## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

The Kennel Club (UK)

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Shiragårdens

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Mindalens Jewellery - Liten kennel i Nykvarn (Stockholm/Södermanland) som föder upp friska & sunda renrasiga chihuahua valpar. Allt sker enligt SKKs regler. Jag har 7 stycken chihuahuor. Varav 5 stycken är tikar som går i avel, samtliga är friska & sunda med patella intyg UA. Mina 5 tikar är; Chloè: Vit med chokladbruna fläckar - Kiara: Röd - Lily, Rose & Freya: Black & Tan / Trefärgad. Samtliga är långhåriga. För mer info & bilder, se Instagram @mindalens

Mindalens Jewellery

## Kort fortalt

Engelsk springer spaniel er en aktiv britisk fuglehund, der er avlet til at finde vildt, støde det op og apportere. Den passer bedst hos en ejer, som vil give hunden både fysisk og mental aktivitet hver dag, hvad enten det sker gennem jagt, hundesport eller et varieret friluftsliv.

- **Størrelse:** Racestandarden angiver en skulderhøjde på cirka 51 centimeter. Den angiver ingen vægt, så et fast vægtinterval er ikke en god målestok for alle individer.
- **Type:** Der har længe eksisteret forskellige avlsretninger, især jagtprægede og mere udstillingsprægede hunde. Opdrætterens mål og forældrenes egenskaber siger mere om, hvad en hvalp kan arve, end betegnelsen alene.
- **Temperament:** Raceidealet er en venlig, glad og samarbejdsvillig hund. De enkelte hunde varierer dog blandt andet i aktivitetsniveau, social adfærd og følsomhed.
- **Aktivering:** Racen har brug for regelmæssig motion og mentale opgaver, men det samme antal minutter passer ikke til alle hunde.
- **Pels:** Tæt, lige og vejrbestandig med faner, som kræver regelmæssig børstning og trimning.
- **Det rette hjem:** Et godt valg for den, der vil træne, samarbejde og være meget ude; et dårligere valg, hvis hunden ofte forventes at klare sig med korte lufteture.

## Udseende og pels

Engelsk springer spaniel er en stærk og kompakt hund med en harmonisk, elegant fremtoning. Racestandarden angiver en skulderhøjde på cirka 51 centimeter, men intet officielt vægtinterval. Bedøm derfor ikke hunden ud fra et vilkårligt tal på vægten. Hold i stedet øje med dens huld: taljen skal være tydelig, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk.

Pelsen skal være tæt og lige og beskytte mod vejret uden at være grov. De længere hår på ører, ben og krop danner moderate faner. De godkendte farver er leverbrun og hvid eller sort og hvid, med eller uden tanfarvede aftegninger.

En grundig børstning cirka én gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt for mange hunde, men pelsmængde, årstid og aktivitet afgør det reelle behov. Gennemgå især armhuler, lyske, ørefaner og poter efter ture i skoven, badning eller vådt vejr, da snavs og filtre let samler sig her. Bad hunden, når den faktisk trænger til det. Klipning og trimning er nødvendigt med jævne mellemrum, men intervallet bør følge pelsens længde og kvalitet frem for en fast kalender.

De hængende, godt behårede ører skal kontrolleres regelmæssigt. Klip de lange hår på indersiden efter behov, og tjek ørerne efter badning. Dårlig lugt, rødme, sekret eller gentagen kløe er en grund til at kontakte en dyrlæge, ikke til at fortsætte rengøringen uden at kende årsagen.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, glad og samarbejdsvillig hund, der gerne arbejder sammen med sin fører. Udpræget skyhed og aggressivitet er ikke ønskelige egenskaber. Det gør engelsk springer spaniel til en attraktiv samarbejdspartner, men det er ingen garanti for, hvordan den enkelte hund fungerer sammen med børn, fremmede eller andre dyr.

Resultater fra adfærdsbeskrivelsen BPH viser også, at et gennemsnit for racen ikke fortæller hele historien. Hunde af samme race kan reagere forskelligt i sociale situationer, under leg og ved uventede hændelser. Racen rummer desuden forskellige avlsretninger, som ikke altid er blevet vurderet hver for sig. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer i hverdagen, hvilke egenskaber der er lagt vægt på, og om der findes resultater fra BPH eller andre relevante prøver.

Racen har brug for at bruge sin nysgerrighed og arbejdslyst i hverdagen. Et højt aktivitetsniveau skal dog ikke forveksles med, at hunden hele tiden skal være opkørt. Evnen til at skifte mellem arbejde og hvile bør trænes fra begyndelsen gennem tydelige rutiner, rolige pauser og opgaver med en passende sværhedsgrad.

## Træning og motion

Racens oprindelige arbejde – at søge, støde og apportere – forklarer en stor del af dens træningsbehov. Mange individer holder af at afsøge terræn og bevoksning, bære genstande og arbejde tæt sammen med deres fører. Gåture kan derfor blive mere givende, når de indimellem indeholder næsearbejde, apportering, enkle søgeøvelser eller anden træning sammen.

Det er ikke muligt at angive et bestemt antal minutters motion, der passer til alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan klare langt mere end en hvalp, en ældre hund eller en hund, der skal bygges op igen efter en pause. Tag udgangspunkt i alder, helbred, kondition og restitution. Variér mellem rolige ture, aktivitet i forskelligt terræn, mental træning og hvile i stedet for at forsøge at udmatte hunden med høj intensitet hver dag.

Kontakt med føreren, indkald og evnen til at blive på stedet trods fært eller bevægelse er særligt nyttige færdigheder. Begynd i lette situationer, og øg forstyrrelserne gradvist. Positive, belønningsbaserede metoder og korte træningspas gør det lettere at bevare tryghed og lysten til at samarbejde. En lang line kan give ekstra sikkerhed under træningen, men beviser ikke, at hunden senere kan gå løs overalt.

I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt, når de ikke deltager i jagt. Fra 1. marts til 20. august kræves der ekstra kontrol på steder, hvor der kan være vilde dyr. Har hunden stor interesse for vildt, skal ejeren kunne forhindre den i at sætte efter det.

## Sundhed

Engelsk springer spaniel beskrives overordnet som en sund race. Ved køb af hvalp er det alligevel vigtigt at skelne mellem formelle krav og raceklubbens anbefalinger. En lang liste over alt, der nogensinde er set i racen, er mindre nyttig end aktuelle resultater for de konkrete forældredyr og deres familier.

For kuld, der registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Det betyder, at de skal være undersøgt, og at resultatet skal foreligge; det betyder ikke, at alle grader automatisk er lige egnede til avl. Springerklubben har mere detaljerede avlsanbefalinger om HD-resultater og kombinationer. Bed derfor om at se forældrenes faktiske resultater, og spørg, hvordan kombinationen følger klubbens gældende råd.

Raceklubben anbefaler også, at avlshunde får foretaget en øjenundersøgelse højst et år før parring. Gonioskopi, før hunden bruges i avl første gang, indgår i klubbens råd om vurdering af øjets kammervinkel. Kontrollér dato, diagnoser og eventuelle råd om opfølgning på attesterne; nøjes ikke med at få at vide, at hundene er “testet”.

Fucosidose er en recessivt arvelig enzymmangelsygdom, som kan påvirke centralnervesystemet. En bærer bliver ikke selv syg af genvarianten, men kan give den videre. Der findes en DNA-test, så opdrætteren kan dokumentere forældrenes status og undgå en kombination, der kan give syge hvalpe. Det er vigtigere at forstå de dokumenterede resultater end at kræve den samme testpakke for alle hunde.

I hverdagen bør ørerne kontrolleres og hundens huld følges regelmæssigt. Gentagne øreproblemer, forandringer i øjnene, halthed eller andre symptomer bør vurderes af en dyrlæge. Gå ikke ud fra, at et problem er harmløst, blot fordi nogen kalder det “typisk for racen”.

## Historie og oprindelse

Engelsk springer spaniel stammer fra Storbritanniens gamle spanieltradition. Hundenes opgave var at finde og støde vildt op under jagt med net, falk eller greyhound. Da jagt med skydevåben blev udviklet, bestod arbejdet i at søge foran jægeren, støde vildtet og derefter apportere det.

Navnet “springer” henviser til den måde, hunden får vildtet til at forlade sit skjul på. The Kennel Club anerkendte engelsk springer spaniel som en selvstændig race i 1902. Den svenske Springerklubben blev stiftet i 1982.

Avlen har gennem mange år udviklet sig i forskellige retninger. Jagtprægede populationer er først og fremmest udvalgt efter arbejdsevne, mens andre i højere grad er udvalgt efter eksteriør og udstilling. Det er en vigtig historisk og praktisk forskel, men det skaber ikke to enkle personlighedstyper. Der er variation inden for begge retninger, og moderne hunde kan bruges til flere aktiviteter. En køber bør derfor vurdere den konkrete opdrætters mål, forældredyrene og deres nære slægtninge frem for blot at stole på en betegnelse.

## At leve med racen

Engelsk springer spaniel kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, restitution og adgang til natur eller andre gode træningsmiljøer. En have erstatter ikke gåture og aktiviteter sammen med ejeren. Det afgørende er, hvad hunden får lov til at lave i løbet af dagen, ikke om hjemmet er et hus eller en lejlighed.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, og øg først tiden, når den kan slappe af. Individerne varierer, så planlæg ikke hverdagen ud fra en antagelse om, at racenavnet garanterer et bestemt antal timer alene.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. At racestandarden beskriver hunden som venlig, erstatter aldrig opsyn. Udvis samme forsigtighed med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør hunden forhindres i at jage, møderne holdes korte og kontrollerede, og katten have steder, hvor den kan trække sig tilbage. Hvor godt en bestemt hund fungerer sammen med katte eller andre hunde, afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen.

Før et hvalpekøb er det især værd at kontrollere:

- opdrætterens avlsmål, og om hundenes arbejdsniveau passer til dit liv
- begge forældres officielle HD-resultater, ikke blot at de er røntgenundersøgt
- dato og fuldstændigt resultat fra øjenundersøgelser samt eventuel gonioskopi
- dokumenteret status for fucosidose, når den er relevant for kombinationen
- hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer i hverdagen, gerne suppleret med BPH- eller arbejdsresultater
- hvordan hvalpene vænnes til håndtering, hvile, forskellige miljøer og et almindeligt familieliv.

Det bedste match er en hund, hvis forventede aktivitetsniveau, arbejdslyst og følsomhed passer til ejerens faktiske hverdag. For engelsk springer spaniel er den vurdering mere værdifuld end løfter om, at racen altid er nem, god med børn eller ens uanset avlsretning.

Engelsk springer spaniel

Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Engelsk springer spaniel er en middelstor, atletisk jagthund med en behåret, vejrbestandig pels, der kræver regelmæssig pleje. Den er glad, kærlig og meget menneskekærlig og har brug for 1,5–2 timers daglig mental og fysisk aktivering. Som regel en sund, aktiv race, der egner sig bedst til engagerede hjem med et aktivt udeliv.

Classic Crown

## Kort fortalt

Welsh springer spaniel er en selvstændig britisk hunderace, ikke en rød-hvid variant af engelsk springer spaniel. Den er udviklet som stødende og apporterende jagthund og passer bedst til den, der ønsker at kombinere et tæt familieliv med regelmæssig træning og friluftsliv.

- Racen er mellemstor og kompakt. Skulderhøjden er cirka 48 cm for hanner og 46 cm for tæver.
- Racestandarden tillader kun dyb rød og hvid. Pelsen skal være lige eller glat, silkeagtig og tæt med moderat behæng.
- En typisk welsh springer spaniel er venlig, glad, arbejdsivrig og aktiv, men temperamentet varierer fra hund til hund.
- Racen har brug for mere end ture rundt om blokken. Næsearbejde, samarbejde og mulighed for at bevæge sig i varieret terræn er vigtige dele af hverdagen.
- I Sverige skal begge forældre have officiel HD-status før parringen, for at hvalpene kan registreres hos Svenska Kennelklubben. Kendt status betyder ikke automatisk, at hofterne er fri for HD.
- Et liv med børn, andre hunde og katte kan fungere godt, men racenavnet er ingen garanti. Den enkelte hund, dens opvækst, introduktionerne og de voksnes opsyn har stor betydning.

Det er først og fremmest en race til den, der holder af at lave noget sammen med sin hund. En welsh skal også lære at hvile, vente og klare korte perioder alene. Høj aktivitet uden evnen til at falde til ro giver ikke en afbalanceret hverdag.

## Udseende og pels

Welsh springer spaniel er en stærk, harmonisk og bevægelig spaniel, der er bygget til udholdende arbejde. Kroppen er kompakt uden at være tung, og bevægelserne skal være kraftfulde med lange, effektive skridt. Hanner er omkring 48 cm i skulderhøjde og tæver omkring 46 cm, men en velfungerende helhed er vigtigere end, at den enkelte hund rammer målet på centimeteren.

Farven adskiller racen tydeligt fra andre spanielracer: Standarden tillader kun dyb rød og hvid. Pelsen skal ligge lige eller glat ind til kroppen og være silkeagtig og tæt. For- og bagben, ører og hale har behæng, men behænget skal være moderat. En meget fyldig, krøllet pels, der let filtrer, er ikke den funktionelle pelstype, som standarden beskriver.

Pelsplejen kan klares hjemme, men den bør være en fast vane. Hold især øje med:

- ører og behæng efter skovture, badning og ture i højt græs
- armhuler, lyske og området bag ørerne, hvor filtre let kan begynde
- poter og hår mellem trædepuderne, især i våde perioder eller i snevejr
- hud og ører, hvis hunden begynder at klø sig, ryste på hovedet eller lugte anderledes

Børst, når pelsen begynder at samle løse hår eller danne filtre, og fjern plantedele, før de sætter sig fast. Tør ører og pels efter badning, men rens ikke en sund øregang rutinemæssigt uden grund. Svenska Kennelklubben angiver tre til fire trimninger om året som en grov rettesnor, mens raceklubben understreger, at behovet er individuelt. Lad derfor pelsens vækst, poternes greb og luftningen omkring ørerne afgøre tidspunktet. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast kalender.

## Temperament og personlighed

Welsh springer spaniel skal være venlig, munter og meget aktiv uden at være aggressiv eller nervøs. Som arbejdende spaniel forventes den at ville samarbejde, holde kontakt og kunne skifte mellem aktivitet og ro. Det gør racen givende at træne, men ikke automatisk nem i alle hjem.

Mange welsh springer spaniels holder sig tæt på deres mennesker og vil gerne være med i hverdagen. Nogle møder fremmede åbent, mens andre skal have tid, før de søger kontakt. Overdreven frygt, vedvarende stress eller manglende evne til at falde til ro bør ikke bortforklares som typisk for racen. Raceklubben gør samtidig opmærksom på, at få hunde har gennemgået en formel adfærdsbeskrivelse, så bastante udsagn om hele racens temperament vil være misvisende.

Når du besøger en opdrætter, bør du se længere end betegnelsen »venlig familiehund«. Bed om at møde tæven i en almindelig hverdagssituation, og spørg, hvordan forældre, søskende og tidligere afkom reagerer på nye steder, mennesker, lyde, hvile og alenetid. En hund, der hurtigt kommer sig efter noget uventet og kan falde til ro igen, giver mere brugbar viden om hverdagen end titler eller en begejstret første hilsen alene.

De samme sikkerhedsregler gælder med børn som med andre hunde. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En ung og ivrig welsh kan hilse med hele kroppen og bære ting i munden, selv om hensigten er venlig. Børn skal ikke forstyrre hunden, når den spiser, sover eller vælger at gå væk.

## Træning og motion

En welsh springer spaniel har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde og samarbejde hver dag, men der findes ikke et autoritativt timetal, som passer til alle hunde. En god plan giver hunden nok at lave uden at gøre den overgearet, øm eller ude af stand til at komme sig.

Racens oprindelige arbejde forklarer træningsbehovet. En spaniel afsøger terrænet foran føreren, støder vildtet, så jægeren får mulighed for at skyde, og apporterer derefter. I hverdagen viser de samme egenskaber sig som interesse for dufte, bevægelse og genstande. Prioritér derfor:

- indkald og frivillig kontakt, først i enkle omgivelser og senere med større forstyrrelser
- lang line på steder, hvor hunden endnu ikke kan gå sikkert løs
- ro og selvkontrol: at kunne vente, når noget bevæger sig, eller andre hunde arbejder
- at aflevere og bære genstande uden konflikt
- et tydeligt pausesignal og et roligt sted, hvor hunden kan koble af

Variér gåturene med søgeøvelser, sporarbejde, apportering eller en anden opgave, der bruger både næsen og samarbejdet. Agility, rallylydighed og lydighed kan også passe den enkelte hund. Målet er ikke at samle flest mulige aktiviteter, men at finde en blanding, hvor hunden kan arbejde koncentreret og derefter hvile.

Hvalpe og unghunde har brug for korte træningspas, fri bevægelse på et egnet underlag og gradvist stigende belastning. Forsøg ikke at gøre dem trætte med lange, ensformige strækninger eller mange spring. For en voksen hund bør mængden tilpasses kondition, helbred, temperatur og aktiviteten dagen før. Stivhed, usædvanligt lang restitution, uro efter aktivitet eller dårligere søvn viser, at planen bør justeres.

## Sundhed

Welsh springer spaniel regnes for en forholdsvis sund race, men en hvalpekøber bør især undersøge hofter og øjne og spørge til hud- og øreproblemer hos nære slægtninge. Sundhedsundersøgelser mindsker usikkerheden, men kan ikke garantere, at den enkelte hund forbliver rask.

I Sverige er racen omfattet af niveau 2 i Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for hofteledsdysplasi. Begge forældre skal have et officielt HD-resultat før parringen, for at afkommet kan registreres. Bed om at se de faktiske resultater, og spørg også til søskende og tidligere afkom. »HD-røntgenfotograferet« fortæller kun, at undersøgelsen er gennemført, ikke hvilket resultat hunden fik.

Øjensundhed skal holdes adskilt fra den svenske HD-regel. De svenske registreringsregler kræver ikke et øjenresultat for denne race, men Welsh Springer Spanielklubben anbefaler gonioskopi af avlsdyr. Undersøgelsen vurderer øjets kammervinkel og bruges i arbejdet mod glaukom, en alvorlig øjensygdom, som raceklubben følger særligt nøje. Spørg til aktuelle øjenundersøgelser og gonioskopi, fund hos nære slægtninge og hvordan opdrætteren har vurderet resultaterne i kombinationen.

Raceklubbens sundhedsundersøgelse peger også på ører, kløe, hud og øjne som områder, man bør holde øje med. Det betyder ikke, at alle welsh springer spaniels får problemer. Kontrollér hunden efter badning og ture i vådt eller tæt terræn, og søg dyrlæge ved tilbagevendende kløe, rødme, dårlig lugt, hovedrysten, smerter eller synsforandringer.

## Historie og oprindelse

Welsh springer spaniel udviklede sig fra rød-hvide spanielhunde i Wales og blev anerkendt som selvstændig race i Storbritannien i 1902. Skriftlige omtaler af rød-hvide spaniels i Wales går tilbage til 1300-tallet, men ældre fortællinger om oprindelsen bør ikke gøres mere præcise, end kilderne tillader.

Hundene blev først og fremmest brugt til jagt. Ordet »springer« henviser til opgaven med at støde vildt ud af dækning, ikke til at racen skulle være en variant af engelsk springer spaniel. Den moderne races arbejde omfatter søg, stød og apportering i et tæt samarbejde mellem hund og fører.

Racen kom til Sverige i 1963, og det første svenske kuld blev født i 1965. Welsh Springer Spanielklubben blev stiftet i 1980. I dag bruges racen både til jagt og sporarbejde og som aktiv selskabs- og sportshund, men jagtfunktionen er stadig nøglen til at forstå dens behov og adfærd.

## At leve med racen

Welsh springer spaniel kan bo i hus eller lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig aktivitet, restitution og adgang til gode turområder. En stor have erstatter ikke fælles træning, og en lejlighed er ikke et problem i sig selv. Du skal dog være forberedt på våd pels, grus, plantedele og mudrede poter efter et aktivt udeliv.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte perioder, når hunden er tryg og faldet til ro. En lille hvalp skal ikke efterlades alene, og selv en veltrænet voksen hund klarer normalt kun nogle få timer alene om dagen. Det svenske råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, beskriver et interval mellem lufteture, ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene. Sørg for hjælp, hvis arbejdsdage eller rejser holder dig væk længere, end hunden roligt kan klare.

Racen kan bo sammen med andre hunde, men tilpas samvær og introduktioner til de enkelte dyr. Med katte og smådyr kræves større forsigtighed, fordi en stødende jagthund kan reagere på pludselige bevægelser. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men lad ikke sikkerheden afhænge af en antagelse om, at det er en »venlig race«. Brug låger, separate hvilesteder og møder under opsyn, indtil du ved, hvordan dyrene fungerer sammen.

Før du køber en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvilke HD-resultater har begge forældre og deres nære slægtninge?
- Er forældrene øjenundersøgt og gonioskopieret, og hvilke fund findes i familien?
- Hvordan fungerer de på nye steder, med nye mennesker, under hvile og i korte perioder alene?
- Hvilken jagtlyst, kontakt med føreren og evne til at falde til ro har tidligere afkom vist?
- Hvilken pelspleje og hvilke aktiviteter indgår i hverdagen hos opdrætterens egne hunde?

Welsh springer spaniel passer bedst til den, der ønsker en aktiv samarbejdspartner frem for en hund, der nøjes med at følge passivt med. Kan du tilbyde næsearbejde, tydelig træning, rolig restitution og meget tid sammen, får racens arbejdslyst en konstruktiv plads i familielivet.

Welsh springer spaniel

The Welsh Springer Spaniel Club of UK

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Middelstor, atletisk rød-hvid spaniel fra Wales, avlet som pålidelig jagthund. Kærlig, meget menneskeorienteret og knytter ofte et stærkt bånd til én person. Kræver rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Følsom, generelt sund, med en vejrbestandig pels, der trives i både mudder og vand.

Lucky Rush

Schipperke

Société Centrale Canine (France)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

VDH - Verband für das Deutsche Hundewesen (Germany)

Schipperke er en lille, kompakt belgisk hund med kvadratisk kropsform og en kraftig, sort dobbeltpels, der danner krave og “bukser”. Den er vågen, intelligent og selvstændig, en loyal vagthund og energisk selskabshund, som har brug for daglig mental og fysisk aktivitet og som generelt er robust ved god pleje.

## Kort fortalt

Welsh corgi pembroke er en lille, men kraftig hyrde- og kvæghund, der i dag først og fremmest lever som en aktiv selskabshund. Den passer bedst til en ejer, som vil kombinere gåture med hverdagstræning, næsearbejde eller anden mental aktivering.

- Mankehøjde: cirka 25–30 centimeter
- Vægt ifølge racestandarden: 10–12 kilo for hanner og 9–11 kilo for tæver
- Oprindelsesland: Storbritannien, med racens brugshistorie i Wales
- Pels: mellemlang dobbeltpels, som fælder, især i tydelige fældningsperioder
- Temperament: idealet er en modig, opmærksom og venlig hund, men der er stor forskel på individerne
- Levealder: den svenske raceklub beskriver, at mange hunde bliver 12–14 år, men sundhed og levealder varierer

Pembroke og welsh corgi cardigan er to forskellige racer, ikke varianter af samme race. De adskiller sig blandt andet i størrelse, farver og hale. Vælg derfor ikke mellem dem ud fra forenklede påstande om, at den ene altid er roligere eller mere social.

## Udseende og pels

Welsh corgi pembroke skal være lavstammet, stærk og robust uden at virke tung eller hæmmet i sine bevægelser. Kroppen er middellang, brystkassen bred og dyb, og ørerne står op. Trods de korte ben skal en sund pembroke bevæge sig frit og aktivt.

Racestandarden angiver en mankehøjde på cirka 25–30 centimeter, en vægt på 10–12 kilo for hanner og 9–11 kilo for tæver. Tallene er vejledende, ikke den rigtige målvægt for enhver hund. Huld og muskelmasse skal også vurderes.

Pelsen består af lige, mellemlange dækhår og tæt underuld. De godkendte farver er rød, zobel, fawn og sort med tan-aftegninger. De kan forekomme med eller uden hvidt på ben, bryst og hals. Lidt hvidt på hovedet og næsepartiet er også tilladt.

Ældre racebeskrivelser kan give indtryk af, at alle pembrokes har kort hale. De kan faktisk fødes med lang hale eller naturlig stumphale i forskellig længde. Halekupering er forbudt i Sverige, medmindre indgrebet er nødvendigt af veterinærmedicinske grunde. En kuperet hund er derfor ikke svenskfødt; kontrollér dens oprindelse og indførselsdokumenter grundigt.

Welsh corgi cardigan er normalt lidt højere, har en lang, rævelignende hale og flere godkendte farver. Farve eller personlighed er alligevel ikke nok til at fastslå racen; stamtavlen viser, hvilken race hunden tilhører.

Pelsen skal ikke trimmes. Børst regelmæssigt, og børst underulden grundigt igennem, når fældningen tager til. Det fjerner løse hår og gør det lettere at opdage forandringer i huden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast plan. Væn roligt hvalpen til børstning, negleklipning og tandbørstning.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en modig, arbejdsivrig, udadvendt og venlig hund. Samtidig viser Svenska Kennelklubbens aktuelle BPH-analyse af hverdagsadfærd stor variation blandt de hunde, der har deltaget. Nogle hilser meget ivrigt på fremmede, mens andre viser langt mindre interesse. En racebeskrivelse kan derfor ikke forudsige præcist, hvordan en bestemt hvalp vil udvikle sig.

Baggrunden som gård- og kvæghund kommer ofte til udtryk gennem årvågenhed, hurtige reaktioner og evnen til at træffe egne beslutninger. Mange kan godt lide at samarbejde, men nogle har brug for mere træning for at vælge føreren frem for det, der sker omkring dem. Det gør racen sjov at træne, men et godt hverdagssamarbejde kommer ikke nødvendigvis af sig selv.

Svenska Kennelklubben fremhæver en mulig tendens til at vogte, gø og nappe efter hæle. Det sidste hænger sammen med racens historiske arbejde tæt på kvægets bagben, men hyrdeadfærden ser ikke ens ud hos alle hunde. Hvis hunden napper efter løbende børn, fødder eller bukseben, skal det alligevel stoppes tidligt. Beløn i stedet rolig kontakt, opmærksomhed og at hunden vælger en passende opgave.

Hvor meget hunden gør, varierer også. En pembroke kan reagere på lyde ved døren, bevægelser uden for vinduet eller forventning, men racenavnet afgør ikke, hvor stort problemet bliver. Spørg, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hjemmet. Indarbejd rolige rutiner omkring dør, gæster og hvile fra begyndelsen.

For en børnefamilie er det rigtige individ og en gennemtænkt hverdag vigtigere end betegnelsen “familiehund”. Små børn og hunde skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for sin egen hvileplads, hvor den får fred.

## Træning og motion

Welsh corgi pembroke har brug for fysisk og mental aktivering hver dag, men et bestemt antal minutter eller kilometer passer ikke til alle. Alder, sundhed, kondition og turens indhold påvirker behovet mere end en standardplan.

En god hverdag indeholder ture med tid til at snuse, korte træningspas og en opgave, der kræver koncentration, for eksempel godbidssøg, spor eller nye hverdagsfærdigheder. Variér rolige aktiviteter med bevægelse og planlagt hvile. En hund, der løber meget, men aldrig lærer at falde til ro, kan stadig have svært ved at slappe af.

Begynd tidligt med indkald, at gå pænt i snor, impulskontrol og en rolig måde at afbryde gøen eller nappen på. Belønningsbaseret træning gør det tydeligt for hunden, hvilket valg der kan betale sig. Hold træningspassene fokuserede, og slut, mens hunden stadig er engageret, i stedet for at gentage den samme øvelse, til interessen forsvinder.

Racen kan trives med lydighed, rallylydighed, spor, næsearbejde og agility. Vælg aktivitet efter hundens krop og motivation. Ikke alle pembrokes har hyrdeanlæg, blot fordi racen historisk arbejdede med kvæg; de egenskaber skal vurderes hos den enkelte hund.

Korte ben er ikke en grund til at behandle en sund voksen hund som skrøbelig. Byg kondition og muskler gradvist op, og sørg for godt fodfæste på glatte gulve. Tilpas belastningen til hvalpe, ældre hunde og hunde, der er på vej tilbage efter en skade. Pludselige smerter, modvilje mod at bevæge sig, halthed eller svaghed skal vurderes af en dyrlæge, ikke mødes med generelle råd om trapper eller ramper.

## Sundhed

Den svenske avlsstrategi beskriver welsh corgi pembroke som en generelt sund race, men køberen bør alligevel kontrollere hofter, øjne og dokumenteret sundhed i slægten. Skeln mellem registreringskrav, raceklubbens råd og DNA-test, der findes på markedet.

Siden januar 2025 har Svenska Kennelklubben krævet, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring, hvis hvalpene skal kunne registreres. Bed om at se resultaterne, og spørg, hvordan opdrætteren har vurderet kombinationen. “Røntgenundersøgt” betyder ikke, at resultatet er uden anmærkninger.

Svenska Welsh Corgi Klubben anbefaler også, at avlshunde får undersøgt øjnene før parring. Spørg efter aktuelle resultater for begge forældre og efter øjenfund hos nære slægtninge. Raceklubben følger desuden halthed og for tidlig lukning af vækstzonen i albuebenet, såkaldt short ulna, som kan give fejlstilling i forbenet. En ung hund med en pote, der drejer mere og mere udad, et krumt forben eller halthed bør undersøges tidligt af en dyrlæge.

DNA-test for degenerativ myelopati, DM, og von Willebrands sygdom type 1 findes til racen, men resultatet skal fortolkes korrekt. Den aktuelle svenske avlsstrategi beskriver DM-testen som en risikotest og anbefaler ikke rutinemæssig testning, fordi testen ikke giver hele det kliniske billede, og sygdommen ikke er dokumenteret som et større problem blandt svenske hunde. For vWD type 1 har raceklubben trukket sit tidligere råd om rutinetestning tilbage efter en gennemgang med Svenska Kennelklubbens DNA-gruppe. Et laboratoriesvar beviser altså ikke i sig selv, at en hund er syg eller vil blive det. Bed opdrætteren forklare, hvorfor en test er foretaget, og hvordan resultatet er afvejet mod anden sundhed og genetisk variation.

Hold hunden i normalt huld hele livet. En tydelig talje skal kunne ses ovenfra, og ribbenene skal være lette at mærke med et let tryk. Vej hunden regelmæssigt, men lad ikke tallene i racestandarden erstatte en reel huldvurdering. Kontakt en dyrlæge, hvis vægten ændrer sig uden en tydelig grund, eller hvis hunden har brug for et struktureret vægttabsprogram.

## Historie og oprindelse

Welsh corgi pembroke udviklede sig i Wales som gård- og hyrdehund, men racens tidligste ophav er ikke endeligt fastslået. Teorier om flamske vævere, nordiske spidshunde og slægtskab med svensk vallhund (västgötaspets) skal derfor behandles som teorier, ikke som sikker historie.

Det dokumenterede arbejde på walisiske gårde forklarer racen bedre. Pembrokes hjalp med at flytte kvæg til og fra stalden, vogtede gården og løste flere andre opgaver. De drev kvæg ved at arbejde tæt på dyrenes bagben. Opgaven krævede årvågenhed, bevægelighed og beslutsomhed samt både selvstændighed og samarbejde.

Pembroke og cardigan udviklede deres egne særpræg i Wales, men blev længe betragtet samlet som welsh corgi. De blev skilt som to racer i 1934. FCI placerer pembroke som race nummer 39 i gruppe 1 for hyrde- og kvæghunde.

I Sverige lever pembrokes næsten udelukkende som selskabshunde, selv om nogle stadig arbejder med hyrdning. Arven kommer oftere til udtryk i hundesport, næsearbejde og en hverdag, hvor hunden får opgaver sammen med sin ejer.

## At leve med racen

En welsh corgi pembroke kan bo i lejlighed, rækkehus eller villa, hvis hverdagen giver nok aktivitet, hvile og selskab. Den lave mankehøjde gør ikke hunden passiv, og en have erstatter ikke gåture eller træning. I en lejlighed er det især vigtigt tidligt at træne rolige reaktioner på lyde i opgangen, bevægelser uden for vinduet og aktivitet ved døren.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden forbliver afslappet. Hvalpe og urolige hunde kræver ekstra hensyn. Hunde skal også luftes flere gange i løbet af dagen, så den, der har lange arbejdsdage, må planlægge hjælp til selskab og luftning.

Racen kan leve sammen med andre hunde eller katte, men om det fungerer, afhænger af individerne og introduktionen. Giv katten hundefri steder og en fri flugtvej, hold de første møder kontrollerede, og forhindr jagt. Smådyr skal beskyttes mod stress og fysisk kontakt. Tidligere erfaring med en anden dyreart er nyttig information, men ingen garanti for, at det vil fungere med et nyt dyr.

Pembroke kan passe til en førstegangsejer, som kan lide at træne og er konsekvent uden at bruge hårde metoder. Den passer dårligere til den, der ønsker en hund, som nøjes med meget korte ture, fælder lidt eller automatisk er stille og føjelig.

Racen er blevet mærkbart mere udbredt i Sverige. Når en race bliver populær, er det ekstra vigtigt at kontrollere oplysningerne. Mød opdrætteren og hvalpens mor, og kontrollér registrering, ID-mærkning, dyrlægeattest og officielle sundhedsresultater. Hvis hunden er importeret eller har kuperet hale, skal oprindelse og indførselsdokumenter være tydelige. Et godt valg bygger på dokumentation, åbne svar og på, hvordan hundene faktisk fungerer — ikke på billeder eller løfter om et bestemt temperament.

Welsh corgi pembroke

Association Française du Corgi

Welsh corgi pembroke er en lille, robust hyrdehund med korte ben, et rævelignende ansigt og en vejrbestandig dobbelt pels, som fælder året rundt. Den er intelligent, aktiv og meget menneskeorienteret og har brug for daglig motion, mental stimulering, venlig men konsekvent træning samt omhyggelig kontrol af vægt og ryg.

Drottningvikens

## Kort fortalt

Pomeranian er den mindste størrelsesvariant af tysk spids: en meget lille, men livlig selskabshund med tæt dobbeltpels, stor årvågenhed og ofte let til gøen. Den passer bedst til den, der vil træne og aktivere en rigtig hund i lille format, ikke til den, der hovedsageligt ønsker en hund, som skal bæres.

- **Race og oprindelse:** tysk spids, pomeranian/zwergspitz, med oprindelse i Tyskland og senere videreudvikling i England
- **Størrelse:** normalt 18–23 cm i skulderhøjde og omkring 2–3 kg; racestandarden angiver 21 cm med tilladt variation og siger, at vægten skal passe til hundens størrelse
- **Forventet levetid:** cirka 12–16 år er en vejledning, ikke et løfte for den enkelte hund
- **Temperament:** ofte opmærksom, glad, hengiven og lærenem, men individ, opvækst og hverdag har stor betydning
- **Aktivering:** daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas med tid til ro og restitution
- **Pelspleje:** en grundig gennemgang cirka hver anden uge og oftere i fældeperioder
- **Vær opmærksom på:** gøen, tandpleje, patellastatus og sikker håndtering omkring små børn og betydeligt større hunde

“Teacup Pomeranian” og “mini Pomeranian” er ikke selvstændige, anerkendte størrelsesvarianter. Det er markedsføringsord, som ikke giver en sikrere prognose for voksenstørrelse, sundhed eller temperament. Den officielle variant hedder Pomeranian eller Zwergspitz. Vurder derfor forældrene, voksne slægtninge, sundhedsoplysninger og opdrætterens avlsmål i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

## Udseende og pels

Pomeranian er kompakt og kvadratisk bygget med et lille, spidst hoved, små opretstående ører og en fyldig hale, der bæres højt over ryggen. Den store pels giver hunden en rundere silhuet end kroppen under pelsen.

Racen har dobbeltpels. Dækhårene skal være lange, lige og stå ud fra kroppen, mens underulden er kort, tæt og blød. Pelsen danner en tydelig krave omkring halsen, bukser på bagbenene og en busket hale. Standarden beskriver en naturlig pels, som ikke skal se formklippet ud. Anerkendte farver omfatter blandt andet hvid, sort, brun, orange og gråschatteret samt flere andre definerede farver og kombinationer.

En grundig gennemgang cirka hver anden uge er et godt udgangspunkt ifølge Svenska Kennelklubben, men mange hunde har brug for hyppigere børstning, når de fælder. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden i stedet for blot at glatte overfladen. Øg plejen, så snart små filtringer begynder at dannes. Hyppigheden skal følge hundens pels, årstiden og hverdagen; én fast plan passer ikke til alle individer.

Pelsens kvalitet er vigtigere end størst mulig fylde. En korrekt dobbeltpels indeholder både dækhår og underuld. Meget underuld kombineret med manglende dækhår er et kendt problem i racen og kan gøre pelsen vanskelig at pleje. Når du møder en opdrætter, er det derfor nyttigt at se voksne hunde og ikke kun hvalpens bløde hvalpepels.

## Temperament og personlighed

Pomeranian er ofte opmærksom, livlig og stærkt knyttet til sine mennesker. Racestandarden beskriver en glad, hengiven og lærenem hund uden udpræget jagtlyst, men det er et avlsideal og ingen garanti for, hvordan hvert individ fungerer med fremmede, børn eller andre dyr.

Spidshundens årvågenhed gør, at den hurtigt kan reagere på lyde, bevægelse uden for vinduet eller nogen, der kommer til døren. Gøen har baggrund i racens rolle som vagthund. Målet behøver derfor ikke være en hund, der aldrig siger til, men en hund, som kan stoppe, søge støtte hos sin fører og falde til ro igen. Begræns muligheden for at øve lange perioder med gøen, beløn pauser og træn en rolig rutine i situationer, der plejer at udløse gøen.

Socialisering er værdifuld, men lover ikke et bestemt temperament. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og stabile hunde i et tempo, hvor den stadig kan tænke, søge kontakt og komme sig. Mere eksponering er ikke nødvendigvis bedre, hvis hunden bliver overvældet.

En BPH-adfærdsbeskrivelse kan vise, hvordan den beskrevne hund reagerede i standardiserede øvelser, men resultatet er ikke bestået eller ikke bestået og forudsiger ikke alt. Datagrundlaget for Pomeranian er desuden begrænset. Se et eventuelt BPH-resultat sammen med forældrenes adfærd i hverdagen og det, opdrætteren kan fortælle om voksne slægtninge.

## Træning og motion

Pomeranian har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et universelt antal minutter, som passer til alle hunde. En god hverdag kombinerer gåture i hundens tempo med næsearbejde, samarbejde, leg og uforstyrret hvile. Vurder balancen ud fra hundens huld, bevægelser, koncentration og evne til at falde til ro, ikke kun hvor langt den har gået.

Racen kan have glæde af nosework, rallylydighed og agility, når opgaverne og omgivelserne tilpasses hundens størrelse og erfaring. Kontaktøvelser, indkald, tricks og søg efter mad eller genstande giver også meningsfuld aktivering. Lad hundens engagement styre længden på træningspassene i stedet for en fast plan på fem eller ti minutter.

Belønningsbaseret træning hjælper hunden med at forstå, hvad der kan betale sig, uden at gøre den mere usikker. Prioritér dette tidligt:

- rolig håndtering af poter, mund og pels
- kontakt og indkald, selv når noget bevæger sig eller laver en lyd
- at kunne trække sig og hvile
- en indlært pause, efter at hunden har bemærket en lyd
- tryghed på forskellige underlag og under transport i hverdagen

Den lille krop kræver sikkerhed, ikke inaktivitet. Løft hunden, når situationen reelt indebærer en risiko, men lad den også gå, snuse og løse enkle opgaver selv. Forebyg fald fra møbler eller arme, og stop voldsom leg med betydeligt større hunde, før størrelsesforskellen bliver et problem.

## Sundhed

Ved køb af hvalp i Sverige er forældrenes registrerede patellastatus, oplysninger om tænder og bid samt information om pelsproblemer hos voksne slægtninge særligt nyttige. Identificerede hunde, registrerede resultater og åbne svar fortæller mere end en lang liste over mulige sygdomme.

Patellaluksation forekommer hos Pomeranian og andre små hunderacer. I Sverige er patellaundersøgelse ikke et obligatorisk sundhedsprogram for racen, men den svenske raceklub, Pomeranianklubben, anbefaler, at avlshunde undersøges. Klubben anbefaler, at hunde med grad 2 eller 3 ikke bruges i avl, og at grad 1 kun kombineres med grad 0. Det er en avlsanbefaling, ikke en garanti for hvalpens fremtidige sundhed.

Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og kontrollér resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser Hunddata eller Avelsdata. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og status for begge forældre. Formuleringen “forældrene er testet” er ikke nok, hvis identitet og resultat ikke kan spores.

Hårtab omtales nogle gange som “black skin disease”, BSD eller alopecia X. Racens gældende svenske avlsstrategi understreger, at BSD hverken er en sygdom i sig selv eller en videnskabelig diagnose, men en dagligdags samlebetegnelse for flere tilstande, der kan give pelstab. Uforklarligt hårtab kræver derfor en veterinærvurdering. Spørg, hvordan pelsen har udviklet sig hos forældrene og ældre slægtninge, men kræv ikke sikre løfter om arvelighed, når årsagerne er uklare.

Tænder, kæber og bid er også vigtige i racen. Væn hvalpen til at få undersøgt munden, og begynd tidligt med tandbørstning; tænderne bør helst børstes dagligt. Søg hjælp, hvis hunden har smerter, svært ved at spise, eller hvis biddet ser ud til at skade blødt væv i munden.

## Historie og oprindelse

Pomeranian har sin oprindelse i Tyskland og tilhører familien tysk spids. Zwergspitz betyder dværgspids, mens Pomeranian er det internationalt kendte navn på den samme officielle størrelsesvariant.

Racens moderne type blev videreudviklet i England. Her blev Pomeranian Club stiftet i 1891, og en tidlig racestandard blev udarbejdet. Den dokumenterede historie opsummeres derfor bedst som en tysk spidsbaggrund med vigtig videreudvikling i England, ikke som en sikker og ubrudt fortælling om én bestemt forhistorisk hundetype.

Racens tidligere rolle som vagthund er med til at forklare nutidens årvågenhed og tendens til at gø. I dag holdes Pomeranian først og fremmest som selskabshund, men den har bevaret spidshundens årvågenhed og nyder ofte opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og bruge næsen.

## At leve med racen

Pomeranian kan fungere med børn, andre dyr og i lejlighed, men kun når de voksne tilpasser omgivelserne til en meget lille, opmærksom hund. Hverken racenavnet eller tidlig socialisering gør samspillet automatisk sikkert.

Små børn og hunde skal altid have en voksen i nærheden. Barnet bør sidde ned under kontakten, lade hunden gå væk og aldrig bære den uden hjælp. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En Pomeranian er ikke et legetøj, og et fald fra nogens arme eller et højt møbel kan få alvorlige følger, selv om racen er livlig og robust i forhold til sin størrelse.

Med andre hunde er kontrollerede møder vigtigere end mange møder. Vælg rolige individer, træn rolig kontakt på afstand, og stop ulige fysisk leg. En kat bør introduceres gradvist, gerne først via duft og en barriere. Katten skal have sin egen flugtvej, og jagt må ikke blive en indlært adfærd. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt.

Det kan fungere at bo i lejlighed, når hunden får aktivitet udendørs og kan slappe af indendørs. Den afgørende udfordring er ofte lyd, ikke boligens størrelse. I en ejendom, hvor lyden let breder sig, skal ejeren forebygge vagtadfærd ved vinduer og døre, træne rolige rutiner og tage hensyn til naboerne.

Pomeranian beskrives ofte som stærkt knyttet til sine mennesker og bør gradvist lære at være alene. En hvalp kan ikke efterlades alene fra begyndelsen. Start med meget korte perioder i trygge omgivelser, og øg kun, mens hunden forbliver rolig. Hvis den begynder at gø vedvarende, gå uroligt omkring, kradse eller ikke kan falde til ro, er øvelsen blevet for svær og skal gøres lettere.

Før du køber hvalp, bør du kontrollere mere end farve og lovet voksenvægt:

- mød tæven og gerne andre voksne slægtninge
- spørg, hvordan de reagerer på lyde, fremmede, håndtering og hvile
- kontrollér begge forældres identitet og patellaresultat
- spørg om tænder, bid og vedvarende pelstab i familien
- bed opdrætteren forklare målet med kombinationen, og hvordan tidligere afkom har udviklet sig
- afvis salgsargumenter, der gør “teacup” eller “mini” til en sundhedsgaranti

Et godt match er en Pomeranian med et forventet temperament og plejebehov, der passer til din hverdag, fra en opdrætter, som viser dokumentation, kender sine voksne hunde og kan tale lige så åbent om variation og risici som om racens charme.

Pomeranian

Deutscher Spitz Club (Germany)

Lille, rævelignende spidshund med fyldig, dobbelt pels i mange farver. Med en vægt på 2–3,5 kg er Pomeranians livlige, årvågne og meget menneskeorienterede selskabshunde, som også er gode vagthunde. De har brug for regelmæssig pelspleje, blid og positiv træning, daglige gåture, hjernetræning, tandpleje og beskyttelse af deres små led.

## Kort fortalt

Mops er en lille, kompakt selskabshund, som gerne lever tæt på sine mennesker. Racen passer bedst til den, der ønsker en social hund i hverdagen og er indstillet på jævnligt at kontrollere vejrtrækning, øjne, hudfolder, tænder og vægt.

- **Oprindelse:** Kina; Storbritannien har ansvaret for racestandarden
- **Racegruppe:** FCI gruppe 9, selskabshunde
- **FCI-nummer:** 253
- **Idealvægt ifølge racestandarden:** 6,3–8,1 kg
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ingen højde
- **Standardfarver:** sølv, abrikos, fawn og sort
- **Pels:** kort, fin, glat og blød
- **Typisk rolle:** selskabshund

Idealvægten beskriver, hvordan racen skal være bygget; den er ikke en personlig målvægt for hver hund. En mops skal være muskuløs og kraftig i forhold til sin størrelse uden at være overvægtig. Vægten skal derfor vurderes sammen med hundens kropsbygning, køn og huld.

## Udseende og pels

Mopsen skal være tydeligt kvadratisk, kompakt og kraftigt bygget, men stadig kunne bevæge sig effektivt. Den højt ansatte, tæt oprullede hale og den mørke maske hos de lysere farver er karakteristiske træk. Racestandarden angiver en idealvægt, men ingen mankehøjde. Oplysninger om et officielt højdeinterval bør derfor ikke afgøre valget af hund.

Et racetypisk hoved skal også fungere godt. Næseborene skal være åbne, næsefolden må ikke dække eller genere næse eller øjne, og øjnene må ikke være udstående. Se på hunden både i hvile og efter bevægelse: fri vejrtrækning, klare øjne og stabile bevægelser er vigtigere end en ekstra kort snude eller mange rynker.

Den korte pels skal ikke klippes. Børstning fjerner løse hår og giver samtidig mulighed for at opdage forandringer i huden. Det varierer, hvor meget en mops fælder, og en kort pels gør ikke racen allergivenlig.

Tilpas plejen af hudfolderne til den enkelte hunds hud i stedet for at følge en rutine, som antages at passe alle. Huden skal være tør og fri for rødme og sår. Ømhed, væske eller tydelig lugt er grunde til at kontakte en dyrlæge frem for selv at prøve forskellige produkter. Kontrollér også kløer, ører og mund regelmæssigt, og væn hunden til håndtering i små trin.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver mopsen som charmerende, værdig og intelligent med et stabilt temperament og et glad og livligt væsen. Den er avlet som selskabshund og vil ofte være tæt på og deltage i hverdagen. Det passer til den, der gerne vil bruge meget tid sammen med sin hund, men betyder ikke, at alle mopser er ens.

Endnu har for få mopser gennemført BPH til, at man kan drage sikre og detaljerede konklusioner om adfærden i hele den svenske bestand. Opvækst, erfaringer og sundhed påvirker blandt andet tryghed, aktivitetsniveau, hvor meget hunden giver lyd fra sig, og hvordan den møder fremmede. Mød derfor gerne hvalpens mor og om muligt andre voksne slægtninge. Se efter hunde, der falder til ro igen efter nye indtryk og kan være sociale uden at blive overdrevent opkørte.

En mops kan leve godt med børn, hunde eller katte, men racenavnet er ingen garanti. En voksen bør være til stede, når børn og hund er sammen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til andre dyr bør foregå roligt og gradvist med mulighed for større afstand. For en voksen omplaceringshund er dens egne erfaringer ofte mere vejledende end generelle påstande om racen.

Ubehag kan også ændre adfærden. En hund, der pludselig undgår berøring, bliver urolig, mister lysten til at bevæge sig eller skifter humør, bør have vurderet sit helbred – ikke blot have mere træning.

## Træning og motion

Mopsen har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men det samme antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, huld, temperatur og især evnen til at trække vejret afgør, hvor krævende en aktivitet er. Flere rolige ture, næsearbejde og enkel hverdagstræning kan varieres efter den enkelte hund.

Belønningsbaseret træning egner sig godt til kontakt, indkald, at gå pænt i snor og håndtering. Gør opgaverne tydelige, og hold pauser, før hunden bliver træt eller frustreret. Mad kan være en praktisk belønning, men regn træningsgodbidderne med i hundens samlede fodermængde, så træningen ikke fører til vægtøgning.

Se på, hvordan hunden fungerer, i stedet for at sammenligne længden på gåturene. En mops skal kunne bevæge sig uden kraftige vejrtrækningslyde eller tydelig anstrengelse og komme sig uden at skulle kæmpe længe for at få luft. Stop og tag hunden til et køligt og roligt sted, hvis vejrtrækningen bliver mærkbart tungere, bevægelserne mister kraft, eller hunden ikke vil fortsætte. Blålige slimhinder, kollaps eller besvimelse er akutte faresignaler.

Varmt og fugtigt vejr kan gøre det sværere for kortsnudede hunde at regulere kropstemperaturen. Læg aktiviteten på køligere tidspunkter af dagen, vælg et roligere tempo og undgå hård belastning. Der findes ingen sikker temperaturgrænse, som gælder for alle mopser. Lad hundens vejrtrækning, restitution og adfærd afgøre, hvad den kan klare.

En hvalp skal have lov til at udforske og udvikle sin koordination uden lange, pressede forløb. En voksen mops med god vejrtrækning og kondition kan ofte klare mere end korte ture rundt om blokken, men øg belastningen gradvist. En hund, som igen og igen begrænses af sin vejrtrækning, skal vurderes af en dyrlæge. Det må ikke afvises som normalt for en kortsnudet hund.

## Sundhed

Vejrtrækningen er det vigtigste at holde øje med hos en mops. BOAS, brakycefalt obstruktivt luftvejssyndrom, betyder, at snævre øvre luftveje gør det vanskeligere at trække vejret. Tegn kan være anstrengt eller støjende vejrtrækning, langsom restitution, følsomhed over for varme og motion eller forstyrret søvn. Opstød kan forekomme sammen med problemer i luftvejene. Alvorligt åndedrætsbesvær, blålige slimhinder eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

I Sverige er mops omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for RFG-Scheme. For at et kuld kan registreres, skal begge forældre have et gyldigt officielt RFG-resultat før parringen. Den officielle undersøgelse kan tidligst foretages ved 24 måneders alder, og attesten må højst være 24 måneder gammel ved parringen. Hunde med BOAS grad 2 eller 3 eller kraftigt sammenklemte næsebor må ikke bruges i avl.

Grad 0 betyder, at hunden ved undersøgelsen er klinisk upåvirket og fri for BOAS-relaterede vejrtrækningsproblemer. Grad 1 betyder, at hunden er klinisk upåvirket, men har milde tegn, som ikke påvirker dens præstation under belastningen. Resultatet beskriver hunden på undersøgelsestidspunktet og er ikke en livslang garanti. Når du vælger hvalp, bør du derfor bede om at se begge forældres resultater, undersøgelsesdatoer og vurdering af næseborene. Hvalpen er for ung til at have sit eget officielle resultat.

Øjnene er et andet vigtigt område at kontrollere. Udstående øjne er mere udsatte for skader, og fejlvoksende hår, indadrullede øjenlåg eller tørre øjne kan irritere hornhinden. Sammenknebne øjne, øget tåreflåd, rødme, uklarhed, misfarvning eller det, at hunden gnider sig i øjet, bør hurtigt vurderes af en dyrlæge. Et sår på hornhinden kan være meget smertefuldt, selv om skaden er svær at se uden særlig farvning.

Hudfolder, mund og huld skal følges hele livet. Tør hudfolderne, når de er blevet fugtige, og søg hjælp ved betændelse. Væn hvalpen til tandbørstning, og kontrollér tænder og tandkød regelmæssigt. Bed også dyrlægen vise, hvordan du vurderer huld; overvægt kan belaste både vejrtrækning og bevægelighed.

Den svenske raceklub MopsOrden anbefaler, at begge forældredyr har kendt status for patellaluksation og for NME/PDE, en betændelsessygdom i hjernen, som forekommer hos mops. Det er raceklubbens anbefalinger og må ikke forveksles med det obligatoriske RFG-krav for registrering. DNA-testen for NME viser genetisk sårbarhed, ikke om hunden har eller med sikkerhed vil få sygdommen. Bed derfor opdrætteren forklare både testresultaterne og valget af kombination uden at bruge en markørtest som dokumentation for, at hunden er rask.

I en stor britisk undersøgelse offentliggjort i 2024 var medianlevetiden for mops 11,6 år. Undersøgelsen beskriver de britiske hunde, der indgik, og forudsiger ikke levetiden for en enkelt svensk hund. Vejrtrækning, huld, øjne, tænder, øvrigt helbred og adgang til dyrlægehjælp påvirker hundens livskvalitet gennem årene.

## Historie og oprindelse

Mopsens officielle oprindelsesland er Kina, mens Storbritannien er racens hjemland og har ansvaret for standarden. Den tidlige historie er ikke fuldstændigt dokumenteret. Fortællinger om kinesiske paladshunde, nederlandske handelsskibe og kongelige bør derfor ses som traditioner omkring racen, ikke som en fuldt dokumenteret historie.

Senere findes der sikrere holdepunkter. Mops er nævnt i en svensk akademisk afhandling fra 1753. Racen blev vist på hundeudstilling i Storbritannien i 1861, og den engelske raceklub blev stiftet i 1883. Under udviklingen i Storbritannien fik mopsen meget af den form, som nutidens racestandard beskriver.

Racens historie forklarer dens rolle som selskabshund, men ældre idealer må ikke bruges til at forsvare overdrivelser. Den moderne standard kræver blandt andet åbne næsebor, øjne, der ikke er udstående, og effektive bevægelser. En racetypisk mops skal altså også fungere godt i hverdagen.

## At leve med racen

Mopsen kan bo i både lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hundens dage ser ud. Regelmæssige lufteture, aktivitet på hundens niveau, et køligt hvilested og mulighed for at være tæt på familien uden altid at være i centrum er det vigtige. I en bolig, hvor lyd let kan høres, bør man desuden tidligt lære hunden at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for døren.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, øg tiden i små trin, og gå et trin tilbage, hvis den bliver urolig. Hvor længe en voksen mops kan være rolig alene, varierer med individ, erfaring, alder og helbred. En hvalp har brug for hyppigere opsyn og lufteture end en voksen hund.

Før du vælger hvalp, er det særligt nyttigt at:

- se forældredyrene i bevægelse og lytte til deres vejrtrækning før og efter aktivitet
- kontrollere begge forældres aktuelle officielle RFG-resultater og datoer
- spørge til øjne, hud, tænder, patella og NME/PDE i familien
- se, at næseborene er åbne, og at næsefolden ikke generer øjne eller næse
- vælge en opdrætter, som kan beskrive både styrker og svagheder ved kombinationen
- planlægge dyrlægehjælp og løbende kontrol af vejrtrækning, øjne, mund, hud og huld

Mops passer bedst til den, der sætter pris på en social, kompakt selskabshund og lader hundens vejrtrækning og udholdenhed styre hverdagen. Racen passer dårligere til den, der vil kunne motionere hårdt i al slags vejr eller ikke ønsker at bruge tid på sundhedstjek og forebyggende pleje.

Mops

Association of Veterinarians for Animal Rights (AVAR) - Germany

Lille, kompakt selskabshund med rynket ansigt, krøllet hale og udtryksfulde øjne, vejer som regel 6–8 kg og egner sig godt til lejlighed og bymiljø. Kærlig, menneskeorienteret og legesyg, har brug for moderat, skånsom motion, tæt kontakt med familien, omhyggelig vægtkontrol og ekstra omsorg i varmt vejr på grund af sin korte snude.

En liten kennel som föder upp Mops och Pomeranian

Pennipops

Lentigos

## Kort fortalt

Drever er en svensk, lavbenet drivende jagthund, der især bruges til hare, ræv, rådyr og hjort. Racen forener stærk jagtlyst og selvstændigt arbejde i skoven med et roligt grundtemperament. Den passer bedst hos en jæger eller i et hjem, der kan tilbyde reelt næsearbejde og samtidig håndtere dens stemme og interesse for spor i hverdagen.

- **Anvendelse:** en alsidig drivende hund, som finder vildt, følger sporet og giver hals. Sporsikkerhed, passende fart og evnen til at afslutte et langt drev er vigtige egenskaber.
- **Størrelse:** hanner skal måle 32–38 centimeter i mankehøjde, med 35 centimeter som ideal. Tæver skal måle 30–36 centimeter, med 33 centimeter som ideal.
- **Mentalitet:** racestandarden beskriver dreveren som opmærksom og rolig. Aggressivitet, nervøsitet og skyhed hører ikke til den ønskede racetype.
- **Aktivitetsniveau:** stor arbejdslyst og udholdenhed. Ture i snor er sjældent nok som eneste aktivitet.
- **Pels:** grov, lige og tætliggende pels, der er forholdsvis nem at passe.
- **Vigtigt sundhedspunkt:** jagtrelateret lungeødem, også kaldet jagtødem, er racens tydeligst dokumenterede særlige sundhedsproblem.

En drever kan være et dejligt familiemedlem, men den er ikke en ukompliceret selskabshund. Den, der ønsker en hund, som ofte kan gå løs, sjældent arbejder med næsen og er stille i en etageejendom, bør overveje en anden race.

## Udseende og pels

Dreveren skal være langstrakt og lavbenet, men samtidig stærk, muskuløs og bevægelig. Den er bygget til arbejde i terrænet, ikke til at se overdrevent lang eller tung ud. Frihøjden under kroppen skal være omkring 40 procent af mankehøjden, og bevægelserne skal være jævne, parallelle og jordvindende.

Racestandarden angiver mankehøjde, men ingen idealvægt. Et tal på vægten siger derfor mindre end helheden: ribbenene skal være lette at mærke, taljen skal kunne ses, og hunden skal have muskler til sit arbejde. Når du vælger hvalp, er frie bevægelser, velbyggede forben og tilstrækkelig frihøjde mere brugbart end et lovet antal kilo som voksen.

Pelsen er grov, lige og tætliggende. Den er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene og lidt længere på halsen, ryggen og bagsiden af lårene. På halens underside er den busket uden at danne faner. Alle farver i kombination med hvide aftegninger er tilladt bortset fra overvejende hvid, merle og leverbrun. De hvide aftegninger skal kunne ses fra flere sider.

Pelsplejen er enkel, men en arbejdende hund har brug for mere end børstning. Børst løse hår væk efter behov, og bad hunden, når den er snavset, frem for efter en fast plan. Efter jagt eller en tur i tæt terræn bør du kontrollere poter, kløer, hud, øjne og ører for sår, snavs og flåter. Hold kløerne så korte, at de ikke forstyrrer poternes kontakt med underlaget.

## Temperament og personlighed

Dreveren skal være rolig og opmærksom, men den er også avlet til at træffe egne beslutninger på afstand af føreren. Det, der kan ligne stædighed hjemme, er ofte den samme selvstændighed, som er nødvendig i skoven. Når hunden får færten af vildt, kan alt andet hurtigt blive mindre vigtigt end sporet.

Med en hverdag, der passer til racen, kan dreveren skifte mellem intenst arbejde ude og ro hjemme. Det garanterer ikke, at hvert individ bliver stille, let at styre eller socialt med alle. Arv, erfaringer, træning og balancen mellem aktivitet og hvile har stor betydning.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Et roligt racetemperament erstatter ikke opsyn, og børn skal ikke have ansvar for en hund, som kan springe efter en duft på gåturen.

Om en drever kan bo sammen med andre hunde, katte og smådyr, afhænger af individet. En drever kan lære at leve med en kat, især gennem tidlige og rolige introduktioner, men jagtlysten betyder, at ingen bør love, at det vil fungere. Forhindr hunden i at jage katten fra det første møde, giv katten egne trygge områder, og lad ikke dyrene være alene sammen, før du ved, hvordan de fungerer sammen. Små kæledyr har brug for et område, hunden ikke kan nå.

Stemmen er et arbejdsredskab: Jægeren skal kunne følge drevet ved at lytte til hunden. Det betyder ikke, at alle drevere gør meget indendørs, men lydniveauet skal overvejes inden køb, især i en lejlighed. Gentagen gøen eller hylen, når hunden er alene, bør ses som et tegn på, at rammerne skal ændres, ikke som et uundgåeligt racetræk.

## Træning og motion

Dreveren trænes bedst med tydelige rutiner, belønninger, som hunden virkelig værdsætter, og en sværhedsgrad, der øges lidt ad gangen. Hårde korrektioner skaber ikke en mere sikker jagthund. Belønningsbaseret træning, der tager hensyn til racens motivation, giver et bedre grundlag for tillid og samarbejde.

Begynd indkaldstræningen et sted uden forstyrrelser. Beløn hurtigt, lad ofte hunden vende tilbage til at snuse, og fortsæt med en lang line, før du gør øvelsen sværere. Så betyder indkald ikke altid, at det sjove er slut. Et godt trænet indkald mindsker risikoen, men gør ikke jagtlysten ufarlig. I områder med meget vildt er en lang line, sikker indhegning eller gennemtænkt håndtering under jagt ofte tryggere end at afprøve, om lydigheden holder.

Ingen præcis tidsregel passer til alle drevere. En god hverdag rummer fysisk aktivitet, næsearbejde, korte træningspas og restitution. Tilpas mængden til alder, kondition, jagtsæson og individ. Byg udholdenheden gradvist op inden sæsonen i stedet for at lade en utrænet hund gå direkte fra rolige uger til en lang jagtdag.

Aktiviteter, der passer til racens evner, er blandt andet:

- vildtspor eller menneskespor med tydelig begyndelse og afslutning;
- søgeøvelser, hvor hunden arbejder metodisk med næsen;
- ture i varieret terræn med tid til at undersøge dufte;
- drevprøver og jagttræning under kyndig vejledning for hunde, der skal bruges til jagt.

Jagt er mere end motion. Dreveren skal søge, rejse og sporsikkert drive hare, ræv, rådyr eller hjort med hørbar hals og et samarbejde, der gør jagten håndterbar. For den, der ikke jager, er opgaven derfor større end at lægge én ekstra lang tur ind: Hunden har brug for regelmæssigt, struktureret arbejde, der bruger næsen, udholdenheden og evnen til problemløsning.

## Sundhed

Dreveren regnes overordnet som en sund race, men jagtrelateret lungeødem er et særligt problem, som alle hvalpekøbere og ejere bør kende. Tilstanden giver akutte vejrtrækningsproblemer under eller efter jagt. Det er en form for ikke-kardiogent lungeødem, og den præcise bagvedliggende mekanisme er fortsat ukendt.

Advarselstegn er hoste, unormalt hurtig eller anstrengt vejrtrækning og træthed, der ikke svarer til arbejdet. En ramt hund kan have svært ved at lægge sig, sidde med hoved og hals strakt eller blive tavs under et igangværende drev. Stop anstrengelsen, og kontakt en dyrlæge, hvis hunden får sådanne symptomer. Vent ikke til næste jagt for at se, om det sker igen.

Arvelighed har betydning for risikoen, og Svenska Dreverklubbens avlsstrategi har særlige retningslinjer, der skal mindske lungeødem. Bed opdrætteren vise, hvordan tilfælde på både moderens og faderens side er vurderet, og hvordan den planlagte kombination ser ud i DreverData. Spørg også, hvordan nære slægtninge har fungeret på jagt; normal vejrtrækning og restitution efter arbejde er vigtig information.

Bedøm ikke en dreveropdrætter ud fra en generel liste med HD-, AD- og øjenundersøgelser hentet fra andre racer. Brug de aktuelle råd for drever. Kontroller forældredyrenes identitet, jagt- og udstillingsresultater, mentalitet, sygdomshistorik og slægtskab i Svenska Kennelklubbens og raceklubbens registre. Bed også om ærlige svar om problemer, der ikke kan afklares med en enkel test.

God daglig pleje er stadig vigtig. Hold hunden slank og veltrænet, byg konditionen gradvist op, og giv tid til at falde til ro efter hårdt arbejde. Kontroller hunden efter jagt, og søg dyrlæge ved skade, smerte, unormale bevægelser eller ændret vejrtrækning. Et fast løfte om en bestemt levealder siger mindre end dokumenteret sundhed i slægten og en åben opdrætter.

## Historie og oprindelse

Dreveren er svensk som race, men har kontinentale rødder. Westfälische dachsbracke blev importeret til Sydsverige i 1910'erne, og det første eksemplar blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1913. Dachsbracke-typen bag racen var blevet udviklet blandt andet i Sydtyskland, Tyrol og Schweiz i 1800-tallet.

I Sverige satte jægerne pris på den lavbenede hunds måde at drive rådyr og senere også hare, ræv og hjort. Svenska Dachsbrackenklubben blev stiftet i 1944. I 1947 fik den svenske variant navnet drever, og klubben skiftede navn til Svenska Dreverklubben. Svenska Kennelklubben anerkendte dreveren som svensk race i 1953.

Racen er fortsat blevet avlet som arbejdende jagthund. Det forklarer både den robuste bygning og nutidens stærke jagtlyst. Dreverens identitet bygger ikke kun på udseendet, men på evnen til at følge spor sikkert i svensk terræn, give tydelig hals og holde en fart, der passer til drivende jagt.

## At leve med racen

Dreveren passer bedst, når jagt eller regelmæssigt sporarbejde er en planlagt del af livet, ikke noget man måske vil prøve senere. Den kan bo i hus eller lejlighed, men boligtypen opfylder ikke racens behov. En lejlighedsejer skal sørge for dagligt arbejde ude og forebygge generende lyd; en husejer skal stadig træne hunden og sikre låger og have.

Foretag denne praktiske kontrol inden køb:

- **Arbejde:** Hvem giver hunden regelmæssigt næsearbejde og fysisk træning, også uden for jagtsæsonen?
- **Sikkerhed:** Kan I bruge lang line, sikre indhegninger og pålidelige rutiner ved døre, bil og jagtterræn?
- **Lyd:** Kan boligen rumme en kraftig stemme, og har I en plan, hvis hunden begynder at gø på grund af stress eller for lidt aktivitet?
- **Alenetid:** Er der tid til at træne det i små trin og skaffe hjælp, hvis hunden ikke kan klare arbejdsdagen? En drever bør ikke forventes at være alene en hel arbejdsdag.
- **Børn og dyr:** Kan børn være under opsyn af en voksen, og kan katte eller smådyr få egne trygge områder?
- **Opdrætter:** Kan opdrætteren redegøre for jagtegenskaber, mentalitet, lungeødem i slægten og tankerne bag kombinationen uden at give løfter, ingen kan holde?

Drever kan være en førstegangshund, men kun for en person, der vil lære, hvordan en drivende hund arbejder, og få støtte fra opdrætter, raceklub eller en erfaren instruktør. For en jæger, der værdsætter en selvstændig hund med roligt grundtemperament, kan racen blive både en dygtig jagtkammerat og et nært familiemedlem. For den, der ønsker en letstyret selskabshund, er dreveren sjældent det bedste valg.

Drever

Svenska Dreverklubben

The Swedish Kennel Club

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Dreveren er en robust svensk drivende støver, lavbenet og lang i kroppen, men alligevel stærk og udholdende. Den er avlet til at spore og drive vildt i jævnt tempo, har en klar og tydelig stemme, stærk jagtinstinkt og har behov for meget motion. Den er venlig, hengiven og nem at pleje i pelsen og passer godt i aktive hjem, hvor man holder af friluftsliv.

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Borgabyns Kennel

## Kort fortalt

I Sverige registreres collien som to særskilte racer: langhåret collie, FCI 156, og korthåret collie, FCI 296. De omtales ofte samlet, fordi de har en tæt fælles oprindelse, samme højde og en lignende kropsbygning, men forskellig pels. Border collie er derimod en anden race med sin egen racestandard.

- **Oprindelse:** Storbritannien med stærke historiske bånd til Skotland.
- **Anvendelse:** hyrdehund, brugshund og selskabshund.
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver hos begge racer.
- **Vægt:** Standarden for korthåret collie angiver 20,5–29,5 kg for hanner og 18–25 kg for tæver. Standarden for langhåret collie angiver ingen officiel vægt.
- **Farver:** zobel og hvid, trefarvet og blue merle.
- **Levetid:** I en stor britisk undersøgelse var medianen 13,3 år for collie som samlet kategori. Det er statistik for en stor gruppe, ikke en prognose for den enkelte hund.

En collie passer bedst til den, der ønsker et aktivt liv med en lydhør hund og er parat til at undersøge temperamentet lige så nøje som udseendet. Pelslængden har tydelig betydning for pelsplejen, men den fortæller ikke sikkert, hvor energisk, tryg eller nem den enkelte hund bliver i hverdagen.

## Udseende og pels

Collien er smidig og velafbalanceret og skal udstråle både styrke og bevægelighed uden at virke tung eller grov. Det lange, stumpe kileformede hoved, de mandelformede øjne og ørerne, der tipper fremad, er med til at skabe racens karakteristiske udtryk. Begge racer har samme officielle højde. Vægtangivelserne for korthåret collie bør dog ikke bruges som en officiel rettesnor for langhåret collie, da den langhårede standard ikke angiver nogen vægt.

Langhåret collie har en meget tæt dobbeltpels. Dækpelsen skal være lige og strid, mens underulden er blød, ulden og så tæt, at den næsten skjuler huden. Manke, bryst, ben og hale har mere fyldig pels. Børst helt ned til huden, og vær særlig omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og under halsbåndet. Under fældning er der brug for hyppigere gennemredning. Bad hunden efter behov.

Korthåret collie har kort, lige og strid dækpels med meget tæt underuld. Pelsen er langt lettere at holde fri for filtre, men racen fælder stadig. Børstning i fældeperioder fjerner løse hår og giver samtidig mulighed for at kontrollere hud, poter og kløer. Pelsen bør ikke behøve trimning eller klipning for at være nem at holde.

Begge racer findes i zobel med hvide aftegninger, trefarvet og blue merle. Hvide aftegninger kan blandt andet findes på krave, bryst, ben, poter og halespids. Farve er et dårligt grundlag for at vælge hvalp; sundhed, temperament, adfærd i hverdagen og opdrætterens avlsmål er vigtigere.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, aktiv og samarbejdsvillig hund uden nervøsitet eller aggression. Mange collier lærer hurtigt, holder nøje øje med deres fører og vil gerne være en del af hverdagen. Det er et godt udgangspunkt for træning, men ingen garanti for, at enhver collie er tryg, stille, ukompliceret med børn eller nem for en førstegangsejer.

Temperamentet varierer mellem individer og familier, og frygt har været et vigtigt fokus i det svenske avlsarbejde. Bed derfor om mere end generelle beskrivelser som ”sød” eller ”følsom”. Se forældrenes fuldstændige MH-beskrivelser, mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, og spørg, hvordan hundene reagerer på fremmede mennesker, pludselige lyde, nye underlag og overraskelser. Det er mindst lige så vigtigt, hvor hurtigt de falder til ro igen.

Collien har et særligt mentalindeks, som bygger på hundens egne MH-resultater og resultaterne hos dens slægtninge. Der findes indeks for nysgerrighed og mod, socialitet, leg, jagt og skud. Værdien 100 svarer til racens gennemsnit; den er ikke en grænse mellem bestået og ikke bestået. Et indeks skal vurderes sammen med hele beskrivelsen, slægten og det liv eller arbejde, kuldet er avlet til.

Racestandarderne og Svenska Kennelklubben beskriver collien som venlig over for hunde og mennesker, men erfaringer, helbred og træning påvirker også, hvordan hunden fungerer i hjemmet. Vurder individet i stedet for at gøre pelslængde eller racenavn til en garanti for personligheden.

## Træning og motion

En collie har brug for daglig bevægelse og opgaver, der udfordrer samarbejdsevnen, koncentrationen og nysgerrigheden. Der findes ikke et troværdigt antal minutter, som passer lige godt til en hvalp, en voksen konkurrencehund og en senior. Tilpas belastning og sværhedsgrad til hundens alder, helbred, erfaring og restitution.

Kombinér gåture med eksempelvis spor, søg, lydighed, rallylydighed, agility eller enkle søgeøvelser hjemme. Variation er mere værdifuld end blot at øge tempoet eller afstanden. Træn også hunden i at vente og falde til ro; en aktiv hund behøver ikke være højt oppe i gear hele dagen.

Belønningsbaseret træning, tydelige signaler og gradvist sværere opgaver passer til en hund, som gerne samarbejder. Del nye færdigheder op i overskuelige trin, beløn gode valg, og gør øvelsen lettere, hvis hunden bliver usikker eller mister koncentrationen. Hårde korrektioner er ingen genvej til tryghed.

En collie kan passe til en førstegangsejer, som vil træne, kan opdage tidlige tegn på uro og vælger kuld ud fra dokumenteret temperament. Racen passer dårligere til den, der hovedsageligt falder for udseendet, ønsker en fast motionsplan eller forventer, at hunden aktiverer sig selv i haven.

## Sundhed

Når du vælger hvalp, er de konkrete resultater vigtigere end at få at vide, at forældrene er ”testet”. Bed om registreringsnumre, og kontrollér HD-resultater, MH, øjenfund og relevante DNA-resultater. Registreringskrav og avlsanbefalinger er ikke det samme.

For begge collieracer kræver de gældende registreringsregler hos Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Avlsdyr af korthåret collie skal have grad A eller B. En langhåret collie med grad D eller E må ikke bruges i avl, og Svenska Kennelklubben anbefaler, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks ligger over 100. Reglerne er altså forskellige for de to racer.

Reglerne kræver også kendt mentalstatus. For forældre, der bor i Sverige og er født i 2016 eller senere, betyder det, at hele MH-beskrivelsen skal være gennemført, og alle 33 positioner skal være registreret. Føreren kan fravælge skudmomentet, uden at hunden mister sin kendte mentalstatus. MH beskriver reaktioner; hunden består eller dumper ikke.

Collie Eye Anomaly, CEA, er en medfødt udviklingsforstyrrelse i øjets bageste dele. Den spænder fra CH/CRD, som ofte ikke giver synsproblemer, der mærkes i hverdagen, til colobom og sjældnere følger som blødning eller nethindeløsning. Spørg derfor ikke kun, om hunden er ”CEA-testet”; bed om at se den præcise diagnose og alderen ved undersøgelsen.

De gældende svenske registreringsregler stiller ikke et særskilt krav om øjenundersøgelse af collie. Raceklubben anbefaler alligevel, at hvalpene øjenlyses før levering, og at avlshunde undersøges igen som voksne. Svenska Kennelklubben oplyser, at CH/CRD bedst opdages hos unge hvalpe, normalt i 8–10-ugersalderen, og anbefaler en ny øjenundersøgelse som voksen før første parring hos risikoracer.

En variant i ABCB1-genet, ofte kaldet MDR1, kan gøre hunden følsom over for visse lægemidler. Testen er relevant for både lang- og korthåret collie. Hunde med to kopier har størst risiko, men en hund med én kopi kan også reagere. Gem resultatet, og vis det til dyrlægen, før hunden får medicin. Testen siger kun noget om denne lægemiddelfølsomhed og er ikke en generel sundhedsattest.

Svenska Kennelklubben tillader ikke registrering af hvalpe efter parring mellem to merlefarvede collier. Merle kombineret med zobel er også omfattet af særlige regler om DNA-status og avlsspærre. En hvalpekøber bør derfor spørge, hvordan forældrenes farver og eventuelle merleanlæg er fastslået, frem for kun at vælge efter hvalpens aftegninger.

## Historie og oprindelse

Collien regnes som en britisk race med stærk skotsk tilknytning, men den præcise tidlige oprindelse er uklar. Racestandarden beskriver en baggrund, hvor lokale hunde blev blandet med hunde, som romerne bragte til Skotland. Lang- og korthåret collie blev udviklet af det samme arbejdende hundemateriale og delte blodlinjer langt frem i tiden.

Collien blev vist på hundeudstilling i England i 1861. Dronning Victorias interesse bidrog senere til at gøre hundene populære som selskabs- og udstillingshunde. Arbejdsegenskaberne bevarede dog deres betydning: Den elegante bygning og lydhørheden giver mere mening, når de ses i lyset af racens baggrund som hyrde- og brugshund, ikke kun som et udseendeideal.

I det 20. århundrede blev især den langhårede collie tæt forbundet med den fiktive Lassie. Eric Knight skabte figuren i *Lassie Come-Home*, og filmen fra 1943 brugte en langhåret collie. Historierne skabte et heltebillede af racen, men en virkelig hund skal vurderes ud fra sit eget temperament, helbred og sin opvækst.

## At leve med racen

En collie kan bo i både lejlighed og hus, når den får tilstrækkelig aktivitet, hvile og selskab. En have erstatter ikke gåture og fælles opgaver. I etageejendomme bør ejeren desuden træne ro omkring lyde på fællesarealer og forhindre, at hunden bruger hele dagen på at holde øje med vinduet eller hoveddøren.

En voksen bør være til stede, når hunden er sammen med børn, sætte tydelige regler og give hunden et hvilested, hvor den får fred. Børn må ikke klatre på eller kramme hunden eller forstyrre den, når den spiser eller sover. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, og en ivrig collie kan vælte et lille barn ved et uheld under leg.

Mange collier kan bo sammen med andre hunde og katte, men introduktionen bør være rolig og gradvis. Undgå jagt, giv katten frie flugtveje, og lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt. Smådyr har brug for et sikkert område, som hunden ikke kan komme ind i eller ligge tæt på og overvåge.

Det skal læres gradvist at være alene. Begynd med meget korte perioder, når hvalpen føler sig tryg og er rolig, og øg først tiden, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan være alene, varierer; lad hundens adfærd være rettesnor i stedet for en generel maksimumtid.

Før købet bør opdrætteren kunne besvare disse spørgsmål tydeligt:

- Er kuldet langhåret eller korthåret, og hvordan fungerer voksne slægtninge i hverdagen?
- Hvilke HD-resultater har forældrene, og hvad er deres aktuelle HD-indeks for langhåret collie?
- Har begge forældre gennemført MH, og hvad viser MH, mentalindeks og nære slægtninge om frygt og evnen til at falde til ro igen?
- Hvornår blev hvalpene og forældrene øjenlyst, og hvilke præcise CEA-fund blev registreret?
- Hvilken MDR1-status har forældrene, og indgår merle i kombinationen?

Pelslængden alene bør ikke afgøre valget. Se efter et kuld, hvor sundhed, temperament og hverdagsadfærd hos de nærmeste slægtninge kan kontrolleres.

Collie

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Collie Association (UK)

Collie er en intelligent, mellemstor til stor hyrdehund med lang dobbeltpels, som kræver regelmæssig pelspleje. Den er mild, loyal og følsom, knytter stærke bånd til familien og foretrækker blid og venlig træning. Collie er tilpasningsdygtig til både by og land, men har brug for daglig mental stimulering og motion for at trives.

Monstar’s

## Kort fortalt

American staffordshire terrier, ofte kaldet amstaff, er en amerikansk terrier i FCI-gruppe 3. Det er en kompakt og meget stærk hund, som i dag primært holdes som selskabshund. Racen passer bedst til en ejer, der holder af aktiv træning og er indstillet på det ansvar, der følger med en kraftfuld hund i hverdagen.

- Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver.
- Racestandarden angiver ingen idealvægt i kilo. Som en grov rettesnor oplyser Svenska Kennelklubben 28–33 kg for hanhunde og 19–25 kg for tæver, men et sundt huld og harmoniske proportioner er vigtigere end et enkelt tal.
- Pelsen er kort, tæt, hård og blank og kræver som regel kun enkel pleje.
- Raceidealet er en opmærksom, modig og interesseret hund. Svenska Kennelklubben beskriver også amstaffen som social, aktiv og samarbejdsvillig, men der kan være store forskelle fra hund til hund.
- Den, der vil rejse med hunden, skal undersøge ruten på forhånd: amstaff er omfattet af raceforbud i både Norge og Danmark.

American staffordshire terrier er en selvstændig, anerkendt race med sin egen standard. Man kan derfor ikke afgøre racen alene ud fra et bredt hoved, en kort pels og en muskuløs krop. For en kommende hvalpekøber giver en registreret stamtavle og oplysninger om forældredyrene langt mere viden end antagelser ud fra udseendet.

## Udseende og pels

Amstaffen skal være stærk i forhold til sin størrelse, muskuløs og kompakt, men samtidig bevægelig og smidig. Kroppen skal virke harmonisk, ikke så tung eller overdrevet, at bevægelserne påvirkes. Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver. Standarden kræver, at højde og vægt står i forhold til hinanden, men angiver ikke noget vægtinterval. Svenska Kennelklubbens vægtangivelser er derfor en grov rettesnor i hverdagen, ikke en idealvægt, som alle hunde skal nå.

Pelsen ligger tæt ind til kroppen og er kort, hård og blank. En blød børste eller gummibørste er ofte nok til at fjerne løse hår, og hunden kan bades, når der reelt er behov for det. Væn roligt hvalpen til, at poter, kløer, ører, mund og hud bliver undersøgt. Det gør både den daglige pleje og senere undersøgelser hos dyrlægen lettere.

Standarden tillader ensfarvet, flerfarvet og plettet pels. Helt hvidt, mere end 80 procent hvidt, sort med tan-aftegninger og leverfarve er derimod farver, som standarden fraråder at fremme. Farven siger ikke noget sikkert om temperament eller sundhed. Rødme i huden, kløe, gentagen slikken på poterne eller forandringer i ørerne bør vurderes som symptomer og ikke forklares med pelsfarven.

## Temperament og personlighed

En amstaff skal være opmærksom, nysgerrig og modig, men racebeskrivelser viser et ideal og gennemsnit – ikke hvordan hver enkelt hund bliver. Adfærdsdata fra Svenska Kennelklubben viser forholdsvis høj socialitet og energi på raceniveau, samtidig med at variationen mellem individer er stor. Opvækst, erfaringer og træning har betydning, men nære slægtninges adfærd er også relevant, når du vælger hvalp.

Bed opdrætteren forklare forældrenes BPH-resultater og, hvis det findes, mentalindeks ved hjælp af konkrete eksempler fra hverdagen. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede mennesker, pludselige lyde, nye underlag, håndtering og møder med andre hunde. Mød helst tæven og andre nære slægtninge. Ordet »social« siger langt mindre end en beskrivelse af, hvordan hunden falder til ro igen efter noget uventet.

Racen er fysisk kraftfuld og kan være pågående. Rolige, kontrollerede møder er derfor vigtigere end, at hunden skal hilse på alle. Hverken racenavnet eller kønnet kan afgøre, om en amstaff kan fungere med en bestemt hund, kat eller et mindre kæledyr. Vurder i stedet den enkelte hunds tidligere erfaringer, interesse for at jage eller lege og evne til at afbryde og falde til ro.

Når hunden introduceres til en kat, bør katten have sine egne sikre steder og altid kunne trække sig. Brug et gitter eller en anden sikker adskillelse, hold de første møder korte og rolige, og forebyg jagt fra begyndelsen. Lad ikke dyrene være alene sammen, før deres adfærd er velkendt, og vær indstillet på, at nogle kombinationer aldrig bliver sikre.

En amstaff kan bo i en familie med børn, men en voksen skal altid have ansvaret for samværet. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og hunden skal have sit eget uforstyrrede sted. På grund af styrken bør børn ikke håndtere hunden alene i situationer, hvor et pludseligt ryk eller et møde med en anden hund kan blive svært at styre.

## Træning og motion

Amstaffen har brug for fysisk aktivitet og mental stimulering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til alle. En unghund, en sund voksen hund og en hund med smerter eller ledproblemer har brug for forskellige forløb. Tilpas niveauet til alder, sundhed, restitution og hundens adfærd hjemme efter aktiviteten. Målet er en hund i god form, som kan skifte mellem aktivitet og hvile, ikke at gøre den udmattet for enhver pris.

Gåture kan kombineres med næsearbejde, spor, lydighed og korte problemløsningsopgaver. Svenska Kennelklubben fremhæver blandt andet nosework, spor og lydighed som egnede aktiviteter. Øg varighed og belastning gradvist, og hold hunden i et sundt huld. Hvis hunden pludselig bevæger sig anderledes, tøver med at hoppe ind i bilen eller er længere om at komme sig, bør en dyrlæge undersøge årsagen. Forsøg ikke at løse ændringen med mere træning.

Hverdagstræningen bør begynde tidligt og bygge på belønninger, tydelige rutiner og overkommelige trin. Følgende færdigheder er særligt nyttige for en stærk amstaff:

- at gå med løs line og kunne vende væk fra et møde med en anden hund;
- et sikkert indkald og et signal til at slippe eller gå væk fra noget;
- rolige hilsner uden hop eller træk;
- at kunne vente og falde til ro bag et gitter eller en anden adskillelse;
- tryg håndtering af poter, kløer, ører, mund og krop.

Træning, der bygger på smerte, frygt eller hårde korrektioner, kan skade både tillid og indlæring. Beløn den adfærd, du ønsker, gør øvelsen lettere, når hunden har svært ved den, og få tidligt hjælp fra en dygtig instruktør, hvis hundens styrke eller reaktioner bliver vanskelige at håndtere.

## Sundhed

Hofter, albuer, hud og korsbånd er vigtige områder at spørge ind til hos amstaff. Svenska Kennelklubben nævner hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, korsbåndsproblemer og hudproblemer som kløe, udslæt, røde poter og allergi. Det betyder ikke, at alle hunde bliver ramt. Bed om konkrete oplysninger om forældre, søskende og tidligere kuld i stedet for at nøjes med en generel påstand om »sunde linjer«.

Ved svenskregistreret avl skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, og for amstaff kræves desuden officiel ED-status. Et registreret resultat betyder kun, at undersøgelsen findes, ikke automatisk at leddet er uden anmærkninger. Kontrollér derfor de faktiske grader. Raceklubbens avlsstrategi anbefaler også, at det planlagte kulds foreløbige HD- og ED-indeks ligger over 100. Det er en avlsanbefaling og må ikke forveksles med registreringsreglerne.

NCL-A er en arvelig neurologisk sygdom, som påvirker lillehjernen og kan give problemer med balance og koordination, ofte først i tre- til femårsalderen. Tilstanden nedarves autosomalt recessivt med ufuldstændig penetrans. DNA-resultater registreres som normal, bærer eller genetisk afficeret. En bærer er ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres, og en genetisk afficeret hund må ikke bruges i avl. Bed om at se de registrerede resultater, og forstå, hvordan kombinationen er planlagt.

Når du vurderer et kuld, bør du kontrollere:

- forældrenes nøjagtige HD- og ED-resultater og kuldets foreløbige indeks;
- NCL-A-status og hvordan resultaterne påvirker parringen;
- BPH og mentalindeks, hvor det findes, suppleret med nære slægtninges adfærd i hverdagen;
- hudproblemer, korsbåndsskader og andre tilbagevendende lidelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.

## Historie og oprindelse

American staffordshire terrier blev udviklet i USA fra bull-and-terrier-hunde, som fulgte med immigranter i 1800-tallet. Den amerikanske raceklub beskriver hunde af denne type i landet allerede omkring 1870. Historien omfatter en baggrund i hundekampe, men den moderne races officielle standard og avlsarbejde skal vurderes ud fra nutidens krav til funktion, sundhed og temperament.

I 1936 optog American Kennel Club hundene i sin stambog under navnet Staffordshire Terrier. Navnet blev ændret til American Staffordshire Terrier fra 1. januar 1972 for at skelne racen fra den dengang anerkendte Staffordshire Bull Terrier. Den første amstaff blev registreret hos Svenska Kennelklubben i 1991.

Årstallene forklarer, hvorfor navnene er blevet ændret, men de gør ikke alle hunde med et lignende udseende til den samme race. For nutidens hvalpekøber er en kontrollerbar stamtavle, dokumenterede sundhedsoplysninger og kendskab til nære slægtninge mere værdifuldt end løse betegnelser som »pitbulltype«.

## At leve med racen

En amstaff kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, restitution og trygge rutiner. Boligens størrelse er mindre afgørende end den måde, hverdagen fungerer på. I en etageejendom skal du kunne håndtere hunden sikkert i opgangen, elevatoren og smalle passager, forebygge generende støj og planlægge turene, så hver tur ikke bliver præget af vanskelige hundemøder.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke efterlades alene, og en tryg voksen hund bør efter tilvænning kun være alene nogle få timer ad gangen. Den svenske regel om, at hunde normalt skal luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke en anbefaling for, hvor længe en hund bør være alene. Planlæg derfor hvalpetiden, arbejdsdagene og en reserve til pasning, før hunden flytter ind.

Tænk også over den fysiske kontrol. Sele eller halsbånd skal sidde sikkert, linen skal give et stabilt greb, og den, der går med hunden, skal kunne holde den, hvis der sker noget uventet. Det er ikke et argument for hårde metoder; det er en praktisk følge af racens styrke. God planlægning, afstand og indlærte alternativer forebygger flere problemer end sene korrektioner.

Rejser kræver særlig opmærksomhed. American staffordshire terrier og krydsninger med racen er forbudt i Norge, og forbuddet omfatter indførsel. Danmark forbyder også racen og krydsninger med den ved ophold. Der findes en begrænset undtagelse for direkte gennemrejse i bil uden unødvendige stop, men det er ikke det samme som at måtte holde ferie i landet. Tog er ikke omfattet af undtagelsen. Reglerne kan ændre sig, så kontrollér altid den aktuelle information hos norske Mattilsynet og danske Fødevarestyrelsen, før du bestiller en rejse eller vælger rute.

Racen passer bedst til en ejer, der holder af struktureret træning, kan sørge for daglig aktivitet og har overskud til en hund, som både er social og fysisk krævende. Hvis husstanden ikke har tid til alene-hjemme-træning, sikre introduktioner, linetræning og omhyggelig opfølgning på sundheden, er en mindre kraftfuld eller mindre krævende race ofte et bedre valg.

American staffordshire terrier

American staffordshire terrier: muskuløs, middelstor og menneskeorienteret hund med kort, letplejet pels i mange forskellige farver. Kærlig, energisk og meget lærenem med konsekvent, positiv træning. Har brug for daglig motion, mental stimulering, socialisering og ansvarlig håndtering.

Hall Of Heroes är en familjekennel som drivs i liten skala av Linda & Thomas Christiansen. Vi och våra hundar bor i Ängelholm i Skåne, Sverige. Här har vi nära till allt, skogen, stora fält, havet och centrum.

Vår vision är:
-  att föda upp American Staffordshire terriers i enlighet med rasstandard, som är fysiskt friska och mentalt stabila och trygga individer med god arbetsglädje och lågt bytesdriv, som gör dem till miljöstarka och lätthanterliga sällskapshundar.

Hall Of Heroes

## Kort fortalt

- Shetland sheepdog, ofte kaldet sheltie, er en lille britisk selskabs- og hyrdehund med baggrund som gårdhund på Shetlandsøerne.
- Racestandarden beskriver en aktiv, opmærksom, venlig og intelligent hund, der holder øje med sin ejer. Tilbageholdenhed over for fremmede er tilladt, men nervøsitet er ikke.
- Den ideelle skulderhøjde er 37 cm for hanner og 35,5 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Den lange dobbeltpels skal plejes helt ind til huden, især bag ørerne og under fældning, men den skal ikke helklippes som fast rutine.
- Racen passer bedst til den, der vil kombinere daglig motion med træning, næsearbejde eller anden mental aktivering, og som kan arbejde roligt med lyde, miljøer og alenetid.
- Ved valg af hvalp er dokumenterede øjenresultater, temperamentet hos nære slægtninge og viden om MDR1 og merle vigtigere end generelle løfter om, at racen altid er sund eller nem at leve med.

## Udseende og pels

Shetland sheepdog er en lille, let og bevægelig hund, der skal være lidt længere end høj. Racestandardens ideal er 37 cm i skulderhøjde for hanner og 35,5 cm for tæver. En afvigelse på mere end 2,5 cm i begge retninger er meget uønsket ifølge standarden. Det er idealer til bedømmelse af racen, ikke en garanti for hvert individ. Standarden angiver ingen idealvægt, så huld og kropsbygning er bedre vejledning end et enkelt tal på vægten.

Hovedet skal danne en lang, stump kile. Skalle og næseparti skal være lige lange med midtpunktet ved den inderste øjenkrog. Øjnene er mandelformede og som regel mørkebrune; hos blue merle må de være helt eller delvist blå. De små ører bæres bagud i hvile og fremad med bøjede spidser, når hunden er opmærksom.

Pelsen er dobbelt: dækpelsen er lang, lige og noget grov, mens underulden er kort, blød og tæt. En grundig gennemgang cirka en gang om ugen passer mange hunde, med hyppigere pleje under fældning. Red helt ind til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne. Hår omkring poterne og på haserne kan studses efter behov. Efter et bad skal pelsen tørre helt ind til huden.

Godkendte farver er zobel, tricolour, blue merle, sort og hvid samt sort med tantegninger, selv om den sidste ikke ses i moderne tid. Blue merle skal give et sølvblåt helhedsindtryk med sort marmorering. Hvide aftegninger må blandt andet findes som blis og på halskrave, bryst, ben og halespids. Hvide pletter på kroppen er derimod meget uønskede ifølge standarden. Farvestandarden og de genetiske regler for merle er to forskellige spørgsmål.

## Temperament og personlighed

En typisk Shetland sheepdog er opmærksom, venlig, intelligent og tæt orienteret mod sin ejer, men individer varierer tydeligt i socialitet, lydfølsomhed og selvsikkerhed. En hund må gerne være kølig over for fremmede uden at ville hilse, men frygt skal ikke bortforklares som normal tilbageholdenhed.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser, hvorfor et gennemsnit ikke er nok, når man vælger hund. De beskrevne sheltier viste kun lidt frygt i flere testsituationer, men variationen var tydelig blandt andet ved møder og overraskelser. Analysen gælder deltagerne og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver. Spørg derfor, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på fremmede, lyde og nye miljøer, og hvor hurtigt de kommer sig.

Racen havde historisk til opgave at være opmærksom og slå alarm. Det kan gøre gøen til et vigtigt hverdagsspørgsmål, men det betyder ikke, at alle sheltier gør meget. At få hunde gøede eller peb, hvor lyd ikke var forventet under BPH, betyder ikke, at racen altid er stille hjemme, når nogen går i opgangen. Vurder det individ og det opvækstmiljø, du faktisk vælger.

Sheltier beskrives som hunde, der typisk kan omgås andre hunde uden konflikt, men det er ingen garanti for alle møder eller for samliv med kat og smådyr. Tidlige erfaringer, individets adfærd og kontrollerede introduktioner har stor betydning.

## Træning og motion

Shetland sheepdog har brug for fysisk aktivitet og opgaver til hjernen hver dag, men der findes ikke et seriøst minuttal, som passer til alle individer. En god hverdag veksler mellem ture med mulighed for at snuse, korte træningspas, leg og hvile. Agility, rallylydighed, lydighed, næsearbejde og tricktræning kan passe til racens hurtighed og samarbejdsvilje, men hundesport er ikke nødvendig, hvis hverdagen allerede giver varieret bevægelse og problemløsning.

Træn belønningsbaseret og trinvis med hensyn til hundens følsomhed. Hårde stemmer kan øge usikkerheden. Gør i stedet situationen lettere, og beløn den adfærd, du ønsker. For en hund, der reagerer på lyde ved døren, bevægelse uden for vinduet eller besøgende, kan du:

- øge afstanden eller afskærme udløseren, så hunden stadig kan tænke;
- belønne, at hunden vender opmærksomheden tilbage til dig og falder til ro på en fast plads;
- træne med svage, forudsigelige lyde, før du øger sværhedsgraden;
- give hunden en pause, hvis den ikke kan tage imod en belønning eller falde til ro.

Målet er ikke at stoppe al kommunikation, men at hunden kan afbryde, komme sig og falde til ro. Hvis netop din hund begynder at jage, kredse om eller nappe efter løbende børn, cykler eller anden hurtig bevægelse, skal det håndteres som et konkret sikkerheds- og træningsproblem, ikke undskyldes med racens baggrund. Brug line eller afstand, mens I træner et sikkert alternativ.

Hvalpe har brug for korte, positive erfaringer og meget restitution. Øg belastning og sværhedsgrad i takt med hundens alder, kondition og tryghed. Hos en voksen hund er evnen til at hvile mellem aktiviteterne mindst lige så vigtig som, hvor langt den kan gå.

## Sundhed

Shetland sheepdog har flere veldokumenterede sundhedsproblemer, især omkring øjnene, og et godt hvalpekøb begynder med resultater, der kan verificeres, frem for udtrykket »sunde linjer«. Bed opdrætteren om at vise registrerede undersøgelser og forklare, hvorfor netop denne kombination af forældre er valgt.

CEA, collie eye anomaly, er en medfødt forandring i øjets udvikling. Den mildere forandring CRD vurderes normalt ikke at påvirke synet, mens colobom kan gøre det. Nogle CEA-forandringer ses lettest ved en øjenundersøgelse af en ung hvalp og kan senere skjules af pigment. PRA er derimod en fremadskridende nethindesygdom, som kan føre til blindhed. En DNA-test viser, om hunden har en bestemt testet genetisk variant; den viser ikke alle øjenforandringer. Racen har mere end én form for PRA og også andre nethindesygdomme, så DNA-test og klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål.

Det tidligere svenske sundhedsprogram, som krævede en højst et år gammel øjenattest før avl, sluttede i 2017. Raceklubbens racespecifikke avlsstrategi, RAS, anbefaler øjenundersøgelse af hvalpe, undersøgelse efter etårsalderen før avl og opfølgning af ældre avlshunde. Anbefalinger er ikke det samme som registreringskrav. Kontrollér Svenska Kennelklubbens seneste regler og registrerede resultater før køb eller avl.

MDR1, også kaldet ABCB1, påvirker et transportprotein, som blandt andet beskytter hjernen mod visse stoffer. Mutationen er påvist hos Shetland sheepdog og kan øge risikoen for alvorlige bivirkninger af visse lægemidler. Kun en individuel DNA-test viser den enkelte hunds status. Gem prøvesvaret, og vis det til dyrlægen. Ændr aldrig dosis eller behandling ud fra en liste på nettet.

Skader i hasen og andre ledproblemer er også dokumenteret i racens svenske avlsstrategi. Spørg om halthed, haseproblemer og ledresultater hos forældre og ældre slægtninge, men se ikke et enkelt røntgenresultat som en fuldstændig garanti.

Blue merle er en godkendt farve, men to hunde, der bærer merleanlæg, må ikke parres. Fordobling af anlægget medfører risiko for alvorlige defekter, blandt andet i syn og hørelse. Svenska Kennelklubben har registreringsforbud for afkom efter to merlefarvede sheltier og særlige regler for skjult merle hos zobelfarvet afkom.

## Historie og oprindelse

Shetland sheepdog kommer fra Shetlandsøerne og udviklede sig fra små gårdhunde. Det er dokumenteret, at collie blev krydset ind, mens meget andet om de tidlige aner bygger på antagelser.

På øerne blev hundene blandt andet brugt til at holde får væk fra dyrkede arealer og til at slå alarm på gården. De beskrives derfor ikke først og fremmest som specialiserede hyrdehunde af moderne type. Den lille størrelse og den vejrbestandige pels passede til et barskt, blæsende og fugtigt klima, hvor ressourcerne var begrænsede.

I 1800- og 1900-tallet blev racen formet mod en mere ensartet type. Den britiske kennelklub anerkendte Shetland sheepdog i 1914, og det første individ kom til Sverige i 1930. Sheltien er en selvstændig FCI-anerkendt race med sin egen standard, størrelse og udvikling.

## At leve med racen

Shetland sheepdog kan fungere i en børnefamilie, sammen med andre dyr og i lejlighed, men kun når den enkelte hunds temperament passer til hjemmets hverdag. Størrelsen gør racen praktisk, mens opmærksomhed på lyde, behov for samarbejde og variation i selvsikkerhed kan være vigtigere end boligens kvadratmeter.

En voksen skal altid holde opsyn med samspillet i en børnefamilie. Børn skal lade hunden spise, sove og trække sig tilbage i fred. Vælg ikke racen alene, fordi den omtales som »god med børn«. Spørg til hundens erfaringer og forældrenes temperament.

Introduktion til kat eller en anden hund skal være kontrolleret, med mulighed for afstand og separate hvilepladser. Beløn rolig adfærd, og forebyg jagt eller trængen, mens forholdet bygges op. Smådyr kræver fysisk sikring, selv om hunden virker venlig.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hunden får daglig aktivitet og kan hvile på trods af opgang, elevator og naboer. Vurder lydmiljøet, og spørg, hvilke hvalpe der hurtigt kommer sig efter nye indtryk. En have erstatter ikke ture, træning eller samvær.

Alenetid skal trænes gradvist, først når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig. En voksen hund, der er trænet i at være alene, kan klare nogle timer, men de individuelle forskelle er store, og en lille hvalp må ikke efterlades alene. Hvis hunden gør, går uroligt rundt, halser eller ikke kan falde til ro, skal træningen gå et trin tilbage, og hverdagen indrettes, så hunden ikke efterlades længere, end den magter.

Racen er et godt valg for den, der sætter pris på en opmærksom, træningsvillig hund og er forberedt på pelspleje, lydtræning og mental aktivering. Den passer dårligere til den, der ønsker en helt selvstændig hund, en garanteret stille hverdag eller må lade hunden være alene gennem lange arbejdsdage.

Shetland sheepdog

Shetland Sheepdog Club of the UK

Norwegian Kennel Club

Shetland sheepdog er en lille til mellemstor, smidig hyrdehund med tæt dobbeltpels og iøjnefaldende farver. Den er årvågen, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd til familien, er reserveret over for fremmede, udmærker sig i hundesport og har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture og mental stimulering.

## Hurtige fakta
- **Oprindelsesland:** Nederlandene  
- **Anvendelse:** Jagt, selskab  
- **Størrelse:** Mellemstor  
- **Vægt:** 18-25 kg  
- **Levetid:** 13-14 år  
- **Pels:** Lang, tæt og vandafvisende  
- **Farver:** Sort, brun eller orange med hvide aftegninger  
- **Temperament:** Loyal, intelligent, venlig  
- **Aktivitetsniveau:** Højt  
- **Pelspleje:** Regelmæssig børstning  


## Udseende
Stabijhoun er en mellemstor hund med en robust og velproportioneret krop. Hanner vejer mellem 20-25 kg og tæver mellem 18-23 kg. Racen har en lang, tæt og vandafvisende pels, som beskytter mod vind og vejr. Pelsen er oftest sort, brun eller orange med hvide aftegninger, og nogle gange kan den have pletter eller prikker.

Hovedet er proportioneret med en bred skalle og et tydeligt stop. Øjnene er middelstore og mandelformede, som regel mørkebrune eller ravfarvede. Ørerne er middelstore og hænger tæt ind til hovedet. Halen er lang og bæres ofte i en let bue over ryggen.

## Temperament
Stabijhoun er kendt for sit venlige og loyale sind. Racen er intelligent og lærenem, hvilket gør den til en fremragende ledsager både på jagt og i familien. Stabijhoun er også kendt for sin tålmodighed og mildhed, hvilket gør den til et godt valg for familier med børn.

### Er den et godt valg til førstegangs-ejere?
Ja, Stabijhoun kan være et godt valg til førstegangs-ejere på grund af sin intelligens og lærenemhed. Racen er dog aktiv og kræver regelmæssig motion og mental stimulering, så det er vigtigt, at ejeren er indstillet på at bruge tid og energi på hundens træning og pleje.

### Hvor legesyg er den?
Stabijhoun er en meget legesyg race, som elsker at være aktiv. Den trives med at lege udendørs, hente bolde og deltage i forskellige hundesportsgrene. Dens legesyge natur gør den til en glimrende makker for aktive familier og personer.

### Gør den meget?
Stabijhoun er ikke kendt for at være en overdreven gøende race, men den kan gø for at advare sine ejere, hvis noget usædvanligt sker. Med den rette træning kan gøen holdes under kontrol.

## Sundhed
Stabijhoun er generelt en sund race med få genetiske helbredsproblemer. Almindelige problemer, der kan forekomme, omfatter hofteledsdysplasi og albuedysplasi. Det er vigtigt at købe hvalp fra en ansvarlig opdrætter, som tester sine avlsdyr for disse og andre genetiske sygdomme.

## Pleje
Stabijhoun har en lang og tæt pels, der kræver regelmæssig børstning for at holde den fri for filtre og snavs. Pelsen er vandafvisende, så den behøver ikke at blive badet særlig tit. Regelmæssig tandbørstning, rensning af ører og klipning af kløer er også vigtige dele af plejen. Racen er aktiv og har brug for daglig motion og mental stimulering for at trives.

## Historie
Stabijhoun har en lang og rig historie, der går tilbage til 1800-tallet i Friesland, en provins i det nordlige Nederlandene. Racen blev udviklet som en alsidig brugshund, der kunne anvendes både til jagt og gårdarbejde. Navnet "Stabijhoun" stammer fra de frisiske ord "sta mij bij", som betyder "stå ved min side", og "houn", som betyder hund. Navnet afspejler racens loyalitet og tætte bånd til sine ejere.

I løbet af 1900-tallet faldt antallet af Stabijhouns drastisk, men takket være dedikerede opdrættere og entusiaster overlevede racen. I dag er Stabijhoun anerkendt af flere internationale kennelklubber, herunder Svenska Kennelklubben (SKK), og racen har en aktiv raceklub i Sverige, Stabijhounklubben.

Stabijhoun

The UK Stabyhoun Association

Deutscher Stabyhoun Club e.V. (Germany)

Swedish Kennel Club (Svenska Kennelklubben)

The Stabyhoun Association (NL)

Stabijhoun, også kendt som Stabyhoun, er en alsidig og loyal hunderace, der stammer fra Friesland i Nederlandene. Racen er kendt for sin intelligens, venlighed og alsidighed, hvilket gør den til en fremragende ledsager til både jagt og familieliv. Stabijhoun er en forholdsvis sjælden race uden for sit hjemland, men den har vundet popularitet takket være sine mange positive egenskaber.

Åtta små Tassarnas

## Kort fortalt

Flatcoated retriever er en anerkendt britisk apporterende fuglehund i FCI-gruppe 8. Racen er avlet til at søge efter og hente nedlagt vildt på land og i vand, så samarbejde, apporteringslyst og evnen til at arbejde i varieret terræn er centrale egenskaber – også hos hunde, der primært lever som familiehunde.

- Den ønskede skulderhøjde er 58–61 cm for hanner og 56–58 cm for tæver.
- Den ønskede vægt i god kondition er 27–36 kg for hanner og 25–32 kg for tæver. Målene beskriver racestandardens ideal, ikke hvad enhver voksen hund vil veje eller måle.
- De godkendte farver er sort og leverbrun.
- Raceidealet er en positiv, venlig, vågen og lydhør hund. Energi, intensitet og evnen til at falde til ro varierer mellem individer og familier.
- En Flatcoated retriever har hver dag brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde. Lange gåture alene erstatter ikke meningsfulde opgaver.
- Tumorsygdomme er et vigtigt sundhedsproblem i racen. Ingen enkelt test kan vise, at en hvalp eller avlslinje er fri for fremtidig kræftrisiko.

## Udseende og pels

Flatcoated retriever skal være stærk uden at blive tung og spændstig uden at virke spinkel. Funktionel balance er vigtigere end kraftig knoglebygning, overdreven pels eller høj kropsvægt. Bevægelserne skal være frie, flydende og regelmæssige set forfra og bagfra.

Hovedet er langt og velformet med et fladt, moderat bredt kranium og kun et let stop. Kæberne skal være lange og stærke nok til apporteringsarbejdet. Kroppen har en dyb, forholdsvis bred brystkasse og et kort, kraftigt lændeparti. Halen bæres muntert, men ikke højt over ryglinjen.

Pelsen er tæt, fin til middelkraftig og så flad som muligt. Ben og hale har tydeligt behæng, når hunden er fuldt udviklet. Kun sort og leverbrun indgår i standarden; gul forekommer, men er ikke en godkendt udstillingsfarve.

Pelsplejen bør følge hundens faktiske pels og hverdag, ikke en fast kalender. Red pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i behænget. Efter badning eller arbejde i vand og tæt terræn skal hunden tørres og gennemgås for filtre, hudirritation, frø, små sår og beskadigede trædepuder. Ørerne skal holdes tørre og kontrolleres ved lugt, rødme eller kløe. Trimning kan holde poter og behæng funktionelle, men pelsen bør ikke formes til en tung eller overdreven silhuet.

## Temperament og personlighed

Flatcoated retriever skal være tillidsvækkende, positiv, venlig, vågen og lydhør, men racestandarden er et avlsmål – ikke en garanti for hvert individ. En hvalpekøber bør derfor vurdere forældrene, voksne slægtninge og hvordan opdrætteren følger hundenes adfærd i hverdagen, i stedet for blot at godtage, at racen beskrives som glad.

I Svenska Kennelklubbens BPH-analyse af 209 svenskfødte hunde blev racen overordnet opfattet som tryg, energisk, nysgerrig, legesyg og social. Den samme analyse understreger variationen i racen og påpeger, at stor nysgerrighed og hurtige reaktioner også kan hænge sammen med vanskeligheder ved at falde til ro. Materialet beskriver de deltagende hunde og er ikke en facitliste for en hvalp. Se derfor efter både arbejdslyst og evnen til at falde til ro igen: Kan de voksne hunde hilse uden at miste al selvkontrol, håndteres roligt og hvile, når der ikke sker noget?

Racen er ofte social, men egnethed med børn, hunde eller katte må aldrig antages ud fra racenavnet. En stærk og begejstret hund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til hunde og katte bør ske gradvist. Tidligere erfaring, lyst til at jage og evnen til at afbryde på signal betyder mere end en generel beskrivelse af racen.

## Træning og motion

Flatcoated retriever har brug for at anvende både krop og hoved hver dag, men der findes ingen seriøs universel kvote i minutter eller timer. Det rette niveau afhænger af alder, helbred, kondition, aktivitetens intensitet og hvor godt hunden falder til ro bagefter. En god dag rummer en blanding af bevægelse, næsearbejde, apportering, samarbejde og uforstyrret hvile.

Apportering og søg giver ofte mere end blot at forlænge gåturen. Dummyer, enkle markeringsapporteringer, nærsøg, spor, jagttræning eller den svenske Funktionsbeskrivning Retriever kan give afløb for de egenskaber, racen er avlet til. Jagtprøver og praktisk jagt passer til den, der vil udvikle arbejdet videre, men enhver ejer kan skabe hverdagsopgaver, hvor hunden får lov til at søge, bære, aflevere og vente på et signal.

Belønningsbaseret og gradvis træning passer til en hurtig og samarbejdsvillig retriever. Prioritér tidligt:

- kontakt og at gå pænt i snor, før hunden bliver fuldvoksen og stærk;
- indkald og stopsignal, også når noget bevæger sig eller dufter spændende;
- rolige hilsener med alle fire poter på jorden;
- at bære og aflevere genstande uden konflikt;
- ro, passivitet og evnen til at geare ned efter aktivitet;
- frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels.

Vandarbejde kan være et godt afløb, men interesse for vand er ikke det samme som at kunne svømme. Begynd på lavt vand, vis hunden en sikker vej op, undgå strømmende eller meget koldt vand, og lad aldrig hunden være uden opsyn. Hunde i vækst har brug for varieret belastning, der opbygges gradvist; gentagne bratte stop, høje spring og ensidig boldkastning er ikke en genvej til god kondition.

## Sundhed

Tumorsygdomme er det vigtigste racespecifikke sundhedsområde, en hvalpekøber skal forstå. Svenska Kennelklubben og raceklubben beskriver en overrepræsentation af flere tumorformer, og Flatcoated retriever har blandt andet en dokumenteret disposition for histiocytært sarkom. Det betyder ikke, at enhver hund bliver syg, men risikoen kan ikke afvises med en DNA-test, en normal dyrlægeattest eller unge, raske forældre.

Bed om alder og dødsårsag for forældre, bedsteforældre, hel- og halvsøskende samt hunde fra tidligere kuld. Spørg, hvilke diagnoser der faktisk er bekræftet af en dyrlæge, og hvordan opdrætteren bruger oplysninger om ældre slægtninge. Hos din egen hund bør en ny eller voksende knude, vedvarende halthed, uforklarligt vægttab eller en tydelig ændring i appetit og energi vurderes af en dyrlæge. Sådanne tegn kan have mange årsager og bør ikke selvdiagnosticeres som kræft.

For afkom, der skal registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring. Kendt status betyder, at der findes et resultat – ikke automatisk at hofterne er graderet A eller B. Kontrollér derfor selve graden og resultaterne hos nære slægtninge. Albuerøntgen er en vigtig kontrol, som raceklubben gerne vil se hos flere hunde, men den er ikke et særskilt krav for at registrere hvalpe efter reglerne fra 2026.

Øjenundersøgelse er heller ikke et formelt krav fra Svenska Kennelklubben for racen. Den aktuelle anbefaling fra den svenske Flatcoated Retrieverklub er, at avlshunde har en øjenattest, som højst er to år gammel ved parring. Klubben anbefaler også gonioskopi, når det er muligt, og at en kendt grad af pektinatligamentdysplasi, PLD, ikke fordobles i en kombination. Bed om at se dato, diagnoser og hele resultatet – ordet "øjentestet" er ikke nok.

Renal dysplasi, RD, forekommer i få, men alvorlige tilfælde. Der findes ingen valideret DNA-test for RD hos Flatcoated retriever, så et kommercielt testresultat bør ikke bruges som bevis for, at en hund eller kombination er fri. En kendt diagnose hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed er mere relevant.

## Historie og oprindelse

Flatcoated retriever blev udviklet i Storbritannien som en apporterende fuglehund til arbejde efter skuddet. Opgaven var at søge efter og hente nedlagt fugle- og småvildt på land og i vand, hvilket forklarer racens kombination af næsearbejde, samarbejdsvilje, bæring og udholdende bevægelse.

FCI anerkendte racen endeligt i 1954 og placerer den blandt retrieverne med arbejdsprøve. Flatcoated retriever kom til Sverige i 1960'erne. De præcise fortællinger om, hvilke hundetyper der blev krydset på hvert trin af udviklingen, varierer mellem historiske kilder. Det sikre og praktisk vigtige er, at nutidens race stadig skal fungere som apportør og ikke blot have et retrieverlignende udseende.

## At leve med racen

Flatcoated retriever passer bedst til en, der vil leve med en aktiv arbejdende retriever og samtidig har tænkt sig at træne ro. Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Størrelse, fart og meget ivrige hilsener kræver planlægning, og behovet for samarbejde varer hele livet.

Lejlighed kan fungere, hvis det er nemt at komme ud, hunden får meningsfuld aktivitet, og man træner lyde, hilsener i fællesarealer og hvile. En have erstatter ikke gåture eller fælles arbejde. Alenetid skal opbygges gradvist fra korte, trygge stunder; en lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Hvis arbejdsdagen jævnligt indebærer langt fravær, skal en velfungerende plan for selskab og luftning være på plads før købet.

Før du vælger en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de under aktivitet, håndtering og hvile?
- Hvilken officiel HD-grad har hver forælder, og findes der albueresultater og ledhistorik hos nære slægtninge?
- Hvornår blev den seneste øjenundersøgelse foretaget, hvad viste hele attesten, og findes der resultater fra gonioskopi?
- Hvor gamle blev nære slægtninge, hvad døde de af, og hvilke tumordiagnoser eller RD-tilfælde er kendt?
- Hvordan følger opdrætteren sundhed, temperament og arbejdsevne i tidligere kuld over tid?

Det rette hjem får en arbejdsivrig, social og alsidig hund. Et dårligt match opstår ofte, når det venlige raceideal tolkes som, at hunden af sig selv kan klare børn, andre dyr, lange dage alene og et liv uden reelle opgaver.

Flatcoated retriever

The Flatcoated Retriever Society of Great Britain

The Swedish Kennel Club (Svenska Kennelklubben)

The Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

The Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

The Kennel Club (United Kingdom)

Flatcoated retriever er en middelstor til stor, atletisk apporterende jagthund med glat, sort eller leverfarvet pels og et venligt, hvalpeagtigt væsen. Den er energisk, meget menneskeorienteret og meget lærenem og har brug for masser af motion, positiv træning, et tæt familieliv og opmærksom pleje af helbredet.

En liten uppfödning av Flatcoated retriever i Bjuråker, Hälsingland. Mitt motto med uppfödningen är att avla på exteriört snygga, mentalt stabila, friska och sunda hundar som lämpar sig för hundutställning, jaktapportering och andra hundsporter.  Dual purpose, så som vi vill bevara våra flatcoated retrievers.

Calliestar´s

Lapsk vallhund

Finnish Kennel Club (Suomen Kennelliitto)

Mellemstor, atletisk renhyrdehund hos samerne, bygget til udholdenhed og hårdt klima med en tæt dobbeltpels i forskellige farver. Intelligent, lydelig, vagtsom og selvstændig, men samtidig følsom; den har brug for rolig, konsekvent træning samt masser af fysisk og mental aktivering.

Hej, vi är en liten uppfödning som man hittar i Höga kusten Västernorrland

Vildtassens

Vorstehhund

German Shorthaired Pointer Club of Germany (Deutsch-Kurzhaar-Verband)

Norwegian German Shorthaired Pointer Club (Norsk Vorstehhundklubb)

Svenska Vorstehklubben (Swedish Pointing Dog Club)

Vorstehhund er en middelstor til stor, atletisk stående jagthund med kort, fældende pels og iøjnefaldende lever-hvide aftegninger. Den er energisk, menneskeorienteret og intelligent og har brug for meget daglig motion, positiv træning og tæt kontakt med familien for at forblive rolig og tilfreds.

Peakpoint

## Kort fortalt

- **Oprindelse:** Nederlandsk kooikerhond kommer fra Nederlandene og tilhører FCI-gruppen for retrievere, stødende jagthunde og vandhunde.
- **Størrelse:** Den ideelle mankehøjde er 40 cm for hanner og 38 cm for tæver. Racestandarden tillader 38–42 cm for hanner og 35–40 cm for tæver, men angiver ingen vægt.
- **Oprindeligt arbejde:** Hunden lokkede ænder gennem et nederlandsk fangstanlæg, en eendenkooi. Den jagtede ikke ænderne, men vakte deres nysgerrighed ved at vise sig mellem skærme og vifte med sin hvide hale.
- **Temperament:** Racen skal være livlig, opmærksom, venlig og arbejdsivrig. Mange knytter sig tæt til familien, men er afventende over for fremmede, og der er stor forskel på de enkelte hunde.
- **Behov for aktivitet:** Det er en lille sportshund med hurtige reaktioner. Den har brug for varierede ture, opgaver til næse og hjerne og træning i at falde til ro.
- **Pels:** Pelsen er middellang, hvid med tydelige orangerøde aftegninger og skal fremstå naturlig uden trimning. Sorte hårspidser på ørerne er ønskelige, men ikke et krav.
- **Vigtigt ved køb af hvalp:** Bed om at se forældredyrenes faktiske resultater for patella, øjne, von Willebrands sygdom, ENM og polymyositis. Spørg også, hvordan opdrætteren har vurderet kombinationens mentalitet, sundhed og indbyrdes slægtskab.

## Udseende og pels

Nederlandsk kooikerhond er en lille, smidig sportshund med en næsten kvadratisk krop og lette bevægelser. Den ideelle mankehøjde er 40 cm for hanner og 38 cm for tæver. De tilladte intervaller er henholdsvis 38–42 cm og 35–40 cm. Den officielle racestandard angiver ingen vægt, så de vægtangivelser, man ofte ser i raceguider, er kun vejledende og ikke en del af standarden. Huld, kropsbygning og muskelmasse siger mere om den enkelte hund end et generelt tal på vægten.

Pelsen er middellang, tæt, glat eller let bølget og har underuld. Grundfarven er hvid med klart afgrænsede orangerøde aftegninger. Hovedet har farve omkring øjne og kinder og en hvid blis. Ørerne ligger ind til kinderne og har behæng; lange sorte hårspidser, de såkaldte øreringe, er ønskelige, men ikke et krav. Den velbehængte hale har en hvid fane.

Pelsen skal bevare sit naturlige udtryk og behøver normalt hverken at blive formet eller klippet over det hele. Gå behænget bag ørerne, på benene og under halen igennem med fingrene, en kam eller en børste. Børst, når du mærker begyndende filtre, efter ture hvor frø og kviste har sat sig fast, og oftere i fældeperioder. Det er mere nyttigt end en fast ugeplan, fordi pelsmængde, aktivitetsniveau og årstid varierer.

Bad hunden, når den er snavset, og sørg for, at ører og pels tørrer ordentligt efter bad og svømning. Tjek samtidig kløer, poter, hud og ører. Rød hud, tydelig lugt, ømhed eller tilbagevendende kløe bør vurderes af en dyrlæge.

Racen fælder og kan ikke beskrives som allergivenlig. Allergiske reaktioner skyldes ikke kun pels, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for en bestemt allergiker. Er man i tvivl, bør man møde flere voksne hunde i deres hjem, før man beslutter sig.

## Temperament og personlighed

Nederlandsk kooikerhond er som regel hurtig, opmærksom og meget interesseret i det, der sker omkring den. Racestandarden beskriver en livlig, smidig, selvsikker og udholdende hund, som er venlig og årvågen uden at være unødigt larmende. Det er et ideal, ikke et løfte om den enkelte hund. Svenske og nederlandske raceklubber beskriver en tydelig variation: Nogle hunde hilser gerne på nye mennesker, mens andre foretrækker først at betragte dem på afstand.

At være reserveret er ikke det samme som at være bange eller aggressiv. En tryg, afventende hund skal have lov til at lade være med at hilse. Bed gæster om at ignorere hunden i begyndelsen, og lad den selv vælge, om den vil tage kontakt. En hund, der føler sig trængt, kan forsøge at skabe afstand, så påtvungne hilsener er sjældent god socialisering. Aggression og overdreven skyhed hører ikke til raceidealet.

Mange hunde af racen registrerer bevægelser, stemmer og skift i stemningen meget hurtigt. Hårde korrektioner eller en uforudsigelig hverdag kan derfor skabe usikkerhed. Tydelige rutiner, venlige grænser og belønning for den ønskede adfærd giver bedre vejledning. Socialisering handler om trygge erfaringer og ro bagefter, ikke om at hvalpen skal hilse på så mange mennesker og hunde som muligt.

I mødet med andre hunde kan en kooikerhond være social, selektiv eller tydelig omkring den afstand, den har brug for. Vælg rolige og stabile legekammerater. Bed om at møde moderen, og spørg hvordan voksne slægtninge reagerer på fremmede, uventede lyde, håndtering og hundemøder. BPH-resultater kan give flere oplysninger, men BPH er ikke en prøve, man består eller dumper, og kan ikke forudsige hvalpens fremtid.

## Træning og motion

Nederlandsk kooikerhond har brug for både fysisk aktivitet og opgaver, der kræver koncentration. En sund voksen hund kan trives med længere ture, varieret terræn, næsearbejde, apportering og hundesport som agility, rallylydighed eller lydighed. Der findes ikke et troværdigt antal minutter, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition og intensiteten den pågældende dag afgør, hvad der er passende.

Se på balancen i hverdagen. En hund, der kan arbejde koncentreret, falde til ro bagefter og bevæge sig ubesværet næste dag, har sandsynligvis fået en rimelig belastning. Uro kan også skyldes for mange intense aktiviteter eller manglende træning i at slappe af. Stivhed, halthed eller en tydelig ændring i udholdenhed skal undersøges, ikke trænes væk.

Lad opgavens sværhedsgrad og hundens koncentration styre træningspassets længde. Beløn med mad, leg eller adgang til en aktivitet, hunden holder af, og skift mellem præcisionsarbejde og lettere opgaver, hvor hunden lykkes. Indkald, rolig gang i snor, tryg håndtering, at kunne vente og en rolig hvileplads er særligt nyttige færdigheder i hverdagen.

Hvalpen har brug for at udforske, udvikle koordination og få mange pauser. Undgå planer, der beregner gåturens længde alene ud fra alder; underlag, tempo, legens intensitet og hvalpens egen træthed betyder lige så meget. Gentagne skarpe vendinger, høje spring og ensidig boldkastning kan vente, til hunden har udviklet mere styrke og kropskontrol.

Racen kan reagere hurtigt på bevægelse og omgivelser. Træn kontakt og indkald med lang line, før hunden får mere frihed, og vælg sted efter den enkelte hunds kontrol. Det historiske arbejde med at holde skadedyr nede gør det fornuftigt at være forsigtig omkring smådyr, men jagtinteressen varierer og bør ikke antages at være lige stærk hos alle.

## Sundhed

En hvalpekøber bør først og fremmest kontrollere dokumenterede resultater og forstå, hvad de betyder for den konkrete kombination. Patella, øjne, von Willebrands sygdom type III, arvelig nekrotiserende myelopati og polymyositis er vigtige emner hos nederlandsk kooikerhond. Hofteresultater kan også indgå i anbefalingerne fra den svenske raceklub. At en undersøgelse er udført, er ikke det samme som et godt resultat, og en anbefaling fra raceklubben er ikke nødvendigvis et bindende registreringskrav.

**Patellaluksation** betyder, at knæskallen kan forskubbe sig fra sin normale placering. I april 2026 meddelte Svenska Kennelklubben, at racens sundhedsprogram var blevet sænket fra niveau 2 til central registrering. Central registrering betyder, at undersøgelsen er frivillig, men at resultatet registreres hos SKK, når undersøgelsen følger organisationens procedurer. Ældre regelsæt og hjemmesider kan stadig vise det tidligere krav. Bed derfor om begge forældres aktuelle patellaresultater, og undersøg hvilke regler der gjaldt på parringstidspunktet, i stedet for blot at acceptere, at hundene er ”testet”.

**Von Willebrands sygdom type III, VWD**, er en alvorlig arvelig blødersygdom, som har forekommet i racen. Der findes en DNA-test, og SKK kan registrere godkendte resultater centralt. Central registrering fastlægger ikke i sig selv en bestemt kombination af forældredyr. Bed om at se begge forældres DNA-status eller et dokumenterbart bevis på, at en hund er fri gennem afstamning. Opdrætteren skal kunne forklare, hvorfor kombinationen ikke kan give syge hvalpe.

**Arvelig nekrotiserende myelopati, ENM**, er en fremadskridende neurologisk sygdom. Hos ramte unghunde kan de første tegn være let ukoordinerede bagben, ofte i alderen seks til femten måneder, hvorefter gangbesværet tiltager. Der findes en DNA-test, og sygdommen håndteres som en enkel recessiv egenskab: En bærer bliver ikke syg af genvarianten, men to risikokopier kan mødes hos en hvalp, hvis forældrene kombineres forkert. Bed om verificeret status for begge forældre og en tydelig forklaring af kombinationen.

**Arvelig polymyositis** er mere kompliceret. Sygdommen kan give muskelsvaghed, stiv gang og nedsat udholdenhed, problemer med at spise, drikke eller synke eller begge symptombilleder samtidig. Forskning har knyttet sygdommen til en DNA-variant med lav penetrans. Det betyder, at varianten øger risikoen, men ikke afgør, om hunden bliver syg. Resultatet kan derfor ikke forenkles til ”fri, bærer eller syg”, og et DNA-resultat er ikke en diagnose. Opdrætteren bør kunne forklare, hvordan forældrenes resultater og sundheden i familien påvirkede valget af kombination.

Bed også om resultater fra øjenundersøgelser, og spørg hvilke diagnoser der findes hos nære slægtninge. En ansvarlig opdrætter viser originale resultater eller oplysninger i et register, der kan kontrolleres, fortæller om både styrker og risici og forklarer parringen. Tjek de gældende SKK-regler og raceklubbens anbefalinger ved køb; begge dele kan ændre sig.

## Historie og oprindelse

Nederlandsk kooikerhond blev udviklet i Nederlandene til en usædvanlig opgave ved en eendenkooi, et anlæg med dam, skærme og stadig smallere fangarme. Hunden bevægede sig roligt ind og ud mellem skærmene, så den hvide, vajende hale kun kunne ses i korte glimt. Tamænder fulgte hunden, fordi de forbandt den med mad, og vildænder blev lokket med af nysgerrighed. Da fuglene var kommet langt nok ind i fangarmen, tog kooikeren, manden der passede anlægget, over. Hunden skulle altså lokke ænderne, ikke jage eller apportere dem.

På gården kunne hunden holde skadedyr nede, være ledsager og varsle. Arbejdet er med til at forklare racens kombination af hurtighed, selvstændighed og samarbejde med føreren, men det afgør ikke, hvordan den enkelte moderne hund opfører sig.

Hunde, der ligner nutidens race, ses i ældre nederlandsk kunst, men den dokumenterede genopbygning af den moderne race begyndte i 1940'erne. Baronesse van Hardenbroek van Ammerstol søgte efter hunde af den gamle type, og tæven Tommie blev en vigtig stammoder. Den nederlandske kennelklub vedtog en foreløbig standard i 1966 og anerkendte officielt racen i 1971.

Den første nederlandsk kooikerhond kom til Sverige i 1994, og det første svenske kuld blev født i 1996. Racens smalle avlsgrundlag og den internationale udveksling af avlsdyr er vigtig baggrund for nutidens arbejde med dokumenterede sundhedsdata og genetisk variation. Derfor er det særligt værdifuldt, at en opdrætter kan redegøre for hele kombinationen og ikke blot vise ét enkelt testresultat.

## At leve med racen

Hverdagen med en nederlandsk kooikerhond fungerer bedst, når både aktivitet og hvile har en tydelig plads. En have erstatter ikke fælles ture, nye miljøer og træning. Hvis hunden bliver ophidset af lyde i opgangen eller bevægelse uden for vinduet, bør man arbejde med afstand, afskærmning, en tryg hvileplads og belønning af ro, før hunden begynder at gø.

Racen kan bo i lejlighed, hvis den får motion, næsearbejde og træning i at falde til ro. Boligens størrelse betyder mindre end lydforholdene, muligheden for at komme ud og ejerens hverdag. En meget lydfølsom hund eller en hund, der gør meget, kan få det svært i en etageejendom med meget lydgennemgang. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene og tidligere afkom fungerer i lignende miljøer.

Med børn er der brug for opsyn fra voksne, nænsom håndtering og et fredet hvilested. Børn må ikke følge efter hunden, forstyrre den, når den spiser eller sover, eller holde fast om den, når den forsøger at gå væk. En kooikerhond, der er tryg ved børn, kan blive en god familiehund, men racenavnet garanterer ikke tålmodighed med pludselige bevægelser og høje lyde. Bed opdrætteren om hjælp til at vælge hvalp ud fra husstanden og de voksne slægtninges adfærd.

Introducer andre dyr lige så roligt. Mange hunde af racen lever godt med hunde eller katte, når dyrene har mulighed for at trække sig. Smådyr bør beskyttes af en fysisk barriere og må aldrig bruges til at ”teste” hundens jagtinteresse. Lad ikke dyrene være alene sammen for tidligt, selv om det første møde gik godt.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med ganske korte perioder, og øg først, når hunden kan hvile uden uro. Et kamera kan vise tidlige tegn som rastløs vandren, hurtig vejrtrækning eller vedvarende lyd. Der findes ikke et antal timer, som gælder for hele racen, og en hund, der går i panik, skal ikke efterlades længere i håb om, at den ”vænner sig til det”.

Racen kræver ikke en erfaren hundefører, men er sjældent et problemfrit førstevalg for den, der ønsker en hund, som automatisk elsker alle og bare følger med uden gennemtænkt træning. En førstegangsejer kan få stor succes med støtte fra en kyndig opdrætter og en belønningsbaseret instruktør. Det afgørende er, om man holder af en hurtig hund med en tydelig personlighed og er indstillet på at arbejde med både dens evner og behov for afstand.

Nederlandsk kooikerhond

The Nederlandse Kooikerhondje (UK) Club

Raad van Beheer (Dutch Kennel Club)

Societé Centrale Canine (French Kennel Club)

FCI (Fédération Cynologique Internationale)

Mellemstor hollandsk apporterende jagthund til fuglejagt med orange-rød og hvid pels, sorte ørerspidser og en fyldig, hvid hale. Hengiven over for familien, reserveret over for fremmede, intelligent og følsom. Har brug for daglig motion, træning og selskab; generelt sund, men med nogle arvelige sygdomme, der skal holdes øje med.

Mamas best friend föder upp Kooiker i liten skala i hemmiljö. Kenneln finns i Vollsjö i Skåne. Målet för kenneln är rastypiska, friska och mentalt stabila kooikrar. Du som köpare är aktiv med din hund. Ta gärna kontakt om du vill veta mer om rasen. kinahagman1@gmail.com

Mamas best friend

## Kort fortalt

Australian shepherd er en hyrde- og brugshund, der er udviklet i USA, til mennesker som ønsker at træne og arbejde med deres hund hver dag. Den er hurtig, lydhør og alsidig, men arbejdslysten og vogte- og hyrdeinstinkterne betyder, at den sjældent passer til den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund.

- Racen hører til FCI-gruppe 1 og blev udviklet til arbejde med får og kvæg på gårde og ranches.
- Den ønskede skulderhøjde er 51–58 cm for hanner og 46–53 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Pelsen er middellang, vejrbestandig og har underuld. Grundfarverne er blue merle, sort, red merle og rød, med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger.
- Halen kan være naturligt lang eller kort. Halekupering er forbudt i Sverige.
- En australian shepherd har brug for daglig fysisk aktivitet, problemløsning, samarbejde og mulighed for at falde til ro.
- For svenske avlshunde er officiel HD-status og kendt mental status gennem MH vigtige kontroller. MH beskriver reaktioner; det er ikke en prøve, man består eller dumper.

## Udseende og pels

Australian shepherd er en middelstor, velafbalanceret og bevægelig hund, som skal være lidt længere end høj. Den skal være muskuløs og solid uden at blive tung eller klodset, fordi bygningen skal give mulighed for hurtige retningsskift og langvarigt arbejde. Standarden angiver en ønsket skulderhøjde, men ingen idealvægt. Vurder derfor en voksen hund ud fra proportioner, huld, bevægelser og funktion i stedet for at stole på et vægtinterval, der påstås at komme fra standarden.

Pelsen er lige til bølget, middellang og vejrbestandig. Mængden af underuld varierer blandt andet med klima og årstid. En korrekt pels har brug for regelmæssig gennemredning og tættere kontrol i fældeperioder, men ikke den samme ugeplan for alle hunde. Mærk pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på områder, hvor friktion let giver filter, for eksempel bag ørerne og i fanerne. Kontrollér samtidig hud, poter og kløer efter arbejde i skov og ujævnt terræn.

De fire grundfarver er blue merle, sort, red merle og rød. Alle kan forekomme med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger. Øjnene kan være brune, blå eller ravfarvede, også i kombinationer eller med pletter og marmorering. Forskellig øjenfarve er altså tilladt og siger i sig selv intet om hundens temperament.

Halen kan være naturligt lang eller naturligt kort. Sidstnævnte kaldes ofte NBT, natural bobtail, og må ikke forveksles med en kuperet hale. Svenska Kennelklubben registrerer racen med en halebetegnelse, som viser, om hunden har fuld halelængde, stumphale, en hale der er kortere end normalt, ingen hale eller kuperet hale. For en hvalpekøber er registreringsoplysningen et bedre grundlag end at gætte ud fra et fotografi.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal australian shepherd være en intelligent arbejdshund med stærke hyrde- og vogteinstinkter, et stabilt temperament og et venligt væsen. Den kan være afventende ved det første møde med fremmede, men racetypisk neutralitet er ikke det samme som frygt eller aggression. Svenska Australian Shepherdklubben understreger derfor, at neutral er et tydeligere ord end reserveret.

Der er betydelig variation mellem individer og familier. Nogle hunde arbejder meget intenst i forhold til mennesker og omgivelser, mens andre er mere afbalancerede i hverdagen. Styrken i hyrdeadfærd, bevogtning, lydreaktioner og social interesse kan også variere. Betegnelser som arbejdslinje eller udstillingslinje er ikke nok til at forudsige en hvalps temperament. Se i stedet på forældrene, voksne nære slægtninge, opdrætterens avlsmål, arbejdsmeritter og dokumenterede mentalbeskrivelser.

Som hyrdehund bruger racen blandt andet sin krop og sine bevægelser til at styre dyr. Det kan give en stærk interesse for ting i bevægelse. I hverdagen kan hunden forsøge at følge, stoppe eller styre løbende børn, cykler, joggere eller andre dyr. Det er en mulig egenskab hos racen, ikke noget alle australian shepherd gør, og ikke en undskyldning for at lade adfærden fortsætte. Afstand, snor eller barriere, en indlært alternativ adfærd og belønning for kontakt gør situationen mere sikker, mens færdigheden trænes.

MH er særligt nyttigt, når man sammenligner avlshunde og slægtninge. Beskrivelsen viser, hvordan en hund reagerede på blandt andet kontakt, håndtering, leg, overraskelser, lyd og skud. Den kan ikke alene forudsige, hvordan en hvalp udvikler sig, og den måler ikke hele arbejdsevnen. Læs hele protokollen, og spørg hvordan hunden fungerer og falder til ro igen i almindelige miljøer.

## Træning og motion

Australian shepherd har hver dag brug for både bevægelse og opgaver, der kræver næsearbejde, problemløsning og samarbejde, men et fast antal timer beskriver ikke den enkelte hunds behov. En rolig skovtur, spor eller søg, hverdagslydighed, hyrdearbejde, brugsarbejde, agility og anden gennemtænkt træning belaster på forskellige måder. Tilpas mængde og intensitet efter alder, helbred, tidligere træning og restitution.

En velfungerende hverdag handler om mere end at gøre hunden fysisk træt. Prioritér tidligt:

- kontakt og lydhørhed, også når noget bevæger sig i omgivelserne,
- indkald, der først trænes i et let miljø og sikres med lang line efter behov,
- at gå pænt i snor, håndtering og evnen til at vente,
- et tydeligt skift mellem aktivitet og ro,
- at kunne vælge at lade være med at følge eller styre børn, køretøjer og dyr.

Træningen bør være belønningsbaseret, trinvis og tilpasset individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at vaner, der belønnes ved et uheld, hurtigt kan sætte sig fast. Gør den ønskede adfærd let at vælge, øg sværhedsgraden gradvist, og brug ikke frygt, trusler eller fysisk straf.

Hvalpe og unghunde har brug for bevægelse, miljøerfaring, hvile og korte indlæringspas, ikke en voksen hunds belastning eller en træningsplan baseret på et bestemt antal minutter. Målet er en hund, som kan arbejde engageret, bevare kontakten og derefter falde til ro. Hvis aktivitetsmængden øges, mens hunden får sværere ved at sove, slappe af eller håndtere hverdagens indtryk, skal planen vurderes på ny i stedet for blot at blive fyldt med mere fart.

## Sundhed

For en svensk hvalpekøber er det vigtigste at skelne bindende registreringsregler fra raceklubbens anbefalinger og frivillige DNA-tests. Efter de gældende regler fra Svenska Kennelklubben kræves officiel HD-status før parring og, for svenskboende avlshunde som er omfattet af reglerne, kendt mental status gennem en fuldstændig MH-beskrivelse. Kendt status betyder ikke automatisk et godt hofteresultat eller en ønskelig mental profil; kontrollér selve resultatet.

I sin racespecifikke avlsstrategi anbefaler SASK som hovedregel HD-grad A eller B og øjenundersøgelse af avlshunde. Klubben fremhæver også værdien af at kontrollere HD-status hos nære slægtninge, fordi racen ikke har et HD-indeks. ED-røntgen er frivillig og er ikke et særligt registreringskrav for racen. Bed derfor opdrætteren vise, hvad der faktisk er undersøgt, på hvilken hund, på hvilken dato og med hvilket resultat, i stedet for at nøjes med ordet sundhedstestet.

Der findes DNA-tests for blandt andet CEA, HSF4 og MDR1, men SASK angiver ikke én universel testpakke til alle kombinationer. Hver test gælder et bestemt gen eller en risikovariant. Et frit HSF4-resultat udelukker for eksempel ikke alle former for grå stær og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Relevante tests vælges ud fra dokumenterede risici i familien og den planlagte kombination.

MDR1, også kaldet ABCB1, kan påvirke, hvordan visse lægemidler fordeles i kroppen og når hjernen. Den enkelte hunds status kan ikke afgøres ud fra udseendet. Hvis hunden er testet, bør resultatet stå i dyrlægejournalen; valg af lægemiddel og dosering hører altid hjemme hos dyrlægen.

To merlefarvede hunde skal ikke parres. Kombinationen kan give hvalpe med to kopier af merlevarianten og øget risiko for døvhed samt syns- eller øjenforandringer. Den naturligt korte NBT-hale har en anden genetisk baggrund. SASK anbefaler også forsigtighed ved kombinationer, hvor begge forældre bærer NBT-varianten, men de to spørgsmål må ikke blandes sammen.

## Historie og oprindelse

Trods navnet blev australian shepherd, som racen kendes i dag, udviklet i USA. FCI-standarden knytter navnet til baskiske hyrder, der kom til USA fra Australien i 1800-tallet. Det præcise bidrag fra ældre hyrdehunde er mindre sikkert. Detaljerede påstande om en bestemt blanding af racer bør derfor behandles som teorier.

Amerikanske fåre- og kvægavlere fortsatte med at udvælge hunde for alsidighed, selvstændigt arbejde, intelligens og hyrdeevne. Efter Anden Verdenskrig voksede kendskabet til racen, da westernridning, rodeo, hesteshows, film og tv nåede et større publikum. Den moderne races amerikanske ranchbaggrund forklarer både paradokset i navnet og hvorfor funktion stadig står centralt i racebeskrivelsen.

## At leve med racen

Australian shepherd passer bedst, når hverdagen rummer planlagt aktivitet, læring og restitution, også i almindelige arbejdsuger. En stor have erstatter ikke fælles opgaver, og konkurrenceambitioner er ikke nødvendige, hvis hunden alligevel får et meningsfuldt og varieret liv. Den, der ønsker en hund, som hovedsageligt skal med på kortere ture, bør vælge en mindre krævende type.

Med børn skal en voksen altid være til stede, hunden skal have et uforstyrret hvilested, og familien skal have en plan for energisk leg. Afbryd og skab afstand, før hunden begynder at fiksere på eller styre bevægelsen. Børn bør ikke have ansvar i situationer, hvor en hurtig og stærk hund kan reagere på omgivelserne.

Samliv med hunde eller katte afgøres af individerne og introduktionen, ikke af racenavnet. Find ud af mere om forældrenes og den aktuelle hunds historik. Begynd roligt med separate trygge steder, barriere og snor, giv katten en fri flugtvej, og gå først videre, når begge dyr kan være afslappede. Smådyr kan kræve permanent fysisk adskillelse.

Racen kan bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig tid ude, meningsfulde opgaver og hvile, og ejeren kan håndtere reaktioner på lyde. I en ejendom med dårlig lydisolering skal man kunne forebygge, at lyde i opgangen får hunden til at vogte og gø. Alenetid skal trænes gradvist og vurderes ud fra den enkelte hunds adfærd. Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time i dagtimerne er et råd om luftning, ikke et mål for hvor længe en hund trives alene.

Før du køber en hvalp, bør du bede om forældrenes registreringsnumre, HD-resultater, fuldstændige MH-protokoller, datoer og resultater fra øjenundersøgelser samt relevante DNA-resultater. Kontrollér også halebetegnelse og arbejdsmeritter, og spørg hvordan voksne nære slægtninge fungerer med mennesker, lyd, bevægelse, hvile og restitution. De oplysninger siger mere om, hvordan hverdagen med hunden sandsynligvis bliver, end farve, øjne eller om opdrætteren kalder hundene arbejdslinje eller udstillingslinje.

Australian shepherd

Norwegian Kennel Club (NKK)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Australian shepherd er en middelstor, atletisk hyrdehund, som er meget intelligent og energisk. Den er loyal og menneskeorienteret, knytter stærke bånd og har brug for rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Den har en iøjnefaldende, vejrbestandig pels og varierende øjenfarver, som bidrager til dens særlige udstråling.

Kennel Million Arch är en liten kennel som föder upp Australian Shepherd i hemmiljö. Vår målsättning är att föda upp allroundhundar för arbete och show med fokus på god hälsa, funktion och mentalitet.

Million Arch

## Kort fortalt

Yorkshire terrier er en lille britisk terrier, der primært holdes som selskabshund, men den skal stadig være opmærksom, intelligent og livlig med et stabilt temperament.

- Racen er anerkendt af FCI som britisk terrier nummer 86, i gruppe 3 og sektionen for dværgterriere.
- Racestandarden angiver en maksimal vægt på 3,2 kg, men hverken minimumsvægt eller skulderhøjde. I praksis er mange hunde tungere end standardens maksimum.
- “Teacup” er ikke en officiel størrelsesklasse for Yorkshire terrier. Betegnelsen er derfor ingen garanti for hundens voksenstørrelse eller sundhed.
- Pelsen skal være lige, blank, fin og silkeagtig. Lang pels kræver meget pleje; kortklipning mindsker arbejdet, men gør ikke pelsen vedligeholdelsesfri.
- De tydeligst dokumenterede sundhedsprioriteter er tænderne, tilbageholdte mælketænder og patellaluksation, altså løse knæskaller.

## Udseende og pels

Yorkshire terrier skal være kompakt, net og velproportioneret med rank holdning og frie bevægelser. Den må gerne være meget lille, men skal ikke se skrøbelig eller overdrevet miniaturiseret ud.

Maksimumsvægten på 3,2 kg beskriver udstillingsstandardens ideal, ikke et løfte om enhver voksen hunds størrelse. Standarden angiver ingen skulderhøjde. SKK oplyser, at de fleste hunde er omkring 20–25 cm, og at mange vejer mere end standardens maksimum; selv hvalpe i samme kuld kan få forskellig voksenstørrelse. En hvalpekøber bør derfor spørge til forældrenes og voksne slægtninges faktiske vægt i stedet for at stole på ord som “mini” eller “teacup”.

Den voksne standardpels er mørkt stålblå over kroppen og klart gylden tan på blandt andet hoved og bryst. Hårene skal være lige og blanke med en fin, silkeagtig struktur, ikke uldne. Hvalpe fødes sorte og tanfarvede, og den stålblå voksenfarve udvikles gradvist. Hvor hurtigt farve og struktur modnes, varierer, så hvalpepelsen viser ikke præcist, hvordan den voksne hund kommer til at se ud.

En lang pels skal redes grundigt og ofte helt ned til huden, især hvor hårene udsættes for friktion. Mange selskabshunde bliver klippet korte for at gøre hverdagen lettere. Så tager bad, tørring og udredning af filtre mindre tid, men hunden skal stadig børstes og vænnes til håndtering af ansigt, ører, poter og kløer. Pelsen har ingen underuld, og hunden kan derfor også have brug for beskyttelse i koldt og vådt vejr.

Yorkshire terrier beskrives nogle gange som allergivenlig, fordi den fælder få synlige hår. Det er misvisende som garanti: Ingen hunde er allergenfri, og hundeallergener kommer blandt andet fra spyt og hudceller. Den, der har eller mistænker pelsdyrallergi, bør søge lægelig rådgivning før et hundekøb.

En trefarvet Biewer terrier er ikke en særlig farvevariant af Yorkshire terrier. I Sverige og de øvrige nordiske lande behandles Biewer terrier som en særskilt race, selv om den har et nært historisk slægtskab med Yorkshire terrier. Den er derimod ikke anerkendt af FCI.

## Temperament og personlighed

Yorkshire terrier er normalt opmærksom, nysgerrig og handlekraftig, ikke en passiv skødehund. Racestandarden fremhæver intelligens, livlighed og stabilt sind, men graden af socialitet, gøen og jagtinteresse varierer mellem individer og påvirkes af opvækst og træning.

Den hurtige reaktion på lyde og bevægelse kan gøre racen tilbøjelig til at give alarm. Det betyder ikke, at alle hunde gør meget. En hund, der får lov til at undersøge omgivelserne roligt, belønnes for at være stille og lærer at falde til ro, har bedre forudsætninger for at håndtere lyde ved døren og bevægelse uden for vinduet. Blot at afbryde gøen uden at ændre årsagen giver sjældent en holdbar hverdag.

Terrierbaggrunden kan vise sig som interesse for legetøj, dufte og smådyr. Indkald og evnen til at vælge noget spændende fra skal derfor trænes, også hos en hund, der er let at løfte. Samliv med kat eller en anden hund afhænger mere af individet, introduktionen og hverdagens rutiner end af et enkelt ja eller nej til racen.

Med børn er den lille krop den vigtigste praktiske overvejelse. Et barn skal kunne lade hunden gå væk, lege på gulvet og lade være med at bære eller jage den. Kontakt med små børn bør ske under opsyn. Den samme forsigtighed er nødvendig i leg med meget større hunde, fordi venlig, men fysisk leg stadig kan blive for voldsom for en Yorkshire terrier.

## Træning og motion

Yorkshire terrier har brug for daglig fysisk og mental aktivitet, men der findes ikke et meningsfuldt minutkrav, som passer til alle individer. En god dag indeholder flere lufteture, gåture med tid til at snuse, leg, enkel problemløsning og træning, hvor hunden kan lykkes.

Tilpas mængde og intensitet efter alder, kondition, vejr og individ. Det er mere nyttigt at se, hvordan hunden fungerer i hverdagen, og justere én ting ad gangen end at jagte et generelt antal minutter.

Belønningsbaseret træning passer til racens hurtige opfattelsesevne. Prioritér kontakt, indkald, pæn lineføring, en rolig hvileplads og en alternativ adfærd, når hunden vil give alarm. Træn også pelspleje, visning af tænder og klipning af kløer i små trin. Det gør den daglige pleje mere sikker og mindsker behovet for at holde hunden fast.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Den har brug for rolige, positive erfaringer med mennesker, hunde, underlag, trafik og hjemmets lyde uden at blive presset. Racen kan også sætte pris på nosework, rallylydighed, spor, tricks eller agility tilpasset dens størrelse. Den konkrete aktivitet er mindre vigtig, end at hunden får brugt både krop og hoved.

## Sundhed

Yorkshire terrier er relativt langlivet som population, men tænderne og knæleddene fortjener særlig opmærksomhed. SKK fremhæver tandsten, tilbageholdte mælketænder og patellaluksation som problemer, man bør kende.

En britisk undersøgelse udgivet i 2025 gennemgik journalerne for 3.308 Yorkshire terriere på almindelige dyreklinikker i 2016. Parodontal sygdom var den hyppigste enkeltdiagnose og blev registreret hos 21,1 procent i løbet af undersøgelsesåret. Tilbageholdte mælketænder blev registreret hos 3,57 procent, og forskerne vurderede også patellaluksation som en racedisposition. Tallene beskriver en britisk undersøgelsesgruppe i en bestemt periode, ikke risikoen for en bestemt svensk hund, men de gør tandpleje til en tydelig prioritet i hverdagen.

Begynd tidligt at vænne hvalpen til tandbørstning. Daglig tandbørstning er den bedste praktiske beskyttelse mod plak og tandsten, men træningen skal bygges op uden tvang. Lad en dyrlæge vurdere tandskiftet, hvis mælketænder bliver siddende, når de blivende tænder kommer frem, eller hvis hunden ser ud til at have ondt i munden.

Bed opdrætteren fortælle, hvad der vides om tænder, bid og knæled hos forældrene og nære slægtninge. Spørg, om forældrene er undersøgt for patellaluksation, og bed om at se dokumenterede resultater, hvis de findes. En enkelt test kan mindske usikkerheden, men kan aldrig garantere en sund hvalp.

Der findes ikke én universel, fast testpakke for Yorkshire terrier, som gælder i alle kennelklubber og for altid. Kontrollér derfor de aktuelle svenske registreringsregler og anbefalinger fra SKK og raceklubben før køb eller avl i stedet for at basere dig på en gammel liste på nettet.

I den britiske undersøgelse var medianalderen ved død 13,56 år, hvilket understøtter billedet af en langlivet race. Det er et populationsmål, ikke en prognose for individet. Huld, mundsundhed, bevægelse, ændret adfærd og regelmæssige dyrlægekontroller skal følges gennem hele livet.

## Historie og oprindelse

Yorkshire terrier blev udviklet i Nordengland i 1800-tallet og fik sin form i Yorkshires tekstildistrikter. Fra 1850'erne opdrættede vævere og arbejdere på uldfabrikker meget små, blødpelsede terriere, som både bevarede terrierens jagtinteresse og blev eftertragtede selskabshunde.

Den præcise opskrift bag racen er ikke sikkert dokumenteret. Den gamle Black and Tan Terrier samt malteser, Dandie Dinmont terrier og Skye terrier nævnes som sandsynlige bidragydere. Derfor er det mere korrekt at tale om sandsynlige forfædre end at angive en bestemt krydsning.

Racenavnet blev accepteret omkring 1870, og Yorkshire terrier blev anerkendt som race i 1886. I sidste del af 1800-tallet gik den fra arbejdermiljøernes små terriere til en moderne selskabs- og udstillingshund. Historien om rottefangere har et rimeligt grundlag i terrierbaggrunden og racestandardens beskrivelse af jagtinstinkt, men ikke alle tidlige hunde arbejdede nødvendigvis i en mine eller fabrik.

Den elegante pels har siden fået stor opmærksomhed, men racens årvågne udtryk, initiativ og interesse for bevægelse er stadig vigtige dele af helheden.

## At leve med racen

Yorkshire terrier kan fungere godt i lejlighed eller hus, når den får aktivitet, rotræning og regelmæssig pleje. Boligens størrelse er mindre afgørende, end om husstanden kan håndtere lydniveauet, give hunden tid udendørs og skabe en tryg dagsrytme.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte perioder og tilpasses hundens reaktion. Den svenske myndighed Jordbruksverket anbefaler, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, men det betyder ikke, at en hund kan klare seks timer alene. Hvalpe og ældre hunde har brug for hyppigere luftning, og en hund, der viser uro, har brug for en anden løsning uanset klokkeslættet.

Racen passer bedst til den, der ønsker en lille, men aktiv hund og accepterer tre tilbagevendende dele af hverdagen: pels, tænder og træning. I en familie med små børn eller store hunde er der desuden brug for tydelige sikkerhedsrutiner. Kulde og vådt vejr kan kræve beskyttelse, især når pelsen er kortklippet, eller hunden står stille.

Før et hvalpekøb er det fornuftigt at:

- møde tæven og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i hverdagen
- bede om de faktiske vægte hos forældrene og voksne slægtninge og afvise løfter om en bestemt “teacup”-størrelse
- gennemgå dokumenteret tand-, bid- og patellahistorik samt aktuelle avlsanbefalinger
- beslutte, om du vil pleje lang pels eller holde hunden kortklippet, og lære rutinen før købet
- planlægge luftning, alene-hjemme-træning og hundepasning, før hvalpen flytter ind.

I det rette hjem er Yorkshire terrier en lille, nærværende hverdagspartner med tydelig terrierkarakter. Den er nem at tage med, men skal behandles som en aktiv hund, ikke som et tilbehør.

Yorkshire terrier

FCI - Fédération Cynologique Internationale

Deutscher Verband für das Hundewesen (German Kennel Club)

Yorkshire terrier er en meget lille, selvsikker selskabshund, som oprindeligt blev avlet som rottefanger i det nordlige England. Den har en fin, silkeblød pels, der kræver regelmæssig pleje, er livlig, intelligent og ofte ret lydlig. “Yorkier” knytter stærke bånd til deres familier, har brug for daglig aktivitet og kan leve et langt og aktivt liv.

Hej,
Jag har en liten kennel med yorkshireterriers som är en helt underbar ras. 
Jag föder upp dessa härliga valpar och vill att alla ska vara önskade och komma till ett kärleksfullt hem. Jag har inget kösystem utan väljer den person/familj som jag känner för.

Sweet little Pollys

## Kort fortalt

Papillon er en lille, livlig og lærenem selskabshund, som ofte passer bedst til den, der vil kombinere nærhed med gåture, træning og aktivering i hverdagen. Racen hører til épagneul nain continental, kontinental dværgspaniel. Papillon har stående ører, mens varianten phalène har hængeører. I Sverige registreres de efter ørestilling, og en hund kan omregistreres, hvis ørerne udvikler sig anderledes end først vurderet.

- **Oprindelse:** Frankrig og Belgien
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Skulderhøjde:** omkring 28 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** standarden har to vægtklasser. Den større går fra 2,5 til 4,5 kg for hanner og op til 5 kg for tæver. Den anden omfatter hunde under 2,5 kg med 1,5 kg som mindstevægt.
- **Pels:** lang, silkeagtig og uden underuld
- **Aktivitetsniveau:** lille af størrelse, men ofte livlig, arbejdsivrig og interesseret i at lære
- **Levetid:** mange bliver gamle; ifølge Svenska Kennelklubben er 15 år ikke usædvanligt

Målene i en racestandard beskriver et ideal, ikke et løfte om en præcis størrelse hos hver voksen hund. For en kommende ejer er forældrenes størrelse, hundens huld og en sund kropsbygning derfor mere nyttige pejlemærker end et bestemt tal eller et ekstremt lille individ.

## Udseende og pels

Papillon skal være en harmonisk bygget dværghund, som er yndefuld, men samtidig robust. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, og bevægelserne skal være frie, lette og elegante. Det lille format kræver omtanke ved fald og leg med betydeligt større hunde, men racestandarden beskriver ikke papillon som en skrøbelig hund.

De store ører er racens tydeligste kendetegn. Hos papillon står de op og bæres skråt udad, så de minder om en sommerfugls vinger. Phalène har i stedet bevægelige hængeører. Forskellen er altså ørestillingen; begge er varianter af den samme kontinentale dværgspaniel og kan blive født i samme kuld.

Pelsen er enkel, uden underuld, og skal være rigelig, glansfuld og let bølget snarere end krøllet. Den er kort på hovedet og forsiden af benene, men længere over kroppen, på ørerne, brystet, lårene og halen. Hvid er grundfarven, og hvidt skal dominere på krop og ben. De farvede aftegninger kan have forskellige farver, mens læber, øjenrande og næse skal være godt pigmenterede ifølge standarden.

Pelsplejen er som regel overkommelig, hvis man forebygger filtre. Mærk pelsen igennem regelmæssigt, og red især bag ørerne og på lårenes indersider, hvor Svenska Kennelklubben oplyser, at der let kan dannes filtre. Bad hunden, når den er snavset; ingen fast kalender passer alle. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Tag udgangspunkt i hundens faktiske pels og hverdag frem for en fast bade- eller klipperutine.

## Temperament og personlighed

Papillon er typisk opmærksom, livlig og hurtig til at lære med en tydelig interesse for mennesker og aktiviteter. Den lille krop rummer ofte mere arbejdslyst, end betegnelsen ”skødehund” antyder. En papillon kan sætte pris på både tæt selskab og opgaver, der kræver koncentration, problemløsning eller kropskontrol.

Racebeskrivelser skal dog ikke læses som en garanti for en bestemt personlighed. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de papilloner, der deltog, blandt andet i hvor intenst de hilser på fremmede, hvor gerne de leger, og hvor nysgerrige de er. Resultaterne gælder de beskrevne hunde og viser først og fremmest, hvorfor individ, slægtslinjer, tidlige erfaringer og fortsat træning har betydning.

Opmærksomheden kan mærkes ved, at hunden hurtigt registrerer lyde, gæster og bevægelse uden for hjemmet. Det behøver ikke at udvikle sig til et stort gøproblem, men det er klogt at belønne ro fra begyndelsen, give hunden en anden opgave ved døren og undgå, at hvert signal fører til ophidselse. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer i hverdagen, ikke kun hvordan de opfører sig på udstilling eller under træning.

## Træning og motion

Papillon har brug for fysisk bevægelse og mental aktivering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan ofte deltage på overraskende lange ture, mens en hvalp, en ældre hund eller et individ med problemer har brug for en anden belastning. Tilpas efter alder, kondition, vejr og hundens restitution i stedet for at bruge kropsstørrelsen som mål for behovet.

Racen lærer ofte hurtigt, også ting man ikke havde tænkt sig at lære den. Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier fungerer godt. Variér hverdagslydighed, næsearbejde, balanceøvelser og små problemløsningsopgaver, og afslut, mens hunden stadig kan koncentrere sig. Agility, lydighed og andre hundesportsgrene kan passe godt, når træningen bygges op gradvist, og underlag, forhindringer og belastning tilpasses hundens størrelse og modenhed.

En lille hund har brug for samme omhu omkring indkald og miljøtræning som en stor. Træn kontakt og tilbagekomst i sikre omgivelser, før hunden får frihed, hvor trafik, vildt eller større hunde kan udgøre en risiko. Træn også hunden i at falde til ro mellem aktiviteter. En papillon, der kun får tempofyldte opgaver, kan blive dygtig til at geare op, men dårligere til at slappe af igen.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben beskriver papillon som en grundlæggende sund og ofte længelevende race, men seriøse sundhedsundersøgelser er stadig vigtige. For svenske hvalpekuld er pap-PRA1 det tydeligste formelle kontrolpunkt. Pap-PRA1 er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, PRA, som nedbryder nethinden. Nedarvningen er autosomal recessiv: en bærer har én kopi af genvarianten og bliver ikke syg af netop denne form, mens en genetisk afficeret hund har arvet varianten fra begge forældre.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler kræver, at begge forældredyr har et officielt DNA-resultat for pap-PRA1 eller er registreret som fri gennem dokumenteret nedarvning. To bærere må ikke parres med hinanden, og en afficeret hund må ikke bruges i avl. En DNA-test for pap-PRA1 udelukker derimod ikke alle andre genetiske årsager til PRA eller andre øjensygdomme. En øjenlysning har derfor en anden funktion. Den svenske raceklub Papillon-Ringen anbefaler øjenlysning efter treårsalderen for at følge andre øjenforandringer.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskydes fra sin normale placering, forekommer i racen. Raceklubben ønsker, at avlshunde skal have en kendt og normal patellastatus før parring. Det er en vigtig anbefaling, men i de gældende svenske regler er patellastatus ikke anført som et særskilt registreringskrav for papillon. Bed derfor om at se resultatet i stedet for at gå ud fra, at selve registreringen omfatter det.

I andre lande kan flere tests indgå i anbefalede programmer. Britiske Royal Kennel Club anfører for eksempel NAD-test blandt de supplerende kontroller for papillon. Det gør ikke NAD til et svensk registreringskrav. Bed opdrætteren skelne mellem obligatoriske svenske resultater, raceklubbens anbefalinger og frivillige tillægstests.

Mundsundheden fortjener også opmærksomhed. Små hunderacer rammes oftere af parodontitis, og daglig tandbørstning er en enkel måde at mindske risikoen for svær tandsten og smertefuld parodontitis. Dårlig ånde, blødende tandkød eller modvilje mod at tygge bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Papillon har sin oprindelse i Frankrig og Belgien og er varianten med stående ører af den kontinentale dværgspaniel. Hundetypen er dokumenteret siden 1500-tallet og forekom som selskabshund ved europæiske hoffer. Navnet papillon betyder sommerfugl på fransk og henviser til de store, skråt bårne ører med lange hårfrynser. Navnet phalène betyder natsværmer og bruges om varianten med hængeører.

FCI anerkender racen som nummer 77 i gruppen for selskabs- og dværghunde. Den moderne standard omfatter både papillon og phalène. Historien forklarer rollen som selskabshund, men nutidens papillon er ikke kun dekorativ: racens livlighed og lærevillighed kommer til udtryk i mange moderne hundeaktiviteter.

## At leve med racen

Papillon kan fungere godt både i lejlighed og hus, når den får daglig aktivitet, nærhed og hjælp til at falde til ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Et hjem, hvor mange lyde trænger igennem, kræver ekstra arbejde med ro ved dør, opgang og vinduer, fordi et opmærksomt individ ellers kan begynde at kommentere enhver forandring.

Racen kan leve godt med børn, men det afhænger af hundens temperament, barnets adfærd og de voksnes opsyn. Lær børn at lade hunden sove og spise uforstyrret, ikke at løfte den eller gribe fat i den og at lege på gulvniveau under opsyn. Det beskytter både hund og barn og er mere præcist end en generel betegnelse som ”børnevenlig”.

Den samme individuelle vurdering er nødvendig med andre dyr. En papillon kan leve med hunde eller katte, men introduktioner bør ske roligt og gradvist. Giv dyrene separate ressourcer og steder at trække sig tilbage, og hold opsyn med leg, når størrelsesforskellen er stor. En venlig stor hund kan skade en meget lille hund ved et uheld.

At være alene er en færdighed, ikke noget man kan forudsætte ud fra racen. Væn hunden gradvist til korte perioder alene, og øg først, når den forbliver afslappet. Gøen, klynken, rastløs vandren, ødelæggende adfærd eller at hunden afviser en belønning, den normalt sætter pris på, kan tyde på, at skridtet var for stort.

Før et hvalpekøb bør du kontrollere mere end udseendet. Bed om at se forældrenes registrerede pap-PRA1-resultater, patellastatus og eventuelle øjenresultater, og spørg, hvorfor netop denne kombination blev valgt. Mød tæven, og læg mærke til, hvordan hundene falder til ro efter nye lyde og gæster. For en hvalp registreret i Svenska Kennelklubben skal du modtage registreringsbevis, SKK-aftale og en dyrlægeattest, der højst er syv dage gammel ved overdragelsen. Undersøgelser mindsker risici, men kan aldrig garantere en bestemt sundhed eller personlighed; åben dokumentation og realistiske forventninger er derfor vigtigere end løfter.

Papillon

Papillon Breed Club UK

Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

Papillon er en lille, elegant dværghund med store, sommerfuglelignende ører, en fin, silkeagtig, flerfarvet pels og en busket hale. Den er livlig, intelligent og meget lærenem, trives med både fysisk aktivitet og mental stimulering, fungerer som en opmærksom lille vagthund, kræver regelmæssig børstning og lever ofte langt op i teenageårene.

Vi är en liten kennel 4 mil utanför Göteborg. Vi föder upp papillon i hemmiljö.

Nätthult’s kennel

Vi föder upp golden retriever i liten skala. Valparna växer upp i hemmet med alla ljud och rörelser som förekommer där.

Golden Lovelys

## Kort fortalt

Borzoi er en stor russisk mynde, der forener et roligt væsen i hjemmet med et stærkt jagtinstinkt og en meget hurtig galop. I Sverige holdes racen først og fremmest som selskabshund, men dens oprindelige arbejdsmåde lever videre i lure coursing, hvor hunden jager et kunstigt bytte under kontrollerede forhold.

- Den ønskede mankehøjde er 75–85 cm for hanner og 68–78 cm for tæver.
- Racen er som regel rolig indendørs, selvstændig og neutral til venlig over for mennesker.
- Hurtige bevægelser på afstand kan udløse en jagt; snor, langline eller et helt indhegnet område er derfor en central del af hverdagen.
- Den lange, silkebløde pels skal børstes regelmæssigt og kan fælde meget i perioder.
- Borzoi passer bedst til den, der sætter pris på en stor, følsom hund og ikke forventer at kunne have den løs i åbent terræn.

## Udseende og pels

Borzoi er højbenet, smal og let langstrakt, men skal samtidig være stærk og velmusklet. Det lange, smalle hoved, den dybe brystkasse, den tydeligt optrukne buglinje og den blødt buede overlinje giver racen dens karakteristiske silhuet. Knoglebygningen skal være stærk uden at blive grov. Det typiske trav er langstrakt og let; under jagt skifter hunden til en meget hurtig galop.

Pelsen er lang, let og silkeblød. Den kan være bølget eller danne store krøller og er kortere på hovedet, ørerne og indersiden af benene. Der er længere behæng blandt andet på halsen, brystet, bagsiden af benene og halen. Racen findes i mange farver og farvekombinationer.

Regn med at børste pelsen et par gange om ugen og oftere under fældning. Arbejd pelsen igennem helt ind til huden, især bag ørerne, i armhulerne og gennem de lange behæng, hvor knuder let kan gemme sig. Tjek samtidig kløer, poter, ører og mund. Pelsen behøver ikke være i udstillingskondition for at være velplejet, men knuder må ikke få lov til at trække i huden. Borzoi er ikke et godt valg for den, der vil undgå hundehår i hjemmet.

## Temperament og personlighed

Borzoi er som regel rolig, klog og selvstændig med stor opmærksomhed på det, der bevæger sig i omgivelserne. Racestandarden beskriver dens holdning til mennesker som neutral til venlig. Mange individer er tilbageholdende over for fremmede og gøer kun lidt, men det er ikke det samme som frygt eller manglende interesse for familien. En tryg borzoi kan være meget hengiven uden hele tiden at søge instruktioner.

Racens rolige ry er ingen garanti for, at hvert individ passer sammen med alle børn eller hunde. Tidlig og hensynsfuld socialisering samt forældredyrenes temperament har stor betydning. Små børn og hunde skal altid være sammen under opsyn af en voksen, og hunden skal have et hvilested, hvor den får fred. Fordi en borzoi er stor og hurtig, bør en voksen også have ansvaret på gåturene.

Mange borzoier lever fint sammen med andre hunde. En kat, som hører til i hjemmet, kan også fungere, især efter en gennemtænkt introduktion. Det betyder ikke, at hunden automatisk kan omgås løbende katte eller andre smådyr sikkert udendørs. Den svenske avlsstrategi for racen fremhæver netop denne forskel: Et dyr, der er en del af husstanden, kan blive behandlet helt anderledes end et dyr, der flygter udenfor.

## Træning og motion

Træningen fungerer bedst som et roligt samarbejde med tydelige belønninger, korte træningspas og meningsfuld variation. Borzoi er intelligent, men avlet til at træffe hurtige beslutninger på afstand. Gentagelser uden et tydeligt formål kan derfor mindske engagementet, mens hårde metoder kan skade både velfærden og forholdet til ejeren. Begynd tidligt med kontakt, rolig gang i snor, stop ved døre og låger, håndtering og et stærkt indkaldssignal.

Indkald er vigtigt, men må ikke være den eneste sikkerhedsplan. Når en borzoi ser et muligt bytte, kan beslutningen om at jage komme på et øjeblik. Brug derfor snor eller langline, hvor vildt kan dukke op, og vælg et helt indhegnet område, når hunden skal løbe frit. I Sverige må hunde ikke løbe løse, hvor der kan være vildt, mellem 1. marts og 20. august; resten af året skal ejeren stadig forhindre hunden i at drive eller forfølge vildt.

En voksen borzoi har brug for daglig motion, der kombinerer gåture, mulighed for at snuse og udforske, korte træningspas og mulighed for at løbe frit og strække ud i sikre omgivelser. Der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle. Tilpas mængden efter alder, helbred, underlag og hundens restitution. Lure coursing kan give en sund, moden hund et kontrolleret afløb for racetypisk adfærd.

Hvalpen vokser hurtigt og kan nå høj fart tidligt. Øg derfor ture og træning gradvist, og undgå at presse den gennem lange, ensformige eller hårdt belastende træningspas. Fri bevægelse i eget tempo på sikkert underlag, tilstrækkelig hvile og en gennemtænkt fodring, der følges op med opdrætter og dyrlæge, giver et bedre fundament end at forsøge at trætte hvalpen helt ud.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver borzoi som en overvejende sund race, og et særligt sundhedsprogram er ikke blevet vurderet nødvendigt. Det betyder ikke, at racen er fri for sygdom, eller at alle linjer er ens. Dele af vidensgrundlaget bygger på ejerundersøgelser og ældre forsikringsdata, så procentsatser kan ikke læses som en præcis risiko for den enkelte hund.

I den svenske sundhedsundersøgelse fra 2021 var mave- og tarmproblemer den hyppigst rapporterede kategori, men der manglede ofte diagnoser. Undersøgelsen nævner også osteosarkom, en form for knoglekræft, blandt kræftdiagnoserne hos racen. Spørg derfor ikke kun efter en standardpakke af testresultater. Bed opdrætteren beskrive sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge, herunder mave- og tarmproblemer, mavedrejning, kræft, pludselige dødsfald og temperament.

Mavedrejning er en akut og umiddelbart livstruende tilstand, som oftest rammer store hunde. Forgæves forsøg på at kaste op, uro, en hurtigt udspilet bug og stærke smerter kræver, at en dyrlæge kontaktes med det samme, og at hunden straks køres til en klinik. Tal med dyrlægen om forebyggende rutiner; Svenska Kennelklubben anbefaler blandt andet at undgå motion umiddelbart før fodring og i de første timer bagefter.

En DNA-test for degenerativ myelopati, DM, skal fortolkes med forsigtighed. Den svenske avlsstrategi beskriver testen som en risikotest, ikke som en diagnose, og flere andre tilstande kan give lignende symptomer. Et testresultat bør derfor vurderes sammen med familiehistorik og veterinærfaglig viden, ikke bruges alene som svar på, hvordan hundens fremtid bliver.

## Historie og oprindelse

Borzoi blev udviklet i Rusland som en hurtig, stærk og vejrbestandig jagthund. FCI's officielle historik følger racens udvikling fra 1400-tallet og beskriver, hvordan flere typer af mynder og lokale hunde bidrog til den moderne borzoi. Hundene blev hovedsageligt brugt på hare og ræv og i mindre grad på ulv.

I 1700- og 1800-tallet arrangerede den russiske adel store jagter med mange mynder, drivende hunde og ryttere. Arbejdet krævede, at hunden opdagede bevægelse, accelererede hurtigt og handlede uden konstant styring fra mennesker. Det forklarer meget af den nutidige kombination af ro, selvstændighed og stærk reaktion på synsindtryk.

I 1888 vedtog Moskvas jagtselskab en fælles racestandard. Hovedtrækkene findes stadig i den nuværende standard. I Sverige er borzoi i dag først og fremmest en selskabshund; lure coursing lader racen bruge dele af sit naturlige bevægelses- og jagtmønster uden levende bytte.

## At leve med racen

At leve med borzoi kræver mere planlægning, end dens rolige adfærd indendørs først antyder. Boligen skal give en så stor hund plads til at vende sig, ligge helt udstrakt og bevæge sig uden at glide. En lejlighed kan fungere, hvis der er taget højde for trapper, transport, pelspleje, luftning og et sikkert sted at løbe, men en privat have erstatter hverken gåture eller aktivitet. Et almindeligt hegn er heller ikke automatisk en sikker løbegård; vurder højde, låger og svage punkter ud fra den enkelte hund.

Alenetid skal trænes gradvist og vurderes for hver hund. En lille hvalp skal ikke efterlades alene, mens en voksen hund, der er tryg ved at være alene, kan klare nogle timer. Det svenske Jordbruksverket anbefaler, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, og at hvalpe og ældre hunde kommer ud oftere. Planlæg hverdagen efter hundens faktiske reaktioner frem for at antage, at en stille hund altid er tilfreds.

Før du køber, bør du kunne svare ja på disse spørgsmål:

- Kan jeg sørge for sikker, daglig motion og regelmæssige muligheder for at løbe i et helt indhegnet område?
- Accepterer jeg, at hunden ofte skal være i snor, hvor vildt eller smådyr kan dukke op?
- Har jeg plads, bil- eller rejseløsning og økonomi til en meget stor hund?
- Kan jeg pleje en lang pels og leve med kraftig fældning?
- Kan opdrætteren beskrive temperament, sundhed og levetid gennem flere generationer og ikke kun vise enkelte testresultater?

For den, der sætter pris på et selvstændigt samarbejde og kan håndtere jagtinstinkt, størrelse og motion i praksis, kan borzoi blive et roligt og nært familiemedlem med imponerende fart, når den får mulighed for at bruge sine naturlige anlæg.

Borzoi

The Borzoi Club

Svenska Vinthundklubben (Swedish Sighthound Club)

Verein für Deutsche Windhunde (German Sighthound Association)

Borzoi er en høj, elegant russisk mynde med lang, bølgende pels og et langt, smalt hoved. Den er rolig, følsom og næsten katteagtig indendørs, men kan pludselig accelerere til meget høj fart udendørs og har en stærk jagtinstinkt. Hundene af denne race har brug for blid træning, god socialisering og sikre områder, hvor de kan bevæge sig frit.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet