## Kort fortalt

Welsh corgi cardigan er en britisk kvæghund og selskabshund. Den er lavstammet, men har langt mere fylde, styrke og arbejdslyst, end de korte ben umiddelbart antyder. Racen passer bedst til en ejer, der har lyst til at træne, gå ture og løse opgaver sammen med sin hund hver dag.

- **Størrelse:** Racestandarden angiver en mankehøjde på 30 cm som ideal. Den angiver ikke et fast vægtinterval; vægten skal passe til hundens størrelse og samlede balance.
- **Krop:** Lang og stærk med korte ben, god afstand til jorden og en lang, rævelignende hale.
- **Temperament:** Raceidealet er opmærksomt, aktivt, intelligent og stabilt, uden skyhed eller aggression.
- **Aktivering:** Daglig fysisk bevægelse og mental beskæftigelse er nødvendig. Et fast antal minutters motion passer ikke til alle individer.
- **Pels:** Kort til middellang, vejrbestandig dobbeltpels med underuld. Regn med fældning og regelmæssig børstning.
- **Vigtigt ved køb af hvalp:** Bed om at se forældredyrenes faktiske HD-resultater, og spørg til øjenundersøgelse, rcd3-PRA og eventuel merlefarve.

Cardigan og welsh corgi pembroke er to separate racer. Vælg derfor ikke alene ud fra ordet »corgi« eller et billede af en kortbenet hund. Sammenlign racernes behov i hverdagen, mød voksne hunde og vurder hundene hos den pågældende opdrætter.

## Udseende og pels

En welsh corgi cardigan skal være robust, bevægelig og udholdende: lavstammet, men ikke så lav, at kroppen mangler afstand til jorden. Kroppen er forholdsvis lang og stærk, knoglebygningen kraftig og ørerne store, opretstående og let afrundede i spidserne. Den middellange hale når ned til eller næsten til jorden. Den må løftes, når hunden bevæger sig, men må ikke krølle over ryggen. Den lange, rævelignende hale er et tydeligt træk i cardiganstandarden.

De godkendte farver er blue merle, brindle, rød, zobel, tricolour med brindle-aftegninger og tricolour med røde aftegninger. Typiske hvide aftegninger er tilladt, men hvidt må ikke dominere på kroppen eller hovedet og må ikke omkranse øjnene. Ifølge standarden er blå eller blåspættede øjne kun tilladt hos blue merle.

Pelsen består af hårde, helst lige dækhår og en beskyttende underuld. Børst hele pelsen igennem regelmæssigt og oftere, når meget underuld løsner sig. Kontrollér især, at løs underuld ikke pakker sig bag ørerne, på baglårene og omkring halen. Hvor meget og hvornår en hund fælder, varierer. Forvent mere løse hår i visse perioder i stedet for at følge en fast kalender. Væn hvalpen roligt til børstning, negleklip og anden håndtering fra begyndelsen.

## Temperament og personlighed

Welsh corgi cardigan skal ifølge raceidealet være opmærksom, aktiv, intelligent og stabil. Det er et godt udgangspunkt, men ingen garanti for, hvordan den enkelte hund udvikler sig. Resultater fra svenske BPH-adfærdsbeskrivelser viser variation inden for racen, og opvækst, erfaringer og individ påvirker blandt andet socialitet, frygtreaktioner, lyst til leg og evnen til at falde til ro.

Baggrunden som gård- og kvæghund kan vise sig som stor opmærksomhed på bevægelse, lyst til at holde øje med omgivelserne og en tendens til at gø. Nogle unge hunde kan også forsøge at styre mennesker eller dyr, der løber, og nappe efter benene. Det er mulige adfærdsmønstre, som bør forebygges og trænes, ikke noget alle hunde af racen gør. Afbryd roligt, beløn en alternativ adfærd, og tilbyd planlagte aktiviteter, hvor hunden får lov til at bruge næse, krop og hoved.

Spørg opdrætteren, hvordan forældredyrene fungerer med gæster, i nye omgivelser og efter aktivitet. Mød dem, hvis det er muligt. En hund, der hurtigt bliver meget opstemt, men har svært ved at falde til ro, kan være krævende, selv om den lærer hurtigt. I mange hjem er evnen til at veksle mellem aktivitet og hvile mindst lige så vigtig som lysten til at træne.

## Træning og motion

En cardigan har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men der findes ingen troværdig minutregel, som passer til alle. Alder, helbred, kondition og personlighed afgør mængden. En god hverdag kombinerer ture i forskellige omgivelser med næsearbejde, korte træningspas, leg og tid til at komme sig.

Racen sætter ofte pris på opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og træffe små valg. Spor, søgeøvelser, hverdagstræning, rallylydighed og kontrollerede øvelser i kropskontrol er eksempler. Hunden behøver ikke at hyrde for at få et meningsfuldt liv. Øg sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist, især hos en hund i vækst, og søg råd hos en dyrlæge eller veterinærfysioterapeut, hvis hunden har smerter, halter eller bevæger sig unormalt. Kropsbygningen er ikke i sig selv en grund til at forbyde al brug af trapper eller alle hop, men omgivelserne og aktiviteten skal passe til den enkelte hund.

Træn positivt, belønningsbaseret og i tydelige trin. Prioritér kontakt, indkald, følgeskab og rolig adfærd omkring cykler, løbende børn og andre bevægelser, der kan fange hundens interesse. Hvis hunden gør ved døren eller vinduet, så hjælp den væk fra situationen, før gøen bliver en vane, og beløn den adfærd, du ønsker. Hårde korrektioner eller forsøg på at »dominere« hunden er unødvendige og kan gøre den mindre tryg.

## Sundhed

Den gældende svenske avlsstrategi beskriver welsh corgi cardigan som generelt sund. I de øjenundersøgelser, som strategien sammenfatter, skilte ingen enkelt øjensygdom sig ud. Det betyder ikke, at alle hunde er sunde, eller at sundhedsundersøgelser er uvigtige. For en hvalpekøber er dokumenterede resultater mere værd end generelle forsikringer om, at en linje er »problemfri«.

### Hofter og bevægeapparat

Siden 2025 skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben. **Kendt status betyder, at resultatet er registreret, ikke at hofterne automatisk er frie for HD.** Bed derfor om de faktiske grader, og lad opdrætteren forklare valget af kombination.

Raceklubben følger også short ulna, hvor albuebenet holder op med at vokse for tidligt, så forbenet kan blive stadig mere skævt. Hvis en hund i vækst får en tydeligt ændret benstilling, en udaddrejet pote eller halthed, bør den hurtigt undersøges af en dyrlæge med ortopædisk erfaring. Behandling kan være nødvendig, mens hunden stadig vokser, så vent ikke bare og se tiden an.

### Øjne, rcd3-PRA og merle

Rcd3-PRA er en tidligt debuterende, autosomalt recessiv form for PRA, som forekommer i racen. En DNA-test kan vise, om en hund er fri, anlægsbærer eller genetisk afficeret. En anlægsbærer bliver ikke selv syg af netop rcd3-PRA, men kan give genvarianten videre. Testen giver kun svar på denne ene genetiske variant. En øjenundersøgelse kan i stedet finde kliniske øjenforandringer, men kan ikke udpege raske anlægsbærere. Undersøgelserne erstatter derfor ikke hinanden.

Blue merle er en godkendt farve, men merleanlægget må ikke arves fra begge forældre, fordi afkommet så risikerer alvorlige høre- og øjendefekter. Ved køb af en merlefarvet hvalp bør opdrætteren kunne forklare forældrenes farver, og hvordan parringen følger reglerne hos Svenska Kennelklubben.

Hold også hunden i passende huld. En tydelig talje skal kunne ses bag ribbenene, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Følg ændringer over tid i stedet for at sigte efter én bestemt standardvægt.

## Historie og oprindelse

Welsh corgi cardigan blev udviklet i Wales som gård- og kvæghund. Den arbejdede tæt sammen med menneskene på gården og hjalp blandt andet med at drive og holde styr på kvæg. Den historiske funktion forklarer kombinationen af lav højde, bevægelighed, udholdenhed og opmærksomhed på det, der sker omkring hunden.

Hvor gammel racen er, og præcis hvilke hunde den stammer fra, er ikke endeligt fastslået. Ældre fortællinger knytter den til meget tidlige walisiske hunde, keltere eller vikinger, men sådanne teorier bør ikke behandles som sikker afstamning. Svenska Kennelklubben oplyser, at cardigan og pembroke blev krydset indbyrdes frem til 1934, hvor de blev adskilt og anerkendt som to selvstændige racer. Den første welsh corgi cardigan, som blev registreret i Sverige, kom i 1963.

I dag klassificerer FCI racen som kvæghund og selskabshund. Mange lever udelukkende som familiehunde, men den aktive og arbejdsrettede arv er stadig relevant, når man vurderer, om hverdagen passer.

## At leve med racen

En welsh corgi cardigan kan bo i lejlighed, men den lave mankehøjde gør den ikke automatisk nem at have i et lille hjem. Den har brug for daglig aktivitet, mulighed for at falde til ro og træning i at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for vinduerne. Hus og have erstatter ikke ture, samarbejde eller nye omgivelser.

At kunne være alene er ikke en fast raceegenskab. Begynd med meget korte stunder, når hunden er tryg, og øg tiden gradvist. Gå et skridt tilbage, hvis den viser uro. Planlæg hverdagen efter individet, og regn ikke med, at en lille hvalp kan være alene.

Racen kan fungere godt i en børnefamilie, men ingen race er automatisk sikker sammen med børn. En voksen skal altid være til stede, når små børn og hund er sammen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Lær både børn og hund rolige regler, især når leg og løb kan vække hundens interesse for bevægelse.

Det samme fokus på individet gælder andre hunde og katte. Tidligere erfaringer og en kontrolleret introduktion betyder mere end racenavnet. Ved introduktion til en kat bør katten have et hundefrit sted at trække sig tilbage, møderne skal foregå roligt, og jagt skal forhindres helt fra begyndelsen.

Før køb er det klogt at kontrollere:

- forældredyrenes officielle HD-grader, ikke kun at de er HD-røntgenundersøgt;
- dato og resultat for øjenundersøgelse samt status for rcd3-PRA;
- hvordan en eventuel merleparring er planlagt;
- hvordan nære slægtninge fungerer med lyde, mennesker og hunde, og hvor godt de falder til ro efter aktivitet;
- om du ønsker en hverdag med fældning, træning og daglig aktivering gennem hele hundens liv.

Racen passer altså ikke til en, der kun vælger den på grund af det kompakte format. En cardigan er en aktiv og intelligent kvæghund på korte ben og har brug for en ejer med både tid og interesse for et gennemtænkt hverdagsliv.

Welsh corgi cardigan

The Kennel Club (UK)

Welsh Corgi League (UK)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norwegian Kennel Club

Welsh corgi cardigan er en robust, langstrakt hyrdehund med rævelignende hoved og lang hale. Trods sine korte ben er den energisk og smidig, loyal, årvågen og ofte reserveret over for fremmede. Pelsen er en vejrbestandig dobbeltpels, som findes i mange farver, og racen har brug for regelmæssig motion og pelspleje.

AnKiAlvana

## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Reidun Kvamsø

Signe Cecilie Funnemark

Ishavskysten

## Kort fortalt

- På trods af navnet er tibetansk terrier ikke en terrier af funktion. FCI placerer racen blandt selskabshundene, men dens baggrund omfatter både hyrdearbejde og varsling som vagthund i Tibet.
- Hanner skal have en skulderhøjde på 36–41 cm, mens tæver skal være lidt mindre. FCI-standarden angiver ingen officiel vægt, så forældrenes og andre voksne slægtninges faktiske størrelse er mere nyttig end et løfte om et bestemt antal kilo.
- Racen skal være robust, mellemstor, langhåret og overvejende kvadratisk. De store poter er runde og flade, og bevægelserne skal være smidige med god skridtlængde og et kraftigt fraskub.
- Pelsen er dobbelt og kan have mange farver. Chokoladebrun, leverfarvet og merle er derimod ikke tilladt ifølge standarden.
- Raceidealet er livligt, venligt, opmærksomt og intelligent. Hunden kan være tilbageholdende med sin hengivenhed over for fremmede, men overdreven skyhed er ikke et ønsket racetræk.
- Tibetansk terrier passer bedst til den, der ønsker en tæt selskabshund, kan bruge tid på pelspleje og træning og vil kontrollere sundhedsdokumenter i stedet for blot at acceptere, at forældrene er “testet”.

## Udseende og pels

Tibetansk terrier skal være stærk og kompakt uden at virke tung. Længden fra skulderleddet til haleroden skal svare til skulderhøjden. Hovedet er rigt behåret, og øjnene er store, mørkebrune og placeret forholdsvis bredt. Den rigt behængte hale er ansat ret højt og bæres i en bue over ryggen; et knæk nær halespidsen er tilladt.

Det lange hår i ansigtet må falde fremad, men det må ikke dække øjnene eller hindre hundens syn. Det er en vigtig kontrol i hverdagen. Hvis hunden støder ind i ting, tøver ved trapper eller har svært ved at aflæse andre hundes signaler, skal det ikke affejes som racens typiske pandehår. Del eller bind håret op, så hunden kan se, og lad en dyrlæge vurdere nye synsproblemer.

Underulden er fin og ulden. Dækpelsen skal være rigelig, fin og lang, men hverken silkeagtig eller ulden. Den må være glat eller bølget, men ikke krøllet. Tilladte farver omfatter blandt andet hvid, gylden, creme, grå, røgfarvet, sort, flerfarvet og trefarvet. Det er derfor ikke korrekt, at alle farver er godkendt: chokolade, lever og merle er undtaget.

Pelsplejen skal være grundig, men samme tidsplan passer ikke til alle hunde. Unghundens pelsskifte, fuld pelslængde, fugt, snavs og aktivitet påvirker, hvor hurtigt der opstår filtringer. Arbejd pelsen igennem fra huden med fingrene og en kam, især bag ørerne, i armhulerne og lysken, i skægget og på poterne samt der, hvor sele eller halsbånd ligger. Kammen skal kunne glide igennem uden at trække i huden. Bad hunden, når pelsen er snavset eller vanskelig at rede ud, og tør helt ind til huden. Væn gradvist hvalpen til børstning, føntørring, potehåndtering og til at stå eller ligge stille.

## Temperament og personlighed

Tibetansk terrier skal være livlig, venlig, åben, opmærksom, intelligent og modig uden at være skarp eller stridslysten. Standarden siger samtidig, at racen kan være tilbageholdende med sin hengivenhed over for fremmede. Det betyder ikke, at frygt, truende adfærd eller manglende evne til at falde til ro efter en overraskelse skal bortforklares som “typisk reservation”.

Forskellene mellem individer kan være store. Ældre svenske MH-data gav et nyttigt historisk racegennemsnit, og en undersøgelse bag den svenske avlsstrategi fra 2018 beskrev både overdreven reservation og problemer med at være alene hos nogle hunde. Materialet gælder ældre årgange og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver i dag.

Mød derfor tæven og gerne flere voksne slægtninge. Se, hvordan de reagerer, når en fremmed kommer ind, når nogen rører ved poter og pels, og når noget uventet sker. En egnet voksen hund behøver ikke søge kontakt med alle, men skal kunne håndtere situationen, uden at frygten, gøen eller forsvarsadfærden fortsætter. Spørg også, hvordan helsøskende og tidligere afkom fungerer hjemme, på rejser og hos dyrlægen.

## Træning og motion

Tibetansk terrier har brug for bevægelse, næsearbejde, læring og restitution hver dag, men intet fast antal timer passer til alle. En voksen hund kan trives med ture i varieret terræn, søg, spor, rallylydighed, agility på et passende niveau eller anden træning, hvor den får lov til at tænke og samarbejde. Tilpas mængden efter alder, sundhed, kondition og hvor godt hunden falder til ro bagefter.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen enkel:

- at gå i løs line og have et sikkert indkald, først i kontrollerede omgivelser
- at passere mennesker og hunde uden at hvert møde bliver en hilsen eller en alarmsituation
- en tydelig hvileplads og evnen til at slappe af efter aktivitet
- frivillig håndtering af pels, poter, mund, øjne og ører
- at vente ved døre, bilen og før den får lov til at hilse
- meget korte perioder alene, der bygges op uden uro

Belønningsbaseret træning giver tydelig information uden unødige konflikter. Racen kan lære hurtigt uden at sætte pris på lange, ensformige træningspas. Variér belønningen mellem mad, leg, mulighed for at snuse, større afstand og adgang til en aktivitet. Hvis hunden bliver stadig mere højlydt eller rastløs eller har svært ved at sove efter træningen, kan enklere opgaver, færre indtryk og længere pauser hjælpe mere end endnu et træningspas.

Hvalpe og unghunde skal have varieret bevægelse i deres eget tempo på sikre underlag, men de skal ikke udsættes for lange løbeture eller mange gentagne spring. Halthed, stivhed eller modvilje mod at bevæge sig bør vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Bindende svenske registreringsregler og raceklubbens anbefalinger er ikke det samme. Efter Svenska Kennelklubbens regler for 2026 kan afkom ikke registreres, hvis en af forældrene har PRA eller linseluksation. Det racespecifikke afsnit kræver derimod ikke en bestemt DNA-pakke eller en bestemt hoftegrad. En hvalpekøber bør derfor kontrollere både mindstekravene og det frivillige sundhedsarbejde.

Den svenske raceklub Tibetanska Terriersällskapet oplyser, at begge forældre skal have hofterne undersøgt med røntgen og helst have HD A eller B. Hvis en hund med HD C bruges, bør det beregnede HD-indeks for kuldet være mindst 100. Racen har svensk HD-indeks, så bed om at se hver forælders resultat og det beregnede kuldindeks, ikke blot en oplysning om, at hofterne er røntgenundersøgt.

Klubben anbefaler også, at begge forældre skal være øjenundersøgt højst et år før parring uden tegn på PRA eller linseluksation, med en særlig undtagelse for visse ældre hunde med gentagne øjenundersøgelser og DNA-resultater. Bed om dato, fuldstændig rapport og tidligere resultater. PRA er en samlebetegnelse, og ifølge klubben forklarer testene for PRA3 og rcd4 kun en del af racens PRA-tilfælde. Et frit resultat for én variant udelukker derfor ikke al PRA eller andre øjensygdomme.

Der findes DNA-test for blandt andet primær linseluksation, PLL, og den sent debuterende neurologiske sygdom NCL. For disse recessive varianter er en bærer ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres, fordi hvalpene så kan arve to kopier af sygdomsvarianten. Kontrollér den præcise sygdom, variant, det anvendte laboratorium og resultatet for begge forældre. Formuleringen “DNA-testet” siger for lidt uden dokumenterne.

Renal dysplasi, tidligere kaldet PNP, indgår også i racens sundhedshistorie. Den svenske avlsstrategi siger udtrykkeligt, at den tidligere RD-DNA-test er upålidelig og ikke bør bruges. Et sådant resultat må derfor ikke præsenteres som en friskmelding. Spørg i stedet til diagnosticeret nyresygdom hos forældre, søskende, tidligere afkom og ældre slægtninge.

En stor britisk undersøgelse offentliggjort i 2024 beregnede medianlevetiden for tibetansk terrier til 13,8 år i den undersøgte gruppe. Resultatet beskriver britiske hunde og er hverken en prognose for en svensk hvalp eller en garanti for den enkelte hund.

## Historie og oprindelse

Tibetansk terrier stammer fra Tibet, mens Storbritannien har ansvaret for racestandarden. På trods af navnet er den ikke en terrier. FCI beskriver en baggrund som hyrdehund og varslende vagthund for handelsrejsende, men klassificerer nutidens race som selskabshund i gruppe 9.

Den moderne europæiske historie er bedre dokumenteret end mange fortællinger om hellige lykkebringere. Den britiske læge Agnes Greig mødte racen i Indien i 1922 og tog hunde med til England i løbet af 1920'erne. Tibetansk terrier og lhasa apso blev længe registreret sammen som Lhasa Terrier, indtil den britiske kennelklub skilte dem i 1934.

I 1958 importerede Carin Slättne to hunde fra England til Sverige. Tibetanska Terriersällskapet blev stiftet i 1972. Den del af historien er tydelig. Fortællinger om, at hundene aldrig blev solgt, altid blev givet som lykkegaver eller udførte bestemte redningsopgaver, hører mere til traditionen og er ikke lige så godt dokumenteret.

## At leve med racen

Tibetansk terrier kan fungere i både lejlighed og hus, hvis den får aktivitet, ro og regelmæssig pelspleje. Boligens størrelse betyder mindre end muligheden for at håndtere trange møder, lyde i opgangen, våd pels og en hund, der let lægger mærke til forandringer. Indlær en hvileplads, og beløn hunden, når den hører lyde udefra uden at fortsætte med at gø.

Aktivt opsyn fra en voksen er nødvendigt omkring børn. Børn må ikke forstyrre hunden, når den spiser, sover eller trækker sig væk, og pels eller hale må aldrig blive et håndtag i legen. En hund, der vil forlade situationen, skal have et beskyttet sted bag en låge eller i et andet rum.

Samvær med andre hunde, katte eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Introducér hunde roligt, helst på neutral grund. Giv katten høje hvilepladser og hundefrie zoner, og forebyg jagt fra begyndelsen. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men erstatter ikke opsyn eller en vurdering af den enkelte hunds adfærd.

Træn alene-hjemme gradvist fra meget korte perioder. Øg først, når hunden kan spise, hvile og finde ro igen. Vedvarende gøen, vandren, ødelæggelser eller manglende lyst til at spise viser, at skridtet er for svært; det er ikke et tegn på trods.

En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, hvis pelsarbejdet, hverdagstræningen og kontrollen af sundhedsdokumenter virker overkommelige. Mød voksne slægtninge, kontrollér HD-resultater og kuldindeks, læs øjenrapporterne, og bed om DNA-resultatet for hver navngiven variant. Vælg opdrætter ud fra åbenhed om hele familien, ikke ud fra farve, frisure eller en generel forsikring om, at linjen er sund.

Tibetansk terrier

Verein für Deutsche Spitze (Germany)

Norsk Kennel Klub (Norway)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Mellemstor, robust tibetansk race med lang, beskyttende pels og snelignende poter, som engang var munkenes følgesvend. Rolig og blid indendørs, livlig og atletisk udendørs. En klog og selvstændig problemløser, der har brug for venlig, konsekvent træning, regelmæssig pelspleje og tæt fællesskab med familien.

Rogell

## Kort fortalt

- Shetland sheepdog, ofte kaldet sheltie, er en lille britisk selskabs- og hyrdehund med baggrund som gårdhund på Shetlandsøerne.
- Racestandarden beskriver en aktiv, opmærksom, venlig og intelligent hund, der holder øje med sin ejer. Tilbageholdenhed over for fremmede er tilladt, men nervøsitet er ikke.
- Den ideelle skulderhøjde er 37 cm for hanner og 35,5 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Den lange dobbeltpels skal plejes helt ind til huden, især bag ørerne og under fældning, men den skal ikke helklippes som fast rutine.
- Racen passer bedst til den, der vil kombinere daglig motion med træning, næsearbejde eller anden mental aktivering, og som kan arbejde roligt med lyde, miljøer og alenetid.
- Ved valg af hvalp er dokumenterede øjenresultater, temperamentet hos nære slægtninge og viden om MDR1 og merle vigtigere end generelle løfter om, at racen altid er sund eller nem at leve med.

## Udseende og pels

Shetland sheepdog er en lille, let og bevægelig hund, der skal være lidt længere end høj. Racestandardens ideal er 37 cm i skulderhøjde for hanner og 35,5 cm for tæver. En afvigelse på mere end 2,5 cm i begge retninger er meget uønsket ifølge standarden. Det er idealer til bedømmelse af racen, ikke en garanti for hvert individ. Standarden angiver ingen idealvægt, så huld og kropsbygning er bedre vejledning end et enkelt tal på vægten.

Hovedet skal danne en lang, stump kile. Skalle og næseparti skal være lige lange med midtpunktet ved den inderste øjenkrog. Øjnene er mandelformede og som regel mørkebrune; hos blue merle må de være helt eller delvist blå. De små ører bæres bagud i hvile og fremad med bøjede spidser, når hunden er opmærksom.

Pelsen er dobbelt: dækpelsen er lang, lige og noget grov, mens underulden er kort, blød og tæt. En grundig gennemgang cirka en gang om ugen passer mange hunde, med hyppigere pleje under fældning. Red helt ind til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne. Hår omkring poterne og på haserne kan studses efter behov. Efter et bad skal pelsen tørre helt ind til huden.

Godkendte farver er zobel, tricolour, blue merle, sort og hvid samt sort med tantegninger, selv om den sidste ikke ses i moderne tid. Blue merle skal give et sølvblåt helhedsindtryk med sort marmorering. Hvide aftegninger må blandt andet findes som blis og på halskrave, bryst, ben og halespids. Hvide pletter på kroppen er derimod meget uønskede ifølge standarden. Farvestandarden og de genetiske regler for merle er to forskellige spørgsmål.

## Temperament og personlighed

En typisk Shetland sheepdog er opmærksom, venlig, intelligent og tæt orienteret mod sin ejer, men individer varierer tydeligt i socialitet, lydfølsomhed og selvsikkerhed. En hund må gerne være kølig over for fremmede uden at ville hilse, men frygt skal ikke bortforklares som normal tilbageholdenhed.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse viser, hvorfor et gennemsnit ikke er nok, når man vælger hund. De beskrevne sheltier viste kun lidt frygt i flere testsituationer, men variationen var tydelig blandt andet ved møder og overraskelser. Analysen gælder deltagerne og kan ikke forudsige, hvordan en hvalp bliver. Spørg derfor, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på fremmede, lyde og nye miljøer, og hvor hurtigt de kommer sig.

Racen havde historisk til opgave at være opmærksom og slå alarm. Det kan gøre gøen til et vigtigt hverdagsspørgsmål, men det betyder ikke, at alle sheltier gør meget. At få hunde gøede eller peb, hvor lyd ikke var forventet under BPH, betyder ikke, at racen altid er stille hjemme, når nogen går i opgangen. Vurder det individ og det opvækstmiljø, du faktisk vælger.

Sheltier beskrives som hunde, der typisk kan omgås andre hunde uden konflikt, men det er ingen garanti for alle møder eller for samliv med kat og smådyr. Tidlige erfaringer, individets adfærd og kontrollerede introduktioner har stor betydning.

## Træning og motion

Shetland sheepdog har brug for fysisk aktivitet og opgaver til hjernen hver dag, men der findes ikke et seriøst minuttal, som passer til alle individer. En god hverdag veksler mellem ture med mulighed for at snuse, korte træningspas, leg og hvile. Agility, rallylydighed, lydighed, næsearbejde og tricktræning kan passe til racens hurtighed og samarbejdsvilje, men hundesport er ikke nødvendig, hvis hverdagen allerede giver varieret bevægelse og problemløsning.

Træn belønningsbaseret og trinvis med hensyn til hundens følsomhed. Hårde stemmer kan øge usikkerheden. Gør i stedet situationen lettere, og beløn den adfærd, du ønsker. For en hund, der reagerer på lyde ved døren, bevægelse uden for vinduet eller besøgende, kan du:

- øge afstanden eller afskærme udløseren, så hunden stadig kan tænke;
- belønne, at hunden vender opmærksomheden tilbage til dig og falder til ro på en fast plads;
- træne med svage, forudsigelige lyde, før du øger sværhedsgraden;
- give hunden en pause, hvis den ikke kan tage imod en belønning eller falde til ro.

Målet er ikke at stoppe al kommunikation, men at hunden kan afbryde, komme sig og falde til ro. Hvis netop din hund begynder at jage, kredse om eller nappe efter løbende børn, cykler eller anden hurtig bevægelse, skal det håndteres som et konkret sikkerheds- og træningsproblem, ikke undskyldes med racens baggrund. Brug line eller afstand, mens I træner et sikkert alternativ.

Hvalpe har brug for korte, positive erfaringer og meget restitution. Øg belastning og sværhedsgrad i takt med hundens alder, kondition og tryghed. Hos en voksen hund er evnen til at hvile mellem aktiviteterne mindst lige så vigtig som, hvor langt den kan gå.

## Sundhed

Shetland sheepdog har flere veldokumenterede sundhedsproblemer, især omkring øjnene, og et godt hvalpekøb begynder med resultater, der kan verificeres, frem for udtrykket »sunde linjer«. Bed opdrætteren om at vise registrerede undersøgelser og forklare, hvorfor netop denne kombination af forældre er valgt.

CEA, collie eye anomaly, er en medfødt forandring i øjets udvikling. Den mildere forandring CRD vurderes normalt ikke at påvirke synet, mens colobom kan gøre det. Nogle CEA-forandringer ses lettest ved en øjenundersøgelse af en ung hvalp og kan senere skjules af pigment. PRA er derimod en fremadskridende nethindesygdom, som kan føre til blindhed. En DNA-test viser, om hunden har en bestemt testet genetisk variant; den viser ikke alle øjenforandringer. Racen har mere end én form for PRA og også andre nethindesygdomme, så DNA-test og klinisk øjenundersøgelse besvarer forskellige spørgsmål.

Det tidligere svenske sundhedsprogram, som krævede en højst et år gammel øjenattest før avl, sluttede i 2017. Raceklubbens racespecifikke avlsstrategi, RAS, anbefaler øjenundersøgelse af hvalpe, undersøgelse efter etårsalderen før avl og opfølgning af ældre avlshunde. Anbefalinger er ikke det samme som registreringskrav. Kontrollér Svenska Kennelklubbens seneste regler og registrerede resultater før køb eller avl.

MDR1, også kaldet ABCB1, påvirker et transportprotein, som blandt andet beskytter hjernen mod visse stoffer. Mutationen er påvist hos Shetland sheepdog og kan øge risikoen for alvorlige bivirkninger af visse lægemidler. Kun en individuel DNA-test viser den enkelte hunds status. Gem prøvesvaret, og vis det til dyrlægen. Ændr aldrig dosis eller behandling ud fra en liste på nettet.

Skader i hasen og andre ledproblemer er også dokumenteret i racens svenske avlsstrategi. Spørg om halthed, haseproblemer og ledresultater hos forældre og ældre slægtninge, men se ikke et enkelt røntgenresultat som en fuldstændig garanti.

Blue merle er en godkendt farve, men to hunde, der bærer merleanlæg, må ikke parres. Fordobling af anlægget medfører risiko for alvorlige defekter, blandt andet i syn og hørelse. Svenska Kennelklubben har registreringsforbud for afkom efter to merlefarvede sheltier og særlige regler for skjult merle hos zobelfarvet afkom.

## Historie og oprindelse

Shetland sheepdog kommer fra Shetlandsøerne og udviklede sig fra små gårdhunde. Det er dokumenteret, at collie blev krydset ind, mens meget andet om de tidlige aner bygger på antagelser.

På øerne blev hundene blandt andet brugt til at holde får væk fra dyrkede arealer og til at slå alarm på gården. De beskrives derfor ikke først og fremmest som specialiserede hyrdehunde af moderne type. Den lille størrelse og den vejrbestandige pels passede til et barskt, blæsende og fugtigt klima, hvor ressourcerne var begrænsede.

I 1800- og 1900-tallet blev racen formet mod en mere ensartet type. Den britiske kennelklub anerkendte Shetland sheepdog i 1914, og det første individ kom til Sverige i 1930. Sheltien er en selvstændig FCI-anerkendt race med sin egen standard, størrelse og udvikling.

## At leve med racen

Shetland sheepdog kan fungere i en børnefamilie, sammen med andre dyr og i lejlighed, men kun når den enkelte hunds temperament passer til hjemmets hverdag. Størrelsen gør racen praktisk, mens opmærksomhed på lyde, behov for samarbejde og variation i selvsikkerhed kan være vigtigere end boligens kvadratmeter.

En voksen skal altid holde opsyn med samspillet i en børnefamilie. Børn skal lade hunden spise, sove og trække sig tilbage i fred. Vælg ikke racen alene, fordi den omtales som »god med børn«. Spørg til hundens erfaringer og forældrenes temperament.

Introduktion til kat eller en anden hund skal være kontrolleret, med mulighed for afstand og separate hvilepladser. Beløn rolig adfærd, og forebyg jagt eller trængen, mens forholdet bygges op. Smådyr kræver fysisk sikring, selv om hunden virker venlig.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hunden får daglig aktivitet og kan hvile på trods af opgang, elevator og naboer. Vurder lydmiljøet, og spørg, hvilke hvalpe der hurtigt kommer sig efter nye indtryk. En have erstatter ikke ture, træning eller samvær.

Alenetid skal trænes gradvist, først når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg kun, så længe hunden forbliver rolig. En voksen hund, der er trænet i at være alene, kan klare nogle timer, men de individuelle forskelle er store, og en lille hvalp må ikke efterlades alene. Hvis hunden gør, går uroligt rundt, halser eller ikke kan falde til ro, skal træningen gå et trin tilbage, og hverdagen indrettes, så hunden ikke efterlades længere, end den magter.

Racen er et godt valg for den, der sætter pris på en opmærksom, træningsvillig hund og er forberedt på pelspleje, lydtræning og mental aktivering. Den passer dårligere til den, der ønsker en helt selvstændig hund, en garanteret stille hverdag eller må lade hunden være alene gennem lange arbejdsdage.

Shetland sheepdog

Shetland Sheepdog Club of the UK

Shetland sheepdog er en lille til mellemstor, smidig hyrdehund med tæt dobbeltpels og iøjnefaldende farver. Den er årvågen, følsom og meget menneskeorienteret, knytter stærke bånd til familien, er reserveret over for fremmede, udmærker sig i hundesport og har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture og mental stimulering.

Malene Stordahl

Elizabeth Ann Hartmann

## Kort fortalt

Den store pudel er den største af pudlens fire officielle størrelser og en aktiv selskabshund med stort behov for både samarbejde og pelspleje. Navnet **kungspudel** bruges af og til i svensk daglig tale, men det er ikke en selvstændig race eller størrelsesvariant. På svensk hedder varianten officielt **Pudel, stor**; på denne danske side er navnet **Pudel, stor**.

- **Racetype:** anerkendt puddelvariant i FCI-gruppe 9, selskabshunde
- **Mankehøjde:** over 45 til og med 60 cm; racestandarden tillader 2 cm tolerance opefter
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen officiel vægt
- **Pels:** rigelig, krøllet uldpels eller pels, der danner snore
- **Ideelt temperament:** opmærksom, aktiv, samarbejdsvillig og let at træne
- **Behov i hverdagen:** daglig fysisk aktivitet, mental stimulering, hvile og regelmæssig pelspleje
- **Svensk sundhedsprogram:** forældredyrene skal have officiel HD-status før parring

En stor pudel kan passe til en engageret førstegangsejer, men racen er ikke nem at passe, blot fordi den er samarbejdsvillig. Den kommende ejer skal have lyst til at træne hverdagsfærdigheder, give hunden meningsfuld aktivitet og passe pelsen, også når vejret er vådt, og kalenderen er fuld.

## Udseende og pels

Den store pudel skal være harmonisk og atletisk med en krop, der er lidt længere end mankehøjden – ikke helt kvadratisk. Den officielle højde er over 45 til og med 60 cm med 2 cm tolerance opefter. Tolerancen betyder ikke, at 62 cm er den normale målhøjde. Da racestandarden ikke angiver nogen vægt, bør en voksen hund vurderes ud fra proportioner og huld, ikke efter et påstået officielt antal kilo.

Standarden anerkender to pelsstrukturer. Uldpudlen har en tæt, fin, uldagtig og krøllet pels, mens snorepudlen har pels, der formes til lange, tydelige snore. Selskabshunde holdes ofte i en praktisk, kortere frisure, men en kort frisure fjerner ikke behovet for bad, grundig gennemgang af pelsen og klipning.

De godkendte puddelfarver er flere, end mange ældre racebeskrivelser giver indtryk af. Ud over ensfarvet sort, hvid, brun, grå og abrikosrød godkender den nuværende standard flere bestemte flerfarvede mønstre. De omfatter blandt andet hvid kombineret med sort, grå, brun eller abrikosrød samt tan-aftegninger, trefarvet og brindle pels. De flerfarvede muligheder blev indført i den internationale standard, der trådte i kraft i Sverige i 2024. Ældre oplysninger om, at en pudel altid skal være ensfarvet, er derfor forældede.

Pelsen vokser hele tiden og kræver en plan. Hvor ofte den skal redes ud, bades og klippes, afhænger af pelslængde, frisure, aktivitet og hvor let pelsen filtrer. Kontrollér helt ned til huden i stedet for kun at børste overfladen. Væn roligt hvalpen til kam, klippemaskine, føntørrer, håndtering af poter og til at stå stille; det gør den fremtidige pleje lettere.

En stor pudel beskrives ofte som en race, der fælder lidt, men begrænset fældning er ikke det samme som allergifrihed. Hundeallergener findes blandt andet i hud og spyt, og reaktionen kan variere mellem enkelte hunde – også mellem kuldsøskende. En person med allergi bør derfor ikke vælge en stor pudel alene på grund af racenavnet eller et løfte om en ”hypoallergen” pels.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal den store pudel være opmærksom, aktiv, trofast og let at lære og træne. I hverdagen viser det sig ofte som en hund, der hurtigt opfatter mønstre, søger kontakt og gerne deltager i familiens aktiviteter. Den samme opmærksomhed betyder også, at hunden hurtigt kan lære uønskede rutiner, hvis regler, belønninger og forventninger er uklare.

At racen er lærenem, betyder ikke, at alle store pudler har samme temperament, og en intelligensrangliste forklarer ikke, hvordan en hund fungerer i hverdagen. Resultater fra BPH-beskrevne pudler kan vise fælles træk, men de beskriver de hunde, der deltog – ikke alle store pudler. Social tryghed, aktivitetsniveau, lydfølsomhed, interesse for at jage og evnen til at falde til ro kan variere med arv, tidlige erfaringer og træning.

Mød om muligt hvalpens mor og gerne voksne slægtninge. Læg mindre vægt på, om hundene kan et trick, og mere på hvordan de kommer sig efter en overraskelse, hilser uden at blive hængende i høj stress og falder til ro, når der ikke sker noget. Spørg opdrætteren, hvilke egenskaber der faktisk går igen i familien, og hvordan den planlagte kombination forventes at fungere i et almindeligt hjem.

En stor pudel kan være et godt valg for en førstegangsejer, der holder af træning og accepterer pelsarbejdet. Den passer dårligere til den, der først og fremmest ønsker en selvstændig hund eller en stor hund med minimalt behov for daglig kontakt og aktivering.

## Træning og motion

En stor pudel har brug for fysisk bevægelse og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, helbred, form, vejr, underlag og restitution er afgørende for et godt forløb. En afbalanceret hverdag rummer både ture og mulighed for at snuse, undersøge, samarbejde og hvile uforstyrret.

Racen sætter ofte pris på træning, hvor den får lov til at forstå en opgave: lineføring, indkald, apportering, næsearbejde, kropskontrol eller andre hundesportsgrene. Korte, tydelige pas kan kombineres med færdigheder i virkelige miljøer. Målet er ikke at holde hunden beskæftiget hele tiden, men at udvikle en hund, der kan skifte mellem aktivitet og ro.

For en hvalp er kvalitet og gradvis tilvænning vigtigere end en mekanisk minutregel. Lad hvalpen bevæge sig i sit eget tempo på varierede, men sikre underlag, giv pauser, og øg belastningen gradvist. Tilpas næste pas efter, hvordan hvalpen bevæger sig, bevarer koncentrationen og falder til ro bagefter.

Pudlens historie som vandapporterende hund forklarer, hvorfor vand og apportering ofte nævnes i racebeskrivelser. Det garanterer dog ikke, at enhver stor pudel har lyst til at svømme. Introducér vand uden tvang, vælg sikre steder, og lær hunden at gå i og komme op på signal.

## Sundhed

Det vigtigste dokumenterbare sundhedskrav i svensk avl af stor pudel handler om HD-status: Begge forældredyr skal have et officielt hofteresultat før parring, for at afkommet kan registreres efter Svenska Kennelklubbens regler. En oplysning om, at forældrene er ”sundhedstestede”, er derfor ikke nok – spørg, hvilke undersøgelser der er foretaget, og kontrollér resultaterne.

HD graderes fra A til E. A og B regnes som normale hofter, og det svenske program for stor pudel tillader også grad C i avl. Svenska Pudelklubbens strategi er, at hunde med D eller E ikke skal bruges. Resultatet for den enkelte hund er dog kun en del af billedet, fordi både arv og miljø påvirker hofteleddenes udvikling.

Stor pudel har også HD-indeks. Indekset kombinerer hundens eget resultat med oplysninger om slægtninge; værdien 100 svarer til racens gennemsnitlige beregnede avlsværdi på beregningstidspunktet. Svenska Pudelklubben anbefaler et beregnet kuldindeks på mindst 97 for en planlagt kombination. Det er en avlsanbefaling og skal ses sammen med forældrenes grader, resultater i familien, øvrig sundhed og genetisk variation – ikke som en selvstændig kvalitetskarakter for hvalpen.

Det er let at blande sundhedsreglerne for pudlens fire størrelser sammen. Det formelle svenske DNA-krav for prcd-PRA gælder toy-, dværg- og mellempudel, ikke stor pudel. Svenska Pudelklubben opfordrer dog til DNA-test for øjensygdommen rcd4 hos alle størrelser og anbefaler øjenundersøgelse. Et DNA-resultat gælder kun den bestemte genvariant, testen omfatter, og erstatter hverken en øjenundersøgelse eller en bred vurdering af hundens sundhed.

Før køb er disse spørgsmål mere nyttige end en lang, generel sygdomsliste:

- Hvilke officielle HD-resultater har begge forældre, og hvad er kombinationens beregnede HD-indeks?
- Findes der HD-resultater fra voksne søskende og andre nære slægtninge?
- Er forældrene øjenundersøgt, og hvilke DNA-test er foretaget? Bed om testens præcise navn og resultat.
- Hvilke tilbagevendende diagnoser, bevægelsesproblemer eller andre sundhedsproblemer kender opdrætteren til i familien?
- Hvor gamle er de ældre slægtninge, og hvordan har deres funktion og sundhed udviklet sig?

## Historie og oprindelse

Pudlens dokumenterede baggrund er europæisk, og Frankrig er angivet som racens hjemland i den internationale standard. Standarden beskriver en oprindelse tæt på racen barbet og tidlig brug ved jagt på vandfugle. Også historien bag racenavnet er knyttet til vand og ænder.

Den store puddelvariant lå nærmest det oprindelige arbejde i vand, før pudlen udviklede sig videre som selskabs- og udstillingshund i flere størrelser. Svenska Pudelklubbens racehistorie forklarer den klassiske løveklipning som en funktionel klipning til vandarbejde: Pels blev bevaret på udsatte områder, mens andre partier blev barberet for at gøre bevægelse i vand lettere. Nutidens frisurer har først og fremmest praktiske formål og udstillingsformål, men forbindelsen gør den karakteristiske silhuet lettere at forstå.

Puddellignende hunde ses i europæisk kunst fra 1400-tallet. Den moderne standardisering af racen kom langt senere, og nutidens store pudel bedømmes som selskabshund – ikke som om hvert individ allerede var en færdigtrænet vandapportør.

## At leve med racen

Livet med en stor pudel fungerer bedst, når familien planlægger efter tre ting på én gang: tæt samarbejde, daglig aktivitet og pelspleje, der aldrig helt holder pause. En hund, der får brugt både krop og hoved, men også lærer at hvile, er som regel lettere at leve med end en hund, der kun får mere og mere intens motion.

En stor pudel kan bo i lejlighed, hvis ejeren sørger for gode rutiner for luftning og ture, aktivitet og ro indendørs. En have kan være praktisk, men erstatter ikke ture, miljøtræning eller tid sammen. Gøen og uro bør ikke afvises som uundgåelige raceegenskaber; se i stedet på situationen, hvad der belønnes, stress, mangel på passende aktivitet og hundens mulighed for at falde til ro.

Alenetid skal læres gradvist med korte perioder, hvor hunden stadig er tryg. Hvor hurtigt træningen kan øges, afhænger af individet. Planlæg allerede før købet hvalpetid, arbejdsdage og hjælp efter behov, i stedet for at antage, at en lærenem hund automatisk kan være alene i et bestemt antal timer.

Racen kan fungere godt med børn, andre hunde og katte, men racenavnet er ingen garanti. Børn og hunde skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Møder med en kat eller en anden hund bør foregå roligt og kontrolleret med mulighed for at skabe afstand. Hvalpens tidligere erfaringer, de voksne dyrs adfærd og ejerens introduktion betyder mere end et generelt ja eller nej i en racetabel.

Bed til sidst opdrætteren om at vise, hvordan en almindelig omgang pelspleje foregår, og forklare, hvilken frisure hundene har derhjemme. Kombinér den praktiske demonstration med dokumenterbare HD-resultater, klare oplysninger om øjne og DNA-test samt en ærlig beskrivelse af voksne slægtninges temperament. Så bygger valget af stor pudel på den hund, du faktisk kan få – ikke på løfter, som ingen race kan garantere.

Pudel, stor

The Poodle Club of the United Kingdom

Société Centrale Canine (France)

Swedish Kennel Club

The Kennel Club (United Kingdom)

Pudel, stor er en atletisk, fældesvag apporterende vandhund med en tæt, krøllet pels, der kræver regelmæssig pelspleje. Den er meget intelligent og sensitiv, trives rigtig godt med træning, hundesport og familieliv og har det bedst med tæt selskab, daglig motion og mental stimulering.

Malin Nybø Skjegstad

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

Ante Salte Andersen

Tove Irene Myrvang Langegård

Botnanveg

Team Anouska

Norsk buhund

The British Norwegian Buhund Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale

Norsk buhund er en middelstor, atletisk nordisk spidshund med kvadratisk kropsbygning, stående ører og krøllet hale. Det er en menneskeorienteret og ret vokal gård- og hyrdehund, som er årvågen, energisk og intelligent, udmærker sig i hundesport og trives i aktive hjem, der ønsker en hengiven vagthund.

Aud Hilde Sommer

## Kort fortalt

Jämthund er en stor svensk jagtspids, som først og fremmest er avlet til at finde elg og holde vildtet på stedet med vedvarende gøen. Det er en udholdende, modig og selvstændig arbejdshund – ikke en race, der primært er udviklet til et liv udelukkende som selskabshund.

- **Oprindelse:** Sverige
- **Racegruppe:** Spidshunde og racer af oprindelig type
- **Anvendelse:** Stillende jagthund, især til elgjagt
- **Mankehøjde:** 57–65 cm for hanhunde og 52–60 cm for tæver
- **Pels:** Tæt dobbeltpels i mørkere eller lysere grå nuancer
- **Typiske træk:** Stærk jagtlyst, udholdenhed, mod, selvstændighed og vilje til samarbejde
- **Passer bedst til:** En jæger eller et aktivt hjem, som kan give hunden et reelt afløb for dens jagtlige egenskaber

En jämthund kan være rolig og hengiven derhjemme, når dens behov bliver opfyldt, men almindelig hverdagsmotion kan ikke altid erstatte det arbejde, racen er avlet til. Det vigtigste spørgsmål før et køb er derfor ikke kun, om du holder af at være udendørs, men om du kan give en meget selvstændig og udholdende jagthund en meningsfuld opgave.

## Udseende og pels

Jämthund er en stor, stærk og bevægelig spidshund med en rektangulær kropsform. Kroppen skal være lidt længere end mankehøjden uden at virke tung eller langstrakt. Hanhunde er 57–65 cm høje, med 61 cm som ideal, mens tæver er 52–60 cm, med 56 cm som ideal. Racestandarden angiver ingen bestemt vægt, så huld og proportioner er bedre pejlemærker end et generelt vægtinterval.

Hovedet er langstrakt med opretstående ører og et opmærksomt udtryk. Halen er højt ansat og bæres løst oprullet i en lav bue mod låret, ikke stramt oprullet over ryggen.

Pelsen består af forholdsvis tætliggende dækhår og en kort, blød og lys underuld. Farven er mørkere eller lysere grå. Lysegrå eller cremefarvede partier findes blandt andet på snuden, kinderne, struben, brystet, bugen, benene og halens underside.

Pelsplejen er som regel enkel. Bad hunden, når den faktisk har brug for det, og børst pelsen grundigt i fældeperioderne. Efter arbejde i skov og ujævnt terræn bør du kontrollere poter, kløer, hud og pels for sår, snavs og flåter. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af årstiden og af, hvordan hunden bruges, ikke af en fast ugeplan.

## Temperament og personlighed

Jämthund skal være modig og energisk, men samtidig rolig og stabil. Under jagt arbejder den selvstændigt på afstand, søger efter vildt og er nødt til at træffe egne beslutninger. Samtidig skal den holde kontakt med føreren og kunne samarbejde. Kombinationen forklarer, hvorfor racen ofte lærer hurtigt, men ikke nødvendigvis følger anvisninger mekanisk.

Træningen fungerer bedst, når den er tydelig, konsekvent og belønningsbaseret. Hårde metoder kan skade tilliden uden at skabe et bedre samarbejde. Beløn kontakt, indkald og rolige valg fra begyndelsen, og træn de samme færdigheder i de miljøer, hvor de faktisk skal fungere.

Gøen er et arbejdsredskab. Jämthunden er avlet til at markere vildt med vedvarende gøen, mens den holder dyret på stedet, og anlægget kan også mærkes i hverdagen. Det betyder ikke, at alle individer gør meget indendørs, men bor man i en lydhør ejendom, bør man tage lydniveauet alvorligt og træne ro ved døre, besøg og aktivitet uden for hjemmet.

Der er forskel på både individer og avlslinjer. Bed derfor opdrætteren beskrive, hvordan forældrene fungerer under jagt, i hvile, blandt mennesker og i nye miljøer. Jagtresultater fortæller meget om arbejdsegenskaberne, men ikke alt om hundens adfærd i hverdagen.

## Træning og motion

Jämthunden har brug for mere end almindelige ture i snor: Den behøver konditionstræning, næsearbejde, samarbejde og opgaver, der giver jagtlysten et passende afløb. Der findes ingen officiel dagskvote i timer eller kilometer, som passer til alle. Det rette niveau afhænger af hundens alder, form, helbred, årstid og arbejdets belastning.

For en voksen hund kombinerer et godt program regelmæssig fysisk træning med søg, spor og kontaktøvelser. Jagt og jagttræning er racens mest naturlige beskæftigelse. Uden for jagtsæsonen er der fortsat brug for planlagt konditionstræning og mentalt krævende opgaver, men også hvile og restitution. En hund, som har arbejdet længe i terrænet, kan have brug for en roligere dag bagefter, selv om den stadig virker arbejdsivrig.

Et sikkert indkald er vigtigt, men det fjerner ikke jagtlysten. Byg træningen gradvist op med lang line og nøje valgte forstyrrelser, og slip ikke hunden, hvor et stort søg kan bringe vildt, trafik eller hunden selv i fare. GPS er et sikkerhedsredskab under jagt, ikke en erstatning for grundtræning og god dømmekraft.

Hvalpen skal have lov til at udforske, lege, udvikle kropskontrol og lære at følge sin fører i korte, positive træningspas. Øg afstand og belastning gradvist efter den enkelte hunds udvikling. Racens avlsstrategi advarer mod hård jagttræning, før hunden er færdigudviklet. Undgå derfor at jagte tidlige resultater med lange, ensidige eller tvungne pas. En dyrlæge eller hundefysioterapeut kan hjælpe med en plan, hvis den voksende hunds bevægelser eller led giver anledning til bekymring.

## Sundhed

Jämthund betragtes generelt som en sund og funktionel race, men hoftedysplasi og epilepsi forekommer. Racens avlsstrategi retter også opmærksomheden mod diabetes og øjensygdommen progressiv retinal atrofi, PRA. En grundig kontrol før køb af hvalp bør derfor omfatte både registrerede undersøgelsesresultater og sygdomshistorikken hos nære slægtninge.

For at jämthundekuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have en officiel HD-status før parringen. Racen har et HD-indeks, og Svenska Kennelklubben anbefaler, at forældrenes gennemsnitlige indeks ligger over 100. Hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avlen inden for racens indeksprogram.

Anbefalingerne i racens RAS går videre: Forældrene bør have hofter bedømt til A eller B, albuer uden anmærkninger, en øjenundersøgelse, der højst er tolv måneder gammel, samt en præmiering fra en svensk jagtprøve for løshund på elg. Det er vigtigt at skelne disse anbefalinger fra de særlige registreringsbetingelser. Resultater for albuer og øjne samt jagtmeritter er alligevel relevante kvalitetsoplysninger, når du sammenligner kuld.

Spørg opdrætteren om:

- forældrenes HD- og albueresultater samt aktuelle HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelsen
- epilepsi, diabetes og PRA hos forældre, søskende og tidligere afkom
- jagtprøveresultater og hvordan hundene arbejder i praksis
- hvordan tidligere afkom har udviklet sig fysisk og mentalt

Epilepsi og diabetes kan ikke vurderes med en enkelt, enkel sundhedsattest. Åben information om slægten er derfor særlig værdifuld. Dårligt syn i dæmpet lys, gentagne krampeanfald, usædvanlig stærk tørst eller tydeligt øget vandladning skal vurderes af en dyrlæge, men symptomerne kan have flere årsager og bør ikke diagnosticeres på egen hånd.

## Historie og oprindelse

Jämthund er en svensk race fra traditionen med store jagtspidser i det nordlige nåleskovsbælte. Den blev anerkendt som selvstændig race i 1946. Før da blev den større jämthundetype og den mindre norske elghund, grå, længe bedømt som samme race. Det er en vigtig forklaring på, at jämthunden fik sin egen standard forholdsvis sent.

Ældre kilder beskriver store, ulvelignende jagthunde i Jämtland og de omkringliggende områder, men en ubrudt linje fra oldtidens hunde til nutidens registrerede race kan ikke bevises. Det sikre er, at den moderne jämthund er formet gennem målrettet avl til arbejde i nordisk skov.

Elgjagt har været racens dominerende anvendelse. Hundens opgave er at søge selvstændigt, få elgen til at blive stående og derefter markere dens position med vedvarende gøen, så føreren kan nærme sig. Jämthund er også blevet brugt til jagt på blandt andet bjørn og vildsvin, men dens identitet og avlsmål er stærkest knyttet til arbejdet som stillende elghund.

## At leve med racen

Livet med en jämthund fungerer bedst, når arbejde, restitution og hverdag planlægges som en helhed. En stor grund er praktisk, men erstatter hverken træning eller meningsfuld aktivitet. Det er ikke umuligt at bo i lejlighed, men det stiller store krav til adgang til egnede områder, praktisk opbevaring af udstyr, træning i at forholde sig roligt og en hverdag, hvor hunden kommer ud ofte.

Racen kan fungere i en børnefamilie, men det sker ikke automatisk. En voksen skal altid holde opsyn, når hunden er sammen med små børn, tage ansvar for motionen og sørge for, at hunden har et uforstyrret hvilested. En stærk og ivrig unghund kan vælte et lille barn ved et uheld, selv om den er venlig.

Stærk jagtlyst påvirker livet med andre dyr. En jämthund, der bliver introduceret roligt og kontrolleret til en kat, kan lære at bo sammen med den, men det garanterer ikke samme reaktion på ukendte katte udendørs. Smådyr skal holdes sikkert adskilt på en måde, der ikke afhænger af lydighed. Møder med andre hunde påvirkes af individ, erfaring og introduktion; påstande om, at et bestemt køn altid eller aldrig fungerer sammen, er for unuancerede.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. Voksne hunde varierer meget i, hvor let de falder til ro alene, og en hvalp kan ikke behandles som en færdigtrænet voksen hund. Planlæg pasning, luftning og selskab i hverdagen i stedet for at gå ud fra, at meget motion automatisk gør hunden tilfreds med lange perioder alene.

Vælg opdrætter og kuld ud fra det liv, du faktisk kan tilbyde. Bed om at se dokumenterede sundhedsresultater, spørg til sygdomme i slægten, og find ud af, hvordan forældrene jager og fungerer hjemme. For den, der ønsker en udholdende jagtkammerat og holder af et tæt samarbejde med en selvstændig hund, kan jämthunden passe særdeles godt. For den, der først og fremmest søger en ukompliceret selskabshund, findes der racer med langt bedre forudsætninger.

Jämthund

Fédération Cynologique Internationale (FCI) - Member Countries

Jämthund er en stor, ulvelignende skandinavisk spidshund, avlet til elgjagt i de barske nordiske skove. Den har en tyk grå dobbeltpels, krøllet hale og et roligt, trofast temperament. Den er intelligent og selvstændig og kræver en erfaren hundefører, rigelig daglig motion og regelmæssig mental stimulering.

Emil Fagerbæk

## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Workingmood

Jeaggeravdda

## Kort fortalt

Jack Russell terrier er en lille, anerkendt terrierrace med stor arbejdslyst og en tydelig jagtbaggrund. Den passer bedst til den, som vil træne aktivt, kan håndtere jagtinteresse i hverdagen og samtidig lærer hunden at falde til ro. En lille størrelse betyder altså ikke små behov.

- **Oprindelse:** England; racen blev videreudviklet i Australien
- **Anvendelse:** gravjagthund og selskabshund
- **Ideel skulderhøjde:** 25–30 cm
- **Omtrentlig vægt ifølge racestandarden:** cirka 5 kg ved 25 cm og 6 kg ved 30 cm
- **Pels:** glat, broken eller ruhåret; hvidt skal dominere, med sorte og/eller rødgule aftegninger
- **Typiske træk i racestandarden:** livlig, opmærksom, aktiv, modig, venlig og roligt selvsikker
- **Vigtigt for ejeren:** jagtinstinkt, indkald, ro i hverdagen og meningsfuld aktivering skal tages alvorligt

Jack Russell terrier og parson russell terrier er to forskellige racer. Parson er højere og mere kvadratisk bygget, mens Jack Russell terrier er lavere og lidt længere i kroppen. Det er derfor bedre at kontrollere hundens registrerede race end at vurdere ud fra udseendet eller bruge navnene som synonymer.

## Udseende og pels

Jack Russell terrier skal være stærk, smidig og rektangulær – kroppen er lidt længere, end hunden er høj. Idealhøjden er 25–30 cm, og racestandardens vægtangivelse svarer til omtrent ét kilo for hver fem centimeter skulderhøjde. Det er et forhold i standarden, ikke en slanketabel: Den rette vægt for den enkelte hund skal også vurderes ud fra kropsbygning, muskelmasse og huld.

Brystkassen skal være dybere, end den er bred, og have en omkreds på cirka 40–43 cm bag albuerne. Den forholdsvis smidige brystkasse hænger sammen med racens oprindelige arbejde under jorden. Helheden skal være funktionel og bevægelig, ikke tung eller overdrevet.

Racen har tre pelstyper:

- **Glat pels** ligger tæt ind til kroppen og kræver normalt enkel børstning for at fjerne løse hår og snavs.
- **Broken pels** er en mellemting med længere, stride hår på dele af kroppen.
- **Ruhåret pels** har strid dækpels og underuld og skal håndtrimmes, når pelsen er moden.

Broken og ruhåret pels bør trimmes, ikke klippes med maskine. Når gamle hår klippes over i stedet for at blive fjernet, kan pelsens struktur og beskyttelse mod fugt og snavs forringes. Bed en erfaren hundefrisør vise, hvordan netop din hunds pels bør plejes; behovet følger pelsens modenhed og kvalitet, ikke en universel ugeplan. Kontrollér samtidig kløer, poter, ører og tænder regelmæssigt.

## Temperament og personlighed

Jack Russell terrier er grundlæggende en livlig, vågen og selvsikker arbejdende terrier, som også skal være venlig. Racen blev avlet til at træffe selvstændige beslutninger tæt på vildt, og den samme selvstændighed kan i et hjem vise sig som initiativ, vedholdenhed og hurtige reaktioner på bevægelse eller lyd. Jagtinteressen findes fortsat hos hunde, der udelukkende holdes som selskabshunde.

Racebeskrivelsen er et ideal, ikke et løfte om hvert individ. Temperament påvirkes af arv, tidlige erfaringer, helbred, miljø og træning. Spørg derfor ikke kun, om forældrene er “søde”. Bed om at møde mindst tæven, spørg hvordan forældrene og nære slægtninge reagerer på fremmede mennesker, hundemøder, pludselige lyde, håndtering og hvile, og find ud af, hvad opdrætteren avler efter – jagt, hundesport eller primært selskab.

BPH kan give struktureret information om, hvordan en enkelt hund reagerede i en standardiseret beskrivelse, men det er ikke en bestået-eller-ikke-bestået-test og garanterer ikke hvalpens fremtidige adfærd. Ældre svensk racemateriale byggede desuden på for få beskrevne Jack Russell terriere til sikre konklusioner om hele racen. For en hvalpekøber er resultater fra forældre og slægtninge derfor mere nyttige end brede påstande om racens gennemsnit.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil lære, gå til træning og arbejde konsekvent med belønningsbaserede metoder. Den er et dårligere valg for den, der først og fremmest søger en lille, ukompliceret hund, som automatisk kan gå løs eller nøjes med korte lufteture.

## Træning og motion

En Jack Russell terrier har brug for daglig bevægelse, næsearbejde, problemløsning og mulighed for at geare ned, men der findes ikke ét korrekt antal minutter, der passer til alle individer. Alder, helbred, kondition, miljø og aktivitetens intensitet afgør belastningen. En rolig skovtur med tid til at snuse, en gennemtænkt træningssession og restitution kan give mere end langvarig, ensidig boldkastning.

Byg hverdagen op omkring flere typer aktivitet: ture i varieret terræn, søg eller spor, korte træningssessioner, kontrolleret leg og opgaver, hvor hunden bruger næse og krop. Hundesport som agility, nosework og vildtspor kan passe til mange individer, men træningsmængden bør øges gradvist. For hvalpe bør underlag, tempo, leg og hvile tilpasses individet; den ofte gentagne femminuttersregel har ingen videnskabelig støtte.

Prioritér disse færdigheder tidligt:

- kontakt og samarbejde trods dufte og bevægelse
- indkald og et separat nødstopsignal
- at slippe genstande og afbryde aktivitet
- rolig gang i snor og neutrale passager af andre hunde
- håndtering af poter, mund, ører og pels
- at gå hen til en kurv og slappe af
- at være alene, indlært i meget små og trygge trin

På grund af jagtinstinktet bør frihed uden snor aldrig bygge på håb. Træn først på et sikkert indhegnet område, og brug en lang line, hvor det er sikkert, indtil hunden kan vende sig væk fra forstyrrelser og reagere på signaler med stor pålidelighed. Selv en veltrænet hund kan have brug for snor nær vildt, trafik og andre farer. Belønningsbaseret træning med tydelige regler fortæller hunden, hvad den skal gøre, og hjælper med at bevare samarbejdet, når aktivitetsniveauet stiger.

## Sundhed

Svenska Kennelklubben oplyser, at racen ikke har kendte racesygdomme, men at patellaluksation forekommer. Det betyder ikke, at alle hunde rammes, eller at racen er fri for alle andre sygdomme. Det betyder, at en seriøs sundhedsgennemgang bør tage udgangspunkt i dokumenterede resultater og den aktuelle familie, ikke i en lang, usorteret liste over diagnoser.

I den svenske racespecifikke avlsstrategi anbefales det, at hunde, som bruges i avl, undersøges for patella og øjenlyses. For øjne er anbefalingen en undersøgelse før avl, derefter hvert tredje år og én gang efter otteårsalderen. Det er avlsanbefalinger – de må ikke fremstilles, som om hver undersøgelse var et generelt registreringskrav eller en garanti for sunde hvalpe.

Inden køb af en hvalp bør du bede om forældrenes registrerede navne og numre og selv kontrollere:

- hvem der udførte undersøgelsen
- datoen for patella- og øjenundersøgelsen
- det faktiske resultat, ikke blot beskeden “testet”
- om nære slægtninge har haft tilbagevendende knæ-, øjen- eller andre helbredsproblemer
- forældrenes alder, og om ældre hunde i familien er blevet fulgt op

Et normalt resultat reducerer usikkerheden om netop det undersøgte, men er ikke en livslang garanti. Hold hunden i et passende huld, opbyg konditionen gradvist, og kontakt en dyrlæge ved for eksempel tilbagevendende halthed, smerter, ændret syn eller tydelige adfærdsændringer.

## Historie og oprindelse

Jack Russell terrier har sin oprindelse i 1800-tallets England og forbindes med præsten John Russell. Han udviklede foxterriere, som kunne følge foxhounds og gå ned i grave for at få ræv og andet vildt ud af deres skjul. Arbejdsopgaven krævede en lille, bevægelig, modig og selvstændig hund.

Fra nært beslægtede linjer voksede to typer frem. Den højere og mere kvadratiske type blev parson russell terrier; den lavere og lidt længere type blev Jack Russell terrier. Racen har altså engelsk oprindelse, men Australien er angivet som det land, hvor den blev videreudviklet, og hvor vigtigt arbejde med standarden fandt sted. Svenska Kennelklubben godkendte Jack Russell terrier i 2001.

Historien forklarer flere egenskaber, som stadig kan mærkes: den funktionelle størrelse, den bevægelige krop, evnen til at træffe selvstændige beslutninger og interessen for at søge efter og følge vildt. Disse egenskaber kan være en styrke i træning og hundesport, men de skal styres i en moderne hverdag.

## At leve med racen

At leve med en Jack Russell terrier fungerer bedst, når hjemmet kombinerer aktivitet med tydelige rutiner for hvile, sikkerhed og selvkontrol. Racen kan bo i lejlighed; boligens størrelse er mindre afgørende, end om hundens behov bliver dækket, og om den lærer ikke at reagere på hver lyd i opgangen eller uden for vinduet. Træn ro og neutralitet over for lyde, før gøen er blevet en vane.

Med børn gælder den samme grundregel som for alle hunde: En voksen har ansvaret for samspillet, og hunden skal have et beskyttet hvilested, hvor den ikke forstyrres. Børn bør ikke tage mad eller legetøj, bære hunden eller følge efter den, når den går væk. Racens hurtighed og intensitet gør rolige, korte møder bedre end voldsom leg uden pauser.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og bør bygges op gennem gradvise, kontrollerede introduktioner. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men fjerner ikke jagtinstinktet. Kaniner, gnavere og andre smådyr skal holdes helt og sikkert adskilt; vælg ikke racen ud fra en antagelse om, at træning garanterer fredelig sameksistens. Også i et hjem med flere hunde er der brug for separate hvilesteder og mulighed for at håndtere ressourcer uden konkurrence.

Alenetid bør læres gradvist, når hunden allerede føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte fravær, og øg først, når hunden kan være rolig. I Sverige må et lukket bur ikke bruges som almindeligt hvilested eller til at holde hunden indespærret i hjemmet. Indret i stedet en behagelig kurv eller et tilstrækkeligt stort, sikkert område, hvor hunden kan bevæge sig og selv vælge hvilested.

Før køb bør hele husstanden kunne svare ja på tre spørgsmål: Kan vi give hunden meningsfuld aktivitet hver dag? Kan vi håndtere jagtinteresse med træning, snor og sikre miljøer? Kan vi tilbyde uforstyrret restitution og konsekvente regler uden hårde metoder? Hvis svaret er ja, kan Jack Russell terrier blive en meget engageret træningspartner og selskabshund – men den bliver sjældent en passiv lille hund på sidelinjen af livet.

Jack Russell terrier

Jack Russell terrier: lille, kompakte og energiske rævejagende terrier med modig og intelligent sind. Har brug for 1–2 timers motion dagligt plus mental stimulering. Overvejende hvid med tre forskellige pels-typer, stærk lyst til at grave og jage. Meget hengiven over for sin familie, men krævende og uegnet til meget stille hjem.

Gun Synøve Wulff

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet