## Kort fortalt

Dværgschnauzeren er en lille, men robust tysk hunderace med et tydeligt vagtinstinkt, stor arbejdslyst og en pels, der skal trimmes. Den er den mindste af schnauzerracerne, men ikke blot en mindre udgave af schnauzeren. Dværgschnauzeren er en selvstændig race, som blev udviklet til arbejde på gårde i et lille og praktisk format.

- **Skulderhøjde:** 30–35 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 4–8 kg ifølge racestandarden
- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Oprindelig opgave:** rottefanger og gårdhund
- **Pels:** ruhåret dækhår med tæt underuld
- **Farver:** sort, peber og salt, sort og sølv samt hvid
- **Typiske træk:** opmærksom, udholdende, nysgerrig og ofte hurtig til at slå alarm

Dværgschnauzeren passer bedst til den, der gerne vil træne og aktivere sin hund hver dag og accepterer regelmæssig pelspleje. Den praktiske størrelse gør hunden let at tage med, men hverdagen kræver stadig klare rutiner.

## Udseende og pels

Dværgschnauzeren skal være kompakt, kraftig og omtrent lige så lang, som den er høj. Skægget, de buskede øjenbryn og den ruhårede pels giver det velkendte schnauzerpræg. Racestandarden angiver samme højde- og vægtinterval for begge køn, men hvor den enkelte voksne hund ligger inden for intervallerne, afhænger blandt andet af kropsbygning og huld.

Pelsen består af tæt underuld og hårdt, tilliggende dækhår. De fire godkendte farver er helt sort, peber og salt, sort og sølv samt helt hvid. Farven siger ikke noget om hundens temperament, eller hvor godt den passer til et bestemt hjem.

Den ruhårede pels skal trimmes, hvilket betyder, at modne, døde dækhår plukkes ud. Svenska Kennelklubben anbefaler trimning mindst fire gange om året og gennemgang af underulden cirka en gang om ugen. Hvor ofte den enkelte hund skal trimmes helt, afhænger af pelskvalitet, vækst og den ønskede pelslængde. Skæg, benhår og blødere områder skal redes, så snavs og filtre ikke bliver siddende.

Klipning kan passe til en hund, der er blevet øm eller har svært ved at stå under en trimning, men metoden ændrer pelsens struktur. Når dækhårene klippes af i stedet for at blive plukket ud, bliver pelsen ofte blødere og mere ulden. Spørg derfor opdrætteren eller en erfaren hundefrisør, hvordan hundens pels hidtil er blevet plejet, før du vælger metode.

En korrekt plejet ruhåret pels fælder normalt meget lidt, men det gør ikke dværgschnauzeren allergifri. Begrænset fældning fortæller ikke, hvordan en person med allergi vil reagere, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for alle. Hvis der er allergi i familien, bør I tale med sundhedspersonale, møde hunde under kontrollerede forhold og lægge en plan før købet.

## Temperament og personlighed

Dværgschnauzeren er som regel opmærksom, nysgerrig og udholdende. Den registrerer hurtigt lyde, bevægelser og mennesker i nærheden og kan derfor være en effektiv lille alarmhund. Den samme årvågenhed kan føre til gentagen gøen ved døren, i opgangen eller uden for vinduet, hvis hunden ikke får hjælp til at falde til ro.

Raceegenskaber beskriver en tendens, ikke hvert enkelt individ. De svenske mentalbeskrivelser kommer fra en for lille del af opdrætterne til at give et sikkert billede af alle dværgschnauzere. Forskellene mellem familier og individer kan være store. Se derfor på, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. En tryg hund bør kunne komme sig efter en overraskelse og slappe af, når der ikke sker noget.

Dværgschnauzere lærer ofte hurtigt og kan være sjove at samarbejde med. Ejeren skal dog gøre det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig. Hårde korrektioner kan øge stress og gøen. Med rolig, belønningsbaseret træning bliver det lettere at lære hunden, hvad den skal gøre i stedet.

## Træning og motion

Dværgschnauzeren har brug for fysisk aktivitet og opgaver til næse og hjerne hver dag. Der findes ingen meningsfuld regel om et bestemt antal minutter, som passer til alle. En sund, ung voksen hund kan have glæde af lange ture og hundesport, mens en hvalp, ældre hund eller hund med sygdom har brug for en anden belastning.

Variér ture i forskellige omgivelser med korte træningspas, søgeøvelser og tid til at undersøge i eget tempo. Rallylydighed, nosework, tricktræning og agility er aktiviteter, hvor racens hurtighed og lyst til samarbejde kan komme til sin ret. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag. Et bedre tegn er, at den kan være aktiv ude og bagefter falde til ro hjemme.

Begynd tidligt med hverdagens færdigheder: kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering af poter og skæg samt ro på en fast plads. Træn alarmgøen, før den bliver en vane. Beløn hunden, når den registrerer en lyd og derefter vender opmærksomheden mod dig, og indøv en enkel rutine for dørklokken og besøg. Begræns udsynet, hvis hunden igen og igen øver sig i at gø ved vinduet. Ændr én ting ad gangen, og øg først sværhedsgraden, når hunden er rolig.

Racens baggrund som rottefanger betyder, at nogle individer gerne jager små dyr, der bevæger sig hurtigt. Et sikkert indkald og brug af snor, hvor der kan dukke vildt op, er derfor fornuftigt, selv om jagtinteressen varierer.

## Sundhed

Dværgschnauzeren beskrives generelt som en robust race, men urinsten og øjensygdomme er to dokumenterede områder, man bør kende til. Svenska Kennelklubben oplyser, at urinsten forekommer hos lidt over fem procent af racen. Raceklubbens sundhedsarbejde følger også blandt andet progressiv retinal atrofi, PRA, og grå stær.

Racen har desuden en kendt tilbøjelighed til forhøjede triglycerider i blodet. Det betyder ikke, at alle dværgschnauzere bliver syge, og en forhøjet værdi forklarer ikke automatisk maveproblemer eller betændelse i bugspytkirtlen. Tilbagevendende opkast, diarré, mavesmerter, problemer med vandladning eller ændret syn bør vurderes af en dyrlæge. Dyrlægen afgør, om eksempelvis en urinprøve, øjenundersøgelse eller fastende blodprøve er relevant.

Før du køber hvalp, bør du bede opdrætteren vise konkrete sundhedsoplysninger frem for blot at sige, at linjen er sund. Kontrollér forældrenes registrerede resultater fra øjenundersøgelser, og spørg til urinsten, tilbagevendende maveproblemer og øjensygdom hos nære slægtninge. Raceklubben offentliggør DNA-resultater for flere sygdomme, der kan testes for, men en DNA-pakke er ikke en generel sundhedsattest og dækker ikke alle former for PRA. Spørg, hvilke prøver der er taget, hvad resultaterne betyder for netop denne kombination, og hvilke aktuelle anbefalinger opdrætteren følger.

Små hunde har også brug for regelmæssig tandpleje. Væn hvalpen til tandbørstning, og hold øje med munden, så dårlig ånde, ømhed eller problemer med at tygge opdages tidligt.

## Historie og oprindelse

Dværgschnauzeren blev udviklet i Tyskland omkring forrige århundredskifte. I området omkring Frankfurt am Main fandtes en lille, schnauzerlignende hund under navnet ruhåret dværgpinscher. Svenska Kennelklubben beskriver, hvordan små schnauzere og dværgpinschere blev brugt, da racen tog form gennem mere planlagt avl.

Den lille gårdhund skulle holde rotter væk og samtidig gøre opmærksom på det, der skete omkring gård og stald. Det historiske arbejde er med til at forklare nutidens kombination af hurtighed, årvågenhed og interesse for små bevægelser. I dag er dværgschnauzeren en selskabshund, men den har stadig godt af at bruge både krop og hjerne.

## At leve med racen

Dværgschnauzeren kan bo i lejlighed, men en lille hund er ikke automatisk nem at have tæt på naboerne. Overvej, om du kan håndtere lyde ved dør og vindue, sørge for flere lufteture og give hunden daglig aktivitet. Evnen til at slappe af indendørs er ofte vigtigere end boligens størrelse.

Racen kan fungere fint med børn, når en voksen hjælper både barnet og hunden med at være sammen på en rolig måde. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Det er de voksne, der har ansvaret for ture, træning og pelspleje, selv om børnene gerne vil hjælpe.

Om hunden kan bo med en kat, afhænger mere af individerne, deres tidligere erfaringer og introduktionen end af racenavnet. Lad de første møder være rolige, adskil dyrene med et gitter ved behov, og giv katten flugtveje. Gnavere og andre smådyr bør holdes sikkert adskilt. Den dokumenterede baggrund som rottefanger gør det uklogt at regne med, at jagtinteressen mangler.

Hunden skal gradvist vænnes til at være alene. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde er meget forskellige i, hvad de kan klare uden at blive urolige. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, når hunden er tryg, og øg kun tiden, så længe den forbliver rolig. Planlæg hverdagen efter individet i stedet for at antage, at en bestemt race kan være alene i et fast antal timer.

Vælg en dværgschnauzer, hvis du holder af en opmærksom, aktiv hund og vil bruge tid på træning og trimning. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje, en hund der sjældent slår alarm, eller en sikker løsning i forhold til allergi og smådyr.

Dværgschnauzer

The Kennel Club (UK)

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Sweden)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Verein für Deutsche Schäferhunde (Germany)

Den kompakte, robuste Dværgschnauzer er intelligent, lærenem og meget menneskekær. Dens stride, næsten ikke‑fældende pels kræver regelmæssig pelspleje. Som opmærksom vagthund med terriertemperament har den brug for daglig motion, mental stimulering og konsekvent træning og bliver ofte 12–15 år gammel.

Vi på Tabus Dream föder upp Dvärgschnauzer i Svedala, med både vita och svarta hundar i vår uppfödning. En vit Dvärgschnauzer från oss har representerat kennelnamnet under 2025. Färgerna beskriver vår egen rasinriktning, medan den daterade uppgiften gäller den vita hunden.

Tabus Dream

En kennel som föder upp hundar till sport och aktiva hem.

Fart Så Klart

## Kort fortalt

- Berner sennenhund er en stor schweizisk gårdhund, der oprindeligt blev brugt til at vogte, trække og drive kvæg. I dag er den primært selskabs- og alsidig brugshund.
- Hanner måler 64–70 cm i mankehøjde, med 66–68 cm som ideal. Tæver måler 58–66 cm, med 60–63 cm som ideal. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Racen skal være selvsikker, opmærksom, godmodig og hengiven over for familien samt venlig over for fremmede.
- En voksen hund har brug for rigeligt med aktivitet hver dag. Hvalpe og unghunde bør derimod ikke få målrettet konditionstræning eller blive udsat for stor fysisk belastning.
- Den lange dobbeltpels skal normalt børstes grundigt hver uge og oftere i fældeperioder.
- I svensk avl kræves officielle resultater for både hofter og albuer før parring. HS-testen for histiocytært sarkom er en risikotest, ikke et svar på, om hunden er rask eller syg.
- Kræftsygdomme og lav levealder er racens alvorligste helbredsproblemer. Levealder og dokumenterede dødsårsager hos slægtninge er derfor vigtige, når man vælger hvalp.

## Udseende og pels

Berner sennenhund er stor og kraftig, men skal samtidig være bevægelig, harmonisk og velafbalanceret. Kroppen er cirka ti procent længere end mankehøjden og skal virke kompakt snarere end langstrakt. En tung silhuet er ikke det samme som korrekt racetype: Hunden skal bevæge sig frit og bære sin størrelse uden at være overvægtig.

Hanner skal være 64–70 cm høje, helst 66–68 cm. Tæver skal være 58–66 cm, helst 60–63 cm. Racestandarden angiver ikke nogen vægt. Bedøm derfor en voksen hund ud fra proportioner, muskulatur og huld i stedet for at sigte efter et bestemt tal på vægten.

Hovedet skal være kraftigt, men ikke for tungt. Øjnene er mørkebrune og mandelformede, og ørerne er mellemstore og trekantede. Den buskede hale når mindst ned til haseleddet og bæres hængende i hvile, men må løftes til ryglinjen i bevægelse.

Pelsen er lang og blank, glat eller let bølget. Grundfarven er kulsort med dybt rustrøde aftegninger på kinderne, over øjnene, på benene og på brystet. Der er blandt andet hvidt i en symmetrisk blis samt på struben og brystet. Hvide poter og en hvid halespids er ønskelige, men aftegningernes symmetri siger intet om hundens sundhed.

Svenska Kennelklubbens raceguide anbefaler børstning eller gennemredning en gang om ugen og dagligt under fældning. Tilpas indsatsen efter hunden og årstiden. Arbejd ind til huden, og tjek bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor filtrede områder let kan gemme sig. Mærk samtidig efter knuder, ømhed og hudforandringer.

Læg længere sommeraktiviteter på køligere tidspunkter, sørg for skygge og vand, og lad hunden hvile, hvis den ikke kommer sig som normalt. Efterlad aldrig hunden i en varm bil, heller ikke i skyggen eller med et vindue på klem.

## Temperament og personlighed

En racetypisk berner sennenhund skal være tryg, godmodig og samarbejdsvillig, ikke bange eller aggressiv. Standarden beskriver også en opmærksom og vagtsom hund, som er hengiven over for familien og venlig over for fremmede. Det er et mål for avl og temperament, ikke en garanti for enhver hvalp eller enhver situation.

Racen er ofte social og samarbejdsvillig, men en livlig unghund af denne størrelse kan vælte et barn, trække en voksen omkuld eller mase sig ind på en gæst uden at have aggressive hensigter. Træn derfor tidligt, at alle fire poter bliver på gulvet, at hilse roligt, at gå i løs line og at lægge sig på en fast plads.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Giv den rolige erfaringer med mennesker, hunde, trafik, underlag, håndtering og forskellige miljøer, og lad den have mulighed for at betragte tingene på afstand. Gentagen frygt skal tages alvorligt og ikke bortforklares med, at racen er “blød”.

Berner sennenhund kan trives med børn og andre dyr, men den enkelte hund og introduktionen er afgørende. Børn må ikke klatre på hunden eller forstyrre den, når den sover. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og en voksen skal altid være til stede, når små børn og hunde er sammen.

## Træning og motion

En voksen berner sennenhund har brug for tilstrækkelig motion og meningsfuld aktivitet hver dag, men der findes ikke et fast antal minutter, som passer til alle. Tilpas mængden efter alder, huld, helbred, kondition, underlag og temperatur. Gåture med tid til at snuse, hverdagstræning, søgeøvelser og leg giver en bedre hverdag end blot at forsøge at trætte hunden.

For hvalpe og unghunde skelner Svenska Kennelklubben mellem naturlig bevægelse og målrettet motion. Lad hunden bevæge sig i sit eget tempo og hvile efter behov. Planlagte løbeture, gentagne spring og tungt trækarbejde må vente, til hunden er fysisk moden. Stol ikke på en enkel femminuttersregel; tilpas i stedet aktiviteten efter hundens bevægelser, træthed og restitution.

Korte, tydelige og belønningsbaserede træningspas fungerer godt. Prioritér færdigheder, som bliver svære at lære, når hunden først er fuldvoksen:

- at følge en løs line og vende sammen med føreren
- at hilse uden at springe op eller læne hele sin vægt mod nogen
- indkald og kontakt trods forstyrrelser
- at vente ved døre og gå roligt ind og ud af bilen
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og pels

Racens baggrund kan bruges i næsearbejde, lydighed, rallylydighed, kløvning eller raceklubbens træk- og arbejdsprøver. Træk med last kræver det rette udstyr, gradvis optræning og en fysisk moden, rask hund.

## Sundhed

Sundhed og levealder skal veje tungt, når man vælger berner sennenhund. Den gældende svenske avlsstrategi beskriver kræftsygdomme som racens største helbredsproblem og viser, at den lave levealder fortsat er en udfordring. Alligevel kan ingen love, hvor mange år den enkelte hund vil leve.

I de svenske forsikringsdata om dødsfald fra 2016–2021, som avlsstrategien henviser til, var medianalderen 5,5 år. I en schweizisk undersøgelse af klubregistrerede hunde født i 2001–2002 var medianoverlevelsen 8,4 år. Population, periode og metode er forskellige, så tallene er ikke samme type prognose. De viser, hvorfor helbred og levealder hos nære slægtninge er mere nyttige end ét generelt aldersinterval.

Kræft var årsag til mere end halvdelen af dødsfaldene i både en schweizisk og en nederlandsk undersøgelse. Histiocytært sarkom er den kræftform, som racens sundhedsindsats især retter sig mod. HS-testen placerer hunde i grupper med lavere, gennemsnitlig eller højere genetisk risiko sammenlignet med racen. Det er ikke en diagnostisk test: En hund med lavere risiko kan blive syg, mens en hund med højere risiko kan forblive rask.

HSIMS vurderer risikoen ved en planlagt kombination ud fra forældrenes HS-resultater. Værktøjet skal ses i sammenhæng med levealder, øvrigt helbred, slægtskab og funktion. Hvis der ensidigt avles efter den laveste risiko, mindskes den genetiske variation. HS-test anbefales i den svenske avlsstrategi, men er ikke et krav for registrering hos Svenska Kennelklubben. Svenska Sennenhundklubbens hvalpeformidling har derimod siden 2025 krævet, at begge forældre er testet.

Begge forældre skal have officiel HD- og AD-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben. Hunde med HD-grad D eller E og AD-grad 2 eller 3 må ikke bruges. Avlsstrategien anbefaler desuden AD-frie forældre, og at deres gennemsnitlige HD- og AD-indeks er over 100. Indeks 100 svarer til racens gennemsnit og inddrager oplysninger om slægtninge. Indekser og resultaterne fra røntgenundersøgte kuldsøskende fortæller derfor mere end et enkelt resultat.

Renal dysplasi, RD, er en alvorlig forstyrrelse i nyrernes udvikling, som hovedsageligt rammer unge hunde. Bekræftede tilfælde registreres centralt, og en sikker diagnose kræver undersøgelse af nyrevæv. Familiær nefropati er en anden dokumenteret nyresygdom, som oftere rammer unge voksne hunde. Der findes ingen enkel DNA-test, som kan vise, at en kombination er fri for de arveanlæg, der ligger bag disse sygdomme.

Bed opdrætteren om at vise og forklare:

- forældrenes officielle hofte- og albueresultater og kombinationens aktuelle indekser
- hvor mange kuldsøskende og tidligere afkom der er røntgenundersøgt, og deres resultater
- HS-resultater, og hvordan HSIMS og genetisk variation er indgået i vurderingen
- nyresygdomme, kræftdiagnoser, levealder og bekræftede dødsårsager hos forældre, søskende og ældre slægtninge

## Historie og oprindelse

Berner sennenhund har sin dokumenterede baggrund som gårdhund i alpeområdet omkring Bern i Schweiz. Den vogtede gårde, trak læs og hjalp med kvæg. Hundene blev kaldt Dürrbächler efter kroen Dürrbach ved Riggisberg, hvor den langhårede, trefarvede type var almindelig.

Dürrbächler-hunde blev vist på hundeudstillinger i 1902, 1904 og 1907. I november 1907 stiftede opdrættere omkring Burgdorf Schweizerischen Dürrbach-Klub for at renavle hundene og definere racens kendetegn. Navnet berner sennenhund blev senere etableret i tilknytning til de andre schweiziske sennenhunderacer.

Påstanden om, at racen nedstammer fra romerske mastiffer, gentages ofte, men den er ikke en del af den sikkert dokumenterede historie. Den pålidelige kerne er den lokale gårdhund omkring Bern, arbejdet med at vogte, trække og håndtere kvæg samt den organiserede udvikling af racen i begyndelsen af 1900-tallet.

## At leve med racen

Berner sennenhund kræver praktisk plads i hverdagen, ikke kun gulvplads. Det kan fungere at bo i lejlighed, men tjek trapper, elevator, glatte gulve, adgang til gode områder til de daglige ture og muligheden for at transportere en syg hund. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture og fælles aktiviteter.

Planlæg plads til en stor hundeseng, en bil og en sele, der kan rumme hunden, foder, forsikring og et sted, hvor en våd pels kan tørre. Læg skridsikre underlag, hvor der er brug for dem. Det er bedre at løse den slags praktiske forhold, mens hunden er ung, end når den har smerter.

Alenetid skal trænes efter den enkelte hund. Begynd med meget korte adskillelser, mens hunden er tryg, og øg først tiden, når den kan lægge sig og falde til ro. Vedvarende piben, vandren, stakåndethed eller kradsen viser, at skridtet var for stort. Racens hengivenhed beviser ikke, at hunden får separationsproblemer, men den er heller ingen garanti for, at den kan klare en hel arbejdsdag alene.

Introducér hund og kat gradvist. Hold dem adskilt i begyndelsen, lad dem vænne sig til hinandens duft, giv katten et hundefrit sted, og sørg for, at hunden ikke jager. Korte møder gennem et gitter eller med hunden i line kan derefter forlænges, når begge dyr er afslappede. Det samme rolige princip gælder møder med andre hunde. Størrelsen gør tidlig kontrol i line ekstra vigtig.

En god opdrætter kan fortælle om både styrker og problemer i slægten og viser dokumentation, ikke blot navnene på tests. Vælg en kombination, hvor helbred, temperament, funktion og genetisk variation er vurderet samlet. Åbenhed om syge og afdøde slægtninge er mindst lige så værdifuld som gode resultater hos forældrene.

Berner sennenhund

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norsk Kennel Klub (Norway)

Deutscher Club für Berner Sennenhunde e.V. (Germany)

Société Centrale Canine (France)

Stor schweizisk gårdhund med kraftig, velafbalanceret krop og tyk trefarvet pels. Kærlig, menneskeorienteret og som regel mild over for børn. Har brug for moderat daglig motion, køligt klima, regelmæssig pelspleje samt venlig, konsekvent træning. Sundhedstjek er afgørende på grund af ledproblemer og kræft.

Lackarebäckens

## Kort fortalt

Tax er en tysk jagthund i FCI-gruppe 4, udviklet til arbejde både under og over jorden. Racen findes i ni varianter: standard, dværg og kanin kombineret med korthåret, langhåret eller ruhåret pels. Det er derfor klogere at vælge tax efter størrelse, hårlag, opdrætterens avlsmål og hundenes faktiske egenskaber end efter racenavnet alene.

- **Anvendelse:** gravjagt, drevjagt, eftersøgning og selskab.
- **Arbejdsmåde:** udholdende, selvstændig og meget orienteret mod at bruge næsen.
- **Størrelse:** afgøres af brystomfanget, ikke af skulderhøjde eller en generel vægtangivelse.
- **Pels:** korthåret, langhåret eller ruhåret med tydeligt forskellige plejebehov.
- **Vigtigt sundhedsområde:** degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps, ofte samlet under betegnelsen IVDD.
- **Passer bedst til:** den, der ønsker en lavbenet jagthund med stor arbejdslyst og kan tilbyde både daglig motion, næsearbejde og konsekvent træning.

Den endelige størrelsesvariant fastlægges først, når hunden er mindst 15 måneder. Forældrene giver et rimeligt fingerpeg, men hvalpens endelige variant kan ikke loves før målingen.

## Udseende og pels

Taxen skal være lav og langstrakt, men samtidig kompakt, muskuløs og bevægelig. Kroppen er bygget til at kunne arbejde smidigt på begrænset plads, ikke til at være ekstremt lang eller tung. Racestandarden angiver omtrent en tredjedel af mankehøjden som frihøjde over jorden og et forhold mellem mankehøjde og kropslængde på cirka 1:1,7–1,8.

Brystomfanget måles efter 15-månedersalderen fra mankens højeste punkt til brystkassens laveste punkt. De gældende intervaller er:

- **Standardtax:** hanner mere end 37, men højst 47 cm; tæver mere end 35, men højst 45 cm.
- **Dværgtax:** hanner mere end 32, men højst 37 cm; tæver mere end 30, men højst 35 cm.
- **Kanintax:** hanner 27–32 cm; tæver 25–30 cm.

De tre hårlag er mere end en forskel i udseende. Korthåret tax har en kort, tæt og glat pels, der ligger tæt til kroppen. Den kræver normalt begrænset, regelmæssig pleje, men bør alligevel ses efter efter ture i terrænet. Langhåret tax har underuld og længere faner, som bør redes dér, hvor der let dannes filtre, især bag ørerne og på ben, bug og hale. Ruhåret tax har dækhår, underuld, skæg og markerede øjenbryn. En korrekt ru pels trimmes efter behov; klipning giver ikke den samme pelsstruktur.

Godkendte farver og mønstre afhænger delvist af hårlaget. Rød, sort eller brun med tantegninger, merle og brindle indgår i standarden, mens vildtfarver er typiske for ruhår. Pelsfarve er ikke en genvej til temperament eller jagtlyst, men visse farvekombinationer har betydning for sundheden. Bed opdrætteren forklare både den registrerede farvebetegnelse og arvegangen, hvis hvalpen er merle.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for tax er venligt og afbalanceret uden frygt eller aggression, men også energisk, udholdende og selvsikkert. Selvstændigheden kommer fra arbejde, hvor hunden skal træffe beslutninger på afstand af føreren. I hverdagen kan den samme egenskab vise sig ved, at taxen undersøger, om en regel virkelig gælder hver gang.

Jagtlyst, socialitet, tendens til at give lyd, legelyst og evne til at falde til ro varierer mellem individer og familielinjer. Den svenske analyse af Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH, tegner et billede af mange trygge taxer, men omfatter mindre end én procent af den undersøgte svenskfødte bestand. Den kan derfor ikke bruges som et løfte om en bestemt hvalps personlighed. Påstande om, at et bestemt hårlag altid er roligere, lettere at træne eller mindre interesseret i jagt, er også for brede.

Spørg i stedet, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer hjemme, ved besøg, på tur og i nye miljøer. For en jagttax er prøveresultater og praktisk brug relevant; for en selskabshund er det lige så vigtigt at få konkrete eksempler på, hvordan hundene falder til ro efter aktivitet, hvor meget de gør, og hvordan de fungerer ved håndtering. En seriøs opdrætter bør kunne beskrive både styrker og det, der kræver arbejde.

## Træning og motion

En tax har brug for daglig fysisk aktivitet og meningsfuldt næsearbejde, men ét fast antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, underlag, størrelsesvariant, sundhed og den måde, hunden arbejder på, afgør belastningen. En voksen, rask tax kan være en udholdende tur- og friluftshund, mens en hvalp skal opbygge styrke og koordination gradvist, og en hund med rygsymptomer har brug for en plan fra dyrlægen.

Spor, søgeøvelser, personspor og omhyggeligt placerede godbidssøg lader taxen bruge sin største ressource: næsen. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden virkelig værdsætter, fungerer ofte bedre end gentagelser uden et klart mål. Træn tidligt indkald, stop, at følge føreren og evnen til at afbryde et duftspor. Jagtlyst forsvinder ikke gennem lydighed, så en lang line og gennemtænkte valg af miljø er vigtige, når indkaldet ikke er sikkert. I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt uden for jagt, og fra 1. marts til 20. august kræves der særlig kontrol dér, hvor der kan være vildt.

At tage hensyn til ryggen betyder ikke, at en rask tax skal leve stillesiddende. Der er ikke belæg for, at et totalforbud mod alle trapper eller hop op og ned fra møbler i sig selv forebygger IVDD. Opbyg i stedet en god grundkondition, hold hunden i normalt huld, mindsk risikoen for at glide i hjemmet, og undgå ukontrollerede høje hop eller sammenstød. Tilpas hjælp på trapper og ved løft efter hundens alder, størrelse og sundhed.

## Sundhed

Degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps er taxens vigtigste racespecifikke sundhedsproblem. IVDD betyder, at skiverne mellem ryghvirvlerne forandres og i nogle tilfælde trykker mod nerver eller rygmarven. Søg hurtigt dyrlæge, hvis taxen pludselig får tydelige ryg- eller nakkesmerter, krummer ryggen, nægter at bevæge sig, går usikkert, mister kraft i benene eller får svært ved at kontrollere urin og afføring. Vent ikke på, at svage neurologiske tegn går over af sig selv.

SKK's officielle rygscreening af tax med røntgen tæller forkalkede skiver. Undersøgelsen foretages fra toårsdagen til dagen før fireårsdagen, og resultatet angives som K0, K1–K2, K3–K4 eller K5–K26. K0 betyder, at der ikke er fundet forkalkninger, mens et højere K-tal betyder flere helt eller delvist forkalkede skiver. Resultatet er et grundlag for avl og risikovurdering, ikke en garanti for, at hunden aldrig får eller med sikkerhed vil få kliniske problemer. Oplysninger om diskusprolaps hos forældre, søskende og tidligere afkom er derfor også vigtige.

Rygscreening og øjenlysning er frivillige for tax i Sverige. Svenska Taxklubbens racespecifikke avlsstrategi anbefaler alligevel, at ryg- og familiehistorik indgår i vurderingen, og at avlshunde øjenlyses før avlsdebut og senere i livet. PRA forekommer i racen. De gældende registreringsbestemmelser for tax regulerer blandt andet variant, hårlag, farve og endelig størrelsesmåling, men angiver ikke ryg- eller øjenundersøgelse som obligatoriske vilkår for registrering. En køber bør derfor bede om de faktiske resultater i stedet for at nøjes med udtrykket »sundhedstestede forældre«.

Følg også hundens huld: en talje skal kunne ses, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Når merle indgår i en kombination, bør opdrætteren kunne redegøre for farveanlæggene. To merleanlæg kan give dobbelt merle, som hos hunde er forbundet med øget risiko for høre- og øjenproblemer.

## Historie og oprindelse

Taxen blev udviklet i Tyskland fra lavbenede jagthunde til arbejde under jorden. Sådanne hunde har været kendt siden middelalderen, mens den organiserede avl fik tydeligere form i 1800-tallet. Den tyske taxklub blev grundlagt i 1888, og avlen kom til at omfatte de tre størrelser og tre hårlag, som udgør nutidens ni varianter.

Racens lave form, kraftige forpart, udholdenhed og selvstændighed har en praktisk forklaring. Taxen skulle kunne følge vildt under jorden, men også arbejde som drivende eller stødende hund og hjælpe ved eftersøgning. I Sverige blev den især vigtig som langsomt drivende hund, da rådyrbestanden voksede i 1940'erne. Svenska Taxklubben blev grundlagt allerede i 1901.

Det historiske anvendelsesområde kan stadig mærkes i hverdagen. En tax, der aldrig skal på jagt, har alligevel brug for at få afløb for næsearbejde, problemløsning og bevægelse. Det er også derfor, en køber bør spørge, hvad opdrætteren faktisk prioriterer: gravjagt, drivende jagt, eftersøgning, udstilling eller først og fremmest selskab.

## At leve med racen

En tax kan trives i en lejlighed, hvis den får tilstrækkelig tid ude, aktivitet og træning i at håndtere lyde i opgangen og uden for døren. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Planlæg flere lufteture, mulighed for at snuse i roligt tempo og et sted, hvor hunden kan hvile uforstyrret. Alenetid skal læres gradvist; afbryd og gør øvelsen lettere, hvis hunden viser uro. Jordbruksverkets råd om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om luftning, ikke om hvor længe den enkelte tax bør være alene.

En tax kan blive en god familiehund med børn, men små børn og hunde skal altid have en voksen til stede. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Små børn bør ikke bære taxen; en lille hund kan let blive tabt, og ryg og bagpart skal støttes ordentligt ved løft. Hunden skal altid have et trygt, uforstyrret hvilested.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidligere erfaringer og jagtlyst. Lad introduktionen foregå roligt, brug en barriere, og giv begge dyr hver sit sikre område. En tax med stærk jagtlyst bliver ikke nødvendigvis pålidelig sammen med kanin, marsvin eller kat, blot fordi møder trænes. Sikker fysisk adskillelse kan være den rigtige langsigtede løsning.

Før et køb bør du bede om konkrete svar på følgende:

- Hvilken størrelse og hvilket hårlag forventes hvalpen at få, og hvor sikkert kan det vurderes?
- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de og nære slægtninge i hverdagen?
- Findes der et officielt K-resultat og oplysninger om kliniske rygproblemer hos forældre, søskende eller tidligere afkom?
- Hvornår blev forældrene sidst øjenlyst, og hvad viser resultatet?
- Hvilke BPH-, jagt- eller udstillingsresultater er registreret og relevante for netop dette kuld?
- Hvordan er hvalpene blevet vant til håndtering, hverdagslyde, mennesker og korte stunder uden deres kuldsøskende?

Det bedste match er ikke automatisk den mindste hvalp, den roligste under besøget eller den farve, du først lægger mærke til. Vælg den kombination, hvor opdrætterens mål, hundenes dokumenterede sundhed og temperament samt din egen hverdag peger i samme retning.

UK Dachshund Club

British Veterinary Association

FCI - Fédération Cynologique Internationale

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Tax: modig, langstrakt og kortbenet jagthund, oprindeligt avlet til grævling og kanin. Findes med glat, lang og ruhåret pels, i normal- og dværgstørrelse. Loyal, sikker i sporet, selvstændig og ofte gøende. Har brug for regelmæssig, men skånsom motion og vægtkontrol for at skåne ryggen.

Liten uppfödning av långhårig normalstor tax. Prioritering av aktivering och meritering av hundarna och framför allt bra mentalitet. Våra hundar är familjehundar som är med oss överallt. Vi är också mkt. intresserade av att arbeta för en bättre rygghälsa hos våra taxar.

Karlia’s kennel

Tysk jagtterrier

Verein für Deutsche Jagdterrier e.V.

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Tysk jagtterrier er en kompakt, atletisk arbejdsterrier, som er avlet i Tyskland til krævende jagt. Den er meget driftstærk, frygtløs og loyal og har brug for intensiv daglig motion, konsekvent belønningsbaseret træning og en erfaren fører. Pelsen er vejrbestandig, fælder moderat, og racen egner sig bedst til aktive hjem med jagt eller hundesport.

Björkforsens

## Kort fortalt

Flatcoated retriever er en anerkendt britisk apporterende fuglehund i FCI-gruppe 8. Racen er avlet til at søge efter og hente nedlagt vildt på land og i vand, så samarbejde, apporteringslyst og evnen til at arbejde i varieret terræn er centrale egenskaber – også hos hunde, der primært lever som familiehunde.

- Den ønskede skulderhøjde er 58–61 cm for hanner og 56–58 cm for tæver.
- Den ønskede vægt i god kondition er 27–36 kg for hanner og 25–32 kg for tæver. Målene beskriver racestandardens ideal, ikke hvad enhver voksen hund vil veje eller måle.
- De godkendte farver er sort og leverbrun.
- Raceidealet er en positiv, venlig, vågen og lydhør hund. Energi, intensitet og evnen til at falde til ro varierer mellem individer og familier.
- En Flatcoated retriever har hver dag brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde. Lange gåture alene erstatter ikke meningsfulde opgaver.
- Tumorsygdomme er et vigtigt sundhedsproblem i racen. Ingen enkelt test kan vise, at en hvalp eller avlslinje er fri for fremtidig kræftrisiko.

## Udseende og pels

Flatcoated retriever skal være stærk uden at blive tung og spændstig uden at virke spinkel. Funktionel balance er vigtigere end kraftig knoglebygning, overdreven pels eller høj kropsvægt. Bevægelserne skal være frie, flydende og regelmæssige set forfra og bagfra.

Hovedet er langt og velformet med et fladt, moderat bredt kranium og kun et let stop. Kæberne skal være lange og stærke nok til apporteringsarbejdet. Kroppen har en dyb, forholdsvis bred brystkasse og et kort, kraftigt lændeparti. Halen bæres muntert, men ikke højt over ryglinjen.

Pelsen er tæt, fin til middelkraftig og så flad som muligt. Ben og hale har tydeligt behæng, når hunden er fuldt udviklet. Kun sort og leverbrun indgår i standarden; gul forekommer, men er ikke en godkendt udstillingsfarve.

Pelsplejen bør følge hundens faktiske pels og hverdag, ikke en fast kalender. Red pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i behænget. Efter badning eller arbejde i vand og tæt terræn skal hunden tørres og gennemgås for filtre, hudirritation, frø, små sår og beskadigede trædepuder. Ørerne skal holdes tørre og kontrolleres ved lugt, rødme eller kløe. Trimning kan holde poter og behæng funktionelle, men pelsen bør ikke formes til en tung eller overdreven silhuet.

## Temperament og personlighed

Flatcoated retriever skal være tillidsvækkende, positiv, venlig, vågen og lydhør, men racestandarden er et avlsmål – ikke en garanti for hvert individ. En hvalpekøber bør derfor vurdere forældrene, voksne slægtninge og hvordan opdrætteren følger hundenes adfærd i hverdagen, i stedet for blot at godtage, at racen beskrives som glad.

I Svenska Kennelklubbens BPH-analyse af 209 svenskfødte hunde blev racen overordnet opfattet som tryg, energisk, nysgerrig, legesyg og social. Den samme analyse understreger variationen i racen og påpeger, at stor nysgerrighed og hurtige reaktioner også kan hænge sammen med vanskeligheder ved at falde til ro. Materialet beskriver de deltagende hunde og er ikke en facitliste for en hvalp. Se derfor efter både arbejdslyst og evnen til at falde til ro igen: Kan de voksne hunde hilse uden at miste al selvkontrol, håndteres roligt og hvile, når der ikke sker noget?

Racen er ofte social, men egnethed med børn, hunde eller katte må aldrig antages ud fra racenavnet. En stærk og begejstret hund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til hunde og katte bør ske gradvist. Tidligere erfaring, lyst til at jage og evnen til at afbryde på signal betyder mere end en generel beskrivelse af racen.

## Træning og motion

Flatcoated retriever har brug for at anvende både krop og hoved hver dag, men der findes ingen seriøs universel kvote i minutter eller timer. Det rette niveau afhænger af alder, helbred, kondition, aktivitetens intensitet og hvor godt hunden falder til ro bagefter. En god dag rummer en blanding af bevægelse, næsearbejde, apportering, samarbejde og uforstyrret hvile.

Apportering og søg giver ofte mere end blot at forlænge gåturen. Dummyer, enkle markeringsapporteringer, nærsøg, spor, jagttræning eller den svenske Funktionsbeskrivning Retriever kan give afløb for de egenskaber, racen er avlet til. Jagtprøver og praktisk jagt passer til den, der vil udvikle arbejdet videre, men enhver ejer kan skabe hverdagsopgaver, hvor hunden får lov til at søge, bære, aflevere og vente på et signal.

Belønningsbaseret og gradvis træning passer til en hurtig og samarbejdsvillig retriever. Prioritér tidligt:

- kontakt og at gå pænt i snor, før hunden bliver fuldvoksen og stærk;
- indkald og stopsignal, også når noget bevæger sig eller dufter spændende;
- rolige hilsener med alle fire poter på jorden;
- at bære og aflevere genstande uden konflikt;
- ro, passivitet og evnen til at geare ned efter aktivitet;
- frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels.

Vandarbejde kan være et godt afløb, men interesse for vand er ikke det samme som at kunne svømme. Begynd på lavt vand, vis hunden en sikker vej op, undgå strømmende eller meget koldt vand, og lad aldrig hunden være uden opsyn. Hunde i vækst har brug for varieret belastning, der opbygges gradvist; gentagne bratte stop, høje spring og ensidig boldkastning er ikke en genvej til god kondition.

## Sundhed

Tumorsygdomme er det vigtigste racespecifikke sundhedsområde, en hvalpekøber skal forstå. Svenska Kennelklubben og raceklubben beskriver en overrepræsentation af flere tumorformer, og Flatcoated retriever har blandt andet en dokumenteret disposition for histiocytært sarkom. Det betyder ikke, at enhver hund bliver syg, men risikoen kan ikke afvises med en DNA-test, en normal dyrlægeattest eller unge, raske forældre.

Bed om alder og dødsårsag for forældre, bedsteforældre, hel- og halvsøskende samt hunde fra tidligere kuld. Spørg, hvilke diagnoser der faktisk er bekræftet af en dyrlæge, og hvordan opdrætteren bruger oplysninger om ældre slægtninge. Hos din egen hund bør en ny eller voksende knude, vedvarende halthed, uforklarligt vægttab eller en tydelig ændring i appetit og energi vurderes af en dyrlæge. Sådanne tegn kan have mange årsager og bør ikke selvdiagnosticeres som kræft.

For afkom, der skal registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring. Kendt status betyder, at der findes et resultat – ikke automatisk at hofterne er graderet A eller B. Kontrollér derfor selve graden og resultaterne hos nære slægtninge. Albuerøntgen er en vigtig kontrol, som raceklubben gerne vil se hos flere hunde, men den er ikke et særskilt krav for at registrere hvalpe efter reglerne fra 2026.

Øjenundersøgelse er heller ikke et formelt krav fra Svenska Kennelklubben for racen. Den aktuelle anbefaling fra den svenske Flatcoated Retrieverklub er, at avlshunde har en øjenattest, som højst er to år gammel ved parring. Klubben anbefaler også gonioskopi, når det er muligt, og at en kendt grad af pektinatligamentdysplasi, PLD, ikke fordobles i en kombination. Bed om at se dato, diagnoser og hele resultatet – ordet "øjentestet" er ikke nok.

Renal dysplasi, RD, forekommer i få, men alvorlige tilfælde. Der findes ingen valideret DNA-test for RD hos Flatcoated retriever, så et kommercielt testresultat bør ikke bruges som bevis for, at en hund eller kombination er fri. En kendt diagnose hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed er mere relevant.

## Historie og oprindelse

Flatcoated retriever blev udviklet i Storbritannien som en apporterende fuglehund til arbejde efter skuddet. Opgaven var at søge efter og hente nedlagt fugle- og småvildt på land og i vand, hvilket forklarer racens kombination af næsearbejde, samarbejdsvilje, bæring og udholdende bevægelse.

FCI anerkendte racen endeligt i 1954 og placerer den blandt retrieverne med arbejdsprøve. Flatcoated retriever kom til Sverige i 1960'erne. De præcise fortællinger om, hvilke hundetyper der blev krydset på hvert trin af udviklingen, varierer mellem historiske kilder. Det sikre og praktisk vigtige er, at nutidens race stadig skal fungere som apportør og ikke blot have et retrieverlignende udseende.

## At leve med racen

Flatcoated retriever passer bedst til en, der vil leve med en aktiv arbejdende retriever og samtidig har tænkt sig at træne ro. Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Størrelse, fart og meget ivrige hilsener kræver planlægning, og behovet for samarbejde varer hele livet.

Lejlighed kan fungere, hvis det er nemt at komme ud, hunden får meningsfuld aktivitet, og man træner lyde, hilsener i fællesarealer og hvile. En have erstatter ikke gåture eller fælles arbejde. Alenetid skal opbygges gradvist fra korte, trygge stunder; en lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Hvis arbejdsdagen jævnligt indebærer langt fravær, skal en velfungerende plan for selskab og luftning være på plads før købet.

Før du vælger en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de under aktivitet, håndtering og hvile?
- Hvilken officiel HD-grad har hver forælder, og findes der albueresultater og ledhistorik hos nære slægtninge?
- Hvornår blev den seneste øjenundersøgelse foretaget, hvad viste hele attesten, og findes der resultater fra gonioskopi?
- Hvor gamle blev nære slægtninge, hvad døde de af, og hvilke tumordiagnoser eller RD-tilfælde er kendt?
- Hvordan følger opdrætteren sundhed, temperament og arbejdsevne i tidligere kuld over tid?

Det rette hjem får en arbejdsivrig, social og alsidig hund. Et dårligt match opstår ofte, når det venlige raceideal tolkes som, at hunden af sig selv kan klare børn, andre dyr, lange dage alene og et liv uden reelle opgaver.

Flatcoated retriever

The Flatcoated Retriever Society of Great Britain

The Swedish Kennel Club (Svenska Kennelklubben)

The Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

The Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

The Kennel Club (United Kingdom)

Flatcoated retriever er en middelstor til stor, atletisk apporterende jagthund med glat, sort eller leverfarvet pels og et venligt, hvalpeagtigt væsen. Den er energisk, meget menneskeorienteret og meget lærenem og har brug for masser af motion, positiv træning, et tæt familieliv og opmærksom pleje af helbredet.

Liten uppfödning av Flatcoated Retriever som ska fungera lika bra i hemmet som på träning och utställning

High Magic

## Kort fortalt

Pomeranian er den mindste størrelsesvariant af tysk spids: en meget lille, men livlig selskabshund med tæt dobbeltpels, stor årvågenhed og ofte let til gøen. Den passer bedst til den, der vil træne og aktivere en rigtig hund i lille format, ikke til den, der hovedsageligt ønsker en hund, som skal bæres.

- **Race og oprindelse:** tysk spids, pomeranian/zwergspitz, med oprindelse i Tyskland og senere videreudvikling i England
- **Størrelse:** normalt 18–23 cm i skulderhøjde og omkring 2–3 kg; racestandarden angiver 21 cm med tilladt variation og siger, at vægten skal passe til hundens størrelse
- **Forventet levetid:** cirka 12–16 år er en vejledning, ikke et løfte for den enkelte hund
- **Temperament:** ofte opmærksom, glad, hengiven og lærenem, men individ, opvækst og hverdag har stor betydning
- **Aktivering:** daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas med tid til ro og restitution
- **Pelspleje:** en grundig gennemgang cirka hver anden uge og oftere i fældeperioder
- **Vær opmærksom på:** gøen, tandpleje, patellastatus og sikker håndtering omkring små børn og betydeligt større hunde

“Teacup Pomeranian” og “mini Pomeranian” er ikke selvstændige, anerkendte størrelsesvarianter. Det er markedsføringsord, som ikke giver en sikrere prognose for voksenstørrelse, sundhed eller temperament. Den officielle variant hedder Pomeranian eller Zwergspitz. Vurder derfor forældrene, voksne slægtninge, sundhedsoplysninger og opdrætterens avlsmål i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

## Udseende og pels

Pomeranian er kompakt og kvadratisk bygget med et lille, spidst hoved, små opretstående ører og en fyldig hale, der bæres højt over ryggen. Den store pels giver hunden en rundere silhuet end kroppen under pelsen.

Racen har dobbeltpels. Dækhårene skal være lange, lige og stå ud fra kroppen, mens underulden er kort, tæt og blød. Pelsen danner en tydelig krave omkring halsen, bukser på bagbenene og en busket hale. Standarden beskriver en naturlig pels, som ikke skal se formklippet ud. Anerkendte farver omfatter blandt andet hvid, sort, brun, orange og gråschatteret samt flere andre definerede farver og kombinationer.

En grundig gennemgang cirka hver anden uge er et godt udgangspunkt ifølge Svenska Kennelklubben, men mange hunde har brug for hyppigere børstning, når de fælder. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden i stedet for blot at glatte overfladen. Øg plejen, så snart små filtringer begynder at dannes. Hyppigheden skal følge hundens pels, årstiden og hverdagen; én fast plan passer ikke til alle individer.

Pelsens kvalitet er vigtigere end størst mulig fylde. En korrekt dobbeltpels indeholder både dækhår og underuld. Meget underuld kombineret med manglende dækhår er et kendt problem i racen og kan gøre pelsen vanskelig at pleje. Når du møder en opdrætter, er det derfor nyttigt at se voksne hunde og ikke kun hvalpens bløde hvalpepels.

## Temperament og personlighed

Pomeranian er ofte opmærksom, livlig og stærkt knyttet til sine mennesker. Racestandarden beskriver en glad, hengiven og lærenem hund uden udpræget jagtlyst, men det er et avlsideal og ingen garanti for, hvordan hvert individ fungerer med fremmede, børn eller andre dyr.

Spidshundens årvågenhed gør, at den hurtigt kan reagere på lyde, bevægelse uden for vinduet eller nogen, der kommer til døren. Gøen har baggrund i racens rolle som vagthund. Målet behøver derfor ikke være en hund, der aldrig siger til, men en hund, som kan stoppe, søge støtte hos sin fører og falde til ro igen. Begræns muligheden for at øve lange perioder med gøen, beløn pauser og træn en rolig rutine i situationer, der plejer at udløse gøen.

Socialisering er værdifuld, men lover ikke et bestemt temperament. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og stabile hunde i et tempo, hvor den stadig kan tænke, søge kontakt og komme sig. Mere eksponering er ikke nødvendigvis bedre, hvis hunden bliver overvældet.

En BPH-adfærdsbeskrivelse kan vise, hvordan den beskrevne hund reagerede i standardiserede øvelser, men resultatet er ikke bestået eller ikke bestået og forudsiger ikke alt. Datagrundlaget for Pomeranian er desuden begrænset. Se et eventuelt BPH-resultat sammen med forældrenes adfærd i hverdagen og det, opdrætteren kan fortælle om voksne slægtninge.

## Træning og motion

Pomeranian har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et universelt antal minutter, som passer til alle hunde. En god hverdag kombinerer gåture i hundens tempo med næsearbejde, samarbejde, leg og uforstyrret hvile. Vurder balancen ud fra hundens huld, bevægelser, koncentration og evne til at falde til ro, ikke kun hvor langt den har gået.

Racen kan have glæde af nosework, rallylydighed og agility, når opgaverne og omgivelserne tilpasses hundens størrelse og erfaring. Kontaktøvelser, indkald, tricks og søg efter mad eller genstande giver også meningsfuld aktivering. Lad hundens engagement styre længden på træningspassene i stedet for en fast plan på fem eller ti minutter.

Belønningsbaseret træning hjælper hunden med at forstå, hvad der kan betale sig, uden at gøre den mere usikker. Prioritér dette tidligt:

- rolig håndtering af poter, mund og pels
- kontakt og indkald, selv når noget bevæger sig eller laver en lyd
- at kunne trække sig og hvile
- en indlært pause, efter at hunden har bemærket en lyd
- tryghed på forskellige underlag og under transport i hverdagen

Den lille krop kræver sikkerhed, ikke inaktivitet. Løft hunden, når situationen reelt indebærer en risiko, men lad den også gå, snuse og løse enkle opgaver selv. Forebyg fald fra møbler eller arme, og stop voldsom leg med betydeligt større hunde, før størrelsesforskellen bliver et problem.

## Sundhed

Ved køb af hvalp i Sverige er forældrenes registrerede patellastatus, oplysninger om tænder og bid samt information om pelsproblemer hos voksne slægtninge særligt nyttige. Identificerede hunde, registrerede resultater og åbne svar fortæller mere end en lang liste over mulige sygdomme.

Patellaluksation forekommer hos Pomeranian og andre små hunderacer. I Sverige er patellaundersøgelse ikke et obligatorisk sundhedsprogram for racen, men den svenske raceklub, Pomeranianklubben, anbefaler, at avlshunde undersøges. Klubben anbefaler, at hunde med grad 2 eller 3 ikke bruges i avl, og at grad 1 kun kombineres med grad 0. Det er en avlsanbefaling, ikke en garanti for hvalpens fremtidige sundhed.

Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og kontrollér resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser Hunddata eller Avelsdata. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og status for begge forældre. Formuleringen “forældrene er testet” er ikke nok, hvis identitet og resultat ikke kan spores.

Hårtab omtales nogle gange som “black skin disease”, BSD eller alopecia X. Racens gældende svenske avlsstrategi understreger, at BSD hverken er en sygdom i sig selv eller en videnskabelig diagnose, men en dagligdags samlebetegnelse for flere tilstande, der kan give pelstab. Uforklarligt hårtab kræver derfor en veterinærvurdering. Spørg, hvordan pelsen har udviklet sig hos forældrene og ældre slægtninge, men kræv ikke sikre løfter om arvelighed, når årsagerne er uklare.

Tænder, kæber og bid er også vigtige i racen. Væn hvalpen til at få undersøgt munden, og begynd tidligt med tandbørstning; tænderne bør helst børstes dagligt. Søg hjælp, hvis hunden har smerter, svært ved at spise, eller hvis biddet ser ud til at skade blødt væv i munden.

## Historie og oprindelse

Pomeranian har sin oprindelse i Tyskland og tilhører familien tysk spids. Zwergspitz betyder dværgspids, mens Pomeranian er det internationalt kendte navn på den samme officielle størrelsesvariant.

Racens moderne type blev videreudviklet i England. Her blev Pomeranian Club stiftet i 1891, og en tidlig racestandard blev udarbejdet. Den dokumenterede historie opsummeres derfor bedst som en tysk spidsbaggrund med vigtig videreudvikling i England, ikke som en sikker og ubrudt fortælling om én bestemt forhistorisk hundetype.

Racens tidligere rolle som vagthund er med til at forklare nutidens årvågenhed og tendens til at gø. I dag holdes Pomeranian først og fremmest som selskabshund, men den har bevaret spidshundens årvågenhed og nyder ofte opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og bruge næsen.

## At leve med racen

Pomeranian kan fungere med børn, andre dyr og i lejlighed, men kun når de voksne tilpasser omgivelserne til en meget lille, opmærksom hund. Hverken racenavnet eller tidlig socialisering gør samspillet automatisk sikkert.

Små børn og hunde skal altid have en voksen i nærheden. Barnet bør sidde ned under kontakten, lade hunden gå væk og aldrig bære den uden hjælp. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En Pomeranian er ikke et legetøj, og et fald fra nogens arme eller et højt møbel kan få alvorlige følger, selv om racen er livlig og robust i forhold til sin størrelse.

Med andre hunde er kontrollerede møder vigtigere end mange møder. Vælg rolige individer, træn rolig kontakt på afstand, og stop ulige fysisk leg. En kat bør introduceres gradvist, gerne først via duft og en barriere. Katten skal have sin egen flugtvej, og jagt må ikke blive en indlært adfærd. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt.

Det kan fungere at bo i lejlighed, når hunden får aktivitet udendørs og kan slappe af indendørs. Den afgørende udfordring er ofte lyd, ikke boligens størrelse. I en ejendom, hvor lyden let breder sig, skal ejeren forebygge vagtadfærd ved vinduer og døre, træne rolige rutiner og tage hensyn til naboerne.

Pomeranian beskrives ofte som stærkt knyttet til sine mennesker og bør gradvist lære at være alene. En hvalp kan ikke efterlades alene fra begyndelsen. Start med meget korte perioder i trygge omgivelser, og øg kun, mens hunden forbliver rolig. Hvis den begynder at gø vedvarende, gå uroligt omkring, kradse eller ikke kan falde til ro, er øvelsen blevet for svær og skal gøres lettere.

Før du køber hvalp, bør du kontrollere mere end farve og lovet voksenvægt:

- mød tæven og gerne andre voksne slægtninge
- spørg, hvordan de reagerer på lyde, fremmede, håndtering og hvile
- kontrollér begge forældres identitet og patellaresultat
- spørg om tænder, bid og vedvarende pelstab i familien
- bed opdrætteren forklare målet med kombinationen, og hvordan tidligere afkom har udviklet sig
- afvis salgsargumenter, der gør “teacup” eller “mini” til en sundhedsgaranti

Et godt match er en Pomeranian med et forventet temperament og plejebehov, der passer til din hverdag, fra en opdrætter, som viser dokumentation, kender sine voksne hunde og kan tale lige så åbent om variation og risici som om racens charme.

Pomeranian

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Deutscher Spitz Club (Germany)

Lille, rævelignende spidshund med fyldig, dobbelt pels i mange farver. Med en vægt på 2–3,5 kg er Pomeranians livlige, årvågne og meget menneskeorienterede selskabshunde, som også er gode vagthunde. De har brug for regelmæssig pelspleje, blid og positiv træning, daglige gåture, hjernetræning, tandpleje og beskyttelse af deres små led.

Irene Andersson

Ulvaskogens

## Kort fortalt

Basset Bleu de Gascogne er først og fremmest en drivende jagthund, ikke en selskabshund med lidt jagthistorie. Racen passer bedst til en ejer, som vil give den regelmæssigt næsearbejde og helst jagtlig anvendelse, og som kan håndtere en stærk trang til at følge spor og en stemme, der er skabt til at kunne høres.

- **Oprindelse og status:** Frankrig; FCI-race nummer 35 i gruppe 6, med arbejdsprøve.
- **Arbejde:** langsomt drev, først og fremmest på hare og kanin. Racen kan arbejde alene eller i flok i hjemlandet, men jager alene i Sverige, fordi jagt med en flok hunde er forbudt dér.
- **Størrelse:** 34–38 cm i skulderhøjde for både hanhunde og tæver. FCI-standarden angiver ingen vægt.
- **Temperament ifølge standarden:** aktiv, smidig, livlig, hengiven og glad, med en meget fin næse og en velklingende stemme under drevet.
- **Pels:** kort, tæt og lidt grov; sorte og hvide små prikker skaber det blåskimrende udtryk, med sorte pletter og tan-aftegninger.
- **Det vigtigste spørgsmål til ejeren:** vil du leve med og aktivere en selvstændig jagthund, også på dage hvor der ikke er planlagt jagt?

## Udseende og pels

Basset Bleu de Gascogne skal være lavbenet og kraftig uden at blive tung eller klodset. Racestandarden angiver forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde til cirka 5:8 og brystkassens dybde til cirka to tredjedele af skulderhøjden. Ryggen skal være lang, men godt støttet, brystkassen rummelig og bevægelserne afbalancerede og forholdsvis lette.

Skulderhøjden på 34–38 cm gælder begge køn. Der findes derimod ikke et officielt vægtinterval i FCI-standarden. Bedøm derfor ikke en voksen hund alene efter tallet på vægten; se på huld, proportioner, muskulatur og om hunden bevæger sig frit. Den svenske avlsstrategi peger på for stor skulderhøjde som et fortsat problem efter tidligere indkrydsning af større Bleu-racer.

Forbenene skal være stærke. En let drejning accepteres, men kraftig drejning er en diskvalificerende fejl. Se hunden forfra, både når den står og bevæger sig: poterne skal bære kroppen stabilt, albuerne skal ligge tæt, og gangen må ikke se smertefuld eller anstrengt ud. En lang og blød overlinje, håndled der knækker tydeligt fremad, eller klart ustabile forben stemmer ikke med den funktionelle standard.

De tynde ører er lavt ansatte, ruller indad og skal nå forbi næsespidsen. Halen bæres som en sabel og skal lige netop røre jorden i hvile. Pelsen er helt småprikket i sort og hvid, så helheden ser skiferblå ud, med større eller mindre sorte pletter. To sorte hovedpletter, en hvid blis og en lille oval sort plet midt på hovedet er almindeligt. Tan-aftegninger findes blandt andet over øjnene, på kinderne og benene og under halen.

Den korte pels er let at holde og bades efter behov. Kontrollér alligevel ører, poter og hud efter jagt eller arbejde i bevoksning. Sunde ører behøver normalt ikke rutinemæssig rensning; for hyppig rensning kan irritere. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller hovedrysten er grunde til at kontakte en dyrlæge og følge et individuelt råd om ørerens.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en glad og hengiven hund, som er livlig ude og kan samarbejde med andre hunde. Baggrunden som flokhund og den svenske racebeskrivelse taler for social evne med hunde, men det er ikke en garanti for hvert individ eller hvert møde. Se på, hvordan forældrene og nære slægtninge falder til ro efter overraskelser, tager kontakt og fungerer sammen med andre hunde.

Svenske BPH-resultater giver endnu ikke grundlag for at beskrive racens mentalitet sikkert. Da avlsstrategien fra 2024 blev skrevet, havde kun én Basset Bleu de Gascogne gennemført en BPH-adfærdsbeskrivelse med skud, mens Svenska Kennelklubben først udarbejder en detaljeret raceanalyse, når 200 hunde er beskrevet. Så lille et materiale kan ikke vise, at racen altid er rolig, ukompliceret, sikker med børn eller egnet til førstegangsejere.

Det stabile træk er jagtfunktionen: en meget fin næse, en stærk vilje til at følge spor og en stemme, der bærer langt. En fært kan konkurrere kraftigt med førerens signaler. Det kræver sikkerhedsrutiner og gennemtænkt træning, ikke at hunden afskrives som stædig. En kommende ejer skal også være fortrolig med stemmen under drevet og planlægge, hvordan lyd håndteres i hjemmet.

Med børn gælder den samme grundregel som for andre hunde: en voksen skal være til stede, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads. Racen kan fungere sammen med familiens andre hunde, men det rette match og introduktionen har betydning. Et sikkert samliv med kat kan ikke loves for en hund med stærk jagtlyst. Forebyg jagt fra første dag, giv katten hundefri tilflugtssteder, og lad kontakten udvikle sig i små, kontrollerede trin.

## Træning og motion

Basset Bleu de Gascogne har brug for at bruge både krop og næse, men der findes ingen fast tidsregel for racen. Tag udgangspunkt i jagt eller sporarbejde, varierede ture, restitution, huld og hvordan hunden bevæger sig dagen efter. En voksen hund, der kun får korte ture rundt om kvarteret, får ikke afløb for det arbejde, racen er udviklet til.

Belønningsbaseret træning gør det lettere at konkurrere med spændende færte. Træn kontakt, følgeskab, stop og indkald i enkle omgivelser først, og øg forstyrrelserne gradvist. Et godt indlært signal mindsker risikoen, men fjerner ikke jagtlysten. Brug derfor snor eller lang line, hvor et interessant spor kan føre hunden mod trafik, vildt eller jord, hvor den ikke må jage. Drevprøver og prøver i vildtspor kan give konkrete måder at vurdere og udvikle racens arbejdsevne på.

For hvalpen er fem minutter pr. levemåned ikke en videnskabelig grænse. Varieret bevægelse er nødvendig for motorik og muskulatur, samtidig med at tempo, underlag og dagsform skal styre belastningen. Øg aktiviteten gradvist, hold pause når hvalpen sænker farten, og pres den ikke gennem træthed eller gentagne hårde landinger og bratte vendinger. Små hvalpe kan lære at gå på trapper under roligt opsyn; trappen skal ikke blive et sted for ukontrollerede spurter.

## Sundhed

Den svenske bestand er for lille til sikre konklusioner om, hvor hyppige forskellige sygdomme er. Avlsstrategien fra 2024 siger både, at der kendes få racerelaterede problemer, og at nogle få forsikringssager kan påvirke tallene kraftigt. En liste over enkelte diagnoser må derfor ikke læses som racens sygdomsforekomst.

I forsikringsmaterialet for 2019–2023 optrådte blandt andet cherry eye, uspecificeret halthed, diskusdegeneration, ledsmerter og akut betændelse i det ydre øre. Nogle selskaber angav ikke antal, og flere diagnoser forekom kun én eller to gange. Oplysningerne giver grund til at spørge om øjne, bevægelser, ryg og ører i den aktuelle familie, men de beviser ikke, at hver Basset Bleu de Gascogne har høj risiko.

Racen har intet centralt sundhedsprogram hos Svenska Kennelklubben og er ikke markeret med krav om kendt HD-status eller øjenlysning i de registreringsregler, der gælder fra 1. januar 2026. Det betyder ikke, at alt er tilladt. Klubbens generelle regler siger, at en hund med HD-grad E ikke må bruges i avl, at grad D kun må parres med A eller B, og at en hund med symptomer på HD ikke må bruges i avl uanset grad.

Bed om at se originale resultater, når opdrætteren henviser til frivillige undersøgelser, og spørg hvilke sundhedsproblemer der findes hos forældre, søskende og tidligere afkom. Vurdér også funktion: fri vejrtrækning, sunde øjne og ører, stabile forben, en godt støttet ryg og lette bevægelser vejer tungere end en forsikring om, at racen »normalt er sund«. Hold hunden i passende huld, og søg dyrlæge ved smerter, halthed, ændret bevægelsesmønster eller tilbagevendende øre- og øjenproblemer.

Den lille bestand gør genetisk bredde særlig vigtig. Svenska Bassetklubbens aktuelle anbefalinger omfatter blandt andet ikke at gentage den samme kombination, at sigte mod højst 3 procents beregnet indavlsgrad for hver parring og at én hund ikke bør få mere afkom end 25 procent af det antal, der registreres i et normalår. Det er avlsmål, ikke sundhedsgarantier eller særlige registreringskrav.

## Historie og oprindelse

Basset Bleu de Gascogne er en fransk drivende jagthund fra Gascogne syd for Bordeaux. FCI beskriver racen som genopstået i slutningen af 1800-tallet gennem jægere i det vestlige Frankrig. Den svenske avlsstrategi angiver 1893 som den første kendte omtale i fransk litteratur.

I 1960'erne var racen tæt på at forsvinde. Et genopbygningsarbejde begyndte i 1968 og anvendte Petit Bleu de Gascogne og Grand Bleu de Gascogne. Det var med til at redde racen, men gav også for stor skulderhøjde hos enkelte hunde, hvilket stadig følges i avlsarbejdet. FCI anerkendte racen endeligt i 1963, og den gældende officielle standard blev offentliggjort i 2023.

Racen blev udviklet til langsomt drev og bruges først og fremmest på hare og kanin. I Frankrig kan den arbejde alene eller i flok; i Sverige arbejder den alene. De første to hunde kom til Sverige fra Nederlandene i 1997. Den dokumenterede historie forklarer racens form og arbejde uden påstande om en ubrudt, urgammel blodlinje.

## At leve med racen

Basset Bleu de Gascogne passer bedst i et hjem, hvor jagt- og sporlysten ses som selve racens kerne. Hvis planen hovedsageligt er en rolig sofahund, en hund der kan gå løs overalt eller en hund, der sjældent høres, findes der racer, som passer bedre. Hvis du derimod vil arbejde med næsen, kan tilbyde sikre områder og sætter pris på en aktiv drivende hund, passer I sandsynligvis bedre sammen.

En lejlighed er ikke automatisk forkert, men hvor lydt der er, og hvor let du kommer til gode tur- og spormiljøer, afgør om det fungerer. Gøen og hylen skal trænes og håndteres af hensyn til naboerne. En have erstatter ikke arbejde, og en indhegning skal være sikker, fordi et spor kan blive vigtigere for hunden end skellet.

Racen bør ikke beskrives som medfødt tilbøjelig til separationsproblemer. Evnen til at være alene varierer mellem individer og skal trænes gradvist. Begynd med meget korte fravær, når hunden er tryg og rolig, øg først når den kan slappe af, og gå et trin tilbage hvis den viser vedvarende uro. Planlæg hverdagen efter den hund, du faktisk har, ikke efter et påstået antal timer.

Før du køber hvalp, bør du bede opdrætteren om at vise:

- hvordan forældrene og nære slægtninge arbejder, bruger stemmen og falder til ro efter jagt;
- kendte dyrlægediagnoser og originale resultater fra eventuelle frivillige undersøgelser;
- stamtavlen, den beregnede indavlsgrad og hvordan kombinationen bidrager til genetisk bredde;
- forældrenes skulderhøjde, forbenenes stilling, ryggens stabilitet og bevægelserne;
- hvordan hvalpene vænnes til håndtering, forskellige miljøer, mennesker og hunde.

Det giver et bedre grundlag for beslutningen end generelle løfter om børn, katte, sundhed eller nem træning. For Basset Bleu de Gascogne er en ærlig beskrivelse af jagtfunktionen, den lille bestand og den enkelte families hverdag vigtigere end en lang liste med raceetiketter.

Basset Bleu de Gascogne

Norwegian Kennel Club

Swedish Kennel Club

Fransk drivende jagthund med blåplettet pels, lang og lav krop og et dybt, klangfuldt gø. Rolig, hengiven og mild i hjemmet; energisk, målrettet og med stærk fært udendørs. Som regel social med andre hunde og familier. Har brug for regelmæssig motion, venlig træning, ørepleje og en godt indhegnet have.

Vi föder upp Basset Bleu de Gascogne med fokus på hälsa, mentalitet och rasens typiska egenskaper. Våra hundar växer upp i hemmiljö där socialisering och trygghet är i centrum. Vi strävar efter att bevara rasens vänliga temperament och utmärkta jaktegenskaper. Hos oss hittar du en trogen jaktkamrat och familjevän. Välkommen att följa vår kennel på Facebook Kennel Blue Sisterhood

Blue sisterhood

Vi som driver kenneln heter Eva-lena och Mikael. Vi startade vår uppfödning 2005 med schäfer och har under senare år övergått helt till Dvärgschnauzer. Tränar och tävlar våra hundar framför allt i bruks, lydnad, rallylydnad, agility och utställning. Vår dotter Lina har sedan många år tävlat i juniorhandling och är till stor hjälp när vi ställer våra hundar. 
Vårt mål med aveln är att få fram sunda, trevliga och rastypiska hundar.

Bonderhaus

Skotsk Terrier

Scottish Terrier Club of Great Britain

Skotsk Terrier er en lille, robust og lavbenet hund, der oprindeligt blev avlet i Skotland til at jage skadedyr. Med sit lange hoved, opretstående ører og stride dobbeltpels er den let at genkende. Racen er loyal, selvstændig og reserveret over for fremmede. Skotsk Terrier har brug for regelmæssig pelspleje, moderat motion og tålmodig, positiv træning.

En exklusiv uppfödning med högt meriterade hundar.
Vårat mål är att föda upp sunda, vackra hundar med utmärkta temperament.

Piccola Strega

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Vi på Lindås Nabben föder upp Labrador retriever i Lindås. En unghund från vår uppfödning har en mor som också bär Lindås Nabben-namnet, vilket knyter samman två generationer. Vår uppfödarort är Lindås, skild från den senare ägarorten för den aktuella hunden.

Lindås Nabben

Gonczy polski

Polish Kennel Club (Polski Związek Kynologiczny)

Society of Canine Studies (Germany)

Middelstor, atletisk polsk drivende hund med rektangulær kropsbygning, tæt, letplejet pels og typisk black‑and‑tan-farve. Fokuseret og lydstærk under jagt, men rolig, blid og kærlig i hjemmet. Har brug for daglig motion, næsearbejde samt konsekvent, positiv træning; generelt sund og robust.

Vi på Södra Kochons föder upp Gonczy polski i Svedala. Tre kullsyskon från vår uppfödning, födda samma dag med samma föräldrar, representerar en äldre kombination. En hund född 2025 för linjen vidare genom samma far, men med en annan mor.

Södra Kochons

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Islands Fårehund

The Icelandic Sheepdog International Cooperation

The Icelandic Sheepdog Association of America

Islands Fårehund er Islands eneste oprindelige spidshund-lignende hyrdehund – mellemstor til lille, robust og adræt, med krummet hale og tyk dobbeltpels i forskellige farver. Den er glad, social og gøende, trives med daglig motion, tæt samhørighed med familien, blid træning og regelmæssig pelspleje.

Mina hundar och deras valpar växer upp i hemma miljö. De använder dom mesta utrymmen vi har och får vara ute på tomten. Vi vänjer de med olika saker, mat och utrymmen, de för utmanas i egen takt. 
Vi tycker hundar skall vara hundar inte en prydnad.  Mer info får man om man kontaktar oss.

Team Marmic Dreams

## Kort fortalt

- West Highland White Terrier, ofte kaldet westie, er en lille, men robust terrier fra det skotske højland.
- Racen er cirka 28 centimeter høj over skulderen og skal forene styrke, bevægelighed og stor selvsikkerhed i en lille krop.
- Den hvide dobbeltpels skal trimmes, ikke klippes. Regn med professionel trimning cirka fem til seks gange om året og en grundig gennemredning hver uge.
- En westie er som regel opmærksom, glad, modig og venlig, men terrierens selvstændighed og jagtbaggrund mærkes ofte i hverdagen.
- Hudproblemer og kløe er racens vigtigste dokumenterede sundhedsudfordring. Spørg derfor ind til hud- og øresundheden i familien i stedet for at stille dig tilfreds med en generel testpakke.
- Mange westier bliver 12–15 år, men levetiden varierer med individ, sundhed og livsvilkår.

## Udseende og pels

West Highland White Terrier er lille, kompakt og betydeligt kraftigere, end den velplejede, hvide silhuet kan få den til at se ud. Racestandarden beskriver en solidt bygget hund med dyb brystkasse, lige ryg, muskuløse ben og frie bevægelser. Skulderhøjden er cirka 28 centimeter. Mørke øjne, små opretstående ører og en lige, højt båret hale giver det karakteristiske, årvågne udtryk.

Pelsen består af to tydelige lag. Dækpelsen skal være lige, strid og cirka fem centimeter lang, mens underulden skal være kort, blød og tæt. Farven er hvid. Denne struktur handler ikke kun om udseende: En korrekt vedligeholdt, strid pels afviser meget snavs og efterlader forholdsvis få hår i hjemmet.

For at bevare den stride struktur skal udvoksede dækhår plukkes ud, når en westie trimmes. Svenska Kennelklubben fraråder klipning, fordi det ændrer pelsens kvalitet. Der er normalt brug for en kyndig hundefrisør fem til seks gange om året. Mellem besøgene bør pelsen redes grundigt igennem én gang om ugen, især under maven, i armhulerne og lysken, hvor der let dannes filtre. Kontrollér samtidig hud, ører, tænder, poter og kløer. En velplejet, strid pels behøver ikke hyppige bade. Når et bad er nødvendigt, skal en mild hundeshampoo skylles grundigt ud.

At racen efterlader få løse hår, betyder ikke, at den er allergisikker. Hundeallergener findes blandt andet i hudceller, talg, spyt og urin, og mængden kan variere meget mellem to hunde af samme race. En person med hundeallergi bør derfor ikke vælge en westie på baggrund af påstande om en ”allergivenlig” pels.

## Temperament og personlighed

En typisk westie er opmærksom, frejdig, venlig og fuld af selvtillid. Det er en social lille hund, men ikke en hund, der automatisk venter på besked i enhver situation. Baggrunden som arbejdende terrier har fremmet initiativ, udholdenhed og mod. I et moderne hjem kan det vise sig som stor nysgerrighed, gøen, når den hører noget, eller en øjeblikkelig interesse for ting i bevægelse.

En West Highland White Terrier kan fungere godt i en børnefamilie, når de voksne tager ansvar for samværet. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for sit eget hvilested, hvor den kan være i fred. At hunden er robust, betyder ikke, at den skal tåle at blive båret, holdt fast eller forstyrret, mens den spiser eller sover.

Hvordan en westie fungerer med andre hunde og katte, afhænger mere af individet, erfaringerne og introduktionen end af en enkel regel om racen. Sørg for rolige møder, giv dyrene god plads, og stop inden legen bliver for intens. Små kæledyr kræver større forsigtighed. Racen blev udviklet til at forfølge små byttedyr, så et bur eller tidligere fredeligt samvær er ingen garanti, når jagtadfærden først vækkes.

Se racebeskrivelsen som et ideal, ikke som et løfte om den enkelte hvalp. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på gæster, hundemøder, håndtering og nye miljøer, og om de kan falde til ro indendørs. De svar er mere brugbare end mærkater som ”stædig”, ”børnevenlig” eller ”nem”.

## Træning og motion

West Highland White Terrier har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde og samarbejde hver dag, men ingen fast tidsramme passer til alle hunde. En sund voksen hund kan få en god hverdag gennem varierede ture, tid til at undersøge dufte, søgeøvelser, leg og korte træningspas. Tilpas mængden efter alder, kondition, sundhed og vejr. En passende aktiveret hund holder sig i et sundt huld, bevæger sig uden stivhed og kan falde til ro hjemme.

Belønningsbaseret træning egner sig både til hverdagsfærdigheder og udfordringer som gøen eller et usikkert indkald. Gør det let at vælge rigtigt: Skab afstand til en forstyrrelse, beløn kontakt, og lær et konkret alternativ som at gå hen på sin plads eller vende tilbage til dig. Hårde korrektioner løser ikke årsagen til adfærden og kan skade både velfærd og samarbejde.

Indkald bør bygges op trinvis fra enkle til vanskeligere miljøer. Brug en lang line, hvor vildt, trafik eller andre stærke forstyrrelser gør en fejl farlig. Målet er ikke at bevise, at hunden kan gå løs, men at give den frihed uden at sætte sikkerheden på spil. Næsearbejde, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give terrieren tydelige opgaver uden lange, ensformige træningspas.

Hvalpe skal ikke belastes som voksne hunde. Udvid ture, underlag og nye miljøer gradvist, og giv god tid til restitution.

## Sundhed

Hudproblemer og kløe er den tydeligste dokumenterede sundhedsudfordring hos West Highland White Terrier. I raceklubben WestieAlliansens frivillige sundhedsundersøgelse fra 2019 blev der rapporteret hudproblemer hos 92 af 535 hunde, cirka 17 procent. Undersøgelsen var ikke statistisk standardiseret, så tallet skal ikke behandles som en præcis forekomst i hele racen. Det forklarer dog, hvorfor tilbagevendende kløe, rødme, slikken på poterne og øreproblemer skal tages alvorligt.

Søg dyrlæge, når kløen vender tilbage eller ikke går væk. Parasitter, infektion, allergi og andre årsager kan give lignende symptomer, men kræver forskellige tiltag. I den samme undersøgelse havde 59 af 535 hunde øreproblemer mere end én gang om året, og hud- og øreproblemer forekom undertiden sammen. Foderskift, hyppig vask med shampoo eller kosttilskud uden en diagnose kan forsinke den rette behandling.

CMO, kraniomandibulær osteopati, og Legg–Perthes er dokumenteret, men blev sjældent rapporteret i undersøgelsen: henholdsvis to og fem hunde. CMO kan give en hvalp pludselige smerter og hævelse i kæben. En DNA-test kan hjælpe i avlsplanlægningen, men raceklubbens RAS-dokument understreger, at testen viser et risikoniveau, ikke et sikkert svar på, om hunden bliver syg.

SKK har ikke vedtaget et sundhedsprogram for racen. Der findes derfor ikke et officielt racekrav om en generel pakke med eksempelvis knæ-, hofte- og øjenundersøgelser. Bed i stedet opdrætteren beskrive hudproblemer, kløe og tilbagevendende øre- eller maveproblemer hos begge forældre, deres søskende og tidligere afkom. Spørg, hvordan ældre slægtninge har det, og om kuldene følges op ved cirka et- og treårsalderen. Hvis CMO findes i familien, bør opdrætteren kunne forklare, hvordan oplysningerne og eventuelle testresultater påvirkede valget af forældre.

En ansvarlig opdrætter skelner tydeligt mellem SKK's regler, raceklubbens anbefalinger og egne frivillige undersøgelser. Bed om at se registrerede resultater og dyrlægeattester, hvor de findes, men læg også vægt på konkrete svar om nære slægtninge. At racen mangler et centralt program, betyder ikke, at den er uden arvelige risici.

## Historie og oprindelse

West Highland White Terrier kommer fra det vestlige skotske højland og blev udviklet som en lille, bevægelig arbejdende terrier. Ruhårede terriere blev brugt til jagt på ræv og grævling under jorden og til at holde rotter og andre smådyr under kontrol. Arbejdet krævede mod, hurtighed, stærke kæber og evnen til at træffe selvstændige valg i vanskeligt terræn.

Hvide hunde var lettere at skelne fra byttet på den skotske hede. I 1860'erne begyndte oberst Malcolm of Poltalloch at foretrække hvide terriere, hvilket fik betydning for udviklingen af den moderne race. Navnet West Highland White Terrier blev etableret i 1905. Krydsninger med cairn terrier var stadig tilladt frem til 1924, hvilket viser, hvor tæt de skotske terriertyper stod hinanden, mens racen blev dannet.

I dag holdes racen hovedsageligt som selskabshund, men den historiske arbejdsform kan stadig ses i interessen for dufte, huller, bevægelse og egne initiativer. Det er også grunden til, at lydighed, agility og andre aktiviteter ofte passer bedre end et liv, der kun består af korte lufteture.

## At leve med racen

En West Highland White Terrier kan bo i lejlighed eller hus, men hverdagens indhold betyder mere end boligens størrelse. I en etageejendom skal ejeren træne hunden til at være rolig omkring lyde og bevægelse ved døre, i opgangen og ved vinduer. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, nye dufte og fælles træning.

Alenetid skal læres gradvist med så korte perioder, at hunden forbliver tryg. Gå et trin tilbage, hvis hunden viser uro eller ubehag. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om motion og toiletbehov. Det er ikke et løfte om, at enhver westie trives alene i seks timer. Hvalpe, ældre hunde og urolige individer har brug for tættere opsyn og hyppigere luftning.

For en førstegangsejer kan racen være et godt valg, hvis man ønsker at træne, er indstillet på at bruge line eller lang line og accepterer den løbende pelspleje. Den passer dårligere til den, der ønsker en hund, som altid kan gå løs, sjældent giver lyd fra sig og klarer hele arbejdsdage alene. Tag regelmæssig trimning med i både kalenderen og budgettet, inden du beslutter dig.

Før du vælger racen, bør du kunne svare ja på fire spørgsmål:

- Er der tid til daglig aktivitet, træning og uforstyrret hvile?
- Findes der en tryg plan for alenetid og luftning i løbet af arbejdsdagen?
- Kan hunden holdes i line eller lang line, hvor jagtinteressen gør det nødvendigt?
- Er der både tid og budget til regelmæssig professionel trimning?

Hvis svaret er ja, og du holder af en lille hund med masser af initiativ, kan westien blive en sjov og nær følgesvend i mange år.

West Highland White Terrier

West Highland White Terrier Club of England

VCA Animal Hospitals

Die Terrierhunde (Germany)

Svenska Terrierklubben (Sweden)

West Highland White Terrier er en lille, robust skotsk terrier med en ru, hvid pels, der fælder moderat. Selvsikker, snakkesalig og selvstændig, men alligevel hengiven, trives den både i byen og på landet. Den kræver daglige gåture, mental stimulering, regelmæssig pelspleje og konsekvent, belønningsbaseret træning.

Ale Brukshundklubbs medlemstidning beskrev 2014 of Stonegarth som ett prefix för Skotsk terrier och West highland white terrier. Den aktuella profilen i Lödöse omfattar även Tax. Kennelwebbplatsens sidhuvud och meny har ingångar för skotsk terrier, dvärgtax och west highland white terrier, medan SKK Avelsdata kopplar en direktregistrering från 2023 till prefixet och Lödöse.

of Stonegarth

## Kort fortalt

Labradoodle er en krydsning mellem labrador retriever og puddel, ikke en hunderace med én fælles standard i Svenska Kennelklubben. Navnet siger derfor mindre om den enkelte hund, end mange tror: størrelse, pels, fældning, temperament og sundhedsrisici kan variere selv inden for samme kuld.

- Spørg altid, hvilken puddelvariant der faktisk findes i afstamningen. Toy-, dværg-, mellem- og storpuddel har meget forskellig skulderhøjde.
- F1, F1b og lignende betegnelser beskriver afstamning. De garanterer ikke en bestemt størrelse, pels, allergitolerance eller personlighed.
- En labradoodle kan få apporteringslyst og lære hurtigt, men egenskaberne kombineres ikke på samme måde hos alle hunde.
- Pelsen kan være mere glat, bølget eller krøllet og kan både fælde og filtre. Ingen labradoodle kan garanteres at være egnet til en person med allergi.
- Krydsningen passer bedst til en ejer, der ønsker at træne, aktivere og pleje pelsen regelmæssigt, og som kan tilpasse hverdagen til den faktiske hund.
- Sundhedsundersøgelser skal vurderes for hver forælder ud fra risiciene og anbefalingerne for labrador retriever og den aktuelle puddelvariant.

Australian Labradoodle er ikke automatisk det samme som en førstegenerationskrydsning mellem labrador og puddel. Det er en særskilt type, der er udviklet gennem flere generationer og også har andre racer i sin afstamning. Spørg derfor altid, hvad opdrætteren mener med navnet, og hvilket register eller avlsprogram hundene tilhører.

## Udseende og pels

Der findes ikke én officiel størrelse eller kropsform for labradoodle. Labradorstandarden angiver en ideal skulderhøjde på 56–57 centimeter for hanner og 54–56 centimeter for tæver. Pudlens størrelsesvarianter spænder derimod fra toy over 24 til og med 28 centimeter, via dværg og mellem, til storpuddel over 45 til og med 60 centimeter med to centimeters tolerance opefter. En generel størrelsesbetegnelse som ”mini”, ”medium” eller ”standard” er derfor ikke nok til at sige, hvor stor hunden bliver.

Det bedste skøn bygger på:

- hvilken puddelvariant der faktisk findes i afstamningen
- begge forældres målte højde og vægt
- størrelsen på voksne hel- og halvsøskende samt tidligere kuld
- hundens køn og kropsbygning

Forældrene fortæller mere end en generationsbetegnelse. Labradoren har ifølge standarden en kort, tæt pels med vandafvisende underuld, mens puddelen har en krøllet pels, der fortsætter med at vokse. Pelsens længde, krøl, tæthed og fældning kan derfor variere mellem kuldsøskende og ændre sig, når hvalpepelsen afløses af voksenpelsen.

Kun lidt synlig fældning er ikke det samme som lav allergirisiko. Hundeallergener kommer hovedsageligt fra hud, spyt og urin, ikke kun fra hår. Der findes ingen allergenfri hunde, og samme person kan reagere forskelligt på forskellige individer. Den, der allerede har pelsdyrsallergi, bør derfor ikke købe hvalp på grundlag af ord som ”hypoallergen” eller ”allergivenlig”.

Pelsplejen skal styres af den pels, hunden faktisk får. Ved en længere eller mere krøllet pels skal en kam kunne føres helt ned til huden uden at sætte sig fast. Kontrollér især bag ørerne, under sele og halsbånd, i armhulerne, lysken og på benene. Våd pels skal tørres og redes ud. Hvor ofte hunden skal redes og klippes, afhænger af pelsens længde, struktur og hverdag; en dygtig hundefrisør kan hjælpe med en realistisk rutine. Væn hunden gradvist og positivt til håndteringen.

## Temperament og personlighed

En labradoodle kan være social, samarbejdsvillig og livlig, men krydsningen kommer ikke med en færdig ”det bedste fra begge racer”-personlighed. Raceidealerne for labrador og puddel beskriver venlige, aktive og trænbare hunde, men arv, forældrenes adfærd, tidlige erfaringer, sundhed og træning påvirker individet.

En britisk ejerundersøgelse offentliggjort i 2026 sammenlignede adfærd hos 583 labradoodles med labradorer og pudler. Resultatet var blandet: labradoodles klarede sig bedre end pudlerne på seks af tolv adfærdsskalaer, men dårligere end labradorerne på fem. Studiet omfattede hunde op til fem år og kan ikke forudsige en hvalps personlighed. Det fandt heller ikke direkte støtte for, at labradoodles generelt skulle være særligt egnede til børnefamilier.

Mød om muligt tæven og andre nært beslægtede voksne hunde. Se, hvordan de tager kontakt, falder til ro efter noget uventet, håndteres og slapper af. Spørg, hvordan voksne hunde fra tidligere kuld fungerer i hverdagen, ikke kun hvilken farve eller pels de har.

Børn og labradoodle kan fungere godt sammen, men en voksen skal altid være til stede, når små børn og hunden er sammen. Hunden har brug for et fredet hvilested, og børn må ikke klatre på, fastholde eller forstyrre den, når den spiser eller sover. En ung, stærk og begejstret hund kan vælte et barn uden at være aggressiv, så rolige hilsner og fire poter på gulvet er vigtige færdigheder i hverdagen.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Social interesse er ikke det samme som gode manerer i hundeparken, og en labradoodle er ikke automatisk sikker sammen med katte. Tag udgangspunkt i individets erfaring og tendens til at jage. Introducér dyrene trinvis, giv dem deres egne trygge steder, og hold øje med samspillet.

## Træning og motion

En labradoodle har hver dag brug for både fysisk bevægelse og opgaver, der bruger næse, hjerne og samarbejde, men der findes ikke et fast antal minutter, som passer alle. Alder, størrelse, sundhed, intensitet og restitution afgør belastningen. En god hverdag veksler mellem ture, mulighed for at bevæge sig frit et sikkert sted, næsearbejde, apportering, problemløsning, træning og uforstyrret hvile.

Belønningsbaseret og trinvis træning passer ofte til den hurtige indlæring. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker og rolig:

- kontakt og at gå pænt i snor
- indkald og evnen til at vælge forstyrrelser fra
- at aflevere og slippe genstande uden konflikt
- rolige hilsner på mennesker og hunde
- at kunne vente og falde til ro, selv om der sker noget
- tryg håndtering af pels, ører, mund og poter

Apportering, personsøg, sporarbejde, nosework og rallylydighed kan give afløb for forældreracernes arbejdslyst. Ikke alle individer holder dog af den samme aktivitet eller af vand.

For hvalpe bør belastning, sværhedsgrad og varighed øges gradvist. Stivhed, modvilje eller dårlig restitution viser, at planen skal ændres. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, selvkontrol og evnen til at hvile.

## Sundhed

Der er ikke belæg for, at en labradoodle automatisk er sundere eller mindre sund end begge forældreracer. Et britisk studie fra 2024 omfattede 9.402 unge hunde og 342 sammenligninger mellem tre puddelkrydsninger og deres forældreracer. I 86,6 procent af sammenligningerne var der ingen statistisk sikker forskel. Blandt 583 labradoodles adskilte de fleste af de 57 undersøgte tilstande sig ikke fra puddel eller labrador. Studiet byggede på ejeroplysninger om hunde op til fem år og erstatter ikke langsigtet opfølgning i avlen.

Sundhedsvurderingen skal i stedet begynde med hver forælder. For en labrador i renracet avl efter SKKs regler kræves officiel hoftestatus, mens Svenska Labrador Retrieverklubben desuden anbefaler hofter og albuer uden anmærkning samt en aktuel øjenundersøgelse. Storpuddel har et svensk sundhedsprogram for hofter; for toy-, dværg- og mellempuddel gælder i stedet et program for prcd-PRA-resultat. Reglerne gælder de renracede forældre, ikke som en obligatorisk ”labradoodlepakke”, men viser, hvorfor den nøjagtige puddelvariant skal være kendt.

Bed om at se dokumentationen i stedet for at godtage formuleringen ”sundhedstestede forældre”. Kontrollér:

- at dokumentet gælder den rigtige hund og kan knyttes til identitet eller registreringsnummer
- undersøgelsens dato, metode, udsteder og faktiske resultat
- hofte-, albue- og øjenresultater, der er relevante for hver forælder
- hvilke DNA-test der er udført, og den enkelte sygdom, som hver test vedrører
- sygdomme, bevægelsesproblemer og temperament hos søskende, tidligere afkom og ældre nære slægtninge

Et frit DNA-resultat for én mutation siger intet om andre sygdomme. En krydsning kan arve risikovarianter fra begge sider, selv når den genetiske variation er større.

I studiet fra 2024 havde labradoodle højere odds for betændelse i den ydre øregang end labrador, men det betyder ikke, at alle individer rammes. Søg dyrlæge, hvis hunden ryster på hovedet eller har kløe, smerte, rødme, hævelse eller ildelugtende udflåd. Tilbagevendende problemer skal udredes; rens ikke et irriteret øre uden dyrlægens råd.

## Historie og oprindelse

Det bedst dokumenterede moderne udgangspunkt for navnet labradoodle er et kuld, der blev født i 1989 hos daværende Royal Guide Dogs Association of Australia, nu Guide Dogs Victoria. Avlsansvarlig Wally Conron parrede labradortæven Brandy med storpuddelen Harley for en synshæmmet klient, hvis mand havde allergi. Af de tre hvalpe blev én, Sultan, vurderet egnet til klienten og arbejdede senere som førerhund.

Navnet labradoodle blev brugt til at skabe interesse, da det var sværere at finde hjem til hundene, hvis de blot blev omtalt som blandingshunde. Det gjorde krydsningen kendt, men skabte ingen fælles racestandard. Nogle opdrættere har fortsat med labrador–puddelkrydsninger, mens andre har ført avlen videre gennem flere generationer i egne registre.

Australian Labradoodle har derfor en anden baggrund end en almindelig labrador–puddelkrydsning. Genetisk forskning i disse hunde viser bidrag fra flere racer end labrador og puddel, og at puddelarven dominerer. En hvalpekøber bør bede om en forståelig stamtavle eller oversigt over afstamningen og ikke antage, at alle hunde, der sælges under lignende navne, har samme baggrund.

## At leve med racen

Labradoodle passer bedst i et hjem, der har tid til træning, aktivitet, restitution og regelmæssig pelspleje, og som accepterer, at den voksne hund måske ikke svarer til en markedsført størrelses- eller pelsbetegnelse. Det er sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en fældefri, selvstændig eller garanteret nem familiehund.

Lejlighed kan fungere, hvis hunden får dækket sine behov udendørs, kan falde til ro inde og ikke forstyrrer naboerne. En have erstatter ikke ture eller træning. Alenetid skal trænes i små trin, mens hunden er tryg og afslappet. Nogle voksne hunde klarer nogle timer, mens andre bliver urolige langt tidligere; manglende ro betyder, at sværhedsgraden skal sænkes.

Lav et konkret tjek før købet:

- Bed om den nøjagtige afstamning, puddelvariant og betydningen af opdrætterens generations- og størrelsesbetegnelser.
- Sammenlign forældrenes og de voksne slægtninges faktiske størrelse, pels, adfærd og evne til at falde til ro.
- Læs de originale sundhedsresultater, og spørg, hvorfor netop disse undersøgelser blev valgt for begge forældre.
- Mød hvalpene sammen med tæven i deres opvækstmiljø, og se, hvordan opdrætteren arbejder med håndtering, restitution og hverdagslyde.
- Sørg for, at husstanden har en plan for pelspleje, hundepasning, træning og gradvis alenetid, også gennem hundens krævende første år.

Når svarene er konkrete, og dokumenterne kan kontrolleres, bliver det lettere at vurdere netop det planlagte kuld. For labradoodle siger individet, forældrene og opdrætterens avlsarbejde mere end selve navnet.

Labradoodle

UK Labradoodle Association

Labradoodle Club of Great Britain

Labradoodle er en mellemstor til stor, atletisk krydsning mellem Labrador Retriever og Puddel, kendt for sit venlige, menneskeorienterede temperament og sin høje træningsvillighed. Pelsen kan variere fra krøllet og lavt fældende til mere ru og fældende og kræver regelmæssig pelspleje. Den egner sig bedst til aktive hjem, der kan tilbyde daglig motion og mental stimulering.

Jag har varit hunduppfödare sedan 2004. Det började med Lagotto Romagnolo som jag födde upp i 16 år och sedan blev det Australian Labradoodle. 2019 importerade jag mina 3 första Labradoodlar från Raisdoodles i England. Jag har även köpt in ett par fina hundar från Hööks i Skåne.
Självklart är jag medlem i WALA, följer deras hälsokrav och registrerar mina kullar i organisationen.

Milestone

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

## Kort fortalt

- Belgisk hyrdehund – malinois er den korthårede variant af belgisk hyrdehund. Hos FCI og Svenska Kennelklubben regnes malinois, groenendael, tervueren og laekenois som fire varianter af samme race, der hovedsageligt adskilles af pels og farve.
- Malinois er en middelstor, kvadratisk og atletisk brugshund. Den ideelle skulderhøjde er 62 cm for hanner og 58 cm for tæver; racestandarden tillader 2 cm under og 4 cm over idealet.
- Racen er årvågen, hurtig i både tanke og handling og avlet til samarbejde og arbejde. At den lærer hurtigt, betyder derfor ikke, at den er nem at leve med: træningen skal også udvikle ro, impulskontrol og evnen til at restituere.
- En malinois passer bedst hos en ejer, der vil træne regelmæssigt og kan give hunden både fysisk aktivitet og opgaver, der bruger næse og hjerne, hver dag. Lange ture alene udgør sjældent et fuldstændigt program.
- Familiehund, sportshund og tjenestehund er ikke modsætninger, men valget af opdrætter og kuld er afgørende. Se på forældrenes adfærd i hverdagen, mentalbeskrivelse, arbejdsresultater, sundhed og tidligere afkom – ikke kun på racenavnet.

## Udseende og pels

Malinois skal være middelstor, kvadratisk og kraftfuld uden at virke tung. Kropslængden skal derfor omtrent svare til skulderhøjden, ikke give et tydeligt langstrakt indtryk. Hovedet er tørt og fintmejslet, ørerne små, trekantede og opretstående, og bevægelserne skal være lette og livlige.

Racestandardens idealhøjde er 62 cm for hanner og 58 cm for tæver, med en tolerance på 2 cm under og 4 cm over. En omtrentlig vægt er 25–30 kg for hanner og 20–25 kg for tæver. Tallene beskriver en voksen hund i normal foderstand; proportioner, muskler og huld fortæller mere end et enkelt tal på vægten.

Malinois er korthåret. Pelsen er meget kort på hovedet, ydersiden af ørerne og den nederste del af benene, lidt fyldigere omkring hals, lår og hale og forsynet med underuld. Farven skal være rød fawn med sorte hårspidser og en tydelig sort maske. Lidt hvidt tolereres på forbryst og tæer, men store hvide aftegninger hører ikke til standarden.

Pelsen kræver ikke avanceret salonpleje. Børst den, når hårene løsner sig, og bad hunden, når den faktisk er beskidt. Under fældning er det nyttigt at børste oftere. Efter arbejde i skov, højt græs eller vand bør du samtidig kontrollere hud, poter, kløer og ører. Den korte pels gør kontrollen enkel, men erstatter ikke en regelmæssig gennemgang af hundens krop.

## Temperament og personlighed

En typisk malinois er årvågen, aktiv og meget klar til at handle. Samtidig beskriver raceidealet en selvsikker hund uden frygt eller aggressivitet. Høj intensitet er ikke det samme som manglende evne til at regulere sig, og en hund, der konstant er stresset, er ikke mere racetypisk, blot fordi den er hurtig.

Variationen mellem individer er betydelig. Svenska Kennelklubben opfordrer købere til at regne med forskelle både mellem varianterne og mellem de enkelte hunde. Et mærkat som ”brugs-, tjeneste- eller udstillingslinje” er derfor ikke et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag. Bed om at se, hvordan forældrene hilser på mennesker, falder til ro efter en overraskelse, lader sig håndtere, passerer andre hunde og slapper af, når der ikke sker noget. Læs hele Mentalbeskrivning Hund (MH), den svenske mentalbeskrivelse for brugshunde, og spørg, hvordan søskende og tidligere afkom fungerer i hverdagen.

En velmatchet og velhåndteret malinois kan fungere godt med børn, men dens fart og hurtige reaktioner kræver, at en voksen er til stede. Børn og hund bør have hver sit uforstyrrede hvilested, og voldsom leg bør stoppes, før hunden begynder at jage bevægelse eller bliver for opkørt. Små børn skal aldrig have ansvar for træning eller gåture. Den samme forsigtighed gælder omkring katte, smådyr og fremmede hunde: udfaldet afhænger af individet, tidligere erfaringer og træning. Byg introduktionerne gradvist op, og sørg for, at dyrene kan adskilles.

## Træning og motion

Malinois har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et troværdigt fast timetal, som passer til alle hunde. Alder, sundhed, kondition, arbejdsopgave og evne til at restituere skal styre planen. En god uge kan veksle mellem ture og konditionstræning på den ene side og spor, søg, lydighed, brugsarbejde eller anden målrettet træning på den anden. Målet er ikke at gøre hunden så træt som muligt, men at udvikle nyttige færdigheder og en holdbar hverdag.

Prioritér tidligt kontakt, indkald, lineføring, håndtering, stop- og slipkommando samt evnen til at vente og hvile. Træningen bør være belønningsbaseret, tilpasset individet og gradvist gøres sværere i takt med hundens udvikling. Korte, tydelige træningspas med pauser giver ofte bedre kvalitet end at gentage, indtil hunden mister præcision eller bliver overgearet.

Hvalpe og unghunde skal ikke motioneres som fuldvoksne tjenestehunde. Opbyg styrke, tryghed i forskellige miljøer og kropskontrol gradvist, og lad ikke ensidig boldjagt, spring eller lange løbeture udgøre hele aktivitetsplanen. Hold øje med bevægelser og restitution. Stivhed, halthed, dårligere koncentration eller en hund, der ikke kan falde til ro efter aktivitet, er grunde til at reducere belastningen og om nødvendigt rådføre sig med en dyrlæge eller en erfaren instruktør.

En førstegangsejer kan lykkes, men læringskurven er stejl. En realistisk plan omfatter adgang til en brugshundeklub eller erfaren træner, støtte fra opdrætteren og en konkret idé om, hvad hunden skal arbejde med på mørke hverdagsaftener og i perioder uden konkurrence eller tjenestearbejde.

## Sundhed

Belgisk hyrdehund beskrives som en overvejende sund og robust race, men hofter, albuer, epilepsilignende anfald og rygproblemer fortjener særlig opmærksomhed. Før et hvalpekøb er det vigtigt at skelne mellem bindende registreringsregler og raceklubbens strengere avlsråd og at undersøge den bredere familie, ikke kun hvert forældredyrs eget resultat.

Ved svenskregistreret avl kræver de gældende regler fra Svenska Kennelklubben officiel hofte- og albuestatus samt kendt mental status for de forældredyr, der er omfattet af bestemmelserne. For hunde født fra og med 2016 betyder kendt mental status en fuldstændig MH med alle 33 positioner registreret. En Beteende- och personlighetsbeskrivning hund (BPH), den generelle svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse, erstatter ikke dette krav for belgisk hyrdehund. Den racespecifikke avlsstrategi (RAS) anbefaler derudover A- eller B-hofter, albuer uden anmærkninger og værdien 1 eller 2 i MH's skudmoment. Bed om at se de originale resultater, og kontrollér også søskende og tidligere afkom.

Oplysninger om epilepsi skal tolkes varsomt. En ældre RAS-undersøgelse indeholdt oplysninger om kramper eller epilepsilignende anfald hos en mindre andel malinois, men ejernes oplysninger er ikke det samme som diagnoser stillet af dyrlæger, og tallene viser ikke, hvor almindeligt problemet er i racen i dag. Forskning viser en arvelig komponent ved epilepsi hos belgisk hyrdehund, med det stærkeste publicerede grundlag for groenendael og tervueren. Spørg derfor udtrykkeligt til anfald hos forældre, søskende, halvsøskende og tidligere afkom i stedet for at slå dig til tåls med en bred kommerciel DNA-pakke.

RAS-undersøgelsen pegede også på rygproblemer hos malinois, men igen var der tale om ejeroplysninger fra en ældre stikprøve, som ikke bør læses som den nuværende forekomst. Spørg til spondylose, lumbosakrale problemer, tilbagevendende halthed og arbejdsrelaterede skader i familien. For en aktiv hund er en ærlig familiehistorik, officielle ledresultater og en plan for gradvis fysisk opbygning mere nyttige end en lang liste over mulige diagnoser.

## Historie og oprindelse

Malinois stammer fra Belgien og blev udviklet fra de lokale hyrdehunde, der var i brug i slutningen af 1800-tallet. Den belgiske hyrdehundeklub blev stiftet i Bruxelles i 1891. Samme år samlede veterinærprofessor Adolphe Reul 117 hunde for at beskrive og udvælge en mere ensartet type, og i 1892 forelå den første detaljerede racestandard.

De første belgiske hyrdehunde blev optaget i den belgiske stambog i 1901, og omkring 1910 blev type og temperament anset for at være etableret. I den nuværende FCI-standard er belgisk hyrdehund én race med fire varianter: den korthårede malinois, de langhårede groenendael og tervueren samt den ruhårede laekenois. Malinois har navn efter Malines, det franske navn for byen Mechelen, hvor den korthårede type blev udviklet.

Arbejdet ændrede sig, da behovet for traditionel hyrdning blev mindre. De egenskaber, der var nødvendige omkring dyr og gård – opmærksomhed, bevægelighed, udholdenhed og tæt samarbejde – fik i stedet anvendelse i brugsprøver, søg, bevogtning og tjenestearbejde. Den baggrund forklarer racens kapacitet, men betyder ikke, at hvert individ automatisk egner sig til enhver opgave.

## At leve med racen

Livet med en malinois fungerer bedst, når aktivitet, restitution og regler i hjemmet er planlagt, før hunden flytter ind. En stor, tom have erstatter ikke samarbejde, og en lejlighed er ikke automatisk uegnet. Det afgørende er, om hunden kan få daglig fysisk og mental aktivitet, lære at være rolig indendørs og håndteres sikkert i opgange, offentlig transport og møder med andre hunde.

Alenetid skal trænes gradvist. En voksen hund, der er tryg ved at være alene, kan normalt klare nogle timer, mens en lille hvalp ikke kan efterlades alene. Det svenske Jordbruksverket anbefaler desuden, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne og oftere, når de er unge eller gamle. Det er en tilsynsgrænse, ikke et mål for, hvor længe en malinois bør være alene. Hundens faktiske reaktion afgør, om træningen skal gå langsommere.

Før du køber en hvalp, bør du kunne svare ja til følgende:

- Jeg har et konkret træningsmål og tid til både aktivitet og hvile hver dag.
- Jeg har mødt forældredyrene eller fået troværdige oplysninger om deres hverdag, MH-resultater, arbejdsevne og restitution.
- Jeg har kontrolleret officiel hofte-, albue- og mentalstatus og spurgt til epilepsilignende anfald, rygproblemer og temperament i den nærmeste familie.
- Jeg har en plan for børn, gæster og andre dyr, der bygger på opsyn, adskillelse og gradvis træning.
- Jeg har adgang til kompetent hjælp, hvis hundens intensitet, frygt, jagtadfærd eller stress bliver svær at håndtere.

For den rette fører er malinois en usædvanligt alsidig træningsmakker. Det holdbare valg er dog ikke den hvalp, der virker mest eksplosiv, men det individ, hvis egenskaber, familiehistorik og avlsmål passer til det liv, du reelt kan tilbyde.

Belgisk hyrdehund – malinois

Deutscher Club für Belgische Schäferhunde e.V. (Germany)

Belgisk hyrdehund – malinois: mellemstor til stor, slank og meget atletisk hyrdehund med kort fawnfarvet pels og sort maske. Ekstremt intelligent, intens, loyal og meget menneskeorienteret. Har brug for tydelig struktur, daglig mental stimulering og masser af motion; trives bedst hos erfarne og meget aktive ejere.

Hunduppfödning i liten skala.
Hundar för drag, utställning,  tävling & tjänst.

Fjorgyn'z

## Kort fortalt

- Samojedhunden er en mellemstor arktisk spidshund fra det nordlige Rusland og Sibirien. Den er stadig bygget og præget til et aktivt liv med udholdende arbejde.
- Racestandarden angiver slædehund og selskabshund som anvendelsesområder. Det er derfor ikke blot en hvid familiehund, men en arbejdende polarhund, der har behov for at bruge kroppen.
- En voksen hanhund vejer cirka 20–25 kg og en tæve 16–20 kg. Den ideelle skulderhøjde er 57 cm for hanhunde og 53 cm for tæver, med tre centimeters tolerance i begge retninger.
- Pelsen er dobbelt, fyldig og fælder meget. Regelmæssig pelspleje og en ekstra indsats under fældning hører med til hverdagen.
- Det racetypiske temperament er venligt, åbent, opmærksomt og livligt. Racen er samtidig selvstændig, og jagtlyst, lydhørhed og lydniveau kan variere meget mellem individer og linjer.
- Samojedhunden passer bedst til den, der vil leve aktivt året rundt og har tid til træning, pelspleje og en hund, som er med i hverdagen.

## Udseende og pels

Samojedhunden skal være en smidig og udholdende arktisk spidshund, atletisk snarere end tung. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ørerne er opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller langs siden, når hunden er opmærksom. Racestandarden angiver en idealhøjde på 57 cm for hanhunde og 53 cm for tæver, i begge tilfælde med tre centimeters tolerance. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund 20–25 kg og en tæve 16–20 kg.

Det såkaldte samojedsmil skabes af de mandelformede øjne og de let optrukne mundvige. Det beskriver racens udtryk, ikke en bestemt personlighed, og det er heller ikke en dokumenteret mekanisme mod savl eller isdannelse.

Pelsen består af kort, blød og tæt underuld samt længere, mere lige og grove dækhår. Hanhunde har ofte en tydeligere krave, mens tævens pels tit er lidt kortere og blødere. De tilladte farver er ren hvid, cremefarvet og hvid med enkelte biscuitfarvede aftegninger.

Lad pelsens tilstand styre plejen i stedet for at følge en fast ugeplan. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på steder, hvor fugt og løse hår kan blive siddende. Under fældning er der behov for hyppigere og grundigere gennemgang. Bad hunden, når den reelt trænger til det, og tør hele pelsen grundigt bagefter, så der ikke bliver fugt tilbage ved huden. Pelsen bør normalt ikke klippes eller barberes for at gøre den daglige pleje lettere. Tal med en dyrlæge, hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde.

## Temperament og personlighed

En typisk samojedhund er venlig, socialt åben, opmærksom og livlig. Racestandarden beskriver den som meget social og uegnet som vagthund. Det betyder ikke, at alle hunde hilser på samme måde, eller at racens navn garanterer tryghed i alle miljøer. Avl, tidlige erfaringer, træning og den enkelte hunds sind har stor betydning.

De svenske avlsmål siger, at hundene skal være imødekommende, socialt åbne og omgængelige med både mennesker og andre hunde. BPH-resultaterne fra 2015–2025 følger overordnet dette mål. De fortæller dog ikke, hvordan en bestemt hvalp vil udvikle sig. Se derfor på forældrene og nære slægtninge i hverdagen, ikke kun på en racebeskrivelse eller et gennemsnit.

Selvstændigheden er en del af racens måde at arbejde på. Samojedhunden skal kunne tage initiativ, holde fokus på en fysisk opgave og arbejde uden at være overdrevent afhængig af føreren. I hverdagen kan de samme egenskaber vise sig som stædighed, egne idéer og en hund, der ikke altid vælger at følge dig. Træningen bliver lettere, når opgaven er tydelig, belønningen er indsatsen værd, og gentagelserne har et formål.

Jagtlysten skal også vurderes hos den enkelte hund. Racestandarden beskriver jagtinstinktet som svagt udviklet, mens Svenska Kennelklubbens aktuelle købervejledning advarer om, at stærk jagtlyst stadig kan forekomme. Regn ikke med, at en samojedhund kan gå sikkert uden snor alene på grund af racen.

## Træning og motion

Samojedhunden har behov for regelmæssig fysisk aktivitet og trives som regel bedst, når noget af den har et tydeligt formål. Trækarbejde, vandreture, ture med kløv og anden udholdenhedstræning ligger tæt på racens anvendelsesområde. Næsearbejde, hverdagstræning og problemløsning giver variation, men erstatter ikke muligheden for at bevæge sig og arbejde fysisk.

Svenska Kennelklubben angiver mindst en times daglig gåtur plus fysisk træning tre til fire gange om ugen som et almindeligt udgangspunkt for en voksen hund. Se det som en rettesnor, ikke en nøjagtig dosis. Alder, form, helbred, temperatur, underlag og intensitet afgør, hvad der er passende. Hvalpe og unghunde skal opbygge muskler og belastning gradvist i stedet for at følge en voksen hunds program.

Hunden kan lære to forskellige regler: at lægge sig i arbejdsselen og trække på signal og at gå i løs line på almindelige ture. Brug udstyr, der er beregnet til aktiviteten, lær tydelige startsignaler, og øg distance, fart og belastning gradvist. Et officielt resultat fra en polarhundsprøve viser, at hunden har udført et defineret arbejde efter prøvens vilkår. Resultatet siger noget vigtigt om funktionen, men beviser ikke, at hunden er fri for ledproblemer, hjertesygdom eller frygt i hverdagen.

I varmt vejr skal belastningen tilpasses forholdene og den enkelte hunds reaktion. Læg de hårdere pas på køligere tidspunkter, vælg et egnet underlag, sørg for vand, og stop, hvis hunden ikke kommer sig som normalt. En universel temperaturgrænse er misvisende, fordi luftfugtighed, sol, tempo, kondition og individ påvirker varmebelastningen.

Begynd tidligt med indkald, men overvurder det aldrig. En lang line eller et indhegnet område giver hunden bevægelsesfrihed, når omgivelserne er for krævende til, at den kan gå sikkert løs. Det er især vigtigt, hvis hunden viser jagtlyst eller gerne vælger sin egen vej.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, forekommer hos samojedhund. I racens nye svenske avlsstrategi havde cirka 20–25 procent af de røntgenundersøgte hunde født i 2019–2024 resultat C, D eller E. Tallet gælder undersøgte hunde og kan ikke uden videre bruges som forekomst i racen som helhed, men hofteresultaterne er værd at kontrollere ved køb af hvalp.

For et kuld, der skal registreres i Sverige, skal begge forældre have officiel HD-status før parring. Samojedhunden er også omfattet af det svenske HD-indeks: Et gennemsnitligt indeks over 100 for forældrene anbefales, og hunde med D eller E må ikke bruges i avl. Reglerne er altså mere nuancerede end påstanden om, at kun hunde med A eller B kan indgå i en kombination. Kontrollér begge forældres resultater, deres indeks på parringstidspunktet og resultater hos søskende og tidligere afkom i SKK Avelsdata.

Raceklubben anbefaler også en øjenundersøgelse fra 18-månedersalderen med et resultat uden anmærkning eller kun fund, der klassificeres som ikke-arvelige. Den gældende avlsstrategi viser samtidig, at kun en lille del af hundene blev øjenundersøgt i 2021–2024. Bed derfor om det registrerede resultat i stedet for at nøjes med en generel forsikring om, at linjen har sunde øjne.

Diabetes mellitus fortjener også opmærksomhed. En stor svensk forsikringsundersøgelse og senere norsk forskning placerede begge samojedhund blandt racerne med højest risiko. Studierne beskriver risiko på raceniveau og kan ikke forudsige, om en bestemt hvalp bliver syg. Spørg til diagnoser hos nære slægtninge, og tag ændringer i hundens helbred op med en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Samojedhunden stammer fra det nordlige Rusland og Sibirien og har fået sit navn efter de samojediske folk. Hundene blev i forskellige områder brugt til jagt, trækarbejde og senere også til at vogte rensdyr. De levede tæt sammen med mennesker og blev ifølge racestandarden også brugt som varmekilde i teltene. Nutidens race har slædehund og selskabshund som officielle anvendelsesområder.

Det lille antal hunde, der blev ført fra Sibirien til Vesteuropa, dannede sammen med hunde, som forskningsekspeditioner tog med sig, grundlaget for den vestlige bestand. Den første samojedhund blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1893. En svensk-norsk standard for nordisk spidshund blev offentliggjort i 1908, og den første engelske racestandard for samojedhund blev skrevet i 1909.

Historien forklarer, hvorfor nutidens avl handler om mere end hvid pels og et venligt udtryk. Svenska Polarhundklubben arbejder for at bevare racens polare egenskaber og praktiske funktion som slædehund. Den, der vælger racen, bør derfor interessere sig for dens funktion, ikke kun dens udseende.

## At leve med racen

En samojedhund kan bo i lejlighed, hvis dens behov bliver opfyldt uden for boligen. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for daglig aktivitet, hvile og regelmæssig tid udendørs. I en ejendom med dårlig lydisolering bør du også undersøge, hvor meget hvalpens nære slægtninge gør eller hyler derhjemme, og begynde tidligt med at træne ro. Hvis hunden gør eller hyler meget, kan det hurtigt påvirke naboerne.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte og rolige fravær, når hvalpen er tryg i hjemmet, og øg først tiden, når den kan falde til ro. Nogle hunde lærer det hurtigt, mens andre har brug for betydeligt mere tid. Planlæg ikke hvalpekøbet ud fra en forventning om, at netop din samojedhund automatisk vil kunne være alene en hel arbejdsdag.

Med børn gælder de samme sikkerhedsprincipper som for andre hunde: En voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have et uforstyrret sted at hvile. Racens sociale ideal er positivt, men racenavnet kan ikke erstatte opsyn og respektfuld omgang. Vær lige så forsigtig med katte og andre dyr. Spørg, hvordan forældrene fungerer, gennemfør introduktioner kontrolleret, og tag udgangspunkt i den enkelte hunds jagtlyst og tidligere erfaringer.

Pelsen kan mærkes i hverdagen. Du skal acceptere løse hår, sætte tid af til pelspleje og kunne tørre en våd pels grundigt. Samojedhunden er ikke allergifri: Hundeallergener findes især i spyt og hud, og mængden varierer mellem individer, også inden for samme race. Den, der har allergi, bør derfor ikke træffe en beslutning ud fra påstande om hvid pels, begrænset lugt eller begrænset fældning.

Kontrollér oplysningerne bag det, opdrætteren fortæller om kvaliteten. Slå forældrenes HD-status og aktuelle indeks, øjenresultater, BPH og eventuelle arbejdsmeritter op. Spørg, hvordan nære slægtninge har fungeret i trækarbejde, ved hundemøder, hjemme, alene og i varmt vejr. Bed opdrætteren vise, hvordan en voksen pels plejes. En arbejdsmerit dokumenterer funktion under en prøve, BPH viser observerede reaktioner, og sundhedsregistrene viser kendte resultater. Samlet giver de et bedre beslutningsgrundlag, men ingen enkelt oplysning garanterer, hvordan hvalpen bliver.

Samojedhund

Fédération Cynologique Internationale

Svenska Polarhundklubben (Swedish Polar Dog Club)

Deutscher Club für Nordische Hunde e.V.

Mellemstor, kraftig, arktisk spidshund, som af Samojedfolket blev avlet til at vogte rener, trække slæder og dele telt med familien. Kendt for sit “Samojed-smil” og sin tætte, næsten lugtfri dobbeltpels. Social, energisk, lydhør og intelligent; har brug for tæt menneskelig kontakt, konsekvent men blid træning og masser af motion.

Vi på Plogens föder upp Samojedhund i Svartsjö. Fem hundar från vår uppfödning deltog 2023 i öppen klass och veteranklass, fyra respektive en. Två av dem representerade senare samma år Plogens i Norge, en från vardera klassen. Både öppen klass och veteranklass har därmed representerats av oss i Sverige och Norge.

Plogens

Griffon belge

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Lille, robust selskabshund fra Bruxelles med et menneskeligt “abe-ansigt” og store øjne. Har en strid, grov pels i sort eller sort med tan-aftegninger. Dybt knyttet til sin familie, følsom og meget menneskeorienteret; en livlig, intelligent og opmærksom lille vagthund, som trives med mild træning, selskab og regelmæssig pelspleje.

## Kort fortalt

Griffon bruxellois er en lille belgisk selskabshund med ruhåret rød pels, kort snude og et vågent udtryk. Racestandarden angiver 3,5–6 kg, men ingen skulderhøjde. Vurder derfor proportioner, bevægelser og funktion i stedet for at stole på et usikkert centimetermål.

- **Oprindelse og anvendelse:** Belgien; selskabshund i FCI-gruppe 9.
- **Vægt:** 3,5–6 kg ifølge racestandarden. Der er ikke angivet nogen officiel skulderhøjde.
- **Pels:** Ruhåret med underuld, naturligt hård og let bølget. Farven er rød eller rødlig; lidt sort på næsepartiet er tilladt.
- **Temperament:** Raceidealet er en afbalanceret, vågen og opmærksom hund, som hverken er sky eller aggressiv. Svenska Kennelklubben beskriver racen som aktiv, venlig og lærenem, men hvert individ skal vurderes for sig.
- **Vigtige sundhedsundersøgelser:** Raceklubben anbefaler undersøgelse af knæ og øjne hos avlshunde. RFG-resultater for vejrtrækning er blevet registreret centralt siden maj 2026, men undersøgelsen er foreløbig ikke et krav før avl.

Griffon bruxellois, griffon belge og petit brabançon er tre separate racer med fælles oprindelse, som ifølge SKK må parres med hinanden. Det gør ikke en sort ruhåret griffon belge eller en glathåret petit brabançon til pelsvarianter af griffon bruxellois.

## Udseende og pels

Griffon bruxellois skal være lille, robust og næsten kvadratisk med god knoglebygning, men lette bevægelser. Hovedet er stort i forhold til kroppen, snuden er meget kort og bred, og underkæben ligger foran overkæben. En tunge, der hele tiden er synlig, når munden er lukket, hører ikke til et korrekt udtryk.

Pelsen adskiller racen fra dens to nære slægtninge. Griffon bruxellois har ruhåret pels med underuld. Den skal føles naturligt hård, må være let bølget, men ikke krøllet, og danner skæg, overskæg og længere øjenbryn. Farven er rød eller rødlig; lidt sort hår på næsepartiet er tilladt. En ruhåret hund, som er sort eller sort med tan-aftegninger, er griffon belge, mens petit brabançon er glathåret og kan have de farver, der accepteres for de to griffonracer.

Den ruhårede pels skal trimmes, så døde hår fjernes, og strukturen bevares. SKK angiver to til fire trimninger om året som vejledning, ikke som en plan for alle hunde. Pelsens tilstand, mængden af døde hår og eventuelle filtringer afgør, hvornår det er tid. Kontrollér også skæg og ansigt for madrester, snavs og fugt.

Begynd tidligt med korte, rolige plejestunder på et skridsikkert underlag. Hunden skal kunne blive redt, få poter og ansigt undersøgt og stå stille uden at blive bange.

## Temperament og personlighed

En griffon bruxellois skal være vågen, opmærksom og tryg og samtidig fungere som en selskabshund, der søger tæt kontakt. Racestandarden beskriver en afbalanceret og trofast hund, som hverken må være sky eller aggressiv. SKK fremhæver også hengivenhed, venlighed, nysgerrighed, lærevillighed og en vis egenvilje.

Dette er et raceideal, ikke en garanti. Reaktioner på fremmede mennesker, lyde, håndtering og frustration påvirkes af arv, erfaringer og situationen. Bed om at møde tæven og gerne andre voksne slægtninge. Se efter nysgerrighed uden langvarig ophidselse og evne til at falde til ro igen.

Betegnelser som ”velcrohund” eller ”énmandshund” siger for lidt om individet. En social hund kan gerne søge nærhed og stadig hvile på sin egen plads; en anden kan have brug for mere støtte ved adskillelse eller nye mennesker. Spørg, hvordan forældrene og tidligere afkom fungerer i hverdagen.

Gøen afhænger af individ og miljø. En vågen hund kan reagere på døre, stemmer og bevægelse uden for vinduet, men racen kan hverken garanteres at være stille eller støjende. Beløn ro efter lyde, og kontrollér, at hunden kan falde til ro igen.

## Træning og motion

Griffon bruxellois har brug for daglig bevægelse, næsearbejde og indlæring, men et fast antal minutter passer ikke til alle. En god hverdag veksler mellem gåture, tid til at undersøge dufte, korte træningspas, leg og uforstyrret hvile. Tilpas mængden efter alder, kondition, huld og vejr og først og fremmest efter, hvordan hunden trækker vejret og kommer sig.

Racen lærer let, men kan have tydelige egne meninger. Venlige og lystbetonede metoder, der belønner den ønskede adfærd, giver et bedre grundlag end hårde korrektioner. Træn især indkald, at gå roligt i line, at slippe genstande, ro på en fast plads og frivillig medvirken ved kontrol af pels, kløer, mund og øjne. Hold passene så korte, at hunden stadig er engageret, og øg sværhedsgraden trinvis.

Turens længde siger ikke alt. Fodersøg, et enkelt duftspor eller en ny opgave giver aktivitet uden hård fysisk belastning. Racen er robust i forhold til sin størrelse, men skal ifølge SKK ikke udsættes for mere, end en lille hund kan klare. Hvalpe, voksne og ældre hunde har brug for forskellige forløb.

Den korte snude gør vejrtrækningen til en del af enhver beslutning om aktivitet. Vælg køligere tidspunkter på varme dage, hold hunden i et sundt huld, og stop, før den puster kraftigt, eller dens normale bevægelsesmønster ændrer sig. Tydelige vejrtrækningslyde, langsom restitution eller modvilje mod at bevæge sig må ikke affejes som normalt for racen.

## Sundhed

De vigtigste racespecifikke sundhedsundersøgelser vedrører knæ, øjne og vejrtrækningsfunktion. For en hvalpekøber er det afgørende at skelne mellem en anbefaling, et centralt registreret resultat og et bindende krav og derefter kontrollere den enkelte hunds identitet, undersøgelsesdato og resultat.

Raceklubben anbefaler knæ- og øjenundersøgelse af avlshunde. Den racespecifikke avlsstrategi angiver patellaundersøgelse før første parring og øjenundersøgelse inden for et år før parring som retningslinjer. Det betyder ikke, at racen har et obligatorisk sundhedsprogram. Bed opdrætteren vise resultaterne for begge forældre, og spørg, hvordan knæ og øjne er hos nære slægtninge; én attest beskriver ikke en hel familie.

Det korte kranium og den korte snude øger risikoen for både vejrtrækningsproblemer og øjenskader. I Sverige er RFG-resultater for griffon bruxellois blevet registreret centralt siden maj 2026. RFG er en standardiseret vurdering, hvor dyrlægen blandt andet kontrollerer hundens identitet, huld og næsebor, lytter før belastning og vurderer vejrtrækningen efter en kort bevægelsestest. For griffon bruxellois er RFG foreløbig ikke et krav før avl. Et resultat giver nyttig information om den undersøgte hund, men erstatter ikke observation af vejrtrækningen i hverdagen eller viden om slægtninge.

En hund med velfungerende øvre luftveje trækker vejret stille. Tydelig snorken eller snøften i vågen tilstand, besværet indånding, langsom restitution eller dårlig varmetolerance bør vurderes af en dyrlæge. Symptomerne viser sig måske først under aktivitet. Blålig tunge eller tandkød, usikker gang, kollaps eller bevidstløshed er akutte faresignaler.

De store øjne og den korte hovedform betyder, at øjnene skal kontrolleres nøje. Kontakt hurtigt en dyrlæge, hvis hunden pludselig kniber øjet sammen, holder et øje lukket, gnider med poten, bliver rød, eller øjet begynder at løbe. Øjensmerter betragtes som akutte, fordi blandt andet sår på hornhinden hurtigt kan blive værre.

Syringomyeli forekommer i racen og kan give stærke smerter, men det vides ikke, hvor almindelig sygdommen er i Sverige. Uforklarlige smerter, gentagen intens kradsen uden en tydelig hudårsag eller ændrede bevægelser bør undersøges af en dyrlæge. Procenttal fra udvalgte grupper eller henviste patienter må ikke opfattes som en sikker forekomst i hele den svenske racebestand.

Før køb bør du bede om:

- patella- og øjenresultater for begge forældre med identitet og dato,
- eventuelle RFG-resultater og en forklaring på, hvad netop den grad betyder,
- mulighed for at se forældre eller voksne slægtninge trække vejret i hvile og efter moderat bevægelse,
- ærlige oplysninger om øjenskader, vejrtrækningsproblemer, tegn på smerte og neurologiske symptomer i familien.

## Historie og oprindelse

Griffon bruxellois har sin dokumenterede oprindelse i en lille ruhåret hundetype, der blev kaldt smousje, og som længe fandtes i området omkring Bruxelles. I 1800-tallet blev rød king charles spaniel og mops brugt i udviklingen af nutidens racetype.

Racestandarden fortæller forsigtigt, at de små, vågne hunde blev sagt at bevogte vogne og holde stalde fri for gnavere. Den historiske oplysning skal bevare dette forbehold; den beviser ikke, at enhver moderne griffon har en bestemt vagt- eller jagtadfærd.

De første griffon bruxellois, der blev indført i den belgiske stambog i 1883, hed Topsy og Foxine. Omkring år 1900 blev racerne mere populære, blandt andet på grund af dronning Marie-Henriettes interesse, og eksport gjorde dem kendt uden for Belgien.

Den fælles historie forklarer, hvorfor griffon bruxellois, griffon belge og petit brabançon ofte omtales sammen. Nutidens standard adskiller dem dog tydeligt efter hårlag og farve: griffon bruxellois er den ruhårede røde race.

## At leve med racen

Griffon bruxellois kan trives både i lejlighed og hus, hvis den får daglig aktivitet, rolig hvile og træning, der passer til individet. Det lille format løser ikke hverdagen af sig selv. I en ejendom, hvor lyd trænger igennem, er evnen til at falde til ro efter lyde vigtig, og i varme perioder skal både hjem og gåture give mulighed for at holde hunden kølig.

Med børn er opsyn fra voksne vigtigere end en generel vurdering af racen. En griffon er robust i forhold til sin størrelse, men stadig en lille hund, der kan komme til skade ved fald, klem eller hårdhændet løft. Lær børn at lade hunden komme selv, ikke at forstyrre den, når den spiser eller sover, og at respektere dens hvileplads. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede.

Der er ingen garanti for, at en griffon trives med enhver hund eller kat. Giv katten separate flugtveje, begynd med udveksling af dufte og møder bag en låge, hold hunden under kontrol, og beløn ro. Stop jagt, og gå et trin tilbage, hvis et af dyrene bliver anspændt. To hunde har brug for hver sin spise- og hvileplads.

Alenetid skal trænes gradvist, ikke ved pludselig at efterlade hunden en hel arbejdsdag. Begynd, når hvalpen eller den voksne hund føler sig tryg i hjemmet, gå fra den i meget korte perioder, og øg kun, så længe hunden er rolig. Fremskridtet varierer fra individ til individ. Piben, gøen, rastløs vandren, kraftig vejrtrækning eller manglende evne til at hvile viser, at træningen er gået for hurtigt og skal gøres lettere.

Når du vælger hvalp eller voksen hund, bør du kontrollere mere end farve og et charmerende udtryk. Bekræft, at hunden faktisk er registreret som griffon bruxellois, se, hvordan voksne slægtninge trækker vejret og bevæger sig, bed om patella-, øjen- og eventuelle RFG-resultater, og spørg, hvordan familien reagerer på håndtering, lyde og korte perioder alene. Det bedste match bygger på dokumenterede sundhedsoplysninger og adfærd, du kan se i hverdagen, ikke på løfter, der påstås at gælde alle hunde af racen.

Griffon bruxellois

Deutscher Club für Griffon Bruxellois (Germany)

Griffon bruxellois er en lille, men robust selskabshund med et næsten menneskeligt, skægget ansigt og store, mørke øjne. Den knytter tætte bånd til sine mennesker og er som et lille ”burrebånd”, der vil være tæt på hele tiden. Den trives med venlig, belønningsbaseret træning, moderat daglig motion og findes både med ruhåret og korthåret pels i dybrød, sort eller sort med tan-aftegninger.

Japanese Chin

Japanese Chin er en lille, fint bygget selskabshund i dværgformat med silkeblød, letplejet pels og et udtryksfuldt, opadvendt ansigt. Kattelignende og yndefuld knytter den ofte det stærkeste bånd til én person, er rolig men legesyg indendørs, har brug for moderat motion og foretrækker nænsom håndtering og et stille, roligt hjem.

## Kort fortalt

Petit Brabançon er en lille belgisk selskabshund, som ofte er opmærksom, hengiven og gerne vil være med i det, der sker. Den hører til FCI-gruppe 9 og er den glathårede af de tre nært beslægtede belgiske griffonracer. De to andre er griffon belge og griffon bruxellois.

- **Oprindelsesland:** Belgien
- **Anvendelse:** selskabshund
- **Vægt ifølge racestandarden:** 3,5–6 kg
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ingen bestemt højde
- **Pels:** kort, strid og blank; højst 2 cm lang
- **Farver:** rød, sort, sort med tantegninger eller sort og rød meleret, med mørk maske
- **Typiske træk:** opmærksom, aktiv, lærenem, venlig og tæt knyttet til sin ejer
- **Vigtige sundhedsområder:** vejrtrækning, øjne, knæskaller og tegn på neurologiske smerter

De tre griffonracer har samme baggrund og må ifølge Svenska Kennelklubben parres med hinanden. Petit Brabançon adskiller sig først og fremmest ved sin glatte pels, mens griffon belge og griffon bruxellois er ruhårede. Racerne registreres hver for sig.

Den officielle vægt er en mere pålidelig rettesnor end de højdemål, man ofte finder på nettet. Racestandarden angiver 3,5–6 kg, men intet interval for mankehøjde. To voksne hunde kan derfor have forskellig højde og stadig begge være helt racetypiske.

## Udseende og pels

Petit Brabançon skal være lille, kompakt og næsten kvadratisk, med en god benstamme uden tunge bevægelser. Kropslængden skal omtrent svare til mankehøjden. Det korte, brede hoved, det tydelige underbid og de store, mørke øjne giver racen dens karakteristiske udtryk.

Racetype må ikke forveksles med overdrivelser. Næseborene skal være godt åbne, øjnene store, men aldrig udstående, og underkæben bred. Når munden er lukket, må hverken tunge eller tænder kunne ses. Når du vurderer en hund, bør fri vejrtrækning, åbne næsebor og sunde øjne veje tungere end et så fladt ansigt som muligt.

Pelsen er strid, blank og højst 2 cm lang. Den skal ikke trimmes. Børst pelsen, og bad hunden efter behov, for eksempel når løse hår eller snavs skal fjernes.

De godkendte farver er rød, sort, sort med tantegninger samt sort og rød meleret. En mørk maske er en del af helhedsindtrykket; hos ældre hunde må masken være grå eller gråsprængt.

Den korte pels gør pelsplejen enkel, men den gør ikke racen allergifri. Der findes ingen allergifri hunderacer, og niveauet af allergener varierer fra hund til hund, også inden for samme kuld. Personer med hundeallergi bør derfor vurdere deres reaktion på den enkelte hund og ikke vælge alene ud fra pelslængden.

## Temperament og personlighed

Petit Brabançon er først og fremmest en opmærksom selskabshund, som gerne tager del i familielivet. Racestandarden beskriver de belgiske griffoner som intelligente, afbalancerede og årvågne, mens Svenska Kennelklubben fremhæver, at racen er aktiv, lærenem, hengiven og venlig.

Det betyder ikke, at alle individer reagerer ens. Arv, tidligt miljø, socialisering, træning og sundhed påvirker, hvor tryg, social og nem at leve med hunden bliver. En voksen hund bør kunne falde til ro efter aktivitet og møde mennesker uden vedvarende frygt eller aggression. Når du besøger et kuld, er det en god idé også at møde moderen og spørge, hvordan nære slægtninge fungerer i hverdagen.

Racens opmærksomhed kan være en fordel i kontaktøvelser, hverdagslydighed og enkle søgelege. Beløn rolig adfærd fra begyndelsen, og giv hunden et uforstyrret hvilested, så den lærer at koble af.

Petit Brabançon kan passe både til en erfaren hundeejer og en velforberedt førstegangsejer, men en lille hund passer ikke sig selv. Den har brug for venlig, konsekvent træning, daglig omsorg og en ejer, der tager vejrtrækning og øjensundhed alvorligt. Vælg hund og opdrætter efter, hvor godt de passer til din hverdag, ikke ud fra løfter om, at racen altid er nem.

## Træning og motion

Petit Brabançon har brug for daglig bevægelse, mental aktivering og tid til at komme sig, men én bestemt længde på gåturen passer ikke til alle. En sund hund kan nyde gåture, miljøtræning, leg, hverdagslydighed og næsearbejde. Tilpas mængden efter alder, kondition og temperatur og frem for alt efter, hvordan hunden trækker vejret og kommer sig.

Korte, tydelige træningspas fungerer ofte godt for en lille og lærenem selskabshund. Beløn den adfærd, du ønsker, del nye øvelser op i overskuelige trin, og øg først sværhedsgraden, når hunden er tryg. Væn den også gradvist til, at du undersøger mund og ansigt; det gør tandbørstning og kontrol af øjnene lettere.

Den korte snude betyder, at vejrtrækningen skal afgøre, hvor hårdt hunden arbejder. Sæt tempoet ned eller stop, hvis vejrtrækningslydene tydeligt tiltager, hunden kæmper for at få luft, ikke kommer sig normalt eller ser ud til at have svært ved at regulere sin temperatur. Blålige slimhinder, kollaps eller udtalt åndenød er akutte advarselstegn, der kræver dyrlægehjælp.

Vær særligt forsigtig i varmt og fugtigt vejr. Motionér på køligere tidspunkter, tilbyd vand, og lad hunden hvile, før den bliver presset. En hund, der gentagne gange ikke kan klare en almindelig gåtur eller leg på grund af vejrtrækningen, bør undersøges. Det må ikke affejes som normalt for en kortsnudet race.

En hvalp skal ikke følge samme motionsplan som en voksen hund. Lad i stedet kroppen udvikle sig gennem varieret bevægelse i eget tempo, korte opdagelsesture og meget hvile. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens bevægelser, vejrtrækning og restitution være styrende.

## Sundhed

De vigtigste sundhedskontroller for Petit Brabançon gælder vejrtrækning, øjne, knæskaller og tegn på smerter fra nervesystemet. At et problem forekommer i racen, betyder ikke, at alle hunde er ramt. Det er den enkelte hunds undersøgelsesresultater og funktion, der er afgørende.

Racen er kortsnudet, hvilket kan øge risikoen for BOAS – vejrtrækningsproblemer, der skyldes forsnævrede øvre luftveje. Svenska Kennelklubben har racen med i sine særlige anvisninger om hovedform og vejrtrækning. Rolig og ubesværet vejrtrækning i hvile, godt åbne næsebor og normal restitution efter bevægelse er derfor nyttige kontrolpunkter. Snorkelignende lyde, mens hunden er vågen, øget vejrtrækningsarbejde, dårlig udholdenhed eller varmeintolerance bør ikke betragtes som charmerende racekendetegn.

RFG-Scheme er en dyrlægeundersøgelse, der vurderer vejrtrækningen før og efter en tre minutter lang belastningstest. Dyrlægen ser blandt andet på næseborenes form, lytter til hjerte og lunger og graderer tegn på BOAS fra 0 til 3. Grad 0 betyder, at hunden på undersøgelsestidspunktet ikke er klinisk påvirket. Grad 1 er milde tegn, som ikke påvirker præstationen, mens grad 2 og 3 betyder henholdsvis moderat og alvorlig klinisk påvirkning.

Siden maj 2026 har RFG-resultater for Petit Brabançon kunnet registreres centralt hos Svenska Kennelklubben. Et officielt resultat registreres fra 24-månedersalderen; et tidligere resultat markeres som foreløbigt. For Petit Brabançon betyder central registrering foreløbig ikke, at en RFG-test er et krav før avl. Regler kan ændre sig, så kontrollér altid de aktuelle oplysninger hos Svenska Kennelklubben. Som hvalpekøber kan du spørge, om forældrene er testet, hvilken grad de fik, og hvordan de fungerer ved almindelig aktivitet og i varmt vejr.

Problemer med knæskallerne og visse øjensygdomme forekommer i racen. Den svenske avlsstrategi anbefaler, at avlshunde undersøges for patellaluksation før første parring og får øjnene undersøgt inden for et år før parringen. Bed om at se registrerede resultater i stedet for at nøjes med en generel forsikring om, at hundene er sunde. Spørg også til hornhindeskader og andre øjenproblemer hos nære slægtninge, fordi hovedformen kan gøre øjnene mere udsatte.

Syringomyeli forekommer i racen og kan give stærke smerter, men det vides ikke, hvor almindelig tilstanden er blandt svenske hunde. Intens kradsen, unormale bevægelser eller uforklarlige smerter, for eksempel under en tur i snor, kan give grund til en neurologisk vurdering hos dyrlægen. Sådanne tegn kan have flere årsager og bør ikke bruges til at stille en diagnose derhjemme.

Kontakt hurtigt en dyrlæge, hvis hunden pludselig kniber øjet sammen, blinker gentagne gange, gnider øjet, får et øje, der løber i vand, eller virker smertepåvirket. Åndenød, blålige slimhinder eller kollaps kræver akut hjælp. Tidlig behandling er særlig vigtig, når øjnene er store og snuden meget kort.

## Historie og oprindelse

Petit Brabançon blev udviklet i Belgien fra samme hundestamme som griffon belge og griffon bruxellois. Racestandarden fører alle tre tilbage til en lille, ruhåret hundetype omkring Bruxelles, som blev kaldt smousje. Hundene arbejdede omkring stalde, hvor de blandt andet holdt gnavere borte og efter sigende bevogtede vogne.

I løbet af 1800-tallet blev den moderne griffontype formet gennem krydsninger med blandt andet mops og rød king charles spaniel. Krydsningerne bidrog med den glatte, sorte pels og befæstede racetypen. De første griffoner blev indført i den belgiske stambog i 1883, og de små hunde blev senere værdsatte selskabshunde også uden for Belgien.

Den glathårede variant fik navnet Petit Brabançon. I dag har de tre griffoner hvert sit FCI-nummer og adskilles hovedsageligt gennem pels og farve, men deres fælles ophav ses stadig både i racestandarden og i svensk avl. Historien forklarer slægtskabet, men siger ikke noget sikkert om den enkelte hunds temperament eller sundhed.

## At leve med racen

Petit Brabançon passer bedst til en person, der ønsker en lille hund, som gerne deltager i hverdagen, og som kan tilpasse livet til hundens vejrtrækning, aktivitetsniveau og behov for selskab. Den kan trives godt i en lejlighed, hvis den får regelmæssige lufteture, passende aktivering, ro til at komme sig og træning i at forholde sig roligt til lyde fra opgangen og uden for døren.

En voksen skal altid være til stede, når hunden er sammen med børn. En så lille hund må ikke løftes, jages eller forstyrres, mens den spiser eller hviler. Giv hunden sit eget trygge sted, og lær barnet at vente, til hunden selv tager kontakt. Hvor godt racen fungerer med en anden hund eller en kat, afhænger af individerne, deres tidligere erfaringer og måden, de introduceres på. Racenavnet er ingen garanti.

Alenetid skal trænes gradvist, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. En lille hvalp må ikke efterlades alene; byg en voksen hunds tolerance op i små trin, uden at den bliver bange. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis arbejdsdagen regelmæssigt er længere, end hunden kan være alene uden uro.

Mundpleje er en vigtig del af hverdagen. Væn hunden gradvist til tandbørstning, og bed dyrlægen hjælpe med at vurdere en passende hyppighed. Tyggeprodukter kan være et supplement, men erstatter ikke den mekaniske rengøring.

Før et køb bør du kunne få tydelige svar på følgende spørgsmål:

- Hvordan trækker forældrene vejret i hvile, under aktivitet og i varmt vejr?
- Findes der registrerede RFG-resultater, og hvilken grad fik hundene?
- Hvornår blev knæskaller og øjne senest undersøgt, og hvilke resultater blev registreret?
- Har nære slægtninge haft gentagne hornhindeskader, uforklarlige smerter eller neurologiske tegn?
- Hvordan er hvalpene blevet vænnet til mennesker, hverdagslyde, håndtering og hvile?
- Hvilken støtte tilbyder opdrætteren, hvis der opstår spørgsmål efter købet?

Den rette hund kan blive en nær og træningsvillig følgesvend. Det afgørende er ikke blot, at den er lille eller glathåret, men at den trækker vejret frit, har sunde øjne og et stabilt temperament og får en hverdag, der passer til en aktiv selskabshund.

Petit Brabançon

Petit Brabançon: en lille, men robust belgisk selskabshund med glat, skinnende pels og store, næsten menneskelige, mørke øjne. Trogen, følsom og intelligent knytter den stærke bånd til sine mennesker, trives godt i bymiljø, har brug for daglig mental og fysisk stimulering og har det bedst i et hjem, hvor den sjældent efterlades alene.

Vi föder upp japanese chin och
Griffon Belge,  Griffon Bruxellois och Petit Brabancon

Ru-paul's

Vi på Furbulous Collection föder upp Samojedhund i Bjärnum. Två hundar från vår uppfödning, födda 2023 respektive 2025, har samma far och mor. Kombinationen återkommer därmed över två födelseår och knyter samman två generationer under Furbulous Collection-namnet i vår samojeduppfödning.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet