## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

The Kennel Club (UK)

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

Julie Kristin Brække

## Kort fortalt

Australian shepherd er en hyrde- og brugshund, der er udviklet i USA, til mennesker som ønsker at træne og arbejde med deres hund hver dag. Den er hurtig, lydhør og alsidig, men arbejdslysten og vogte- og hyrdeinstinkterne betyder, at den sjældent passer til den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund.

- Racen hører til FCI-gruppe 1 og blev udviklet til arbejde med får og kvæg på gårde og ranches.
- Den ønskede skulderhøjde er 51–58 cm for hanner og 46–53 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Pelsen er middellang, vejrbestandig og har underuld. Grundfarverne er blue merle, sort, red merle og rød, med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger.
- Halen kan være naturligt lang eller kort. Halekupering er forbudt i Sverige.
- En australian shepherd har brug for daglig fysisk aktivitet, problemløsning, samarbejde og mulighed for at falde til ro.
- For svenske avlshunde er officiel HD-status og kendt mental status gennem MH vigtige kontroller. MH beskriver reaktioner; det er ikke en prøve, man består eller dumper.

## Udseende og pels

Australian shepherd er en middelstor, velafbalanceret og bevægelig hund, som skal være lidt længere end høj. Den skal være muskuløs og solid uden at blive tung eller klodset, fordi bygningen skal give mulighed for hurtige retningsskift og langvarigt arbejde. Standarden angiver en ønsket skulderhøjde, men ingen idealvægt. Vurder derfor en voksen hund ud fra proportioner, huld, bevægelser og funktion i stedet for at stole på et vægtinterval, der påstås at komme fra standarden.

Pelsen er lige til bølget, middellang og vejrbestandig. Mængden af underuld varierer blandt andet med klima og årstid. En korrekt pels har brug for regelmæssig gennemredning og tættere kontrol i fældeperioder, men ikke den samme ugeplan for alle hunde. Mærk pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på områder, hvor friktion let giver filter, for eksempel bag ørerne og i fanerne. Kontrollér samtidig hud, poter og kløer efter arbejde i skov og ujævnt terræn.

De fire grundfarver er blue merle, sort, red merle og rød. Alle kan forekomme med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger. Øjnene kan være brune, blå eller ravfarvede, også i kombinationer eller med pletter og marmorering. Forskellig øjenfarve er altså tilladt og siger i sig selv intet om hundens temperament.

Halen kan være naturligt lang eller naturligt kort. Sidstnævnte kaldes ofte NBT, natural bobtail, og må ikke forveksles med en kuperet hale. Svenska Kennelklubben registrerer racen med en halebetegnelse, som viser, om hunden har fuld halelængde, stumphale, en hale der er kortere end normalt, ingen hale eller kuperet hale. For en hvalpekøber er registreringsoplysningen et bedre grundlag end at gætte ud fra et fotografi.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal australian shepherd være en intelligent arbejdshund med stærke hyrde- og vogteinstinkter, et stabilt temperament og et venligt væsen. Den kan være afventende ved det første møde med fremmede, men racetypisk neutralitet er ikke det samme som frygt eller aggression. Svenska Australian Shepherdklubben understreger derfor, at neutral er et tydeligere ord end reserveret.

Der er betydelig variation mellem individer og familier. Nogle hunde arbejder meget intenst i forhold til mennesker og omgivelser, mens andre er mere afbalancerede i hverdagen. Styrken i hyrdeadfærd, bevogtning, lydreaktioner og social interesse kan også variere. Betegnelser som arbejdslinje eller udstillingslinje er ikke nok til at forudsige en hvalps temperament. Se i stedet på forældrene, voksne nære slægtninge, opdrætterens avlsmål, arbejdsmeritter og dokumenterede mentalbeskrivelser.

Som hyrdehund bruger racen blandt andet sin krop og sine bevægelser til at styre dyr. Det kan give en stærk interesse for ting i bevægelse. I hverdagen kan hunden forsøge at følge, stoppe eller styre løbende børn, cykler, joggere eller andre dyr. Det er en mulig egenskab hos racen, ikke noget alle australian shepherd gør, og ikke en undskyldning for at lade adfærden fortsætte. Afstand, snor eller barriere, en indlært alternativ adfærd og belønning for kontakt gør situationen mere sikker, mens færdigheden trænes.

MH er særligt nyttigt, når man sammenligner avlshunde og slægtninge. Beskrivelsen viser, hvordan en hund reagerede på blandt andet kontakt, håndtering, leg, overraskelser, lyd og skud. Den kan ikke alene forudsige, hvordan en hvalp udvikler sig, og den måler ikke hele arbejdsevnen. Læs hele protokollen, og spørg hvordan hunden fungerer og falder til ro igen i almindelige miljøer.

## Træning og motion

Australian shepherd har hver dag brug for både bevægelse og opgaver, der kræver næsearbejde, problemløsning og samarbejde, men et fast antal timer beskriver ikke den enkelte hunds behov. En rolig skovtur, spor eller søg, hverdagslydighed, hyrdearbejde, brugsarbejde, agility og anden gennemtænkt træning belaster på forskellige måder. Tilpas mængde og intensitet efter alder, helbred, tidligere træning og restitution.

En velfungerende hverdag handler om mere end at gøre hunden fysisk træt. Prioritér tidligt:

- kontakt og lydhørhed, også når noget bevæger sig i omgivelserne,
- indkald, der først trænes i et let miljø og sikres med lang line efter behov,
- at gå pænt i snor, håndtering og evnen til at vente,
- et tydeligt skift mellem aktivitet og ro,
- at kunne vælge at lade være med at følge eller styre børn, køretøjer og dyr.

Træningen bør være belønningsbaseret, trinvis og tilpasset individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at vaner, der belønnes ved et uheld, hurtigt kan sætte sig fast. Gør den ønskede adfærd let at vælge, øg sværhedsgraden gradvist, og brug ikke frygt, trusler eller fysisk straf.

Hvalpe og unghunde har brug for bevægelse, miljøerfaring, hvile og korte indlæringspas, ikke en voksen hunds belastning eller en træningsplan baseret på et bestemt antal minutter. Målet er en hund, som kan arbejde engageret, bevare kontakten og derefter falde til ro. Hvis aktivitetsmængden øges, mens hunden får sværere ved at sove, slappe af eller håndtere hverdagens indtryk, skal planen vurderes på ny i stedet for blot at blive fyldt med mere fart.

## Sundhed

For en svensk hvalpekøber er det vigtigste at skelne bindende registreringsregler fra raceklubbens anbefalinger og frivillige DNA-tests. Efter de gældende regler fra Svenska Kennelklubben kræves officiel HD-status før parring og, for svenskboende avlshunde som er omfattet af reglerne, kendt mental status gennem en fuldstændig MH-beskrivelse. Kendt status betyder ikke automatisk et godt hofteresultat eller en ønskelig mental profil; kontrollér selve resultatet.

I sin racespecifikke avlsstrategi anbefaler SASK som hovedregel HD-grad A eller B og øjenundersøgelse af avlshunde. Klubben fremhæver også værdien af at kontrollere HD-status hos nære slægtninge, fordi racen ikke har et HD-indeks. ED-røntgen er frivillig og er ikke et særligt registreringskrav for racen. Bed derfor opdrætteren vise, hvad der faktisk er undersøgt, på hvilken hund, på hvilken dato og med hvilket resultat, i stedet for at nøjes med ordet sundhedstestet.

Der findes DNA-tests for blandt andet CEA, HSF4 og MDR1, men SASK angiver ikke én universel testpakke til alle kombinationer. Hver test gælder et bestemt gen eller en risikovariant. Et frit HSF4-resultat udelukker for eksempel ikke alle former for grå stær og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Relevante tests vælges ud fra dokumenterede risici i familien og den planlagte kombination.

MDR1, også kaldet ABCB1, kan påvirke, hvordan visse lægemidler fordeles i kroppen og når hjernen. Den enkelte hunds status kan ikke afgøres ud fra udseendet. Hvis hunden er testet, bør resultatet stå i dyrlægejournalen; valg af lægemiddel og dosering hører altid hjemme hos dyrlægen.

To merlefarvede hunde skal ikke parres. Kombinationen kan give hvalpe med to kopier af merlevarianten og øget risiko for døvhed samt syns- eller øjenforandringer. Den naturligt korte NBT-hale har en anden genetisk baggrund. SASK anbefaler også forsigtighed ved kombinationer, hvor begge forældre bærer NBT-varianten, men de to spørgsmål må ikke blandes sammen.

## Historie og oprindelse

Trods navnet blev australian shepherd, som racen kendes i dag, udviklet i USA. FCI-standarden knytter navnet til baskiske hyrder, der kom til USA fra Australien i 1800-tallet. Det præcise bidrag fra ældre hyrdehunde er mindre sikkert. Detaljerede påstande om en bestemt blanding af racer bør derfor behandles som teorier.

Amerikanske fåre- og kvægavlere fortsatte med at udvælge hunde for alsidighed, selvstændigt arbejde, intelligens og hyrdeevne. Efter Anden Verdenskrig voksede kendskabet til racen, da westernridning, rodeo, hesteshows, film og tv nåede et større publikum. Den moderne races amerikanske ranchbaggrund forklarer både paradokset i navnet og hvorfor funktion stadig står centralt i racebeskrivelsen.

## At leve med racen

Australian shepherd passer bedst, når hverdagen rummer planlagt aktivitet, læring og restitution, også i almindelige arbejdsuger. En stor have erstatter ikke fælles opgaver, og konkurrenceambitioner er ikke nødvendige, hvis hunden alligevel får et meningsfuldt og varieret liv. Den, der ønsker en hund, som hovedsageligt skal med på kortere ture, bør vælge en mindre krævende type.

Med børn skal en voksen altid være til stede, hunden skal have et uforstyrret hvilested, og familien skal have en plan for energisk leg. Afbryd og skab afstand, før hunden begynder at fiksere på eller styre bevægelsen. Børn bør ikke have ansvar i situationer, hvor en hurtig og stærk hund kan reagere på omgivelserne.

Samliv med hunde eller katte afgøres af individerne og introduktionen, ikke af racenavnet. Find ud af mere om forældrenes og den aktuelle hunds historik. Begynd roligt med separate trygge steder, barriere og snor, giv katten en fri flugtvej, og gå først videre, når begge dyr kan være afslappede. Smådyr kan kræve permanent fysisk adskillelse.

Racen kan bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig tid ude, meningsfulde opgaver og hvile, og ejeren kan håndtere reaktioner på lyde. I en ejendom med dårlig lydisolering skal man kunne forebygge, at lyde i opgangen får hunden til at vogte og gø. Alenetid skal trænes gradvist og vurderes ud fra den enkelte hunds adfærd. Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time i dagtimerne er et råd om luftning, ikke et mål for hvor længe en hund trives alene.

Før du køber en hvalp, bør du bede om forældrenes registreringsnumre, HD-resultater, fuldstændige MH-protokoller, datoer og resultater fra øjenundersøgelser samt relevante DNA-resultater. Kontrollér også halebetegnelse og arbejdsmeritter, og spørg hvordan voksne nære slægtninge fungerer med mennesker, lyd, bevægelse, hvile og restitution. De oplysninger siger mere om, hvordan hverdagen med hunden sandsynligvis bliver, end farve, øjne eller om opdrætteren kalder hundene arbejdslinje eller udstillingslinje.

Australian shepherd

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norwegian Kennel Club (NKK)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Australian shepherd er en middelstor, atletisk hyrdehund, som er meget intelligent og energisk. Den er loyal og menneskeorienteret, knytter stærke bånd og har brug for rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Den har en iøjnefaldende, vejrbestandig pels og varierende øjenfarver, som bidrager til dens særlige udstråling.

Vi planerar vår första kull. Mer info kommer när tiken blir dräktig.

#australian shepherd

Pawtasa

## Kort fortalt

- Nova Scotia Duck Tolling Retriever, som oftest blot kaldes en toller, er en mellemstor apporterende fuglehund fra Canada og den mindste retrieverrace.
- Tolleren lokker vandfugle til ved at løbe og lege synligt langs bredden. Når fuglen er skudt, apporterer hunden den fra land eller vand.
- Racen lærer hurtigt og har stor arbejdslyst. Den passer bedst til en person, der vil træne regelmæssigt, ikke blot gå ture.
- En toller kan være en dejlig familiehund, men er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. Det vigtige er, at du vil lære om hundetræning og kan skabe både aktivitet og ro.
- Pelsen er en vandafvisende dobbeltpels i røde eller orange nuancer. Hvide aftegninger er almindelige, men ikke et krav.
- Før du vælger hvalp, bør du kontrollere forældrenes led-, øjen- og DNA-resultater samt sundhed og temperament hos nære slægtninge.

## Udseende og pels

Tolleren er en smidig, kompakt og muskuløs hund, som skal kunne arbejde udholdende både på land og i koldt vand. Idealhøjden er 48–51 centimeter for voksne hanner og 45–48 centimeter for voksne tæver. Som en vejledning vejer hanner 20–23 kilo og tæver 17–20 kilo, men vægt og knoglebygning skal altid passe til højden.

Den racetypiske pels består af middellangt dækhår og en blødere, tæt underuld. Den må være let bølget over ryggen, men er ellers lige. Farven går fra rød til orange, ofte med lysere faner. Hvide aftegninger kan sidde på halespidsen, poterne og brystet eller danne en blis. En hund uden hvide aftegninger er lige så racetypisk.

Pelsplejen er forholdsvis enkel, men dobbeltpelsen fælder og skal børstes eller redes regelmæssigt. Vær særlig omhyggelig med de fine hår omkring ørerne og med fanerne, hvor der lettere kommer filtre. Pelsen omkring poterne kan klippes, især så sne ikke sætter sig fast, mens den lange, buskede hale skal forblive uklippet. Hold også kløer og tænder i god stand.

## Temperament og personlighed

Tolleren er som regel legesyg og energisk og vil gerne samarbejde og apportere. I Svenska Kennelklubbens sammenfatning af resultater fra adfærds- og personlighedsbeskrivelsen BPH lå de beskrevne tollere højt i legelyst og positiv energi. Socialitet og tryghed lå tættere på gennemsnittet, og variationen mellem individer var stor. Det er derfor klogere at vurdere forældrene og nære slægtninge end at forvente et bestemt temperament alene ud fra racenavnet.

Mange tollere er opmærksomme på deres fører og lærer hurtigt nye øvelser. Den samme lærenemhed betyder, at de også opfanger uklare regler, stress og gentagne aktiviteter, som skruer forventningen op. Den svenske raceklubs avlspolitik fremhæver især følsomhed over for stress og lyd samt tendens til at pibe. Nogle individer kommer med en lys, gennemtrængende lyd, når de bliver meget forventningsfulde, mens andre er langt mere stille.

Racen kan være venlig, men afventende over for fremmede. Reserveret betyder ikke bange eller truende. En ung hund har brug for rolige, positive erfaringer med mennesker, miljøer og håndtering, uden at man tvinger den til kontakt. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer i hverdagen: Kan de hilse uden at blive overgearede, falde ned efter aktivitet og finde ro i et nyt miljø?

## Træning og motion

En toller skal regelmæssigt have mulighed for at bruge krop, næse og hoved. Behovet kan ikke reduceres til et fast antal minutter, som skal passe til alle voksne hunde. Vurder i stedet, om hunden får en gennemtænkt blanding af konditionstræning, rolige snuseture, apportering eller søgearbejde, hverdagstræning og restitution. Målet er en hund, der gerne arbejder, når den bliver bedt om det, og kan hvile bagefter.

Korte, tydelige og belønningsbaserede træningspas passer ofte godt til racens hurtige indlæring. Jagtapportering, tollingjagtprøver, spor, næsearbejde, lydighed og agility giver hunden mulighed for at bruge sine evner, men den behøver ikke konkurrere. Hverdagsfærdigheder som ro, indkald, at følges roligt med føreren og at aflevere genstande er mindst lige så vigtige.

Træn ikke kun fart. Skift mellem ophidsende øvelser og pauser, rolige forflytninger og ventetid på en fast plads. Stop, mens hunden stadig kan tænke, og beløn evnen til at falde til ro. Hvis hunden piber, bliver upræcis, jager bevægelser eller har svært ved at hvile efter træningen, kan intensiteten være for høj, selv om den stadig vil fortsætte.

Hvalpe skal opbygge krop og selvtillid gradvist. Korte opdagelsesture, leg på varierede underlag og enkle næse- og kontaktøvelser passer bedre end lange løbeture eller gentagne kast med skarpe vendinger. Øg belastningen trin for trin, og vær opmærksom på, om hvalpen bliver træt under eller efter aktiviteten.

## Sundhed

Tolleren er overordnet en funktionel race, men hvalpekøberen bør undersøge ledsundhed, øjne, immunrelaterede sygdomme og opdrætterens brug af racespecifikke DNA-test. En lang liste over test er ikke automatisk bedre end en omhyggeligt planlagt kombination. Resultater, familiehistorik og den svenske raceklubs aktuelle anbefalinger skal vurderes samlet.

Bed om at se begge forældres registrerede status for hofteledsdysplasi (HD) og parringens foreløbige HD-indeks. Den svenske raceklub, Tollarklubben, anbefaler et indeks på mindst 100. Spørg også efter resultater for albueledsdysplasi (AD) og en aktuel øjenundersøgelse. For progressiv retinal atrofi (prcd-PRA) og den neurologiske sygdom degenerativ encefalopati (DEN) anbefaler klubben, at mindst én af forældrene er DNA-testet fri eller arveligt fri.

CLAM er en nyere kendt, recessivt nedarvet hjertesygdom, som kan medføre tidlig død. Raceklubben anbefaler, at mindst én af forældrene er testet fri eller arveligt fri. Der findes også test for blandt andet juvenil Addisons sygdom (JADD) og CLPS, som kan give læbe- eller ganespalte og sammenvoksede tæer. JADD har ufuldstændig penetrans, hvilket betyder, at et DNA-resultat, som viser genetisk risiko, ikke er det samme som en sikker sygdomsdiagnose. Ved recessive varianter er formålet med testen at undgå en kombination, som kan give syge hvalpe, ikke automatisk at udelukke alle raske bærere fra avl.

Det svenske begreb “tollersyge” bruges som samlebetegnelse for to immunrelaterede sygdomme. Steroidresponsiv meningitis-arteritis (SRMA) er en form for hjernehindebetændelse, som oftest rammer unge hunde, normalt mellem 6 og 18 måneder, med pludselig feber, nakkesmerter og nedsat almentilstand. Immunmedieret reumatisk sygdom (IMRD) rammer oftere hunde mellem to og seks år og kan give stivhed efter hvile, skiftende halthed og problemer med at rejse sig, gå på trapper eller springe. Søg hurtigt dyrlæge ved sådanne tegn, og spørg opdrætteren om autoimmune diagnoser hos forældre, søskende og tidligere afkom.

## Historie og oprindelse

Nova Scotia Duck Tolling Retriever blev udviklet på Nova Scotia-halvøen i Canada i begyndelsen af 1800-tallet. Målet var en hund, som både kunne lokke vandfugle tættere på jægeren og apportere skudt fugl. Racens fulde navn beskriver dermed stedet, arbejdsmåden og opgaven.

Under tolling arbejder hunden langs vandkanten, mens jægeren holder sig skjult. Jægeren kaster små genstande, som hunden henter; hunden forsvinder ud af fuglenes synsfelt og dukker så op igen. Bevægelsen vækker ændernes nysgerrighed og trækker dem tættere på. Efter skuddet sendes den samme hund ud for at apportere. Legelyst, arbejdslyst, svømmeevne og sikker apportering er derfor centrale raceegenskaber.

Kilderne beskriver forskelligt, hvilke hundetyper der indgik i den tidlige avl. Det dokumenterede er vigtigere: Tolleren blev udviklet som en canadisk, arbejdende apportør til vandfuglejagt, ikke som en lille udgave af en golden retriever.

## At leve med racen

Tolleren passer bedst i et hjem, hvor træning og fælles aktiviteter er en del af hverdagen, men hvor hunden også får uforstyrret søvn og hjælp til at falde til ro. Lejlighed eller hus er ikke det afgørende. Vigtigere er det, om du kan give hunden daglig fysisk og mental aktivitet, har tid til våde ture og pelspleje og kan holde fast i rutinerne i travle uger.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et trygt hvilested, hvor den får lov at være i fred. En ung, energisk toller kan blive voldsom i leg. Det kan fungere at bo med katte og andre hunde, men jagtlyst, legestil og tidligere erfaringer varierer. Sørg for rolige introduktioner, brug afstand og børnegitre, og lad ikke hvalpen øve sig i at jage.

Alenetid skal læres gradvist, når hunden føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg kun, så længe hunden kan hvile uden uro, gøen eller ødelagte ting. Svenske retningslinjer for dyrevelfærd siger desuden, at hunde bør luftes mindst hver sjette time om dagen og oftere som hvalpe og ældre. En hel arbejdsdag uden planlagt luftning og social kontakt er derfor ikke en god hverdagsløsning.

Tolleren passer til dig, hvis du vil opbygge et langsigtet samarbejde, sætter pris på en hurtig og legesyg hund og er indstillet på at træne både arbejdslyst og afslapning. Hvis du først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund, som er tilfreds med almindelige gåture, vil en anden race sandsynligvis passe bedre.

Nova Scotia Duck Tolling Retriever

Swedish Kennel Club (SKK)

Collegium Veterinarium (Vetsuisse Faculty, University of Zurich)

Mellemstor, atletisk retriever, den mindste i sin gruppe, avlet i Nova Scotia til at lokke og apportere vandfugle. Har en rød, rævelignende, vandafvisende pels, høj intelligens og stor følelsesmæssig sensitivitet. Kræver meget daglig mental og fysisk aktivering og kan udmærke sig i mange hundesportsgrene.

Wassaya's

## Kort fortalt

Dansk-svensk gårdhund er en lille, men robust og aktiv gård- og selskabshund fra Danmark og Sverige. FCI placerer racen i gruppe 2 som en hund af pinschertype. Den er altså ikke en terrier, selv om den tidligere blev kaldt skånsk terrier.

- **Mankehøjde:** 34–37 cm for hanner og 32–35 cm for tæver, med en tilladt afvigelse på 2 cm i begge retninger.
- **Oprindelig opgave:** at give alarm, fange rotter og leve tæt sammen med menneskene på gården.
- **Temperament ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig og årvågen.
- **Pels:** kort, hård og glat, med hvid som dominerende farve.
- **Passer bedst hos:** en person eller familie, som vil træne færdigheder til hverdagen, tilbyde både bevægelse og næsearbejde og hjælpe hunden med at finde ro.

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Vægtoplysninger på forskellige hjemmesider er derfor vejledende, ikke et interval som alle voksne dansk-svenske gårdhunde skal passe ind i. For den, der vælger hvalp, er forældrenes størrelse, huld og funktion mere nyttige end ét enkelt vægtinterval.

## Udseende og pels

Dansk-svensk gårdhund skal være lille, kompakt og solidt bygget, ikke spinkel eller elegant. Kroppen er let rektangulær: forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er 9:10. Racen udvikler sig sent fysisk, og den fulde muskelmasse og kropsfylde kan lade vente på sig, til hunden er tre til fire år gammel.

Hovedet er forholdsvis lille og trekantet. Ørerne kan være rosenører eller fremadfoldede; ståører hører ikke til raceidealet. Halen kan være naturligt lang eller en medfødt stumphale af varierende længde. En medfødt stumphale er en naturlig variation og må ikke forveksles med en kuperet hale.

Pelsen er hård, kort og glat og har ingen underuld. Hvid skal dominere, med ens- eller flerfarvede aftegninger i sort, tan, gul, leverbrun, vildtfarvet eller forskellige nuancer af fawn. Der skal også være aftegninger på hovedet, og små prikker i det hvide er tilladt. Udseendet kan altså variere meget, uden at hundene tilhører forskellige varianter af racen.

Pelsen kræver kun lidt pleje, men fældningen kan mærkes. Børst løse hår væk efter behov, især i fældeperioder, og bad hunden, når den faktisk er snavset. Kontrollér samtidig hud, ører, poter og kløer. Væn gradvist hvalpen til tandbørstning og anden håndtering. Rolig, belønningsbaseret håndteringstræning gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Dansk-svensk gårdhund er normalt hurtig, nysgerrig og menneskeorienteret, men racenavnet er ingen garanti for en ukompliceret familiehund. Standarden beskriver racen som opmærksom, livlig og årvågen. I hverdagen ses det ofte som en parathed til at være med, reagere på bevægelse og fortælle, når der sker noget i nærheden.

Opgaven som vagthund på gården kan stadig mærkes hos mange individer. Mange giver lyd, når nogen kommer, men det varierer, hvor let gøen starter, og hvor hurtigt hunden bliver stille. I en bolig, hvor lyde let forplanter sig, er det klogt at undersøge, hvordan forældrene og voksne slægtninge reagerer på døre, opgange og besøg. Det er mere præcist end at gå ud fra, at racen altid er stille eller altid gør meget.

I Svenska Kennelklubbens ældre BPH-sammenfatning fremstår racen hovedsageligt som tryg og forholdsvis energisk. Samtidig varierer nysgerrighed, legelyst og interesse for fremmede mennesker tydeligt. BPH beskriver hundens reaktioner; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs derfor den enkelte hunds protokol, og spørg, hvordan forældrene fungerer i hverdagen.

Baggrunden som rottefanger gør interessen for små, hurtige dyr relevant. Det betyder ikke, at alle gårdhunde jager alt, de ser, men en kommende ejer bør regne med at træne afbrydelse og indkald. Kaniner, marsvin og andre små kæledyr har brug for sikre områder, som hunden ikke kan komme ind i.

## Træning og motion

Dansk-svensk gårdhund har brug for regelmæssig fysisk og mental aktivitet, men der findes ingen korrekt timeregel, der passer til alle. Alder, helbred, intensitet, miljø og restitution afgør, hvordan en god dag ser ud. En voksen hund kan få en blanding af gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, leg og korte træningspas med hverdagsfærdigheder. Hvalpe har brug for gradvist flere erfaringer og rigeligt med hvile, ikke et voksenprogram i miniature.

Se på hundens adfærd i stedet for på uret. Et passende niveau giver en hund, der kan falde til ro hjemme, kommer sig efter aktivitet og stadig bevæger sig frit dagen efter. Vedvarende uro kan betyde, at hverdagen mangler meningsfulde opgaver, men mere fart er ikke altid løsningen. Nogle gange har hunden brug for mere næsearbejde, tydeligere rutiner eller hjælp til at finde ro.

Prioritér færdigheder, som hjælper en hurtig og opmærksom hund med at fungere i hverdagen:

- indkald og frivillig kontakt, når vildt eller andre forstyrrelser dukker op
- at kunne afbryde jagt, gravning og intens leg
- rolig adfærd ved døre, vinduer og besøg
- at kunne hvile, selv om mennesker bevæger sig i hjemmet
- at gå roligt i snor og følge ejeren i trafikerede miljøer
- tryg håndtering af poter, mund, ører og krop

Træn gradvist med positive, belønningsbaserede metoder, og tilpas sværhedsgraden til individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at gøen, træk i snoren eller ophidset adfærd kan sætte sig fast, hvis det ofte fører til det, hunden ønsker. Agility, rallylydighed, spor, nosework og anden hundesport kan passe, men ingen bestemt aktivitet er et krav. Det vigtige er en holdbar kombination af samarbejde, næsearbejde, bevægelse og restitution.

## Sundhed

Dansk-svensk gårdhund betragtes generelt som en sund race, men betegnelsen »sund race« erstatter ikke kontrol af det aktuelle kuld. Bed om registrerede resultater, datoer og oplysninger om nære slægtninge. Navnet på en test eller en oplysning om, at forældrene er sundhedstestet, siger for lidt uden selve resultaterne.

Hofteledsdysplasi, HD, er et område, hvor gammel og ny information let blandes sammen. Racen har i dag sundhedsprogram niveau 1 hos Svenska Kennelklubben. Det betyder, at HD-resultater kan registreres centralt, men at røntgen ikke er et krav for, at hvalpene kan registreres. Ifølge raceklubben bør hunde med HD D eller E eller kliniske symptomer ikke bruges i avl. Et officielt resultat og, når det findes, et HD-indeks giver alligevel værdifuld information om netop hofterne; det er ikke et bevis på hundens samlede sundhed.

For patellaluksation siger raceklubbens gældende anbefalinger, at en hund, som har tilstanden eller er opereret for den, ikke bør bruges i avl. Anbefalingen betyder derimod ikke, at alle forældredyr skal have et obligatorisk officielt patellaresultat. Spørg derfor både til undersøgelser og til knæproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Primær linseluksation, PLL, er en alvorlig øjensygdom knyttet til en mutation i genet ADAMTS17, og der findes en valideret DNA-test til racen. Raceklubben anbefaler især testning, når der findes bærere eller utestede nære slægtninge i linjen uden en DNA-testet fri hund som mellemled. Ifølge anbefalingen må en bærer kun parres med en DNA-testet fri hund eller en hund, der er fri gennem afstamning, såkaldt hereditært fri. Et frit PLL-resultat gælder denne mutation; det udelukker ikke andre øjenproblemer eller andre sygdomme.

Før et køb er det rimeligt at kontrollere:

- forældrenes identitet og faktiske HD-resultater, hvis de er røntgenfotograferet
- eventuel patellaundersøgelse og kendt familiehistorik
- PLL-status, og hvordan resultatet passer sammen med den anden forælders
- sygdomme, halthed, tandproblemer og mentalitet hos nære slægtninge
- at opdrætteren kan forklare både styrker og usikkerheder ved kombinationen

## Historie og oprindelse

Dansk-svensk gårdhund er en gammel skandinavisk gårdhundetype, men en forholdsvis sent anerkendt race. Lignende hunde levede længe på gårde i Danmark og Sydsverige, hvor de holdt rottebestanden nede, gav alarm, når nogen kom, og fungerede som selskabshunde. Det er ikke klarlagt præcist, hvordan typen opstod. Forbindelser til pinscherhunde og britiske hvide jagtterriere har været diskuteret, men bør ikke beskrives som en sikker stamtavle.

Før anerkendelsen blev blandt andet navnet skånsk terrier brugt. Ved en svensk kortlægning i 1986 blev 107 hunde samlet, hvilket bidrog til vurderingen af, at typen var tilstrækkeligt ensartet, samtidig med at der fandtes en brugbar genetisk variation. Sverige og Danmark anerkendte racen i fællesskab i 1987 under navnet dansk-svensk gårdhund.

FCI gav racen en foreløbig international anerkendelse i 2008 og en endelig anerkendelse i 2019. Den blev placeret i gruppe 2 som en hund af pinschertype, ikke i terriergruppen. I dag er de fleste selskabshunde, men lysten til at give alarm, interessen for små gnavere og den store arbejdsglæde gør racens historie relevant også i et moderne hjem.

## At leve med racen

Dansk-svensk gårdhund passer bedst i et hjem, hvor nærhed, aktivitet og hverdagstræning er en naturlig del af livet. Den kan passe til en førstegangsejer, men den praktiske størrelse gør ikke racen kravløs. Ejeren skal sætte pris på en hurtig hund, kunne forebygge jagt og alarmgøen og være klar til at træne ro lige så grundigt som fart.

Samvær med børn skal altid ledes af en voksen. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke forstyrre den, når den spiser, sover eller forsøger at gå væk. Vurdér forældredyrenes adfærd og hundens egen evne til at afbryde leg; udtrykket »børnevenlig race« er ingen garanti for sikkerhed.

En gårdhund kan leve sammen med en kat, men resultatet afhænger af individerne og introduktionen. Undgå, at hunden jager katten, giv katten høje steder og frie flugtveje, og hold de første møder korte og kontrollerede. Smådyr som kaniner og gnavere bør holdes fysisk adskilt, selv om hunden virker rolig under opsyn.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden kommer ud, får lov til at bruge næsen og lærer ikke at vogte over hver eneste lyd i ejendommen. En have erstatter ikke aktivering, og et stort hjem løser ikke udfordringer med at være alene. Begynd alene-hjemme-træningen med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg først tiden, når den virkelig kan slappe af, og sørg for anden pasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

Mød om muligt begge forældre eller andre voksne slægtninge, før du beslutter dig. Læg mærke til, hvordan de hilser, kommer sig efter en overraskelse, reagerer på smådyr og lyde og finder ro efter aktivitet. Den information siger sammen med efterprøvelige sundhedsdata og en opdrætter, som kender sine linjer, mere om hverdagen end generelle løfter om, at racen passer til alle.

Dansk-svensk gårdhund

Swedish Kennel Club

Danish Kennel Club

Norwegian Kennel Club

The Danish/Swedish Farmdog Club of America

Fédération Cynologique Internationale

Dansk-svensk gårdhund er en livlig, lille til mellemstor skandinavisk gårdhund, kompakt og atletisk med kort, overvejende hvid pels med farvede pletter. Den er meget menneskeorienteret, intelligent og energisk, og den er en kærlig familiehund, når den får daglig motion, træning og mental stimulering.

Marina Dragnes

## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Afair's

Old English Sheepdog

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Old English Sheepdog er en stor, pjusk­et og atletisk hyrdehund med en tæt dobbeltpels, som kræver regelmæssig pelspleje eller en kortere “pet clip”. Den er kærlig, fjollet og meget menneskeorienteret – intelligent, men til tider stædig – og trives bedst med konsekvent træning samt daglig mental og fysisk aktivering.

Grizzly Dream

## Kort fortalt

Toypuddel er den mindste af pudlens fire anerkendte størrelser. Ifølge racestandarden skal mankehøjden være over 24 og højst 28 centimeter. Idealet er 25 centimeter, med en tolerance på 1 centimeter nedad. Betegnelser som ”teacup”, ”tiny toy” og ”micro” beskriver ikke en femte officiel størrelse. Spørg, hvor høje forældrene og andre nære, voksne slægtninge faktisk er, i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

Toypudlen er en lille selskabshund, men den skal have de samme normale proportioner og det samme tydelige puddelpræg som de større varianter. Standarden beskriver en opmærksom, aktiv og lærenem hund, ikke en skrøbelig miniature med dværglignende træk. Størrelsen mindsker ikke behovet for træning, udetid, aktivering eller pelspleje.

Det er vigtigt at vide før et køb:

- Pelsen vokser hele tiden og skal klippes. Selv en kort frisure kræver børstning og bad.
- Toypudlen er ikke allergenfri. En person med pelsdyrsallergi kan reagere selv på en hund, der kun fælder få synlige hår.
- Forældrene til svenske kuld skal have et officielt prcd-PRA-resultat før parring. Undersøgelser af knæskaller og øjne er også vigtige, men følger til dels andre regler og anbefalinger.
- En sund toypuddel skal kunne være aktiv og bevæge sig frit. Hjemmet bør alligevel indrettes, så hunden ikke falder fra højder eller leger for voldsomt med langt større hunde.

## Udseende og pels

Toypudlen skal ligne en velproportioneret puddel i lille format. Bevægelserne skal være lette og fjedrende og udtrykket vågent. Størrelsesgrænsen handler om mankehøjde, ikke om en garanteret voksenvægt.

Pudlen kan have krøllet uldpels eller snorepels. Uldpelsen skal være tæt, fin, spændstig og ensartet krøllet. Pelsen vokser hele tiden og fælder ikke på samme måde som pelsen hos mange andre hunde. Det betyder som regel færre løse hår i hjemmet, men ikke mindre arbejde: hår, der løsner sig, kan blive i pelsen og danne filtre.

En god pelsrutine bør tage udgangspunkt i frisuren og pelsens tilstand, ikke i en fast ugeplan. Gå pelsen igennem helt ned til huden, især bag ørerne, i armhulerne og under sele eller halsbånd. Bad hunden, når pelsen trænger til det, red filtrene skånsomt ud, og klip pelsen, før længden bliver svær at holde. Den, der ikke klipper selv, får brug for regelmæssig hjælp. Væn gradvist hvalpen til børste, kam, håndtering af poter, klippemaskine og korte stunder, hvor den står stille.

Siden august 2024 har den svenske racestandard omfattet både ensfarvede og flerfarvede pudler. De ensfarvede er sort, hvid, brun, grå og abrikosrød. Derudover findes blandt andet tofarvede hunde, hunde med tan-aftegninger, trefarvede og brindlede hunde. Der er i alt 16 registrerede farvevarianter. Farven ændrer ikke hundens behov for pleje og træning.

## Temperament og personlighed

Toypudlen skal være venlig, glad, trofast og samarbejdsvillig. Mange individer bemærker hurtigt forandringer, holder af fælles aktiviteter og lærer hverdagens rutiner hurtigt. Det gør racen givende for den, der ønsker en tæt selskabshund og samtidig kan lide at træne.

Racebeskrivelsen viser en retning, men er ikke et løfte om enhver hvalp. I svenske adfærdsbeskrivelser har pudler som gruppe overvejende været positive og opmærksomme med få uventet truende reaktioner. Grundlaget for de mindre størrelser er dog begrænset og rummer flere mellempudler end dværg- og toypudler. Resultatet kan derfor ikke forudsige den enkelte hunds adfærd.

Se, hvordan hvalpens mor og andre voksne slægtninge falder til ro efter noget uventet, søger kontakt og håndterer almindelig berøring. Spørg opdrætteren om hundenes stærke sider, men også om det, der har krævet ekstra træning. En hund, der gør, holder sig tilbage eller bliver overophidset, er ikke automatisk ”typisk toy”. Adfærden påvirkes af individet, erfaringerne, miljøet og det, som mennesker omkring hunden belønner.

En tryg og social toypuddel kan blive en dejlig familiehund, men den lille krop kræver opsyn af voksne omkring børn. Børn skal lære at lade hunden hvile, sætte sig ned, før de løfter den, og aldrig jage, trænge eller bære den som legetøj. Hunden skal altid kunne gå sin vej. Det samme princip gælder andre hunde: vælg rolige legekammerater, og stop legen, når størrelsesforskellen eller intensiteten gør den utryg.

## Træning og motion

Toypudlen har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag. De korte skridt påvirker, hvor langt den går, men en gåtur, en søgeopgave og en træningsøvelse dækker forskellige behov og kan ikke fuldt ud erstatte hinanden. Tilpas mængden efter alder, kondition, underlag, vejr og hvor hurtigt hunden kommer sig bagefter.

Gode aktiviteter i hverdagen kan være at søge efter godbidder eller legetøj, følge et duftspor, øve kontakt og rolig venten eller lære en ny opgave. Agility, rallylydighed, lydighed og nose work kan passe til en sund hund, når spring, forhindringer og sværhedsgrad tilpasses. Hvalpe bør have lov til at udforske og udvikle koordination uden gentagen, hård belastning.

Lærenem betyder ikke, at hunden træner sig selv. En toypuddel lærer også hurtigt det, du ikke havde tænkt dig at lære den. Hold træningen tydelig, beløn den ønskede adfærd, og hold pause, før hunden mister koncentrationen. Hvis hunden er rastløs eller frustreret, bør du se på balancen mellem aktivitet, søvn og krav i stedet for blot at give den mere motion.

Renlighedstræning bygger på de samme principper som hos andre hvalpe: Gå ud efter søvn, mad og leg, giv hvalpen hyppige muligheder for at gøre det rigtige, og beløn roligt udenfor. Et uheld indenfor viser, at tidspunktet eller opsynet skal justeres; det er ikke trods eller lav intelligens. En lille hvalp kan have brug for hyppigere ture ud, men ingen bestemt alder eller tidsplan gælder for alle toypudler.

## Sundhed

Som hvalpekøber skal du skelne mellem Svenska Kennelklubbens registreringskrav og raceklubbens anbefalinger. For toy-, dværg- og mellempuddel skal begge forældre have et officielt prcd-PRA-resultat før parring. Resultatet kan komme fra en godkendt DNA-test eller vise, at hunden er arveligt fri gennem sine forældre. En anlægsbærer må parres med en fri hund. To bærere må ikke kombineres, og en hund, der er testet som syg, må ikke bruges i avl.

prcd-PRA er en fremadskridende nethindesygdom, der kan føre til blindhed. Et frit DNA-resultat viser, at hunden ikke har den testede mutation, men udelukker ikke andre øjensygdomme. Svenska Pudelklubben anbefaler derfor en øjenlysning, når hunden er over 18 måneder, og igen, når den er over fem år. Bed om at se begge forældres resultater og deres alder ved undersøgelsen.

Patellaluksation betyder, at knæskallen kan flytte sig ud af sin normale position. Det officielle resultat graderes fra 0 til 3: 0 betyder en stabil knæskal, mens grad 1–3 beskriver stigende grad af luksation. En officiel attest kan udstedes fra 12-månedersalderen. For toy- og dværgpuddel anbefaler Svenska Pudelklubben, at en hund med grad 1 kun bruges i begrænset omfang og sammen med en hund, der har 0/0. Det er en avlsanbefaling, ikke samme type registreringskrav som for prcd-PRA. I perioden 2016–2021 havde 90–95 procent af de officielt undersøgte mindre pudler 0/0, men kun en del af hver årgang blev undersøgt. Tallet beskriver derfor de undersøgte hunde, ikke alle toypudler.

Små hunde har også større risiko for paradentose. Væn hvalpen til, at du ser på og rører ved munden, og arbejd gradvist frem mod daglig tandbørstning. Bed dyrlægen om at kontrollere bid, tandkød og belægninger ved de almindelige besøg. Dårlig ånde, blødende tandkød, løse tænder eller en pludselig ændring i tyggeadfærden bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Pudlen er en gammel europæisk race med Frankrig som hjemland i den nuværende racestandard. Racen blev oprindeligt brugt til jagt på vandfugle og apportering fra vand. Det arbejde blev hovedsageligt udført af den større puddeltype, så nutidens toypuddel havde ikke den samme historiske arbejdsopgave.

De mindre pudler blev først og fremmest udviklet som selskabshunde. I 1800-tallet begyndte man at avle en dværgvariant frem fra små eksemplarer af de større pudler, og størrelsesinddelingen ændrede sig siden over tid. Toypudlen blev fuldt anerkendt som sin egen størrelse i Sverige i 1990. Den deler racens ældre oprindelse, men toyvariantens svenske historie er langt yngre end pudlens historie som vandhund.

Alle fire størrelser følger den samme racestandard, men sundhedsråd og registreringsregler skal alligevel kontrolleres specifikt for toyvarianten.

## At leve med racen

En toypuddel kan trives i en lejlighed eller et hus, hvis den får daglig udetid, mental aktivering og hvile. Boligens størrelse betyder mindre end en hverdag med gåture, pelspleje, træning og selskab. Et skridsikkert legeområde, en uforstyrret kurv og en løsning, der forhindrer høje spring, kan mindske risikoen uden at begrænse normal bevægelse.

Alenetid skal trænes gradvist, efter at hvalpen er faldet til i sit nye hjem. Begynd med meget korte stunder, og øg kun, så længe hunden forbliver tryg. Det varierer meget, hvor længe en voksen hund kan klare at være alene. Gå et trin tilbage i træningen, hvis hunden begynder at vandre rastløst, halse, gø vedvarende, ødelægge ting ved døren eller ikke længere tager imod en godbid.

Med en kat eller en anden hund er rolige introduktioner og muligheden for at gå væk vigtigere end en generel racebetegnelse. Beskyt en lille hvalp mod voldsom leg, adskil dyrene omkring mad og tyggeting, og lad ikke en ny hund jage katte eller smådyr. Nogle bliver nære venner, mens andre trives bedst med tydelig afstand.

Pudlen markedsføres ofte som allergivenlig, fordi den fælder få synlige hår. Allergener kommer dog også fra spyt, hudceller, urin og talgkirtler, og ingen hund er allergenfri. Den, der har allergi, bør søge sundhedsfaglig rådgivning og finde ud af, hvordan vedkommende reagerer på hunde før et køb. Puddelpelsen giver ingen garanti.

Før du køber en hvalp, bør du:

- møde hvalpens mor og se, hvordan hundene lever og opfører sig til daglig;
- kontrollere begge forældre i Svenska Kennelklubbens Hunddata, især prcd-PRA, patella og øjenlysning, og spørge til nære slægtninges sundhed og temperament;
- spørge, hvor høje forældrene og voksne hunde fra tidligere kuld blev, i stedet for at stole på ord som ”micro” eller en lovet vægt;
- bede opdrætteren vise pelsplejen og forklare, hvilken håndtering hvalpen allerede er vant til;
- læse dyrlægeattesten og selv se på hvalpens bevægelser, øjne, ører, mund, hud og almentilstand;
- sikre dig, at du får registreringsbevis, en skriftlig aftale og en dyrlægeattest, der højst er syv dage gammel ved overdragelsen.

Det bedste match er ikke automatisk den allermindste hvalp. Vælg en opdrætter, der viser officielle resultater, taler åbent om variation og hjælper dig med at finde en Toypuddel, der passer til dit hjem.

Toypuddel

The Swedish Kennel Club

The Norwegian Kennel Club

The Danish Kennel Club

The French Kennel Club (Société Centrale Canine)

Toypuddel er den mindste variant af puddel – kvadratisk og elegant med en tæt, krøllet, næsten fældefri pels, som kræver regelmæssig pelspleje. Den er livlig, sensitiv og meget lærenem, knytter stærke bånd til sine mennesker, egner sig godt til et aktivt liv indendørs og kan med god pasning ofte blive 14–16 år eller ældre.

Tanja Grøn

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Birdmountain Fields

Tyskgårdens

## Kort fortalt

Tysk Spids – Mittelspitz er den mellemstore variant af tysk spids. Det er en livlig, opmærksom og lærenem selskabshund, som knytter sig tæt til familien og har en naturlig tilbøjelighed til at holde øje med, hvad der sker omkring hjemmet. Racen passer bedst til en ejer, der sætter pris på en årvågen hund og er indstillet på at træne ro og håndtere gøen fra begyndelsen.

- **Racegruppe:** Gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelse:** Tyskland
- **Variant:** En af fem varianter af tysk spids
- **Skulderhøjde:** 35 cm med en afvigelse på 5 cm i begge retninger, altså 30–40 cm
- **Vægt:** Racestandarden angiver ikke et fast vægtinterval; vægten skal passe til hundens størrelse
- **Pels:** Dobbeltpels med lange, lige dækhår og kort, tæt underuld
- **Hverdagsliv:** Aktiv og lærenem, med lav jagtlyst ifølge racestandarden, men udpræget årvågenhed

Mittelspitz er større end kleinspitz og mindre end grosspitz. Det er en selvstændig størrelsesvariant, som ikke skal vurderes efter pomeranianens mål eller udseende. For en kommende ejer er lydniveau, pelspleje og muligheden for at give hunden meningsfuld beskæftigelse vigtigere end boligens størrelse.

## Udseende og pels

Tysk Spids – Mittelspitz skal være kompakt og kvadratisk: Kropslængden skal svare til skulderhøjden. Hovedet bliver smallere frem mod næsen og giver et rævelignende udtryk. Øjnene skal være mørke og mandelformede, mens ørerne er små, trekantede og opretstående. Den buskede hale bæres højt over ryggen.

Den officielle højde er 35 cm, plus eller minus 5 cm. Det giver et interval på 30–40 cm, ikke 32–36 cm eller andre smallere mål, som nogle gange angives. Standarden har ingen fast idealvægt i kilo. En voksen hund skal i stedet have en vægt og et huld, der passer til højde, kropsbygning og muskelmasse.

I Sverige er det tilladt at parre mittelspitz med de nærtliggende varianter grosspitz eller kleinspitz. Efter sådan en parring registreres afkommet som den største forælders variant. Den endelige registrering efter størrelse sker efter en officiel måling, når hunden er over 15 måneder. Spørg derfor, hvor store forældrene og de fuldvoksne nære slægtninge faktisk er.

Pelsen består af to tydelige lag. Dækpelsen er lang og lige og skal stå ud fra kroppen. Underulden er kort, tyk og tæt. Omkring hals og skuldre danner pelsen en krave, og bagsiden af bagbenene har rigelige bukser. Pelsen må ikke være bølget, krøllet eller pjusket, og silhuetten må ikke se formklippet ud.

Godkendte farver er sort, brun, hvid, orange og ulvegrå samt flere farver, som standarden samler under betegnelsen ”andre farver”: orange zobel, creme, creme zobel, sort med tan-aftegninger, sort og sølv, brun med tan-aftegninger samt broget. En broget hund skal have hvid grundfarve og pletter i én farve, som standarden tillader. Farver, der ikke er beskrevet i standarden, medfører diskvalifikation på udstilling.

En grundig gennemredning fra huden og ud cirka en gang om ugen er et praktisk udgangspunkt. Når underulden løsner sig, kan hunden have brug for hyppigere pelspleje. Racen fælder altså, selv om de løse hår ofte mærkes mest i tydelige fældeperioder. Begynd tidligt med håndtering, og vær især opmærksom bag ørerne, i kraven, på benene og under halen.

Standarden tillader et velplejet udtryk, men ikke en formklippet silhuet. Bed opdrætteren vise, hvilke redskaber og hvilken teknik der passer til netop denne pels, før du overvejer en mere omfattende klipning.

## Temperament og personlighed

En racetypisk mittelspitz er opmærksom, livlig, hengiven over for sin ejer og meget lærenem. Racestandarden beskriver også en naturlig skepsis over for fremmede og lav jagtlyst. I hverdagen viser årvågenheden sig ofte ved, at hunden hurtigt reagerer på mennesker, dyr eller lyde uden for hjemmet.

Det betyder ikke, at alle mittelspitzer opfører sig ens. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de tyske spidshunde, der er blevet beskrevet. Mittelspitzgruppen var i gennemsnit forholdsvis tryg og viste sjældent vrede reaktioner i sociale møder, men nogle hunde hilste næsten ikke på fremmede, mens andre hilste meget intenst. Enkelte beskrivelser blev afbrudt på grund af frygt. Spørg derfor ikke kun, om forældrene er ”søde”, men hvordan de reagerer på gæster, pludselige lyde, håndtering og nye miljøer, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Gøen er et centralt spørgsmål i hverdagen. En mittelspitz, der giver alarm, når der sker noget, viser et typisk racetræk, men alarmen behøver ikke fortsætte længe. Beløn ro, lær hunden at gå hen på en bestemt plads, når nogen kommer til døren, og begræns dens mulighed for at overvåge enhver bevægelse uden for vinduet. Vælg ikke racen, hvis du har brug for en hund, der næsten aldrig giver lyd fra sig.

Racen kan fungere godt sammen med børn, når samværet er roligt og respektfuldt. Små børn og hunde skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får lov at være i fred. Den forholdsvis lave jagtlyst kan gøre samlivet med andre dyr lettere, men den garanterer ikke, at alle individer kan omgås katte eller smådyr. Lad introduktionen ske gradvist, og sørg for sikre, adskilte områder.

## Træning og motion

Mittelspitz har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men et fast antal timer passer ikke til alle hunde. En unghund, en veltrænet voksen og en senior har brug for forskellig belastning. Tilpas gåture og aktiviteter efter alder, kondition, helbred og hundens evne til at falde til ro bagefter.

Racen kan være glad for næsearbejde, spor, rallylydighed, agility, dog dancing, lydighed og tricktræning. En god hverdag behøver ikke at indeholde konkurrencer, men hunden har glæde af opgaver, hvor den får lov at snuse, tænke og samarbejde. Variér aktiviteterne med rolige ture og planlagt hvile i stedet for at forsøge at trætte hunden med konstant højt tempo.

Prioritér tidligt:

- ro ved døre og vinduer og ved lyde i opgangen
- indkald og kontakt, selv om racen normalt har forholdsvis lav jagtlyst
- at gå pænt i snor og bevare kontakten blandt mennesker og hunde
- håndtering af poter, pels, mund og ører
- evnen til at lægge sig og hvile, når der ikke skal ske noget

Belønningsbaseret træning giver hunden tydelig information uden frygt eller smerte. Læg mærke til og beløn de rolige øjeblikke, gør den ønskede adfærd let at vælge, og øg forstyrrelserne gradvist. Hvis hunden allerede er begyndt at gø, skal du først øge afstanden eller afskærme den fra det, der udløser reaktionen. Derefter kan I træne en alternativ adfærd.

## Sundhed

Tysk Spids – Mittelspitz beskrives som en grundlæggende sund og robust race, men patellaluksation og arvelige øjenforandringer er to områder, som den svenske raceklub følger. En hvalpekøber bør bede om de faktiske undersøgelsesresultater i stedet for at nøjes med oplysningen om, at forældrene er ”sundhedstestede”.

Patellaluksation betyder, at knæskallen kan forskubbes fra sin normale placering. Nogle hunde viser ingen tydelige symptomer, mens andre kan halte eller indimellem springe et skridt over med det ene bagben. Den svenske raceklub anbefaler, at begge forældredyr har normale knæled. Bed om at se det officielle patellaresultat for hver forælder, og kontrollér, at hundens identitet stemmer overens med resultatet.

Klubben anbefaler også en øjenundersøgelse uden anmærkninger før avl. En officiel øjenundersøgelse udføres af en dyrlæge med særlige kompetencer, og resultatet registreres centralt hos Svenska Kennelklubben. Undersøgelsen kan påvise kliniske øjenforandringer, der er til stede på undersøgelsestidspunktet, men et normalt resultat er ingen garanti for, at hunden aldrig får øjenproblemer. Spørg også, om øjensygdomme har forekommet hos ældre nære slægtninge.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller ikke noget racespecifikt krav om patellaundersøgelse eller øjenundersøgelse for at registrere et mittelspitzkuld. Raceklubbens anbefalinger går derfor længere end de bindende racespecifikke registreringskrav. En hvalp, der er registreret hos Svenska Kennelklubben, har således ikke automatisk to forældre med de resultater, klubben anbefaler.

Bed opdrætteren vise:

- det officielle patellaresultat for begge forældre
- resultatet af øjenundersøgelsen med dato og fuldstændig vurdering
- oplysninger om knæ, øjne, hud og pels hos fuldvoksne nære slægtninge
- BPH-resultater, hvis forældrene eller nære slægtninge har gennemført beskrivelsen

## Historie og oprindelse

Tysk Spids – Mittelspitz er en tysk variant inden for FCI-racen tysk spids. FCI anerkendte tysk spids endeligt i 1957, og den gældende standard opdeler racen i wolfspitz, grosspitz, mittelspitz, kleinspitz og zwergspitz.

Racestandarden gengiver en ældre teori om, at tyske spidshunde stammer fra stenalderens tørvehunde og fra spidshunde i senere bopladskulturer. Standarden formulerer det sådan, at racen ”siges at stamme” fra disse hunde. Det bør derfor læses som en traditionel baggrundsbeskrivelse, ikke som en ubrudt og fuldt dokumenteret stamtavle tilbage til stenalderen.

Den tyske raceklub beskriver den mellemstore spidshund som den størrelse, der længe blev holdt af håndværkere, småbønder og vognmænd, som brugte hundene som årvågne gård- og vagthunde. Mittelspitz fik sin egen plads i standarden for tysk spids i 1969. I dag holdes den først og fremmest som selskabs- og aktivitetshund, men årvågenheden er stadig en del af racen.

## At leve med racen

En mittelspitz kan bo i lejlighed eller hus, hvis den får daglig aktivitet, hvile og træning i at forholde sig roligt til lyde. I et lydhørt etagebyggeri er det vigtigt allerede før købet at overveje, hvordan hunden skal forhindres i at overvåge opgang, vinduer og hoveddør hele dagen. En stor have løser ikke gøen og erstatter heller ikke fælles gåture eller meningsfulde opgaver.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En voksen hund, der er godt vænnet til at være alene, kan som regel være for sig selv i nogle timer, men der er stor forskel på individer, og en lille hvalp skal ikke efterlades alene. En hund, der bliver stresset, gør vedvarende eller ikke kan falde til ro, har brug for kortere træningstrin og mere selskab.

Regn med ugentlig pelspleje og hyppigere gennemredning, når underulden fældes. Håndteringstræningen bør omfatte hele hunden, ikke kun ryggen. Kontrollér samtidig hud, knæ, poter, kløer, ører og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Racen passer til dig, der ønsker en årvågen hund, som står familien nær og holder af at træne, og som accepterer, at årvågenheden kræver aktiv vejledning. Den passer dårligere, hvis stilhed, et meget lavt aktivitetsbehov eller minimal pelspleje er afgørende. Vælg opdrætter ud fra dokumenterede knæ- og øjenresultater, stabile voksne slægtninge og åben information om gøen og frygt – ikke kun efter farve eller en fyldig hvalpepels.

Tysk Spids – Mittelspitz

German Spitz Club of Great Britain

Federation Cynologique Internationale (FCI)

VDH - Verband für das Deutsche Hundewesen (German Kennel Club)

Mellemstor Tysk Spids – Mittelspitz med kvadratisk, kompakt krop, tæt dobbeltpels og fyldig hale båret hen over ryggen. Vågtsom og gøende som vagthund, men samtidig kærlig og menneskeorienteret, med behov for selskab, træning, mental stimulering og regelmæssig pelspleje. Generelt robust, langlivet og aktiv.

Mittlines

Heima Poulsen

Susanna Gomez-Sanchez

Australsk terrier

Australian Terrier Club of Great Britain

Australsk terrier er en lille, robust arbejdsterrier med strid, vejrbestandig pels og en blød top på hovedet. Den blev avlet i Australien som både skadedyrsbekæmper og selskabshund og er selvsikker, livlig, menneskeorienteret og en hengiven vagthund, der har brug for moderat motion samt regelmæssig, enkel pelspleje.

Tove Ring

## Kort fortalt

Finsk lapphund er en finsk hyrde- og vagthund med baggrund i rensdyrhold, men i dag lever de fleste som aktive familie- og selskabshunde. Racen passer bedst til mennesker, der gerne vil være meget ude, træne varieret og samtidig kan lære hunden at falde til ro. Et venligt væsen er typisk, men siger ikke, hvor social den enkelte hvalp bliver, hvor meget lyd den bruger, eller hvor let den bliver stresset.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelig opgave:** at hyrde og vogte rensdyr
- **Ideel skulderhøjde:** 49 cm for hanner og 44 cm for tæver, med 3 cm tilladt afvigelse i begge retninger
- **Pels:** lange, grove dækhår og blød, tæt underuld
- **Farve:** alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere
- **Passer bedst til:** et aktivt hjem, der sætter pris på samarbejde, friluftsliv og en opmærksom hund
- **Vigtigt at vurdere:** gøen og anden lyd, evnen til at falde til ro, forældredyrenes temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Højden er også en rettesnor for racetypen, ikke et løfte om en bestemt størrelse; standarden fremhæver, at typen er vigtigere end målet.

## Udseende og pels

Finsk lapphund er lidt under middelstor, kraftigt bygget i forhold til sin størrelse og en smule længere end høj. Hovedet er forholdsvis bredt, ørerne er opretstående eller halvt opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller til siden, når hunden bevæger sig. I hvile må halen hænge.

Den dobbelte pels består af lange, grove dækhår over en blød, tæt underuld. Hanner har ofte en mere markant krave. Alle farver er tilladt, så længe én grundfarve dominerer, og derfor kan to racetypiske finske lapphunde se ret forskellige ud.

Pelsen skal børstes jævnligt og oftere, når hunden fælder meget. Arbejd helt ned i underulden, især bag ørerne, i armhulerne og dér, hvor sele eller halsbånd ligger mod pelsen. Bad hunden efter behov. Den normale pelspleje bygger på børstning frem for at klippe pelsen kort; hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde, bør dyrlægens råd følges.

Mængden af pels og fældning varierer fra hund til hund og gennem året. Den, der ønsker et hjem uden hundehår eller regner med én fast børstedag om ugen, bør derfor tænke anderledes: mærk pelsen igennem med hænderne og en kam, og tilpas plejen til den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal finsk lapphund være intelligent, modig, rolig, føjelig, venlig og hengiven. I hverdagen ses ofte en kombination af arbejdslyst, opmærksomhed og evne til at være tæt på familien. Det er dog stadig en hyrde- og vagthund af spidshundetypen, ikke en hund, der automatisk er stille eller ukompliceret i alle miljøer.

Racen bruger gerne stemmen. Nogle hunde reagerer på lyde, mennesker uden for boligen eller bevægelse i omgivelserne, mens andre er betydeligt mere stille. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på dørklokken, gæster, hundemøder og rolige stunder indenfor. Det er mere oplysende end en generel påstand om, at racen gør meget.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2019 giver et nyttigt, men begrænset billede. Grundlaget omfattede 229 beskrevne hunde, og de 212 svenskfødte deltagere udgjorde kun omkring tre procent af de svenskfødte hunde i de opgjorte årgange. Analysen viser blandt andet en moderat hilsen på fremmede som racegennemsnit, men også stor variation fra hunde, der næsten ikke hilste, til hunde, der hilste meget intenst. Et racegennemsnit kan beskrive en population, men kan aldrig forudsige, hvordan en bestemt hvalp bliver.

Se gerne forældrenes BPH- eller MH-resultater, men læs hele beskrivelsen, og spørg, hvordan hundene fungerer i hverdagen. At hunden hurtigt falder til ro efter overraskelser, ikke gør mere, end familien kan håndtere, og kan slappe af, er ofte vigtigere for familielivet end en ivrig hilsen.

## Træning og motion

Finsk lapphund har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, mental stimulering og en pålidelig evne til at geare ned, men ingen fast tidsregel passer til alle. En god uge rummer ture i varieret terræn, mulighed for at snuse og undersøge, korte samarbejdsøvelser og rolige dage, hvor hunden kan restituere. Spor, nose work, lydighed, rallylydighed, agility og veltilrettelagt hyrdearbejde er eksempler på aktiviteter, der kan passe forskellige individer.

Vurder balancen ud fra hundens adfærd. En hund, der bliver aktiveret passende, kan arbejde engageret og derefter falde til ro. Rastløs vandren, konstant overvågning, søvnbesvær eller stadig kraftigere krav om aktivitet kan betyde, at hunden har brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke blot længere træningspas.

Belønningsbaseret træning passer til racens lydhøre og samarbejdsvillige natur. Begynd tidligt med kontakt, indkald og at vælge forstyrrelser fra. Træn først på en let afstand, og brug en lang line, hvor indkaldet endnu ikke er sikkert. Hyrdebaggrunden kan gøre bevægelse interessant, men jagt- og hyrdelyst varierer; tag udgangspunkt i den hund, du har foran dig.

Ved træning af gøen er målet ikke at straffe hundens varsling, men at gøre situationen overskuelig. Vis, at du har set det, hunden reagerer på, beløn en pause, og lær den at gå til et roligt sted væk fra vindue eller dør. Begræns muligheden for at øve uafbrudt vagthold. Hvis gøen skyldes frygt, problemer med at være alene eller et højt stressniveau, skal årsagen håndteres frem for blot at dæmpe lyden.

## Sundhed

I racens avlsstrategi beskrives finsk lapphund som en race uden store overordnede problemer med den fysiske sundhed, men flere arvelige tilstande skal stadig tages i betragtning i avlen. For en hvalpekøber er de vigtigste kontroller hofter, øjne og korrekt fortolkede DNA-resultater; albueresultater og mentalbeskrivelse giver yderligere oplysninger.

Det er vigtigt at skelne mellem formelle regler og raceklubbens strengere kriterier. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 kræver, at begge forældredyr har officiel hoftestatus før parring. For at et kuld kan formidles gennem den svenske raceklub for finsk lapphund, gælder derudover blandt andet acceptable hofteresultater, øjenundersøgelse inden for 24 måneder og en gennemtænkt DNA-kombination. Hvis forældrene er albuerøntgenfotograferet, skal resultaterne være uden anmærkninger. Det betyder ikke, at øjenundersøgelse, albuerøntgen og alle DNA-test er identiske formelle krav fra Svenska Kennelklubben for registrering af kuldet.

Prcd-PRA er en form for fremadskridende nethindesygdom, mens Pompes sygdom, GSDII, er en alvorlig glykogenlagringssygdom. Begge nedarves autosomalt recessivt. En bærer er ikke det samme som en syg hund og kan parres med en genetisk fri eller arveligt fri partner, uden at hvalpene bliver syge af den pågældende mutation. To bærere må derimod ikke kombineres. En prcd-PRA-test siger kun noget om denne bestemte PRA-variant, ikke om alle øjensygdomme, og derfor er et aktuelt øjenresultat fortsat relevant.

Bed opdrætteren om at vise originaler eller registrerede resultater, der kan kontrolleres, og undersøg:

- begge forældres officielle HD-resultater og gerne kombinationens beregnede HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelse
- kombinationens prcd-PRA- og GSDII-status, ikke blot ordet »testet«
- ED-resultater, hvis hundene er røntgenundersøgt
- BPH eller MH, og hvordan forældredyrene fungerer hjemme, ved lyde og efter overraskelser
- hvilke sundhedsproblemer der er forekommet hos nære slægtninge

Ingen liste over undersøgelser kan garantere en sund hvalp. Den kan derimod vise, om opdrætteren har foretaget relevante kontroller, forstået resultaterne og valgt en kombination, der mindsker kendte risici uden unødigt at udelukke raske bærere fra avlen.

## Historie og oprindelse

Den moderne racehistorie for finsk lapphund begynder i Finland. Racestandarden fortæller, at samerne gennem århundreder brugte hunde, der lignede finsk lapphund, til at hyrde og vogte rensdyr i de nordlige dele af Fennoskandien og Rusland. Formuleringen »hunde, der lignede« er vigtig: Den dokumenterer en ældre arbejdsopgave og hundetype, men beviser ikke en ubrudt stamtavle fra forhistoriske hunde til nutidens race.

Den moderne udvikling har tydeligere milepæle. Den finske kennelklub fastlagde den første racestandard for den lapske hyrdehund i 1945. Navnet blev ændret til lapphund i 1967, racetypen stabiliserede sig i løbet af 1970'erne, og racen fik navnet finsk lapphund i 1993. Under denne udvikling blev den mere langhårede lapphundetype skilt fra den mere langstrakte og korthårede lapske hyrdehund.

Arven fra rensdyrholdet er med til at forklare, hvorfor racestandarden forener opmærksomhed og mod med ro og føjelighed. En arbejdende hund skulle reagere på bevægelse og holde kontakt med føreren uden at skabe unødig uro i flokken. I dag ses den samme alsidighed i rollen som aktiv familie- og selskabshund og i flere hundesportsgrene, selv om få hunde arbejder med rensdyr.

## At leve med racen

Finsk lapphund kan blive en meget behagelig familiehund, når husstanden trives med aktivitet, pels, lyd og tæt samarbejde. Racen er mindre velegnet til den, der ønsker en konsekvent stille hund, et minimum af hundehår eller en hund, der nøjes med korte lufteture uden anden beskæftigelse.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, når den sover, spiser eller prøver at gå væk. Lær derfor både barn og hund, hvordan rolige møder foregår.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Regn ikke med, at racenavnet garanterer lav jagtlyst eller øjeblikkeligt venskab. Spørg, hvordan forældrene og hvalpen har fungeret med andre dyr, sørg for afstand og en let mulighed for at afbryde de første møder, og giv hvert dyr egne ressourcer og hvilesteder.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig og varieret aktivitet ude, og ejeren arbejder aktivt med varsling i opgangen, elevatoren og ved vinduer. Boligens størrelse løser hverken aktivitetsbehovet eller gøen; hverdagens rutiner og lydmiljøet er vigtigere.

Alene-hjemme-træning skal bygges gradvist op, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan forblive rolig. Voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvad de kan klare, og endnu en hund er ingen sikker løsning på problemer med at være alene. Hvis hunden ikke kan falde til ro, når den forlades, bør træningen gå et trin tilbage, og professionel hjælp kan overvejes.

En god købsbeslutning bygger derfor på mere end racens venlige ry. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, læg mærke til, hvordan de reagerer på hverdagens lyde, se, om de kan falde til ro, og bed opdrætteren forklare både sundhedsdata og temperament. Så bliver det lettere at afgøre, om finsk lapphund passer til netop dit hjem.

Finsk lapphund

The Finnish Lapphund Club Of Great Britain

Suomen Kennelliitto (The Finnish Kennel Club)

Verein für Finnische Lapphunde Deutschland e.V.

Finsk lapphund er en middelstor, robust arktisk spidshund med tyk dobbeltpels og et venligt, men årvågent temperament. Oprindeligt avlet som renshyrdehund er den meget menneskeorienteret, intelligent, gøende og trives bedst med daglig motion, mental stimulering og tæt samvær med familien.

Lapinlumon

## Kort fortalt

Dværgpinscher er en lille, aktiv og selvsikker selskabshund, som har brug for langt mere konsekvent træning og vejledning, end størrelsen umiddelbart antyder.

- Racen stammer fra Tyskland og er en selvstændig race – ikke en formindsket dobermann.
- Ifølge racestandarden skal en voksen dværgpinscher være 25–30 cm høj og veje 4–6 kg.
- Pelsen er kort, glat og nem at holde. De farver, der er godkendt i den svenske racestandard, er rødt i forskellige nuancer samt sort med røde eller rustbrune aftegninger.
- Dværgpinscher er livlig, lærenem og opmærksom. Dens vagtinstinkt kan vise sig som gøen ad lyde og besøgende.
- De daglige gåture bør suppleres med næsearbejde, leg, problemløsning eller anden mental aktivering.
- I det svenske avlsarbejde er der særligt fokus på knæskaller, øjne og tandsundhed.
- Racen kan trives i en lejlighed og i en familie, men kun hvis hverdagen rummer aktivitet, træning omkring lyde, gradvis alene-hjemme-træning og nænsom håndtering.

## Udseende og pels

Dværgpinscher er kompakt og elegant, men må hverken se spinkel eller dværgpræget ud. Kroppen skal være så kvadratisk som muligt, med omtrent samme højde som længde, og den korte pels gør kropslinjerne tydelige. Hanner og tæver har samme mål i standarden: 25–30 cm i skulderhøjde og en vægt på 4–6 kg.

Racen har mørke, ovale øjne og enten ståører eller V-formede ører, der folder fremad. Halen er naturlig. Halekupering er forbudt i Sverige.

Racestandarden beskriver et harmonisk, frit og jordvindende trav med fast ryg. De høje, overdrevent løftede forben, der undertiden kaldes hackneybevægelser, er derfor ikke et svensk raceideal. De står tværtimod opført som en fejl i standarden.

Pelsen skal være kort, tæt, glat og blank. Som regel er det nok at børste den med en blød børste eller pelshandske indimellem og bade hunden, når den er snavset. Tjek samtidig kløer, hud, ører og tænder, så små forandringer bliver opdaget tidligt.

Den svenske og internationale FCI-standard omfatter to farvevarianter:

- ensfarvet hjorterød, rødbrun eller mørk rødbrun
- dybsort med klart afgrænsede røde eller rustbrune aftegninger

Brun, blå og andre såkaldte specialfarver indgår ikke i den svenske FCI-standard. Hvis en hvalp markedsføres med en usædvanlig farve, er det derfor fornuftigt at spørge, hvilket lands standard opdrætteren henviser til.

Dværgpinscheren er både lille og korthåret og kan have brug for hjælp til at holde varmen i svensk vintervejr. Tilpas turens længde til hunden, hold den i bevægelse, og brug et velsiddende dækken i kulde, hvis den bliver anspændt, løfter poterne, ryster eller søger varme. Ikke alle hunde har brug for dækken ved den samme temperatur.

## Temperament og personlighed

Dværgpinscheren er typisk livlig, temperamentsfuld, selvsikker og opmærksom. Den vil ofte være tæt på familien, lærer hurtigt og bemærker små ændringer i omgivelserne. De samme egenskaber kan gøre racen både sjov at træne og krævende at leve med: En hund, der hurtigt gennemskuer den rigtige belønning, finder også hurtigt ud af, hvilke lyde, døre og bevægelser der får mennesker til at reagere.

Vagtinstinktet skal tages alvorligt uden at blive opmuntret. En dværgpinscher kan give lyd, når nogen kommer, men i et hjem med naboer bør målet være, at hunden registrerer lyden og derefter falder til ro igen. Træn derfor tidligt og roligt med dørklokke, gæster og lyde i opgangen. Beløn ro, før gøen når at blive langvarig.

Svenske adfærdsbeskrivelser giver et mere nuanceret billede end betegnelser som »hård« eller »stædig«. Resultaterne fra BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse af hunde, viser blandt andet nysgerrighed, interesse for mad og interesse for hundens eget legetøj i den beskrevne gruppe. Mange af hundene var mindre interesserede i at hilse på eller lege med fremmede end med mennesker, de kendte. Resultaterne gælder dog de hunde, der deltog, ikke alle dværgpinschere. Når du vælger hvalp, er forældrenes og de nærmeste slægtninges faktiske adfærd i hverdagen vigtigere end en generel racebeskrivelse.

Frygt, aggression eller vedvarende stress bør ikke bortforklares som typisk »stor hund i en lille krop«. En tryg dværgpinscher må gerne have tydelige grænser og være reserveret, men den skal kunne falde ned igen og fungere i hverdagen.

## Træning og motion

Dværgpinscheren har brug for fysisk bevægelse og opgaver til hovedet hver dag, men et bestemt antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, tempo, underlag og det, hunden får lov til at lave, betyder mere end et tal. En rolig snusetur, nogle korte træningspas og leg kan give mere end en lige så lang, stressende tur uden mulighed for at undersøge omgivelserne.

En god hverdag består af en blanding af:

- ture, hvor hunden får lov til at snuse og bevæge sig i varierede omgivelser
- korte pas med kontakt, følgeskab, indkald og lineføring
- søgeøvelser, problemløsning eller tricks
- leg med en tydelig begyndelse og afslutning
- uforstyrret hvile og træning i at falde til ro

Træn venligt og konsekvent. Korte pas, tydelige opgaver og belønninger, som hunden virkelig sætter pris på, virker som regel bedre end gentagen skældud eller hårde korrektioner. Byg indkaldet op trin for trin med en lang line, og træn først i sværere omgivelser, når hunden lykkes i rolige omgivelser. Brug line, hvor trafik, åbne døre eller manglende hegn kan gøre en hurtig fejl farlig.

Væn hvalpen tidligt til negleklipning, kontrol af mund og tænder, sele, dækken og til at blive løftet sikkert. Træn også ro. En hund, der altid får aktiviteter med endnu mere fart, når den bliver overgearet, lærer ikke automatisk at slappe af.

## Sundhed

Dværgpinscher beskrives som en forholdsvis sund race, men hvalpekøbere i Sverige bør især kontrollere knæskaller, øjne og tænder. Det er de områder, som den svenske raceklubs avlsstrategi fra 2025 prioriterer.

Patellaluksation betyder, at knæskallen kan forskubbe sig fra sin normale placering, hvilket kan give halthed eller smerter. Raceklubben anbefaler, at avlshunde har en officielt registreret patellaundersøgelse uden anmærkninger efter tolv måneders alder. Bed om at se resultatet for begge forældre, og kontrollér, at det er registreret, i stedet for kun at stole på en mundtlig oplysning.

En øjenlysning anbefales, før hunden bruges i avl. Hunden skal være mindst et år ved den første undersøgelse, og ved parringen bør resultatet helst ikke være ældre end tre år. Et fund skal vurderes efter dyrlægens avlsanbefaling. »Undersøgt« betyder derfor ikke automatisk »uden fund«.

Tandsundhed er et tydeligt forbedringsområde. I raceklubbens sundhedsundersøgelse med 298 anonyme svar oplyste 33 procent om problemer med tandsten og 14 procent om parodontitis. Svarene bygger på ejernes egne oplysninger og viser derfor ikke, hvor almindelige problemerne er i hele racen. De viser alligevel, hvorfor tandpleje ikke bør behandles som en detalje. Børst tænderne, helst hver dag, og væn hvalpen gradvist til håndteringen. Under tandskiftet i fem-seksmånedersalderen bør du kontrollere, at mælketænder ikke bliver siddende og påvirker det permanente bid.

Spørg også opdrætteren om sundhed og levealder hos nære slægtninge, hvordan tandsundheden er, og om forældrene har gennemført BPH eller MH, den svenske mentalbeskrivelse af hunde. Ingen undersøgelse kan garantere en problemfri hund, men dokumenterede resultater gør det lettere at vurdere risikoen.

## Historie og oprindelse

Dværgpinscheren er en tysk pinscherrace med en fortid som rottefanger og vagthund, ikke en nedskaleret dobermann. Ligheden i silhuet og sort-rød aftegning har skabt misforståelsen, men racestandarden beskriver dværgpinscheren som et formindsket billede af pinscheren.

Små, glathårede pinschertyper har gamle rødder i Tyskland. Den organiserede udvikling af racen, som vi kender den i dag, tog fart i 1870'erne, og den tyske pinscherklub blev grundlagt i 1895. Dværgpinscheren fandtes allerede i stort antal omkring år 1900. Den tyske stambog fra 1925 rummede omkring 1.300 registrerede hunde.

Den første dokumenterede import til Sverige kom i 1905. I dag er racen først og fremmest selskabshund, men historien mærkes stadig i dens årvågenhed, hurtighed og interesse for at undersøge små bevægelser i omgivelserne.

## At leve med racen

Dværgpinscheren kan trives både i lejlighed og hus, men en lille hund kræver stadig en gennemtænkt hverdag. I en lejlighed er træning omkring lyde, planlagt aktivering og evnen til at falde til ro særligt vigtige. En have kan gøre luftningen lettere, men erstatter ikke gåture, miljøtræning eller kontakt med ejeren.

Det at være alene er noget, hunden skal lære, og evnen varierer fra individ til individ. En lille hvalp skal ikke være alene. Begynd først, når hvalpen er tryg i hjemmet, gå fra den i ganske kort tid, og øg varigheden, når den kan forholde sig roligt. En voksen hund, der gradvist er blevet trænet i at være alene, kan klare nogle timer, men en hel arbejdsdag væk fra hjemmet kræver en anden løsning. Gå et trin tilbage i træningen, hvis hunden gør, hyler, vandrer rundt eller viser andre tegn på uro.

Racen kan blive en god familiehund, når en voksen styrer samværet med børn. Dværgpinscheren er lille nok til at komme til skade, hvis den bliver tabt, trådt på eller løftet forkert. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for sin egen hvileplads, hvor den får fred. Barnets alder er mindre afgørende end familiens evne til at respektere hundens signaler.

Møder med andre hunde bør være rolige og kontrollerede. Samliv med en kat afhænger af de enkelte dyr og af, hvordan introduktionen foregår. Der skal udvises særlig forsigtighed omkring gnavere, fugle og andre meget små dyr, fordi racens baggrund som rottefanger stadig er relevant. Lad dem ikke være sammen uden en sikker adskillelse.

Før du køber en hvalp, bør du kontrollere mere end annoncen. Bed om registrerede resultater for patella og øjne, spørg til tandsundhed og BPH eller MH, og mød gerne moren og andre voksne slægtninge. Bed opdrætteren beskrive, hvordan hundene reagerer på gæster, lyde og håndtering, og hvor let de falder til ro igen. Det bedste match er ikke nødvendigvis den hvalp, der virker modigst i fem minutter, men den, der har gode forudsætninger for at trives i det liv, du faktisk kan tilbyde.

Dværgpinscher

Verein für Deutsche Schäferhunde (Germany)

Dværgpinscher er en lille, kvadratisk bygget og muskuløs selskabshund af dværghundetype med kort, glat, nem pels, der fælder lidt, og et højt, livligt bevægelsesmønster. Den er energisk, djærv og opmærksom – en hengiven, men selvstændig ledsager og en effektiv lille vagthund, som trives bedst hos aktive ejere, der engagerer sig i den.

Per Ivar Aasdalen

## Kort fortalt

Boxer er en social, energisk og fysisk stærk brugshund, som trives bedst, når den får lov til at være en aktiv del af familiens hverdag. Racen passer til dig, der vil bruge tid på fælles motion, træning og leg hver dag, og som sætter pris på en udtryksfuld hund med stort behov for nærhed og masser af initiativ.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Anvendelse:** Brugs-, selskabs- og vagthund
- **Størrelse:** hanner 57–63 cm og omkring 30 kg; tæver 53–59 cm og omkring 25 kg
- **Pels:** meget kort, gul eller tigret med sort maske; hvide aftegninger kan forekomme
- **Aktivitetsniveau:** højt, med behov for både fysisk motion og meningsfulde opgaver
- **Levetid:** cirka 9–11 år er et groft pejlemærke

Det vigtigste er ikke, om du kan lide boxerens udseende, men om du ønsker at leve med en livlig og kraftfuld hund, der har brug for vejledning. I en aktiv hverdag kan boxeren blive en tæt, legesyg og arbejdsvillig følgesvend. Den passer dårligere til den, der søger en rolig og selvstændig hund med et lavt aktivitetsniveau.

## Udseende og pels

Boxeren er en mellemstor, kompakt hund med kvadratisk kropsbygning, kraftig knoglebygning og tydelig muskulatur. Den skal se atletisk ud uden at virke tung eller klodset. Hovedet er karakteristisk for racen med et bredt næseparti, sort maske og naturligt underbid. Næsepartiet er kort, men proportionerne skal være harmoniske og næseborene åbne; et ekstremt kort næseparti er ikke målet.

Hanner er normalt 57–63 cm i mankehøjde og vejer omkring 30 kg. Tæver er 53–59 cm og vejer omkring 25 kg. Det er en stor nok hund til, at træk i snoren, hopperi og ivrige hilsener bliver vanskelige at håndtere, hvis træningen bliver udsat.

Pelsen er kort, hård, blank og tætliggende. Grundfarven er gul i forskellige nuancer eller tigret, altid med sort maske. Mindre hvide aftegninger kan forekomme. Helt eller overvejende hvide hunde findes, men hvid er ikke en godkendt farve i racestandarden. Når du vælger hund, er sundhed og temperament vigtigere end aftegningerne.

Pelsplejen er enkel. Børst i perioder med mere fældning, bad efter behov, og tør poterne efter våde ture. Den korte pels gør det let at se huden, så hold øje med rødme, kløe, sår og nye knuder. Kontrollér også ører, kløer og tænder regelmæssigt. Kløerne skal klippes, når de bliver for lange, og vedvarende hud- eller øreproblemer bør vurderes af en dyrlæge.

## Temperament og personlighed

En racetypisk boxer er social, opmærksom, nysgerrig og legesyg. Den søger gerne kontakt og vil være, hvor familien er, samtidig med at den har den årvågenhed og selvsikkerhed, der hører til en brugshund. Mange bevarer en ungdommelig og fysisk måde at lege på langt ind i voksenlivet.

Boxeren kan fungere rigtig godt i en aktiv børnefamilie, men ”god med børn” er aldrig en garanti for den enkelte hund. Racen er stærk, hurtig og ofte voldsom, når den bliver glad. Små børn kan blive væltet ved et uheld, og leg mellem hund og barn skal altid være under opsyn af en voksen. Træn tidligt rolige hilsener, at gå til sin plads og at kunne stoppe legen.

Forholdet til andre hunde varierer. Svenska Kennelklubben fremhæver, at aggression mod andre hunde forekommer i racen, og hundemøder er en udfordring i hverdagen for nogle boxerejere. Det betyder ikke, at boxere generelt er usociale. Det betyder, at du skal tage kontrolleret socialisering og træning alvorligt, kunne styre hunden i line og lære den at ignorere andre hunde. Vælg legekammerater efter individ og legestil; boxerens fysiske leg kan blive for intens for små eller forsigtige hunde.

Nogle boxere er åbne over for fremmede, mens andre er mere tilbageholdende. Tidlig og gennemtænkt miljøtræning giver hunden erfaring med mennesker, steder, underlag og hverdagens lyde, uden at hvert møde behøver at ende i en hilsen. Målet er en tryg hund, der kan forholde sig neutralt, når situationen kræver det.

## Træning og motion

Boxeren har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag. Korte lufteture alene er ikke nok for en sund, voksen hund, men det samme tidsmål passer ikke til alle. Alder, kondition, temperatur, vejrtrækning og helbred skal styre belastningen. En god uge rummer en blanding af ture i forskellige omgivelser, fri bevægelse på et sikkert område, leg og opgaver som spor, søg, lydighed eller andre hundesportsgrene.

Brug belønningsbaserede metoder. Beløn den adfærd, du gerne vil se mere af, med godbidder, leg eller social kontakt, og tilrettelæg øvelsen, så hunden kan lykkes. Hårde eller skræmmende metoder er unødvendige. Korte, fokuserede træningspas fungerer ofte godt for en livlig hund, men variation og en tydelig rutine i hverdagen er vigtigst.

Prioritér færdigheder, der gør en stærk hund nem at leve med:

- gå i snor uden at trække
- komme på indkald og kunne afbryde leg
- passere hunde og mennesker og bevare kontakten til føreren
- hilse med alle fire poter på jorden
- slippe eller lade ting ligge og vente ved døre
- skifte mellem aktivitet og ro på en fast plads

Netop det at gå pænt i snor, indkald, hundemøder og ivrige hilsener gik igen som udfordringer i Svenska Boxerklubbens ejerundersøgelse fra 2025. Et hvalpe- eller unghundehold kan derfor give praktisk hjælp tidligt. Tilpas motionen, mens hunden vokser, og øg varighed og intensitet gradvist i stedet for straks at gøre den unge hund til løbe- eller cykelmakker.

## Sundhed

Når du vælger boxer og opdrætter, skal du undersøge sundheden grundigt. I racen forekommer blandt andet hofteledsdysplasi, spondylose, renal dysplasi, knæproblemer hos ældre hunde samt hudproblemer og allergi. Hjertesygdomme og tumorsygdomme er også vigtige områder i racens avlsarbejde. Et svensk studie af forsikrede hunde fandt desuden en tydeligt forhøjet risiko for mastcelletumorer hos boxer.

Boxeren er kortsnudet, men ikke alle boxere har luftvejssygdommen BOAS. Tydelige vejrtrækningslyde, besværet vejrtrækning, dårlig restitution eller problemer i varme bør alligevel ikke opfattes som normal variation i racen. Racen er omfattet af særlige udstillingsanvisninger, der har fokus på vejrtrækning, næsepartiets længde og hud. Siden maj 2026 har boxer også kunnet gennemføre den standardiserede vejrtrækningstest RFG-S i Sverige. Testen kan give mere viden om hundens vejrtrækning, men er ikke et generelt obligatorisk avlskrav for boxer.

Bed opdrætteren forklare resultaterne i stedet for blot at sige, at forældrene er ”testet”:

- Kontrollér forældrenes officielle HD-resultater, og spørg til den planlagte kombinations HD-indeks. Svenska Boxerklubbens strategi henviser til Svenska Kennelklubbens anbefaling om, at kuldets beregnede indeks bør være over 100.
- Se forældrenes MH-resultater, og spørg, hvordan nære slægtninge fungerer i hverdagen.
- Spørg efter en hjerteundersøgelse. Raceklubben anbefaler auskultation hos en specialist eller doppler/ultralyd af begge forældredyr.
- Spørg efter spondyloserøntgen foretaget efter 24-månedersalderen, som raceklubben anbefaler.
- Spørg, om RFG-S er gennemført, og lyt selv til hundenes vejrtrækning i hvile og efter let aktivitet.
- Bed opdrætteren fortælle om kræft, nyresygdom, hudproblemer, knæ og levetid hos nære slægtninge.

Hold hunden slank, og byg konditionen gradvist op. Søg dyrlæge ved tilbagevendende kløe, usædvanligt stor tørst eller vandladning, nye eller forandrede knuder og tydelige vejrtrækningsproblemer. Tidlige undersøgelser kan ikke fjerne den genetiske risiko, men de giver bedre mulighed for at opdage problemer hurtigt.

## Historie og oprindelse

Boxeren blev udviklet i Tyskland fra lokale hundetyper i 1800-tallet. Den nærmeste dokumenterede forløber er Brabanter Bullenbeisser, en tysk bulldogtype, som arbejdede sammen med jægere. Hundens opgave var at gribe og holde fast i vildt, der var blevet drevet frem, indtil jægeren nåede frem. Det forklarer betydningen af det brede næseparti og de kraftige kæber.

Den moderne boxer blev en alsidig brugs-, vagt- og selskabshund. Den første racestandard blev udgivet i 1902. Oprindelsen til navnet boxer er derimod ikke fastslået med sikkerhed, så forklaringen om, at navnet kommer af den måde, hunden bruger forpoterne på i leg, bør ses som en fortælling og ikke som et dokumenteret faktum.

Racens baggrund mærkes stadig i dens arbejdslyst, årvågenhed og vilje til at samarbejde. En moderne boxer behøver ikke træne en bestemt disciplin, men den har godt af regelmæssigt at løse opgaver sammen med sin fører.

## At leve med racen

Boxeren kan bo i lejlighed, rækkehus eller villa; planen for hverdagen er vigtigere end boligens gulvareal. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, træning og nye omgivelser. Indendørs skal hunden lære at falde til ro. Ellers kan familien få en stor og opkørt hund, som hele tiden finder på sine egne aktiviteter.

Alenetid skal trænes gradvist. Svenska Kennelklubben nævner, at nogle boxere har svært ved at være alene, så planlæg hundepasning eller anden hjælp, hvis arbejdsdagene er lange. Jordbruksverkets generelle råd er, at voksne hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne; hvalpe og ældre hunde skal ud oftere. Seks timer er tidsintervallet i rådet, ikke en garanti for, at alle boxere trives med at være alene så længe.

Planlæg også efter vejret. Boxerens korte pels giver begrænset beskyttelse i kulde, mens det korte næseparti kræver ekstra opmærksomhed i varme. Hunde med BOAS kan have sværere ved at regulere kropstemperaturen. Læg derfor den mest krævende aktivitet på køligere tidspunkter på varme dage, sørg for vand og skygge, og stop, hvis vejrtrækningen eller restitutionen afviger fra det normale. I kulde skal du se på, hvordan hunden bevæger sig, om pelsen er våd, og om den viser ubehag, når du vurderer, om den har brug for et dækken.

Boxeren passer bedst, når familien kan svare ja på fire spørgsmål: Vil vi aktivere hunden hver dag? Kan vi konsekvent træne ro og gode vaner i hverdagen? Har vi en holdbar løsning på alenetid? Er vi klar til at undersøge sundhed og vejrtrækning lige så omhyggeligt som temperament og udseende? Hvis svaret er ja, kan racens energi, humor og stærke kontaktbehov blive dens største styrker i hverdagen.

Boxer

The Boxer Club UK

Boxer Klub e.V. Germany

Svenska Boxerklubben (Swedish Boxer Club)

Boxer er en mellemstor til stor, atletisk hund med kort pels og et udtryksfuldt, bredt hoved. Den er livlig, legesyg og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd til familien og er ofte nænsom over for børn. Energisk og beskyttende har den brug for konsekvent træning, daglig motion og mental stimulering.

Jiao-Jiao's

Lea Madeleine Kristiansen

## Kort fortalt

Jack Russell terrier er en lille, anerkendt terrierrace med stor arbejdslyst og en tydelig jagtbaggrund. Den passer bedst til den, som vil træne aktivt, kan håndtere jagtinteresse i hverdagen og samtidig lærer hunden at falde til ro. En lille størrelse betyder altså ikke små behov.

- **Oprindelse:** England; racen blev videreudviklet i Australien
- **Anvendelse:** gravjagthund og selskabshund
- **Ideel skulderhøjde:** 25–30 cm
- **Omtrentlig vægt ifølge racestandarden:** cirka 5 kg ved 25 cm og 6 kg ved 30 cm
- **Pels:** glat, broken eller ruhåret; hvidt skal dominere, med sorte og/eller rødgule aftegninger
- **Typiske træk i racestandarden:** livlig, opmærksom, aktiv, modig, venlig og roligt selvsikker
- **Vigtigt for ejeren:** jagtinstinkt, indkald, ro i hverdagen og meningsfuld aktivering skal tages alvorligt

Jack Russell terrier og parson russell terrier er to forskellige racer. Parson er højere og mere kvadratisk bygget, mens Jack Russell terrier er lavere og lidt længere i kroppen. Det er derfor bedre at kontrollere hundens registrerede race end at vurdere ud fra udseendet eller bruge navnene som synonymer.

## Udseende og pels

Jack Russell terrier skal være stærk, smidig og rektangulær – kroppen er lidt længere, end hunden er høj. Idealhøjden er 25–30 cm, og racestandardens vægtangivelse svarer til omtrent ét kilo for hver fem centimeter skulderhøjde. Det er et forhold i standarden, ikke en slanketabel: Den rette vægt for den enkelte hund skal også vurderes ud fra kropsbygning, muskelmasse og huld.

Brystkassen skal være dybere, end den er bred, og have en omkreds på cirka 40–43 cm bag albuerne. Den forholdsvis smidige brystkasse hænger sammen med racens oprindelige arbejde under jorden. Helheden skal være funktionel og bevægelig, ikke tung eller overdrevet.

Racen har tre pelstyper:

- **Glat pels** ligger tæt ind til kroppen og kræver normalt enkel børstning for at fjerne løse hår og snavs.
- **Broken pels** er en mellemting med længere, stride hår på dele af kroppen.
- **Ruhåret pels** har strid dækpels og underuld og skal håndtrimmes, når pelsen er moden.

Broken og ruhåret pels bør trimmes, ikke klippes med maskine. Når gamle hår klippes over i stedet for at blive fjernet, kan pelsens struktur og beskyttelse mod fugt og snavs forringes. Bed en erfaren hundefrisør vise, hvordan netop din hunds pels bør plejes; behovet følger pelsens modenhed og kvalitet, ikke en universel ugeplan. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og tænder regelmæssigt.

## Temperament og personlighed

Jack Russell terrier er grundlæggende en livlig, vågen og selvsikker arbejdende terrier, som også skal være venlig. Racen blev avlet til at træffe selvstændige beslutninger tæt på vildt, og den samme selvstændighed kan i et hjem vise sig som initiativ, vedholdenhed og hurtige reaktioner på bevægelse eller lyd. Jagtinteressen findes fortsat hos hunde, der udelukkende holdes som selskabshunde.

Racebeskrivelsen er et ideal, ikke et løfte om hvert individ. Temperament påvirkes af arv, tidlige erfaringer, helbred, miljø og træning. Spørg derfor ikke kun, om forældrene er “søde”. Bed om at møde mindst tæven, spørg hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede mennesker, hundemøder, pludselige lyde, håndtering og hvile, og find ud af, hvad opdrætteren avler efter – jagt, hundesport eller primært selskab.

BPH kan give struktureret information om, hvordan en enkelt hund reagerede i en standardiseret beskrivelse, men det er ikke en bestået-eller-ikke-bestået-test og garanterer ikke hvalpens fremtidige adfærd. Ældre svensk racemateriale byggede desuden på for få beskrevne Jack Russell terriere til sikre konklusioner om hele racen. For en hvalpekøber er resultater fra forældre og slægtninge derfor mere nyttige end brede påstande om racens gennemsnit.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil lære, gå til træning og arbejde konsekvent med belønningsbaserede metoder. Den er et dårligere valg for den, der først og fremmest søger en lille, ukompliceret hund, som automatisk kan gå løs eller nøjes med korte lufteture.

## Træning og motion

En Jack Russell terrier har brug for daglig bevægelse, næsearbejde, problemløsning og mulighed for at geare ned, men der findes ikke ét korrekt antal minutter, der passer til alle individer. Alder, helbred, kondition, miljø og aktivitetens intensitet afgør belastningen. En rolig skovtur med tid til at snuse, en gennemtænkt træningssession og restitution kan give mere end langvarig, ensidig boldkastning.

Byg hverdagen op omkring flere typer aktivitet: ture i varieret terræn, søg eller spor, korte træningssessioner, kontrolleret leg og opgaver, hvor hunden bruger næse og krop. Hundesport som agility, nosework og vildtspor kan passe til mange individer, men træningsmængden bør øges gradvist. For hvalpe bør underlag, tempo, leg og hvile tilpasses individet; den ofte gentagne femminuttersregel har ingen videnskabelig støtte.

Prioritér disse færdigheder tidligt:

- kontakt og samarbejde trods dufte og bevægelse
- indkald og et separat nødstopsignal
- at slippe genstande og afbryde aktivitet
- rolig gang i snor og neutrale passager af andre hunde
- håndtering af poter, mund, ører og pels
- at gå hen til en kurv og slappe af
- at være alene, indlært i meget små og trygge trin

På grund af jagtinstinktet bør frihed uden snor aldrig bygge på håb. Træn først på et sikkert indhegnet område, og brug en lang line, hvor det er sikkert, indtil hunden kan vende sig væk fra forstyrrelser og reagere på signaler med stor pålidelighed. Selv en veltrænet hund kan have brug for snor nær vildt, trafik og andre farer. Belønningsbaseret træning med tydelige regler fortæller hunden, hvad den skal gøre, og hjælper med at bevare samarbejdet, når aktivitetsniveauet stiger.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben oplyser, at racen ikke har kendte racesygdomme, men at patellaluksation forekommer. Det betyder ikke, at alle hunde rammes, eller at racen er fri for alle andre sygdomme. Det betyder, at en seriøs sundhedsgennemgang bør tage udgangspunkt i dokumenterede resultater og den aktuelle familie, ikke i en lang, usorteret liste over diagnoser.

I den svenske racespecifikke avlsstrategi anbefales det, at hunde, som bruges i avl, undersøges for patella og øjenlyses. For øjne er anbefalingen en undersøgelse før avl, derefter hvert tredje år og én gang efter otteårsalderen. Det er avlsanbefalinger – de må ikke fremstilles, som om hver undersøgelse var et generelt registreringskrav eller en garanti for sunde hvalpe.

Inden køb af en hvalp bør du bede om forældrenes registrerede navne og numre og selv kontrollere:

- hvem der udførte undersøgelsen
- datoen for patella- og øjenundersøgelsen
- det faktiske resultat, ikke blot beskeden “testet”
- om nære slægtninge har haft tilbagevendende knæ-, øjen- eller andre helbredsproblemer
- forældrenes alder, og om ældre hunde i familien er blevet fulgt op

Et normalt resultat reducerer usikkerheden om netop det undersøgte, men er ikke en livslang garanti. Hold hunden i et passende huld, opbyg konditionen gradvist, og kontakt en dyrlæge ved for eksempel tilbagevendende halthed, smerter, ændret syn eller tydelige adfærdsændringer.

## Historie og oprindelse

Jack Russell terrier har sin oprindelse i 1800-tallets England og forbindes med præsten John Russell. Han udviklede foxterriere, som kunne følge foxhounds og gå ned i grave for at få ræv og andet vildt ud af deres skjul. Arbejdsopgaven krævede en lille, bevægelig, modig og selvstændig hund.

Fra nært beslægtede linjer voksede to typer frem. Den højere og mere kvadratiske type blev parson russell terrier; den lavere og lidt længere type blev Jack Russell terrier. Racen har altså engelsk oprindelse, men Australien er angivet som det land, hvor den blev videreudviklet, og hvor vigtigt arbejde med standarden fandt sted. Svenska Kennelklubben godkendte Jack Russell terrier i 2001.

Historien forklarer flere egenskaber, som stadig kan mærkes: den funktionelle størrelse, den bevægelige krop, evnen til at træffe selvstændige beslutninger og interessen for at søge efter og følge vildt. Disse egenskaber kan være en styrke i træning og hundesport, men de skal styres i en moderne hverdag.

## At leve med racen

At leve med en Jack Russell terrier fungerer bedst, når hjemmet kombinerer aktivitet med tydelige rutiner for hvile, sikkerhed og selvkontrol. Racen kan bo i lejlighed; boligens størrelse er mindre afgørende, end om hundens behov bliver dækket, og om den lærer ikke at reagere på hver lyd i opgangen eller uden for vinduet. Træn ro og neutralitet over for lyde, før gøen er blevet en vane.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen har ansvaret for samspillet, og hunden skal have et beskyttet hvilested, hvor den ikke forstyrres. Børn bør ikke tage mad eller legetøj, bære hunden eller følge efter den, når den går væk. Racens hurtighed og intensitet gør rolige, korte møder bedre end voldsom leg uden pauser.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og bør bygges op gennem gradvise, kontrollerede introduktioner. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men fjerner ikke jagtinstinktet. Kaniner, gnavere og andre smådyr skal holdes helt og sikkert adskilt; vælg ikke racen ud fra en antagelse om, at træning garanterer fredelig sameksistens. Også i et hjem med flere hunde er der brug for separate hvilesteder og mulighed for at håndtere ressourcer uden konkurrence.

Alenetid bør læres gradvist, når hunden allerede føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte fravær, og øg først, når hunden kan være rolig. I Sverige må et lukket bur ikke bruges som almindeligt hvilested eller til at holde hunden indespærret i hjemmet. Indret i stedet en behagelig kurv eller et tilstrækkeligt stort, sikkert område, hvor hunden kan bevæge sig og selv vælge hvilested.

Før køb bør hele husstanden kunne svare ja på tre spørgsmål: Kan vi give hunden meningsfuld aktivitet hver dag? Kan vi håndtere jagtinteresse med træning, snor og sikre miljøer? Kan vi tilbyde uforstyrret restitution og konsekvente regler uden hårde metoder? Hvis svaret er ja, kan Jack Russell terrier blive en meget engageret træningspartner og selskabshund – men den bliver sjældent en passiv lille hund på sidelinjen af livet.

Jack Russell terrier

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Jack Russell terrier: lille, kompakte og energiske rævejagende terrier med modig og intelligent sind. Har brug for 1–2 timers motion dagligt plus mental stimulering. Overvejende hvid med tre forskellige pels-typer, stærk lyst til at grave og jage. Meget hengiven over for sin familie, men krævende og uegnet til meget stille hjem.

Linton Jack's

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Falkøen

## Kort fortalt

Affenpinscher er en lille tysk selskabshund med stor opmærksomhed på omgivelserne, tydelig egenvilje og en stærk tilknytning til sine mennesker. Den passer bedst til en, der ønsker en aktiv følgesvend i et lille format, sætter pris på humor og initiativ og samtidig kan træne roligt og konsekvent.

- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Racegruppe:** gruppe 2, pinschere, schnauzere, molosser, bjerg- og sennenhunde
- **Anvendelse:** selskabshund
- **Mankehøjde:** 25–30 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** cirka 4–6 kg
- **Kropsbygning:** kompakt og så kvadratisk som muligt
- **Pels:** hård og tæt; længere, strid pels danner øjenbryn, skæg og den karakteristiske indramning af hovedet
- **Farve i den svenske FCI-standard:** rent sort med sort underuld

Størrelsen gør affenpinscheren nem at have med, men den er ikke en passiv skødehund. Den har brug for gåture, næsearbejde, indlæring og mulighed for at være en del af familielivet. Hvalpe og unghunde kan være særligt livlige.

## Udseende og pels

Affenpinscheren skal være lille, ruhåret og kompakt med det ansigtsudtryk, som har givet racen dens navn. De mørke, ret runde øjne, den fremskudte underkæbe og den stride pels omkring ansigtet skaber det såkaldt abelignende udtryk. Kropslængden bør omtrent svare til mankehøjden.

Det korte næseparti skal være lige, ikke opadvendt, og næseborene skal være godt åbne. Et meget fladt ansigt er altså ikke et mål. Underkæben ligger foran overkæben, men hjørnetænder, fortænder og tunge må ikke være synlige, når munden er lukket.

Den svenske FCI-standard angiver en rent sort pels med sort underuld. Historiske beskrivelser nævner flere farver, og der kan stadig en sjælden gang blive født en hvalp i en anden farve, men det ændrer ikke den farve, som er angivet i den nuværende standard.

Pelsen er forholdsvis nem at passe, men den skal trimmes, normalt nogle gange om året. Her fjernes moden pels, så den hårde struktur og silhuetten bevares. Mellem trimningerne bør pelsen redes igennem efter behov, især i skægget, behåringen på benene og andre steder, hvor der kan dannes filtre. Kontrollér også, at de stride hår omkring øjnene ikke irriterer.

Pelstypen gør ikke affenpinscheren allergifri. Der findes ingen allergifri hunderacer, og allergener fra hunde findes først og fremmest i hud og spyt. Den, der har allergi, må derfor vurdere den enkelte hund og sin egen reaktion i stedet for kun at gå ud fra pelstypen.

## Temperament og personlighed

Affenpinscheren er typisk hengiven, opmærksom, modig og stædig. Den vil ofte være tæt på familien og lægger hurtigt mærke til forandringer i omgivelserne. Over for fremmede kan den være reserveret. Lad hunden tage kontakt i sit eget tempo i stedet for at presse en hilsen igennem.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen kommer, når der høres lyde uden for døren, eller når noget uventet sker. Hvor meget en hund gør, varierer, og ingen kan love en stille affenpinscher. Beløn rolig adfærd, lær hunden et tydeligt alternativ til fortsat alarmgøen, og indret hverdagen, så den ikke føler, at den hele tiden skal holde øje med vinduer eller hoveddør.

Racestandarden beskriver det ønskede temperament. I den offentliggjorte svenske avlsstrategi for racen for 2021–2026 havde for få affenpinschere imidlertid gennemført BPH- eller MH-beskrivelse til at give et pålideligt billede af racens mentalitet. Påstande om, at alle individer eksempelvis er frygtløse, meget sociale eller særligt tilbøjelige til at gø, rækker derfor længere end det fremlagte grundlag. Når du vælger hvalp, er forældrenes adfærd i hverdagen mere brugbar end brede løfter om racen.

Forholdet til andre hunde afhænger af individet, erfaringerne og introduktionen. Racen kan være selvsikker i møder og skal lære at passere og omgås andre uden at trænge sig på. Dens historiske arbejde mod rotter og mus betyder også, at man ikke bør gå ud fra, at den kan være løs sammen med små kæledyr. Hvis der allerede bor en kat i hjemmet, kræver det rolige introduktioner, sikre flugtmuligheder og opsyn. Racehistorien kan ikke forudsige, hvordan den enkelte hund vil reagere.

## Træning og motion

Affenpinscheren har brug for fysisk aktivitet og mental beskæftigelse hver dag, men behovet kan ikke angives som ét præcist antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og træning til alder, helbred, vejr og individ. Det afgørende er en varieret hverdag, hvor hunden får lov til at bevæge sig, udforske og bruge hovedet.

Nosework, personspor, søgeøvelser og rallylydighed kan passe godt til racens nysgerrighed og arbejdslyst. En almindelig gåtur bliver mere udbytterig, når hunden indimellem får lov til at følge dufte, finde udlagte genstande eller løse en enkel opgave. Inddrag gerne sikre øvelser for balance og kropskontrol i stedet for at bære hunden forbi alt, hvad den trygt kan klare selv.

Træn med belønninger, og øg sværhedsgraden trin for trin. Korte, varierede træningspas er ofte lettere at få succes med end mange ensformige gentagelser. Brug ekstra tid på indkald, kontakt og evnen til at rette opmærksomheden væk fra noget interessant, men betragt aldrig et indkald som en garanti i nærheden af trafik eller smådyr.

Opmærksomhed og selvstændighed bliver lettere at håndtere, når hunden tidligt øver sig i hverdagssituationer: gæster, lyde ved døren, hundemøder, håndtering og at finde ro, mens der sker noget omkring den. Hårde korrektioner kan skabe konflikt eller utryghed og er ikke nødvendige for at sætte tydelige grænser.

## Sundhed

Affenpinscheren beskrives som en forholdsvis sund race, men den lille svenske bestand gør det vanskeligt at drage sikre konklusioner om forekomst. En grundig hvalpekøber bør derfor undersøge både officielle resultater og sundheden hos forældre, søskende og tidligere afkom i stedet for at nøjes med, at racen omtales som sund.

Vejrtrækningen er et aktuelt kontrolområde. Affenpinscheren har et kort næseparti, men standarden kræver godt åbne næsebor. Siden maj 2026 kan resultater fra BOAS-gradering efter RFG-Scheme registreres centralt hos Svenska Kennelklubben for racen. Undersøgelsen vurderer hundens vejrtrækning før og efter en kort belastningstest. Central registrering betyder foreløbig ikke, at undersøgelsen er et krav før avl. Spørg alligevel til forældrenes vejrtrækning, udholdenhed, restitution og eventuelle RFG-graderinger. Tydelige vejrtrækningslyde, besværet vejrtrækning, blålige slimhinder, besvimelse eller udtalt intolerance over for varme må ikke afvises som normalt for racen.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskubbe sig, er et andet område, der følges. Den gældende svenske avlsstrategi for racen viser ældre og begrænsede data: Af 90 hunde med en registreret patellaundersøgelse i Svenska Kennelklubbens data fra 2011 til 2018 havde fem en anmærkning, mens 19 af 172 deltagere i en separat ejerundersøgelse oplyste, at deres hund havde patellaluksation. Tallene er ikke et aktuelt mål for risikoen for den enkelte hvalp, men de giver god grund til at spørge til officiel patellastatus og knæproblemer i familien.

Avlsstrategien fremhæver også fødselsvanskeligheder og hvalpe, der dør før registrering, som vigtige avlsspørgsmål. Datagrundlaget er ikke aktuelt nok til at angive en sikker hyppighed. Spørg derfor, hvordan tæven og nært beslægtede tæver har født, om kejsersnit har været nødvendigt, og hvordan tidligere kuld har udviklet sig. Bed også opdrætteren forklare, hvordan kombinationen bidrager til genetisk variation i den lille bestand.

Gør tandpleje til en vane fra hvalpealderen, og lad en dyrlæge vurdere halthed, tilbagevendende lyde fra luftvejene, øjenirritation eller andre symptomer. En liste over mulige diagnoser kan aldrig erstatte en undersøgelse af den enkelte hund.

## Historie og oprindelse

Affenpinscheren er en gammel tysk race, der blev udviklet fra ruhåret pinscher. Hunde af lignende type ses i ældre europæisk kunst, og racen blev registreret første gang i Tyskland i 1879. Omkring begyndelsen af 1900-tallet var den en populær dværghund.

I Sydtyskland blev den holdt som selskabshund, men kilderne beskriver også en lille gårdvagthund, der gjorde opmærksom på fremmede og tog rotter og mus. Den baggrund er med til at forklare racens årvågenhed, hurtige reaktioner og interesse for søg og problemløsning, men den bestemmer ikke adfærden hos hver moderne hund.

Racen forekom i Sverige i små antal ad flere omgange i løbet af 1900-tallet uden at etablere en varig bestand. I 1986 blev to hunde importeret fra Tyskland, og efter denne genindførsel etablerede racen sig igen i landet.

## At leve med racen

Affenpinscheren kan trives godt i en lejlighed eller et hus. Boligens størrelse betyder mindre, end om hunden får gåture, aktivitet, hvile og nærhed. I en lydt lejlighed skal man dog tage højde for racens opmærksomhed på omgivelserne og øve hunden i at forholde sig roligt til lyde uden for døren, før gøen bliver en vane.

Alenetid skal indlæres gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg først tiden, når hunden kan forholde sig roligt. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og voksne individer er også meget forskellige i, hvad de kan klare. Racen er stærkt familieorienteret, så planlæg hverdagen ud fra den hund, du faktisk har, ikke et lovet antal timer.

Sammen med børn gør den lille krop forsigtig håndtering ekstra vigtig. Små børn skal altid være sammen med hunden under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Børn må ikke bære hunden, forstyrre den, når den spiser eller sover, eller holde den fast for at kramme den. Livet i en hensynsfuld familie kan fungere godt, men de voksne har hele ansvaret for både hundens behov og børnenes sikkerhed.

Før du køber en hvalp, bør du møde mindst tæven, se hvordan hundene trækker vejret og bevæger sig, og spørge til temperament, patellaresultater, RFG-graderinger, tænder, øjne, fødsler og tidligere afkom. Bed om konkrete svar og resultater, der kan dokumenteres, hvor sådanne findes. Affenpinscheren passer bedst i et hjem, der ikke forveksler lille størrelse med små behov: Den vil være med, tænke, bevæge sig og tages alvorligt.

Affenpinscher

British Kennel Club

Deutscher Club für Affenpinscher

Svenska Kennelklubben

Société Centrale Canine

Affenpinscher er en lille, men robust tysk selskabshund med strid, letplejet pels, der fælder minimalt, og et karakteristisk, ”abeagtigt” ansigt. Den var engang en frygtløs rottefanger, men er i dag en livlig ledsager – en opmærksom lille vagthund, legesyg og hengiven, men selvstændig, som kræver tålmodighed i træningen, regelmæssig pelspleje samt daglig mental og fysisk aktivering.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet