## Kort fortalt

Miniature American Shepherd er en lille, atletisk hyrdehund og en selvstændig internationalt anerkendt race – ikke blot et uformelt navn for en lille Australian Shepherd. Racen blev ganske vist udviklet fra små Australian Shepherd-hunde i USA, men har i dag sin egen racestandard og registreres særskilt.

- **Oprindelse og anvendelse:** USA; udviklet som gård-, hyrde- og selskabshund.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde.
- **Skulderhøjde:** hanner 35,5–46 cm og tæver 33–43,5 cm.
- **Vægt:** racestandarden angiver ikke et fast interval. En sund vægt afhænger af hundens højde, køn og kropsbygning.
- **Pels:** mellemlang dobbeltpels, der kan være glat eller bølget.
- **Aktivitetsniveau:** højt, med behov for både bevægelse, mental beskæftigelse og restitution.

Det er en kompakt hund, men ikke en nem genvej til hyrdehundens egenskaber i et mindre format. Racen passer bedst til den, der vil træne, være ude og samtidig lære hunden at falde til ro. For en førstegangsejer kan racen fungere, hvis der er tid, tålmodighed og interesse for belønningsbaseret træning. Den er et dårligere valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret hund med lave krav til aktivitet og hverdagstræning.

## Udseende og pels

Miniature American Shepherd skal være velafbalanceret, smidig og stærk uden at virke tung eller overdrevet. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Størrelsesforskellen inden for de tilladte højder er tydelig, og derfor bliver ét fælles vægtinterval misvisende. Vurder hellere huld, proportioner og muskulatur sammen med en dyrlæge end ud fra ét tal for hele racen.

Pelsen består af vejrbestandigt dækhår og underuld, hvis mængde kan variere med årstid og klima. Regelmæssig grundig gennemredning er ofte nok i hverdagen, men løs underuld skal fjernes oftere i fældeperioder. Bad hunden, når den faktisk er beskidt. Pelsen skal hovedsageligt fremstå naturlig; omfattende formklipning hører ikke til racens normale pelspleje.

Godkendte grundfarver er sort, rødbrun, blue merle og rødbrun merle, med eller uden tanfarvede aftegninger og hvidt. Hvidt må forekomme på bestemte områder, men skal ikke dominere hoved eller krop. Øjnene kan være brune, blå, hasselfarvede eller ravfarvede, og en hund kan have forskellig farve på øjnene eller flere farver i samme øje. En usædvanlig øjenfarve er en tilladt udseendevariation, ikke i sig selv et tegn på syn, sundhed eller temperament.

Halen kan være lang eller naturligt kort, såkaldt natural bobtail, NBT. En kort hale er derfor ikke automatisk kuperet. Kupering er forbudt i Sverige, og en svensk køber bør skelne mellem en medfødt stumphale og en kirurgisk forkortet hale på en importeret hund.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver Miniature American Shepherd som intelligent, arbejdsvillig, tilpasningsdygtig og loyal med hyrde- og vagtinstinkt. Den er ofte opmærksom på omgivelserne og reagerer hurtigt. Det kan give fin lydhørhed i træningen, men også en hund, der registrerer bevægelser, lyde og forandringer, som ejeren knap bemærker.

Racen må gerne være reserveret over for fremmede. Reserveret betyder, at hunden kan afvente uden at opsøge kontakt; det er ikke det samme som at være sky, bange eller truende. Påtvungne hilsner gør sjældent en afventende hund mere tryg. Giv den i stedet plads, lad den observere, og beløn rolige initiativer, den selv tager.

Svenske BPH-data viser først og fremmest, at variationen inden for racen er stor. Nogle hunde hilser gerne, andre er tydeligt uinteresserede, og reaktioner på overraskelser, lyde og usikkerhed varierer mellem individer. BPH beskriver hundens reaktioner den pågældende dag og giver ikke bestået eller ikke bestået. Ved valg af hvalp er forældrenes og nære slægtninges adfærd, restitution og funktion i hverdagen derfor mere oplysende end en enkelt betegnelse som ”typisk temperament”.

Racens stærke opmærksomhed på familien bør ikke romantiseres til en påstand om, at hvert individ automatisk bliver trygt, socialt og nemt. Spørg opdrætteren, hvordan de voksne hunde fungerer med gæster, nye miljøer, håndtering, lyde og rolige perioder. Bed om konkrete eksempler, og se eventuelle BPH-resultater i deres sammenhæng.

## Træning og motion

Miniature American Shepherd har brug for et aktivt liv, men der findes ingen fast tidsplan, som passer til alle individer. En god hverdag indeholder gåture og fri bevægelse, hvor det er sikkert, næsearbejde eller problemløsning, korte træningspas og reel hvile. Hundens alder, kondition, sundhed og evne til at restituere bør styre belastningen.

Agility, rallylydighed, spor, nosework, lydighed, søg, hyrdearbejde og tricktræning er eksempler på aktiviteter, der kan passe. Ingen bestemt hundesport er et krav. Det vigtige er, at hunden får brugt både krop og hoved, uden at hver dag skrues op til et stadigt højere tempo. Hvis hunden stadig har svært ved at falde til ro efter aktivitet, kan løsningen være tydeligere pauser og bedre tilpasset træning – ikke automatisk mere motion.

Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier passer til en hurtig og lydhør hund. Begynd tidligt med kontakt, indkald, lineføring, håndtering og evnen til at vente. Træn også det, der let bliver glemt: at ligge roligt, mens familien spiser, slippe en opgave, se mennesker eller hunde passere uden at gribe ind og vende tilbage til ro efter leg.

Hyrde- og vagtadfærd kan i hverdagen vise sig ved, at hunden følger bevægelser, forsøger at kontrollere løb eller giver lyd, når der sker noget. Det betyder ikke, at alle individer jager børn, hyrder katte eller gør meget. Læg mærke til, hvad der udløser adfærden hos den enkelte hund, og træn alternative handlinger, før mønsteret bliver en vane. Hvalpe skal have korte, positive erfaringer og alderssvarende bevægelse; de skal ikke motioneres som fuldvoksne hunde.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, forekommer hos Miniature American Shepherd, men den svenske population er ung, og grundlaget for sikre hyppighedstal for flere andre tilstande er begrænset. Forsikringskodning, små datamængder og hundenes lave gennemsnitsalder har gjort ældre opgørelser vanskelige at fortolke. En lang liste over mulige diagnoser siger derfor mindre end verificerede resultater hos hvalpens forældre og nære slægtninge.

Det er vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringsregler og raceklubbens avlsanbefalinger. Miniature American Shepherd har ikke et særligt racespecifikt sundhedsprogram markeret som registreringskrav i Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler. Svenska Miniature American Shepherdklubben anbefaler derimod, at begge forældredyr før parring har:

- HD-resultat A eller B og ED-resultat 0
- øjenundersøgelse uden anmærkning, som ikke er ældre end 18 måneder
- kendt prcd-PRA-status, hvor en bærer kun kombineres med en genetisk fri hund
- kendt NAD-status, med kombinationen fri med fri eller fri med bærer.

Bed om at se det faktiske resultat, undersøgelsesdatoen og hvordan forældredyrenes resultater kombineres. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. En DNA-test kan desuden kun svare på den variant, testen gælder, og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse.

MDR1, også kaldet ABCB1, er en genvariant, som kan påvirke, hvordan hunden håndterer visse lægemidler. Hvis hunden er testet, bør resultatet gemmes og vises til den behandlende dyrlæge. Hverken valg af lægemiddel eller dosering bør afgøres ud fra generelle raceråd på nettet.

Merle må ikke parres med merle, fordi kombinationen kan give hvalpe med dobbelt merleanlæg og dermed øget risiko for alvorlige syns- og høreproblemer; en sådan parring strider mod Svenska Kennelklubbens grundregler. Naturlig stumphale er knyttet til NBT-anlægget. Raceklubben opfordrer til forsigtighed med NBT–NBT-kombinationer, mens spørgsmålet følges, og det bør ikke forveksles med det udtrykkelige forbud mod merle–merle.

## Historie og oprindelse

Miniature American Shepherd blev udviklet i Californien i slutningen af 1960'erne gennem avl på små Australian Shepherd-hunde. Målet var en mindre, udholdende hyrdehund, der blandt andet kunne arbejde med får og geder og samtidig passe ind i et mobilt gård- og hesteliv. Fra 1980 blev navnet Miniature Australian Shepherd brugt i registreringen, før racen senere fik sit nuværende navn.

Den amerikanske raceklub blev dannet i 1990, og racen blev optaget i American Kennel Clubs udviklingsregister i 2011. Fuld amerikansk anerkendelse kom i 2015, og FCI anerkendte racen i 2019. Det første svenske kuld blev født i 2006, mens svensk registrering som Miniature American Shepherd begyndte i 2017.

I Sverige findes der også et kontrolleret krydsningsprogram, hvor Australian Shepherd må anvendes efter Svenska Kennelklubbens registreringsregler, og afkommet registreres som Miniature American Shepherd. Det ændrer ikke, at hundene tilhører den anerkendte race; programmet er et reguleret avlsværktøj. For en køber gør det stamtavlen og opdrætterens mål ekstra relevante, fordi egenskaber og størrelse kan variere selv inden for racestandarden.

## At leve med racen

Miniature American Shepherd kan trives både i hus og lejlighed. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hverdagen fungerer: hunden skal ud, bruge sine sanser, trænes og kunne hvile uden konstant at overvåge opgang, vinduer eller have. En have kan være praktisk, men erstatter ikke fælles aktivitet eller miljøtræning.

Med børn er opsyn fra voksne, tydelige regler og et hvilested, hvor hunden får fred, nødvendigt. Løb og høje lyde kan vække interesse hos en bevægelsesfølsom hyrdehund, så rolige møder og pauser, før hunden bliver for ophidset, er vigtigere end at antage, at racen er ”børnevenlig”. Børn bør aldrig have ansvaret for at aflæse eller håndtere en presset hund.

Samliv med hund eller kat afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Lad møder ske gradvist og kontrolleret, giv katten flugtveje og egne ressourcer, og afbryd fiksering eller jagt tidligt. Racen giver ingen garanti for kompatibilitet, men hyrdebaggrunden gør heller ikke problemer uundgåelige.

Alenetræning opbygges gradvist, når hunden er tryg, luftet og klar til hvile. Begynd med meget korte perioder, og følg, hvordan netop den hund reagerer; langvarig gøen, vandren eller manglende evne til at spise og hvile viser, at træningen er gået for hurtigt. Et lukket bur må ikke bruges som normal opbevaring eller som løsning på separationsproblemer i svenske hjem.

Før køb af hvalp bør du kontrollere mere end registrering og farve. Bed om at se forældrenes sundhedsresultater og datoer, spørg til MDR1 og andre relevante DNA-resultater, undersøg temperament og restitution i familien, og drøft, hvordan opdrætteren prioriterer arbejdslyst, lydreaktioner, reservation og evnen til at falde til ro. Et seriøst match handler om den hverdag, hunden er avlet og opvokset til – ikke kun om at finde det rigtige udseende.

Miniature American Shepherd

The Kennel Club (UK)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norwegian Kennel Club (NKK)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Kompakt, atletisk hyrdehund udviklet i USA som en mindre Australian Shepherd. Intelligent, hengiven og en rigtig “klisterhund” over for familien, ofte reserveret over for fremmede. Har brug for regelmæssig træning, mental stimulering og motion. Mellemlang dobbeltpels i forskellige farver; overordnet en sund race med en levetid på 12–15 år.

Tifa's

## Kort fortalt

Dansk-svensk gårdhund er en lille, men robust og aktiv gård- og selskabshund fra Danmark og Sverige. FCI placerer racen i gruppe 2 som en hund af pinschertype. Den er altså ikke en terrier, selv om den tidligere blev kaldt skånsk terrier.

- **Mankehøjde:** 34–37 cm for hanner og 32–35 cm for tæver, med en tilladt afvigelse på 2 cm i begge retninger.
- **Oprindelig opgave:** at give alarm, fange rotter og leve tæt sammen med menneskene på gården.
- **Temperament ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig og årvågen.
- **Pels:** kort, hård og glat, med hvid som dominerende farve.
- **Passer bedst hos:** en person eller familie, som vil træne færdigheder til hverdagen, tilbyde både bevægelse og næsearbejde og hjælpe hunden med at finde ro.

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Vægtoplysninger på forskellige hjemmesider er derfor vejledende, ikke et interval som alle voksne dansk-svenske gårdhunde skal passe ind i. For den, der vælger hvalp, er forældrenes størrelse, huld og funktion mere nyttige end ét enkelt vægtinterval.

## Udseende og pels

Dansk-svensk gårdhund skal være lille, kompakt og solidt bygget, ikke spinkel eller elegant. Kroppen er let rektangulær: forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er 9:10. Racen udvikler sig sent fysisk, og den fulde muskelmasse og kropsfylde kan lade vente på sig, til hunden er tre til fire år gammel.

Hovedet er forholdsvis lille og trekantet. Ørerne kan være rosenører eller fremadfoldede; ståører hører ikke til raceidealet. Halen kan være naturligt lang eller en medfødt stumphale af varierende længde. En medfødt stumphale er en naturlig variation og må ikke forveksles med en kuperet hale.

Pelsen er hård, kort og glat og har ingen underuld. Hvid skal dominere, med ens- eller flerfarvede aftegninger i sort, tan, gul, leverbrun, vildtfarvet eller forskellige nuancer af fawn. Der skal også være aftegninger på hovedet, og små prikker i det hvide er tilladt. Udseendet kan altså variere meget, uden at hundene tilhører forskellige varianter af racen.

Pelsen kræver kun lidt pleje, men fældningen kan mærkes. Børst løse hår væk efter behov, især i fældeperioder, og bad hunden, når den faktisk er snavset. Kontrollér samtidig hud, ører, poter og kløer. Væn gradvist hvalpen til tandbørstning og anden håndtering. Rolig, belønningsbaseret håndteringstræning gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Dansk-svensk gårdhund er normalt hurtig, nysgerrig og menneskeorienteret, men racenavnet er ingen garanti for en ukompliceret familiehund. Standarden beskriver racen som opmærksom, livlig og årvågen. I hverdagen ses det ofte som en parathed til at være med, reagere på bevægelse og fortælle, når der sker noget i nærheden.

Opgaven som vagthund på gården kan stadig mærkes hos mange individer. Mange giver lyd, når nogen kommer, men det varierer, hvor let gøen starter, og hvor hurtigt hunden bliver stille. I en bolig, hvor lyde let forplanter sig, er det klogt at undersøge, hvordan forældrene og voksne slægtninge reagerer på døre, opgange og besøg. Det er mere præcist end at gå ud fra, at racen altid er stille eller altid gør meget.

I Svenska Kennelklubbens ældre BPH-sammenfatning fremstår racen hovedsageligt som tryg og forholdsvis energisk. Samtidig varierer nysgerrighed, legelyst og interesse for fremmede mennesker tydeligt. BPH beskriver hundens reaktioner; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs derfor den enkelte hunds protokol, og spørg, hvordan forældrene fungerer i hverdagen.

Baggrunden som rottefanger gør interessen for små, hurtige dyr relevant. Det betyder ikke, at alle gårdhunde jager alt, de ser, men en kommende ejer bør regne med at træne afbrydelse og indkald. Kaniner, marsvin og andre små kæledyr har brug for sikre områder, som hunden ikke kan komme ind i.

## Træning og motion

Dansk-svensk gårdhund har brug for regelmæssig fysisk og mental aktivitet, men der findes ingen korrekt timeregel, der passer til alle. Alder, helbred, intensitet, miljø og restitution afgør, hvordan en god dag ser ud. En voksen hund kan få en blanding af gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, leg og korte træningspas med hverdagsfærdigheder. Hvalpe har brug for gradvist flere erfaringer og rigeligt med hvile, ikke et voksenprogram i miniature.

Se på hundens adfærd i stedet for på uret. Et passende niveau giver en hund, der kan falde til ro hjemme, kommer sig efter aktivitet og stadig bevæger sig frit dagen efter. Vedvarende uro kan betyde, at hverdagen mangler meningsfulde opgaver, men mere fart er ikke altid løsningen. Nogle gange har hunden brug for mere næsearbejde, tydeligere rutiner eller hjælp til at finde ro.

Prioritér færdigheder, som hjælper en hurtig og opmærksom hund med at fungere i hverdagen:

- indkald og frivillig kontakt, når vildt eller andre forstyrrelser dukker op
- at kunne afbryde jagt, gravning og intens leg
- rolig adfærd ved døre, vinduer og besøg
- at kunne hvile, selv om mennesker bevæger sig i hjemmet
- at gå roligt i snor og følge ejeren i trafikerede miljøer
- tryg håndtering af poter, mund, ører og krop

Træn gradvist med positive, belønningsbaserede metoder, og tilpas sværhedsgraden til individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at gøen, træk i snoren eller ophidset adfærd kan sætte sig fast, hvis det ofte fører til det, hunden ønsker. Agility, rallylydighed, spor, nosework og anden hundesport kan passe, men ingen bestemt aktivitet er et krav. Det vigtige er en holdbar kombination af samarbejde, næsearbejde, bevægelse og restitution.

## Sundhed

Dansk-svensk gårdhund betragtes generelt som en sund race, men betegnelsen »sund race« erstatter ikke kontrol af det aktuelle kuld. Bed om registrerede resultater, datoer og oplysninger om nære slægtninge. Navnet på en test eller en oplysning om, at forældrene er sundhedstestet, siger for lidt uden selve resultaterne.

Hofteledsdysplasi, HD, er et område, hvor gammel og ny information let blandes sammen. Racen har i dag sundhedsprogram niveau 1 hos Svenska Kennelklubben. Det betyder, at HD-resultater kan registreres centralt, men at røntgen ikke er et krav for, at hvalpene kan registreres. Ifølge raceklubben bør hunde med HD D eller E eller kliniske symptomer ikke bruges i avl. Et officielt resultat og, når det findes, et HD-indeks giver alligevel værdifuld information om netop hofterne; det er ikke et bevis på hundens samlede sundhed.

For patellaluksation siger raceklubbens gældende anbefalinger, at en hund, som har tilstanden eller er opereret for den, ikke bør bruges i avl. Anbefalingen betyder derimod ikke, at alle forældredyr skal have et obligatorisk officielt patellaresultat. Spørg derfor både til undersøgelser og til knæproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Primær linseluksation, PLL, er en alvorlig øjensygdom knyttet til en mutation i genet ADAMTS17, og der findes en valideret DNA-test til racen. Raceklubben anbefaler især testning, når der findes bærere eller utestede nære slægtninge i linjen uden en DNA-testet fri hund som mellemled. Ifølge anbefalingen må en bærer kun parres med en DNA-testet fri hund eller en hund, der er fri gennem afstamning, såkaldt hereditært fri. Et frit PLL-resultat gælder denne mutation; det udelukker ikke andre øjenproblemer eller andre sygdomme.

Før et køb er det rimeligt at kontrollere:

- forældrenes identitet og faktiske HD-resultater, hvis de er røntgenfotograferet
- eventuel patellaundersøgelse og kendt familiehistorik
- PLL-status, og hvordan resultatet passer sammen med den anden forælders
- sygdomme, halthed, tandproblemer og mentalitet hos nære slægtninge
- at opdrætteren kan forklare både styrker og usikkerheder ved kombinationen

## Historie og oprindelse

Dansk-svensk gårdhund er en gammel skandinavisk gårdhundetype, men en forholdsvis sent anerkendt race. Lignende hunde levede længe på gårde i Danmark og Sydsverige, hvor de holdt rottebestanden nede, gav alarm, når nogen kom, og fungerede som selskabshunde. Det er ikke klarlagt præcist, hvordan typen opstod. Forbindelser til pinscherhunde og britiske hvide jagtterriere har været diskuteret, men bør ikke beskrives som en sikker stamtavle.

Før anerkendelsen blev blandt andet navnet skånsk terrier brugt. Ved en svensk kortlægning i 1986 blev 107 hunde samlet, hvilket bidrog til vurderingen af, at typen var tilstrækkeligt ensartet, samtidig med at der fandtes en brugbar genetisk variation. Sverige og Danmark anerkendte racen i fællesskab i 1987 under navnet dansk-svensk gårdhund.

FCI gav racen en foreløbig international anerkendelse i 2008 og en endelig anerkendelse i 2019. Den blev placeret i gruppe 2 som en hund af pinschertype, ikke i terriergruppen. I dag er de fleste selskabshunde, men lysten til at give alarm, interessen for små gnavere og den store arbejdsglæde gør racens historie relevant også i et moderne hjem.

## At leve med racen

Dansk-svensk gårdhund passer bedst i et hjem, hvor nærhed, aktivitet og hverdagstræning er en naturlig del af livet. Den kan passe til en førstegangsejer, men den praktiske størrelse gør ikke racen kravløs. Ejeren skal sætte pris på en hurtig hund, kunne forebygge jagt og alarmgøen og være klar til at træne ro lige så grundigt som fart.

Samvær med børn skal altid ledes af en voksen. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke forstyrre den, når den spiser, sover eller forsøger at gå væk. Vurdér forældredyrenes adfærd og hundens egen evne til at afbryde leg; udtrykket »børnevenlig race« er ingen garanti for sikkerhed.

En gårdhund kan leve sammen med en kat, men resultatet afhænger af individerne og introduktionen. Undgå, at hunden jager katten, giv katten høje steder og frie flugtveje, og hold de første møder korte og kontrollerede. Smådyr som kaniner og gnavere bør holdes fysisk adskilt, selv om hunden virker rolig under opsyn.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden kommer ud, får lov til at bruge næsen og lærer ikke at vogte over hver eneste lyd i ejendommen. En have erstatter ikke aktivering, og et stort hjem løser ikke udfordringer med at være alene. Begynd alene-hjemme-træningen med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg først tiden, når den virkelig kan slappe af, og sørg for anden pasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

Mød om muligt begge forældre eller andre voksne slægtninge, før du beslutter dig. Læg mærke til, hvordan de hilser, kommer sig efter en overraskelse, reagerer på smådyr og lyde og finder ro efter aktivitet. Den information siger sammen med efterprøvelige sundhedsdata og en opdrætter, som kender sine linjer, mere om hverdagen end generelle løfter om, at racen passer til alle.

Dansk-svensk gårdhund

Swedish Kennel Club

Danish Kennel Club

Norwegian Kennel Club

The Danish/Swedish Farmdog Club of America

Fédération Cynologique Internationale

Dansk-svensk gårdhund er en livlig, lille til mellemstor skandinavisk gårdhund, kompakt og atletisk med kort, overvejende hvid pels med farvede pletter. Den er meget menneskeorienteret, intelligent og energisk, og den er en kærlig familiehund, når den får daglig motion, træning og mental stimulering.

Leikells

## Kort fortalt

Rhodesian ridgeback er en stor og atletisk hund fra det sydlige Afrika, især kendt for hårstriben langs ryggen, hvor pelsen vokser i modsat retning. Racen passer bedst til den, der har god tid til både fysisk aktivitet og træning, og som kan håndtere en selvstændig hund med baggrund i jagt og bevogtning.

- **Oprindelse:** det sydlige Afrika. Sydafrika og Zimbabwe har ansvaret for racestandarden.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 6, drivende jagthunde samt schweiss- og sporhunde.
- **Mankehøjde:** den ønskede højde er 63–69 cm for hanner og 61–66 cm for tæver.
- **Ønsket vægt:** cirka 36,5 kg for hanner og 32 kg for tæver ifølge racestandarden.
- **Pels:** kort, tæt og glat, fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet.
- **Temperament:** raceidealet er værdigt og intelligent, med en vis tilbageholdenhed over for fremmede, men uden aggression eller frygt.
- **Aktivitetsniveau:** højt. En rhodesian ridgeback har brug for varieret bevægelse, mentale opgaver og tid til at falde til ro.

Racebeskrivelsen er ikke et løfte om den enkelte hund. Forældre, nære slægtninge, opvækst og træning fortæller mere om den hvalp, du møder.

## Udseende og pels

Rhodesian ridgeback skal være kraftfuld og muskuløs, men samtidig bevægelig og harmonisk, ikke tung eller massiv. Standarden angiver 63–69 cm og omkring 36,5 kg som ønskeligt for hanner og 61–66 cm og omkring 32 kg for tæver. Det er idealmål for racen, ikke et løfte om den endelige vægt hos enhver voksen hund.

Ridgen er racens tydeligste kendetegn. Den skal begynde bag skuldrene, blive smallere mod hoftebenene og være symmetrisk. Standarden kræver to ens hvirvler, såkaldte kroner, placeret over for hinanden. Et forkert antal kroner er en eksteriørfejl, og en hund uden ridge kan ikke præmieres efter standarden. Det afgør imidlertid ikke, hvordan hunden fungerer i hverdagen. Ridgens udseende og undersøgelsen for dermoid sinus er to forskellige spørgsmål.

Pelsen skal være kort, tæt, glat og blank, hverken ulden eller silkeagtig. Farven går fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet. Lidt hvidt på bryst og tæer er tilladt, ligesom mørk maske og mørke ører, mens store hvide partier og mange sorte hår er uønskede. Næsen kan være sort eller brun, og øjenfarven skal harmonere med pelsens og næsens farve.

Den korte pels kræver ikke specialiseret pelspleje. Børst og bad efter behov, hold kløerne tilpas korte, og kontrollér hud, ører og poter. Tilpas plejen til den enkelte hund og dens hverdag frem for at følge en fast ugeplan.

## Temperament og personlighed

En typisk rhodesian ridgeback er selvstændig, opmærksom og tilbageholdende over for mennesker, den ikke kender. Tilbageholdenhed betyder, at hunden kan vælge at se situationen an; det er ikke det samme som frygt. Racestandarden beskriver hverken skyhed eller aggression som ønskeligt, mens raceklubbens materiale om mentalitet viser, at social tryghed, reaktioner og evnen til at falde til ro igen varierer fra hund til hund.

Racen har baggrund i både jagt og bevogtning. Jagtinteresse, årvågenhed og selvstændige valg kan derfor mærkes i hverdagen, men styrken varierer mellem individer. En hund, der reagerer på besøgende, er ikke automatisk en pålidelig vagthund, og at hunden er stille under en mentalbeskrivelse garanterer ikke, at den er stille derhjemme.

Den svenske mentalbeskrivelse BPH kan give nyttig viden om, hvordan en hund reagerer i en bestemt testsituation. Beskrivelsen er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs hele resultatet i Svenska Kennelklubbens Avelsdata, og se især på social tryghed, frygt og evnen til at komme sig. Bed også om at møde tæven og gerne flere voksne slægtninge. Deres adfærd i almindelige situationer giver et bedre beslutningsgrundlag end ord som “familievenlig” eller “stabil” i en annonce.

En rhodesian ridgeback kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen sikkerhedsgaranti. En voksen skal altid holde opsyn med samspillet, og hunden skal have lov til at spise, sove og trække sig tilbage uden at blive forstyrret. Vælg hund og opdrætter efter familiens faktiske forhold, ikke efter en generel betegnelse.

## Træning og motion

En rhodesian ridgeback har brug for meget fysisk og mental aktivitet, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle hunde. En velfungerende hverdag indeholder ture i forskellige omgivelser, mulighed for at bevæge sig friere på sikre steder, næsearbejde og opgaver, hvor hunden samarbejder, efterfulgt af tid til at falde til ro.

Spor, søgeøvelser og andet duftarbejde udnytter racens egenskaber på en god måde. Styrke, tempo og udholdenhed skal bygges gradvist op, især hos en unghund i vækst. Tilpas belastningen efter hundens krop, underlaget og dens restitution i stedet for at følge en enkel aldersregel.

Selvstændigheden gør ikke racen umulig at træne, men den stiller krav til motivation og tydelighed. Belønningsbaserede og varierede træningspas virker bedre end lange gentagelser eller hårde konfrontationer. Træn kontakt, lineføring og indkald tidligt. Hvis hunden gerne følger vildt, bør en lang line eller et solidt indhegnet område sørge for sikkerheden, indtil træningen også holder under forstyrrelser.

Lad hvalpen møde mennesker, hunde, steder og lyde i et tempo, hvor den stadig kan søge kontakt og komme sig. Målet er ikke at hilse på alle, men at føle sig tryg i hverdagen.

## Sundhed

Før du køber en hvalp, er officielle resultater for hofter og albuer samt en dokumenteret undersøgelse af hvalpen for dermoid sinus centrale kontroller. Kontrollér, at alle oplysninger gælder de rigtige hunde, og skeln mellem Svenska Kennelklubbens registreringsregler og raceklubbens strengere vilkår for hvalpeformidling.

For at et kuld rhodesian ridgeback kan registreres, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Racen har desuden et særligt krav om officiel ED-status. Nordiske avlshunde, der er omfattet af reglen, må ikke bruges, hvis de har ED grad 2 eller 3 eller har fået konstateret eller er opereret for albueledsdysplasi. Et kendt resultat er ikke automatisk et godt resultat, så læs selve graden, og spørg, hvordan kombinationen er planlagt.

Vilkårene for hvalpeformidling hos Svenska Rhodesian Ridgeback Sällskapet går længere end grundkravene. De omfatter blandt andet forældrenes alder, HD-grader og kombinationer, ED grad 0 og dokumentation af mentalitet for visse hunde. Hvis et kuld markedsføres gennem hvalpeformidlingen, bør du undersøge, hvad det betød for netop denne parring. Hvis kuldet ikke er med, kan du spørge, hvilket vilkår der ikke er opfyldt; betegnelsen alene fortæller ikke alt om sundheden.

Dermoid sinus, ofte forkortet DS, er en medfødt udviklingsforstyrrelse, hvor huden og det underliggende væv ikke er blevet helt adskilt under fosterudviklingen. Forandringen kan danne en kanal af varierende dybde. Hvalpe skal derfor undersøges grundigt af en person med den rette erfaring, og køberen bør få at vide, hvem der udførte kontrollen, og hvad der blev dokumenteret.

Forskning har forbundet den genetiske forandring, der giver ridge, med en højere risiko for DS, men en ridge-test er ikke en diagnostisk test for dermoid sinus. Raceklubben understreger, at hele den genetiske årsag til DS ikke er fastlagt, og fraråder en nyere kommerciel risikotest, som mangler publiceret validering. En synligt korrekt ridge kan derfor aldrig erstatte en fysisk undersøgelse af hvalpen.

DNA-test for blandt andet juvenil myoklonisk epilepsi, JME, og degenerativ myelopati, DM, skal ikke behandles som en obligatorisk standardpakke til enhver svensk kombination. Raceklubben anbefaler en vurdering ud fra slægtskab og kendte resultater. Bed opdrætteren forklare, hvorfor en bestemt test er valgt, hvilken hund resultatet gælder, og hvordan det påvirkede parringen. Det fortæller mere end en upræcis oplysning om, at hundene er “DNA-testet”.

Hold også hunden i et funktionelt huld. Følg vægt, talje, hvor let du kan mærke ribbenene, og hundens udholdenhed over tid. Lad dyrlægen vurdere ændringer eller symptomer i stedet for at drage konklusioner ud fra en generel sygdomsliste.

## Historie og oprindelse

Rhodesian ridgeback blev udviklet i det sydlige Afrika og er den eneste internationalt anerkendte hunderace med denne oprindelse. I Kapkolonien blev de tidlige nybyggeres hunde krydset med lokale, delvist domesticerede jagthunde med ridge. Den officielle historie giver ingen sikker liste over alle europæiske racer bag nutidens hund, så præcise opskrifter bliver spekulation.

Racens oprindelige arbejde har givet anledning til navnet “løvehund”, men betegnelsen kræver en forklaring. Hundene skulle spore især løver og ved hjælp af deres bevægelighed holde dyret på afstand, indtil jægeren kom. De arbejdede ofte parvis eller i grupper på tre; opgaven var ikke at dræbe en løve på egen hånd.

F.R. Barnes udformede den første racestandard i Bulawayo i det daværende Rhodesia i 1922 med dalmatinerstandarden som forbillede. Standarden blev anerkendt af den sydafrikanske kennelorganisation i 1926. Den nuværende standard forvaltes af Sydafrika og Zimbabwe og beskriver stadig en udholdende, hurtig og funktionel hund frem for en tung kropstype.

## At leve med racen

Rhodesian ridgeback passer bedst i et hjem, der kan give hunden tæt kontakt, daglig aktivitet, konsekvent træning og tydelige muligheder for hvile. Boligens størrelse afgør ikke i sig selv, om livet fungerer. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hundens behov bliver dækket uden for hjemmet, og den kan slappe af indenfor; en stor have erstatter hverken ture, næsearbejde eller samarbejde.

Alenetid skal trænes gradvist, uden at hvalpen forlades, før den er klar. Begynd med meget korte og udramatiske perioder, og øg kun, så længe hunden er tryg. Der findes ingen racebestemt timegrænse, som passer til alle voksne hunde. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, og sørg for hjælp, hvis den viser uro, giver lyd, ødelægger ting eller har svært ved at falde til ro.

Hvordan racen fungerer med andre hunde eller katte, afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Hold de første møder kontrollerede, giv dyrene hver deres trygge sted, og undgå, at hunden sætter efter dem. En hvalp, der vokser op med en kat, kan få gode vaner, men det fortæller ikke med sikkerhed, hvordan den reagerer på ukendte smådyr udendørs.

Før køb er disse kontroller mere værdifulde end generelle løfter:

- kontrollér forældrenes identitet og officielle HD- og ED-resultater i SKK Avelsdata;
- spørg, om kuldet opfylder SRRS' vilkår for hvalpeformidling, og hvad eventuelle afvigelser betyder;
- bed om dokumentation for hvalpens undersøgelse for dermoid sinus;
- læs forældres og nære slægtninges BPH-resultater som beskrivelser, ikke karakterer;
- spørg, hvorfor eventuelle DNA-test er udført, og hvordan resultaterne påvirkede kombinationen;
- mød voksne slægtninge, og vurder tryghed, evnen til at komme sig, jagtinteresse og ro i hverdagen;
- vær ærlig om, hvor meget tid du har til træning, motion, hundepasning og gradvis træning i at være alene.

Den rette hund skal ikke blot svare til racestandarden. Den bør komme fra forældre med veldokumenteret sundhed og have egenskaber, der passer til det liv, du kan tilbyde.

Rhodesian ridgeback

Verein für Deutsche Doggen (Germany)

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Rhodesian Ridgeback Club of Great Britain

Société Centrale Canine (France)

Rhodesian ridgeback er en kraftfuld, atletisk afrikansk jagthund med en karakteristisk ås af pels, der vokser i modsat retning. Den er loyal og kærlig over for sin familie, men reserveret over for fremmede, har brug for masser af daglig motion, konsekvent, positiv træning og passer bedst til aktive, erfarne ejere.

Mohaget's

Glatfoxterrier

Kennel Club (UK)

Deutscher Foxterrier-Verband e.V. (Germany)

Glatfoxterrier er en lille, atletisk og menneskekær terrier med kort, letplejet pels. Den er energisk, intelligent og selvstændig og har brug for masser af motion, træning og mental stimulering. Den er kærlig, men intens – især over for mindre dyr – og egner sig bedst til aktive ejere med tydelig og konsekvent ledelse.

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Rottriver's

## Kort fortalt

Papillon er en lille, livlig og lærenem selskabshund, som ofte passer bedst til den, der vil kombinere nærhed med gåture, træning og aktivering i hverdagen. Racen hører til épagneul nain continental, kontinental dværgspaniel. Papillon har stående ører, mens varianten phalène har hængeører. I Sverige registreres de efter ørestilling, og en hund kan omregistreres, hvis ørerne udvikler sig anderledes end først vurderet.

- **Oprindelse:** Frankrig og Belgien
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Skulderhøjde:** omkring 28 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** standarden har to vægtklasser. Den større går fra 2,5 til 4,5 kg for hanner og op til 5 kg for tæver. Den anden omfatter hunde under 2,5 kg med 1,5 kg som mindstevægt.
- **Pels:** lang, silkeagtig og uden underuld
- **Aktivitetsniveau:** lille af størrelse, men ofte livlig, arbejdsivrig og interesseret i at lære
- **Levetid:** mange bliver gamle; ifølge Svenska Kennelklubben er 15 år ikke usædvanligt

Målene i en racestandard beskriver et ideal, ikke et løfte om en præcis størrelse hos hver voksen hund. For en kommende ejer er forældrenes størrelse, hundens huld og en sund kropsbygning derfor mere nyttige pejlemærker end et bestemt tal eller et ekstremt lille individ.

## Udseende og pels

Papillon skal være en harmonisk bygget dværghund, som er yndefuld, men samtidig robust. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, og bevægelserne skal være frie, lette og elegante. Det lille format kræver omtanke ved fald og leg med betydeligt større hunde, men racestandarden beskriver ikke papillon som en skrøbelig hund.

De store ører er racens tydeligste kendetegn. Hos papillon står de op og bæres skråt udad, så de minder om en sommerfugls vinger. Phalène har i stedet bevægelige hængeører. Forskellen er altså ørestillingen; begge er varianter af den samme kontinentale dværgspaniel og kan blive født i samme kuld.

Pelsen er enkel, uden underuld, og skal være rigelig, glansfuld og let bølget snarere end krøllet. Den er kort på hovedet og forsiden af benene, men længere over kroppen, på ørerne, brystet, lårene og halen. Hvid er grundfarven, og hvidt skal dominere på krop og ben. De farvede aftegninger kan have forskellige farver, mens læber, øjenrande og næse skal være godt pigmenterede ifølge standarden.

Pelsplejen er som regel overkommelig, hvis man forebygger filtre. Mærk pelsen igennem regelmæssigt, og red især bag ørerne og på lårenes indersider, hvor Svenska Kennelklubben oplyser, at der let kan dannes filtre. Bad hunden, når den er snavset; ingen fast kalender passer alle. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Tag udgangspunkt i hundens faktiske pels og hverdag frem for en fast bade- eller klipperutine.

## Temperament og personlighed

Papillon er typisk opmærksom, livlig og hurtig til at lære med en tydelig interesse for mennesker og aktiviteter. Den lille krop rummer ofte mere arbejdslyst, end betegnelsen ”skødehund” antyder. En papillon kan sætte pris på både tæt selskab og opgaver, der kræver koncentration, problemløsning eller kropskontrol.

Racebeskrivelser skal dog ikke læses som en garanti for en bestemt personlighed. Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser stor variation blandt de papilloner, der deltog, blandt andet i hvor intenst de hilser på fremmede, hvor gerne de leger, og hvor nysgerrige de er. Resultaterne gælder de beskrevne hunde og viser først og fremmest, hvorfor individ, slægtslinjer, tidlige erfaringer og fortsat træning har betydning.

Opmærksomheden kan mærkes ved, at hunden hurtigt registrerer lyde, gæster og bevægelse uden for hjemmet. Det behøver ikke at udvikle sig til et stort gøproblem, men det er klogt at belønne ro fra begyndelsen, give hunden en anden opgave ved døren og undgå, at hvert signal fører til ophidselse. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer i hverdagen, ikke kun hvordan de opfører sig på udstilling eller under træning.

## Træning og motion

Papillon har brug for fysisk bevægelse og mental aktivering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer alle. En voksen, sund og veltrænet hund kan ofte deltage på overraskende lange ture, mens en hvalp, en ældre hund eller et individ med problemer har brug for en anden belastning. Tilpas efter alder, kondition, vejr og hundens restitution i stedet for at bruge kropsstørrelsen som mål for behovet.

Racen lærer ofte hurtigt, også ting man ikke havde tænkt sig at lære den. Belønningsbaseret træning med tydelige kriterier fungerer godt. Variér hverdagslydighed, næsearbejde, balanceøvelser og små problemløsningsopgaver, og afslut, mens hunden stadig kan koncentrere sig. Agility, lydighed og andre hundesportsgrene kan passe godt, når træningen bygges op gradvist, og underlag, forhindringer og belastning tilpasses hundens størrelse og modenhed.

En lille hund har brug for samme omhu omkring indkald og miljøtræning som en stor. Træn kontakt og tilbagekomst i sikre omgivelser, før hunden får frihed, hvor trafik, vildt eller større hunde kan udgøre en risiko. Træn også hunden i at falde til ro mellem aktiviteter. En papillon, der kun får tempofyldte opgaver, kan blive dygtig til at geare op, men dårligere til at slappe af igen.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben beskriver papillon som en grundlæggende sund og ofte længelevende race, men seriøse sundhedsundersøgelser er stadig vigtige. For svenske hvalpekuld er pap-PRA1 det tydeligste formelle kontrolpunkt. Pap-PRA1 er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, PRA, som nedbryder nethinden. Nedarvningen er autosomal recessiv: en bærer har én kopi af genvarianten og bliver ikke syg af netop denne form, mens en genetisk afficeret hund har arvet varianten fra begge forældre.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler kræver, at begge forældredyr har et officielt DNA-resultat for pap-PRA1 eller er registreret som fri gennem dokumenteret nedarvning. To bærere må ikke parres med hinanden, og en afficeret hund må ikke bruges i avl. En DNA-test for pap-PRA1 udelukker derimod ikke alle andre genetiske årsager til PRA eller andre øjensygdomme. En øjenlysning har derfor en anden funktion. Den svenske raceklub Papillon-Ringen anbefaler øjenlysning efter treårsalderen for at følge andre øjenforandringer.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskydes fra sin normale placering, forekommer i racen. Raceklubben ønsker, at avlshunde skal have en kendt og normal patellastatus før parring. Det er en vigtig anbefaling, men i de gældende svenske regler er patellastatus ikke anført som et særskilt registreringskrav for papillon. Bed derfor om at se resultatet i stedet for at gå ud fra, at selve registreringen omfatter det.

I andre lande kan flere tests indgå i anbefalede programmer. Britiske Royal Kennel Club anfører for eksempel NAD-test blandt de supplerende kontroller for papillon. Det gør ikke NAD til et svensk registreringskrav. Bed opdrætteren skelne mellem obligatoriske svenske resultater, raceklubbens anbefalinger og frivillige tillægstests.

Mundsundheden fortjener også opmærksomhed. Små hunderacer rammes oftere af parodontitis, og daglig tandbørstning er en enkel måde at mindske risikoen for svær tandsten og smertefuld parodontitis. Dårlig ånde, blødende tandkød eller modvilje mod at tygge bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Papillon har sin oprindelse i Frankrig og Belgien og er varianten med stående ører af den kontinentale dværgspaniel. Hundetypen er dokumenteret siden 1500-tallet og forekom som selskabshund ved europæiske hoffer. Navnet papillon betyder sommerfugl på fransk og henviser til de store, skråt bårne ører med lange hårfrynser. Navnet phalène betyder natsværmer og bruges om varianten med hængeører.

FCI anerkender racen som nummer 77 i gruppen for selskabs- og dværghunde. Den moderne standard omfatter både papillon og phalène. Historien forklarer rollen som selskabshund, men nutidens papillon er ikke kun dekorativ: racens livlighed og lærevillighed kommer til udtryk i mange moderne hundeaktiviteter.

## At leve med racen

Papillon kan fungere godt både i lejlighed og hus, når den får daglig aktivitet, nærhed og hjælp til at falde til ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Et hjem, hvor mange lyde trænger igennem, kræver ekstra arbejde med ro ved dør, opgang og vinduer, fordi et opmærksomt individ ellers kan begynde at kommentere enhver forandring.

Racen kan leve godt med børn, men det afhænger af hundens temperament, barnets adfærd og de voksnes opsyn. Lær børn at lade hunden sove og spise uforstyrret, ikke at løfte den eller gribe fat i den og at lege på gulvniveau under opsyn. Det beskytter både hund og barn og er mere præcist end en generel betegnelse som ”børnevenlig”.

Den samme individuelle vurdering er nødvendig med andre dyr. En papillon kan leve med hunde eller katte, men introduktioner bør ske roligt og gradvist. Giv dyrene separate ressourcer og steder at trække sig tilbage, og hold opsyn med leg, når størrelsesforskellen er stor. En venlig stor hund kan skade en meget lille hund ved et uheld.

At være alene er en færdighed, ikke noget man kan forudsætte ud fra racen. Væn hunden gradvist til korte perioder alene, og øg først, når den forbliver afslappet. Gøen, klynken, rastløs vandren, ødelæggende adfærd eller at hunden afviser en belønning, den normalt sætter pris på, kan tyde på, at skridtet var for stort.

Før et hvalpekøb bør du kontrollere mere end udseendet. Bed om at se forældrenes registrerede pap-PRA1-resultater, patellastatus og eventuelle øjenresultater, og spørg, hvorfor netop denne kombination blev valgt. Mød tæven, og læg mærke til, hvordan hundene falder til ro efter nye lyde og gæster. For en hvalp registreret i Svenska Kennelklubben skal du modtage registreringsbevis, SKK-aftale og en dyrlægeattest, der højst er syv dage gammel ved overdragelsen. Undersøgelser mindsker risici, men kan aldrig garantere en bestemt sundhed eller personlighed; åben dokumentation og realistiske forventninger er derfor vigtigere end løfter.

Papillon

Papillon Breed Club UK

Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

Papillon er en lille, elegant dværghund med store, sommerfuglelignende ører, en fin, silkeagtig, flerfarvet pels og en busket hale. Den er livlig, intelligent og meget lærenem, trives med både fysisk aktivitet og mental stimulering, fungerer som en opmærksom lille vagthund, kræver regelmæssig børstning og lever ofte langt op i teenageårene.

Weiefors

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Hurulunda

Tail Tip's

## Kort fortalt

Dværgpuddel er en lille, aktiv størrelsesvariant af puddel med stor træningslyst og et tydeligt behov for pelspleje. Det er en selskabshund, som normalt holder af at lære og være med i hverdagen, men den passer bedst til en ejer, der også vil bruge tid på aktivitet, rotræning og regelmæssig pelspleje.

- **Race og gruppe:** en af pudlens fire størrelsesvarianter, placeret i gruppe 9 for selskabshunde
- **Officielt hjemland:** Frankrig
- **Mankehøjde:** over 28 til og med 35 cm ifølge racestandarden
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen officiel vægt; et sundt huld er vigtigere end et generelt antal kilo
- **Pels:** rigelig uldpels eller pels, der danner snore, og som skal plejes og klippes
- **Aktivitetsniveau:** daglig fysisk bevægelse og mental aktivering er nødvendig, men mængden skal tilpasses individ, alder og helbred
- **Svensk sundhedsprogram:** avlsdyr skal have et registreret prcd-PRA-resultat eller være registreret som arveligt fri inden parring

Dværgpuddel ligger mellem toy- og mellempuddel i størrelse. I Sverige kan den endelige størrelsesvariant først fastslås ved en officiel måling, når hunden er mindst 15 måneder. En ung hund tæt på en størrelsesgrænse kan derfor være registreret ud fra forældrenes størrelse, før den er endeligt målt.

## Udseende og pels

Dværgpudlen skal ligne en mindre, velproportioneret puddel uden dværgpræg. Kroppen skal ifølge standarden være lidt længere end mankehøjden, ikke helt kvadratisk, og helheden skal være harmonisk med lette, frie bevægelser. Hunden skal virke elegant uden at være overdrevent spinkel eller skrøbelig.

Pelsen findes i to strukturer. Uldpelsen er fin, tæt, kruset og elastisk med ensartede krøller. Den snorede pels er også fin og tæt, men danner karakteristiske snore. De fleste familiehunde holdes i en kortere klipning, men en kort pels fjerner ikke behovet for pleje.

Pelslængde, frisure, vejr og den enkelte hund afgør, hvor ofte hunden skal børstes, bades og klippes. Kontrollér især steder, hvor pelsen let filtrer, for eksempel bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. En kam skal kunne føres ned gennem pelsen uden at sætte sig fast. Hvis filtrene bliver ved med at komme igen trods pleje, er en kortere frisure eller hjælp fra en hundefrisør et bedre valg end en fast tidsplan, der ikke fungerer for hunden.

Væn hvalpen gradvist til at stå på et skridsikkert underlag, blive redt, få poter og ansigt håndteret og høre en klippemaskine eller hårtørrer. Beløn ro, og gør hvert trin forståeligt. Det giver bedre forudsætninger for sikker pelspleje resten af livet.

Siden 1. august 2024 har puddelstandarden og de svenske registreringsregler omfattet 16 farvevarianter. De ensfarvede er sort, hvid, brun, grå og abrikosrød. Derudover findes godkendte flerfarvede varianter, blandt andet hvid kombineret med en anden farve, sort eller brun med tantegninger, trefarvet og brindle. Merle er ikke blandt standardfarverne, og i Sverige registreres afkom ikke, hvis en puddelforælder bærer genet for merle.

Pudler fælder ikke på samme måde som mange andre hunde, og løse hår kan blive i den krusede pels, indtil de børstes ud. Det gør ikke dværgpudlen allergifri. Hundeallergener kommer først og fremmest fra hud og spyt, og reaktionen kan variere mere mellem individer end mellem racer. En person med hundeallergi bør derfor ikke vælge race alene ud fra pelstypen.

## Temperament og personlighed

Dværgpudlen skal være opmærksom, aktiv, samarbejdsvillig og lærenem. Et velfungerende individ er ofte hurtigt til at opfatte mønstre og holder af samarbejde, men racebeskrivelsen er et ideal og ingen garanti for, hvordan hver hund reagerer på lyde, fremmede mennesker, hundemøder eller nye miljøer.

Svenska Pudelklubbens avlsstrategi viser BPH-resultater for 630 mindre pudler. Gruppen omfatter mellem-, dværg- og toypuddel og består hovedsageligt af mellempudler. Resultaterne beskriver blandt andet ret energiske hunde, ofte med en positiv indstilling og få trussels- eller aggressionsreaktioner i de pågældende testsituationer. Det samme materiale fremhæver både variationen inden for racen og, at antallet af beskrevne hunde er lille i forhold til populationen. Resultaterne kan derfor sige noget om gruppen, men de forudsiger ikke, hvordan en enkelt dværgpuddel bliver.

Spørg opdrætteren, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. Bed om konkrete eksempler på, hvordan de falder til ro efter overraskelser, håndterer berøring, gæster og lyde, møder andre hunde og finder hvile. Sådanne svar siger mere om et godt match end generelle ord som social, klog eller nem.

## Træning og motion

Dværgpudlen har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle individer. En god hverdag kombinerer gåture, mulighed for at snuse og undersøge, leg eller anden fysisk aktivitet og opgaver, som hunden kan forstå og løse. Belastningen skal ændres med alder, kondition, helbred og hundens evne til at restituere.

Belønningsbaseret træning passer til racens lyst til at samarbejde. Vær tydelig om, hvilken adfærd der udløser en belønning, øg sværhedsgraden i små trin, og træn den samme færdighed i forskellige miljøer. Indkald, samarbejde i hverdagen, rolig håndtering, at kunne vente og at kunne passere mennesker og hunde er vigtigere end mange tricks.

Variation er ofte mere værdifuld end blot at forlænge gåturen. Næsearbejde, søgeøvelser, apportering, balance- og kropskontrol, rallylydighed eller andre færdigheder kan give meningsfuld aktivering. Samtidig skal hunden kunne hvile uden at blive underholdt hele tiden. Hvis den har svært ved at falde til ro, bør man se på hele døgnet: søvn, miljø, forudsigelighed, motion og træningsniveau. Mere aktivitet er ikke altid det rigtige svar.

Hvalpe skal ikke motioneres som fuldvoksne hunde. Prioritér korte opdagelsesstunder, tryg miljøtræning, leg på et egnet underlag og meget restitution. For en voksen hund er det rette niveau det, der giver god kondition og en velfungerende hverdag uden tilbagevendende stivhed, halthed, stress eller langvarig udmattelse.

## Sundhed

Det vigtigste racespecifikke sundhedskrav at kontrollere ved køb af hvalp er forældrenes resultat for prcd-PRA. For toy-, dværg- og mellempuddel kræver de svenske registreringsregler, at begge forældredyr inden parring har et officielt DNA-resultat eller er registreret som arveligt fri.

Prcd-PRA er en arvelig form for progressiv retinal atrofi, som nedbryder nethindens lysfølsomme celler. Mørkesynet påvirkes først, og en ramt hund kan med tiden blive blind. Arvegangen er autosomal recessiv: en bærer er ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres. En bærer må kun bruges sammen med en hund, der er DNA-testet fri eller arveligt fri, og en afficeret hund må ikke bruges i avl.

Et frit prcd-PRA-resultat er ikke en generel garanti for sunde øjne. Testen gælder kun prcd-varianten og udelukker ikke andre former for PRA eller andre øjensygdomme. Svenska Pudelklubben anbefaler derfor også øjenlysning af avlsdyr og opfordrer til DNA-test for PRA-varianten rcd4.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan glide ud af sin normale position, er et andet relevant avlsspørgsmål hos mindre pudler. Svenska Pudelklubben anbefaler en officiel patellaundersøgelse for dværgpuddel, men det er ikke det samme obligatoriske registreringskrav som prcd-PRA. Klubben anbefaler, at en hund med patellagrad 1 bruges sparsomt og kun sammen med en hund, der har resultatet 0/0.

Bed opdrætteren vise registrerede resultater i stedet for blot at acceptere, at forældrene er ”testet”. Kontrollér prcd-PRA-status, spørg efter officielle resultater fra patella- og øjenundersøgelse og efter kendte problemer hos forældre, søskende og tidligere kuld. DNA-test, dyrlægeundersøgelser og en åben familiehistorik supplerer hinanden; ingen enkelt test kan love, at en hvalp aldrig bliver syg.

## Historie og oprindelse

Pudlen er en gammel europæisk hundetype, som findes afbildet på malerier fra 1400-tallet, mens Frankrig er racens officielle hjemland. Racens navn og tidlige anvendelse er tæt knyttet til vand: pudler blev oprindeligt brugt til jagt på vandfugle, og det var først og fremmest de større hunde, der arbejdede som vandapportører.

De mindre pudler blev primært udviklet som selskabshunde. I 1800-tallet begyndte man at forme en dværgvariant ud fra små eksemplarer af de større varianter. I Sverige blev de mindre pudler i begyndelsen af 1930'erne opdelt i lille puddel og dværgpuddel; den førstnævnte størrelse fik senere navnet mellempuddel. Nutidens dværgpuddel deler derfor racens arbejdsbaggrund og lærenemhed, men den skal ikke beskrives, som om hvert individ automatisk er en vand- eller apporteringshund.

De fire moderne størrelsesvarianter har samme grundlæggende racetype. Størrelsesforskellene påvirker hverdagen, men gør ikke dværgpudlen til en særskilt blandingsrace eller en miniature med afvigende kropsbygning.

## At leve med racen

Dværgpuddel kan fungere i mange slags hjem, også i lejlighed, hvis hunden får daglig bevægelse, mental aktivering, pelspleje, social kontakt og træning i at finde ro. Boligens størrelse er mindre afgørende end den hverdag, hunden faktisk får. En lille hund, der mangler restitution, gåture eller tryg alene-hjemme-træning, får ikke sine behov opfyldt, blot fordi den fylder lidt.

Alenetid skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte, udramatiske perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan forblive rolig. Tag hensyn til alder og tegn på uro; ingen kan love, at en bestemt dværgpuddel kan klare et fast antal timer alene. Planlæg hundepasning eller anden hjælp, hvis arbejdsdagen er længere end det, hunden er trænet til at klare.

Racen kan leve godt med børn, hunde og katte, men det afgøres af individ, erfaringer og introduktion—ikke af racenavnet. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden skal have et hvilested, hvor den kan være i fred. Introducér andre dyr gradvist med afstand, gitter eller line efter behov, adskilte ressourcer og mulighed for at afbryde. Tving ikke kontakt igennem.

Det bedste match er et hjem, der holder af en lærenem og deltagende lille hund, men også accepterer det praktiske arbejde. Regn med tilbagevendende klipning, grundig gennemgang af pelsen, hverdagstræning og aktivitet året rundt. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje eller forventer, at hunden tilpasser sig uden planlagt træning og selskab.

Dværgpuddel

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Dværgpuddel er en lille, atletisk og næsten ikke‑fældende hund med tæt, krøllet pels og en kvadratisk, velafbalanceret kropsbygning. Den er meget intelligent, sensitiv og menneskeorienteret, trives med træning, daglig motion og tæt selskab og lever ofte et langt, aktivt liv ved god pasning.

Eyeq's

## Kort fortalt

Flatcoated retriever er en anerkendt britisk apporterende fuglehund i FCI-gruppe 8. Racen er avlet til at søge efter og hente nedlagt vildt på land og i vand, så samarbejde, apporteringslyst og evnen til at arbejde i varieret terræn er centrale egenskaber – også hos hunde, der primært lever som familiehunde.

- Den ønskede skulderhøjde er 58–61 cm for hanner og 56–58 cm for tæver.
- Den ønskede vægt i god kondition er 27–36 kg for hanner og 25–32 kg for tæver. Målene beskriver racestandardens ideal, ikke hvad enhver voksen hund vil veje eller måle.
- De godkendte farver er sort og leverbrun.
- Raceidealet er en positiv, venlig, vågen og lydhør hund. Energi, intensitet og evnen til at falde til ro varierer mellem individer og familier.
- En Flatcoated retriever har hver dag brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde. Lange gåture alene erstatter ikke meningsfulde opgaver.
- Tumorsygdomme er et vigtigt sundhedsproblem i racen. Ingen enkelt test kan vise, at en hvalp eller avlslinje er fri for fremtidig kræftrisiko.

## Udseende og pels

Flatcoated retriever skal være stærk uden at blive tung og spændstig uden at virke spinkel. Funktionel balance er vigtigere end kraftig knoglebygning, overdreven pels eller høj kropsvægt. Bevægelserne skal være frie, flydende og regelmæssige set forfra og bagfra.

Hovedet er langt og velformet med et fladt, moderat bredt kranium og kun et let stop. Kæberne skal være lange og stærke nok til apporteringsarbejdet. Kroppen har en dyb, forholdsvis bred brystkasse og et kort, kraftigt lændeparti. Halen bæres muntert, men ikke højt over ryglinjen.

Pelsen er tæt, fin til middelkraftig og så flad som muligt. Ben og hale har tydeligt behæng, når hunden er fuldt udviklet. Kun sort og leverbrun indgår i standarden; gul forekommer, men er ikke en godkendt udstillingsfarve.

Pelsplejen bør følge hundens faktiske pels og hverdag, ikke en fast kalender. Red pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i behænget. Efter badning eller arbejde i vand og tæt terræn skal hunden tørres og gennemgås for filtre, hudirritation, frø, små sår og beskadigede trædepuder. Ørerne skal holdes tørre og kontrolleres ved lugt, rødme eller kløe. Trimning kan holde poter og behæng funktionelle, men pelsen bør ikke formes til en tung eller overdreven silhuet.

## Temperament og personlighed

Flatcoated retriever skal være tillidsvækkende, positiv, venlig, vågen og lydhør, men racestandarden er et avlsmål – ikke en garanti for hvert individ. En hvalpekøber bør derfor vurdere forældrene, voksne slægtninge og hvordan opdrætteren følger hundenes adfærd i hverdagen, i stedet for blot at godtage, at racen beskrives som glad.

I Svenska Kennelklubbens BPH-analyse af 209 svenskfødte hunde blev racen overordnet opfattet som tryg, energisk, nysgerrig, legesyg og social. Den samme analyse understreger variationen i racen og påpeger, at stor nysgerrighed og hurtige reaktioner også kan hænge sammen med vanskeligheder ved at falde til ro. Materialet beskriver de deltagende hunde og er ikke en facitliste for en hvalp. Se derfor efter både arbejdslyst og evnen til at falde til ro igen: Kan de voksne hunde hilse uden at miste al selvkontrol, håndteres roligt og hvile, når der ikke sker noget?

Racen er ofte social, men egnethed med børn, hunde eller katte må aldrig antages ud fra racenavnet. En stærk og begejstret hund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til hunde og katte bør ske gradvist. Tidligere erfaring, lyst til at jage og evnen til at afbryde på signal betyder mere end en generel beskrivelse af racen.

## Træning og motion

Flatcoated retriever har brug for at anvende både krop og hoved hver dag, men der findes ingen seriøs universel kvote i minutter eller timer. Det rette niveau afhænger af alder, helbred, kondition, aktivitetens intensitet og hvor godt hunden falder til ro bagefter. En god dag rummer en blanding af bevægelse, næsearbejde, apportering, samarbejde og uforstyrret hvile.

Apportering og søg giver ofte mere end blot at forlænge gåturen. Dummyer, enkle markeringsapporteringer, nærsøg, spor, jagttræning eller den svenske Funktionsbeskrivning Retriever kan give afløb for de egenskaber, racen er avlet til. Jagtprøver og praktisk jagt passer til den, der vil udvikle arbejdet videre, men enhver ejer kan skabe hverdagsopgaver, hvor hunden får lov til at søge, bære, aflevere og vente på et signal.

Belønningsbaseret og gradvis træning passer til en hurtig og samarbejdsvillig retriever. Prioritér tidligt:

- kontakt og at gå pænt i snor, før hunden bliver fuldvoksen og stærk;
- indkald og stopsignal, også når noget bevæger sig eller dufter spændende;
- rolige hilsener med alle fire poter på jorden;
- at bære og aflevere genstande uden konflikt;
- ro, passivitet og evnen til at geare ned efter aktivitet;
- frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels.

Vandarbejde kan være et godt afløb, men interesse for vand er ikke det samme som at kunne svømme. Begynd på lavt vand, vis hunden en sikker vej op, undgå strømmende eller meget koldt vand, og lad aldrig hunden være uden opsyn. Hunde i vækst har brug for varieret belastning, der opbygges gradvist; gentagne bratte stop, høje spring og ensidig boldkastning er ikke en genvej til god kondition.

## Sundhed

Tumorsygdomme er det vigtigste racespecifikke sundhedsområde, en hvalpekøber skal forstå. Svenska Kennelklubben og raceklubben beskriver en overrepræsentation af flere tumorformer, og Flatcoated retriever har blandt andet en dokumenteret disposition for histiocytært sarkom. Det betyder ikke, at enhver hund bliver syg, men risikoen kan ikke afvises med en DNA-test, en normal dyrlægeattest eller unge, raske forældre.

Bed om alder og dødsårsag for forældre, bedsteforældre, hel- og halvsøskende samt hunde fra tidligere kuld. Spørg, hvilke diagnoser der faktisk er bekræftet af en dyrlæge, og hvordan opdrætteren bruger oplysninger om ældre slægtninge. Hos din egen hund bør en ny eller voksende knude, vedvarende halthed, uforklarligt vægttab eller en tydelig ændring i appetit og energi vurderes af en dyrlæge. Sådanne tegn kan have mange årsager og bør ikke selvdiagnosticeres som kræft.

For afkom, der skal registreres i Sverige, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har officiel hofteledsstatus før parring. Kendt status betyder, at der findes et resultat – ikke automatisk at hofterne er graderet A eller B. Kontrollér derfor selve graden og resultaterne hos nære slægtninge. Albuerøntgen er en vigtig kontrol, som raceklubben gerne vil se hos flere hunde, men den er ikke et særskilt krav for at registrere hvalpe efter reglerne fra 2026.

Øjenundersøgelse er heller ikke et formelt krav fra Svenska Kennelklubben for racen. Den aktuelle anbefaling fra den svenske Flatcoated Retrieverklub er, at avlshunde har en øjenattest, som højst er to år gammel ved parring. Klubben anbefaler også gonioskopi, når det er muligt, og at en kendt grad af pektinatligamentdysplasi, PLD, ikke fordobles i en kombination. Bed om at se dato, diagnoser og hele resultatet – ordet "øjentestet" er ikke nok.

Renal dysplasi, RD, forekommer i få, men alvorlige tilfælde. Der findes ingen valideret DNA-test for RD hos Flatcoated retriever, så et kommercielt testresultat bør ikke bruges som bevis for, at en hund eller kombination er fri. En kendt diagnose hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed er mere relevant.

## Historie og oprindelse

Flatcoated retriever blev udviklet i Storbritannien som en apporterende fuglehund til arbejde efter skuddet. Opgaven var at søge efter og hente nedlagt fugle- og småvildt på land og i vand, hvilket forklarer racens kombination af næsearbejde, samarbejdsvilje, bæring og udholdende bevægelse.

FCI anerkendte racen endeligt i 1954 og placerer den blandt retrieverne med arbejdsprøve. Flatcoated retriever kom til Sverige i 1960'erne. De præcise fortællinger om, hvilke hundetyper der blev krydset på hvert trin af udviklingen, varierer mellem historiske kilder. Det sikre og praktisk vigtige er, at nutidens race stadig skal fungere som apportør og ikke blot have et retrieverlignende udseende.

## At leve med racen

Flatcoated retriever passer bedst til en, der vil leve med en aktiv arbejdende retriever og samtidig har tænkt sig at træne ro. Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Størrelse, fart og meget ivrige hilsener kræver planlægning, og behovet for samarbejde varer hele livet.

Lejlighed kan fungere, hvis det er nemt at komme ud, hunden får meningsfuld aktivitet, og man træner lyde, hilsener i fællesarealer og hvile. En have erstatter ikke gåture eller fælles arbejde. Alenetid skal opbygges gradvist fra korte, trygge stunder; en lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Hvis arbejdsdagen jævnligt indebærer langt fravær, skal en velfungerende plan for selskab og luftning være på plads før købet.

Før du vælger en hvalp, bør du kunne få klare svar på disse spørgsmål:

- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de under aktivitet, håndtering og hvile?
- Hvilken officiel HD-grad har hver forælder, og findes der albueresultater og ledhistorik hos nære slægtninge?
- Hvornår blev den seneste øjenundersøgelse foretaget, hvad viste hele attesten, og findes der resultater fra gonioskopi?
- Hvor gamle blev nære slægtninge, hvad døde de af, og hvilke tumordiagnoser eller RD-tilfælde er kendt?
- Hvordan følger opdrætteren sundhed, temperament og arbejdsevne i tidligere kuld over tid?

Det rette hjem får en arbejdsivrig, social og alsidig hund. Et dårligt match opstår ofte, når det venlige raceideal tolkes som, at hunden af sig selv kan klare børn, andre dyr, lange dage alene og et liv uden reelle opgaver.

Flatcoated retriever

The Flatcoated Retriever Society of Great Britain

The Swedish Kennel Club (Svenska Kennelklubben)

The Norwegian Kennel Club (Norsk Kennel Klub)

The Danish Kennel Club (Dansk Kennel Klub)

The Kennel Club (United Kingdom)

Flatcoated retriever er en middelstor til stor, atletisk apporterende jagthund med glat, sort eller leverfarvet pels og et venligt, hvalpeagtigt væsen. Den er energisk, meget menneskeorienteret og meget lærenem og har brug for masser af motion, positiv træning, et tæt familieliv og opmærksom pleje af helbredet.

Comics

## Kort fortalt

Dalmatineren er en mellemstor, atletisk og social hund, der passer bedst til den, som ønsker en aktiv hverdag sammen med sin hund. Den kan være en dejlig familiehund, men det er ikke en race, man bør vælge alene på grund af udseendet. En dalmatiner har brug for velovervejet motion, træning, restitution og tæt kontakt med sine mennesker.

- **Oprindelse og racegruppe:** Kroatien; FCI-gruppe 6, drivende hunde, schweisshunde og beslægtede racer.
- **Størrelse:** Racestandarden angiver 56–62 cm for hanner og 54–60 cm for tæver. Som en grov rettesnor angiver Svenska Kennelklubben cirka 27–32 kg for hanner og 24–29 kg for tæver.
- **Pels:** Kort, hård og tæt med sorte eller leverbrune pletter på hvid bund.
- **Aktivitetsniveau:** Udholdende og glad for bevægelse. Racen har brug for fysisk aktivitet, opgaver, hvor den bruger næse og hoved, samt hjælp til at finde ro.
- **Vigtigt før køb:** Bed om at se hvalpens BAER-resultat for begge ører, forældrenes høreresultater og tydelige oplysninger om hundenes HUA- eller LUA-status. Spørg også efter HD-, ED- og BPH-resultater, når de findes.

Dalmatineren kan passe til en engageret førstegangsejer, som er klar til at sætte sig ind i racens særlige sundhedsforhold og arbejde konsekvent med hverdagen. Den er et dårligere valg for den, som ønsker en hund, der nøjes med korte ture, ofte skal være alene eller forventes at blive pålidelig uden snor uden systematisk træning.

## Udseende og pels

Dalmatineren skal være stærk og velafbalanceret uden at virke tung. Kroppen er en smule længere, end den er høj, med et omtrentligt forhold på 10:9 mellem kropslængde og skulderhøjde. Den korte, blanke pels ligger tæt til kroppen og fremhæver den atletiske bygning.

Grundfarven er rent hvid. Pletterne skal være sorte eller leverbrune, tydeligt afgrænsede og jævnt fordelt. På kroppen er de normalt omkring to til tre centimeter, mens de er mindre på hoved og ben. Hvalpene fødes hvide, og pletterne bliver synlige lidt efter lidt.

Pelsen kræver ingen avanceret klipning. Børst efter behov for at samle løse hår op, og brug samtidig lejligheden til at kontrollere hud, ører, poter og kløer. Bad hunden, når den er snavset, frem for efter en fast plan. Kort pels betyder ikke nødvendigvis få hår i hjemmet: hvor tydeligt fældningen mærkes, varierer mellem hunde, årstider og hjem.

Den korte pels beskytter kun i begrænset omfang, når hunden står stille, er våd eller udsættes for hård kulde. Tilpas derfor turens tempo og længde efter vejret og hundens reaktion. Et dækken kan være en god idé i koldt vejr, især hvis hunden spænder i kroppen, søger varme eller nødig vil gå videre. Tør poter og pels efter våde ture eller ture på saltede vinterveje.

## Temperament og personlighed

En velfungerende dalmatiner er venlig, livlig, loyal og lærenem. Racestandarden beskriver også en vis selvstændighed. I hverdagen betyder det ofte en hund, som gerne deltager i familiens aktiviteter, men som har brug for klare rutiner og en god grund til at samarbejde. Frygt, nervøsitet eller aggression hører ikke til racestandardens ideal, men en racebeskrivelse kan aldrig garantere, hvordan den enkelte hund udvikler sig.

Udsagn om jagtlyst skal nuanceres. Den internationale racestandard nævner et udpræget drivende instinkt, mens Svenska Kennelklubbens korte raceguide beskriver jagtinteressen som lav. Forskellen er en god grund til at vurdere individet frem for at stole på en etiket. Spørg, hvordan forældrene reagerer på vildt, og læs deres BPH-resultater, hvis de er adfærdsbeskrevet. Træn indkald med lang line, hvor det er nødvendigt, og slip ikke hunden løs på usikre steder, før dens reaktioner er grundigt afprøvet.

Mange dalmatinere vil gerne være tæt på familien og er følsomme over for stemninger og uklare forventninger. Korte, overskuelige træningspas med belønning og tydelige pauser fungerer ofte bedre end pres eller hårde korrektioner. Træn ro på en fast hvileplads lige så målrettet som håndtering, indkald og det at følge dig.

Når det gælder børn og andre dyr, betyder individ, erfaringer og daglige rutiner mere end racens navn. En stor og hurtig unghund kan vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Små børn og hunden skal derfor altid være sammen med en voksen til stede, og hunden har brug for et beskyttet sted, hvor den kan hvile uforstyrret.

## Træning og motion

Dalmatineren har brug for regelmæssig og varieret aktivitet, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, korte træningsopgaver, fri bevægelse, hvor det er sikkert, og uforstyrret hvile. Alder, sundhed, kondition og dagsform skal afgøre mængden.

Racen har historisk fulgt vogne og heste, og mange voksne dalmatinere trives med udholdenhedstræning. Det betyder ikke, at en hvalp skal motioneres som en færdigtrænet voksen hund. Lad den unge hund undersøge verden i sit eget tempo, udvikle kropskontrol og lære hverdagsfærdigheder uden at jagte kilometer. Løb ved siden af en cykel eller anden ensidig konditionstræning bør vente, til hunden er fysisk moden. Begynd kort og roligt, øg gradvist, og stop, hvis hunden halter, er stiv, tøver eller bliver usædvanligt træt.

Prioritér færdigheder, der gør et aktivt liv mere sikkert:

- kontakt og evnen til at følge dig, også når noget bevæger sig i omgivelserne
- indkald, der først trænes med lang line og kontrollerede forstyrrelser
- rolig venten, afslapning og evnen til at falde ned efter aktivitet
- frivillig håndtering af ører, poter og mund
- stop- og retningssignaler, før hunden følger med ved cykel eller hest

Mere fart er ikke altid løsningen for en urolig unghund. Hvis hunden bliver stadig mere opkørt, sover dårligt eller har svært ved at koncentrere sig, kan den have brug for enklere opgaver og mere restitution frem for endnu et krævende pas.

## Sundhed

To forhold er særligt vigtige for den, der overvejer en dalmatiner: medfødt nedsat hørelse og racens omsætning af urinsyre. Bed om de faktiske testresultater, og lær, hvad de betyder; nøjes ikke med en vag oplysning om, at kuldet er »sundhedstestet«.

### Hørelse og BAER

BAER er en veterinær høretest, hvor hvert øre undersøges for sig. Resultatet viser, om hunden hører på begge ører, hører på ét øre eller er døv på begge. Bed om at se hvalpens eget testskema og forældrenes resultater.

Den svenske racespecifikke avlsstrategi opgør BAER-resultater, som blev indsendt fra 2018 til 2023. I netop denne gruppe af testede hunde hørte cirka 86 procent på begge ører, godt 11 procent på ét øre, og godt 2 procent var døve på begge. Tallene beskriver indsendte resultater fra testede hunde og er ikke en præcis forudsigelse for hvert nyt kuld.

En hund, der hører på ét øre, betragtes som klinisk hørende og kan fungere rigtig godt i hverdagen. Dårligere evne til at lokalisere lyd kan dog kræve ekstra omtanke nær trafik og i andre risikofyldte miljøer. Svenska Dalmatiner-Sällskapet anbefaler BAER-testede forældre, at en hund med ensidig hørelse kun parres med en hund, der hører på begge ører, og at en døv hund ikke bruges i avl.

### HUA, LUA og uratsten

HUA og LUA beskriver forskellige varianter af genet SLC2A9, som påvirker transporten af urinsyre. HUA-dalmatinere udskiller mere urinsyre i urinen og har derfor øget tilbøjelighed til at danne uratkrystaller og uratsten. Øget risiko betyder ikke, at hunden med sikkerhed bliver syg. Krystaller i en prøve er heller ikke i sig selv bevis for, at der findes en sten.

LUA-dalmatinere har en genvariant, som giver normal omsætning af urinsyre. Varianten blev indført gennem et dokumenteret krydsningsprojekt i USA i 1970'erne og findes nu hos registrerede dalmatinere, også i Sverige. LUA beskytter ikke mod alle andre problemer i urinvejene.

Spørg opdrætteren om dokumenteret HUA- eller LUA-status for hvalpen og forældrene, og om uratsten er forekommet i familien. En HUA-hund bør have god adgang til vand og mulighed for at tisse regelmæssigt. Foder og eventuel behandling skal tilpasses sammen med en dyrlæge, hvis hunden får problemer; én fast foderliste passer ikke til alle. Gentagne forsøg på at tisse, smerter, blod i urinen eller manglende urin kræver hurtig vurdering hos en dyrlæge.

### Resultater, anbefalinger og regler

Svenska Dalmatiner-Sällskapet anbefaler blandt andet BPH-adfærdsbeskrivelse, BAER-test af avlsdyr og velovervejede kombinationer ud fra HD- og ED-resultater. Det er avlsanbefalinger. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 stiller ingen særlige krav til dalmatinere om BAER, HD, ED, BPH eller HUA/LUA; racens særregel handler om farvebetegnelse. En grundig køber kan alligevel bede om resultaterne, kontrollere datoer og identitet og drøfte, hvad de betyder for den konkrete kombination.

## Historie og oprindelse

Dalmatinerens officielle oprindelsesland er Kroatien, og navnet knyttes til den historiske region Dalmatien. Den tidligste historie bør beskrives med forsigtighed, men racestandarden henviser til malerier og kirkekrøniker fra 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Navnet »Dalmatian dog« blev brugt i en beskrivelse fra 1771, og i 1790 blev hunden afbildet og beskrevet som »Dalmatian or Coach Dog«.

I England blev dalmatineren kendt som vogn- og staldhund fra midten af 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Hundene fulgte hestekøretøjer og blev derfor forbundet med heste, udholdenhed og bevægelse over længere strækninger. Den første uofficielle standard blev skrevet i 1882 og blev officiel i 1890.

Historien som vognhund er med til at forklare racens aktivitetsprofil, men den afgør ikke, hvor meget den enkelte hund skal motioneres, eller om den fungerer sammen med heste. Lad hest og hund mødes under kontrollerede forhold, og lær hunden, hvor den skal holde sig, før de bevæger sig sammen.

## At leve med racen

Et godt liv med en dalmatiner handler mere om daglige rutiner end om boligens størrelse. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet, regelmæssige lufteture og ro indendørs. Følsomhed over for lyde og gøen bør håndteres tidligt, især hvor naboerne bor tæt. En have erstatter ikke ture, træning eller tid sammen.

Alenetid skal læres gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene. Begynd senere med meget korte og rolige perioder, og øg først, når hunden faktisk kan hvile. En voksen hund, der er trænet til at være alene, kan normalt klare nogle timer, men evnen varierer. Planlæg ikke hverdagen efter en påstået racespecifik maksimumgrænse.

Skal dalmatineren bo med en kat, bør katten først få et hundefrit område og mulighed for at komme op i højden eller væk. Begynd med at udveksle dufte og korte møder med hunden i snor, beløn ro, og afbryd forsøg på at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet har været stabilt gennem længere tid. Den samme forsigtighed er nødvendig omkring smådyr.

Før du køber en hvalp, er det fornuftigt at kontrollere:

- hvalpens BAER-skema for højre og venstre øre
- forældrenes BAER-resultater og hvalpens dokumenterede HUA- eller LUA-status
- forældrenes HD-, ED- og BPH-resultater, når de findes, samt opdrætterens vurdering af kombinationen
- hvordan forældredyrene fungerer med mennesker, hunde, vildt og lyde, og hvordan de finder ro i en almindelig hverdag
- hvordan opdrætteren socialiserer hvalpene, og hvilken støtte du får efter købet

Dalmatineren passer til den, som værdsætter en tæt, udtryksfuld og udholdende hund og vil bruge tid på både aktivitet og ro. Vælg opdrætter og individ ud fra dokumenterede resultater og faktisk adfærd i hverdagen, ikke kun pletter eller generelle løfter om racen.

Dalmatiner

Dalmatiner Klub Deutschland e.V. (Germany)

Dalmatineren er en middelstor, atletisk hund med kort, hvid pels og tydelige sorte eller leverbrune pletter. Den blev oprindeligt brugt som vogn- og vagthund, er energisk og intelligent og har brug for betydeligt mere motion end gennemsnittet. Den er loyal og meget menneskeorienteret, kan have svært ved at være alene og har tendens til at blive ramt af døvhed og urinsten.

Jilloc's

## Kort fortalt

- Chinese crested dog er en lille selskabshund med to pelsvarianter: hårløs og powder puff. Begge kan blive født i samme kuld.
- Den ideelle skulderhøjde er 28–33 cm for hanner og 23–30 cm for tæver. Den gældende racestandard angiver ingen officiel vægt.
- Den hårløse variant har en lang hårtop på hovedet, såkaldte sokker på poterne og en lang hårdusk på halen. Powder puff har lang, blød pels over hele kroppen.
- Raceidealet er en glad hund, som aldrig bør være aggressiv. Samtidig er der tydelige individuelle forskelle i selskabelighed, nysgerrighed, tendens til at give lyd og tryghed.
- Hud- eller pelspleje, tandbørstning og beskyttelse tilpasset vejret skal være en del af hverdagen fra begyndelsen.
- Når du vælger hvalp, er øjenresultater, PLL-status, tandstatus samt sundhed og mentalitet hos nære slægtninge vigtigere end generelle løfter om racen.

## Udseende og pels

Chinese crested dog er lille, bevægelig og elegant uden nødvendigvis at være skrøbelig. Racen findes både som en elegant deer-type og som en lidt kraftigere cobby-type. Kroppen skal være middellang til lang, ryggen lige og bevægelserne lange, flydende og frie. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.

Hanner har en ideel skulderhøjde på 28–33 cm og tæver på 23–30 cm. Den gældende racestandard angiver ingen vægt, så en grænse på 5,4 kg skal ikke bruges som nutidens ideal. Vurder i stedet en voksen hund ud fra proportioner, muskulatur og huld.

Hos den hårløse variant skal kroppen hovedsageligt være nøgen med lange hår på hoved, poter og hale. Mængden af hår på kroppen varierer dog fra hund til hund. Bed om at se hvalpen, før den er trimmet, og få opdrætteren til at vise, hvordan netop denne hunds hud og behæng skal plejes. Huden skal være fin, blød og varm at røre ved.

Powder puff har en tynd underuld med et slør af langt, blødt hår over. Pelsen skal være let og bevægelig, ikke tung eller ulden. Del pelsen, og red helt ned til huden. Se især efter begyndende filtrede områder, hvor håret er tæt eller udsættes for friktion. En ugentlig rutine med bad og gennemgang kan være et udgangspunkt, men pelsens tilstand afgør, hvor ofte den skal redes ud, vaskes og tørres grundigt.

Den hårløse hud skal i stedet kontrolleres for hudafskrabninger, rødme, bumser og tørhed. Unge hunde kan få hudorme og bumser under hormonelle forandringer, men omfanget varierer meget. Beskyt hunden med skygge og egnet tøj, når sol, blæst, regn eller kulde gør det nødvendigt. En powder puff kan også have brug for beskyttelse mod vejret, fordi den tynde pels kun varmer lidt og ikke er særlig vandafvisende. Hvis huden forbliver betændt eller kløende, eller der opstår sår, som ikke heler, bør en dyrlæge vurdere årsagen og hjælpe med valg af produkter.

Hverken den hårløse variant eller powder puff er allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i hudceller, talg, spyt og urin, og mængden varierer også mellem hunde af samme race. En lille mængde løse hår er derfor ingen garanti for en familie med allergi.

## Temperament og personlighed

Chinese crested dog skal være glad og ikke aggressiv, men racen rummer mange forskellige personligheder. I det svenske BPH-materiale fremstår de beskrevne hunde som forholdsvis trygge og moderat nysgerrige, uden en generel tendens til megen lyd eller aggressivitet. Det samme materiale viser stor variation i, hvordan hundene hilser på fremmede, leger og reagerer på uventede hændelser.

Det er mere nyttigt end etiketter som “velcro-hund” eller “énmandshund”. En hund kan søge meget fysisk kontakt, mens en anden kan være mere selvstændig. Nogle hilser straks på gæster, mens andre først vil se dem an. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene og nære slægtninge klarer håndtering, nye mennesker, lyde, ro og korte adskillelser. Se efter en hvalp, som kan undersøge omgivelserne i sit eget tempo og falde til ro igen efter noget uventet.

Racen kan være opmærksom og gø, når der sker noget, men det betyder ikke, at alle hunde gør meget. I en bolig, hvor lyde let kan høres af naboerne, er det klogt tidligt at belønne ro ved døre, vinduer og lyde i opgangen. Find også ud af, om hunden kan falde til ro, når der ikke sker noget. Evnen til at hvile er lige så vigtig som lysten til at lege.

I samvær med børn betyder selve samspillet mere end racen. Den lille størrelse kræver ekstra forsigtighed, hvis børn vil løfte eller bære hunden, men der er ingen generel regel om, at racen kun passer til større børn. Små børn og hunde skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested.

## Træning og motion

Chinese crested dog har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ingen veldokumenteret tidsformel, som passer til alle. En god dag kan rumme gåture med tid til at snuse, leg, en kort øvelse i en færdighed og rolig restitution. En aktiv hund kan sætte pris på længere ture, agility, rallylydighed, freestyle eller sporarbejde, mens en anden trives bedst med mindre krævende aktiviteter.

Tilpas varighed og intensitet efter alder, kondition, vejr, hvordan hunden bevæger sig, og hvor godt den kommer sig. En hårløs hund, som spænder i kroppen på grund af kulde, får ikke en god tur, blot fordi et bestemt tidsmål bliver nået. Vælg beskyttelse og omgivelser efter forholdene, og supplér med indendørs træning efter behov.

Belønningsbaseret træning egner sig godt, når hunden skal lære hverdagsfærdigheder. Begynd med indkald, at gå i snor, at falde til ro på en fast plads, at slippe genstande og at kunne afbryde en aktivitet. Træn også frivillig håndtering af mund, poter, hud, pels og ører. Det gør tandbørstning, bad, klipning og dyrlægebesøg mindre stressende.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Lad den i stedet møde forskellige mennesker, hunde, underlag, lyde og miljøer på en afstand, hvor den stadig kan spise, tænke og selv vælge kontakt. Hvis den bliver bange, skal situationen gøres lettere, og hvalpen skal have tid til at komme sig. Det skaber større tryghed end at presse et møde igennem.

## Sundhed

Der er ingen racespecifikke sundhedstests, som skal være gennemført, før et kuld Chinese crested dog kan registreres hos Svenska Kennelklubben, SKK. Raceklubben har derimod tydelige avlsanbefalinger. Forskellen er vigtig, når du vurderer et kuld: En anbefaling kan være meget relevant uden at være bindende.

Raceklubben siger, at begge forældre skal være øjenundersøgte tidligst ved 18-månedersalderen, og at attesten højst må være et år gammel ved parring. Den siger også, at begge skal have kendt DNA-status for primær linseluksation, PLL. Derudover anbefales kendt DNA-status for prcd-PRA og kendt patellastatus undersøgt tidligst ved 12-månedersalderen. En patellaundersøgelse er derfor et vigtigt kontrolpunkt, men ikke et særligt registreringskrav for racen. At en dyrlæge lytter på hjertet før avl, beskrives som ønskeligt, ikke som et formelt skal- eller bør-krav.

Bed om at se selve resultatet, datoen og hundens identitet. En DNA-test gælder kun den mutation, der er undersøgt, og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. En rask bærer af en enkelt recessiv sygdom behøver ikke automatisk at blive udelukket fra avl, men skal parres med en genetisk fri hund, så der ikke fødes syge hvalpe. En hund, der genetisk er klassificeret som afficeret, må ikke bruges i avl.

Blandt de øjenproblemer, der får særlig opmærksomhed i racen, er PLL, forskellige former for PRA eller retinopati og tørre øjne. Spørg også til øjenresultater og symptomer hos ældre slægtninge. Raceklubbens sundhedsoversigt omtaler desuden hjerteproblemer, som hovedsageligt viser sig i en højere alder, og tegn på rygproblemer. Det giver grund til at spørge til ældre slægtninge og tidlige mislyde på hjertet eller rygsymptomer, ikke til at antage, at alle hunde bliver syge.

Hårløshed og tandsæt hænger sammen gennem en variant i FOXI3-genet, som påvirker udviklingen af både hår og tænder. Hårløse hunde kan derfor mangle blivende tænder eller have tænder med en anderledes form eller retning. Powder puff mangler denne specifikke genetiske effekt og skal normalt have et komplet saksebid. Medfødt mangel på tænder er ikke det samme som parodontose, men begge varianter har brug for daglig tandbørstning for at begrænse plak og tandkødssygdom. Følg tandskiftet, og lad en dyrlæge vurdere tilbageholdte mælketænder, smerter, dårlig ånde eller problemer med at tygge.

I en stor britisk undersøgelse var medianlevetiden 13,4 år blandt 928 Chinese crested dog. Konfidensintervallet for medianen var 13,0–13,8 år. Resultatet beskriver den undersøgte population, ikke hvor længe den enkelte hund vil leve.

## Historie og oprindelse

Racens tidlige historie er usikker. Kina er angivet som oprindelsesland, og Storbritannien har ansvaret for racestandarden, men det er ikke muligt at følge en ubrudt linje fra gamle kinesiske hårløse hunde til nutidens race. Fortællinger om hunde på handelsskibe, rottefangst og livet under Han-dynastiet bør derfor behandles som teorier, ikke som sikre fakta.

De dokumenterede moderne milepæle er tydeligere. Chinese crested dog blev udstillet i USA mellem 1885 og 1926 og var derefter kun sjældent at se i næsten 50 år. Organiseret britisk avl blev bygget op igen med importer fra USA i perioden 1965–1968. De første hunde kom til Sverige i 1972, det første svenske kuld blev født samme år, og hundene blev registreret hos SKK i 1973. Chinese Crested Club Sverige blev stiftet i 1990.

## At leve med racen

Boligtypen afgør ikke i sig selv, om en Chinese crested dog trives. Både lejlighed og hus kan fungere, hvis hunden får aktivitet, hvile og gradvis alene-hjemme-træning. Vurder hjemmet ud fra lydmiljø, mulighederne for at komme ud og hvor let hunden kan komme væk fra træk, stærk sol og uro. En lille krop betyder ikke små behov.

En lille hvalp skal ikke være alene. Når hvalpen er tryg i hjemmet, kan træningen begynde med, at den slapper af, mens du bevæger dig på den anden side af et gitter eller forlader rummet ganske kort. Øg først tiden, når hunden fortsat er rolig. En voksen hund, som er blevet trænet gradvist, kan ofte være alene i nogle timer, men der er store individuelle forskelle. Et kamera kan hjælpe dig med at opdage, om hunden går hvileløst rundt, puster uroligt, gør eller ikke kan falde til ro.

Katte og andre hunde kan fungere godt sammen med racen, men lav jagtlyst eller problemfrit samliv kan ikke loves alene ud fra racen. Foretag introduktioner gradvist, forebyg jagt, og giv katten en sikker flugtvej og egne ressourcer. Tilpas legen efter hundenes størrelse og måde at kommunikere på. Smådyr skal holdes sikkert adskilt, medmindre du med sikkerhed kan kontrollere situationen.

Det rette hjem skal være forberedt på forskellen mellem de to pelsvarianter, daglig tandpleje og en hund, som både har brug for nærhed og tryghed på egen hånd. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, se hvalpen før trimning, og kontrollér dokumenterede sundhedsresultater. Det siger langt mere end løfter om, at alle hunde af racen er stille, allergivenlige eller automatisk nemme familiehunde.

Chinese crested dog

Chinese crested dog er en spinkel dværghund, som enten er hårløs med silkeblødt pels på hoved, poter og hale, eller en Powder Puff med en blød, fyldig pels over hele kroppen. Den er kærlig og meget menneskeorienteret, trives bedst med blid, venlig træning, har brug for pleje og beskyttelse af hud eller pels samt moderat daglig motion.

Speechless

Wallwein's

Beer-Sebas

## Kort fortalt

Keeshond er samme racevariant som wolfspitz i FCI-standarden og den største af de tyske spidshundevarianter. Oprindelseslandet er Tyskland, men navnet og kulturhistorien er stærkt knyttet til Nederlandene.

- **Racetype:** mellemstor vagt- og selskabshund i FCI-gruppe 5
- **Mankehøjde:** 49 cm med en tilladt variation på 6 cm i hver retning
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen bestemt vægt i kilo; vægten skal passe til hundens størrelse
- **Pels:** sølvgrå dobbeltpels med sorte hårspidser, rigelig underuld, manelignende krave og tydelige mørke ansigtsaftegninger
- **Typiske træk ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig, lærenem, hengiven over for sin ejer og ofte reserveret over for fremmede
- **Jagtlyst:** standarden beskriver manglende jagtlyst, men den enkelte hunds indkald og interesse for vildt skal stadig trænes og vurderes
- **Vigtigt før køb:** bed om tydelig sundhedsdokumentation, især hvilken PHPT-test der er brugt, hvilket laboratorium der udførte den, og hvad resultatet var

Keeshond passer bedst til den, der accepterer regelmæssig pelspleje og vil træne både ro og hverdagslydighed. En venlig racebeskrivelse gør ikke alle individer stille, trygge ved at være alene eller sikre sammen med alle børn og dyr.

## Udseende og pels

Keeshond er en kvadratisk bygget spidshund med kileformet hoved, små opretstående ører og en busket hale, der bæres rullet over ryggen. Forholdet mellem mankehøjde og kropslængde skal være omtrent én til én, hvilket giver den kompakte silhuet.

Farven er sølvgrå med sorte hårspidser. Næseparti og ører er mørke, mens manke, skuldre og bukser er lysere. Et særligt kendetegn er de såkaldte briller: mørke linjer og schatteringer fra den ydre øjenkrog mod øret.

Dobbeltpelsen har lange, lige og stride dækhår over en kort, tyk og bomuldsagtig underuld. Pelsen er kortere på hovedet, ørerne, benenes forsider og poterne. Racestandarden kræver rigelig pels, men siger også, at den ikke må se formklippet ud.

Pelsplejen skal nå helt ned til huden. Arbejd i små områder med børste og kam, især bag ørerne, i armhulerne, ved bukserne og under selen. At kammen glider igennem, er en bedre kontrol end en fast ugeplan. Under kraftig fældning er hyppigere gennemgange nødvendige. Væn hvalpen tidligt til pelspleje og anden håndtering.

Pelsen skal ikke klippes for at skabe en anden silhuet. Hvis medicinsk behandling kræver barbering, skal dyrlægens råd følges. Kontrollér huden, mens du reder; sår, lugt eller en pludselig pelsforandring er grunde til at kontakte en dyrlæge.

Den tætte pels kræver ekstra planlægning i varmt vejr. Læg motionen på køligere tidspunkter, tilbyd vand og skygge, og afkort aktiviteten, før hunden bliver presset. Kraftig hiven efter vejret, sløvhed, savlen eller svaghed kan være tegn på overophedning og skal tages alvorligt.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver Keeshond som opmærksom, livlig, meget hengiven over for sin ejer og lærenem, med naturlig reservation over for fremmede og lille jagtlyst. Det er en beskrivelse af racens ønskede temperament, ikke et løfte om, hvordan hvert individ reagerer.

Racens tilbøjelighed til at gøre opmærksom på det, der sker omkring hjemmet, kan vise sig som gøen ved døren, i opgangen eller når mennesker går forbi. I en lydt ejendom er lydniveauet derfor et vigtigere spørgsmål end boligens gulvareal. Lær tidligt hunden at gå væk fra døren og falde til ro efter nogle få gø, og giv den en fast plads, hvor den kan slappe af uden at overvåge alt.

En lidt reserveret Keeshond skal kunne undersøge en ny situation og falde til ro igen uden at blive presset til kontakt. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og lyde i overskuelige doser, og beløn frivillig nysgerrighed. Frygt eller aggression skal ikke bortforklares som typisk for racen.

Før hvalpekøb bør du møde tæven og gerne andre voksne slægtninge. Se, hvordan de reagerer, når nogen kommer, hvor hurtigt de falder til ro, og hvordan de accepterer håndtering. Spørg, om forældre eller slægtninge har gennemført BPH eller MH, og læs de faktiske resultater, når de findes. Det siger mere end mærkater som ”social” eller ”familievenlig”.

## Træning og motion

Keeshond har brug for fysisk aktivitet og mental stimulering hver dag, men der findes ikke et autoritativt minutkrav, som passer alle individer. Alder, sundhed, kondition, vejr og evnen til at falde til ro skal styre varighed og intensitet.

En god hverdag kombinerer gåture med næsearbejde, korte træningspas og problemløsning. Racen kan for eksempel sætte pris på hverdagslydighed, rallylydighed, nosework eller tricktræning. Variation er bedre end blot at øge tempoet. En unghund, der aldrig træner ro, kan blive mere opkørt, ikke mere tilfreds.

Træn belønningsbaseret, og del færdighederne op i små trin. Fire områder er særligt nyttige:

1. **Varsling og ro:** lær hunden at gå væk fra døren og falde til ro, efter at den har registreret en lyd.
2. **Indkald:** byg det op i line eller lang line med gradvist sværere forstyrrelser. Lav jagtlyst i standarden er ingen garanti for sikker kontrol uden line.
3. **Samarbejde om pelspleje:** beløn korte stunder med kam, kontrol af poter og undersøgelse, før pelsen bliver vanskelig at håndtere.
4. **Tid alene:** begynd med meget korte adskillelser, når hunden er tryg, og øg efter, hvordan netop dette individ reagerer.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Prioritér korte bevægelsesstunder, søvn, miljøtræning og samarbejdsleg, og øg belastningen gradvist. I varmt vejr er rolige ture på køligere tidspunkter sikrere end at følge et fast motionsprogram.

## Sundhed

Det vigtigste racespecifikke sundhedsemne at forstå hos Keeshond er primær hyperparatyreoidisme, PHPT, men både arvegangen og den anvendte test skal beskrives korrekt. PHPT påvirker kroppens kalciumstofskifte, når en eller flere biskjoldbruskkirtler begynder at arbejde selvstændigt, og for meget parathyroideahormon fører til forhøjet kalcium i blodet.

En undersøgelse fra 2025 viste, at alle 18 keeshonde med en veldokumenteret PHPT-diagnose var heterozygote for en variant i genet SIRT6. Forskerne vurderede varianten som sandsynligt sygdomsfremkaldende og bekræftede et autosomalt dominant arvemønster. Det skal derfor ikke håndteres som en recessiv egenskab, hvor to ”bærere” blot skal undgå at blive parret med hinanden.

Ikke alle PHPT-tests analyserer den samme genetiske ændring. Den nyere test fra den britiske forskningsgruppe bygger på SIRT6-varianten. Cornell University tilbyder samtidig en anden test, der leder efter en indsat DNA-sekvens på 194 basepar på kromosom 20. Cornell oplyser, at analysen er teknisk valideret, men at den ikke kunne valideres klinisk, fordi diagnosticerede tilfælde ikke var tilgængelige. Resultatet skal derfor fortolkes forsigtigt. En oplysning om, at en hund er ”PHPT-testet”, er altså for upræcis. Bed om at se laboratorierapporten med hundens identitet, prøvedato, laboratorium, den analyserede variant eller indsættelse og selve resultatet.

Svenska Kennelklubbens aktuelle raceside nævner også hoftedysplasi, albuedysplasi og hudproblemer, men beskriver dem som ikke særligt almindelige. I Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 er Keeshond ikke markeret som en race, hvor officiel HD-status er et særligt krav for at registrere afkom. Spørg alligevel, hvilke undersøgelser der er udført på forældrene og nære slægtninge. Udenlandske anbefalinger, for eksempel britiske råd om hofter, albuer, øjne og PHPT, må ikke fremstilles som svenske registreringskrav.

Vælg ikke en hvalp ud fra en enkelt linje i en DNA-rapport. Spørg også om forældrenes alder, generelle sundhed, hud, bevægelser og sygdomme hos nære slægtninge. Kontrollér, at dokumenterne tilhører den rigtige hund, i stedet for at nøjes med udtryk som ”sundhedstestet” eller ”sund linje”.

## Historie og oprindelse

Keeshond har Tyskland som officielt oprindelsesland og hører til tysk spids; wolfspitz og keeshond er to navne for den samme FCI-variant. Det forklarer, hvorfor en race med en stærk nederlandsk identitet alligevel har Tyskland angivet i den moderne racestandard.

I Nederlandene blev disse grå spidshunde brugt som opmærksomme vagthunde på pramme. I 1700-tallet blev hundetypen knyttet til den nederlandske patriotbevægelse. En af bevægelsens ledere, Cornelius ”Kees” de Gyselaer, ejede en sådan hund, og forbindelsen til ”Kees' hund” angives ofte som baggrunden for navnet keeshond.

Racen blev introduceret i Storbritannien som ”Dutch Barge Dog” i begyndelsen af 1900-tallet, og en britisk raceklub blev stiftet i 1925. Den første import til Sverige kom fra England i 1950'erne. Den nederlandske historie må ikke forveksles med FCI's officielle oprindelsesland.

## At leve med racen

Keeshond kan fungere i mange hjem, når familien opfylder behovet for nærhed, pelspleje, aktivitet og træning omkring gøen og ro. En have er ingen genvej til en tilfreds hund, og en lejlighed er ikke automatisk en hindring. Hverdagen og hvor meget hundens varsling kan høres hos naboerne, er afgørende.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for andre hunde: en voksen skal være til stede med små børn, hunden skal have et uforstyrret hvilested, og de voksne har hovedansvaret. Lær børn ikke at klatre på hunden, forstyrre den, når den spiser eller sover, eller trække i den fyldige pels. Vurdér den enkelte hunds tryghed og evne til at falde til ro igen i stedet for at vælge race alene ud fra mærkatet familiehund.

Lav jagtlyst betyder ikke, at enhver Keeshond straks fungerer sikkert med kat eller smådyr. Undersøg hundens tidligere erfaringer og reaktion på bevægelse. Ved introduktion bør katten have høje og adskilte flugtveje, hunden holdes under kontrol, og møderne være korte, rolige og gradvise. Samme princip gælder nye relationer mellem hunde: vælg kontrollerede møder, og aflæs individernes signaler.

Keeshondens sociale natur gør alene-hjemme-træning vigtig, men der findes ingen fast varighed, som alle individer klarer trygt. Nogle hunde kan med tiden være rolige i et par timer, mens andre reagerer allerede efter få minutter. Træn gradvist, og brug gerne et kamera til at se, om hunden falder til ro eller viser stress ved at vandre, puste, gø eller forsøge at komme ud. Planlæg dagpasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare trygt. Den svenske regel om, at en voksen hund bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er en luftningsregel, ikke et mål for, hvor længe hunden skal være alene.

Før køb er det klogt at bede opdrætteren om at vise:

- originaler eller verificerbare kopier af PHPT-rapporten og andre udførte sundhedsundersøgelser
- hvordan tæven og andre voksne hunde reagerer på besøg, håndtering og hvile
- hvordan pelsen redes helt ned til huden, og hvilke redskaber der er nødvendige
- hvordan hvalpene er blevet vænnet til lyde, underlag, mennesker, kort håndtering og ro
- registreringsoplysninger og eventuelle BPH-, MH- eller ledresultater for forældre og nære slægtninge

For en førstegangsejer kan Keeshond være et rimeligt valg, hvis der er tid til belønningsbaseret træning og omfattende pelspleje. Den, der har brug for en meget stille hund, lang tid alene eller et hårfrit hjem, bør tænke sig ekstra godt om.

Keeshond

Keeshond er en middelstor, robust spidshund med tyk, ulvegrå dobbeltpels og sine karakteristiske “briller” omkring øjnene. Den er en hengiven familiehund, kærlig, opmærksom og snakkesalig, men sjældent aggressiv. Den er intelligent og livlig, træner godt med blide metoder og har brug for regelmæssig børstning og daglig social kontakt.

Shadows Sapphires

## Kort fortalt

King charles spaniel er en lille britisk selskabshund med hvælvet kranium, meget kort snude og et venligt, men til tider reserveret væsen. Det er en selvstændig race, som ikke må forveksles med cavalier king charles spaniel. Cavalieren er som regel større og har et fladere kranium og en længere snude, mens king charles spaniel er mindre, med et mere hvælvet kranium og en kortere snude.

- **Oprindelse og anvendelse:** Storbritannien. Racen er en dværg- og selskabshund i FCI-gruppe 9.
- **Størrelse:** Racestandarden angiver 3,6–6,3 kg, men ingen bestemt mankehøjde. Svenska Kennelklubben oplyser cirka 30 cm som en praktisk rettesnor og gør opmærksom på, at mange voksne hunde vejer mere end 6,3 kg.
- **Temperament:** Glad, intelligent, venlig og hengiven. Den kan være afventende over for ukendte mennesker eller hunde, men den bør ikke være bange eller aggressiv.
- **Pels:** Lang og silkeblød, lige eller let bølget. Pelsen skal redes grundigt igennem cirka en gang om ugen, især bag ørerne og mellem tæerne.
- **Aktivitet:** En tilpasningsdygtig tur- og træningsmakker, som har brug for daglig motion og mental aktivering, men tempoet skal tilpasses størrelse, kondition og vejrtrækning.
- **Vigtige sundhedsundersøgelser:** Bed om dokumenterede hjerte- og øjenresultater. Se også på, hvordan hunden trækker vejret, bevæger sig og kommer sig. Et RFG-resultat kan give mere viden om vejrtrækningen.

## Udseende og pels

King charles spaniel skal være kort og kompakt, men samtidig kunne bevæge sig frit og aktivt. Det tydeligt hvælvede kranium, de meget lange og lavt ansatte ører og de store, mørke øjne giver racen dens karakteristiske udtryk. Snuden er kort og opadvendt, næsen er sort, og næseborene skal være store og åbne. Et let underbid hører til racestandarden.

Der findes fire godkendte farver:

- **Black and tan:** skinnende sort med klare mahognibrune aftegninger.
- **Trefarvet:** perlehvid grundfarve med sorte pletter og tantegninger.
- **Blenheim:** perlehvid grundfarve med kastanjerøde pletter.
- **Ruby:** ensfarvet, klart kastanjerød.

Pelsen skal være lang, silkeblød og lige. En let bølge er tilladt, men pelsen må ikke være krøllet. Ører, ben og hale har rigeligt med behæng. En grundig gennemredning en gang om ugen er et godt udgangspunkt, men hunde med meget behæng kan have brug for at blive redt oftere. Løsn små filtre, før de bliver til faste knuder, især bag ørerne og under eller mellem tæerne. Bad hunden, når den faktisk har brug for det, og tør ører og hud omhyggeligt bagefter.

Et racetypisk hoved må ikke blive et mål i sig selv. En alt for kort snude, udstående øjne, en svag brystkasse eller en uhensigtsmæssig forstilling er risikoområder i de særlige racespecifikke dommeranvisninger. En voksen hund skal kunne trække vejret roligt og bevæge sig uden ubehag. Øjnene bør ikke være plaget af gentagen irritation.

## Temperament og personlighed

King charles spaniel er grundlæggende en glad og hengiven hund, som holder af menneskers selskab og gerne deltager i hverdagen. Dens lyst til kontakt gør den ofte nem at motivere med små belønninger, leg og venlig opmuntring.

Ordet »reserveret« i racestandarden betyder ikke, at hunden skal være sky. Et racetypisk individ kan have brug for at se en ny person eller hund an, før det søger kontakt. Giv hunden plads til at nærme sig i sit eget tempo i stedet for at lade fremmede løfte den eller trænge sig på. Udtalt frygt, aggression eller manglende evne til at fungere i hverdagen skal ikke bortforklares som typisk for racen.

Der kan være store forskelle fra hund til hund, især i en lille population. Forældrenes adfærd i hverdagen og opdrætterens tidlige socialisering fortæller derfor mere end generelle løfter om, at alle king charles spaniels er stille, frygtløse eller venner med alle dyr. En hvalp har brug for positive erfaringer med mennesker, lyde, underlag, håndtering og rolige hundemøder uden at blive presset.

## Træning og motion

King charles spaniel har brug for daglige ture, mulighed for at snuse og korte træningspas, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, der passer til alle. En sund voksen hund kan have glæde af hverdagslydighed, næsearbejde, tricks eller tilpasset rallylydighed. Hvalpe, ældre hunde og hunde med vejrtrækningsproblemer har brug for et roligere program.

Lad hundens udholdenhed og vejrtrækning bestemme tempoet. Den skal kunne bevæge sig med frie skridt, trække vejret uden kraftige mislyde og hurtigt vende tilbage til rolig vejrtrækning efter anstrengelse. Stop aktiviteten og kontakt en dyrlæge, hvis hunden får tydelige vejrtrækningsproblemer eller ikke kommer sig normalt. Kortsnudede hunde kan have sværere ved at regulere kropstemperaturen, så vælg køligere tidspunkter på varme dage, og sørg for vand og hvile.

Træningen fungerer bedst i korte og tydelige pas. Beløn den ønskede adfærd, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hårde korrektioner kan gøre en følsom hund mere tøvende. Øv håndtering af ører, poter, mund og øjne fra begyndelsen, da disse områder skal kontrolleres regelmæssigt.

Det at være alene er noget, hunden skal lære, ikke en medfødt egenskab. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg og tilfreds, øg langsomt, og gå et skridt tilbage, hvis den bliver urolig. En king charles spaniel bør ikke være alene så længe, at den gentagne gange gør, hyler, ødelægger ting eller viser andre tegn på stress.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede områder er hjerte, øjne og problemer, der kan følge af det forkortede kranium. Fordi racen har en lille population, er helbredsoplysninger fra ældre undersøgelser mere usikre, end de kan se ud. Bed derfor om resultaterne for de aktuelle forældredyr, og spørg også, hvordan nære slægtninge har haft det som voksne og ældre.

### Hjerte og øjne

I Sverige har king charles spaniel et sundhedsprogram for hjertestatus på niveau 1. Det betyder, at undersøgelsesresultaterne registreres og offentliggøres af Svenska Kennelklubben, men klubben kræver ikke, at avlshunde skal være hjerteundersøgt. Det adskiller racen fra cavalier king charles spaniel, som er omfattet af andre regler. Minimumsalderen for en officiel hjerteundersøgelse af king charles spaniel er to år, og en godkendt specialdyrlæge lytter efter mislyde efter Svenska Kennelklubbens metode.

Raceklubben anbefaler mere, end niveau 1 kræver: En hund, der bruges i avl, bør være hjerteundersøgt inden for de seneste tolv måneder før parring. Hovedreglen er, at en hund med en konstateret hjertefejl ikke skal bruges i avl. Klubben har en begrænset undtagelse for en hanhund, som havde en hjerteattest uden anmærkninger ved tidligst syv års alder og senere udvikler en mislyd. Bed om at se den nyeste attest i stedet for blot at stole på en mundtlig forsikring om, at linjen er sund.

Raceklubben anbefaler også øjenlysning af avlshunde efter 18-månedersalderen og af hvalpe mellem 8 og 15 uger. Den tidlige undersøgelse kan blandt andet afsløre den medfødte øjenforandring PHTVL/PHPV. Bed om at se både hvalpens og forældrenes resultater, og drøft alle fund med en dyrlæge. En gennemført undersøgelse er ikke en garanti mod fremtidige problemer.

### Vejrtrækning, øjne og bevægelser

Racen er omfattet af Breed Specific Instructions, BSI, fordi overdrevne træk kan påvirke kropsbygning, snude, øjne og bevægelser. Fra maj 2026 kan resultater fra RFG-Scheme registreres centralt for king charles spaniel i Sverige. Undersøgelsen graderer hundens vejrtrækning og kan gennemføres officielt fra 24-månedersalderen. Tidligere resultater registreres som foreløbige. Testen er i øjeblikket frivillig og ikke et krav før avl.

Se på hunden både i hvile og efter aktivitet. Vejrtrækningen skal være ubesværet, næseborene åbne, og hunden skal hurtigt vende tilbage til rolig vejrtrækning. Øjnene må ikke stå så meget ud, at de let bliver skadet. Gentagen kniben med øjnene, rødme, uklarhed eller kraftigt tåreflåd bør undersøges. Et afvigende bevægelsesmønster med hektisk kløen eller tilsyneladende uforklarlige smerter på tur er et advarselstegn, som skal udredes af en dyrlæge.

Sådanne tegn kan forekomme ved neurologisk sygdom, men oplysninger om, hvor almindelig sygdommen er hos cavalier king charles spaniel, kan ikke uden videre overføres til king charles spaniel. Racens ældre svenske avlsstrategi beskrev ikke syringomyeli som et påvist problem blandt de hunde, der var undersøgt på det tidspunkt, men understregede samtidig behovet for fortsat opmærksomhed. Derfor kan man hverken love, at risikoen ikke findes, eller hævde, at den er lige så stor som hos cavalier.

## Historie og oprindelse

King charles spaniel blev udviklet i England fra de små spanielhunde, der længe blev holdt som selskabshunde ved europæiske hoffer. Racenavnet forbindes med kong Charles II, som regerede England og Skotland fra 1660 til 1685 og var kendt for sine små spanielhunde. Den nøjagtige vej frem til nutidens kortsnudede race er dog ikke sikkert dokumenteret, og fortællinger om bestemte krydsninger bør derfor betragtes som teorier.

En engelsk racestandard blev skrevet i 1885. I 1902 blev farvevarianterne samlet under navnet King Charles Spaniel, og kong Edward VII støttede, at raceklubben skulle beholde racenavnet. Efter Anden Verdenskrig var der kun få britiske kenneler tilbage. Det bidrog til den smalle avlsbase, som fortsat gør genetisk bredde vigtig.

Racen blev vist på hundeudstilling i Sverige allerede i 1886, og den nuværende type menes at være blevet importeret året efter. Bestanden er forblevet lille. Derfor er valget af opdrætter, dokumenterede sundhedsundersøgelser og gennemtænkte kombinationer særligt vigtigt.

## At leve med racen

King charles spaniel kan fungere godt i en lejlighed, men boligens størrelse erstatter ikke ture, træning og selskab. Træn ro ved døren, i elevatoren og ved lyde i opgangen. Racen kan være følsom over for koldt og blæsende vejr. Tilpas turens længde, og brug dækken, hvis hunden ellers fryser.

Børn og hunde skal altid være under opsyn af en voksen. Lær barnet at lade hunden spise og sove i fred, og giv hunden et afskærmet hvilested. Den lille krop og de fremtrædende øjne gør hårdhændet leg uegnet. Om hunden kan bo sammen med en anden hund eller en kat, afhænger af dyrenes erfaringer. Begynd med rolige, kontrollerede møder, og hold foderpladser, legetøj og senge adskilt, indtil dyrene er trygge sammen.

Racen er ikke allergivenlig. Hundeallergener findes blandt andet i hudpartikler og spyt, og reaktionen kan variere både fra menneske til menneske og fra hund til hund. Den, der har allergi, bør derfor tilbringe tid indendørs med den aktuelle hund før et køb uden at betragte mødet som en garanti.

Inden du køber en hvalp, bør du kontrollere:

- at opdrætteren kan forklare forskellen mellem king charles spaniel og cavalier og anvender de korrekte sundhedsregler,
- forældrenes nyeste hjerteattester og øjenresultater samt hvalpens øjenundersøgelse,
- eventuelle RFG-resultater, og hvordan forældrene trækker vejret og kommer sig efter aktivitet,
- at øjnene ikke viser tegn på irritation eller smerter, og at de voksne hunde bevæger sig frit,
- hvordan opdrætteren arbejder med temperament, socialisering og genetisk bredde i en lille population.

En ansvarlig opdrætter kan vise dokumenterne, beskrive både styrker og svagheder i linjen og forklare, hvorfor kombinationen er valgt. Det er mere værd end løfter om, at racen altid er sund, nem at passe eller egnet til alle hjem.

King charles spaniel

Cavalier King Charles Spaniel Club UK

Lille, aristokratisk toyspaniel med hvælvet kranie, kort næse og store mørke øjne, avlet som hengiven skødehund. Roligt selskab indendørs med et moderat behov for motion og trives bedst med konstant menneskelig kontakt. Den lange, silkebløde pels kræver regelmæssig pelspleje; racen er disponeret for hjerte- og øjensygdomme samt problemer forbundet med det brachycephale hoved.

Cinnamon

## Kort fortalt

- Border terrier er en lille britisk jagthund, som blev udviklet til at følge ryttere og foxhoundflokken og arbejde i rævegrave.
- Racestandarden angiver ingen skulderhøjde. Hanner vejer 5,9–7,1 kg og tæver 5,1–6,4 kg.
- Racen er ofte social og samarbejdsvillig, men har også terrierens selvstændighed, udholdenhed og jagtlyst.
- Den stride dobbeltpels håndtrimmes, når de modne dækhår løsner sig, normalt mindst to gange om året.
- En border terrier har brug for fysisk og mental aktivering hver dag. Indkald og ro omkring vildt er vigtige dele af hverdagstræningen.
- Sverige har ikke et obligatorisk racespecifikt sundhedsprogram, men raceklubben anbefaler, at avlshunde har kendt SLEM-status.
- Racen kan bo i både lejlighed og hus, hvis dens behov bliver opfyldt, den kan falde til ro, og dens gøen ikke generer omgivelserne.

## Udseende og pels

Border terrieren er lille, men bygget til at arbejde, ikke til at se spinkel eller skrøbelig ud. Kroppen skal være dyb, smal og forholdsvis lang med en brystkasse, der kan omsluttes af to hænder. Denne form hjalp hunden frem i rævegraven, samtidig med at den skulle kunne følge jagten over jorden. Hovedet beskrives ofte som odderlignende med et kort næseparti, små fremadfoldede ører og et vågent udtryk.

Racestandarden angiver bevidst ingen skulderhøjde. Når man sammenligner hunde, er vægt, proportioner, huld og funktion derfor mere nyttige end et påstået præcist højdeinterval. Standardvægten er 5,9–7,1 kg for en voksen han og 5,1–6,4 kg for en voksen tæve. En border terrier skal virke smidig og muskuløs uden en bred brystkasse eller overflødige kilo.

Pelsen består af hårde, tætte dækhår og en tætliggende underuld. De godkendte farver er rød, hvedefarvet, grizzle and tan og blue and tan. Når dækhårene er modne, løsner de sig forholdsvis let og plukkes ud med fingrene. De fleste hunde har brug for en grundig håndtrimning mindst to gange om året, men pelsens modenhed — ikke kalenderen — afgør tidspunktet. Mellem trimningerne er regelmæssig gennembørstning og kontrol af hud, ører, kløer og tænder som regel tilstrækkeligt.

Pelsplejen bygger på, at de modne, stride dækhår plukkes ud med fingrene. Maskinklipning er derfor ikke den samme behandling som håndtrimning. Bed en hundefrisør med erfaring i ruhårede terriere vise, hvordan en moden pels føles. Border terriere fælder, og racen er ikke allergifri.

## Temperament og personlighed

En typisk border terrier kombinerer social interesse med masser af initiativ. Racen skulle samarbejde med mennesker og hunde over jorden, men træffe selvstændige beslutninger i en rævegrav. I dag viser denne baggrund sig som nysgerrighed, vedholdenhed og hurtig problemløsning. Hunden kan være meget lydhør, når opgaven giver mening, og et øjeblik senere vælge et interessant duftspor, hvis træningen ikke giver nok igen.

En svensk BPH-adfærdsanalyse beskrev de testede hunde som forholdsvis sociale, nysgerrige og trygge med kun lidt udpræget frygt og aggression. Resultatet viser en tendens i netop denne gruppe, ikke et løfte om hver enkelt hund: Kun omkring tre procent af den relevante svenskfødte population deltog, og variationen mellem individerne var tydelig. Se derfor på forældrene, nære slægtninge og opdrætterens beskrivelse af hundene i hverdagen frem for kun at stole på en generel racebeskrivelse.

En stabil border terrier kan blive en engageret ven for børn, men racenavnet er ingen garanti for sikkerhed. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for en fredet hvileplads, hvor den ikke bliver forstyrret. Den samme individuelle vurdering gælder i mødet med andre hunde. Mange er sociale, men køn, erfaring og personlighed har betydning.

Jagtlysten er den største usikkerhed i forhold til andre dyr. En hund, der er vokset op med en kat, kan lære at leve roligt med netop den kat, men det siger ikke sikkert, hvordan den reagerer på en løbende kat udendørs. Kaniner, gnavere og andre smådyr bør holdes fysisk adskilt. Tidlige, kontrollerede introduktioner kan forbedre mulighederne, men kan ikke fjerne en medfødt jagtreaktion.

## Træning og motion

En border terrier har brug for at bruge både krop og hoved hver dag, men et præcist minuttal siger mindre end hundens tilstand efter aktiviteten. En god hverdag indeholder ture i forskellige omgivelser, tid til at snuse, korte træningspas og en tydelig overgang til hvile. Spor, nosework, søgeøvelser, agility og lydighed kan passe til racens arbejdsglæde. Øg belastningen gradvist for hvalpe og utrænede hunde.

Brug belønninger, og del hver færdighed op i små trin. Hårde korrektioner kan skabe konflikt uden at gøre et spændende vildtspor mindre fristende. Mad, leg, bevægelse og muligheden for at snuse kan alle bruges som belønning. Korte pas med et tydeligt mål virker som regel bedre end lange rækker af gentagelser.

Begynd tidligt med indkald, men planlæg også efter de situationer, hvor træningen ikke er nok. Start et nemt sted, beløn hurtigt, og øg forstyrrelserne gradvist. En velsiddende sele og en lang line giver bevægelsesfrihed, uden at hunden kan gennemføre en jagt. Slip kun hunden løs, hvor lovgivning, omgivelser og netop denne hunds færdigheder gør det forsvarligt. Et sikkert stop, frivillig kontakt og evnen til at vende sig væk fra en fristelse er mindst lige så nyttige som selve indkaldssignalet.

En border terrier skal også lære, at den ikke behøver at være i gang hele tiden. Hvis hunden stadig har svært ved at sove efter aktivitet, vogter ved vinduer, gør eller hele tiden finder nye projekter, kan den have brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke automatisk mere motion. Hvis den derimod mister muskelkondition, bliver rastløs eller finder på sine egne jagt- og graveprojekter, bør hverdagens indhold vurderes på ny.

## Sundhed

Der findes ikke et obligatorisk racespecifikt sundhedsprogram for border terrier i Svenska Kennelklubben. Registreringsreglerne for 2026 stiller heller ingen særlige krav til resultater fra hofte-, knæ-, øjen- eller hjerteundersøgelser for racen. Det betyder ikke, at sundhed er uvigtig. En hvalpekøber skal spørge til relevante problemer i familien og skelne mellem bindende regler, frivillige undersøgelser og raceklubbens avlsråd.

SLEM, også kaldet shaking puppy syndrome, er en alvorlig neurologisk lidelse, hvor hvalpe får ukontrollerede rystelser og problemer med koordinationen, når de forsøger at stå og gå. Raceklubben anbefaler kendt SLEM-status hos avlshunde gennem en DNA-test eller bekræftet afstamning. Avlsrådene bygger på recessiv nedarvning: En rask bærer kan parres med en genetisk eller arveligt fri hund uden at få syge hvalpe, samtidig med at den genetiske variation bevares. Laboratoriet, som tilbyder testen, oplyser dog, at den bagvedliggende variant endnu ikke er videnskabeligt publiceret. Bed derfor opdrætteren om at vise resultaterne og forklare kombinationen frem for blot at sige, at hundene er “testet”.

CECS, som nu ofte beskrives som paroksystisk dyskinesi eller PGSD, er en anden lidelse. Berørte hunde kan få episoder med unormale bevægelser, muskeltrækninger og fald, ofte med bevaret bevidsthed. Et studie fandt ikke én genetisk region, som kunne forklare lidelsen, og der findes ingen tilsvarende enkel DNA-test. Episoderne kan ligne andre neurologiske problemer. Optag episoden på video, hvis det kan gøres sikkert, og lad en dyrlæge undersøge hunden. Du bør ikke ændre behandling eller kost på baggrund af en diagnose, du selv har stillet på nettet.

I raceklubbens langsigtede sundhedsarbejde følger man også tilbagevendende krampelignende episoder, hud- og maveproblemer samt mund- og tandsundhed. Spørg, hvordan forældrene og nære slægtninge har haft det over tid, ikke kun hvilke attester der forelå, da parringen fandt sted. En grundig samtale omfatter SLEM-status og forældrekombinationen, eventuelle episoder, langvarig kløe eller mavebesvær, tandtab og anden tilbagevendende sygdom.

## Historie og oprindelse

Border terrieren blev formet i Border District på grænsen mellem England og Skotland. Her var der brug for en terrier med udholdenhed nok til at følge heste og foxhounds over ujævnt terræn, men samtidig smal nok til at gå ned i en rævegrav, når ræven søgte skjul. Racens størrelse, vejrbestandige pels, udholdenhed og selvstændige arbejdsform hænger sammen med denne opgave.

Lokale terriertyper havde flere navne, før Border Terrier blev den fælles betegnelse. Den britiske kennelklub anerkendte racen i 1920. De første dokumenterede importer til Sverige kom i 1930’erne. Importer og avlsarbejde fra 1960’erne lagde siden grunden til en mere varig svensk population.

Racen bruges stadig til jagt, blandt andet under jorden, som stødende eller kortdrivende hund og ved eftersøgning af anskudt vildt. Mange lever samtidig som aktive familie- og selskabshunde. Arbejdsbaggrunden er derfor mere end historie: Den forklarer, hvorfor nutidens border terrier gerne følger spor, undersøger huller og fortsætter med en opgave, selv om ejeren har andre planer.

## At leve med racen

Border terrier passer bedst til den, der sætter pris på en lille hund med masser af initiativ og kan kombinere aktivitet med gode sikkerhedsrutiner. Lejlighed eller hus er mindre afgørende end adgang til daglige ture, mental aktivering og hvile. I en etageejendom bør man tidligt træne ro ved lyde på trappen og bevægelse uden for vinduet. Ved et hus skal hegnet kunne modstå både gravning og en pludselig interesse for vildt.

Alenetid trænes gradvist fra meget korte perioder. Hvalpe kan ikke efterlades på samme måde som voksne hunde, og en voksen hunds tryghed varierer med individ og situation. Det svenske råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene. Vurder i stedet, om hunden reelt kan hvile uden uro, gøen eller destruktiv adfærd, og sørg for hjælp, før dens grænse er nået.

I et hjem med kat skal katten have hundefri områder og flugtveje. Hold hunden i snor i begyndelsen, beløn rolig adfærd, og afværg ethvert forsøg på at jage. Sammen med børn er opsyn fra en voksen og enkle regler nødvendige: Forstyr ikke hunden, når den spiser eller hviler, og lad den gå væk. Sådanne rutiner betyder mere end generelle påstande om, at racen “altid” er god med børn eller dyr.

Spørg opdrætteren om følgende, før du beslutter dig:

- Hvilken SLEM-status har forældrene, og hvorfor er netop denne kombination sikker?
- Har nære slægtninge haft CECS/PGSD-lignende episoder, tilbagevendende hud- eller maveproblemer eller tandproblemer?
- Hvordan klarer forældrene hvile, fremmede mennesker, andre hunde, lyde og vildt?
- Findes der BPH-resultater, jagtpræmieringer eller andre beskrivelser, som kan læses i deres rette sammenhæng?
- Hvilken hjælp får du med håndtrimning, indkald og hverdagsspørgsmål, efter at hvalpen er flyttet hjem?

Border terrier kan passe til en førstegangsejer, hvis jagtlyst, pelspleje og konsekvent træning virker tiltalende frem for besværlige. Den, der først og fremmest ønsker en hund, som kan gå løs overalt, automatisk lader smådyr være i fred eller nøjes med den samme korte tur hver dag, bør vælge efter andre egenskaber.

Border terrier

Svenska Terrierklubben (Sweden)

Deutscher Terrier Club (Germany)

French Kennel Club (Société Centrale Canine)

Lille, robust terrier, der oprindeligt blev avlet ved grænsen mellem England og Skotland til rævejagt. Kærlig og stærkt knyttet til familien, men selvstændig med stærk jagtinstinkt. Har brug for 1–2 timers motion dagligt, sikker indhegning og venlig, konsekvent træning. Den stride, vejrbestandige pels skal børstes og indimellem trimmes i hånden.

Border Fialis

## Kort fortalt

Russkiy toy er en meget lille russisk selskabshund, der forener en let kropsbygning med et vågent og aktivt væsen. Racen er anerkendt af FCI og findes i to pelsvarianter: glathåret og langhåret.

- Racestandarden angiver en skulderhøjde på 22–27 cm og en maksimal vægt på 3 kg. De samme mål gælder for hanner og tæver.
- En russkiy toy skal være aktiv, meget glad, nysgerrig og tæt knyttet til sin ejer, men hverken sky eller aggressiv.
- Den glathårede variant har kort, blank pels uden underuld. Den langhårede har middellang pels og tydelige faner på ører, ben og hale.
- En russkiy toy har brug for daglige ture, leg og opgaver, der aktiverer hovedet. Den er lille, men skal ikke behandles som pynt.
- Kroppen er let og spinkel. Samvær med børn og større hunde skal derfor foregå roligt og under nøje opsyn.
- I svensk avl er en officiel patellastatus et registreringskrav. Raceklubben har desuden gældende retningslinjer for patella og øjenundersøgelse.

Racen kan passe til den, der ønsker en opmærksom hund i en tæt hverdag og holder af korte træningspas, gåture og fælles aktiviteter. Den passer dårligere i et hjem, hvor så lille en hund risikerer at blive tabt, trådt på eller udsat for voldsom leg.

## Udseende og pels

Russkiy toy er lille, elegant og næsten kvadratisk med lange ben, fin knoglebygning og tør muskulatur. Den skal se harmonisk og bevægelig ud, ikke tung eller overdrevent skrøbelig. De store, tynde og opretstående ører er et tydeligt kendetegn. Standarden angiver 22–27 cm i skulderhøjde og højst 3 kg, med 25 cm og 2,3 kg som ønskede pejlemærker. Ingen kan love en hvalps endelige størrelse, så se på begge forældre og voksne nære slægtninge.

Begge pelsvarianter tilhører samme race. Den glatte pels er kort, tætliggende og blank uden underuld eller hårløse pletter. Hos den langhårede variant er pelsen på krop og hals cirka 3–5 cm lang. Den skal ligge tæt og være lige eller let bølget med markante faner på ben og hale. Hos en voksen langhåret hund danner det lange hår på ørerne de karakteristiske frynser.

Godkendte farver omfatter sort, brun, blå eller en meget lys, fortyndet nuance med tan-aftegninger samt rød i forskellige nuancer med eller uden mørkere hårspidser, creme og fawn. Små farveforskelle siger intet om hundens temperament eller om, hvordan den fungerer i hverdagen.

Pelsplejen er som regel enkel. Gå jævnligt pels og hud igennem, red frynserne på den langhårede variant, før der opstår filtre, og bad hunden, når den er beskidt. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsmængde, vejr og hverdag, ikke af en fast ugeplan. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og hud. Den naturlige hale er middellang; halekupering er forbudt i Sverige.

## Temperament og personlighed

En racetypisk russkiy toy skal være aktiv, meget glad, nysgerrig og tæt knyttet til sit menneske. Det beskriver racens ideal, ikke en garanti for, hvordan hvert individ reagerer. Arv, opvækst, erfaringer og den konkrete situation påvirker, om hunden møder ukendte mennesker og miljøer med selvtillid, tilbageholdenhed eller uro.

Mange individer registrerer hurtigt lyde og bevægelser. Gøen kan derfor blive en udfordring i hverdagen, især i opgange eller ved vinduer. Begynd tidligt med at belønne ro, lær hunden at gå væk fra døren eller vinduet på signal, og giv den et uforstyrret hvilested. At løfte hunden op, hver gang der sker noget, løser sjældent det egentlige problem; den har brug for støtte til at øve sig i situationer, der er udfordrende, men stadig til at håndtere.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde, trafik, forskellige underlag og andre hverdagsindtryk uden at blive presset for langt. Vælg rolige hundekontakter, og giv hvalpen mulighed for at øge afstanden. Racen er så lille, at en venlig, men voldsom større hund kan skade den uden at have til hensigt at gøre det.

Hvis du vil vurdere en hvalps temperament, bør du møde moderen og gerne andre voksne slægtninge. Spørg, hvordan de reagerer på gæster, lyde, håndtering, hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro efter en overraskelse. En BPH-adfærdsbeskrivelse kan give mere viden om reaktionerne hos de hunde, der har deltaget, men er ikke en enkel bestået-eller-ikke-bestået prøve.

## Træning og motion

En russkiy toy har brug for at bevæge sig, udforske og lære hver dag. Størrelsen fjerner ikke behovet for gåture eller mental aktivering, men mængde og intensitet skal tilpasses alder, helbred, vejr og individ. En god hverdag rummer flere lufteture, gåture med tid til at snuse, leg, korte træningspas og tid til at falde til ro. Der findes ikke et fagligt fastsat antal minutter, som passer til alle hunde af racen.

Belønningsbaseret træning med gradvist højere sværhedsgrad passer den kvikke hund, som ofte gerne vil samarbejde. Prioritér indkald, rolige hundemøder, at gå i løs line, tryg håndtering af poter og mund samt evnen til at slappe af på en bestemt plads. Træn også hunden i at vente ved døre og i ikke at kaste sig ud af favnen eller ned fra møbler. For en hund på højst 3 kg er kontrollerede bevægelser og sikre hverdagsvaner vigtige.

Racen kan have glæde af blandt andet rallylydighed, nose work, spor, freestyle og agility med udstyr og underlag, der passer til størrelsen. Aktiviteten skal opbygge selvtillid og samarbejde, ikke kun sætte tempoet op. Hvis hunden bliver ukoncentreret, gør mere eller har svært ved at falde til ro, kan den have brug for lettere opgaver og mere restitution frem for automatisk mere motion.

Hvalpe skal have lov til at udforske og opbygge styrke uden lange, påtvungne strækninger eller gentagne høje spring. Øg belastningen gradvist. Kulde, regn og stærk varme kan hurtigt påvirke en meget lille hund, så tilpas turen efter, hvordan hunden faktisk bevæger sig og har det.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterbare sundhedskontroller for russkiy toy i Sverige vedrører knæ, øjne og mund. Det betyder ikke, at alle hunde bliver syge, men det giver hvalpekøberen konkrete resultater at kontrollere og opdrætteren et bedre grundlag for avlsbeslutninger.

Russkiy toy er omfattet af et svensk sundhedsprogram for patellaluksation. For at afkommet kan registreres, skal begge forældre have en officiel patellastatus registreret før parringen. Undersøgelsen kan udføres fra tolv måneders alder af en dyrlæge med den krævede specialistkompetence. Resultatet graderes fra 0 til 3. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og resultat i stedet for kun at godtage, at knæene er blevet “tjekket”.

Svenska Russkiy Toyklubbens avlspolitik er strengere end selve registreringskravet. Siden 18. marts 2026 har klubbens politik tilladt højst 0/1, og en hund med dette resultat må kun parres med en hund, der har 0/0. Klubben kræver også en officiel øjenattest, der højst er et år gammel, til sine opdrætter-, hvalpehenvisnings- og hanhundelister. Det er vigtigt at skelne mellem klubbens politik og Svenska Kennelklubbens bindende registreringsregel.

Enkeltstående fund af blandt andet forskellige former for grå stær, PRA og vitreusprolaps er dokumenteret i racen. Det er en god grund til at kontrollere aktuelle øjenresultater, men betyder ikke, at alle russkiy toy har samme risiko, eller at én gammel øjenundersøgelse beskriver hundens øjenstatus resten af livet. Hvis resultatet indeholder en anmærkning, bør du spørge om diagnosens præcise navn og den undersøgende dyrlæges anbefaling.

Tænderne kræver opmærksomhed fra hvalpealderen. Kontrollér, at mælketænderne falder ud, når de blivende tænder bryder frem, og få en dyrlæge til at vurdere tænder, der bliver siddende. Begynd tandbørstning tidligt, helst dagligt, for at mindske plak og tandsten. Påstande om hjertesygdom, hypoglykæmi eller et generelt behov for DNA-test har ikke tilstrækkeligt aktuelt, racespecifikt belæg til at blive fremstillet som generelle risici. Sådanne spørgsmål skal vurderes individuelt af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Russkiy toys tidligste oprindelse er ikke fuldt klarlagt, og en pålidelig fremstilling bør begynde med den dokumenterede udvikling i det 20. århundrede. English toy terrier var en populær dværghund i Rusland i begyndelsen af århundredet. Mellem 1920 og 1950 ophørte næsten al organiseret avl i Sovjetunionen, og bestanden faldt kraftigt.

I midten af 1950'erne begyndte russiske opdrættere at genopbygge deres egen toyterriertype. Mange af hundene var uden stamtavle, og den nye standard kom til at adskille sig tydeligt fra standarden for english toy terrier. Russkiy toy udviklede sig derefter videre som en selvstændig race.

Den langhårede variant har et usædvanligt veldokumenteret udgangspunkt. Den 12. oktober 1958 blev en hanhvalp født efter to glathårede hunde, hvoraf den ene havde lidt længere pels. Hvalpen udviklede lange frynser på ører og ben. Egenskaben blev bevaret gennem videre avl under ledelse af Moskva-opdrætteren Yevgueniya Fominichna Zharova, og varianten blev kendt som den langhårede Moskva toy terrier.

FCI godkendte racen foreløbigt i 2006 og endeligt i 2017. Sverige godkendte den i 2006; samme år blev navnet ændret til russkiy toy, og racen blev placeret i gruppe 9 for selskabshunde. I dag er glathåret og langhåret to varianter af den samme anerkendte race.

Fortællinger om adelsdamer, rottefangst og “levende ringeklokker” findes i ældre racetekster, men den svenske avlsstrategi beskriver den tidlige historie som vanskelig at fastslå og i høj grad baseret på mundtlige overleveringer. De oplysninger bør derfor ikke fremstilles som sikker historie.

## At leve med racen

En russkiy toy kan trives både i lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end regelmæssige lufteture, aktivitet, hvile og træning. I etagebyggeri skal du arbejde særligt med lyde, situationer ved døren og gøen. En lille krop betyder ikke, at gåture kan erstattes af, at hunden bliver båret eller får lov at klare sine behov indendørs.

Når det gælder børn, er det afgørende spørgsmål ikke, om racen er “børnevenlig”, men om de voksne kan beskytte både hund og barn. Små børn skal altid have en voksen til stede. De må ikke bære eller jage hunden eller forstyrre den, når den spiser eller hviler. Indret et trygt sted, hvor barnet ikke følger efter. Selv et hændeligt fald kan skade en hund, der højst vejer 3 kg.

Den samme forsigtighed er nødvendig med større hunde. Vælg rolige legekammerater, afbryd fysisk voldsom leg, og lad ikke størrelsesforskellen blive et eksperiment. Samliv med en kat eller en anden hund kan fungere, men afhænger af individerne og introduktionen. Begynd på afstand med korte, kontrollerede møder. Katten skal have egne ressourcer og en sikker flugtvej.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden føler sig tryg i hjemmet. Begynd med at gå væk eller forlade hjemmet i meget kort tid, og øg først, når hunden kan hvile. Et kamera kan afsløre rastløs vandren, lyd eller forsøg på at følge efter. Jordbruksverkets råd om, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, siger ikke, hvor længe netop din hund trives alene; hvalpe, ældre hunde og urolige individer har brug for hyppigere opsyn og luftning.

Før køb bør du kontrollere:

- at navne og registreringsnumre stemmer på forældrenes dokumenter og attester,
- officiel patellastatus og undersøgelsesdato for begge forældre,
- aktuelle øjenresultater og betydningen af eventuelle anmærkninger,
- hvordan tænder, bevægelser og temperament er fulgt op hos hvalpen og voksne slægtninge,
- hvordan opdrætteren vænner hvalpene til håndtering, hverdagslyde, forskellige underlag og meget korte perioder med afstand.

Det rette hjem ser russkiy toy som en rigtig hund i miniformat: aktiv, lærenem og social, men også fysisk sårbar i situationer, som en større hund ofte klarer uden problemer.

Russkiy toy

Lille, elegant selskabshund (1–3 kg, 20–28 cm) med enten glat eller lang pels. Livlig, atletisk og meget knyttet til familien, vælger ofte én yndlingsperson. Opmærksom og gøende, trives bedst med blid, men konsekvent træning og moderat motion, men er fysisk skrøbelig og skal håndteres varsomt.

The Happy Trickster

## Kort fortalt

- Bedlington Terrier er en britisk terrier med tydeligt jagtinstinkt bag det bløde, lammeagtige udseende.
- Racen er omkring 41 cm høj og vejer normalt 8–10 kg; tæver må være lidt lavere og hanner lidt højere.
- Den er ofte livlig ude og rolig hjemme, men har brug for både daglig motion og opgaver, der stimulerer den mentalt.
- Pelsen fælder meget lidt, men skal redes jævnligt og klippes cirka hver 6–8 uge.
- Begrænset fældning gør ikke racen allergifri.
- Kobbertoksikose er det vigtigste racespecifikke sundhedspunkt at undersøge før køb af en hvalp.
- Racen kan bo både i lejlighed og hus, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, tryg alene-hjemme-træning og sikre gåture.

## Udseende og pels

Bedlington Terrier er en smidig og muskuløs hund med en silhuet, der adskiller sig fra de fleste andre terriere. Kroppen er lidt længere, end den er høj, lænden er naturligt buet, og buglinjen er tydeligt optrukken. Hovedet er pære- eller kileformet uden markeret stop, og den lyse, silkeagtige top på hovedet fremhæver det karakteristiske lammeudseende. Under det elegante ydre gemmer der sig en hund, som er bygget til fart: Racestandarden beskriver, at den skal kunne galoppere hurtigt.

Skulderhøjden er omkring 41 cm, og vægten er 8–10 kg. En mindre afvigelse nedad for tæver og opad for hanner er tilladt. Farverne er blå, leverbrun eller sandfarvet, med eller uden tan-aftegninger. Pelsen skal være tyk, stå ud fra huden og have en tydelig tendens til at sno sig, især på hovedet og i ansigtet. Den må ikke føles ru.

Pelsen efterlader meget få hår, men den er ikke nem at holde. Som praktisk tommelfingerregel bør den børstes og redes mindst én gang om ugen og klippes cirka hver 6–8 uge. Filt kan kræve hyppigere pleje, især efter ture i skoven og på steder, hvor pelsen udsættes for friktion. Den traditionelle raceklipning kræver erfaring, så spørg opdrætteren om en praktisk hverdagsklipning og om en hundefrisør, der kender Bedlington Terrier.

Ørerne skal holdes under nøje opsyn, fordi tæt hårvækst og snævre øregange er blevet bemærket i racen. Se regelmæssigt efter rødme, dårlig lugt, kløe eller tilbagevendende gener, og kontakt dyrlægen ved symptomer. Klipning og jævnlig kontrol gør det lettere at opdage problemer, men erstatter ikke en dyrlægevurdering.

At Bedlington Terrier fælder lidt, betyder ikke, at den er allergivenlig. Hundeallergener kommer blandt andet fra hud og spyt, og mængden varierer fra hund til hund. Personer med hundeallergi bør derfor vurdere den konkrete hund og deres egen reaktion i stedet for at stole på pelstypen.

## Temperament og personlighed

Bedlington Terrier forener et venligt og hengivent væsen med en terriers mod og interesse for at jage. Raceidealet er en livlig, årvågen og intelligent selskabshund, der er mild i hvile, men handlekraftig, når noget sker. Det beskriver racens spændvidde godt: Den samme hund kan ligge stille i sofaen og kort efter sætte af efter noget, der bevæger sig.

Mange hunde sætter pris på tæt kontakt med familien og falder godt til ro indendørs, når deres behov er opfyldt. Nogle kan være lidt tilbageholdende over for fremmede. Skyhed og nervøsitet hører derimod ikke til raceidealet. Hvalpens erfaringer, forældrenes temperament og ejerens hverdag påvirker den voksne hunds udvikling, så mød tæven og om muligt andre slægtninge til hvalpen.

Svenske adfærdsbeskrivelser og ejerundersøgelser giver et nuanceret billede af samværet med andre hunde. En lille gruppe, der var beskrevet gennem BPH, en svensk adfærds- og personlighedsbeskrivelse, viste samlet set lav aggression, mens en ejerundersøgelse også nævnte hunde, der havde svært ved møder med andre hunde, især visse hanner. Konklusionen er ikke, at racen er aggressiv eller problemfri, men at den enkelte hund og introduktionen har stor betydning. Vælg rolige hundemøder, beløn kontakt med føreren, og lad ikke trange eller kaotiske situationer præge socialiseringen.

Det stærke jagtinstinkt er dokumenteret i racestandarden og skal tages alvorligt. En Bedlington Terrier kan reagere hurtigt på vildt, katte eller andre små dyr. Nogle hunde kan leve fint sammen med en kat, de kender, men racenavnet giver ingen garanti. Planlæg altid sikker håndtering, og adskil hunden fra smådyr, når du ikke kan holde øje med samspillet.

## Træning og motion

Bedlington Terrier har brug for daglig motion, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. En god hverdag rummer gåture, mulighed for at løbe sikkert og en opgave, der kræver koncentration. Alder, helbred, kondition og hvad hunden lavede dagen før, afgør, hvor meget der er passende. En tilfreds hund skal kunne falde til ro hjemme og ikke blot blive mere opkørt af stadig længere ture.

Racen kan trives med agility, spor, schweiss, rallylydighed eller almindelig hverdagstræning. Den konkrete aktivitet er mindre vigtig, end at hunden får brugt både krop og hoved sammen med sin ejer. Søgeøvelser, balancearbejde, korte lydighedspas og kontrolleret leg giver variation, uden at hver dag behøver at blive et stort træningsprojekt.

Træn med belønninger, tydelige kriterier og korte pas. Bedlington Terrier er intelligent og kan lære hurtigt, men terrierens selvstændighed gør meningsløse gentagelser mindre spændende. Beløn den adfærd, du ønsker i hverdagen: frivillig kontakt, ro ved døren, pæn lineføring og evnen til at afbryde jagten på et stykke legetøj. Hårde korrektioner kan skade samarbejdet og er ikke nødvendige for at sætte tydelige grænser.

Indkald bør trænes tidligt, men et stærkt jagtinstinkt kan overdøve selv et godt indlært signal. Brug en lang line, hvor omgivelserne ikke er sikre, og lad kun hunden løbe løs på steder, hvor et mislykket indkald ikke kan få alvorlige følger. Målet er ikke at bevise, at hunden altid adlyder, men at opbygge mange vellykkede gentagelser og samtidig bruge den lange line eller et indhegnet område som sikkerhed.

## Sundhed

Kobbertoksikose er den vigtigste kendte racespecifikke sygdom hos Bedlington Terrier. Ved den COMMD1-relaterede form kan en arvelig forandring få kobber til at ophobe sig i leveren. Arvegangen er autosomalt recessiv, hvilket betyder, at hunden skal arve den pågældende genvariant fra begge forældre for at være genetisk afficeret.

En COMMD1-test kan give resultatet fri, bærer eller genetisk afficeret. En bærer er ikke syg af den variant, testen omfatter, men kan give den videre. En genetisk afficeret hund har to kopier og risikerer at udvikle sygdommen i løbet af livet. Resultatet fri gælder den deletion, som testen undersøger; det udelukker ikke enhver anden mulig årsag til leversygdom eller kobbertoksikose.

Den skandinaviske Bedlington-klub kræver, at forældredyrene er DNA-testet via Sveriges lantbruksuniversitet (SLU), før et kuld kan optages i klubbens hvalpeformidling. Klubben kræver også en øjenundersøgelse til denne formidling. Disse betingelser er ikke det samme som et særligt registreringskrav fra Svenska Kennelklubben: I registreringsreglerne for 2026 er der ikke noget særligt krav om DNA-test eller øjenundersøgelse for Bedlington Terrier. Forskellen er vigtig, når du vurderer, hvad opdrætteren faktisk har gjort.

Bed derfor om at se dokumenter i stedet for blot at få at vide, at hundene er ”testet”:

- identificerbare COMMD1-resultater for begge forældre og en forklaring på, hvad kombinationen betyder,
- aktuelle resultater fra øjenundersøgelser og en forklaring på, hvordan eventuelle fund er vurderet,
- oplysninger om tilbagevendende lever-, øjen-, hud- eller øreproblemer hos nære slægtninge,
- opdrætterens plan for at følge hvalpenes sundhed efter leveringen.

Hud og ører er blandt de områder, den svenske raceklub følger. Ældre undersøgelser har rapporteret kløe, ørebetændelse, kraftig hårvækst i ørerne og snævre øregange, men en spørgeundersøgelse siger ikke noget sikkert om risikoen for den enkelte hvalp. Brug oplysningerne som anledning til at stille spørgsmål og være opmærksom, ikke som en diagnose. Tilbagevendende kløe, hovedrysten, rødme eller løbende øjne bør vurderes af en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Bedlington Terrier blev udviklet i Northumberland i det nordlige England og forbindes især med minebyen Bedlington. Den var tidligere kendt som Rothbury Terrier. De tidlige hunde skulle være hurtige, stærke og alsidige og blev blandt andet brugt til jagt på kaniner samt andet småvildt og skadedyr.

En raceforening blev dannet i 1877, efter at racestandarden var begyndt at tage form i den sidste del af 1800-tallet. Udviklingen fra lokal brugsterrier til nutidens mere elegante udstillings- og selskabshund er veldokumenteret, men oplysningerne om præcis hvilke andre racer der bidrog, er mindre sikre. Jagtbaggrunden og brugsterrierens egenskaber er derfor en mere pålidelig arv end én bestemt og omstridt krydsning.

Bedlington Terrier kom til Sverige i begyndelsen af 1900-tallet. I dag holdes den dér hovedsageligt som selskabs- og udstillingshund, mens dens fart, mod og evner inden for hundesport stadig afspejler dens oprindelse.

## At leve med racen

Bedlington Terrier kan trives både i lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end hverdagen: Hunden skal ud, bruge hovedet og have mulighed for at løbe et sikkert sted. En have erstatter ikke gåture, og hegnet skal være pålideligt, hvis der færdes vildt eller katte udenfor.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre hunde. En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden skal have sit eget hvilested, hvor den får fred. Det venlige raceideal er ingen garanti mod misforståelser, og børn må ikke klatre på, forstyrre eller forsøge at løfte hunden.

Alenetid skal læres gradvist, efter at hvalpen er blevet tryg i sit nye hjem. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvor let de falder til ro uden selskab. Opbyg træningen i små trin, og indret hverdagen efter den hund, du faktisk har, ikke efter et fast tal, som påstås at gælde for racen.

Regn med løbende arbejde og udgifter til pelspleje. Den, der ikke vil lære en praktisk hverdagsklipning, skal finde en hundefrisør med erfaring med racen og bestille tid cirka hver 6–8 uge. Ugentlig gennemredning, kontrol af ørerne og rolig håndteringstræning bør også være en del af rutinen fra hvalpetiden.

Racen passer bedst til den, der ønsker en tæt selskabshund, men samtidig respekterer terrierens jagtinstinkt og selvstændighed. Før køb bør du møde voksne hunde, se COMMD1- og øjenresultaterne, spørge hvordan pelsen plejes og have en konkret plan for motion, alenetid og eventuelle smådyr i hjemmet. Så bliver det lettere at afgøre, om det bløde ydre og det handlekraftige temperament passer ind i den samme hverdag.

Bedlington Terrier

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Association Canine Allemande (VDH - German Kennel Club)

Bedlington Terrier er en lille, fårelignende, men alligevel atletisk terrier med en slank, buet krop og en karakteristisk krøllet pels, der fælder minimalt, men kræver regelmæssig pelspleje. Den blev oprindeligt avlet til jagt, er hurtig, nysgerrig, sensibel og en hengiven familiehund med stærk jagtinstinkt, som trives med venlig træning og daglig motion.

Blue Light

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet