## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Niels Kristian Lindeborg Johansen

## Kort fortalt

- Lagotto romagnolo er en italiensk trøffelhund i racegruppe 8 med rødder som vandapporterende hund i Romagna.
- Racen er lille til mellemstor, robust og næsten kvadratisk. Hanhunde er 43–48 cm høje og vejer 13–16 kg; tæver er 41–46 cm og vejer 11–14 kg.
- En lagotto har brug for både daglig bevægelse og opgaver til næsen. Søg, spor, nose work og anden træning med fokus på samarbejde passer til racens baggrund som brugshund.
- Raceidealet er en lærenem, entusiastisk og hengiven hund, men social tryghed, lydfølsomhed og interesse for fremmede varierer fra hund til hund.
- Den tætte, krøllede pels vokser løbende og skal klippes, kontrolleres og redes ud, før den filtrer. Racen er ikke allergifri.
- Købere af en svenskopdrættet hvalp bør skelne mellem Svenska Kennelklubbens registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

## Udseende og pels

Lagotto romagnolo er en kompakt hund med et robust, rustikt udtryk og en krop, der er næsten lige så lang, som den er høj. Voksenstørrelsen er lidt forskellig for de to køn: Hanhunde skal have en skulderhøjde på 43–48 cm og veje 13–16 kg, mens tæver skal være 41–46 cm og veje 11–14 kg. Det giver en smidig brugshund, som hverken bør virke tung eller overdrevent spinkel.

Den krøllede pels er racens tydeligste kendetegn. Den skal være tæt og ulden med synlig underuld og grovere krøller yderst. De tilladte farver omfatter offwhite, hvid med brune eller orange aftegninger, orange- og brunskimlet samt ensfarvet brun eller orange med eller uden hvidt. Tan-aftegninger kan forekomme. Sort er ikke en godkendt farve.

Pelsen vokser gennem hele hundens liv og kan filtre sammen, hvis den ikke bliver passet. Kontrollér derfor huden, og gennemgå de steder, hvor der let opstår knuder, især bag ørerne, i armhulerne og under sele eller halsbånd. Red ud eller klip, før knuderne bliver stramme, og tilpas intervallet efter pelskvalitet, årstid, badning og den tid, hunden færdes i tæt vegetation. Der findes ikke én ugentlig rutine, som passer til alle lagottoer.

Racestandarden beskriver en naturlig og funktionel klipning, der følger kroppens konturer; pelsen skal ikke formes som på en puddel. Til udstilling angives højst cirka fire centimeter på kroppen, mens pelsen på hovedet må være længere uden at dække øjnene. For en familiehund er pelsens faktiske tilstand vigtigere end en dato i kalenderen: Hunden skal kunne se og bevæge sig frit, huden skal være nem at kontrollere, og pelsen må hverken være sammenfiltret eller fuld af snavs og plantedele. Bed opdrætteren vise, hvordan pelsen i netop den linje skal passes.

Se på og lugt til ørerne regelmæssigt, og rengør det ydre øre efter behov. Kraftig hårvækst kan bidrage til problemer hos nogle hunde, men rutinemæssig plukning er ikke automatisk det rigtige for alle. Dårlig lugt, brunt sekret, rødme, ømhed eller gentagne hovedrystelser er grund til at kontakte en dyrlæge.

Lagotto omtales af og til som allergivenlig, fordi løse hår ikke ses på samme måde som hos mange fældende racer. Det er misvisende. Hundeallergener findes først og fremmest i hud og spyt, mængden varierer også mellem hunde af samme race, og ingen hunderace er allergifri.

## Temperament og personlighed

Ifølge raceidealet skal en lagotto være føjelig, omgængelig, entusiastisk, lærenem og meget hengiven over for sin ejer. Den arbejder gerne tæt sammen med mennesker, bruger næsen vedholdende og kan give lyd, når noget afviger, uden at være avlet som vagthund. I det rette hjem bliver den ofte en engageret følgesvend, der vil lave noget sammen med familien frem for blot at motionere på egen hånd.

Raceidealet er dog ingen garanti for, at alle hunde opfører sig ens. Svenske BPH-adfærdsbeskrivelser viser stor variation i den måde, lagottoer hilser på ukendte mennesker. Mange tager kun lidt kontakt, og der er også forskel på uro, nysgerrighed og den tid, hunden skal bruge på at falde til ro efter noget uventet. At være reserveret er ikke nødvendigvis det samme som at være bange, men en hund, der ofte bliver usikker, har brug for afstand og støtte frem for tvungne hilsener.

For en hvalpekøber er mentaliteten i familien derfor lige så vigtig som en generel racebeskrivelse. Mød tæven sammen med hvalpene, spørg, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på gæster, lyde og nye miljøer, og bed om at se eventuelle BPH-resultater. BPH beskriver adfærd; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper.

En lagotto kan leve fint med børn, andre hunde og katte, men racenavnet alene er ingen garanti. Rolige introduktioner fra begyndelsen og den enkelte hunds erfaringer spiller en stor rolle. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Jagtlege og møder med små dyr kræver samme omtanke som hos andre hunde.

## Træning og motion

Lagotto romagnolo har brug for et aktivt liv, hvor næsearbejde har en tydelig plads. Racen blev udviklet til at søge selvstændigt i samarbejde med en fører, og mange hunde trives med nose work, søg efter personer eller genstande, spor, lydighed, rallylydighed og agility. Man behøver dog hverken at konkurrere eller lede efter ægte trøfler for at dække behovet.

Planlæg en hverdag med ture i forskellige miljøer, tid til at undersøge dufte og korte opgaver, der kræver koncentration. Et enkelt søg efter gemte genstande eller godbidder kan være værdifuldt, men næsearbejde erstatter ikke bevægelse, social kontakt, hvile eller almindelig hverdagstræning. Faste råd i minutter eller timer siger mindre end hundens adfærd: Et passende niveau giver arbejdsglæde ude og evne til at falde til ro hjemme uden vedvarende rastløshed eller gentagen overbelastning.

Træn indkald tidligt, og beløn kontakt, også når omgivelserne frister. Racens tidligere jagtinstinkt er dæmpet gennem avl, men det er ikke forsvundet hos alle hunde; ældre raceundersøgelser fandt interesse for vildt hos et mindretal. Brug derfor en lang line eller et indhegnet område, indtil indkaldet fungerer i det miljø, hvor hunden skal gå løs.

Lad også aktiviteter veksle med ro. En lagotto, som hele tiden får mere fart og spænding, lærer ikke automatisk at hvile. Korte, tydelige træningspas, forudsigelige pauser og belønningsbaseret indlæring gør det lettere at udvikle både samarbejde og selvkontrol. Tilpas motionen efter alder, helbred og dagsform, især mens hvalpen vokser og efter sygdom eller skade.

## Sundhed

Det vigtigste for en lagottokøber er at kontrollere dokumenterede resultater og sundhedshistorikken i hundens familie frem for blot at sætte kryds ved en lang liste over test. I Sverige er racen omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for hoftedysplasi. Begge forældredyr skal have officiel HD-status før parring, hvis afkommet skal kunne registreres efter reglerne.

Raceklubben går længere i sine avlsanbefalinger. Den anbefaler blandt andet et foreløbigt kuldindeks på mindst 98, at hunde uden svensk HD-indeks har HD A eller B, og at hunde med HD D eller E ikke bruges i avl. Det er vigtigt at spørge ind til, men det bør beskrives som klubbens anbefalinger og ikke blandes sammen med det formelle krav om kendt status.

Øjensygdomme forekommer i racen. Raceklubben anbefaler derfor, at avlshunde har en officiel øjenattest registreret hos Svenska Kennelklubben, som ikke er mere end et år gammel ved parringen. Bed om at se dato og resultat frem for blot at få at vide, at hunden er “testet”.

Der findes også DNA-test for de recessivt nedarvede tilstande BFJE, også kaldet benign familiær juvenil epilepsi, og lagotto storage disease, LSD. Raceklubben anbefaler kendt status, og at en bærer kun parres med en genetisk fri hund. Ordene fri, bærer og afficeret gælder den variant, der er testet. En bærer er ikke automatisk syg, og et frit resultat bekræfter ikke, at hunden er fri for alle andre sygdomme. Spørg derfor både efter testresultater og efter tilbagevendende øre-, hud-, mave-, øjen- eller neurologiske problemer hos nære slægtninge.

Ørerne kræver løbende opmærksomhed, fordi nogle hunde får problemer. Kontrollér dem i forbindelse med pelsplejen, og kontakt dyrlægen ved tydelig lugt, sekret, rødme, smerte eller hovedrystelser. Betragt ikke et tilbagevendende problem som et spørgsmål om klipning eller rengøring alene.

## Historie og oprindelse

Lagotto romagnolo kommer fra Romagna i det nordøstlige Italien. Navnet har forbindelse til vand, og hundene arbejdede oprindeligt som vandapporterende hunde i de lavtliggende vådområder omkring Comacchio og Ravenna. Den tætte pels, arbejdslysten og næsen var nyttige egenskaber i det miljø.

Da store vådområder blev drænet og omdannet til landbrugsjord, ændrede hundenes arbejde sig. Lagottoens søgeevne blev i stedet brugt til trøffelsøg på markerne og i bakkerne i Romagna. I dag angiver racestandarden trøffelhund som anvendelsesområde, mens placeringen i racegruppe 8 minder om baggrunden blandt vandhundene.

Efter anden verdenskrig faldt antallet af hunde kraftigt, men et bevaringsarbejde tog fart i 1970'erne. FCI anerkendte racen i 1995. Samme år kom de første dokumenterede importer til Sverige, de første svenske kuld blev født i 1996, og Svenska Lagotto Romagnoloklubben blev stiftet i 2000.

## At leve med racen

Lagotto romagnolo passer bedst til den, der vil kombinere hundelivet med daglig aktivitet, næsearbejde og regelmæssig pelspleje. Den håndterbare størrelse gør, at racen kan bo i lejlighed, men boligens størrelse erstatter ikke tid ude, træning og muligheden for at falde til ro. I en lydt ejendom bør man desuden begynde tidligt med at træne ro omkring lyde i opgangen eller uden for døren.

Alenetid skal indlæres i små trin, når hunden føler sig tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen, og voksne hunde er meget forskellige, når det gælder at klare nogle timer. Øg først tiden, når hunden kan hvile roligt; vedvarende piben, vandren, ødelæggelser eller stress betyder, at planen skal justeres, og nogle gange at man bør søge hjælp.

Før et hvalpekøb er en konkret tjekliste mere nyttig end løfter om, at racen “passer til alle”:

- Mød tæven, og spørg til adfærd i hverdagen, frygt, evnen til at falde til ro igen og eventuelle BPH-resultater i familien.
- Kontrollér forældrenes officielle HD-resultater, og hvordan kombinationen forholder sig til raceklubbens anbefaling om indeks.
- Bed om at se aktuelle øjenresultater og DNA-status for BFJE og LSD sammen med en forklaring på, hvordan kombinationen er planlagt.
- Spørg til tilbagevendende sundhedsproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom, ikke kun til registrerede testresultater.
- Bed opdrætteren vise pels- og ørepleje i praksis, og regn med, at klipning er en livslang rutine.

For en førstegangsejer kan lagotto være et godt valg, hvis der er tid til og interesse for træning, pelspleje og at lære at aflæse hundens signaler. Racen er mindre velegnet til den, der først og fremmest søger en hund, som kræver minimal pelspleje og nøjes med den samme korte tur hver dag, eller som regelmæssigt skal være alene gennem lange arbejdsdage.

Lagotto romagnolo

The Swedish Lagotto Club

The Norwegian Lagotto Club

The Danish Kennel Club

The Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Middelstor italiensk vand- og trøffelhund med kraftig kropsbygning og tæt, krøllet, næsten fældefri pels, som kræver regelmæssig pelspleje. Kærlig, sensitiv og meget menneskeorienteret, lærenem og trives særligt godt med næsearbejde, mentale udfordringer og et aktivt friluftsliv sammen med familien.

Raskarna's

## Kort fortalt

Irsk softcoated wheaten terrier er en mellemstor, aktiv terrier fra Irland. Racen blev udviklet som en alsidig gårdhund og holdes i dag først og fremmest som selskabshund. Den beskrives ofte som livlig, hengiven, intelligent og opfindsom, men også som selvstændig. Det er derfor en hund for den, der vil bruge tid på træning, motion og pelspleje.

- **Racegruppe:** Gruppe 3, terriere
- **Oprindelse:** Irland
- **Tidligere anvendelse:** Gårdsarbejde, bekæmpelse af skadedyr og jagt
- **Størrelse:** Ifølge racestandarden skal hanner være 46–48 cm høje og veje cirka 18–20,5 kg; tæver skal være lidt mindre
- **Pels:** Består af ét lag og er blød og silkeagtig, i hvedefarvede nuancer
- **Aktivitetsniveau:** Aktiv; har brug for fysisk og mental beskæftigelse hver dag
- **Pelspleje:** Omfattende og regelmæssig

Racen passer bedst til en ejer, der sætter pris på en social hund med tydeligt terrierpræg og kan tilbyde hverdagstræning, varieret aktivitet og grundig pelspleje. Den er et dårligere valg, hvis du ønsker en hund, der er tilfreds med korte ture, kræver meget lidt pleje eller er ukompliceret at træne i alle situationer.

## Udseende og pels

Irsk softcoated wheaten terrier er kompakt og velbygget uden at være tung. Kroppen er omtrent lige så lang, som hunden er høj, og helheden skal udstråle både styrke og smidighed. Små fremadfoldede ører, mørke øjne, skæg og pels over panden giver racen dens karakteristiske udtryk.

Den voksne pels er racens tydeligste kendetegn. Den skal bestå af ét pelslag; underuld må kun forekomme på ørerne. Strukturen skal føles blød og silkeagtig frem for ru eller ulden. Farven varierer fra lys hvede til en varmere gylden, rødlig nuance. Pelsen kan være bølget eller løst krøllet.

En wheatenhvalp behøver ikke at ligne den voksne hund. Hvalpepelsen kan være rødlig eller grålig eller have mørk maske og mørke hårspidser. Både farve og struktur ændrer sig gennem flere stadier, og den færdige voksenpels udvikles som regel først mellem 18 måneder og to et halvt års alder. Det er derfor ikke muligt at afgøre præcist, hvordan voksenpelsen bliver, alene ved at se på hvalpens farve eller blødhed.

Pelsen efterlader ofte færre løse hår i hjemmet end racer med tydelig sæsonbestemt fældning, men den passer ikke sig selv. Løse hår kan blive siddende i pelsen og bidrage til filtringer. For mange voksne hunde er en grundig gennemredning én gang om ugen et rimeligt udgangspunkt, mens pelsskiftet kan kræve pleje flere gange om ugen. Raceklubbens og den svenske kennelklubs råd anbefaler også regelmæssige bade og klipning flere gange om året. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens struktur og længde samt af hundens hverdag.

Racen bør ikke beskrives som allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i spyt og hud, og mængden varierer fra individ til individ, også inden for samme race. Den, der har hundeallergi, bør derfor få sin allergi vurderet og møde den konkrete hund flere gange, før et køb overvejes.

## Temperament og personlighed

En typisk irsk softcoated wheaten terrier er livlig, social med sin familie og hurtig til at engagere sig i det, der sker. Racestandarden beskriver den som sporty, hengiven, loyal og intelligent. Samtidig kan den selvstændige terrierside vise sig, når noget i omgivelserne virker mere interessant end ejerens plan.

Temperamentet varierer mellem individer og linjer. Blandt de hunde, der har deltaget i svenske mentalbeskrivelser, viser de fleste et lavt niveau af aggressive reaktioner, men resultaterne viser også en tydelig variation inden for racen. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på fremmede mennesker, andre hunde, pludselige lyde, håndtering, og hvor hurtigt de falder til ro efter en overraskelse. Hvis forældredyrene har gennemført BPH eller MH, kan resultaterne give mere konkret viden end generelle udsagn om racen.

Racen kan fungere godt med børn, når både hund og barn lærer at respektere hinandens grænser. Små børn og hunde skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Hvordan det enkelte individ fungerer med andre hunde eller andre dyrearter, varierer. Tidlige, rolige introduktioner og gennemtænkte rutiner i hverdagen er vigtigere end at gå ud fra, at alle individer fungerer ens.

## Træning og motion

Irsk softcoated wheaten terrier har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag. Der findes ikke en fast mængde motion, som passer til alle individer. En unghund, en veltrænet voksen og en ældre hund tåler forskellig belastning, og aktiviteten bør tilpasses kondition, helbred og restitution.

Racen kan trives med for eksempel nosework, spor, rallylydighed, agility og almindelig hverdagstræning. Variation giver ofte mere end blot at gøre turen længere. Søgeøvelser, kontakttræning, kropskontrol og korte problemløsningsopgaver kan bidrage til en bedre balance mellem aktivitet og hvile.

Begynd tidligt med indkald, lineføring, håndtering og evnen til at falde til ro. Svenska Kennelklubben fremhæver, at racen kan være nysgerrig og tage på egne udflugter, så en have skal være forsvarligt indhegnet. Træn indkald systematisk, men brug line eller lang line på steder, hvor et mislykket indkald kan blive farligt.

Belønningsbaseret træning passer godt til en intelligent og selvstændig hund: beløn den adfærd, du ønsker, gør opgaven tydelig, og øg sværhedsgraden trinvis. Hårde korrektioner er unødvendige og kan gøre hunden stresset samt svække samarbejdet. Korte, engagerende træningspas med tydelige pauser er som regel lettere at lykkes med end lange gentagelser.

## Sundhed

Mange irske softcoated wheaten terriere lever et aktivt liv langt op i årene, men racen har sundhedsrisici, som en hvalpekøber bør kende. Svenske racedokumenter fremhæver især nyre- og mave-tarmproblemer samt visse hud- og øreproblemer. At en risiko findes i racen, betyder ikke, at alle hunde bliver ramt.

To vigtige begreber er PLN og PLE. **PLN**, protein-losing nephropathy, betyder, at protein tabes gennem nyrerne. **PLE**, protein-losing enteropathy, er en samlebetegnelse for proteintab gennem tarmen. Tilstandene kan være alvorlige og udvikler sig i nogle tilfælde først i voksenalderen. Der findes en DNA-test for risikovarianter forbundet med PLN, men resultatet er ikke en enkel diagnose: hunde med risikovarianter bliver ikke nødvendigvis syge, og andre faktorer spiller også ind. Der findes ikke en tilsvarende genetisk test for PLE.

Tilbagevendende diarré eller opkast, uforklarligt vægttab, hævelser, øget tørst eller øget vandladning bør vurderes af en dyrlæge. Sådanne symptomer kan have mange årsager og beviser ikke, at hunden har PLE eller PLN, men de bør ikke affejes hos en hund fra en race med kendt risiko.

Den svenske raceklubs avlsanbefalinger omfatter blandt andet kendt hoftestatus og kendt DNA-status for mikroftalmi. Mikroftalmi er en tilstand, hvor øjet ikke er udviklet normalt. Klubben har også særlige anbefalinger om nære slægtninge til hunde, der er ramt af nyredysplasi, PLE eller PLN. I Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 er der derimod ikke noget racespecifikt krav om officiel hoftestatus for at registrere hvalpe af racen. At en hvalp er registreret i Svenska Kennelklubben, betyder derfor ikke automatisk, at alle de undersøgelser, raceklubben anbefaler, er gennemført.

Bed opdrætteren om at vise:

- forældrenes officielle hofteresultater
- DNA-resultater for mikroftalmi
- PLN-resultater, hvis testen er udført, sammen med en nuanceret forklaring af, hvad resultatet betyder
- kendt forekomst af PLE, PLN eller nyredysplasi blandt nære slægtninge
- hvordan forældrene og ældre slægtninge har haft det helbredsmæssigt over tid

## Historie og oprindelse

Irsk softcoated wheaten terrier kommer fra Irland og er en af landets fire terrierracer. Den præcise tidlige historie er ikke fuldt dokumenteret. Der findes skriftlige henvisninger til hunde med blød pels fra omkring 200 år tilbage, men udsagn om en mere præcis eller ældre afstamning bør betragtes som usikre.

Småbønder brugte disse terriere til flere opgaver på gården, blandt andet til at holde skadedyr nede og hjælpe med gårdsarbejdet. Hundene blev også brugt til jagt på grævling og odder. Den irske kennelklub anerkendte racen i 1937, og FCI gav den endelig anerkendelse i 1957.

Racen kom til Sverige i 1965, og det første svenske kuld blev født i 1967. Her er den først og fremmest blevet en selskabs- og aktivitetshund, selv om arbejdslysten stadig kommer til udtryk i blandt andet spor, nosework, lydighed og agility.

## At leve med racen

At leve med en irsk softcoated wheaten terrier betyder en aktiv og social hverdag. Den kan bo i lejlighed eller hus, så længe den får motion, mental aktivering, regelmæssige lufteture og tilstrækkelig hvile. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hundens dage faktisk ser ud.

Afsæt tid til pelspleje hver uge, og regn med mere arbejde i de perioder, hvor unghundepelsen ændrer sig. Bed opdrætteren om at vise i praksis, hvordan pelsen skal redes, bades og klippes. Vær især opmærksom på skæg, ben, armhuler, lysken og området bag ørerne, hvor fugt og friktion let kan give filtringer.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden føler sig tryg i hjemmet. En voksen hund, der er godt trænet i at være alene, kan som regel være for sig selv i nogle timer, men individer varierer meget, og en lille hvalp skal ikke efterlades alene. Planlæg derfor meget samvær i hvalpetiden og en hverdag, hvor hunden får lov til at være en del af familielivet.

Racen passer til dig, der ønsker en glad, initiativrig terrier og ser træning og pelspleje som en del af hundeholdet. Den passer dårligere, hvis minimalt plejebehov, lange perioder alene eller en hund, der altid prioriterer samarbejde frem for sin egen nysgerrighed, er afgørende krav. Vælg opdrætter ud fra dokumenteret sundhed, stabilt temperament og åben information om slægten – ikke kun ud fra hvalpens farve eller et løfte om, at racen er let at passe eller allergivenlig.

Irsk softcoated wheaten terrier

Irish Soft Coated Wheaten Terrier Club of Great Britain

Svenska Terrierklubben (Sweden)

Norsk Terrier Klub (Norway)

Irsk softcoated wheaten terrier er en middelstor, atletisk irsk gårdsterrier, som er blevet en familiehund, kendt for sin silkebløde, let fældende hvedefarvede pels, sit glade og menneskekære væsen, sit store behov for pelspleje, sit livlige men trænbare temperament og sit generelt gode helbred med visse racespecifikke risici.

Hopla

Vorstehhund

German Shorthaired Pointer Club of Germany (Deutsch-Kurzhaar-Verband)

Norwegian German Shorthaired Pointer Club (Norsk Vorstehhundklubb)

Svenska Vorstehklubben (Swedish Pointing Dog Club)

Vorstehhund er en middelstor til stor, atletisk stående jagthund med kort, fældende pels og iøjnefaldende lever-hvide aftegninger. Den er energisk, menneskeorienteret og intelligent og har brug for meget daglig motion, positiv træning og tæt kontakt med familien for at forblive rolig og tilfreds.

Kravnsø's

## Kort fortalt

Gordon setter er en britisk stående fuglehund, der er udviklet til at afsøge store områder for fuglevildt og samarbejde med jægeren på afstand. Den er ikke blot en aktiv familiehund med en jagtlig fortid: jagtlyst, et vidt søg og selvstændigt arbejde er centrale dele af racens funktion.

- Racestandarden angiver 66 cm og 29,5 kg for hanner samt 62 cm og 25,5 kg for tæver.
- Pelsen skal være moderat lang og så glat som muligt. Farven er blankt kulsort med kastanjerøde aftegninger.
- En gordon setter skal være intelligent, værdig, modig, udadvendt og venlig med et stabilt temperament.
- Racen har brug for megen daglig bevægelse, næsearbejde, træning og mulighed for at bruge sit søg. Et fast antal timer passer ikke til alle individer.
- Man skal forvente jagtlyst. Opdrætterens avlsmål og de voksne slægtninges måde at arbejde på er vigtige, når man vælger hvalp.
- I svensk avl skal begge forældre have officiel HD-status. Resultater for rcd4-PRA, CCA og CL kan også registreres centralt.

Racen passer bedst til en ejer, der vil bruge en stor del af sin fritid i skov, på mark eller fjeld og ser træning som en fast del af hverdagen. Den passer dårligere, hvis man ønsker en hund, der nøjes med korte ture i kvarteret, eller som forventes at lade være med at søge efter og følge duften af vildt.

## Udseende og pels

Gordon setter skal være elegant, symmetrisk og bygget til galop. Kroppen er stærk uden at være tung, med dyb brystkasse, kraftige ben og frie, flydende bevægelser. Standarden bruger faste idealmål: 66 cm og 29,5 kg for hanner samt 62 cm og 25,5 kg for tæver. De er ikke en garanti for, at alle voksne hunde får præcis de mål. Vurder også huld, proportioner og bevægelse frem for kun at fokusere på et tal.

Pelsen er kort og fin på hovedet, forsiden af benene og ørespidserne. På kroppen skal den være moderat lang, glat og så fri for krøller og bølger som muligt. Der er lange, silkebløde faner på ører, ben, bug og hale. Den funktionelle pels skal beskytte i terrænet uden at blive overdrevent tung eller vanskelig at holde.

Grundfarven er dybt blank kulsort uden rustfarvet skær og med tydeligt afgrænsede kastanjerøde aftegninger. Aftegningerne findes blandt andet over øjnene, på næsepartiet, struben, brystet, benene og under halen. En meget lille hvid plet på brystet er tilladt; andre farver indgår ikke i standarden.

Pelsplejen bør tilpasses hundens hverdag. Børst fanerne og områderne bag ørerne, i armhulerne og ved lårene, før små filtre bliver større. Efter arbejde i skov eller højt græs bør du lede efter frø, burrer, flåter, små sår og revner i trædepuderne. Bad hunden, når den er snavset, og kontrollér hængeørerne efter svømning eller vådt vejr. En pæn kontur kan kræve let trimning, men pelsen skal ikke formes på en måde, der skjuler dens naturlige funktion.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver gordon setter som intelligent, arbejdsdygtig og værdig samt modig, imødekommende og venlig med et stabilt temperament. Det er racens ideal, ikke et løfte om, at alle individer er ens. Avlsmål, slægt, tidlige erfaringer og hverdagsmiljø påvirker selvtillid, intensitet, social adfærd og evnen til at falde til ro.

Arbejdet kræver, at hunden både tager egne initiativer og samarbejder på lang afstand. I hjemmet kan de samme egenskaber vise sig som hurtig problemløsning, stor udholdenhed og lyst til at undersøge noget, før den spørger sin ejer. Selvstændighed er derfor ikke det samme som manglende intelligens eller trods. Træningen skal give hunden en tydelig opgave og gøre samarbejdet værdifuldt.

Gordon setter modnes ofte senere, end nye ejere forventer. Den svenske kennelklub, SKK, angiver, at en han ofte først er fuldt udvokset i tre- til fireårsalderen. Det er en vejledning om fysisk modenhed, ikke en undskyldning for flere år uden hverdagsregler. En stor unghund skal tidligt lære rolige hilsner, at slappe af, at gå i snor og at blive håndteret.

Før du køber hvalp, bør du møde moderen og gerne andre voksne slægtninge. Spørg, hvor hurtigt de falder til ro efter overraskelser, hvordan de omgås fremmede, håndterer ventetid og arbejder på jagt eller prøve. Bed også opdrætteren forklare sit avlsmål konkret. Betegnelser som “jagtlinje” eller “udstillingslinje” siger mindre end forældrenes faktiske resultater, arbejdsmåde, sundhed og adfærd i hverdagen.

## Træning og motion

En gordon setter har brug for meget fysisk og mental aktivitet, men ét fast dagligt tidsmål er for unuanceret. En god dag rummer bevægelse i varieret terræn, mulighed for at søge og bruge næsen, samarbejdsøvelser, træning af praktiske færdigheder og restitution. Behovet afhænger af alder, kondition, jagtsæson, sundhed og aktivitetens intensitet.

Som stående fuglehund skal den afsøge terrænet, tage stand, når den får fært, vente på føreren, rejse fuglen på signal, forholde sig roligt ved skud og apportere på kommando. Også ejere, der ikke går på jagt, bør forstå denne arbejdskæde. Almindelige gåture giver ikke automatisk samme udbytte som kontrolleret søg, spor, apportering eller anden træning, hvor hunden arbejder selvstændigt inden for tydelige rammer.

Indkald skal bygges gradvist op og trænes med virkelige forstyrrelser. Begynd på kort afstand, beløn frivillig kontakt, og brug en lang line eller et sikkert indhegnet område, når jagtlysten kan tage over. Undgå at kalde igen og igen, når hunden allerede er helt optaget af vildtfært. Gør i stedet øvelsen lettere, øg afstanden til forstyrrelsen og skab mange vellykkede gentagelser. Ingen racebeskrivelse eller træningsmetode kan love, at den enkelte gordon setter kan gå løs overalt.

Belønningsbaseret træning passer godt til en hund, der både reagerer på førerens handlinger og er vant til at træffe egne beslutninger. Prioritér indkald, stop- eller rosignal, pæn lineføring, evnen til at vente, rolige hilsner og sikker apportering. Jagttræning med en erfaren instruktør er værdifuld, også hvis du endnu ikke har besluttet, om hunden skal deltage i jagtprøver.

Hvalpe skal have lov til at lege, udforske og bevæge sig frit uden lange, påtvungne løbeture eller mange gentagne spring. Øg distance, tempo og sværhedsgrad i takt med hundens styrke og restitution. Motion er ikke vellykket, blot fordi hunden bliver træt; den skal også kunne spise, bevæge sig ubesværet og falde til ro bagefter.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedsoplysninger før et køb er officiel HD-status, korrekt tolkede DNA-resultater, kendt sygdomshistorik hos nære slægtninge og kendskab til akutte tegn på mavedrejning. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre, hvis det ikke fremgår, hvilket resultat der tilhører hvilken hund.

Gordon setter er omfattet af et svensk sundhedsprogram for hofteledsdysplasi. Ifølge registreringsreglerne for 2026 skal begge forældre have officiel HD-status før parringen, hvis hvalpene skal kunne registreres. Reglerne forbyder avl med hunde, der har HD E. En hund med HD D må kun parres med en HD-fri hund, A eller B, og en hund med kliniske HD-symptomer bør ikke bruges i avl. HD påvirkes af flere gener, så forældrenes bogstav er ikke hele risikobilledet. Resultater fra søskende og andre nære slægtninge giver også vigtig information.

SKK registrerer DNA-resultater for rcd4-PRA, cerebellar kortikal abiotrofi (CCA) og ceroid lipofuscinose (CL) hos gordon setter. Alle tre nedarves recessivt. En bærer har én kopi af sygdomsvarianten og bliver ikke selv syg af netop den testede variant, men kan give den videre. En bærer skal derfor parres med en hund, der er genetisk eller arveligt fri, aldrig med en anden bærer. Kontrollér hundens identitet, testens præcise navn, og om resultatet stammer fra hundens egen DNA-test eller bygger på afstamning.

Rcd4-PRA-testen viser risikoen for netop denne genetiske variant. Den erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse og udelukker ikke andre former for PRA. CCA påvirker lillehjernen og kan give tiltagende usikker gang hos unge hunde. CL er en anden neurologisk sygdom, der blandt andet kan give adfærdsændringer, usikker gang, påvirket syn eller kramper. Et frit resultat for én sygdom siger intet om de andre. Svenska Gordonsetterklubbens aktuelle hvalpeannoncer kræver, at mindst én forælder er DNA-testet eller arveligt fri for rcd4-PRA og CCA. Det er et klubkrav for annoncerne, ikke det samme som det bindende HD-krav i registreringsreglerne.

Racen er også dokumenteret overrepræsenteret ved symmetrisk kloløsning, ofte kaldet SLO. Hvis flere kløer løsner sig, sprækker eller vokser misdannede ud igen, skal hunden vurderes af en dyrlæge. Spørg til tilbagevendende problemer med kloskeder hos forældre og nære slægtninge uden at opfatte fraværet af en DNA-test som en sundhedsgaranti.

Gordon setter regnes blandt racer med forhøjet risiko for mavedrejning, GDV. Tilstanden kan udvikle sig hurtigt og kræver akut behandling. Forsøg på at kaste op, uden at der kommer noget, voldsom uro, udspilet eller smertefuld bug, meget savl, blege slimhinder, svaghed eller kollaps er grunde til straks at kontakte en dyrlæge. Spørg til GDV hos forældre og søskende. Måltids- og motionsrutiner kan mindske nogle risikofaktorer, men kan ikke garantere, at tilstanden aldrig opstår.

En britisk undersøgelse fra 2024 anslog medianlevetiden til 12,4 år i en gruppe på 393 gordon settere. Det er et mål for en population, ikke en prognose for den enkelte hund.

## Historie og oprindelse

Gordon setter har navn efter Gordon Castle i Skotland. Sorte settere med kastanjerøde aftegninger er dokumenteret på slottet allerede i begyndelsen af 1800-tallet, og hundene blev værdsat for deres jagtlyst, træningsvillighed og venlige temperament. Målet var en effektiv fuglehund med en stærk bygning, der kunne arbejde længe i krævende terræn.

Settere fandtes tidligere i flere farver og typer. Da de blev opdelt i særskilte racer i 1800-tallet, blev den sorte variant med rødbrune aftegninger kaldt Black and Tan Setter. Den britiske kennelklub anerkendte den under dette navn i 1873. I 1924 blev racens navn ændret til Gordon Setter på grund af forbindelsen til den fjerde hertug af Gordon og slottets kendte hunde.

Racens kerne er stadig den stående fuglehunds arbejde. Hunden afsøger terrænet, markerer fuglen ved at stå stille og samarbejder derefter med jægeren om rejsning og apportering. FCI placerer racen i gruppe 7 og kræver brugsprøve i den internationale klassifikation.

Ældre racetekster nævner mulige indkrydsninger af collie, blodhund og andre hundetyper. Oplysningerne er usikre og er ikke nødvendige for at forklare racens dokumenterede udvikling. Det sikre er forbindelsen til de britiske settere, Gordon Castle, navnet Black and Tan Setter og navneskiftet i 1924.

Gordon setter kom tidligt til Norden og fik en svensk raceklub i 1907. Den moderne svenske population er i høj grad formet af jagtlig brug og nordisk samarbejde. Historien har praktisk betydning for en kommende ejer: racens udseende kan ikke skilles fra den funktion, den fortsat avles til.

## At leve med racen

At leve med en gordon setter kræver, at hverdagen planlægges omkring en stor og udholdende jagthund. Et hus med have erstatter ikke aktivitet, og en lejlighed udelukker ikke racen, hvis hunden får det rette arbejde, udeliv og hvile. Det afgørende er, om ejeren kan skabe sikre muligheder for søg, varieret træning og en holdbar hverdag, også på mørke og våde dage.

Små børn og hunde skal altid være sammen under opsyn af en voksen. Gordon setterens størrelse, hale og begejstring kan vælte et barn uden aggressiv hensigt. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, og hunden skal have et sted, hvor den kan være i fred. Vurder den enkelte hunds adfærd frem for at stole på en generel påstand om, at racen er børnevenlig.

Samliv med andre hunde kan fungere godt, men introduktionen og de enkelte dyr betyder mere end racenavnet. Katte og smådyr kræver ekstra planlægning, fordi hurtige bevægelser kan udløse jagtinteresse. Begynd med afstand, line og korte, kontrollerede møder. Katten skal have højt placerede, hundefri områder og egne ressourcer. En hund, der lever fredeligt med hjemmets kat, kan stadig ønske at jage en ukendt kat udendørs.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden føler sig tryg. Begynd med meget korte stunder bag en dør eller uden for hjemmet, og øg først tiden, når hunden kan hvile. Et kamera kan afsløre vandren, lyde eller ødelæggende adfærd, som ikke er tydelig, når du kommer hjem. Det svenske Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time i dagtimerne angiver ikke, hvor længe netop din hund trives alene.

Før du køber, bør du kontrollere:

- opdrætterens mål for jagtegenskaber og eksteriør, og hvad de betyder i praksis,
- forældrenes jagtprøver, arbejdsmåde, temperament og evne til at falde til ro,
- officiel HD-status og resultater hos nære slægtninge,
- de præcise resultater for rcd4-PRA, CCA og CL samt hvilken hund en eventuel bærer er parret med,
- forekomst af kloløsning og GDV i familien,
- hvordan hvalpene forberedes på indkald, ro, håndtering, skud og forskellige miljøer.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om en gordon setter kan være familiehund, men om familien ønsker at leve med og udvikle en stående fuglehund i mange år.

Gordon setter

Gordon Setter Club of the United Kingdom

Deutscher Setter Club e.V. (Germany)

Svenska Gordonsetterklubben (Sweden)

Norsk Gordonsetter Klub (Norway)

Gordon setter er en kraftig skotsk stående jagthund med sort og tan, silkeblød pels, avlet til udholdenhed i barskt terræn. Den er intelligent, følsom og loyal, knytter tætte bånd til familien og har brug for rigelig daglig motion, venlig men konsekvent træning, regelmæssig pelspleje og grundige sundhedstjek.

Kim Schmidt, Kersti Jannsen Schmidt

Mette Jørgensen

Tanja Raabo

## Kort fortalt

Border collie er en britisk hyrdehund til den, der ønsker at samarbejde, træne og give hunden meningsfulde opgaver gennem hele livet. Racen er meget lærenem og udholdende, men netop derfor ofte mere krævende end en hund, der primært er avlet til selskab.

- **Hundetype:** renracet hyrdehund, anerkendt af FCI i gruppe 1
- **Størrelse:** mellemstor; idealhøjden for hanner er cirka 53 cm, og tæver er normalt lidt lavere
- **Vægt:** cirka 12–20 kg, med variation efter køn og kropsbygning
- **Forventet levetid:** cirka 10–15 år
- **Pels:** glat eller middellang dobbeltpels i mange farver
- **Typiske egenskaber:** opmærksom, lydhør, reaktionshurtig, intelligent og stærkt motiveret for at arbejde
- **Passer bedst til:** en engageret ejer, der holder af regelmæssig træning og kan lære hunden både aktivitet og hvile

Det vigtigste før et køb er ikke, om familien går tur et bestemt antal timer, men om hverdagen giver tid til regelmæssig træning og samarbejde. En border collie skal bruge hovedet, have afløb for sine hyrdeinstinkter under kontrollerede forhold og samtidig lære at falde til ro derhjemme.

## Udseende og pels

Border collie er en atletisk og velafbalanceret hund, bygget til smidighed og udholdende arbejde snarere end til et ensartet udseende. Kroppen er en smule længere end mankehøjden, og bevægelserne skal være frie, bløde og effektive. Racestandarden angiver en idealhøjde på 53 cm for hanner og lidt mindre for tæver, men racen varierer tydeligt i både størrelse og kropsbygning.

Standarden beskriver to pelsvarianter: glat og middellang. Begge har en tæt dækpels og en blød, tæt underuld, som beskytter mod vejret. Den middellange pels danner mere krave, bukser og fane på halen, mens den glatte ligger tættere på kroppen. Mange farver og aftegninger forekommer; sort og hvid samt trefarvet er almindeligt, men racestandarden tillader stor variation, så længe hvidt ikke dominerer.

Pelsen er grundlæggende nem at passe. Børst så ofte som nødvendigt for at fjerne løs underuld og forebygge filtre, især bag ørerne og dér, hvor den længere pels danner faner. I fældeperioder skal der børstes oftere. Bad gives efter behov. En hund, der arbejder eller træner ude, bør også kontrolleres bagefter: Se poter, kløer, hud og pels efter for sår, græsaks, flåter og snavs.

## Temperament og personlighed

Border collie er opmærksom, samarbejdsvillig og meget hurtig til at opdage mønstre. Den lærer derfor ikke kun det, ejeren har til hensigt at træne, men også hvilke lyde der varsler en tur, hvordan mennesker plejer at bevæge sig, og hvilken adfærd der udløser en reaktion. Lærenem betyder altså ikke automatisk nem at leve med; uklare rutiner og utilsigtede belønninger kan fastholde adfærd lige så hurtigt som gennemtænkt træning.

Hyrdearbejde bygger på, at hunden registrerer og påvirker bevægelse. I en hverdag uden får kan den samme følsomhed blive rettet mod biler, cykler, løbere, børn eller andre dyr. Stirren, snigen, afskæring og jagt er signaler, som skal tages alvorligt tidligt. Adfærden skal afbrydes roligt og erstattes med et indlært alternativ, ikke opmuntres som en sjov særhed.

En border collie kan fungere godt i en familie, men racen er ikke generelt ”børnevenlig” uanset individ og miljø. Løb, råb og hurtig leg kan udløse hyrdeadfærd eller stress. Børn og hund skal derfor være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Samliv med kat eller andre hunde kan også fungere, især med gennemtænkte introduktioner, men kan ikke garanteres ud fra racen alene. Katten skal kunne trække sig væk, og hunden skal trænes til at lade den være i fred.

## Træning og motion

Border collie har hver dag brug for både fysisk aktivitet og opgaver, der kræver koncentration, men man kan ikke angive et bestemt antal timer, som passer til alle individer. Alder, helbred, temperament, tidligere træning og arbejdsopgaver afgør belastningen. En god hverdag veksler mellem bevægelse, problemløsning, samarbejde og restitution.

Ture i varierede omgivelser, fri bevægelse hvor det er sikkert, næsearbejde, lydighed, spor, hyrdearbejde og andre hundesportsgrene aktiverer hunden på forskellige måder. Vælg aktiviteter, hvor hunden skal lytte og træffe beslutninger, ikke kun løbe stærkt. Endeløs boldkastning eller anden ophidset gentagelse er et dårligt mål for, om hundens behov er opfyldt; det kan øge forventningen uden at lære hunden at falde til ro.

Træn kort, tydeligt og belønningsbaseret. Læg lige så stor vægt på hverdagsfærdigheder som indkald, at gå i snor, stop på afstand og at kunne se bevægelse uden at følge efter som på tricks eller konkurrenceøvelser. Beløn også rolig adfærd: at ligge på en fast plads, vente mens noget sker og falde i søvn efter aktivitet. En border collie, der altid tilbydes mere fart, kan komme i meget god form uden at lære at hvile.

Hvalpe og unghunde har brug for kontrollerede erfaringer, ikke en voksen træningsplan i miniature. Opbyg tryghed i forskellige miljøer, lad kroppen modnes og øg fysisk belastning og sværhedsgrad gradvist. Hvis hunden bliver mere ukoncentreret, lydfølsom eller fikseret trods mere aktivitet, kan løsningen være bedre balance og professionel hjælp, ikke endnu hårdere motion.

## Sundhed

Border collie betragtes som forholdsvis sund, men racen har dokumenterede problemer, som en hvalpekøber bør kende. Hofteledsdysplasi (HD), øjensygdommen CEA, andre forandringer i nethinden, epilepsi og osteochondrose især i skulderleddet er blandt de områder, som fremhæves af Svenska Kennelklubben og Svenska Vallhundsklubben.

Når du vurderer et svenskregistreret kuld, bør du begynde med at kontrollere forældrenes officielle hoftestatus og øjenundersøgelse. Ifølge Svenska Kennelklubbens regler skal øjenresultatet foreligge før parring og normalt være højst et år gammelt. Kontrollér de registrerede resultater, og spørg også til epilepsi, tilbagevendende kramper, skulderproblemer og tidlige dødsfald hos søskende, forældre og andre nære slægtninge. Normale resultater hos to forældredyr beskriver ikke hele slægtens sundhed.

Der findes DNA-test for flere arvelige tilstande i racen, blandt andet CEA, IGS, TNS og sensorisk neuropati. Hvilke test der er relevante, afhænger af afstamning og aktuelle anbefalinger. Bed derfor opdrætteren forklare, hvad der er testet og hvorfor. Ved recessive sygdomme er en rask bærer ikke det samme som en syg hund; det afgørende er, at parringen planlægges, så hvalpene ikke kan arve sygdomsvarianten fra begge forældre. En DNA-test erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse, ledresultater eller viden om slægten.

En hund med border collie collapse (BCC) kan være helt symptomfri i hvile, men blive desorienteret, ustabil eller falde under eller kort efter intens aktivitet. Hunden kan virke restitueret efter 5–30 minutter, men kollaps skal altid tages alvorligt og vurderes af en dyrlæge. BCC er ikke det samme som almindelig træthed, hedeslag eller den dynamin-1-relaterede EIC-variant, der er mere almindelig hos labrador retriever. Afbryd aktiviteten med det samme, hvis hundens fokus eller bevægelser ændrer sig unormalt.

## Historie og oprindelse

Border collie blev udviklet i grænseområderne mellem England og Skotland som arbejdshund i fåreholdet. Udvælgelsen byggede længe på praktiske hyrdeegenskaber: Hunden skulle kunne aflæse dyrene, arbejde på afstand og reagere på førerens signaler under krævende forhold. Den funktionelle baggrund forklarer racens blik, snigende bevægelser, udholdenhed og stærke trang til at kontrollere bevægelse.

FCI anerkender border collie som britisk fårehund med arbejdsprøve. I Sverige har funktionen en usædvanligt tydelig plads også i registreringen. Racen føres i Svenska Kennelklubbens særlige hyrdehunderegister, REG V, og en svenskfødt border collie kan først registreres, når begge forældredyr har bestået en hyrdehundeprøve gennem Svenska Vallhundsklubben eller har en godkendt tilsvarende prøve fra udlandet. Udseendet kan derfor variere mere end hos mange andre racer, mens arbejdsevnen fortsat står centralt i den svenske avlsmodel.

## At leve med racen

At leve godt med en border collie kræver planlægning, men ikke konstant underholdning. Målet er en hund, der kan arbejde koncentreret, når der er behov for det, og hvile, når der ikke sker noget. Den balance passer bedst i et hjem, hvor nogen oprigtigt holder af hundetræning, og hvor ansvaret ikke afhænger af, at børnene skal aktivere hunden.

En lejlighed er ikke automatisk udelukket, og en stor have er ingen garanti for et godt liv. Adgang til egnede træningsmiljøer, sikker motion og en hverdagsrutine, der faktisk kan følges, er vigtigere. I et tæt miljø skal ejeren kunne håndtere trafik, cykler, løbere, lyde og møder, uden at hunden låser sig fast i hyrdeadfærd eller konstant overvågning.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte perioder og tilpasses hundens alder og reaktioner. Det svenske Jordbruksverkets råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke et løfte om, at en hund trives alene så længe. Film gerne de første træningspas, og gå et skridt tilbage, hvis hunden går hvileløst omkring, puster, gør, ødelægger ting eller ikke kan falde til ro. En hverdag med gentagne lange arbejdsdage uden hjælp er et dårligt udgangspunkt for racen.

Før køb af en svensk hvalp bør du som minimum kontrollere tre forhold hos begge forældre: registreret hoftestatus, gyldigt øjenresultat og bestået hyrdehundeprøve. Spørg derefter til epilepsi og ledsundhed hos nære slægtninge, relevante DNA-test, hvordan forældrene fungerer i hvile og arbejde, og hvilken støtte opdrætteren giver efter købet. Det bedste match handler ikke om at finde den ”klogeste” hvalp, men om at vælge en hvalp med et temperament og arbejdsniveau, der passer til det, du kan tilbyde gennem hele hundens liv.

Border collie

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Border collie er en middelstor, atletisk hyrdehund, kendt for sit intense fokus, sin høje intelligens og meget høje energi. Den er udviklet til at drive får hele dagen og udmærker sig inden for hyrdearbejde, hundesport og træning. Den har brug for masser af motion, mental stimulering og tydelig vejledning i et aktivt hjem.

Simon Landfald

## Kort fortalt

Italiensk mynde er den mindste race i myndegruppen, men den er bygget som en mynde i lille format. Racestandarden angiver en skulderhøjde på 32–38 centimeter for begge køn og siger, at hunden højst må veje 5 kilo. Der findes ingen officiel minimumsvægt eller snæver “idealvægt”; vurder i stedet kropskondition, muskulatur og helhedsindtryk.

- Oprindelseslandet er Italien. Racen har FCI-nummer 200 og hører til gruppe 10, sektion 3.
- Racestandarden beskriver temperamentet som livligt, hengivent og føjeligt. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan den enkelte hund reagerer på fremmede, det at være alene eller nye omgivelser.
- Den korte, fine pels beskytter kun i begrænset omfang mod vejret. Tøj kan være nødvendigt i kulde, regn eller blæst, men behovet afhænger af hunden, vejret og dens aktivitetsniveau.
- Bevægelser i synsfeltet kan hurtigt udløse en jagtreaktion. Indkald er vigtig træning, men snor eller et sikkert indhegnet område er stadig det trygge valg nær trafik, vildt og smådyr.
- En ung hund har brug for både beskyttelse mod dårlige landinger og fri, varieret bevægelse, der opbygger muskler, balance og knogler.

Racen passer til den, der gerne vil leve tæt sammen med en lille, hurtig og opmærksom hund og kan forene daglig motion med gennemtænkt sikkerhed. Den lille størrelse betyder ikke, at hunden ikke har brug for motion.

## Udseende og pels

Italiensk mynde skal være kvadratisk eller næsten kvadratisk: Kroppen er lige så lang som eller lidt kortere end skulderhøjden. Fin knoglebygning, dyb brystkasse, optrukken buglinje og lange ben skaber myndesilhuetten. “Finlemmet” betyder ikke svag, umuskuløs eller undervægtig.

Standarden kræver et fjedrende, harmonisk trav, der vinder terræn. Et overdrevet højt og kort skridt, der minder om hackneytrav, er en fejl, selv om det kan se elegant ud. I galop skal racen vise myndens hurtighed og spændstighed.

Pelsen skal være kort, silkeblød og fin over hele kroppen uden faner. Ifølge FCI-standarden er kun ensfarvet sort, grå eller isabellafarvet i forskellige nuancer godkendt. Hvidt tolereres kun på bryst og poter. Rødt, tigret og andre aftegninger er derfor ikke standardfarver i Sverige, selv om andre registre eller dagligdags farvenavne kan skabe forvirring.

Pelsplejen er enkel og udføres efter behov. Tør snavs af, fjern løse hår med en blød børste eller plejehandske, og bad hunden, når den er beskidt. Kontrollér samtidig hud, kløer, trædepuder, ører og mund.

Den fine pels isolerer dårligt mod vind og regn. Et velsiddende dækken kan gøre gåturen mere behagelig i dårligt vejr, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som passer til alle hunde. Hold øje med rysten, en anspændt krop, modvilje mod at bevæge sig eller forsøg på at søge læ. Tag tøjet af eller tilpas det, hvis hunden får det varmt, når tempoet stiger.

## Temperament og personlighed

Italiensk mynde skal være livlig, hengiven og føjelig, og mange søger tæt kontakt. Det betyder ikke, at alle er stille, vil sidde på skødet eller kan være alene uden træning. Arv, erfaring og hverdagsmiljø påvirker den enkelte hund.

Racen kan hurtigt skifte mellem hvile og intens leg. En hund, der får lov til at bevæge sig, snuse, lære og hvile uforstyrret, har lettere ved at falde til ro indendørs.

Det svenske BPH- og MH-grundlag er for lille til sikre konklusioner om hele racens mentalitet. Mød derfor forældredyrene og voksne slægtninge. Se, hvordan de kommer sig efter overraskelser, møder ukendte mennesker og kan slappe af.

Med børn betyder samspillet mere end alderen alene. En voksen skal holde opsyn med legen, hunden skal kunne trække sig, og børn må ikke bære den eller forstyrre den, når den sover eller spiser. Hunden kan komme til skade, hvis den tabes, bliver løbet ned eller leger voldsomt med en meget større hund. Tilpas legestilen, og stop, før tempoet bliver ukontrolleret.

Samvær med kat kan fungere efter en rolig, kontrolleret introduktion, men tidligere erfaring er ingen garanti udendørs. Bevægelse kan vække jagtlysten. Fugle, kaniner og små gnavere bør holdes fysisk adskilt. Tilpas låger, snor og separate rum efter hundens faktiske adfærd.

## Træning og motion

Italiensk mynde skal bevæge sig hver dag, have mulighed for at løbe sikkert og træne i korte, sjove pas. Ingen pålidelig minutregel passer alle. Alder, helbred, kondition, vejr, underlag og restitution afgør fordelingen mellem gåture, leg og fri bevægelse.

Raceklubbens avlsstrategi fremhæver lange gåture, varieret træning og sikkert friløb. I et indhegnet område kan hunden skifte tempo uden de risici fra trafik og vildt, som findes i åbent terræn. Kontrollér hegn, låger og underlag. Træn indkald og at hunden frivilligt søger kontakt, men forvent ikke, at det fjerner jagtreaktionen.

Hvalpen har brug for en balance mellem belastning og beskyttelse. Raceklubbens strategi anbefaler tidlig bevægelse på varierede underlag og sikker fri aktivitet for at opbygge muskler og knogler. Lad hvalpen bevæge sig i sit eget tempo på underlag med godt fodfæste. Forebyg fald fra høje møbler, dårlige landinger på glatte gulve og sammenstød med større hunde. Introducér trapper, spring og hundesport gradvist, efterhånden som kropskontrollen udvikles.

Træn belønningsbaseret i korte pas. At gå pænt i snor, rolig håndtering af poter og mund, at vente ved døre og at have et trygt hvilested er særlig værdifulde færdigheder i hverdagen.

I koldt eller vådt vejr kan dækken og flere kortere ture fungere bedre end en tur, hvor hunden bliver stiv af kulde. Vælg ruter med læ, og supplér med næsearbejde indendørs. Hvis hunden halter, aflaster et ben eller pludselig ikke vil bevæge sig, skal aktiviteten stoppes, og hunden vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Italiensk mynde er ikke omfattet af et særligt sundhedsprogram i Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026. Det betyder ikke, at sundhedsundersøgelser er uden værdi. Racens gældende svenske avlsstrategi anbefaler øjenundersøgelse af forældredyr før parring. Den opfordrer også til officiel patellaundersøgelse, og at en dyrlæge lytter på hjertet før avl. Regelmæssig tandpleje er et prioriteret område.

Ejerundersøgelser, forsikringsstatistik og veterinære data indsamler oplysninger på forskellige måder, og flere svenske datagrundlag er små. De giver ikke en sikker individuel risiko. Øjne, tænder, knæskaller og brud på spoleben og albueben er alligevel relevante spørgsmål, fordi de går igen i materialet.

Det er vigtigt at skelne mellem to typer tandproblemer. Regelmæssig mundpleje og kontrol hos dyrlægen hjælper med at forebygge almindelig paradentose. Familiær emaljehypoplasi, FEH, er derimod en recessivt arvelig emaljefejl knyttet til ENAM-genet. Den kan give fordybninger, misfarvning og unormal tandform. UC Davis understreger, at FEH-varianten ikke er forbundet med paradentose; et DNA-resultat erstatter derfor ikke tandpleje.

Internationalt findes genetiske risikovurderinger for primært snævervinkelglaukom, PCAG, og progressiv retinal atrofi, PRA. De giver ikke enkle svar på, om hunden er fri eller vil blive syg. PCAG-testen handler om to forbundne risikovarianter, som blev fundet hos mange, men ikke alle, syge hunde i undersøgelsen. PRA-resultatet sammenvejer fem risikoområder, og andre genetiske former kan findes. Testene er ikke svenske registreringskrav og erstatter ikke en øjenundersøgelse.

Små hvalpe kan springe ned fra højder, før de kan kontrollere landingen, og det svenske materiale nævner underarmsbrud. Brug skridsikre gulve, kontrolleret leg og beskyttelse mod høje fald. Hold ikke en sund hvalp i ro; varieret, sikker bevægelse opbygger kroppen.

Bed opdrætteren om at vise undersøgelses- og testresultaterne og forklare, hvordan de indgik i planlægningen af parringen. Spørg også til tand-, øjen-, knæ- og hjertesundhed og til brud hos nære slægtninge. “Sundhedstestet” er ikke nok; bed om testens navn, dato, resultat og begrænsninger.

## Historie og oprindelse

Racestandarden beskriver en vej fra små mynder ved faraoernes hof, via Grækenland, til Italien i begyndelsen af det femte århundrede før vores tidsregning. Den siger også, at racens vigtigste udvikling fandt sted ved renæssancens hoffer. Det er den officielle historieskrivning, ikke bevis for en ubrudt moderne stamtavle eller alle senere kongelige anekdoter.

Svenska Kennelklubben beskriver jagt på småvildt som en historisk opgave og videre udvikling i Italien, Tyskland og Østrig. Rollen som selskabshund og myndeegenskaberne hænger sammen: hurtig reaktion, jagt udløst af synsindtryk og evnen til at galopere er bevaret.

I FCI-standarden er Italien oprindelsesland, og racen hører til mynderne, ikke dværg- og selskabshundene. Vurdér derfor dens behov som en lille myndes behov, selv om den gerne hviler tæt på familien.

## At leve med racen

Italiensk mynde kan trives i en lejlighed, hvis den let kan luftes, bevæger sig hver dag, kan løbe sikkert og får lov til at hvile uforstyrret. Rutinerne er vigtigere end boligens størrelse. Glatte gulve, ukontrollerede spring og lange dage alene bliver ikke egnede, blot fordi hunden er lille.

Det at være alene skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er luftet og rolig, gå fra den i kort tid, og øg først, når den kan hvile. Et kamera kan vise adfærden, men en hund til er ingen sikker løsning. Hvis hunden gør, hyler, ødelægger ting eller ikke kan tage imod mad, skal træningen gå et skridt tilbage; søg professionel hjælp ved tydelige problemer.

Renlighed er et træningsspørgsmål, ikke en dokumenteret racefejl. Giv hyppige muligheder efter søvn, mad og leg, gå med ud, og beløn. Beskyttelse mod vejret kan hjælpe, men regelmæssige muligheder og opsyn er vigtigere end et særligt indendørs toilet.

Læg tæpper, hvor hunden glider, giv den et uforstyrret hvilested, og forebyg usikre høje spring. Lad den samtidig udforske underlag og bruge kroppen. Børn og større hunde kræver opsyn; katte kræver langsom introduktion og mulighed for adskillelse.

Inden du køber hvalp, bør opdrætteren kunne give klare svar på følgende:

- Hvornår blev forældrenes øjne undersøgt, og hvad var resultaterne?
- Findes der officielle resultater fra patellaundersøgelser, og har en dyrlæge lyttet på hjertet før avl?
- Er FEH-, PCAG- eller PRA-risikopaneler anvendt, og hvordan skal netop disse resultater fortolkes?
- Hvordan er tandsundheden, og hvad ved man om brud, øjenproblemer og knæproblemer hos nære og ældre slægtninge?
- Hvordan opfører forældredyrene sig med nye mennesker, underlag, håndtering, hvile og korte perioder alene?
- Hvordan har hvalpene fået mulighed for at udvikle balance, muskler, tryghed i forskellige miljøer og hverdagsrutiner?

Et godt match kræver, at du værdsætter myndens hurtighed og følsomhed, kan støtte en sikker fysisk udvikling og vil træne hverdagen trin for trin. Så kan italiensk mynde være både en nær ledsager og en aktiv, velfungerende lille hund.

Italiensk mynde

The Italian Greyhound Club (UK)

Italiensk mynde er en lille, spinkel mynde med kort, letplejet pels, der fælder minimalt, og en elegant bevægelse. Den er kærlig, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd, har brug for varme, blid og venlig træning, moderat motion med sikre spurter samt nænsom håndtering for at beskytte dens sarte ben.

Alchemista's

## Kort fortalt

Australian shepherd er en hyrde- og brugshund, der er udviklet i USA, til mennesker som ønsker at træne og arbejde med deres hund hver dag. Den er hurtig, lydhør og alsidig, men arbejdslysten og vogte- og hyrdeinstinkterne betyder, at den sjældent passer til den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund.

- Racen hører til FCI-gruppe 1 og blev udviklet til arbejde med får og kvæg på gårde og ranches.
- Den ønskede skulderhøjde er 51–58 cm for hanner og 46–53 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Pelsen er middellang, vejrbestandig og har underuld. Grundfarverne er blue merle, sort, red merle og rød, med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger.
- Halen kan være naturligt lang eller kort. Halekupering er forbudt i Sverige.
- En australian shepherd har brug for daglig fysisk aktivitet, problemløsning, samarbejde og mulighed for at falde til ro.
- For svenske avlshunde er officiel HD-status og kendt mental status gennem MH vigtige kontroller. MH beskriver reaktioner; det er ikke en prøve, man består eller dumper.

## Udseende og pels

Australian shepherd er en middelstor, velafbalanceret og bevægelig hund, som skal være lidt længere end høj. Den skal være muskuløs og solid uden at blive tung eller klodset, fordi bygningen skal give mulighed for hurtige retningsskift og langvarigt arbejde. Standarden angiver en ønsket skulderhøjde, men ingen idealvægt. Vurder derfor en voksen hund ud fra proportioner, huld, bevægelser og funktion i stedet for at stole på et vægtinterval, der påstås at komme fra standarden.

Pelsen er lige til bølget, middellang og vejrbestandig. Mængden af underuld varierer blandt andet med klima og årstid. En korrekt pels har brug for regelmæssig gennemredning og tættere kontrol i fældeperioder, men ikke den samme ugeplan for alle hunde. Mærk pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på områder, hvor friktion let giver filter, for eksempel bag ørerne og i fanerne. Kontrollér samtidig hud, poter og kløer efter arbejde i skov og ujævnt terræn.

De fire grundfarver er blue merle, sort, red merle og rød. Alle kan forekomme med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger. Øjnene kan være brune, blå eller ravfarvede, også i kombinationer eller med pletter og marmorering. Forskellig øjenfarve er altså tilladt og siger i sig selv intet om hundens temperament.

Halen kan være naturligt lang eller naturligt kort. Sidstnævnte kaldes ofte NBT, natural bobtail, og må ikke forveksles med en kuperet hale. Svenska Kennelklubben registrerer racen med en halebetegnelse, som viser, om hunden har fuld halelængde, stumphale, en hale der er kortere end normalt, ingen hale eller kuperet hale. For en hvalpekøber er registreringsoplysningen et bedre grundlag end at gætte ud fra et fotografi.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal australian shepherd være en intelligent arbejdshund med stærke hyrde- og vogteinstinkter, et stabilt temperament og et venligt væsen. Den kan være afventende ved det første møde med fremmede, men racetypisk neutralitet er ikke det samme som frygt eller aggression. Svenska Australian Shepherdklubben understreger derfor, at neutral er et tydeligere ord end reserveret.

Der er betydelig variation mellem individer og familier. Nogle hunde arbejder meget intenst i forhold til mennesker og omgivelser, mens andre er mere afbalancerede i hverdagen. Styrken i hyrdeadfærd, bevogtning, lydreaktioner og social interesse kan også variere. Betegnelser som arbejdslinje eller udstillingslinje er ikke nok til at forudsige en hvalps temperament. Se i stedet på forældrene, voksne nære slægtninge, opdrætterens avlsmål, arbejdsmeritter og dokumenterede mentalbeskrivelser.

Som hyrdehund bruger racen blandt andet sin krop og sine bevægelser til at styre dyr. Det kan give en stærk interesse for ting i bevægelse. I hverdagen kan hunden forsøge at følge, stoppe eller styre løbende børn, cykler, joggere eller andre dyr. Det er en mulig egenskab hos racen, ikke noget alle australian shepherd gør, og ikke en undskyldning for at lade adfærden fortsætte. Afstand, snor eller barriere, en indlært alternativ adfærd og belønning for kontakt gør situationen mere sikker, mens færdigheden trænes.

MH er særligt nyttigt, når man sammenligner avlshunde og slægtninge. Beskrivelsen viser, hvordan en hund reagerede på blandt andet kontakt, håndtering, leg, overraskelser, lyd og skud. Den kan ikke alene forudsige, hvordan en hvalp udvikler sig, og den måler ikke hele arbejdsevnen. Læs hele protokollen, og spørg hvordan hunden fungerer og falder til ro igen i almindelige miljøer.

## Træning og motion

Australian shepherd har hver dag brug for både bevægelse og opgaver, der kræver næsearbejde, problemløsning og samarbejde, men et fast antal timer beskriver ikke den enkelte hunds behov. En rolig skovtur, spor eller søg, hverdagslydighed, hyrdearbejde, brugsarbejde, agility og anden gennemtænkt træning belaster på forskellige måder. Tilpas mængde og intensitet efter alder, helbred, tidligere træning og restitution.

En velfungerende hverdag handler om mere end at gøre hunden fysisk træt. Prioritér tidligt:

- kontakt og lydhørhed, også når noget bevæger sig i omgivelserne,
- indkald, der først trænes i et let miljø og sikres med lang line efter behov,
- at gå pænt i snor, håndtering og evnen til at vente,
- et tydeligt skift mellem aktivitet og ro,
- at kunne vælge at lade være med at følge eller styre børn, køretøjer og dyr.

Træningen bør være belønningsbaseret, trinvis og tilpasset individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at vaner, der belønnes ved et uheld, hurtigt kan sætte sig fast. Gør den ønskede adfærd let at vælge, øg sværhedsgraden gradvist, og brug ikke frygt, trusler eller fysisk straf.

Hvalpe og unghunde har brug for bevægelse, miljøerfaring, hvile og korte indlæringspas, ikke en voksen hunds belastning eller en træningsplan baseret på et bestemt antal minutter. Målet er en hund, som kan arbejde engageret, bevare kontakten og derefter falde til ro. Hvis aktivitetsmængden øges, mens hunden får sværere ved at sove, slappe af eller håndtere hverdagens indtryk, skal planen vurderes på ny i stedet for blot at blive fyldt med mere fart.

## Sundhed

For en svensk hvalpekøber er det vigtigste at skelne bindende registreringsregler fra raceklubbens anbefalinger og frivillige DNA-tests. Efter de gældende regler fra Svenska Kennelklubben kræves officiel HD-status før parring og, for svenskboende avlshunde som er omfattet af reglerne, kendt mental status gennem en fuldstændig MH-beskrivelse. Kendt status betyder ikke automatisk et godt hofteresultat eller en ønskelig mental profil; kontrollér selve resultatet.

I sin racespecifikke avlsstrategi anbefaler SASK som hovedregel HD-grad A eller B og øjenundersøgelse af avlshunde. Klubben fremhæver også værdien af at kontrollere HD-status hos nære slægtninge, fordi racen ikke har et HD-indeks. ED-røntgen er frivillig og er ikke et særligt registreringskrav for racen. Bed derfor opdrætteren vise, hvad der faktisk er undersøgt, på hvilken hund, på hvilken dato og med hvilket resultat, i stedet for at nøjes med ordet sundhedstestet.

Der findes DNA-tests for blandt andet CEA, HSF4 og MDR1, men SASK angiver ikke én universel testpakke til alle kombinationer. Hver test gælder et bestemt gen eller en risikovariant. Et frit HSF4-resultat udelukker for eksempel ikke alle former for grå stær og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Relevante tests vælges ud fra dokumenterede risici i familien og den planlagte kombination.

MDR1, også kaldet ABCB1, kan påvirke, hvordan visse lægemidler fordeles i kroppen og når hjernen. Den enkelte hunds status kan ikke afgøres ud fra udseendet. Hvis hunden er testet, bør resultatet stå i dyrlægejournalen; valg af lægemiddel og dosering hører altid hjemme hos dyrlægen.

To merlefarvede hunde skal ikke parres. Kombinationen kan give hvalpe med to kopier af merlevarianten og øget risiko for døvhed samt syns- eller øjenforandringer. Den naturligt korte NBT-hale har en anden genetisk baggrund. SASK anbefaler også forsigtighed ved kombinationer, hvor begge forældre bærer NBT-varianten, men de to spørgsmål må ikke blandes sammen.

## Historie og oprindelse

Trods navnet blev australian shepherd, som racen kendes i dag, udviklet i USA. FCI-standarden knytter navnet til baskiske hyrder, der kom til USA fra Australien i 1800-tallet. Det præcise bidrag fra ældre hyrdehunde er mindre sikkert. Detaljerede påstande om en bestemt blanding af racer bør derfor behandles som teorier.

Amerikanske fåre- og kvægavlere fortsatte med at udvælge hunde for alsidighed, selvstændigt arbejde, intelligens og hyrdeevne. Efter Anden Verdenskrig voksede kendskabet til racen, da westernridning, rodeo, hesteshows, film og tv nåede et større publikum. Den moderne races amerikanske ranchbaggrund forklarer både paradokset i navnet og hvorfor funktion stadig står centralt i racebeskrivelsen.

## At leve med racen

Australian shepherd passer bedst, når hverdagen rummer planlagt aktivitet, læring og restitution, også i almindelige arbejdsuger. En stor have erstatter ikke fælles opgaver, og konkurrenceambitioner er ikke nødvendige, hvis hunden alligevel får et meningsfuldt og varieret liv. Den, der ønsker en hund, som hovedsageligt skal med på kortere ture, bør vælge en mindre krævende type.

Med børn skal en voksen altid være til stede, hunden skal have et uforstyrret hvilested, og familien skal have en plan for energisk leg. Afbryd og skab afstand, før hunden begynder at fiksere på eller styre bevægelsen. Børn bør ikke have ansvar i situationer, hvor en hurtig og stærk hund kan reagere på omgivelserne.

Samliv med hunde eller katte afgøres af individerne og introduktionen, ikke af racenavnet. Find ud af mere om forældrenes og den aktuelle hunds historik. Begynd roligt med separate trygge steder, barriere og snor, giv katten en fri flugtvej, og gå først videre, når begge dyr kan være afslappede. Smådyr kan kræve permanent fysisk adskillelse.

Racen kan bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig tid ude, meningsfulde opgaver og hvile, og ejeren kan håndtere reaktioner på lyde. I en ejendom med dårlig lydisolering skal man kunne forebygge, at lyde i opgangen får hunden til at vogte og gø. Alenetid skal trænes gradvist og vurderes ud fra den enkelte hunds adfærd. Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time i dagtimerne er et råd om luftning, ikke et mål for hvor længe en hund trives alene.

Før du køber en hvalp, bør du bede om forældrenes registreringsnumre, HD-resultater, fuldstændige MH-protokoller, datoer og resultater fra øjenundersøgelser samt relevante DNA-resultater. Kontrollér også halebetegnelse og arbejdsmeritter, og spørg hvordan voksne nære slægtninge fungerer med mennesker, lyd, bevægelse, hvile og restitution. De oplysninger siger mere om, hvordan hverdagen med hunden sandsynligvis bliver, end farve, øjne eller om opdrætteren kalder hundene arbejdslinje eller udstillingslinje.

Australian shepherd

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norwegian Kennel Club (NKK)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Australian shepherd er en middelstor, atletisk hyrdehund, som er meget intelligent og energisk. Den er loyal og menneskeorienteret, knytter stærke bånd og har brug for rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Den har en iøjnefaldende, vejrbestandig pels og varierende øjenfarver, som bidrager til dens særlige udstråling.

Frisendals

Tjekkoslovakisk ulvehund

Czechoslovakian Wolfdog Club of the United Kingdom

Förbundet Svenska Kennelklubben (SKK) - Swedish Kennel Club

Czechoslovakian Wolfdog Deutschland

Tjekkoslovakisk ulvehund er en sjælden, ulvelignende brugshunderace, fremavlet ved at krydse schæfer med karpatiske ulve. Den er mellemstor til stor, atletisk og meget energisk, knytter stærke bånd til sin familie, er reserveret over for fremmede, kræver intensiv træning og lange daglige gåture og egner sig bedst til erfarne, aktive ejere.

## Hurtige facts

- Hollandsk race fremavlet ved at krydse Schæfer med europæisk ulv, hvilket har givet en meget naturlig, ulvelignende familiehund.
- Ekstremt følsom og reserveret over for fremmede, men dybt loyal og knyttet til “sine” mennesker.
- Ikke en hund for nybegyndere og som regel uegnet til hektisk byliv eller små lejligheder.
- Kræver meget sikkert udeareal, mental stimulering og tålmodig, positiv træning for at trives.
- Passer bedst hos erfarne ejere, der sætter pris på selvstændige, urhunde‑agtige racer og er villige til at investere i grundig socialisering.

## Udseende & Pels

Saarloos Wolfhond er en slank, atletisk hund, der straks tiltrækker opmærksomhed med sit tydeligt ulvelignende udtryk og sin naturlige elegance. Ved første øjekast ser man en velafbalanceret, letbygget hund, aldrig tung eller overdreven. Kroppen er en anelse længere end høj, med lige, stærk ryg og et dybt, men ikke alt for bredt bryst. Alt ved Saarloos Wolfhond signalerer udholdenhed, smidighed og evnen til at bevæge sig over lange afstande uden at blive træt.

Hanner er som regel tydeligt større og kraftigere end tæver. Præcis højde og vægt kan variere, men man må regne med en høj, mellemstor til stor hund. Tæver virker ofte mere raffinerede og feminine i både hoved og krop. Hovedet er kileformet med let hvælvet isse, svagt markeret stop og relativt lang næse. Øjnene er mandelformede, let skråtstillede og ofte gule eller ravfarvede, hvilket forstærker det ulvelignende udtryk. Ørerne er middelstore, trekantede, stående og sidder ret højt, uden at virke overdrevent store.

Pelsen hos Saarloos Wolfhond er dobbelt og vejrbestandig. Dækhårene er lige, tætliggende og ret stride at røre ved. Under dem findes en tyk, blød underuld, der tilpasser sig klimaet. Om vinteren bliver underulden meget tæt for at beskytte hunden mod kulde og fugt, mens den om sommeren bliver tyndere og mere sparsom. Omkring hals, skuldre og på baglår ses ofte kraftigere behåring, som danner en let krave og “bukser”.

Almindelige farver er:

- Ulvegrå  
- Brunskygget sobel  
- Creme eller lyse, afblegede nuancer af disse farver  

Hvide aftegninger kan forekomme, men må ikke dominere. Farven er ofte skygget, med mørkere hår over lysere, hvilket giver et naturligt, vildt udseende, der minder om ulvens. Næsen er kraftigt pigmenteret og tilpasset pelsfarven, oftest sort eller brun.

Pelsplejen er forholdsvis enkel, men kræver faste rutiner. Saarloos Wolfhond fælder kraftigt ved pelsskifte, ofte to gange om året. I disse perioder hjælper daglig børstning med karda eller pigbørste med at fjerne løs underuld og mindsker mængden af hår i hjemmet. Uden for fældeperioderne er det som regel nok med grundig børstning en til to gange om ugen. Bad bør være sjældne og kun gives ved behov, da hyppig shamponering kan fjerne de naturlige olier, som gør pelsen vandafvisende og beskytter huden. De fleste ejere oplever, at en grundig skylning i rent vand efter en mudret tur normalt er tilstrækkeligt.

Regelmæssig kontrol af ører, tænder og kløer er vigtig. De stående ører giver god luftcirkulation, men bør alligevel tjekkes og renses skånsomt indimellem. Kløerne skal holdes i passende længde for at sikre et godt bevægelsesmønster, især hvis hunden ikke naturligt slider dem på hårdt underlag. Alt i alt er plejebehovet overskueligt for en stor hund, men man skal være forberedt på perioder med meget kraftig fældning.

## Temperament & Personlighed

At leve med en Saarloos Wolfhond adskiller sig markant fra hverdagen med mange mere typiske familiehunde. Det er en følsom, intelligent og selvstændig hund, som stadig bærer tydelige præg af sin ulvearv. Den typiske Saarloos Wolfhond er reserveret, vagtsom og forsigtig over for fremmede, men ikke naturligt aggressiv. I stedet for at konfrontere det, der gør dem utrygge, vælger mange at holde afstand eller trække sig tilbage. Denne konfliktsky natur er en vigtig del af racens karakter og skal forstås og respekteres.

Over for sin egen familie er Saarloos Wolfhond ofte dybt knyttet, mild og til tider overraskende kærlig på sin stille facon. De kan følge deres menneske fra rum til rum, ligge ved fødderne eller hvile dér, hvor de har overblik over alle. Mange er meget lydhøre over for menneskers følelser og reagerer kraftigt på spændinger, hævede stemmer eller kaotiske omgivelser. De trives bedst i rolige, forudsigelige hjem med tydelige rutiner.

Med børn kan en velavlet og godt socialiseret Saarloos Wolfhond være venlig og tolerant, men det er ikke en “barnepigehund” til vilde lege. De passer som regel bedre sammen med ældre, hensynsfulde børn, som forstår, hvordan man omgås dyr blidt. Hurtige, larmende lege eller pludselige kram kan let blive overvældende. Nøje opsyn er nødvendig, og børn skal lære at give hunden plads, når den vælger at trække sig.

Med andre hunde fungerer racen ofte godt, især hvis den har været vant til artsfæller fra hvalpestadiet. Saarloos Wolfhond sætter ofte pris på selskab af artsfæller og andre stabile, høflige hunde. De kommunikerer gerne subtilt med kropssprog og undgåelse frem for åbne konflikter. Modsætninger kan dog opstå, især med pågående eller meget dominerende hunde, som ikke opfatter deres signaler. Rolige, gennemtænkte introduktioner er derfor vigtige. Med mindre dyr som katte eller kaniner kan jagtlysten blive et problem. Nogle individer kan leve fredeligt med katte, de er vokset op sammen med, mens andre altid vil betragte smådyr som noget, der skal jages. Kommende ejere bør tænke grundigt over dette, hvis de har fritgående smådyr.

Typiske udfordringer er:

- Skyhed eller stærk reserverethed i nye miljøer og over for ukendte mennesker  
- Tendens til at flygte eller undvige snarere end at konfrontere, når de bliver bange  
- Stor selvstændighed, som kan opleves som stædighed i træningen  
- Høj følsomhed over for straf, hårde stemmer og urolige hjem  

En Saarloos Wolfhond er ikke det rette valg for den, der ønsker en meget social, udadvendt hund, som elsker alle fremmede. Den passer heller ikke i hjem, hvor man forventer øjeblikkelig lydighed eller konstant kæl og hygge. For personer, som værdsætter en eftertænksom, iagttagende og næsten vildt præget ledsager, kan Saarloos Wolfhond til gengæld være utrolig givende. De har brug for tillid, tid og tryghed, og til gengæld knytter de dybe, varige bånd.

## Træning & Aktivering

Træning af Saarloos Wolfhond kræver tålmodighed, konsekvens og den rette indstilling. Dette er ikke en hund, der blindt udfører kommandoer blot for at behage. Den tænker selv og spørger ofte “hvorfor?”, før den adlyder. Den er meget intelligent og lærer hurtigt, men motivationen skal håndteres gennemtænkt.

Positiv forstærkning er afgørende. Godbidder, blid ros og mulighed for at bevæge sig eller udforske er stærke belønninger for racen. Korte, varierede træningspas fungerer langt bedre end lange, monotone øvelser. Mange ejere oplever, at stram, lydighedsfokuseret træning med fysiske korrektioner eller hævede stemmer hurtigt ødelægger tilliden. Saarloos Wolfhond er meget følsom over for spændinger og uretfærdighed. Når tilliden først er brudt, kan den være svær at genopbygge.

En god træningsstrategi indebærer:

- Tidlig, gennemtænkt socialisering til mennesker, steder, underlag og lyde  
- Belønningsbaserede metoder med godbidder, legetøj eller adgang til spændende miljøer  
- Tydelige, enkle signaler og konsekvente rutiner  
- God tid til at iagttage og bearbejde nye indtryk i stedet for at blive presset  

Socialisering skal ske særligt skånsomt. For en Saarloos Wolfhond‑hvalp er kvalitet vigtigere end kvantitet. At overvælde hvalpen med trængsel eller tvungne møder med fremmede kan få den modsatte effekt og øge usikkerheden. Lad i stedet hvalpen betragte på afstand og selv vælge at gå frem, når den føler sig tryg. Rolige, hundevante gæster, som ignorerer hvalpen, indtil den selv tager kontakt, er ofte en stor hjælp.

Aktivitetsbehovet er stort. Racen er avlet til udholdenhed snarere end topfart. Daglige, lange gåture og muligheden for at trave roligt ved din side hjælper den med at holde sig afbalanceret og afslappet. En veltrænet, voksen Saarloos Wolfhond sætter typisk pris på:

- En eller to længere gåture eller vandringer hver dag  
- Tid til at udforske naturen i langline eller indhegning  
- Næsearbejde, spor eller søgelege med gemte genstande  
- Aktiviteter, som stimulerer nysgerrigheden, f.eks. aktiveringslegetøj eller duftspor  

Selv om de er energiske, er de sjældent hyperaktive indendørs, hvis de er tilstrækkeligt aktiverede. Ofte er de rolige og tilfredse med at hvile efter fysisk og mental stimulering. Får de derimod ikke nok udfoldelse, kan de blive rastløse, stressede eller destruktive. Sikre indhegninger er vigtige, da mange Saarloos Wolfhond er dygtige til at finde svage steder, klemme sig gennem små åbninger eller klatre, hvis de får lyst til at stikke af.

Nogle individer sætter pris på aktiviteter som mantrailing, spor eller canicross. Traditionel konkurrence‑lydighed eller brugshundesport med beskyttelsesarbejde passer derimod sjældent godt, på grund af deres selvstændighed og bløde sind. De responderer langt bedre på samarbejdsprægede aktiviteter, hvor de kan bruge deres sanser og naturlige evner, i stedet for opgaver, der kræver ekstrem førerfokus og højt pres.

Kort sagt handler træningen af en Saarloos Wolfhond om at opbygge et respektfuldt partnerskab. Ser du hunden som en holdkammerat frem for en underordnet, og giver du den tilstrækkelig fysisk og mental stimulering, får du en meget intelligent og lydhør ledsager.

## Sundhed

Saarloos Wolfhond er overordnet en robust og hårdfør race, men har ligesom alle hunde visse sundhedsproblemer, som ansvarlige ejere og opdrættere skal tage alvorligt. Da racen stammer fra et begrænset antal grunddyr – en ulvetæve og nogle få Schæfere – er arbejdet med genetisk variation en vigtig og løbende opgave i avlen.

Ortopædiske problemer hører til de væsentligste risici. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi kan forekomme, hvor leddene ikke udvikler sig korrekt og med tiden kan medføre smerte, halthed og slidgigt. Seriøse opdrættere røntgenundersøger deres avlsdyr og bruger officielle bedømmelsessystemer for hofter og albuer og avler kun på hunde med tilfredsstillende resultater. Som hvalpekøber bør man altid bede om at se dokumentation for disse resultater for begge forældre og ikke nøjes med mundtlige forsikringer.

Øjensundhed er et andet område, der skal overvåges. Arvelige øjensygdomme, herunder grå stær eller nethindeproblemer, kan forekomme i visse linjer. Regelmæssige øjenundersøgelser hos veterinær oftalmolog anbefales kraftigt for avlsdyr. Nogle klubber og nationale specialklubber fører registre over testede hunde og deres resultater, hvilket hjælper opdrættere med at træffe velovervejede valg.

Degenerativ myelopati, en fremadskridende neurologisk sygdom, som påvirker rygmarven, er påvist hos nært beslægtede racer som Schæfer og overvåges også hos Saarloos Wolfhond. Der findes DNA‑tests til at identificere bærere. Ansvarlige avlsprogrammer bruger disse tests til at undgå syge hvalpe, samtidig med at man forsøger at bevare så meget genetisk variation som muligt.

Typiske sundhedstests, som anbefales for Saarloos Wolfhond, er:

- Hofterøntgen (HD)  
- Albuerøntgen (ED)  
- Øjenundersøgelse hos certificeret specialist  
- DNA‑tests for kendte arvelige sygdomme, hvor sådanne findes  

Levetiden ligger ofte omkring 10–13 år, og nogle individer bliver ældre. Som en forholdsvis naturlig og atletisk race forbliver mange aktive langt op i årene, hvis de holdes i passende huld og får tilpas motion.

Forebyggende pleje spiller en stor rolle for trivsel. En balanceret kost, regelmæssige dyrlægebesøg og parasitbeskyttelse hjælper med at bevare helbredet på længere sigt. Da Saarloos Wolfhond kan være følsom og let stresset, er det en fordel med en dyrlæge, som forstår racens forsigtige natur. Tvingende håndtering, larmende venteværelser og stressede undersøgelser kan øge uroen, så lavt stressniveau og rolige rutiner er ideelt.

Ejere bør være opmærksomme på subtile tegn på ubehag, som modvilje mod at hoppe, stivhed efter hvile, ændret bevægelsesmønster eller mindre lyst til aktiviteter. Det kan tyde på ledproblemer eller anden sygdom. Regelmæssig vægtkontrol er vigtig, da ekstra kilo belaster leddene unødvendigt og forringer livskvaliteten.

Ansvarlig avl er afgørende for denne sjældne race. Dedikerede opdrættere samarbejder ofte med specialklubber og sundhedsudvalg for at planlægge kombinationer, som balancerer temperament, eksteriør og sundhed. Når du leder efter hvalp, så vælg opdrættere, der åbent taler om sundhed, viser testresultater og forklarer, hvordan de udvælger avlsdyr. På den måde bidrager du til den langsigtede sundhed og bæredygtighed i Saarloos Wolfhond‑populationen.

## Historie & Oprindelse

Saarloos Wolfhond blev skabt i Holland i første halvdel af 1900‑tallet af Leendert Saarloos, en hollandsk hundeopdrætter med stor interesse for både ulve og brugshunde. Saarloos mente, at moderne hunde, især Schæfere, havde mistet nogle af de naturlige, robuste egenskaber, han beundrede. Han ønskede at “fornye” dem ved forsigtigt at tilføre ulveblod.

I 1932 parrede han en Schæferhan, kendt for sin trænbarehed og arbejdsevne, med en europæisk ulvetæve fra en dyrepark. Fra denne kombination valgte han de afkom, som viste den mentalitet og sundhed, han stræbte efter, og fortsatte derefter avlsarbejdet gennem mange generationer. Målet var ikke blot at skabe en varghybrid, men at udvikle en stabil race, der forenede ulvens naturlige instinkter, gode helbred og udholdenhed med den tamme hunds pålidelighed.

I begyndelsen blev hundene afprøvet som førerhunde for blinde. Deres intelligens og udholdenhed var lovende, men deres forsigtige, selvstændige natur og medfødte modvilje mod kaotiske bymiljøer gjorde, at de ikke egnede sig særligt godt til den krævende rolle. De blev også testet til politi‑ og militærarbejde, men også her begrænsede deres konfliktsky temperament og følsomhed over for pres anvendeligheden.

Med tiden stod det klart, at Saarloos Wolfhond havde en særpræget karakter, som ikke altid passede ind i traditionelle arbejdsroller. I stedet fandt de deres plads som familiehunde hos kyndige ejere, der satte pris på en mere primitiv hundetype. Racen fik officiel anerkendelse i Holland og blev senere opkaldt Saarloos Wolfhond som hyldest til sin skaber.

Fédération Cynologique Internationale (FCI) anerkendte Saarloos Wolfhond som selvstændig race og placerede den i gruppe 1 sammen med hyrde- og kvæghunde, selv om Saarloos Wolfhond i dag sjældent bruges som hyrdehund. I hjemlandet og flere andre europæiske lande blev der dannet specialklubber for at bevare både de fysiske og mentale egenskaber og sikre ansvarlig avl.

Moderne Saarloos Wolfhond er stadig sjældne uden for det kontinentale Europa, selv om interessen langsomt er steget andre steder. De holdes primært som familiehunde af erfarne ejere, der kan opfylde deres særlige behov. Nogle deltager i aktiviteter som sporarbejde, søgelege eller lavintensive udendørssportsgrene, der fremhæver deres udholdenhed og skarpe sanser. Deres primære rolle er dog fortsat som naturlig familiehund snarere end specialiseret brugshund.

Under racens udvikling har opdrættere og klubber lagt stor vægt på at bevare det naturlige udseende, den atletiske bygning og det reserverede, men ikke‑aggressive temperament. Gennem omhyggelig udvælgelse og kontrolleret avl er Saarloos Wolfhond gået fra tidlige eksperimentelle krydsninger til en anerkendt og tydeligt defineret race med egen standard og en engageret skare entusiaster.

## At leve med racen

At dele livet med en Saarloos Wolfhond er en langsigtet forpligtelse, som påvirker næsten alle dele af hverdagen. Det er ikke en hund, der uden videre tilpasser sig alle miljøer eller livsstile. Før man tager en Saarloos Wolfhond med hjem, er det vigtigt at være ærlig om den tid, den plads og den erfaring, man råder over.

Det ideelle hjem for en Saarloos Wolfhond er roligt, stabilt og tilbyder rigeligt med sikkert udeareal. En stor, velindhegnet have er en klar fordel. Hegnet skal være robust og højt nok til at afskrække fra klatring eller spring, og forneden så sikkert, at det er svært at grave sig ud. Mange Saarloos Wolfhond er nysgerrige opdagelsesrejsende, og uden ordentligt hegn tager de gerne på egne eventyr.

Byliv er en udfordring for racen. Konstant støj, menneskemylder og tæt trafik kan være meget stressende, især for naturligt forsigtige individer. Et landligt eller halvlandligt miljø, eller i det mindste en meget stille forstad med adgang til natur, passer dem langt bedre. Daglig adgang til marker, skov eller rolige stier gør det lettere for dem at slappe af og udvise naturlig adfærd.

Tidsforbruget er en anden vigtig faktor. En Saarloos Wolfhond har brug for:

- Flere daglige gåture, ofte samlet flere timers bevægelse og udforskning  
- Regelmæssig mental stimulering som næsearbejde, træningslege og udfordrende aktiveringslegetøj  
- Tålmodig socialisering, især i de første to leveår  

De egner sig dårligt til hjem, hvor alle er væk på lange arbejdsdage, og hunden efterlades alene mange timer. De kan ganske vist lære at være alene i rimeligt omfang, men er ofte stærkt knyttet til familien og kan blive stressede, larmende eller destruktive, hvis de regelmæssigt efterlades uden selskab og aktivitet.

Økonomisk bør kommende ejere regne med normale omkostninger til en større hund: kvalitetsfoder, regelmæssig dyrlægekontrol, vaccinationer, parasitbeskyttelse og gerne forsikring. Da sundhedstests og ansvarlig avl er så vigtige for denne sjældne race, kan hvalpe fra seriøse opdrættere være dyrere end mere almindelige racer. Dertil kan komme udgifter til sikre hegn, udstyr af god kvalitet og eventuel hjælp fra trænere med erfaring med urhunde eller varghundetyper.

Nyttigt udstyr omfatter blandt andet:

- En stærk, flugtsikker sele og sikkert halsbånd  
- Langline til tryg udforskning på åbne arealer  
- Holdbare liner, eventuelt dobbeltline for ekstra kontrol  
- En solid, behagelig hvileplads i et stille, afskærmet område  
- Aktiveringslegetøj som foderpuzzle, slowfeeders og duftlege  

Burtræning kan være hjælpsom, men skal introduceres gradvist og skånsomt, så hunden opfatter buret som en tryg hule og ikke som straf. Mange Saarloos Wolfhond sætter pris på et roligt hjørne eller et særligt rum, hvor de kan trække sig tilbage, når der bliver for meget aktivitet i hjemmet.

Sociale forventninger spiller også en rolle. Gæster skal forstå, at hunden måske ikke vil hilses på eller klappes med det samme. Nogle Saarloos Wolfhond forbliver reserverede over for besøgende hele livet. Det er normalt for racen og bør respekteres, ikke tvinges væk. At lære venner og familie at ignorere hunden, indtil den selv tager kontakt, giver som regel langt mere afslappede møder.

Livet med en Saarloos Wolfhond er ikke altid enkelt, men kan være dybt meningsfuldt. Du deler hverdagen med et tænkende, følende dyr, som ofte reagerer på omverdenen på en meget naturlig måde. Hvis du er tålmodig, respektfuld og villig til at forstå racens særlige behov, kan Saarloos Wolfhond blive en loyal, opmærksom og stille hengiven ledsager, som bringer en lille bid af det vilde ind i hverdagen.

Saarloos Wolfhond

Saarloos Wolfhond Club Nederland

Saarloos Wolfhond er en nederlandsk, ulvelignende race, der blev skabt ved at krydse schæferhund og europæisk ulv. Den er følsom, reserveret over for fremmede og dybt loyal, og har brug for god plads, et roligt hjem, omhyggelig socialisering, positiv træning og masser af motion, og passer derfor kun til erfarne hundeejere.

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Swedish Kennel Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

## Kort fortalt

Alaskan malamute er en stor og kraftfuld slædehund for mennesker, der holder af et aktivt friluftsliv og kan give hunden både arbejde, træning og tæt social kontakt. Racen blev udviklet til at trække tunge læs over lange afstande, ikke til at vinde korte fartløb. En alaskan malamute er stærk, selvstændig og vant til at bruge sin egen dømmekraft.

- FCI placerer racen i gruppe 5 blandt de nordiske slædehunde, med USA som oprindelsesland.
- Racestandardens ønskede størrelse til fragtarbejde er 63,5 cm og 38 kg for hanner samt 58,5 cm og 34 kg for tæver. Størrelsen varierer naturligt, og funktion og proportioner vejer tungere end præcise mål.
- Alaskan malamute har grove dækhår og en tæt, ulden underuld, der beskytter i et barskt klima og fælder kraftigt under pelsskiftet.
- Raceidealet er venligt, hengivent og socialt over for mennesker. Styrken, jagtinteressen og selvstændigheden kræver dog en kyndig ejer.
- En god hverdag rummer daglig fysisk og mental aktivitet samt regelmæssige opgaver, hvor hunden kan bruge sin udholdenhed.

Det er sjældent det rigtige valg, hvis du primært ønsker en lydig hund til korte ture. Racen kan passe, hvis friluftsliv allerede er en del af hverdagen, og du holder af langsigtet træning med en hund, der ikke følger kommandoer automatisk.

## Udseende og pels

Alaskan malamute skal ligne den arbejdshund, den er: kraftfuld og muskuløs, men samtidig bevægelig, velafbalanceret og udholdende. Kroppen er lidt længere end mankehøjden, brystkassen er dyb, og poterne er store og stærke. Bevægelserne skal være stabile og effektive, ikke tunge eller stive.

Hovedet er bredt, og udtrykket mildt. Øjnene skal være brune og mandelformede; blå øjne er en diskvalificerende fejl ifølge racestandarden. Den buskede hale bæres over ryggen som en løs, vajende fjerbusk, når hunden ikke arbejder. Den må ikke ligge stramt krøllet mod ryggen.

Pelsen består af grove dækhår og en tæt, olieholdig og ulden underuld, som standarden beskriver som cirka 2,5–5 cm dyb. Den er kort til mellemlang langs siderne og længere omkring hals og skuldre, langs ryggen, over bagparten og på halen. En lang, blød pels hører ikke til raceidealet. De almindelige farver går fra lysegrå til sort og fra zobel til rød. Hvidt dominerer på undersiden, dele af benene og i hovedets aftegninger; helt hvid er den eneste tilladte ensfarvede variant.

Den daglige pelspleje handler først og fremmest om at gå pelsen igennem med hænderne og børste løs underuld ud, før den pakker sig. Under de store sæsonfældninger er der behov for hyppigere gennemgang. Kontrollér samtidig hud, poter, kløer og steder, hvor fugt eller snavs kan blive siddende. Racestandarden siger, at pelsen skal fremvises naturligt og ikke trimmes, bortset fra en pæn kontur omkring poterne. Ved medicinske behov skal dyrlægens råd veje tungest.

Den kraftige pels gør det vigtigt at planlægge efter varmt vejr. Læg krævende aktivitet på køligere tidspunkter, sørg for vand, skygge og god ventilation, og hold øje med, hvordan hunden kommer sig. Hvis hunden halser kraftigt og vedvarende, savler meget eller får røde eller tørre slimhinder, bliver urolig, forvirret eller svag eller kollapser, kan det være tegn på hedeslag og kræver hurtig kontakt til en dyrlæge.

## Temperament og personlighed

Alaskan malamute skal være hengiven og venlig, men forener sit sociale væsen med tydelig selvstændighed. Den er ikke avlet som en énmandshund og vil ofte gerne deltage i familiens aktiviteter. Venlighed i racestandarden er dog et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer i enhver situation.

Som arbejdende polarhund har malamuten skullet samarbejde uden konstant detailstyring. Den kan hurtigt forstå en opgave og alligevel vælge noget andet, hvis belønningen, vanen eller omgivelserne er mere tillokkende. Træningen fungerer bedst, når reglerne er tydelige, belønningerne motiverer, og den samme adfærd betaler sig hver gang.

Racens naturlige jagtinteresse påvirker både muligheden for at gå løs og livet med andre dyr. Nogle individer kan leve godt med en kat eller en mindre hund efter en omhyggelig introduktion, mens andre skal holdes permanent adskilt fra smådyr. Vurdér den faktiske historik og adfærd i stedet for at stole på generelle racebeskrivelser eller hvalpens tidlige ro. Raceklubbens avlsstrategi siger, at racen skal kunne fungere socialt med andre hunde, og at aggressiv adfærd er uønsket, men individer og kombinationer varierer.

## Træning og motion

Alaskan malamute har brug for langt mere end adgang til en have: den har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og regelmæssigt arbejde, der passer til en udholdende slædehund. Den rette mængde afhænger af alder, form, vejr, sundhed og selve aktiviteten. Se derfor på hundens arbejdslyst, bevægelser og restitution i stedet for at jagte et fast antal minutter.

Trækarbejde, ture med kløv, længere vandreture, løb og sporarbejde kan give racen meningsfulde opgaver. En korrekt tilpasset træksele, sikkert udstyr og vejledning fra en person med erfaring med arbejdende slædehunde er vigtigt, når belastningen øges. En hvalp har først brug for miljøtræning, leg, hverdagsfærdigheder og gradvis opbygning af musklerne. Hunde kan først deltage i officielle svenske polarhundeprøver fra 24-månedersalderen. Det er en aldersgrænse for prøven, ikke et bevis på, at enhver toårig er klar til tungt arbejde.

Træn hverdagens færdigheder i korte, tydelige pas:

- Lær hunden forskellen på trækarbejde og en almindelig gåtur ved hjælp af forskelligt udstyr, forskellige signaler og faste startrutiner.
- Beløn, når linen hænger løst, og øv, før hunden udvikler sin fulde styrke.
- Byg indkaldet gradvist op på et sikkert indhegnet område eller i lang line, men planlæg ikke hverdagen ud fra, at hunden skal kunne gå løs, hvor der er vildt.
- Træn pauser og restitution lige så systematisk som fart og styrke.
- Brug næsearbejde, problemløsning og nye miljøer som supplement til den fysiske aktivitet.

Hvis hunden begynder at bevæge sig dårligere, ikke kommer sig normalt eller bliver uvillig til at arbejde, skal belastningen mindskes, og årsagen findes. At racen er hårdfør, betyder ikke, at den skal arbejde videre med smerter eller varmestress.

## Sundhed

Hos alaskan malamute er hofter, albuer, øjne og polyneuropati de vigtigste dokumenterede områder at kontrollere før et hvalpekøb. Det afgørende er at skelne mellem Svenska Kennelklubbens registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

For at et svensk kuld kan registreres, skal begge forældredyr have officiel, kendt HD-status før parringen. Et kendt resultat betyder ikke automatisk, at hofterne er normale. Raceklubben anbefaler HD-grad A eller B og ED-grad 0 hos begge forældre. Den anbefaler også, at begge er øjenundersøgt uden arvelig øjensygdom, og at resultatet højst er 24 måneder gammelt ved parringen.

Tallene i den svenske avlsstrategi viser, hvorfor hele familiebilledet er vigtigt. Blandt hunde, der blev HD-røntgenundersøgt i 2020–2023, havde 78 procent grad A eller B og 22 procent grad C eller D. For albuer fik 95–97 procent af de undersøgte hunde grad 0. Af 1.240 hunde, der blev øjenundersøgt i 1990–2023, havde 12 procent katarakt, mens 82 procent var helt frie for registreret arvelig øjensygdom. Tallene gælder undersøgte hunde i de angivne perioder og beskriver ikke risikoen for en bestemt hvalp. Bed om resultater for forældre, søskende, tidligere kuld og andre nære slægtninge, ikke kun to attester.

Polyneuropati hos alaskan malamute, AMPN, er en arvelig neurologisk sygdom. Tidlige tegn kan være hæs gøen eller unormale lyde under vejrtrækningen og dårlig koordination i bagbenene; sygdommen viser sig normalt mellem fire og 14 måneders alder. Den kendte NDRG1-variant nedarves autosomalt recessivt:

- En fri hund har ikke den testede variant.
- En bærer har én kopi, bliver ikke selv syg af netop denne variant, men kan give den videre.
- En hund, der er genetisk påvirket, har to kopier og må ikke bruges i avl; to bærere må ikke parres med hinanden.

Raceklubben anbefaler, at mindst ét forældredyr er DNA-testet fri eller dokumenteret fri gennem forældrene. Testen gælder kun NDRG1-varianten og udelukker ikke andre neurologiske problemer. Kontrollér derfor både testresultaterne og den bredere sundhedshistorik.

## Historie og oprindelse

Nutidens alaskan malamute er en amerikansk rekonstruktion af den kraftige fragt- og slædehundetype, der fandtes i det nordvestlige Alaska. Hunde af malamute-typen hos inuitter blev forbilleder for racen, men det er mere præcist at tale om en rekonstrueret race end om en helt uforandret linje fra oldtiden.

Guldfeberen i slutningen af 1800-tallet skabte stor efterspørgsel efter slædehunde, og mange hundetyper blev krydset til både transport og væddeløb. I 1920’erne begyndte et amerikansk projekt at samle hunde, der svarede til billedet af den hårdføre, tunge fragthund. Ifølge den svenske avlsstrategi blev den såkaldte Kotzebue-linje bygget op med seks eller syv individer. American Kennel Club anerkendte alaskan malamute som race i 1935.

Racens funktion står stadig centralt i standarden og i nordisk avl. Den første dokumenterede import til Sverige kom i 1976, og trækprøver bruges fortsat til at vurdere styrke, udholdenhed og arbejdsvilje. Racen skal ikke bedømmes alene på sit ulvelignende udseende eller mængden af pels.

## At leve med racen

Et godt liv med en alaskan malamute kræver planlægning for aktivitet, styrke, jagtinteresse, varmt vejr og social kontakt. Et hus med have opfylder ikke behovene af sig selv, og en lejlighed er ikke automatisk umulig. Vurdér adgangen til motion og sikker træning, et køligt hvilested, trapper, som hund og ejer kan håndtere, lydmiljøet og en plan for de tidspunkter, hvor hunden ikke kan komme med.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene, mens en tryg og trænet voksen hund kan klare nogle timer; den enkelte hunds reaktion skal styre, hvor hurtigt tiden øges. Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time om dagen betyder ikke, at en hund trives med at være alene lige så længe. Sørg for en hundepasser eller en anden løsning, hvis arbejdsdagen ikke passer til hundens behov.

To enkle regler gælder omkring børn: En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et beskyttet hvilested. En voksen skal også tage ansvaret for gåture og fysisk krævende aktiviteter med så stærk en hund. Lær børnene at lade hunden være i fred, når den spiser, sover eller trækker sig.

Hvis hjemmet har kat, smådyr eller flere hunde, skal du kunne holde dem fysisk adskilt. Bed opdrætteren beskrive forældrenes jagtinteresse, adfærd omkring ressourcer og hverdag med andre hunde, og spørg, hvordan netop denne hvalp har reageret i forskellige situationer. Tidlig socialisering hjælper, men fjerner ikke jagtinstinktet og garanterer ikke, at dyrene vil kunne fungere sammen senere.

Kontrollér før køb:

- SKK-registrering og forældrenes officielle HD-resultater.
- HD, ED, øjne og AMPN i overensstemmelse med raceklubbens anbefalinger, herunder datoer og familiehistorik.
- Hvordan forældrene arbejder, kommer sig og fungerer med mennesker og hunde i hverdagen.
- Om mindst én forælder har bestået en godkendt trækprøve, og hvordan opdrætteren bevarer racens arbejdsevne.
- Hvilken vejledning opdrætteren tilbyder om træktræning, sundhed, fodring og omplacering.

Racen kan passe til en førstegangsejer, men der er ikke meget plads til fejl, når en selvstændig hund bliver fuldvoksen og stærk. Praktisk hjælp fra opdrætter, raceklub og en erfaren træner bør være på plads, før der opstår problemer. Det bedste hjem værdsætter racens arbejde lige så højt som dens udseende.

Alaskan malamute

The Alaskan Malamute Club of the United Kingdom

Alaskan malamute er en stor, kraftfuld arktisk slædehund, der blev avlet af Mahlemut-inuitterne til at trække tunge laster. Den har en tæt dobbeltpels, som fælder meget, et venligt og socialt temperament, stærk jagt- og arbejdstrang, et stort behov for motion og kan være selvstændig og udfordrende at træne.

En liten uppfödning av aktiva companions med fokus på hälsa och gott psyke. 
Vilt utseende med milt hjärta! 💛

Frozen Forest's Kennel

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

Hege Merethe Bendiksen

## Kort fortalt

Beagle er en social og udholdende jagthund, der følger duftspor med stor målbevidsthed. Den praktiske størrelse gør racen nem at have med, men den veludviklede lugtesans, jagtlysten og stemmen kræver mere planlægning, end størrelsen først antyder.

- **Oprindelse:** Storbritannien
- **Anvendelse:** Drivende jagthund til blandt andet hare, rådyr, hjort og ræv
- **Størrelse:** 33–40 cm i mankehøjde og som regel 10–15 kg som voksen
- **Temperament:** Glad, åben, livlig og venlig, men også selvstændig og stædig
- **Aktivering:** Har brug for daglig bevægelse og jævnlige muligheder for at bruge næsen
- **Pels:** Kort, tæt og vejrbestandig; nem at pleje, men fælder
- **Passer til dig, der:** Ønsker et aktivt liv med en social hund og kan håndtere indkald, lyd og stor appetit

## Udseende og pels

Beagle er en kompakt og robust hund, der skal se atletisk ud uden at være grov. Kroppen er velafbalanceret, benene solide og brystkassen udviklet til udholdende arbejde. De lange, lavt ansatte ører ligger tæt ind til kinderne, og den kraftige hale bæres højt, når hunden bevæger sig.

Racestandarden angiver 33–40 cm som ønsket mankehøjde. Ifølge svensk raceinformation vejer en voksen beagle som regel 10–15 kg. Huld fortæller dog mere end tallet på vægten: En velmuskuleret jagthund og en mindre aktiv familiehund kan veje forskelligt, selv om de er lige høje.

Pelsen er kort, tæt og beskytter mod vejret. Trefarvet i sort, gulrød og hvid er velkendt, men standarden tillader også flere tofarvede og spættede varianter. Halespidsen skal være hvid.

Pelsplejen er enkel. Regelmæssig børstning fanger løse hår, især i perioder med kraftigere fældning. Kontrollér samtidig hud, poter, kløer og tænder. Hængeører kan øge risikoen for ørebetændelse, men raske ører bør ikke renses unødigt. Hovedrysten, kløe, rødme, smerte, ildelugtende sekret eller tilbagevendende problemer bør vurderes af en dyrlæge.

## Temperament og personlighed

En typisk beagle er venlig, livlig og nysgerrig med et stabilt temperament og stor lyst til at være med. Racen er avlet til at arbejde tæt sammen med både mennesker og andre hunde og er ofte social i hverdagen. Samtidig er den ikke avlet til at vente på besked ved hvert skridt. Under jagt skal den træffe egne beslutninger og holde fast i et spor, hvilket nemt kan opfattes som stædighed derhjemme.

Mange beagler trives godt med børn og andre hunde. Det er et almindeligt træk ved racen, ikke et løfte om, hvordan hvert individ eller møde vil fungere. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og en voksen skal altid holde aktivt øje, når hunden er sammen med mindre børn.

Racen bruger stemmen i sit arbejde. En beagle kan gø eller give hals med en klangfuld lyd, når den følger en fært, bliver ophidset eller søger kontakt. Hvor meget lyd hunden laver, varierer. Tilstrækkelig aktivitet, gennemtænkt alene-hjemme-træning og rolige rutiner kan dæmpe unødig lyd, men den, der har brug for en helt stille hund, bør vælge en anden race.

Mad er ofte en stærk drivkraft. Det kan gøre belønningsbaseret træning nemmere, men betyder også, at mad på køkkenbordet, åbne skraldespande og det, hunden finder at spise udendørs, hurtigt kan blive et problem.

## Træning og motion

Beagle har brug for daglig fysisk aktivitet, mental træning og frem for alt meningsfuldt næsearbejde. Et fast antal minutter passer ikke til alle: Alder, helbred, jagt, tempo og anden aktivering afgør, hvor stor belastning der er passende. En god hverdag indeholder ture med tid til at snuse, længere ture i varieret terræn og jævnlige opgaver, hvor hunden får lov at søge eller følge spor.

Vildtspor, personspor, nosework og enkle søgeøvelser udnytter racens største styrke. Jagtinteresserede kan arbejde med racens traditionelle opgave som drivende hund. I Sverige arbejder beaglen alene som drivende jagthund på hare, rådyr, hjort og ræv, mens vildtspor også kan udvikle færdigheder til eftersøg. Ikke alle individer passer til alle vildtarter; måden, hunden driver på, farten og halsgivningen har betydning.

Træn med belønninger, og øg sværhedsgraden trin for trin. Korte træningspas, tydelige signaler og belønninger, som hunden virkelig værdsætter, giver bedre forudsætninger end hårde korrektioner. Brug gerne en del af den daglige foderration under træningen, så hunden ikke får flere kalorier end planlagt.

Indkald kræver særlig omtanke. En beagle, der finder et friskt spor, kan prioritere færten frem for føreren, selv om indkaldet fungerer i rolige omgivelser. Begynd uden forstyrrelser, fortsæt med lang line, og øg først sværhedsgraden, når hunden har succes. Mange beagler har brug for lang line eller et sikkert indhegnet område for at få større frihed. Slip ikke hunden løs nær trafik eller vildt, blot fordi indkaldet virkede dagen før.

Lær også hunden at falde til ro. En beagle, der både får lov at arbejde og hvile, er ofte lettere at leve med end en hund, der hele tiden holdes i gang.

## Sundhed

Beagle regnes overordnet for en sund race, men også sjældne sygdomme kan ramme enkelte hunde. Svensk raceinformation nævner blandt andet forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen, diskusprolaps, epilepsi, steroidresponsiv meningitis-arteritis og hoftedysplasi. Den svenske avlsstrategi for racen, RAS, omtaler også de arvelige sygdomme Musladin–Lueke syndrom, MLS, og Lafora-epilepsi.

Når du taler med en opdrætter, bør du bede om konkrete svar:

- Hvilken teststatus for MLS og Lafora har begge forældre? Hvis den ene forælder er bærer, skal den anden være genetisk fri ifølge racens avlsstrategi.
- Findes der epilepsi, meningitis, rygproblemer, forstyrrelser i skjoldbruskkirtlen eller andre tilbagevendende problemer hos nære slægtninge?
- Hvordan er forældredyrenes temperament og jagtlige egenskaber blevet vurderet?
- Hvilke gældende anbefalinger og registreringsregler har opdrætteren fulgt for netop denne kombination?

Hoftedysplasi forekommer med lav hyppighed, men Beagle har ikke noget racespecifikt krav om officiel HD-status i Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026. Spørg derfor, hvad opdrætteren faktisk har undersøgt og hvorfor, i stedet for at gå ud fra én generel liste over undersøgelser. Regler og anbefalinger kan ændre sig fra år til år.

Vægten er vigtig i hverdagen. Afmål maden, regn træningsbelønninger med i dagsrationen, og følg hundens huld over tid. Tilpas fodermængden til alder, arbejde og aktivitetsniveau, og spørg dyrlægen til råds, hvis vægten stiger, eller hunden har brug for en individuel plan. Opbevar også mad, medicin og affald uden for rækkevidde; en madglad beagle kan være både hurtig og opfindsom.

## Historie og oprindelse

Beagle blev udviklet i Storbritannien som en lille drivende hund til jagt til fods, især på hare. Racenavnet er dokumenteret siden 1400-tallet, men den type, vi kender i dag, blev først rendyrket i 1870'erne. I britisk tradition arbejdede flere beagler sammen i en flok, mens jægerne fulgte efter til fods.

De første kendte beagler i Sverige blev vist i Göteborg i 1891. Det svenske racearbejde tog fart, da Svenska Beagleklubben blev stiftet i 1953. Her blev brugen tilpasset nordisk jagttradition: I stedet for at arbejde i flok søger, rejser og driver én beagle normalt vildtet alene med hørbar halsgivning.

Den historie er let at genkende i nutidens hund. Næsen mod jorden, udholdenheden, selvstændigheden og stemmen er ikke små særheder ved siden af familiehunden. De er selve grundlaget for racens funktion og skal også have en rimelig plads i et hjem, hvor hunden ikke bruges på jagt.

## At leve med racen

Beagle passer bedst hos mennesker, der sætter pris på en aktiv, social og næsestyret hund og kan planlægge efter sikkerhed og lyd. Hverdagen betyder mere end boligens størrelse. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får passende aktivitet, kan falde til ro indendørs og ikke generer naboerne. I en ejendom med dårlig lydisolering skal du være forberedt på, at lydniveauet kan blive et problem.

En have erstatter ikke ture eller meningsfuldt arbejde, og hegnet skal være sikkert. Uden for et indhegnet område er en velsiddende sele og lang line ofte mere nyttig end håbet om et perfekt indkald. Mad og affald skal opbevares, så hunden ikke kan nå det.

Alenetid skal trænes gradvist fra meget korte øjeblikke og med hensyn til hundens alder og reaktioner. Det svenske Jordbruksverket anbefaler, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne og oftere, hvis de er hvalpe eller ældre. Det er en vejledning om luftning og betyder ikke, at en bestemt hund kan være alene så længe. En beagle, der bliver urolig, hyler eller ikke kan falde til ro, har brug for, at I går langsommere frem, mere selskab og en hverdag, der passer bedre til individet.

Katte kan fungere i samme hjem, men introduktionen skal foregå langsomt og under kontrol. Katten har brug for hundefri områder og frie flugtveje, og hunden må aldrig få lov at øve sig i at jage katten. Vær ekstra forsigtig med kaniner, gnavere og fugle: Racens jagtbaggrund betyder, at trygt samliv ikke kan tages for givet.

Vælg Beagle, hvis du vil gøre næsearbejde til en del af hverdagen og kan lide en selvstændig, udholdende hund, der bruger stemmen. Vælg en anden race, hvis du ønsker en stille hund, der nemt kan gå løs, nøjes med korte ture eller regelmæssigt skal være alene gennem lange arbejdsdage.

Beagle

The Beagle Club

Fédération Cynologique Internationale

Société Centrale Canine (France)

Beagle er en lille, robust drivende jagthund med kort, fældende pels og en karakteristisk, hylende stemme. Den er glad og nysgerrig og plejer at være venlig over for både børn og andre hunde. Den har brug for daglig motion, mental stimulering, sikker indhegning og kontrol med vægten, men pelsplejen er enkel.

Statement

## Kort fortalt

- Newfoundlandshunden er en canadisk kæmpehund, der blev udviklet til tungt trækarbejde og arbejde i vand. I dag holdes den først og fremmest som selskabs- og vandhund.
- Raceidealet er en mild, venlig og fredelig hund. Det beskriver målet for ansvarligt avlsarbejde, ikke hvordan hvert individ automatisk opfører sig.
- En voksen hanhund er i gennemsnit omkring 71 centimeter høj og vejer cirka 68 kilo. For tæver er de tilsvarende gennemsnit omkring 66 centimeter og 54 kilo.
- Den mellemlange dobbeltpels er tæt og vandafvisende. De godkendte farver er sort, brun samt hvid og sort.
- Størrelsen gør tidlig træning i at gå roligt i snor, hilse roligt og blive håndteret trygt nødvendig.
- I Sverige findes en officiel vandprøve for racen, men interessen for vand og evnen til at svømme sikkert varierer fra hund til hund og kræver træning.
- Racen passer bedst til den, der har plads, tid til pelspleje og en hverdag, der fungerer med en meget stor hund.

## Udseende og pels

Newfoundlandshunden skal være massiv, kraftfuld og godt muskuløs uden at virke tung og klodset. Kroppen er lidt længere, end den er høj, og bevægelserne skal give indtryk af ubesværet kraft. Racestandarden understreger, at størst mulig størrelse aldrig må prioriteres over symmetri, sund konstruktion og korrekte bevægelser.

Hanhunde er i gennemsnit omkring 71 centimeter i mankehøjde og 68 kilo, mens tæver i gennemsnit er omkring 66 centimeter og 54 kilo. Den rigtige vægt skal stadig vurderes ud fra den enkelte hunds bygning, huld og muskelmasse.

Hovedet er bredt, og udtrykket skal signalere mildhed. De store poter har svømmehud mellem tæerne, og den kraftige hale fungerer som ror, når hunden svømmer.

Pelsen består af mellemlange, lige eller let bølgede dækhår og en blød, tæt underuld. Underulden er normalt tættere om vinteren, men findes på dele af kroppen året rundt. Farverne er sort, brun samt hvid og sort. Hvid og sort er en farvevariant inden for racen; landseer er samtidig navnet på en selvstændig FCI-anerkendt race og må ikke forveksles med farvebetegnelsen.

Tilpas pelsplejen til pelsens tilstand i stedet for at følge en fast ugeplan. Arbejd helt ned til huden, og vær især grundig bag ørerne, i armhulerne, på benene, under halsen og omkring bagparten. Hvis kammen hænger fast, er der stadig en filtknude, selv om overfladen ser glat ud. I perioder med kraftig fældning skal pelsen gennemgås oftere.

Efter bad eller svømning skylles pelsen efter behov og tørres helt ind til huden. Kontrollér samtidig ører, poter, hud og områder, der let filtrer. Bad hunden, når den faktisk har brug for det; der findes ikke ét rigtigt interval for alle. Racestandarden anbefaler ikke klipning, der ændrer den naturlige pels.

Regn med hår, vand og ofte savl i hjemmet. Newfoundlandshunden er ikke allergifri. De vigtigste hundeallergener findes især i hud og spyt, og niveauerne varierer mellem individer uanset race og pelstype.

## Temperament og personlighed

En typisk newfoundlandshund er mild, venlig og fredelig, men udtrykket “blid kæmpe” beskriver et ideal og er ingen sikkerhedsgaranti. Bed om at møde hvalpens mor og gerne andre voksne slægtninge. Se efter hunde, der møder mennesker roligt, falder til ro igen, når noget uventet sker, og kan håndteres uden kraftig uro.

Racen vil gerne være tæt på familien og samarbejder ofte godt, når opgaven er tydelig, og træningen er venlig. En unghund kan dog være stærk, klodset og sent moden, så gode hverdagsvaner skal indlæres tidligt.

Børn og newfoundlandshunde kan fungere rigtig godt sammen, men racens ry som “barnepigehund” må ikke tages bogstaveligt. En ansvarlig voksen skal altid være til stede, når hunde og små børn er sammen. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og hunden skal have sit eget sted, hvor ingen følger efter den. En voksen skal også kunne holde hunden på gåturen og afbryde voldsom leg; en venlig hund på over 50 kilo kan vælte et barn uden at ville gøre skade.

Den samme forsigtighed gælder andre hunde og katte. Lad de første møder være rolige, giv dyrene hver deres ressourcer, og sørg for, at et mindre dyr kan trække sig. Individets erfaringer og adfærd betyder mere end påstande om, at racen automatisk kan lide alle dyr.

En newfoundlandshund er heller ikke automatisk en vagthund. Størrelsen kan virke afskrækkende, men skarphed og mistro hører ikke til raceidealet.

## Træning og motion

Træningen skal gøre newfoundlandshunden nem at styre, før den bliver tung nok til at vinde en fysisk styrkeprøve. Prioritér at gå i løs line, vente ved døre, komme på indkald, hilse roligt og lade dig undersøge poter, ører, mund og pels. Træn også bilkørsel og dyrlægebesøg. Beløn den ønskede adfærd, og øg forstyrrelserne gradvist.

Der findes ikke et pålideligt antal minutter, der passer til alle hunde. En voksen newfoundlandshund har brug for daglig bevægelse og mental aktivering tilpasset alder, huld, kondition, helbred og temperatur. Rolige ture, næsearbejde, hverdagslydighed, trækarbejde og vandarbejde kan passe til racen. Halthed, tydelig stivhed eller forværring efter aktivitet er grunde til at mindske belastningen og kontakte en dyrlæge efter behov.

For hvalpen er målet fri, varieret bevægelse og god kropskontrol frem for konditionstræning. Lad hvalpen udforske sikre underlag, øve balance tæt på jorden og gå korte ture i sit eget tempo. Undgå gentagne høje spring, lange tvungne strækninger og løb ved siden af en cykel. Regler om et fast antal minutter pr. levemåned tager ikke højde for individ, terræn eller intensitet.

Vandarbejde er en dokumenteret del af racens funktion. Den officielle svenske vandprøve omfatter lydighed på land, apportering i vand og bugsering af en person eller båd. Færdighederne skal trænes; hunden er ikke en uddannet livredder alene på grund af sin race. Begynd i roligt, lavt vand, tving aldrig en utryg hund i, og kontrollér temperatur, strøm, bund og mulighederne for at komme op. Føreren skal kunne svømme i øvelser, hvor hund og fører arbejder sammen i vandet.

Den tunge krop og tætte pels begrænser aktiviteten i varmt vejr. Vælg køligere tidspunkter, og stop, hvis hunden har svært ved at komme sig. Svømning kan være skånsom motion for en sund hund, men koldt vand, udmattelse og en vanskelig vej op er reelle farer.

## Sundhed

Hofter, albuer, hjerte og urinveje er vigtige kontrolpunkter, når du vælger newfoundlandshund. Sundhedsdata mindsker usikkerheden, men kan aldrig garantere, at en hvalp forbliver sund. Bed om begge forældres registrerede navne, og kontrollér selv resultaterne i stedet for blot at godtage, at “testene er lavet”.

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, forekommer i racen. Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder fra 1. januar 2026, skal begge forældre have officiel HD-status og officiel ED-status før parring, for at hvalpene kan registreres hos SKK. Kendt status betyder, at resultatet er registreret; det betyder ikke, at alle resultater er normale. Hunde med ED grad 2 eller 3 må ikke bruges i avl. Det samme gælder hunde med symptomer, en klinisk ED-diagnose eller en operation for ED, uanset registreret grad.

Racens svenske RAS-dokument fra 2016 anbefaler et strengere udvalg end grundkravet om registreret status: først og fremmest HD A eller B og ED 0, med angivne undtagelser. Denne daterede avlsanbefaling skal holdes adskilt fra de nuværende bindende registreringskrav. Kontrollér de faktiske resultater, og spørg, hvordan opdrætteren begrunder kombinationen. Svenska Kennelklubbens Avelsdata viser også resultater for nære slægtninge.

Den svenske newfoundlandshundeklub fremhæver også subaortastenose, SAS, en forsnævring i hjertets udløb mod aorta. En mislyd kan give grund til en udredning, men milde tilfælde kan være svære at opdage alene med stetoskop; ultralyd giver en mere sikker vurdering. Spørg, hvordan, hvornår og af hvem hjertet er undersøgt. En SAS-undersøgelse er ikke et bindende SKK-krav på samme måde som racens HD- og ED-status.

Newfoundlandshunden har også en racespecifik, autosomalt recessiv form for cystinuri. Den kan give et forhøjet niveau af cystin i urinen og undertiden cystinsten, men ikke alle genetisk afficerede hunde udvikler sten. En DNA-test kan skelne mellem genetisk frie hunde, bærere og afficerede hunde. Bed om at se resultatet, og forstå, hvordan kombinationen undgår syge hvalpe. En hund, der gentagne gange forsøger at tisse, men kun får lidt eller ingen urin ud, har brug for akut dyrlægehjælp; hanhunde har større risiko for blokering af urinrøret.

Mavedrejning, GDV, er en akut tilstand, der især rammer store og meget store hunde. Årsagen er sandsynligvis sammensat, så enkle regler om fodring eller motion kan ikke love beskyttelse. Resultatløse opkastningsforsøg, kraftig savlen, uro og en opsvulmet bug er faresignaler. Svaghed, kollaps eller vejrtrækningsbesvær gør situationen endnu mere akut. Søg straks dyrlæge ved mistanke, og drøft den individuelle risiko og forebyggende gastropeksi, før en nødsituation opstår.

Hold hunden i et sundt huld, og søg hjælp ved halthed, tilbagevendende stivhed, nedsat udholdenhed, besvimelse eller smerte. Kontrollér hud og pels, når hunden har været våd. Undlad ikke et dyrlægebesøg, fordi et problem siges at være “almindeligt i racen”.

## Historie og oprindelse

Newfoundlandshunden stammer fra Canada og forbindes med arbejde langs Newfoundlands kyst. Den officielle racestandard beskriver en hund, der blev brugt til tungt trækarbejde og arbejde i vand. Den oplyser, at racens type og arbejdsegenskaber var etableret omkring 1610. Fortællingen om lokale hunde, der blev krydset med store, sorte hunde bragt dertil af vikinger, fremstilles som en tradition, ikke som dokumenteret afstamning.

Hundene arbejdede sammen med mennesker, hvor styrke, svømmeevne og udholdenhed havde praktisk værdi. Den massive krop, vandafvisende pels, svømmehuden og halen, der fungerer som ror, passer til denne funktion. Historien betyder dog ikke, at enhver moderne newfoundlandshund kan redde mennesker uden træning.

I dag er newfoundlandshunden først og fremmest familiehund. Vandarbejdet lever videre gennem organiseret træning og officielle prøver, og nogle ekvipager dyrker også trækarbejde.

## At leve med racen

En newfoundlandshund kræver mere praktisk planlægning end en mellemstor hund. Kan den ligge uden at blokere gangarealer, komme ind i bilen, hvile et køligt sted og håndteres af en voksen, hvis den bliver syg eller bange? Glatte gulve har ofte brug for tæpper, og mange trapper kan være svære for en hvalp, en skadet hund eller en ældre hund.

En lejlighed er ikke automatisk uegnet. Hunden motioneres og trænes udendørs, men en kæmpehund kan gøre en lille bolig upraktisk. Elevator, brede passager, gode luftemuligheder i nærheden, lydforholdene for naboerne og muligheden for at holde boligen kølig betyder mere end adressen. Hus og have erstatter ikke gåture, træning eller selskab.

Racen vil ofte være tæt på mennesker, men alenetid skal vurderes individuelt. En voksen hund, der er trænet gradvist, kan normalt være alene i nogle timer; en lille hvalp kan ikke. Forlæng først tiden, når hunden kan falde til ro, og brug hundepasser eller en anden løsning, hvis arbejdsdagen er længere, end individet kan klare. Vedvarende gøen, rastløs vandren, ødelagte ting eller kraftig uro viser, at løsningen skal ændres.

Planlæg regelmæssig pelspleje, rengøring, god plads i bilen og højere udgifter til foder, forsikring og dyrlægebehandling. Sele eller halsbånd, sikker transport og liggeplads skal fungere til hundens størrelse.

Newfoundlandshunden kan passe til en førstegangsejer, der søger hjælp tidligt og reelt kan håndtere størrelsen, men den er ikke et nemt valg, blot fordi temperamentet beskrives som mildt. En egnet ejer holder af et tæt samarbejde, accepterer hår og savl, træner konsekvent uden hårde metoder og kan tilpasse aktiviteten til varme og helbred. Hvis de vilkår virker realistiske, kan racen blive et roligt og engageret familiemedlem. Hvis plads, fysisk kontrol eller pelspleje allerede virker usikkert, er en mindre hund et klogere valg.

Newfoundlandshund

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Newfoundlandshunden er en meget stor, vandglad brugshund med tæt pels, der fælder kraftigt og savler en del. Den er rolig, loyal og nænsom over for børn og har brug for tæt kontakt med familien, venlig men konsekvent træning, moderat motion, grundig pelspleje, god plads samt forebyggende sundhedspleje for ledproblemer, hjerte og risiko for mavedrejning.

Randi Helene Nygård

Bårva

## Kort fortalt

Rottweiler er en mellemstor til stor og kraftfuld tysk brugshund til den, der gerne vil træne regelmæssigt, kan håndtere hundens styrke og har tid til både fysisk og mental aktivering. Den kan knytte sig tæt til familien, men racens vagtinstinkt og arbejdslyst gør det ekstra vigtigt at vælge den rette opdrætter, begynde træningen tidligt og have sikker kontrol i hverdagen.

- **Oprindelse:** Tyskland. Racen er anerkendt af FCI og har været brugt som vagt-, kvæg-, træk-, politi- og tjenestehund.
- **Størrelse:** hanhunde er 61–68 cm og tæver 56–63 cm i skulderhøjde. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund omkring 50 kg og en tæve omkring 42 kg, men højde, køn og kropsbygning påvirker vægten.
- **Pels:** kort, tæt dobbeltpels, som børstes og bades efter behov.
- **Aktivitet:** har brug for daglig motion, næsearbejde eller en anden mental opgave samt løbende træning i hverdagen.
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes mentalbeskrivelser, hofte- og albueresultater samt DNA-resultater for POANV, som tidligere blev kaldt JLPP.

Rottweiler er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, men bør planlægge hvalpekursus, fortsat lydighedstræning og støtte fra en opdrætter eller brugshundeklub, der kender racen.

## Udseende og pels

Rottweiler er en middelstor til stor hund med en kompakt og muskuløs krop. Den skal se stærk ud uden at være klodset; kropsbygningen skal også give indtryk af bevægelighed og udholdenhed. Hovedet er bredt, ørerne er trekantede og hængende, og den sorte pels har tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger.

Pelsen består af grove dækhår over en tæt underuld. Den er nem at passe, men hunden fælder og har da brug for hyppigere børstning. Der findes ingen meningsfuld badeplan, som passer til alle rottweilere: bad hunden, når den er beskidt, og børst efter behov, især i fældeperioder. Kontrollér samtidig kløer, ører, hud og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Vægten bør vurderes sammen med kropsformen, ikke kun i forhold til et tal. En hund i passende huld har en synlig talje, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Regelmæssig vurdering af huld er særlig nyttig hos en tung hund.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, godmodig, modig og arbejdsivrig hund, som er stabil og opmærksom på sine omgivelser. Det beskriver målet for avlen, ikke hvordan enhver rottweiler vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, træning og den konkrete situation påvirker det enkelte individ.

Rottweilerens vagtinstinkt betyder ikke, at racen pr. definition er aggressiv. Kombinationen af årvågenhed, integritet, jagtinteresse, lyst til at gribe og trække i leg samt stor fysisk styrke kan dog være vanskelig at håndtere, hvis hunden er bange, let bliver stresset eller er dårligt trænet. Det er derfor vigtigere at undersøge forældredyrenes faktiske adfærd end at nøjes med generelle beskrivelser som ”sød” eller ”tryg”.

Bed om at se forældrenes MH-resultater, og spørg opdrætteren, hvordan hundene reagerede på social kontakt, overraskelser, lyd, leg og vedvarende frygt. MH beskriver reaktioner i standardiserede situationer; et gennemført MH er ikke i sig selv en kvalitetskarakter. Se også på nære slægtninge, og mød helst mindst tæven i et almindeligt miljø.

En rottweiler kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for, at hunden er børnevenlig. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En voksen bør stå for gåturene, fordi en ung eller ophidset rottweiler kan være for stærk for et barn at holde.

## Træning og motion

Rottweiler har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men et fast antal timers motion er misvisende. Behovet varierer med alder, sundhed, kondition og aktivitet. Planlæg en hverdag med gåture, rolig restitution, næsearbejde og korte træningspas, og tilpas mængden efter, hvordan hunden faktisk fungerer.

Spor, søg, lydighed, rallylydighed og veltilrettelagte friluftsaktiviteter giver både samarbejde og opgaver at løse. Racen kan også sætte pris på træk eller andre fysisk krævende aktiviteter, når hunden er udvokset, sund og gradvist trænet til arbejdet. En stor træningsmængde erstatter ikke evnen til at falde til ro, så træn også passivitet og rolige rutiner.

Begynd tidligt med håndtering, gå pænt i snor, indkald, rolige hilsner og at vende sig væk fra mennesker, dyr eller genstande på signal. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør reglerne nemme at forstå. Undgå metoder, der bygger på frygt, tvang eller smerte; de hører ikke hjemme i moderne hundetræning og er ingen genvej til kontrol over en stærk hund.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde og nye miljøer uden at skulle gå hen eller reagere voldsomt. Et godt kursus hjælper ejeren med at læse hundens signaler og træne på et passende niveau. Fortsæt træningen gennem unghundeperioden, hvor den fysiske styrke ofte udvikler sig hurtigere end selvkontrollen.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede sundhedskontroller for rottweiler vedrører hofter, albuer og POANV/JLPP. Racen har sundhedsprogrammer for hofteledsdysplasi, HD, albueledsdysplasi, ED, og den arvelige neurologiske sygdom POANV, tidligere kaldt JLPP. Øjensygdomme forekommer også, og mange opdrættere får deres hunde øjenlyst.

Bed opdrætteren om at vise officielle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens tjenester. For HD og ED er det relevant at se både forældrenes egne røntgenresultater og kombinationens foreløbige kuldindeks. Svenska Rottweilerklubben anbefaler et foreløbigt kuldindeks på mindst 101 for både HD og ED i sine udvidede anbefalinger. Et indeks bygger på flere oplysninger end resultatet for én hund, men kan ikke garantere, at en hvalp bliver fri for ledproblemer.

POANV/JLPP nedarves recessivt. En bærer er normalt sund, men kan give varianten videre. Pointen er derfor ikke automatisk at udelukke enhver bærer, men at sikre, at DNA-status er officielt verificeret, og at kombinationen ikke kan give syge hvalpe. Bed opdrætteren om at forklare begge forældres resultater, og hvordan de blev brugt ved planlægningen af parringen.

Spørg også til øjenundersøgelser og sundheden hos ældre nære slægtninge. Lange lister over alt, der nogensinde er diagnosticeret hos en rottweiler, siger mindre end dokumenterede resultater og tilbagevendende problemer i den aktuelle slægt. Mange rottweilere bliver omkring 8–10 år, men levetiden varierer og kan ikke forudsiges for den enkelte hund.

Hold hunden i passende huld, byg konditionen gradvist op, og søg dyrlæge ved halthed, tydelige smerter, ændringer i vejrtrækningen eller neurologiske symptomer. Forebyggende arbejde erstatter ikke en dyrlægevurdering, når hunden viser tegn på sygdom.

## Historie og oprindelse

Rottweiler blev udviklet i og omkring den tyske by Rottweil som en praktisk vagt- og kvæghund. Navnet Rottweiler Metzgerhund henviser til byens slagtere, som udvalgte hunde efter arbejdsevne og brugte dem til at drive og vogte kvæg, beskytte ejendom og trække læs.

I den officielle racehistorie forbindes ældre hunde af samme type med kvæghunde fra romertiden. Racens senere udvikling er knyttet til Rottweil og hundenes praktiske arbejde der. Da man i begyndelsen af 1900-tallet søgte egnede politihunde, blev rottweileren afprøvet, og racen blev godkendt som politihund i 1910.

Arbejdsbaggrunden er stadig tydelig. Rottweiler bruges i dag som brugs-, tjeneste- og selskabshund, og egenskaber som udholdenhed, vagtsomhed og lyst til samarbejde skal bruges på en gennemtænkt måde, også hos en hund, der primært lever som familiemedlem.

## At leve med racen

En rottweiler kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig tid udendørs, træning og hvile. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter. Overvej afstanden til gode luftemuligheder, trapper, hvor lydt boligen er, og om alle voksne i hjemmet kan holde og håndtere hunden sikkert.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene, mens en tryg voksen hund, der er trænet til det, ofte kan være alene i nogle timer. Hundens egne signaler bør styre tempoet. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og introduktionen. Indret et sikkert område til katten, brug gitter eller snor i begyndelsen, og beløn rolig adfærd. Gå et skridt tilbage, hvis et af dyrene bliver bange, eller hvis hunden låser blikket og bliver meget ophidset. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet har været trygt over tid. Den samme forsigtighed gælder ved møder med andre hunde; tidlig socialisering garanterer ikke, at en voksen hund kan lide alle andre hunde.

Ejeren har ansvar for, at hunden ikke forstyrrer eller skræmmer mennesker eller andre dyr på offentlige steder. For en rottweiler betyder det, at det at gå i snor, indkald og evnen til at vende opmærksomheden væk fra forstyrrelser skal fungere, før situationen bliver vanskelig. Hundens faktiske adfærd, miljøet og ejerens mulighed for at gribe ind afgør, hvor meget kontrol situationen kræver.

### Kontrolpunkter før køb

- Mød forældredyrene, og spørg til deres adfærd i hverdagen, ikke kun under træning eller på udstilling.
- Læs MH-resultaterne, og spørg til frygt, socialitet, leg og afreaktion hos forældre og nære slægtninge.
- Kontrollér officielle HD- og ED-resultater samt kombinationens foreløbige kuldindeks.
- Kontrollér begge forældres officielle POANV/JLPP-status, og spørg til øjenundersøgelser.
- Beskriv din hverdag ærligt for opdrætteren, og spørg, hvilken støtte du får gennem hvalpe- og unghundeperioden.

Rottweiler passer bedst, når hundens arbejdslyst er en del af hverdagen, ikke noget der løses med en lang gåtur en gang imellem. Den, der holder af regelmæssig træning, tydelige rutiner og et stort ansvar, kan få en tæt og alsidig hund; den, der primært søger en ukompliceret selskabshund, bør vælge en mindre krævende race.

Rottweiler

Svenska Rottweilerklubben (Swedish Rottweiler Club)

Deutscher Rottweiler-Klub (German Rottweiler Club)

Rottweiler er en kraftig, mellemstor brugshund med kort sort pels og rustbrune aftegninger. Den er rolig, loyal og familieorienteret, men ofte reserveret over for fremmede. For at trives har den brug for venlig, men konsekvent træning, daglig mental og fysisk aktivering samt ansvarsbevidste ejere.

Niels Calum

Vera Christin Sandal

## Kort fortalt

Bichon havanais er en lille FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 9. FCI angiver Cuba som oprindelsesland og beskriver, hvordan hundetypen kom dertil fra det vestlige Middelhavsområde. Racestandarden angiver en mankehøjde på 23–27 centimeter med to centimeters tolerance i begge retninger, men intet officielt vægtinterval. Vurdér derfor den forventede voksenstørrelse ud fra højde, kropsbygning, huld og forældrene frem for et lovet antal kilo.

Standardens ideal er en opmærksom, hengiven, glad, venlig og legesyg hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer med børn, fremmede mennesker eller andre dyr. Svenske BPH-data viser tværtimod tydelig adfærdsvariation inden for racen.

Den lange pels er racens største opgave i hverdagen. Den skal redes helt ned til huden og kan kræve hyppig pleje, især under overgangen fra hvalpe- til voksenpels. Lidt eller ingen underuld gør ikke Bichon havanais allergifri; allergener fra hunden findes blandt andet i hudpartikler og spyt og varierer mellem individer.

## Udseende og pels

Bichon havanais skal være lille, kortbenet og robust uden at blive tung eller hæmmet. Kropslængden skal forholde sig til mankehøjden omtrent som 4:3. Forbenene skal være lige og parallelle, og bevægelserne lette, spændstige og rettet fremad. Når du vurderer en hund, bør du se frie bevægelser uden tydelig halthed, skæv belastning eller forben, der bøjer kraftigt udad. Den rigelige pels må ikke skjule dårlig funktion.

Racestandarden angiver 23–27 centimeters mankehøjde. Den angivne tolerance udvider det tilladte interval til 21–29 centimeter. Standarden angiver ingen idealvægt. To hunde med samme højde kan derfor veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. En hund tæt på en af ydergrænserne er ikke automatisk bedre eller dårligere, men den svenske avlsstrategi beskriver en udvikling mod større og tungere hunde og understreger, at racen skal bevare sin karakter som dværghund.

Ifølge standarden skal dækhåret hos en voksen hund være meget langt, omkring 12–18 centimeter, blødt og glat eller bølget; det kan også danne krøllede lokker. Underulden er svagt udviklet og mangler ofte. Hvid, fawn, sort, havannabrun, tobaksbrun og rødbrun forekommer sammen med pletter og tantegninger i tilladte farver. Lad ikke farven veje tungere end sundhed, temperament og god funktion, når du vælger hvalp.

Standarden ønsker pelsen i naturlig tilstand og tillader ikke, at udstillingspelsen klippes til en ensartet længde, med begrænsede undtagelser ved poter, pande og snude. Det er en regel om racetypisk udseende, ikke en grund til at lade smertefulde filtrede områder blive siddende. Før en kam gennem små sektioner, og kontrollér især bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens længde, struktur, fugtighed og hvor let den filtrer; under pelsskiftet kan en daglig gennemgang være nødvendig.

Væn hvalpen gradvist til kam, potehåndtering, negleklipning og tandbørstning, og hold pause, hvis den bliver bange eller stresset. Bad hunden, når pelsen trænger til at blive rengjort, og tør den grundigt. Børst tænderne dagligt med hundetandpasta, da små hunde oftere får problemer med tandsten og paradentose.

## Temperament og personlighed

Bichon havanais skal ifølge standarden være opmærksom, venlig og legesyg, men individer møder verden på forskellige måder. Standardteksten beskriver et ønsket temperament. Den skal ikke bruges som bevis for, at en hvalp automatisk bliver god med børn, stille, frygtløs eller nem for en førstegangsejer.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2026 omfatter 233 beskrevne bichon havanais. Blandt de deltagende hunde var der stor variation i, hvor intenst de hilste på fremmede, hvor meget de legede, hvor nysgerrige de var, og hvordan de reagerede på ustabile underlag. Mange viste lav social frygt og truede ikke fremmede, men materialet omfattede kun omkring 1,5 procent af svenskfødte hunde fra de analyserede fødselsår. Resultaterne beskriver derfor de deltagende hunde, ikke alle bichon havanais.

BPH er en beskrivelse, ikke en prøve, som hunden bliver godkendt eller underkendt i. Bed om at se forældrenes fulde resultater, og se på de enkelte reaktioner. Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og observér, om hun kan hilse, fravælge kontakt og komme sig efter noget uventet uden langvarig frygt eller stress.

Små børn og hunden skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et beskyttet hvilested. Den lille krop kan blive skadet af voldsom leg, selv om hunden selv søger kontakt. Introduktioner til hunde og katte bør ske gradvist, med afstand, flugtveje og mulighed for at adskille dyrene. Tidligere erfaringer og den enkelte hunds sociale færdigheder betyder mere end racenavnet.

## Træning og motion

Bichon havanais har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og anden belastning til alder, kondition, sundhed, vejr og restitution.

Racen blev udviklet som selskabshund og sætter ofte pris på samarbejde. Næsearbejde, tricks, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give god variation, men konkurrencer er ikke nødvendige. Prioritér indkald, at gå roligt i line, vente, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af, mens der sker noget i nærheden. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen går i opgangen, eller når hunden forventer aktivitet. Begræns unødvendig vagtsomhed ved vinduer og døre, beløn ro, og giv hunden en tydelig alternativ opgave. Træn også pelspleje og korte perioder alene som selvstændige færdigheder fra begyndelsen. Renlighedstræning bygges med hyppige muligheder for at komme ud, opsyn og belønning, ikke straf eller en antagelse om, at racen er svær at træne.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver bichon havanais som en forholdsvis sund race, men et trygt hvalpekøb kræver stadig kontrol af anbefalinger og faktiske resultater. Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler har ikke noget racespecifikt niveau 2- eller 3-krav for patella, øjne eller hjerte hos bichon havanais. Det betyder ikke, at undersøgelserne er uvigtige. Raceklubbens anbefalinger er mere omfattende og skal skelnes fra formelle betingelser for at registrere et kuld.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde patellaundersøges efter etårsalderen og har et resultat uden anmærkning. Den anbefaler også øjenlysning omtrent årligt fra etårsalderen til mindst seks år, med et resultat, der ikke er ældre end et år ved parring, samt hjerteundersøgelse uden anmærkning før parring. Anbefalingerne er betingelser for raceklubbens hvalpeformidling, men er ikke det samme som et SKK-registreringskrav.

Bed om hundenes registreringsnumre, og kontrollér resultat, dato og faktisk status i SKK Avelsdata. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. Patellastatus kan registreres fra tolv måneders alder og graderes fra 0, normal, til 3, permanent luksation af knæskallen. Selv et godt individuelt resultat bør læses sammen med oplysninger om forældre, søskende og tidligere afkom, fordi familiebilledet giver mere information end én undersøgelse.

Lige forben og frie bevægelser er vigtige for sundheden, ikke kun for udstillingsresultater. Den svenske avlsstrategi fremhæver bøjede forben, enkelte tilfælde af forkortet albueben, såkaldt short ulna, samt rygsmerter og diskusprolaps. Et studie af 355 norske havanais fandt en sammenhæng mellem en FGF4-variant på kromosom 18 og benlængde/forbensform. Studiet viser en sammenhæng i den undersøgte population, men ikke, at alle hunde med varianten får kliniske problemer, eller at en bestemt DNA-test er et svensk krav.

Se hunden gå og vende, kontrollér, at den belaster forbenene jævnt, og spørg om halthed, smerter, rygproblemer og operationer hos nære slægtninge. Spørg også om tilbagevendende øjenproblemer, mislyd på hjertet og langvarig kløe eller andre hudproblemer, da den svenske avlsstrategi omtaler disse områder. En dyrlæge skal vurdere symptomer; en opdrætter bør kunne vise, hvad der faktisk er undersøgt og hvorfor.

## Historie og oprindelse

Bichon havanais har en dokumenteret forbindelse til både det vestlige Middelhavsområde og Cuba. FCI-standarden beskriver, hvordan små selskabshunde udviklede sig langs Spaniens og Italiens kyster og tidligt blev bragt til Cuba af italienske søkaptajner. Cuba er angivet som oprindelsesland, mens FCI har ansvaret for standarden.

De gamle cubanske blodlinjer forsvandt på øen, men efterkommere overlevede i USA og blev brugt til at genopbygge den moderne population. Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver en meget lille grundlæggerpopulation, hvilket forklarer, hvorfor genetisk variation og begrænset brug af enkelte avlshunde fortsat er vigtige hensyn. Det er bedre dokumenteret end påstande om, at racen er Cubas officielle nationalhund eller har et præcist kendt grundlæggelsesår.

De første hunde af racen blev importeret og registreret i Sverige i 1988, og de første svenske kuld blev registreret i 1989. Siden da er bichon havanais vokset kraftigt i popularitet som selskabshund.

## At leve med racen

Bichon havanais kan fungere i mange typer hjem, hvis ejeren har tid til pelspleje, daglig aktivitet og træning. En lejlighed er ikke automatisk et problem, men lyde i opgangen, afstanden til et luftested og muligheden for at træne ro skal fungere. En have erstatter ikke gåture, miljøtræning eller samvær.

Tid alene skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden at gø, vandre rundt eller vise andre tegn på stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg løsningen til arbejdsdage før købet.

Prøv pelsplejen i praksis, før du beslutter dig. Bed opdrætteren vise, hvordan kammen føres helt ned til huden, hvor lang tid en fuld gennemgang tager, og hvordan pelsen ændrer sig i unghundeperioden. Hvis familien ikke kan holde pelsen fri for filtrede områder, har hunden brug for en anden plejeplan udarbejdet sammen med en kyndig hundefrisør; racetypisk udseende må aldrig gå forud for hundens velfærd.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, og kontrollere registreringsnummer, stamtavle og identitet. Sammenlign forældrenes patella-, øjen- og hjerteresultater med raceklubbens gældende anbefalinger, og spørg om temperament, forben, ryg og hud hos nære slægtninge. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel.

Det bedste valg er ikke automatisk den mindste, mest pelsrige eller mest frembrusende hvalp. Vælg en hund fra forældre, der bevæger sig ubesværet, har dokumenterede undersøgelser, kommer sig godt og kan håndteres roligt. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, en markedsført vægt eller mærkater som ”allergivenlig” og ”perfekt familiehund”.

Bichon havanais

Bichon havanais er Cubas nationale selskabshund i miniformat – en robust og livlig ledsager med lang, silkeagtig pels, der fælder meget lidt. Den er kærlig, menneskeorienteret og egner sig både til børnefamilier, lejligheder og huse. Den har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture, leg og mental stimulering og trives ikke med at være alene i lange perioder.

Arnkilsfred

## Kort fortalt

- Shih Tzu er en lille, renracet selskabshund med oprindelse i Tibet og videre udvikling i Kina; Storbritannien har ansvaret for racestandarden.
- Racestandarden angiver en maksimal mankehøjde på 27 centimeter og en vægt på 4,5–8 kilo. FCI anerkender én Shih Tzu, ikke særskilte ”mini”, ”imperial” eller ”teacup”-varianter.
- Typiske træk er et venligt, men selvstændigt væsen, et opmærksomt udtryk og en solid krop, der er lidt længere, end den er høj.
- Den lange pels kræver meget pleje. En kortere hverdagsklipning mindsker arbejdet, men fjerner ikke behovet for børstning, bad og kontrol af øjne, ører, poter og hud.
- Fri og stille vejrtrækning, øjne, der ikke er udstående, og en velfungerende mund er vigtigere end et ekstremt kort næseparti eller en overdreven pels.
- Shih Tzu kan trives i lejlighed, men har stadig brug for daglig bevægelse, mental aktivering og social kontakt.

## Udseende og pels

Shih Tzu er lille, men solidt bygget, ikke en spinkel miniaturehund. Kropslængden fra manken til haleroden skal være større end mankehøjden. Brystkassen er bred og dyb, og den højt ansatte hale bæres i en bue over ryggen. Hovedet er bredt og rundt. Næsepartiet er kort og bredt, men næseborene skal være godt åbne og øjnene store uden at være udstående.

Racestandarden angiver en maksimal mankehøjde på 27 centimeter og en vægt på 4,5–8 kilo. Racetype og sund funktion skal veje tungere end ønsket om en så lille hund som muligt. Betegnelser som ”imperial” og ”teacup” er derfor ikke anerkendte størrelsesvarianter af racen.

Pelsen består af lange, tætte dækhår og moderat underuld, som ikke må være ulden. Den kan være glat eller let bølget, og alle farver er tilladt. Håret på hovedet giver det karakteristiske krysantemumlignende udtryk, men må ikke hæmme hundens syn. Pelsen må heller aldrig være så lang eller tung, at den begrænser bevægelserne.

En Shih Tzu med fuld, lang pels har brug for en gennemtænkt rutine. Svenska Kennelklubben beskriver regelmæssige bade, grundig tørring og gennemredning for at forebygge filtre. Håret omkring ansigtet skal holdes væk fra øjnene, og pelsen bør gennemgås helt ind til huden, så små filtre ikke når at blive store og smertefulde.

En kortklippet Shih Tzu er lettere at pleje, men ikke vedligeholdelsesfri. Pelsen fortsætter med at vokse og skal børstes, vaskes og klippes med et interval, der passer til den enkelte pels og hverdag. Racen bør ikke beskrives som allergivenlig: hvordan et menneske reagerer på en hund, kan ikke afgøres ud fra pelsens udseende eller mængden af synlige hår i hjemmet.

## Temperament og personlighed

Shih Tzu skal være venlig, livlig, opmærksom og selvstændig. Det er en selskabshund, som gerne deltager i familiens hverdag, men selvstændigheden kan mærkes, når hunden ikke kan se meningen med en opgave. Det giver racen personlighed og humor, men gør ikke automatisk alle individer medgørlige i enhver situation.

Temperamentet varierer fra individ til individ og påvirkes af avl, tidlige erfaringer og hverdagstræning. Racens venlighed er derfor ingen garanti for, at enhver Shih Tzu elsker alle børn, hunde eller katte. Samvær med børn fungerer bedst, når de kan håndtere hunden roligt, lade den hvile uforstyrret og undlade at bære den uden hjælp. Små børn og hunden bør altid have en voksen i nærheden.

Møder med andre hunde og katte bør bygges op gradvist. En rolig introduktion og muligheden for at trække sig væk er vigtigere end forestillingen om, at racen altid kommer godt ud af det med alle. Nogle individer er åbne med det samme, mens andre har brug for mere tid.

Shih Tzu kan advare om lyde og besøgende ved at gø, men hvor meget hunden giver lyd, varierer og kan påvirkes gennem hverdagens rutiner. Beløn ro, giv hunden et alternativ til at løbe hen til døren, og undgå at gøre hvert alarmgø til en stor begivenhed.

## Træning og motion

Shih Tzu har brug for daglig motion og mental aktivering, selv om racen ikke er bygget til langvarigt, hårdt arbejde. Flere ture med tid til at snuse, korte legestunder og små træningsopgaver giver som regel en bedre hverdag end én ensformig rute. Hvor langt og intensivt hunden kan bevæge sig, skal tilpasses alder, kondition, vejr og evnen til at trække vejret.

Korte og tydelige træningspas passer til racens kombination af intelligens og selvstændighed. Beløn den adfærd, du ønsker, og træn én ting ad gangen: kontakt, indkald, håndtering, at gå i snor og at kunne falde til ro. Renlighedstræningen bliver lettere med hyppige muligheder for at komme ud, forudsigelige rutiner og en belønning med det samme udendørs; der er ikke belæg for, at alle Shih Tzu er usædvanligt lette eller svære at gøre renlige.

Varme og vejrtrækning skal styre aktivitetsniveauet. En Shih Tzu, der trækker vejret anstrengt eller støjende, hurtigt mister tempo eller har svært ved at komme sig, må ikke presses videre. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen i varmt vejr, og lad en dyrlæge vurdere tilbagevendende vejrtrækningslyde eller nedsat udholdenhed. Snorken og rallende vejrtrækning bør ikke afvises som normalt, bare fordi racen er kortsnudet.

Alenetid trænes gradvist fra meget korte stunder. Øg først, når hunden forholder sig roligt, og tilpas forløbet, hvis den viser uro eller ubehag. I Sverige skal hunde have fysisk og mental aktivering hver dag og bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne; hvalpe og ældre hunde har som regel brug for at komme ud oftere.

## Sundhed

De vigtigste sundhedskontroller for Shih Tzu gælder vejrtrækning, øjne samt mund og tænder. Racen kan leve længe, og et stort britisk studie af dyrlægejournaler fandt et samlet sygdomsmønster, som lå tættere på hunde generelt end på flere andre kortsnudede racer. Det betyder ikke, at risiciene ved den korte kranieform kan ignoreres.

Shih Tzu kan få brachycephalic obstructive airway syndrome, BOAS, på dansk brachycephalt obstruktivt luftvejssyndrom. I et britisk studie fra 2026 af 42 Shih Tzu blev racen vurderet til at have moderat risiko for BOAS, og knap halvdelen af hundene fik grad 0. Udvalget var lille og fortæller ikke, hvordan en enkelt hund har det, men viser, at fri vejrtrækning skal kontrolleres i praksis. Åbne næsebor, stille vejrtrækning i hvile og bevægelse, normal restitution og et sundt huld er vigtige tegn. Studiet fandt også en sammenhæng mellem huld og BOAS-grad hos Shih Tzu.

RFG Scheme er en standardiseret funktionsvurdering af vejrtrækningen. Svenska Kennelklubben besluttede i 2026 at indføre central registrering af RFG-resultater for Shih Tzu, men undersøgelserne kan først begynde, når uddannede dyrlæger og tekniske rutiner er på plads. Spørg derfor opdrætteren, hvilke vurderinger af vejrtrækningen der faktisk er gennemført, og kontrollér den aktuelle status hos Svenska Kennelklubben.

Øjnene skal være store, men ikke udstående. Svenska Kennelklubbens racespecifikke instruktioner udpeger alt for fremtrædende øjne som et risikoområde, og britiske sundhedsanbefalinger angiver øjenundersøgelse før avl. Søg hurtigt dyrlæge, hvis hunden pludselig kniber et øje sammen, gnider det eller får tydelig rødme, uklarhed eller kraftigt udflåd; skader på hornhinden er smertefulde og skal undersøges.

Munden er et andet vigtigt område, fordi de svenske instruktioner advarer mod en smal underkæbe og dårlig tandstatus. I et britisk studie af 11.082 Shih Tzu var sygdom i tandkødet og vævet, som støtter tænderne, den hyppigst registrerede diagnose. Det samme studie fremhævede også problemer med analkirtler, ører og øjne. Daglig tandbørstning med hundetandpasta er den mest effektive hjemmepleje mod plak; dyrlægekontrol er stadig nødvendig ved tandsten, dårlig ånde, blødende tandkød eller problemer med at tygge.

Studiet rapporterede en gennemsnitlig alder ved død på 12,7 år i den undersøgte britiske population. Det er et mål for en population, ikke et løfte for en enkelt hund.

## Historie og oprindelse

Shih Tzu har sin oprindelse i Tibet, men blev udviklet som race i Kina, hvor hunde af denne type levede i de kejserlige paladser. FCI angiver Tibet (Kina) som oprindelsesland og Storbritannien som det land, der har ansvaret for racestandarden. Racen hører til gruppen af selskabshunde og har aldrig været omfattet af krav om en brugsprøve.

Den første dokumenterede import til Storbritannien fandt sted i 1931. Shih Tzu blev først udstillet sammen med lhasa apso, men forskelle i blandt andet hoved og type førte til, at Shih Tzu blev anerkendt som en selvstændig race i 1934. Den blev registreret særskilt af den britiske kennelklub i 1940. Racen kom til Skandinavien i løbet af 1930'erne.

Den dokumenterede historie er tydelig uden romantiske tilføjelser: tibetanske rødder, udvikling i Kina og senere standardisering i Storbritannien. Dagens venlige, men selvstændige selskabshund afspejler den rolle, racen længe har haft tæt på mennesker.

## At leve med racen

Shih Tzu passer bedst til den, der ønsker en lille, social selskabshund og accepterer, at pels, øjne, tænder og vejrtrækning kræver løbende opmærksomhed. Racen kan passe i både lejlighed og hus; det afgørende er ikke boligens størrelse, men om hunden får bevægelse, søgearbejde, hvile, selskab og regelmæssige muligheder for at komme ud.

Hverdagen bliver lettest, når pelspleje, tandbørstning og håndtering læres tidligt i små trin. En hund, der klippes kort, skal stadig blive tryg ved børste, kam, bad, føntørrer, kontrol af poter og berøring omkring ansigtet. Planlæg også regelmæssig klipning hjemme eller hos en hundefrisør.

Før du vælger en hvalp, bør du møde tæven og gerne flere voksne slægtninge i normal bevægelse, ikke kun når de sidder stille. Lyt til vejrtrækningen før og efter en kort tur, se efter åbne næsebor og øjne, der ikke er udstående, og spørg, hvordan opdrætteren følger øjne, mund og tænder samt åndedrætsfunktion. Bed om at se de undersøgelsesresultater, der findes, og sammenhold dem med aktuelle oplysninger fra Svenska Kennelklubben.

Racen passer dårligere, hvis hunden regelmæssigt skal være alene i lange dage, hvis daglig pelspleje er urealistisk, eller hvis du ønsker en hund til hård motion i varmt vejr. For et hjem, der sætter pris på en nær, men ikke altid medgørlig følgesvend, kan Shih Tzu derimod være et rigtig godt valg, forudsat at sund funktion får lov til at veje tungere end et ekstremt udseende.

Shih Tzu

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Lille, robust selskabshund fra tibetanske og kinesiske paladser, 4,5–8 kg, med lang, flydende pels og et krysantemumlignende ansigt. Kærlig, glad og selvstændig og passer ind i mange forskellige hjem. Har brug for moderat motion, krævende pelspleje og tålmodig, belønningsbaseret træning.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet