Francos Björlida Kennel

Sallysshine

## Hurtige fakta

- Urgammel skandinavisk jagthund, avlet specifikt til at spore og stille storvildt som elg og bjørn  
- Mellemstor, kraftig spidshund med tæt, vejrbestandig sort pels og krøllet hale  
- Meget opmærksom, gøende og vagtsom, men samtidig dybt loyal og knyttet til sin familie  
- Har brug for rigelig daglig motion og mental stimulering for at være afbalanceret og tilfreds  
- En forholdsvis sjælden race uden for Skandinavien, som især tiltaler erfarne, aktive hundeejere med forkærlighed for friluftsliv  

## Udseende & pels

Norsk elghund, sort er en kompakt, kraftfuld og atletisk spidshund, let genkendelig på sin mørke pels og ringlet hale. Sammenlignet med sin mere kendte grå slægtning er Norsk elghund, sort ofte en smule lettere i typen og tydeligere markeret i konturerne. Hanner er som regel omkring 47–52 centimeter i skulderhøjde, tæver lidt mindre. Vægten ligger typisk mellem 18 og 25 kilo afhængigt af køn, benstamme og individuel kondition. Helhedsindtrykket skal være styrke, smidighed og arbejdsvilje i barsk nordisk terræn.

Kroppen er en anelse længere end høj, med dyb brystkasse og velbuede ribben, som giver god lungekapacitet til lange dage i skoven. Ryggen er stærk og lige og munder ud i en højt ansat hale, der bæres tæt rullet over ryggen, når hunden er opmærksom eller i bevægelse. Hovedet er kileformet uden at virke groft, med tydeligt stop, kraftig næseparti og mørke, udtryksfulde øjne, der giver et skarpt, intelligent udtryk. Ørerne er stående, bevægelige og forholdsvis små i forhold til hovedet, hvilket understreger det alerte, lidt rævelignende udseende, som mange elghundeejere sætter pris på.

Pelsen er et af racens mest karakteristiske træk. Som navnet antyder, er Norsk elghund, sort altid sort af farve. Nogle hunde kan med alderen få lysere hårstrå indblandet i pelsen, men idealet er en jævn, dybsort farve, der tydeligt fremhæver hundens silhuet. Pelsen er dobbelt og meget vejrbestandig. Dækhårene er stride, lige og ligger relativt tæt ind til kroppen, mens underulden er blød, tæt og meget isolerende. Denne struktur gør, at racen kan arbejde komfortabelt i sne, regn og blæst.

Pelsplejen er ukompliceret, men kræver regelmæssighed. Selvom pelsen ikke let filtrer, fælder den tætte underuld kraftigt, typisk én til to gange om året. I fældeperioderne hjælper daglig gennemredning med en solid karte eller metalkam til at fjerne løse hår og forhindre, at de ender overalt i hjemmet. Uden for fældning er det ofte nok med en grundig børstning én til to gange om ugen for at holde pelsen sund og blank. Bad bør ske efter behov snarere end ofte, da for hyppige bade kan fjerne de naturlige fedtstoffer, som beskytter hud og pels.

Vær ekstra opmærksom på områder, hvor dødt hår let samler sig, som bag ørerne, under halen og langs ”bukserne” på bagbenene. Kloklip bør ske regelmæssigt, især hos hunde der mest går på blødt underlag frem for grus og asfalt. Rengør ørerne ugentligt og kontroller, at de er tørre og fri for rødme eller dårlig lugt. Med disse enkle rutiner er Norsk elghund, sort forholdsvis let at holde i pels, trods sin tykke nordiske pels.

## Temperament & personlighed

At leve med en Norsk elghund, sort betyder at dele hverdagen med en livlig, intelligent og selvstændig makker. Det er en hund, der er avlet til at arbejde på afstand af jægeren, træffe egne beslutninger og holde vildtet på plads med stædighed og mod. Resultatet er, at mange hunde af denne race forener stærk loyalitet over for deres mennesker med en vis stædighed og et solidt selvværd.

I familien er de som regel kærlige, hengivne og legesyge. De knytter sig ofte særligt stærkt til én person, men sætter alligevel pris på kontakt med alle i husstanden. Mange ejere beskriver dem som vagtsomme, men venlige – ikke overdrevne i deres begejstring over for fremmede, men høflige og nysgerrige, når de har fået et øjeblik til at vurdere situationen. Deres naturlige opmærksomhed og tendens til at gø gør dem til udmærkede vagthunde. De giver besked om alt usædvanligt uden for huset, uanset om det er en bil der stopper, en ræv i haven eller en besøgende ved lågen.

Over for børn er en vel socialiseret Norsk elghund, sort ofte venlig og tålmodig, især hvis den er vokset op med børn fra hvalp. De trives med at være en del af familiens aktiviteter og deltager gerne i lege, gåture og udflugter. Fordi de er robuste og energiske, passer de ofte bedst i familier med lidt større børn, som kan respektere hundens grænser og håndtere en aktiv, til tider ret vild legekammerat. Som med alle racer bør samvær med små børn altid ske under opsyn, og børn skal lære ikke at klatre på eller drille hunden.

Temperamentet over for andre hunde varierer fra individ til individ. Mange er sociale og trives sammen med andre hunde, især hvis de er vel socialiserede fra ung alder. Andre kan være mere reserverede eller selektive, særligt over for hunde af samme køn. Tidlige, positive møder med forskellige typer hunde er vigtige for at fremme afslappet adfærd. Når det gælder mindre kæledyr, skal man tage højde for racens jagtinstinkt. En Norsk elghund, sort kan meget vel se katte, kaniner eller andre smådyr som noget, der skal jages, især udendørs. Nogle individer lærer at leve fredeligt med en kat i hjemmet, men det er ingen selvfølge, og introduktioner bør ske gradvist og med omtanke.

En almindelig udfordring for ejere er kombinationen af intelligens og selvstændighed. Racen lærer hurtigt, men vælger ikke altid at adlyde med det samme. De vil gerne tænke selv og kan stille spørgsmålstegn ved kommandoer, de opfatter som meningsløse. Gøen kan også blive et problem i nogle hjem, særligt i tæt bebyggede områder. I skoven er en tydelig stemme en fordel, men i en etageejendom kan det give konflikter. At lære et ”stille”-signal tidligt og sørge for, at hunden får tilstrækkelig stimulering, hjælper med at holde gøen på et acceptabelt niveau.

Trods disse udfordringer bliver mennesker, der forstår Norsk elghund, sorts temperament, ofte dybt knyttet til racen. De værdsætter hundens ærlighed, mod og humor. Det er ikke en race, der blindt følger ordrer, men snarere en partner med egne meninger, stærk loyalitet og en reel vilje til at være en naturlig del af sin menneskelige flok.

## Træning & motion

Norsk elghund, sort er en aktiv brugshund, som trives bedst, når den får både fysisk træning og mentale udfordringer. En hurtig tur rundt om blokken er ikke nok for de fleste individer. Ejeren bør regne med mindst én til to timers aktivitet hver dag, gerne fordelt på hurtigere gåture, løb i snor eller line på sikre områder og målrettet træning eller leg, der engagerer hundens hjerne.

På grund af sit jagtinstinkt elsker mange Norsk elghund, sort at udforske nye dufte, følge spor og undersøge omgivelserne. Det er både en styrke og en udfordring. På den ene side gør det dem begejstrede for skovture, fjeldvandring og lange ture på landet. På den anden side kan en stærk jagtlyst gøre indkald vanskeligere, især når hunden har fået færten af et frisk spor. At bruge tid på en pålidelig indkaldelse og anvende langline, hvor det er nødvendigt, er afgørende for sikkerheden.

I træningen reagerer racen bedst på tålmodige, konsekvente og positive metoder. Hårde korrektioner eller ”tung hånd” kan skade tilliden og gøre hunden mere modvillig. Brug i stedet belønninger som godbidder, ros og leg. Korte, varierede træningspas holder interessen bedre end lange, ensformige gentagelser. Forsøg at blande lydighedsøvelser med praktiske hverdagsmomenter. Du kan for eksempel træne indkald og ”sit” på gåturen, lade hunden vente pænt, før I krydser vejen, eller bruge lydighedssignaler i dagligdagen, som ved fodring.

Hvis du vil udnytte racens naturlige evner, kan du prøve aktiviteter som:

- Nose work og enkle søgelege derhjemme eller i haven  
- Sporarbejde eller mantrailing, som minder om dele af det traditionelle jagtarbejde  
- Vandring eller canicross, hvor hunden kan løbe i sele og hjælpe med at trække  
- Agility eller rallylydighed, hvis hunden kan lide mere strukturerede sportsgrene  

Selvom Norsk elghund, sort ikke altid er lige så ”automatisk førerorienteret” som nogle hyrdehunde, præsterer mange rigtig godt i forskellige hundesportsgrene, når føreren forstår, hvordan hunden motiveres. De sætter pris på opgaver med tydelig mening, hvor de kan bruge deres naturlige styrker som udholdenhed, problemløsning og næsearbejde.

Mental stimulans er mindst lige så vigtig som fysisk motion. En kedsom elghund gøer, graver eller finder på andet, som ejeren sjældent sætter pris på. Aktivitetslegetøj, tyggeben, godbidssøg i hjemmet eller haven og korte tricktræninger kan gøre en stor forskel. Selv enkle lege som at gemme en favoritlegetøj, hunden skal finde, er meget belønnende for dem.

Unge hunde kræver særlig omtanke. En hvalp af racen er fuld af energi, men skelet og led er stadig under udvikling. Lange løbeture eller hård træning på asfalt bør undgås, indtil hunden er fuldt udvokset. Fokuser i stedet på kortere, men hyppige gåture, blid leg og tidlig træning i grundlæggende hverdagslydighed, som at gå pænt i snor, komme på indkald og kunne slappe af indendørs.

For den rette ejer er motion og træning med en Norsk elghund, sort ikke en pligt, men en livsstil. Hunden er allerlykkeligst, når den får lov at deltage i dine udendørsaktiviteter og oplever, at den har en opgave i din hverdag.

## Sundhed

Norsk elghund, sort er som regel en robust og hårdfør race, formet gennem generationer af arbejde under krævende skandinaviske forhold. De fleste individer er sunde, energiske hunde med en levetid på omkring 12–14 år, nogle gange længere med god pasning. Som alle racer har de dog visse sundhedsrisici, som ansvarlige opdrættere og ejere bør kende til.

Ortopædiske problemer som hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD/ED) kan forekomme. Disse tilstande påvirker leddene og kan give smerter, halthed og nedsat bevægelighed, især hos ældre hunde. Seriøse opdrættere røntgenundersøger deres avlsdyr og bruger officielle aflæsningssystemer, og vælger kun hunde med godkendte resultater i avlen. Som hvalpekøber er det vigtigt at bede om at se disse resultater, når du vælger opdrætter.

Øjensygdomme kan også forekomme i nogle linjer, for eksempel arvelige katarakter og andre forandringer, der kan påvirke synet. Mange kennelklubber og specialklubber anbefaler regelmæssige øjenundersøgelser hos autoriseret øjenpaneldyrlæge for avlsdyr. En hvalp efter øjenundersøgte forældre har bedre forudsætninger for god øjensundhed, selvom ingen test kan give hundrede procents garanti.

Nogle elghunde har let ved at tage på, især hvis de lever et mere stillesiddende liv end deres arbejdende forfædre. Overvægt belaster leddene og kan bidrage til andre helbredsproblemer som sukkersyge eller nedsat kondition. At holde hunden i passende huld gennem afmålt fodring og regelmæssig motion er en af de enkleste og mest effektive måder at sikre et langt og sundt liv.

Den tætte dobbeltpels beskytter som regel huden godt, men enkelte individer kan få hudirritationer, ”hot spots” eller allergiske gener. Regelmæssig pelspleje gør, at du hurtigt opdager eventuelle problemer som rødme, kraftig kløe eller skæl. Fordi racen ofte er meget hårdfør, viser den ikke altid tydeligt, at den har smerter eller ubehag, så et hurtigt sundhedstjek i forbindelse med børstning er værdifuldt.

Ansvarlige opdrættere følger som regel anbefalede sundhedsprogrammer, der kan omfatte:

- Hofte- og albuerøntgen  
- Øjenundersøgelse  
- I nogle lande supplerende DNA-tests, hvis det er relevant for linjen  

Når du overvejer at købe hvalp efter Norsk elghund, sort, så spørg opdrætteren om sundhedsstatistik for forældre og nære slægtninge. En seriøs opdrætter er åben omkring både styrker og svagheder i sine linjer og kan forklare, hvad der gøres for at bevare og forbedre racens sundhed.

Regelmæssig veterinærpleje er vigtig gennem hele hundens liv. Årlige sundhedstjek, vaccinationer efter lokale anbefalinger, ormekure og forebyggende behandling mod parasitter bidrager alle til et godt almentilstand. Tandpleje bliver nogle gange overset hos mellemstore brugshunde, men tandsten og tandkødssygdomme kan også være et problem her. Daglig eller jævnlig tandbørstning mindsker risikoen for tandproblemer betydeligt.

Med gennemtænkt avl, passende mængde motion, afbalanceret foder og regelmæssig veterinærkontrol kan Norsk elghund, sort leve mange aktive og sunde år og ofte forblive kvik og arbejdsglad langt op i alderen.

## Historie & oprindelse

Norsk elghund, sort deler det meste af sit ophav med den bredere gruppe af nordiske jagtspidser. Disse hunde har en lang historie i Skandinavien, hvor mennesker havde brug for pålidelige jagtkammerater, der kunne klare tæt skov, vanskelig terræn og barskt klima. Arkæologiske fund tyder på, at spidslignende hunde, der minder om nutidens elghunde, har fandtes i regionen i tusindvis af år, side om side med jægere og bosættere, når de fulgte vildtet og tilpassede sig skiftende miljøer.

Navnet ”elghund” kommer af traditionen med at bruge disse hunde til jagt på storvildt, især elg. Hunden skulle søge skoven af i stilhed og, når den fandt vildtet, stille det – holde det på plads – ved at gø. Det faste, rytmiske gøen gjorde det muligt for jægeren at lokalisere både hund og dyr i den tætte skov. Denne type jagt krævede en hund, der var selvstændig, modig og udholdende, med stor arbejdsvilje og kraftig stemme.

Inden for denne større gruppe fandtes der længe en mørkere variant af jagtspids ved siden af den mere kendte grå elghund. Den sorte variant blev værdsat for sin gode synlighed i snedækkede landskaber og sin tydelige kontur i skoven. Den grå norske elghund blev tidligere anerkendt af kennelklubberne og spredte sig mere internationalt, mens den sorte variant forblev mere lokal og sjælden. Med tiden begyndte engagerede opdrættere i Norge bevidst at bevare og forædle den sorte elghund som en selvstændig, særpræget race.

Efterhånden blev Norsk elghund, sort anerkendt som en selvstændig race med separat racestandard i de skandinaviske lande og af internationale organisationer. Sammenlignet med den grå elghund beskrives den sorte ofte som en smule lettere og mere smidig, med skarpere linjer og naturligvis en helt sort pels. Trods disse forskelle deler de to typer mange egenskaber: stærkt jagtinstinkt, stor loyalitet over for deres fører og evnen til at arbejde selvstændigt i krævende terræn.

I dag bruges Norsk elghund, sort stadig som jagthund i hjemlandet, primært på elg og indimellem andet storvildt. I det moderne Skandinavien følger mange ejere lange traditioner med efterårsjagt, hvor hund og fører arbejder tæt sammen. Racens fine næse, stædighed og tydelige gøen er fortsat højt værdsatte egenskaber.

Uden for de rendyrkede jagtmiljøer har den sorte elghund gradvist fået flere tilhængere som familie- og allroundhund. Den kan deltage i forskellige hundesportsgrene som spor, nose work, agility eller lydighed, selvom dens selvstændighed kan give særlige træningsudfordringer. Nogle individer bruges også i opgaver, hvor næsearbejde og udholdenhed kommer til sin ret, for eksempel i redningssøg eller som langdistanceledsager på vandringer.

Selvom racen stadig er forholdsvis sjælden sammenlignet med mange populære selskabshunde, tiltaler Norsk elghund, sort mennesker, der sætter pris på forbindelsen til nordisk historie og traditionel jagtkultur. For mange ejere er livet med denne race en måde at bevare en lille bid skandinavisk kulturarv på – samtidig med at man får en stolt, kapabel og dybt loyal hund i et passende, middelstort format.

## At leve med racen

At vælge Norsk elghund, sort er et valg for en aktiv, udendørsorienteret livsstil. Det er ikke en hund, der er tilfreds med at ligge på sofaen hele dagen, selvom den gerne slapper af med familien efter tilstrækkelig aktivitet. Fremtidige ejere bør overveje deres tid, energi og boligsituation grundigt, før de tager en hvalp eller omplaceringshund hjem.

Når det gælder plads, er racen ret tilpasningsdygtig, så længe dens motionsbehov opfyldes. Et hus med godt indhegnet have er ideelt, da det giver mulighed for at bevæge sig frit og snuse rundt mellem gåturene. En engageret ejer kan dog også få det til at fungere fint i lejlighed, hvis hunden får flere gode ture og mental træning hver dag. Det afgørende er ikke antallet af kvadratmeter indenfor, men planlagt daglig aktivitet og meningsfuldt samvær.

Gøen er værd at tænke over i etagebyggeri. Norsk elghund, sort har en naturlig tilbøjelighed til at bruge stemmen. Med træning og en gennemtænkt hverdag kan man begrænse overdreven gøen, men at forvente en stille hund er urealistisk. Bor du meget lydt, bør du nøje overveje, om racen passer ind.

Forpligtelsen ligger på et middel- til højt niveau. I praksis indebærer livet med racen ofte:

- Mindst én længere gåtur eller tur i naturen, plus flere kortere luftninger dagligt  
- Regelmæssig træning i hverdagslydighed og mental aktivering  
- Ugentlig pelspleje uden for fældetid, dagligt under kraftig fældning  
- Fortsat socialisering for at bevare gode manerer over for mennesker og andre hunde  

Økonomisk ligger racen omtrent på linje med andre mellemstore, aktive hunde. De største poster er typisk foder af god kvalitet, løbende dyrlægebesøg, forsikring hvor det findes, samt udstyr til hverdag og friluftsliv. Et omtrentligt årligt budget kan omfatte:

- Foder og godbidder, især hvis du vælger foder af høj kvalitet til aktive hunde  
- Regelmæssige vaccinationer, forebyggende behandling mod parasitter og årlige sundhedstjek  
- Forsikringspræmier, som hjælper ved ulykker eller sygdom  
- Løbende udskiftning af seler, liner, senge og legetøj  

Da Norsk elghund, sort er særligt glad for udendørs arbejde, er visse typer udstyr ekstra nyttige. En veldesignet sele er et must til vandring, træk eller canicross. En langline giver hunden mulighed for at udforske mere frit, mens du stadig har kontrol i områder, hvor løs gående hunde ikke er sikre. Refleksudstyr eller et lysende halsbånd kan gøre en mørk hund mere synlig på aftenture eller i tæt skov.

Hjemme sætter racen pris på en behagelig seng på et roligt sted, hvor den kan trække sig tilbage, men den vil samtidig være tæt på sine mennesker. De fleste trives dårligt med at blive efterladt alene mange timer hver dag. Hvis du arbejder fuldtid uden for hjemmet, kan det være klogt at arrangere hundelufter, dagpleje eller hjælp fra en ven, der kan se til hunden. En kedsom elghund med for meget alenetid risikerer at udvikle problemadfærd som overdreven gøen eller destruktiv tyggen.

Familier, der kan lide at vandre, campe, gå i skoven eller løbe langrend, oplever ofte Norsk elghund, sort som en fremragende ledsager. Hunden kan trave med i timevis, gerne med en let oppakning, når den er fuldt udvokset, eller hjælpe til med at trække i sele. I mere urbane miljøer kan den også trives – hvis ejeren er villig til at prioritere regelmæssige ture i naturen og god mental aktivering gennem træning og lege.

I bund og grund handler livet med Norsk elghund, sort om partnerskab. Det er en hund, der vil være en aktiv del af din hverdag, ikke stå på sidelinjen. Til gengæld for din tid, dit tålmod og din omsorg får du en loyal, underholdende og kapabel makker med dybe rødder i nordisk tradition og masser af personlighed i et praktisk, mellemstort format.

Norsk elghund, sort

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

The Kennel Club (United Kingdom)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Middelstor, kraftig sort spidshund med ringlet hale, fremavlet i Skandinavien til at spore og stille elg og andet storvildt. Vågen, gøende og loyal kræver den masser af daglig motion og mental stimulering. Robust og vejrbestandig passer den bedst til erfarne, aktive ejere og er stadig sjælden uden for sit hjemland.

Jenny Gulbrandsen

## Kort fortalt

Rhodesian ridgeback er en stor og atletisk hund fra det sydlige Afrika, især kendt for hårstriben langs ryggen, hvor pelsen vokser i modsat retning. Racen passer bedst til den, der har god tid til både fysisk aktivitet og træning, og som kan håndtere en selvstændig hund med baggrund i jagt og bevogtning.

- **Oprindelse:** det sydlige Afrika. Sydafrika og Zimbabwe har ansvaret for racestandarden.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 6, drivende jagthunde samt schweiss- og sporhunde.
- **Mankehøjde:** den ønskede højde er 63–69 cm for hanner og 61–66 cm for tæver.
- **Ønsket vægt:** cirka 36,5 kg for hanner og 32 kg for tæver ifølge racestandarden.
- **Pels:** kort, tæt og glat, fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet.
- **Temperament:** raceidealet er værdigt og intelligent, med en vis tilbageholdenhed over for fremmede, men uden aggression eller frygt.
- **Aktivitetsniveau:** højt. En rhodesian ridgeback har brug for varieret bevægelse, mentale opgaver og tid til at falde til ro.

Racebeskrivelsen er ikke et løfte om den enkelte hund. Forældre, nære slægtninge, opvækst og træning fortæller mere om den hvalp, du møder.

## Udseende og pels

Rhodesian ridgeback skal være kraftfuld og muskuløs, men samtidig bevægelig og harmonisk, ikke tung eller massiv. Standarden angiver 63–69 cm og omkring 36,5 kg som ønskeligt for hanner og 61–66 cm og omkring 32 kg for tæver. Det er idealmål for racen, ikke et løfte om den endelige vægt hos enhver voksen hund.

Ridgen er racens tydeligste kendetegn. Den skal begynde bag skuldrene, blive smallere mod hoftebenene og være symmetrisk. Standarden kræver to ens hvirvler, såkaldte kroner, placeret over for hinanden. Et forkert antal kroner er en eksteriørfejl, og en hund uden ridge kan ikke præmieres efter standarden. Det afgør imidlertid ikke, hvordan hunden fungerer i hverdagen. Ridgens udseende og undersøgelsen for dermoid sinus er to forskellige spørgsmål.

Pelsen skal være kort, tæt, glat og blank, hverken ulden eller silkeagtig. Farven går fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet. Lidt hvidt på bryst og tæer er tilladt, ligesom mørk maske og mørke ører, mens store hvide partier og mange sorte hår er uønskede. Næsen kan være sort eller brun, og øjenfarven skal harmonere med pelsens og næsens farve.

Den korte pels kræver ikke specialiseret pelspleje. Børst og bad efter behov, hold kløerne tilpas korte, og kontrollér hud, ører og poter. Tilpas plejen til den enkelte hund og dens hverdag frem for at følge en fast ugeplan.

## Temperament og personlighed

En typisk rhodesian ridgeback er selvstændig, opmærksom og tilbageholdende over for mennesker, den ikke kender. Tilbageholdenhed betyder, at hunden kan vælge at se situationen an; det er ikke det samme som frygt. Racestandarden beskriver hverken skyhed eller aggression som ønskeligt, mens raceklubbens materiale om mentalitet viser, at social tryghed, reaktioner og evnen til at falde til ro igen varierer fra hund til hund.

Racen har baggrund i både jagt og bevogtning. Jagtinteresse, årvågenhed og selvstændige valg kan derfor mærkes i hverdagen, men styrken varierer mellem individer. En hund, der reagerer på besøgende, er ikke automatisk en pålidelig vagthund, og at hunden er stille under en mentalbeskrivelse garanterer ikke, at den er stille derhjemme.

Den svenske mentalbeskrivelse BPH kan give nyttig viden om, hvordan en hund reagerer i en bestemt testsituation. Beskrivelsen er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs hele resultatet i Svenska Kennelklubbens Avelsdata, og se især på social tryghed, frygt og evnen til at komme sig. Bed også om at møde tæven og gerne flere voksne slægtninge. Deres adfærd i almindelige situationer giver et bedre beslutningsgrundlag end ord som “familievenlig” eller “stabil” i en annonce.

En rhodesian ridgeback kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen sikkerhedsgaranti. En voksen skal altid holde opsyn med samspillet, og hunden skal have lov til at spise, sove og trække sig tilbage uden at blive forstyrret. Vælg hund og opdrætter efter familiens faktiske forhold, ikke efter en generel betegnelse.

## Træning og motion

En rhodesian ridgeback har brug for meget fysisk og mental aktivitet, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle hunde. En velfungerende hverdag indeholder ture i forskellige omgivelser, mulighed for at bevæge sig friere på sikre steder, næsearbejde og opgaver, hvor hunden samarbejder, efterfulgt af tid til at falde til ro.

Spor, søgeøvelser og andet duftarbejde udnytter racens egenskaber på en god måde. Styrke, tempo og udholdenhed skal bygges gradvist op, især hos en unghund i vækst. Tilpas belastningen efter hundens krop, underlaget og dens restitution i stedet for at følge en enkel aldersregel.

Selvstændigheden gør ikke racen umulig at træne, men den stiller krav til motivation og tydelighed. Belønningsbaserede og varierede træningspas virker bedre end lange gentagelser eller hårde konfrontationer. Træn kontakt, lineføring og indkald tidligt. Hvis hunden gerne følger vildt, bør en lang line eller et solidt indhegnet område sørge for sikkerheden, indtil træningen også holder under forstyrrelser.

Lad hvalpen møde mennesker, hunde, steder og lyde i et tempo, hvor den stadig kan søge kontakt og komme sig. Målet er ikke at hilse på alle, men at føle sig tryg i hverdagen.

## Sundhed

Før du køber en hvalp, er officielle resultater for hofter og albuer samt en dokumenteret undersøgelse af hvalpen for dermoid sinus centrale kontroller. Kontrollér, at alle oplysninger gælder de rigtige hunde, og skeln mellem Svenska Kennelklubbens registreringsregler og raceklubbens strengere vilkår for hvalpeformidling.

For at et kuld rhodesian ridgeback kan registreres, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Racen har desuden et særligt krav om officiel ED-status. Nordiske avlshunde, der er omfattet af reglen, må ikke bruges, hvis de har ED grad 2 eller 3 eller har fået konstateret eller er opereret for albueledsdysplasi. Et kendt resultat er ikke automatisk et godt resultat, så læs selve graden, og spørg, hvordan kombinationen er planlagt.

Vilkårene for hvalpeformidling hos Svenska Rhodesian Ridgeback Sällskapet går længere end grundkravene. De omfatter blandt andet forældrenes alder, HD-grader og kombinationer, ED grad 0 og dokumentation af mentalitet for visse hunde. Hvis et kuld markedsføres gennem hvalpeformidlingen, bør du undersøge, hvad det betød for netop denne parring. Hvis kuldet ikke er med, kan du spørge, hvilket vilkår der ikke er opfyldt; betegnelsen alene fortæller ikke alt om sundheden.

Dermoid sinus, ofte forkortet DS, er en medfødt udviklingsforstyrrelse, hvor huden og det underliggende væv ikke er blevet helt adskilt under fosterudviklingen. Forandringen kan danne en kanal af varierende dybde. Hvalpe skal derfor undersøges grundigt af en person med den rette erfaring, og køberen bør få at vide, hvem der udførte kontrollen, og hvad der blev dokumenteret.

Forskning har forbundet den genetiske forandring, der giver ridge, med en højere risiko for DS, men en ridge-test er ikke en diagnostisk test for dermoid sinus. Raceklubben understreger, at hele den genetiske årsag til DS ikke er fastlagt, og fraråder en nyere kommerciel risikotest, som mangler publiceret validering. En synligt korrekt ridge kan derfor aldrig erstatte en fysisk undersøgelse af hvalpen.

DNA-test for blandt andet juvenil myoklonisk epilepsi, JME, og degenerativ myelopati, DM, skal ikke behandles som en obligatorisk standardpakke til enhver svensk kombination. Raceklubben anbefaler en vurdering ud fra slægtskab og kendte resultater. Bed opdrætteren forklare, hvorfor en bestemt test er valgt, hvilken hund resultatet gælder, og hvordan det påvirkede parringen. Det fortæller mere end en upræcis oplysning om, at hundene er “DNA-testet”.

Hold også hunden i et funktionelt huld. Følg vægt, talje, hvor let du kan mærke ribbenene, og hundens udholdenhed over tid. Lad dyrlægen vurdere ændringer eller symptomer i stedet for at drage konklusioner ud fra en generel sygdomsliste.

## Historie og oprindelse

Rhodesian ridgeback blev udviklet i det sydlige Afrika og er den eneste internationalt anerkendte hunderace med denne oprindelse. I Kapkolonien blev de tidlige nybyggeres hunde krydset med lokale, delvist domesticerede jagthunde med ridge. Den officielle historie giver ingen sikker liste over alle europæiske racer bag nutidens hund, så præcise opskrifter bliver spekulation.

Racens oprindelige arbejde har givet anledning til navnet “løvehund”, men betegnelsen kræver en forklaring. Hundene skulle spore især løver og ved hjælp af deres bevægelighed holde dyret på afstand, indtil jægeren kom. De arbejdede ofte parvis eller i grupper på tre; opgaven var ikke at dræbe en løve på egen hånd.

F.R. Barnes udformede den første racestandard i Bulawayo i det daværende Rhodesia i 1922 med dalmatinerstandarden som forbillede. Standarden blev anerkendt af den sydafrikanske kennelorganisation i 1926. Den nuværende standard forvaltes af Sydafrika og Zimbabwe og beskriver stadig en udholdende, hurtig og funktionel hund frem for en tung kropstype.

## At leve med racen

Rhodesian ridgeback passer bedst i et hjem, der kan give hunden tæt kontakt, daglig aktivitet, konsekvent træning og tydelige muligheder for hvile. Boligens størrelse afgør ikke i sig selv, om livet fungerer. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hundens behov bliver dækket uden for hjemmet, og den kan slappe af indenfor; en stor have erstatter hverken ture, næsearbejde eller samarbejde.

Alenetid skal trænes gradvist, uden at hvalpen forlades, før den er klar. Begynd med meget korte og udramatiske perioder, og øg kun, så længe hunden er tryg. Der findes ingen racebestemt timegrænse, som passer til alle voksne hunde. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, og sørg for hjælp, hvis den viser uro, giver lyd, ødelægger ting eller har svært ved at falde til ro.

Hvordan racen fungerer med andre hunde eller katte, afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Hold de første møder kontrollerede, giv dyrene hver deres trygge sted, og undgå, at hunden sætter efter dem. En hvalp, der vokser op med en kat, kan få gode vaner, men det fortæller ikke med sikkerhed, hvordan den reagerer på ukendte smådyr udendørs.

Før køb er disse kontroller mere værdifulde end generelle løfter:

- kontrollér forældrenes identitet og officielle HD- og ED-resultater i SKK Avelsdata;
- spørg, om kuldet opfylder SRRS' vilkår for hvalpeformidling, og hvad eventuelle afvigelser betyder;
- bed om dokumentation for hvalpens undersøgelse for dermoid sinus;
- læs forældres og nære slægtninges BPH-resultater som beskrivelser, ikke karakterer;
- spørg, hvorfor eventuelle DNA-test er udført, og hvordan resultaterne påvirkede kombinationen;
- mød voksne slægtninge, og vurder tryghed, evnen til at komme sig, jagtinteresse og ro i hverdagen;
- vær ærlig om, hvor meget tid du har til træning, motion, hundepasning og gradvis træning i at være alene.

Den rette hund skal ikke blot svare til racestandarden. Den bør komme fra forældre med veldokumenteret sundhed og have egenskaber, der passer til det liv, du kan tilbyde.

Rhodesian ridgeback

The Kennel Club (UK)

Verein für Deutsche Doggen (Germany)

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Rhodesian Ridgeback Club of Great Britain

Société Centrale Canine (France)

Rhodesian ridgeback er en kraftfuld, atletisk afrikansk jagthund med en karakteristisk ås af pels, der vokser i modsat retning. Den er loyal og kærlig over for sin familie, men reserveret over for fremmede, har brug for masser af daglig motion, konsekvent, positiv træning og passer bedst til aktive, erfarne ejere.

Absolut Dynamic

Betina

Petit basset griffon vendéen

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Norsk Kennel Klub (Norway)

Petit basset griffon vendéen: lille, robust fransk drivende jagthund med strid, pjusk­et pels samt buskede øjenbryn og skæg. Glad, social og komisk, men samtidig selvstændig, gøende og viljestærk. Har brug for meget motion, tålmodig positiv træning og sikre hegn på grund af sin stærke jagtlyst.

Around

## Kort fortalt

Dansk-svensk gårdhund er en lille, men robust og aktiv gård- og selskabshund fra Danmark og Sverige. FCI placerer racen i gruppe 2 som en hund af pinschertype. Den er altså ikke en terrier, selv om den tidligere blev kaldt skånsk terrier.

- **Mankehøjde:** 34–37 cm for hanner og 32–35 cm for tæver, med en tilladt afvigelse på 2 cm i begge retninger.
- **Oprindelig opgave:** at give alarm, fange rotter og leve tæt sammen med menneskene på gården.
- **Temperament ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig og årvågen.
- **Pels:** kort, hård og glat, med hvid som dominerende farve.
- **Passer bedst hos:** en person eller familie, som vil træne færdigheder til hverdagen, tilbyde både bevægelse og næsearbejde og hjælpe hunden med at finde ro.

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Vægtoplysninger på forskellige hjemmesider er derfor vejledende, ikke et interval som alle voksne dansk-svenske gårdhunde skal passe ind i. For den, der vælger hvalp, er forældrenes størrelse, huld og funktion mere nyttige end ét enkelt vægtinterval.

## Udseende og pels

Dansk-svensk gårdhund skal være lille, kompakt og solidt bygget, ikke spinkel eller elegant. Kroppen er let rektangulær: forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er 9:10. Racen udvikler sig sent fysisk, og den fulde muskelmasse og kropsfylde kan lade vente på sig, til hunden er tre til fire år gammel.

Hovedet er forholdsvis lille og trekantet. Ørerne kan være rosenører eller fremadfoldede; ståører hører ikke til raceidealet. Halen kan være naturligt lang eller en medfødt stumphale af varierende længde. En medfødt stumphale er en naturlig variation og må ikke forveksles med en kuperet hale.

Pelsen er hård, kort og glat og har ingen underuld. Hvid skal dominere, med ens- eller flerfarvede aftegninger i sort, tan, gul, leverbrun, vildtfarvet eller forskellige nuancer af fawn. Der skal også være aftegninger på hovedet, og små prikker i det hvide er tilladt. Udseendet kan altså variere meget, uden at hundene tilhører forskellige varianter af racen.

Pelsen kræver kun lidt pleje, men fældningen kan mærkes. Børst løse hår væk efter behov, især i fældeperioder, og bad hunden, når den faktisk er snavset. Kontrollér samtidig hud, ører, poter og kløer. Væn gradvist hvalpen til tandbørstning og anden håndtering. Rolig, belønningsbaseret håndteringstræning gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Dansk-svensk gårdhund er normalt hurtig, nysgerrig og menneskeorienteret, men racenavnet er ingen garanti for en ukompliceret familiehund. Standarden beskriver racen som opmærksom, livlig og årvågen. I hverdagen ses det ofte som en parathed til at være med, reagere på bevægelse og fortælle, når der sker noget i nærheden.

Opgaven som vagthund på gården kan stadig mærkes hos mange individer. Mange giver lyd, når nogen kommer, men det varierer, hvor let gøen starter, og hvor hurtigt hunden bliver stille. I en bolig, hvor lyde let forplanter sig, er det klogt at undersøge, hvordan forældrene og voksne slægtninge reagerer på døre, opgange og besøg. Det er mere præcist end at gå ud fra, at racen altid er stille eller altid gør meget.

I Svenska Kennelklubbens ældre BPH-sammenfatning fremstår racen hovedsageligt som tryg og forholdsvis energisk. Samtidig varierer nysgerrighed, legelyst og interesse for fremmede mennesker tydeligt. BPH beskriver hundens reaktioner; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs derfor den enkelte hunds protokol, og spørg, hvordan forældrene fungerer i hverdagen.

Baggrunden som rottefanger gør interessen for små, hurtige dyr relevant. Det betyder ikke, at alle gårdhunde jager alt, de ser, men en kommende ejer bør regne med at træne afbrydelse og indkald. Kaniner, marsvin og andre små kæledyr har brug for sikre områder, som hunden ikke kan komme ind i.

## Træning og motion

Dansk-svensk gårdhund har brug for regelmæssig fysisk og mental aktivitet, men der findes ingen korrekt timeregel, der passer til alle. Alder, helbred, intensitet, miljø og restitution afgør, hvordan en god dag ser ud. En voksen hund kan få en blanding af gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, leg og korte træningspas med hverdagsfærdigheder. Hvalpe har brug for gradvist flere erfaringer og rigeligt med hvile, ikke et voksenprogram i miniature.

Se på hundens adfærd i stedet for på uret. Et passende niveau giver en hund, der kan falde til ro hjemme, kommer sig efter aktivitet og stadig bevæger sig frit dagen efter. Vedvarende uro kan betyde, at hverdagen mangler meningsfulde opgaver, men mere fart er ikke altid løsningen. Nogle gange har hunden brug for mere næsearbejde, tydeligere rutiner eller hjælp til at finde ro.

Prioritér færdigheder, som hjælper en hurtig og opmærksom hund med at fungere i hverdagen:

- indkald og frivillig kontakt, når vildt eller andre forstyrrelser dukker op
- at kunne afbryde jagt, gravning og intens leg
- rolig adfærd ved døre, vinduer og besøg
- at kunne hvile, selv om mennesker bevæger sig i hjemmet
- at gå roligt i snor og følge ejeren i trafikerede miljøer
- tryg håndtering af poter, mund, ører og krop

Træn gradvist med positive, belønningsbaserede metoder, og tilpas sværhedsgraden til individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at gøen, træk i snoren eller ophidset adfærd kan sætte sig fast, hvis det ofte fører til det, hunden ønsker. Agility, rallylydighed, spor, nosework og anden hundesport kan passe, men ingen bestemt aktivitet er et krav. Det vigtige er en holdbar kombination af samarbejde, næsearbejde, bevægelse og restitution.

## Sundhed

Dansk-svensk gårdhund betragtes generelt som en sund race, men betegnelsen »sund race« erstatter ikke kontrol af det aktuelle kuld. Bed om registrerede resultater, datoer og oplysninger om nære slægtninge. Navnet på en test eller en oplysning om, at forældrene er sundhedstestet, siger for lidt uden selve resultaterne.

Hofteledsdysplasi, HD, er et område, hvor gammel og ny information let blandes sammen. Racen har i dag sundhedsprogram niveau 1 hos Svenska Kennelklubben. Det betyder, at HD-resultater kan registreres centralt, men at røntgen ikke er et krav for, at hvalpene kan registreres. Ifølge raceklubben bør hunde med HD D eller E eller kliniske symptomer ikke bruges i avl. Et officielt resultat og, når det findes, et HD-indeks giver alligevel værdifuld information om netop hofterne; det er ikke et bevis på hundens samlede sundhed.

For patellaluksation siger raceklubbens gældende anbefalinger, at en hund, som har tilstanden eller er opereret for den, ikke bør bruges i avl. Anbefalingen betyder derimod ikke, at alle forældredyr skal have et obligatorisk officielt patellaresultat. Spørg derfor både til undersøgelser og til knæproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Primær linseluksation, PLL, er en alvorlig øjensygdom knyttet til en mutation i genet ADAMTS17, og der findes en valideret DNA-test til racen. Raceklubben anbefaler især testning, når der findes bærere eller utestede nære slægtninge i linjen uden en DNA-testet fri hund som mellemled. Ifølge anbefalingen må en bærer kun parres med en DNA-testet fri hund eller en hund, der er fri gennem afstamning, såkaldt hereditært fri. Et frit PLL-resultat gælder denne mutation; det udelukker ikke andre øjenproblemer eller andre sygdomme.

Før et køb er det rimeligt at kontrollere:

- forældrenes identitet og faktiske HD-resultater, hvis de er røntgenfotograferet
- eventuel patellaundersøgelse og kendt familiehistorik
- PLL-status, og hvordan resultatet passer sammen med den anden forælders
- sygdomme, halthed, tandproblemer og mentalitet hos nære slægtninge
- at opdrætteren kan forklare både styrker og usikkerheder ved kombinationen

## Historie og oprindelse

Dansk-svensk gårdhund er en gammel skandinavisk gårdhundetype, men en forholdsvis sent anerkendt race. Lignende hunde levede længe på gårde i Danmark og Sydsverige, hvor de holdt rottebestanden nede, gav alarm, når nogen kom, og fungerede som selskabshunde. Det er ikke klarlagt præcist, hvordan typen opstod. Forbindelser til pinscherhunde og britiske hvide jagtterriere har været diskuteret, men bør ikke beskrives som en sikker stamtavle.

Før anerkendelsen blev blandt andet navnet skånsk terrier brugt. Ved en svensk kortlægning i 1986 blev 107 hunde samlet, hvilket bidrog til vurderingen af, at typen var tilstrækkeligt ensartet, samtidig med at der fandtes en brugbar genetisk variation. Sverige og Danmark anerkendte racen i fællesskab i 1987 under navnet dansk-svensk gårdhund.

FCI gav racen en foreløbig international anerkendelse i 2008 og en endelig anerkendelse i 2019. Den blev placeret i gruppe 2 som en hund af pinschertype, ikke i terriergruppen. I dag er de fleste selskabshunde, men lysten til at give alarm, interessen for små gnavere og den store arbejdsglæde gør racens historie relevant også i et moderne hjem.

## At leve med racen

Dansk-svensk gårdhund passer bedst i et hjem, hvor nærhed, aktivitet og hverdagstræning er en naturlig del af livet. Den kan passe til en førstegangsejer, men den praktiske størrelse gør ikke racen kravløs. Ejeren skal sætte pris på en hurtig hund, kunne forebygge jagt og alarmgøen og være klar til at træne ro lige så grundigt som fart.

Samvær med børn skal altid ledes af en voksen. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke forstyrre den, når den spiser, sover eller forsøger at gå væk. Vurdér forældredyrenes adfærd og hundens egen evne til at afbryde leg; udtrykket »børnevenlig race« er ingen garanti for sikkerhed.

En gårdhund kan leve sammen med en kat, men resultatet afhænger af individerne og introduktionen. Undgå, at hunden jager katten, giv katten høje steder og frie flugtveje, og hold de første møder korte og kontrollerede. Smådyr som kaniner og gnavere bør holdes fysisk adskilt, selv om hunden virker rolig under opsyn.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden kommer ud, får lov til at bruge næsen og lærer ikke at vogte over hver eneste lyd i ejendommen. En have erstatter ikke aktivering, og et stort hjem løser ikke udfordringer med at være alene. Begynd alene-hjemme-træningen med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg først tiden, når den virkelig kan slappe af, og sørg for anden pasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

Mød om muligt begge forældre eller andre voksne slægtninge, før du beslutter dig. Læg mærke til, hvordan de hilser, kommer sig efter en overraskelse, reagerer på smådyr og lyde og finder ro efter aktivitet. Den information siger sammen med efterprøvelige sundhedsdata og en opdrætter, som kender sine linjer, mere om hverdagen end generelle løfter om, at racen passer til alle.

Dansk-svensk gårdhund

Swedish Kennel Club

Danish Kennel Club

Norwegian Kennel Club

The Danish/Swedish Farmdog Club of America

Fédération Cynologique Internationale

Dansk-svensk gårdhund er en livlig, lille til mellemstor skandinavisk gårdhund, kompakt og atletisk med kort, overvejende hvid pels med farvede pletter. Den er meget menneskeorienteret, intelligent og energisk, og den er en kærlig familiehund, når den får daglig motion, træning og mental stimulering.

Dobgun's

## Kort fortalt

Papillon er en lille, livlig og lærenem selskabshund, som ofte passer bedst til den, der vil kombinere nærhed med gåture, træning og aktivering i hverdagen. Racen hører til épagneul nain continental, kontinental dværgspaniel. Papillon har stående ører, mens varianten phalène har hængeører. I Sverige registreres de efter ørestilling, og en hund kan omregistreres, hvis ørerne udvikler sig anderledes end først vurderet.

- **Oprindelse:** Frankrig og Belgien
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Skulderhøjde:** omkring 28 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** standarden har to vægtklasser. Den større går fra 2,5 til 4,5 kg for hanner og op til 5 kg for tæver. Den anden omfatter hunde under 2,5 kg med 1,5 kg som mindstevægt.
- **Pels:** lang, silkeagtig og uden underuld
- **Aktivitetsniveau:** lille af størrelse, men ofte livlig, arbejdsivrig og interesseret i at lære
- **Levetid:** mange bliver gamle; ifølge Svenska Kennelklubben er 15 år ikke usædvanligt

Målene i en racestandard beskriver et ideal, ikke et løfte om en præcis størrelse hos hver voksen hund. For en kommende ejer er forældrenes størrelse, hundens huld og en sund kropsbygning derfor mere nyttige pejlemærker end et bestemt tal eller et ekstremt lille individ.

## Udseende og pels

Papillon skal være en harmonisk bygget dværghund, som er yndefuld, men samtidig robust. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, og bevægelserne skal være frie, lette og elegante. Det lille format kræver omtanke ved fald og leg med betydeligt større hunde, men racestandarden beskriver ikke papillon som en skrøbelig hund.

De store ører er racens tydeligste kendetegn. Hos papillon står de op og bæres skråt udad, så de minder om en sommerfugls vinger. Phalène har i stedet bevægelige hængeører. Forskellen er altså ørestillingen; begge er varianter af den samme kontinentale dværgspaniel og kan blive født i samme kuld.

Pelsen er enkel, uden underuld, og skal være rigelig, glansfuld og let bølget snarere end krøllet. Den er kort på hovedet og forsiden af benene, men længere over kroppen, på ørerne, brystet, lårene og halen. Hvid er grundfarven, og hvidt skal dominere på krop og ben. De farvede aftegninger kan have forskellige farver, mens læber, øjenrande og næse skal være godt pigmenterede ifølge standarden.

Pelsplejen er som regel overkommelig, hvis man forebygger filtre. Mærk pelsen igennem regelmæssigt, og red især bag ørerne og på lårenes indersider, hvor Svenska Kennelklubben oplyser, at der let kan dannes filtre. Bad hunden, når den er snavset; ingen fast kalender passer alle. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Tag udgangspunkt i hundens faktiske pels og hverdag frem for en fast bade- eller klipperutine.

## Temperament og personlighed

Papillon er typisk opmærksom, livlig og hurtig til at lære med en tydelig interesse for mennesker og aktiviteter. Den lille krop rummer ofte mere arbejdslyst, end betegnelsen ”skødehund” antyder. En papillon kan sætte pris på både tæt selskab og opgaver, der kræver koncentration, problemløsning eller kropskontrol.

Racebeskrivelser skal dog ikke læses som en garanti for en bestemt personlighed. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de papilloner, der deltog, blandt andet i hvor intenst de hilser på fremmede, hvor gerne de leger, og hvor nysgerrige de er. Resultaterne gælder de beskrevne hunde og viser først og fremmest, hvorfor individ, slægtslinjer, tidlige erfaringer og fortsat træning har betydning.

Opmærksomheden kan mærkes ved, at hunden hurtigt registrerer lyde, gæster og bevægelse uden for hjemmet. Det behøver ikke at udvikle sig til et stort gøproblem, men det er klogt at belønne ro fra begyndelsen, give hunden en anden opgave ved døren og undgå, at hvert signal fører til ophidselse. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer i hverdagen, ikke kun hvordan de opfører sig på udstilling eller under træning.

## Træning og motion

Papillon har brug for fysisk bevægelse og mental aktivering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan ofte deltage på overraskende lange ture, mens en hvalp, en ældre hund eller et individ med problemer har brug for en anden belastning. Tilpas efter alder, kondition, vejr og hundens restitution i stedet for at bruge kropsstørrelsen som mål for behovet.

Racen lærer ofte hurtigt, også ting man ikke havde tænkt sig at lære den. Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier fungerer godt. Variér hverdagslydighed, næsearbejde, balanceøvelser og små problemløsningsopgaver, og afslut, mens hunden stadig kan koncentrere sig. Agility, lydighed og andre hundesportsgrene kan passe godt, når træningen bygges op gradvist, og underlag, forhindringer og belastning tilpasses hundens størrelse og modenhed.

En lille hund har brug for samme omhu omkring indkald og miljøtræning som en stor. Træn kontakt og tilbagekomst i sikre omgivelser, før hunden får frihed, hvor trafik, vildt eller større hunde kan udgøre en risiko. Træn også hunden i at falde til ro mellem aktiviteter. En papillon, der kun får tempofyldte opgaver, kan blive dygtig til at geare op, men dårligere til at slappe af igen.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben beskriver papillon som en grundlæggende sund og ofte længelevende race, men seriøse sundhedsundersøgelser er stadig vigtige. For svenske hvalpekuld er pap-PRA1 det tydeligste formelle kontrolpunkt. Pap-PRA1 er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, PRA, som nedbryder nethinden. Nedarvningen er autosomal recessiv: en bærer har én kopi af genvarianten og bliver ikke syg af netop denne form, mens en genetisk afficeret hund har arvet varianten fra begge forældre.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler kræver, at begge forældredyr har et officielt DNA-resultat for pap-PRA1 eller er registreret som fri gennem dokumenteret nedarvning. To bærere må ikke parres med hinanden, og en afficeret hund må ikke bruges i avl. En DNA-test for pap-PRA1 udelukker derimod ikke alle andre genetiske årsager til PRA eller andre øjensygdomme. En øjenlysning har derfor en anden funktion. Den svenske raceklub Papillon-Ringen anbefaler øjenlysning efter treårsalderen for at følge andre øjenforandringer.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskydes fra sin normale placering, forekommer i racen. Raceklubben ønsker, at avlshunde skal have en kendt og normal patellastatus før parring. Det er en vigtig anbefaling, men i de gældende svenske regler er patellastatus ikke anført som et særskilt registreringskrav for papillon. Bed derfor om at se resultatet i stedet for at gå ud fra, at selve registreringen omfatter det.

I andre lande kan flere tests indgå i anbefalede programmer. Britiske Royal Kennel Club anfører for eksempel NAD-test blandt de supplerende kontroller for papillon. Det gør ikke NAD til et svensk registreringskrav. Bed opdrætteren skelne mellem obligatoriske svenske resultater, raceklubbens anbefalinger og frivillige tillægstests.

Mundsundheden fortjener også opmærksomhed. Små hunderacer rammes oftere af parodontitis, og daglig tandbørstning er en enkel måde at mindske risikoen for svær tandsten og smertefuld parodontitis. Dårlig ånde, blødende tandkød eller modvilje mod at tygge bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Papillon har sin oprindelse i Frankrig og Belgien og er varianten med stående ører af den kontinentale dværgspaniel. Hundetypen er dokumenteret siden 1500-tallet og forekom som selskabshund ved europæiske hoffer. Navnet papillon betyder sommerfugl på fransk og henviser til de store, skråt bårne ører med lange hårfrynser. Navnet phalène betyder natsværmer og bruges om varianten med hængeører.

FCI anerkender racen som nummer 77 i gruppen for selskabs- og dværghunde. Den moderne standard omfatter både papillon og phalène. Historien forklarer rollen som selskabshund, men nutidens papillon er ikke kun dekorativ: racens livlighed og lærevillighed kommer til udtryk i mange moderne hundeaktiviteter.

## At leve med racen

Papillon kan fungere godt både i lejlighed og hus, når den får daglig aktivitet, nærhed og hjælp til at falde til ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Et hjem, hvor mange lyde trænger igennem, kræver ekstra arbejde med ro ved dør, opgang og vinduer, fordi et opmærksomt individ ellers kan begynde at kommentere enhver forandring.

Racen kan leve godt med børn, men det afhænger af hundens temperament, barnets adfærd og de voksnes opsyn. Lær børn at lade hunden sove og spise uforstyrret, ikke at løfte den eller gribe fat i den og at lege på gulvniveau under opsyn. Det beskytter både hund og barn og er mere præcist end en generel betegnelse som ”børnevenlig”.

Den samme individuelle vurdering er nødvendig med andre dyr. En papillon kan leve med hunde eller katte, men introduktioner bør ske roligt og gradvist. Giv dyrene separate ressourcer og steder at trække sig tilbage, og hold opsyn med leg, når størrelsesforskellen er stor. En venlig stor hund kan skade en meget lille hund ved et uheld.

At være alene er en færdighed, ikke noget man kan forudsætte ud fra racen. Væn hunden gradvist til korte perioder alene, og øg først, når den forbliver afslappet. Gøen, klynken, rastløs vandren, ødelæggende adfærd eller at hunden afviser en belønning, den normalt sætter pris på, kan tyde på, at skridtet var for stort.

Før et hvalpekøb bør du kontrollere mere end udseendet. Bed om at se forældrenes registrerede pap-PRA1-resultater, patellastatus og eventuelle øjenresultater, og spørg, hvorfor netop denne kombination blev valgt. Mød tæven, og læg mærke til, hvordan hundene falder til ro efter nye lyde og gæster. For en hvalp registreret i Svenska Kennelklubben skal du modtage registreringsbevis, SKK-aftale og en dyrlægeattest, der højst er syv dage gammel ved overdragelsen. Undersøgelser mindsker risici, men kan aldrig garantere en bestemt sundhed eller personlighed; åben dokumentation og realistiske forventninger er derfor vigtigere end løfter.

Papillon

Papillon Breed Club UK

Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

Papillon er en lille, elegant dværghund med store, sommerfuglelignende ører, en fin, silkeagtig, flerfarvet pels og en busket hale. Den er livlig, intelligent og meget lærenem, trives med både fysisk aktivitet og mental stimulering, fungerer som en opmærksom lille vagthund, kræver regelmæssig børstning og lever ofte langt op i teenageårene.

Lindatorps

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Liselotte Holleufer

## Kort fortalt

- Berner sennenhund er en stor schweizisk gårdhund, der oprindeligt blev brugt til at vogte, trække og drive kvæg. I dag er den primært selskabs- og alsidig brugshund.
- Hanner måler 64–70 cm i mankehøjde, med 66–68 cm som ideal. Tæver måler 58–66 cm, med 60–63 cm som ideal. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Racen skal være selvsikker, opmærksom, godmodig og hengiven over for familien samt venlig over for fremmede.
- En voksen hund har brug for rigeligt med aktivitet hver dag. Hvalpe og unghunde bør derimod ikke få målrettet konditionstræning eller blive udsat for stor fysisk belastning.
- Den lange dobbeltpels skal normalt børstes grundigt hver uge og oftere i fældeperioder.
- I svensk avl kræves officielle resultater for både hofter og albuer før parring. HS-testen for histiocytært sarkom er en risikotest, ikke et svar på, om hunden er rask eller syg.
- Kræftsygdomme og lav levealder er racens alvorligste helbredsproblemer. Levealder og dokumenterede dødsårsager hos slægtninge er derfor vigtige, når man vælger hvalp.

## Udseende og pels

Berner sennenhund er stor og kraftig, men skal samtidig være bevægelig, harmonisk og velafbalanceret. Kroppen er cirka ti procent længere end mankehøjden og skal virke kompakt snarere end langstrakt. En tung silhuet er ikke det samme som korrekt racetype: Hunden skal bevæge sig frit og bære sin størrelse uden at være overvægtig.

Hanner skal være 64–70 cm høje, helst 66–68 cm. Tæver skal være 58–66 cm, helst 60–63 cm. Racestandarden angiver ikke nogen vægt. Bedøm derfor en voksen hund ud fra proportioner, muskulatur og huld i stedet for at sigte efter et bestemt tal på vægten.

Hovedet skal være kraftigt, men ikke for tungt. Øjnene er mørkebrune og mandelformede, og ørerne er mellemstore og trekantede. Den buskede hale når mindst ned til haseleddet og bæres hængende i hvile, men må løftes til ryglinjen i bevægelse.

Pelsen er lang og blank, glat eller let bølget. Grundfarven er kulsort med dybt rustrøde aftegninger på kinderne, over øjnene, på benene og på brystet. Der er blandt andet hvidt i en symmetrisk blis samt på struben og brystet. Hvide poter og en hvid halespids er ønskelige, men aftegningernes symmetri siger intet om hundens sundhed.

Svenska Kennelklubbens raceguide anbefaler børstning eller gennemredning en gang om ugen og dagligt under fældning. Tilpas indsatsen efter hunden og årstiden. Arbejd ind til huden, og tjek bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor filtrede områder let kan gemme sig. Mærk samtidig efter knuder, ømhed og hudforandringer.

Læg længere sommeraktiviteter på køligere tidspunkter, sørg for skygge og vand, og lad hunden hvile, hvis den ikke kommer sig som normalt. Efterlad aldrig hunden i en varm bil, heller ikke i skyggen eller med et vindue på klem.

## Temperament og personlighed

En racetypisk berner sennenhund skal være tryg, godmodig og samarbejdsvillig, ikke bange eller aggressiv. Standarden beskriver også en opmærksom og vagtsom hund, som er hengiven over for familien og venlig over for fremmede. Det er et mål for avl og temperament, ikke en garanti for enhver hvalp eller enhver situation.

Racen er ofte social og samarbejdsvillig, men en livlig unghund af denne størrelse kan vælte et barn, trække en voksen omkuld eller mase sig ind på en gæst uden at have aggressive hensigter. Træn derfor tidligt, at alle fire poter bliver på gulvet, at hilse roligt, at gå i løs line og at lægge sig på en fast plads.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Giv den rolige erfaringer med mennesker, hunde, trafik, underlag, håndtering og forskellige miljøer, og lad den have mulighed for at betragte tingene på afstand. Gentagen frygt skal tages alvorligt og ikke bortforklares med, at racen er “blød”.

Berner sennenhund kan trives med børn og andre dyr, men den enkelte hund og introduktionen er afgørende. Børn må ikke klatre på hunden eller forstyrre den, når den sover. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og en voksen skal altid være til stede, når små børn og hunde er sammen.

## Træning og motion

En voksen berner sennenhund har brug for tilstrækkelig motion og meningsfuld aktivitet hver dag, men der findes ikke et fast antal minutter, som passer til alle. Tilpas mængden efter alder, huld, helbred, kondition, underlag og temperatur. Gåture med tid til at snuse, hverdagstræning, søgeøvelser og leg giver en bedre hverdag end blot at forsøge at trætte hunden.

For hvalpe og unghunde skelner Svenska Kennelklubben mellem naturlig bevægelse og målrettet motion. Lad hunden bevæge sig i sit eget tempo og hvile efter behov. Planlagte løbeture, gentagne spring og tungt trækarbejde må vente, til hunden er fysisk moden. Stol ikke på en enkel femminuttersregel; tilpas i stedet aktiviteten efter hundens bevægelser, træthed og restitution.

Korte, tydelige og belønningsbaserede træningspas fungerer godt. Prioritér færdigheder, som bliver svære at lære, når hunden først er fuldvoksen:

- at følge en løs line og vende sammen med føreren
- at hilse uden at springe op eller læne hele sin vægt mod nogen
- indkald og kontakt trods forstyrrelser
- at vente ved døre og gå roligt ind og ud af bilen
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og pels

Racens baggrund kan bruges i næsearbejde, lydighed, rallylydighed, kløvning eller raceklubbens træk- og arbejdsprøver. Træk med last kræver det rette udstyr, gradvis optræning og en fysisk moden, rask hund.

## Sundhed

Sundhed og levealder skal veje tungt, når man vælger berner sennenhund. Den gældende svenske avlsstrategi beskriver kræftsygdomme som racens største helbredsproblem og viser, at den lave levealder fortsat er en udfordring. Alligevel kan ingen love, hvor mange år den enkelte hund vil leve.

I de svenske forsikringsdata om dødsfald fra 2016–2021, som avlsstrategien henviser til, var medianalderen 5,5 år. I en schweizisk undersøgelse af klubregistrerede hunde født i 2001–2002 var medianoverlevelsen 8,4 år. Population, periode og metode er forskellige, så tallene er ikke samme type prognose. De viser, hvorfor helbred og levealder hos nære slægtninge er mere nyttige end ét generelt aldersinterval.

Kræft var årsag til mere end halvdelen af dødsfaldene i både en schweizisk og en nederlandsk undersøgelse. Histiocytært sarkom er den kræftform, som racens sundhedsindsats især retter sig mod. HS-testen placerer hunde i grupper med lavere, gennemsnitlig eller højere genetisk risiko sammenlignet med racen. Det er ikke en diagnostisk test: En hund med lavere risiko kan blive syg, mens en hund med højere risiko kan forblive rask.

HSIMS vurderer risikoen ved en planlagt kombination ud fra forældrenes HS-resultater. Værktøjet skal ses i sammenhæng med levealder, øvrigt helbred, slægtskab og funktion. Hvis der ensidigt avles efter den laveste risiko, mindskes den genetiske variation. HS-test anbefales i den svenske avlsstrategi, men er ikke et krav for registrering hos Svenska Kennelklubben. Svenska Sennenhundklubbens hvalpeformidling har derimod siden 2025 krævet, at begge forældre er testet.

Begge forældre skal have officiel HD- og AD-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben. Hunde med HD-grad D eller E og AD-grad 2 eller 3 må ikke bruges. Avlsstrategien anbefaler desuden AD-frie forældre, og at deres gennemsnitlige HD- og AD-indeks er over 100. Indeks 100 svarer til racens gennemsnit og inddrager oplysninger om slægtninge. Indekser og resultaterne fra røntgenundersøgte kuldsøskende fortæller derfor mere end et enkelt resultat.

Renal dysplasi, RD, er en alvorlig forstyrrelse i nyrernes udvikling, som hovedsageligt rammer unge hunde. Bekræftede tilfælde registreres centralt, og en sikker diagnose kræver undersøgelse af nyrevæv. Familiær nefropati er en anden dokumenteret nyresygdom, som oftere rammer unge voksne hunde. Der findes ingen enkel DNA-test, som kan vise, at en kombination er fri for de arveanlæg, der ligger bag disse sygdomme.

Bed opdrætteren om at vise og forklare:

- forældrenes officielle hofte- og albueresultater og kombinationens aktuelle indekser
- hvor mange kuldsøskende og tidligere afkom der er røntgenundersøgt, og deres resultater
- HS-resultater, og hvordan HSIMS og genetisk variation er indgået i vurderingen
- nyresygdomme, kræftdiagnoser, levealder og bekræftede dødsårsager hos forældre, søskende og ældre slægtninge

## Historie og oprindelse

Berner sennenhund har sin dokumenterede baggrund som gårdhund i alpeområdet omkring Bern i Schweiz. Den vogtede gårde, trak læs og hjalp med kvæg. Hundene blev kaldt Dürrbächler efter kroen Dürrbach ved Riggisberg, hvor den langhårede, trefarvede type var almindelig.

Dürrbächler-hunde blev vist på hundeudstillinger i 1902, 1904 og 1907. I november 1907 stiftede opdrættere omkring Burgdorf Schweizerischen Dürrbach-Klub for at renavle hundene og definere racens kendetegn. Navnet berner sennenhund blev senere etableret i tilknytning til de andre schweiziske sennenhunderacer.

Påstanden om, at racen nedstammer fra romerske mastiffer, gentages ofte, men den er ikke en del af den sikkert dokumenterede historie. Den pålidelige kerne er den lokale gårdhund omkring Bern, arbejdet med at vogte, trække og håndtere kvæg samt den organiserede udvikling af racen i begyndelsen af 1900-tallet.

## At leve med racen

Berner sennenhund kræver praktisk plads i hverdagen, ikke kun gulvplads. Det kan fungere at bo i lejlighed, men tjek trapper, elevator, glatte gulve, adgang til gode områder til de daglige ture og muligheden for at transportere en syg hund. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture og fælles aktiviteter.

Planlæg plads til en stor hundeseng, en bil og en sele, der kan rumme hunden, foder, forsikring og et sted, hvor en våd pels kan tørre. Læg skridsikre underlag, hvor der er brug for dem. Det er bedre at løse den slags praktiske forhold, mens hunden er ung, end når den har smerter.

Alenetid skal trænes efter den enkelte hund. Begynd med meget korte adskillelser, mens hunden er tryg, og øg først tiden, når den kan lægge sig og falde til ro. Vedvarende piben, vandren, stakåndethed eller kradsen viser, at skridtet var for stort. Racens hengivenhed beviser ikke, at hunden får separationsproblemer, men den er heller ingen garanti for, at den kan klare en hel arbejdsdag alene.

Introducér hund og kat gradvist. Hold dem adskilt i begyndelsen, lad dem vænne sig til hinandens duft, giv katten et hundefrit sted, og sørg for, at hunden ikke jager. Korte møder gennem et gitter eller med hunden i line kan derefter forlænges, når begge dyr er afslappede. Det samme rolige princip gælder møder med andre hunde. Størrelsen gør tidlig kontrol i line ekstra vigtig.

En god opdrætter kan fortælle om både styrker og problemer i slægten og viser dokumentation, ikke blot navnene på tests. Vælg en kombination, hvor helbred, temperament, funktion og genetisk variation er vurderet samlet. Åbenhed om syge og afdøde slægtninge er mindst lige så værdifuld som gode resultater hos forældrene.

Berner sennenhund

Deutscher Club für Berner Sennenhunde e.V. (Germany)

Stor schweizisk gårdhund med kraftig, velafbalanceret krop og tyk trefarvet pels. Kærlig, menneskeorienteret og som regel mild over for børn. Har brug for moderat daglig motion, køligt klima, regelmæssig pelspleje samt venlig, konsekvent træning. Sundhedstjek er afgørende på grund af ledproblemer og kræft.

Ninna Kahr

## Kort fortalt

Miniature American Shepherd er en lille, atletisk hyrdehund og en selvstændig internationalt anerkendt race – ikke blot et uformelt navn for en lille Australian Shepherd. Racen blev ganske vist udviklet fra små Australian Shepherd-hunde i USA, men har i dag sin egen racestandard og registreres særskilt.

- **Oprindelse og anvendelse:** USA; udviklet som gård-, hyrde- og selskabshund.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde.
- **Skulderhøjde:** hanner 35,5–46 cm og tæver 33–43,5 cm.
- **Vægt:** racestandarden angiver ikke et fast interval. En sund vægt afhænger af hundens højde, køn og kropsbygning.
- **Pels:** mellemlang dobbeltpels, der kan være glat eller bølget.
- **Aktivitetsniveau:** højt, med behov for både bevægelse, mental beskæftigelse og restitution.

Det er en kompakt hund, men ikke en nem genvej til hyrdehundens egenskaber i et mindre format. Racen passer bedst til den, der vil træne, være ude og samtidig lære hunden at falde til ro. For en førstegangsejer kan racen fungere, hvis der er tid, tålmodighed og interesse for belønningsbaseret træning. Den er et dårligere valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret hund med lave krav til aktivitet og hverdagstræning.

## Udseende og pels

Miniature American Shepherd skal være velafbalanceret, smidig og stærk uden at virke tung eller overdrevet. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Størrelsesforskellen inden for de tilladte højder er tydelig, og derfor bliver ét fælles vægtinterval misvisende. Vurder hellere huld, proportioner og muskulatur sammen med en dyrlæge end ud fra ét tal for hele racen.

Pelsen består af vejrbestandigt dækhår og underuld, hvis mængde kan variere med årstid og klima. Regelmæssig grundig gennemredning er ofte nok i hverdagen, men løs underuld skal fjernes oftere i fældeperioder. Bad hunden, når den faktisk er beskidt. Pelsen skal hovedsageligt fremstå naturlig; omfattende formklipning hører ikke til racens normale pelspleje.

Godkendte grundfarver er sort, rødbrun, blue merle og rødbrun merle, med eller uden tanfarvede aftegninger og hvidt. Hvidt må forekomme på bestemte områder, men skal ikke dominere hoved eller krop. Øjnene kan være brune, blå, hasselfarvede eller ravfarvede, og en hund kan have forskellig farve på øjnene eller flere farver i samme øje. En usædvanlig øjenfarve er en tilladt udseendevariation, ikke i sig selv et tegn på syn, sundhed eller temperament.

Halen kan være lang eller naturligt kort, såkaldt natural bobtail, NBT. En kort hale er derfor ikke automatisk kuperet. Kupering er forbudt i Sverige, og en svensk køber bør skelne mellem en medfødt stumphale og en kirurgisk forkortet hale på en importeret hund.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver Miniature American Shepherd som intelligent, arbejdsvillig, tilpasningsdygtig og loyal med hyrde- og vagtinstinkt. Den er ofte opmærksom på omgivelserne og reagerer hurtigt. Det kan give fin lydhørhed i træningen, men også en hund, der registrerer bevægelser, lyde og forandringer, som ejeren knap bemærker.

Racen må gerne være reserveret over for fremmede. Reserveret betyder, at hunden kan afvente uden at opsøge kontakt; det er ikke det samme som at være sky, bange eller truende. Påtvungne hilsner gør sjældent en afventende hund mere tryg. Giv den i stedet plads, lad den observere, og beløn rolige initiativer, den selv tager.

Svenske BPH-data viser først og fremmest, at variationen inden for racen er stor. Nogle hunde hilser gerne, andre er tydeligt uinteresserede, og reaktioner på overraskelser, lyde og usikkerhed varierer mellem individer. BPH beskriver hundens reaktioner den pågældende dag og giver ikke bestået eller ikke bestået. Ved valg af hvalp er forældrenes og nære slægtninges adfærd, restitution og funktion i hverdagen derfor mere oplysende end en enkelt betegnelse som ”typisk temperament”.

Racens stærke opmærksomhed på familien bør ikke romantiseres til en påstand om, at hvert individ automatisk bliver trygt, socialt og nemt. Spørg opdrætteren, hvordan de voksne hunde fungerer med gæster, nye miljøer, håndtering, lyde og rolige perioder. Bed om konkrete eksempler, og se eventuelle BPH-resultater i deres sammenhæng.

## Træning og motion

Miniature American Shepherd har brug for et aktivt liv, men der findes ingen fast tidsplan, som passer til alle individer. En god hverdag indeholder gåture og fri bevægelse, hvor det er sikkert, næsearbejde eller problemløsning, korte træningspas og reel hvile. Hundens alder, kondition, sundhed og evne til at restituere bør styre belastningen.

Agility, rallylydighed, spor, nosework, lydighed, søg, hyrdearbejde og tricktræning er eksempler på aktiviteter, der kan passe. Ingen bestemt hundesport er et krav. Det vigtige er, at hunden får brugt både krop og hoved, uden at hver dag skrues op til et stadigt højere tempo. Hvis hunden stadig har svært ved at falde til ro efter aktivitet, kan løsningen være tydeligere pauser og bedre tilpasset træning – ikke automatisk mere motion.

Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier passer til en hurtig og lydhør hund. Begynd tidligt med kontakt, indkald, lineføring, håndtering og evnen til at vente. Træn også det, der let bliver glemt: at ligge roligt, mens familien spiser, slippe en opgave, se mennesker eller hunde passere uden at gribe ind og vende tilbage til ro efter leg.

Hyrde- og vagtadfærd kan i hverdagen vise sig ved, at hunden følger bevægelser, forsøger at kontrollere løb eller giver lyd, når der sker noget. Det betyder ikke, at alle individer jager børn, hyrder katte eller gør meget. Læg mærke til, hvad der udløser adfærden hos den enkelte hund, og træn alternative handlinger, før mønsteret bliver en vane. Hvalpe skal have korte, positive erfaringer og alderssvarende bevægelse; de skal ikke motioneres som fuldvoksne hunde.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, forekommer hos Miniature American Shepherd, men den svenske population er ung, og grundlaget for sikre hyppighedstal for flere andre tilstande er begrænset. Forsikringskodning, små datamængder og hundenes lave gennemsnitsalder har gjort ældre opgørelser vanskelige at fortolke. En lang liste over mulige diagnoser siger derfor mindre end verificerede resultater hos hvalpens forældre og nære slægtninge.

Det er vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringsregler og raceklubbens avlsanbefalinger. Miniature American Shepherd har ikke et særligt racespecifikt sundhedsprogram markeret som registreringskrav i Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler. Svenska Miniature American Shepherdklubben anbefaler derimod, at begge forældredyr før parring har:

- HD-resultat A eller B og ED-resultat 0
- øjenundersøgelse uden anmærkning, som ikke er ældre end 18 måneder
- kendt prcd-PRA-status, hvor en bærer kun kombineres med en genetisk fri hund
- kendt NAD-status, med kombinationen fri med fri eller fri med bærer.

Bed om at se det faktiske resultat, undersøgelsesdatoen og hvordan forældredyrenes resultater kombineres. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. En DNA-test kan desuden kun svare på den variant, testen gælder, og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse.

MDR1, også kaldet ABCB1, er en genvariant, som kan påvirke, hvordan hunden håndterer visse lægemidler. Hvis hunden er testet, bør resultatet gemmes og vises til den behandlende dyrlæge. Hverken valg af lægemiddel eller dosering bør afgøres ud fra generelle raceråd på nettet.

Merle må ikke parres med merle, fordi kombinationen kan give hvalpe med dobbelt merleanlæg og dermed øget risiko for alvorlige syns- og høreproblemer; en sådan parring strider mod Svenska Kennelklubbens grundregler. Naturlig stumphale er knyttet til NBT-anlægget. Raceklubben opfordrer til forsigtighed med NBT–NBT-kombinationer, mens spørgsmålet følges, og det bør ikke forveksles med det udtrykkelige forbud mod merle–merle.

## Historie og oprindelse

Miniature American Shepherd blev udviklet i Californien i slutningen af 1960'erne gennem avl på små Australian Shepherd-hunde. Målet var en mindre, udholdende hyrdehund, der blandt andet kunne arbejde med får og geder og samtidig passe ind i et mobilt gård- og hesteliv. Fra 1980 blev navnet Miniature Australian Shepherd brugt i registreringen, før racen senere fik sit nuværende navn.

Den amerikanske raceklub blev dannet i 1990, og racen blev optaget i American Kennel Clubs udviklingsregister i 2011. Fuld amerikansk anerkendelse kom i 2015, og FCI anerkendte racen i 2019. Det første svenske kuld blev født i 2006, mens svensk registrering som Miniature American Shepherd begyndte i 2017.

I Sverige findes der også et kontrolleret krydsningsprogram, hvor Australian Shepherd må anvendes efter Svenska Kennelklubbens registreringsregler, og afkommet registreres som Miniature American Shepherd. Det ændrer ikke, at hundene tilhører den anerkendte race; programmet er et reguleret avlsværktøj. For en køber gør det stamtavlen og opdrætterens mål ekstra relevante, fordi egenskaber og størrelse kan variere selv inden for racestandarden.

## At leve med racen

Miniature American Shepherd kan trives både i hus og lejlighed. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hverdagen fungerer: hunden skal ud, bruge sine sanser, trænes og kunne hvile uden konstant at overvåge opgang, vinduer eller have. En have kan være praktisk, men erstatter ikke fælles aktivitet eller miljøtræning.

Med børn er opsyn fra voksne, tydelige regler og et hvilested, hvor hunden får fred, nødvendigt. Løb og høje lyde kan vække interesse hos en bevægelsesfølsom hyrdehund, så rolige møder og pauser, før hunden bliver for ophidset, er vigtigere end at antage, at racen er ”børnevenlig”. Børn bør aldrig have ansvaret for at aflæse eller håndtere en presset hund.

Samliv med hund eller kat afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Lad møder ske gradvist og kontrolleret, giv katten flugtveje og egne ressourcer, og afbryd fiksering eller jagt tidligt. Racen giver ingen garanti for kompatibilitet, men hyrdebaggrunden gør heller ikke problemer uundgåelige.

Alenetræning opbygges gradvist, når hunden er tryg, luftet og klar til hvile. Begynd med meget korte perioder, og følg, hvordan netop den hund reagerer; langvarig gøen, vandren eller manglende evne til at spise og hvile viser, at træningen er gået for hurtigt. Et lukket bur må ikke bruges som normal opbevaring eller som løsning på separationsproblemer i svenske hjem.

Før køb af hvalp bør du kontrollere mere end registrering og farve. Bed om at se forældrenes sundhedsresultater og datoer, spørg til MDR1 og andre relevante DNA-resultater, undersøg temperament og restitution i familien, og drøft, hvordan opdrætteren prioriterer arbejdslyst, lydreaktioner, reservation og evnen til at falde til ro. Et seriøst match handler om den hverdag, hunden er avlet og opvokset til – ikke kun om at finde det rigtige udseende.

Miniature American Shepherd

Norwegian Kennel Club (NKK)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Kompakt, atletisk hyrdehund udviklet i USA som en mindre Australian Shepherd. Intelligent, hengiven og en rigtig “klisterhund” over for familien, ofte reserveret over for fremmede. Har brug for regelmæssig træning, mental stimulering og motion. Mellemlang dobbeltpels i forskellige farver; overordnet en sund race med en levetid på 12–15 år.

Lovisa Kinhult

## Kort fortalt

Bichon havanais er en lille FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 9. FCI angiver Cuba som oprindelsesland og beskriver, hvordan hundetypen kom dertil fra det vestlige Middelhavsområde. Racestandarden angiver en mankehøjde på 23–27 centimeter med to centimeters tolerance i begge retninger, men intet officielt vægtinterval. Vurdér derfor den forventede voksenstørrelse ud fra højde, kropsbygning, huld og forældrene frem for et lovet antal kilo.

Standardens ideal er en opmærksom, hengiven, glad, venlig og legesyg hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer med børn, fremmede mennesker eller andre dyr. Svenske BPH-data viser tværtimod tydelig adfærdsvariation inden for racen.

Den lange pels er racens største opgave i hverdagen. Den skal redes helt ned til huden og kan kræve hyppig pleje, især under overgangen fra hvalpe- til voksenpels. Lidt eller ingen underuld gør ikke Bichon havanais allergifri; allergener fra hunden findes blandt andet i hudpartikler og spyt og varierer mellem individer.

## Udseende og pels

Bichon havanais skal være lille, kortbenet og robust uden at blive tung eller hæmmet. Kropslængden skal forholde sig til mankehøjden omtrent som 4:3. Forbenene skal være lige og parallelle, og bevægelserne lette, spændstige og rettet fremad. Når du vurderer en hund, bør du se frie bevægelser uden tydelig halthed, skæv belastning eller forben, der bøjer kraftigt udad. Den rigelige pels må ikke skjule dårlig funktion.

Racestandarden angiver 23–27 centimeters mankehøjde. Den angivne tolerance udvider det tilladte interval til 21–29 centimeter. Standarden angiver ingen idealvægt. To hunde med samme højde kan derfor veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. En hund tæt på en af ydergrænserne er ikke automatisk bedre eller dårligere, men den svenske avlsstrategi beskriver en udvikling mod større og tungere hunde og understreger, at racen skal bevare sin karakter som dværghund.

Ifølge standarden skal dækhåret hos en voksen hund være meget langt, omkring 12–18 centimeter, blødt og glat eller bølget; det kan også danne krøllede lokker. Underulden er svagt udviklet og mangler ofte. Hvid, fawn, sort, havannabrun, tobaksbrun og rødbrun forekommer sammen med pletter og tantegninger i tilladte farver. Lad ikke farven veje tungere end sundhed, temperament og god funktion, når du vælger hvalp.

Standarden ønsker pelsen i naturlig tilstand og tillader ikke, at udstillingspelsen klippes til en ensartet længde, med begrænsede undtagelser ved poter, pande og snude. Det er en regel om racetypisk udseende, ikke en grund til at lade smertefulde filtrede områder blive siddende. Før en kam gennem små sektioner, og kontrollér især bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens længde, struktur, fugtighed og hvor let den filtrer; under pelsskiftet kan en daglig gennemgang være nødvendig.

Væn hvalpen gradvist til kam, potehåndtering, negleklipning og tandbørstning, og hold pause, hvis den bliver bange eller stresset. Bad hunden, når pelsen trænger til at blive rengjort, og tør den grundigt. Børst tænderne dagligt med hundetandpasta, da små hunde oftere får problemer med tandsten og paradentose.

## Temperament og personlighed

Bichon havanais skal ifølge standarden være opmærksom, venlig og legesyg, men individer møder verden på forskellige måder. Standardteksten beskriver et ønsket temperament. Den skal ikke bruges som bevis for, at en hvalp automatisk bliver god med børn, stille, frygtløs eller nem for en førstegangsejer.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2026 omfatter 233 beskrevne bichon havanais. Blandt de deltagende hunde var der stor variation i, hvor intenst de hilste på fremmede, hvor meget de legede, hvor nysgerrige de var, og hvordan de reagerede på ustabile underlag. Mange viste lav social frygt og truede ikke fremmede, men materialet omfattede kun omkring 1,5 procent af svenskfødte hunde fra de analyserede fødselsår. Resultaterne beskriver derfor de deltagende hunde, ikke alle bichon havanais.

BPH er en beskrivelse, ikke en prøve, som hunden bliver godkendt eller underkendt i. Bed om at se forældrenes fulde resultater, og se på de enkelte reaktioner. Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og observér, om hun kan hilse, fravælge kontakt og komme sig efter noget uventet uden langvarig frygt eller stress.

Små børn og hunden skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et beskyttet hvilested. Den lille krop kan blive skadet af voldsom leg, selv om hunden selv søger kontakt. Introduktioner til hunde og katte bør ske gradvist, med afstand, flugtveje og mulighed for at adskille dyrene. Tidligere erfaringer og den enkelte hunds sociale færdigheder betyder mere end racenavnet.

## Træning og motion

Bichon havanais har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og anden belastning til alder, kondition, sundhed, vejr og restitution.

Racen blev udviklet som selskabshund og sætter ofte pris på samarbejde. Næsearbejde, tricks, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give god variation, men konkurrencer er ikke nødvendige. Prioritér indkald, at gå roligt i line, vente, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af, mens der sker noget i nærheden. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen går i opgangen, eller når hunden forventer aktivitet. Begræns unødvendig vagtsomhed ved vinduer og døre, beløn ro, og giv hunden en tydelig alternativ opgave. Træn også pelspleje og korte perioder alene som selvstændige færdigheder fra begyndelsen. Renlighedstræning bygges med hyppige muligheder for at komme ud, opsyn og belønning, ikke straf eller en antagelse om, at racen er svær at træne.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver bichon havanais som en forholdsvis sund race, men et trygt hvalpekøb kræver stadig kontrol af anbefalinger og faktiske resultater. Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler har ikke noget racespecifikt niveau 2- eller 3-krav for patella, øjne eller hjerte hos bichon havanais. Det betyder ikke, at undersøgelserne er uvigtige. Raceklubbens anbefalinger er mere omfattende og skal skelnes fra formelle betingelser for at registrere et kuld.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde patellaundersøges efter etårsalderen og har et resultat uden anmærkning. Den anbefaler også øjenlysning omtrent årligt fra etårsalderen til mindst seks år, med et resultat, der ikke er ældre end et år ved parring, samt hjerteundersøgelse uden anmærkning før parring. Anbefalingerne er betingelser for raceklubbens hvalpeformidling, men er ikke det samme som et SKK-registreringskrav.

Bed om hundenes registreringsnumre, og kontrollér resultat, dato og faktisk status i SKK Avelsdata. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. Patellastatus kan registreres fra tolv måneders alder og graderes fra 0, normal, til 3, permanent luksation af knæskallen. Selv et godt individuelt resultat bør læses sammen med oplysninger om forældre, søskende og tidligere afkom, fordi familiebilledet giver mere information end én undersøgelse.

Lige forben og frie bevægelser er vigtige for sundheden, ikke kun for udstillingsresultater. Den svenske avlsstrategi fremhæver bøjede forben, enkelte tilfælde af forkortet albueben, såkaldt short ulna, samt rygsmerter og diskusprolaps. Et studie af 355 norske havanais fandt en sammenhæng mellem en FGF4-variant på kromosom 18 og benlængde/forbensform. Studiet viser en sammenhæng i den undersøgte population, men ikke, at alle hunde med varianten får kliniske problemer, eller at en bestemt DNA-test er et svensk krav.

Se hunden gå og vende, kontrollér, at den belaster forbenene jævnt, og spørg om halthed, smerter, rygproblemer og operationer hos nære slægtninge. Spørg også om tilbagevendende øjenproblemer, mislyd på hjertet og langvarig kløe eller andre hudproblemer, da den svenske avlsstrategi omtaler disse områder. En dyrlæge skal vurdere symptomer; en opdrætter bør kunne vise, hvad der faktisk er undersøgt og hvorfor.

## Historie og oprindelse

Bichon havanais har en dokumenteret forbindelse til både det vestlige Middelhavsområde og Cuba. FCI-standarden beskriver, hvordan små selskabshunde udviklede sig langs Spaniens og Italiens kyster og tidligt blev bragt til Cuba af italienske søkaptajner. Cuba er angivet som oprindelsesland, mens FCI har ansvaret for standarden.

De gamle cubanske blodlinjer forsvandt på øen, men efterkommere overlevede i USA og blev brugt til at genopbygge den moderne population. Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver en meget lille grundlæggerpopulation, hvilket forklarer, hvorfor genetisk variation og begrænset brug af enkelte avlshunde fortsat er vigtige hensyn. Det er bedre dokumenteret end påstande om, at racen er Cubas officielle nationalhund eller har et præcist kendt grundlæggelsesår.

De første hunde af racen blev importeret og registreret i Sverige i 1988, og de første svenske kuld blev registreret i 1989. Siden da er bichon havanais vokset kraftigt i popularitet som selskabshund.

## At leve med racen

Bichon havanais kan fungere i mange typer hjem, hvis ejeren har tid til pelspleje, daglig aktivitet og træning. En lejlighed er ikke automatisk et problem, men lyde i opgangen, afstanden til et luftested og muligheden for at træne ro skal fungere. En have erstatter ikke gåture, miljøtræning eller samvær.

Tid alene skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden at gø, vandre rundt eller vise andre tegn på stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg løsningen til arbejdsdage før købet.

Prøv pelsplejen i praksis, før du beslutter dig. Bed opdrætteren vise, hvordan kammen føres helt ned til huden, hvor lang tid en fuld gennemgang tager, og hvordan pelsen ændrer sig i unghundeperioden. Hvis familien ikke kan holde pelsen fri for filtrede områder, har hunden brug for en anden plejeplan udarbejdet sammen med en kyndig hundefrisør; racetypisk udseende må aldrig gå forud for hundens velfærd.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, og kontrollere registreringsnummer, stamtavle og identitet. Sammenlign forældrenes patella-, øjen- og hjerteresultater med raceklubbens gældende anbefalinger, og spørg om temperament, forben, ryg og hud hos nære slægtninge. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel.

Det bedste valg er ikke automatisk den mindste, mest pelsrige eller mest frembrusende hvalp. Vælg en hund fra forældre, der bevæger sig ubesværet, har dokumenterede undersøgelser, kommer sig godt og kan håndteres roligt. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, en markedsført vægt eller mærkater som ”allergivenlig” og ”perfekt familiehund”.

Bichon havanais

Bichon havanais er Cubas nationale selskabshund i miniformat – en robust og livlig ledsager med lang, silkeagtig pels, der fælder meget lidt. Den er kærlig, menneskeorienteret og egner sig både til børnefamilier, lejligheder og huse. Den har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture, leg og mental stimulering og trives ikke med at være alene i lange perioder.

HavaValle

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Golden Show Stars

## Kort fortalt

Whippet er en britisk, FCI-anerkendt mynde i gruppe 10. Racen blev udviklet til fart og arbejde, og racestandarden beskriver en kombination af muskelkraft, styrke og elegance uden overdrivelser. Det er altså en atletisk bygget hund, ikke blot en slank selskabshund.

Den ønskede skulderhøjde er 47–51 cm for hanner og 44–47 cm for tæver. Racestandarden angiver derimod ingen idealvægt. Vurder derfor vægt og huld ud fra den enkelte hunds størrelse, muskulatur og kondition, ikke i forhold til et fast tal.

Før et køb bør du især tage stilling til sikker motion, jagtlyst, kulde og dokumenteret sundhed i familien. Whippet kan være en tilpasningsdygtig selskabshund, men har brug for at kunne løbe under sikre forhold, gradvis træning i at være alene og omhyggelig håndtering omkring vildt og smådyr.

## Udseende og pels

Whippet skal være funktionelt bygget til fart. Standarden kræver blandt andet en dyb brystkasse, kraft over lænden, et stærkt bagparti og frie, lange bevægelser med kraftigt afsæt. Bevægelserne skal være parallelle og hverken korte, stive eller overdrevne. En ekstremt tynd eller svag hund er derfor ikke mere racetypisk end en tung og uhåndterlig hund.

Forskellen i den ønskede højde mellem kønnene er lille, men individer kan alligevel være tydeligt forskellige i kropsbygning. Da standarden ikke angiver vægt, er et enkelt tal på vægten et dårligt kriterium for valg af hund eller vurdering af sundhed. Vurder hellere proportioner, muskulatur, bevægelser og aktuelt huld sammen med opdrætteren eller en dyrlæge.

Pelsen skal være fin, kort og tætliggende. Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Racestandarden angiver ikke, om racen har underuld. Vurder derfor den enkelte hunds pelstæthed og tolerance over for kulde i stedet for at gå ud fra, at alle har nøjagtig den samme beskyttelse.

Den fine pels giver kun lidt beskyttelse mod kulde og væde. Nogle whippets har brug for et velsiddende dækken på kolde ture, mens vejret, aktiviteten og den enkelte hund afgør, hvornår det er nødvendigt. Rysten, lavere tempo eller tydelig søgen efter varme er tegn på, at turen bør afbrydes, eller hunden bør have mere beskyttelse. Pelsplejen er ellers enkel, men hud, trædepuder og kløer bør kontrolleres efter aktivitet i krat, skare eller ujævnt terræn.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver racen som venlig, hengiven og stabil med evne til at tilpasse sig både i hjemmet og i sport. Det er idealet i standarden, ikke en garanti for hvert individ. Avl, tidlige erfaringer, sundhed og hverdagstræning påvirker, hvordan den enkelte hund fungerer.

Svenske resultater fra adfærdsbeskrivelsen BPH giver et mere nuanceret billede. Frem til juli 2024 var 373 whippets blevet beskrevet. Blandt svenskfødte hunde fra 2004–2023 deltog 323 af 8.641 hunde, svarende til 3,7 procent. Den beskrevne gruppe var i gennemsnit moderat social, forholdsvis legesyg samt relativt tryg og nysgerrig. Samtidig var der større variation i blandt andet hilsen, nysgerrighed og leg. Resultaterne beskriver deltagerne og må ikke bruges som et løfte om en hvalp eller hele racen.

Med børn er rolig håndtering og en uforstyrret hvileplads vigtigere end mærkatet ”familiehund”. En voksen skal være til stede, og børn må ikke forstyrre en hund, der spiser eller hviler. Møder med andre hunde bør også introduceres kontrolleret, især hvis hundene er forskellige i størrelse, legestil eller erfaring.

En whippet kan leve sammen med en kat, men racenavnet garanterer ikke, at det fungerer. Jagtlyst og reaktion på hurtige bevægelser varierer. Begynd med afstand og fysisk adskillelse, hold hunden i line, giv katten en sikker flugtvej, og hold opsyn, indtil begge dyr er afslappede. At hunden accepterer familiens kat, siger ikke sikkert, hvordan den reagerer på fremmede katte eller smådyr udendørs.

## Træning og motion

Whippet har brug for daglig fysisk og mental aktivitet, men hverken racestandarden eller svenske myndighedsråd angiver et bestemt antal minutter eller kræver, at hunden løber løs i fuld fart hver dag. Tilpas belastningen efter alder, sundhed, kondition og underlag. Gåture, næsearbejde, hverdagslydighed og mulighed for af og til at strække helt ud et sikkert sted giver en god blanding.

Træningen bør være belønningsbaseret, trinvis og tilpasset individet. Korte pas med et tydeligt mål fungerer ofte bedre end mange gentagelser. Prioritér indkald, kontakt omkring ting i bevægelse, rolig venten, håndtering af poter og evnen til at falde til ro efter aktivitet. Begynd i enkle omgivelser, og øg forstyrrelserne, når adfærden fungerer stabilt.

Jagtlysten er et sikkerhedsspørgsmål, ikke en karakterfejl. Racens baggrund betyder, at hurtige bevægelser kan udløse forfølgelse, men styrken i reaktionen varierer. Et pålideligt indkald mindsker risikoen uden at gøre alle åbne områder sikre. Brug line eller en lang line, hvor vildt, trafik, cyklister eller smådyr kan dukke op, og vælg ordentligt indhegnede områder, når hunden skal løbe frit.

I svensk natur gælder der desuden særlige hensyn til vildtet. Fra 1. marts til 20. august skal hunde forhindres i at løbe løse i naturen, og resten af året skal du stadig kunne forhindre hunden i at jage eller forfølge vildt. Lure coursing og andre organiserede myndeaktiviteter kan give et kontrolleret udløb for jagten, men de er muligheder og ikke krav for et godt hundeliv.

## Sundhed

Whippet er ikke omfattet af nogen af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogrammer, og der er derfor ingen racespecifikke sundhedsundersøgelser, som skal være gennemført før parring i Sverige. Det betyder ikke, at dokumentation er uvigtig. Svenska Whippetklubbens aktuelle racespecifikke avlsstrategi anbefaler undersøgelser og opfølgning, som en hvalpekøber bør spørge konkret ind til.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde får hjertet auskulteret, altså at en dyrlæge lytter til hjertet med et stetoskop. Hvis der høres en mislyd, bør hunden undersøges yderligere af en dyrlæge med speciale i kardiologi. MMVD forekommer i racen, men en mislyd er et fund og ikke i sig selv en diagnose. Raceklubben anbefaler også øjenlysning, adfærdsbeskrivelsen BPH og at hunden er mindst to år, før den bruges i avl. Det er anbefalinger, ikke svenske registreringskrav for racen.

Øjensundheden skal beskrives lige så præcist. Et lille antal svenske tilfælde af PRA er dokumenteret, samtidig med at kun en lille andel af hundene er undersøgt for arvelige øjensygdomme. Problemet kan derfor hverken kaldes almindeligt eller afvises. Bed om at se daterede resultater for forældredyrene, og spørg, hvordan opdrætteren bruger resultater fra slægtninge.

Skader fortjener mere opmærksomhed end en lang liste over mulige sygdomme. I raceklubbens sundhedsundersøgelse fra 2020, som omfattede svar om 367 individer, oplyste ejerne, at 42,7 procent havde været ude for en ulykke, som krævede dyrlægebehandling; sårskader var mest almindelige. En spørgeskemaundersøgelse viser ikke risikoen for hver enkelt hund, men den giver grund til at kontrollere hud, poter og bevægelser efter aktivitet i høj fart og vælge underlag og indhegninger med omtanke.

Spørg også til testikelstatus hos hanner og til immunmedieret sygdom hos nære slægtninge. Avlsstrategien beskriver ophobning i familier, men ikke en enkel arvegang, som en enkelt DNA-test kan afklare. Oplysninger om forældre, kuldsøskende og ældre slægtninge kan derfor være mere nyttige end en generel påstand om, at linjen er sundhedstestet.

Hjertefund hos whippet skal også tolkes med kendskab til racen. Studier af raske whippets viser, at visse EKG- og ultralydsmål kan afvige fra generelle referenceværdier for hunde. Fortæl derfor dyrlægen, at hunden er en whippet, og hvordan den trænes. Det kan mindske risikoen for fejltolkning, men må ikke bruges til at afvise en mislyd, symptomer eller behovet for yderligere udredning.

## Historie og oprindelse

Racens dokumenterede historie begynder i Storbritannien. Whippet blev nævnt i officiel udstillingssammenhæng i England i 1876, og The Kennel Club anerkendte racen i 1890. Whippetvæddeløb er dokumenteret fra 1890'erne, mens racestandarden oplyser, at hunden oprindeligt blev brugt til jagt med synet eller lugtesansen.

Racen forbindes især med Nordengland og væddeløb, men de tidligste avlsvalg er ikke fuldt dokumenteret. Greyhound og enkelte terrierracer nævnes ofte som mulige indslag, mens den svenske avlsstrategi konstaterer, at skriftlige beretninger fra de første opdrættere mangler. Sådanne krydsninger bør derfor beskrives som sandsynlige teorier, ikke som en præcis opskrift.

Racens tidligere brug ses stadig i kropsbygningen og interessen for bevægelse. Nutidens whippet er samtidig en etableret selskabs- og sportshund. Historien er med til at forklare fart og jagtlyst, men bør ikke bruges til at hævde, at hvert individ skal konkurrere eller reagerer ens på vildt.

## At leve med racen

Whippet kan fungere i lejlighed, hvis hverdagen giver nok tid udendørs, aktivitet og mulighed for at falde til ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end luftemuligheder, lydmiljø og hvor ofte hunden skal være alene. For et individ, der reagerer på lyde eller har svært ved at finde ro, kan en ejendom med meget lyd mellem boligerne være mere krævende, end plantegningen antyder.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, gå ud i meget kort tid, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig. At racen ofte beskrives som hengiven, betyder ikke, at alle whippets får separationsproblemer, og en hund nummer to er ingen sikker løsning. Vurder den enkelte hunds adfærd, og gå et trin tilbage i træningen ved tegn på uro.

Planlæg også varme, hvile og sikker transport. En korthåret hund kan have brug for ekstra beskyttelse i kulde, men pasform og bevægelsesfrihed er vigtigere end en lang udstyrsliste. En rolig, afskærmet soveplads og forsigtig håndtering efter hård aktivitet gør det samtidig lettere at opdage sår, ømhed eller ændrede bevægelser tidligt.

Før du køber en hvalp, bør du bede om konkrete oplysninger:

- registrerede oplysninger og daterede resultater for hjerte og øjne hos begge forældredyr;
- BPH-resultater eller en tydelig beskrivelse af temperamentet hos forældre og nære slægtninge;
- information om skader, hjertesygdom, øjensygdom, testikelstatus og immunmedieret sygdom i familien;
- opdrætterens plan for socialisering, miljøtræning og støtte efter afhentning.

Whippet passer bedst til den, der sætter pris på en tæt selskabshund og samtidig respekterer, at den er en hurtig mynde. Det afgørende spørgsmål er ikke, om racen altid er rolig, nem eller familievenlig, men om du kan tilbyde sikker bevægelse, konsekvent træning og plads til variationen mellem individer.

Whippet

Mellemstor mynde, der forener kapløbsfart med roligt selskab. Slank, elegant og greyhound‑lignende, med kort, letplejet pels, men begrænset beskyttelse mod vejr og vind. Følsom, blid og meget menneskeorienteret; den har brug for venlig træning, sikre muligheder for at løbe i fuld fart, en blød og varm hvileplads samt et stabilt og stille hjem.

Cantate Domino

Line Sam

## Kort fortalt

- Eurasier er en mellemstor tysk spidshund, der blev skabt som selskabshund og trives bedst, når den får lov til at leve tæt sammen med sin familie.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 52–60 cm høje og veje 22–30 kg. For tæver er de tilsvarende intervaller 48–56 cm og 18–26 kg.
- Standarden beskriver en rolig, selvsikker og opmærksom hund med en stærk tilknytning til familien, men uden at være påtrængende over for fremmede.
- Reserveret adfærd må ikke forveksles med frygt. Svenske BPH-resultater viser tydelig variation i racens sociale tryghed.
- Eurasieren deltager gerne i familiens aktiviteter, men har normalt ikke samme arbejdsbehov som en brugshund. Motion og træning skal alligevel tilpasses den enkelte hund hver dag.
- Dobbeltpelsen skal som regel børstes cirka en gang om ugen og oftere, når underulden fældes.
- I svensk avl skal begge forældredyr have officiel hoftestatus før parring. Raceklubbens råd om resultater og andre undersøgelser går længere end selve registreringskravet.
- Racen passer til den, der ønsker en nær følgesvend i hverdagen og accepterer et selvstændigt sind. Den passer dårligere til et liv med lidt selskab eller et krav om, at hunden skal hilse på alle.

## Udseende og pels

Eurasier er en harmonisk bygget, mellemstor hund af spidstype. Kroppen er en smule længere end skulderhøjden, ørerne står op, og den buskede hale bæres over ryggen eller bøjet til siden. Knoglebygningen skal være middelstærk, og den tykke pels må ikke skjule kroppens proportioner. Helhedsindtrykket skal være funktionelt og velafbalanceret, ikke tungt eller overdrevent pjusket.

Racestandarden angiver 52–60 cm og 22–30 kg for hanner samt 48–56 cm og 18–26 kg for tæver. Det er vejledende mål for racen, ikke en garanti for, hvor stor en bestemt hvalp bliver som voksen. Se derfor også på forældrene og nære slægtninge, hvis størrelsen har praktisk betydning for dig.

Pelsen består af tæt, blød underuld og middellange, lige dækhår, der ligger forholdsvis løst. Hårene er kortere i ansigtet, på ørerne og forsiden af benene og længere på halen og bagsiden af benene. Alle farver og farvekombinationer er tilladt efter den gældende internationale standard, bortset fra helt hvid og hvidbroget.

Til daglig er det ofte nok at børste pelsen grundigt cirka en gang om ugen. Når underulden løsner sig en eller to gange om året, skal hunden børstes oftere, og mængden af løse hår kan være stor. Benyt samtidig lejligheden til at kontrollere hud, kløer, ører og tænder. Bad hunden, når den er beskidt.

## Temperament og personlighed

Eurasieren skal være rolig, selvsikker og have et stabilt temperament med en stærk tilknytning til familien og begrænset interesse for kontakt med fremmede. Det kan tiltale den, der ønsker en hund, som gerne er tæt på sine egne mennesker uden automatisk at hilse på alle. Det betyder dog ikke, at enhver eurasier er stille, tryg eller nem i alle situationer.

Svenske BPH-resultater giver et mere nuanceret billede end idealet i racestandarden. Som gruppe viste hundene begrænset interesse for fremmede, men deres tryghed i sociale møder varierede meget. En hund, der roligt vælger ikke at hilse, er reserveret. En hund, der flygter, stivner eller bliver meget urolig, har brug for større afstand og støtte. Reserveret adfærd må ikke bruges som forklaring på frygt eller truende adfærd.

Hvalpen har brug for tidlige, positive erfaringer med forskellige mennesker, miljøer, underlag og hverdagssituationer. Målet er ikke, at fremmede skal klappe den, men at hunden kan forholde sig roligt og trygt, selv når den ikke ønsker kontakt. Lad den betragte det hele på en afstand, hvor den stadig kan spise, undersøge omgivelserne og falde til ro igen. Tvungne hilsesituationer kan øge utrygheden.

Eurasiere kan leve godt sammen med børn, hunde eller andre dyr, men racenavnet er ingen garanti. Små børn og hunden skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Spørg opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på håndtering, pludselige bevægelser og ukendte hunde. Med kat eller smådyr i hjemmet er der brug for rolige introduktioner, sikre adskillelser og opsyn, mens du lærer netop denne hunds jagtadfærd at kende.

## Træning og motion

Eurasiere lærer ofte hurtigt, men racen er ikke udviklet til at arbejde som en brugshund. Tydelige rutiner, belønninger, hunden sætter pris på, og korte træningspas med et forståeligt mål giver ofte det bedste resultat. Beløn den adfærd, du gerne vil se igen, så opgaven bliver tydelig uden at skade tilliden. Hårde korrektioner, skræmmemetoder og fysisk pres hører ikke hjemme i træningen.

Gode færdigheder i hverdagen er vigtigere end en lang række avancerede øvelser. Træn hunden i at gå roligt i snor, vente, komme, når du kalder, acceptere håndtering og finde ro, når der ikke sker noget. Variér belønningen mellem mad, leg, bevægelse og adgang til noget, hunden gerne vil undersøge. Hvis hunden mister interessen, er det ofte bedre at gøre opgaven lettere eller skifte aktivitet end at gentage det samme signal.

Racen tager gerne med på gåture og familieudflugter uden at have brug for arbejdsbyrden hos en udpræget brugsrace. Et fast antal minutters motion siger derimod ikke meget om den enkelte hunds behov. En god hverdag indeholder bevægelse, mulighed for at snuse, en form for problemløsning og tilstrækkelig hvile. Tilpas efter alder, helbred, vejr og hundens evne til at komme sig. Næsearbejde, spor, rallylydighed, hoopers og andre samarbejdsaktiviteter kan passe godt, men vælg efter den enkelte hunds motivation.

Indkald skal trænes, selv om hunden gerne holder sig tæt på familien. Hverken familietilknytning eller et ry for lav jagtlyst gør en hund sikker uden snor. Brug snor eller lang line, hvor vildt, trafik, andre dyr eller lokale regler gør det uhensigtsmæssigt at lade hunden gå løs.

## Sundhed

Eurasier beskrives som en forholdsvis sund race, men der er sundhedsrisici og avlsforhold, som en hvalpekøber bør undersøge konkret. Begynd med at skelne mellem SKK's registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

For at et svensk kuld kan registreres, skal begge forældredyr have et officielt resultat for hofteledsdysplasi før parring. Kravet er et kendt resultat, ikke nødvendigvis grad A eller B. Svenska Eurasierklubben anbefaler avlshunde med HD A eller B, ED 0 og patella 0. Bed om at se de officielle resultater, og undersøg gerne søskende og tidligere afkom. Forældredyrenes resultater mindsker usikkerheden, men kan ikke garantere en sund hvalp.

Raceklubben anbefaler også gennemtænkte kombinationer med hensyn til Dandy-Walker-lignende misdannelse, DWLM. Varianten nedarves recessivt og kan påvises med en DNA-test. En fri hund kan parres med en anden fri hund eller med en bærer, mens to bærere ikke må kombineres. En bærer er ikke det samme som en syg hund og behøver ikke at blive udelukket fra avl, når partneren er testet fri. Den forskel er vigtig både for at undgå syge hvalpe og for at bevare den genetiske variation.

Raceklubben følger desuden indberettede tilfælde af nedsat skjoldbruskkirtelfunktion, eksokrin pancreasinsufficiens, EPI/EPA, og mavedrejning. Klubben beskriver dem ikke som store problemer i racen, men arbejder fortsat på at kortlægge dem. Vedvarende træthed med pelsforandringer eller gentagen diarré med vægttab bør derfor tages alvorligt. Mistanke om mavedrejning kræver akut dyrlægehjælp.

Spørg opdrætteren om officielle led- og patellaresultater, DWLM-status og kendte diagnoser hos forældre, søskende og tidligere afkom. En generel forsikring om, at hundene i slægten er »sunde«, fortæller mindre end dokumenterede resultater og en åben redegørelse for slægtningenes helbred.

## Historie og oprindelse

Eurasier er en ung race med en veldokumenteret tysk oprindelse. Julius Wipfel begyndte avlsarbejdet i 1960 ved at kombinere chow chow og wolfspitz, der også kaldes keeshond. De tidlige hunde blev kaldt wolf-chow. Samojedhunden blev senere inddraget, og racen fik navnet eurasier efter sin europæiske og asiatiske baggrund.

FCI anerkendte eurasier i 1973, og den første eurasier kom til Sverige i 1994. Racen har hele tiden været beregnet som selskabshund, og den internationale standard kræver ingen brugsprøve. Det forklarer, hvorfor tæt familiekontakt og et stabilt temperament i hverdagen står centralt. Man bør dog undgå forenklede påstande om, at hver af de oprindelige racer har bidraget med én bestemt egenskab; nutidens hunde varierer både mentalt og fysisk.

## At leve med racen

Eurasier passer bedst i et hjem, hvor hunden er en del af hverdagen. Den kan bo i lejlighed eller hus, fordi boligens størrelse betyder mindre end rutinerne omkring motion, hvile, støj og selskab. En have erstatter ikke gåture eller familiekontakt, og racens baggrund gør den uegnet til hovedsageligt at leve alene i en hundegård.

Alenetid skal trænes gradvist, når hvalpen er blevet tryg i sit nye hjem. Begynd med meget korte stunder, og øg først, når hunden er rolig før, under og efter dit fravær. Hunde lærer dette i forskelligt tempo. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, ikke efter en påstået racegrænse målt i timer.

For en børnefamilie er opsyn fra en voksen og et uforstyrret hvilested vigtigere end betegnelsen »familiehund«. I et hjem med kat eller smådyr er sikre adskillelser og kontrollerede introduktioner vigtigere end antagelser om jagtlyst. Den, der ønsker at træne meget, bør møde forældredyrene og spørge, hvad der motiverer dem, hvordan de reagerer på håndtering, og hvordan de falder til ro i nye miljøer.

Før du køber en hvalp, bør du bede om registreringsattest, købsaftale, en aktuel dyrlægeattest og dokumenterede helbredsoplysninger om forældrene. Mød om muligt moderen og andre voksne slægtninge. Læg især mærke til, om de kan forholde sig roligt og neutralt over for fremmede uden at flygte, stivne eller blive presset til kontakt. Et velplanlagt eurasierkuld bør passe både på papiret og til den hverdag, du kan tilbyde.

Eurasier

German Kennel Club (VDH)

Eurasier Klub e.V. Sitz Weinheim (EKW)

The Eurasier Society UK

Eurasier er en mellemstor spidshund med rig, blød pels, der er avlet som en rolig familiehund. Den er sensitiv og meget knyttet til sin familie, trives bedst i et stille og roligt hjem, er reserveret men ikke aggressiv over for fremmede og har brug for moderate daglige gåture, mentale aktiveringslege, blid og nænsom træning samt regelmæssig pelspleje.

Sable Shade's

## Kort fortalt

Drever er en svensk, lavbenet drivende jagthund, der især bruges til hare, ræv, rådyr og hjort. Racen forener stærk jagtlyst og selvstændigt arbejde i skoven med et roligt grundtemperament. Den passer bedst hos en jæger eller i et hjem, der kan tilbyde reelt næsearbejde og samtidig håndtere dens stemme og interesse for spor i hverdagen.

- **Anvendelse:** en alsidig drivende hund, som finder vildt, følger sporet og giver hals. Sporsikkerhed, passende fart og evnen til at afslutte et langt drev er vigtige egenskaber.
- **Størrelse:** hanner skal måle 32–38 centimeter i mankehøjde, med 35 centimeter som ideal. Tæver skal måle 30–36 centimeter, med 33 centimeter som ideal.
- **Mentalitet:** racestandarden beskriver dreveren som opmærksom og rolig. Aggressivitet, nervøsitet og skyhed hører ikke til den ønskede racetype.
- **Aktivitetsniveau:** stor arbejdslyst og udholdenhed. Ture i snor er sjældent nok som eneste aktivitet.
- **Pels:** grov, lige og tætliggende pels, der er forholdsvis nem at passe.
- **Vigtigt sundhedspunkt:** jagtrelateret lungeødem, også kaldet jagtødem, er racens tydeligst dokumenterede særlige sundhedsproblem.

En drever kan være et dejligt familiemedlem, men den er ikke en ukompliceret selskabshund. Den, der ønsker en hund, som ofte kan gå løs, sjældent arbejder med næsen og er stille i en etageejendom, bør overveje en anden race.

## Udseende og pels

Dreveren skal være langstrakt og lavbenet, men samtidig stærk, muskuløs og bevægelig. Den er bygget til arbejde i terrænet, ikke til at se overdrevent lang eller tung ud. Frihøjden under kroppen skal være omkring 40 procent af mankehøjden, og bevægelserne skal være jævne, parallelle og jordvindende.

Racestandarden angiver mankehøjde, men ingen idealvægt. Et tal på vægten siger derfor mindre end helheden: ribbenene skal være lette at mærke, taljen skal kunne ses, og hunden skal have muskler til sit arbejde. Når du vælger hvalp, er frie bevægelser, velbyggede forben og tilstrækkelig frihøjde mere brugbart end et lovet antal kilo som voksen.

Pelsen er grov, lige og tætliggende. Den er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene og lidt længere på halsen, ryggen og bagsiden af lårene. På halens underside er den busket uden at danne faner. Alle farver i kombination med hvide aftegninger er tilladt bortset fra overvejende hvid, merle og leverbrun. De hvide aftegninger skal kunne ses fra flere sider.

Pelsplejen er enkel, men en arbejdende hund har brug for mere end børstning. Børst løse hår væk efter behov, og bad hunden, når den er snavset, frem for efter en fast plan. Efter jagt eller en tur i tæt terræn bør du kontrollere poter, kløer, hud, øjne og ører for sår, snavs og flåter. Hold kløerne så korte, at de ikke forstyrrer poternes kontakt med underlaget.

## Temperament og personlighed

Dreveren skal være rolig og opmærksom, men den er også avlet til at træffe egne beslutninger på afstand af føreren. Det, der kan ligne stædighed hjemme, er ofte den samme selvstændighed, som er nødvendig i skoven. Når hunden får færten af vildt, kan alt andet hurtigt blive mindre vigtigt end sporet.

Med en hverdag, der passer til racen, kan dreveren skifte mellem intenst arbejde ude og ro hjemme. Det garanterer ikke, at hvert individ bliver stille, let at styre eller socialt med alle. Arv, erfaringer, træning og balancen mellem aktivitet og hvile har stor betydning.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Et roligt racetemperament erstatter ikke opsyn, og børn skal ikke have ansvar for en hund, som kan springe efter en duft på gåturen.

Om en drever kan bo sammen med andre hunde, katte og smådyr, afhænger af individet. En drever kan lære at leve med en kat, især gennem tidlige og rolige introduktioner, men jagtlysten betyder, at ingen bør love, at det vil fungere. Forhindr hunden i at jage katten fra det første møde, giv katten egne trygge områder, og lad ikke dyrene være alene sammen, før du ved, hvordan de fungerer sammen. Små kæledyr har brug for et område, hunden ikke kan nå.

Stemmen er et arbejdsredskab: Jægeren skal kunne følge drevet ved at lytte til hunden. Det betyder ikke, at alle drevere gør meget indendørs, men lydniveauet skal overvejes inden køb, især i en lejlighed. Gentagen gøen eller hylen, når hunden er alene, bør ses som et tegn på, at rammerne skal ændres, ikke som et uundgåeligt racetræk.

## Træning og motion

Dreveren trænes bedst med tydelige rutiner, belønninger, som hunden virkelig værdsætter, og en sværhedsgrad, der øges lidt ad gangen. Hårde korrektioner skaber ikke en mere sikker jagthund. Belønningsbaseret træning, der tager hensyn til racens motivation, giver et bedre grundlag for tillid og samarbejde.

Begynd indkaldstræningen et sted uden forstyrrelser. Beløn hurtigt, lad ofte hunden vende tilbage til at snuse, og fortsæt med en lang line, før du gør øvelsen sværere. Så betyder indkald ikke altid, at det sjove er slut. Et godt trænet indkald mindsker risikoen, men gør ikke jagtlysten ufarlig. I områder med meget vildt er en lang line, sikker indhegning eller gennemtænkt håndtering under jagt ofte tryggere end at afprøve, om lydigheden holder.

Ingen præcis tidsregel passer til alle drevere. En god hverdag rummer fysisk aktivitet, næsearbejde, korte træningspas og restitution. Tilpas mængden til alder, kondition, jagtsæson og individ. Byg udholdenheden gradvist op inden sæsonen i stedet for at lade en utrænet hund gå direkte fra rolige uger til en lang jagtdag.

Aktiviteter, der passer til racens evner, er blandt andet:

- vildtspor eller menneskespor med tydelig begyndelse og afslutning;
- søgeøvelser, hvor hunden arbejder metodisk med næsen;
- ture i varieret terræn med tid til at undersøge dufte;
- drevprøver og jagttræning under kyndig vejledning for hunde, der skal bruges til jagt.

Jagt er mere end motion. Dreveren skal søge, rejse og sporsikkert drive hare, ræv, rådyr eller hjort med hørbar hals og et samarbejde, der gør jagten håndterbar. For den, der ikke jager, er opgaven derfor større end at lægge én ekstra lang tur ind: Hunden har brug for regelmæssigt, struktureret arbejde, der bruger næsen, udholdenheden og evnen til problemløsning.

## Sundhed

Dreveren regnes overordnet som en sund race, men jagtrelateret lungeødem er et særligt problem, som alle hvalpekøbere og ejere bør kende. Tilstanden giver akutte vejrtrækningsproblemer under eller efter jagt. Det er en form for ikke-kardiogent lungeødem, og den præcise bagvedliggende mekanisme er fortsat ukendt.

Advarselstegn er hoste, unormalt hurtig eller anstrengt vejrtrækning og træthed, der ikke svarer til arbejdet. En ramt hund kan have svært ved at lægge sig, sidde med hoved og hals strakt eller blive tavs under et igangværende drev. Stop anstrengelsen, og kontakt en dyrlæge, hvis hunden får sådanne symptomer. Vent ikke til næste jagt for at se, om det sker igen.

Arvelighed har betydning for risikoen, og Svenska Dreverklubbens avlsstrategi har særlige retningslinjer, der skal mindske lungeødem. Bed opdrætteren vise, hvordan tilfælde på både moderens og faderens side er vurderet, og hvordan den planlagte kombination ser ud i DreverData. Spørg også, hvordan nære slægtninge har fungeret på jagt; normal vejrtrækning og restitution efter arbejde er vigtig information.

Bedøm ikke en dreveropdrætter ud fra en generel liste med HD-, AD- og øjenundersøgelser hentet fra andre racer. Brug de aktuelle råd for drever. Kontroller forældredyrenes identitet, jagt- og udstillingsresultater, mentalitet, sygdomshistorik og slægtskab i Svenska Kennelklubbens og raceklubbens registre. Bed også om ærlige svar om problemer, der ikke kan afklares med en enkel test.

God daglig pleje er stadig vigtig. Hold hunden slank og veltrænet, byg konditionen gradvist op, og giv tid til at falde til ro efter hårdt arbejde. Kontroller hunden efter jagt, og søg dyrlæge ved skade, smerte, unormale bevægelser eller ændret vejrtrækning. Et fast løfte om en bestemt levealder siger mindre end dokumenteret sundhed i slægten og en åben opdrætter.

## Historie og oprindelse

Dreveren er svensk som race, men har kontinentale rødder. Westfälische dachsbracke blev importeret til Sydsverige i 1910'erne, og det første eksemplar blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1913. Dachsbracke-typen bag racen var blevet udviklet blandt andet i Sydtyskland, Tyrol og Schweiz i 1800-tallet.

I Sverige satte jægerne pris på den lavbenede hunds måde at drive rådyr og senere også hare, ræv og hjort. Svenska Dachsbrackenklubben blev stiftet i 1944. I 1947 fik den svenske variant navnet drever, og klubben skiftede navn til Svenska Dreverklubben. Svenska Kennelklubben anerkendte dreveren som svensk race i 1953.

Racen er fortsat blevet avlet som arbejdende jagthund. Det forklarer både den robuste bygning og nutidens stærke jagtlyst. Dreverens identitet bygger ikke kun på udseendet, men på evnen til at følge spor sikkert i svensk terræn, give tydelig hals og holde en fart, der passer til drivende jagt.

## At leve med racen

Dreveren passer bedst, når jagt eller regelmæssigt sporarbejde er en planlagt del af livet, ikke noget man måske vil prøve senere. Den kan bo i hus eller lejlighed, men boligtypen opfylder ikke racens behov. En lejlighedsejer skal sørge for dagligt arbejde ude og forebygge generende lyd; en husejer skal stadig træne hunden og sikre låger og have.

Foretag denne praktiske kontrol inden køb:

- **Arbejde:** Hvem giver hunden regelmæssigt næsearbejde og fysisk træning, også uden for jagtsæsonen?
- **Sikkerhed:** Kan I bruge lang line, sikre indhegninger og pålidelige rutiner ved døre, bil og jagtterræn?
- **Lyd:** Kan boligen rumme en kraftig stemme, og har I en plan, hvis hunden begynder at gø på grund af stress eller for lidt aktivitet?
- **Alenetid:** Er der tid til at træne det i små trin og skaffe hjælp, hvis hunden ikke kan klare arbejdsdagen? En drever bør ikke forventes at være alene en hel arbejdsdag.
- **Børn og dyr:** Kan børn være under opsyn af en voksen, og kan katte eller smådyr få egne trygge områder?
- **Opdrætter:** Kan opdrætteren redegøre for jagtegenskaber, mentalitet, lungeødem i slægten og tankerne bag kombinationen uden at give løfter, ingen kan holde?

Drever kan være en førstegangshund, men kun for en person, der vil lære, hvordan en drivende hund arbejder, og få støtte fra opdrætter, raceklub eller en erfaren instruktør. For en jæger, der værdsætter en selvstændig hund med roligt grundtemperament, kan racen blive både en dygtig jagtkammerat og et nært familiemedlem. For den, der ønsker en letstyret selskabshund, er dreveren sjældent det bedste valg.

Drever

Svenska Dreverklubben

The Swedish Kennel Club

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Dreveren er en robust svensk drivende støver, lavbenet og lang i kroppen, men alligevel stærk og udholdende. Den er avlet til at spore og drive vildt i jævnt tempo, har en klar og tydelig stemme, stærk jagtinstinkt og har behov for meget motion. Den er venlig, hengiven og nem at pleje i pelsen og passer godt i aktive hjem, hvor man holder af friluftsliv.

Morten Skjold

## Kort fortalt

Finsk lapphund er en finsk hyrde- og vagthund med baggrund i rensdyrhold, men i dag lever de fleste som aktive familie- og selskabshunde. Racen passer bedst til mennesker, der gerne vil være meget ude, træne varieret og samtidig kan lære hunden at falde til ro. Et venligt væsen er typisk, men siger ikke, hvor social den enkelte hvalp bliver, hvor meget lyd den bruger, eller hvor let den bliver stresset.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelig opgave:** at hyrde og vogte rensdyr
- **Ideel skulderhøjde:** 49 cm for hanner og 44 cm for tæver, med 3 cm tilladt afvigelse i begge retninger
- **Pels:** lange, grove dækhår og blød, tæt underuld
- **Farve:** alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere
- **Passer bedst til:** et aktivt hjem, der sætter pris på samarbejde, friluftsliv og en opmærksom hund
- **Vigtigt at vurdere:** gøen og anden lyd, evnen til at falde til ro, forældredyrenes temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Højden er også en rettesnor for racetypen, ikke et løfte om en bestemt størrelse; standarden fremhæver, at typen er vigtigere end målet.

## Udseende og pels

Finsk lapphund er lidt under middelstor, kraftigt bygget i forhold til sin størrelse og en smule længere end høj. Hovedet er forholdsvis bredt, ørerne er opretstående eller halvt opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller til siden, når hunden bevæger sig. I hvile må halen hænge.

Den dobbelte pels består af lange, grove dækhår over en blød, tæt underuld. Hanner har ofte en mere markant krave. Alle farver er tilladt, så længe én grundfarve dominerer, og derfor kan to racetypiske finske lapphunde se ret forskellige ud.

Pelsen skal børstes jævnligt og oftere, når hunden fælder meget. Arbejd helt ned i underulden, især bag ørerne, i armhulerne og dér, hvor sele eller halsbånd ligger mod pelsen. Bad hunden efter behov. Den normale pelspleje bygger på børstning frem for at klippe pelsen kort; hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde, bør dyrlægens råd følges.

Mængden af pels og fældning varierer fra hund til hund og gennem året. Den, der ønsker et hjem uden hundehår eller regner med én fast børstedag om ugen, bør derfor tænke anderledes: mærk pelsen igennem med hænderne og en kam, og tilpas plejen til den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal finsk lapphund være intelligent, modig, rolig, føjelig, venlig og hengiven. I hverdagen ses ofte en kombination af arbejdslyst, opmærksomhed og evne til at være tæt på familien. Det er dog stadig en hyrde- og vagthund af spidshundetypen, ikke en hund, der automatisk er stille eller ukompliceret i alle miljøer.

Racen bruger gerne stemmen. Nogle hunde reagerer på lyde, mennesker uden for boligen eller bevægelse i omgivelserne, mens andre er betydeligt mere stille. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på dørklokken, gæster, hundemøder og rolige stunder indenfor. Det er mere oplysende end en generel påstand om, at racen gør meget.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2019 giver et nyttigt, men begrænset billede. Grundlaget omfattede 229 beskrevne hunde, og de 212 svenskfødte deltagere udgjorde kun omkring tre procent af de svenskfødte hunde i de opgjorte årgange. Analysen viser blandt andet en moderat hilsen på fremmede som racegennemsnit, men også stor variation fra hunde, der næsten ikke hilste, til hunde, der hilste meget intenst. Et racegennemsnit kan beskrive en population, men kan aldrig forudsige, hvordan en bestemt hvalp bliver.

Se gerne forældrenes BPH- eller MH-resultater, men læs hele beskrivelsen, og spørg, hvordan hundene fungerer i hverdagen. At hunden hurtigt falder til ro efter overraskelser, ikke gør mere, end familien kan håndtere, og kan slappe af, er ofte vigtigere for familielivet end en ivrig hilsen.

## Træning og motion

Finsk lapphund har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, mental stimulering og en pålidelig evne til at geare ned, men ingen fast tidsregel passer til alle. En god uge rummer ture i varieret terræn, mulighed for at snuse og undersøge, korte samarbejdsøvelser og rolige dage, hvor hunden kan restituere. Spor, nose work, lydighed, rallylydighed, agility og veltilrettelagt hyrdearbejde er eksempler på aktiviteter, der kan passe forskellige individer.

Vurder balancen ud fra hundens adfærd. En hund, der bliver aktiveret passende, kan arbejde engageret og derefter falde til ro. Rastløs vandren, konstant overvågning, søvnbesvær eller stadig kraftigere krav om aktivitet kan betyde, at hunden har brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke blot længere træningspas.

Belønningsbaseret træning passer til racens lydhøre og samarbejdsvillige natur. Begynd tidligt med kontakt, indkald og at vælge forstyrrelser fra. Træn først på en let afstand, og brug en lang line, hvor indkaldet endnu ikke er sikkert. Hyrdebaggrunden kan gøre bevægelse interessant, men jagt- og hyrdelyst varierer; tag udgangspunkt i den hund, du har foran dig.

Ved træning af gøen er målet ikke at straffe hundens varsling, men at gøre situationen overskuelig. Vis, at du har set det, hunden reagerer på, beløn en pause, og lær den at gå til et roligt sted væk fra vindue eller dør. Begræns muligheden for at øve uafbrudt vagthold. Hvis gøen skyldes frygt, problemer med at være alene eller et højt stressniveau, skal årsagen håndteres frem for blot at dæmpe lyden.

## Sundhed

I racens avlsstrategi beskrives finsk lapphund som en race uden store overordnede problemer med den fysiske sundhed, men flere arvelige tilstande skal stadig tages i betragtning i avlen. For en hvalpekøber er de vigtigste kontroller hofter, øjne og korrekt fortolkede DNA-resultater; albueresultater og mentalbeskrivelse giver yderligere oplysninger.

Det er vigtigt at skelne mellem formelle regler og raceklubbens strengere kriterier. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 kræver, at begge forældredyr har officiel hoftestatus før parring. For at et kuld kan formidles gennem den svenske raceklub for finsk lapphund, gælder derudover blandt andet acceptable hofteresultater, øjenundersøgelse inden for 24 måneder og en gennemtænkt DNA-kombination. Hvis forældrene er albuerøntgenfotograferet, skal resultaterne være uden anmærkninger. Det betyder ikke, at øjenundersøgelse, albuerøntgen og alle DNA-test er identiske formelle krav fra Svenska Kennelklubben for registrering af kuldet.

Prcd-PRA er en form for fremadskridende nethindesygdom, mens Pompes sygdom, GSDII, er en alvorlig glykogenlagringssygdom. Begge nedarves autosomalt recessivt. En bærer er ikke det samme som en syg hund og kan parres med en genetisk fri eller arveligt fri partner, uden at hvalpene bliver syge af den pågældende mutation. To bærere må derimod ikke kombineres. En prcd-PRA-test siger kun noget om denne bestemte PRA-variant, ikke om alle øjensygdomme, og derfor er et aktuelt øjenresultat fortsat relevant.

Bed opdrætteren om at vise originaler eller registrerede resultater, der kan kontrolleres, og undersøg:

- begge forældres officielle HD-resultater og gerne kombinationens beregnede HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelse
- kombinationens prcd-PRA- og GSDII-status, ikke blot ordet »testet«
- ED-resultater, hvis hundene er røntgenundersøgt
- BPH eller MH, og hvordan forældredyrene fungerer hjemme, ved lyde og efter overraskelser
- hvilke sundhedsproblemer der er forekommet hos nære slægtninge

Ingen liste over undersøgelser kan garantere en sund hvalp. Den kan derimod vise, om opdrætteren har foretaget relevante kontroller, forstået resultaterne og valgt en kombination, der mindsker kendte risici uden unødigt at udelukke raske bærere fra avlen.

## Historie og oprindelse

Den moderne racehistorie for finsk lapphund begynder i Finland. Racestandarden fortæller, at samerne gennem århundreder brugte hunde, der lignede finsk lapphund, til at hyrde og vogte rensdyr i de nordlige dele af Fennoskandien og Rusland. Formuleringen »hunde, der lignede« er vigtig: Den dokumenterer en ældre arbejdsopgave og hundetype, men beviser ikke en ubrudt stamtavle fra forhistoriske hunde til nutidens race.

Den moderne udvikling har tydeligere milepæle. Den finske kennelklub fastlagde den første racestandard for den lapske hyrdehund i 1945. Navnet blev ændret til lapphund i 1967, racetypen stabiliserede sig i løbet af 1970'erne, og racen fik navnet finsk lapphund i 1993. Under denne udvikling blev den mere langhårede lapphundetype skilt fra den mere langstrakte og korthårede lapske hyrdehund.

Arven fra rensdyrholdet er med til at forklare, hvorfor racestandarden forener opmærksomhed og mod med ro og føjelighed. En arbejdende hund skulle reagere på bevægelse og holde kontakt med føreren uden at skabe unødig uro i flokken. I dag ses den samme alsidighed i rollen som aktiv familie- og selskabshund og i flere hundesportsgrene, selv om få hunde arbejder med rensdyr.

## At leve med racen

Finsk lapphund kan blive en meget behagelig familiehund, når husstanden trives med aktivitet, pels, lyd og tæt samarbejde. Racen er mindre velegnet til den, der ønsker en konsekvent stille hund, et minimum af hundehår eller en hund, der nøjes med korte lufteture uden anden beskæftigelse.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, når den sover, spiser eller prøver at gå væk. Lær derfor både barn og hund, hvordan rolige møder foregår.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Regn ikke med, at racenavnet garanterer lav jagtlyst eller øjeblikkeligt venskab. Spørg, hvordan forældrene og hvalpen har fungeret med andre dyr, sørg for afstand og en let mulighed for at afbryde de første møder, og giv hvert dyr egne ressourcer og hvilesteder.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig og varieret aktivitet ude, og ejeren arbejder aktivt med varsling i opgangen, elevatoren og ved vinduer. Boligens størrelse løser hverken aktivitetsbehovet eller gøen; hverdagens rutiner og lydmiljøet er vigtigere.

Alene-hjemme-træning skal bygges gradvist op, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan forblive rolig. Voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvad de kan klare, og endnu en hund er ingen sikker løsning på problemer med at være alene. Hvis hunden ikke kan falde til ro, når den forlades, bør træningen gå et trin tilbage, og professionel hjælp kan overvejes.

En god købsbeslutning bygger derfor på mere end racens venlige ry. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, læg mærke til, hvordan de reagerer på hverdagens lyde, se, om de kan falde til ro, og bed opdrætteren forklare både sundhedsdata og temperament. Så bliver det lettere at afgøre, om finsk lapphund passer til netop dit hjem.

Finsk lapphund

The Finnish Lapphund Club Of Great Britain

Suomen Kennelliitto (The Finnish Kennel Club)

Verein für Finnische Lapphunde Deutschland e.V.

Finsk lapphund er en middelstor, robust arktisk spidshund med tyk dobbeltpels og et venligt, men årvågent temperament. Oprindeligt avlet som renshyrdehund er den meget menneskeorienteret, intelligent, gøende og trives bedst med daglig motion, mental stimulering og tæt samvær med familien.

Vita Nattens

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

Silk N' Shine

## Kort fortalt

Flatcoated retriever er en anerkendt britisk apporterende fuglehund i FCI-gruppe 8. Racen er avlet til at søge efter og hente nedlagt vildt på land og i vand, så samarbejde, apporteringslyst og evnen til at arbejde i varieret terræn er centrale egenskaber – også hos hunde, der primært lever som familiehunde.

- Den ønskede skulderhøjde er 58–61 cm for hanner og 56–58 cm for tæver.
- Den ønskede vægt i god kondition er 27–36 kg for hanner og 25–32 kg for tæver. Målene beskriver racestandardens ideal, ikke hvad enhver voksen hund vil veje eller måle.
- De godkendte farver er sort og leverbrun.
- Raceidealet er en positiv, venlig, vågen og lydhør hund. Energi, intensitet og evnen til at falde til ro varierer mellem individer og familier.
- En Flatcoated retriever har hver dag brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde. Lange gåture alene erstatter ikke meningsfulde opgaver.
- Tumorsygdomme er et vigtigt sundhedsproblem i racen. Ingen enkelt test kan vise, at en hvalp eller avlslinje er fri for fremtidig kræftrisiko.

## Udseende og pels

Flatcoated retriever skal være stærk uden at blive tung og spændstig uden at virke spinkel. Funktionel balance er vigtigere end kraftig knoglebygning, overdreven pels eller høj kropsvægt. Bevægelserne skal være frie, flydende og regelmæssige set forfra og bagfra.

Hovedet er langt og velformet med et fladt, moderat bredt kranium og kun et let stop. Kæberne skal være lange og stærke nok til apporteringsarbejdet. Kroppen har en dyb, forholdsvis bred brystkasse og et kort, kraftigt lændeparti. Halen bæres muntert, men ikke højt over ryglinjen.

Pelsen er tæt, fin til middelkraftig og så flad som muligt. Ben og hale har tydeligt behæng, når hunden er fuldt udviklet. Kun sort og leverbrun indgår i standarden; gul forekommer, men er ikke en godkendt udstillingsfarve.

Pelsplejen bør følge hundens faktiske pels og hverdag, ikke en fast kalender. Red pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i behænget. Efter badning eller arbejde i vand og tæt terræn skal hunden tørres og gennemgås for filtre, hudirritation, frø, små sår og beskadigede trædepuder. Ørerne skal holdes tørre og kontrolleres ved lugt, rødme eller kløe. Trimning kan holde poter og behæng funktionelle, men pelsen bør ikke formes til en tung eller overdreven silhuet.

## Temperament og personlighed

Flatcoated retriever skal være tillidsvækkende, positiv, venlig, vågen og lydhør, men racestandarden er et avlsmål – ikke en garanti for hvert individ. En hvalpekøber bør derfor vurdere forældrene, voksne slægtninge og hvordan opdrætteren følger hundenes adfærd i hverdagen, i stedet for blot at godtage, at racen beskrives som glad.

I Svenska Kennelklubbens BPH-analyse af 209 svenskfødte hunde blev racen overordnet opfattet som tryg, energisk, nysgerrig, legesyg og social. Den samme analyse understreger variationen i racen og påpeger, at stor nysgerrighed og hurtige reaktioner også kan hænge sammen med vanskeligheder ved at falde til ro. Materialet beskriver de deltagende hunde og er ikke en facitliste for en hvalp. Se derfor efter både arbejdslyst og evnen til at falde til ro igen: Kan de voksne hunde hilse uden at miste al selvkontrol, håndteres roligt og hvile, når der ikke sker noget?

Racen er ofte social, men egnethed med børn, hunde eller katte må aldrig antages ud fra racenavnet. En stærk og begejstret hund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til hunde og katte bør ske gradvist. Tidligere erfaring, lyst til at jage og evnen til at afbryde på signal betyder mere end en generel beskrivelse af racen.

## Træning og motion

Flatcoated retriever har brug for at anvende både krop og hoved hver dag, men der findes ingen seriøs universel kvote i minutter eller timer. Det rette niveau afhænger af alder, helbred, kondition, aktivitetens intensitet og hvor godt hunden falder til ro bagefter. En god dag rummer en blanding af bevægelse, næsearbejde, apportering, samarbejde og uforstyrret hvile.

Apportering og søg giver ofte mere end blot at forlænge gåturen. Dummyer, enkle markeringsapporteringer, nærsøg, spor, jagttræning eller den svenske Funktionsbeskrivning Retriever kan give afløb for de egenskaber, racen er avlet til. Jagtprøver og praktisk jagt passer til den, der vil udvikle arbejdet videre, men enhver ejer kan skabe hverdagsopgaver, hvor hunden får lov til at søge, bære, aflevere og vente på et signal.

Belønningsbaseret og gradvis træning passer til en hurtig og samarbejdsvillig retriever. Prioritér tidligt:

- kontakt og at gå pænt i snor, før hunden bliver fuldvoksen og stærk;
- indkald og stopsignal, også når noget bevæger sig eller dufter spændende;
- rolige hilsener med alle fire poter på jorden;
- at bære og aflevere genstande uden konflikt;
- ro, passivitet og evnen til at geare ned efter aktivitet;
- frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels.

Vandarbejde kan være et godt afløb, men interesse for vand er ikke det samme som at kunne svømme. Begynd på lavt vand, vis hunden en sikker vej op, undgå strømmende eller meget koldt vand, og lad aldrig hunden være uden opsyn. Hunde i vækst har brug for varieret belastning, der opbygges gradvist; gentagne bratte stop, høje spring og ensidig boldkastning er ikke en genvej til god kondition.

## Sundhed

Tumorsygdomme er det vigtigste racespecifikke sundhedsområde, en hvalpekøber skal forstå. Svenska Kennelklubben og raceklubben beskriver en overrepræsentation af flere tumorformer, og Flatcoated retriever har blandt andet en dokumenteret disposition for histiocytært sarkom. Det betyder ikke, at enhver hund bliver syg, men risikoen kan ikke afvises med en DNA-test, en normal dyrlægeattest eller unge, raske forældre.

Bed om alder og dødsårsag for forældre, bedsteforældre, hel- og halvsøskende samt hunde fra tidligere kuld. Spørg, hvilke diagnoser der faktisk er bekræftet af en dyrlæge, og hvordan opdrætteren bruger oplysninger om ældre slægtninge. Hos din egen hund bør en ny eller voksende knude, vedvarende halthed, uforklarligt vægttab eller en tydelig ændring i appetit og energi vurderes af en dyrlæge. Sådanne tegn kan have mange årsager og bør ikke selvdiagnosticeres som kræft.

For afkom, der skal registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring. Kendt status betyder, at der findes et resultat – ikke automatisk at hofterne er graderet A eller B. Kontrollér derfor selve graden og resultaterne hos nære slægtninge. Albuerøntgen er en vigtig kontrol, som raceklubben gerne vil se hos flere hunde, men den er ikke et særskilt krav for at registrere hvalpe efter reglerne fra 2026.

Øjenundersøgelse er heller ikke et formelt krav fra Svenska Kennelklubben for racen. Den aktuelle anbefaling fra den svenske Flatcoated Retrieverklub er, at avlshunde har en øjenattest, som højst er to år gammel ved parring. Klubben anbefaler også gonioskopi, når det er muligt, og at en kendt grad af pektinatligamentdysplasi, PLD, ikke fordobles i en kombination. Bed om at se dato, diagnoser og hele resultatet – ordet "øjentestet" er ikke nok.

Renal dysplasi, RD, forekommer i få, men alvorlige tilfælde. Der findes ingen valideret DNA-test for RD hos Flatcoated retriever, så et kommercielt testresultat bør ikke bruges som bevis for, at en hund eller kombination er fri. En kendt diagnose hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed er mere relevant.

## Historie og oprindelse

Flatcoated retriever blev udviklet i Storbritannien som en apporterende fuglehund til arbejde efter skuddet. Opgaven var at søge efter og hente nedlagt fugle- og småvildt på land og i vand, hvilket forklarer racens kombination af næsearbejde, samarbejdsvilje, bæring og udholdende bevægelse.

FCI anerkendte racen endeligt i 1954 og placerer den blandt retrieverne med arbejdsprøve. Flatcoated retriever kom til Sverige i 1960'erne. De præcise fortællinger om, hvilke hundetyper der blev krydset på hvert trin af udviklingen, varierer mellem historiske kilder. Det sikre og praktisk vigtige er, at nutidens race stadig skal fungere som apportør og ikke blot have et retrieverlignende udseende.

## At leve med racen

Flatcoated retriever passer bedst til en, der vil leve med en aktiv arbejdende retriever og samtidig har tænkt sig at træne ro. Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Størrelse, fart og meget ivrige hilsener kræver planlægning, og behovet for samarbejde varer hele livet.

Lejlighed kan fungere, hvis det er nemt at komme ud, hunden får meningsfuld aktivitet, og man træner lyde, hilsener i fællesarealer og hvile. En have erstatter ikke gåture eller fælles arbejde. Alenetid skal opbygges gradvist fra korte, trygge stunder; en lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Hvis arbejdsdagen jævnligt indebærer langt fravær, skal en velfungerende plan for selskab og luftning være på plads før købet.

Før du vælger en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de under aktivitet, håndtering og hvile?
- Hvilken officiel HD-grad har hver forælder, og findes der albueresultater og ledhistorik hos nære slægtninge?
- Hvornår blev den seneste øjenundersøgelse foretaget, hvad viste hele attesten, og findes der resultater fra gonioskopi?
- Hvor gamle blev nære slægtninge, hvad døde de af, og hvilke tumordiagnoser eller RD-tilfælde er kendt?
- Hvordan følger opdrætteren sundhed, temperament og arbejdsevne i tidligere kuld over tid?

Det rette hjem får en arbejdsivrig, social og alsidig hund. Et dårligt match opstår ofte, når det venlige raceideal tolkes som, at hunden af sig selv kan klare børn, andre dyr, lange dage alene og et liv uden reelle opgaver.

Flatcoated retriever

The Flatcoated Retriever Society of Great Britain

The Swedish Kennel Club (Svenska Kennelklubben)

The Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

The Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

Flatcoated retriever er en middelstor til stor, atletisk apporterende jagthund med glat, sort eller leverfarvet pels og et venligt, hvalpeagtigt væsen. Den er energisk, meget menneskeorienteret og meget lærenem og har brug for masser af motion, positiv træning, et tæt familieliv og opmærksom pleje af helbredet.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet