## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Swedish Kennel Club

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

Emzyhusky’s

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Golden Buzzers

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

The Kennel Club (UK)

Norwegian Kennel Club

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Vi föder upp Labradorer av den lättare smidigare typen. Har så gjort i snart 40 år. Friska trevliga Labradorer som nu nått 8:e generation i rakt nedstigande tikled. Vilket innebär att friska labradorer i 8 generationer ökar chansen till friska labradorer i framtiden.

Rosebird

## Kort fortalt

- English Toy Terrier er en lille britisk selskabshund med et tydeligt terrierpræg.
- Racestandarden angiver en **ideel skulderhøjde på 25–30 cm** og en **idealvægt på 2,7–3,6 kg**. Målene beskriver idealet, ikke alle sunde voksne hunde.
- Pelsen er kort, tæt, glat og blank. Farven er sort med tydeligt afgrænsede tan-aftegninger.
- Racen er aktiv, opmærksom og ofte hurtig til at alarmere med gøen, men åbenhed over for mennesker, tendens til at gø og stressfølsomhed varierer mellem individer og linjer.
- Den tynde pels beskytter kun lidt mod kulde. Et velsiddende dækken kan være nødvendigt på kolde nordiske dage.
- Små gnavere kan vække jagtlysten. Børn og større hunde bør være sammen med hunden under roligt opsyn for at mindske risikoen for skader.
- Læg mere vægt på dokumenteret sundhed, temperament og slægtskab end på en lang liste med uspecificerede gentest.

## Udseende og pels

English Toy Terrier skal være elegant, kompakt og velafbalanceret med fine linjer uden at virke skrøbelig. Hoved og ben skal passe harmonisk til kroppen, og bevægelserne skal være frie, jævne og præcise. De tynde, højt ansatte ører har en karakteristisk form, der minder om flammen på et stearinlys, og skal være helt opretstående fra ni måneders alder.

Racestandarden beskriver udtrykkeligt 25–30 cm og 2,7–3,6 kg som idealmål. De er hverken et generelt normalområde eller det eneste mål for, om en hund er sund. Se også på huld, balance, bevægelser og hundens funktion i hverdagen. En hund, der ligger uden for idealvægten, er ikke automatisk over- eller undervægtig.

Den eneste godkendte farve er sort med tan-aftegninger på bestemte dele af hovedet, brystet, benene og undersiden. Grænsen mellem sort og tan skal være tydelig. Pelsen skal være kort, tæt, glat og blank. Den kræver som regel kun lidt pleje: tør snavs af, og brug en blød børste eller klud efter behov. Kontrollér samtidig hud, poter, kløer, ører, øjne og mund.

Den korte pels har ikke noget kraftigt isolerende lag. Tilpas derfor tiden udendørs til vejret, aktivitetsniveauet og den enkelte hund. Et dækken kan være fornuftigt i kulde, men hunden har stadig brug for motion og daglige ture ud. Skyl og tør poterne efter kontakt med vejsalt, og begynd tidligt med rolig negleklipning og tandbørstning.

## Temperament og personlighed

English Toy Terrier er normalt en opmærksom og aktiv selskabshund, men en racebeskrivelse kan ikke erstatte en vurdering af den enkelte hund. Standarden kræver et vågent temperament uden ubegrundet nervøsitet. Svenske racedokumenter beskriver mange hunde som nysgerrige, hengivne og ivrige efter at deltage, men viser også stor variation i ejernes erfaringer.

Racen kan være afventende over for fremmede, og nogle individer gør hurtigt, når nogen kommer til døren. Det betyder ikke, at alle English Toy Terriere er reserverede eller støjende. En hvalpekøber bør møde tæven og om muligt hanhunden eller andre voksne slægtninge. Se, hvordan de reagerer på ukendte mennesker, lyde og forsigtig håndtering, og hvor hurtigt de falder til ro igen efter noget uventet.

Det svenske BPH-grundlag giver ikke en sikker adfærdsprofil for racen. I den racespecifikke avlsstrategi fra 2022 indgik kun 21 påbegyndte BPH-beskrivelser, og det offentliggjorte racegennemsnit byggede på blot 11 svenskfødte hunde. Den lille gruppe viste tegn på usikkerhed og lavere tryghed i mødet med fremmede, men udvalget er for lille til at beskrive alle hunde. Spørg derfor ind til temperamentet gennem flere generationer, og fravælg tydeligt sky, nervøse eller let stressede forældredyr.

Historien som rottefanger viser sig hos nogle hunde som interesse for små dyr i hurtig bevægelse. Mus, hamstere og marsvin bør derfor holdes sikkert adskilt. Samliv med en kat eller en anden hund afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen; racenavnet er ingen garanti. Leg med væsentligt større hunde skal være kontrolleret, fordi en lille, finlemmet hund kan komme til skade, selv om begge hunde er venlige.

## Træning og motion

English Toy Terrier har brug for fysisk aktivitet og mental stimulering hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, vejr, tempo og det, hunden faktisk laver, er vigtigere end et generelt tidsmål. Variér lufteture og længere ture med næsearbejde, leg, enkle søgeøvelser, tricks og rolige pauser. En voksen hund kan ofte klare mere aktivitet, end størrelsen antyder, mens en hvalp har brug for kortere forløb, fri bevægelse og masser af hvile.

Belønningsbaseret træning i små trin passer til racens hurtige og opmærksomme væsen. Hold træningen kort og tydelig. Læg især vægt på kontakt, indkald, at gå pænt i snor og at kunne vende opmærksomheden væk fra noget, der bevæger sig. Brug et indhegnet område eller en lang line, indtil indkaldet fungerer, også når omgivelserne frister.

For at forebygge vedvarende gøen ved døren kan hunden lære at gå hen på sin plads et stykke fra entréen. Beløn den, når den går derhen og falder til ro, og bed gæster om at vente med kontakt, til hunden er afslappet. Målet er ikke fuldstændig stilhed, men et tydeligt alternativ til at fortsætte med at alarmere.

Væn hvalpen tidligt og forsigtigt til, at nogen ser på tænder og ører, rører ved ben og poter og løfter den sikkert. Træningen skal være frivillig, positiv og opdelt i små trin. Det gør den daglige pleje, dyrlægebesøg og det at blive undersøgt på et bord ved hundeudstillinger lettere.

## Sundhed

For English Toy Terrier er det vigtigt at skelne mellem anbefalede sundhedsundersøgelser, test der kun er relevante for bestemte stamtavler, og bindende registreringskrav. Den svenske racespecifikke avlsstrategi anbefaler øjenlysning og kontrol af patella og hjerte. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 indeholder derimod ikke et racespecifikt krav om sundhedsundersøgelse for English Toy Terrier. En undersøgelse kan stadig være værdifuld, selv om den ikke er påkrævet.

Det svenske sundhedsgrundlag er lille. Avlsstrategien omtaler blandt andet mislyd på hjertet i en begrænset spørgeskemaundersøgelse og et beskedent antal hunde undersøgt for øjne og patella. Tallene giver grund til spørgsmål og undersøgelser, men kan ikke fastslå, hvor almindelig en tilstand er i hele racen. Bed om at se daterede resultater for begge forældre, og spørg til diagnoser hos søskende, forældre og tidligere afkom.

Den svenske avlsstrategi nævner tre DNA-test for avlshunde med amerikanske eller canadiske hunde i stamtavlen: juvenil dilateret kardiomyopati (JDCM), xanthinuri og von Willebrands sygdom type 1. Den gældende britiske sundhedsstandard anbefaler JDCM, xanthinuri type II og øjenundersøgelse for racen, men nævner ikke vWD1. Det er en god grund til at kontrollere stamtavlen og de relevante nationale anbefalinger, før man bestiller en bred testpakke uden et klart formål.

JDCM er en alvorlig hjertesygdom, som kan vise sig tidligt i livet. Xanthinuri type II kan føre til xanthinkrystaller i urinvejene og nyreskade. Begge beskrives som autosomalt recessive: En hund med én ændret genkopi er bærer og forventes ikke selv at udvikle sygdommen, mens to ændrede kopier indebærer en risiko for sygdom. En bærer behøver derfor ikke automatisk at blive udelukket fra avl; kombinationen skal planlægges, så hvalpene ikke arver to ændrede kopier, samtidig med at den genetiske variation bevares.

Før du køber hvalp, bør du få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvilke øjen-, patella- og hjerteundersøgelser er udført, hvornår blev de foretaget, og hvad var resultaterne?
- Er der amerikanske eller canadiske hunde i stamtavlen, og hvilke DNA-test er derfor relevante?
- Hvad ved man om sundhed og temperament hos nære slægtninge, ikke kun forældredyrene?
- Hvordan undgår opdrætteren tætte parringer og overforbrug af enkelte avlshunde?

## Historie og oprindelse

English Toy Terrier er en britisk dværghund med rødder i Black and Tan Terrier. Under urbaniseringen i 1800-tallet blev små terriere brugt til at bekæmpe rotter, og der foregik også blodige rottekonkurrencer på pubber. Historien er med til at forklare terrierpræget, men bør ikke romantiseres.

I Storbritannien var racen kendt under flere navne, blandt andet Miniature Black and Tan Terrier og Black and Tan Toy Terrier. The Kennel Club ændrede navnet til English Toy Terrier (Black and Tan) i 1960. Den første dokumenterede import til Sverige kom fra USA i 1958.

Nordamerikanske Toy Manchester Terriere er senere blevet brugt til at udvide den lille genpulje og kan forekomme i svenske og andre nordiske stamtavler. Det gør ikke de to racestandarder identiske. Den svenske avlsstrategi peger blandt andet på forskelle i hovedform og overlinje. For en hvalpekøber er stamtavlen vigtig både for at forstå hundens baggrund og for at afgøre, hvilke DNA-test der kan være relevante.

## At leve med racen

English Toy Terrier kan fungere godt i en lejlighed, hvis den kommer ud, får brugt både krop og hoved og lærer at slappe af trods lyde i bygningen. Boligens størrelse erstatter ikke gåture, og en have erstatter heller ikke daglig aktivitet. Begynd tidligt at træne ro ved døren, elevatoren og i opgangen, hvis ejendommen er lydt.

Alenetid skal læres gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og voksne hunde er forskellige i, hvad de kan klare. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg tiden langsomt, og gå et skridt tilbage, hvis den viser uro. Planlæg hjælp i løbet af arbejdsdagen i stedet for at gå ud fra, at en lille hund kan være alene i lang tid.

Racen kan bo sammen med børn, men en voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke løfte, bære eller jage den. Den samme forsigtighed gælder voldsom leg med større hunde. English Toy Terrier er finlemmet, men ikke en pyntegenstand: Den har brug for sikker fysisk aktivitet, samtidig med at familien forebygger fald, klemskader og hårdhændet behandling.

Racen passer bedst til den, der sætter pris på en lille, men aktiv hund, kan tilbyde dagligt selskab og træning og er villig til at vurdere individet frem for at stole på stereotyper. En god beslutning bygger på møder med voksne slægtninge, dokumenterede sundhedsoplysninger og en plan for hverdagen, som også fungerer i koldt vejr eller på dage, hvor hunden ikke kan komme med.

English Toy Terrier

English Toy Terrier Club (UK)

Verein für Deutsche Spitze e.V. (Germany)

Lille, elegant sort‑tan toyterrier med fin, men atletisk kropsbygning og en letplejet, kort pels. Loyal og meget menneskeorienteret, knytter sig ofte stærkest til én person. Livlig, intelligent og følsom, har brug for daglig motion, mental stimulering og beskyttelse mod ekstreme temperaturer.

Jag bor i Strömstad och föder upp English toy terrier. Har även haft 2 kullar med mopsar.

Black and fawn

## Kort fortalt

Nederlandsk schapendoes er en letbygget hollandsk hyrdehund, der forener arbejdsglæde, fart og selvstændighed med stor hengivenhed over for mennesker, den kender. Den passer bedst til en ejer, som gerne vil træne og være aktiv sammen med hunden, og som har tid til en lang pels, især mens unghunden skifter pels.

- **Racegruppe:** Gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Oprindelse:** Nederlandene
- **Oprindelig opgave:** At hyrde får
- **Skulderhøjde:** Hanhunde 43–50 cm, tæver 40–47 cm
- **Vægt:** Racestandarden angiver ikke et fast vægtinterval
- **Pels:** Lang, tæt dobbeltpels med en fin, tør og let bølget struktur
- **Aktivitetsniveau:** Energisk hyrdehund, der har brug for både bevægelse og meningsfulde opgaver

Racen kaldes ofte blot schapendoes. Under den pjuskede pels findes en smidig arbejdshund, som skal kunne galoppere, springe og vende hurtigt.

## Udseende og pels

Nederlandsk schapendoes skal være letbygget og lidt længere end høj. Bevægelserne skal være frie og fjedrende. Den kraftige pels får hunden til at se større ud, end kroppen faktisk er.

Hanhunde skal være 43–50 cm og tæver 40–47 cm. Standarden angiver ingen idealvægt. Højde, let kropsbygning, muskelmasse og huld giver bedre vejledning end et generelt vægtinterval.

Halen er lang og rigt behåret, men skal ikke altid bæres i samme stilling. I hvile hænger den ned. I trav kan den bæres forholdsvis højt og svinge let fra side til side, i galop strækkes den ud, og under spring fungerer den som et ror. En opmærksom hund må løfte halen højt, men den må ikke bæres stift over ryggen.

Pelsen har tæt underuld og lange dækhår, mindst 7 cm over bagparten. Hårene skal være fine, tørre og let bølgede og stå ud i totter. Tydeligt krøllet, kruset eller silkeagtig pels svarer ikke til standarden. Den fyldige hårtop, overskægget og skægget giver det karakteristiske udtryk.

Alle farver er tilladt, men standarden foretrækker blågrå til sort.

Pelsplejen ændrer sig, efterhånden som hunden vokser. Hvalpepelsen kan være forholdsvis enkel, mens overgangen til voksenpels ofte giver en blødere overgangspels, der lettere filtrer. Den voksne pels udvikler sig gradvist og er måske først færdig, når hunden er omkring to til tre år. I overgangsperioden har nogle hunde brug for gennemredning langt oftere end en voksen hund med færdig pels.

En grundig gennemgang cirka en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt, men pelsens tilstand skal afgøre det. Del pelsen i mindre partier, og kontrollér med en kam helt ned til huden, især bag ørerne, i skægget og kraven, under forbenene, på maven og omkring bagparten. Hvis kammen ikke glider igennem uden modstand, skal pelsen redes ud.

Pelsen kan samle grus, kviste, frø, mudder og sne. Underuld løsner sig også med mellemrum, selv om hårene ikke altid lander på gulvet på samme måde som hos en korthåret hund. Det gør ikke racen allergivenlig. Hundeallergi skyldes først og fremmest allergener fra hud og spyt, og ingen hunderace kan garanteres at være sikker for en allergiker.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver schapendoes som opmærksom, modig, intelligent, årvågen, glad, livlig og venlig. Over for mennesker, den kender, skal den være hengiven og trofast. Hyrdehundebaggrunden mærkes ofte ved, at hunden hurtigt registrerer bevægelse og forandringer.

Det er raceidealet, ikke en garanti for hvert individ. I den svenske racespecifikke avlsstrategi, som bygger på ældre mentalbeskrivelser til og med 2015, blev der bemærket flugt- og frygtreaktioner ved lyde og overraskelser samt en lav tilbøjelighed hos nogle hunde til at undersøge det, der havde skræmt dem. Grundlaget er begrænset og historisk, men gør tryghed og evnen til at falde til ro igen til vigtige spørgsmål. Bed opdrætteren give konkrete eksempler på, hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede, pludselige lyde, håndtering og nye miljøer, og bed om at se BPH- eller MH-resultater, når de findes.

Årvågenheden kan betyde, at hunden varsler, når nogen kommer, eller noget ændrer sig uden for hjemmet. Træn tidligt, at et kort varsel skal efterfølges af ro. Afskærm en vinduesplads, hvis den udløser gøen, beløn stilhed, og lær hunden at gå hen på en bestemt plads, når det ringer på døren.

En schapendoes kan fungere godt med børn, når hunden er tryg, og en voksen styrer samværet. Børn må ikke trække i pelsen, forstyrre hunden, når den hviler, eller lege med den uden opsyn. Legelyst og hurtige bevægelser kan også føre til sammenstød eller adfærd, der minder om hyrdning. Samlivet med hunde, katte og smådyr afhænger af individ, erfaring og introduktion. En baggrund som hyrdehund er ingen garanti for et problemfrit forhold.

## Træning og motion

Nederlandsk schapendoes har brug for bevægelse og mental aktivering hver dag, men et fast antal timer passer ikke til alle. Tilpas belastningen efter alder, helbred, kondition og evnen til at falde til ro. Variér gåture, muligheder for at bruge næsen og koncentrationsopgaver med uforstyrret hvile.

Racen kan være glad for agility, rallylydighed, lydighed, dog dancing, næsearbejde, spor, eftersøgning og hyrdning. Man behøver ikke at konkurrere, men hunden har glæde af opgaver, der forener hurtige beslutninger, kropskontrol og samarbejde. Aktivitet med højt tempo skal afbalanceres med ro og hvile.

Selvstændigt arbejde var en del af racens oprindelige funktion. I træningen kan det vise sig som egne initiativer eller mistet interesse ved gentagelser. Hold træningspassene korte, variér belønningerne, og øg sværhedsgraden gradvist. Belønningsbaseret træning giver tydelig information uden frygt eller smerte.

Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt omkring bevægelse, mennesker og andre hunde
- ro ved døre og vinduer og ved lyde i opgangen
- at gå pænt i snor og passere uden at forsøge at hyrde eller kaste sig ind i leg
- tryg håndtering af pels, ører, poter, mund og hele kroppen
- kropskontrol før høje spring og krævende agilitytræning
- et tydeligt signal om, at aktiviteten er slut, og det er tid til hvile

Hvalpe og unge hunde skal ikke trænes som færdige sportshunde. Opbyg balance og koordination gennem varieret bevægelse, og vent med gentagen høj belastning, til kroppen er moden.

## Sundhed

Bed om at se aktuelle øjen- og gPRA-resultater samt tilgængelig information om hofter, albuer og mentalitet. Kontrollér hundenes identitet og datoerne for undersøgelserne.

gPRA er en form for progressiv retinal atrofi, som hos schapendoes er knyttet til en mutation i genet CCDC66. Sygdommen nedbryder gradvist nethindens lysfølsomme celler og kan føre til natteblindhed, tiltagende synstab og til sidst blindhed. Der findes en direkte DNA-test for den racespecifikke mutation.

DNA-testen viser, om hunden er genetisk fri, bærer eller har to kopier af sygdomsvarianten:

- En genetisk fri hund har ikke den testede sygdomsvariant.
- En bærer har én kopi. Den skal ikke forveksles med en hund, der har to kopier, men kan give varianten videre.
- En hund med to kopier har risiko for at udvikle den testede form for gPRA.

Nedarvningen er simpel autosomal recessiv. En kendt bærer skal derfor kun parres med en hund, der er genetisk fri eller dokumenteret fri via afstamning. Hvalpene kan så ikke få to kopier af netop denne testede variant, selv om nogle kan blive bærere. Det afgørende er, at kombinationen er sikker, og at resultaterne kan kontrolleres.

DNA-testen og en klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål. DNA-testen gælder den kendte CCDC66-variant, mens en øjenundersøgelse kan påvise synlige forandringer på undersøgelsestidspunktet. Et frit DNA-resultat udelukker derfor ikke alle mulige øjensygdomme, og en øjenundersøgelse uden anmærkninger viser ikke hundens genetiske gPRA-status.

Den offentliggjorte svenske racespecifikke avlsstrategi, revideret i 2016, angiver gPRA-test og øjenundersøgelse for avlshunde og anbefaler desuden undersøgelse af hofter og albuer. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller derimod ikke noget racespecifikt krav om undersøgelse af hofter eller albuer, øjenundersøgelse eller gPRA-test for at registrere et schapendoeskuld. En hvalp registreret hos Svenska Kennelklubben har derfor ikke automatisk forældre med disse resultater. Klubbens generelle regel for alvorlige sygdomme med simpel recessiv nedarvning gælder dog stadig, når et DNA-resultat er kendt: En bærer må kun kombineres med en fri hund, og en hund med to kopier af sygdomsvarianten må ikke bruges i avl.

Bed opdrætteren vise:

- gPRA-resultatet for hver forælder eller dokumentation for fri status via afstamning
- aktuelle resultater fra øjenundersøgelser med den fuldstændige vurdering
- officielle hofte- og albueresultater, hvis hundene er undersøgt
- information om syn, led, bevægelighed og frygt hos ældre nære slægtninge

## Historie og oprindelse

Nederlandsk schapendoes udviklede sig som hyrdehund i Nederlandene og fandtes, hvor der var hedeområder, hyrder og fåreflokke i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hundene havde brug for udholdenhed, bevægelighed, fart og evnen til at træffe beslutninger på afstand af hyrden.

P. M. C. Toepoel regnes som racens grundlægger. Mellem 1940 og 1945 blev hunde af den næsten forsvundne type samlet til videre avl. Den nederlandske raceklub blev stiftet i 1947, Raad van Beheer gav en foreløbig anerkendelse i 1952, og i 1954 blev der udarbejdet en standard og åbnet en stambog.

Året 1971 står i standardens historiske resumé som racens endelige anerkendelse. FCI's eget raceregister angiver derimod den 17. maj 1991 som datoen for endelig FCI-anerkendelse. Året 1971 bør derfor ikke omtales som datoen for endelig FCI-anerkendelse uden en forklaring. Den gældende officielle standard blev godkendt af FCI i 1992 og offentliggjort i 1999.

Standarden placerer schapendoes blandt langhårede europæiske hyrdehunde som bearded collie, puli, polski owczarek nizinny, old english sheepdog, briard og bergamasco. Det er en beskrivelse af historisk slægtskab, ikke en nyere blanding af disse racer.

## At leve med racen

En schapendoes kan bo i lejlighed eller hus, hvis den får aktivitet, hvile og træning omkring lyde. I en lydhør ejendom skal mennesker i opgangen, elevatordøre og bevægelse uden for vinduet blive almindelige hændelser, ikke grunde til langvarig varsling. En have erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter.

Regn med, at pelsen tager naturen med indenfor. Efter en skovtur kan du være nødt til at fjerne kviste og frø, rede fugtige partier ud og kontrollere poter og hud. Pelsplejen under unghundens pelsskifte kan tage væsentligt længere tid end hos en voksen hund med færdig pels. Lær hvalpen at acceptere systematisk pelspleje på et skridsikkert underlag.

Racen vil gerne være tæt på familien, så alenetid skal trænes i små trin, når hunden er tryg og har været ude. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan hvile. Vedvarende gøen, vandren, pusten eller ødelæggende adfærd betyder, at trinnet var for svært, ikke at hunden skal være alene i længere tid for at ”vænne sig til det”.

Nederlandsk schapendoes passer til dig, der ønsker en hurtig, glad og engageret træningskammerat og sætter pris på en hund, der tager egne initiativer. Den passer dårligere, hvis et meget lavt aktivitetsbehov, minimal pelspleje eller en hund, der af sig selv er stille og tryg overalt, er afgørende. Vælg opdrætter ud fra verificerede gPRA- og øjenresultater, åben information om led og mentalitet og den måde, de voksne hunde fungerer på i hverdagen.

Nederlandsk schapendoes

Dutch Schapendoes Club of the Netherlands

Société Centrale Canine (France)

Deutsche Kynologische Gesellschaft (Germany)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Nederlandsk schapendoes er en mellemstor, hollandsk hyrdehund med en pjuskede pels, livlig og smidig med et hoppende trav. Den er glad, menneskeorienteret og legesyg og passer godt til aktive familier. Hunden er intelligent, men selvstændig og har brug for positiv træning, regelmæssig mental stimulering og hyppig pelspleje.

Uppfödarprofilen placerar Vargafjällets i Högsäter med Nederlandse schapendoes. Den egna webbplatsen beskriver Vargafjällets kennel som startad 2019 och med uppfödning av Schapendoes och Bichon Havanais. Hallands Kennelklubbs Nordic Dog Show-katalog 2025 visar dessutom en Vargafjällets-prefixpost under Nederlandse schapendoes med registreringsnummer SE46357/2023 och Högsäter.

Vargafjällets

## Kort fortalt

- Newfoundlandshunden er en canadisk kæmpehund, der blev udviklet til tungt trækarbejde og arbejde i vand. I dag holdes den først og fremmest som selskabs- og vandhund.
- Raceidealet er en mild, venlig og fredelig hund. Det beskriver målet for ansvarligt avlsarbejde, ikke hvordan hvert individ automatisk opfører sig.
- En voksen hanhund er i gennemsnit omkring 71 centimeter høj og vejer cirka 68 kilo. For tæver er de tilsvarende gennemsnit omkring 66 centimeter og 54 kilo.
- Den mellemlange dobbeltpels er tæt og vandafvisende. De godkendte farver er sort, brun samt hvid og sort.
- Størrelsen gør tidlig træning i at gå roligt i snor, hilse roligt og blive håndteret trygt nødvendig.
- I Sverige findes en officiel vandprøve for racen, men interessen for vand og evnen til at svømme sikkert varierer fra hund til hund og kræver træning.
- Racen passer bedst til den, der har plads, tid til pelspleje og en hverdag, der fungerer med en meget stor hund.

## Udseende og pels

Newfoundlandshunden skal være massiv, kraftfuld og godt muskuløs uden at virke tung og klodset. Kroppen er lidt længere, end den er høj, og bevægelserne skal give indtryk af ubesværet kraft. Racestandarden understreger, at størst mulig størrelse aldrig må prioriteres over symmetri, sund konstruktion og korrekte bevægelser.

Hanhunde er i gennemsnit omkring 71 centimeter i mankehøjde og 68 kilo, mens tæver i gennemsnit er omkring 66 centimeter og 54 kilo. Den rigtige vægt skal stadig vurderes ud fra den enkelte hunds bygning, huld og muskelmasse.

Hovedet er bredt, og udtrykket skal signalere mildhed. De store poter har svømmehud mellem tæerne, og den kraftige hale fungerer som ror, når hunden svømmer.

Pelsen består af mellemlange, lige eller let bølgede dækhår og en blød, tæt underuld. Underulden er normalt tættere om vinteren, men findes på dele af kroppen året rundt. Farverne er sort, brun samt hvid og sort. Hvid og sort er en farvevariant inden for racen; landseer er samtidig navnet på en selvstændig FCI-anerkendt race og må ikke forveksles med farvebetegnelsen.

Tilpas pelsplejen til pelsens tilstand i stedet for at følge en fast ugeplan. Arbejd helt ned til huden, og vær især grundig bag ørerne, i armhulerne, på benene, under halsen og omkring bagparten. Hvis kammen hænger fast, er der stadig en filtknude, selv om overfladen ser glat ud. I perioder med kraftig fældning skal pelsen gennemgås oftere.

Efter bad eller svømning skylles pelsen efter behov og tørres helt ind til huden. Kontrollér samtidig ører, poter, hud og områder, der let filtrer. Bad hunden, når den faktisk har brug for det; der findes ikke ét rigtigt interval for alle. Racestandarden anbefaler ikke klipning, der ændrer den naturlige pels.

Regn med hår, vand og ofte savl i hjemmet. Newfoundlandshunden er ikke allergifri. De vigtigste hundeallergener findes især i hud og spyt, og niveauerne varierer mellem individer uanset race og pelstype.

## Temperament og personlighed

En typisk newfoundlandshund er mild, venlig og fredelig, men udtrykket “blid kæmpe” beskriver et ideal og er ingen sikkerhedsgaranti. Bed om at møde hvalpens mor og gerne andre voksne slægtninge. Se efter hunde, der møder mennesker roligt, falder til ro igen, når noget uventet sker, og kan håndteres uden kraftig uro.

Racen vil gerne være tæt på familien og samarbejder ofte godt, når opgaven er tydelig, og træningen er venlig. En unghund kan dog være stærk, klodset og sent moden, så gode hverdagsvaner skal indlæres tidligt.

Børn og newfoundlandshunde kan fungere rigtig godt sammen, men racens ry som “barnepigehund” må ikke tages bogstaveligt. En ansvarlig voksen skal altid være til stede, når hunde og små børn er sammen. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og hunden skal have sit eget sted, hvor ingen følger efter den. En voksen skal også kunne holde hunden på gåturen og afbryde voldsom leg; en venlig hund på over 50 kilo kan vælte et barn uden at ville gøre skade.

Den samme forsigtighed gælder andre hunde og katte. Lad de første møder være rolige, giv dyrene hver deres ressourcer, og sørg for, at et mindre dyr kan trække sig. Individets erfaringer og adfærd betyder mere end påstande om, at racen automatisk kan lide alle dyr.

En newfoundlandshund er heller ikke automatisk en vagthund. Størrelsen kan virke afskrækkende, men skarphed og mistro hører ikke til raceidealet.

## Træning og motion

Træningen skal gøre newfoundlandshunden nem at styre, før den bliver tung nok til at vinde en fysisk styrkeprøve. Prioritér at gå i løs line, vente ved døre, komme på indkald, hilse roligt og lade dig undersøge poter, ører, mund og pels. Træn også bilkørsel og dyrlægebesøg. Beløn den ønskede adfærd, og øg forstyrrelserne gradvist.

Der findes ikke et pålideligt antal minutter, der passer til alle hunde. En voksen newfoundlandshund har brug for daglig bevægelse og mental aktivering tilpasset alder, huld, kondition, helbred og temperatur. Rolige ture, næsearbejde, hverdagslydighed, trækarbejde og vandarbejde kan passe til racen. Halthed, tydelig stivhed eller forværring efter aktivitet er grunde til at mindske belastningen og kontakte en dyrlæge efter behov.

For hvalpen er målet fri, varieret bevægelse og god kropskontrol frem for konditionstræning. Lad hvalpen udforske sikre underlag, øve balance tæt på jorden og gå korte ture i sit eget tempo. Undgå gentagne høje spring, lange tvungne strækninger og løb ved siden af en cykel. Regler om et fast antal minutter pr. levemåned tager ikke højde for individ, terræn eller intensitet.

Vandarbejde er en dokumenteret del af racens funktion. Den officielle svenske vandprøve omfatter lydighed på land, apportering i vand og bugsering af en person eller båd. Færdighederne skal trænes; hunden er ikke en uddannet livredder alene på grund af sin race. Begynd i roligt, lavt vand, tving aldrig en utryg hund i, og kontrollér temperatur, strøm, bund og mulighederne for at komme op. Føreren skal kunne svømme i øvelser, hvor hund og fører arbejder sammen i vandet.

Den tunge krop og tætte pels begrænser aktiviteten i varmt vejr. Vælg køligere tidspunkter, og stop, hvis hunden har svært ved at komme sig. Svømning kan være skånsom motion for en sund hund, men koldt vand, udmattelse og en vanskelig vej op er reelle farer.

## Sundhed

Hofter, albuer, hjerte og urinveje er vigtige kontrolpunkter, når du vælger newfoundlandshund. Sundhedsdata mindsker usikkerheden, men kan aldrig garantere, at en hvalp forbliver sund. Bed om begge forældres registrerede navne, og kontrollér selv resultaterne i stedet for blot at godtage, at “testene er lavet”.

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, forekommer i racen. Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder fra 1. januar 2026, skal begge forældre have officiel HD-status og officiel ED-status før parring, for at hvalpene kan registreres hos SKK. Kendt status betyder, at resultatet er registreret; det betyder ikke, at alle resultater er normale. Hunde med ED grad 2 eller 3 må ikke bruges i avl. Det samme gælder hunde med symptomer, en klinisk ED-diagnose eller en operation for ED, uanset registreret grad.

Racens svenske RAS-dokument fra 2016 anbefaler et strengere udvalg end grundkravet om registreret status: først og fremmest HD A eller B og ED 0, med angivne undtagelser. Denne daterede avlsanbefaling skal holdes adskilt fra de nuværende bindende registreringskrav. Kontrollér de faktiske resultater, og spørg, hvordan opdrætteren begrunder kombinationen. Svenska Kennelklubbens Avelsdata viser også resultater for nære slægtninge.

Den svenske newfoundlandshundeklub fremhæver også subaortastenose, SAS, en forsnævring i hjertets udløb mod aorta. En mislyd kan give grund til en udredning, men milde tilfælde kan være svære at opdage alene med stetoskop; ultralyd giver en mere sikker vurdering. Spørg, hvordan, hvornår og af hvem hjertet er undersøgt. En SAS-undersøgelse er ikke et bindende SKK-krav på samme måde som racens HD- og ED-status.

Newfoundlandshunden har også en racespecifik, autosomalt recessiv form for cystinuri. Den kan give et forhøjet niveau af cystin i urinen og undertiden cystinsten, men ikke alle genetisk afficerede hunde udvikler sten. En DNA-test kan skelne mellem genetisk frie hunde, bærere og afficerede hunde. Bed om at se resultatet, og forstå, hvordan kombinationen undgår syge hvalpe. En hund, der gentagne gange forsøger at tisse, men kun får lidt eller ingen urin ud, har brug for akut dyrlægehjælp; hanhunde har større risiko for blokering af urinrøret.

Mavedrejning, GDV, er en akut tilstand, der især rammer store og meget store hunde. Årsagen er sandsynligvis sammensat, så enkle regler om fodring eller motion kan ikke love beskyttelse. Resultatløse opkastningsforsøg, kraftig savlen, uro og en opsvulmet bug er faresignaler. Svaghed, kollaps eller vejrtrækningsbesvær gør situationen endnu mere akut. Søg straks dyrlæge ved mistanke, og drøft den individuelle risiko og forebyggende gastropeksi, før en nødsituation opstår.

Hold hunden i et sundt huld, og søg hjælp ved halthed, tilbagevendende stivhed, nedsat udholdenhed, besvimelse eller smerte. Kontrollér hud og pels, når hunden har været våd. Undlad ikke et dyrlægebesøg, fordi et problem siges at være “almindeligt i racen”.

## Historie og oprindelse

Newfoundlandshunden stammer fra Canada og forbindes med arbejde langs Newfoundlands kyst. Den officielle racestandard beskriver en hund, der blev brugt til tungt trækarbejde og arbejde i vand. Den oplyser, at racens type og arbejdsegenskaber var etableret omkring 1610. Fortællingen om lokale hunde, der blev krydset med store, sorte hunde bragt dertil af vikinger, fremstilles som en tradition, ikke som dokumenteret afstamning.

Hundene arbejdede sammen med mennesker, hvor styrke, svømmeevne og udholdenhed havde praktisk værdi. Den massive krop, vandafvisende pels, svømmehuden og halen, der fungerer som ror, passer til denne funktion. Historien betyder dog ikke, at enhver moderne newfoundlandshund kan redde mennesker uden træning.

I dag er newfoundlandshunden først og fremmest familiehund. Vandarbejdet lever videre gennem organiseret træning og officielle prøver, og nogle ekvipager dyrker også trækarbejde.

## At leve med racen

En newfoundlandshund kræver mere praktisk planlægning end en mellemstor hund. Kan den ligge uden at blokere gangarealer, komme ind i bilen, hvile et køligt sted og håndteres af en voksen, hvis den bliver syg eller bange? Glatte gulve har ofte brug for tæpper, og mange trapper kan være svære for en hvalp, en skadet hund eller en ældre hund.

En lejlighed er ikke automatisk uegnet. Hunden motioneres og trænes udendørs, men en kæmpehund kan gøre en lille bolig upraktisk. Elevator, brede passager, gode luftemuligheder i nærheden, lydforholdene for naboerne og muligheden for at holde boligen kølig betyder mere end adressen. Hus og have erstatter ikke gåture, træning eller selskab.

Racen vil ofte være tæt på mennesker, men alenetid skal vurderes individuelt. En voksen hund, der er trænet gradvist, kan normalt være alene i nogle timer; en lille hvalp kan ikke. Forlæng først tiden, når hunden kan falde til ro, og brug hundepasser eller en anden løsning, hvis arbejdsdagen er længere, end individet kan klare. Vedvarende gøen, rastløs vandren, ødelagte ting eller kraftig uro viser, at løsningen skal ændres.

Planlæg regelmæssig pelspleje, rengøring, god plads i bilen og højere udgifter til foder, forsikring og dyrlægebehandling. Sele eller halsbånd, sikker transport og liggeplads skal fungere til hundens størrelse.

Newfoundlandshunden kan passe til en førstegangsejer, der søger hjælp tidligt og reelt kan håndtere størrelsen, men den er ikke et nemt valg, blot fordi temperamentet beskrives som mildt. En egnet ejer holder af et tæt samarbejde, accepterer hår og savl, træner konsekvent uden hårde metoder og kan tilpasse aktiviteten til varme og helbred. Hvis de vilkår virker realistiske, kan racen blive et roligt og engageret familiemedlem. Hvis plads, fysisk kontrol eller pelspleje allerede virker usikkert, er en mindre hund et klogere valg.

Newfoundlandshund

Newfoundlandshunden er en meget stor, vandglad brugshund med tæt pels, der fælder kraftigt og savler en del. Den er rolig, loyal og nænsom over for børn og har brug for tæt kontakt med familien, venlig men konsekvent træning, moderat motion, grundig pelspleje, god plads samt forebyggende sundhedspleje for ledproblemer, hjerte og risiko for mavedrejning.

King of bear's

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

För Amagansett i Jokkmokk anger uppfödarprofilen Cocker spaniel. Den publika Instagramprofilen för Kennel Amagansett anger English Cocker Spaniel och Jokkmokk, Sweden. SKK Hunddata ger ett separat registerspår genom en Amagansett-prefixpost under Cocker Spaniel med registreringsnummer SE51330/2023 för den som jämför uppfödare.

Amagansett

## Kort fortalt

American staffordshire terrier, ofte kaldet amstaff, er en amerikansk terrier i FCI-gruppe 3. Det er en kompakt og meget stærk hund, som i dag primært holdes som selskabshund. Racen passer bedst til en ejer, der holder af aktiv træning og er indstillet på det ansvar, der følger med en kraftfuld hund i hverdagen.

- Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver.
- Racestandarden angiver ingen idealvægt i kilo. Som en grov rettesnor oplyser Svenska Kennelklubben 28–33 kg for hanhunde og 19–25 kg for tæver, men et sundt huld og harmoniske proportioner er vigtigere end et enkelt tal.
- Pelsen er kort, tæt, hård og blank og kræver som regel kun enkel pleje.
- Raceidealet er en opmærksom, modig og interesseret hund. Svenska Kennelklubben beskriver også amstaffen som social, aktiv og samarbejdsvillig, men der kan være store forskelle fra hund til hund.
- Den, der vil rejse med hunden, skal undersøge ruten på forhånd: amstaff er omfattet af raceforbud i både Norge og Danmark.

American staffordshire terrier er en selvstændig, anerkendt race med sin egen standard. Man kan derfor ikke afgøre racen alene ud fra et bredt hoved, en kort pels og en muskuløs krop. For en kommende hvalpekøber giver en registreret stamtavle og oplysninger om forældredyrene langt mere viden end antagelser ud fra udseendet.

## Udseende og pels

Amstaffen skal være stærk i forhold til sin størrelse, muskuløs og kompakt, men samtidig bevægelig og smidig. Kroppen skal virke harmonisk, ikke så tung eller overdrevet, at bevægelserne påvirkes. Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver. Standarden kræver, at højde og vægt står i forhold til hinanden, men angiver ikke noget vægtinterval. Svenska Kennelklubbens vægtangivelser er derfor en grov rettesnor i hverdagen, ikke en idealvægt, som alle hunde skal nå.

Pelsen ligger tæt ind til kroppen og er kort, hård og blank. En blød børste eller gummibørste er ofte nok til at fjerne løse hår, og hunden kan bades, når der reelt er behov for det. Væn roligt hvalpen til, at poter, kløer, ører, mund og hud bliver undersøgt. Det gør både den daglige pleje og senere undersøgelser hos dyrlægen lettere.

Standarden tillader ensfarvet, flerfarvet og plettet pels. Helt hvidt, mere end 80 procent hvidt, sort med tan-aftegninger og leverfarve er derimod farver, som standarden fraråder at fremme. Farven siger ikke noget sikkert om temperament eller sundhed. Rødme i huden, kløe, gentagen slikken på poterne eller forandringer i ørerne bør vurderes som symptomer og ikke forklares med pelsfarven.

## Temperament og personlighed

En amstaff skal være opmærksom, nysgerrig og modig, men racebeskrivelser viser et ideal og gennemsnit – ikke hvordan hver enkelt hund bliver. Adfærdsdata fra Svenska Kennelklubben viser forholdsvis høj socialitet og energi på raceniveau, samtidig med at variationen mellem individer er stor. Opvækst, erfaringer og træning har betydning, men nære slægtninges adfærd er også relevant, når du vælger hvalp.

Bed opdrætteren forklare forældrenes BPH-resultater og, hvis det findes, mentalindeks ved hjælp af konkrete eksempler fra hverdagen. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede mennesker, pludselige lyde, nye underlag, håndtering og møder med andre hunde. Mød helst tæven og andre nære slægtninge. Ordet »social« siger langt mindre end en beskrivelse af, hvordan hunden falder til ro igen efter noget uventet.

Racen er fysisk kraftfuld og kan være pågående. Rolige, kontrollerede møder er derfor vigtigere end, at hunden skal hilse på alle. Hverken racenavnet eller kønnet kan afgøre, om en amstaff kan fungere med en bestemt hund, kat eller et mindre kæledyr. Vurder i stedet den enkelte hunds tidligere erfaringer, interesse for at jage eller lege og evne til at afbryde og falde til ro.

Når hunden introduceres til en kat, bør katten have sine egne sikre steder og altid kunne trække sig. Brug et gitter eller en anden sikker adskillelse, hold de første møder korte og rolige, og forebyg jagt fra begyndelsen. Lad ikke dyrene være alene sammen, før deres adfærd er velkendt, og vær indstillet på, at nogle kombinationer aldrig bliver sikre.

En amstaff kan bo i en familie med børn, men en voksen skal altid have ansvaret for samværet. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og hunden skal have sit eget uforstyrrede sted. På grund af styrken bør børn ikke håndtere hunden alene i situationer, hvor et pludseligt ryk eller et møde med en anden hund kan blive svært at styre.

## Træning og motion

Amstaffen har brug for fysisk aktivitet og mental stimulering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til alle. En unghund, en sund voksen hund og en hund med smerter eller ledproblemer har brug for forskellige forløb. Tilpas niveauet til alder, sundhed, restitution og hundens adfærd hjemme efter aktiviteten. Målet er en hund i god form, som kan skifte mellem aktivitet og hvile, ikke at gøre den udmattet for enhver pris.

Gåture kan kombineres med næsearbejde, spor, lydighed og korte problemløsningsopgaver. Svenska Kennelklubben fremhæver blandt andet nosework, spor og lydighed som egnede aktiviteter. Øg varighed og belastning gradvist, og hold hunden i et sundt huld. Hvis hunden pludselig bevæger sig anderledes, tøver med at hoppe ind i bilen eller er længere om at komme sig, bør en dyrlæge undersøge årsagen. Forsøg ikke at løse ændringen med mere træning.

Hverdagstræningen bør begynde tidligt og bygge på belønninger, tydelige rutiner og overkommelige trin. Følgende færdigheder er særligt nyttige for en stærk amstaff:

- at gå med løs line og kunne vende væk fra et møde med en anden hund;
- et sikkert indkald og et signal til at slippe eller gå væk fra noget;
- rolige hilsner uden hop eller træk;
- at kunne vente og falde til ro bag et gitter eller en anden adskillelse;
- tryg håndtering af poter, kløer, ører, mund og krop.

Træning, der bygger på smerte, frygt eller hårde korrektioner, kan skade både tillid og indlæring. Beløn den adfærd, du ønsker, gør øvelsen lettere, når hunden har svært ved den, og få tidligt hjælp fra en dygtig instruktør, hvis hundens styrke eller reaktioner bliver vanskelige at håndtere.

## Sundhed

Hofter, albuer, hud og korsbånd er vigtige områder at spørge ind til hos amstaff. Svenska Kennelklubben nævner hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, korsbåndsproblemer og hudproblemer som kløe, udslæt, røde poter og allergi. Det betyder ikke, at alle hunde bliver ramt. Bed om konkrete oplysninger om forældre, søskende og tidligere kuld i stedet for at nøjes med en generel påstand om »sunde linjer«.

Ved svenskregistreret avl skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, og for amstaff kræves desuden officiel ED-status. Et registreret resultat betyder kun, at undersøgelsen findes, ikke automatisk at leddet er uden anmærkninger. Kontrollér derfor de faktiske grader. Raceklubbens avlsstrategi anbefaler også, at det planlagte kulds foreløbige HD- og ED-indeks ligger over 100. Det er en avlsanbefaling og må ikke forveksles med registreringsreglerne.

NCL-A er en arvelig neurologisk sygdom, som påvirker lillehjernen og kan give problemer med balance og koordination, ofte først i tre- til femårsalderen. Tilstanden nedarves autosomalt recessivt med ufuldstændig penetrans. DNA-resultater registreres som normal, bærer eller genetisk afficeret. En bærer er ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres, og en genetisk afficeret hund må ikke bruges i avl. Bed om at se de registrerede resultater, og forstå, hvordan kombinationen er planlagt.

Når du vurderer et kuld, bør du kontrollere:

- forældrenes nøjagtige HD- og ED-resultater og kuldets foreløbige indeks;
- NCL-A-status og hvordan resultaterne påvirker parringen;
- BPH og mentalindeks, hvor det findes, suppleret med nære slægtninges adfærd i hverdagen;
- hudproblemer, korsbåndsskader og andre tilbagevendende lidelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.

## Historie og oprindelse

American staffordshire terrier blev udviklet i USA fra bull-and-terrier-hunde, som fulgte med immigranter i 1800-tallet. Den amerikanske raceklub beskriver hunde af denne type i landet allerede omkring 1870. Historien omfatter en baggrund i hundekampe, men den moderne races officielle standard og avlsarbejde skal vurderes ud fra nutidens krav til funktion, sundhed og temperament.

I 1936 optog American Kennel Club hundene i sin stambog under navnet Staffordshire Terrier. Navnet blev ændret til American Staffordshire Terrier fra 1. januar 1972 for at skelne racen fra den dengang anerkendte Staffordshire Bull Terrier. Den første amstaff blev registreret hos Svenska Kennelklubben i 1991.

Årstallene forklarer, hvorfor navnene er blevet ændret, men de gør ikke alle hunde med et lignende udseende til den samme race. For nutidens hvalpekøber er en kontrollerbar stamtavle, dokumenterede sundhedsoplysninger og kendskab til nære slægtninge mere værdifuldt end løse betegnelser som »pitbulltype«.

## At leve med racen

En amstaff kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, restitution og trygge rutiner. Boligens størrelse er mindre afgørende end den måde, hverdagen fungerer på. I en etageejendom skal du kunne håndtere hunden sikkert i opgangen, elevatoren og smalle passager, forebygge generende støj og planlægge turene, så hver tur ikke bliver præget af vanskelige hundemøder.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke efterlades alene, og en tryg voksen hund bør efter tilvænning kun være alene nogle få timer ad gangen. Den svenske regel om, at hunde normalt skal luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke en anbefaling for, hvor længe en hund bør være alene. Planlæg derfor hvalpetiden, arbejdsdagene og en reserve til pasning, før hunden flytter ind.

Tænk også over den fysiske kontrol. Sele eller halsbånd skal sidde sikkert, linen skal give et stabilt greb, og den, der går med hunden, skal kunne holde den, hvis der sker noget uventet. Det er ikke et argument for hårde metoder; det er en praktisk følge af racens styrke. God planlægning, afstand og indlærte alternativer forebygger flere problemer end sene korrektioner.

Rejser kræver særlig opmærksomhed. American staffordshire terrier og krydsninger med racen er forbudt i Norge, og forbuddet omfatter indførsel. Danmark forbyder også racen og krydsninger med den ved ophold. Der findes en begrænset undtagelse for direkte gennemrejse i bil uden unødvendige stop, men det er ikke det samme som at måtte holde ferie i landet. Tog er ikke omfattet af undtagelsen. Reglerne kan ændre sig, så kontrollér altid den aktuelle information hos norske Mattilsynet og danske Fødevarestyrelsen, før du bestiller en rejse eller vælger rute.

Racen passer bedst til en ejer, der holder af struktureret træning, kan sørge for daglig aktivitet og har overskud til en hund, som både er social og fysisk krævende. Hvis husstanden ikke har tid til alene-hjemme-træning, sikre introduktioner, linetræning og omhyggelig opfølgning på sundheden, er en mindre kraftfuld eller mindre krævende race ofte et bedre valg.

American staffordshire terrier

American staffordshire terrier: muskuløs, middelstor og menneskeorienteret hund med kort, letplejet pels i mange forskellige farver. Kærlig, energisk og meget lærenem med konsekvent, positiv træning. Har brug for daglig motion, mental stimulering, socialisering og ansvarlig håndtering.

Weird stuff's

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Black Cruel's

## Kort fortalt

Finsk lapphund er en finsk hyrde- og vagthund med baggrund i rensdyrhold, men i dag lever de fleste som aktive familie- og selskabshunde. Racen passer bedst til mennesker, der gerne vil være meget ude, træne varieret og samtidig kan lære hunden at falde til ro. Et venligt væsen er typisk, men siger ikke, hvor social den enkelte hvalp bliver, hvor meget lyd den bruger, eller hvor let den bliver stresset.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelig opgave:** at hyrde og vogte rensdyr
- **Ideel skulderhøjde:** 49 cm for hanner og 44 cm for tæver, med 3 cm tilladt afvigelse i begge retninger
- **Pels:** lange, grove dækhår og blød, tæt underuld
- **Farve:** alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere
- **Passer bedst til:** et aktivt hjem, der sætter pris på samarbejde, friluftsliv og en opmærksom hund
- **Vigtigt at vurdere:** gøen og anden lyd, evnen til at falde til ro, forældredyrenes temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Højden er også en rettesnor for racetypen, ikke et løfte om en bestemt størrelse; standarden fremhæver, at typen er vigtigere end målet.

## Udseende og pels

Finsk lapphund er lidt under middelstor, kraftigt bygget i forhold til sin størrelse og en smule længere end høj. Hovedet er forholdsvis bredt, ørerne er opretstående eller halvt opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller til siden, når hunden bevæger sig. I hvile må halen hænge.

Den dobbelte pels består af lange, grove dækhår over en blød, tæt underuld. Hanner har ofte en mere markant krave. Alle farver er tilladt, så længe én grundfarve dominerer, og derfor kan to racetypiske finske lapphunde se ret forskellige ud.

Pelsen skal børstes jævnligt og oftere, når hunden fælder meget. Arbejd helt ned i underulden, især bag ørerne, i armhulerne og dér, hvor sele eller halsbånd ligger mod pelsen. Bad hunden efter behov. Den normale pelspleje bygger på børstning frem for at klippe pelsen kort; hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde, bør dyrlægens råd følges.

Mængden af pels og fældning varierer fra hund til hund og gennem året. Den, der ønsker et hjem uden hundehår eller regner med én fast børstedag om ugen, bør derfor tænke anderledes: mærk pelsen igennem med hænderne og en kam, og tilpas plejen til den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal finsk lapphund være intelligent, modig, rolig, føjelig, venlig og hengiven. I hverdagen ses ofte en kombination af arbejdslyst, opmærksomhed og evne til at være tæt på familien. Det er dog stadig en hyrde- og vagthund af spidshundetypen, ikke en hund, der automatisk er stille eller ukompliceret i alle miljøer.

Racen bruger gerne stemmen. Nogle hunde reagerer på lyde, mennesker uden for boligen eller bevægelse i omgivelserne, mens andre er betydeligt mere stille. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på dørklokken, gæster, hundemøder og rolige stunder indenfor. Det er mere oplysende end en generel påstand om, at racen gør meget.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2019 giver et nyttigt, men begrænset billede. Grundlaget omfattede 229 beskrevne hunde, og de 212 svenskfødte deltagere udgjorde kun omkring tre procent af de svenskfødte hunde i de opgjorte årgange. Analysen viser blandt andet en moderat hilsen på fremmede som racegennemsnit, men også stor variation fra hunde, der næsten ikke hilste, til hunde, der hilste meget intenst. Et racegennemsnit kan beskrive en population, men kan aldrig forudsige, hvordan en bestemt hvalp bliver.

Se gerne forældrenes BPH- eller MH-resultater, men læs hele beskrivelsen, og spørg, hvordan hundene fungerer i hverdagen. At hunden hurtigt falder til ro efter overraskelser, ikke gør mere, end familien kan håndtere, og kan slappe af, er ofte vigtigere for familielivet end en ivrig hilsen.

## Træning og motion

Finsk lapphund har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, mental stimulering og en pålidelig evne til at geare ned, men ingen fast tidsregel passer til alle. En god uge rummer ture i varieret terræn, mulighed for at snuse og undersøge, korte samarbejdsøvelser og rolige dage, hvor hunden kan restituere. Spor, nose work, lydighed, rallylydighed, agility og veltilrettelagt hyrdearbejde er eksempler på aktiviteter, der kan passe forskellige individer.

Vurder balancen ud fra hundens adfærd. En hund, der bliver aktiveret passende, kan arbejde engageret og derefter falde til ro. Rastløs vandren, konstant overvågning, søvnbesvær eller stadig kraftigere krav om aktivitet kan betyde, at hunden har brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke blot længere træningspas.

Belønningsbaseret træning passer til racens lydhøre og samarbejdsvillige natur. Begynd tidligt med kontakt, indkald og at vælge forstyrrelser fra. Træn først på en let afstand, og brug en lang line, hvor indkaldet endnu ikke er sikkert. Hyrdebaggrunden kan gøre bevægelse interessant, men jagt- og hyrdelyst varierer; tag udgangspunkt i den hund, du har foran dig.

Ved træning af gøen er målet ikke at straffe hundens varsling, men at gøre situationen overskuelig. Vis, at du har set det, hunden reagerer på, beløn en pause, og lær den at gå til et roligt sted væk fra vindue eller dør. Begræns muligheden for at øve uafbrudt vagthold. Hvis gøen skyldes frygt, problemer med at være alene eller et højt stressniveau, skal årsagen håndteres frem for blot at dæmpe lyden.

## Sundhed

I racens avlsstrategi beskrives finsk lapphund som en race uden store overordnede problemer med den fysiske sundhed, men flere arvelige tilstande skal stadig tages i betragtning i avlen. For en hvalpekøber er de vigtigste kontroller hofter, øjne og korrekt fortolkede DNA-resultater; albueresultater og mentalbeskrivelse giver yderligere oplysninger.

Det er vigtigt at skelne mellem formelle regler og raceklubbens strengere kriterier. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 kræver, at begge forældredyr har officiel hoftestatus før parring. For at et kuld kan formidles gennem den svenske raceklub for finsk lapphund, gælder derudover blandt andet acceptable hofteresultater, øjenundersøgelse inden for 24 måneder og en gennemtænkt DNA-kombination. Hvis forældrene er albuerøntgenfotograferet, skal resultaterne være uden anmærkninger. Det betyder ikke, at øjenundersøgelse, albuerøntgen og alle DNA-test er identiske formelle krav fra Svenska Kennelklubben for registrering af kuldet.

Prcd-PRA er en form for fremadskridende nethindesygdom, mens Pompes sygdom, GSDII, er en alvorlig glykogenlagringssygdom. Begge nedarves autosomalt recessivt. En bærer er ikke det samme som en syg hund og kan parres med en genetisk fri eller arveligt fri partner, uden at hvalpene bliver syge af den pågældende mutation. To bærere må derimod ikke kombineres. En prcd-PRA-test siger kun noget om denne bestemte PRA-variant, ikke om alle øjensygdomme, og derfor er et aktuelt øjenresultat fortsat relevant.

Bed opdrætteren om at vise originaler eller registrerede resultater, der kan kontrolleres, og undersøg:

- begge forældres officielle HD-resultater og gerne kombinationens beregnede HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelse
- kombinationens prcd-PRA- og GSDII-status, ikke blot ordet »testet«
- ED-resultater, hvis hundene er røntgenundersøgt
- BPH eller MH, og hvordan forældredyrene fungerer hjemme, ved lyde og efter overraskelser
- hvilke sundhedsproblemer der er forekommet hos nære slægtninge

Ingen liste over undersøgelser kan garantere en sund hvalp. Den kan derimod vise, om opdrætteren har foretaget relevante kontroller, forstået resultaterne og valgt en kombination, der mindsker kendte risici uden unødigt at udelukke raske bærere fra avlen.

## Historie og oprindelse

Den moderne racehistorie for finsk lapphund begynder i Finland. Racestandarden fortæller, at samerne gennem århundreder brugte hunde, der lignede finsk lapphund, til at hyrde og vogte rensdyr i de nordlige dele af Fennoskandien og Rusland. Formuleringen »hunde, der lignede« er vigtig: Den dokumenterer en ældre arbejdsopgave og hundetype, men beviser ikke en ubrudt stamtavle fra forhistoriske hunde til nutidens race.

Den moderne udvikling har tydeligere milepæle. Den finske kennelklub fastlagde den første racestandard for den lapske hyrdehund i 1945. Navnet blev ændret til lapphund i 1967, racetypen stabiliserede sig i løbet af 1970'erne, og racen fik navnet finsk lapphund i 1993. Under denne udvikling blev den mere langhårede lapphundetype skilt fra den mere langstrakte og korthårede lapske hyrdehund.

Arven fra rensdyrholdet er med til at forklare, hvorfor racestandarden forener opmærksomhed og mod med ro og føjelighed. En arbejdende hund skulle reagere på bevægelse og holde kontakt med føreren uden at skabe unødig uro i flokken. I dag ses den samme alsidighed i rollen som aktiv familie- og selskabshund og i flere hundesportsgrene, selv om få hunde arbejder med rensdyr.

## At leve med racen

Finsk lapphund kan blive en meget behagelig familiehund, når husstanden trives med aktivitet, pels, lyd og tæt samarbejde. Racen er mindre velegnet til den, der ønsker en konsekvent stille hund, et minimum af hundehår eller en hund, der nøjes med korte lufteture uden anden beskæftigelse.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, når den sover, spiser eller prøver at gå væk. Lær derfor både barn og hund, hvordan rolige møder foregår.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Regn ikke med, at racenavnet garanterer lav jagtlyst eller øjeblikkeligt venskab. Spørg, hvordan forældrene og hvalpen har fungeret med andre dyr, sørg for afstand og en let mulighed for at afbryde de første møder, og giv hvert dyr egne ressourcer og hvilesteder.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig og varieret aktivitet ude, og ejeren arbejder aktivt med varsling i opgangen, elevatoren og ved vinduer. Boligens størrelse løser hverken aktivitetsbehovet eller gøen; hverdagens rutiner og lydmiljøet er vigtigere.

Alene-hjemme-træning skal bygges gradvist op, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan forblive rolig. Voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvad de kan klare, og endnu en hund er ingen sikker løsning på problemer med at være alene. Hvis hunden ikke kan falde til ro, når den forlades, bør træningen gå et trin tilbage, og professionel hjælp kan overvejes.

En god købsbeslutning bygger derfor på mere end racens venlige ry. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, læg mærke til, hvordan de reagerer på hverdagens lyde, se, om de kan falde til ro, og bed opdrætteren forklare både sundhedsdata og temperament. Så bliver det lettere at afgøre, om finsk lapphund passer til netop dit hjem.

Finsk lapphund

The Finnish Lapphund Club Of Great Britain

Suomen Kennelliitto (The Finnish Kennel Club)

Verein für Finnische Lapphunde Deutschland e.V.

Finsk lapphund er en middelstor, robust arktisk spidshund med tyk dobbeltpels og et venligt, men årvågent temperament. Oprindeligt avlet som renshyrdehund er den meget menneskeorienteret, intelligent, gøende og trives bedst med daglig motion, mental stimulering og tæt samvær med familien.

För Eldtassens i Arlöv anger uppfödarprofilen Finsk lapphund. Svenska Rasklubben för Finsk Lapphund listar Eldtassens i Arlöv i sin uppfödarlista. Norsk Lapphund Klubbs Vivestad-katalog 2023 ger också ett separat katalogspår under Finsk Lapphund med Eldtassens-prefixet, registreringsnummer SE40435/2022 och Arlöv, Sverige.

Eldtassens

Agazzis

Karlstorpets Cockrar i Nybro har Cocker spaniel i uppfödarprofilen. Den publika Facebooksidan beskriver Karlstorpets Cockrar som en kennel med uppfödning av Cocker spaniel i Nybro. Den egna webbplatsen är märkt Cockerkennel och samlar separata sidor om kenneln, hundarna, bilder och rasen, vilket ger ett tydligt källspår.

Karlstorpets Cockrar

Ylles

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Tinyqueens

## Kort fortalt

- Berner sennenhund er en stor schweizisk gårdhund, der oprindeligt blev brugt til at vogte, trække og drive kvæg. I dag er den primært selskabs- og alsidig brugshund.
- Hanner måler 64–70 cm i mankehøjde, med 66–68 cm som ideal. Tæver måler 58–66 cm, med 60–63 cm som ideal. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Racen skal være selvsikker, opmærksom, godmodig og hengiven over for familien samt venlig over for fremmede.
- En voksen hund har brug for rigeligt med aktivitet hver dag. Hvalpe og unghunde bør derimod ikke få målrettet konditionstræning eller blive udsat for stor fysisk belastning.
- Den lange dobbeltpels skal normalt børstes grundigt hver uge og oftere i fældeperioder.
- I svensk avl kræves officielle resultater for både hofter og albuer før parring. HS-testen for histiocytært sarkom er en risikotest, ikke et svar på, om hunden er rask eller syg.
- Kræftsygdomme og lav levealder er racens alvorligste helbredsproblemer. Levealder og dokumenterede dødsårsager hos slægtninge er derfor vigtige, når man vælger hvalp.

## Udseende og pels

Berner sennenhund er stor og kraftig, men skal samtidig være bevægelig, harmonisk og velafbalanceret. Kroppen er cirka ti procent længere end mankehøjden og skal virke kompakt snarere end langstrakt. En tung silhuet er ikke det samme som korrekt racetype: Hunden skal bevæge sig frit og bære sin størrelse uden at være overvægtig.

Hanner skal være 64–70 cm høje, helst 66–68 cm. Tæver skal være 58–66 cm, helst 60–63 cm. Racestandarden angiver ikke nogen vægt. Bedøm derfor en voksen hund ud fra proportioner, muskulatur og huld i stedet for at sigte efter et bestemt tal på vægten.

Hovedet skal være kraftigt, men ikke for tungt. Øjnene er mørkebrune og mandelformede, og ørerne er mellemstore og trekantede. Den buskede hale når mindst ned til haseleddet og bæres hængende i hvile, men må løftes til ryglinjen i bevægelse.

Pelsen er lang og blank, glat eller let bølget. Grundfarven er kulsort med dybt rustrøde aftegninger på kinderne, over øjnene, på benene og på brystet. Der er blandt andet hvidt i en symmetrisk blis samt på struben og brystet. Hvide poter og en hvid halespids er ønskelige, men aftegningernes symmetri siger intet om hundens sundhed.

Svenska Kennelklubbens raceguide anbefaler børstning eller gennemredning en gang om ugen og dagligt under fældning. Tilpas indsatsen efter hunden og årstiden. Arbejd ind til huden, og tjek bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor filtrede områder let kan gemme sig. Mærk samtidig efter knuder, ømhed og hudforandringer.

Læg længere sommeraktiviteter på køligere tidspunkter, sørg for skygge og vand, og lad hunden hvile, hvis den ikke kommer sig som normalt. Efterlad aldrig hunden i en varm bil, heller ikke i skyggen eller med et vindue på klem.

## Temperament og personlighed

En racetypisk berner sennenhund skal være tryg, godmodig og samarbejdsvillig, ikke bange eller aggressiv. Standarden beskriver også en opmærksom og vagtsom hund, som er hengiven over for familien og venlig over for fremmede. Det er et mål for avl og temperament, ikke en garanti for enhver hvalp eller enhver situation.

Racen er ofte social og samarbejdsvillig, men en livlig unghund af denne størrelse kan vælte et barn, trække en voksen omkuld eller mase sig ind på en gæst uden at have aggressive hensigter. Træn derfor tidligt, at alle fire poter bliver på gulvet, at hilse roligt, at gå i løs line og at lægge sig på en fast plads.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Giv den rolige erfaringer med mennesker, hunde, trafik, underlag, håndtering og forskellige miljøer, og lad den have mulighed for at betragte tingene på afstand. Gentagen frygt skal tages alvorligt og ikke bortforklares med, at racen er “blød”.

Berner sennenhund kan trives med børn og andre dyr, men den enkelte hund og introduktionen er afgørende. Børn må ikke klatre på hunden eller forstyrre den, når den sover. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og en voksen skal altid være til stede, når små børn og hunde er sammen.

## Træning og motion

En voksen berner sennenhund har brug for tilstrækkelig motion og meningsfuld aktivitet hver dag, men der findes ikke et fast antal minutter, som passer til alle. Tilpas mængden efter alder, huld, helbred, kondition, underlag og temperatur. Gåture med tid til at snuse, hverdagstræning, søgeøvelser og leg giver en bedre hverdag end blot at forsøge at trætte hunden.

For hvalpe og unghunde skelner Svenska Kennelklubben mellem naturlig bevægelse og målrettet motion. Lad hunden bevæge sig i sit eget tempo og hvile efter behov. Planlagte løbeture, gentagne spring og tungt trækarbejde må vente, til hunden er fysisk moden. Stol ikke på en enkel femminuttersregel; tilpas i stedet aktiviteten efter hundens bevægelser, træthed og restitution.

Korte, tydelige og belønningsbaserede træningspas fungerer godt. Prioritér færdigheder, som bliver svære at lære, når hunden først er fuldvoksen:

- at følge en løs line og vende sammen med føreren
- at hilse uden at springe op eller læne hele sin vægt mod nogen
- indkald og kontakt trods forstyrrelser
- at vente ved døre og gå roligt ind og ud af bilen
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og pels

Racens baggrund kan bruges i næsearbejde, lydighed, rallylydighed, kløvning eller raceklubbens træk- og arbejdsprøver. Træk med last kræver det rette udstyr, gradvis optræning og en fysisk moden, rask hund.

## Sundhed

Sundhed og levealder skal veje tungt, når man vælger berner sennenhund. Den gældende svenske avlsstrategi beskriver kræftsygdomme som racens største helbredsproblem og viser, at den lave levealder fortsat er en udfordring. Alligevel kan ingen love, hvor mange år den enkelte hund vil leve.

I de svenske forsikringsdata om dødsfald fra 2016–2021, som avlsstrategien henviser til, var medianalderen 5,5 år. I en schweizisk undersøgelse af klubregistrerede hunde født i 2001–2002 var medianoverlevelsen 8,4 år. Population, periode og metode er forskellige, så tallene er ikke samme type prognose. De viser, hvorfor helbred og levealder hos nære slægtninge er mere nyttige end ét generelt aldersinterval.

Kræft var årsag til mere end halvdelen af dødsfaldene i både en schweizisk og en nederlandsk undersøgelse. Histiocytært sarkom er den kræftform, som racens sundhedsindsats især retter sig mod. HS-testen placerer hunde i grupper med lavere, gennemsnitlig eller højere genetisk risiko sammenlignet med racen. Det er ikke en diagnostisk test: En hund med lavere risiko kan blive syg, mens en hund med højere risiko kan forblive rask.

HSIMS vurderer risikoen ved en planlagt kombination ud fra forældrenes HS-resultater. Værktøjet skal ses i sammenhæng med levealder, øvrigt helbred, slægtskab og funktion. Hvis der ensidigt avles efter den laveste risiko, mindskes den genetiske variation. HS-test anbefales i den svenske avlsstrategi, men er ikke et krav for registrering hos Svenska Kennelklubben. Svenska Sennenhundklubbens hvalpeformidling har derimod siden 2025 krævet, at begge forældre er testet.

Begge forældre skal have officiel HD- og AD-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben. Hunde med HD-grad D eller E og AD-grad 2 eller 3 må ikke bruges. Avlsstrategien anbefaler desuden AD-frie forældre, og at deres gennemsnitlige HD- og AD-indeks er over 100. Indeks 100 svarer til racens gennemsnit og inddrager oplysninger om slægtninge. Indekser og resultaterne fra røntgenundersøgte kuldsøskende fortæller derfor mere end et enkelt resultat.

Renal dysplasi, RD, er en alvorlig forstyrrelse i nyrernes udvikling, som hovedsageligt rammer unge hunde. Bekræftede tilfælde registreres centralt, og en sikker diagnose kræver undersøgelse af nyrevæv. Familiær nefropati er en anden dokumenteret nyresygdom, som oftere rammer unge voksne hunde. Der findes ingen enkel DNA-test, som kan vise, at en kombination er fri for de arveanlæg, der ligger bag disse sygdomme.

Bed opdrætteren om at vise og forklare:

- forældrenes officielle hofte- og albueresultater og kombinationens aktuelle indekser
- hvor mange kuldsøskende og tidligere afkom der er røntgenundersøgt, og deres resultater
- HS-resultater, og hvordan HSIMS og genetisk variation er indgået i vurderingen
- nyresygdomme, kræftdiagnoser, levealder og bekræftede dødsårsager hos forældre, søskende og ældre slægtninge

## Historie og oprindelse

Berner sennenhund har sin dokumenterede baggrund som gårdhund i alpeområdet omkring Bern i Schweiz. Den vogtede gårde, trak læs og hjalp med kvæg. Hundene blev kaldt Dürrbächler efter kroen Dürrbach ved Riggisberg, hvor den langhårede, trefarvede type var almindelig.

Dürrbächler-hunde blev vist på hundeudstillinger i 1902, 1904 og 1907. I november 1907 stiftede opdrættere omkring Burgdorf Schweizerischen Dürrbach-Klub for at renavle hundene og definere racens kendetegn. Navnet berner sennenhund blev senere etableret i tilknytning til de andre schweiziske sennenhunderacer.

Påstanden om, at racen nedstammer fra romerske mastiffer, gentages ofte, men den er ikke en del af den sikkert dokumenterede historie. Den pålidelige kerne er den lokale gårdhund omkring Bern, arbejdet med at vogte, trække og håndtere kvæg samt den organiserede udvikling af racen i begyndelsen af 1900-tallet.

## At leve med racen

Berner sennenhund kræver praktisk plads i hverdagen, ikke kun gulvplads. Det kan fungere at bo i lejlighed, men tjek trapper, elevator, glatte gulve, adgang til gode områder til de daglige ture og muligheden for at transportere en syg hund. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture og fælles aktiviteter.

Planlæg plads til en stor hundeseng, en bil og en sele, der kan rumme hunden, foder, forsikring og et sted, hvor en våd pels kan tørre. Læg skridsikre underlag, hvor der er brug for dem. Det er bedre at løse den slags praktiske forhold, mens hunden er ung, end når den har smerter.

Alenetid skal trænes efter den enkelte hund. Begynd med meget korte adskillelser, mens hunden er tryg, og øg først tiden, når den kan lægge sig og falde til ro. Vedvarende piben, vandren, stakåndethed eller kradsen viser, at skridtet var for stort. Racens hengivenhed beviser ikke, at hunden får separationsproblemer, men den er heller ingen garanti for, at den kan klare en hel arbejdsdag alene.

Introducér hund og kat gradvist. Hold dem adskilt i begyndelsen, lad dem vænne sig til hinandens duft, giv katten et hundefrit sted, og sørg for, at hunden ikke jager. Korte møder gennem et gitter eller med hunden i line kan derefter forlænges, når begge dyr er afslappede. Det samme rolige princip gælder møder med andre hunde. Størrelsen gør tidlig kontrol i line ekstra vigtig.

En god opdrætter kan fortælle om både styrker og problemer i slægten og viser dokumentation, ikke blot navnene på tests. Vælg en kombination, hvor helbred, temperament, funktion og genetisk variation er vurderet samlet. Åbenhed om syge og afdøde slægtninge er mindst lige så værdifuld som gode resultater hos forældrene.

Berner sennenhund

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norsk Kennel Klub (Norway)

Deutscher Club für Berner Sennenhunde e.V. (Germany)

Stor schweizisk gårdhund med kraftig, velafbalanceret krop og tyk trefarvet pels. Kærlig, menneskeorienteret og som regel mild over for børn. Har brug for moderat daglig motion, køligt klima, regelmæssig pelspleje samt venlig, konsekvent træning. Sundhedstjek er afgørende på grund af ledproblemer og kræft.

Snöälvens i Oviken är kopplad till Berner sennenhund i uppfödarprofilen och har ett separat katalogspår. Östergötlands Kennelklubbs Nordic Dog Show-katalog från 2023 dokumenterar en Snöälvens-prefixpost under Berner sennenhund med registreringsnummer SE52350/2022 och Oviken i uppfödaruppgiften, vilket ger stabilt stöd för prefix, ras och ort.

Snöälvens

Telge's Bling Bling

## Kort fortalt

- Border terrier er en lille britisk jagthund, som blev udviklet til at følge ryttere og foxhoundflokken og arbejde i rævegrave.
- Racestandarden angiver ingen skulderhøjde. Hanner vejer 5,9–7,1 kg og tæver 5,1–6,4 kg.
- Racen er ofte social og samarbejdsvillig, men har også terrierens selvstændighed, udholdenhed og jagtlyst.
- Den stride dobbeltpels håndtrimmes, når de modne dækhår løsner sig, normalt mindst to gange om året.
- En border terrier har brug for fysisk og mental aktivering hver dag. Indkald og ro omkring vildt er vigtige dele af hverdagstræningen.
- Sverige har ikke et obligatorisk racespecifikt sundhedsprogram, men raceklubben anbefaler, at avlshunde har kendt SLEM-status.
- Racen kan bo i både lejlighed og hus, hvis dens behov bliver opfyldt, den kan falde til ro, og dens gøen ikke generer omgivelserne.

## Udseende og pels

Border terrieren er lille, men bygget til at arbejde, ikke til at se spinkel eller skrøbelig ud. Kroppen skal være dyb, smal og forholdsvis lang med en brystkasse, der kan omsluttes af to hænder. Denne form hjalp hunden frem i rævegraven, samtidig med at den skulle kunne følge jagten over jorden. Hovedet beskrives ofte som odderlignende med et kort næseparti, små fremadfoldede ører og et vågent udtryk.

Racestandarden angiver bevidst ingen skulderhøjde. Når man sammenligner hunde, er vægt, proportioner, huld og funktion derfor mere nyttige end et påstået præcist højdeinterval. Standardvægten er 5,9–7,1 kg for en voksen han og 5,1–6,4 kg for en voksen tæve. En border terrier skal virke smidig og muskuløs uden en bred brystkasse eller overflødige kilo.

Pelsen består af hårde, tætte dækhår og en tætliggende underuld. De godkendte farver er rød, hvedefarvet, grizzle and tan og blue and tan. Når dækhårene er modne, løsner de sig forholdsvis let og plukkes ud med fingrene. De fleste hunde har brug for en grundig håndtrimning mindst to gange om året, men pelsens modenhed — ikke kalenderen — afgør tidspunktet. Mellem trimningerne er regelmæssig gennembørstning og kontrol af hud, ører, kløer og tænder som regel tilstrækkeligt.

Pelsplejen bygger på, at de modne, stride dækhår plukkes ud med fingrene. Maskinklipning er derfor ikke den samme behandling som håndtrimning. Bed en hundefrisør med erfaring i ruhårede terriere vise, hvordan en moden pels føles. Border terriere fælder, og racen er ikke allergifri.

## Temperament og personlighed

En typisk border terrier kombinerer social interesse med masser af initiativ. Racen skulle samarbejde med mennesker og hunde over jorden, men træffe selvstændige beslutninger i en rævegrav. I dag viser denne baggrund sig som nysgerrighed, vedholdenhed og hurtig problemløsning. Hunden kan være meget lydhør, når opgaven giver mening, og et øjeblik senere vælge et interessant duftspor, hvis træningen ikke giver nok igen.

En svensk BPH-adfærdsanalyse beskrev de testede hunde som forholdsvis sociale, nysgerrige og trygge med kun lidt udpræget frygt og aggression. Resultatet viser en tendens i netop denne gruppe, ikke et løfte om hver enkelt hund: Kun omkring tre procent af den relevante svenskfødte population deltog, og variationen mellem individerne var tydelig. Se derfor på forældrene, nære slægtninge og opdrætterens beskrivelse af hundene i hverdagen frem for kun at stole på en generel racebeskrivelse.

En stabil border terrier kan blive en engageret ven for børn, men racenavnet er ingen garanti for sikkerhed. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for en fredet hvileplads, hvor den ikke bliver forstyrret. Den samme individuelle vurdering gælder i mødet med andre hunde. Mange er sociale, men køn, erfaring og personlighed har betydning.

Jagtlysten er den største usikkerhed i forhold til andre dyr. En hund, der er vokset op med en kat, kan lære at leve roligt med netop den kat, men det siger ikke sikkert, hvordan den reagerer på en løbende kat udendørs. Kaniner, gnavere og andre smådyr bør holdes fysisk adskilt. Tidlige, kontrollerede introduktioner kan forbedre mulighederne, men kan ikke fjerne en medfødt jagtreaktion.

## Træning og motion

En border terrier har brug for at bruge både krop og hoved hver dag, men et præcist minuttal siger mindre end hundens tilstand efter aktiviteten. En god hverdag indeholder ture i forskellige omgivelser, tid til at snuse, korte træningspas og en tydelig overgang til hvile. Spor, nosework, søgeøvelser, agility og lydighed kan passe til racens arbejdsglæde. Øg belastningen gradvist for hvalpe og utrænede hunde.

Brug belønninger, og del hver færdighed op i små trin. Hårde korrektioner kan skabe konflikt uden at gøre et spændende vildtspor mindre fristende. Mad, leg, bevægelse og muligheden for at snuse kan alle bruges som belønning. Korte pas med et tydeligt mål virker som regel bedre end lange rækker af gentagelser.

Begynd tidligt med indkald, men planlæg også efter de situationer, hvor træningen ikke er nok. Start et nemt sted, beløn hurtigt, og øg forstyrrelserne gradvist. En velsiddende sele og en lang line giver bevægelsesfrihed, uden at hunden kan gennemføre en jagt. Slip kun hunden løs, hvor lovgivning, omgivelser og netop denne hunds færdigheder gør det forsvarligt. Et sikkert stop, frivillig kontakt og evnen til at vende sig væk fra en fristelse er mindst lige så nyttige som selve indkaldssignalet.

En border terrier skal også lære, at den ikke behøver at være i gang hele tiden. Hvis hunden stadig har svært ved at sove efter aktivitet, vogter ved vinduer, gør eller hele tiden finder nye projekter, kan den have brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke automatisk mere motion. Hvis den derimod mister muskelkondition, bliver rastløs eller finder på sine egne jagt- og graveprojekter, bør hverdagens indhold vurderes på ny.

## Sundhed

Der findes ikke et obligatorisk racespecifikt sundhedsprogram for border terrier i Svenska Kennelklubben. Registreringsreglerne for 2026 stiller heller ingen særlige krav til resultater fra hofte-, knæ-, øjen- eller hjerteundersøgelser for racen. Det betyder ikke, at sundhed er uvigtig. En hvalpekøber skal spørge til relevante problemer i familien og skelne mellem bindende regler, frivillige undersøgelser og raceklubbens avlsråd.

SLEM, også kaldet shaking puppy syndrome, er en alvorlig neurologisk lidelse, hvor hvalpe får ukontrollerede rystelser og problemer med koordinationen, når de forsøger at stå og gå. Raceklubben anbefaler kendt SLEM-status hos avlshunde gennem en DNA-test eller bekræftet afstamning. Avlsrådene bygger på recessiv nedarvning: En rask bærer kan parres med en genetisk eller arveligt fri hund uden at få syge hvalpe, samtidig med at den genetiske variation bevares. Laboratoriet, som tilbyder testen, oplyser dog, at den bagvedliggende variant endnu ikke er videnskabeligt publiceret. Bed derfor opdrætteren om at vise resultaterne og forklare kombinationen frem for blot at sige, at hundene er “testet”.

CECS, som nu ofte beskrives som paroksystisk dyskinesi eller PGSD, er en anden lidelse. Berørte hunde kan få episoder med unormale bevægelser, muskeltrækninger og fald, ofte med bevaret bevidsthed. Et studie fandt ikke én genetisk region, som kunne forklare lidelsen, og der findes ingen tilsvarende enkel DNA-test. Episoderne kan ligne andre neurologiske problemer. Optag episoden på video, hvis det kan gøres sikkert, og lad en dyrlæge undersøge hunden. Du bør ikke ændre behandling eller kost på baggrund af en diagnose, du selv har stillet på nettet.

I raceklubbens langsigtede sundhedsarbejde følger man også tilbagevendende krampelignende episoder, hud- og maveproblemer samt mund- og tandsundhed. Spørg, hvordan forældrene og nære slægtninge har haft det over tid, ikke kun hvilke attester der forelå, da parringen fandt sted. En grundig samtale omfatter SLEM-status og forældrekombinationen, eventuelle episoder, langvarig kløe eller mavebesvær, tandtab og anden tilbagevendende sygdom.

## Historie og oprindelse

Border terrieren blev formet i Border District på grænsen mellem England og Skotland. Her var der brug for en terrier med udholdenhed nok til at følge heste og foxhounds over ujævnt terræn, men samtidig smal nok til at gå ned i en rævegrav, når ræven søgte skjul. Racens størrelse, vejrbestandige pels, udholdenhed og selvstændige arbejdsform hænger sammen med denne opgave.

Lokale terriertyper havde flere navne, før Border Terrier blev den fælles betegnelse. Den britiske kennelklub anerkendte racen i 1920. De første dokumenterede importer til Sverige kom i 1930’erne. Importer og avlsarbejde fra 1960’erne lagde siden grunden til en mere varig svensk population.

Racen bruges stadig til jagt, blandt andet under jorden, som stødende eller kortdrivende hund og ved eftersøgning af anskudt vildt. Mange lever samtidig som aktive familie- og selskabshunde. Arbejdsbaggrunden er derfor mere end historie: Den forklarer, hvorfor nutidens border terrier gerne følger spor, undersøger huller og fortsætter med en opgave, selv om ejeren har andre planer.

## At leve med racen

Border terrier passer bedst til den, der sætter pris på en lille hund med masser af initiativ og kan kombinere aktivitet med gode sikkerhedsrutiner. Lejlighed eller hus er mindre afgørende end adgang til daglige ture, mental aktivering og hvile. I en etageejendom bør man tidligt træne ro ved lyde på trappen og bevægelse uden for vinduet. Ved et hus skal hegnet kunne modstå både gravning og en pludselig interesse for vildt.

Alenetid trænes gradvist fra meget korte perioder. Hvalpe kan ikke efterlades på samme måde som voksne hunde, og en voksen hunds tryghed varierer med individ og situation. Det svenske råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene. Vurder i stedet, om hunden reelt kan hvile uden uro, gøen eller destruktiv adfærd, og sørg for hjælp, før dens grænse er nået.

I et hjem med kat skal katten have hundefri områder og flugtveje. Hold hunden i snor i begyndelsen, beløn rolig adfærd, og afværg ethvert forsøg på at jage. Sammen med børn er opsyn fra en voksen og enkle regler nødvendige: Forstyr ikke hunden, når den spiser eller hviler, og lad den gå væk. Sådanne rutiner betyder mere end generelle påstande om, at racen “altid” er god med børn eller dyr.

Spørg opdrætteren om følgende, før du beslutter dig:

- Hvilken SLEM-status har forældrene, og hvorfor er netop denne kombination sikker?
- Har nære slægtninge haft CECS/PGSD-lignende episoder, tilbagevendende hud- eller maveproblemer eller tandproblemer?
- Hvordan klarer forældrene hvile, fremmede mennesker, andre hunde, lyde og vildt?
- Findes der BPH-resultater, jagtpræmieringer eller andre beskrivelser, som kan læses i deres rette sammenhæng?
- Hvilken hjælp får du med håndtrimning, indkald og hverdagsspørgsmål, efter at hvalpen er flyttet hjem?

Border terrier kan passe til en førstegangsejer, hvis jagtlyst, pelspleje og konsekvent træning virker tiltalende frem for besværlige. Den, der først og fremmest ønsker en hund, som kan gå løs overalt, automatisk lader smådyr være i fred eller nøjes med den samme korte tur hver dag, bør vælge efter andre egenskaber.

Border terrier

Svenska Terrierklubben (Sweden)

Deutscher Terrier Club (Germany)

French Kennel Club (Société Centrale Canine)

Lille, robust terrier, der oprindeligt blev avlet ved grænsen mellem England og Skotland til rævejagt. Kærlig og stærkt knyttet til familien, men selvstændig med stærk jagtinstinkt. Har brug for 1–2 timers motion dagligt, sikker indhegning og venlig, konsekvent træning. Den stride, vejrbestandige pels skal børstes og indimellem trimmes i hånden.

Datjnos

## Kort fortalt

Drever er en svensk, lavbenet drivende jagthund, der især bruges til hare, ræv, rådyr og hjort. Racen forener stærk jagtlyst og selvstændigt arbejde i skoven med et roligt grundtemperament. Den passer bedst hos en jæger eller i et hjem, der kan tilbyde reelt næsearbejde og samtidig håndtere dens stemme og interesse for spor i hverdagen.

- **Anvendelse:** en alsidig drivende hund, som finder vildt, følger sporet og giver hals. Sporsikkerhed, passende fart og evnen til at afslutte et langt drev er vigtige egenskaber.
- **Størrelse:** hanner skal måle 32–38 centimeter i mankehøjde, med 35 centimeter som ideal. Tæver skal måle 30–36 centimeter, med 33 centimeter som ideal.
- **Mentalitet:** racestandarden beskriver dreveren som opmærksom og rolig. Aggressivitet, nervøsitet og skyhed hører ikke til den ønskede racetype.
- **Aktivitetsniveau:** stor arbejdslyst og udholdenhed. Ture i snor er sjældent nok som eneste aktivitet.
- **Pels:** grov, lige og tætliggende pels, der er forholdsvis nem at passe.
- **Vigtigt sundhedspunkt:** jagtrelateret lungeødem, også kaldet jagtødem, er racens tydeligst dokumenterede særlige sundhedsproblem.

En drever kan være et dejligt familiemedlem, men den er ikke en ukompliceret selskabshund. Den, der ønsker en hund, som ofte kan gå løs, sjældent arbejder med næsen og er stille i en etageejendom, bør overveje en anden race.

## Udseende og pels

Dreveren skal være langstrakt og lavbenet, men samtidig stærk, muskuløs og bevægelig. Den er bygget til arbejde i terrænet, ikke til at se overdrevent lang eller tung ud. Frihøjden under kroppen skal være omkring 40 procent af mankehøjden, og bevægelserne skal være jævne, parallelle og jordvindende.

Racestandarden angiver mankehøjde, men ingen idealvægt. Et tal på vægten siger derfor mindre end helheden: ribbenene skal være lette at mærke, taljen skal kunne ses, og hunden skal have muskler til sit arbejde. Når du vælger hvalp, er frie bevægelser, velbyggede forben og tilstrækkelig frihøjde mere brugbart end et lovet antal kilo som voksen.

Pelsen er grov, lige og tætliggende. Den er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene og lidt længere på halsen, ryggen og bagsiden af lårene. På halens underside er den busket uden at danne faner. Alle farver i kombination med hvide aftegninger er tilladt bortset fra overvejende hvid, merle og leverbrun. De hvide aftegninger skal kunne ses fra flere sider.

Pelsplejen er enkel, men en arbejdende hund har brug for mere end børstning. Børst løse hår væk efter behov, og bad hunden, når den er snavset, frem for efter en fast plan. Efter jagt eller en tur i tæt terræn bør du kontrollere poter, kløer, hud, øjne og ører for sår, snavs og flåter. Hold kløerne så korte, at de ikke forstyrrer poternes kontakt med underlaget.

## Temperament og personlighed

Dreveren skal være rolig og opmærksom, men den er også avlet til at træffe egne beslutninger på afstand af føreren. Det, der kan ligne stædighed hjemme, er ofte den samme selvstændighed, som er nødvendig i skoven. Når hunden får færten af vildt, kan alt andet hurtigt blive mindre vigtigt end sporet.

Med en hverdag, der passer til racen, kan dreveren skifte mellem intenst arbejde ude og ro hjemme. Det garanterer ikke, at hvert individ bliver stille, let at styre eller socialt med alle. Arv, erfaringer, træning og balancen mellem aktivitet og hvile har stor betydning.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Et roligt racetemperament erstatter ikke opsyn, og børn skal ikke have ansvar for en hund, som kan springe efter en duft på gåturen.

Om en drever kan bo sammen med andre hunde, katte og smådyr, afhænger af individet. En drever kan lære at leve med en kat, især gennem tidlige og rolige introduktioner, men jagtlysten betyder, at ingen bør love, at det vil fungere. Forhindr hunden i at jage katten fra det første møde, giv katten egne trygge områder, og lad ikke dyrene være alene sammen, før du ved, hvordan de fungerer sammen. Små kæledyr har brug for et område, hunden ikke kan nå.

Stemmen er et arbejdsredskab: Jægeren skal kunne følge drevet ved at lytte til hunden. Det betyder ikke, at alle drevere gør meget indendørs, men lydniveauet skal overvejes inden køb, især i en lejlighed. Gentagen gøen eller hylen, når hunden er alene, bør ses som et tegn på, at rammerne skal ændres, ikke som et uundgåeligt racetræk.

## Træning og motion

Dreveren trænes bedst med tydelige rutiner, belønninger, som hunden virkelig værdsætter, og en sværhedsgrad, der øges lidt ad gangen. Hårde korrektioner skaber ikke en mere sikker jagthund. Belønningsbaseret træning, der tager hensyn til racens motivation, giver et bedre grundlag for tillid og samarbejde.

Begynd indkaldstræningen et sted uden forstyrrelser. Beløn hurtigt, lad ofte hunden vende tilbage til at snuse, og fortsæt med en lang line, før du gør øvelsen sværere. Så betyder indkald ikke altid, at det sjove er slut. Et godt trænet indkald mindsker risikoen, men gør ikke jagtlysten ufarlig. I områder med meget vildt er en lang line, sikker indhegning eller gennemtænkt håndtering under jagt ofte tryggere end at afprøve, om lydigheden holder.

Ingen præcis tidsregel passer til alle drevere. En god hverdag rummer fysisk aktivitet, næsearbejde, korte træningspas og restitution. Tilpas mængden til alder, kondition, jagtsæson og individ. Byg udholdenheden gradvist op inden sæsonen i stedet for at lade en utrænet hund gå direkte fra rolige uger til en lang jagtdag.

Aktiviteter, der passer til racens evner, er blandt andet:

- vildtspor eller menneskespor med tydelig begyndelse og afslutning;
- søgeøvelser, hvor hunden arbejder metodisk med næsen;
- ture i varieret terræn med tid til at undersøge dufte;
- drevprøver og jagttræning under kyndig vejledning for hunde, der skal bruges til jagt.

Jagt er mere end motion. Dreveren skal søge, rejse og sporsikkert drive hare, ræv, rådyr eller hjort med hørbar hals og et samarbejde, der gør jagten håndterbar. For den, der ikke jager, er opgaven derfor større end at lægge én ekstra lang tur ind: Hunden har brug for regelmæssigt, struktureret arbejde, der bruger næsen, udholdenheden og evnen til problemløsning.

## Sundhed

Dreveren regnes overordnet som en sund race, men jagtrelateret lungeødem er et særligt problem, som alle hvalpekøbere og ejere bør kende. Tilstanden giver akutte vejrtrækningsproblemer under eller efter jagt. Det er en form for ikke-kardiogent lungeødem, og den præcise bagvedliggende mekanisme er fortsat ukendt.

Advarselstegn er hoste, unormalt hurtig eller anstrengt vejrtrækning og træthed, der ikke svarer til arbejdet. En ramt hund kan have svært ved at lægge sig, sidde med hoved og hals strakt eller blive tavs under et igangværende drev. Stop anstrengelsen, og kontakt en dyrlæge, hvis hunden får sådanne symptomer. Vent ikke til næste jagt for at se, om det sker igen.

Arvelighed har betydning for risikoen, og Svenska Dreverklubbens avlsstrategi har særlige retningslinjer, der skal mindske lungeødem. Bed opdrætteren vise, hvordan tilfælde på både moderens og faderens side er vurderet, og hvordan den planlagte kombination ser ud i DreverData. Spørg også, hvordan nære slægtninge har fungeret på jagt; normal vejrtrækning og restitution efter arbejde er vigtig information.

Bedøm ikke en dreveropdrætter ud fra en generel liste med HD-, AD- og øjenundersøgelser hentet fra andre racer. Brug de aktuelle råd for drever. Kontroller forældredyrenes identitet, jagt- og udstillingsresultater, mentalitet, sygdomshistorik og slægtskab i Svenska Kennelklubbens og raceklubbens registre. Bed også om ærlige svar om problemer, der ikke kan afklares med en enkel test.

God daglig pleje er stadig vigtig. Hold hunden slank og veltrænet, byg konditionen gradvist op, og giv tid til at falde til ro efter hårdt arbejde. Kontroller hunden efter jagt, og søg dyrlæge ved skade, smerte, unormale bevægelser eller ændret vejrtrækning. Et fast løfte om en bestemt levealder siger mindre end dokumenteret sundhed i slægten og en åben opdrætter.

## Historie og oprindelse

Dreveren er svensk som race, men har kontinentale rødder. Westfälische dachsbracke blev importeret til Sydsverige i 1910'erne, og det første eksemplar blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1913. Dachsbracke-typen bag racen var blevet udviklet blandt andet i Sydtyskland, Tyrol og Schweiz i 1800-tallet.

I Sverige satte jægerne pris på den lavbenede hunds måde at drive rådyr og senere også hare, ræv og hjort. Svenska Dachsbrackenklubben blev stiftet i 1944. I 1947 fik den svenske variant navnet drever, og klubben skiftede navn til Svenska Dreverklubben. Svenska Kennelklubben anerkendte dreveren som svensk race i 1953.

Racen er fortsat blevet avlet som arbejdende jagthund. Det forklarer både den robuste bygning og nutidens stærke jagtlyst. Dreverens identitet bygger ikke kun på udseendet, men på evnen til at følge spor sikkert i svensk terræn, give tydelig hals og holde en fart, der passer til drivende jagt.

## At leve med racen

Dreveren passer bedst, når jagt eller regelmæssigt sporarbejde er en planlagt del af livet, ikke noget man måske vil prøve senere. Den kan bo i hus eller lejlighed, men boligtypen opfylder ikke racens behov. En lejlighedsejer skal sørge for dagligt arbejde ude og forebygge generende lyd; en husejer skal stadig træne hunden og sikre låger og have.

Foretag denne praktiske kontrol inden køb:

- **Arbejde:** Hvem giver hunden regelmæssigt næsearbejde og fysisk træning, også uden for jagtsæsonen?
- **Sikkerhed:** Kan I bruge lang line, sikre indhegninger og pålidelige rutiner ved døre, bil og jagtterræn?
- **Lyd:** Kan boligen rumme en kraftig stemme, og har I en plan, hvis hunden begynder at gø på grund af stress eller for lidt aktivitet?
- **Alenetid:** Er der tid til at træne det i små trin og skaffe hjælp, hvis hunden ikke kan klare arbejdsdagen? En drever bør ikke forventes at være alene en hel arbejdsdag.
- **Børn og dyr:** Kan børn være under opsyn af en voksen, og kan katte eller smådyr få egne trygge områder?
- **Opdrætter:** Kan opdrætteren redegøre for jagtegenskaber, mentalitet, lungeødem i slægten og tankerne bag kombinationen uden at give løfter, ingen kan holde?

Drever kan være en førstegangshund, men kun for en person, der vil lære, hvordan en drivende hund arbejder, og få støtte fra opdrætter, raceklub eller en erfaren instruktør. For en jæger, der værdsætter en selvstændig hund med roligt grundtemperament, kan racen blive både en dygtig jagtkammerat og et nært familiemedlem. For den, der ønsker en letstyret selskabshund, er dreveren sjældent det bedste valg.

Drever

Svenska Dreverklubben

The Swedish Kennel Club

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Dreveren er en robust svensk drivende støver, lavbenet og lang i kroppen, men alligevel stærk og udholdende. Den er avlet til at spore og drive vildt i jævnt tempo, har en klar og tydelig stemme, stærk jagtinstinkt og har behov for meget motion. Den er venlig, hengiven og nem at pleje i pelsen og passer godt i aktive hjem, hvor man holder af friluftsliv.

Sönnarebys

## Kort fortalt

Flatcoated retriever er en anerkendt britisk apporterende fuglehund i FCI-gruppe 8. Racen er avlet til at søge efter og hente nedlagt vildt på land og i vand, så samarbejde, apporteringslyst og evnen til at arbejde i varieret terræn er centrale egenskaber – også hos hunde, der primært lever som familiehunde.

- Den ønskede skulderhøjde er 58–61 cm for hanner og 56–58 cm for tæver.
- Den ønskede vægt i god kondition er 27–36 kg for hanner og 25–32 kg for tæver. Målene beskriver racestandardens ideal, ikke hvad enhver voksen hund vil veje eller måle.
- De godkendte farver er sort og leverbrun.
- Raceidealet er en positiv, venlig, vågen og lydhør hund. Energi, intensitet og evnen til at falde til ro varierer mellem individer og familier.
- En Flatcoated retriever har hver dag brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde. Lange gåture alene erstatter ikke meningsfulde opgaver.
- Tumorsygdomme er et vigtigt sundhedsproblem i racen. Ingen enkelt test kan vise, at en hvalp eller avlslinje er fri for fremtidig kræftrisiko.

## Udseende og pels

Flatcoated retriever skal være stærk uden at blive tung og spændstig uden at virke spinkel. Funktionel balance er vigtigere end kraftig knoglebygning, overdreven pels eller høj kropsvægt. Bevægelserne skal være frie, flydende og regelmæssige set forfra og bagfra.

Hovedet er langt og velformet med et fladt, moderat bredt kranium og kun et let stop. Kæberne skal være lange og stærke nok til apporteringsarbejdet. Kroppen har en dyb, forholdsvis bred brystkasse og et kort, kraftigt lændeparti. Halen bæres muntert, men ikke højt over ryglinjen.

Pelsen er tæt, fin til middelkraftig og så flad som muligt. Ben og hale har tydeligt behæng, når hunden er fuldt udviklet. Kun sort og leverbrun indgår i standarden; gul forekommer, men er ikke en godkendt udstillingsfarve.

Pelsplejen bør følge hundens faktiske pels og hverdag, ikke en fast kalender. Red pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i behænget. Efter badning eller arbejde i vand og tæt terræn skal hunden tørres og gennemgås for filtre, hudirritation, frø, små sår og beskadigede trædepuder. Ørerne skal holdes tørre og kontrolleres ved lugt, rødme eller kløe. Trimning kan holde poter og behæng funktionelle, men pelsen bør ikke formes til en tung eller overdreven silhuet.

## Temperament og personlighed

Flatcoated retriever skal være tillidsvækkende, positiv, venlig, vågen og lydhør, men racestandarden er et avlsmål – ikke en garanti for hvert individ. En hvalpekøber bør derfor vurdere forældrene, voksne slægtninge og hvordan opdrætteren følger hundenes adfærd i hverdagen, i stedet for blot at godtage, at racen beskrives som glad.

I Svenska Kennelklubbens BPH-analyse af 209 svenskfødte hunde blev racen overordnet opfattet som tryg, energisk, nysgerrig, legesyg og social. Den samme analyse understreger variationen i racen og påpeger, at stor nysgerrighed og hurtige reaktioner også kan hænge sammen med vanskeligheder ved at falde til ro. Materialet beskriver de deltagende hunde og er ikke en facitliste for en hvalp. Se derfor efter både arbejdslyst og evnen til at falde til ro igen: Kan de voksne hunde hilse uden at miste al selvkontrol, håndteres roligt og hvile, når der ikke sker noget?

Racen er ofte social, men egnethed med børn, hunde eller katte må aldrig antages ud fra racenavnet. En stærk og begejstret hund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til hunde og katte bør ske gradvist. Tidligere erfaring, lyst til at jage og evnen til at afbryde på signal betyder mere end en generel beskrivelse af racen.

## Træning og motion

Flatcoated retriever har brug for at anvende både krop og hoved hver dag, men der findes ingen seriøs universel kvote i minutter eller timer. Det rette niveau afhænger af alder, helbred, kondition, aktivitetens intensitet og hvor godt hunden falder til ro bagefter. En god dag rummer en blanding af bevægelse, næsearbejde, apportering, samarbejde og uforstyrret hvile.

Apportering og søg giver ofte mere end blot at forlænge gåturen. Dummyer, enkle markeringsapporteringer, nærsøg, spor, jagttræning eller den svenske Funktionsbeskrivning Retriever kan give afløb for de egenskaber, racen er avlet til. Jagtprøver og praktisk jagt passer til den, der vil udvikle arbejdet videre, men enhver ejer kan skabe hverdagsopgaver, hvor hunden får lov til at søge, bære, aflevere og vente på et signal.

Belønningsbaseret og gradvis træning passer til en hurtig og samarbejdsvillig retriever. Prioritér tidligt:

- kontakt og at gå pænt i snor, før hunden bliver fuldvoksen og stærk;
- indkald og stopsignal, også når noget bevæger sig eller dufter spændende;
- rolige hilsener med alle fire poter på jorden;
- at bære og aflevere genstande uden konflikt;
- ro, passivitet og evnen til at geare ned efter aktivitet;
- frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels.

Vandarbejde kan være et godt afløb, men interesse for vand er ikke det samme som at kunne svømme. Begynd på lavt vand, vis hunden en sikker vej op, undgå strømmende eller meget koldt vand, og lad aldrig hunden være uden opsyn. Hunde i vækst har brug for varieret belastning, der opbygges gradvist; gentagne bratte stop, høje spring og ensidig boldkastning er ikke en genvej til god kondition.

## Sundhed

Tumorsygdomme er det vigtigste racespecifikke sundhedsområde, en hvalpekøber skal forstå. Svenska Kennelklubben og raceklubben beskriver en overrepræsentation af flere tumorformer, og Flatcoated retriever har blandt andet en dokumenteret disposition for histiocytært sarkom. Det betyder ikke, at enhver hund bliver syg, men risikoen kan ikke afvises med en DNA-test, en normal dyrlægeattest eller unge, raske forældre.

Bed om alder og dødsårsag for forældre, bedsteforældre, hel- og halvsøskende samt hunde fra tidligere kuld. Spørg, hvilke diagnoser der faktisk er bekræftet af en dyrlæge, og hvordan opdrætteren bruger oplysninger om ældre slægtninge. Hos din egen hund bør en ny eller voksende knude, vedvarende halthed, uforklarligt vægttab eller en tydelig ændring i appetit og energi vurderes af en dyrlæge. Sådanne tegn kan have mange årsager og bør ikke selvdiagnosticeres som kræft.

For afkom, der skal registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring. Kendt status betyder, at der findes et resultat – ikke automatisk at hofterne er graderet A eller B. Kontrollér derfor selve graden og resultaterne hos nære slægtninge. Albuerøntgen er en vigtig kontrol, som raceklubben gerne vil se hos flere hunde, men den er ikke et særskilt krav for at registrere hvalpe efter reglerne fra 2026.

Øjenundersøgelse er heller ikke et formelt krav fra Svenska Kennelklubben for racen. Den aktuelle anbefaling fra den svenske Flatcoated Retrieverklub er, at avlshunde har en øjenattest, som højst er to år gammel ved parring. Klubben anbefaler også gonioskopi, når det er muligt, og at en kendt grad af pektinatligamentdysplasi, PLD, ikke fordobles i en kombination. Bed om at se dato, diagnoser og hele resultatet – ordet "øjentestet" er ikke nok.

Renal dysplasi, RD, forekommer i få, men alvorlige tilfælde. Der findes ingen valideret DNA-test for RD hos Flatcoated retriever, så et kommercielt testresultat bør ikke bruges som bevis for, at en hund eller kombination er fri. En kendt diagnose hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed er mere relevant.

## Historie og oprindelse

Flatcoated retriever blev udviklet i Storbritannien som en apporterende fuglehund til arbejde efter skuddet. Opgaven var at søge efter og hente nedlagt fugle- og småvildt på land og i vand, hvilket forklarer racens kombination af næsearbejde, samarbejdsvilje, bæring og udholdende bevægelse.

FCI anerkendte racen endeligt i 1954 og placerer den blandt retrieverne med arbejdsprøve. Flatcoated retriever kom til Sverige i 1960'erne. De præcise fortællinger om, hvilke hundetyper der blev krydset på hvert trin af udviklingen, varierer mellem historiske kilder. Det sikre og praktisk vigtige er, at nutidens race stadig skal fungere som apportør og ikke blot have et retrieverlignende udseende.

## At leve med racen

Flatcoated retriever passer bedst til en, der vil leve med en aktiv arbejdende retriever og samtidig har tænkt sig at træne ro. Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Størrelse, fart og meget ivrige hilsener kræver planlægning, og behovet for samarbejde varer hele livet.

Lejlighed kan fungere, hvis det er nemt at komme ud, hunden får meningsfuld aktivitet, og man træner lyde, hilsener i fællesarealer og hvile. En have erstatter ikke gåture eller fælles arbejde. Alenetid skal opbygges gradvist fra korte, trygge stunder; en lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Hvis arbejdsdagen jævnligt indebærer langt fravær, skal en velfungerende plan for selskab og luftning være på plads før købet.

Før du vælger en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de under aktivitet, håndtering og hvile?
- Hvilken officiel HD-grad har hver forælder, og findes der albueresultater og ledhistorik hos nære slægtninge?
- Hvornår blev den seneste øjenundersøgelse foretaget, hvad viste hele attesten, og findes der resultater fra gonioskopi?
- Hvor gamle blev nære slægtninge, hvad døde de af, og hvilke tumordiagnoser eller RD-tilfælde er kendt?
- Hvordan følger opdrætteren sundhed, temperament og arbejdsevne i tidligere kuld over tid?

Det rette hjem får en arbejdsivrig, social og alsidig hund. Et dårligt match opstår ofte, når det venlige raceideal tolkes som, at hunden af sig selv kan klare børn, andre dyr, lange dage alene og et liv uden reelle opgaver.

Flatcoated retriever

The Flatcoated Retriever Society of Great Britain

The Swedish Kennel Club (Svenska Kennelklubben)

The Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

The Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

The Kennel Club (United Kingdom)

Flatcoated retriever er en middelstor til stor, atletisk apporterende jagthund med glat, sort eller leverfarvet pels og et venligt, hvalpeagtigt væsen. Den er energisk, meget menneskeorienteret og meget lærenem og har brug for masser af motion, positiv træning, et tæt familieliv og opmærksom pleje af helbredet.

Den som jämför Flatcoated retriever på Alnö hittar Dual Lanes med stöd från både egen webbplats och SKK Avelsdata. Webbplatsen presenterar Kennel Dual Lanes och har fasta avsnitt för flatcoated retrievers, tidigare valpkullar, fotoalbum och en Airedal. SKK Avelsdata visar en Dual Lanes-registrering under flatcoated retriever med registreringsnummer SE43903/2022.

Dual Lanes

## Kort fortalt

Welsh springer spaniel er en selvstændig britisk hunderace, ikke en rød-hvid variant af engelsk springer spaniel. Den er udviklet som stødende og apporterende jagthund og passer bedst til den, der ønsker at kombinere et tæt familieliv med regelmæssig træning og friluftsliv.

- Racen er mellemstor og kompakt. Skulderhøjden er cirka 48 cm for hanner og 46 cm for tæver.
- Racestandarden tillader kun dyb rød og hvid. Pelsen skal være lige eller glat, silkeagtig og tæt med moderat behæng.
- En typisk welsh springer spaniel er venlig, glad, arbejdsivrig og aktiv, men temperamentet varierer fra hund til hund.
- Racen har brug for mere end ture rundt om blokken. Næsearbejde, samarbejde og mulighed for at bevæge sig i varieret terræn er vigtige dele af hverdagen.
- I Sverige skal begge forældre have officiel HD-status før parringen, for at hvalpene kan registreres hos Svenska Kennelklubben. Kendt status betyder ikke automatisk, at hofterne er fri for HD.
- Et liv med børn, andre hunde og katte kan fungere godt, men racenavnet er ingen garanti. Den enkelte hund, dens opvækst, introduktionerne og de voksnes opsyn har stor betydning.

Det er først og fremmest en race til den, der holder af at lave noget sammen med sin hund. En welsh skal også lære at hvile, vente og klare korte perioder alene. Høj aktivitet uden evnen til at falde til ro giver ikke en afbalanceret hverdag.

## Udseende og pels

Welsh springer spaniel er en stærk, harmonisk og bevægelig spaniel, der er bygget til udholdende arbejde. Kroppen er kompakt uden at være tung, og bevægelserne skal være kraftfulde med lange, effektive skridt. Hanner er omkring 48 cm i skulderhøjde og tæver omkring 46 cm, men en velfungerende helhed er vigtigere end, at den enkelte hund rammer målet på centimeteren.

Farven adskiller racen tydeligt fra andre spanielracer: Standarden tillader kun dyb rød og hvid. Pelsen skal ligge lige eller glat ind til kroppen og være silkeagtig og tæt. For- og bagben, ører og hale har behæng, men behænget skal være moderat. En meget fyldig, krøllet pels, der let filtrer, er ikke den funktionelle pelstype, som standarden beskriver.

Pelsplejen kan klares hjemme, men den bør være en fast vane. Hold især øje med:

- ører og behæng efter skovture, badning og ture i højt græs
- armhuler, lyske og området bag ørerne, hvor filtre let kan begynde
- poter og hår mellem trædepuderne, især i våde perioder eller i snevejr
- hud og ører, hvis hunden begynder at klø sig, ryste på hovedet eller lugte anderledes

Børst, når pelsen begynder at samle løse hår eller danne filtre, og fjern plantedele, før de sætter sig fast. Tør ører og pels efter badning, men rens ikke en sund øregang rutinemæssigt uden grund. Svenska Kennelklubben angiver tre til fire trimninger om året som en grov rettesnor, mens raceklubben understreger, at behovet er individuelt. Lad derfor pelsens vækst, poternes greb og luftningen omkring ørerne afgøre tidspunktet. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast kalender.

## Temperament og personlighed

Welsh springer spaniel skal være venlig, munter og meget aktiv uden at være aggressiv eller nervøs. Som arbejdende spaniel forventes den at ville samarbejde, holde kontakt og kunne skifte mellem aktivitet og ro. Det gør racen givende at træne, men ikke automatisk nem i alle hjem.

Mange welsh springer spaniels holder sig tæt på deres mennesker og vil gerne være med i hverdagen. Nogle møder fremmede åbent, mens andre skal have tid, før de søger kontakt. Overdreven frygt, vedvarende stress eller manglende evne til at falde til ro bør ikke bortforklares som typisk for racen. Raceklubben gør samtidig opmærksom på, at få hunde har gennemgået en formel adfærdsbeskrivelse, så bastante udsagn om hele racens temperament vil være misvisende.

Når du besøger en opdrætter, bør du se længere end betegnelsen »venlig familiehund«. Bed om at møde tæven i en almindelig hverdagssituation, og spørg, hvordan forældre, søskende og tidligere afkom reagerer på nye steder, mennesker, lyde, hvile og alenetid. En hund, der hurtigt kommer sig efter noget uventet og kan falde til ro igen, giver mere brugbar viden om hverdagen end titler eller en begejstret første hilsen alene.

De samme sikkerhedsregler gælder med børn som med andre hunde. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En ung og ivrig welsh kan hilse med hele kroppen og bære ting i munden, selv om hensigten er venlig. Børn skal ikke forstyrre hunden, når den spiser, sover eller vælger at gå væk.

## Træning og motion

En welsh springer spaniel har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde og samarbejde hver dag, men der findes ikke et autoritativt timetal, som passer til alle hunde. En god plan giver hunden nok at lave uden at gøre den overgearet, øm eller ude af stand til at komme sig.

Racens oprindelige arbejde forklarer træningsbehovet. En spaniel afsøger terrænet foran føreren, støder vildtet, så jægeren får mulighed for at skyde, og apporterer derefter. I hverdagen viser de samme egenskaber sig som interesse for dufte, bevægelse og genstande. Prioritér derfor:

- indkald og frivillig kontakt, først i enkle omgivelser og senere med større forstyrrelser
- lang line på steder, hvor hunden endnu ikke kan gå sikkert løs
- ro og selvkontrol: at kunne vente, når noget bevæger sig, eller andre hunde arbejder
- at aflevere og bære genstande uden konflikt
- et tydeligt pausesignal og et roligt sted, hvor hunden kan koble af

Variér gåturene med søgeøvelser, sporarbejde, apportering eller en anden opgave, der bruger både næsen og samarbejdet. Agility, rallylydighed og lydighed kan også passe den enkelte hund. Målet er ikke at samle flest mulige aktiviteter, men at finde en blanding, hvor hunden kan arbejde koncentreret og derefter hvile.

Hvalpe og unghunde har brug for korte træningspas, fri bevægelse på et egnet underlag og gradvist stigende belastning. Forsøg ikke at gøre dem trætte med lange, ensformige strækninger eller mange spring. For en voksen hund bør mængden tilpasses kondition, helbred, temperatur og aktiviteten dagen før. Stivhed, usædvanligt lang restitution, uro efter aktivitet eller dårligere søvn viser, at planen bør justeres.

## Sundhed

Welsh springer spaniel regnes for en forholdsvis sund race, men en hvalpekøber bør især undersøge hofter og øjne og spørge til hud- og øreproblemer hos nære slægtninge. Sundhedsundersøgelser mindsker usikkerheden, men kan ikke garantere, at den enkelte hund forbliver rask.

I Sverige er racen omfattet af niveau 2 i Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for hofteledsdysplasi. Begge forældre skal have et officielt HD-resultat før parringen, for at afkommet kan registreres. Bed om at se de faktiske resultater, og spørg også til søskende og tidligere afkom. »HD-røntgenfotograferet« fortæller kun, at undersøgelsen er gennemført, ikke hvilket resultat hunden fik.

Øjensundhed skal holdes adskilt fra den svenske HD-regel. De svenske registreringsregler kræver ikke et øjenresultat for denne race, men Welsh Springer Spanielklubben anbefaler gonioskopi af avlsdyr. Undersøgelsen vurderer øjets kammervinkel og bruges i arbejdet mod glaukom, en alvorlig øjensygdom, som raceklubben følger særligt nøje. Spørg til aktuelle øjenundersøgelser og gonioskopi, fund hos nære slægtninge og hvordan opdrætteren har vurderet resultaterne i kombinationen.

Raceklubbens sundhedsundersøgelse peger også på ører, kløe, hud og øjne som områder, man bør holde øje med. Det betyder ikke, at alle welsh springer spaniels får problemer. Kontrollér hunden efter badning og ture i vådt eller tæt terræn, og søg dyrlæge ved tilbagevendende kløe, rødme, dårlig lugt, hovedrysten, smerter eller synsforandringer.

## Historie og oprindelse

Welsh springer spaniel udviklede sig fra rød-hvide spanielhunde i Wales og blev anerkendt som selvstændig race i Storbritannien i 1902. Skriftlige omtaler af rød-hvide spaniels i Wales går tilbage til 1300-tallet, men ældre fortællinger om oprindelsen bør ikke gøres mere præcise, end kilderne tillader.

Hundene blev først og fremmest brugt til jagt. Ordet »springer« henviser til opgaven med at støde vildt ud af dækning, ikke til at racen skulle være en variant af engelsk springer spaniel. Den moderne races arbejde omfatter søg, stød og apportering i et tæt samarbejde mellem hund og fører.

Racen kom til Sverige i 1963, og det første svenske kuld blev født i 1965. Welsh Springer Spanielklubben blev stiftet i 1980. I dag bruges racen både til jagt og sporarbejde og som aktiv selskabs- og sportshund, men jagtfunktionen er stadig nøglen til at forstå dens behov og adfærd.

## At leve med racen

Welsh springer spaniel kan bo i hus eller lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig aktivitet, restitution og adgang til gode turområder. En stor have erstatter ikke fælles træning, og en lejlighed er ikke et problem i sig selv. Du skal dog være forberedt på våd pels, grus, plantedele og mudrede poter efter et aktivt udeliv.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte perioder, når hunden er tryg og faldet til ro. En lille hvalp skal ikke efterlades alene, og selv en veltrænet voksen hund klarer normalt kun nogle få timer alene om dagen. Det svenske råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, beskriver et interval mellem lufteture, ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene. Sørg for hjælp, hvis arbejdsdage eller rejser holder dig væk længere, end hunden roligt kan klare.

Racen kan bo sammen med andre hunde, men tilpas samvær og introduktioner til de enkelte dyr. Med katte og smådyr kræves større forsigtighed, fordi en stødende jagthund kan reagere på pludselige bevægelser. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men lad ikke sikkerheden afhænge af en antagelse om, at det er en »venlig race«. Brug låger, separate hvilesteder og møder under opsyn, indtil du ved, hvordan dyrene fungerer sammen.

Før du køber en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvilke HD-resultater har begge forældre og deres nære slægtninge?
- Er forældrene øjenundersøgt og gonioskopieret, og hvilke fund findes i familien?
- Hvordan fungerer de på nye steder, med nye mennesker, under hvile og i korte perioder alene?
- Hvilken jagtlyst, kontakt med føreren og evne til at falde til ro har tidligere afkom vist?
- Hvilken pelspleje og hvilke aktiviteter indgår i hverdagen hos opdrætterens egne hunde?

Welsh springer spaniel passer bedst til den, der ønsker en aktiv samarbejdspartner frem for en hund, der nøjes med at følge passivt med. Kan du tilbyde næsearbejde, tydelig træning, rolig restitution og meget tid sammen, får racens arbejdslyst en konstruktiv plads i familielivet.

Welsh springer spaniel

The Welsh Springer Spaniel Club of UK

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Middelstor, atletisk rød-hvid spaniel fra Wales, avlet som pålidelig jagthund. Kærlig, meget menneskeorienteret og knytter ofte et stærkt bånd til én person. Kræver rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Følsom, generelt sund, med en vejrbestandig pels, der trives i både mudder og vand.

I Boden finns Red Candy's i uppfödarprofilen för Welsh springer spaniel. Den egna webbplatsens kennelpresentation beskriver Red Candy's som en mindre uppfödning i Norrbotten och en kennel i Boden. Där finns fasta avsnitt för kennelpresentation, hundar och blogg/nyheter, samt en hundsida som länkar vidare till Rasdata Welsh.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet