gældende avlsstrategi viser samtidig, at kun en lille del af hundene blev øjenundersøgt i 2021–2024. Bed derfor om det registrerede resultat i stedet for at nøjes med en generel forsikring om, at linjen har sunde øjne.

Diabetes mellitus fortjener også opmærksomhed. En stor svensk forsikringsundersøgelse og senere norsk forskning placerede begge samojedhund blandt racerne med højest risiko. Studierne beskriver risiko på raceniveau og kan ikke forudsige, om en bestemt hvalp bliver syg. Spørg til diagnoser hos nære slægtninge, og tag ændringer i hundens helbred op med en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Samojedhunden stammer fra det nordlige Rusland og Sibirien og har fået sit navn efter de samojediske folk. Hundene blev i forskellige områder brugt til jagt, trækarbejde og senere også til at vogte rensdyr. De levede tæt sammen med mennesker og blev ifølge racestandarden også brugt som varmekilde i teltene. Nutidens race har slædehund og selskabshund som officielle anvendelsesområder.

Det lille antal hunde, der blev ført fra Sibirien til Vesteuropa, dannede sammen med hunde, som forskningsekspeditioner tog med sig, grundlaget for den vestlige bestand. Den første samojedhund blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1893. En svensk-norsk standard for nordisk spidshund blev offentliggjort i 1908, og den første engelske racestandard for samojedhund blev skrevet i 1909.

Historien forklarer, hvorfor nutidens avl handler om mere end hvid pels og et venligt udtryk. Svenska Polarhundklubben arbejder for at bevare racens polare egenskaber og praktiske funktion som slædehund. Den, der vælger racen, bør derfor interessere sig for dens funktion, ikke kun dens udseende.

## At leve med racen

En samojedhund kan bo i lejlighed, hvis dens behov bliver opfyldt uden for boligen. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for daglig aktivitet, hvile og regelmæssig tid udendørs. I en ejendom med dårlig lydisolering bør du også undersøge, hvor meget hvalpens nære slægtninge gør eller hyler derhjemme, og begynde tidligt med at træne ro. Hvis hunden gør eller hyler meget, kan det hurtigt påvirke naboerne.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte og rolige fravær, når hvalpen er tryg i hjemmet, og øg først tiden, når den kan falde til ro. Nogle hunde lærer det hurtigt, mens andre har brug for betydeligt mere tid. Planlæg ikke hvalpekøbet ud fra en forventning om, at netop din samojedhund automatisk vil kunne være alene en hel arbejdsdag.

Med børn gælder de samme sikkerhedsprincipper som for andre hunde: En voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have et uforstyrret sted at hvile. Racens sociale ideal er positivt, men racenavnet kan ikke erstatte opsyn og respektfuld omgang. Vær lige så forsigtig med katte og andre dyr. Spørg, hvordan forældrene fungerer, gennemfør introduktioner kontrolleret, og tag udgangspunkt i den enkelte hunds jagtlyst og tidligere erfaringer.

Pelsen kan mærkes i hverdagen. Du skal acceptere løse hår, sætte tid af til pelspleje og kunne tørre en våd pels grundigt. Samojedhunden er ikke allergifri: Hundeallergener findes især i spyt og hud, og mængden varierer mellem individer, også inden for samme race. Den, der har allergi, bør derfor ikke træffe en beslutning ud fra påstande om hvid pels, begrænset lugt eller begrænset fældning.

Kontrollér oplysningerne bag det, opdrætteren fortæller om kvaliteten. Slå forældrenes HD-status og aktuelle indeks, øjenresultater, BPH og eventuelle arbejdsmeritter op. Spørg, hvordan nære slægtninge har fungeret i trækarbejde, ved hundemøder, hjemme, alene og i varmt vejr. Bed opdrætteren vise, hvordan en voksen pels plejes. En arbejdsmerit dokumenterer funktion under en prøve, BPH viser observerede reaktioner, og sundhedsregistrene viser kendte resultater. Samlet giver de et bedre beslutningsgrundlag, men ingen enkelt oplysning garanterer, hvordan hvalpen bliver.

Samojedhund

Fédération Cynologique Internationale

Svenska Polarhundklubben (Swedish Polar Dog Club)

Deutscher Club für Nordische Hunde e.V.

Mellemstor, kraftig, arktisk spidshund, som af Samojedfolket blev avlet til at vogte rener, trække slæder og dele telt med familien. Kendt for sit “Samojed-smil” og sin tætte, næsten lugtfri dobbeltpels. Social, energisk, lydhør og intelligent; har brug for tæt menneskelig kontakt, konsekvent men blid træning og masser af motion.

Polarbjörnen's kennel är en uppfödare av rasen Samojedhund med bas i Robertsfors i Sverige. Verksamhetens registreringar inom rasen går tillbaka till 2001 och omfattar även 2026, utan att detta innebär att verksamheten har varit obruten under hela perioden.

Polarbjörnen's kennel

## Kort fortalt

Rottweiler er en mellemstor til stor og kraftfuld tysk brugshund til den, der gerne vil træne regelmæssigt, kan håndtere hundens styrke og har tid til både fysisk og mental aktivering. Den kan knytte sig tæt til familien, men racens vagtinstinkt og arbejdslyst gør det ekstra vigtigt at vælge den rette opdrætter, begynde træningen tidligt og have sikker kontrol i hverdagen.

- **Oprindelse:** Tyskland. Racen er anerkendt af FCI og har været brugt som vagt-, kvæg-, træk-, politi- og tjenestehund.
- **Størrelse:** hanhunde er 61–68 cm og tæver 56–63 cm i skulderhøjde. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund omkring 50 kg og en tæve omkring 42 kg, men højde, køn og kropsbygning påvirker vægten.
- **Pels:** kort, tæt dobbeltpels, som børstes og bades efter behov.
- **Aktivitet:** har brug for daglig motion, næsearbejde eller en anden mental opgave samt løbende træning i hverdagen.
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes mentalbeskrivelser, hofte- og albueresultater samt DNA-resultater for POANV, som tidligere blev kaldt JLPP.

Rottweiler er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, men bør planlægge hvalpekursus, fortsat lydighedstræning og støtte fra en opdrætter eller brugshundeklub, der kender racen.

## Udseende og pels

Rottweiler er en middelstor til stor hund med en kompakt og muskuløs krop. Den skal se stærk ud uden at være klodset; kropsbygningen skal også give indtryk af bevægelighed og udholdenhed. Hovedet er bredt, ørerne er trekantede og hængende, og den sorte pels har tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger.

Pelsen består af grove dækhår over en tæt underuld. Den er nem at passe, men hunden fælder og har da brug for hyppigere børstning. Der findes ingen meningsfuld badeplan, som passer til alle rottweilere: bad hunden, når den er beskidt, og børst efter behov, især i fældeperioder. Kontrollér samtidig kløer, ører, hud og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Vægten bør vurderes sammen med kropsformen, ikke kun i forhold til et tal. En hund i passende huld har en synlig talje, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Regelmæssig vurdering af huld er særlig nyttig hos en tung hund.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, godmodig, modig og arbejdsivrig hund, som er stabil og opmærksom på sine omgivelser. Det beskriver målet for avlen, ikke hvordan enhver rottweiler vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, træning og den konkrete situation påvirker det enkelte individ.

Rottweilerens vagtinstinkt betyder ikke, at racen pr. definition er aggressiv. Kombinationen af årvågenhed, integritet, jagtinteresse, lyst til at gribe og trække i leg samt stor fysisk styrke kan dog være vanskelig at håndtere, hvis hunden er bange, let bliver stresset eller er dårligt trænet. Det er derfor vigtigere at undersøge forældredyrenes faktiske adfærd end at nøjes med generelle beskrivelser som ”sød” eller ”tryg”.

Bed om at se forældrenes MH-resultater, og spørg opdrætteren, hvordan hundene reagerede på social kontakt, overraskelser, lyd, leg og vedvarende frygt. MH beskriver reaktioner i standardiserede situationer; et gennemført MH er ikke i sig selv en kvalitetskarakter. Se også på nære slægtninge, og mød helst mindst tæven i et almindeligt miljø.

En rottweiler kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for, at hunden er børnevenlig. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En voksen bør stå for gåturene, fordi en ung eller ophidset rottweiler kan være for stærk for et barn at holde.

## Træning og motion

Rottweiler har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men et fast antal timers motion er misvisende. Behovet varierer med alder, sundhed, kondition og aktivitet. Planlæg en hverdag med gåture, rolig restitution, næsearbejde og korte træningspas, og tilpas mængden efter, hvordan hunden faktisk fungerer.

Spor, søg, lydighed, rallylydighed og veltilrettelagte friluftsaktiviteter giver både samarbejde og opgaver at løse. Racen kan også sætte pris på træk eller andre fysisk krævende aktiviteter, når hunden er udvokset, sund og gradvist trænet til arbejdet. En stor træningsmængde erstatter ikke evnen til at falde til ro, så træn også passivitet og rolige rutiner.

Begynd tidligt med håndtering, gå pænt i snor, indkald, rolige hilsner og at vende sig væk fra mennesker, dyr eller genstande på signal. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør reglerne nemme at forstå. Undgå metoder, der bygger på frygt, tvang eller smerte; de hører ikke hjemme i moderne hundetræning og er ingen genvej til kontrol over en stærk hund.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde og nye miljøer uden at skulle gå hen eller reagere voldsomt. Et godt kursus hjælper ejeren med at læse hundens signaler og træne på et passende niveau. Fortsæt træningen gennem unghundeperioden, hvor den fysiske styrke ofte udvikler sig hurtigere end selvkontrollen.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede sundhedskontroller for rottweiler vedrører hofter, albuer og POANV/JLPP. Racen har sundhedsprogrammer for hofteledsdysplasi, HD, albueledsdysplasi, ED, og den arvelige neurologiske sygdom POANV, tidligere kaldt JLPP. Øjensygdomme forekommer også, og mange opdrættere får deres hunde øjenlyst.

Bed opdrætteren om at vise officielle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens tjenester. For HD og ED er det relevant at se både forældrenes egne røntgenresultater og kombinationens foreløbige kuldindeks. Svenska Rottweilerklubben anbefaler et foreløbigt kuldindeks på mindst 101 for både HD og ED i sine udvidede anbefalinger. Et indeks bygger på flere oplysninger end resultatet for én hund, men kan ikke garantere, at en hvalp bliver fri for ledproblemer.

POANV/JLPP nedarves recessivt. En bærer er normalt sund, men kan give varianten videre. Pointen er derfor ikke automatisk at udelukke enhver bærer, men at sikre, at DNA-status er officielt verificeret, og at kombinationen ikke kan give syge hvalpe. Bed opdrætteren om at forklare begge forældres resultater, og hvordan de blev brugt ved planlægningen af parringen.

Spørg også til øjenundersøgelser og sundheden hos ældre nære slægtninge. Lange lister over alt, der nogensinde er diagnosticeret hos en rottweiler, siger mindre end dokumenterede resultater og tilbagevendende problemer i den aktuelle slægt. Mange rottweilere bliver omkring 8–10 år, men levetiden varierer og kan ikke forudsiges for den enkelte hund.

Hold hunden i passende huld, byg konditionen gradvist op, og søg dyrlæge ved halthed, tydelige smerter, ændringer i vejrtrækningen eller neurologiske symptomer. Forebyggende arbejde erstatter ikke en dyrlægevurdering, når hunden viser tegn på sygdom.

## Historie og oprindelse

Rottweiler blev udviklet i og omkring den tyske by Rottweil som en praktisk vagt- og kvæghund. Navnet Rottweiler Metzgerhund henviser til byens slagtere, som udvalgte hunde efter arbejdsevne og brugte dem til at drive og vogte kvæg, beskytte ejendom og trække læs.

I den officielle racehistorie forbindes ældre hunde af samme type med kvæghunde fra romertiden. Racens senere udvikling er knyttet til Rottweil og hundenes praktiske arbejde der. Da man i begyndelsen af 1900-tallet søgte egnede politihunde, blev rottweileren afprøvet, og racen blev godkendt som politihund i 1910.

Arbejdsbaggrunden er stadig tydelig. Rottweiler bruges i dag som brugs-, tjeneste- og selskabshund, og egenskaber som udholdenhed, vagtsomhed og lyst til samarbejde skal bruges på en gennemtænkt måde, også hos en hund, der primært lever som familiemedlem.

## At leve med racen

En rottweiler kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig tid udendørs, træning og hvile. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter. Overvej afstanden til gode luftemuligheder, trapper, hvor lydt boligen er, og om alle voksne i hjemmet kan holde og håndtere hunden sikkert.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene, mens en tryg voksen hund, der er trænet til det, ofte kan være alene i nogle timer. Hundens egne signaler bør styre tempoet. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og introduktionen. Indret et sikkert område til katten, brug gitter eller snor i begyndelsen, og beløn rolig adfærd. Gå et skridt tilbage, hvis et af dyrene bliver bange, eller hvis hunden låser blikket og bliver meget ophidset. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet har været trygt over tid. Den samme forsigtighed gælder ved møder med andre hunde; tidlig socialisering garanterer ikke, at en voksen hund kan lide alle andre hunde.

Ejeren har ansvar for, at hunden ikke forstyrrer eller skræmmer mennesker eller andre dyr på offentlige steder. For en rottweiler betyder det, at det at gå i snor, indkald og evnen til at vende opmærksomheden væk fra forstyrrelser skal fungere, før situationen bliver vanskelig. Hundens faktiske adfærd, miljøet og ejerens mulighed for at gribe ind afgør, hvor meget kontrol situationen kræver.

### Kontrolpunkter før køb

- Mød forældredyrene, og spørg til deres adfærd i hverdagen, ikke kun under træning eller på udstilling.
- Læs MH-resultaterne, og spørg til frygt, socialitet, leg og afreaktion hos forældre og nære slægtninge.
- Kontrollér officielle HD- og ED-resultater samt kombinationens foreløbige kuldindeks.
- Kontrollér begge forældres officielle POANV/JLPP-status, og spørg til øjenundersøgelser.
- Beskriv din hverdag ærligt for opdrætteren, og spørg, hvilken støtte du får gennem hvalpe- og unghundeperioden.

Rottweiler passer bedst, når hundens arbejdslyst er en del af hverdagen, ikke noget der løses med en lang gåtur en gang imellem. Den, der holder af regelmæssig træning, tydelige rutiner og et stort ansvar, kan få en tæt og alsidig hund; den, der primært søger en ukompliceret selskabshund, bør vælge en mindre krævende race.

Rottweiler

Svenska Rottweilerklubben (Swedish Rottweiler Club)

Deutscher Rottweiler-Klub (German Rottweiler Club)

Rottweiler er en kraftig, mellemstor brugshund med kort sort pels og rustbrune aftegninger. Den er rolig, loyal og familieorienteret, men ofte reserveret over for fremmede. For at trives har den brug for venlig, men konsekvent træning, daglig mental og fysisk aktivering samt ansvarsbevidste ejere.

Kennel Lexander's är en uppfödare av rasen Rottweiler med bas i Lödöse i Sverige. Den tidigaste registreringen av en rottweiler under kennelnamnet är från 2026.

Kennel Lexander's

## Kort fortalt

- På trods af navnet er tibetansk terrier ikke en terrier af funktion. FCI placerer racen blandt selskabshundene, men dens baggrund omfatter både hyrdearbejde og varsling som vagthund i Tibet.
- Hanner skal have en skulderhøjde på 36–41 cm, mens tæver skal være lidt mindre. FCI-standarden angiver ingen officiel vægt, så forældrenes og andre voksne slægtninges faktiske størrelse er mere nyttig end et løfte om et bestemt antal kilo.
- Racen skal være robust, mellemstor, langhåret og overvejende kvadratisk. De store poter er runde og flade, og bevægelserne skal være smidige med god skridtlængde og et kraftigt fraskub.
- Pelsen er dobbelt og kan have mange farver. Chokoladebrun, leverfarvet og merle er derimod ikke tilladt ifølge standarden.
- Raceidealet er livligt, venligt, opmærksomt og intelligent. Hunden kan være tilbageholdende med sin hengivenhed over for fremmede, men overdreven skyhed er ikke et ønsket racetræk.
- Tibetansk terrier passer bedst til den, der ønsker en tæt selskabshund, kan bruge tid på pelspleje og træning og vil kontrollere sundhedsdokumenter i stedet for blot at acceptere, at forældrene er “testet”.

## Udseende og pels

Tibetansk terrier skal være stærk og kompakt uden at virke tung. Længden fra skulderleddet til haleroden skal svare til skulderhøjden. Hovedet er rigt behåret, og øjnene er store, mørkebrune og placeret forholdsvis bredt. Den rigt behængte hale er ansat ret højt og bæres i en bue over ryggen; et knæk nær halespidsen er tilladt.

Det lange hår i ansigtet må falde fremad, men det må ikke dække øjnene eller hindre hundens syn. Det er en vigtig kontrol i hverdagen. Hvis hunden støder ind i ting, tøver ved trapper eller har svært ved at aflæse andre hundes signaler, skal det ikke affejes som racens typiske pandehår. Del eller bind håret op, så hunden kan se, og lad en dyrlæge vurdere nye synsproblemer.

Underulden er fin og ulden. Dækpelsen skal være rigelig, fin og lang, men hverken silkeagtig eller ulden. Den må være glat eller bølget, men ikke krøllet. Tilladte farver omfatter blandt andet hvid, gylden, creme, grå, røgfarvet, sort, flerfarvet og trefarvet. Det er derfor ikke korrekt, at alle farver er godkendt: chokolade, lever og merle er undtaget.

Pelsplejen skal være grundig, men samme tidsplan passer ikke til alle hunde. Unghundens pelsskifte, fuld pelslængde, fugt, snavs og aktivitet påvirker, hvor hurtigt der opstår filtringer. Arbejd pelsen igennem fra huden med fingrene og en kam, især bag ørerne, i armhulerne og lysken, i skægget og på poterne samt der, hvor sele eller halsbånd ligger. Kammen skal kunne glide igennem uden at trække i huden. Bad hunden, når pelsen er snavset eller vanskelig at rede ud, og tør helt ind til huden. Væn gradvist hvalpen til børstning, føntørring, potehåndtering og til at stå eller ligge stille.

## Temperament og personlighed

Tibetansk terrier skal være livlig, venlig, åben, opmærksom, intelligent og modig uden at være skarp eller stridslysten. Standarden siger samtidig, at racen kan være tilbageholdende med sin hengivenhed over for fremmede. Det betyder ikke, at frygt, truende adfærd eller manglende evne til at falde til ro efter en overraskelse skal bortforklares som “typisk reservation”.

Forskellene mellem individer kan være store. Ældre svenske MH-data gav et nyttigt historisk racegennemsnit, og en undersøgelse bag den svenske avlsstrategi fra 2018 beskrev både overdreven reservation og problemer med at være alene hos nogle hunde. Materialet gælder ældre årgange og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver i dag.

Mød derfor tæven og gerne flere voksne slægtninge. Se, hvordan de reagerer, når en fremmed kommer ind, når nogen rører ved poter og pels, og når noget uventet sker. En egnet voksen hund behøver ikke søge kontakt med alle, men skal kunne håndtere situationen, uden at frygten, gøen eller forsvarsadfærden fortsætter. Spørg også, hvordan helsøskende og tidligere afkom fungerer hjemme, på rejser og hos dyrlægen.

## Træning og motion

Tibetansk terrier har brug for bevægelse, næsearbejde, læring og restitution hver dag, men intet fast antal timer passer til alle. En voksen hund kan trives med ture i varieret terræn, søg, spor, rallylydighed, agility på et passende niveau eller anden træning, hvor den får lov til at tænke og samarbejde. Tilpas mængden efter alder, sundhed, kondition og hvor godt hunden falder til ro bagefter.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen enkel:

- at gå i løs line og have et sikkert indkald, først i kontrollerede omgivelser
- at passere mennesker og hunde uden at hvert møde bliver en hilsen eller en alarmsituation
- en tydelig hvileplads og evnen til at slappe af efter aktivitet
- frivillig håndtering af pels, poter, mund, øjne og ører
- at vente ved døre, bilen og før den får lov til at hilse
- meget korte perioder alene, der bygges op uden uro

Belønningsbaseret træning giver tydelig information uden unødige konflikter. Racen kan lære hurtigt uden at sætte pris på lange, ensformige træningspas. Variér belønningen mellem mad, leg, mulighed for at snuse, større afstand og adgang til en aktivitet. Hvis hunden bliver stadig mere højlydt eller rastløs eller har svært ved at sove efter træningen, kan enklere opgaver, færre indtryk og længere pauser hjælpe mere end endnu et træningspas.

Hvalpe og unghunde skal have varieret bevægelse i deres eget tempo på sikre underlag, men de skal ikke udsættes for lange løbeture eller mange gentagne spring. Halthed, stivhed eller modvilje mod at bevæge sig bør vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Bindende svenske registreringsregler og raceklubbens anbefalinger er ikke det samme. Efter Svenska Kennelklubbens regler for 2026 kan afkom ikke registreres, hvis en af forældrene har PRA eller linseluksation. Det racespecifikke afsnit kræver derimod ikke en bestemt DNA-pakke eller en bestemt hoftegrad. En hvalpekøber bør derfor kontrollere både mindstekravene og det frivillige sundhedsarbejde.

Den svenske raceklub Tibetanska Terriersällskapet oplyser, at begge forældre skal have hofterne undersøgt med røntgen og helst have HD A eller B. Hvis en hund med HD C bruges, bør det beregnede HD-indeks for kuldet være mindst 100. Racen har svensk HD-indeks, så bed om at se hver forælders resultat og det beregnede kuldindeks, ikke blot en oplysning om, at hofterne er røntgenundersøgt.

Klubben anbefaler også, at begge forældre skal være øjenundersøgt højst et år før parring uden tegn på PRA eller linseluksation, med en særlig undtagelse for visse ældre hunde med gentagne øjenundersøgelser og DNA-resultater. Bed om dato, fuldstændig rapport og tidligere resultater. PRA er en samlebetegnelse, og ifølge klubben forklarer testene for PRA3 og rcd4 kun en del af racens PRA-tilfælde. Et frit resultat for én variant udelukker derfor ikke al PRA eller andre øjensygdomme.

Der findes DNA-test for blandt andet primær linseluksation, PLL, og den sent debuterende neurologiske sygdom NCL. For disse recessive varianter er en bærer ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres, fordi hvalpene så kan arve to kopier af sygdomsvarianten. Kontrollér den præcise sygdom, variant, det anvendte laboratorium og resultatet for begge forældre. Formuleringen “DNA-testet” siger for lidt uden dokumenterne.

Renal dysplasi, tidligere kaldet PNP, indgår også i racens sundhedshistorie. Den svenske avlsstrategi siger udtrykkeligt, at den tidligere RD-DNA-test er upålidelig og ikke bør bruges. Et sådant resultat må derfor ikke præsenteres som en friskmelding. Spørg i stedet til diagnosticeret nyresygdom hos forældre, søskende, tidligere afkom og ældre slægtninge.

En stor britisk undersøgelse offentliggjort i 2024 beregnede medianlevetiden for tibetansk terrier til 13,8 år i den undersøgte gruppe. Resultatet beskriver britiske hunde og er hverken en prognose for en svensk hvalp eller en garanti for den enkelte hund.

## Historie og oprindelse

Tibetansk terrier stammer fra Tibet, mens Storbritannien har ansvaret for racestandarden. På trods af navnet er den ikke en terrier. FCI beskriver en baggrund som hyrdehund og varslende vagthund for handelsrejsende, men klassificerer nutidens race som selskabshund i gruppe 9.

Den moderne europæiske historie er bedre dokumenteret end mange fortællinger om hellige lykkebringere. Den britiske læge Agnes Greig mødte racen i Indien i 1922 og tog hunde med til England i løbet af 1920'erne. Tibetansk terrier og lhasa apso blev længe registreret sammen som Lhasa Terrier, indtil den britiske kennelklub skilte dem i 1934.

I 1958 importerede Carin Slättne to hunde fra England til Sverige. Tibetanska Terriersällskapet blev stiftet i 1972. Den del af historien er tydelig. Fortællinger om, at hundene aldrig blev solgt, altid blev givet som lykkegaver eller udførte bestemte redningsopgaver, hører mere til traditionen og er ikke lige så godt dokumenteret.

## At leve med racen

Tibetansk terrier kan fungere i både lejlighed og hus, hvis den får aktivitet, ro og regelmæssig pelspleje. Boligens størrelse betyder mindre end muligheden for at håndtere trange møder, lyde i opgangen, våd pels og en hund, der let lægger mærke til forandringer. Indlær en hvileplads, og beløn hunden, når den hører lyde udefra uden at fortsætte med at gø.

Aktivt opsyn fra en voksen er nødvendigt omkring børn. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser, sover eller trækker sig væk, og pels eller hale må aldrig blive et håndtag i legen. En hund, der vil forlade situationen, skal have et beskyttet sted bag en låge eller i et andet rum.

Samvær med andre hunde, katte eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Introducér hunde roligt, helst på neutral grund. Giv katten høje hvilepladser og hundefrie zoner, og forebyg jagt fra begyndelsen. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men erstatter ikke opsyn eller en vurdering af den enkelte hunds adfærd.

Træn alene-hjemme gradvist fra meget korte perioder. Øg først, når hunden kan spise, hvile og finde ro igen. Vedvarende gøen, vandren, ødelæggelser eller manglende lyst til at spise viser, at skridtet er for svært; det er ikke et tegn på trods.

En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, hvis pelsarbejdet, hverdagstræningen og kontrollen af sundhedsdokumenter virker overkommelige. Mød voksne slægtninge, kontrollér HD-resultater og kuldindeks, læs øjenrapporterne, og bed om DNA-resultatet for hver navngiven variant. Vælg opdrætter ud fra åbenhed om hele familien, ikke ud fra farve, frisure eller en generel forsikring om, at linjen er sund.

Tibetansk terrier

Verein für Deutsche Spitze (Germany)

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norsk Kennel Klub (Norway)

Mellemstor, robust tibetansk race med lang, beskyttende pels og snelignende poter, som engang var munkenes følgesvend. Rolig og blid indendørs, livlig og atletisk udendørs. En klog og selvstændig problemløser, der har brug for venlig, konsekvent træning, regelmæssig pelspleje og tæt fællesskab med familien.

Solstickans

## Kort fortalt

Rhodesian ridgeback er en stor og atletisk hund fra det sydlige Afrika, især kendt for hårstriben langs ryggen, hvor pelsen vokser i modsat retning. Racen passer bedst til den, der har god tid til både fysisk aktivitet og træning, og som kan håndtere en selvstændig hund med baggrund i jagt og bevogtning.

- **Oprindelse:** det sydlige Afrika. Sydafrika og Zimbabwe har ansvaret for racestandarden.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 6, drivende jagthunde samt schweiss- og sporhunde.
- **Mankehøjde:** den ønskede højde er 63–69 cm for hanner og 61–66 cm for tæver.
- **Ønsket vægt:** cirka 36,5 kg for hanner og 32 kg for tæver ifølge racestandarden.
- **Pels:** kort, tæt og glat, fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet.
- **Temperament:** raceidealet er værdigt og intelligent, med en vis tilbageholdenhed over for fremmede, men uden aggression eller frygt.
- **Aktivitetsniveau:** højt. En rhodesian ridgeback har brug for varieret bevægelse, mentale opgaver og tid til at falde til ro.

Racebeskrivelsen er ikke et løfte om den enkelte hund. Forældre, nære slægtninge, opvækst og træning fortæller mere om den hvalp, du møder.

## Udseende og pels

Rhodesian ridgeback skal være kraftfuld og muskuløs, men samtidig bevægelig og harmonisk, ikke tung eller massiv. Standarden angiver 63–69 cm og omkring 36,5 kg som ønskeligt for hanner og 61–66 cm og omkring 32 kg for tæver. Det er idealmål for racen, ikke et løfte om den endelige vægt hos enhver voksen hund.

Ridgen er racens tydeligste kendetegn. Den skal begynde bag skuldrene, blive smallere mod hoftebenene og være symmetrisk. Standarden kræver to ens hvirvler, såkaldte kroner, placeret over for hinanden. Et forkert antal kroner er en eksteriørfejl, og en hund uden ridge kan ikke præmieres efter standarden. Det afgør imidlertid ikke, hvordan hunden fungerer i hverdagen. Ridgens udseende og undersøgelsen for dermoid sinus er to forskellige spørgsmål.

Pelsen skal være kort, tæt, glat og blank, hverken ulden eller silkeagtig. Farven går fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet. Lidt hvidt på bryst og tæer er tilladt, ligesom mørk maske og mørke ører, mens store hvide partier og mange sorte hår er uønskede. Næsen kan være sort eller brun, og øjenfarven skal harmonere med pelsens og næsens farve.

Den korte pels kræver ikke specialiseret pelspleje. Børst og bad efter behov, hold kløerne tilpas korte, og kontrollér hud, ører og poter. Tilpas plejen til den enkelte hund og dens hverdag frem for at følge en fast ugeplan.

## Temperament og personlighed

En typisk rhodesian ridgeback er selvstændig, opmærksom og tilbageholdende over for mennesker, den ikke kender. Tilbageholdenhed betyder, at hunden kan vælge at se situationen an; det er ikke det samme som frygt. Racestandarden beskriver hverken skyhed eller aggression som ønskeligt, mens raceklubbens materiale om mentalitet viser, at social tryghed, reaktioner og evnen til at falde til ro igen varierer fra hund til hund.

Racen har baggrund i både jagt og bevogtning. Jagtinteresse, årvågenhed og selvstændige valg kan derfor mærkes i hverdagen, men styrken varierer mellem individer. En hund, der reagerer på besøgende, er ikke automatisk en pålidelig vagthund, og at hunden er stille under en mentalbeskrivelse garanterer ikke, at den er stille derhjemme.

Den svenske mentalbeskrivelse BPH kan give nyttig viden om, hvordan en hund reagerer i en bestemt testsituation. Beskrivelsen er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs hele resultatet i Svenska Kennelklubbens Avelsdata, og se især på social tryghed, frygt og evnen til at komme sig. Bed også om at møde tæven og gerne flere voksne slægtninge. Deres adfærd i almindelige situationer giver et bedre beslutningsgrundlag end ord som “familievenlig” eller “stabil” i en annonce.

En rhodesian ridgeback kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen sikkerhedsgaranti. En voksen skal altid holde opsyn med samspillet, og hunden skal have lov til at spise, sove og trække sig tilbage uden at blive forstyrret. Vælg hund og opdrætter efter familiens faktiske forhold, ikke efter en generel betegnelse.

## Træning og motion

En rhodesian ridgeback har brug for meget fysisk og mental aktivitet, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle hunde. En velfungerende hverdag indeholder ture i forskellige omgivelser, mulighed for at bevæge sig friere på sikre steder, næsearbejde og opgaver, hvor hunden samarbejder, efterfulgt af tid til at falde til ro.

Spor, søgeøvelser og andet duftarbejde udnytter racens egenskaber på en god måde. Styrke, tempo og udholdenhed skal bygges gradvist op, især hos en unghund i vækst. Tilpas belastningen efter hundens krop, underlaget og dens restitution i stedet for at følge en enkel aldersregel.

Selvstændigheden gør ikke racen umulig at træne, men den stiller krav til motivation og tydelighed. Belønningsbaserede og varierede træningspas virker bedre end lange gentagelser eller hårde konfrontationer. Træn kontakt, lineføring og indkald tidligt. Hvis hunden gerne følger vildt, bør en lang line eller et solidt indhegnet område sørge for sikkerheden, indtil træningen også holder under forstyrrelser.

Lad hvalpen møde mennesker, hunde, steder og lyde i et tempo, hvor den stadig kan søge kontakt og komme sig. Målet er ikke at hilse på alle, men at føle sig tryg i hverdagen.

## Sundhed

Før du køber en hvalp, er officielle resultater for hofter og albuer samt en dokumenteret undersøgelse af hvalpen for dermoid sinus centrale kontroller. Kontrollér, at alle oplysninger gælder de rigtige hunde, og skeln mellem Svenska Kennelklubbens registreringsregler og raceklubbens strengere vilkår for hvalpeformidling.

For at et kuld rhodesian ridgeback kan registreres, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Racen har desuden et særligt krav om officiel ED-status. Nordiske avlshunde, der er omfattet af reglen, må ikke bruges, hvis de har ED grad 2 eller 3 eller har fået konstateret eller er opereret for albueledsdysplasi. Et kendt resultat er ikke automatisk et godt resultat, så læs selve graden, og spørg, hvordan kombinationen er planlagt.

Vilkårene for hvalpeformidling hos Svenska Rhodesian Ridgeback Sällskapet går længere end grundkravene. De omfatter blandt andet forældrenes alder, HD-grader og kombinationer, ED grad 0 og dokumentation af mentalitet for visse hunde. Hvis et kuld markedsføres gennem hvalpeformidlingen, bør du undersøge, hvad det betød for netop denne parring. Hvis kuldet ikke er med, kan du spørge, hvilket vilkår der ikke er opfyldt; betegnelsen alene fortæller ikke alt om sundheden.

Dermoid sinus, ofte forkortet DS, er en medfødt udviklingsforstyrrelse, hvor huden og det underliggende væv ikke er blevet helt adskilt under fosterudviklingen. Forandringen kan danne en kanal af varierende dybde. Hvalpe skal derfor undersøges grundigt af en person med den rette erfaring, og køberen bør få at vide, hvem der udførte kontrollen, og hvad der blev dokumenteret.

Forskning har forbundet den genetiske forandring, der giver ridge, med en højere risiko for DS, men en ridge-test er ikke en diagnostisk test for dermoid sinus. Raceklubben understreger, at hele den genetiske årsag til DS ikke er fastlagt, og fraråder en nyere kommerciel risikotest, som mangler publiceret validering. En synligt korrekt ridge kan derfor aldrig erstatte en fysisk undersøgelse af hvalpen.

DNA-test for blandt andet juvenil myoklonisk epilepsi, JME, og degenerativ myelopati, DM, skal ikke behandles som en obligatorisk standardpakke til enhver svensk kombination. Raceklubben anbefaler en vurdering ud fra slægtskab og kendte resultater. Bed opdrætteren forklare, hvorfor en bestemt test er valgt, hvilken hund resultatet gælder, og hvordan det påvirkede parringen. Det fortæller mere end en upræcis oplysning om, at hundene er “DNA-testet”.

Hold også hunden i et funktionelt huld. Følg vægt, talje, hvor let du kan mærke ribbenene, og hundens udholdenhed over tid. Lad dyrlægen vurdere ændringer eller symptomer i stedet for at drage konklusioner ud fra en generel sygdomsliste.

## Historie og oprindelse

Rhodesian ridgeback blev udviklet i det sydlige Afrika og er den eneste internationalt anerkendte hunderace med denne oprindelse. I Kapkolonien blev de tidlige nybyggeres hunde krydset med lokale, delvist domesticerede jagthunde med ridge. Den officielle historie giver ingen sikker liste over alle europæiske racer bag nutidens hund, så præcise opskrifter bliver spekulation.

Racens oprindelige arbejde har givet anledning til navnet “løvehund”, men betegnelsen kræver en forklaring. Hundene skulle spore især løver og ved hjælp af deres bevægelighed holde dyret på afstand, indtil jægeren kom. De arbejdede ofte parvis eller i grupper på tre; opgaven var ikke at dræbe en løve på egen hånd.

F.R. Barnes udformede den første racestandard i Bulawayo i det daværende Rhodesia i 1922 med dalmatinerstandarden som forbillede. Standarden blev anerkendt af den sydafrikanske kennelorganisation i 1926. Den nuværende standard forvaltes af Sydafrika og Zimbabwe og beskriver stadig en udholdende, hurtig og funktionel hund frem for en tung kropstype.

## At leve med racen

Rhodesian ridgeback passer bedst i et hjem, der kan give hunden tæt kontakt, daglig aktivitet, konsekvent træning og tydelige muligheder for hvile. Boligens størrelse afgør ikke i sig selv, om livet fungerer. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hundens behov bliver dækket uden for hjemmet, og den kan slappe af indenfor; en stor have erstatter hverken ture, næsearbejde eller samarbejde.

Alenetid skal trænes gradvist, uden at hvalpen forlades, før den er klar. Begynd med meget korte og udramatiske perioder, og øg kun, så længe hunden er tryg. Der findes ingen racebestemt timegrænse, som passer til alle voksne hunde. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, og sørg for hjælp, hvis den viser uro, giver lyd, ødelægger ting eller har svært ved at falde til ro.

Hvordan racen fungerer med andre hunde eller katte, afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Hold de første møder kontrollerede, giv dyrene hver deres trygge sted, og undgå, at hunden sætter efter dem. En hvalp, der vokser op med en kat, kan få gode vaner, men det fortæller ikke med sikkerhed, hvordan den reagerer på ukendte smådyr udendørs.

Før køb er disse kontroller mere værdifulde end generelle løfter:

- kontrollér forældrenes identitet og officielle HD- og ED-resultater i SKK Avelsdata;
- spørg, om kuldet opfylder SRRS' vilkår for hvalpeformidling, og hvad eventuelle afvigelser betyder;
- bed om dokumentation for hvalpens undersøgelse for dermoid sinus;
- læs forældres og nære slægtninges BPH-resultater som beskrivelser, ikke karakterer;
- spørg, hvorfor eventuelle DNA-test er udført, og hvordan resultaterne påvirkede kombinationen;
- mød voksne slægtninge, og vurder tryghed, evnen til at komme sig, jagtinteresse og ro i hverdagen;
- vær ærlig om, hvor meget tid du har til træning, motion, hundepasning og gradvis træning i at være alene.

Den rette hund skal ikke blot svare til racestandarden. Den bør komme fra forældre med veldokumenteret sundhed og have egenskaber, der passer til det liv, du kan tilbyde.

Rhodesian ridgeback

Verein für Deutsche Doggen (Germany)

Rhodesian Ridgeback Club of Great Britain

Rhodesian ridgeback er en kraftfuld, atletisk afrikansk jagthund med en karakteristisk ås af pels, der vokser i modsat retning. Den er loyal og kærlig over for sin familie, men reserveret over for fremmede, har brug for masser af daglig motion, konsekvent, positiv træning og passer bedst til aktive, erfarne ejere.

Vi har en familjär uppfödning där vi planerar att ta någon enstaka kull på vår fantastiskt fina tik Stella. Vi lägger stor vikt vid det mentala, vi vill föda upp hundar som blir älskade och uppskattade familjemedlemmar. Vår tik är vacker och sund utan defekter, exteriöra eller veterinära avvikelse

Maxime Boulet

Ranch Siikavaara

## Kort fortalt

Cockerpoo er en krydsning mellem cocker spaniel og puddel, ikke en ensartet race med én fælles racestandard. Størrelse, pels, aktivitetsniveau og temperament kan derfor variere tydeligt fra hund til hund. Den mest nyttige information om en hvalp findes hos de faktiske forældre og deres nære slægtninge, ikke i en generel beskrivelse af Cockerpoo.

- **Baggrund:** cocker spaniel krydset med puddel
- **Variation:** cockerlinje og puddelvariant påvirker blandt andet størrelse, pels og arbejdsegenskaber
- **Almindelige generationsbetegnelser:** F1 betyder cocker spaniel krydset med puddel; bogstavet b i eksempelvis F1b viser, at en senere generation er tilbagekrydset mod en af forældretyperne
- **Vigtigt at vide:** generationsbetegnelsen beskriver afstamningen, men garanterer ikke en bestemt pels, størrelse, personlighed eller sundhed
- **Det kræver af ejeren:** tid til træning, daglig aktivitet og regelmæssig pelspleje samt vilje til at vurdere den enkelte hund frem for at stole på krydsningens ry

Spørg altid, hvilken type cocker spaniel og hvilken størrelsesvariant af puddel der ligger bag hvalpen. En engelsk cocker fra jagtlinjer kan have andre egenskaber end en udstillingsavlet cocker, og forskellen mellem toy-, dværg-, mellem- og storpuddel har stor praktisk betydning.

## Udseende og pels

En voksen Cockerpoos størrelse og pels kan ikke forudsiges ud fra én fælles beskrivelse. Pudlen findes i fire størrelsesvarianter, og både cockerlinje og arvelig variation påvirker resultatet. Bed opdrætteren oplyse, hvilken cocker og puddelvariant der er brugt, forældrenes skulderhøjde og vægt, og hvordan voksne hel- eller halvsøskende har udviklet sig. Det giver et bedre beslutningsgrundlag end generelle mål for hele krydsningen.

Pelsen kan blive forholdsvis glat, bølget eller krøllet. Den kan fælde lidt, mærkbart eller et sted midt imellem, også inden for samme kuld. Puddelkrydsninger kan fælde mindre end mange andre hunde, men den krøllede pels filtrer lettere, især når den er våd. Begrænset fældning betyder derfor ikke begrænset pelspleje.

Kontrollér pelsen med både børste og kam helt ned til huden. Hvis kammen sætter sig fast, er der stadig filtre, selv om overfladen ser velbørstet ud. Hvor ofte hunden skal børstes, bades og klippes, afhænger af pelsens faktiske længde og tæthed og af hverdagen, ikke af én fast plan for alle Cockerpoo. Væn hvalpen tidligt og roligt til håndtering af poter, ører og ansigt samt til hårtørrer og klippemaskine.

Cockerpoo er ikke allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i spyt og hudmateriale, og mængden varierer mellem individer – også mellem kuldsøskende. Begrænset fældning, krøllet pels eller betegnelsen F1b er derfor ingen garanti for, at en person med allergi kan leve med hunden. Den, der har allergiske gener, bør søge råd i sundhedsvæsenet før et hundekøb og regne med, at reaktionen kan variere mellem de enkelte hunde.

## Temperament og personlighed

Cockerpoo kan forene cocker spanielens livlighed og samarbejdsvilje med pudlens aktivitet og lærevillighed, men krydsningen giver ikke et forudbestemt temperament. Socialitet, jagtinteresse, lydfølsomhed, evne til at falde til ro og reaktioner på håndtering kan variere. Miljø, tidlige erfaringer og træning har også stor betydning.

Vær forsigtig med løfter om, at enhver Cockerpoo er en nem førstegangshund eller et oplagt valg til børn. En britisk spørgeskemaundersøgelse med oplysninger om 9.402 hunde fandt flere adfærdsforskelle mellem almindelige puddelkrydsninger og deres forældreracer. Den støtter ikke, at krydsningerne generelt kræver mindre træning. Resultaterne gælder grupper og kan ikke forudsige en enkelt hvalp, men de viser, hvorfor salgsformuleringer ikke bør erstatte en reel adfærdsvurdering.

Mød helst begge forældre eller som minimum moderen og andre nære, voksne slægtninge. Se, hvordan de falder til ro efter en uventet lyd, tager kontakt uden at være påtrængende, håndterer frustration og kan hvile efter aktivitet. Spørg konkret til gøen, ressourceforsvar, jagtinteresse, alenetid, bilkørsel og pelspleje. Svar, der beskriver virkelige situationer, er mere nyttige end ord som ”sød” eller ”familievenlig”.

## Træning og motion

Cockerpoo har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men ingen minutregel passer til alle. Den ofte gentagne femminuttersregel for hvalpemotion mangler videnskabeligt grundlag og bør ikke bruges som en fast plan. Alder, kropsstørrelse, sundhed, kondition og hundens restitution bør styre mængden. En hvalp har brug for korte, varierede aktiviteter og rigelig hvile; en voksen hund kan ofte have glæde af gåture, næsearbejde, apportering, problemløsning og anden træning sammen med sin ejer.

Øg belastningen gradvist, og vurder helheden. Stivhed, modvilje mod at bevæge sig, langvarig ophidselse eller usædvanlig træthed efter aktivitet er grunde til at sænke kravene og kontakte en dyrlæge ved behov. En hund, der hele tiden søger mere aktivitet, kan i stedet have brug for hjælp til at falde til ro, bedre søvn eller roligt næsearbejde – ikke automatisk en længere og hurtigere tur.

Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt trods dufte og bevægelse i omgivelserne
- samarbejde i snor og et sikkert stop- eller slip-signal
- rolig håndtering af ører, poter, mund og hele pelsen
- at kunne skifte mellem aktivitet og hvile
- gradvis alene-hjemme-træning i meget små trin
- tryg bilkørsel og neutrale møder med mennesker og hunde

Brug belønningsbaseret træning, og hold sværhedsgraden på et niveau, hunden kan håndtere. Cockerbaggrunden kan bidrage til interesse for dufte, fugle og bevægelse, mens puddelbaggrunden ofte forbindes med hurtig indlæring. Se det som mulige udgangspunkter, ikke garantier. Indkaldet skal fungere med gradvist flere forstyrrelser, før hunden får større frihed.

## Sundhed

Cockerpoo er ikke automatisk sundere end forældreracerne. En anden undersøgelse med oplysninger fra ejere sammenlignede tre almindelige puddelkrydsninger med deres respektive forældreracer. I 86,6 procent af sammenligningerne blev der ikke fundet en statistisk sikker forskel. Resultatet støtter hverken, at krydsningerne generelt er sundere, eller at de generelt er mindre sunde. Oplysningerne blev indsamlet på ét tidspunkt og gælder grupper, så de kan ikke bruges som prognose for en bestemt hvalp.

Den praktiske sikkerhed ligger i at kontrollere begge forældre ud fra deres egne racer og varianter. Bed om registreringsnummer eller en anden identitet, der kan verificeres, testens navn, undersøgelsesdato og selve resultatet. ”Dyrlægekontrolleret” eller ”DNA-testet” er ikke nok, hvis det ikke fremgår, hvad der faktisk er undersøgt.

### Kontrollér cockerforælderen

Kriterierne for hvalpeanvisning hos den svenske Cocker Spanielklub omfatter blandt andet dokumenterede hofteresultater, en aktuel øjenundersøgelse og resultat for familiær nefropati, FN. Det er kriterier for klubbens anvisning af racerene cocker-kuld, ikke et formelt regelsæt for alle Cockerpoo-kuld. De er alligevel relevante kontrolpunkter for cockerforælderen. Spørg også til prcd-PRA, men husk, at en prcd-PRA-test kun dækker denne bestemte form for PRA og ikke udelukker alle nethindesygdomme.

### Kontrollér puddelforælderen

Få først fastslået den præcise puddelvariant. I Sverige har toy-, dværg- og mellempuddel et sundhedsprogram for prcd-PRA med registrerede resultater, mens storpuddel har et andet avlsfokus, hvor hofteresultater er centrale. Svenska Pudelklubben anbefaler desuden patellaundersøgelse før avl for toy- og dværgpuddel. Kontrollér, hvad der er relevant for netop denne forælders variant, og nøjes ikke med, at opdrætteren blot siger ”pudlen er testet”.

DNA-resultater skal også fortolkes som en kombination. Ved en autosomal recessiv sygdom kan en rask bærer bruges uden at give syge hvalpe, hvis den anden forælder er genetisk fri for samme variant, men testresultaterne for begge forældre skal kunne verificeres. Bed en dyrlæge eller den relevante raceklub forklare resultater, der er uklare.

## Historie og oprindelse

Cockerpoo stammer fra to racer med en dokumenteret arbejdshistorie. Cocker spaniel blev udviklet i Storbritannien som en stødende og apporterende fuglehund; racenavnet forbindes med jagt på skovsneppe. Pudlen har en ældre europæisk baggrund som vandapporterende hund. Begge holdes i dag også som selskabs- og aktivitetshunde.

Den moderne krydsning er blevet populær som selskabshund, men der findes ingen fælles standard, som gør størrelse, pels og egenskaber ensartede. Påstande om et præcist første årti eller ét oprindeligt avlsmål er svagt dokumenterede og bør ikke bruges til at forudsige nutidens hunde. For den enkelte hvalp er forældrenes identitet, brugslinjer, sundhed og adfærd langt vigtigere end en forenklet oprindelseshistorie.

## At leve med racen

Cockerpoo kan fungere i mange typer hjem, når individets behov passer til hverdagen. En lejlighed er ikke i sig selv en hindring, men hunden har brug for gode rutiner for luftning, aktivitet og hvile samt træning i lyde i opgangen og uden for døren. Gøen eller uro løses ikke af boligens størrelse; find i stedet de situationer, der udløser adfærden, og træn på et niveau, hvor hunden stadig kan være rolig.

Alenetid skal læres gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, gå fra den i meget kort tid, og øg kun, så længe den forbliver afslappet. Hvis hunden gør, hyler, ødelægger ting, prøver at komme ud eller ikke kan spise, når den er alene, bør træningen gå et trin tilbage, og årsagen vurderes. Udtalt uro kræver hjælp fra en dyrlæge og en kvalificeret adfærdsrådgiver.

En voksen skal altid have ansvaret for samspillet med børn. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn skal ikke forstyrre den, når den sover, spiser eller forsøger at trække sig væk. Samliv med kat eller andre hunde afhænger af individerne. Introducér dem gradvist, brug afstand og fysisk adskillelse, og forebyg jagt, før dyrene får større frihed sammen.

Før et hvalpekøb bør du kunne svare på følgende:

- Hvilken cockerlinje og puddelvariant er brugt, og hvor store er forældrene?
- Hvilke registrerede sundhedsresultater findes for hver forælder, med dato og identitet?
- Hvordan opfører forældrene og voksne slægtninge sig i hvile, under håndtering, ved lyde, omkring fremmede hunde og under alenetid?
- Hvordan ser pelsen ud hos voksne slægtninge, og hvilken pleje kræver den i praksis?
- Hvordan er hvalpene vokset op og blevet vænnet til mennesker, hverdagslyde, underlag, håndtering og korte perioder adskilt fra andre?

En seriøs vurdering tager udgangspunkt i dokumenter og egenskaber, der kan observeres. Vælg ikke en Cockerpoo alene, fordi den beskrives som allergivenlig, nem eller perfekt til familien.

Cockerpoo

The British Cockapoo Society

PDSA (UK)

Cockerpoo er en lille til mellemstor selskabshund, en krydsning mellem Cocker Spaniel og Puddel. Den er venlig, menneskeorienteret og livlig, og den passer godt til aktive familier og førstegangsejere. Mange fælder moderat, men har brug for regelmæssig pelspleje, daglig motion og mindst en times fysisk og mental aktivering.

## Kort fortalt

Cavapoo er en krydsning med cavalier king charles spaniel og puddel som grundracer, ikke en selvstændig hunderace med fælles standard hos Svenska Kennelklubben eller FCI. Navnet bruges både om førstegenerationskrydsninger og senere kombinationer, så to kuld kan give tydeligt forskellige hunde.

- **Størrelse:** Der findes ingen officielle mål for Cavapoo. Spørg, hvilken puddelvariant der indgår, og sammenlign begge forældres faktiske størrelse.
- **Pels:** Pelsen kan blive mere silkeagtig og bølget eller tættere og mere krøllet. Fældning og tendens til filt kan variere selv inden for samme kuld.
- **Temperament:** Beskrivelserne af forældreracerne viser mulige træk, ikke et løfte om, at hver hvalp får ”det bedste fra begge”.
- **Sundhed:** En krydsning er ikke automatisk sundere. Sundhedsundersøgelser skal vurderes særskilt for Cavalier- og puddellinjen.
- **Generation:** F1, F1b og lignende betegnelser beskriver slægtskabet. De garanterer ikke en bestemt størrelse, pels eller personlighed.

Det mest nyttige spørgsmål før et køb er derfor ikke kun ”er det en Cavapoo?”, men ”hvem er forældrene, hvilken puddelvariant indgår, og hvilke kontrollerede resultater findes for netop disse hunde?”

## Udseende og pels

En Cavapoos voksne størrelse og udseende kan ikke aflæses af krydsningens navn. Cavalier king charles spaniel er normalt omkring 30–35 cm høj. Pudlen findes derimod i fire standardiserede størrelser: toy, dværg, mellem og stor. Forældreracernes mål er baggrundsviden, ikke et interval for Cavapoo. Den bedste praktiske vejledning er de voksne forældres mål, kropsbygning og vægt samt udviklingen hos ældre afkom efter de samme forældre.

Pelsen kan kombinere Cavalierens lange, silkeagtige hår med pudlens mere krøllede, voksende pels på mange måder. En hund kan få en bølget pels, der fælder noget, tættere krøller, som holder på løse hår, eller noget midt imellem. Pelsplejen bør derfor følge den enkelte pels frem for en fast tidsplan.

Kontrollér, om en kam kan føres helt ned til huden, især bag ørerne, i armhulerne og der, hvor sele eller halsbånd ligger. En mere puddellignende pels skal klippes, mens en mere Cavalierlignende pels stadig kræver grundig gennemkæmning og kontrol omkring ører og poter. Bed opdrætteren vise, hvordan de voksne hundes pels bliver plejet.

Cavapoo er ikke allergifri. Hundeallergener findes hovedsageligt i hud og spyt, og Svenska Kennelklubben understreger, at niveauerne varierer mellem individer – også inden for samme kuld. At en hund fælder lidt, er derfor ingen garanti for, at en allergisk person kan tåle den. Den, der har allergi, må få sin egen situation vurderet lægeligt og kan ikke bruge krydsningens navn eller pelstype som garanti.

## Temperament og personlighed

Cavapoo kan blive en social, aktiv og samarbejdsvillig selskabshund, men personligheden er mindre forudsigelig, end markedsføringen ofte antyder. Cavalieren beskrives som venlig, glad og hengiven, mens pudlen skal være opmærksom, aktiv og lærenem. En hvalp kan ligge tæt på et af disse idealer, kombinere trækkene på andre måder eller vise egenskaber, som kræver mere træning end forventet.

En britisk spørgeskemaundersøgelse offentliggjort i 2026 omfattede 9.402 hunde og sammenlignede Cavapoo med forældreracerne i 24 adfærdsanalyser. Cavapoo adskilte sig i halvdelen af sammenligningerne og havde højere niveauer af uønsket adfærd i 11, blandt andet inden for frygt, ophidselse og separationsrelaterede problemer. Ejerindberettede gruppedata afgør ikke, hvordan en enkelt hund udvikler sig, men viser, at ”letlært familiehund” ikke er en medfødt garanti.

Mød hvalpens mor, og se, om hun kan være nysgerrig, falde til ro efter noget uventet og slappe af i et almindeligt hverdagsmiljø. Bed om lige så konkrete oplysninger om faren og nære slægtninge. Ord som ”sød”, ”kælen” eller ”typisk Cavapoo” siger mindre end eksempler på, hvordan hundene fungerer med fremmede, håndtering, hundemøder, lyde og korte adskillelser.

Med børn er der altid brug for en voksen til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En lille hund kan komme til skade, hvis den løftes eller håndteres uforsigtigt, samtidig med at børn ikke kan forventes at aflæse hundens tidlige signaler. Samliv med hunde eller katte afhænger af individernes tidligere erfaringer og introduktionen; krydsningen i sig selv garanterer ikke, at de fungerer sammen.

## Træning og motion

Cavapoo har brug for daglig fysisk aktivitet, mental beskæftigelse og træning i at falde til ro, men et bestemt antal minutters gåtur passer ikke til alle. Alder, kropsbygning, sundhed, underlag og restitution skal styre mængden. En voksen hund kan sætte pris på ture, næsearbejde og legende problemløsning, mens en hvalp har brug for kortere oplevelser, meget søvn og en gradvist øget belastning.

Træningen bør være belønningsbaseret, tydelig og tilpasset hundens evner. Prioritér det, der gør hverdagen sikker: kontakt, indkald, rolig gang i snor, ro ved dør og besøg, frivillig håndtering og evnen til at holde pause efter aktivitet. Korte, vellykkede gentagelser er mere værdifulde end at fortsætte, når hunden er træt, bange eller for opkørt.

Det at være alene skal trænes som en særskilt færdighed. En lille hvalp kan ikke være alene, og tiden bør først øges, når hunden er tryg og kan slappe af. Begynd med meget korte, udramatiske afstande i hjemmet, og gå et trin tilbage, hvis hunden begynder at vogte døren, vandre rundt, gø vedvarende eller har svært ved at falde til ro. Planlæg hverdagen, så hvalpen ikke skal klare længere fravær, før træningen fungerer.

Hvis hunden gentagne gange bliver meget bange, har svært ved at falde til ro eller går i panik, når den efterlades, bør problemet vurderes tidligt af en dyrlæge og en kvalificeret adfærdsrådgiver. Hårdere korrektioner løser ikke følelsen bag adfærden.

## Sundhed

En Cavapoo bør ikke antages at få bedre sundhed alene på grund af krydsningen. En stor britisk undersøgelse fra 2024 fandt ingen statistisk forskel i de fleste sammenligninger mellem tre populære puddelkrydsninger og deres forældreracer. Et bedre beslutningsgrundlag før køb kommer fra identificerede avlsdyr, de rette undersøgelser for hver linje og indsigt i ældre nære slægtninge.

**For Cavalierlinjen er hjertet det første kontrolpunkt.** Cavalier king charles spaniel har et sundhedsprogram mod tidlig hjertemislyd knyttet til myxomatøs mitralklapsygdom, MMVD. For registrering af renracet Cavalier-afkom i Sverige kræves en officiel hjerteattest uden anmærkning; attesten må højst være 12 måneder gammel ved parringen, og en officiel undersøgelse foretages tidligst ved treårsalderen. Reglen gælder ikke et Cavapoo-kuld, men er en relevant målestok. Hvis en renracet Cavalier indgår direkte, så bed om at se identitet, alder ved undersøgelsen, dato og officielt resultat. I senere generationer skal opdrætteren kunne vise, hvilke Cavalierer der findes længere tilbage, og deres resultater. Spørg, hvornår ældre slægtninge først fik hjertemislyd; et resultat fra en ung hund giver ikke samme information som dokumenteret hjertesundhed i en højere alder.

Cavalierlinjen giver også grund til at spørge om chiari-lignende misdannelse og syringomyeli, CM/SM. Tilstanden findes i racen, men kan give alt fra ingen tydelige tegn til smerter og neurologiske symptomer; forekomsten i Sverige er ikke sikkert fastslået. Spørg om kendte symptomer, diagnoser og eventuelle MR-resultater hos nære slægtninge. Den svenske Cavalierklub anbefaler desuden øjenlysning før avl og patellaundersøgelse fra etårsalderen. Et DNA-panel erstatter ikke disse undersøgelser.

**For puddellinjen afgør størrelsesvarianten, hvilke resultater der er mest relevante.** Toy-, dværg- og mellempuddel er omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for prcd-PRA, en arvelig nethindesygdom. I registreret puddelavl skal forældredyret være DNA-testet på et godkendt laboratorium eller dokumenteret hereditært frit før parring. Testen siger kun noget om prcd-PRA, ikke om alle former for PRA eller andre øjensygdomme. For toy- og dværgpuddel er patellastatus en vigtig anbefaling fra raceklubben. For mellem- og storpuddel bliver hofteresultater relevante, med et formelt HD-program for storpuddel. Hvis pudlen ligger længere tilbage i slægten, skal også disse hunde og resultaterne kunne identificeres.

Bed om at se selve resultaterne, ikke blot beskeden ”sundhedstestet”. Kontrollér hundens navn eller registreringsnummer, undersøgelsestype, dato, alder og resultat samt den puddelvariant, der faktisk indgår. Sunde forældre kan aldrig garantere en sund hvalp, men oplysninger, der kan kontrolleres, giver et langt bedre beslutningsgrundlag end en liste over test uden identitet og dato.

## Historie og oprindelse

Cavapoo har ingen fælles dokumenteret raceudvikling, der kan sammenlignes med en anerkendt hunderace. Navnet beskriver en moderne krydsning med cavalier king charles spaniel og puddel som grundlag, men uden en fælles stambog findes der ikke én standard, grundlægger eller et sikkert startår for alle hunde under navnet.

Forældreracerne har derimod en veldokumenteret historie. Små spanielhunde har været afbildet i Europa i århundreder, og cavalier king charles spaniel blev anerkendt som selvstændig race af den engelske kennelklub i 1945. Pudlen er en gammel europæisk race; de større hunde blev historisk brugt som vandapportører, mens mindre varianter blev udviklet som selskabshunde og til andre opgaver.

Betegnelser som F1 og F1b læses derfor bedst som en beskrivelse af det enkelte kulds slægtskab, ikke som trin mod en fælles Cavapoo-standard. Bed opdrætteren tegne kombinationen, hvis den ikke er tydelig, og kontrollér, hvilke grundracer og individer der faktisk ligger bag hvalpen.

## At leve med racen

Cavapoo passer bedst til den, der accepterer variation og vil vurdere individet, ikke til den, der har brug for garantier om størrelse, allergi, temperament eller nem pelspleje. Hverdagen skal rumme pelspleje, belønningsbaseret træning, gradvis alene-hjemme-træning og aktivitet, som kan tilpasses hundens alder og måde at fungere på.

Lejlighed kan fungere, hvis hunden kan falde til ro, får sine behov opfyldt og ikke efterlades længere, end den kan klare. En lille krop betyder ikke automatisk lavt aktivitetsniveau eller et stille indeliv. For en førstegangsejer er adgang til et seriøst hvalpehold, hjælp til pelspleje og en plan for arbejdsdage vigtigere end mærkatet ”begyndervenlig”.

Før du beslutter dig, så bed om:

- begge forældredyrs fulde identitet og den præcise puddelvariant;
- en forståelig forklaring på F1, F1b eller en anden kombination;
- officielt hjerteresultat og relevant familiehistorik i Cavalierlinjen;
- øjen-, patella-, prcd-PRA- eller hofteresultater, der passer til puddelvarianten;
- oplysninger om CM/SM, øjne og knæ i Cavalierlinjen;
- mulighed for at se hvalpen sammen med moren og vurdere hendes hverdagsadfærd;
- en realistisk beskrivelse af den voksne pels, plejen og hvordan tidligere afkom har udviklet sig.

Afstå, hvis identiteter og resultater ikke kan vises, hvis opdrætteren lover allergifrihed eller et bestemt temperament, eller hvis hvalpen og de voksne hunde viser tydelig frygt, halthed, besværet vejrtrækning eller irriterede øjne. Et godt match med en Cavapoo bygger på åbne oplysninger og en passende hverdag for den enkelte hund – ikke på, at krydsningens navn får lov at erstatte kontrollen.

Cavapoo

PDSA - People's Dispensary for Sick Animals (UK)

Cavapoo er en lille, kærlig blanding mellem Cavalier og Puddel (ca. 6–11 kg) med en blød, ofte næsten ikke‑fældende pels, som kræver hyppig børstning og regelmæssig pelspleje. Den er venlig, legesyg og lærenem, egner sig til mange forskellige typer hjem, men bryder sig ikke om at være alene for længe og har brug for daglige gåture og selskab.

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

Tasspatrullens Kennel är en uppfödare av raserna Cockerpoo, Cavapoo och Cocker spaniel med bas i Uppsala i Sverige.

Tasspatrullens Kennel

Cockerpoolyckan

Most Wanted’s JackRussellTerrier.

## Kort fortalt

Dalmatineren er en mellemstor, atletisk og social hund, der passer bedst til den, som ønsker en aktiv hverdag sammen med sin hund. Den kan være en dejlig familiehund, men det er ikke en race, man bør vælge alene på grund af udseendet. En dalmatiner har brug for velovervejet motion, træning, restitution og tæt kontakt med sine mennesker.

- **Oprindelse og racegruppe:** Kroatien; FCI-gruppe 6, drivende hunde, schweisshunde og beslægtede racer.
- **Størrelse:** Racestandarden angiver 56–62 cm for hanner og 54–60 cm for tæver. Som en grov rettesnor angiver Svenska Kennelklubben cirka 27–32 kg for hanner og 24–29 kg for tæver.
- **Pels:** Kort, hård og tæt med sorte eller leverbrune pletter på hvid bund.
- **Aktivitetsniveau:** Udholdende og glad for bevægelse. Racen har brug for fysisk aktivitet, opgaver, hvor den bruger næse og hoved, samt hjælp til at finde ro.
- **Vigtigt før køb:** Bed om at se hvalpens BAER-resultat for begge ører, forældrenes høreresultater og tydelige oplysninger om hundenes HUA- eller LUA-status. Spørg også efter HD-, ED- og BPH-resultater, når de findes.

Dalmatineren kan passe til en engageret førstegangsejer, som er klar til at sætte sig ind i racens særlige sundhedsforhold og arbejde konsekvent med hverdagen. Den er et dårligere valg for den, som ønsker en hund, der nøjes med korte ture, ofte skal være alene eller forventes at blive pålidelig uden snor uden systematisk træning.

## Udseende og pels

Dalmatineren skal være stærk og velafbalanceret uden at virke tung. Kroppen er en smule længere, end den er høj, med et omtrentligt forhold på 10:9 mellem kropslængde og skulderhøjde. Den korte, blanke pels ligger tæt til kroppen og fremhæver den atletiske bygning.

Grundfarven er rent hvid. Pletterne skal være sorte eller leverbrune, tydeligt afgrænsede og jævnt fordelt. På kroppen er de normalt omkring to til tre centimeter, mens de er mindre på hoved og ben. Hvalpene fødes hvide, og pletterne bliver synlige lidt efter lidt.

Pelsen kræver ingen avanceret klipning. Børst efter behov for at samle løse hår op, og brug samtidig lejligheden til at kontrollere hud, ører, poter og kløer. Bad hunden, når den er snavset, frem for efter en fast plan. Kort pels betyder ikke nødvendigvis få hår i hjemmet: hvor tydeligt fældningen mærkes, varierer mellem hunde, årstider og hjem.

Den korte pels beskytter kun i begrænset omfang, når hunden står stille, er våd eller udsættes for hård kulde. Tilpas derfor turens tempo og længde efter vejret og hundens reaktion. Et dækken kan være en god idé i koldt vejr, især hvis hunden spænder i kroppen, søger varme eller nødig vil gå videre. Tør poter og pels efter våde ture eller ture på saltede vinterveje.

## Temperament og personlighed

En velfungerende dalmatiner er venlig, livlig, loyal og lærenem. Racestandarden beskriver også en vis selvstændighed. I hverdagen betyder det ofte en hund, som gerne deltager i familiens aktiviteter, men som har brug for klare rutiner og en god grund til at samarbejde. Frygt, nervøsitet eller aggression hører ikke til racestandardens ideal, men en racebeskrivelse kan aldrig garantere, hvordan den enkelte hund udvikler sig.

Udsagn om jagtlyst skal nuanceres. Den internationale racestandard nævner et udpræget drivende instinkt, mens Svenska Kennelklubbens korte raceguide beskriver jagtinteressen som lav. Forskellen er en god grund til at vurdere individet frem for at stole på en etiket. Spørg, hvordan forældrene reagerer på vildt, og læs deres BPH-resultater, hvis de er adfærdsbeskrevet. Træn indkald med lang line, hvor det er nødvendigt, og slip ikke hunden løs på usikre steder, før dens reaktioner er grundigt afprøvet.

Mange dalmatinere vil gerne være tæt på familien og er følsomme over for stemninger og uklare forventninger. Korte, overskuelige træningspas med belønning og tydelige pauser fungerer ofte bedre end pres eller hårde korrektioner. Træn ro på en fast hvileplads lige så målrettet som håndtering, indkald og det at følge dig.

Når det gælder børn og andre dyr, betyder individ, erfaringer og daglige rutiner mere end racens navn. En stor og hurtig unghund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hunden skal derfor altid være sammen med en voksen til stede, og hunden har brug for et beskyttet sted, hvor den kan hvile uforstyrret.

## Træning og motion

Dalmatineren har brug for regelmæssig og varieret aktivitet, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, korte træningsopgaver, fri bevægelse, hvor det er sikkert, og uforstyrret hvile. Alder, sundhed, kondition og dagsform skal afgøre mængden.

Racen har historisk fulgt vogne og heste, og mange voksne dalmatinere trives med udholdenhedstræning. Det betyder ikke, at en hvalp skal motioneres som en færdigtrænet voksen hund. Lad den unge hund undersøge verden i sit eget tempo, udvikle kropskontrol og lære hverdagsfærdigheder uden at jagte kilometer. Løb ved siden af en cykel eller anden ensidig konditionstræning bør vente, til hunden er fysisk moden. Begynd kort og roligt, øg gradvist, og stop, hvis hunden halter, er stiv, tøver eller bliver usædvanligt træt.

Prioritér færdigheder, der gør et aktivt liv mere sikkert:

- kontakt og evnen til at følge dig, også når noget bevæger sig i omgivelserne
- indkald, der først trænes med lang line og kontrollerede forstyrrelser
- rolig venten, afslapning og evnen til at falde ned efter aktivitet
- frivillig håndtering af ører, poter og mund
- stop- og retningssignaler, før hunden følger med ved cykel eller hest

Mere fart er ikke altid løsningen for en urolig unghund. Hvis hunden bliver stadig mere opkørt, sover dårligt eller har svært ved at koncentrere sig, kan den have brug for enklere opgaver og mere restitution frem for endnu et krævende pas.

## Sundhed

To forhold er særligt vigtige for den, der overvejer en dalmatiner: medfødt nedsat hørelse og racens omsætning af urinsyre. Bed om de faktiske testresultater, og lær, hvad de betyder; nøjes ikke med en vag oplysning om, at kuldet er »sundhedstestet«.

### Hørelse og BAER

BAER er en veterinær høretest, hvor hvert øre undersøges for sig. Resultatet viser, om hunden hører på begge ører, hører på ét øre eller er døv på begge. Bed om at se hvalpens eget testskema og forældrenes resultater.

Den svenske racespecifikke avlsstrategi opgør BAER-resultater, som blev indsendt fra 2018 til 2023. I netop denne gruppe af testede hunde hørte cirka 86 procent på begge ører, godt 11 procent på ét øre, og godt 2 procent var døve på begge. Tallene beskriver indsendte resultater fra testede hunde og er ikke en præcis forudsigelse for hvert nyt kuld.

En hund, der hører på ét øre, betragtes som klinisk hørende og kan fungere rigtig godt i hverdagen. Dårligere evne til at lokalisere lyd kan dog kræve ekstra omtanke nær trafik og i andre risikofyldte miljøer. Svenska Dalmatiner-Sällskapet anbefaler BAER-testede forældre, at en hund med ensidig hørelse kun parres med en hund, der hører på begge ører, og at en døv hund ikke bruges i avl.

### HUA, LUA og uratsten

HUA og LUA beskriver forskellige varianter af genet SLC2A9, som påvirker transporten af urinsyre. HUA-dalmatinere udskiller mere urinsyre i urinen og har derfor øget tilbøjelighed til at danne uratkrystaller og uratsten. Øget risiko betyder ikke, at hunden med sikkerhed bliver syg. Krystaller i en prøve er heller ikke i sig selv bevis for, at der findes en sten.

LUA-dalmatinere har en genvariant, som giver normal omsætning af urinsyre. Varianten blev indført gennem et dokumenteret krydsningsprojekt i USA i 1970'erne og findes nu hos registrerede dalmatinere, også i Sverige. LUA beskytter ikke mod alle andre problemer i urinvejene.

Spørg opdrætteren om dokumenteret HUA- eller LUA-status for hvalpen og forældrene, og om uratsten er forekommet i familien. En HUA-hund bør have god adgang til vand og mulighed for at tisse regelmæssigt. Foder og eventuel behandling skal tilpasses sammen med en dyrlæge, hvis hunden får problemer; én fast foderliste passer ikke til alle. Gentagne forsøg på at tisse, smerter, blod i urinen eller manglende urin kræver hurtig vurdering hos en dyrlæge.

### Resultater, anbefalinger og regler

Svenska Dalmatiner-Sällskapet anbefaler blandt andet BPH-adfærdsbeskrivelse, BAER-test af avlsdyr og velovervejede kombinationer ud fra HD- og ED-resultater. Det er avlsanbefalinger. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller ingen særlige krav til dalmatinere om BAER, HD, ED, BPH eller HUA/LUA; racens særregel handler om farvebetegnelse. En grundig køber kan alligevel bede om resultaterne, kontrollere datoer og identitet og drøfte, hvad de betyder for den konkrete kombination.

## Historie og oprindelse

Dalmatinerens officielle oprindelsesland er Kroatien, og navnet knyttes til den historiske region Dalmatien. Den tidligste historie bør beskrives med forsigtighed, men racestandarden henviser til malerier og kirkekrøniker fra 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Navnet »Dalmatian dog« blev brugt i en beskrivelse fra 1771, og i 1790 blev hunden afbildet og beskrevet som »Dalmatian or Coach Dog«.

I England blev dalmatineren kendt som vogn- og staldhund fra midten af 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Hundene fulgte hestekøretøjer og blev derfor forbundet med heste, udholdenhed og bevægelse over længere strækninger. Den første uofficielle standard blev skrevet i 1882 og blev officiel i 1890.

Historien som vognhund er med til at forklare racens aktivitetsprofil, men den afgør ikke, hvor meget den enkelte hund skal motioneres, eller om den fungerer sammen med heste. Lad hest og hund mødes under kontrollerede forhold, og lær hunden, hvor den skal holde sig, før de bevæger sig sammen.

## At leve med racen

Et godt liv med en dalmatiner handler mere om daglige rutiner end om boligens størrelse. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet, regelmæssige lufteture og ro indendørs. Følsomhed over for lyde og gøen bør håndteres tidligt, især hvor naboerne bor tæt. En have erstatter ikke ture, træning eller tid sammen.

Alenetid skal læres gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene. Begynd senere med meget korte og rolige perioder, og øg først, når hunden faktisk kan hvile. En voksen hund, der er trænet til at være alene, kan normalt klare nogle timer, men evnen varierer. Planlæg ikke hverdagen efter en påstået racespecifik maksimumgrænse.

Skal dalmatineren bo med en kat, bør katten først få et hundefrit område og mulighed for at komme op i højden eller væk. Begynd med at udveksle dufte og korte møder med hunden i snor, beløn ro, og afbryd forsøg på at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet har været stabilt gennem længere tid. Den samme forsigtighed er nødvendig omkring smådyr.

Før du køber en hvalp, er det fornuftigt at kontrollere:

- hvalpens BAER-skema for højre og venstre øre
- forældrenes BAER-resultater og hvalpens dokumenterede HUA- eller LUA-status
- forældrenes HD-, ED- og BPH-resultater, når de findes, samt opdrætterens vurdering af kombinationen
- hvordan forældredyrene fungerer med mennesker, hunde, vildt og lyde, og hvordan de finder ro i en almindelig hverdag
- hvordan opdrætteren socialiserer hvalpene, og hvilken støtte du får efter købet

Dalmatineren passer til den, som værdsætter en tæt, udtryksfuld og udholdende hund og vil bruge tid på både aktivitet og ro. Vælg opdrætter og individ ud fra dokumenterede resultater og faktisk adfærd i hverdagen, ikke kun pletter eller generelle løfter om racen.

Dalmatiner

Dalmatiner Klub Deutschland e.V. (Germany)

Dalmatineren er en middelstor, atletisk hund med kort, hvid pels og tydelige sorte eller leverbrune pletter. Den blev oprindeligt brugt som vogn- og vagthund, er energisk og intelligent og har brug for betydeligt mere motion end gennemsnittet. Den er loyal og meget menneskeorienteret, kan have svært ved at være alene og har tendens til at blive ramt af døvhed og urinsten.

Kennel ShoSpot ble stiftet i 2000 av Shona på Askøy. Med Shona i spissen har familien drevet hjemmeoppdrett av dalmatinere og har avlet frem 15 av 18 kull. Avdeling Alver ble etablerte 2017 etter at Eva hadde kjøpt valp av Shona i 2014. Eva og mannen Helge har fostret 3 kull. 

Dalmatinere har vært en del av Shonas liv siden oppveksten i Scotland. Da Shona etablerte seg med mann og barn i Norge og senere flyttet til Askøy, var ikke familien komplett før det kom en dalmatiner i huset i 1994. Med dalmatinertispe nr to på plass, tok det ikke lang tid før tanken om kennel slo rot. Shona er prikkegal – noe som smittet over på familien. Ikke like lett alltid for Ned, hennes indiske mann gjennom nesten 40 år som pr definisjon ikke er interessert i hunder.  Han er likevel Shonas høyre hånd i driften og har en meget god teft for å velge ut de riktige hundene til kennelen.
At vi er en hjemmekennel kan barna våre skrive under på.  De er oppvokst med prikker på alle kanter og har bidratt mye til utviklingen av kennelen. Det er en selvfølge at også barnebarna får et naturlig forhold hundene, og enhver dalmatinervalp får bli kjent med barnebarna. Det er en viktig del av sosialiseringen vi gjør med valpene i vårt oppdrett.
Avdeling Alver
En sommerdag i 2014 kom Eva og mann på besøk til Shona og Ned, kun for å se på de nydelige valpene i A-kullet, og for å høre mer om kenneldriften. Shona kjente Eva fra utstillinger, treninger og arbeidslivet som en kunnskalpsrik dame med et stort hjerte for rasen.

Lite ante Eva da at en brun hanne  ikke ville vike fra  henne. Det gikk som det måtte, og tre uker senere reiste Pepper hjem til Brakstad.  Da Pepper var 1 år gammel ble Eva og Helge fosterforeldre til et søskenpar på 6 og 8 år. Pepper ble dermed et av deres viktigste holdepunkter livet. Med hund nr to på plass, en tispe, ble planen om å bruke Pepper i kennelens avlsprogram iverksatt. Og som på Askøy, ble både mann og barn en viktig del av valpenes hverdag.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet