## Kort fortalt

Bichon havanais er en lille FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 9. FCI angiver Cuba som oprindelsesland og beskriver, hvordan hundetypen kom dertil fra det vestlige Middelhavsområde. Racestandarden angiver en mankehøjde på 23–27 centimeter med to centimeters tolerance i begge retninger, men intet officielt vægtinterval. Vurdér derfor den forventede voksenstørrelse ud fra højde, kropsbygning, huld og forældrene frem for et lovet antal kilo.

Standardens ideal er en opmærksom, hengiven, glad, venlig og legesyg hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer med børn, fremmede mennesker eller andre dyr. Svenske BPH-data viser tværtimod tydelig adfærdsvariation inden for racen.

Den lange pels er racens største opgave i hverdagen. Den skal redes helt ned til huden og kan kræve hyppig pleje, især under overgangen fra hvalpe- til voksenpels. Lidt eller ingen underuld gør ikke Bichon havanais allergifri; allergener fra hunden findes blandt andet i hudpartikler og spyt og varierer mellem individer.

## Udseende og pels

Bichon havanais skal være lille, kortbenet og robust uden at blive tung eller hæmmet. Kropslængden skal forholde sig til mankehøjden omtrent som 4:3. Forbenene skal være lige og parallelle, og bevægelserne lette, spændstige og rettet fremad. Når du vurderer en hund, bør du se frie bevægelser uden tydelig halthed, skæv belastning eller forben, der bøjer kraftigt udad. Den rigelige pels må ikke skjule dårlig funktion.

Racestandarden angiver 23–27 centimeters mankehøjde. Den angivne tolerance udvider det tilladte interval til 21–29 centimeter. Standarden angiver ingen idealvægt. To hunde med samme højde kan derfor veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. En hund tæt på en af ydergrænserne er ikke automatisk bedre eller dårligere, men den svenske avlsstrategi beskriver en udvikling mod større og tungere hunde og understreger, at racen skal bevare sin karakter som dværghund.

Ifølge standarden skal dækhåret hos en voksen hund være meget langt, omkring 12–18 centimeter, blødt og glat eller bølget; det kan også danne krøllede lokker. Underulden er svagt udviklet og mangler ofte. Hvid, fawn, sort, havannabrun, tobaksbrun og rødbrun forekommer sammen med pletter og tantegninger i tilladte farver. Lad ikke farven veje tungere end sundhed, temperament og god funktion, når du vælger hvalp.

Standarden ønsker pelsen i naturlig tilstand og tillader ikke, at udstillingspelsen klippes til en ensartet længde, med begrænsede undtagelser ved poter, pande og snude. Det er en regel om racetypisk udseende, ikke en grund til at lade smertefulde filtrede områder blive siddende. Før en kam gennem små sektioner, og kontrollér især bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens længde, struktur, fugtighed og hvor let den filtrer; under pelsskiftet kan en daglig gennemgang være nødvendig.

Væn hvalpen gradvist til kam, potehåndtering, negleklipning og tandbørstning, og hold pause, hvis den bliver bange eller stresset. Bad hunden, når pelsen trænger til at blive rengjort, og tør den grundigt. Børst tænderne dagligt med hundetandpasta, da små hunde oftere får problemer med tandsten og paradentose.

## Temperament og personlighed

Bichon havanais skal ifølge standarden være opmærksom, venlig og legesyg, men individer møder verden på forskellige måder. Standardteksten beskriver et ønsket temperament. Den skal ikke bruges som bevis for, at en hvalp automatisk bliver god med børn, stille, frygtløs eller nem for en førstegangsejer.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2026 omfatter 233 beskrevne bichon havanais. Blandt de deltagende hunde var der stor variation i, hvor intenst de hilste på fremmede, hvor meget de legede, hvor nysgerrige de var, og hvordan de reagerede på ustabile underlag. Mange viste lav social frygt og truede ikke fremmede, men materialet omfattede kun omkring 1,5 procent af svenskfødte hunde fra de analyserede fødselsår. Resultaterne beskriver derfor de deltagende hunde, ikke alle bichon havanais.

BPH er en beskrivelse, ikke en prøve, som hunden bliver godkendt eller underkendt i. Bed om at se forældrenes fulde resultater, og se på de enkelte reaktioner. Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og observér, om hun kan hilse, fravælge kontakt og komme sig efter noget uventet uden langvarig frygt eller stress.

Små børn og hunden skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et beskyttet hvilested. Den lille krop kan blive skadet af voldsom leg, selv om hunden selv søger kontakt. Introduktioner til hunde og katte bør ske gradvist, med afstand, flugtveje og mulighed for at adskille dyrene. Tidligere erfaringer og den enkelte hunds sociale færdigheder betyder mere end racenavnet.

## Træning og motion

Bichon havanais har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og anden belastning til alder, kondition, sundhed, vejr og restitution.

Racen blev udviklet som selskabshund og sætter ofte pris på samarbejde. Næsearbejde, tricks, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give god variation, men konkurrencer er ikke nødvendige. Prioritér indkald, at gå roligt i line, vente, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af, mens der sker noget i nærheden. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen går i opgangen, eller når hunden forventer aktivitet. Begræns unødvendig vagtsomhed ved vinduer og døre, beløn ro, og giv hunden en tydelig alternativ opgave. Træn også pelspleje og korte perioder alene som selvstændige færdigheder fra begyndelsen. Renlighedstræning bygges med hyppige muligheder for at komme ud, opsyn og belønning, ikke straf eller en antagelse om, at racen er svær at træne.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver bichon havanais som en forholdsvis sund race, men et trygt hvalpekøb kræver stadig kontrol af anbefalinger og faktiske resultater. Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler har ikke noget racespecifikt niveau 2- eller 3-krav for patella, øjne eller hjerte hos bichon havanais. Det betyder ikke, at undersøgelserne er uvigtige. Raceklubbens anbefalinger er mere omfattende og skal skelnes fra formelle betingelser for at registrere et kuld.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde patellaundersøges efter etårsalderen og har et resultat uden anmærkning. Den anbefaler også øjenlysning omtrent årligt fra etårsalderen til mindst seks år, med et resultat, der ikke er ældre end et år ved parring, samt hjerteundersøgelse uden anmærkning før parring. Anbefalingerne er betingelser for raceklubbens hvalpeformidling, men er ikke det samme som et SKK-registreringskrav.

Bed om hundenes registreringsnumre, og kontrollér resultat, dato og faktisk status i SKK Avelsdata. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. Patellastatus kan registreres fra tolv måneders alder og graderes fra 0, normal, til 3, permanent luksation af knæskallen. Selv et godt individuelt resultat bør læses sammen med oplysninger om forældre, søskende og tidligere afkom, fordi familiebilledet giver mere information end én undersøgelse.

Lige forben og frie bevægelser er vigtige for sundheden, ikke kun for udstillingsresultater. Den svenske avlsstrategi fremhæver bøjede forben, enkelte tilfælde af forkortet albueben, såkaldt short ulna, samt rygsmerter og diskusprolaps. Et studie af 355 norske havanais fandt en sammenhæng mellem en FGF4-variant på kromosom 18 og benlængde/forbensform. Studiet viser en sammenhæng i den undersøgte population, men ikke, at alle hunde med varianten får kliniske problemer, eller at en bestemt DNA-test er et svensk krav.

Se hunden gå og vende, kontrollér, at den belaster forbenene jævnt, og spørg om halthed, smerter, rygproblemer og operationer hos nære slægtninge. Spørg også om tilbagevendende øjenproblemer, mislyd på hjertet og langvarig kløe eller andre hudproblemer, da den svenske avlsstrategi omtaler disse områder. En dyrlæge skal vurdere symptomer; en opdrætter bør kunne vise, hvad der faktisk er undersøgt og hvorfor.

## Historie og oprindelse

Bichon havanais har en dokumenteret forbindelse til både det vestlige Middelhavsområde og Cuba. FCI-standarden beskriver, hvordan små selskabshunde udviklede sig langs Spaniens og Italiens kyster og tidligt blev bragt til Cuba af italienske søkaptajner. Cuba er angivet som oprindelsesland, mens FCI har ansvaret for standarden.

De gamle cubanske blodlinjer forsvandt på øen, men efterkommere overlevede i USA og blev brugt til at genopbygge den moderne population. Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver en meget lille grundlæggerpopulation, hvilket forklarer, hvorfor genetisk variation og begrænset brug af enkelte avlshunde fortsat er vigtige hensyn. Det er bedre dokumenteret end påstande om, at racen er Cubas officielle nationalhund eller har et præcist kendt grundlæggelsesår.

De første hunde af racen blev importeret og registreret i Sverige i 1988, og de første svenske kuld blev registreret i 1989. Siden da er bichon havanais vokset kraftigt i popularitet som selskabshund.

## At leve med racen

Bichon havanais kan fungere i mange typer hjem, hvis ejeren har tid til pelspleje, daglig aktivitet og træning. En lejlighed er ikke automatisk et problem, men lyde i opgangen, afstanden til et luftested og muligheden for at træne ro skal fungere. En have erstatter ikke gåture, miljøtræning eller samvær.

Tid alene skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden at gø, vandre rundt eller vise andre tegn på stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg løsningen til arbejdsdage før købet.

Prøv pelsplejen i praksis, før du beslutter dig. Bed opdrætteren vise, hvordan kammen føres helt ned til huden, hvor lang tid en fuld gennemgang tager, og hvordan pelsen ændrer sig i unghundeperioden. Hvis familien ikke kan holde pelsen fri for filtrede områder, har hunden brug for en anden plejeplan udarbejdet sammen med en kyndig hundefrisør; racetypisk udseende må aldrig gå forud for hundens velfærd.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, og kontrollere registreringsnummer, stamtavle og identitet. Sammenlign forældrenes patella-, øjen- og hjerteresultater med raceklubbens gældende anbefalinger, og spørg om temperament, forben, ryg og hud hos nære slægtninge. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel.

Det bedste valg er ikke automatisk den mindste, mest pelsrige eller mest frembrusende hvalp. Vælg en hund fra forældre, der bevæger sig ubesværet, har dokumenterede undersøgelser, kommer sig godt og kan håndteres roligt. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, en markedsført vægt eller mærkater som ”allergivenlig” og ”perfekt familiehund”.

Bichon havanais

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Bichon havanais er Cubas nationale selskabshund i miniformat – en robust og livlig ledsager med lang, silkeagtig pels, der fælder meget lidt. Den er kærlig, menneskeorienteret og egner sig både til børnefamilier, lejligheder og huse. Den har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture, leg og mental stimulering og trives ikke med at være alene i lange perioder.

Diamonds Of North

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Lene Nordås Kalleklev

## Kort fortalt

I Sverige registreres collien som to særskilte racer: langhåret collie, FCI 156, og korthåret collie, FCI 296. De omtales ofte samlet, fordi de har en tæt fælles oprindelse, samme højde og en lignende kropsbygning, men forskellig pels. Border collie er derimod en anden race med sin egen racestandard.

- **Oprindelse:** Storbritannien med stærke historiske bånd til Skotland.
- **Anvendelse:** hyrdehund, brugshund og selskabshund.
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver hos begge racer.
- **Vægt:** Standarden for korthåret collie angiver 20,5–29,5 kg for hanner og 18–25 kg for tæver. Standarden for langhåret collie angiver ingen officiel vægt.
- **Farver:** zobel og hvid, trefarvet og blue merle.
- **Levetid:** I en stor britisk undersøgelse var medianen 13,3 år for collie som samlet kategori. Det er statistik for en stor gruppe, ikke en prognose for den enkelte hund.

En collie passer bedst til den, der ønsker et aktivt liv med en lydhør hund og er parat til at undersøge temperamentet lige så nøje som udseendet. Pelslængden har tydelig betydning for pelsplejen, men den fortæller ikke sikkert, hvor energisk, tryg eller nem den enkelte hund bliver i hverdagen.

## Udseende og pels

Collien er smidig og velafbalanceret og skal udstråle både styrke og bevægelighed uden at virke tung eller grov. Det lange, stumpe kileformede hoved, de mandelformede øjne og ørerne, der tipper fremad, er med til at skabe racens karakteristiske udtryk. Begge racer har samme officielle højde. Vægtangivelserne for korthåret collie bør dog ikke bruges som en officiel rettesnor for langhåret collie, da den langhårede standard ikke angiver nogen vægt.

Langhåret collie har en meget tæt dobbeltpels. Dækpelsen skal være lige og strid, mens underulden er blød, ulden og så tæt, at den næsten skjuler huden. Manke, bryst, ben og hale har mere fyldig pels. Børst helt ned til huden, og vær særlig omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og under halsbåndet. Under fældning er der brug for hyppigere gennemredning. Bad hunden efter behov.

Korthåret collie har kort, lige og strid dækpels med meget tæt underuld. Pelsen er langt lettere at holde fri for filtre, men racen fælder stadig. Børstning i fældeperioder fjerner løse hår og giver samtidig mulighed for at kontrollere hud, poter og kløer. Pelsen bør ikke behøve trimning eller klipning for at være nem at holde.

Begge racer findes i zobel med hvide aftegninger, trefarvet og blue merle. Hvide aftegninger kan blandt andet findes på krave, bryst, ben, poter og halespids. Farve er et dårligt grundlag for at vælge hvalp; sundhed, temperament, adfærd i hverdagen og opdrætterens avlsmål er vigtigere.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, aktiv og samarbejdsvillig hund uden nervøsitet eller aggression. Mange collier lærer hurtigt, holder nøje øje med deres fører og vil gerne være en del af hverdagen. Det er et godt udgangspunkt for træning, men ingen garanti for, at enhver collie er tryg, stille, ukompliceret med børn eller nem for en førstegangsejer.

Temperamentet varierer mellem individer og familier, og frygt har været et vigtigt fokus i det svenske avlsarbejde. Bed derfor om mere end generelle beskrivelser som ”sød” eller ”følsom”. Se forældrenes fuldstændige MH-beskrivelser, mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, og spørg, hvordan hundene reagerer på fremmede mennesker, pludselige lyde, nye underlag og overraskelser. Det er mindst lige så vigtigt, hvor hurtigt de falder til ro igen.

Collien har et særligt mentalindeks, som bygger på hundens egne MH-resultater og resultaterne hos dens slægtninge. Der findes indeks for nysgerrighed og mod, socialitet, leg, jagt og skud. Værdien 100 svarer til racens gennemsnit; den er ikke en grænse mellem bestået og ikke bestået. Et indeks skal vurderes sammen med hele beskrivelsen, slægten og det liv eller arbejde, kuldet er avlet til.

Racestandarderne og Svenska Kennelklubben beskriver collien som venlig over for hunde og mennesker, men erfaringer, helbred og træning påvirker også, hvordan hunden fungerer i hjemmet. Vurder individet i stedet for at gøre pelslængde eller racenavn til en garanti for personligheden.

## Træning og motion

En collie har brug for daglig bevægelse og opgaver, der udfordrer samarbejdsevnen, koncentrationen og nysgerrigheden. Der findes ikke et troværdigt antal minutter, som passer lige godt til en hvalp, en voksen konkurrencehund og en senior. Tilpas belastning og sværhedsgrad til hundens alder, helbred, erfaring og restitution.

Kombinér gåture med eksempelvis spor, søg, lydighed, rallylydighed, agility eller enkle søgeøvelser hjemme. Variation er mere værdifuld end blot at øge tempoet eller afstanden. Træn også hunden i at vente og falde til ro; en aktiv hund behøver ikke være højt oppe i gear hele dagen.

Belønningsbaseret træning, tydelige signaler og gradvist sværere opgaver passer til en hund, som gerne samarbejder. Del nye færdigheder op i overskuelige trin, beløn gode valg, og gør øvelsen lettere, hvis hunden bliver usikker eller mister koncentrationen. Hårde korrektioner er ingen genvej til tryghed.

En collie kan passe til en førstegangsejer, som vil træne, kan opdage tidlige tegn på uro og vælger kuld ud fra dokumenteret temperament. Racen passer dårligere til den, der hovedsageligt falder for udseendet, ønsker en fast motionsplan eller forventer, at hunden aktiverer sig selv i haven.

## Sundhed

Når du vælger hvalp, er de konkrete resultater vigtigere end at få at vide, at forældrene er ”testet”. Bed om registreringsnumre, og kontrollér HD-resultater, MH, øjenfund og relevante DNA-resultater. Registreringskrav og avlsanbefalinger er ikke det samme.

For begge collieracer kræver de gældende registreringsregler hos Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Avlsdyr af korthåret collie skal have grad A eller B. En langhåret collie med grad D eller E må ikke bruges i avl, og Svenska Kennelklubben anbefaler, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks ligger over 100. Reglerne er altså forskellige for de to racer.

Reglerne kræver også kendt mentalstatus. For forældre, der bor i Sverige og er født i 2016 eller senere, betyder det, at hele MH-beskrivelsen skal være gennemført, og alle 33 positioner skal være registreret. Føreren kan fravælge skudmomentet, uden at hunden mister sin kendte mentalstatus. MH beskriver reaktioner; hunden består eller dumper ikke.

Collie Eye Anomaly, CEA, er en medfødt udviklingsforstyrrelse i øjets bageste dele. Den spænder fra CH/CRD, som ofte ikke giver synsproblemer, der mærkes i hverdagen, til colobom og sjældnere følger som blødning eller nethindeløsning. Spørg derfor ikke kun, om hunden er ”CEA-testet”; bed om at se den præcise diagnose og alderen ved undersøgelsen.

De gældende svenske registreringsregler stiller ikke et særskilt krav om øjenundersøgelse af collie. Raceklubben anbefaler alligevel, at hvalpene øjenlyses før levering, og at avlshunde undersøges igen som voksne. Svenska Kennelklubben oplyser, at CH/CRD bedst opdages hos unge hvalpe, normalt i 8–10-ugersalderen, og anbefaler en ny øjenundersøgelse som voksen før første parring hos risikoracer.

En variant i ABCB1-genet, ofte kaldet MDR1, kan gøre hunden følsom over for visse lægemidler. Testen er relevant for både lang- og korthåret collie. Hunde med to kopier har størst risiko, men en hund med én kopi kan også reagere. Gem resultatet, og vis det til dyrlægen, før hunden får medicin. Testen siger kun noget om denne lægemiddelfølsomhed og er ikke en generel sundhedsattest.

Svenska Kennelklubben tillader ikke registrering af hvalpe efter parring mellem to merlefarvede collier. Merle kombineret med zobel er også omfattet af særlige regler om DNA-status og avlsspærre. En hvalpekøber bør derfor spørge, hvordan forældrenes farver og eventuelle merleanlæg er fastslået, frem for kun at vælge efter hvalpens aftegninger.

## Historie og oprindelse

Collien regnes som en britisk race med stærk skotsk tilknytning, men den præcise tidlige oprindelse er uklar. Racestandarden beskriver en baggrund, hvor lokale hunde blev blandet med hunde, som romerne bragte til Skotland. Lang- og korthåret collie blev udviklet af det samme arbejdende hundemateriale og delte blodlinjer langt frem i tiden.

Collien blev vist på hundeudstilling i England i 1861. Dronning Victorias interesse bidrog senere til at gøre hundene populære som selskabs- og udstillingshunde. Arbejdsegenskaberne bevarede dog deres betydning: Den elegante bygning og lydhørheden giver mere mening, når de ses i lyset af racens baggrund som hyrde- og brugshund, ikke kun som et udseendeideal.

I det 20. århundrede blev især den langhårede collie tæt forbundet med den fiktive Lassie. Eric Knight skabte figuren i *Lassie Come-Home*, og filmen fra 1943 brugte en langhåret collie. Historierne skabte et heltebillede af racen, men en virkelig hund skal vurderes ud fra sit eget temperament, helbred og sin opvækst.

## At leve med racen

En collie kan bo i både lejlighed og hus, når den får tilstrækkelig aktivitet, hvile og selskab. En have erstatter ikke gåture og fælles opgaver. I etageejendomme bør ejeren desuden træne ro omkring lyde på fællesarealer og forhindre, at hunden bruger hele dagen på at holde øje med vinduet eller hoveddøren.

En voksen bør være til stede, når hunden er sammen med børn, sætte tydelige regler og give hunden et hvilested, hvor den får fred. Børn må ikke klatre på eller kramme hunden eller forstyrre den, når den spiser eller sover. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, og en ivrig collie kan vælte et lille barn ved et uheld under leg.

Mange collier kan bo sammen med andre hunde og katte, men introduktionen bør være rolig og gradvis. Undgå jagt, giv katten frie flugtveje, og lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt. Smådyr har brug for et sikkert område, som hunden ikke kan komme ind i eller ligge tæt på og overvåge.

Det skal læres gradvist at være alene. Begynd med meget korte perioder, når hvalpen føler sig tryg og er rolig, og øg først tiden, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan være alene, varierer; lad hundens adfærd være rettesnor i stedet for en generel maksimumtid.

Før købet bør opdrætteren kunne besvare disse spørgsmål tydeligt:

- Er kuldet langhåret eller korthåret, og hvordan fungerer voksne slægtninge i hverdagen?
- Hvilke HD-resultater har forældrene, og hvad er deres aktuelle HD-indeks for langhåret collie?
- Har begge forældre gennemført MH, og hvad viser MH, mentalindeks og nære slægtninge om frygt og evnen til at falde til ro igen?
- Hvornår blev hvalpene og forældrene øjenlyst, og hvilke præcise CEA-fund blev registreret?
- Hvilken MDR1-status har forældrene, og indgår merle i kombinationen?

Pelslængden alene bør ikke afgøre valget. Se efter et kuld, hvor sundhed, temperament og hverdagsadfærd hos de nærmeste slægtninge kan kontrolleres.

Collie

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Collie Association (UK)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Collie er en intelligent, mellemstor til stor hyrdehund med lang dobbeltpels, som kræver regelmæssig pelspleje. Den er mild, loyal og følsom, knytter stærke bånd til familien og foretrækker blid og venlig træning. Collie er tilpasningsdygtig til både by og land, men har brug for daglig mental stimulering og motion for at trives.

Borresø's

## Kort fortalt

- Sanktbernhardshund er en schweizisk kæmperace, der i dag hovedsageligt holdes som selskabs-, vagt- og gårdhund. Racen bruges også til spor- og eftersøgningsarbejde.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 70–90 cm i skulderhøjde og tæver 65–80 cm. Svenska Kennelklubben angiver cirka 60–100 kg som en grov rettesnor, men vægten står ikke i selve racestandarden.
- Racen findes i en kort- og en langhåret variant. Begge har rigelig underuld.
- Racestandarden beskriver temperamentet som venligt, vagtsomt og roligt til livligt. Det er et ideal, ikke en garanti for det enkelte individ.
- Den store krop påvirker hele hverdagen: plads, transport, træning, foder og dyrlægebehandling kræver mere planlægning end med en mindre hund.

## Udseende og pels

Sanktbernhardshunden skal være stor og kraftfuld, men samtidig harmonisk og bevægelig. Standarden angiver en maksimal skulderhøjde på 90 cm for hanner og 80 cm for tæver, men en højere hund kan accepteres, hvis helheden er velproportioneret og bevægelserne korrekte. Det betyder ikke, at racen er uden maksimummål, eller at den størst mulige hund er idealet. Når du møder voksne hunde, bør du derfor se efter, om de bærer deres vægt ubesværet og bevæger sig stabilt og frit.

Den korthårede variant har tæt, blankt og tilliggende dækhår med rigelig underuld. Den langhårede har lige, mellemlangt dækhår, også med rigelig underuld. Pelsen kan være let bølget over kryds og hofter og danner faner på benene. Grundfarven er hvid med røde aftegninger eller en rød kappe over ryg og flanker. Nuancerne kan gå fra klar til mørkerød, og en mørk maske er ønskelig.

Pelsplejen bør tilpasses pelstypen og pelsens faktiske tilstand. Den langhårede variant skal børstes grundigt mindst én gang om ugen for at undgå filtre, og oftere når underulden løsner sig, eller pelsen er blevet våd og snavset. Den korte pels skal også gennemgås, så løs underuld, hudforandringer og ømme områder bliver opdaget. Vær især opmærksom på tætte partier og steder, hvor halsbånd eller sele ligger ind mod huden. Bad hunden, når den faktisk er beskidt, i stedet for at følge en fast plan.

Nogle individer savler meget, mens andre savler betydeligt mindre. Mød derfor voksne slægtninge, hvis mængden af savl har betydning for dit racevalg. Et håndklæde ved vandskålen er som regel mere realistisk end at forvente en hund, der altid er tør om munden.

## Temperament og personlighed

En racetypisk sanktbernhardshund skal være venlig og vagtsom med et temperament, der kan spænde fra roligt til forholdsvis livligt. Svenska Kennelklubben beskriver racen som harmonisk og familieorienteret, men betegnelsen “barnepigehund” er misvisende. Ingen hund bør forventes at tåle, at børn klatrer på den, giver hårde kram eller forstyrrer den, mens den spiser eller hviler.

Omkring børn er hundens størrelse lige så vigtig som dens temperament. En ansvarlig voksen skal altid styre samværet, lære barnet at lade hunden gå væk og forhindre voldsom leg, hvor nogen kan blive væltet. Et roligt individ kan fungere rigtig godt i en børnefamilie, men vurder den konkrete hund frem for kun at stole på racens ry.

Den samme forsigtighed er nødvendig omkring andre hunde og katte. Racestandarden lover ikke, at hunden kan bo sammen med andre dyrearter. Lad dyrene mødes under kontrollerede forhold, giv dem separate hvilepladser, og afbryd leg, der bliver for fysisk. Selv venlig leg kan være risikabel for en lille hund eller kat på grund af størrelsesforskellen. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på fremmede hunde, gæster, håndtering og uventede lyde. Det fortæller mere end generelle påstande om, at racen altid er social, stille eller beskyttende.

## Træning og motion

Træningen bør begynde, mens sanktbernhardshunden stadig er fysisk håndterbar. Prioritér at gå med løs line, hilse roligt med alle fire poter på jorden, komme når du kalder og kunne vente. Væn også hvalpen til, at du ser den i munden, rører ved poterne og undersøger kroppen. Tidlig socialisering, linetræning og hvalpehold er særligt værdifuldt for en hund, der bliver så stor. Træn i små trin, og beløn den rolige adfærd, du gerne vil se igen.

Racen har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men et bestemt antal minutter passer ikke til alle. Hvor lange og krævende gåture, søgeopgaver og sportræning bør være, afhænger af hundens alder, helbred og kondition samt af vejret. Et roligt tempo betyder ikke, at hunden kan undvære bevægelse. God muskulatur og sikre hverdagsvaner er vigtige for en så tung krop.

Hvalpen vokser hurtigt. Svenska Kennelklubben anbefaler at undgå lange gåture det første år. Lad i stedet hvalpen bevæge sig i kortere omgange, opleve forskellige miljøer og hvile mellem aktiviteterne. Øg længde og sværhedsgrad gradvist ud fra den enkelte hunds udvikling, ikke en fast alder, der forventes at passe alle.

Vær ekstra forsigtig i varmt vejr, da hunde med tyk pels kan være mere følsomme over for varme. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen, sørg for vand, og stop hvis hunden bliver ved med at halse, savler usædvanligt meget, får tørre og røde slimhinder, virker forvirret eller bliver svag. Mistanke om hedeslag kræver nedkøling med køligt, ikke iskoldt, vand og hurtig kontakt til en dyrlæge.

## Sundhed

I Sverige bør du især kontrollere ledresultater og sund kropsbygning og kunne genkende tegnene på mavedrejning. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, normalt forkortet HD og ED, forekommer i racen. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have officiel HD- og ED-status før parring, og officiel HD-røntgen af sanktbernhardshund foretages tidligst ved 18 måneders alder. Kendt status betyder, at et resultat er registreret; det betyder ikke automatisk, at hunden er fri for dysplasi. Bed derfor om at se de konkrete grader og ikke blot få at vide, at forældrene er “testet”. Hunde med ED grad 2 eller 3, klinisk ED eller en tidligere ED-operation er udelukket fra avl efter Svenska Kennelklubbens gældende regler.

Racen er også omfattet af Svenska Kennelklubbens Breed Specific Instructions, BSI. Her fremhæves et overdimensioneret og for tungt hoved, for meget hud i ansigtet, løse læbelommer og øjenlåg, der er løse, for store eller ruller indad. Det giver en kommende ejer konkrete ting at se efter: Øjnene skal se sunde ud, huden må ikke være irriteret, mund og tænder skal fungere, og hunden skal kunne bevæge sig kraftfuldt uden besvær. Et imponerende udseende må aldrig veje tungere end funktion.

Et veterinærstudie har vist øget risiko for mavedrejning hos sanktbernhardshund. Det er en akut, livstruende tilstand, hvor tiden er afgørende. Forsøg på at kaste op uden at der kommer noget, en mave der hurtigt bliver udspilet, uro, hurtig vejrtrækning, mavesmerter og problemer med at lægge sig kræver øjeblikkelig kontakt til dyrlæge. Vent ikke for at se, om symptomerne går over. Ingen enkel rutine i hjemmet kan fjerne risikoen helt. Tal med dyrlægen om den enkelte hunds risiko og mulige forebyggende tiltag.

Den hurtigt voksende hvalp har brug for et foder og en fodermængde, der passer til væksten. Følg opdrætterens og dyrlægens råd, og hold øje med hundens huld og bevægelser over tid i stedet for at forsøge at få hvalpen til at vokse så hurtigt som muligt.

## Historie og oprindelse

Sanktbernhardshundens dokumenterede historie begynder ved Store Sankt Bernhard-passet mellem Schweiz og Italien. Et herberg blev grundlagt der i 1000-tallet. Fra midten af 1600-tallet holdt herberget store bjerghunde til beskyttelse og vagt. Hundene findes afbildet fra 1695 og omtales i herbergets optegnelser fra 1707. Senere fulgte de rejsende og søgte efter mennesker, der var faret vild i sne og tåge.

Barry, der levede fra 1800 til 1814, blev racens mest kendte redningshund og tilskrives mere end 40 redninger i schweiziske historiske fremstillinger. Det er en historisk oplysning, ikke moderne dokumentation af hver enkelt redningsaktion. Den lille tønde med brændevin om halsen hører først og fremmest til billederne og fortællingerne om racen. Oprindelsen er omstridt, og kilder inden for Svenska Kennelklubben beskriver tønden som en myte snarere end udstyr, der blev brugt i virkelige redningsaktioner.

I 1867 begyndte Heinrich Schumacher at føre stambog over sine hunde. Da den schweiziske hundestambog blev åbnet i 1884, var sanktbernhardshunden Leon den første registrering, og den schweiziske raceklub blev stiftet samme år. I 1887 blev racestandarden vedtaget, og sanktbernhardshunden blev officielt erklæret som en schweizisk hunderace. Nutidens hunde lever hovedsageligt som selskabs- og gårdhunde, selv om spor- og eftersøgningsarbejde stadig forbinder dem med historien.

## At leve med racen

At leve med en sanktbernhardshund betyder, at du skal planlægge efter hundens størrelse. En lejlighed er ikke automatisk uegnet, men hunden skal kunne vende sig, hvile og bevæge sig gennem hjemmet, uden at det bliver trangt. Tænk over trapper, en elevator ude af drift, hvordan hunden kommer ind i bilen, og hvordan du kan hjælpe en syg eller ældre hund. Foder, solidt udstyr, transport og dyrlægebehandling koster også ofte mere end for en mindre hund, selv om det ikke er muligt at sætte et fast beløb på.

Regn ikke med, at en sanktbernhardshund kan være alene gennem en hel arbejdsdag. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal først gradvist lære at være for sig selv. Begynd med meget korte fravær, når hunden er tryg og faldet til ro, og øg kun tiden, så længe den fortsat er rolig. En voksen hund, der er blevet godt trænet i at være alene hjemme, kan klare nogle timer, men ingen bestemt tidsgrænse passer til alle individer.

Før du køber, bør du kontrollere tre ting:

1. Bed om forældrenes nøjagtige officielle HD- og ED-resultater, og spørg om nære slægtninge har haft led- eller bevægelsesproblemer.
2. Mød helst voksne hunde, og se på temperament, øjne, hud, mund, bevægelser og hvordan de lader sig håndtere — ikke kun størrelse og hovedtype.
3. Lav en realistisk plan for plads, bil, varmt vejr, alenetid, hverdagstræning og hjælp, hvis hunden en dag ikke kan gå uden støtte.

Racen passer bedst til den, der holder af en meget stor hund, men prioriterer funktion, rolige vaner og et fælles hverdagsliv frem for maksimal masse eller romantiske myter om redningshunde.

Sanktbernhardshund

Deutscher Club für Leonberger Hunde (DCLH)

Vétérinaire Santé (France)

Stor, venlig bjerg­hund, udviklet af schweiziske munke til redningstjeneste og selskab. Rolig og hengiven, især over for børn, men meget stor, savlende og fælder en del. Har brug for moderat motion, nøje opmærksomhed på ledproblemer og helbred samt at være en tæt integreret del af familielivet.

Uhlania's

Engelsk setter

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Elegant, middelstor stående fuglehund med silkeblød belton‑pels og faneformet hale. Blid, trofast og menneskekærlig, den passer til aktive familier, som holder af lange daglige gåture. Følsom over for hård behandling og reagerer bedst på venlig, konsekvent træning og regelmæssig pelspleje.

Setter Landet´s

## Kort fortalt

Finsk lapphund er en finsk hyrde- og vagthund med baggrund i rensdyrhold, men i dag lever de fleste som aktive familie- og selskabshunde. Racen passer bedst til mennesker, der gerne vil være meget ude, træne varieret og samtidig kan lære hunden at falde til ro. Et venligt væsen er typisk, men siger ikke, hvor social den enkelte hvalp bliver, hvor meget lyd den bruger, eller hvor let den bliver stresset.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelig opgave:** at hyrde og vogte rensdyr
- **Ideel skulderhøjde:** 49 cm for hanner og 44 cm for tæver, med 3 cm tilladt afvigelse i begge retninger
- **Pels:** lange, grove dækhår og blød, tæt underuld
- **Farve:** alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere
- **Passer bedst til:** et aktivt hjem, der sætter pris på samarbejde, friluftsliv og en opmærksom hund
- **Vigtigt at vurdere:** gøen og anden lyd, evnen til at falde til ro, forældredyrenes temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Højden er også en rettesnor for racetypen, ikke et løfte om en bestemt størrelse; standarden fremhæver, at typen er vigtigere end målet.

## Udseende og pels

Finsk lapphund er lidt under middelstor, kraftigt bygget i forhold til sin størrelse og en smule længere end høj. Hovedet er forholdsvis bredt, ørerne er opretstående eller halvt opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller til siden, når hunden bevæger sig. I hvile må halen hænge.

Den dobbelte pels består af lange, grove dækhår over en blød, tæt underuld. Hanner har ofte en mere markant krave. Alle farver er tilladt, så længe én grundfarve dominerer, og derfor kan to racetypiske finske lapphunde se ret forskellige ud.

Pelsen skal børstes jævnligt og oftere, når hunden fælder meget. Arbejd helt ned i underulden, især bag ørerne, i armhulerne og dér, hvor sele eller halsbånd ligger mod pelsen. Bad hunden efter behov. Den normale pelspleje bygger på børstning frem for at klippe pelsen kort; hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde, bør dyrlægens råd følges.

Mængden af pels og fældning varierer fra hund til hund og gennem året. Den, der ønsker et hjem uden hundehår eller regner med én fast børstedag om ugen, bør derfor tænke anderledes: mærk pelsen igennem med hænderne og en kam, og tilpas plejen til den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal finsk lapphund være intelligent, modig, rolig, føjelig, venlig og hengiven. I hverdagen ses ofte en kombination af arbejdslyst, opmærksomhed og evne til at være tæt på familien. Det er dog stadig en hyrde- og vagthund af spidshundetypen, ikke en hund, der automatisk er stille eller ukompliceret i alle miljøer.

Racen bruger gerne stemmen. Nogle hunde reagerer på lyde, mennesker uden for boligen eller bevægelse i omgivelserne, mens andre er betydeligt mere stille. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på dørklokken, gæster, hundemøder og rolige stunder indenfor. Det er mere oplysende end en generel påstand om, at racen gør meget.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2019 giver et nyttigt, men begrænset billede. Grundlaget omfattede 229 beskrevne hunde, og de 212 svenskfødte deltagere udgjorde kun omkring tre procent af de svenskfødte hunde i de opgjorte årgange. Analysen viser blandt andet en moderat hilsen på fremmede som racegennemsnit, men også stor variation fra hunde, der næsten ikke hilste, til hunde, der hilste meget intenst. Et racegennemsnit kan beskrive en population, men kan aldrig forudsige, hvordan en bestemt hvalp bliver.

Se gerne forældrenes BPH- eller MH-resultater, men læs hele beskrivelsen, og spørg, hvordan hundene fungerer i hverdagen. At hunden hurtigt falder til ro efter overraskelser, ikke gør mere, end familien kan håndtere, og kan slappe af, er ofte vigtigere for familielivet end en ivrig hilsen.

## Træning og motion

Finsk lapphund har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, mental stimulering og en pålidelig evne til at geare ned, men ingen fast tidsregel passer til alle. En god uge rummer ture i varieret terræn, mulighed for at snuse og undersøge, korte samarbejdsøvelser og rolige dage, hvor hunden kan restituere. Spor, nose work, lydighed, rallylydighed, agility og veltilrettelagt hyrdearbejde er eksempler på aktiviteter, der kan passe forskellige individer.

Vurder balancen ud fra hundens adfærd. En hund, der bliver aktiveret passende, kan arbejde engageret og derefter falde til ro. Rastløs vandren, konstant overvågning, søvnbesvær eller stadig kraftigere krav om aktivitet kan betyde, at hunden har brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke blot længere træningspas.

Belønningsbaseret træning passer til racens lydhøre og samarbejdsvillige natur. Begynd tidligt med kontakt, indkald og at vælge forstyrrelser fra. Træn først på en let afstand, og brug en lang line, hvor indkaldet endnu ikke er sikkert. Hyrdebaggrunden kan gøre bevægelse interessant, men jagt- og hyrdelyst varierer; tag udgangspunkt i den hund, du har foran dig.

Ved træning af gøen er målet ikke at straffe hundens varsling, men at gøre situationen overskuelig. Vis, at du har set det, hunden reagerer på, beløn en pause, og lær den at gå til et roligt sted væk fra vindue eller dør. Begræns muligheden for at øve uafbrudt vagthold. Hvis gøen skyldes frygt, problemer med at være alene eller et højt stressniveau, skal årsagen håndteres frem for blot at dæmpe lyden.

## Sundhed

I racens avlsstrategi beskrives finsk lapphund som en race uden store overordnede problemer med den fysiske sundhed, men flere arvelige tilstande skal stadig tages i betragtning i avlen. For en hvalpekøber er de vigtigste kontroller hofter, øjne og korrekt fortolkede DNA-resultater; albueresultater og mentalbeskrivelse giver yderligere oplysninger.

Det er vigtigt at skelne mellem formelle regler og raceklubbens strengere kriterier. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 kræver, at begge forældredyr har officiel hoftestatus før parring. For at et kuld kan formidles gennem den svenske raceklub for finsk lapphund, gælder derudover blandt andet acceptable hofteresultater, øjenundersøgelse inden for 24 måneder og en gennemtænkt DNA-kombination. Hvis forældrene er albuerøntgenfotograferet, skal resultaterne være uden anmærkninger. Det betyder ikke, at øjenundersøgelse, albuerøntgen og alle DNA-test er identiske formelle krav fra Svenska Kennelklubben for registrering af kuldet.

Prcd-PRA er en form for fremadskridende nethindesygdom, mens Pompes sygdom, GSDII, er en alvorlig glykogenlagringssygdom. Begge nedarves autosomalt recessivt. En bærer er ikke det samme som en syg hund og kan parres med en genetisk fri eller arveligt fri partner, uden at hvalpene bliver syge af den pågældende mutation. To bærere må derimod ikke kombineres. En prcd-PRA-test siger kun noget om denne bestemte PRA-variant, ikke om alle øjensygdomme, og derfor er et aktuelt øjenresultat fortsat relevant.

Bed opdrætteren om at vise originaler eller registrerede resultater, der kan kontrolleres, og undersøg:

- begge forældres officielle HD-resultater og gerne kombinationens beregnede HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelse
- kombinationens prcd-PRA- og GSDII-status, ikke blot ordet »testet«
- ED-resultater, hvis hundene er røntgenundersøgt
- BPH eller MH, og hvordan forældredyrene fungerer hjemme, ved lyde og efter overraskelser
- hvilke sundhedsproblemer der er forekommet hos nære slægtninge

Ingen liste over undersøgelser kan garantere en sund hvalp. Den kan derimod vise, om opdrætteren har foretaget relevante kontroller, forstået resultaterne og valgt en kombination, der mindsker kendte risici uden unødigt at udelukke raske bærere fra avlen.

## Historie og oprindelse

Den moderne racehistorie for finsk lapphund begynder i Finland. Racestandarden fortæller, at samerne gennem århundreder brugte hunde, der lignede finsk lapphund, til at hyrde og vogte rensdyr i de nordlige dele af Fennoskandien og Rusland. Formuleringen »hunde, der lignede« er vigtig: Den dokumenterer en ældre arbejdsopgave og hundetype, men beviser ikke en ubrudt stamtavle fra forhistoriske hunde til nutidens race.

Den moderne udvikling har tydeligere milepæle. Den finske kennelklub fastlagde den første racestandard for den lapske hyrdehund i 1945. Navnet blev ændret til lapphund i 1967, racetypen stabiliserede sig i løbet af 1970'erne, og racen fik navnet finsk lapphund i 1993. Under denne udvikling blev den mere langhårede lapphundetype skilt fra den mere langstrakte og korthårede lapske hyrdehund.

Arven fra rensdyrholdet er med til at forklare, hvorfor racestandarden forener opmærksomhed og mod med ro og føjelighed. En arbejdende hund skulle reagere på bevægelse og holde kontakt med føreren uden at skabe unødig uro i flokken. I dag ses den samme alsidighed i rollen som aktiv familie- og selskabshund og i flere hundesportsgrene, selv om få hunde arbejder med rensdyr.

## At leve med racen

Finsk lapphund kan blive en meget behagelig familiehund, når husstanden trives med aktivitet, pels, lyd og tæt samarbejde. Racen er mindre velegnet til den, der ønsker en konsekvent stille hund, et minimum af hundehår eller en hund, der nøjes med korte lufteture uden anden beskæftigelse.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, når den sover, spiser eller prøver at gå væk. Lær derfor både barn og hund, hvordan rolige møder foregår.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Regn ikke med, at racenavnet garanterer lav jagtlyst eller øjeblikkeligt venskab. Spørg, hvordan forældrene og hvalpen har fungeret med andre dyr, sørg for afstand og en let mulighed for at afbryde de første møder, og giv hvert dyr egne ressourcer og hvilesteder.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig og varieret aktivitet ude, og ejeren arbejder aktivt med varsling i opgangen, elevatoren og ved vinduer. Boligens størrelse løser hverken aktivitetsbehovet eller gøen; hverdagens rutiner og lydmiljøet er vigtigere.

Alene-hjemme-træning skal bygges gradvist op, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan forblive rolig. Voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvad de kan klare, og endnu en hund er ingen sikker løsning på problemer med at være alene. Hvis hunden ikke kan falde til ro, når den forlades, bør træningen gå et trin tilbage, og professionel hjælp kan overvejes.

En god købsbeslutning bygger derfor på mere end racens venlige ry. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, læg mærke til, hvordan de reagerer på hverdagens lyde, se, om de kan falde til ro, og bed opdrætteren forklare både sundhedsdata og temperament. Så bliver det lettere at afgøre, om finsk lapphund passer til netop dit hjem.

Finsk lapphund

The Finnish Lapphund Club Of Great Britain

Suomen Kennelliitto (The Finnish Kennel Club)

Verein für Finnische Lapphunde Deutschland e.V.

Finsk lapphund er en middelstor, robust arktisk spidshund med tyk dobbeltpels og et venligt, men årvågent temperament. Oprindeligt avlet som renshyrdehund er den meget menneskeorienteret, intelligent, gøende og trives bedst med daglig motion, mental stimulering og tæt samvær med familien.

Happy Lapp

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

Tidemandstoppen

## Kort fortalt

- West Highland White Terrier, ofte kaldet westie, er en lille, men robust terrier fra det skotske højland.
- Racen er cirka 28 centimeter høj over skulderen og skal forene styrke, bevægelighed og stor selvsikkerhed i en lille krop.
- Den hvide dobbeltpels skal trimmes, ikke klippes. Regn med professionel trimning cirka fem til seks gange om året og en grundig gennemredning hver uge.
- En westie er som regel opmærksom, glad, modig og venlig, men terrierens selvstændighed og jagtbaggrund mærkes ofte i hverdagen.
- Hudproblemer og kløe er racens vigtigste dokumenterede sundhedsudfordring. Spørg derfor ind til hud- og øresundheden i familien i stedet for at stille dig tilfreds med en generel testpakke.
- Mange westier bliver 12–15 år, men levetiden varierer med individ, sundhed og livsvilkår.

## Udseende og pels

West Highland White Terrier er lille, kompakt og betydeligt kraftigere, end den velplejede, hvide silhuet kan få den til at se ud. Racestandarden beskriver en solidt bygget hund med dyb brystkasse, lige ryg, muskuløse ben og frie bevægelser. Skulderhøjden er cirka 28 centimeter. Mørke øjne, små opretstående ører og en lige, højt båret hale giver det karakteristiske, årvågne udtryk.

Pelsen består af to tydelige lag. Dækpelsen skal være lige, strid og cirka fem centimeter lang, mens underulden skal være kort, blød og tæt. Farven er hvid. Denne struktur handler ikke kun om udseende: En korrekt vedligeholdt, strid pels afviser meget snavs og efterlader forholdsvis få hår i hjemmet.

For at bevare den stride struktur skal udvoksede dækhår plukkes ud, når en westie trimmes. Svenska Kennelklubben fraråder klipning, fordi det ændrer pelsens kvalitet. Der er normalt brug for en kyndig hundefrisør fem til seks gange om året. Mellem besøgene bør pelsen redes grundigt igennem én gang om ugen, især under maven, i armhulerne og lysken, hvor der let dannes filtre. Kontrollér samtidig hud, ører, tænder, poter og kløer. En velplejet, strid pels behøver ikke hyppige bade. Når et bad er nødvendigt, skal en mild hundeshampoo skylles grundigt ud.

At racen efterlader få løse hår, betyder ikke, at den er allergisikker. Hundeallergener findes blandt andet i hudceller, talg, spyt og urin, og mængden kan variere meget mellem to hunde af samme race. En person med hundeallergi bør derfor ikke vælge en westie på baggrund af påstande om en ”allergivenlig” pels.

## Temperament og personlighed

En typisk westie er opmærksom, frejdig, venlig og fuld af selvtillid. Det er en social lille hund, men ikke en hund, der automatisk venter på besked i enhver situation. Baggrunden som arbejdende terrier har fremmet initiativ, udholdenhed og mod. I et moderne hjem kan det vise sig som stor nysgerrighed, gøen, når den hører noget, eller en øjeblikkelig interesse for ting i bevægelse.

En West Highland White Terrier kan fungere godt i en børnefamilie, når de voksne tager ansvar for samværet. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for sit eget hvilested, hvor den kan være i fred. At hunden er robust, betyder ikke, at den skal tåle at blive båret, holdt fast eller forstyrret, mens den spiser eller sover.

Hvordan en westie fungerer med andre hunde og katte, afhænger mere af individet, erfaringerne og introduktionen end af en enkel regel om racen. Sørg for rolige møder, giv dyrene god plads, og stop inden legen bliver for intens. Små kæledyr kræver større forsigtighed. Racen blev udviklet til at forfølge små byttedyr, så et bur eller tidligere fredeligt samvær er ingen garanti, når jagtadfærden først vækkes.

Se racebeskrivelsen som et ideal, ikke som et løfte om den enkelte hvalp. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på gæster, hundemøder, håndtering og nye miljøer, og om de kan falde til ro indendørs. De svar er mere brugbare end mærkater som ”stædig”, ”børnevenlig” eller ”nem”.

## Træning og motion

West Highland White Terrier har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde og samarbejde hver dag, men ingen fast tidsramme passer til alle hunde. En sund voksen hund kan få en god hverdag gennem varierede ture, tid til at undersøge dufte, søgeøvelser, leg og korte træningspas. Tilpas mængden efter alder, kondition, sundhed og vejr. En passende aktiveret hund holder sig i et sundt huld, bevæger sig uden stivhed og kan falde til ro hjemme.

Belønningsbaseret træning egner sig både til hverdagsfærdigheder og udfordringer som gøen eller et usikkert indkald. Gør det let at vælge rigtigt: Skab afstand til en forstyrrelse, beløn kontakt, og lær et konkret alternativ som at gå hen på sin plads eller vende tilbage til dig. Hårde korrektioner løser ikke årsagen til adfærden og kan skade både velfærd og samarbejde.

Indkald bør bygges op trinvis fra enkle til vanskeligere miljøer. Brug en lang line, hvor vildt, trafik eller andre stærke forstyrrelser gør en fejl farlig. Målet er ikke at bevise, at hunden kan gå løs, men at give den frihed uden at sætte sikkerheden på spil. Næsearbejde, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give terrieren tydelige opgaver uden lange, ensformige træningspas.

Hvalpe skal ikke belastes som voksne hunde. Udvid ture, underlag og nye miljøer gradvist, og giv god tid til restitution.

## Sundhed

Hudproblemer og kløe er den tydeligste dokumenterede sundhedsudfordring hos West Highland White Terrier. I raceklubben WestieAlliansens frivillige sundhedsundersøgelse fra 2019 blev der rapporteret hudproblemer hos 92 af 535 hunde, cirka 17 procent. Undersøgelsen var ikke statistisk standardiseret, så tallet skal ikke behandles som en præcis forekomst i hele racen. Det forklarer dog, hvorfor tilbagevendende kløe, rødme, slikken på poterne og øreproblemer skal tages alvorligt.

Søg dyrlæge, når kløen vender tilbage eller ikke går væk. Parasitter, infektion, allergi og andre årsager kan give lignende symptomer, men kræver forskellige tiltag. I den samme undersøgelse havde 59 af 535 hunde øreproblemer mere end én gang om året, og hud- og øreproblemer forekom undertiden sammen. Foderskift, hyppig vask med shampoo eller kosttilskud uden en diagnose kan forsinke den rette behandling.

CMO, kraniomandibulær osteopati, og Legg–Perthes er dokumenteret, men blev sjældent rapporteret i undersøgelsen: henholdsvis to og fem hunde. CMO kan give en hvalp pludselige smerter og hævelse i kæben. En DNA-test kan hjælpe i avlsplanlægningen, men raceklubbens RAS-dokument understreger, at testen viser et risikoniveau, ikke et sikkert svar på, om hunden bliver syg.

SKK har ikke vedtaget et sundhedsprogram for racen. Der findes derfor ikke et officielt racekrav om en generel pakke med eksempelvis knæ-, hofte- og øjenundersøgelser. Bed i stedet opdrætteren beskrive hudproblemer, kløe og tilbagevendende øre- eller maveproblemer hos begge forældre, deres søskende og tidligere afkom. Spørg, hvordan ældre slægtninge har det, og om kuldene følges op ved cirka et- og treårsalderen. Hvis CMO findes i familien, bør opdrætteren kunne forklare, hvordan oplysningerne og eventuelle testresultater påvirkede valget af forældre.

En ansvarlig opdrætter skelner tydeligt mellem SKK's regler, raceklubbens anbefalinger og egne frivillige undersøgelser. Bed om at se registrerede resultater og dyrlægeattester, hvor de findes, men læg også vægt på konkrete svar om nære slægtninge. At racen mangler et centralt program, betyder ikke, at den er uden arvelige risici.

## Historie og oprindelse

West Highland White Terrier kommer fra det vestlige skotske højland og blev udviklet som en lille, bevægelig arbejdende terrier. Ruhårede terriere blev brugt til jagt på ræv og grævling under jorden og til at holde rotter og andre smådyr under kontrol. Arbejdet krævede mod, hurtighed, stærke kæber og evnen til at træffe selvstændige valg i vanskeligt terræn.

Hvide hunde var lettere at skelne fra byttet på den skotske hede. I 1860'erne begyndte oberst Malcolm of Poltalloch at foretrække hvide terriere, hvilket fik betydning for udviklingen af den moderne race. Navnet West Highland White Terrier blev etableret i 1905. Krydsninger med cairn terrier var stadig tilladt frem til 1924, hvilket viser, hvor tæt de skotske terriertyper stod hinanden, mens racen blev dannet.

I dag holdes racen hovedsageligt som selskabshund, men den historiske arbejdsform kan stadig ses i interessen for dufte, huller, bevægelse og egne initiativer. Det er også grunden til, at lydighed, agility og andre aktiviteter ofte passer bedre end et liv, der kun består af korte lufteture.

## At leve med racen

En West Highland White Terrier kan bo i lejlighed eller hus, men hverdagens indhold betyder mere end boligens størrelse. I en etageejendom skal ejeren træne hunden til at være rolig omkring lyde og bevægelse ved døre, i opgangen og ved vinduer. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, nye dufte og fælles træning.

Alenetid skal læres gradvist med så korte perioder, at hunden forbliver tryg. Gå et trin tilbage, hvis hunden viser uro eller ubehag. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om motion og toiletbehov. Det er ikke et løfte om, at enhver westie trives alene i seks timer. Hvalpe, ældre hunde og urolige individer har brug for tættere opsyn og hyppigere luftning.

For en førstegangsejer kan racen være et godt valg, hvis man ønsker at træne, er indstillet på at bruge line eller lang line og accepterer den løbende pelspleje. Den passer dårligere til den, der ønsker en hund, som altid kan gå løs, sjældent giver lyd fra sig og klarer hele arbejdsdage alene. Tag regelmæssig trimning med i både kalenderen og budgettet, inden du beslutter dig.

Før du vælger racen, bør du kunne svare ja på fire spørgsmål:

- Er der tid til daglig aktivitet, træning og uforstyrret hvile?
- Findes der en tryg plan for alenetid og luftning i løbet af arbejdsdagen?
- Kan hunden holdes i line eller lang line, hvor jagtinteressen gør det nødvendigt?
- Er der både tid og budget til regelmæssig professionel trimning?

Hvis svaret er ja, og du holder af en lille hund med masser af initiativ, kan westien blive en sjov og nær følgesvend i mange år.

West Highland White Terrier

West Highland White Terrier Club of England

VCA Animal Hospitals

Die Terrierhunde (Germany)

Svenska Terrierklubben (Sweden)

West Highland White Terrier er en lille, robust skotsk terrier med en ru, hvid pels, der fælder moderat. Selvsikker, snakkesalig og selvstændig, men alligevel hengiven, trives den både i byen og på landet. Den kræver daglige gåture, mental stimulering, regelmæssig pelspleje og konsekvent, belønningsbaseret træning.

Kni's

## Kort fortalt

Coton de Tuléar er en lille, anerkendt selskabshund fra Madagaskar. Racen passer bedst til den, der ønsker en social og aktiv hund tæt på familien, og som samtidig er indstillet på omfattende pelspleje. Den beskedne størrelse gør ikke hundeholdet ubesværet: Pelsen skal passes hver dag, og hunden har fortsat brug for motion, træning og gradvis tilvænning til at være alene.

- **Racetype:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Oprindelse:** Madagaskar, med Frankrig som ansvarligt land for racestandarden
- **Skulderhøjde:** 26–28 cm for hanner og 23–25 cm for tæver
- **Vægt:** 4–6 kg for hanner og 3,5–5 kg for tæver
- **Pels:** lang, tæt, blød og bomuldsagtig, med hvid grundfarve
- **Raceideal:** glad, stabil, social og samarbejdsvillig
- **Største daglige opgave:** en grundig gennemgang af pelsen hver dag

En Coton de Tuléar kan være et godt valg for en førstegangsejer, men kun hvis der allerede er plads i hverdagen til pelspleje, træning og selskab. Det er klogere at vurdere disse praktiske krav end at gå ud fra, at en lille selskabshund automatisk er nem.

## Udseende og pels

Det mest karakteristiske ved en Coton de Tuléar er den bløde, fyldige pels med en bomuldslignende struktur. Den må hverken være strid eller hård og kan være let bølget. Kroppen er lidt længere, end den er høj, og de mørke, afrundede øjne er med til at give racen dens livlige udtryk.

Grundfarven er hvid. Svage nuancer af lysegråt eller rødskimlet er tilladt på ørerne. Tilsvarende aftegninger kan tolereres andre steder på kroppen, hvis helhedsindtrykket stadig er hvidt, men de er ikke eftertragtede i racestandarden. Pelsen hos en hvalp med aftegninger kan ændre sig under udviklingen, men standarden angiver hverken et bestemt tidspunkt eller nogen garanti for den enkelte hunds farve som voksen.

En lang pels skal børstes og redes igennem hver dag. Arbejd hele vejen fra huden og ud; en hurtig børstning af overfladen kan lade filterknuder sidde skjult længere inde. Svenska Kennelklubben angiver bad cirka hver anden til hver fjerde uge som en almindelig rettesnor, men behovet afhænger af pelsens længde, vejret og hvor snavset hunden bliver. Rolig tilvænning til pelspleje bør begynde i hvalpetiden, så hunden lærer at stå stille og blive håndteret uden stress.

En familiehund, der ikke skal udstilles med fuld udstillingspels, kan klippes i en kortere frisure for at lette den daglige pleje. En kortere pels fjerner ikke behovet for jævnlig gennemredning og kontrol af huden, men den kan mindske arbejdsbyrden. Bed opdrætteren om at vise pelsplejen i praksis før købet, og overvej, hvordan den skal fungere i våde og mudrede perioder såvel som på tørre dage.

Racen bør ikke omtales som allergifri. Mængden af synlige hår, en hund efterlader, fortæller ikke, hvor meget allergen den spreder, og forskellen mellem enkelte hunde kan være stor. Har man hundeallergi, bør man derfor hverken betragte racenavnet eller det, at hunden tilsyneladende fælder meget lidt, som en garanti.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver Coton de Tuléar som glad, stabil og meget social over for mennesker og andre hunde. Svenska Kennelklubben fremhæver den også som aktiv og samarbejdsvillig og som en hund, der gerne deltager i aktiviteter med sin ejer. Det er racens ideal, ikke et løfte om hvert enkelt individs adfærd.

Den svenske raceklubs avlsstrategi viser, hvorfor den forskel er vigtig. Ældre spørgeskemasvar nævnte gøen, aggression over for andre hunde og skudrædsel, men senere materiale kunne ikke tydeligt fastslå, hvor udbredt denne adfærd var. Grundlaget var begrænset af en lav svarprocent og få adfærdsbeskrevne hunde. Man kan derfor ikke love, at racen altid er stille, frygtløs eller ukompliceret.

Spørg i stedet, hvordan hvalpens forældre reagerer på fremmede mennesker, hundemøder, uventede lyde og korte perioder uden deres ejer. Mød som minimum tæven i et almindeligt hjemmemiljø, hvis det er muligt. Forældrenes adfærd, hvalpens tidlige erfaringer og din fortsatte træning siger mere om netop denne hund end betegnelser som “den perfekte familiehund”.

## Træning og motion

Coton de Tuléar har brug for daglige ture, mulighed for at bevæge sig frit på sikre steder og opgaver, der beskæftiger hovedet. Der findes ingen fagligt fastsat daglig tidsramme, som passer til alle hunde. Tilpas i stedet længde og tempo efter hundens alder, helbred, kondition og restitution.

Racen kan have glæde af hverdagslydighed, næsearbejde, spor, rallylydighed og agility. Korte træningspas kan indgå i gåturene: kontakt, indkald, selvkontrol og evnen til at falde til ro er mere nyttige færdigheder end blot at sætte intensiteten op. Variér omgivelser og opgaver, men sørg også for uforstyrret hvile.

Tre færdigheder fortjener særlig opmærksomhed fra starten: at acceptere grundig pelspleje, at forholde sig roligt til aktivitet uden for hoveddøren og at kunne være alene i korte perioder uden uro. Alenetid bygges gradvist op fra meget korte, trygge øjeblikke. Øg først tiden, når hunden er afslappet; en fast tidsplan passer ikke til alle hvalpe.

## Sundhed

De tydeligst dokumenterede sundhedspunkter for Coton de Tuléar i Sverige er øjensygdommen PRA og patellaluksation. PRA er en gruppe arvelige sygdomme, hvor nethinden gradvist nedbrydes, og synet til sidst kan gå tabt. Patellaluksation betyder, at knæskallen kan forskydes fra sin normale position; nogle hunde viser ingen tegn, mens andre får halthed eller smerter.

Racens svenske avlsstrategi giver et vigtigt, men begrænset mål for patellaluksation. Blandt 156 registrerede patellaundersøgelser i perioden 2014–2021 viste 16,7 procent en grad af patellaluksation. Samtidig var kun 21,8 procent af periodens registrerede hunde undersøgt. Tallet beskriver derfor det undersøgte materiale og kan ikke læses som et sikkert mål for forekomsten i hele racen.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde får foretaget en øjenundersøgelse, og at attesten højst er 18 måneder gammel ved parringen. Klubben anbefaler desuden en ny øjenundersøgelse omkring syvårsalderen samt en patellaundersøgelse før parring, foretaget tidligst ved tolv måneders alder. Det er avlsanbefalinger, så man kan ikke gå ud fra, at alle kuld automatisk opfylder dem.

Bed om at se de officielle resultater for begge forældre, og kontrollér datoerne for undersøgelserne. Spørg også til øjen-, knæ- og adfærdsproblemer blandt nære slægtninge, ikke kun hos forældredyrene. Et undersøgelsesresultat mindsker usikkerheden på ét bestemt område, men garanterer ikke en helt sund hvalp.

## Historie og oprindelse

Den sikkert dokumenterede historie er kortere end mange af de farverige fortællinger om racen. Coton de Tuléar kommer fra Madagaskar, og ordet “coton” i racenavnet henviser til den bomuldslignende pels. Racen blev introduceret i Frankrig før den officielle anerkendelse og blev endeligt anerkendt af FCI i 1970. Frankrig har ansvaret for standarden, mens Madagaskar står som oprindelsesland.

Den første Coton de Tuléar, der blev registreret i Sverige, blev importeret fra Nederlandene i 1991. Siden da har racen etableret sig der som selskabshund og deltager også i flere former for hundesport.

Historier om skibsforlis, pirater, kongelig status og forbud mod, at almindelige mennesker måtte eje racen, går ofte igen på nettet. De officielle racedokumenter giver ikke tilstrækkeligt belæg for at fremlægge dem som fastslåede fakta. De bør betragtes som racelegender, ikke som en forklaring på nutidens hunde.

## At leve med racen

Coton de Tuléar kan bo i både lejlighed og hus, hvis den får daglig aktivitet, selskab og mulighed for at hvile uforstyrret. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Lyde i en opgang kan dog gøre træning i at falde til ro særlig nyttig for en hund, der gerne gør opmærksom på lydene.

Med børn gælder de samme sikkerhedsprincipper som med andre hunde: En voksen bør være til stede, når mindre børn og hunden er sammen, og hunden skal have et fredeligt hvilested. Fordi racen er lille, skal børn lære, at de ikke må bære, trænge eller håndtere hunden hårdhændet.

Raceidealet er socialt over for andre hunde, men gode relationer afhænger stadig af kontrollerede møder og positive erfaringer. Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at love, at enhver Coton de Tuléar fungerer godt med katte eller andre smådyr. Lad dyrene lære hinanden at kende i roligt tempo, undgå at hunden jager det andet dyr, og sørg for, at begge kan trække sig væk.

Planlæg også alenetiden, før hvalpen flytter ind. Hunde skal gradvist vænnes til at være alene, og svenske dyrevelfærdsråd siger, at de bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne; hvalpe og ældre hunde skal ud oftere. En hel arbejdsdag uden planlagt luftning, aktivitet og social kontakt er derfor ikke en holdbar løsning.

Før et køb er de vigtigste spørgsmål konkrete. Kan du passe pelsen hver dag? Kan opdrætteren vise aktuelle resultater fra øjen- og patellaundersøgelser? Hvordan reagerer forældrene på lyde, hundemøder og alenetid? Hvilke erfaringer har hvalpene fået med håndtering og almindelige hverdagsmiljøer? Tydelige svar på de spørgsmål giver et bedre billede af, om racen passer, end løfter om, at den er egnet til alle.

Coton de Tuléar

Société Centrale Canine (France)

Fédération Cynologique Internationale

Lille, robust selskabshund fra Madagaskar, Coton de Tuléar har en lang, hvid, bomuldsblød pels, som kræver regelmæssig pleje. Den er glad, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd, trives godt i lejlighed, har brug for moderat motion og blid, venlig træning og bliver ofte gammel, men kan rammes af visse led-, øjen- og hudproblemer.

Mads Sørensen

## Kort fortalt

Border collie er en britisk hyrdehund til den, der ønsker at samarbejde, træne og give hunden meningsfulde opgaver gennem hele livet. Racen er meget lærenem og udholdende, men netop derfor ofte mere krævende end en hund, der primært er avlet til selskab.

- **Hundetype:** renracet hyrdehund, anerkendt af FCI i gruppe 1
- **Størrelse:** mellemstor; idealhøjden for hanner er cirka 53 cm, og tæver er normalt lidt lavere
- **Vægt:** cirka 12–20 kg, med variation efter køn og kropsbygning
- **Forventet levetid:** cirka 10–15 år
- **Pels:** glat eller middellang dobbeltpels i mange farver
- **Typiske egenskaber:** opmærksom, lydhør, reaktionshurtig, intelligent og stærkt motiveret for at arbejde
- **Passer bedst til:** en engageret ejer, der holder af regelmæssig træning og kan lære hunden både aktivitet og hvile

Det vigtigste før et køb er ikke, om familien går tur et bestemt antal timer, men om hverdagen giver tid til regelmæssig træning og samarbejde. En border collie skal bruge hovedet, have afløb for sine hyrdeinstinkter under kontrollerede forhold og samtidig lære at falde til ro derhjemme.

## Udseende og pels

Border collie er en atletisk og velafbalanceret hund, bygget til smidighed og udholdende arbejde snarere end til et ensartet udseende. Kroppen er en smule længere end mankehøjden, og bevægelserne skal være frie, bløde og effektive. Racestandarden angiver en idealhøjde på 53 cm for hanner og lidt mindre for tæver, men racen varierer tydeligt i både størrelse og kropsbygning.

Standarden beskriver to pelsvarianter: glat og middellang. Begge har en tæt dækpels og en blød, tæt underuld, som beskytter mod vejret. Den middellange pels danner mere krave, bukser og fane på halen, mens den glatte ligger tættere på kroppen. Mange farver og aftegninger forekommer; sort og hvid samt trefarvet er almindeligt, men racestandarden tillader stor variation, så længe hvidt ikke dominerer.

Pelsen er grundlæggende nem at passe. Børst så ofte som nødvendigt for at fjerne løs underuld og forebygge filtre, især bag ørerne og dér, hvor den længere pels danner faner. I fældeperioder skal der børstes oftere. Bad gives efter behov. En hund, der arbejder eller træner ude, bør også kontrolleres bagefter: Se poter, kløer, hud og pels efter for sår, græsaks, flåter og snavs.

## Temperament og personlighed

Border collie er opmærksom, samarbejdsvillig og meget hurtig til at opdage mønstre. Den lærer derfor ikke kun det, ejeren har til hensigt at træne, men også hvilke lyde der varsler en tur, hvordan mennesker plejer at bevæge sig, og hvilken adfærd der udløser en reaktion. Lærenem betyder altså ikke automatisk nem at leve med; uklare rutiner og utilsigtede belønninger kan fastholde adfærd lige så hurtigt som gennemtænkt træning.

Hyrdearbejde bygger på, at hunden registrerer og påvirker bevægelse. I en hverdag uden får kan den samme følsomhed blive rettet mod biler, cykler, løbere, børn eller andre dyr. Stirren, snigen, afskæring og jagt er signaler, som skal tages alvorligt tidligt. Adfærden skal afbrydes roligt og erstattes med et indlært alternativ, ikke opmuntres som en sjov særhed.

En border collie kan fungere godt i en familie, men racen er ikke generelt ”børnevenlig” uanset individ og miljø. Løb, råb og hurtig leg kan udløse hyrdeadfærd eller stress. Børn og hund skal derfor være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Samliv med kat eller andre hunde kan også fungere, især med gennemtænkte introduktioner, men kan ikke garanteres ud fra racen alene. Katten skal kunne trække sig væk, og hunden skal trænes til at lade den være i fred.

## Træning og motion

Border collie har hver dag brug for både fysisk aktivitet og opgaver, der kræver koncentration, men man kan ikke angive et bestemt antal timer, som passer til alle individer. Alder, helbred, temperament, tidligere træning og arbejdsopgaver afgør belastningen. En god hverdag veksler mellem bevægelse, problemløsning, samarbejde og restitution.

Ture i varierede omgivelser, fri bevægelse hvor det er sikkert, næsearbejde, lydighed, spor, hyrdearbejde og andre hundesportsgrene aktiverer hunden på forskellige måder. Vælg aktiviteter, hvor hunden skal lytte og træffe beslutninger, ikke kun løbe stærkt. Endeløs boldkastning eller anden ophidset gentagelse er et dårligt mål for, om hundens behov er opfyldt; det kan øge forventningen uden at lære hunden at falde til ro.

Træn kort, tydeligt og belønningsbaseret. Læg lige så stor vægt på hverdagsfærdigheder som indkald, at gå i snor, stop på afstand og at kunne se bevægelse uden at følge efter som på tricks eller konkurrenceøvelser. Beløn også rolig adfærd: at ligge på en fast plads, vente mens noget sker og falde i søvn efter aktivitet. En border collie, der altid tilbydes mere fart, kan komme i meget god form uden at lære at hvile.

Hvalpe og unghunde har brug for kontrollerede erfaringer, ikke en voksen træningsplan i miniature. Opbyg tryghed i forskellige miljøer, lad kroppen modnes og øg fysisk belastning og sværhedsgrad gradvist. Hvis hunden bliver mere ukoncentreret, lydfølsom eller fikseret trods mere aktivitet, kan løsningen være bedre balance og professionel hjælp, ikke endnu hårdere motion.

## Sundhed

Border collie betragtes som forholdsvis sund, men racen har dokumenterede problemer, som en hvalpekøber bør kende. Hofteledsdysplasi (HD), øjensygdommen CEA, andre forandringer i nethinden, epilepsi og osteochondrose især i skulderleddet er blandt de områder, som fremhæves af Svenska Kennelklubben og Svenska Vallhundsklubben.

Når du vurderer et svenskregistreret kuld, bør du begynde med at kontrollere forældrenes officielle hoftestatus og øjenundersøgelse. Ifølge Svenska Kennelklubbens regler skal øjenresultatet foreligge før parring og normalt være højst et år gammelt. Kontrollér de registrerede resultater, og spørg også til epilepsi, tilbagevendende kramper, skulderproblemer og tidlige dødsfald hos søskende, forældre og andre nære slægtninge. Normale resultater hos to forældredyr beskriver ikke hele slægtens sundhed.

Der findes DNA-test for flere arvelige tilstande i racen, blandt andet CEA, IGS, TNS og sensorisk neuropati. Hvilke test der er relevante, afhænger af afstamning og aktuelle anbefalinger. Bed derfor opdrætteren forklare, hvad der er testet og hvorfor. Ved recessive sygdomme er en rask bærer ikke det samme som en syg hund; det afgørende er, at parringen planlægges, så hvalpene ikke kan arve sygdomsvarianten fra begge forældre. En DNA-test erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse, ledresultater eller viden om slægten.

En hund med border collie collapse (BCC) kan være helt symptomfri i hvile, men blive desorienteret, ustabil eller falde under eller kort efter intens aktivitet. Hunden kan virke restitueret efter 5–30 minutter, men kollaps skal altid tages alvorligt og vurderes af en dyrlæge. BCC er ikke det samme som almindelig træthed, hedeslag eller den dynamin-1-relaterede EIC-variant, der er mere almindelig hos labrador retriever. Afbryd aktiviteten med det samme, hvis hundens fokus eller bevægelser ændrer sig unormalt.

## Historie og oprindelse

Border collie blev udviklet i grænseområderne mellem England og Skotland som arbejdshund i fåreholdet. Udvælgelsen byggede længe på praktiske hyrdeegenskaber: Hunden skulle kunne aflæse dyrene, arbejde på afstand og reagere på førerens signaler under krævende forhold. Den funktionelle baggrund forklarer racens blik, snigende bevægelser, udholdenhed og stærke trang til at kontrollere bevægelse.

FCI anerkender border collie som britisk fårehund med arbejdsprøve. I Sverige har funktionen en usædvanligt tydelig plads også i registreringen. Racen føres i Svenska Kennelklubbens særlige hyrdehunderegister, REG V, og en svenskfødt border collie kan først registreres, når begge forældredyr har bestået en hyrdehundeprøve gennem Svenska Vallhundsklubben eller har en godkendt tilsvarende prøve fra udlandet. Udseendet kan derfor variere mere end hos mange andre racer, mens arbejdsevnen fortsat står centralt i den svenske avlsmodel.

## At leve med racen

At leve godt med en border collie kræver planlægning, men ikke konstant underholdning. Målet er en hund, der kan arbejde koncentreret, når der er behov for det, og hvile, når der ikke sker noget. Den balance passer bedst i et hjem, hvor nogen oprigtigt holder af hundetræning, og hvor ansvaret ikke afhænger af, at børnene skal aktivere hunden.

En lejlighed er ikke automatisk udelukket, og en stor have er ingen garanti for et godt liv. Adgang til egnede træningsmiljøer, sikker motion og en hverdagsrutine, der faktisk kan følges, er vigtigere. I et tæt miljø skal ejeren kunne håndtere trafik, cykler, løbere, lyde og møder, uden at hunden låser sig fast i hyrdeadfærd eller konstant overvågning.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte perioder og tilpasses hundens alder og reaktioner. Det svenske Jordbruksverkets råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke et løfte om, at en hund trives alene så længe. Film gerne de første træningspas, og gå et skridt tilbage, hvis hunden går hvileløst omkring, puster, gør, ødelægger ting eller ikke kan falde til ro. En hverdag med gentagne lange arbejdsdage uden hjælp er et dårligt udgangspunkt for racen.

Før køb af en svensk hvalp bør du som minimum kontrollere tre forhold hos begge forældre: registreret hoftestatus, gyldigt øjenresultat og bestået hyrdehundeprøve. Spørg derefter til epilepsi og ledsundhed hos nære slægtninge, relevante DNA-test, hvordan forældrene fungerer i hvile og arbejde, og hvilken støtte opdrætteren giver efter købet. Det bedste match handler ikke om at finde den ”klogeste” hvalp, men om at vælge en hvalp med et temperament og arbejdsniveau, der passer til det, du kan tilbyde gennem hele hundens liv.

Border collie

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Border collie er en middelstor, atletisk hyrdehund, kendt for sit intense fokus, sin høje intelligens og meget høje energi. Den er udviklet til at drive får hele dagen og udmærker sig inden for hyrdearbejde, hundesport og træning. Den har brug for masser af motion, mental stimulering og tydelig vejledning i et aktivt hjem.

Selena Johanna Lous Persson

Vinur

## Kort fortalt

Dansk-svensk gårdhund er en lille, men robust og aktiv gård- og selskabshund fra Danmark og Sverige. FCI placerer racen i gruppe 2 som en hund af pinschertype. Den er altså ikke en terrier, selv om den tidligere blev kaldt skånsk terrier.

- **Mankehøjde:** 34–37 cm for hanner og 32–35 cm for tæver, med en tilladt afvigelse på 2 cm i begge retninger.
- **Oprindelig opgave:** at give alarm, fange rotter og leve tæt sammen med menneskene på gården.
- **Temperament ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig og årvågen.
- **Pels:** kort, hård og glat, med hvid som dominerende farve.
- **Passer bedst hos:** en person eller familie, som vil træne færdigheder til hverdagen, tilbyde både bevægelse og næsearbejde og hjælpe hunden med at finde ro.

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Vægtoplysninger på forskellige hjemmesider er derfor vejledende, ikke et interval som alle voksne dansk-svenske gårdhunde skal passe ind i. For den, der vælger hvalp, er forældrenes størrelse, huld og funktion mere nyttige end ét enkelt vægtinterval.

## Udseende og pels

Dansk-svensk gårdhund skal være lille, kompakt og solidt bygget, ikke spinkel eller elegant. Kroppen er let rektangulær: forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er 9:10. Racen udvikler sig sent fysisk, og den fulde muskelmasse og kropsfylde kan lade vente på sig, til hunden er tre til fire år gammel.

Hovedet er forholdsvis lille og trekantet. Ørerne kan være rosenører eller fremadfoldede; ståører hører ikke til raceidealet. Halen kan være naturligt lang eller en medfødt stumphale af varierende længde. En medfødt stumphale er en naturlig variation og må ikke forveksles med en kuperet hale.

Pelsen er hård, kort og glat og har ingen underuld. Hvid skal dominere, med ens- eller flerfarvede aftegninger i sort, tan, gul, leverbrun, vildtfarvet eller forskellige nuancer af fawn. Der skal også være aftegninger på hovedet, og små prikker i det hvide er tilladt. Udseendet kan altså variere meget, uden at hundene tilhører forskellige varianter af racen.

Pelsen kræver kun lidt pleje, men fældningen kan mærkes. Børst løse hår væk efter behov, især i fældeperioder, og bad hunden, når den faktisk er snavset. Kontrollér samtidig hud, ører, poter og kløer. Væn gradvist hvalpen til tandbørstning og anden håndtering. Rolig, belønningsbaseret håndteringstræning gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Dansk-svensk gårdhund er normalt hurtig, nysgerrig og menneskeorienteret, men racenavnet er ingen garanti for en ukompliceret familiehund. Standarden beskriver racen som opmærksom, livlig og årvågen. I hverdagen ses det ofte som en parathed til at være med, reagere på bevægelse og fortælle, når der sker noget i nærheden.

Opgaven som vagthund på gården kan stadig mærkes hos mange individer. Mange giver lyd, når nogen kommer, men det varierer, hvor let gøen starter, og hvor hurtigt hunden bliver stille. I en bolig, hvor lyde let forplanter sig, er det klogt at undersøge, hvordan forældrene og voksne slægtninge reagerer på døre, opgange og besøg. Det er mere præcist end at gå ud fra, at racen altid er stille eller altid gør meget.

I Svenska Kennelklubbens ældre BPH-sammenfatning fremstår racen hovedsageligt som tryg og forholdsvis energisk. Samtidig varierer nysgerrighed, legelyst og interesse for fremmede mennesker tydeligt. BPH beskriver hundens reaktioner; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs derfor den enkelte hunds protokol, og spørg, hvordan forældrene fungerer i hverdagen.

Baggrunden som rottefanger gør interessen for små, hurtige dyr relevant. Det betyder ikke, at alle gårdhunde jager alt, de ser, men en kommende ejer bør regne med at træne afbrydelse og indkald. Kaniner, marsvin og andre små kæledyr har brug for sikre områder, som hunden ikke kan komme ind i.

## Træning og motion

Dansk-svensk gårdhund har brug for regelmæssig fysisk og mental aktivitet, men der findes ingen korrekt timeregel, der passer til alle. Alder, helbred, intensitet, miljø og restitution afgør, hvordan en god dag ser ud. En voksen hund kan få en blanding af gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, leg og korte træningspas med hverdagsfærdigheder. Hvalpe har brug for gradvist flere erfaringer og rigeligt med hvile, ikke et voksenprogram i miniature.

Se på hundens adfærd i stedet for på uret. Et passende niveau giver en hund, der kan falde til ro hjemme, kommer sig efter aktivitet og stadig bevæger sig frit dagen efter. Vedvarende uro kan betyde, at hverdagen mangler meningsfulde opgaver, men mere fart er ikke altid løsningen. Nogle gange har hunden brug for mere næsearbejde, tydeligere rutiner eller hjælp til at finde ro.

Prioritér færdigheder, som hjælper en hurtig og opmærksom hund med at fungere i hverdagen:

- indkald og frivillig kontakt, når vildt eller andre forstyrrelser dukker op
- at kunne afbryde jagt, gravning og intens leg
- rolig adfærd ved døre, vinduer og besøg
- at kunne hvile, selv om mennesker bevæger sig i hjemmet
- at gå roligt i snor og følge ejeren i trafikerede miljøer
- tryg håndtering af poter, mund, ører og krop

Træn gradvist med positive, belønningsbaserede metoder, og tilpas sværhedsgraden til individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at gøen, træk i snoren eller ophidset adfærd kan sætte sig fast, hvis det ofte fører til det, hunden ønsker. Agility, rallylydighed, spor, nosework og anden hundesport kan passe, men ingen bestemt aktivitet er et krav. Det vigtige er en holdbar kombination af samarbejde, næsearbejde, bevægelse og restitution.

## Sundhed

Dansk-svensk gårdhund betragtes generelt som en sund race, men betegnelsen »sund race« erstatter ikke kontrol af det aktuelle kuld. Bed om registrerede resultater, datoer og oplysninger om nære slægtninge. Navnet på en test eller en oplysning om, at forældrene er sundhedstestet, siger for lidt uden selve resultaterne.

Hofteledsdysplasi, HD, er et område, hvor gammel og ny information let blandes sammen. Racen har i dag sundhedsprogram niveau 1 hos Svenska Kennelklubben. Det betyder, at HD-resultater kan registreres centralt, men at røntgen ikke er et krav for, at hvalpene kan registreres. Ifølge raceklubben bør hunde med HD D eller E eller kliniske symptomer ikke bruges i avl. Et officielt resultat og, når det findes, et HD-indeks giver alligevel værdifuld information om netop hofterne; det er ikke et bevis på hundens samlede sundhed.

For patellaluksation siger raceklubbens gældende anbefalinger, at en hund, som har tilstanden eller er opereret for den, ikke bør bruges i avl. Anbefalingen betyder derimod ikke, at alle forældredyr skal have et obligatorisk officielt patellaresultat. Spørg derfor både til undersøgelser og til knæproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Primær linseluksation, PLL, er en alvorlig øjensygdom knyttet til en mutation i genet ADAMTS17, og der findes en valideret DNA-test til racen. Raceklubben anbefaler især testning, når der findes bærere eller utestede nære slægtninge i linjen uden en DNA-testet fri hund som mellemled. Ifølge anbefalingen må en bærer kun parres med en DNA-testet fri hund eller en hund, der er fri gennem afstamning, såkaldt hereditært fri. Et frit PLL-resultat gælder denne mutation; det udelukker ikke andre øjenproblemer eller andre sygdomme.

Før et køb er det rimeligt at kontrollere:

- forældrenes identitet og faktiske HD-resultater, hvis de er røntgenfotograferet
- eventuel patellaundersøgelse og kendt familiehistorik
- PLL-status, og hvordan resultatet passer sammen med den anden forælders
- sygdomme, halthed, tandproblemer og mentalitet hos nære slægtninge
- at opdrætteren kan forklare både styrker og usikkerheder ved kombinationen

## Historie og oprindelse

Dansk-svensk gårdhund er en gammel skandinavisk gårdhundetype, men en forholdsvis sent anerkendt race. Lignende hunde levede længe på gårde i Danmark og Sydsverige, hvor de holdt rottebestanden nede, gav alarm, når nogen kom, og fungerede som selskabshunde. Det er ikke klarlagt præcist, hvordan typen opstod. Forbindelser til pinscherhunde og britiske hvide jagtterriere har været diskuteret, men bør ikke beskrives som en sikker stamtavle.

Før anerkendelsen blev blandt andet navnet skånsk terrier brugt. Ved en svensk kortlægning i 1986 blev 107 hunde samlet, hvilket bidrog til vurderingen af, at typen var tilstrækkeligt ensartet, samtidig med at der fandtes en brugbar genetisk variation. Sverige og Danmark anerkendte racen i fællesskab i 1987 under navnet dansk-svensk gårdhund.

FCI gav racen en foreløbig international anerkendelse i 2008 og en endelig anerkendelse i 2019. Den blev placeret i gruppe 2 som en hund af pinschertype, ikke i terriergruppen. I dag er de fleste selskabshunde, men lysten til at give alarm, interessen for små gnavere og den store arbejdsglæde gør racens historie relevant også i et moderne hjem.

## At leve med racen

Dansk-svensk gårdhund passer bedst i et hjem, hvor nærhed, aktivitet og hverdagstræning er en naturlig del af livet. Den kan passe til en førstegangsejer, men den praktiske størrelse gør ikke racen kravløs. Ejeren skal sætte pris på en hurtig hund, kunne forebygge jagt og alarmgøen og være klar til at træne ro lige så grundigt som fart.

Samvær med børn skal altid ledes af en voksen. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke forstyrre den, når den spiser, sover eller forsøger at gå væk. Vurdér forældredyrenes adfærd og hundens egen evne til at afbryde leg; udtrykket »børnevenlig race« er ingen garanti for sikkerhed.

En gårdhund kan leve sammen med en kat, men resultatet afhænger af individerne og introduktionen. Undgå, at hunden jager katten, giv katten høje steder og frie flugtveje, og hold de første møder korte og kontrollerede. Smådyr som kaniner og gnavere bør holdes fysisk adskilt, selv om hunden virker rolig under opsyn.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden kommer ud, får lov til at bruge næsen og lærer ikke at vogte over hver eneste lyd i ejendommen. En have erstatter ikke aktivering, og et stort hjem løser ikke udfordringer med at være alene. Begynd alene-hjemme-træningen med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg først tiden, når den virkelig kan slappe af, og sørg for anden pasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

Mød om muligt begge forældre eller andre voksne slægtninge, før du beslutter dig. Læg mærke til, hvordan de hilser, kommer sig efter en overraskelse, reagerer på smådyr og lyde og finder ro efter aktivitet. Den information siger sammen med efterprøvelige sundhedsdata og en opdrætter, som kender sine linjer, mere om hverdagen end generelle løfter om, at racen passer til alle.

Dansk-svensk gårdhund

Swedish Kennel Club

Danish Kennel Club

The Danish/Swedish Farmdog Club of America

Dansk-svensk gårdhund er en livlig, lille til mellemstor skandinavisk gårdhund, kompakt og atletisk med kort, overvejende hvid pels med farvede pletter. Den er meget menneskeorienteret, intelligent og energisk, og den er en kærlig familiehund, når den får daglig motion, træning og mental stimulering.

Piccobello

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Svarta Flocken är en kennel i Oviken med inriktning på uppfödning av tysk schäferhund för tjänst,sport och aktiva familjer.Kennelnamnet är godkänt av Svenska Kennelklubben, och registreringar av rasen under namnet går tillbaka till 2024.

Svarta Flocken

## Kort fortalt

Staffordshire bull terrier er en britisk, kompakt terrier med stor styrke i forhold til sin størrelse. Det er en selvstændig, anerkendt race, ikke den samme race som american staffordshire terrier, bull terrier eller american bully. Hos den rette ejer kan den være en tæt og aktiv selskabshund, men valget bør bygge på den enkelte hunds temperament, adfærd ved hundemøder og familiens evne til at håndtere en stærk og hurtig hund – ikke på kælenavne eller stereotyper.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i Midlands og Staffordshire
- **Racegruppe:** FCI gruppe 3, terriere
- **Mankehøjde:** 35,5–40,5 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 12,7–17 kg for hanner og 11–15,4 kg for tæver
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Passer bedst hos:** en ejer, der vil træne belønningsbaseret, kan læse hundens signaler og har en gennemtænkt plan for hundemøder, motion og restitution

Racestandarden beskriver en intelligent, hengiven, modig og pålidelig hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Opvækstmiljø, sundhed, erfaringer og arvelige egenskaber påvirker hverdagen. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis personen er indstillet på at træne kontrol i hverdagen og forebygge vanskelige situationer.

## Udseende og pels

En Staffordshire bull terrier skal forene muskelkraft med balance, smidighed og frie bevægelser. Brystkassen er bred, kroppen kompakt og hovedet kort og dybt med et bredt kranium. Mere vægt er ikke et tegn på bedre racetype. Højde og vægt skal passe sammen, og en hund, der bliver for tung, mister den bevægelighed, som hører til racen.

Standarden angiver en mankehøjde på 35,5–40,5 cm. Hanner skal veje 12,7–17 kg og tæver 11–15,4 kg. Den øvre vægt er ikke et mål i sig selv; huld, muskler, køn og kropsbygning skal vurderes samlet.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Fjern løse hår, og tilpas bad efter hundens behov i stedet for at følge en fast plan. Kløe, gentagen rødme eller slikken på poterne bør ikke afvises som et almindeligt pelsproblem.

Godkendte farver er rød, fawn, hvid, sort eller blå, med eller uden hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Leverfarve og sort med tantegninger er ifølge standarden absolut uønskede. Blå er en godkendt farve, men farve bør aldrig veje tungere end sundhed, temperament og en gennemtænkt kombination.

Racen har et forholdsvis kort hoved, men vejrtrækningen skal være fri og stille. Gentagen snøften, tydelig vejrtrækningslyd ved moderat aktivitet eller kraftig snorken under søvn bør ikke bortforklares som normalt for racen. Det er funktionen, der afgør, om hoved og luftveje fungerer godt.

## Temperament og personlighed

Staffordshire bull terrier forventes at være hengiven over for mennesker, modig og mentalt stabil, men svenske mentalbeskrivelser viser stor variation. En hund kan være åben og energisk, mere afventende eller hurtigt blive overvældet. Eksempler fra forældres og nære slægtninges hverdag er derfor mere værdifulde end påstande om, hvordan racen “altid” er.

En intens og langvarig hilsen beviser ikke tryg social adfærd; den kan også handle om høj ophidselse eller social stress. Hunden skal kunne falde til ro igen og fravælge kontakt. Aggressivitet over for mennesker og ekstrem skyhed hører ikke til raceidealet og bør tages alvorligt.

Hundens indstilling til mennesker siger ikke, hvordan den fungerer med andre hunde. Racens historie og den variation, som raceklubben beskriver, gør det klogt at vælge legekammerater med omhu og ikke regne med, at en voksen hund trives i en ukendt gruppe eller hundegård. Ikke alle Staffordshire bull terriere er aggressive over for hunde; den faktiske legestil, evnen til at afbryde, spændingsniveauet og erfaringerne skal styre – ikke regler baseret på køn eller en raceetiket.

BPH, MH og mentalindeks kan give værdifuld information om forældredyr og slægtninge, men forudsiger ikke hele hvalpens personlighed. Spørg, hvordan hundene reagerer på overraskelser, mennesker, håndtering, skudlyde og hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Kælenavnet “nanny dog” er ikke en sikkerhedsvurdering. Selv en meget menneskeglad hund kan blive stresset, have smerter eller reagere hurtigt. Barn og hund skal derfor altid være sammen med en opmærksom voksen, som kan læse situationen og gribe ind i tide.

## Træning og motion

Staffordshire bull terrier har brug for regelmæssig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men der findes ingen bestemt motionstid, som passer til alle. En god uge kan indeholde ture i forskellige miljøer, fri bevægelse på et sikkert område, næsearbejde, korte træningspas og rolige dage. Mængden tilpasses alder, kondition, sundhed, temperatur, intensitet og restitution.

Belønningsbaseret træning passer til racens energi og lyst til at samarbejde. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker: at gå roligt i snor, indkald eller lang line, passering af hunde, at kunne afbryde en aktivitet, hilse roligt, vente, acceptere håndtering og falde til ro. Målet er ikke blind lydighed, men en hund, der kan træffe gode valg, også når den bliver ivrig.

Social træning betyder ikke, at hunden skal lege med alle. Nogle få nøje udvalgte hunderelationer, tydelige pauser og kontrollerede møder giver ofte bedre rammer end en urolig hundegård. Stop, hvis kroppen bliver stiv, legen ensidig, intensiteten kun stiger, eller en hund prøver at komme væk. Træn gerne rolig tilstedeværelse på afstand i stedet for altid at gå hen til den anden hund.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og udvikle kropskontrol uden lange, ensidige eller påtvungne motionspas. For voksne hunde kan for eksempel nosework, lydighed, rallylydighed og tilpasset agility give både tankeopgaver og samarbejde. Øg belastningen gradvist.

I varme eller ved hård aktivitet skal hundens vejrtrækning og restitution være styrende. Søg dyrlæge, hvis hunden får tydeligt besværet eller støjende vejrtrækning, bliver usikker på benene eller har svært ved at vende tilbage til normal vejrtrækning. Sådanne tegn bør ikke accepteres som en del af racens udseende.

## Sundhed

Allergi og atopiske hudproblemer er blandt de vigtigste aktuelle sundhedsområder for Staffordshire bull terrier i Sverige. Spørg derfor ikke kun, om en forælder har et testresultat, men også om kløe, øreproblemer, poteproblemer og andre hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom. Tilbagevendende hudsymptomer kan påvirke både velfærd og hverdag i lang tid.

Raceklubbens nuværende arbejde fremhæver også led og bevægelser, især hofter, albuer og knæ, samt øjne, tænder, bid og vejrtrækning. Hornhindeskader og forkert placerede øjenvipper forekommer, og forkert placerede hjørnetænder kan beskadige væv i munden. Bed om at se, hvordan forældredyrene bevæger sig og trækker vejret under almindelig aktivitet, ikke kun når de står opstillet.

Sundhedskrav og anbefalinger er ikke det samme. SKK's registreringsregler for 2026 stiller ikke et særligt krav om, at forældre til Staffordshire bull terrier skal have et bestemt resultat fra en sundhedstest. Raceklubbens gældende avlsstrategi anbefaler derimod, at begge forældre har resultater for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC samt kendt mental status gennem BPH eller MH. Som hvalpekøber bør du bede om de faktiske resultater, selv om de ikke er en betingelse for registrering.

L2Hga og HC er to forskellige recessivt arvelige sygdomme med DNA-test. SKK registrerer L2Hga-resultater centralt på niveau 1 i sundhedsprogrammet. En bærer er ikke syg af den pågældende recessive variant, men må kun parres med en hund, der er testet fri. En hund, der har arvet sygdomsvarianten fra begge forældre, må ikke bruges i avl. Kontrollér hundens identitet, prøvedato og resultater for kombinationen. En DNA-test siger intet om allergi, led, vejrtrækning eller generel sundhed.

Raceklubben fraråder i sin gældende avlsstrategi kombinationerne blå med blå og hvid med hvid. Det er et råd om avlskombinationer, ikke et bevis på, at hver blå eller hvid hund er syg. Vælg aldrig primært en hvalp efter en usædvanlig farve, og acceptér ikke dårligere dokumentation for at få et bestemt udseende.

## Historie og oprindelse

Staffordshire bull terrier blev udviklet i det engelske Midlands og området omkring Staffordshire fra ældre hunde af bull- og terriertype. Baggrunden omfatter datidens blodige kampe med dyr og hundekampe. Da kampe mod fastbundne dyr blev forbudt i 1835, fortsatte hundekampe ulovligt, samtidig med at hundene også levede tæt på deres ejere. Historien bør beskrives åbent, men den gør ikke hver moderne hund aggressiv og bør ikke bruges til at romantisere risikofyldt adfærd.

Arbejdet frem mod en ensartet race tog fart i det 20. århundrede. Den britiske kennelklub anerkendte Staffordshire bull terrier den 25. maj 1935. Det lagde grunden til en skriftlig standard og mere organiseret avl med fokus på en stærk, smidig og stabil terrier. Den første kendte import til Sverige kom i 1962.

Nutidens race skal bedømmes ud fra dens aktuelle funktion, sundhed og temperament. Historien forklarer, hvorfor kraft, udholdenhed og hundemøder fortjener særlig opmærksomhed, men den erstatter aldrig en vurdering af den enkelte hund.

## At leve med racen

Staffordshire bull terrier kan bo med børn, men ingen hund er barnepige. En voksen skal styre kontakten, hunden skal have ro, når den sover og spiser, og både barn og hund skal kunne forlade situationen. Børn bør ikke klatre på, holde fast i eller tage ting fra hunden.

Samliv med en anden hund, kat eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidligere roligt samliv er nyttig information, men ingen garanti for fremtiden. Introducér dyrene gradvist, brug fysisk adskillelse, når ingen kan holde opsyn, giv katten høje eller separate flugtveje, og afbryd jagt, fiksering eller stigende ophidselse tidligt.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hundens behov for aktivitet, luftning og restitution bliver dækket, og hvis ejeren kan håndtere lyde og møder i opgange og indgange. Træn alene-hjemme-tid gradvist, og følg hundens adfærd, gerne med kamera. Der findes ikke én bestemt tid, der passer til hele racen. I Sverige må et lukket bur ikke bruges til almindelig opbevaring eller som en normal løsning på problemer med at være alene.

Før et køb bør du bede om mere end en liste med testnavne:

- Kontrollér hundens registrerede race og stamtavle, så den ikke forveksles med andre bull- og terrierracer.
- Bed om at se resultaterne for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC og få den planlagte kombination forklaret.
- Spørg om hud, ører, poter, tænder, bid, vejrtrækning og bevægelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.
- Gennemgå BPH, MH eller mentalindeks sammen med konkrete eksempler fra hverdagen og hundemøder.
- Find ud af, hvorfor opdrætteren har valgt netop disse to hunde, og hvilke svagheder kombinationen skal forbedre.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om racen er “sød” eller “hård”, men om hundens egenskaber passer til dit hjem, og om du kan give den sikker træning, passende aktivitet, hvile og egnet selskab.

Staffordshire bull terrier

The Staffordshire Bull Terrier Club of Great Britain

American Kennel Club (AKC) - Though not EU, it is a well-established source

Staffordshire bull terrier er en kompakt, muskuløs engelsk terrier med kraftig kropsbygning og kort, letplejet pels. Den er kendt for sin dybe kærlighed til mennesker, især børn, og er livlig og følsom. Den har brug for daglig motion, positiv træning, robuste tyggelegetøj og tæt fællesskab med sin familie.

Brian Pedersen

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Birgitte Løwig Nordentoft

## Kort fortalt

- Shih Tzu er en lille, renracet selskabshund med oprindelse i Tibet og videre udvikling i Kina; Storbritannien har ansvaret for racestandarden.
- Racestandarden angiver en maksimal mankehøjde på 27 centimeter og en vægt på 4,5–8 kilo. FCI anerkender én Shih Tzu, ikke særskilte ”mini”, ”imperial” eller ”teacup”-varianter.
- Typiske træk er et venligt, men selvstændigt væsen, et opmærksomt udtryk og en solid krop, der er lidt længere, end den er høj.
- Den lange pels kræver meget pleje. En kortere hverdagsklipning mindsker arbejdet, men fjerner ikke behovet for børstning, bad og kontrol af øjne, ører, poter og hud.
- Fri og stille vejrtrækning, øjne, der ikke er udstående, og en velfungerende mund er vigtigere end et ekstremt kort næseparti eller en overdreven pels.
- Shih Tzu kan trives i lejlighed, men har stadig brug for daglig bevægelse, mental aktivering og social kontakt.

## Udseende og pels

Shih Tzu er lille, men solidt bygget, ikke en spinkel miniaturehund. Kropslængden fra manken til haleroden skal være større end mankehøjden. Brystkassen er bred og dyb, og den højt ansatte hale bæres i en bue over ryggen. Hovedet er bredt og rundt. Næsepartiet er kort og bredt, men næseborene skal være godt åbne og øjnene store uden at være udstående.

Racestandarden angiver en maksimal mankehøjde på 27 centimeter og en vægt på 4,5–8 kilo. Racetype og sund funktion skal veje tungere end ønsket om en så lille hund som muligt. Betegnelser som ”imperial” og ”teacup” er derfor ikke anerkendte størrelsesvarianter af racen.

Pelsen består af lange, tætte dækhår og moderat underuld, som ikke må være ulden. Den kan være glat eller let bølget, og alle farver er tilladt. Håret på hovedet giver det karakteristiske krysantemumlignende udtryk, men må ikke hæmme hundens syn. Pelsen må heller aldrig være så lang eller tung, at den begrænser bevægelserne.

En Shih Tzu med fuld, lang pels har brug for en gennemtænkt rutine. Svenska Kennelklubben beskriver regelmæssige bade, grundig tørring og gennemredning for at forebygge filtre. Håret omkring ansigtet skal holdes væk fra øjnene, og pelsen bør gennemgås helt ind til huden, så små filtre ikke når at blive store og smertefulde.

En kortklippet Shih Tzu er lettere at pleje, men ikke vedligeholdelsesfri. Pelsen fortsætter med at vokse og skal børstes, vaskes og klippes med et interval, der passer til den enkelte pels og hverdag. Racen bør ikke beskrives som allergivenlig: hvordan et menneske reagerer på en hund, kan ikke afgøres ud fra pelsens udseende eller mængden af synlige hår i hjemmet.

## Temperament og personlighed

Shih Tzu skal være venlig, livlig, opmærksom og selvstændig. Det er en selskabshund, som gerne deltager i familiens hverdag, men selvstændigheden kan mærkes, når hunden ikke kan se meningen med en opgave. Det giver racen personlighed og humor, men gør ikke automatisk alle individer medgørlige i enhver situation.

Temperamentet varierer fra individ til individ og påvirkes af avl, tidlige erfaringer og hverdagstræning. Racens venlighed er derfor ingen garanti for, at enhver Shih Tzu elsker alle børn, hunde eller katte. Samvær med børn fungerer bedst, når de kan håndtere hunden roligt, lade den hvile uforstyrret og undlade at bære den uden hjælp. Små børn og hunden bør altid have en voksen i nærheden.

Møder med andre hunde og katte bør bygges op gradvist. En rolig introduktion og muligheden for at trække sig væk er vigtigere end forestillingen om, at racen altid kommer godt ud af det med alle. Nogle individer er åbne med det samme, mens andre har brug for mere tid.

Shih Tzu kan advare om lyde og besøgende ved at gø, men hvor meget hunden giver lyd, varierer og kan påvirkes gennem hverdagens rutiner. Beløn ro, giv hunden et alternativ til at løbe hen til døren, og undgå at gøre hvert alarmgø til en stor begivenhed.

## Træning og motion

Shih Tzu har brug for daglig motion og mental aktivering, selv om racen ikke er bygget til langvarigt, hårdt arbejde. Flere ture med tid til at snuse, korte legestunder og små træningsopgaver giver som regel en bedre hverdag end én ensformig rute. Hvor langt og intensivt hunden kan bevæge sig, skal tilpasses alder, kondition, vejr og evnen til at trække vejret.

Korte og tydelige træningspas passer til racens kombination af intelligens og selvstændighed. Beløn den adfærd, du ønsker, og træn én ting ad gangen: kontakt, indkald, håndtering, at gå i snor og at kunne falde til ro. Renlighedstræningen bliver lettere med hyppige muligheder for at komme ud, forudsigelige rutiner og en belønning med det samme udendørs; der er ikke belæg for, at alle Shih Tzu er usædvanligt lette eller svære at gøre renlige.

Varme og vejrtrækning skal styre aktivitetsniveauet. En Shih Tzu, der trækker vejret anstrengt eller støjende, hurtigt mister tempo eller har svært ved at komme sig, må ikke presses videre. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen i varmt vejr, og lad en dyrlæge vurdere tilbagevendende vejrtrækningslyde eller nedsat udholdenhed. Snorken og rallende vejrtrækning bør ikke afvises som normalt, bare fordi racen er kortsnudet.

Alenetid trænes gradvist fra meget korte stunder. Øg først, når hunden forholder sig roligt, og tilpas forløbet, hvis den viser uro eller ubehag. I Sverige skal hunde have fysisk og mental aktivering hver dag og bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne; hvalpe og ældre hunde har som regel brug for at komme ud oftere.

## Sundhed

De vigtigste sundhedskontroller for Shih Tzu gælder vejrtrækning, øjne samt mund og tænder. Racen kan leve længe, og et stort britisk studie af dyrlægejournaler fandt et samlet sygdomsmønster, som lå tættere på hunde generelt end på flere andre kortsnudede racer. Det betyder ikke, at risiciene ved den korte kranieform kan ignoreres.

Shih Tzu kan få brachycephalic obstructive airway syndrome, BOAS, på dansk brachycephalt obstruktivt luftvejssyndrom. I et britisk studie fra 2026 af 42 Shih Tzu blev racen vurderet til at have moderat risiko for BOAS, og knap halvdelen af hundene fik grad 0. Udvalget var lille og fortæller ikke, hvordan en enkelt hund har det, men viser, at fri vejrtrækning skal kontrolleres i praksis. Åbne næsebor, stille vejrtrækning i hvile og bevægelse, normal restitution og et sundt huld er vigtige tegn. Studiet fandt også en sammenhæng mellem huld og BOAS-grad hos Shih Tzu.

RFG Scheme er en standardiseret funktionsvurdering af vejrtrækningen. Svenska Kennelklubben besluttede i 2026 at indføre central registrering af RFG-resultater for Shih Tzu, men undersøgelserne kan først begynde, når uddannede dyrlæger og tekniske rutiner er på plads. Spørg derfor opdrætteren, hvilke vurderinger af vejrtrækningen der faktisk er gennemført, og kontrollér den aktuelle status hos Svenska Kennelklubben.

Øjnene skal være store, men ikke udstående. Svenska Kennelklubbens racespecifikke instruktioner udpeger alt for fremtrædende øjne som et risikoområde, og britiske sundhedsanbefalinger angiver øjenundersøgelse før avl. Søg hurtigt dyrlæge, hvis hunden pludselig kniber et øje sammen, gnider det eller får tydelig rødme, uklarhed eller kraftigt udflåd; skader på hornhinden er smertefulde og skal undersøges.

Munden er et andet vigtigt område, fordi de svenske instruktioner advarer mod en smal underkæbe og dårlig tandstatus. I et britisk studie af 11.082 Shih Tzu var sygdom i tandkødet og vævet, som støtter tænderne, den hyppigst registrerede diagnose. Det samme studie fremhævede også problemer med analkirtler, ører og øjne. Daglig tandbørstning med hundetandpasta er den mest effektive hjemmepleje mod plak; dyrlægekontrol er stadig nødvendig ved tandsten, dårlig ånde, blødende tandkød eller problemer med at tygge.

Studiet rapporterede en gennemsnitlig alder ved død på 12,7 år i den undersøgte britiske population. Det er et mål for en population, ikke et løfte for en enkelt hund.

## Historie og oprindelse

Shih Tzu har sin oprindelse i Tibet, men blev udviklet som race i Kina, hvor hunde af denne type levede i de kejserlige paladser. FCI angiver Tibet (Kina) som oprindelsesland og Storbritannien som det land, der har ansvaret for racestandarden. Racen hører til gruppen af selskabshunde og har aldrig været omfattet af krav om en brugsprøve.

Den første dokumenterede import til Storbritannien fandt sted i 1931. Shih Tzu blev først udstillet sammen med lhasa apso, men forskelle i blandt andet hoved og type førte til, at Shih Tzu blev anerkendt som en selvstændig race i 1934. Den blev registreret særskilt af den britiske kennelklub i 1940. Racen kom til Skandinavien i løbet af 1930'erne.

Den dokumenterede historie er tydelig uden romantiske tilføjelser: tibetanske rødder, udvikling i Kina og senere standardisering i Storbritannien. Dagens venlige, men selvstændige selskabshund afspejler den rolle, racen længe har haft tæt på mennesker.

## At leve med racen

Shih Tzu passer bedst til den, der ønsker en lille, social selskabshund og accepterer, at pels, øjne, tænder og vejrtrækning kræver løbende opmærksomhed. Racen kan passe i både lejlighed og hus; det afgørende er ikke boligens størrelse, men om hunden får bevægelse, søgearbejde, hvile, selskab og regelmæssige muligheder for at komme ud.

Hverdagen bliver lettest, når pelspleje, tandbørstning og håndtering læres tidligt i små trin. En hund, der klippes kort, skal stadig blive tryg ved børste, kam, bad, føntørrer, kontrol af poter og berøring omkring ansigtet. Planlæg også regelmæssig klipning hjemme eller hos en hundefrisør.

Før du vælger en hvalp, bør du møde tæven og gerne flere voksne slægtninge i normal bevægelse, ikke kun når de sidder stille. Lyt til vejrtrækningen før og efter en kort tur, se efter åbne næsebor og øjne, der ikke er udstående, og spørg, hvordan opdrætteren følger øjne, mund og tænder samt åndedrætsfunktion. Bed om at se de undersøgelsesresultater, der findes, og sammenhold dem med aktuelle oplysninger fra Svenska Kennelklubben.

Racen passer dårligere, hvis hunden regelmæssigt skal være alene i lange dage, hvis daglig pelspleje er urealistisk, eller hvis du ønsker en hund til hård motion i varmt vejr. For et hjem, der sætter pris på en nær, men ikke altid medgørlig følgesvend, kan Shih Tzu derimod være et rigtig godt valg, forudsat at sund funktion får lov til at veje tungere end et ekstremt udseende.

Shih Tzu

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Lille, robust selskabshund fra tibetanske og kinesiske paladser, 4,5–8 kg, med lang, flydende pels og et krysantemumlignende ansigt. Kærlig, glad og selvstændig og passer ind i mange forskellige hjem. Har brug for moderat motion, krævende pelspleje og tålmodig, belønningsbaseret træning.

Lac-Me

## Kort fortalt

Leonberger er en meget stor tysk selskabs- og familiehund. Raceidealet kombinerer rolig selvsikkerhed med en fyldig dobbeltpels og et tydeligt behov for at være en del af familiens hverdag. Størrelsen påvirker næsten alle valg: træningen skal begynde tidligt, pelsplejen kræver jævnlig tid, og bolig, bil og økonomi skal fungere med en kæmpehund.

- FCI anerkender leonberger som race nummer 145 i gruppe 2 med Tyskland som oprindelsesland.
- Hanhunde skal have en mankehøjde på 72–80 cm og tæver 65–75 cm. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Raceidealet er en tryg, samarbejdsvillig og venlig familiehund, men temperament og erfaring med børn skal altid vurderes hos den enkelte hund.
- Pelsen er lang og fyldig med underuld. Leonbergeren fælder meget, især i tydelige fældeperioder.
- En leonberger har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, tilpasset alder, helbred og restitution.
- I Sverige skal avlshunde have officiel HD-status før parring. Raceklubbens RAS indeholder flere anbefalinger, som er vigtige at undersøge, når du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Leonbergeren er en kraftfuld og muskuløs hund, som samtidig skal virke harmonisk, bevægelig og elegant. Hanhunde er 72–80 cm høje og tæver 65–75 cm. FCI-standarden angiver derimod ikke et vægtinterval, så et bestemt antal kilo er ikke et officielt mål for racetypen. Se hellere på proportioner, huld, bevægelser og på, hvordan de voksne slægtninge er bygget.

Den sorte maske er obligatorisk i racestandarden. Grundfarven kan være løvegul, rød, rødbrun eller sandfarvet og nuancer derimellem. Pelsen er lang og fyldig, fra middelblød til grov, med tæt underuld. Den kan være glat eller let bølget. Især hanhunde kan få en tydelig man over hals og bryst, mens ben og bagpart har længere faner.

Sæt tid af til en grundig gennemgang mindst én gang om ugen og oftere, når underulden løsner sig. Børst små områder helt ned til huden, og kontrollér især bag ørerne, under hagen, mellem forbenene, i bukserne og på halen. Hvis en begyndende filt får lov at sidde, breder den sig hurtigt i den tætte pels. Efter bad eller våde gåture skal huden og den tykke underuld have lov til at tørre ordentligt.

Leonberger skal ikke formklippes eller trimmes som en race, der skal klippes. Pelsen på og under poterne kan holdes pæn, og enkelte lange hår ved ørerne kan studses efter behov. Hvor ofte hunden skal bades, afhænger af dens pels, aktivitet og hvor snavset den bliver; en fast kalender passer ikke til alle. Den, der ønsker et næsten hårfrit hjem, bør vælge en anden race.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver en behagelig, samarbejdsvillig og frygtløs selskabshund med selvtillid, moderat temperament og god evne til at lære og huske. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hver leonberger. Den svenske raceklubs avlsstrategi fremhæver derfor, at hele resultatet fra mentalbeskrivelsen skal vurderes, især tegn på frygt og aggression.

Leonbergeren forbindes ofte med familieliv og venlighed over for børn. Udtalt venlighed mod børn står også i racestandarden, men voksne skal stadig styre samværet. En stor unghund kan vælte et barn uden at mene noget ondt, og hunden skal altid have et fredet hvilested. Børn skal lære at lade hunden være i fred, når den spiser, sover eller går sin vej.

Forholdet til andre hunde, katte og smådyr afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Gå ikke ud fra, at racen i sig selv har lav jagtlyst eller automatisk tolerance. Ved en introduktion til kat skal katten have hundefri områder og flugtveje, hunden skal være under kontrol, og møderne skal være korte og rolige. Forebyg jagt, og lad ikke dyrene være alene sammen, før deres adfærd er stabil og forudsigelig.

Der kan forekomme et vist vagtinstinkt, men leonbergeren er ikke tænkt som en skarp vagthund. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på gæster, pludselige lyde, fremmede miljøer og håndtering. Det fortæller mere om den kommende hverdag end betegnelser som ”blid kæmpe”.

## Træning og motion

Leonbergeren har brug for hverdagstræning fra første dag, især at gå roligt i snor, komme på indkald, samarbejde ved håndtering og hilse med alle fire poter i jorden. Det, der virker charmerende hos en lille hvalp, kan blive en sikkerhedsrisiko hos en voksen kæmpehund. Belønningsbaseret træning giver hunden tydelige valg og bør være førstevalget; hårde eller skræmmende metoder er unødvendige.

Motionen skal opbygge en velfungerende krop, ikke følge en stiv minutformel. Der er ingen videnskabelig dokumentation for den velkendte regel om ”fem minutter pr. levemåned”. Korte ture, fri leg i hvalpens eget tempo, miljøtræning og enkle øvelser fungerer godt, afbrudt af masser af søvn. Stop, når hvalpen bliver træt, mister koordinationen eller begynder at sakke bagud. Øg én ting ad gangen, og hold øje med, hvordan hunden bevæger sig og kommer sig senere samme dag og næste morgen.

Undgå lange strækninger, hvor hvalpen skal følge dit tempo, samt gentagne spring, hårde opbremsninger og løb ved siden af en cykel, mens hunden vokser. Det betyder ikke, at hvalpen skal holdes i ro. Varieret bevægelse i eget tempo og gradvist længere ture giver både kropsbevidsthed og selvtillid.

En sund voksen leonberger har godt af daglige ture og opgaver, der aktiverer hovedet. Næsearbejde, spor, hverdagslydighed og rolige udflugter er ofte praktiske valg. Vurdér det rette niveau ud fra hundens kondition, underlaget, temperaturen og restitutionen, ikke et generelt antal minutter. En hund, der bliver stiv, uvillig eller usædvanligt træt, har brug for mindre belastning og, hvis tegnene fortsætter, en vurdering hos dyrlægen.

## Sundhed

Leonbergerens størrelse gør sundhed og levetid til vigtige spørgsmål allerede før købet af en hvalp. I en britisk undersøgelse udgivet i 2024 var den forventede medianlevetid 10,0 år blandt 676 leonbergere. Det er et tal for en population, ikke en prognose for én hund eller et svensk kuld. Spørg derfor også til alder og dødsårsag hos forældre, bedsteforældre og tidligere afkom.

I Sverige har leonbergeren et sundhedsprogram, hvor begge avlshunde skal have officiel HD-status før parring, for at hvalpene kan registreres i SKK. For racen tages røntgenbilleder tidligst ved 18 måneders alder. Det må ikke forveksles med den gældende RAS fra Svenska Leonbergerklubben, som er vejledende og går videre. Den anbefaler blandt andet, at kuldets gennemsnitlige HD-indeks er mindst 100, at hunde med HD D–E eller ED 2–3 ikke bruges i avl, øjenlysning før første parring og kendt mental status.

Bed opdrætteren om at vise de originale resultater og forklare både hver forælders resultat og den planlagte kombination. Et godt beslutningsgrundlag omfatter:

- officiel HD-status, gerne også ED-resultat og aktuelle HD/ED-indeks;
- resultat fra øjenlysning og den fulde protokol fra BPH eller en anden mentalbeskrivelse;
- DNA-resultater for LPN1, LPN2, LPPN3 og LEMP, korrekt fortolket for hver variant;
- kendte tilfælde af hjertesygdom, svulster, neurologiske symptomer og tidlige dødsfald hos nære slægtninge.

LPN-varianterne og LEMP er neurologiske sygdomme, der kan påvirke bevægelse, muskler, koordination og nogle gange vejrtrækning. Testene kan ikke erstatte hinanden, og arvegangen er forskellig: LPN2 er for eksempel dominant, mens LPPN3 og LEMP håndteres som recessive varianter. Lad dig ikke nøje med ”DNA-testet”; bed om at se den præcise test og resultatet, og hvordan kombinationen følger raceklubbens gældende anbefaling.

Leonbergeren er stor og har en dyb brystkasse, en kropsform der er forbundet med øget risiko for mavedrejning. Forgæves opkastningsforsøg, hurtigt opsvulmet bug, uro, hurtig vejrtrækning og problemer med at lægge sig er akutte advarselstegn. Kontakt straks en dyrlæge og kør til klinikken; vent ikke for at se, om det går over.

## Historie og oprindelse

Leonbergeren blev udviklet i Sydtyskland i 1800-tallet og har navn efter byen Leonberg nær Stuttgart. Ifølge FCI-standarden krydsede byrådsmedlemmet Heinrich Essig en sort-hvid newfoundlændertæve med en hund fra hospicet ved Store Sankt Bernhard og brugte senere også pyreneerhund. Målet var en stor hund med et løvelignende udtryk, inspireret af løven i byens våbenskjold.

De første hunde, der reelt blev kaldt leonbergere, blev født i 1846. Mod slutningen af 1800-tallet blev racen holdt som gårdhund i Baden-Württemberg, hvor dens egenskaber som vagthund og trækhund blev værdsat. Antallet af avlshunde faldt kraftigt under begge verdenskrige og i efterkrigstiden, men racen blev bygget op igen. FCI anerkendte racen endeligt i 1955, og det første svenske kuld blev født i 1979.

I dag er leonbergeren først og fremmest selskabs- og familiehund. Historien forklarer størrelsen, den vejrbestandige pels og en vis vagtsomhed, men den siger ikke, hvordan en bestemt hund vil fungere i arbejde, vand eller familieliv.

## At leve med racen

Leonbergeren passer bedst til den, der ønsker at dele hverdagen med en meget stor hund og i praksis kan få plads, pelspleje, transport, træning og udgifter til behandling til at hænge sammen. En have er praktisk, men erstatter ikke ture og samvær. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden har plads til at ligge og vende sig, men undersøg elevator eller trapper, lyd fra opgangen og naboer, adgang til et køligt hvilested, og hvordan en syg eller tilskadekommen hund skal transporteres.

En stor bil eller en anden sikker transportløsning er ofte nødvendig. Hundeseng, gitre, sele og andet udstyr skal kunne holde til størrelsen, og foder, forsikring og dyrlægebehandling koster som regel mere end for en lille hund. Planlæg også, hvem der kan håndtere hunden, hvis du bliver syg eller skal rejse.

Alenetid skal trænes gradvist og tilpasses den enkelte hunds reaktioner. Den svenske myndighed Jordbruksverket skriver i sin vejledning, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, og at hvalpe og ældre hunde skal ud oftere. Det angiver, hvor ofte hunden bør komme ud, ikke hvor længe hver leonberger trives alene. Optag gerne korte træningsperioder, og gå et skridt tilbage, hvis hunden vandrer rundt, gisper, gør uafbrudt eller ikke kan falde til ro.

Racen er et dårligt valg, hvis du ønsker minimal fældning, lave løbende udgifter eller vil vente med træningen, til et problem viser sig. Den kan passe godt, hvis du sætter pris på tæt samarbejde, har tid til tidlig hverdagstræning og vil tilpasse aktiviteten gennem hele hundens liv. Mød flere voksne leonbergere, og spørg om både udfordringer og stærke sider, før du beslutter dig.

Leonberger

Leonberger Club of Great Britain

The Norwegian Leonberger Club

German Leonberger Club

Societé Centrale Canine (France)

Stor, kraftigt bygget “venlig kæmpe” med løvefarvet, vandafvisende dobbeltpels og sort maske. Som regel rolig, hengiven og meget god med børn og andre kæledyr, når den er velsoialiseret. Kræver regelmæssig motion, venlig men konsekvent træning, grundig pelspleje og omhyggelig sundhedspleje.

Khaimas'

Birthe Guldberg

## Kort fortalt

Fransk bulldog er en lille, kraftig og social selskabshund fra Frankrig. Den skal være livlig og aktiv, men det korte kranium og næseparti medfører risiko for vejrtrækningsproblemer og dårligere temperaturregulering. Den, der overvejer racen, bør derfor vurdere funktion og dokumenteret sundhed lige så nøje som temperament og udseende.

- **Racegruppe og anvendelse:** FCI gruppe 9, selskabshund
- **Skulderhøjde:** hanhunde 27–35 cm, tæver 24–32 cm
- **Vægt:** hanhunde 9–14 kg, tæver 8–13 kg
- **Pels:** kort, glat og uden underuld
- **Farver i racestandarden:** fawn, brindlet og broget, med de aftegninger som standarden beskriver
- **Ideelt temperament:** social, livlig, legesyg og hengiven
- **Vigtig svensk sundhedsundersøgelse:** RFG-Scheme har været obligatorisk før avl inden for SKK siden 1. januar 2025

Racen er ikke et oplagt valg for den, der ønsker en hund med et lille behov for pleje og opfølgning. En fransk bulldog skal kunne bevæge sig frit og trække vejret frit, også når den er i bevægelse. Hørbar eller anstrengt vejrtrækning er ikke et charmerende eller normalt racetræk.

## Udseende og pels

Fransk bulldog skal være kompakt og muskuløs uden at blive tung, ubevægelig eller overdrevet. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, hovedet er bredt, og de opretstående såkaldte flagermusører er et tydeligt kendetegn. Helheden skal fungere i bevægelse: åbne næsebor, tilstrækkelig næselængde, frie bevægelser og en krop, der ikke forhindrer hunden i at være aktiv, er vigtigere end et ekstremt udseende.

Racestandarden angiver forskellige mål for de to køn. Hanhunde skal være 27–35 cm høje og veje 9–14 kg, mens tæver skal være 24–32 cm og veje 8–13 kg. Tallene er ikke en målvægt for hvert individ. Et passende huld vurderes ud fra hundens bygning, muskelmasse og fedtlag; overvægt belaster vejrtrækning, led og ryg.

Pelsen er kort, glat, blød og blank og mangler underuld. Fældning kan normalt håndteres med enkel børstning efter behov. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører, tænder og hud. Ansigtsfolder skal holdes rene og tørre, men plejen bør styres af, hvordan huden faktisk ser ud. Rødme, lugt, væske, kløe eller ømhed er grund til at søge rådgivning, ikke blot til at rense oftere.

Racestandardens farver er fawn, brindlet og broget. Blå og merle er ikke godkendte farver. En hvalp, der markedsføres med en ”sjælden farve”, bør vurderes ud fra det samme vigtige grundlag som alle andre: registrering, vejrtrækningsfunktion, forældredyr og opdrætterens avlsarbejde.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal fransk bulldog være social, livlig, legesyg og hengiven. Mange individer søger gerne kontakt og holder af at deltage i familiens hverdag. Racen kan lære hurtigt, men selvstændighed og stædighed betyder, at tydelige rutiner og gode belønninger ofte virker bedre end gentagelser og hårde korrektioner.

Racestandarden beskriver et ideal, ikke hver enkelt hund. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, smerter, miljø og træning påvirker, hvordan et individ opfører sig. En hund, der har svært ved at trække vejret eller er generet i hud, ryg eller led, kan også have mindre tålmodighed og restituere dårligere. Temperament bør derfor vurderes sammen med den fysiske funktion.

BPH viser, hvordan en bestemt hund reagerede under en standardiseret adfærdsbeskrivelse. Det er ikke en bestået-eller-ikke-bestået-test og ingen garanti for hvalpens fremtidige personlighed. Den ældre svenske BPH-analyse omfattede kun en lille andel af de svenskfødte hunde. For en hvalpekøber er det derfor mere værdifuldt at møde tæven og spørge, hvordan forældre og nære slægtninge håndterer fremmede mennesker, hundemøder, uventede lyde, kropshåndtering, aktivitet og hvile.

Racen kan passe til en velforberedt førstegangsejer, som er indstillet på belønningsbaseret træning, daglig aktivitet og mulige dyrlægebehov. Den passer dårligere, når valget hovedsageligt bygger på lille størrelse, et bestemt udseende eller antagelsen om, at en kortsnudet hund automatisk har brug for meget lidt motion.

## Træning og motion

En fransk bulldog har brug for daglige ture, næsearbejde, leg og hverdagstræning, men der findes ikke et antal motionsminutter, som passer til alle. Alder, kondition, vejr og frem for alt hundens vejrtrækning og restitution afgør, hvad der er passende. Afkøling ved at halse er mindre effektiv hos kortsnudede hunde, så den samme aktivitet kan være let på en kølig dag og uegnet i varme.

Planlæg hellere flere overkommelige aktiviteter end én lang session, der skal gennemføres. Lad hunden snuse, gå roligt i varieret terræn og bruge hovedet gennem søg og enkel problemløsning. Byg konditionen gradvist op, og hold øje med hunden under hele aktiviteten. Sænk tempoet eller stop, hvis vejrtrækningen bliver tydeligt støjende eller anstrengt, næseborene trækker sig sammen, hunden bruger bugen kraftigt til at trække vejret, sakker bagud eller ikke restituerer normalt. Udtalt åndenød, blålige slimhinder, usikker gang, kollaps eller bevidstløshed kræver øjeblikkelig kontakt til en dyrlæge.

På varme dage skal turene flyttes til køligere tidspunkter, tempoet sænkes, og hunden skal have adgang til skygge, vand og et køligt hvilested. Efterlad aldrig hunden i en varm bil eller et andet lukket rum. En hund, der gentagne gange får problemer ved moderat aktivitet eller varme, har brug for en dyrlægevurdering; løsningen er ikke blot at undgå al motion.

Prioritér kontakt, at gå roligt i line, indkald, at afslutte leg, at falde til ro og at acceptere kontrol af mund, ører, ansigtsfolder, poter og kløer. Træn alenetid i meget små trin, når hunden allerede er tryg hjemme. Belønningsbaserede metoder gør opgaven tydelig og letter nødvendig håndtering.

## Sundhed

Det vigtigste sundhedsproblem at forstå hos fransk bulldog er BOAS, obstruktivt luftvejssyndrom hos kortsnudede hunde. Det opstår, når der ikke er plads nok til bløddelene i den forkortede næse og svælg. Følgerne kan være støjende eller anstrengt vejrtrækning, dårlig udholdenhed, søvnforstyrrelser og vanskeligheder med at regulere kropstemperaturen.

RFG-Scheme er en dyrlægeundersøgelse, der vurderer vejrtrækningsfunktionen før og efter tre minutters rask bevægelse og graderer resultatet fra 0 til 3. Inden for SKK har fransk bulldog siden 1. januar 2025 været omfattet af et sundhedsprogram på niveau 2: hunde, der bruges i avl, skal have et resultat før parring. Et officielt resultat kan registreres fra 24 måneders alder og må ikke være ældre end to år ved parringen. Grad 0 anbefales; hunde med grad 2 eller 3 må ikke bruges i avl efter SKK's regler. En hund, der er opereret i luftvejene, kan ikke undersøges inden for programmet.

Et RFG-resultat beskriver hundens tilstand på undersøgelsestidspunktet og fjerner ikke behovet for egne observationer. Det er ingen livslang garanti og fortæller heller ikke alt om andre sundhedsrisici. Før et hvalpekøb bør du bede om forældrenes registrerede navne, undersøgelsesdatoer og faktiske RFG-grader. Se helst forældredyrene både i hvile og efter normal bevægelse: vejrtrækningen skal være fri, restitutionen rimelig og næseborene åbne. Acceptér ikke ”testet” eller ”dyrlægekontrolleret” som erstatning for det registrerede resultat.

Andre dokumenterede risikoområder er allergi og hudproblemer, problemer i ryg, skelet og led, herunder patellaluksation, samt skader på de fremtrædende øjne. Det betyder ikke, at hver hund bliver ramt. Spørg om tilbagevendende hudproblemer, halthed, rygsmerter og øjenskader hos forældre og nære slægtninge. Den svenske raceklub anbefaler også hvalpekøbere at spørge til patella, hjerte og de voksne hundes vejrtrækning; dette skal holdes adskilt fra det formelle RFG-krav.

Kontakt en dyrlæge ved tilbagevendende vejrtrækningslyde, tydelig intolerance over for motion eller varme, søvnproblemer på grund af vejrtrækningen, hud der lugter eller gør ondt, tilbagevendende halthed, rygsmerter eller et rødt, løbende eller smertefuldt øje. Tidlig vurdering er bedre end at vente på, at et problem bliver ”typisk for racen”.

## Historie og oprindelse

Fransk bulldog blev formet som race i Paris i slutningen af 1800-tallet. Den første raceklub blev dannet i Paris i 1880, den første hund blev registreret i 1885, og den første racestandard blev fastlagt i 1898. Samme år anerkendte den franske kennelklub racen.

Racen blev udviklet som selskabshund og fik den kompakte krop, det brede hoved og de opretstående flagermusører, som stadig kendetegner standarden. Fransk bulldog blev vist i Sverige første gang i 1913. Den historiske type forklarer nutidens udseende, men moderne avl må ikke forstærke træk så meget, at vejrtrækning, øjne, ryg, hale eller bevægelser påvirkes negativt.

## At leve med racen

Fransk bulldog kan bo i lejlighed eller hus, fordi boligens størrelse ikke i sig selv afgør, om hverdagen fungerer. Det afgørende er, at hunden får daglig aktivitet, kan hvile uforstyrret og har et trygt, køligt miljø. I en lejlighed bør lyde i opgangen og uden for vinduer håndteres med tidlig træning, og adgang til elevator eller mange trapper kan få praktisk betydning, hvis hunden har smerter eller svært ved at trække vejret.

Med børn gælder den samme sikkerhedsregel som for alle hunde: en voksen har ansvaret for samspillet. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, klatre på den eller fortsætte, når den forsøger at gå væk. Indret et beskyttet hvilested, og lær både børn og hund rolige former for samvær. En lille krop og et legesygt temperament gør ikke automatisk et individ sikkert med børn.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individerne og deres erfaringer. Foretag introduktioner gradvist, med mulighed for at adskille dyrene og uden at tvinge nærkontakt frem. Socialisering kan forbedre forudsætningerne, men garanterer ikke, at alle kombinationer fungerer. Vær især opmærksom på stress, ressourceforsvar og om den anden hunds leg bliver for fysisk for et individ med begrænset vejrtrækningskapacitet.

Alenetid skal trænes gradvist med meget korte perioder i begyndelsen. Øg først, når hunden kan være rolig, og brug gerne et kamera til at opdage uro eller gøen, som ikke bemærkes, når du kommer hjem. Racen bør ikke vælges med en plan om regelmæssigt at lade hunden være alene størstedelen af dagen.

Før køb bør hele husstanden kunne svare ja på disse spørgsmål:

- Kan vi vælge fri vejrtrækning og god funktion frem for et ekstremt udseende eller en usædvanlig farve?
- Kan vi kontrollere forældrenes identitet, RFG-grader og undersøgelsesdatoer i stedet for at stole på mundtlige forsikringer?
- Kan vi tilpasse aktiviteten til varme og dagsform uden at gøre hunden inaktiv?
- Har vi tid og økonomi til at håndtere behov for dyrlægehjælp, som kan følge med racens kropsform?

Hvis svarene er ja, og opdrætteren kan vise kontrollerbare resultater, kan fransk bulldog være en livlig og nær selskabshund. Det vigtigste valg er ikke det mest ekstreme hoved eller den sjældneste farve, men en hund, der kan trække vejret, bevæge sig, restituere og leve et aktivt hverdagsliv.

Fransk bulldog

The French Bulldog Club of England

The Kennel Club (United Kingdom)

Fransk bulldog er en lille, muskuløs selskabshund med kort pels og flagermuslignende ører. Den er hengiven, meget menneskeorienteret og legesyg, men samtidig rolig indendørs, hvilket gør den særdeles velegnet til livet i lejlighed. Den har brug for moderat, nøje tilpasset motion, regelmæssig pleje af hud, ører og kløer samt opmærksomhed på vejrtrækning og vægt.

Thorndahl Dogs

## Kort fortalt

Dværgpuddel er en lille, aktiv størrelsesvariant af puddel med stor træningslyst og et tydeligt behov for pelspleje. Det er en selskabshund, som normalt holder af at lære og være med i hverdagen, men den passer bedst til en ejer, der også vil bruge tid på aktivitet, rotræning og regelmæssig pelspleje.

- **Race og gruppe:** en af pudlens fire størrelsesvarianter, placeret i gruppe 9 for selskabshunde
- **Officielt hjemland:** Frankrig
- **Mankehøjde:** over 28 til og med 35 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen officiel vægt; et sundt huld er vigtigere end et generelt antal kilo
- **Pels:** rigelig uldpels eller pels, der danner snore, og som skal plejes og klippes
- **Aktivitetsniveau:** daglig fysisk bevægelse og mental aktivering er nødvendig, men mængden skal tilpasses individ, alder og helbred
- **Svensk sundhedsprogram:** avlsdyr skal have et registreret prcd-PRA-resultat eller være registreret som arveligt fri inden parring

Dværgpuddel ligger mellem toy- og mellempuddel i størrelse. I Sverige kan den endelige størrelsesvariant først fastslås ved en officiel måling, når hunden er mindst 15 måneder. En ung hund tæt på en størrelsesgrænse kan derfor være registreret ud fra forældrenes størrelse, før den er endeligt målt.

## Udseende og pels

Dværgpudlen skal ligne en mindre, velproportioneret puddel uden dværgpræg. Kroppen skal ifølge standarden være lidt længere end mankehøjden, ikke helt kvadratisk, og helheden skal være harmonisk med lette, frie bevægelser. Hunden skal virke elegant uden at være overdrevent spinkel eller skrøbelig.

Pelsen findes i to strukturer. Uldpelsen er fin, tæt, kruset og elastisk med ensartede krøller. Den snorede pels er også fin og tæt, men danner karakteristiske snore. De fleste familiehunde holdes i en kortere klipning, men en kort pels fjerner ikke behovet for pleje.

Pelslængde, frisure, vejr og den enkelte hund afgør, hvor ofte hunden skal børstes, bades og klippes. Kontrollér især steder, hvor pelsen let filtrer, for eksempel bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. En kam skal kunne føres ned gennem pelsen uden at sætte sig fast. Hvis filtrene bliver ved med at komme igen trods pleje, er en kortere frisure eller hjælp fra en hundefrisør et bedre valg end en fast tidsplan, der ikke fungerer for hunden.

Væn hvalpen gradvist til at stå på et skridsikkert underlag, blive redt, få poter og ansigt håndteret og høre en klippemaskine eller hårtørrer. Beløn ro, og gør hvert trin forståeligt. Det giver bedre forudsætninger for sikker pelspleje resten af livet.

Siden 1. august 2024 har puddelstandarden og de svenske registreringsregler omfattet 16 farvevarianter. De ensfarvede er sort, hvid, brun, grå og abrikosrød. Derudover findes godkendte flerfarvede varianter, blandt andet hvid kombineret med en anden farve, sort eller brun med tantegninger, trefarvet og brindle. Merle er ikke blandt standardfarverne, og i Sverige registreres afkom ikke, hvis en puddelforælder bærer genet for merle.

Pudler fælder ikke på samme måde som mange andre hunde, og løse hår kan blive i den krusede pels, indtil de børstes ud. Det gør ikke dværgpudlen allergifri. Hundeallergener kommer først og fremmest fra hud og spyt, og reaktionen kan variere mere mellem individer end mellem racer. En person med hundeallergi bør derfor ikke vælge race alene ud fra pelstypen.

## Temperament og personlighed

Dværgpudlen skal være opmærksom, aktiv, samarbejdsvillig og lærenem. Et velfungerende individ er ofte hurtigt til at opfatte mønstre og holder af samarbejde, men racebeskrivelsen er et ideal og ingen garanti for, hvordan hver hund reagerer på lyde, fremmede mennesker, hundemøder eller nye miljøer.

Svenska Pudelklubbens avlsstrategi viser BPH-resultater for 630 mindre pudler. Gruppen omfatter mellem-, dværg- og toypuddel og består hovedsageligt af mellempudler. Resultaterne beskriver blandt andet ret energiske hunde, ofte med en positiv indstilling og få trussels- eller aggressionsreaktioner i de pågældende testsituationer. Det samme materiale fremhæver både variationen inden for racen og, at antallet af beskrevne hunde er lille i forhold til populationen. Resultaterne kan derfor sige noget om gruppen, men de forudsiger ikke, hvordan en enkelt dværgpuddel bliver.

Spørg opdrætteren, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. Bed om konkrete eksempler på, hvordan de falder til ro efter overraskelser, håndterer berøring, gæster og lyde, møder andre hunde og finder hvile. Sådanne svar siger mere om et godt match end generelle ord som social, klog eller nem.

## Træning og motion

Dværgpudlen har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle individer. En god hverdag kombinerer gåture, mulighed for at snuse og undersøge, leg eller anden fysisk aktivitet og opgaver, som hunden kan forstå og løse. Belastningen skal ændres med alder, kondition, helbred og hundens evne til at restituere.

Belønningsbaseret træning passer til racens lyst til at samarbejde. Vær tydelig om, hvilken adfærd der udløser en belønning, øg sværhedsgraden i små trin, og træn den samme færdighed i forskellige miljøer. Indkald, samarbejde i hverdagen, rolig håndtering, at kunne vente og at kunne passere mennesker og hunde er vigtigere end mange tricks.

Variation er ofte mere værdifuld end blot at forlænge gåturen. Næsearbejde, søgeøvelser, apportering, balance- og kropskontrol, rallylydighed eller andre færdigheder kan give meningsfuld aktivering. Samtidig skal hunden kunne hvile uden at blive underholdt hele tiden. Hvis den har svært ved at falde til ro, bør man se på hele døgnet: søvn, miljø, forudsigelighed, motion og træningsniveau. Mere aktivitet er ikke altid det rigtige svar.

Hvalpe skal ikke motioneres som fuldvoksne hunde. Prioritér korte opdagelsesstunder, tryg miljøtræning, leg på et egnet underlag og meget restitution. For en voksen hund er det rette niveau det, der giver god kondition og en velfungerende hverdag uden tilbagevendende stivhed, halthed, stress eller langvarig udmattelse.

## Sundhed

Det vigtigste racespecifikke sundhedskrav at kontrollere ved køb af hvalp er forældrenes resultat for prcd-PRA. For toy-, dværg- og mellempuddel kræver de svenske registreringsregler, at begge forældredyr inden parring har et officielt DNA-resultat eller er registreret som arveligt fri.

Prcd-PRA er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, som nedbryder nethindens lysfølsomme celler. Mørkesynet påvirkes først, og en ramt hund kan med tiden blive blind. Arvegangen er autosomal recessiv: en bærer er ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres. En bærer må kun bruges sammen med en hund, der er DNA-testet fri eller arveligt fri, og en afficeret hund må ikke bruges i avl.

Et frit prcd-PRA-resultat er ikke en generel garanti for sunde øjne. Testen gælder kun prcd-varianten og udelukker ikke andre former for PRA eller andre øjensygdomme. Svenska Pudelklubben anbefaler derfor også øjenlysning af avlsdyr og opfordrer til DNA-test for PRA-varianten rcd4.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan glide ud af sin normale position, er et andet relevant avlsspørgsmål hos mindre pudler. Svenska Pudelklubben anbefaler en officiel patellaundersøgelse for dværgpuddel, men det er ikke det samme obligatoriske registreringskrav som prcd-PRA. Klubben anbefaler, at en hund med patellagrad 1 bruges sparsomt og kun sammen med en hund, der har resultatet 0/0.

Bed opdrætteren vise registrerede resultater i stedet for blot at acceptere, at forældrene er ”testet”. Kontrollér prcd-PRA-status, spørg efter officielle resultater fra patella- og øjenundersøgelse og efter kendte problemer hos forældre, søskende og tidligere kuld. DNA-test, dyrlægeundersøgelser og en åben familiehistorik supplerer hinanden; ingen enkelt test kan love, at en hvalp aldrig bliver syg.

## Historie og oprindelse

Pudlen er en gammel europæisk hundetype, som findes afbildet på malerier fra 1400-tallet, mens Frankrig er racens officielle hjemland. Racens navn og tidlige anvendelse er tæt knyttet til vand: pudler blev oprindeligt brugt til jagt på vandfugle, og det var først og fremmest de større hunde, der arbejdede som vandapportører.

De mindre pudler blev primært udviklet som selskabshunde. I 1800-tallet begyndte man at forme en dværgvariant ud fra små eksemplarer af de større varianter. I Sverige blev de mindre pudler i begyndelsen af 1930'erne opdelt i lille puddel og dværgpuddel; den førstnævnte størrelse fik senere navnet mellempuddel. Nutidens dværgpuddel deler derfor racens arbejdsbaggrund og lærenemhed, men den skal ikke beskrives, som om hvert individ automatisk er en vand- eller apporteringshund.

De fire moderne størrelsesvarianter har samme grundlæggende racetype. Størrelsesforskellene påvirker hverdagen, men gør ikke dværgpudlen til en særskilt blandingsrace eller en miniature med afvigende kropsbygning.

## At leve med racen

Dværgpuddel kan fungere i mange slags hjem, også i lejlighed, hvis hunden får daglig bevægelse, mental aktivering, pelspleje, social kontakt og træning i at finde ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end den hverdag, hunden faktisk får. En lille hund, der mangler restitution, gåture eller tryg alene-hjemme-træning, får ikke sine behov opfyldt, blot fordi den fylder lidt.

Alenetid skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte, udramatiske perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan forblive rolig. Tag hensyn til alder og tegn på uro; ingen kan love, at en bestemt dværgpuddel kan klare et fast antal timer alene. Planlæg hundepasning eller anden hjælp, hvis arbejdsdagen er længere end det, hunden er trænet til at klare.

Racen kan leve godt med børn, hunde og katte, men det afgøres af individ, erfaringer og introduktion—ikke af racenavnet. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden skal have et hvilested, hvor den kan være i fred. Introducér andre dyr gradvist med afstand, gitter eller line efter behov, adskilte ressourcer og mulighed for at afbryde. Tving ikke kontakt igennem.

Det bedste match er et hjem, der holder af en lærenem og deltagende lille hund, men også accepterer det praktiske arbejde. Regn med tilbagevendende klipning, grundig gennemgang af pelsen, hverdagstræning og aktivitet året rundt. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje eller forventer, at hunden tilpasser sig uden planlagt træning og selskab.

Dværgpuddel

Dværgpuddel er en lille, atletisk og næsten ikke‑fældende hund med tæt, krøllet pels og en kvadratisk, velafbalanceret kropsbygning. Den er meget intelligent, sensitiv og menneskeorienteret, trives med træning, daglig motion og tæt selskab og lever ofte et langt, aktivt liv ved god pasning.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet