## Kort fortalt

Jack Russell terrier er en lille, anerkendt terrierrace med stor arbejdslyst og en tydelig jagtbaggrund. Den passer bedst til den, som vil træne aktivt, kan håndtere jagtinteresse i hverdagen og samtidig lærer hunden at falde til ro. En lille størrelse betyder altså ikke små behov.

- **Oprindelse:** England; racen blev videreudviklet i Australien
- **Anvendelse:** gravjagthund og selskabshund
- **Ideel skulderhøjde:** 25–30 cm
- **Omtrentlig vægt ifølge racestandarden:** cirka 5 kg ved 25 cm og 6 kg ved 30 cm
- **Pels:** glat, broken eller ruhåret; hvidt skal dominere, med sorte og/eller rødgule aftegninger
- **Typiske træk i racestandarden:** livlig, opmærksom, aktiv, modig, venlig og roligt selvsikker
- **Vigtigt for ejeren:** jagtinstinkt, indkald, ro i hverdagen og meningsfuld aktivering skal tages alvorligt

Jack Russell terrier og parson russell terrier er to forskellige racer. Parson er højere og mere kvadratisk bygget, mens Jack Russell terrier er lavere og lidt længere i kroppen. Det er derfor bedre at kontrollere hundens registrerede race end at vurdere ud fra udseendet eller bruge navnene som synonymer.

## Udseende og pels

Jack Russell terrier skal være stærk, smidig og rektangulær – kroppen er lidt længere, end hunden er høj. Idealhøjden er 25–30 cm, og racestandardens vægtangivelse svarer til omtrent ét kilo for hver fem centimeter skulderhøjde. Det er et forhold i standarden, ikke en slanketabel: Den rette vægt for den enkelte hund skal også vurderes ud fra kropsbygning, muskelmasse og huld.

Brystkassen skal være dybere, end den er bred, og have en omkreds på cirka 40–43 cm bag albuerne. Den forholdsvis smidige brystkasse hænger sammen med racens oprindelige arbejde under jorden. Helheden skal være funktionel og bevægelig, ikke tung eller overdrevet.

Racen har tre pelstyper:

- **Glat pels** ligger tæt ind til kroppen og kræver normalt enkel børstning for at fjerne løse hår og snavs.
- **Broken pels** er en mellemting med længere, stride hår på dele af kroppen.
- **Ruhåret pels** har strid dækpels og underuld og skal håndtrimmes, når pelsen er moden.

Broken og ruhåret pels bør trimmes, ikke klippes med maskine. Når gamle hår klippes over i stedet for at blive fjernet, kan pelsens struktur og beskyttelse mod fugt og snavs forringes. Bed en erfaren hundefrisør vise, hvordan netop din hunds pels bør plejes; behovet følger pelsens modenhed og kvalitet, ikke en universel ugeplan. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og tænder regelmæssigt.

## Temperament og personlighed

Jack Russell terrier er grundlæggende en livlig, vågen og selvsikker arbejdende terrier, som også skal være venlig. Racen blev avlet til at træffe selvstændige beslutninger tæt på vildt, og den samme selvstændighed kan i et hjem vise sig som initiativ, vedholdenhed og hurtige reaktioner på bevægelse eller lyd. Jagtinteressen findes fortsat hos hunde, der udelukkende holdes som selskabshunde.

Racebeskrivelsen er et ideal, ikke et løfte om hvert individ. Temperament påvirkes af arv, tidlige erfaringer, helbred, miljø og træning. Spørg derfor ikke kun, om forældrene er “søde”. Bed om at møde mindst tæven, spørg hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede mennesker, hundemøder, pludselige lyde, håndtering og hvile, og find ud af, hvad opdrætteren avler efter – jagt, hundesport eller primært selskab.

BPH kan give struktureret information om, hvordan en enkelt hund reagerede i en standardiseret beskrivelse, men det er ikke en bestået-eller-ikke-bestået-test og garanterer ikke hvalpens fremtidige adfærd. Ældre svensk racemateriale byggede desuden på for få beskrevne Jack Russell terriere til sikre konklusioner om hele racen. For en hvalpekøber er resultater fra forældre og slægtninge derfor mere nyttige end brede påstande om racens gennemsnit.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil lære, gå til træning og arbejde konsekvent med belønningsbaserede metoder. Den er et dårligere valg for den, der først og fremmest søger en lille, ukompliceret hund, som automatisk kan gå løs eller nøjes med korte lufteture.

## Træning og motion

En Jack Russell terrier har brug for daglig bevægelse, næsearbejde, problemløsning og mulighed for at geare ned, men der findes ikke ét korrekt antal minutter, der passer til alle individer. Alder, helbred, kondition, miljø og aktivitetens intensitet afgør belastningen. En rolig skovtur med tid til at snuse, en gennemtænkt træningssession og restitution kan give mere end langvarig, ensidig boldkastning.

Byg hverdagen op omkring flere typer aktivitet: ture i varieret terræn, søg eller spor, korte træningssessioner, kontrolleret leg og opgaver, hvor hunden bruger næse og krop. Hundesport som agility, nosework og vildtspor kan passe til mange individer, men træningsmængden bør øges gradvist. For hvalpe bør underlag, tempo, leg og hvile tilpasses individet; den ofte gentagne femminuttersregel har ingen videnskabelig støtte.

Prioritér disse færdigheder tidligt:

- kontakt og samarbejde trods dufte og bevægelse
- indkald og et separat nødstopsignal
- at slippe genstande og afbryde aktivitet
- rolig gang i snor og neutrale passager af andre hunde
- håndtering af poter, mund, ører og pels
- at gå hen til en kurv og slappe af
- at være alene, indlært i meget små og trygge trin

På grund af jagtinstinktet bør frihed uden snor aldrig bygge på håb. Træn først på et sikkert indhegnet område, og brug en lang line, hvor det er sikkert, indtil hunden kan vende sig væk fra forstyrrelser og reagere på signaler med stor pålidelighed. Selv en veltrænet hund kan have brug for snor nær vildt, trafik og andre farer. Belønningsbaseret træning med tydelige regler fortæller hunden, hvad den skal gøre, og hjælper med at bevare samarbejdet, når aktivitetsniveauet stiger.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben oplyser, at racen ikke har kendte racesygdomme, men at patellaluksation forekommer. Det betyder ikke, at alle hunde rammes, eller at racen er fri for alle andre sygdomme. Det betyder, at en seriøs sundhedsgennemgang bør tage udgangspunkt i dokumenterede resultater og den aktuelle familie, ikke i en lang, usorteret liste over diagnoser.

I den svenske racespecifikke avlsstrategi anbefales det, at hunde, som bruges i avl, undersøges for patella og øjenlyses. For øjne er anbefalingen en undersøgelse før avl, derefter hvert tredje år og én gang efter otteårsalderen. Det er avlsanbefalinger – de må ikke fremstilles, som om hver undersøgelse var et generelt registreringskrav eller en garanti for sunde hvalpe.

Inden køb af en hvalp bør du bede om forældrenes registrerede navne og numre og selv kontrollere:

- hvem der udførte undersøgelsen
- datoen for patella- og øjenundersøgelsen
- det faktiske resultat, ikke blot beskeden “testet”
- om nære slægtninge har haft tilbagevendende knæ-, øjen- eller andre helbredsproblemer
- forældrenes alder, og om ældre hunde i familien er blevet fulgt op

Et normalt resultat reducerer usikkerheden om netop det undersøgte, men er ikke en livslang garanti. Hold hunden i et passende huld, opbyg konditionen gradvist, og kontakt en dyrlæge ved for eksempel tilbagevendende halthed, smerter, ændret syn eller tydelige adfærdsændringer.

## Historie og oprindelse

Jack Russell terrier har sin oprindelse i 1800-tallets England og forbindes med præsten John Russell. Han udviklede foxterriere, som kunne følge foxhounds og gå ned i grave for at få ræv og andet vildt ud af deres skjul. Arbejdsopgaven krævede en lille, bevægelig, modig og selvstændig hund.

Fra nært beslægtede linjer voksede to typer frem. Den højere og mere kvadratiske type blev parson russell terrier; den lavere og lidt længere type blev Jack Russell terrier. Racen har altså engelsk oprindelse, men Australien er angivet som det land, hvor den blev videreudviklet, og hvor vigtigt arbejde med standarden fandt sted. Svenska Kennelklubben godkendte Jack Russell terrier i 2001.

Historien forklarer flere egenskaber, som stadig kan mærkes: den funktionelle størrelse, den bevægelige krop, evnen til at træffe selvstændige beslutninger og interessen for at søge efter og følge vildt. Disse egenskaber kan være en styrke i træning og hundesport, men de skal styres i en moderne hverdag.

## At leve med racen

At leve med en Jack Russell terrier fungerer bedst, når hjemmet kombinerer aktivitet med tydelige rutiner for hvile, sikkerhed og selvkontrol. Racen kan bo i lejlighed; boligens størrelse er mindre afgørende, end om hundens behov bliver dækket, og om den lærer ikke at reagere på hver lyd i opgangen eller uden for vinduet. Træn ro og neutralitet over for lyde, før gøen er blevet en vane.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen har ansvaret for samspillet, og hunden skal have et beskyttet hvilested, hvor den ikke forstyrres. Børn bør ikke tage mad eller legetøj, bære hunden eller følge efter den, når den går væk. Racens hurtighed og intensitet gør rolige, korte møder bedre end voldsom leg uden pauser.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og bør bygges op gennem gradvise, kontrollerede introduktioner. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men fjerner ikke jagtinstinktet. Kaniner, gnavere og andre smådyr skal holdes helt og sikkert adskilt; vælg ikke racen ud fra en antagelse om, at træning garanterer fredelig sameksistens. Også i et hjem med flere hunde er der brug for separate hvilesteder og mulighed for at håndtere ressourcer uden konkurrence.

Alenetid bør læres gradvist, når hunden allerede føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte fravær, og øg først, når hunden kan være rolig. I Sverige må et lukket bur ikke bruges som almindeligt hvilested eller til at holde hunden indespærret i hjemmet. Indret i stedet en behagelig kurv eller et tilstrækkeligt stort, sikkert område, hvor hunden kan bevæge sig og selv vælge hvilested.

Før køb bør hele husstanden kunne svare ja på tre spørgsmål: Kan vi give hunden meningsfuld aktivitet hver dag? Kan vi håndtere jagtinteresse med træning, snor og sikre miljøer? Kan vi tilbyde uforstyrret restitution og konsekvente regler uden hårde metoder? Hvis svaret er ja, kan Jack Russell terrier blive en meget engageret træningspartner og selskabshund – men den bliver sjældent en passiv lille hund på sidelinjen af livet.

Jack Russell terrier

The Kennel Club (UK)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Norwegian Kennel Club

Jack Russell terrier: lille, kompakte og energiske rævejagende terrier med modig og intelligent sind. Har brug for 1–2 timers motion dagligt plus mental stimulering. Overvejende hvid med tre forskellige pels-typer, stærk lyst til at grave og jage. Meget hengiven over for sin familie, men krævende og uegnet til meget stille hjem.

Vainanens

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Milegårdens

## Kort fortalt

Papillon er en lille, livlig og lærenem selskabshund, som ofte passer bedst til den, der vil kombinere nærhed med gåture, træning og aktivering i hverdagen. Racen hører til épagneul nain continental, kontinental dværgspaniel. Papillon har stående ører, mens varianten phalène har hængeører. I Sverige registreres de efter ørestilling, og en hund kan omregistreres, hvis ørerne udvikler sig anderledes end først vurderet.

- **Oprindelse:** Frankrig og Belgien
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Skulderhøjde:** omkring 28 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** standarden har to vægtklasser. Den større går fra 2,5 til 4,5 kg for hanner og op til 5 kg for tæver. Den anden omfatter hunde under 2,5 kg med 1,5 kg som mindstevægt.
- **Pels:** lang, silkeagtig og uden underuld
- **Aktivitetsniveau:** lille af størrelse, men ofte livlig, arbejdsivrig og interesseret i at lære
- **Levetid:** mange bliver gamle; ifølge Svenska Kennelklubben er 15 år ikke usædvanligt

Målene i en racestandard beskriver et ideal, ikke et løfte om en præcis størrelse hos hver voksen hund. For en kommende ejer er forældrenes størrelse, hundens huld og en sund kropsbygning derfor mere nyttige pejlemærker end et bestemt tal eller et ekstremt lille individ.

## Udseende og pels

Papillon skal være en harmonisk bygget dværghund, som er yndefuld, men samtidig robust. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, og bevægelserne skal være frie, lette og elegante. Det lille format kræver omtanke ved fald og leg med betydeligt større hunde, men racestandarden beskriver ikke papillon som en skrøbelig hund.

De store ører er racens tydeligste kendetegn. Hos papillon står de op og bæres skråt udad, så de minder om en sommerfugls vinger. Phalène har i stedet bevægelige hængeører. Forskellen er altså ørestillingen; begge er varianter af den samme kontinentale dværgspaniel og kan blive født i samme kuld.

Pelsen er enkel, uden underuld, og skal være rigelig, glansfuld og let bølget snarere end krøllet. Den er kort på hovedet og forsiden af benene, men længere over kroppen, på ørerne, brystet, lårene og halen. Hvid er grundfarven, og hvidt skal dominere på krop og ben. De farvede aftegninger kan have forskellige farver, mens læber, øjenrande og næse skal være godt pigmenterede ifølge standarden.

Pelsplejen er som regel overkommelig, hvis man forebygger filtre. Mærk pelsen igennem regelmæssigt, og red især bag ørerne og på lårenes indersider, hvor Svenska Kennelklubben oplyser, at der let kan dannes filtre. Bad hunden, når den er snavset; ingen fast kalender passer alle. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Tag udgangspunkt i hundens faktiske pels og hverdag frem for en fast bade- eller klipperutine.

## Temperament og personlighed

Papillon er typisk opmærksom, livlig og hurtig til at lære med en tydelig interesse for mennesker og aktiviteter. Den lille krop rummer ofte mere arbejdslyst, end betegnelsen ”skødehund” antyder. En papillon kan sætte pris på både tæt selskab og opgaver, der kræver koncentration, problemløsning eller kropskontrol.

Racebeskrivelser skal dog ikke læses som en garanti for en bestemt personlighed. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de papilloner, der deltog, blandt andet i hvor intenst de hilser på fremmede, hvor gerne de leger, og hvor nysgerrige de er. Resultaterne gælder de beskrevne hunde og viser først og fremmest, hvorfor individ, slægtslinjer, tidlige erfaringer og fortsat træning har betydning.

Opmærksomheden kan mærkes ved, at hunden hurtigt registrerer lyde, gæster og bevægelse uden for hjemmet. Det behøver ikke at udvikle sig til et stort gøproblem, men det er klogt at belønne ro fra begyndelsen, give hunden en anden opgave ved døren og undgå, at hvert signal fører til ophidselse. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer i hverdagen, ikke kun hvordan de opfører sig på udstilling eller under træning.

## Træning og motion

Papillon har brug for fysisk bevægelse og mental aktivering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan ofte deltage på overraskende lange ture, mens en hvalp, en ældre hund eller et individ med problemer har brug for en anden belastning. Tilpas efter alder, kondition, vejr og hundens restitution i stedet for at bruge kropsstørrelsen som mål for behovet.

Racen lærer ofte hurtigt, også ting man ikke havde tænkt sig at lære den. Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier fungerer godt. Variér hverdagslydighed, næsearbejde, balanceøvelser og små problemløsningsopgaver, og afslut, mens hunden stadig kan koncentrere sig. Agility, lydighed og andre hundesportsgrene kan passe godt, når træningen bygges op gradvist, og underlag, forhindringer og belastning tilpasses hundens størrelse og modenhed.

En lille hund har brug for samme omhu omkring indkald og miljøtræning som en stor. Træn kontakt og tilbagekomst i sikre omgivelser, før hunden får frihed, hvor trafik, vildt eller større hunde kan udgøre en risiko. Træn også hunden i at falde til ro mellem aktiviteter. En papillon, der kun får tempofyldte opgaver, kan blive dygtig til at geare op, men dårligere til at slappe af igen.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben beskriver papillon som en grundlæggende sund og ofte længelevende race, men seriøse sundhedsundersøgelser er stadig vigtige. For svenske hvalpekuld er pap-PRA1 det tydeligste formelle kontrolpunkt. Pap-PRA1 er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, PRA, som nedbryder nethinden. Nedarvningen er autosomal recessiv: en bærer har én kopi af genvarianten og bliver ikke syg af netop denne form, mens en genetisk afficeret hund har arvet varianten fra begge forældre.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler kræver, at begge forældredyr har et officielt DNA-resultat for pap-PRA1 eller er registreret som fri gennem dokumenteret nedarvning. To bærere må ikke parres med hinanden, og en afficeret hund må ikke bruges i avl. En DNA-test for pap-PRA1 udelukker derimod ikke alle andre genetiske årsager til PRA eller andre øjensygdomme. En øjenlysning har derfor en anden funktion. Den svenske raceklub Papillon-Ringen anbefaler øjenlysning efter treårsalderen for at følge andre øjenforandringer.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskydes fra sin normale placering, forekommer i racen. Raceklubben ønsker, at avlshunde skal have en kendt og normal patellastatus før parring. Det er en vigtig anbefaling, men i de gældende svenske regler er patellastatus ikke anført som et særskilt registreringskrav for papillon. Bed derfor om at se resultatet i stedet for at gå ud fra, at selve registreringen omfatter det.

I andre lande kan flere tests indgå i anbefalede programmer. Britiske Royal Kennel Club anfører for eksempel NAD-test blandt de supplerende kontroller for papillon. Det gør ikke NAD til et svensk registreringskrav. Bed opdrætteren skelne mellem obligatoriske svenske resultater, raceklubbens anbefalinger og frivillige tillægstests.

Mundsundheden fortjener også opmærksomhed. Små hunderacer rammes oftere af parodontitis, og daglig tandbørstning er en enkel måde at mindske risikoen for svær tandsten og smertefuld parodontitis. Dårlig ånde, blødende tandkød eller modvilje mod at tygge bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Papillon har sin oprindelse i Frankrig og Belgien og er varianten med stående ører af den kontinentale dværgspaniel. Hundetypen er dokumenteret siden 1500-tallet og forekom som selskabshund ved europæiske hoffer. Navnet papillon betyder sommerfugl på fransk og henviser til de store, skråt bårne ører med lange hårfrynser. Navnet phalène betyder natsværmer og bruges om varianten med hængeører.

FCI anerkender racen som nummer 77 i gruppen for selskabs- og dværghunde. Den moderne standard omfatter både papillon og phalène. Historien forklarer rollen som selskabshund, men nutidens papillon er ikke kun dekorativ: racens livlighed og lærevillighed kommer til udtryk i mange moderne hundeaktiviteter.

## At leve med racen

Papillon kan fungere godt både i lejlighed og hus, når den får daglig aktivitet, nærhed og hjælp til at falde til ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Et hjem, hvor mange lyde trænger igennem, kræver ekstra arbejde med ro ved dør, opgang og vinduer, fordi et opmærksomt individ ellers kan begynde at kommentere enhver forandring.

Racen kan leve godt med børn, men det afhænger af hundens temperament, barnets adfærd og de voksnes opsyn. Lær børn at lade hunden sove og spise uforstyrret, ikke at løfte den eller gribe fat i den og at lege på gulvniveau under opsyn. Det beskytter både hund og barn og er mere præcist end en generel betegnelse som ”børnevenlig”.

Den samme individuelle vurdering er nødvendig med andre dyr. En papillon kan leve med hunde eller katte, men introduktioner bør ske roligt og gradvist. Giv dyrene separate ressourcer og steder at trække sig tilbage, og hold opsyn med leg, når størrelsesforskellen er stor. En venlig stor hund kan skade en meget lille hund ved et uheld.

At være alene er en færdighed, ikke noget man kan forudsætte ud fra racen. Væn hunden gradvist til korte perioder alene, og øg først, når den forbliver afslappet. Gøen, klynken, rastløs vandren, ødelæggende adfærd eller at hunden afviser en belønning, den normalt sætter pris på, kan tyde på, at skridtet var for stort.

Før et hvalpekøb bør du kontrollere mere end udseendet. Bed om at se forældrenes registrerede pap-PRA1-resultater, patellastatus og eventuelle øjenresultater, og spørg, hvorfor netop denne kombination blev valgt. Mød tæven, og læg mærke til, hvordan hundene falder til ro efter nye lyde og gæster. For en hvalp registreret i Svenska Kennelklubben skal du modtage registreringsbevis, SKK-aftale og en dyrlægeattest, der højst er syv dage gammel ved overdragelsen. Undersøgelser mindsker risici, men kan aldrig garantere en bestemt sundhed eller personlighed; åben dokumentation og realistiske forventninger er derfor vigtigere end løfter.

Papillon

Papillon Breed Club UK

Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

Papillon er en lille, elegant dværghund med store, sommerfuglelignende ører, en fin, silkeagtig, flerfarvet pels og en busket hale. Den er livlig, intelligent og meget lærenem, trives med både fysisk aktivitet og mental stimulering, fungerer som en opmærksom lille vagthund, kræver regelmæssig børstning og lever ofte langt op i teenageårene.

Glimmerns

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Swedish Kennel Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

## Kort fortalt

Bichon havanais er en lille FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 9. FCI angiver Cuba som oprindelsesland og beskriver, hvordan hundetypen kom dertil fra det vestlige Middelhavsområde. Racestandarden angiver en mankehøjde på 23–27 centimeter med to centimeters tolerance i begge retninger, men intet officielt vægtinterval. Vurdér derfor den forventede voksenstørrelse ud fra højde, kropsbygning, huld og forældrene frem for et lovet antal kilo.

Standardens ideal er en opmærksom, hengiven, glad, venlig og legesyg hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer med børn, fremmede mennesker eller andre dyr. Svenske BPH-data viser tværtimod tydelig adfærdsvariation inden for racen.

Den lange pels er racens største opgave i hverdagen. Den skal redes helt ned til huden og kan kræve hyppig pleje, især under overgangen fra hvalpe- til voksenpels. Lidt eller ingen underuld gør ikke Bichon havanais allergifri; allergener fra hunden findes blandt andet i hudpartikler og spyt og varierer mellem individer.

## Udseende og pels

Bichon havanais skal være lille, kortbenet og robust uden at blive tung eller hæmmet. Kropslængden skal forholde sig til mankehøjden omtrent som 4:3. Forbenene skal være lige og parallelle, og bevægelserne lette, spændstige og rettet fremad. Når du vurderer en hund, bør du se frie bevægelser uden tydelig halthed, skæv belastning eller forben, der bøjer kraftigt udad. Den rigelige pels må ikke skjule dårlig funktion.

Racestandarden angiver 23–27 centimeters mankehøjde. Den angivne tolerance udvider det tilladte interval til 21–29 centimeter. Standarden angiver ingen idealvægt. To hunde med samme højde kan derfor veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. En hund tæt på en af ydergrænserne er ikke automatisk bedre eller dårligere, men den svenske avlsstrategi beskriver en udvikling mod større og tungere hunde og understreger, at racen skal bevare sin karakter som dværghund.

Ifølge standarden skal dækhåret hos en voksen hund være meget langt, omkring 12–18 centimeter, blødt og glat eller bølget; det kan også danne krøllede lokker. Underulden er svagt udviklet og mangler ofte. Hvid, fawn, sort, havannabrun, tobaksbrun og rødbrun forekommer sammen med pletter og tantegninger i tilladte farver. Lad ikke farven veje tungere end sundhed, temperament og god funktion, når du vælger hvalp.

Standarden ønsker pelsen i naturlig tilstand og tillader ikke, at udstillingspelsen klippes til en ensartet længde, med begrænsede undtagelser ved poter, pande og snude. Det er en regel om racetypisk udseende, ikke en grund til at lade smertefulde filtrede områder blive siddende. Før en kam gennem små sektioner, og kontrollér især bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens længde, struktur, fugtighed og hvor let den filtrer; under pelsskiftet kan en daglig gennemgang være nødvendig.

Væn hvalpen gradvist til kam, potehåndtering, negleklipning og tandbørstning, og hold pause, hvis den bliver bange eller stresset. Bad hunden, når pelsen trænger til at blive rengjort, og tør den grundigt. Børst tænderne dagligt med hundetandpasta, da små hunde oftere får problemer med tandsten og paradentose.

## Temperament og personlighed

Bichon havanais skal ifølge standarden være opmærksom, venlig og legesyg, men individer møder verden på forskellige måder. Standardteksten beskriver et ønsket temperament. Den skal ikke bruges som bevis for, at en hvalp automatisk bliver god med børn, stille, frygtløs eller nem for en førstegangsejer.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2026 omfatter 233 beskrevne bichon havanais. Blandt de deltagende hunde var der stor variation i, hvor intenst de hilste på fremmede, hvor meget de legede, hvor nysgerrige de var, og hvordan de reagerede på ustabile underlag. Mange viste lav social frygt og truede ikke fremmede, men materialet omfattede kun omkring 1,5 procent af svenskfødte hunde fra de analyserede fødselsår. Resultaterne beskriver derfor de deltagende hunde, ikke alle bichon havanais.

BPH er en beskrivelse, ikke en prøve, som hunden bliver godkendt eller underkendt i. Bed om at se forældrenes fulde resultater, og se på de enkelte reaktioner. Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og observér, om hun kan hilse, fravælge kontakt og komme sig efter noget uventet uden langvarig frygt eller stress.

Små børn og hunden skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et beskyttet hvilested. Den lille krop kan blive skadet af voldsom leg, selv om hunden selv søger kontakt. Introduktioner til hunde og katte bør ske gradvist, med afstand, flugtveje og mulighed for at adskille dyrene. Tidligere erfaringer og den enkelte hunds sociale færdigheder betyder mere end racenavnet.

## Træning og motion

Bichon havanais har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og anden belastning til alder, kondition, sundhed, vejr og restitution.

Racen blev udviklet som selskabshund og sætter ofte pris på samarbejde. Næsearbejde, tricks, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give god variation, men konkurrencer er ikke nødvendige. Prioritér indkald, at gå roligt i line, vente, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af, mens der sker noget i nærheden. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen går i opgangen, eller når hunden forventer aktivitet. Begræns unødvendig vagtsomhed ved vinduer og døre, beløn ro, og giv hunden en tydelig alternativ opgave. Træn også pelspleje og korte perioder alene som selvstændige færdigheder fra begyndelsen. Renlighedstræning bygges med hyppige muligheder for at komme ud, opsyn og belønning, ikke straf eller en antagelse om, at racen er svær at træne.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver bichon havanais som en forholdsvis sund race, men et trygt hvalpekøb kræver stadig kontrol af anbefalinger og faktiske resultater. Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler har ikke noget racespecifikt niveau 2- eller 3-krav for patella, øjne eller hjerte hos bichon havanais. Det betyder ikke, at undersøgelserne er uvigtige. Raceklubbens anbefalinger er mere omfattende og skal skelnes fra formelle betingelser for at registrere et kuld.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde patellaundersøges efter etårsalderen og har et resultat uden anmærkning. Den anbefaler også øjenlysning omtrent årligt fra etårsalderen til mindst seks år, med et resultat, der ikke er ældre end et år ved parring, samt hjerteundersøgelse uden anmærkning før parring. Anbefalingerne er betingelser for raceklubbens hvalpeformidling, men er ikke det samme som et SKK-registreringskrav.

Bed om hundenes registreringsnumre, og kontrollér resultat, dato og faktisk status i SKK Avelsdata. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. Patellastatus kan registreres fra tolv måneders alder og graderes fra 0, normal, til 3, permanent luksation af knæskallen. Selv et godt individuelt resultat bør læses sammen med oplysninger om forældre, søskende og tidligere afkom, fordi familiebilledet giver mere information end én undersøgelse.

Lige forben og frie bevægelser er vigtige for sundheden, ikke kun for udstillingsresultater. Den svenske avlsstrategi fremhæver bøjede forben, enkelte tilfælde af forkortet albueben, såkaldt short ulna, samt rygsmerter og diskusprolaps. Et studie af 355 norske havanais fandt en sammenhæng mellem en FGF4-variant på kromosom 18 og benlængde/forbensform. Studiet viser en sammenhæng i den undersøgte population, men ikke, at alle hunde med varianten får kliniske problemer, eller at en bestemt DNA-test er et svensk krav.

Se hunden gå og vende, kontrollér, at den belaster forbenene jævnt, og spørg om halthed, smerter, rygproblemer og operationer hos nære slægtninge. Spørg også om tilbagevendende øjenproblemer, mislyd på hjertet og langvarig kløe eller andre hudproblemer, da den svenske avlsstrategi omtaler disse områder. En dyrlæge skal vurdere symptomer; en opdrætter bør kunne vise, hvad der faktisk er undersøgt og hvorfor.

## Historie og oprindelse

Bichon havanais har en dokumenteret forbindelse til både det vestlige Middelhavsområde og Cuba. FCI-standarden beskriver, hvordan små selskabshunde udviklede sig langs Spaniens og Italiens kyster og tidligt blev bragt til Cuba af italienske søkaptajner. Cuba er angivet som oprindelsesland, mens FCI har ansvaret for standarden.

De gamle cubanske blodlinjer forsvandt på øen, men efterkommere overlevede i USA og blev brugt til at genopbygge den moderne population. Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver en meget lille grundlæggerpopulation, hvilket forklarer, hvorfor genetisk variation og begrænset brug af enkelte avlshunde fortsat er vigtige hensyn. Det er bedre dokumenteret end påstande om, at racen er Cubas officielle nationalhund eller har et præcist kendt grundlæggelsesår.

De første hunde af racen blev importeret og registreret i Sverige i 1988, og de første svenske kuld blev registreret i 1989. Siden da er bichon havanais vokset kraftigt i popularitet som selskabshund.

## At leve med racen

Bichon havanais kan fungere i mange typer hjem, hvis ejeren har tid til pelspleje, daglig aktivitet og træning. En lejlighed er ikke automatisk et problem, men lyde i opgangen, afstanden til et luftested og muligheden for at træne ro skal fungere. En have erstatter ikke gåture, miljøtræning eller samvær.

Tid alene skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden at gø, vandre rundt eller vise andre tegn på stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg løsningen til arbejdsdage før købet.

Prøv pelsplejen i praksis, før du beslutter dig. Bed opdrætteren vise, hvordan kammen føres helt ned til huden, hvor lang tid en fuld gennemgang tager, og hvordan pelsen ændrer sig i unghundeperioden. Hvis familien ikke kan holde pelsen fri for filtrede områder, har hunden brug for en anden plejeplan udarbejdet sammen med en kyndig hundefrisør; racetypisk udseende må aldrig gå forud for hundens velfærd.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, og kontrollere registreringsnummer, stamtavle og identitet. Sammenlign forældrenes patella-, øjen- og hjerteresultater med raceklubbens gældende anbefalinger, og spørg om temperament, forben, ryg og hud hos nære slægtninge. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel.

Det bedste valg er ikke automatisk den mindste, mest pelsrige eller mest frembrusende hvalp. Vælg en hund fra forældre, der bevæger sig ubesværet, har dokumenterede undersøgelser, kommer sig godt og kan håndteres roligt. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, en markedsført vægt eller mærkater som ”allergivenlig” og ”perfekt familiehund”.

Bichon havanais

Bichon havanais er Cubas nationale selskabshund i miniformat – en robust og livlig ledsager med lang, silkeagtig pels, der fælder meget lidt. Den er kærlig, menneskeorienteret og egner sig både til børnefamilier, lejligheder og huse. Den har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture, leg og mental stimulering og trives ikke med at være alene i lange perioder.

Midnight Runner

## Kort fortalt

- Sanktbernhardshund er en schweizisk kæmperace, der i dag hovedsageligt holdes som selskabs-, vagt- og gårdhund. Racen bruges også til spor- og eftersøgningsarbejde.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 70–90 cm i skulderhøjde og tæver 65–80 cm. Svenska Kennelklubben angiver cirka 60–100 kg som en grov rettesnor, men vægten står ikke i selve racestandarden.
- Racen findes i en kort- og en langhåret variant. Begge har rigelig underuld.
- Racestandarden beskriver temperamentet som venligt, vagtsomt og roligt til livligt. Det er et ideal, ikke en garanti for det enkelte individ.
- Den store krop påvirker hele hverdagen: plads, transport, træning, foder og dyrlægebehandling kræver mere planlægning end med en mindre hund.

## Udseende og pels

Sanktbernhardshunden skal være stor og kraftfuld, men samtidig harmonisk og bevægelig. Standarden angiver en maksimal skulderhøjde på 90 cm for hanner og 80 cm for tæver, men en højere hund kan accepteres, hvis helheden er velproportioneret og bevægelserne korrekte. Det betyder ikke, at racen er uden maksimummål, eller at den størst mulige hund er idealet. Når du møder voksne hunde, bør du derfor se efter, om de bærer deres vægt ubesværet og bevæger sig stabilt og frit.

Den korthårede variant har tæt, blankt og tilliggende dækhår med rigelig underuld. Den langhårede har lige, mellemlangt dækhår, også med rigelig underuld. Pelsen kan være let bølget over kryds og hofter og danner faner på benene. Grundfarven er hvid med røde aftegninger eller en rød kappe over ryg og flanker. Nuancerne kan gå fra klar til mørkerød, og en mørk maske er ønskelig.

Pelsplejen bør tilpasses pelstypen og pelsens faktiske tilstand. Den langhårede variant skal børstes grundigt mindst én gang om ugen for at undgå filtre, og oftere når underulden løsner sig, eller pelsen er blevet våd og snavset. Den korte pels skal også gennemgås, så løs underuld, hudforandringer og ømme områder bliver opdaget. Vær især opmærksom på tætte partier og steder, hvor halsbånd eller sele ligger ind mod huden. Bad hunden, når den faktisk er beskidt, i stedet for at følge en fast plan.

Nogle individer savler meget, mens andre savler betydeligt mindre. Mød derfor voksne slægtninge, hvis mængden af savl har betydning for dit racevalg. Et håndklæde ved vandskålen er som regel mere realistisk end at forvente en hund, der altid er tør om munden.

## Temperament og personlighed

En racetypisk sanktbernhardshund skal være venlig og vagtsom med et temperament, der kan spænde fra roligt til forholdsvis livligt. Svenska Kennelklubben beskriver racen som harmonisk og familieorienteret, men betegnelsen “barnepigehund” er misvisende. Ingen hund bør forventes at tåle, at børn klatrer på den, giver hårde kram eller forstyrrer den, mens den spiser eller hviler.

Omkring børn er hundens størrelse lige så vigtig som dens temperament. En ansvarlig voksen skal altid styre samværet, lære barnet at lade hunden gå væk og forhindre voldsom leg, hvor nogen kan blive væltet. Et roligt individ kan fungere rigtig godt i en børnefamilie, men vurder den konkrete hund frem for kun at stole på racens ry.

Den samme forsigtighed er nødvendig omkring andre hunde og katte. Racestandarden lover ikke, at hunden kan bo sammen med andre dyrearter. Lad dyrene mødes under kontrollerede forhold, giv dem separate hvilepladser, og afbryd leg, der bliver for fysisk. Selv venlig leg kan være risikabel for en lille hund eller kat på grund af størrelsesforskellen. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på fremmede hunde, gæster, håndtering og uventede lyde. Det fortæller mere end generelle påstande om, at racen altid er social, stille eller beskyttende.

## Træning og motion

Træningen bør begynde, mens sanktbernhardshunden stadig er fysisk håndterbar. Prioritér at gå med løs line, hilse roligt med alle fire poter på jorden, komme når du kalder og kunne vente. Væn også hvalpen til, at du ser den i munden, rører ved poterne og undersøger kroppen. Tidlig socialisering, linetræning og hvalpehold er særligt værdifuldt for en hund, der bliver så stor. Træn i små trin, og beløn den rolige adfærd, du gerne vil se igen.

Racen har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men et bestemt antal minutter passer ikke til alle. Hvor lange og krævende gåture, søgeopgaver og sportræning bør være, afhænger af hundens alder, helbred og kondition samt af vejret. Et roligt tempo betyder ikke, at hunden kan undvære bevægelse. God muskulatur og sikre hverdagsvaner er vigtige for en så tung krop.

Hvalpen vokser hurtigt. Svenska Kennelklubben anbefaler at undgå lange gåture det første år. Lad i stedet hvalpen bevæge sig i kortere omgange, opleve forskellige miljøer og hvile mellem aktiviteterne. Øg længde og sværhedsgrad gradvist ud fra den enkelte hunds udvikling, ikke en fast alder, der forventes at passe alle.

Vær ekstra forsigtig i varmt vejr, da hunde med tyk pels kan være mere følsomme over for varme. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen, sørg for vand, og stop hvis hunden bliver ved med at halse, savler usædvanligt meget, får tørre og røde slimhinder, virker forvirret eller bliver svag. Mistanke om hedeslag kræver nedkøling med køligt, ikke iskoldt, vand og hurtig kontakt til en dyrlæge.

## Sundhed

I Sverige bør du især kontrollere ledresultater og sund kropsbygning og kunne genkende tegnene på mavedrejning. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, normalt forkortet HD og ED, forekommer i racen. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have officiel HD- og ED-status før parring, og officiel HD-røntgen af sanktbernhardshund foretages tidligst ved 18 måneders alder. Kendt status betyder, at et resultat er registreret; det betyder ikke automatisk, at hunden er fri for dysplasi. Bed derfor om at se de konkrete grader og ikke blot få at vide, at forældrene er “testet”. Hunde med ED grad 2 eller 3, klinisk ED eller en tidligere ED-operation er udelukket fra avl efter Svenska Kennelklubbens gældende regler.

Racen er også omfattet af Svenska Kennelklubbens Breed Specific Instructions, BSI. Her fremhæves et overdimensioneret og for tungt hoved, for meget hud i ansigtet, løse læbelommer og øjenlåg, der er løse, for store eller ruller indad. Det giver en kommende ejer konkrete ting at se efter: Øjnene skal se sunde ud, huden må ikke være irriteret, mund og tænder skal fungere, og hunden skal kunne bevæge sig kraftfuldt uden besvær. Et imponerende udseende må aldrig veje tungere end funktion.

Et veterinærstudie har vist øget risiko for mavedrejning hos sanktbernhardshund. Det er en akut, livstruende tilstand, hvor tiden er afgørende. Forsøg på at kaste op uden at der kommer noget, en mave der hurtigt bliver udspilet, uro, hurtig vejrtrækning, mavesmerter og problemer med at lægge sig kræver øjeblikkelig kontakt til dyrlæge. Vent ikke for at se, om symptomerne går over. Ingen enkel rutine i hjemmet kan fjerne risikoen helt. Tal med dyrlægen om den enkelte hunds risiko og mulige forebyggende tiltag.

Den hurtigt voksende hvalp har brug for et foder og en fodermængde, der passer til væksten. Følg opdrætterens og dyrlægens råd, og hold øje med hundens huld og bevægelser over tid i stedet for at forsøge at få hvalpen til at vokse så hurtigt som muligt.

## Historie og oprindelse

Sanktbernhardshundens dokumenterede historie begynder ved Store Sankt Bernhard-passet mellem Schweiz og Italien. Et herberg blev grundlagt der i 1000-tallet. Fra midten af 1600-tallet holdt herberget store bjerghunde til beskyttelse og vagt. Hundene findes afbildet fra 1695 og omtales i herbergets optegnelser fra 1707. Senere fulgte de rejsende og søgte efter mennesker, der var faret vild i sne og tåge.

Barry, der levede fra 1800 til 1814, blev racens mest kendte redningshund og tilskrives mere end 40 redninger i schweiziske historiske fremstillinger. Det er en historisk oplysning, ikke moderne dokumentation af hver enkelt redningsaktion. Den lille tønde med brændevin om halsen hører først og fremmest til billederne og fortællingerne om racen. Oprindelsen er omstridt, og kilder inden for Svenska Kennelklubben beskriver tønden som en myte snarere end udstyr, der blev brugt i virkelige redningsaktioner.

I 1867 begyndte Heinrich Schumacher at føre stambog over sine hunde. Da den schweiziske hundestambog blev åbnet i 1884, var sanktbernhardshunden Leon den første registrering, og den schweiziske raceklub blev stiftet samme år. I 1887 blev racestandarden vedtaget, og sanktbernhardshunden blev officielt erklæret som en schweizisk hunderace. Nutidens hunde lever hovedsageligt som selskabs- og gårdhunde, selv om spor- og eftersøgningsarbejde stadig forbinder dem med historien.

## At leve med racen

At leve med en sanktbernhardshund betyder, at du skal planlægge efter hundens størrelse. En lejlighed er ikke automatisk uegnet, men hunden skal kunne vende sig, hvile og bevæge sig gennem hjemmet, uden at det bliver trangt. Tænk over trapper, en elevator ude af drift, hvordan hunden kommer ind i bilen, og hvordan du kan hjælpe en syg eller ældre hund. Foder, solidt udstyr, transport og dyrlægebehandling koster også ofte mere end for en mindre hund, selv om det ikke er muligt at sætte et fast beløb på.

Regn ikke med, at en sanktbernhardshund kan være alene gennem en hel arbejdsdag. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal først gradvist lære at være for sig selv. Begynd med meget korte fravær, når hunden er tryg og faldet til ro, og øg kun tiden, så længe den fortsat er rolig. En voksen hund, der er blevet godt trænet i at være alene hjemme, kan klare nogle timer, men ingen bestemt tidsgrænse passer til alle individer.

Før du køber, bør du kontrollere tre ting:

1. Bed om forældrenes nøjagtige officielle HD- og ED-resultater, og spørg om nære slægtninge har haft led- eller bevægelsesproblemer.
2. Mød helst voksne hunde, og se på temperament, øjne, hud, mund, bevægelser og hvordan de lader sig håndtere — ikke kun størrelse og hovedtype.
3. Lav en realistisk plan for plads, bil, varmt vejr, alenetid, hverdagstræning og hjælp, hvis hunden en dag ikke kan gå uden støtte.

Racen passer bedst til den, der holder af en meget stor hund, men prioriterer funktion, rolige vaner og et fælles hverdagsliv frem for maksimal masse eller romantiske myter om redningshunde.

Sanktbernhardshund

Deutscher Club für Leonberger Hunde (DCLH)

Vétérinaire Santé (France)

Stor, venlig bjerg­hund, udviklet af schweiziske munke til redningstjeneste og selskab. Rolig og hengiven, især over for børn, men meget stor, savlende og fælder en del. Har brug for moderat motion, nøje opmærksomhed på ledproblemer og helbred samt at være en tæt integreret del af familielivet.

Baggemålas paradis

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Söta Små Tassar

## Kort fortalt

Tax er en tysk jagthund i FCI-gruppe 4, udviklet til arbejde både under og over jorden. Racen findes i ni varianter: standard, dværg og kanin kombineret med korthåret, langhåret eller ruhåret pels. Det er derfor klogere at vælge tax efter størrelse, hårlag, opdrætterens avlsmål og hundenes faktiske egenskaber end efter racenavnet alene.

- **Anvendelse:** gravjagt, drevjagt, eftersøgning og selskab.
- **Arbejdsmåde:** udholdende, selvstændig og meget orienteret mod at bruge næsen.
- **Størrelse:** afgøres af brystomfanget, ikke af skulderhøjde eller en generel vægtangivelse.
- **Pels:** korthåret, langhåret eller ruhåret med tydeligt forskellige plejebehov.
- **Vigtigt sundhedsområde:** degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps, ofte samlet under betegnelsen IVDD.
- **Passer bedst til:** den, der ønsker en lavbenet jagthund med stor arbejdslyst og kan tilbyde både daglig motion, næsearbejde og konsekvent træning.

Den endelige størrelsesvariant fastlægges først, når hunden er mindst 15 måneder. Forældrene giver et rimeligt fingerpeg, men hvalpens endelige variant kan ikke loves før målingen.

## Udseende og pels

Taxen skal være lav og langstrakt, men samtidig kompakt, muskuløs og bevægelig. Kroppen er bygget til at kunne arbejde smidigt på begrænset plads, ikke til at være ekstremt lang eller tung. Racestandarden angiver omtrent en tredjedel af mankehøjden som frihøjde over jorden og et forhold mellem mankehøjde og kropslængde på cirka 1:1,7–1,8.

Brystomfanget måles efter 15-månedersalderen fra mankens højeste punkt til brystkassens laveste punkt. De gældende intervaller er:

- **Standardtax:** hanner mere end 37, men højst 47 cm; tæver mere end 35, men højst 45 cm.
- **Dværgtax:** hanner mere end 32, men højst 37 cm; tæver mere end 30, men højst 35 cm.
- **Kanintax:** hanner 27–32 cm; tæver 25–30 cm.

De tre hårlag er mere end en forskel i udseende. Korthåret tax har en kort, tæt og glat pels, der ligger tæt til kroppen. Den kræver normalt begrænset, regelmæssig pleje, men bør alligevel ses efter efter ture i terrænet. Langhåret tax har underuld og længere faner, som bør redes dér, hvor der let dannes filtre, især bag ørerne og på ben, bug og hale. Ruhåret tax har dækhår, underuld, skæg og markerede øjenbryn. En korrekt ru pels trimmes efter behov; klipning giver ikke den samme pelsstruktur.

Godkendte farver og mønstre afhænger delvist af hårlaget. Rød, sort eller brun med tantegninger, merle og brindle indgår i standarden, mens vildtfarver er typiske for ruhår. Pelsfarve er ikke en genvej til temperament eller jagtlyst, men visse farvekombinationer har betydning for sundheden. Bed opdrætteren forklare både den registrerede farvebetegnelse og arvegangen, hvis hvalpen er merle.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for tax er venligt og afbalanceret uden frygt eller aggression, men også energisk, udholdende og selvsikkert. Selvstændigheden kommer fra arbejde, hvor hunden skal træffe beslutninger på afstand af føreren. I hverdagen kan den samme egenskab vise sig ved, at taxen undersøger, om en regel virkelig gælder hver gang.

Jagtlyst, socialitet, tendens til at give lyd, legelyst og evne til at falde til ro varierer mellem individer og familielinjer. Den svenske analyse af Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH, tegner et billede af mange trygge taxer, men omfatter mindre end én procent af den undersøgte svenskfødte bestand. Den kan derfor ikke bruges som et løfte om en bestemt hvalps personlighed. Påstande om, at et bestemt hårlag altid er roligere, lettere at træne eller mindre interesseret i jagt, er også for brede.

Spørg i stedet, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer hjemme, ved besøg, på tur og i nye miljøer. For en jagttax er prøveresultater og praktisk brug relevant; for en selskabshund er det lige så vigtigt at få konkrete eksempler på, hvordan hundene falder til ro efter aktivitet, hvor meget de gør, og hvordan de fungerer ved håndtering. En seriøs opdrætter bør kunne beskrive både styrker og det, der kræver arbejde.

## Træning og motion

En tax har brug for daglig fysisk aktivitet og meningsfuldt næsearbejde, men ét fast antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, underlag, størrelsesvariant, sundhed og den måde, hunden arbejder på, afgør belastningen. En voksen, rask tax kan være en udholdende tur- og friluftshund, mens en hvalp skal opbygge styrke og koordination gradvist, og en hund med rygsymptomer har brug for en plan fra dyrlægen.

Spor, søgeøvelser, personspor og omhyggeligt placerede godbidssøg lader taxen bruge sin største ressource: næsen. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden virkelig værdsætter, fungerer ofte bedre end gentagelser uden et klart mål. Træn tidligt indkald, stop, at følge føreren og evnen til at afbryde et duftspor. Jagtlyst forsvinder ikke gennem lydighed, så en lang line og gennemtænkte valg af miljø er vigtige, når indkaldet ikke er sikkert. I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt uden for jagt, og fra 1. marts til 20. august kræves der særlig kontrol dér, hvor der kan være vildt.

At tage hensyn til ryggen betyder ikke, at en rask tax skal leve stillesiddende. Der er ikke belæg for, at et totalforbud mod alle trapper eller hop op og ned fra møbler i sig selv forebygger IVDD. Opbyg i stedet en god grundkondition, hold hunden i normalt huld, mindsk risikoen for at glide i hjemmet, og undgå ukontrollerede høje hop eller sammenstød. Tilpas hjælp på trapper og ved løft efter hundens alder, størrelse og sundhed.

## Sundhed

Degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps er taxens vigtigste racespecifikke sundhedsproblem. IVDD betyder, at skiverne mellem ryghvirvlerne forandres og i nogle tilfælde trykker mod nerver eller rygmarven. Søg hurtigt dyrlæge, hvis taxen pludselig får tydelige ryg- eller nakkesmerter, krummer ryggen, nægter at bevæge sig, går usikkert, mister kraft i benene eller får svært ved at kontrollere urin og afføring. Vent ikke på, at svage neurologiske tegn går over af sig selv.

SKK's officielle rygscreening af tax med røntgen tæller forkalkede skiver. Undersøgelsen foretages fra toårsdagen til dagen før fireårsdagen, og resultatet angives som K0, K1–K2, K3–K4 eller K5–K26. K0 betyder, at der ikke er fundet forkalkninger, mens et højere K-tal betyder flere helt eller delvist forkalkede skiver. Resultatet er et grundlag for avl og risikovurdering, ikke en garanti for, at hunden aldrig får eller med sikkerhed vil få kliniske problemer. Oplysninger om diskusprolaps hos forældre, søskende og tidligere afkom er derfor også vigtige.

Rygscreening og øjenlysning er frivillige for tax i Sverige. Svenska Taxklubbens racespecifikke avlsstrategi anbefaler alligevel, at ryg- og familiehistorik indgår i vurderingen, og at avlshunde øjenlyses før avlsdebut og senere i livet. PRA forekommer i racen. De gældende registreringsbestemmelser for tax regulerer blandt andet variant, hårlag, farve og endelig størrelsesmåling, men angiver ikke ryg- eller øjenundersøgelse som obligatoriske vilkår for registrering. En køber bør derfor bede om de faktiske resultater i stedet for at nøjes med udtrykket »sundhedstestede forældre«.

Følg også hundens huld: en talje skal kunne ses, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Når merle indgår i en kombination, bør opdrætteren kunne redegøre for farveanlæggene. To merleanlæg kan give dobbelt merle, som hos hunde er forbundet med øget risiko for høre- og øjenproblemer.

## Historie og oprindelse

Taxen blev udviklet i Tyskland fra lavbenede jagthunde til arbejde under jorden. Sådanne hunde har været kendt siden middelalderen, mens den organiserede avl fik tydeligere form i 1800-tallet. Den tyske taxklub blev grundlagt i 1888, og avlen kom til at omfatte de tre størrelser og tre hårlag, som udgør nutidens ni varianter.

Racens lave form, kraftige forpart, udholdenhed og selvstændighed har en praktisk forklaring. Taxen skulle kunne følge vildt under jorden, men også arbejde som drivende eller stødende hund og hjælpe ved eftersøgning. I Sverige blev den især vigtig som langsomt drivende hund, da rådyrbestanden voksede i 1940'erne. Svenska Taxklubben blev grundlagt allerede i 1901.

Det historiske anvendelsesområde kan stadig mærkes i hverdagen. En tax, der aldrig skal på jagt, har alligevel brug for at få afløb for næsearbejde, problemløsning og bevægelse. Det er også derfor, en køber bør spørge, hvad opdrætteren faktisk prioriterer: gravjagt, drivende jagt, eftersøgning, udstilling eller først og fremmest selskab.

## At leve med racen

En tax kan trives i en lejlighed, hvis den får tilstrækkelig tid ude, aktivitet og træning i at håndtere lyde i opgangen og uden for døren. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Planlæg flere lufteture, mulighed for at snuse i roligt tempo og et sted, hvor hunden kan hvile uforstyrret. Alenetid skal læres gradvist; afbryd og gør øvelsen lettere, hvis hunden viser uro. Jordbruksverkets råd om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om luftning, ikke om hvor længe den enkelte tax bør være alene.

En tax kan blive en god familiehund med børn, men små børn og hunde skal altid have en voksen til stede. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Små børn bør ikke bære taxen; en lille hund kan let blive tabt, og ryg og bagpart skal støttes ordentligt ved løft. Hunden skal altid have et trygt, uforstyrret hvilested.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidligere erfaringer og jagtlyst. Lad introduktionen foregå roligt, brug en barriere, og giv begge dyr hver sit sikre område. En tax med stærk jagtlyst bliver ikke nødvendigvis pålidelig sammen med kanin, marsvin eller kat, blot fordi møder trænes. Sikker fysisk adskillelse kan være den rigtige langsigtede løsning.

Før et køb bør du bede om konkrete svar på følgende:

- Hvilken størrelse og hvilket hårlag forventes hvalpen at få, og hvor sikkert kan det vurderes?
- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de og nære slægtninge i hverdagen?
- Findes der et officielt K-resultat og oplysninger om kliniske rygproblemer hos forældre, søskende eller tidligere afkom?
- Hvornår blev forældrene sidst øjenlyst, og hvad viser resultatet?
- Hvilke BPH-, jagt- eller udstillingsresultater er registreret og relevante for netop dette kuld?
- Hvordan er hvalpene blevet vant til håndtering, hverdagslyde, mennesker og korte stunder uden deres kuldsøskende?

Det bedste match er ikke automatisk den mindste hvalp, den roligste under besøget eller den farve, du først lægger mærke til. Vælg den kombination, hvor opdrætterens mål, hundenes dokumenterede sundhed og temperament samt din egen hverdag peger i samme retning.

UK Dachshund Club

British Veterinary Association

FCI - Fédération Cynologique Internationale

Tax: modig, langstrakt og kortbenet jagthund, oprindeligt avlet til grævling og kanin. Findes med glat, lang og ruhåret pels, i normal- og dværgstørrelse. Loyal, sikker i sporet, selvstændig og ofte gøende. Har brug for regelmæssig, men skånsom motion og vægtkontrol for at skåne ryggen.

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Jaktiverns

## Kort fortalt

Engelsk bulldog er en britisk, FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 2. Den er kompakt og kraftig, men racetypen må aldrig opnås på bekostning af fri vejrtrækning, sunde bevægelser eller raske øjne og hud.

- **Oprindelse:** Storbritannien
- **Anvendelse:** Selskabshund
- **Officiel vægt:** cirka 25 kg for hanhunde og 23 kg for tæver
- **Mankehøjde:** den gældende FCI-standard angiver ingen officiel højde
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Raceideal:** opmærksom, modig, loyal, pålidelig og hengiven
- **Vigtigst ved køb af hvalp:** kontrollér dokumenteret vejrtrækningsfunktion, og se, hvordan forældredyrene trækker vejret, bevæger sig og kommer sig efter aktivitet

Racen kan passe til den, der ønsker en social selskabshund, som gerne vil være tæt på familien, og er indstillet på at vælge opdrætter meget omhyggeligt. Den passer dårligere til den, der søger en hund til hård fysisk træning, eller som ikke kan tilpasse hverdagen til varme og den måde, hunden trækker vejret på.

## Udseende og pels

Engelsk bulldog skal være lav, bred, muskuløs og kompakt uden at virke overdrevet. Hovedet er stort i forhold til kroppen, men racestandarden gør det klart, at det ikke må hæmme hundens balance eller bevægelser. Vejrtrækningsbesvær er ikke et ønsket racetræk.

Næsen skal være sort og bred med store, åbne næsebor. Ansigtet må gerne have fine rynker, men ikke så meget hud, at øjne, næse eller vejrtrækning påvirkes. Øjnene skal være fri for tydelige problemer. Halen er naturligt kort, men må ikke vende indad eller sidde så stramt, at det påvirker huden eller hundens mulighed for at komme af med afføring. Bevægelserne skal være sunde og ubesværede.

Pelsen er kort, glat og nem at holde ren. Godkendte farver omfatter blandt andet brindle, rød i forskellige nuancer, fawn, lys gulbrun, hvid og broget. Sort, sort med tan-aftegninger og upigmenteret næse er ikke ønsket ifølge racestandarden.

Pelsplejen er enkel, men hudfolder kræver opmærksomhed. Kontrollér folderne i ansigtet og eventuelle folder omkring halen, rengør efter behov, og tør huden grundigt. Rødme, lugt, fugt, kløe eller ømhed er grund til at kontakte en dyrlæge, ikke blot til hyppigere rengøring. Væn hunden tidligt til, at du undersøger hud, øjne, ører, poter, tænder og hale.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en opmærksom, modig, loyal og hengiven hund, men temperamentet varierer mellem individer og linjer. En engelsk bulldog kan være meget social og glad for mennesker, samtidig med at dens styrke og intensitet nogle gange kan virke voldsom eller pågående.

Vurdér derfor den enkelte hund, ikke kun racebeskrivelsen. Mød om muligt hvalpens mor og andre voksne slægtninge i almindelige omgivelser. De bør kunne møde mennesker uden overdreven frygt eller uprovokeret aggression og finde ro igen efter aktivitet.

En voksen skal altid være til stede, når hunden er sammen med børn. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn skal lære, at de ikke må klatre på den, vække den eller håndtere ansigtsfolder og hale. En kraftig bulldog kan komme til at vælte et lille barn, selv om den er venlig.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Nogle individer lever fint med hunde eller katte, men racenavnet garanterer ikke, at de passer sammen. Tidlig socialisering, rolige introduktioner og mulighed for at holde dyrene adskilt i begyndelsen er mere nyttigt end generelle løfter om, at racen altid fungerer med andre dyr.

## Træning og motion

Engelsk bulldog har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men den rette mængde afhænger af hundens vejrtrækning, hvordan den klarer varme, og hvor hurtigt den kommer sig – ikke af et fast antal minutter. Rolig hverdagstræning, næsearbejde, problemløsning og ture i hundens eget tempo giver god aktivitet. Målet er ikke at udmatte hunden fuldstændigt.

Træn venligt, tydeligt og konsekvent. Korte træningspas med belønninger, hunden sætter pris på, gør det lettere at fastholde opmærksomheden. Prioritér kontakt, indkald, håndtering og evnen til at falde til ro. Hunden er stærk i forhold til sin størrelse, så den bør tidligt lære at gå pænt i snor og hilse roligt.

Tilpas motionen til vejret og underlaget. I varmt eller fugtigt vejr kan en kortskallet hund have sværere ved at køle sig ned. Stop, hvis hunden får tydelige vejrtrækningslyde, begynder at bruge bugen kraftigt til at trække vejret, halser uden at komme sig, nikker med hovedet i takt med vejrtrækningen, sakker bagud eller virker usædvanligt træt. Kollaps, besvimelse, blålige eller meget blege slimhinder og udtalt åndenød kræver akut dyrlægehjælp.

Et sundt individ skal kunne gå tur, lege og udforske uden at blive hæmmet af vejrtrækningen. Snorken, tydelige vejrtrækningslyde og lang restitution må ikke afvises som charmerende særtræk.

## Sundhed

Den vigtigste racespecifikke sundhedsrisiko handler om vejrtrækningen. BOAS (Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome) kan påvirke hundens evne til at lege, spise, sove, motionere og regulere sin kropstemperatur. Risikoen hænger sammen med den korte skalle og det bløde væv, der skal være plads til i luftvejene. Engelske bulldogs er ikke alle påvirket i samme grad, og graden kan ændre sig med alder, huld og andre individuelle forhold.

I Sverige er racen omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram RFG-S. For at et hvalpekuld kan registreres, skal begge forældredyr have gennemført en officiel RFG-S-undersøgelse før parring. Hunden skal være mindst 24 måneder ved den officielle undersøgelse, og attesten må ikke være mere end 24 måneder gammel på parringstidspunktet. Undersøgelsen omfatter blandt andet næsebor, huld, hjerte og lunger samt en tre minutter lang gangtest i rask tempo med vurdering før og efter belastning.

RFG-S graderer vejrtrækningsfunktionen fra 0 til 3. Grad 0 og 1 regnes som klinisk upåvirkede, mens grad 2 og 3 betyder, at hunden er klinisk påvirket af BOAS. Hunde med grad 2 eller 3 eller med kraftigt sammenknebne næsebor må ikke bruges i avl efter Svenska Kennelklubbens regler. Et testresultat er et vigtigt kontrolpunkt, ikke en livslang garanti. BOAS kan udvikle sig, og derfor kan hunden have behov for at blive undersøgt igen.

Bed opdrætteren om at vise forældrenes aktuelle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens Hunddata eller Avelsdata. Se også hundene i hvile og efter rolig bevægelse: vejrtrækningen skal være stille og ubesværet, næseborene åbne og restitutionen rimelig. Luftvejsoperationer hos hunden eller dens nære slægtninge er vigtig information. En hund, der er opereret for at udvide luftvejene, kan ikke få et officielt RFG-S-resultat.

Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver også bevægelser, hud, øjne og hale. Se efter en hund, der bevæger sig ubesværet, har raske øjne uden irritation, hud uden betændte folder og en hale, der kan holdes ren og ikke ligger stramt over endetarmsåbningen. Hold hunden i et sundt huld, da overvægt kan øge belastningen på vejrtrækningen. Søg dyrlæge ved nye vejrtrækningslyde, dårligere udholdenhed, varmefølsomhed, tilbagevendende hudproblemer, øjenirritation, halthed eller problemer omkring halen.

## Historie og oprindelse

Den engelske bulldogs dokumenterede historie er knyttet til Storbritannien. Betegnelsen ”bulldog” er dokumenteret fra 1630'erne, og hundetypen blev tidligere brugt til tyrekampe. Da den slags dyrekampe blev forbudt i 1835, ændrede racens anvendelse og udvikling sig.

Bulldoggen blev vist på hundeudstillinger fra omkring 1860. Under overgangen fra kamphund til selskabs- og udstillingshund ændrede det ønskede temperament sig også i retning af den hengivne og pålidelige hund, der beskrives i nutidens racestandard. Ældre fortællinger om præcis, hvilke middelalderhunde der skabte racen, er mindre sikre og bør ikke blandes sammen med den dokumenterede historie.

Racen har længe været et britisk symbol, men dens vigtigste arv i dag er ikke et ekstremt udseende. Den gældende standard understreger i stedet, at overdrivelser, vejrtrækningsbesvær, usunde bevægelser og tydelige øjenproblemer er uønskede.

## At leve med racen

Engelsk bulldog kan bo i lejlighed eller hus, hvis hverdagen byder på daglig tid udendørs, aktivitet, hvile og en temperatur, hunden kan klare. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at komme ud regelmæssigt og undgå overophedning. En bulldog med anstrengt vejrtrækning bliver ikke bedre egnet til et stillesiddende liv, blot fordi den får lidt motion.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte og trygge perioder, og øg først, når hunden forbliver rolig. Hvor længe en voksen hund kan være alene, varierer, og en lille hvalp skal ikke være alene. Planlæg derfor hvalpetiden og arbejdsdagene før købet i stedet for at regne med, at racen automatisk kan klare et bestemt antal timer.

Vælg opdrætter ud fra funktion og åbenhed, ikke kun hovedform, farve eller præmier. Bed om konkrete svar på følgende spørgsmål:

- Hvilken RFG-S-grad har begge forældre, hvornår blev undersøgelserne foretaget, og kan resultaterne bekræftes?
- Kan du se forældredyrene bevæge sig og komme sig uden tydelige vejrtrækningslyde eller anstrengelse?
- Er der tilbagevendende problemer med hud, øjne, bevægelser eller hale hos nære slægtninge?
- Kan halen bevæges og holdes ren uden smerter eller stramme hudfolder?
- Hvordan er parring og fødsler forløbet i linjen, og har tæverne kunnet føde naturligt?
- Hvordan socialiseres hvalpene, og hvordan vurderes forældredyrenes temperament?

Et godt match er et individ, der kan leve et normalt hundeliv med fri vejrtrækning, sunde bevægelser og stabilt temperament. Det er vigtigere end en ekstremt kort snude, bred front eller tung krop.

Engelsk bulldog

The Bulldog Club Inc. (UK)

Engelsk bulldog er en kompakt, muskuløs selskabshund med bred brystkasse, rynket ansigt og kort pels. Den er rolig og hengiven, knytter stærke bånd til familien, elsker ofte børn og har brug for nænsom, moderat motion samt omhyggelig, livslang pleje af vejrtrækning, hud og led.

Woof house

## Kort fortalt

Pomeranian er den mindste størrelsesvariant af tysk spids: en meget lille, men livlig selskabshund med tæt dobbeltpels, stor årvågenhed og ofte let til gøen. Den passer bedst til den, der vil træne og aktivere en rigtig hund i lille format, ikke til den, der hovedsageligt ønsker en hund, som skal bæres.

- **Race og oprindelse:** tysk spids, pomeranian/zwergspitz, med oprindelse i Tyskland og senere videreudvikling i England
- **Størrelse:** normalt 18–23 cm i skulderhøjde og omkring 2–3 kg; racestandarden angiver 21 cm med tilladt variation og siger, at vægten skal passe til hundens størrelse
- **Forventet levetid:** cirka 12–16 år er en vejledning, ikke et løfte for den enkelte hund
- **Temperament:** ofte opmærksom, glad, hengiven og lærenem, men individ, opvækst og hverdag har stor betydning
- **Aktivering:** daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas med tid til ro og restitution
- **Pelspleje:** en grundig gennemgang cirka hver anden uge og oftere i fældeperioder
- **Vær opmærksom på:** gøen, tandpleje, patellastatus og sikker håndtering omkring små børn og betydeligt større hunde

“Teacup Pomeranian” og “mini Pomeranian” er ikke selvstændige, anerkendte størrelsesvarianter. Det er markedsføringsord, som ikke giver en sikrere prognose for voksenstørrelse, sundhed eller temperament. Den officielle variant hedder Pomeranian eller Zwergspitz. Vurder derfor forældrene, voksne slægtninge, sundhedsoplysninger og opdrætterens avlsmål i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

## Udseende og pels

Pomeranian er kompakt og kvadratisk bygget med et lille, spidst hoved, små opretstående ører og en fyldig hale, der bæres højt over ryggen. Den store pels giver hunden en rundere silhuet end kroppen under pelsen.

Racen har dobbeltpels. Dækhårene skal være lange, lige og stå ud fra kroppen, mens underulden er kort, tæt og blød. Pelsen danner en tydelig krave omkring halsen, bukser på bagbenene og en busket hale. Standarden beskriver en naturlig pels, som ikke skal se formklippet ud. Anerkendte farver omfatter blandt andet hvid, sort, brun, orange og gråschatteret samt flere andre definerede farver og kombinationer.

En grundig gennemgang cirka hver anden uge er et godt udgangspunkt ifølge Svenska Kennelklubben, men mange hunde har brug for hyppigere børstning, når de fælder. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden i stedet for blot at glatte overfladen. Øg plejen, så snart små filtringer begynder at dannes. Hyppigheden skal følge hundens pels, årstiden og hverdagen; én fast plan passer ikke til alle individer.

Pelsens kvalitet er vigtigere end størst mulig fylde. En korrekt dobbeltpels indeholder både dækhår og underuld. Meget underuld kombineret med manglende dækhår er et kendt problem i racen og kan gøre pelsen vanskelig at pleje. Når du møder en opdrætter, er det derfor nyttigt at se voksne hunde og ikke kun hvalpens bløde hvalpepels.

## Temperament og personlighed

Pomeranian er ofte opmærksom, livlig og stærkt knyttet til sine mennesker. Racestandarden beskriver en glad, hengiven og lærenem hund uden udpræget jagtlyst, men det er et avlsideal og ingen garanti for, hvordan hvert individ fungerer med fremmede, børn eller andre dyr.

Spidshundens årvågenhed gør, at den hurtigt kan reagere på lyde, bevægelse uden for vinduet eller nogen, der kommer til døren. Gøen har baggrund i racens rolle som vagthund. Målet behøver derfor ikke være en hund, der aldrig siger til, men en hund, som kan stoppe, søge støtte hos sin fører og falde til ro igen. Begræns muligheden for at øve lange perioder med gøen, beløn pauser og træn en rolig rutine i situationer, der plejer at udløse gøen.

Socialisering er værdifuld, men lover ikke et bestemt temperament. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og stabile hunde i et tempo, hvor den stadig kan tænke, søge kontakt og komme sig. Mere eksponering er ikke nødvendigvis bedre, hvis hunden bliver overvældet.

En BPH-adfærdsbeskrivelse kan vise, hvordan den beskrevne hund reagerede i standardiserede øvelser, men resultatet er ikke bestået eller ikke bestået og forudsiger ikke alt. Datagrundlaget for Pomeranian er desuden begrænset. Se et eventuelt BPH-resultat sammen med forældrenes adfærd i hverdagen og det, opdrætteren kan fortælle om voksne slægtninge.

## Træning og motion

Pomeranian har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et universelt antal minutter, som passer til alle hunde. En god hverdag kombinerer gåture i hundens tempo med næsearbejde, samarbejde, leg og uforstyrret hvile. Vurder balancen ud fra hundens huld, bevægelser, koncentration og evne til at falde til ro, ikke kun hvor langt den har gået.

Racen kan have glæde af nosework, rallylydighed og agility, når opgaverne og omgivelserne tilpasses hundens størrelse og erfaring. Kontaktøvelser, indkald, tricks og søg efter mad eller genstande giver også meningsfuld aktivering. Lad hundens engagement styre længden på træningspassene i stedet for en fast plan på fem eller ti minutter.

Belønningsbaseret træning hjælper hunden med at forstå, hvad der kan betale sig, uden at gøre den mere usikker. Prioritér dette tidligt:

- rolig håndtering af poter, mund og pels
- kontakt og indkald, selv når noget bevæger sig eller laver en lyd
- at kunne trække sig og hvile
- en indlært pause, efter at hunden har bemærket en lyd
- tryghed på forskellige underlag og under transport i hverdagen

Den lille krop kræver sikkerhed, ikke inaktivitet. Løft hunden, når situationen reelt indebærer en risiko, men lad den også gå, snuse og løse enkle opgaver selv. Forebyg fald fra møbler eller arme, og stop voldsom leg med betydeligt større hunde, før størrelsesforskellen bliver et problem.

## Sundhed

Ved køb af hvalp i Sverige er forældrenes registrerede patellastatus, oplysninger om tænder og bid samt information om pelsproblemer hos voksne slægtninge særligt nyttige. Identificerede hunde, registrerede resultater og åbne svar fortæller mere end en lang liste over mulige sygdomme.

Patellaluksation forekommer hos Pomeranian og andre små hunderacer. I Sverige er patellaundersøgelse ikke et obligatorisk sundhedsprogram for racen, men den svenske raceklub, Pomeranianklubben, anbefaler, at avlshunde undersøges. Klubben anbefaler, at hunde med grad 2 eller 3 ikke bruges i avl, og at grad 1 kun kombineres med grad 0. Det er en avlsanbefaling, ikke en garanti for hvalpens fremtidige sundhed.

Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og kontrollér resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser Hunddata eller Avelsdata. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og status for begge forældre. Formuleringen “forældrene er testet” er ikke nok, hvis identitet og resultat ikke kan spores.

Hårtab omtales nogle gange som “black skin disease”, BSD eller alopecia X. Racens gældende svenske avlsstrategi understreger, at BSD hverken er en sygdom i sig selv eller en videnskabelig diagnose, men en dagligdags samlebetegnelse for flere tilstande, der kan give pelstab. Uforklarligt hårtab kræver derfor en veterinærvurdering. Spørg, hvordan pelsen har udviklet sig hos forældrene og ældre slægtninge, men kræv ikke sikre løfter om arvelighed, når årsagerne er uklare.

Tænder, kæber og bid er også vigtige i racen. Væn hvalpen til at få undersøgt munden, og begynd tidligt med tandbørstning; tænderne bør helst børstes dagligt. Søg hjælp, hvis hunden har smerter, svært ved at spise, eller hvis biddet ser ud til at skade blødt væv i munden.

## Historie og oprindelse

Pomeranian har sin oprindelse i Tyskland og tilhører familien tysk spids. Zwergspitz betyder dværgspids, mens Pomeranian er det internationalt kendte navn på den samme officielle størrelsesvariant.

Racens moderne type blev videreudviklet i England. Her blev Pomeranian Club stiftet i 1891, og en tidlig racestandard blev udarbejdet. Den dokumenterede historie opsummeres derfor bedst som en tysk spidsbaggrund med vigtig videreudvikling i England, ikke som en sikker og ubrudt fortælling om én bestemt forhistorisk hundetype.

Racens tidligere rolle som vagthund er med til at forklare nutidens årvågenhed og tendens til at gø. I dag holdes Pomeranian først og fremmest som selskabshund, men den har bevaret spidshundens årvågenhed og nyder ofte opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og bruge næsen.

## At leve med racen

Pomeranian kan fungere med børn, andre dyr og i lejlighed, men kun når de voksne tilpasser omgivelserne til en meget lille, opmærksom hund. Hverken racenavnet eller tidlig socialisering gør samspillet automatisk sikkert.

Små børn og hunde skal altid have en voksen i nærheden. Barnet bør sidde ned under kontakten, lade hunden gå væk og aldrig bære den uden hjælp. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En Pomeranian er ikke et legetøj, og et fald fra nogens arme eller et højt møbel kan få alvorlige følger, selv om racen er livlig og robust i forhold til sin størrelse.

Med andre hunde er kontrollerede møder vigtigere end mange møder. Vælg rolige individer, træn rolig kontakt på afstand, og stop ulige fysisk leg. En kat bør introduceres gradvist, gerne først via duft og en barriere. Katten skal have sin egen flugtvej, og jagt må ikke blive en indlært adfærd. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt.

Det kan fungere at bo i lejlighed, når hunden får aktivitet udendørs og kan slappe af indendørs. Den afgørende udfordring er ofte lyd, ikke boligens størrelse. I en ejendom, hvor lyden let breder sig, skal ejeren forebygge vagtadfærd ved vinduer og døre, træne rolige rutiner og tage hensyn til naboerne.

Pomeranian beskrives ofte som stærkt knyttet til sine mennesker og bør gradvist lære at være alene. En hvalp kan ikke efterlades alene fra begyndelsen. Start med meget korte perioder i trygge omgivelser, og øg kun, mens hunden forbliver rolig. Hvis den begynder at gø vedvarende, gå uroligt omkring, kradse eller ikke kan falde til ro, er øvelsen blevet for svær og skal gøres lettere.

Før du køber hvalp, bør du kontrollere mere end farve og lovet voksenvægt:

- mød tæven og gerne andre voksne slægtninge
- spørg, hvordan de reagerer på lyde, fremmede, håndtering og hvile
- kontrollér begge forældres identitet og patellaresultat
- spørg om tænder, bid og vedvarende pelstab i familien
- bed opdrætteren forklare målet med kombinationen, og hvordan tidligere afkom har udviklet sig
- afvis salgsargumenter, der gør “teacup” eller “mini” til en sundhedsgaranti

Et godt match er en Pomeranian med et forventet temperament og plejebehov, der passer til din hverdag, fra en opdrætter, som viser dokumentation, kender sine voksne hunde og kan tale lige så åbent om variation og risici som om racens charme.

Pomeranian

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Deutscher Spitz Club (Germany)

Lille, rævelignende spidshund med fyldig, dobbelt pels i mange farver. Med en vægt på 2–3,5 kg er Pomeranians livlige, årvågne og meget menneskeorienterede selskabshunde, som også er gode vagthunde. De har brug for regelmæssig pelspleje, blid og positiv træning, daglige gåture, hjernetræning, tandpleje og beskyttelse af deres små led.

Liten kärleksfull kennel i hemmiljö. Vi bor på landet men ändå inte. Valparna växer upp i hemmet med våra hundar. Vi är noga med vem vi säljer våra valpar till så vi har ingen kölista. Stort välkommen att kontakta oss om ni är intresserade av en ny familjemedlem 🌸

Triple L Poms

## Kort fortalt

Den store pudel er den største af pudlens fire officielle størrelser og en aktiv selskabshund med stort behov for både samarbejde og pelspleje. Navnet **kungspudel** bruges af og til i svensk daglig tale, men det er ikke en selvstændig race eller størrelsesvariant. På svensk hedder varianten officielt **Pudel, stor**; på denne danske side er navnet **Pudel, stor**.

- **Racetype:** anerkendt puddelvariant i FCI-gruppe 9, selskabshunde
- **Mankehøjde:** over 45 til og med 60 cm; racestandarden tillader 2 cm tolerance opefter
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen officiel vægt
- **Pels:** rigelig, krøllet uldpels eller pels, der danner snore
- **Ideelt temperament:** opmærksom, aktiv, samarbejdsvillig og let at træne
- **Behov i hverdagen:** daglig fysisk aktivitet, mental stimulering, hvile og regelmæssig pelspleje
- **Svensk sundhedsprogram:** forældredyrene skal have officiel HD-status før parring

En stor pudel kan passe til en engageret førstegangsejer, men racen er ikke nem at passe, blot fordi den er samarbejdsvillig. Den kommende ejer skal have lyst til at træne hverdagsfærdigheder, give hunden meningsfuld aktivitet og passe pelsen, også når vejret er vådt, og kalenderen er fuld.

## Udseende og pels

Den store pudel skal være harmonisk og atletisk med en krop, der er lidt længere end mankehøjden – ikke helt kvadratisk. Den officielle højde er over 45 til og med 60 cm med 2 cm tolerance opefter. Tolerancen betyder ikke, at 62 cm er den normale målhøjde. Da racestandarden ikke angiver nogen vægt, bør en voksen hund vurderes ud fra proportioner og huld, ikke efter et påstået officielt antal kilo.

Standarden anerkender to pelsstrukturer. Uldpudlen har en tæt, fin, uldagtig og krøllet pels, mens snorepudlen har pels, der formes til lange, tydelige snore. Selskabshunde holdes ofte i en praktisk, kortere frisure, men en kort frisure fjerner ikke behovet for bad, grundig gennemgang af pelsen og klipning.

De godkendte puddelfarver er flere, end mange ældre racebeskrivelser giver indtryk af. Ud over ensfarvet sort, hvid, brun, grå og abrikosrød godkender den nuværende standard flere bestemte flerfarvede mønstre. De omfatter blandt andet hvid kombineret med sort, grå, brun eller abrikosrød samt tan-aftegninger, trefarvet og brindle pels. De flerfarvede muligheder blev indført i den internationale standard, der trådte i kraft i Sverige i 2024. Ældre oplysninger om, at en pudel altid skal være ensfarvet, er derfor forældede.

Pelsen vokser hele tiden og kræver en plan. Hvor ofte den skal redes ud, bades og klippes, afhænger af pelslængde, frisure, aktivitet og hvor let pelsen filtrer. Kontrollér helt ned til huden i stedet for kun at børste overfladen. Væn roligt hvalpen til kam, klippemaskine, føntørrer, håndtering af poter og til at stå stille; det gør den fremtidige pleje lettere.

En stor pudel beskrives ofte som en race, der fælder lidt, men begrænset fældning er ikke det samme som allergifrihed. Hundeallergener findes blandt andet i hud og spyt, og reaktionen kan variere mellem enkelte hunde – også mellem kuldsøskende. En person med allergi bør derfor ikke vælge en stor pudel alene på grund af racenavnet eller et løfte om en ”hypoallergen” pels.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal den store pudel være opmærksom, aktiv, trofast og let at lære og træne. I hverdagen viser det sig ofte som en hund, der hurtigt opfatter mønstre, søger kontakt og gerne deltager i familiens aktiviteter. Den samme opmærksomhed betyder også, at hunden hurtigt kan lære uønskede rutiner, hvis regler, belønninger og forventninger er uklare.

At racen er lærenem, betyder ikke, at alle store pudler har samme temperament, og en intelligensrangliste forklarer ikke, hvordan en hund fungerer i hverdagen. Resultater fra BPH-beskrevne pudler kan vise fælles træk, men de beskriver de hunde, der deltog – ikke alle store pudler. Social tryghed, aktivitetsniveau, lydfølsomhed, interesse for at jage og evnen til at falde til ro kan variere med arv, tidlige erfaringer og træning.

Mød om muligt hvalpens mor og gerne voksne slægtninge. Læg mindre vægt på, om hundene kan et trick, og mere på hvordan de kommer sig efter en overraskelse, hilser uden at blive hængende i høj stress og falder til ro, når der ikke sker noget. Spørg opdrætteren, hvilke egenskaber der faktisk går igen i familien, og hvordan den planlagte kombination forventes at fungere i et almindeligt hjem.

En stor pudel kan være et godt valg for en førstegangsejer, der holder af træning og accepterer pelsarbejdet. Den passer dårligere til den, der først og fremmest ønsker en selvstændig hund eller en stor hund med minimalt behov for daglig kontakt og aktivering.

## Træning og motion

En stor pudel har brug for fysisk bevægelse og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, helbred, form, vejr, underlag og restitution er afgørende for et godt forløb. En afbalanceret hverdag rummer både ture og mulighed for at snuse, undersøge, samarbejde og hvile uforstyrret.

Racen sætter ofte pris på træning, hvor den får lov til at forstå en opgave: lineføring, indkald, apportering, næsearbejde, kropskontrol eller andre hundesportsgrene. Korte, tydelige pas kan kombineres med færdigheder i virkelige miljøer. Målet er ikke at holde hunden beskæftiget hele tiden, men at udvikle en hund, der kan skifte mellem aktivitet og ro.

For en hvalp er kvalitet og gradvis tilvænning vigtigere end en mekanisk minutregel. Lad hvalpen bevæge sig i sit eget tempo på varierede, men sikre underlag, giv pauser, og øg belastningen gradvist. Tilpas næste pas efter, hvordan hvalpen bevæger sig, bevarer koncentrationen og falder til ro bagefter.

Pudlens historie som vandapporterende hund forklarer, hvorfor vand og apportering ofte nævnes i racebeskrivelser. Det garanterer dog ikke, at enhver stor pudel har lyst til at svømme. Introducér vand uden tvang, vælg sikre steder, og lær hunden at gå i og komme op på signal.

## Sundhed

Det vigtigste dokumenterbare sundhedskrav i svensk avl af stor pudel handler om HD-status: Begge forældredyr skal have et officielt hofteresultat før parring, for at afkommet kan registreres efter Svenska Kennelklubbens regler. En oplysning om, at forældrene er ”sundhedstestede”, er derfor ikke nok – spørg, hvilke undersøgelser der er foretaget, og kontrollér resultaterne.

HD graderes fra A til E. A og B regnes som normale hofter, og det svenske program for stor pudel tillader også grad C i avl. Svenska Pudelklubbens strategi er, at hunde med D eller E ikke skal bruges. Resultatet for den enkelte hund er dog kun en del af billedet, fordi både arv og miljø påvirker hofteleddenes udvikling.

Stor pudel har også HD-indeks. Indekset kombinerer hundens eget resultat med oplysninger om slægtninge; værdien 100 svarer til racens gennemsnitlige beregnede avlsværdi på beregningstidspunktet. Svenska Pudelklubben anbefaler et beregnet kuldindeks på mindst 97 for en planlagt kombination. Det er en avlsanbefaling og skal ses sammen med forældrenes grader, resultater i familien, øvrig sundhed og genetisk variation – ikke som en selvstændig kvalitetskarakter for hvalpen.

Det er let at blande sundhedsreglerne for pudlens fire størrelser sammen. Det formelle svenske DNA-krav for prcd-PRA gælder toy-, dværg- og mellempudel, ikke stor pudel. Svenska Pudelklubben opfordrer dog til DNA-test for øjensygdommen rcd4 hos alle størrelser og anbefaler øjenundersøgelse. Et DNA-resultat gælder kun den bestemte genvariant, testen omfatter, og erstatter hverken en øjenundersøgelse eller en bred vurdering af hundens sundhed.

Før køb er disse spørgsmål mere nyttige end en lang, generel sygdomsliste:

- Hvilke officielle HD-resultater har begge forældre, og hvad er kombinationens beregnede HD-indeks?
- Findes der HD-resultater fra voksne søskende og andre nære slægtninge?
- Er forældrene øjenundersøgt, og hvilke DNA-test er foretaget? Bed om testens præcise navn og resultat.
- Hvilke tilbagevendende diagnoser, bevægelsesproblemer eller andre sundhedsproblemer kender opdrætteren til i familien?
- Hvor gamle er de ældre slægtninge, og hvordan har deres funktion og sundhed udviklet sig?

## Historie og oprindelse

Pudlens dokumenterede baggrund er europæisk, og Frankrig er angivet som racens hjemland i den internationale standard. Standarden beskriver en oprindelse tæt på racen barbet og tidlig brug ved jagt på vandfugle. Også historien bag racenavnet er knyttet til vand og ænder.

Den store puddelvariant lå nærmest det oprindelige arbejde i vand, før pudlen udviklede sig videre som selskabs- og udstillingshund i flere størrelser. Svenska Pudelklubbens racehistorie forklarer den klassiske løveklipning som en funktionel klipning til vandarbejde: Pels blev bevaret på udsatte områder, mens andre partier blev barberet for at gøre bevægelse i vand lettere. Nutidens frisurer har først og fremmest praktiske formål og udstillingsformål, men forbindelsen gør den karakteristiske silhuet lettere at forstå.

Puddellignende hunde ses i europæisk kunst fra 1400-tallet. Den moderne standardisering af racen kom langt senere, og nutidens store pudel bedømmes som selskabshund – ikke som om hvert individ allerede var en færdigtrænet vandapportør.

## At leve med racen

Livet med en stor pudel fungerer bedst, når familien planlægger efter tre ting på én gang: tæt samarbejde, daglig aktivitet og pelspleje, der aldrig helt holder pause. En hund, der får brugt både krop og hoved, men også lærer at hvile, er som regel lettere at leve med end en hund, der kun får mere og mere intens motion.

En stor pudel kan bo i lejlighed, hvis ejeren sørger for gode rutiner for luftning og ture, aktivitet og ro indendørs. En have kan være praktisk, men erstatter ikke ture, miljøtræning eller tid sammen. Gøen og uro bør ikke afvises som uundgåelige raceegenskaber; se i stedet på situationen, hvad der belønnes, stress, mangel på passende aktivitet og hundens mulighed for at falde til ro.

Alenetid skal læres gradvist med korte perioder, hvor hunden stadig er tryg. Hvor hurtigt træningen kan øges, afhænger af individet. Planlæg allerede før købet hvalpetid, arbejdsdage og hjælp efter behov, i stedet for at antage, at en lærenem hund automatisk kan være alene i et bestemt antal timer.

Racen kan fungere godt med børn, andre hunde og katte, men racenavnet er ingen garanti. Børn og hunde skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Møder med en kat eller en anden hund bør foregå roligt og kontrolleret med mulighed for at skabe afstand. Hvalpens tidligere erfaringer, de voksne dyrs adfærd og ejerens introduktion betyder mere end et generelt ja eller nej i en racetabel.

Bed til sidst opdrætteren om at vise, hvordan en almindelig omgang pelspleje foregår, og forklare, hvilken frisure hundene har derhjemme. Kombinér den praktiske demonstration med dokumenterbare HD-resultater, klare oplysninger om øjne og DNA-test samt en ærlig beskrivelse af voksne slægtninges temperament. Så bygger valget af stor pudel på den hund, du faktisk kan få – ikke på løfter, som ingen race kan garantere.

Pudel, stor

The Poodle Club of the United Kingdom

Société Centrale Canine (France)

The Kennel Club (United Kingdom)

Pudel, stor er en atletisk, fældesvag apporterende vandhund med en tæt, krøllet pels, der kræver regelmæssig pelspleje. Den er meget intelligent og sensitiv, trives rigtig godt med træning, hundesport og familieliv og har det bedst med tæt selskab, daglig motion og mental stimulering.

Vegeljung :s kennel

## Kort fortalt

Staffordshire bull terrier er en britisk, kompakt terrier med stor styrke i forhold til sin størrelse. Det er en selvstændig, anerkendt race, ikke den samme race som american staffordshire terrier, bull terrier eller american bully. Hos den rette ejer kan den være en tæt og aktiv selskabshund, men valget bør bygge på den enkelte hunds temperament, adfærd ved hundemøder og familiens evne til at håndtere en stærk og hurtig hund – ikke på kælenavne eller stereotyper.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i Midlands og Staffordshire
- **Racegruppe:** FCI gruppe 3, terriere
- **Mankehøjde:** 35,5–40,5 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 12,7–17 kg for hanner og 11–15,4 kg for tæver
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Passer bedst hos:** en ejer, der vil træne belønningsbaseret, kan læse hundens signaler og har en gennemtænkt plan for hundemøder, motion og restitution

Racestandarden beskriver en intelligent, hengiven, modig og pålidelig hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Opvækstmiljø, sundhed, erfaringer og arvelige egenskaber påvirker hverdagen. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis personen er indstillet på at træne kontrol i hverdagen og forebygge vanskelige situationer.

## Udseende og pels

En Staffordshire bull terrier skal forene muskelkraft med balance, smidighed og frie bevægelser. Brystkassen er bred, kroppen kompakt og hovedet kort og dybt med et bredt kranium. Mere vægt er ikke et tegn på bedre racetype. Højde og vægt skal passe sammen, og en hund, der bliver for tung, mister den bevægelighed, som hører til racen.

Standarden angiver en mankehøjde på 35,5–40,5 cm. Hanner skal veje 12,7–17 kg og tæver 11–15,4 kg. Den øvre vægt er ikke et mål i sig selv; huld, muskler, køn og kropsbygning skal vurderes samlet.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Fjern løse hår, og tilpas bad efter hundens behov i stedet for at følge en fast plan. Kløe, gentagen rødme eller slikken på poterne bør ikke afvises som et almindeligt pelsproblem.

Godkendte farver er rød, fawn, hvid, sort eller blå, med eller uden hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Leverfarve og sort med tantegninger er ifølge standarden absolut uønskede. Blå er en godkendt farve, men farve bør aldrig veje tungere end sundhed, temperament og en gennemtænkt kombination.

Racen har et forholdsvis kort hoved, men vejrtrækningen skal være fri og stille. Gentagen snøften, tydelig vejrtrækningslyd ved moderat aktivitet eller kraftig snorken under søvn bør ikke bortforklares som normalt for racen. Det er funktionen, der afgør, om hoved og luftveje fungerer godt.

## Temperament og personlighed

Staffordshire bull terrier forventes at være hengiven over for mennesker, modig og mentalt stabil, men svenske mentalbeskrivelser viser stor variation. En hund kan være åben og energisk, mere afventende eller hurtigt blive overvældet. Eksempler fra forældres og nære slægtninges hverdag er derfor mere værdifulde end påstande om, hvordan racen “altid” er.

En intens og langvarig hilsen beviser ikke tryg social adfærd; den kan også handle om høj ophidselse eller social stress. Hunden skal kunne falde til ro igen og fravælge kontakt. Aggressivitet over for mennesker og ekstrem skyhed hører ikke til raceidealet og bør tages alvorligt.

Hundens indstilling til mennesker siger ikke, hvordan den fungerer med andre hunde. Racens historie og den variation, som raceklubben beskriver, gør det klogt at vælge legekammerater med omhu og ikke regne med, at en voksen hund trives i en ukendt gruppe eller hundegård. Ikke alle Staffordshire bull terriere er aggressive over for hunde; den faktiske legestil, evnen til at afbryde, spændingsniveauet og erfaringerne skal styre – ikke regler baseret på køn eller en raceetiket.

BPH, MH og mentalindeks kan give værdifuld information om forældredyr og slægtninge, men forudsiger ikke hele hvalpens personlighed. Spørg, hvordan hundene reagerer på overraskelser, mennesker, håndtering, skudlyde og hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Kælenavnet “nanny dog” er ikke en sikkerhedsvurdering. Selv en meget menneskeglad hund kan blive stresset, have smerter eller reagere hurtigt. Barn og hund skal derfor altid være sammen med en opmærksom voksen, som kan læse situationen og gribe ind i tide.

## Træning og motion

Staffordshire bull terrier har brug for regelmæssig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men der findes ingen bestemt motionstid, som passer til alle. En god uge kan indeholde ture i forskellige miljøer, fri bevægelse på et sikkert område, næsearbejde, korte træningspas og rolige dage. Mængden tilpasses alder, kondition, sundhed, temperatur, intensitet og restitution.

Belønningsbaseret træning passer til racens energi og lyst til at samarbejde. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker: at gå roligt i snor, indkald eller lang line, passering af hunde, at kunne afbryde en aktivitet, hilse roligt, vente, acceptere håndtering og falde til ro. Målet er ikke blind lydighed, men en hund, der kan træffe gode valg, også når den bliver ivrig.

Social træning betyder ikke, at hunden skal lege med alle. Nogle få nøje udvalgte hunderelationer, tydelige pauser og kontrollerede møder giver ofte bedre rammer end en urolig hundegård. Stop, hvis kroppen bliver stiv, legen ensidig, intensiteten kun stiger, eller en hund prøver at komme væk. Træn gerne rolig tilstedeværelse på afstand i stedet for altid at gå hen til den anden hund.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og udvikle kropskontrol uden lange, ensidige eller påtvungne motionspas. For voksne hunde kan for eksempel nosework, lydighed, rallylydighed og tilpasset agility give både tankeopgaver og samarbejde. Øg belastningen gradvist.

I varme eller ved hård aktivitet skal hundens vejrtrækning og restitution være styrende. Søg dyrlæge, hvis hunden får tydeligt besværet eller støjende vejrtrækning, bliver usikker på benene eller har svært ved at vende tilbage til normal vejrtrækning. Sådanne tegn bør ikke accepteres som en del af racens udseende.

## Sundhed

Allergi og atopiske hudproblemer er blandt de vigtigste aktuelle sundhedsområder for Staffordshire bull terrier i Sverige. Spørg derfor ikke kun, om en forælder har et testresultat, men også om kløe, øreproblemer, poteproblemer og andre hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom. Tilbagevendende hudsymptomer kan påvirke både velfærd og hverdag i lang tid.

Raceklubbens nuværende arbejde fremhæver også led og bevægelser, især hofter, albuer og knæ, samt øjne, tænder, bid og vejrtrækning. Hornhindeskader og forkert placerede øjenvipper forekommer, og forkert placerede hjørnetænder kan beskadige væv i munden. Bed om at se, hvordan forældredyrene bevæger sig og trækker vejret under almindelig aktivitet, ikke kun når de står opstillet.

Sundhedskrav og anbefalinger er ikke det samme. SKK's registreringsregler for 2026 stiller ikke et særligt krav om, at forældre til Staffordshire bull terrier skal have et bestemt resultat fra en sundhedstest. Raceklubbens gældende avlsstrategi anbefaler derimod, at begge forældre har resultater for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC samt kendt mental status gennem BPH eller MH. Som hvalpekøber bør du bede om de faktiske resultater, selv om de ikke er en betingelse for registrering.

L2Hga og HC er to forskellige recessivt arvelige sygdomme med DNA-test. SKK registrerer L2Hga-resultater centralt på niveau 1 i sundhedsprogrammet. En bærer er ikke syg af den pågældende recessive variant, men må kun parres med en hund, der er testet fri. En hund, der har arvet sygdomsvarianten fra begge forældre, må ikke bruges i avl. Kontrollér hundens identitet, prøvedato og resultater for kombinationen. En DNA-test siger intet om allergi, led, vejrtrækning eller generel sundhed.

Raceklubben fraråder i sin gældende avlsstrategi kombinationerne blå med blå og hvid med hvid. Det er et råd om avlskombinationer, ikke et bevis på, at hver blå eller hvid hund er syg. Vælg aldrig primært en hvalp efter en usædvanlig farve, og acceptér ikke dårligere dokumentation for at få et bestemt udseende.

## Historie og oprindelse

Staffordshire bull terrier blev udviklet i det engelske Midlands og området omkring Staffordshire fra ældre hunde af bull- og terriertype. Baggrunden omfatter datidens blodige kampe med dyr og hundekampe. Da kampe mod fastbundne dyr blev forbudt i 1835, fortsatte hundekampe ulovligt, samtidig med at hundene også levede tæt på deres ejere. Historien bør beskrives åbent, men den gør ikke hver moderne hund aggressiv og bør ikke bruges til at romantisere risikofyldt adfærd.

Arbejdet frem mod en ensartet race tog fart i det 20. århundrede. Den britiske kennelklub anerkendte Staffordshire bull terrier den 25. maj 1935. Det lagde grunden til en skriftlig standard og mere organiseret avl med fokus på en stærk, smidig og stabil terrier. Den første kendte import til Sverige kom i 1962.

Nutidens race skal bedømmes ud fra dens aktuelle funktion, sundhed og temperament. Historien forklarer, hvorfor kraft, udholdenhed og hundemøder fortjener særlig opmærksomhed, men den erstatter aldrig en vurdering af den enkelte hund.

## At leve med racen

Staffordshire bull terrier kan bo med børn, men ingen hund er barnepige. En voksen skal styre kontakten, hunden skal have ro, når den sover og spiser, og både barn og hund skal kunne forlade situationen. Børn bør ikke klatre på, holde fast i eller tage ting fra hunden.

Samliv med en anden hund, kat eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidligere roligt samliv er nyttig information, men ingen garanti for fremtiden. Introducér dyrene gradvist, brug fysisk adskillelse, når ingen kan holde opsyn, giv katten høje eller separate flugtveje, og afbryd jagt, fiksering eller stigende ophidselse tidligt.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hundens behov for aktivitet, luftning og restitution bliver dækket, og hvis ejeren kan håndtere lyde og møder i opgange og indgange. Træn alene-hjemme-tid gradvist, og følg hundens adfærd, gerne med kamera. Der findes ikke én bestemt tid, der passer til hele racen. I Sverige må et lukket bur ikke bruges til almindelig opbevaring eller som en normal løsning på problemer med at være alene.

Før et køb bør du bede om mere end en liste med testnavne:

- Kontrollér hundens registrerede race og stamtavle, så den ikke forveksles med andre bull- og terrierracer.
- Bed om at se resultaterne for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC og få den planlagte kombination forklaret.
- Spørg om hud, ører, poter, tænder, bid, vejrtrækning og bevægelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.
- Gennemgå BPH, MH eller mentalindeks sammen med konkrete eksempler fra hverdagen og hundemøder.
- Find ud af, hvorfor opdrætteren har valgt netop disse to hunde, og hvilke svagheder kombinationen skal forbedre.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om racen er “sød” eller “hård”, men om hundens egenskaber passer til dit hjem, og om du kan give den sikker træning, passende aktivitet, hvile og egnet selskab.

Staffordshire bull terrier

The Staffordshire Bull Terrier Club of Great Britain

American Kennel Club (AKC) - Though not EU, it is a well-established source

Staffordshire bull terrier er en kompakt, muskuløs engelsk terrier med kraftig kropsbygning og kort, letplejet pels. Den er kendt for sin dybe kærlighed til mennesker, især børn, og er livlig og følsom. Den har brug for daglig motion, positiv træning, robuste tyggelegetøj og tæt fællesskab med sin familie.

Devils Angel

## Kort fortalt

American staffordshire terrier, ofte kaldet amstaff, er en amerikansk terrier i FCI-gruppe 3. Det er en kompakt og meget stærk hund, som i dag primært holdes som selskabshund. Racen passer bedst til en ejer, der holder af aktiv træning og er indstillet på det ansvar, der følger med en kraftfuld hund i hverdagen.

- Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver.
- Racestandarden angiver ingen idealvægt i kilo. Som en grov rettesnor oplyser Svenska Kennelklubben 28–33 kg for hanhunde og 19–25 kg for tæver, men et sundt huld og harmoniske proportioner er vigtigere end et enkelt tal.
- Pelsen er kort, tæt, hård og blank og kræver som regel kun enkel pleje.
- Raceidealet er en opmærksom, modig og interesseret hund. Svenska Kennelklubben beskriver også amstaffen som social, aktiv og samarbejdsvillig, men der kan være store forskelle fra hund til hund.
- Den, der vil rejse med hunden, skal undersøge ruten på forhånd: amstaff er omfattet af raceforbud i både Norge og Danmark.

American staffordshire terrier er en selvstændig, anerkendt race med sin egen standard. Man kan derfor ikke afgøre racen alene ud fra et bredt hoved, en kort pels og en muskuløs krop. For en kommende hvalpekøber giver en registreret stamtavle og oplysninger om forældredyrene langt mere viden end antagelser ud fra udseendet.

## Udseende og pels

Amstaffen skal være stærk i forhold til sin størrelse, muskuløs og kompakt, men samtidig bevægelig og smidig. Kroppen skal virke harmonisk, ikke så tung eller overdrevet, at bevægelserne påvirkes. Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver. Standarden kræver, at højde og vægt står i forhold til hinanden, men angiver ikke noget vægtinterval. Svenska Kennelklubbens vægtangivelser er derfor en grov rettesnor i hverdagen, ikke en idealvægt, som alle hunde skal nå.

Pelsen ligger tæt ind til kroppen og er kort, hård og blank. En blød børste eller gummibørste er ofte nok til at fjerne løse hår, og hunden kan bades, når der reelt er behov for det. Væn roligt hvalpen til, at poter, kløer, ører, mund og hud bliver undersøgt. Det gør både den daglige pleje og senere undersøgelser hos dyrlægen lettere.

Standarden tillader ensfarvet, flerfarvet og plettet pels. Helt hvidt, mere end 80 procent hvidt, sort med tan-aftegninger og leverfarve er derimod farver, som standarden fraråder at fremme. Farven siger ikke noget sikkert om temperament eller sundhed. Rødme i huden, kløe, gentagen slikken på poterne eller forandringer i ørerne bør vurderes som symptomer og ikke forklares med pelsfarven.

## Temperament og personlighed

En amstaff skal være opmærksom, nysgerrig og modig, men racebeskrivelser viser et ideal og gennemsnit – ikke hvordan hver enkelt hund bliver. Adfærdsdata fra Svenska Kennelklubben viser forholdsvis høj socialitet og energi på raceniveau, samtidig med at variationen mellem individer er stor. Opvækst, erfaringer og træning har betydning, men nære slægtninges adfærd er også relevant, når du vælger hvalp.

Bed opdrætteren forklare forældrenes BPH-resultater og, hvis det findes, mentalindeks ved hjælp af konkrete eksempler fra hverdagen. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede mennesker, pludselige lyde, nye underlag, håndtering og møder med andre hunde. Mød helst tæven og andre nære slægtninge. Ordet »social« siger langt mindre end en beskrivelse af, hvordan hunden falder til ro igen efter noget uventet.

Racen er fysisk kraftfuld og kan være pågående. Rolige, kontrollerede møder er derfor vigtigere end, at hunden skal hilse på alle. Hverken racenavnet eller kønnet kan afgøre, om en amstaff kan fungere med en bestemt hund, kat eller et mindre kæledyr. Vurder i stedet den enkelte hunds tidligere erfaringer, interesse for at jage eller lege og evne til at afbryde og falde til ro.

Når hunden introduceres til en kat, bør katten have sine egne sikre steder og altid kunne trække sig. Brug et gitter eller en anden sikker adskillelse, hold de første møder korte og rolige, og forebyg jagt fra begyndelsen. Lad ikke dyrene være alene sammen, før deres adfærd er velkendt, og vær indstillet på, at nogle kombinationer aldrig bliver sikre.

En amstaff kan bo i en familie med børn, men en voksen skal altid have ansvaret for samværet. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og hunden skal have sit eget uforstyrrede sted. På grund af styrken bør børn ikke håndtere hunden alene i situationer, hvor et pludseligt ryk eller et møde med en anden hund kan blive svært at styre.

## Træning og motion

Amstaffen har brug for fysisk aktivitet og mental stimulering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til alle. En unghund, en sund voksen hund og en hund med smerter eller ledproblemer har brug for forskellige forløb. Tilpas niveauet til alder, sundhed, restitution og hundens adfærd hjemme efter aktiviteten. Målet er en hund i god form, som kan skifte mellem aktivitet og hvile, ikke at gøre den udmattet for enhver pris.

Gåture kan kombineres med næsearbejde, spor, lydighed og korte problemløsningsopgaver. Svenska Kennelklubben fremhæver blandt andet nosework, spor og lydighed som egnede aktiviteter. Øg varighed og belastning gradvist, og hold hunden i et sundt huld. Hvis hunden pludselig bevæger sig anderledes, tøver med at hoppe ind i bilen eller er længere om at komme sig, bør en dyrlæge undersøge årsagen. Forsøg ikke at løse ændringen med mere træning.

Hverdagstræningen bør begynde tidligt og bygge på belønninger, tydelige rutiner og overkommelige trin. Følgende færdigheder er særligt nyttige for en stærk amstaff:

- at gå med løs line og kunne vende væk fra et møde med en anden hund;
- et sikkert indkald og et signal til at slippe eller gå væk fra noget;
- rolige hilsner uden hop eller træk;
- at kunne vente og falde til ro bag et gitter eller en anden adskillelse;
- tryg håndtering af poter, kløer, ører, mund og krop.

Træning, der bygger på smerte, frygt eller hårde korrektioner, kan skade både tillid og indlæring. Beløn den adfærd, du ønsker, gør øvelsen lettere, når hunden har svært ved den, og få tidligt hjælp fra en dygtig instruktør, hvis hundens styrke eller reaktioner bliver vanskelige at håndtere.

## Sundhed

Hofter, albuer, hud og korsbånd er vigtige områder at spørge ind til hos amstaff. Svenska Kennelklubben nævner hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, korsbåndsproblemer og hudproblemer som kløe, udslæt, røde poter og allergi. Det betyder ikke, at alle hunde bliver ramt. Bed om konkrete oplysninger om forældre, søskende og tidligere kuld i stedet for at nøjes med en generel påstand om »sunde linjer«.

Ved svenskregistreret avl skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, og for amstaff kræves desuden officiel ED-status. Et registreret resultat betyder kun, at undersøgelsen findes, ikke automatisk at leddet er uden anmærkninger. Kontrollér derfor de faktiske grader. Raceklubbens avlsstrategi anbefaler også, at det planlagte kulds foreløbige HD- og ED-indeks ligger over 100. Det er en avlsanbefaling og må ikke forveksles med registreringsreglerne.

NCL-A er en arvelig neurologisk sygdom, som påvirker lillehjernen og kan give problemer med balance og koordination, ofte først i tre- til femårsalderen. Tilstanden nedarves autosomalt recessivt med ufuldstændig penetrans. DNA-resultater registreres som normal, bærer eller genetisk afficeret. En bærer er ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres, og en genetisk afficeret hund må ikke bruges i avl. Bed om at se de registrerede resultater, og forstå, hvordan kombinationen er planlagt.

Når du vurderer et kuld, bør du kontrollere:

- forældrenes nøjagtige HD- og ED-resultater og kuldets foreløbige indeks;
- NCL-A-status og hvordan resultaterne påvirker parringen;
- BPH og mentalindeks, hvor det findes, suppleret med nære slægtninges adfærd i hverdagen;
- hudproblemer, korsbåndsskader og andre tilbagevendende lidelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.

## Historie og oprindelse

American staffordshire terrier blev udviklet i USA fra bull-and-terrier-hunde, som fulgte med immigranter i 1800-tallet. Den amerikanske raceklub beskriver hunde af denne type i landet allerede omkring 1870. Historien omfatter en baggrund i hundekampe, men den moderne races officielle standard og avlsarbejde skal vurderes ud fra nutidens krav til funktion, sundhed og temperament.

I 1936 optog American Kennel Club hundene i sin stambog under navnet Staffordshire Terrier. Navnet blev ændret til American Staffordshire Terrier fra 1. januar 1972 for at skelne racen fra den dengang anerkendte Staffordshire Bull Terrier. Den første amstaff blev registreret hos Svenska Kennelklubben i 1991.

Årstallene forklarer, hvorfor navnene er blevet ændret, men de gør ikke alle hunde med et lignende udseende til den samme race. For nutidens hvalpekøber er en kontrollerbar stamtavle, dokumenterede sundhedsoplysninger og kendskab til nære slægtninge mere værdifuldt end løse betegnelser som »pitbulltype«.

## At leve med racen

En amstaff kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, restitution og trygge rutiner. Boligens størrelse er mindre afgørende end den måde, hverdagen fungerer på. I en etageejendom skal du kunne håndtere hunden sikkert i opgangen, elevatoren og smalle passager, forebygge generende støj og planlægge turene, så hver tur ikke bliver præget af vanskelige hundemøder.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke efterlades alene, og en tryg voksen hund bør efter tilvænning kun være alene nogle få timer ad gangen. Den svenske regel om, at hunde normalt skal luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke en anbefaling for, hvor længe en hund bør være alene. Planlæg derfor hvalpetiden, arbejdsdagene og en reserve til pasning, før hunden flytter ind.

Tænk også over den fysiske kontrol. Sele eller halsbånd skal sidde sikkert, linen skal give et stabilt greb, og den, der går med hunden, skal kunne holde den, hvis der sker noget uventet. Det er ikke et argument for hårde metoder; det er en praktisk følge af racens styrke. God planlægning, afstand og indlærte alternativer forebygger flere problemer end sene korrektioner.

Rejser kræver særlig opmærksomhed. American staffordshire terrier og krydsninger med racen er forbudt i Norge, og forbuddet omfatter indførsel. Danmark forbyder også racen og krydsninger med den ved ophold. Der findes en begrænset undtagelse for direkte gennemrejse i bil uden unødvendige stop, men det er ikke det samme som at måtte holde ferie i landet. Tog er ikke omfattet af undtagelsen. Reglerne kan ændre sig, så kontrollér altid den aktuelle information hos norske Mattilsynet og danske Fødevarestyrelsen, før du bestiller en rejse eller vælger rute.

Racen passer bedst til en ejer, der holder af struktureret træning, kan sørge for daglig aktivitet og har overskud til en hund, som både er social og fysisk krævende. Hvis husstanden ikke har tid til alene-hjemme-træning, sikre introduktioner, linetræning og omhyggelig opfølgning på sundheden, er en mindre kraftfuld eller mindre krævende race ofte et bedre valg.

American staffordshire terrier

American staffordshire terrier: muskuløs, middelstor og menneskeorienteret hund med kort, letplejet pels i mange forskellige farver. Kærlig, energisk og meget lærenem med konsekvent, positiv træning. Har brug for daglig motion, mental stimulering, socialisering og ansvarlig håndtering.

Amis a Jamais

## Kort fortalt

Finsk spids er en finsk, nordisk jagthund, der især er udviklet til jagt på skovfugle. Hunden søger selvstændigt, får fuglen på vingerne og markerer den med hals, når den har sat sig i et træ, mens jægeren nærmer sig. Halsgivningen er altså en del af arbejdet, ikke blot en hverdagsadfærd, som let kan trænes væk.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindeligt formål:** gøende fuglehund, primært til skovfugle
- **Størrelse:** hanner 44–50 cm og tæver 39–45 cm i skulderhøjde
- **Helhedsindtryk:** lidt mindre end middelstor, letbygget og næsten kvadratisk
- **Pels:** dobbelt pels med tæt underuld og rød eller gyldenrød dækpels
- **Typiske træk:** livlig, målrettet, selvstændig og meget tilbøjelig til at gø

Racen passer bedst til en ejer, der oprigtigt ønsker at give dens arbejdslyst et udløb, gerne gennem jagt eller gennemtænkte søge- og næseopgaver. Den, der søger en stille selskabshund eller en hund, som altid holder sig tæt på føreren uden snor, bør tænke sig grundigt om.

## Udseende og pels

Finsk spids er bygget til smidigt arbejde i skoven. Kropslængden skal være omtrent den samme som skulderhøjden, og helheden skal virke let, fast og næsten kvadratisk. Den gældende FCI-standard angiver 44–50 cm for hanner, med 47 cm som ideal, og 39–45 cm for tæver, med 42 cm som ideal. Standarden angiver ingen vægt. Vægtangivelser andre steder er derfor vejledende og ikke et officielt standardkrav; huld, kropsbygning og arbejdskondition siger mere om den enkelte hund.

Hovedet er tørt og kileformet, ørerne er små, spidse og opretstående, og den buskede hale bæres bøjet frem over ryggen. Bevægelserne skal være lette og frie. Trækkene har en funktion hos en arbejdshund med stor udholdenhed; de er ikke kun detaljer til udstillingsringen.

Pelsen består af blød, tæt og lys underuld samt mere lige og stride dækhår. Dækpelsen står mere ud fra kroppen over hals, nakke og ryg, mens den er kortere på hovedet og benene. Bukserne på lårene og halen er mere fyldige. Farven skal være rød eller gyldenrød med lysere nuancer blandt andet på brystet, bugen, indersiden af benene og halens underside. En lille hvid aftegning på brystet og lidt hvidt på poterne er tilladt.

Red pelsen igennem ofte nok til at opdage løs underuld og filtre, især i fældeperioderne, hvor mængden af løse hår kan stige tydeligt. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af årstid, pelsmængde og hundens hverdag. Bad hunden, når den er snavset, frem for efter et fast skema, og benyt samtidig lejligheden til at kontrollere hud, kløer, ører og poter. Finsk spids er ikke et sikkert valg for en allergiker: Der findes ingen allergifri hunderacer, og mængden af allergener varierer fra hund til hund, uanset hvor meget den fælder.

## Temperament og personlighed

Finsk spids skal være livlig, energisk, modig og målrettet. Den kan være reserveret over for fremmede, men må ikke være aggressiv. I hverdagen opleves den ofte som en opmærksom hund, der hurtigt registrerer bevægelser og lyde og gerne kommenterer dem med stemmen.

Selvstændigheden stammer fra jagten. Hunden skal kunne søge ud, træffe egne beslutninger og fortsætte arbejdet uden konstant styring, samtidig med at den samarbejder med jægeren. Det betyder ikke, at alle individer er svære at træne. Det betyder, at føreren skal gøre kontakt og samarbejde værdifuldt i stedet for at forlade sig på gentagne kommandoer.

Hvordan en finsk spids fungerer sammen med børn, andre hunde eller katte, afhænger af individet, dets erfaringer og den måde, møderne tilrettelægges på. En veltilpasset og socialiseret hund kan fungere fint i en familie, men racens navn er ingen garanti. Børn og hund skal altid have rolige regler for samvær og være under opsyn af en voksen. Små dyr, der bevæger sig hurtigt, kan vække jagtinteressen. Introduktioner bør derfor foregå kontrolleret, og dyrene skal kunne adskilles, når ingen holder øje.

Spørg opdrætteren, hvordan forældredyrene opfører sig i hjemmet, over for fremmede mennesker og under jagt. Mød om muligt den voksne tæve, og se, hvordan hun falder til ro igen efter aktivitet og uventede hændelser. Den slags oplysninger fortæller mere end en generel påstand om, at racen er »familievenlig«.

## Træning og motion

Finsk spids har brug for regelmæssig fysisk aktivitet og opgaver, der engagerer næsen, søgelysten og evnen til at løse problemer. Der findes ikke et meningsfuldt antal minutters gåtur, som passer til alle. Vurder i stedet, om hunden kan koncentrere sig, falde til ro efter aktivitet og holde et stabilt huld, uden at hverdagen er præget af uro eller overtræthed.

Jagt og jagttræning ligger tættest på racens oprindelige arbejde. Hunde, der ikke bruges på jagt, har stadig brug for målrettede opgaver i hverdagen, for eksempel søg i skoven, sporarbejde, feltsøg, godbidssøg eller korte træningspas, hvor hunden bruger både næse og hoved. Hurtig fysisk motion alene giver ikke altid den samme tilfredsstillelse som en søgeopgave med et tydeligt formål og en tydelig afslutning.

Belønningsbaseret og konsekvent træning passer godt til en hund, der gerne vil kunne se meningen med opgaven. Begynd tidligt med kontakt, indkald, lineføring, håndtering og et roligt signal til at afslutte gøen. Beløn frivillig kontakt og det, at hunden vender sig væk fra forstyrrelser. Træn først, hvor chancen for at lykkes er stor, og øg sværhedsgraden trinvis.

Indkald bør ikke betragtes som en garanti, når jagtinteressen er vakt. Brug en lang line, hvor det er tilladt og sikkert, og slip kun hunden løs, når lovgivning, vildt, trafik og det enkelte individs træning gør det forsvarligt. Et sikkert indhegnet område er det tryggere valg, når hunden skal have bevægelsesfrihed, uden at en usikker indkaldelse sættes på prøve.

En hvalp har brug for bevægelse, miljøtræning og mulighed for at udforske, men ikke lange, ensformige forløb eller en fast minutregel. Variér underlag og aktivitet, lad hvalpen holde sit eget tempo, og øg belastningen gradvist. Hvis hvalpen sætter farten ned undervejs eller er usædvanligt udmattet bagefter, var forløbet for krævende. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen fra begyndelsen.

## Sundhed

Finsk spids beskrives som en grundlæggende sund race, men der er tre tydelige områder, du bør spørge til før køb af en hvalp: epilepsi, patellaluksation og manglende tænder. Det er mere nyttigt end at opremse alle sygdomme, som kan forekomme hos hunde generelt.

Epileptiske anfald er dokumenteret i racen, og den svenske raceklub bruger familieoplysninger og et særligt EP-indeks i avlsarbejdet. Et indeks er et værktøj til risikovurdering, ikke en diagnose eller en garanti for den enkelte hvalp. Bed opdrætteren forklare, hvordan indekset for den planlagte kombination og kendte anfald i familien er blevet vurderet. Kramper eller anfaldslignende symptomer hos en hund skal altid vurderes af en dyrlæge.

Patellaluksation betyder, at knæskallen kan forskyde sig fra sin normale placering. Raceklubben anbefaler, at avlshunde har et registreret resultat fra en dyrlæge, der er godkendt til undersøgelsen. Bed om resultaterne for begge forældre, ikke kun en mundtlig forsikring om, at knæene er i orden. Manglende tænder, især præmolarer, forekommer også. Bed om dokumenteret tandstatus, og spørg til kendte manglende tænder hos nære slægtninge.

Det er vigtigt at skelne mellem en anbefaling og et formelt krav. I Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler har finsk spids ingen særskilt markering for et racespecifikt sundhedsprogram og ingen særlige registreringsbetingelser for HD-, patella- eller øjenundersøgelse. Det betyder ikke, at sundhedsundersøgelser er uden værdi. Det betyder, at køberen bør undersøge, hvilke kontroller der faktisk er foretaget, og hvordan raceklubbens gældende råd er fulgt, frem for at antage, at registreringen automatisk omfatter dem.

En praktisk tjekliste før købet er derfor:

- bed om registrerede patellaresultater for begge forældre;
- spørg efter tandstatus og kendte manglende tænder hos nære slægtninge;
- bed opdrætteren redegøre for oplysninger om epilepsi, EP-indeks og kendte anfald i familien;
- gennemgå dyrlægeattest og forsikringsvilkår, før aftalen underskrives;
- spørg, hvilke sundhedsoplysninger opdrætteren gerne vil have meldt tilbage senere i hundens liv.

## Historie og oprindelse

Finsk spids er udviklet fra den oprindelige finske hundebestand og er tæt knyttet til jagt på skovfugle. Den første racestandard blev skrevet i 1892, og samme år blev den første udstilling for racen afholdt. Den første jagtprøve for gøende fuglehunde fandt sted i 1897. Finland udnævnte finsk spids til nationalhund i 1979.

Arbejdsformen forklarer meget af racens bygning og temperament. Hunden søger i skoven, lokaliserer fuglen og bruger vedvarende halsgivning til at markere, hvor den sidder, og rette jægerens opmærksomhed mod det rigtige træ. Evnen til at arbejde selvstændigt, bevæge sig smidigt i terrænet og bruge stemmen er derfor bevaret som centrale raceegenskaber.

I 2006 blev karelsk-finsk laika slået sammen med finsk spids under den samme FCI-standard. Det er en dokumenteret del af racens moderne organisationshistorie, men det ændrer ikke køberens vigtigste spørgsmål: hvordan nutidens opdrætter afvejer jagtegenskaber, temperament, sundhed og genetisk variation i det planlagte kuld.

## At leve med racen

Hverdagen med en finsk spids fungerer bedst, når jagtlysten og gøen behandles som reelle egenskaber, ikke som overraskelser efter købet. Racen kan bo både i hus og lejlighed, men adressen betyder mindre end lydmiljøet, mulighederne for at komme ud og adgangen til meningsfuld aktivitet. I en lejlighed med dårlig lydisolering kræver det en gennemtænkt plan for lyde ved døren, at holde vagt ved vinduet, hvile og hensynet til naboerne. Ingen ansvarlig plan kan love, at den enkelte hund bliver helt stille.

Alenetid skal trænes gradvist, i begyndelsen i ganske korte perioder, når hunden er rolig og har spist, været ude og besørget. Forlæng ikke tiden alene ud fra uret; gå et skridt tilbage, hvis hunden begynder at vandre, gø, forsøge at komme ud eller har svært ved at falde til ro. Hvalpe skal ikke efterlades for at »vænne sig til det« gennem langvarig uro.

Trygge rutiner gør hverdagen lettere: Brug line eller lang line, hvor vildt og trafik gør det uforsvarligt at gå løs, sørg for et trygt hvilested, skærm om nødvendigt for synsindtryk, der udløser gøen, og giv hunden regelmæssige opgaver, hvor den kan søge og lykkes. Efter aktivitet skal hunden kunne geare ned. Hvis stadig mere motion blot gør den mere opkørt, bør balancen mellem intensitet, næsearbejde og restitution ændres.

Finsk spids passer godt til en jæger eller aktiv fører, der værdsætter en selvstændig og udtryksfuld samarbejdspartner. Den passer dårligere til en, der har brug for en stille hund, forventer at kunne have den løs uden omfattende træning eller ønsker en rolig selskabshund med et lille behov for aktivering. Det er netop ærligheden om disse forskelle, der gør det muligt at vælge racen af de rigtige grunde.

Finsk spids

The Finnish Spitz Club of Great Britain

The Finnish Spitz Club (UK)

Denmark Kennel Club

Finsk spids er Finlands nationalhund, en middelstor, rævelignende, gyldent rød spidshund, der er avlet til jagt med såkaldt stæsjagt (skældende stand). Den er livlig, intelligent, gøende og hengiven over for sin familie, men reserveret over for fremmede, har brug for regelmæssig motion og mental stimulering og bliver som regel 13–15 år gammel.

Uppfödning av Finsk Spets med fokus på lugna /stabila individer med friska väl jagande individer/blodslinjer.
Kenneln har lång erfarenhet av Hundar och framför allt finsk spets.

Röskallens

## Kort fortalt

- Shetland sheepdog, ofte kaldet sheltie, er en lille britisk selskabs- og hyrdehund med baggrund som gårdhund på Shetlandsøerne.
- Racestandarden beskriver en aktiv, opmærksom, venlig og intelligent hund, der holder øje med sin ejer. Tilbageholdenhed over for fremmede er tilladt, men nervøsitet er ikke.
- Den ideelle skulderhøjde er 37 cm for hanner og 35,5 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Den lange dobbeltpels skal plejes helt ind til huden, især bag ørerne og under fældning, men den skal ikke helklippes som fast rutine.
- Racen passer bedst til den, der vil kombinere daglig motion med træning, næsearbejde eller anden mental aktivering, og som kan arbejde roligt med lyde, miljøer og alenetid.
- Ved valg af hvalp er dokumenterede øjenresultater, temperamentet hos nære slægtninge og viden om MDR1 og merle vigtigere end generelle løfter om, at racen altid er sund eller nem at leve med.

## Udseende og pels

Shetland sheepdog er en lille, let og bevægelig hund, der skal være lidt længere end høj. Racestandardens ideal er 37 cm i skulderhøjde for hanner og 35,5 cm for tæver. En afvigelse på mere end 2,5 cm i begge retninger er meget uønsket ifølge standarden. Det er idealer til bedømmelse af racen, ikke en garanti for hvert individ. Standarden angiver ingen idealvægt, så huld og kropsbygning er bedre vejledning end et enkelt tal på vægten.

Hovedet skal danne en lang, stump kile. Skalle og næseparti skal være lige lange med midtpunktet ved den inderste øjenkrog. Øjnene er mandelformede og som regel mørkebrune; hos blue merle må de være helt eller delvist blå. De små ører bæres bagud i hvile og fremad med bøjede spidser, når hunden er opmærksom.

Pelsen er dobbelt: dækpelsen er lang, lige og noget grov, mens underulden er kort, blød og tæt. En grundig gennemgang cirka en gang om ugen passer mange hunde, med hyppigere pleje under fældning. Red helt ind til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne. Hår omkring poterne og på haserne kan studses efter behov. Efter et bad skal pelsen tørre helt ind til huden.

Godkendte farver er zobel, tricolour, blue merle, sort og hvid samt sort med tantegninger, selv om den sidste ikke ses i moderne tid. Blue merle skal give et sølvblåt helhedsindtryk med sort marmorering. Hvide aftegninger må blandt andet findes som blis og på halskrave, bryst, ben og halespids. Hvide pletter på kroppen er derimod meget uønskede ifølge standarden. Farvestandarden og de genetiske regler for merle er to forskellige spørgsmål.

## Temperament og personlighed

En typisk Shetland sheepdog er opmærksom, venlig, intelligent og tæt orienteret mod sin ejer, men individer varierer tydeligt i socialitet, lydfølsomhed og selvsikkerhed. En hund må gerne være kølig over for fremmede uden at ville hilse, men frygt skal ikke bortforklares som normal tilbageholdenhed.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser, hvorfor et gennemsnit ikke er nok, når man vælger hund. De beskrevne sheltier viste kun lidt frygt i flere testsituationer, men variationen var tydelig blandt andet ved møder og overraskelser. Analysen gælder deltagerne og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver. Spørg derfor, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på fremmede, lyde og nye miljøer, og hvor hurtigt de kommer sig.

Racen havde historisk til opgave at være opmærksom og slå alarm. Det kan gøre gøen til et vigtigt hverdagsspørgsmål, men det betyder ikke, at alle sheltier gør meget. At få hunde gøede eller peb, hvor lyd ikke var forventet under BPH, betyder ikke, at racen altid er stille hjemme, når nogen går i opgangen. Vurder det individ og det opvækstmiljø, du faktisk vælger.

Sheltier beskrives som hunde, der typisk kan omgås andre hunde uden konflikt, men det er ingen garanti for alle møder eller for samliv med kat og smådyr. Tidlige erfaringer, individets adfærd og kontrollerede introduktioner har stor betydning.

## Træning og motion

Shetland sheepdog har brug for fysisk aktivitet og opgaver til hjernen hver dag, men der findes ikke et seriøst minuttal, som passer til alle individer. En god hverdag veksler mellem ture med mulighed for at snuse, korte træningspas, leg og hvile. Agility, rallylydighed, lydighed, næsearbejde og tricktræning kan passe til racens hurtighed og samarbejdsvilje, men hundesport er ikke nødvendig, hvis hverdagen allerede giver varieret bevægelse og problemløsning.

Træn belønningsbaseret og trinvis med hensyn til hundens følsomhed. Hårde stemmer kan øge usikkerheden. Gør i stedet situationen lettere, og beløn den adfærd, du ønsker. For en hund, der reagerer på lyde ved døren, bevægelse uden for vinduet eller besøgende, kan du:

- øge afstanden eller afskærme udløseren, så hunden stadig kan tænke;
- belønne, at hunden vender opmærksomheden tilbage til dig og falder til ro på en fast plads;
- træne med svage, forudsigelige lyde, før du øger sværhedsgraden;
- give hunden en pause, hvis den ikke kan tage imod en belønning eller falde til ro.

Målet er ikke at stoppe al kommunikation, men at hunden kan afbryde, komme sig og falde til ro. Hvis netop din hund begynder at jage, kredse om eller nappe efter løbende børn, cykler eller anden hurtig bevægelse, skal det håndteres som et konkret sikkerheds- og træningsproblem, ikke undskyldes med racens baggrund. Brug line eller afstand, mens I træner et sikkert alternativ.

Hvalpe har brug for korte, positive erfaringer og meget restitution. Øg belastning og sværhedsgrad i takt med hundens alder, kondition og tryghed. Hos en voksen hund er evnen til at hvile mellem aktiviteterne mindst lige så vigtig som, hvor langt den kan gå.

## Sundhed

Shetland sheepdog har flere veldokumenterede sundhedsproblemer, især omkring øjnene, og et godt hvalpekøb begynder med resultater, der kan verificeres, frem for udtrykket »sunde linjer«. Bed opdrætteren om at vise registrerede undersøgelser og forklare, hvorfor netop denne kombination af forældre er valgt.

CEA, collie eye anomaly, er en medfødt forandring i øjets udvikling. Den mildere forandring CRD vurderes normalt ikke at påvirke synet, mens colobom kan gøre det. Nogle CEA-forandringer ses lettest ved en øjenundersøgelse af en ung hvalp og kan senere skjules af pigment. PRA er derimod en fremadskridende nethindesygdom, som kan føre til blindhed. En DNA-test viser, om hunden har en bestemt testet genetisk variant; den viser ikke alle øjenforandringer. Racen har mere end én form for PRA og også andre nethindesygdomme, så DNA-test og klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål.

Det tidligere svenske sundhedsprogram, som krævede en højst et år gammel øjenattest før avl, sluttede i 2017. Raceklubbens racespecifikke avlsstrategi, RAS, anbefaler øjenundersøgelse af hvalpe, undersøgelse efter etårsalderen før avl og opfølgning af ældre avlshunde. Anbefalinger er ikke det samme som registreringskrav. Kontrollér Svenska Kennelklubbens seneste regler og registrerede resultater før køb eller avl.

MDR1, også kaldet ABCB1, påvirker et transportprotein, som blandt andet beskytter hjernen mod visse stoffer. Mutationen er påvist hos Shetland sheepdog og kan øge risikoen for alvorlige bivirkninger af visse lægemidler. Kun en individuel DNA-test viser den enkelte hunds status. Gem prøvesvaret, og vis det til dyrlægen. Ændr aldrig dosis eller behandling ud fra en liste på nettet.

Skader i hasen og andre ledproblemer er også dokumenteret i racens svenske avlsstrategi. Spørg om halthed, haseproblemer og ledresultater hos forældre og ældre slægtninge, men se ikke et enkelt røntgenresultat som en fuldstændig garanti.

Blue merle er en godkendt farve, men to hunde, der bærer merleanlæg, må ikke parres. Fordobling af anlægget medfører risiko for alvorlige defekter, blandt andet i syn og hørelse. Svenska Kennelklubben har registreringsforbud for afkom efter to merlefarvede sheltier og særlige regler for skjult merle hos zobelfarvet afkom.

## Historie og oprindelse

Shetland sheepdog kommer fra Shetlandsøerne og udviklede sig fra små gårdhunde. Det er dokumenteret, at collie blev krydset ind, mens meget andet om de tidlige aner bygger på antagelser.

På øerne blev hundene blandt andet brugt til at holde får væk fra dyrkede arealer og til at slå alarm på gården. De beskrives derfor ikke først og fremmest som specialiserede hyrdehunde af moderne type. Den lille størrelse og den vejrbestandige pels passede til et barskt, blæsende og fugtigt klima, hvor ressourcerne var begrænsede.

I 1800- og 1900-tallet blev racen formet mod en mere ensartet type. Den britiske kennelklub anerkendte Shetland sheepdog i 1914, og det første individ kom til Sverige i 1930. Sheltien er en selvstændig FCI-anerkendt race med sin egen standard, størrelse og udvikling.

## At leve med racen

Shetland sheepdog kan fungere i en børnefamilie, sammen med andre dyr og i lejlighed, men kun når den enkelte hunds temperament passer til hjemmets hverdag. Størrelsen gør racen praktisk, mens opmærksomhed på lyde, behov for samarbejde og variation i selvsikkerhed kan være vigtigere end boligens kvadratmeter.

En voksen skal altid holde opsyn med samspillet i en børnefamilie. Børn skal lade hunden spise, sove og trække sig tilbage i fred. Vælg ikke racen alene, fordi den omtales som »god med børn«. Spørg til hundens erfaringer og forældrenes temperament.

Introduktion til kat eller en anden hund skal være kontrolleret, med mulighed for afstand og separate hvilepladser. Beløn rolig adfærd, og forebyg jagt eller trængen, mens forholdet bygges op. Smådyr kræver fysisk sikring, selv om hunden virker venlig.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hunden får daglig aktivitet og kan hvile på trods af opgang, elevator og naboer. Vurder lydmiljøet, og spørg, hvilke hvalpe der hurtigt kommer sig efter nye indtryk. En have erstatter ikke ture, træning eller samvær.

Alenetid skal trænes gradvist, først når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig. En voksen hund, der er trænet i at være alene, kan klare nogle timer, men de individuelle forskelle er store, og en lille hvalp må ikke efterlades alene. Hvis hunden gør, går uroligt rundt, halser eller ikke kan falde til ro, skal træningen gå et trin tilbage, og hverdagen indrettes, så hunden ikke efterlades længere, end den magter.

Racen er et godt valg for den, der sætter pris på en opmærksom, træningsvillig hund og er forberedt på pelspleje, lydtræning og mental aktivering. Den passer dårligere til den, der ønsker en helt selvstændig hund, en garanteret stille hverdag eller må lade hunden være alene gennem lange arbejdsdage.

Shetland sheepdog

Shetland Sheepdog Club of the UK

Shetland sheepdog er en lille til mellemstor, smidig hyrdehund med tæt dobbeltpels og iøjnefaldende farver. Den er årvågen, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd til familien, er reserveret over for fremmede, udmærker sig i hundesport og har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture og mental stimulering.

## Kort fortalt

- **Oprindelse:** Nederlandsk kooikerhond kommer fra Nederlandene og tilhører FCI-gruppen for retrievere, stødende jagthunde og vandhunde.
- **Størrelse:** Den ideelle mankehøjde er 40 cm for hanner og 38 cm for tæver. Racestandarden tillader 38–42 cm for hanner og 35–40 cm for tæver, men angiver ingen vægt.
- **Oprindeligt arbejde:** Hunden lokkede ænder gennem et nederlandsk fangstanlæg, en eendenkooi. Den jagtede ikke ænderne, men vakte deres nysgerrighed ved at vise sig mellem skærme og vifte med sin hvide hale.
- **Temperament:** Racen skal være livlig, opmærksom, venlig og arbejdsivrig. Mange knytter sig tæt til familien, men er afventende over for fremmede, og der er stor forskel på de enkelte hunde.
- **Behov for aktivitet:** Det er en lille sportshund med hurtige reaktioner. Den har brug for varierede ture, opgaver til næse og hjerne og træning i at falde til ro.
- **Pels:** Pelsen er middellang, hvid med tydelige orangerøde aftegninger og skal fremstå naturlig uden trimning. Sorte hårspidser på ørerne er ønskelige, men ikke et krav.
- **Vigtigt ved køb af hvalp:** Bed om at se forældredyrenes faktiske resultater for patella, øjne, von Willebrands sygdom, ENM og polymyositis. Spørg også, hvordan opdrætteren har vurderet kombinationens mentalitet, sundhed og indbyrdes slægtskab.

## Udseende og pels

Nederlandsk kooikerhond er en lille, smidig sportshund med en næsten kvadratisk krop og lette bevægelser. Den ideelle mankehøjde er 40 cm for hanner og 38 cm for tæver. De tilladte intervaller er henholdsvis 38–42 cm og 35–40 cm. Den officielle racestandard angiver ingen vægt, så de vægtangivelser, man ofte ser i raceguider, er kun vejledende og ikke en del af standarden. Huld, kropsbygning og muskelmasse siger mere om den enkelte hund end et generelt tal på vægten.

Pelsen er middellang, tæt, glat eller let bølget og har underuld. Grundfarven er hvid med klart afgrænsede orangerøde aftegninger. Hovedet har farve omkring øjne og kinder og en hvid blis. Ørerne ligger ind til kinderne og har behæng; lange sorte hårspidser, de såkaldte øreringe, er ønskelige, men ikke et krav. Den velbehængte hale har en hvid fane.

Pelsen skal bevare sit naturlige udtryk og behøver normalt hverken at blive formet eller klippet over det hele. Gå behænget bag ørerne, på benene og under halen igennem med fingrene, en kam eller en børste. Børst, når du mærker begyndende filtre, efter ture hvor frø og kviste har sat sig fast, og oftere i fældeperioder. Det er mere nyttigt end en fast ugeplan, fordi pelsmængde, aktivitetsniveau og årstid varierer.

Bad hunden, når den er snavset, og sørg for, at ører og pels tørrer ordentligt efter bad og svømning. Tjek samtidig kløer, poter, hud og ører. Rød hud, tydelig lugt, ømhed eller tilbagevendende kløe bør vurderes af en dyrlæge.

Racen fælder og kan ikke beskrives som allergivenlig. Allergiske reaktioner skyldes ikke kun pels, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for en bestemt allergiker. Er man i tvivl, bør man møde flere voksne hunde i deres hjem, før man beslutter sig.

## Temperament og personlighed

Nederlandsk kooikerhond er som regel hurtig, opmærksom og meget interesseret i det, der sker omkring den. Racestandarden beskriver en livlig, smidig, selvsikker og udholdende hund, som er venlig og årvågen uden at være unødigt larmende. Det er et ideal, ikke et løfte om den enkelte hund. Svenske og nederlandske raceklubber beskriver en tydelig variation: Nogle hunde hilser gerne på nye mennesker, mens andre foretrækker først at betragte dem på afstand.

At være reserveret er ikke det samme som at være bange eller aggressiv. En tryg, afventende hund skal have lov til at lade være med at hilse. Bed gæster om at ignorere hunden i begyndelsen, og lad den selv vælge, om den vil tage kontakt. En hund, der føler sig trængt, kan forsøge at skabe afstand, så påtvungne hilsener er sjældent god socialisering. Aggression og overdreven skyhed hører ikke til raceidealet.

Mange hunde af racen registrerer bevægelser, stemmer og skift i stemningen meget hurtigt. Hårde korrektioner eller en uforudsigelig hverdag kan derfor skabe usikkerhed. Tydelige rutiner, venlige grænser og belønning for den ønskede adfærd giver bedre vejledning. Socialisering handler om trygge erfaringer og ro bagefter, ikke om at hvalpen skal hilse på så mange mennesker og hunde som muligt.

I mødet med andre hunde kan en kooikerhond være social, selektiv eller tydelig omkring den afstand, den har brug for. Vælg rolige og stabile legekammerater. Bed om at møde moderen, og spørg hvordan voksne slægtninge reagerer på fremmede, uventede lyde, håndtering og hundemøder. BPH-resultater kan give flere oplysninger, men BPH er ikke en prøve, man består eller dumper, og kan ikke forudsige hvalpens fremtid.

## Træning og motion

Nederlandsk kooikerhond har brug for både fysisk aktivitet og opgaver, der kræver koncentration. En sund voksen hund kan trives med længere ture, varieret terræn, næsearbejde, apportering og hundesport som agility, rallylydighed eller lydighed. Der findes ikke et troværdigt antal minutter, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition og intensiteten den pågældende dag afgør, hvad der er passende.

Se på balancen i hverdagen. En hund, der kan arbejde koncentreret, falde til ro bagefter og bevæge sig ubesværet næste dag, har sandsynligvis fået en rimelig belastning. Uro kan også skyldes for mange intense aktiviteter eller manglende træning i at slappe af. Stivhed, halthed eller en tydelig ændring i udholdenhed skal undersøges, ikke trænes væk.

Lad opgavens sværhedsgrad og hundens koncentration styre træningspassets længde. Beløn med mad, leg eller adgang til en aktivitet, hunden holder af, og skift mellem præcisionsarbejde og lettere opgaver, hvor hunden lykkes. Indkald, rolig gang i snor, tryg håndtering, at kunne vente og en rolig hvileplads er særligt nyttige færdigheder i hverdagen.

Hvalpen har brug for at udforske, udvikle koordination og få mange pauser. Undgå planer, der beregner gåturens længde alene ud fra alder; underlag, tempo, legens intensitet og hvalpens egen træthed betyder lige så meget. Gentagne skarpe vendinger, høje spring og ensidig boldkastning kan vente, til hunden har udviklet mere styrke og kropskontrol.

Racen kan reagere hurtigt på bevægelse og omgivelser. Træn kontakt og indkald med lang line, før hunden får mere frihed, og vælg sted efter den enkelte hunds kontrol. Det historiske arbejde med at holde skadedyr nede gør det fornuftigt at være forsigtig omkring smådyr, men jagtinteressen varierer og bør ikke antages at være lige stærk hos alle.

## Sundhed

En hvalpekøber bør først og fremmest kontrollere dokumenterede resultater og forstå, hvad de betyder for den konkrete kombination. Patella, øjne, von Willebrands sygdom type III, arvelig nekrotiserende myelopati og polymyositis er vigtige emner hos nederlandsk kooikerhond. Hofteresultater kan også indgå i anbefalingerne fra den svenske raceklub. At en undersøgelse er udført, er ikke det samme som et godt resultat, og en anbefaling fra raceklubben er ikke nødvendigvis et bindende registreringskrav.

**Patellaluksation** betyder, at knæskallen kan forskubbe sig fra sin normale placering. I april 2026 meddelte Svenska Kennelklubben, at racens sundhedsprogram var blevet sænket fra niveau 2 til central registrering. Central registrering betyder, at undersøgelsen er frivillig, men at resultatet registreres hos SKK, når undersøgelsen følger organisationens procedurer. Ældre regelsæt og hjemmesider kan stadig vise det tidligere krav. Bed derfor om begge forældres aktuelle patellaresultater, og undersøg hvilke regler der gjaldt på parringstidspunktet, i stedet for blot at acceptere, at hundene er ”testet”.

**Von Willebrands sygdom type III, VWD**, er en alvorlig arvelig blødersygdom, som har forekommet i racen. Der findes en DNA-test, og SKK kan registrere godkendte resultater centralt. Central registrering fastlægger ikke i sig selv en bestemt kombination af forældredyr. Bed om at se begge forældres DNA-status eller et dokumenterbart bevis på, at en hund er fri gennem afstamning. Opdrætteren skal kunne forklare, hvorfor kombinationen ikke kan give syge hvalpe.

**Arvelig nekrotiserende myelopati, ENM**, er en fremadskridende neurologisk sygdom. Hos ramte unghunde kan de første tegn være let ukoordinerede bagben, ofte i alderen seks til femten måneder, hvorefter gangbesværet tiltager. Der findes en DNA-test, og sygdommen håndteres som en enkel recessiv egenskab: En bærer bliver ikke syg af genvarianten, men to risikokopier kan mødes hos en hvalp, hvis forældrene kombineres forkert. Bed om verificeret status for begge forældre og en tydelig forklaring af kombinationen.

**Arvelig polymyositis** er mere kompliceret. Sygdommen kan give muskelsvaghed, stiv gang og nedsat udholdenhed, problemer med at spise, drikke eller synke eller begge symptombilleder samtidig. Forskning har knyttet sygdommen til en DNA-variant med lav penetrans. Det betyder, at varianten øger risikoen, men ikke afgør, om hunden bliver syg. Resultatet kan derfor ikke forenkles til ”fri, bærer eller syg”, og et DNA-resultat er ikke en diagnose. Opdrætteren bør kunne forklare, hvordan forældrenes resultater og sundheden i familien påvirkede valget af kombination.

Bed også om resultater fra øjenundersøgelser, og spørg hvilke diagnoser der findes hos nære slægtninge. En ansvarlig opdrætter viser originale resultater eller oplysninger i et register, der kan kontrolleres, fortæller om både styrker og risici og forklarer parringen. Tjek de gældende SKK-regler og raceklubbens anbefalinger ved køb; begge dele kan ændre sig.

## Historie og oprindelse

Nederlandsk kooikerhond blev udviklet i Nederlandene til en usædvanlig opgave ved en eendenkooi, et anlæg med dam, skærme og stadig smallere fangarme. Hunden bevægede sig roligt ind og ud mellem skærmene, så den hvide, vajende hale kun kunne ses i korte glimt. Tamænder fulgte hunden, fordi de forbandt den med mad, og vildænder blev lokket med af nysgerrighed. Da fuglene var kommet langt nok ind i fangarmen, tog kooikeren, manden der passede anlægget, over. Hunden skulle altså lokke ænderne, ikke jage eller apportere dem.

På gården kunne hunden holde skadedyr nede, være ledsager og varsle. Arbejdet er med til at forklare racens kombination af hurtighed, selvstændighed og samarbejde med føreren, men det afgør ikke, hvordan den enkelte moderne hund opfører sig.

Hunde, der ligner nutidens race, ses i ældre nederlandsk kunst, men den dokumenterede genopbygning af den moderne race begyndte i 1940'erne. Baronesse van Hardenbroek van Ammerstol søgte efter hunde af den gamle type, og tæven Tommie blev en vigtig stammoder. Den nederlandske kennelklub vedtog en foreløbig standard i 1966 og anerkendte officielt racen i 1971.

Den første nederlandsk kooikerhond kom til Sverige i 1994, og det første svenske kuld blev født i 1996. Racens smalle avlsgrundlag og den internationale udveksling af avlsdyr er vigtig baggrund for nutidens arbejde med dokumenterede sundhedsdata og genetisk variation. Derfor er det særligt værdifuldt, at en opdrætter kan redegøre for hele kombinationen og ikke blot vise ét enkelt testresultat.

## At leve med racen

Hverdagen med en nederlandsk kooikerhond fungerer bedst, når både aktivitet og hvile har en tydelig plads. En have erstatter ikke fælles ture, nye miljøer og træning. Hvis hunden bliver ophidset af lyde i opgangen eller bevægelse uden for vinduet, bør man arbejde med afstand, afskærmning, en tryg hvileplads og belønning af ro, før hunden begynder at gø.

Racen kan bo i lejlighed, hvis den får motion, næsearbejde og træning i at falde til ro. Boligens størrelse betyder mindre end lydforholdene, muligheden for at komme ud og ejerens hverdag. En meget lydfølsom hund eller en hund, der gør meget, kan få det svært i en etageejendom med meget lydgennemgang. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene og tidligere afkom fungerer i lignende miljøer.

Med børn er der brug for opsyn fra voksne, nænsom håndtering og et fredet hvilested. Børn må ikke følge efter hunden, forstyrre den, når den spiser eller sover, eller holde fast om den, når den forsøger at gå væk. En kooikerhond, der er tryg ved børn, kan blive en god familiehund, men racenavnet garanterer ikke tålmodighed med pludselige bevægelser og høje lyde. Bed opdrætteren om hjælp til at vælge hvalp ud fra husstanden og de voksne slægtninges adfærd.

Introducer andre dyr lige så roligt. Mange hunde af racen lever godt med hunde eller katte, når dyrene har mulighed for at trække sig. Smådyr bør beskyttes af en fysisk barriere og må aldrig bruges til at ”teste” hundens jagtinteresse. Lad ikke dyrene være alene sammen for tidligt, selv om det første møde gik godt.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med ganske korte perioder, og øg først, når hunden kan hvile uden uro. Et kamera kan vise tidlige tegn som rastløs vandren, hurtig vejrtrækning eller vedvarende lyd. Der findes ikke et antal timer, som gælder for hele racen, og en hund, der går i panik, skal ikke efterlades længere i håb om, at den ”vænner sig til det”.

Racen kræver ikke en erfaren hundefører, men er sjældent et problemfrit førstevalg for den, der ønsker en hund, som automatisk elsker alle og bare følger med uden gennemtænkt træning. En førstegangsejer kan få stor succes med støtte fra en kyndig opdrætter og en belønningsbaseret instruktør. Det afgørende er, om man holder af en hurtig hund med en tydelig personlighed og er indstillet på at arbejde med både dens evner og behov for afstand.

Nederlandsk kooikerhond

The Nederlandse Kooikerhondje (UK) Club

Raad van Beheer (Dutch Kennel Club)

Societé Centrale Canine (French Kennel Club)

FCI (Fédération Cynologique Internationale)

Mellemstor hollandsk apporterende jagthund til fuglejagt med orange-rød og hvid pels, sorte ørerspidser og en fyldig, hvid hale. Hengiven over for familien, reserveret over for fremmede, intelligent og følsom. Har brug for daglig motion, træning og selskab; generelt sund, men med nogle arvelige sygdomme, der skal holdes øje med.

Vi föder upp Kooikerhondje och shetland sheepdog i familjemiljö.
Fokus på aktiva och friska hundar med bra mentalitet.

Ayarips

## Kort fortalt

Welsh corgi pembroke er en lille, men kraftig hyrde- og kvæghund, der i dag først og fremmest lever som en aktiv selskabshund. Den passer bedst til en ejer, som vil kombinere gåture med hverdagstræning, næsearbejde eller anden mental aktivering.

- Mankehøjde: cirka 25–30 centimeter
- Vægt ifølge racestandarden: 10–12 kilo for hanner og 9–11 kilo for tæver
- Oprindelsesland: Storbritannien, med racens brugshistorie i Wales
- Pels: mellemlang dobbeltpels, som fælder, især i tydelige fældningsperioder
- Temperament: idealet er en modig, opmærksom og venlig hund, men der er stor forskel på individerne
- Levealder: den svenske raceklub beskriver, at mange hunde bliver 12–14 år, men sundhed og levealder varierer

Pembroke og welsh corgi cardigan er to forskellige racer, ikke varianter af samme race. De adskiller sig blandt andet i størrelse, farver og hale. Vælg derfor ikke mellem dem ud fra forenklede påstande om, at den ene altid er roligere eller mere social.

## Udseende og pels

Welsh corgi pembroke skal være lavstammet, stærk og robust uden at virke tung eller hæmmet i sine bevægelser. Kroppen er middellang, brystkassen bred og dyb, og ørerne står op. Trods de korte ben skal en sund pembroke bevæge sig frit og aktivt.

Racestandarden angiver en mankehøjde på cirka 25–30 centimeter, en vægt på 10–12 kilo for hanner og 9–11 kilo for tæver. Tallene er vejledende, ikke den rigtige målvægt for enhver hund. Huld og muskelmasse skal også vurderes.

Pelsen består af lige, mellemlange dækhår og tæt underuld. De godkendte farver er rød, zobel, fawn og sort med tan-aftegninger. De kan forekomme med eller uden hvidt på ben, bryst og hals. Lidt hvidt på hovedet og næsepartiet er også tilladt.

Ældre racebeskrivelser kan give indtryk af, at alle pembrokes har kort hale. De kan faktisk fødes med lang hale eller naturlig stumphale i forskellig længde. Halekupering er forbudt i Sverige, medmindre indgrebet er nødvendigt af veterinærmedicinske grunde. En kuperet hund er derfor ikke svenskfødt; kontrollér dens oprindelse og indførselsdokumenter grundigt.

Welsh corgi cardigan er normalt lidt højere, har en lang, rævelignende hale og flere godkendte farver. Farve eller personlighed er alligevel ikke nok til at fastslå racen; stamtavlen viser, hvilken race hunden tilhører.

Pelsen skal ikke trimmes. Børst regelmæssigt, og børst underulden grundigt igennem, når fældningen tager til. Det fjerner løse hår og gør det lettere at opdage forandringer i huden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast plan. Væn roligt hvalpen til børstning, negleklipning og tandbørstning.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en modig, arbejdsivrig, udadvendt og venlig hund. Samtidig viser Svenska Kennelklubbens aktuelle BPH-analyse af hverdagsadfærd stor variation blandt de hunde, der har deltaget. Nogle hilser meget ivrigt på fremmede, mens andre viser langt mindre interesse. En racebeskrivelse kan derfor ikke forudsige præcist, hvordan en bestemt hvalp vil udvikle sig.

Baggrunden som gård- og kvæghund kommer ofte til udtryk gennem årvågenhed, hurtige reaktioner og evnen til at træffe egne beslutninger. Mange kan godt lide at samarbejde, men nogle har brug for mere træning for at vælge føreren frem for det, der sker omkring dem. Det gør racen sjov at træne, men et godt hverdagssamarbejde kommer ikke nødvendigvis af sig selv.

Svenska Kennelklubben fremhæver en mulig tendens til at vogte, gø og nappe efter hæle. Det sidste hænger sammen med racens historiske arbejde tæt på kvægets bagben, men hyrdeadfærden ser ikke ens ud hos alle hunde. Hvis hunden napper efter løbende børn, fødder eller bukseben, skal det alligevel stoppes tidligt. Beløn i stedet rolig kontakt, opmærksomhed og at hunden vælger en passende opgave.

Hvor meget hunden gør, varierer også. En pembroke kan reagere på lyde ved døren, bevægelser uden for vinduet eller forventning, men racenavnet afgør ikke, hvor stort problemet bliver. Spørg, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hjemmet. Indarbejd rolige rutiner omkring dør, gæster og hvile fra begyndelsen.

For en børnefamilie er det rigtige individ og en gennemtænkt hverdag vigtigere end betegnelsen “familiehund”. Små børn og hunde skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for sin egen hvileplads, hvor den får fred.

## Træning og motion

Welsh corgi pembroke har brug for fysisk og mental aktivering hver dag, men et bestemt antal minutter eller kilometer passer ikke til alle. Alder, sundhed, kondition og turens indhold påvirker behovet mere end en standardplan.

En god hverdag indeholder ture med tid til at snuse, korte træningspas og en opgave, der kræver koncentration, for eksempel godbidssøg, spor eller nye hverdagsfærdigheder. Variér rolige aktiviteter med bevægelse og planlagt hvile. En hund, der løber meget, men aldrig lærer at falde til ro, kan stadig have svært ved at slappe af.

Begynd tidligt med indkald, at gå pænt i snor, impulskontrol og en rolig måde at afbryde gøen eller nappen på. Belønningsbaseret træning gør det tydeligt for hunden, hvilket valg der kan betale sig. Hold træningspassene fokuserede, og slut, mens hunden stadig er engageret, i stedet for at gentage den samme øvelse, til interessen forsvinder.

Racen kan trives med lydighed, rallylydighed, spor, næsearbejde og agility. Vælg aktivitet efter hundens krop og motivation. Ikke alle pembrokes har hyrdeanlæg, blot fordi racen historisk arbejdede med kvæg; de egenskaber skal vurderes hos den enkelte hund.

Korte ben er ikke en grund til at behandle en sund voksen hund som skrøbelig. Byg kondition og muskler gradvist op, og sørg for godt fodfæste på glatte gulve. Tilpas belastningen til hvalpe, ældre hunde og hunde, der er på vej tilbage efter en skade. Pludselige smerter, modvilje mod at bevæge sig, halthed eller svaghed skal vurderes af en dyrlæge, ikke mødes med generelle råd om trapper eller ramper.

## Sundhed

Den svenske avlsstrategi beskriver welsh corgi pembroke som en generelt sund race, men køberen bør alligevel kontrollere hofter, øjne og dokumenteret sundhed i slægten. Skeln mellem registreringskrav, raceklubbens råd og DNA-test, der findes på markedet.

Siden januar 2025 har Svenska Kennelklubben krævet, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring, hvis hvalpene skal kunne registreres. Bed om at se resultaterne, og spørg, hvordan opdrætteren har vurderet kombinationen. “Røntgenundersøgt” betyder ikke, at resultatet er uden anmærkninger.

Svenska Welsh Corgi Klubben anbefaler også, at avlshunde får undersøgt øjnene før parring. Spørg efter aktuelle resultater for begge forældre og efter øjenfund hos nære slægtninge. Raceklubben følger desuden halthed og for tidlig lukning af vækstzonen i albuebenet, såkaldt short ulna, som kan give fejlstilling i forbenet. En ung hund med en pote, der drejer mere og mere udad, et krumt forben eller halthed bør undersøges tidligt af en dyrlæge.

DNA-test for degenerativ myelopati, DM, og von Willebrands sygdom type 1 findes til racen, men resultatet skal fortolkes korrekt. Den aktuelle svenske avlsstrategi beskriver DM-testen som en risikotest og anbefaler ikke rutinemæssig testning, fordi testen ikke giver hele det kliniske billede, og sygdommen ikke er dokumenteret som et større problem blandt svenske hunde. For vWD type 1 har raceklubben trukket sit tidligere råd om rutinetestning tilbage efter en gennemgang med Svenska Kennelklubbens DNA-gruppe. Et laboratoriesvar beviser altså ikke i sig selv, at en hund er syg eller vil blive det. Bed opdrætteren forklare, hvorfor en test er foretaget, og hvordan resultatet er afvejet mod anden sundhed og genetisk variation.

Hold hunden i normalt huld hele livet. En tydelig talje skal kunne ses ovenfra, og ribbenene skal være lette at mærke med et let tryk. Vej hunden regelmæssigt, men lad ikke tallene i racestandarden erstatte en reel huldvurdering. Kontakt en dyrlæge, hvis vægten ændrer sig uden en tydelig grund, eller hvis hunden har brug for et struktureret vægttabsprogram.

## Historie og oprindelse

Welsh corgi pembroke udviklede sig i Wales som gård- og hyrdehund, men racens tidligste ophav er ikke endeligt fastslået. Teorier om flamske vævere, nordiske spidshunde og slægtskab med svensk vallhund (västgötaspets) skal derfor behandles som teorier, ikke som sikker historie.

Det dokumenterede arbejde på walisiske gårde forklarer racen bedre. Pembrokes hjalp med at flytte kvæg til og fra stalden, vogtede gården og løste flere andre opgaver. De drev kvæg ved at arbejde tæt på dyrenes bagben. Opgaven krævede årvågenhed, bevægelighed og beslutsomhed samt både selvstændighed og samarbejde.

Pembroke og cardigan udviklede deres egne særpræg i Wales, men blev længe betragtet samlet som welsh corgi. De blev skilt som to racer i 1934. FCI placerer pembroke som race nummer 39 i gruppe 1 for hyrde- og kvæghunde.

I Sverige lever pembrokes næsten udelukkende som selskabshunde, selv om nogle stadig arbejder med hyrdning. Arven kommer oftere til udtryk i hundesport, næsearbejde og en hverdag, hvor hunden får opgaver sammen med sin ejer.

## At leve med racen

En welsh corgi pembroke kan bo i lejlighed, rækkehus eller villa, hvis hverdagen giver nok aktivitet, hvile og selskab. Den lave mankehøjde gør ikke hunden passiv, og en have erstatter ikke gåture eller træning. I en lejlighed er det især vigtigt tidligt at træne rolige reaktioner på lyde i opgangen, bevægelser uden for vinduet og aktivitet ved døren.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden forbliver afslappet. Hvalpe og urolige hunde kræver ekstra hensyn. Hunde skal også luftes flere gange i løbet af dagen, så den, der har lange arbejdsdage, må planlægge hjælp til selskab og luftning.

Racen kan leve sammen med andre hunde eller katte, men om det fungerer, afhænger af individerne og introduktionen. Giv katten hundefri steder og en fri flugtvej, hold de første møder kontrollerede, og forhindr jagt. Smådyr skal beskyttes mod stress og fysisk kontakt. Tidligere erfaring med en anden dyreart er nyttig information, men ingen garanti for, at det vil fungere med et nyt dyr.

Pembroke kan passe til en førstegangsejer, som kan lide at træne og er konsekvent uden at bruge hårde metoder. Den passer dårligere til den, der ønsker en hund, som nøjes med meget korte ture, fælder lidt eller automatisk er stille og føjelig.

Racen er blevet mærkbart mere udbredt i Sverige. Når en race bliver populær, er det ekstra vigtigt at kontrollere oplysningerne. Mød opdrætteren og hvalpens mor, og kontrollér registrering, ID-mærkning, dyrlægeattest og officielle sundhedsresultater. Hvis hunden er importeret eller har kuperet hale, skal oprindelse og indførselsdokumenter være tydelige. Et godt valg bygger på dokumentation, åbne svar og på, hvordan hundene faktisk fungerer — ikke på billeder eller løfter om et bestemt temperament.

Welsh corgi pembroke

Association Française du Corgi

Welsh corgi pembroke er en lille, robust hyrdehund med korte ben, et rævelignende ansigt og en vejrbestandig dobbelt pels, som fælder året rundt. Den er intelligent, aktiv og meget menneskeorienteret og har brug for daglig motion, mental stimulering, venlig men konsekvent træning samt omhyggelig kontrol af vægt og ryg.

uppfödare sedan 2000.
Vi har målsättning att föda upp sunda och rastypiska hundar.
Erbjuder livslång support för er hund, naturligtvis på era villkor.
Krav på våra valpköpare är inte att man tävlar, utan att man erbjuder ett bra hundliv🤗

WildN'Beauty's Kennel

Mälaröarnas

## Kort fortalt

- Bichon frisé er en lille fransk-belgisk selskabshund i FCI-gruppe 9.
- Racestandarden angiver en skulderhøjde på 25–29 centimeter og en vægt på cirka 5 kilo, afpasset efter størrelsen. Hanhunde må være 1 centimeter højere og tæver 2 centimeter lavere, hvis helheden stadig er harmonisk.
- En voksen hund skal være hvid og have en fyldig pels med løse spiralkrøller og blød, tæt underuld.
- Raceidealet er en glad, social og tilpasningsdygtig hund, som gerne holder sig tæt på sine mennesker. Temperamentet varierer dog fra individ til individ.
- Pelsplejen kræver både tid og den rette teknik. Hvis man ikke selv vil stå for bad, føntørring, børstning og klipning, skal man regne med regelmæssige besøg hos en hundefrisør.
- Bichon frisé er ikke allergenfri. Hvor meget allergen en hund afgiver, varierer mellem individer, også inden for det samme kuld.

## Udseende og pels

Bichon frisé er lille, men må ikke virke spinkel. Kroppen er en smule længere, end den er høj, og den hvide, krøllede pels giver hunden dens afrundede silhuet. De mørke øjne og den sorte næse danner tre tydelige mørke punkter i ansigtet. Racestandarden angiver en skulderhøjde på 25–29 centimeter og en vægt på omkring 5 kilo, afpasset efter hundens størrelse. Hanhunde må være op til 30 centimeter og tæver ned til 23 centimeter, hvis proportionerne stadig er harmoniske.

Pelsen består af krøllet dækhår og blød, tæt underuld. En voksen bichon frisé skal være helt hvid. Indtil hunden er tolv måneder, må pelsen have et svagt beige eller champagnefarvet skær, men ifølge standarden må det højst dække en tiendedel af hunden. En lys nuance hos en ung hvalp er derfor ikke automatisk en forkert farve.

Pelsplejen er et af de vigtigste forhold at overveje, før man vælger racen. Krøllerne skal børstes og redes helt ind til huden. Hvis kammen sætter sig fast, er der en filtknude, som skal løsnes forsigtigt. Børster man kun overfladen, kan der ligge et tæt lag filt tæt ved huden. Når hvalpen skifter pels, ofte fra omkring fem- til syvmånedersalderen, men nogle gange senere, kan en grundig gennemgang være nødvendig hver dag.

Raceklubben bruger bad cirka hver anden uge og klipning omkring hver sjette uge som praktiske pejlemærker. Intervallet afhænger af pelskvalitet, længde, vejr og hvor grundigt pelsen holdes gennemredt mellem behandlingerne. Tør pelsen helt efter bad uden at rette for varm luft mod huden. Begynd tidligt med korte, positive stunder, hvor hvalpen bliver tryg ved trimmebord, børste, kam, håndtering af poter og føntørrer. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør om at vise teknikken, før filt bliver et problem.

Racen bliver ofte foreslået til allergikere, fordi den efterlader forholdsvis få synlige hår i hjemmet. Det gør ikke hunden allergivenlig. Hundeallergener findes blandt andet i spyt og hud, og mængden varierer fra hund til hund. Den, der har allergi, bør derfor vurdere sin egen situation og møde den konkrete hund flere gange. Racenavnet kan aldrig give en garanti.

## Temperament og personlighed

Bichon frisé er først og fremmest en udpræget selskabshund: kontaktsøgende, livlig og ofte nem at have med i hverdagen. Racestandarden beskriver en tilpasningsdygtig hund, som er social med mennesker og andre hunde, knytter sig tæt til ejerne og hverken bør være nervøs eller gø ofte. Det er et avlsideal, ikke et løfte om, hvordan hvert individ opfører sig.

Den svenske raceklubs sundhedsundersøgelse giver et mere nuanceret billede. De fleste ejere beskrev deres hunde som trygge, glade og positive, men nogle hunde var reserverede over for fremmede eller forsigtige i mødet med andre hunde. Tidlig og rolig miljøtræning er derfor vigtig, også for en race, der normalt beskrives som social. Lad hvalpen opleve nye mennesker, underlag, lyde og hunde i et tempo, hvor den fortsat kan være nysgerrig og selv søge kontakt.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne færdigheder til hverdagen og sætter pris på den tætte kontakt. Den lille størrelse gør dog ikke hundeholdet nemt. Pelsplejen er omfattende, hvalpen skal luftes ofte, og en voksen hund har brug for daglig aktivitet, selskab og gradvis træning i at være alene.

En bichon frisé behøver ikke at gø meget. Den enkelte hund kan alligevel begynde at reagere på lyde i opgangen, mennesker uden for vinduet eller hektiske situationer. Beløn ro, indret om nødvendigt en plads væk fra vinduer og hoveddør, og træn med hverdagens lyde, før reaktionen bliver en vane.

## Træning og motion

Bichon frisé har brug for fysisk aktivitet og mulighed for at bruge hovedet hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, der passer til alle. Alder, helbred, kondition og dagens øvrige aktiviteter har betydning. For en sund voksen hund kan ture med tid til at snuse kombineres med leg og korte træningspas. Hvalpe har brug for flere, men kortere ture ud, mens en ældre hund kan have behov for et roligere tempo og flere pauser.

Selv om racen er avlet som selskabshund, kan den meget mere end at sidde på skødet. Svenske ejere dyrker blandt andet nosework, rallylydighed, lydighed og agility med bichon frisé. Det afgørende er ikke at konkurrere, men at give hunden opgaver, den forstår: at finde et gemt stykke legetøj, følge et kort spor, lære et trick eller øve kontakt på gåturen. Et passende aktivitetsniveau viser sig ved, at hunden holder sig i god form, er nysgerrig ude og kan falde til ro hjemme.

Træningen fungerer bedst, når den er belønningsbaseret, trinvis og tilpasset hunden. Korte træningspas gør det lettere at holde koncentrationen. Brug ekstra tid på indkald, at gå pænt i snor, at vente roligt og at stå stille under pelsplejen. Håndteringstræning er en vigtig hverdagsfærdighed for bichon frisé, ikke noget der bør vente til den første klipning.

Der er ikke god dokumentation for, at bichon frisé som race skulle være usædvanligt svær at gøre stueren. Hvalpe lærer i forskelligt tempo. Tag hvalpen ud efter søvn, mad og leg, beløn når den besørger ude, og undlad at straffe uheld. Hvis en tidligere stueren hund pludselig begynder at tisse indenfor, bør årsagen undersøges, frem for at adfærden afvises som stædighed.

## Sundhed

Raceklubbens seneste svenske gennemgang beskriver racens generelle sundhed som god til meget god, men i nogle år blev forholdsvis få hunde undersøgt, og en ejerundersøgelse kan ikke erstatte veterinære diagnoser. Kontrollér derfor forældredyrenes dokumenterede resultater i stedet for blot at stole på en generel forsikring om, at racen normalt er sund.

Patellastatus, som beskriver knæskallens placering, er et vigtigt svensk kontrolpunkt. Svenska Kennelklubben registrerer ikke kuldet, hvis forældrene mangler en officiel patellastatus. Undersøgelsen skal være foretaget, når hver af forældrene er mindst et år gammel, og resultatet skal foreligge før parringen. Raceklubbens hovedanbefaling er grad 0, uden anmærkning, hos begge forældre. Bed opdrætteren om at vise resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser, og spørg om knæproblemer hos nære slægtninge.

Øjensundheden skal også følges, men her er reglerne anderledes. Svenska Kennelklubbens tidligere krav om øjenlysning er fjernet. Raceklubben anbefaler fortsat, at avlshunde har en øjenlysningsattest, der højst er tolv måneder gammel ved parringen, og rådgiver om, hvordan visse fund kan kombineres. Spørg derfor både efter en aktuel øjenlysning og om øjendiagnoser i familien uden at omtale undersøgelsen som et gældende registreringskrav.

Rindende øjne blev rapporteret i den svenske sundhedsundersøgelse, men årsagerne blev ikke fastslået. Misfarvning fra tårer ses hurtigt på en hvid pels, men øjets tilstand er vigtigere end hårets farve. Nyt eller tiltagende tåreflåd, sammenknebne øjne, smerte, hævelse eller ændret syn bør undersøges af en dyrlæge. Raceklubbens sundhedsstrategi omtaler også tilbagevendende kløe og allergiproblemer, men dokumentationen er ikke tilstrækkelig til at angive sikre hyppigheder.

Tandpleje er en vigtig rutine for alle hunde. Daglig tandbørstning er det bedste forebyggende tiltag mod parodontose og gør det lettere at opdage rødme, dårlig ånde eller beskadigede tænder tidligt. Væn gradvist hvalpen til, at læberne løftes og tænderne berøres, med samme rolige tilgang som ved pelsplejen.

## Historie og oprindelse

Bichon frisés dokumenterede moderne historie er fransk-belgisk. FCI beskriver, hvordan små hunde af denne type blev ført fra Italien til Frankrig under renæssancen. Navnet udviklede sig fra barbichon til bichon, og malerier fra 1600- og 1700-tallet viser lignende hunde sammen med kongelige og andre fremtrædende personer.

Racen blev igen populær under Napoleon III og var dengang kendt som Ténériffe. Efter de to verdenskrige var bestanden tæt på at forsvinde, men franske og belgiske opdrættere byggede den op igen. Det nuværende franske navn, bichon à poil frisé, blev fastlagt i 1978, da racen blev anerkendt som fransk-belgisk. Racen kom til Sverige i 1976, og de første svenske kuld blev født året efter.

Der findes også farverige fortællinger om søfolk, rottefangst og omrejsende hunde, men de er dårligere dokumenteret. Den bedst underbyggede historie handler først og fremmest om en europæisk selskabshund.

## At leve med racen

Bichon frisé kan trives både i lejlighed og hus, fordi boligens størrelse betyder mindre end indholdet i hverdagen. Hunden skal ud regelmæssigt, aktiveres hver dag og lære at forholde sig roligt til lyde uden for døren. Svenske dyrevelfærdsråd siger, at voksne hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne; hvalpe og ældre hunde skal ud oftere.

Alenetid skal læres gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, gå væk i meget kort tid, og øg kun varigheden, så længe hunden forbliver rolig. Én voksen hund kan klare nogle timer, mens en anden har brug for mere selskab eller hundepasning. Hylen, ødelæggelser, uro eller manglende appetit betyder, at træningen skal skrues ned og eventuelt drøftes med en kvalificeret træner eller dyrlæge.

De samme sikkerhedsregler som for andre hunde gælder sammen med børn. Små børn og hunde skal have en voksen til stede, og hunden skal have sit eget hvilested, hvor den får fred. Bichonens lille krop kræver forsigtig håndtering; børn bør ikke bære hunden eller forstyrre den, når den spiser eller sover. Hvis der allerede bor en hund eller kat i hjemmet, bør introduktionen foregå roligt og med god mulighed for afstand. Racens sociale ideal gør ikke en gennemtænkt introduktion overflødig.

Racen passer bedst til den, der ønsker en tæt selskabshund og accepterer, at pelspleje er en fast ugentlig opgave. Før et hvalpekøb bør du kunne se forældrenes patella- og øjenresultater, spørge hvordan de fungerer alene og sammen med lyde, mennesker og hunde samt få en praktisk gennemgang af pelsplejen. Så bygger valget på hunden og den hverdag, I faktisk skal dele, ikke på løfter om en lille hund, der er nem at passe.

Bichon frisé

Deutscher Bichon Frisé Club e.V.

Lille, robust selskabshund (23–30 cm, 5–8 kg) med en bomuldsblød, hvid og næsten ikke-fældende pels, som kræver regelmæssig pleje. Glad, menneskekærlig og let at tilpasse til både lejlighed og hus; den elsker leg og hygge, har brug for moderat daglig motion og trives bedst, når den får lov til at være en tæt del af familielivet.

White vision's kennel

Perronovas

## Kort fortalt

American bully er en moderne amerikansk hund, der primært er udviklet som selskabshund. United Kennel Club, UKC, anerkendte racen i 2013, men Svenska Kennelklubben, SKK, anerkender den ikke, og en American bully kan derfor ikke registreres hos SKK. Kontrollér derfor, hvilket register en opdrætter henviser til, og hvilke dokumenter der faktisk tilhører hunden.

Pocket, Standard, Classic og XL er ikke fire separate racer. Det er størrelses- eller typebetegnelser, som bruges af registre med delvist forskellige regler. UKC grupperer dem som Pocket, Standard/Classic og XL og definerer dem primært ud fra mankehøjde og kropsbygning, ikke en bestemt vægt. Classic har samme højde som Standard, men lettere knoglebygning og mindre kropsmasse. Betegnelsen ”XL” siger derfor mindre end forældrenes mankehøjde, bygning og dokumenterede voksenstørrelse.

Racestandardens ideal er en tryg, venlig og livlig selskabshund i en kraftfuld krop. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Hundens funktion, temperament og håndterbarhed er vigtigere end et ekstremt hoved, det bredest mulige bryst eller en høj kropsvægt.

## Udseende og pels

American bully skal være kompakt og meget muskuløs, men samtidig aktiv, smidig og velkoordineret. Ifølge UKC er den omtrentlige mankehøjde for Pocket 36 til under 43 centimeter for hanner og 33 til under 41 centimeter for tæver. Standard ligger omkring 43–51 centimeter for hanner og 41–48 centimeter for tæver. XL ligger over 51 og op til cirka 58 centimeter for hanner og over 48 og op til cirka 56 centimeter for tæver. Classic har samme højde som Standard, men er lettere bygget. Andre registre, for eksempel American Bully Kennel Club, inddeler varianterne og grænserne lidt anderledes. Find derfor ud af, hvilket register størrelsesbetegnelsen kommer fra.

UKC angiver ikke et vægtinterval, som afgør, hvilken størrelsesklasse hunden tilhører. To hunde med samme mankehøjde kan veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. Se på begge forældre og gerne voksne slægtninge i stedet for at stole på en lovet slutvægt.

Kropsbygningen skal fungere i bevægelse. Hunden skal kunne gå og trave, uden at benene krydser hinanden, brystet hindrer forbenene, eller massen gør bevægelserne tunge. UKC betragter en snude, der er så kort, at den forstyrrer normal vejrtrækning, et bryst, der er så bredt, at det hæmmer bevægelsen, og kraftigt bøjede forben som alvorlige eksteriørfejl. Når du vurderer hunden, bør frie bevægelser, åbne næsebor og ubesværet vejrtrækning veje tungere end et overdrevet udseende.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Børst efter behov for at fjerne løse hår. Kontrollér også hudfolder, poter, kløer, ører og tænder; bad hunden, når den er snavset, i stedet for efter en fast plan.

Farvereglerne afhænger også af, hvilket register der bruges. UKC accepterer mange farver, men diskvalificerer merle; andre registre kan have andre regler. Den amerikanske UKC-standard tillader både naturlige og kuperede ører, men ørekupering er forbudt i Sverige, medmindre det er medicinsk nødvendigt. Naturlige ører er derfor det normale svenske valg.

## Temperament og personlighed

American bully skal ifølge UKC’s ideal være selvsikker, mild og venlig over for mennesker, og aggressivitet mod mennesker beskrives som atypisk. Ordene beskriver, hvordan registeret ønsker, at racen skal være. De kan ikke erstatte en vurdering af den enkelte hund, dens forældre, opvækst og erfaringer.

Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og se, hvordan hun reagerer på besøg, håndtering og hverdagslyde. Spørg, hvordan begge forældre reagerer, efter at de er blevet overraskede: kan de falde til ro og søge støtte, eller varer stress og frygt ved? En voksen hund skal kunne afledes og håndteres, uden at ejeren behøver at stole på fysisk styrke.

En American bully kan trives godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti. En ansvarlig voksen skal altid være til stede sammen med små børn og hunden, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested, hvor børnene ikke følger efter. En voksen bør holde linen, hvis hunden er stærkere end barnet. Vurdér også, hvordan hunden reagerer, når nogen nærmer sig mad, legetøj eller soveplads, og søg hjælp tidligt, hvis adfærden giver anledning til bekymring.

Det samme fokus på individet gælder andre dyr. Tidligere erfaring, jagtinteresse, ophidselsesniveau og sociale færdigheder varierer. Introducér hunde på et neutralt sted med god afstand og løse liner. Mellem hund og kat er der brug for barrierer, flugtveje og korte, kontrollerede møder. Lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd har været stabil over tid.

## Træning og motion

American bully har brug for daglig fysisk aktivitet, mental stimulering og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal motionstimer, som passer til alle. Alder, størrelsesvariant, huld, led, vejrtrækning, vejr og individets restitution afgør, hvordan gåture og anden belastning bør doseres.

Prioritér hverdagsfærdigheder, som gør en stærk hund nem at leve med: at gå roligt i line, indkald, kontakt trods forstyrrelser, vente ved døre, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af på en bestemt plads. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Variér rolige gåture med næsearbejde, problemløsning og korte træningspas. Byg mere aktiv træning gradvist op. Stop og lad hunden komme sig, hvis gangen bliver tung, vejrtrækningen fortsat er anstrengt efter en pause, eller hunden søger skygge og ikke kan falde til ro.

Varme kræver ekstra omtanke hos et tungt eller kortsnudet individ. Læg aktiviteten på køligere tidspunkter, tag vand med, og tilpas intensiteten efter hundens vejrtrækning. Hørbar eller anstrengt vejrtrækning i hvile, tydelig varmeintolerance eller kollaps er ikke normale racetræk, man skal træne sig igennem, men grunde til at få hunden vurderet af en dyrlæge.

## Sundhed

American bully har ikke et svensk SKK-program, der kan bruges som en færdig tjekliste ved køb. Køberen må derfor gennemgå resultaterne for hvert avlsdyr og spørge, hvordan opdrætteren har valgt undersøgelser ud fra hundenes krop, familie og tidligere afkom. Formuleringen ”sundhedstestet” er ikke nok. Bed om dokumenter, der viser hundens identitet, undersøgelsesdato, metode, resultat og udstedende organisation, og kontrollér, at oplysningerne gælder den rigtige hund.

Bed især om faktiske hofte- og albueresultater, når de findes. British Veterinary Association offentliggjorde i 2024 statistik med 101 hofteresultater og 88 albueresultater for American Bully. Det viser, at der findes officielt bedømte resultater at gennemgå. Tallene beskriver dog en begrænset gruppe undersøgte hunde i et britisk system; de viser ikke, hvor almindeligt et problem er i hele populationen, og udgør ikke et svensk SKK-krav. Vurdér forældrenes resultater inden for det korrekte bedømmelsessystem, og spørg, om samme problem går igen hos nære slægtninge.

Vurdér også funktion, ikke kun dokumenter. En avlshund bør kunne trække vejret stille og ubesværet i hvile og efter moderat aktivitet, have åbne næsebor, regulere sin kropstemperatur og bevæge sig uden halthed eller mekaniske hindringer. En meget kort snude, et uforholdsmæssigt stort hoved, overdreven masse, ekstrem brystbredde eller benstilling, der forstyrrer gangen, er advarselstegn. Acceptér ikke snorken eller anstrengt vejrtrækning, mens hunden er vågen, som ”typisk for racen”.

Spørg om dyrlægeundersøgelser, bevægelses- og vejrtrækningsproblemer samt tidlige dødsfald hos forældre, søskende og tidligere kuld. Familiehistorikken og fundene hos den enkelte hund bør styre, hvilke yderligere kontroller der er nødvendige. Svenske avlsregler kræver, at forældredyr er i god fysisk og mental sundhed, og at en kombination ikke forventes at øge risikoen for lidelse eller arvelig funktionsnedsættelse.

## Historie og oprindelse

American bully blev udviklet i USA fra amerikanske bull- og terrierhunde. UKC beskriver racen som en videreudvikling af American Pit Bull Terrier med mindre indflydelse fra American Bulldog, English Bulldog og Olde English Bulldogge. Målet blev en selvstændig, kraftigere selskabshund frem for en kopi af en enkelt forfædretype. UKC anerkendte American Bully den 15. juli 2013.

Historien forklarer, hvorfor ord som ”pitbull”, ”bully” og ”bullterrier” nogle gange blandes sammen i daglig tale, men de er ikke udskiftelige racenavne. Spørg, hvilket register og hvilken standard der ligger bag en stamtavle eller størrelsesbetegnelse. UKC, ABKC og andre registre kan have forskellige inddelinger, farveregler og dokumentkrav.

I Sverige er forskellen særligt vigtig: American bully er ikke en SKK-anerkendt race og kan ikke registreres hos SKK. Et bevis fra et andet register er derfor ikke et SKK-bevis og dokumenterer ikke i sig selv god sundhed eller temperament. Kontrollér udstederen og hundens identitet.

## At leve med racen

American bully passer bedst til en ejer, der kan håndtere en stærk hund roligt, træne regelmæssigt og vælge funktion frem for et ekstremt udseende. En lejlighed er ikke automatisk en hindring, men gulvplads, trapper eller elevator, vej til luftested, støj hos naboer og muligheden for at komme ud ofte skal passe til hundens størrelse. Et meget stort individ kan være upraktisk på lidt plads, selv om det er roligt indendørs.

Tid alene skal trænes gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg hverdagen efter individets adfærd og behov for at komme ud i stedet for at antage, at racen kan klare et bestemt antal timer.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, kontrollere morens identitet i Jordbruksverkets centrale hunderegister og bede om at se originaler eller verificerbare kopier af sundhedsresultater. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel. Chipnummer, købsaftale og øvrige dokumenter skal stemme overens. Kuperede ører på en hund, der oplyses at være svenskfødt, er en tydelig grund til at standse op og kontrollere oprindelse og indførsel.

Sverige har ikke forbud mod enkelte hunderacer, men ejeren er altid ansvarlig for opsyn og for, at hunden ikke forårsager skade eller alvorlig ulempe. Ved rejse, flytning eller transit skal reglerne kontrolleres på ny. Andre lande kan have særlige regler for hunde af bulltype, og nogle juridiske definitioner bygger på hundens fysiske type og højde frem for navnet i et register.

Det bedste valg ved køb bygger derfor på mere end betegnelsen American bully. Vælg en hund, der trækker vejret frit, bevæger sig uhindret, kommer sig godt, har håndterbare forældre og kan knyttes til tydelig sundheds- og oprindelsesdokumentation. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, hovedstørrelse eller en lovet vægtklasse.

American bully

American bully er en kompakt, muskuløs selskabshund fra USA, avlet frem fra pitbull-lignende racer med fokus på et stabilt og venligt temperament. Den findes i flere størrelser, har et kraftigt hoved, kort, nem pels at passe og trives med tæt kontakt med familien, træning og socialisering.

Bambi

## Kort fortalt

Welsh corgi cardigan er en britisk kvæghund og selskabshund. Den er lavstammet, men har langt mere fylde, styrke og arbejdslyst, end de korte ben umiddelbart antyder. Racen passer bedst til en ejer, der har lyst til at træne, gå ture og løse opgaver sammen med sin hund hver dag.

- **Størrelse:** Racestandarden angiver en mankehøjde på 30 cm som ideal. Den angiver ikke et fast vægtinterval; vægten skal passe til hundens størrelse og samlede balance.
- **Krop:** Lang og stærk med korte ben, god afstand til jorden og en lang, rævelignende hale.
- **Temperament:** Raceidealet er opmærksomt, aktivt, intelligent og stabilt, uden skyhed eller aggression.
- **Aktivering:** Daglig fysisk bevægelse og mental beskæftigelse er nødvendig. Et fast antal minutters motion passer ikke til alle individer.
- **Pels:** Kort til middellang, vejrbestandig dobbeltpels med underuld. Regn med fældning og regelmæssig børstning.
- **Vigtigt ved køb af hvalp:** Bed om at se forældredyrenes faktiske HD-resultater, og spørg til øjenundersøgelse, rcd3-PRA og eventuel merlefarve.

Cardigan og welsh corgi pembroke er to separate racer. Vælg derfor ikke alene ud fra ordet »corgi« eller et billede af en kortbenet hund. Sammenlign racernes behov i hverdagen, mød voksne hunde og vurder hundene hos den pågældende opdrætter.

## Udseende og pels

En welsh corgi cardigan skal være robust, bevægelig og udholdende: lavstammet, men ikke så lav, at kroppen mangler afstand til jorden. Kroppen er forholdsvis lang og stærk, knoglebygningen kraftig og ørerne store, opretstående og let afrundede i spidserne. Den middellange hale når ned til eller næsten til jorden. Den må løftes, når hunden bevæger sig, men må ikke krølle over ryggen. Den lange, rævelignende hale er et tydeligt træk i cardiganstandarden.

De godkendte farver er blue merle, brindle, rød, zobel, tricolour med brindle-aftegninger og tricolour med røde aftegninger. Typiske hvide aftegninger er tilladt, men hvidt må ikke dominere på kroppen eller hovedet og må ikke omkranse øjnene. Ifølge standarden er blå eller blåspættede øjne kun tilladt hos blue merle.

Pelsen består af hårde, helst lige dækhår og en beskyttende underuld. Børst hele pelsen igennem regelmæssigt og oftere, når meget underuld løsner sig. Kontrollér især, at løs underuld ikke pakker sig bag ørerne, på baglårene og omkring halen. Hvor meget og hvornår en hund fælder, varierer. Forvent mere løse hår i visse perioder i stedet for at følge en fast kalender. Væn hvalpen roligt til børstning, negleklip og anden håndtering fra begyndelsen.

## Temperament og personlighed

Welsh corgi cardigan skal ifølge raceidealet være opmærksom, aktiv, intelligent og stabil. Det er et godt udgangspunkt, men ingen garanti for, hvordan den enkelte hund udvikler sig. Resultater fra svenske BPH-adfærdsbeskrivelser viser variation inden for racen, og opvækst, erfaringer og individ påvirker blandt andet socialitet, frygtreaktioner, lyst til leg og evnen til at falde til ro.

Baggrunden som gård- og kvæghund kan vise sig som stor opmærksomhed på bevægelse, lyst til at holde øje med omgivelserne og en tendens til at gø. Nogle unge hunde kan også forsøge at styre mennesker eller dyr, der løber, og nappe efter benene. Det er mulige adfærdsmønstre, som bør forebygges og trænes, ikke noget alle hunde af racen gør. Afbryd roligt, beløn en alternativ adfærd, og tilbyd planlagte aktiviteter, hvor hunden får lov til at bruge næse, krop og hoved.

Spørg opdrætteren, hvordan forældredyrene fungerer med gæster, i nye omgivelser og efter aktivitet. Mød dem, hvis det er muligt. En hund, der hurtigt bliver meget opstemt, men har svært ved at falde til ro, kan være krævende, selv om den lærer hurtigt. I mange hjem er evnen til at veksle mellem aktivitet og hvile mindst lige så vigtig som lysten til at træne.

## Træning og motion

En cardigan har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men der findes ingen troværdig minutregel, som passer til alle. Alder, helbred, kondition og personlighed afgør mængden. En god hverdag kombinerer ture i forskellige omgivelser med næsearbejde, korte træningspas, leg og tid til at komme sig.

Racen sætter ofte pris på opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og træffe små valg. Spor, søgeøvelser, hverdagstræning, rallylydighed og kontrollerede øvelser i kropskontrol er eksempler. Hunden behøver ikke at hyrde for at få et meningsfuldt liv. Øg sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist, især hos en hund i vækst, og søg råd hos en dyrlæge eller veterinærfysioterapeut, hvis hunden har smerter, halter eller bevæger sig unormalt. Kropsbygningen er ikke i sig selv en grund til at forbyde al brug af trapper eller alle hop, men omgivelserne og aktiviteten skal passe til den enkelte hund.

Træn positivt, belønningsbaseret og i tydelige trin. Prioritér kontakt, indkald, følgeskab og rolig adfærd omkring cykler, løbende børn og andre bevægelser, der kan fange hundens interesse. Hvis hunden gør ved døren eller vinduet, så hjælp den væk fra situationen, før gøen bliver en vane, og beløn den adfærd, du ønsker. Hårde korrektioner eller forsøg på at »dominere« hunden er unødvendige og kan gøre den mindre tryg.

## Sundhed

Den gældende svenske avlsstrategi beskriver welsh corgi cardigan som generelt sund. I de øjenundersøgelser, som strategien sammenfatter, skilte ingen enkelt øjensygdom sig ud. Det betyder ikke, at alle hunde er sunde, eller at sundhedsundersøgelser er uvigtige. For en hvalpekøber er dokumenterede resultater mere værd end generelle forsikringer om, at en linje er »problemfri«.

### Hofter og bevægeapparat

Siden 2025 skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben. **Kendt status betyder, at resultatet er registreret, ikke at hofterne automatisk er frie for HD.** Bed derfor om de faktiske grader, og lad opdrætteren forklare valget af kombination.

Raceklubben følger også short ulna, hvor albuebenet holder op med at vokse for tidligt, så forbenet kan blive stadig mere skævt. Hvis en hund i vækst får en tydeligt ændret benstilling, en udaddrejet pote eller halthed, bør den hurtigt undersøges af en dyrlæge med ortopædisk erfaring. Behandling kan være nødvendig, mens hunden stadig vokser, så vent ikke bare og se tiden an.

### Øjne, rcd3-PRA og merle

Rcd3-PRA er en tidligt debuterende, autosomalt recessiv form for PRA, som forekommer i racen. En DNA-test kan vise, om en hund er fri, anlægsbærer eller genetisk afficeret. En anlægsbærer bliver ikke selv syg af netop rcd3-PRA, men kan give genvarianten videre. Testen giver kun svar på denne ene genetiske variant. En øjenundersøgelse kan i stedet finde kliniske øjenforandringer, men kan ikke udpege raske anlægsbærere. Undersøgelserne erstatter derfor ikke hinanden.

Blue merle er en godkendt farve, men merleanlægget må ikke arves fra begge forældre, fordi afkommet så risikerer alvorlige høre- og øjendefekter. Ved køb af en merlefarvet hvalp bør opdrætteren kunne forklare forældrenes farver, og hvordan parringen følger reglerne hos Svenska Kennelklubben.

Hold også hunden i passende huld. En tydelig talje skal kunne ses bag ribbenene, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Følg ændringer over tid i stedet for at sigte efter én bestemt standardvægt.

## Historie og oprindelse

Welsh corgi cardigan blev udviklet i Wales som gård- og kvæghund. Den arbejdede tæt sammen med menneskene på gården og hjalp blandt andet med at drive og holde styr på kvæg. Den historiske funktion forklarer kombinationen af lav højde, bevægelighed, udholdenhed og opmærksomhed på det, der sker omkring hunden.

Hvor gammel racen er, og præcis hvilke hunde den stammer fra, er ikke endeligt fastslået. Ældre fortællinger knytter den til meget tidlige walisiske hunde, keltere eller vikinger, men sådanne teorier bør ikke behandles som sikker afstamning. Svenska Kennelklubben oplyser, at cardigan og pembroke blev krydset indbyrdes frem til 1934, hvor de blev adskilt og anerkendt som to selvstændige racer. Den første welsh corgi cardigan, som blev registreret i Sverige, kom i 1963.

I dag klassificerer FCI racen som kvæghund og selskabshund. Mange lever udelukkende som familiehunde, men den aktive og arbejdsrettede arv er stadig relevant, når man vurderer, om hverdagen passer.

## At leve med racen

En welsh corgi cardigan kan bo i lejlighed, men den lave mankehøjde gør den ikke automatisk nem at have i et lille hjem. Den har brug for daglig aktivitet, mulighed for at falde til ro og træning i at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for vinduerne. Hus og have erstatter ikke ture, samarbejde eller nye omgivelser.

At kunne være alene er ikke en fast raceegenskab. Begynd med meget korte stunder, når hunden er tryg, og øg tiden gradvist. Gå et skridt tilbage, hvis den viser uro. Planlæg hverdagen efter individet, og regn ikke med, at en lille hvalp kan være alene.

Racen kan fungere godt i en børnefamilie, men ingen race er automatisk sikker sammen med børn. En voksen skal altid være til stede, når små børn og hund er sammen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Lær både børn og hund rolige regler, især når leg og løb kan vække hundens interesse for bevægelse.

Det samme fokus på individet gælder andre hunde og katte. Tidligere erfaringer og en kontrolleret introduktion betyder mere end racenavnet. Ved introduktion til en kat bør katten have et hundefrit sted at trække sig tilbage, møderne skal foregå roligt, og jagt skal forhindres helt fra begyndelsen.

Før køb er det klogt at kontrollere:

- forældredyrenes officielle HD-grader, ikke kun at de er HD-røntgenundersøgt;
- dato og resultat for øjenundersøgelse samt status for rcd3-PRA;
- hvordan en eventuel merleparring er planlagt;
- hvordan nære slægtninge fungerer med lyde, mennesker og hunde, og hvor godt de falder til ro efter aktivitet;
- om du ønsker en hverdag med fældning, træning og daglig aktivering gennem hele hundens liv.

Racen passer altså ikke til en, der kun vælger den på grund af det kompakte format. En cardigan er en aktiv og intelligent kvæghund på korte ben og har brug for en ejer med både tid og interesse for et gennemtænkt hverdagsliv.

Welsh corgi cardigan

Welsh Corgi League (UK)

Welsh corgi cardigan er en robust, langstrakt hyrdehund med rævelignende hoved og lang hale. Trods sine korte ben er den energisk og smidig, loyal, årvågen og ofte reserveret over for fremmede. Pelsen er en vejrbestandig dobbeltpels, som findes i mange farver, og racen har brug for regelmæssig motion og pelspleje.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet