## Kort fortalt

Tax er en tysk jagthund i FCI-gruppe 4, udviklet til arbejde både under og over jorden. Racen findes i ni varianter: standard, dværg og kanin kombineret med korthåret, langhåret eller ruhåret pels. Det er derfor klogere at vælge tax efter størrelse, hårlag, opdrætterens avlsmål og hundenes faktiske egenskaber end efter racenavnet alene.

- **Anvendelse:** gravjagt, drevjagt, eftersøgning og selskab.
- **Arbejdsmåde:** udholdende, selvstændig og meget orienteret mod at bruge næsen.
- **Størrelse:** afgøres af brystomfanget, ikke af skulderhøjde eller en generel vægtangivelse.
- **Pels:** korthåret, langhåret eller ruhåret med tydeligt forskellige plejebehov.
- **Vigtigt sundhedsområde:** degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps, ofte samlet under betegnelsen IVDD.
- **Passer bedst til:** den, der ønsker en lavbenet jagthund med stor arbejdslyst og kan tilbyde både daglig motion, næsearbejde og konsekvent træning.

Den endelige størrelsesvariant fastlægges først, når hunden er mindst 15 måneder. Forældrene giver et rimeligt fingerpeg, men hvalpens endelige variant kan ikke loves før målingen.

## Udseende og pels

Taxen skal være lav og langstrakt, men samtidig kompakt, muskuløs og bevægelig. Kroppen er bygget til at kunne arbejde smidigt på begrænset plads, ikke til at være ekstremt lang eller tung. Racestandarden angiver omtrent en tredjedel af mankehøjden som frihøjde over jorden og et forhold mellem mankehøjde og kropslængde på cirka 1:1,7–1,8.

Brystomfanget måles efter 15-månedersalderen fra mankens højeste punkt til brystkassens laveste punkt. De gældende intervaller er:

- **Standardtax:** hanner mere end 37, men højst 47 cm; tæver mere end 35, men højst 45 cm.
- **Dværgtax:** hanner mere end 32, men højst 37 cm; tæver mere end 30, men højst 35 cm.
- **Kanintax:** hanner 27–32 cm; tæver 25–30 cm.

De tre hårlag er mere end en forskel i udseende. Korthåret tax har en kort, tæt og glat pels, der ligger tæt til kroppen. Den kræver normalt begrænset, regelmæssig pleje, men bør alligevel ses efter efter ture i terrænet. Langhåret tax har underuld og længere faner, som bør redes dér, hvor der let dannes filtre, især bag ørerne og på ben, bug og hale. Ruhåret tax har dækhår, underuld, skæg og markerede øjenbryn. En korrekt ru pels trimmes efter behov; klipning giver ikke den samme pelsstruktur.

Godkendte farver og mønstre afhænger delvist af hårlaget. Rød, sort eller brun med tantegninger, merle og brindle indgår i standarden, mens vildtfarver er typiske for ruhår. Pelsfarve er ikke en genvej til temperament eller jagtlyst, men visse farvekombinationer har betydning for sundheden. Bed opdrætteren forklare både den registrerede farvebetegnelse og arvegangen, hvis hvalpen er merle.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for tax er venligt og afbalanceret uden frygt eller aggression, men også energisk, udholdende og selvsikkert. Selvstændigheden kommer fra arbejde, hvor hunden skal træffe beslutninger på afstand af føreren. I hverdagen kan den samme egenskab vise sig ved, at taxen undersøger, om en regel virkelig gælder hver gang.

Jagtlyst, socialitet, tendens til at give lyd, legelyst og evne til at falde til ro varierer mellem individer og familielinjer. Den svenske analyse af Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH, tegner et billede af mange trygge taxer, men omfatter mindre end én procent af den undersøgte svenskfødte bestand. Den kan derfor ikke bruges som et løfte om en bestemt hvalps personlighed. Påstande om, at et bestemt hårlag altid er roligere, lettere at træne eller mindre interesseret i jagt, er også for brede.

Spørg i stedet, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer hjemme, ved besøg, på tur og i nye miljøer. For en jagttax er prøveresultater og praktisk brug relevant; for en selskabshund er det lige så vigtigt at få konkrete eksempler på, hvordan hundene falder til ro efter aktivitet, hvor meget de gør, og hvordan de fungerer ved håndtering. En seriøs opdrætter bør kunne beskrive både styrker og det, der kræver arbejde.

## Træning og motion

En tax har brug for daglig fysisk aktivitet og meningsfuldt næsearbejde, men ét fast antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, underlag, størrelsesvariant, sundhed og den måde, hunden arbejder på, afgør belastningen. En voksen, rask tax kan være en udholdende tur- og friluftshund, mens en hvalp skal opbygge styrke og koordination gradvist, og en hund med rygsymptomer har brug for en plan fra dyrlægen.

Spor, søgeøvelser, personspor og omhyggeligt placerede godbidssøg lader taxen bruge sin største ressource: næsen. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden virkelig værdsætter, fungerer ofte bedre end gentagelser uden et klart mål. Træn tidligt indkald, stop, at følge føreren og evnen til at afbryde et duftspor. Jagtlyst forsvinder ikke gennem lydighed, så en lang line og gennemtænkte valg af miljø er vigtige, når indkaldet ikke er sikkert. I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt uden for jagt, og fra 1. marts til 20. august kræves der særlig kontrol dér, hvor der kan være vildt.

At tage hensyn til ryggen betyder ikke, at en rask tax skal leve stillesiddende. Der er ikke belæg for, at et totalforbud mod alle trapper eller hop op og ned fra møbler i sig selv forebygger IVDD. Opbyg i stedet en god grundkondition, hold hunden i normalt huld, mindsk risikoen for at glide i hjemmet, og undgå ukontrollerede høje hop eller sammenstød. Tilpas hjælp på trapper og ved løft efter hundens alder, størrelse og sundhed.

## Sundhed

Degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps er taxens vigtigste racespecifikke sundhedsproblem. IVDD betyder, at skiverne mellem ryghvirvlerne forandres og i nogle tilfælde trykker mod nerver eller rygmarven. Søg hurtigt dyrlæge, hvis taxen pludselig får tydelige ryg- eller nakkesmerter, krummer ryggen, nægter at bevæge sig, går usikkert, mister kraft i benene eller får svært ved at kontrollere urin og afføring. Vent ikke på, at svage neurologiske tegn går over af sig selv.

SKK's officielle rygscreening af tax med røntgen tæller forkalkede skiver. Undersøgelsen foretages fra toårsdagen til dagen før fireårsdagen, og resultatet angives som K0, K1–K2, K3–K4 eller K5–K26. K0 betyder, at der ikke er fundet forkalkninger, mens et højere K-tal betyder flere helt eller delvist forkalkede skiver. Resultatet er et grundlag for avl og risikovurdering, ikke en garanti for, at hunden aldrig får eller med sikkerhed vil få kliniske problemer. Oplysninger om diskusprolaps hos forældre, søskende og tidligere afkom er derfor også vigtige.

Rygscreening og øjenlysning er frivillige for tax i Sverige. Svenska Taxklubbens racespecifikke avlsstrategi anbefaler alligevel, at ryg- og familiehistorik indgår i vurderingen, og at avlshunde øjenlyses før avlsdebut og senere i livet. PRA forekommer i racen. De gældende registreringsbestemmelser for tax regulerer blandt andet variant, hårlag, farve og endelig størrelsesmåling, men angiver ikke ryg- eller øjenundersøgelse som obligatoriske vilkår for registrering. En køber bør derfor bede om de faktiske resultater i stedet for at nøjes med udtrykket »sundhedstestede forældre«.

Følg også hundens huld: en talje skal kunne ses, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Når merle indgår i en kombination, bør opdrætteren kunne redegøre for farveanlæggene. To merleanlæg kan give dobbelt merle, som hos hunde er forbundet med øget risiko for høre- og øjenproblemer.

## Historie og oprindelse

Taxen blev udviklet i Tyskland fra lavbenede jagthunde til arbejde under jorden. Sådanne hunde har været kendt siden middelalderen, mens den organiserede avl fik tydeligere form i 1800-tallet. Den tyske taxklub blev grundlagt i 1888, og avlen kom til at omfatte de tre størrelser og tre hårlag, som udgør nutidens ni varianter.

Racens lave form, kraftige forpart, udholdenhed og selvstændighed har en praktisk forklaring. Taxen skulle kunne følge vildt under jorden, men også arbejde som drivende eller stødende hund og hjælpe ved eftersøgning. I Sverige blev den især vigtig som langsomt drivende hund, da rådyrbestanden voksede i 1940'erne. Svenska Taxklubben blev grundlagt allerede i 1901.

Det historiske anvendelsesområde kan stadig mærkes i hverdagen. En tax, der aldrig skal på jagt, har alligevel brug for at få afløb for næsearbejde, problemløsning og bevægelse. Det er også derfor, en køber bør spørge, hvad opdrætteren faktisk prioriterer: gravjagt, drivende jagt, eftersøgning, udstilling eller først og fremmest selskab.

## At leve med racen

En tax kan trives i en lejlighed, hvis den får tilstrækkelig tid ude, aktivitet og træning i at håndtere lyde i opgangen og uden for døren. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Planlæg flere lufteture, mulighed for at snuse i roligt tempo og et sted, hvor hunden kan hvile uforstyrret. Alenetid skal læres gradvist; afbryd og gør øvelsen lettere, hvis hunden viser uro. Jordbruksverkets råd om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om luftning, ikke om hvor længe den enkelte tax bør være alene.

En tax kan blive en god familiehund med børn, men små børn og hunde skal altid have en voksen til stede. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Små børn bør ikke bære taxen; en lille hund kan let blive tabt, og ryg og bagpart skal støttes ordentligt ved løft. Hunden skal altid have et trygt, uforstyrret hvilested.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidligere erfaringer og jagtlyst. Lad introduktionen foregå roligt, brug en barriere, og giv begge dyr hver sit sikre område. En tax med stærk jagtlyst bliver ikke nødvendigvis pålidelig sammen med kanin, marsvin eller kat, blot fordi møder trænes. Sikker fysisk adskillelse kan være den rigtige langsigtede løsning.

Før et køb bør du bede om konkrete svar på følgende:

- Hvilken størrelse og hvilket hårlag forventes hvalpen at få, og hvor sikkert kan det vurderes?
- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de og nære slægtninge i hverdagen?
- Findes der et officielt K-resultat og oplysninger om kliniske rygproblemer hos forældre, søskende eller tidligere afkom?
- Hvornår blev forældrene sidst øjenlyst, og hvad viser resultatet?
- Hvilke BPH-, jagt- eller udstillingsresultater er registreret og relevante for netop dette kuld?
- Hvordan er hvalpene blevet vant til håndtering, hverdagslyde, mennesker og korte stunder uden deres kuldsøskende?

Det bedste match er ikke automatisk den mindste hvalp, den roligste under besøget eller den farve, du først lægger mærke til. Vælg den kombination, hvor opdrætterens mål, hundenes dokumenterede sundhed og temperament samt din egen hverdag peger i samme retning.

UK Dachshund Club

British Veterinary Association

FCI - Fédération Cynologique Internationale

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Tax: modig, langstrakt og kortbenet jagthund, oprindeligt avlet til grævling og kanin. Findes med glat, lang og ruhåret pels, i normal- og dværgstørrelse. Loyal, sikker i sporet, selvstændig og ofte gøende. Har brug for regelmæssig, men skånsom motion og vægtkontrol for at skåne ryggen.

Sjöglimtens är en uppfödare av rasen Tax med bas i Eskilstuna i Sverige. Uppfödningen omfattar strävhårig normaltax och har bedrivits under kennelnamnet sedan 2021.

Sjöglimtens

## Hurtige facts

- En af de mindste terriere, men fuld af selvtillid og personlighed.  
- Avlet som en hårdtarbejdende rotte­jæger på gårde og i stalde og har derfor stadig stor lyst til at jage og udforske.  
- Særligt kendetegnende er de opretstående ører og det let rævelignende udtryk, som giver et vågent og opmærksomt blik.  
- Vejrbestandig, strid “vask og gå”-pels, som kræver regelmæssig soignering frem for tung pelspleje.  
- Generelt robust og langlivet, og ofte legesyg og livlig langt op i seniorårene.  


## Udseende & Pels

Norwich terrier er en lille, kompakt hund, men mange bliver overraskede over, hvor fast og solid den føles, når man løfter den. Idealhøjden ligger omkring 25–26 centimeter i skulderhøjde, med en vægt på 5–6 kilo, selv om nogle sunde hunde kan ligge lige uden for dette spænd. Kroppen er kort og godt bygget, med god benstamme og substans. Intet hos en Norwich terrier skal virke spinkelt eller fint. Den er avlet som arbejdsterrier, så helhedsindtrykket skal være en lille, men kapabel hund, der kan komme ind i trange rum og alligevel stå fast på jorden.

Hovedet er et af racens mest charmerende træk. Norwich terrier har let hvælvet kranie, kraftigt næseparti og tydeligt stop. De mørke, ovale øjne er klare og meget udtryksfulde og giver ofte et nysgerrigt, lidt frækt indtryk. De middelstore, opretstående ører sidder bredt fra hinanden og bæres lige op, hvilket bidrager til det alerte, rævelignende udtryk, som mange ejere forelsker sig i. Halen er normalt mellemlang, højt ansat og bæres glad, når hunden er i bevægelse, men den må ikke ringles ind over ryggen.

Pelsen er en stor del af racens karakter. Norwich terrier har en strid, lige og vejrbestandig dækpels med en tættere, blødere underuld. Kroppens pels skal føles fast og næsten trådagtig at røre ved, aldrig blød eller luftig. Omkring hals og skuldre ses ofte en kraftigere krave, som giver et svagt løvelignende indtryk, mens håret på hoved og ører er kortere og glattere, med nok hår på næsen til at danne bløde knurhår, men ikke et egentligt skæg.

Godkendte farver er:

- Rød, fra lyst hvede til dybt rød  
- Sort og tan  
- Grizzle (gråsprængt)  
- Hvedefarvet  

Hvite aftegninger er ikke typiske og ses helst ikke i udstillingsringen, selv om en lille hvid plet ikke er usædvanlig hos selskabshunde.

Pelsplejen hos Norwich terrier er forholdsvis let sammenlignet med mange andre racer, men det er vigtigt at bevare den rette struktur. Regelmæssig børstning, cirka to til tre gange om ugen, hjælper med at fjerne løse hår og modvirker filtre, især omkring kraven og bagparten. En karte (slicker-børste) og en metalkam fungerer som regel godt. Mange ejere lærer også det grundlæggende i trimning (handstripping), som indebærer, at man nænsomt plukker død dækpels ud med fingrene eller trimkniv. Det gør, at pelsen forbliver strid og vejrbestandig. Klipning er mulig på rene selskabshunde, men har tendens til at gøre pelsen blødere og mere tilbøjelig til at filtre og samle snavs.

Bad bør kun gives efter behov, da hyppige bade kan fjerne de naturlige fedtstoffer, som beskytter hud og pels. En mild hundeshampoo, efterfulgt af grundig skylning og tørring, er som regel nok. Tjek ørerne jævnligt for voks og snavs, klip kløerne hver anden til fjerde uge, og hold øje med tænderne. Deres små mund kan let danne tandsten, så regelmæssig tandbørstning er en stor hjælp. Med fornuftig pleje og hensyn til pelsens struktur forbliver Norwich terrier en pæn, praktisk lille hund, som altid ser klar ud til næste eventyr.  


## Temperament & Personlighed

Livet med en Norwich terrier er sjældent begivenhedsløst. Det er en stor personlighed i en lille krop, ofte beskrevet som frygtløs, arbejdsivrig og fuld af påfund. Samtidig er en velavlet og godt socialiseret Norwich også kendt for at være mere let at omgås og mindre “skarpt” tempereret end nogle andre terrierracer. De knytter sig ofte meget stærkt til deres familie og vil helst være med i alt, hvad der foregår i hjemmet, ikke stå ved siden af og se på.

Hjemme følger Norwich terrieren gerne sine mennesker fra rum til rum og er altid interesseret i, hvad der sker. Mange beskriver dem som “skygger med mudrede poter”. De elsker at krybe op i sofaen efter en god gåtur eller legestund, og selv om de bestemt er aktive, bliver energiniveauet sjældent overdrevet, så længe behovet for motion og hjernetræning bliver dækket. Indendørs kan de være forholdsvis rolige, men de slår om til fuldt “vagttjeneste”-niveau, så snart det ringer på døren, eller et egern vover sig ind i haven.

Med børn er Norwich terrier som regel kærlige og legesyge, især hvis de er vokset op sammen. Deres robuste krop og trygge natur gør dem ofte mere tolerante over for larm og uro i familielivet end nogle andre små racer. Samtidig er de stadig små hunde og skal behandles med respekt. Mindre børn skal lære at håndtere hunden nænsomt, og samværet bør altid overvåges for at undgå uheld som hårdhændet tag eller at nogen falder oven på hunden. Når de behandles venligt, bliver mange Norwich terriere fremragende barndomsvenner, som gerne deltager i lege og elsker at være en del af familiens rutiner.

Over for andre hunde kan Norwich terrier være sociale, hvis de introduceres fornuftigt og socialiseres fra hvalpealderen. De er terriere, så de trækker måske ikke sig tilbage, hvis de bliver udfordret, men de fleste er ikke naturligt stridslystne. Man bør være forsigtig sammen med meget større og voldsomme hunde for at undgå skader. Over for katte og smådyr kan deres stærke jagtinstinkt være en udfordring. Nogle Norwich lever fredeligt med en kat, de er vokset op med, men vilde dyr og små pelsdyr som hamstre eller kaniner vækker ofte deres naturlige jagtlyst.

Almindelige udfordringer hænger ofte sammen med terrierarven. Norwich terrier kan lide at gø for at fortælle, at nogen kommer, eller at de har hørt noget interessant, hvilket gør dem til gode små vagthunde, men kan skabe problemer med naboer, hvis man ikke styrer det fra starten. De graver gerne i haven på jagt efter indbildte byttedyr, og deres nysgerrighed kan lokke dem til at følge en spændende duft under hegnet. God indhegning og opsyn i haven er derfor vigtig. Separationsangst kan forekomme hos hunde, der efterlades alene mange timer, da de trives bedst med selskab. En Norwich terrier er mest lykkelig, når den får lov at dele livet tæt med sine mennesker, ikke når den behandles som et dekorativt tilbehør.  


## Træning & Motion

Norwich terrier er intelligente og motiverede hunde, men de har også et strejf af terrier-selvstændighed. For at få succes med træningen kræves ofte tålmodighed, konsekvens og en god portion humor. De reagerer meget godt på positiv forstærkning, hvor man bruger godbidder, legetøj og ros som belønning. Hårde irettesættelser eller kraftig håndtering kan skade tilliden og gøre dem stædige eller utrygge i stedet for samarbejdsvillige.

Grundlæggende lydighed bør påbegyndes tidligt, helst fra den dag, hvalpen kommer hjem. Korte, varierede træningspas fungerer bedst, da Norwich terrier mister interessen, hvis det bliver for ensformigt. Enkle signaler som “sit”, “dæk”, “kom” og “lad være”/“slip” er vigtige, ligesom en sikker indkaldelse. På grund af deres instinkt til at jage smådyr er en pålidelig indkaldelse en af de mest værdifulde færdigheder, du kan lære. Mange ejere oplever, at en lang line udendørs i indlæringsfasen giver hunden en vis frihed, men samtidig holder alle sikre.

Mental stimulering er mindst lige så vigtig som fysisk motion. Norwich terrier kan lide at løse problemer, så lege og træning, hvor de skal tænke, kan være meget tilfredsstillende. De kan ofte godt lide:

- Klikkertræning af tricks og sjove adfærdsmønstre  
- Nose work-lignende lege, som at lede efter skjulte godbidder eller legetøj  
- Aktiveringslegetøj og foderpuslespil  
- Begynderniveau i agility eller rallylydighed  

Formelle hundesportsgrene er ikke et krav, men kan være et fremragende afløb for en energisk Norwich og en god måde at styrke båndet mellem hund og ejer på.

Når det gælder motion, er Norwich terrier mere aktiv, end størrelsen antyder. De fleste voksne har brug for omkring en til halvanden times daglig aktivitet, fordelt på gåture, leg og fri udforskning. En typisk dag kan indebære en rask morgentur, leg eller træningspas om eftermiddagen og en kortere aftentur. De sætter ofte pris på at løbe løse på sikre, indhegnede områder. Mange Norwich elsker at jage bolde og lege trækkeleg, og nogle kan lide at soppe eller svømme i sikkert vand, når de er introduceret roligt.

Unge hvalpe skal ikke motioneres for meget, da skelet og led stadig udvikles. Korte, hyppige ture og rolig leg er bedre end lange vandringer. Efterhånden som hunden modnes, kan man gradvist øge både distance og intensitet. Voksne Norwich terrier nyder ofte længere skovture og orker overraskende meget, men det er klogt at opbygge konditionen gradvist og være opmærksom i meget varmt vejr, da deres små kroppe kan overophede hurtigere end en større, mere langbenet race.

Da de er kloge og nogle gange lidt vel selvsikre, udnytter Norwich terrier gerne inkonsekvens. Tydelige regler og faste rutiner hjælper dem med at forstå, hvad der gælder. Beslut for eksempel tidligt, om hunden må være i sofa eller seng – og hold fast i beslutningen. Mange ejere oplever, at burtræning er et godt hjælpemiddel til hvilestunder og til at skabe et trygt sted, især i hvalpetiden. Når træningen er sjov, varieret og retfærdig, bliver Norwich terrieren som regel en glad og ivrig makker, der gerne viser, hvad den har lært.  


## Sundhed

Norwich terrier betragtes generelt som en robust og sund race, især sammenlignet med nogle større eller mere ekstremt fremavlede racer. Den moderate eksteriør, naturlige hale og funktionelle krop bevarer meget af den sundhed, der kræves hos en arbejdsterrier. Mange Norwich bliver langt over ti år, og 12–14 år er almindeligt, når de får god pleje, en fornuftig kost og passende motion.

Som alle racer har de visse sundhedsproblemer, der forekommer oftere end i hundebestanden som helhed. Ansvarlige opdrættere arbejder på at mindske disse risici gennem sundhedstests, gennemtænkt avl og nøje opfølgning på deres linjer.

Nogle kendte helbredstilstande i racen er:

- Åndedrætsproblemer, for eksempel øvre luftvejsproblemer og en tilstand kaldet Norwich Terrier Upper Airway Syndrome, som kan give rallende vejrtrækning, hoste-/harkelyde eller nedsat udholdenhed hos ramte hunde  
- Øjensygdomme, herunder grå stær (katarakt) og andre arvelige øjenproblemer  
- Patellaluksation (løse knæskaller), hvor knæskallen hopper ud af sin plads og kan give halthed eller et karakteristisk “hop­pende” gangmønster  
- Hofteledsdysplasi, mindre almindeligt i denne lille race end hos store hunde, men overvåges alligevel i flere lande  
- Tandproblemer, som hos mange små racer, inklusive tandstensdannelse og til tider tætsiddende tænder  

Anbefalinger for sundhedstests varierer mellem lande og kennelklubber, men kan omfatte øjenundersøgelse, knæundersøgelse og i visse regioner vurdering af luftveje og røntgen af hofter. Hvalpekøbere skal føle sig trygge ved at spørge opdrættere, hvilke tests de foretager, og hvordan resultaterne bruges i avlsarbejdet. En seriøs opdrætter er åben om både styrker og svagheder i sine linjer og forklarer, hvordan de arbejder for at forbedre sundhed og temperament i kommende generationer.

Regelmæssig dyrlægekontrol spiller en stor rolle for at holde en Norwich terrier sund. Årlige helbredstjek, vaccinationer eller titertest efter lokale anbefalinger samt forebyggende behandling mod lopper, flåter og orm er vigtige. Forebyggende tandpleje er særligt værdifuld. At børste hundens tænder flere gange om ugen med hundetandpasta kan kraftigt mindske risikoen for tandkødssygdom, hvilket igen gavner den generelle sundhed, blandt andet hjerte og nyrer.

Vægtkontrol fortjener særlig opmærksomhed. Da Norwich terrier er kompakt og lille, svarer blot et enkelt kilo overvægt til en stor andel af kropsvægten. Overvægt kan belaste leddene, forværre vejrtrækningsbesvær og sænke energiniveauet. Et foder af høj kvalitet, afbalanceret og tilpasset hundens alder, aktivitetsniveau og eventuelle særlige behov, kombineret med portionskontrol og regelmæssig motion, hjælper med at holde en idealvægt.

Ejere bør kende til tidlige advarselstegn på mulige sundhedsproblemer, såsom ændrede vejrtrækningslyde, nedsat energi, vedvarende hoste, uklarhed på øjnene, ændret bevægelsesmønster eller modvilje mod at hoppe. Tidlig dyrlægevurdering giver som regel bedre prognose. Med gennemtænkt avl og opmærksom livslang pleje får de fleste Norwich terriere mange år som aktive, kærlige familiemedlemmer.  


## Historie & Oprindelse

Norwich terrier stammer fra det historiske grevskab Norfolk i det østlige England, et område kendt for sine gårde, stalde og livlige markedsbyer. Racen blev udviklet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet som en lille, adræt arbejdsterrier, hvis hovedopgave var at holde rotter og andet skadedyr nede. Bønder, hestefolk og staldpersonale satte pris på en hund, der kunne komme ind i trange rum, havde mod til at møde stædige skadedyr og alligevel var venlig og håndterbar blandt mennesker og andre hunde.

Den tidlige Norwich-type opstod sandsynligvis gennem blanding af forskellige små terriere, som var almindelige i området, blandt andet røde og hvedefarvede brugsterriere, der mindede noget om nutidens cairn terrier og irsk terrier. Disse små hunde blev lokalt nogle gange kaldt “Cantab”-terriere, især omkring Cambridge, hvor de blev populære blandt studerende, som holdt dem både som selskab og som rotte­jægere i studenterboliger og stalde.

Oprindeligt blev både opretstående og hængende ører regnet til samme race. Med tiden begyndte entusiasterne at fokusere mere på type og standardisering. I 1932 blev racen officielt anerkendt under navnet Norwich Terrier, opkaldt efter byen Norwich. I mange år blev begge øretyper registreret sammen. Forskellene i udseende og avl blev dog stadig tydeligere og førte til sidst til en formel opdeling. I 1960’erne anerkendte kennelklubber i flere lande hunde med opretstående ører som Norwich terrier og hunde med hængeører som en separat, men nært beslægtet race, Norfolk terrier.

På trods af sin ringe størrelse bevarede Norwich terrieren sin arbejdskarakter. Den blev ikke kun brugt på gårde og i stalde, men af og til også til at støde ræv op af graven, selv om den aldrig var stor nok til at tage et sådant bytte direkte. Mod, udholdenhed og den kompakte bygning gjorde hunden værdifuld, hvor der var problemer med skadedyr.

Efterhånden som behovet for arbejdende rotte­jægere aftog i løbet af 1900-tallet, gik Norwich terrier gradvist over til at blive selskabs- og udstillingshund. Racens glade sind, praktiske størrelse og letplejede pels gjorde, at den fik tilhængere i Storbritannien, Skandinavien og Nordamerika og siden i resten af verden. Raceklubber blev dannet for at beskytte og fremme Norwich terrier med fokus på at bevare sund eksteriør, stabilt temperament og den stride, vejrbestandige pels, som vidner om dens arbejdsmæssige baggrund.

I dag bruges Norwich terrier sjældent som professionel rotte­jæger, men instinkterne er bevaret. Mange sætter pris på grytprøver, sporlege og andre aktiviteter, som minder om det traditionelle arbejde. Frem for alt er de højt elsket som livlige, hengivne familiehunde, der bringer et strejf af gammeldags gårdsliv ind i moderne hjem. Historien som praktisk, hårdtarbejdende terrier præger stadig racens karakter og gør Norwich terrier til en lille hund med reel substans og beslutsomhed.  


## At leve med racen

At tage en Norwich terrier med hjem indebærer et tilsagn om at leve med en engageret, energisk følgesvend, som vil være en del af din hverdag. Det er ikke en race, der trives med at blive efterladt alene gennem lange arbejdsdage uden selskab eller stimulering. De passer ind i mange typer husstande, fra eneejere i lejlighed til aktive familier i hus med have, så længe deres behov for social kontakt og motion bliver opfyldt.

Når det gælder plads, tilpasser Norwich terrier sig godt til mindre hjem, forudsat at de får tilstrækkelig udetid og mental aktivering. En godt indhegnet have er ideel, men ikke nødvendig, hvis du kan tilbyde flere gode gåture hver dag. På grund af jagtinstinktet er et sikkert miljø vigtigt. Sprækker under hegnet, løse brædder eller andre lette flugtveje kan friste en nysgerrig Norwich. Mange ejere vælger solide hegn i stedet for lave pyntehegn, og nogle holder opsyn med al udetid i haven for at undgå graveri eller eventyrlystne udflugter.

Den daglige rutine med en Norwich terrier indeholder ofte en blanding af gåture, leg og hvile. De sætter pris på struktur. Morgen- og aftenture på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, regelmæssige måltider og konsekvente regler får dem til at føle sig trygge. De kan især lide at komme med på familieaktiviteter som bilture, besøg på hundevenlige caféer eller at hænge med, når man ser sport i parken. Jo mere de får lov at være med, jo mere tilfredse er de som regel.

Økonomisk indebærer en Norwich terrier udgifter på linje med andre små racehunde. Købsprisen efterfølges af udgifter til vaccinationer, id-mærkning, eventuel kastration, bur eller seng, madskåle, pelsplejeudstyr, sele eller halsbånd, line, legetøj og eventuelt forsikring. Årlige løbende udgifter omfatter typisk:

- Kvalitetsfoder  
- Rutinetjek og vaccinationer hos dyrlæge  
- Parasitsikring  
- Pelspleje, især hvis du bruger professionel trimmer  
- Sygeforsikring eller en opsparet buffer til uforudsete dyrlægeomkostninger  

Udgiften til pelspleje varierer alt efter, om du lærer at trimme derhjemme, eller går regelmæssigt til trimmer. Mange vælger en kombination – enkel daglig pleje selv og nogle professionelle trimninger om året.

Praktisk udstyr til en Norwich terrier omfatter blandt andet en velsiddende sele til gåture, da små hunde lettere kan få belastning på halsen, hvis de trækker i halsbånd. Et bur eller en rolig “hule” gør renlighedstræning lettere og giver et trygt hvilested. Da de gerne tygger og leger, er det værdifuldt med varierede og holdbare legetøj, som tyggelegetøj, passende små bolde og bamser til indendørs leg. Foderaktiveringslegetøj eller godbold er glimrende til at holde deres kvikke hjerne beskæftiget, især når du selv har andet at lave.

Nye ejere bør være forberedte på at bruge tid på tidlig socialisering. At introducere hvalpen for mange forskellige mennesker, venlige hunde, lyde og miljøer på en positiv måde hjælper med at skabe en tryg voksen Norwich terrier. Hvalpekurser med erfarne instruktører kan være meget værdifulde. Tydelige grænser og roligt, konsekvent lederskab forebygger almindelige adfærdsproblemer som overdreven gøen eller vogtning af legetøj.

At leve med en Norwich terrier giver rig belønning. Du får en loyal, livlig lille hund, som som regel er klar til at gå ud, lege – eller ganske enkelt ligge ved siden af dig, når du slapper af. Størrelsen gør den let at tage med, og det stabile temperament gør den ofte til en god rejsekammerat og en behagelig gæst. Med gennemtænkt forberedelse og et realistisk billede af den tid og energi, der kræves, passer Norwich terrier glimrende ind i mange moderne livsstile og skænker selskab, entusiasme og en god portion terrierånd til hver dag.

Norwich terrier

Norwich Terrier Club of Great Britain

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Den Norske Kenneklub (Norwegian Kennel Club)

Norwich terrier er en lille, robust og selvsikker terrier med stive, opretstående ører, et rævelignende, opmærksomt udtryk og en strid, vejrbestandig pels. Den blev oprindeligt avlet som gårdhund til at jage rotter og er stadig en livlig og nysgerrig jæger, som har brug for regelmæssig motion, mental stimulering og moderat pelspleje, og den bliver generelt forholdsvis gammel.

Cobby's är en uppfödare av rasen Norwichterrier med bas i Lit i Sverige. Uppfödningen har genom åren arbetat med egenfödda, inköpta och importerade norwichterrier.

Cobby's

## Kort fortalt

Staffordshire bull terrier er en britisk, kompakt terrier med stor styrke i forhold til sin størrelse. Det er en selvstændig, anerkendt race, ikke den samme race som american staffordshire terrier, bull terrier eller american bully. Hos den rette ejer kan den være en tæt og aktiv selskabshund, men valget bør bygge på den enkelte hunds temperament, adfærd ved hundemøder og familiens evne til at håndtere en stærk og hurtig hund – ikke på kælenavne eller stereotyper.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i Midlands og Staffordshire
- **Racegruppe:** FCI gruppe 3, terriere
- **Mankehøjde:** 35,5–40,5 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 12,7–17 kg for hanner og 11–15,4 kg for tæver
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Passer bedst hos:** en ejer, der vil træne belønningsbaseret, kan læse hundens signaler og har en gennemtænkt plan for hundemøder, motion og restitution

Racestandarden beskriver en intelligent, hengiven, modig og pålidelig hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Opvækstmiljø, sundhed, erfaringer og arvelige egenskaber påvirker hverdagen. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis personen er indstillet på at træne kontrol i hverdagen og forebygge vanskelige situationer.

## Udseende og pels

En Staffordshire bull terrier skal forene muskelkraft med balance, smidighed og frie bevægelser. Brystkassen er bred, kroppen kompakt og hovedet kort og dybt med et bredt kranium. Mere vægt er ikke et tegn på bedre racetype. Højde og vægt skal passe sammen, og en hund, der bliver for tung, mister den bevægelighed, som hører til racen.

Standarden angiver en mankehøjde på 35,5–40,5 cm. Hanner skal veje 12,7–17 kg og tæver 11–15,4 kg. Den øvre vægt er ikke et mål i sig selv; huld, muskler, køn og kropsbygning skal vurderes samlet.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Fjern løse hår, og tilpas bad efter hundens behov i stedet for at følge en fast plan. Kløe, gentagen rødme eller slikken på poterne bør ikke afvises som et almindeligt pelsproblem.

Godkendte farver er rød, fawn, hvid, sort eller blå, med eller uden hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Leverfarve og sort med tantegninger er ifølge standarden absolut uønskede. Blå er en godkendt farve, men farve bør aldrig veje tungere end sundhed, temperament og en gennemtænkt kombination.

Racen har et forholdsvis kort hoved, men vejrtrækningen skal være fri og stille. Gentagen snøften, tydelig vejrtrækningslyd ved moderat aktivitet eller kraftig snorken under søvn bør ikke bortforklares som normalt for racen. Det er funktionen, der afgør, om hoved og luftveje fungerer godt.

## Temperament og personlighed

Staffordshire bull terrier forventes at være hengiven over for mennesker, modig og mentalt stabil, men svenske mentalbeskrivelser viser stor variation. En hund kan være åben og energisk, mere afventende eller hurtigt blive overvældet. Eksempler fra forældres og nære slægtninges hverdag er derfor mere værdifulde end påstande om, hvordan racen “altid” er.

En intens og langvarig hilsen beviser ikke tryg social adfærd; den kan også handle om høj ophidselse eller social stress. Hunden skal kunne falde til ro igen og fravælge kontakt. Aggressivitet over for mennesker og ekstrem skyhed hører ikke til raceidealet og bør tages alvorligt.

Hundens indstilling til mennesker siger ikke, hvordan den fungerer med andre hunde. Racens historie og den variation, som raceklubben beskriver, gør det klogt at vælge legekammerater med omhu og ikke regne med, at en voksen hund trives i en ukendt gruppe eller hundegård. Ikke alle Staffordshire bull terriere er aggressive over for hunde; den faktiske legestil, evnen til at afbryde, spændingsniveauet og erfaringerne skal styre – ikke regler baseret på køn eller en raceetiket.

BPH, MH og mentalindeks kan give værdifuld information om forældredyr og slægtninge, men forudsiger ikke hele hvalpens personlighed. Spørg, hvordan hundene reagerer på overraskelser, mennesker, håndtering, skudlyde og hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Kælenavnet “nanny dog” er ikke en sikkerhedsvurdering. Selv en meget menneskeglad hund kan blive stresset, have smerter eller reagere hurtigt. Barn og hund skal derfor altid være sammen med en opmærksom voksen, som kan læse situationen og gribe ind i tide.

## Træning og motion

Staffordshire bull terrier har brug for regelmæssig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men der findes ingen bestemt motionstid, som passer til alle. En god uge kan indeholde ture i forskellige miljøer, fri bevægelse på et sikkert område, næsearbejde, korte træningspas og rolige dage. Mængden tilpasses alder, kondition, sundhed, temperatur, intensitet og restitution.

Belønningsbaseret træning passer til racens energi og lyst til at samarbejde. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker: at gå roligt i snor, indkald eller lang line, passering af hunde, at kunne afbryde en aktivitet, hilse roligt, vente, acceptere håndtering og falde til ro. Målet er ikke blind lydighed, men en hund, der kan træffe gode valg, også når den bliver ivrig.

Social træning betyder ikke, at hunden skal lege med alle. Nogle få nøje udvalgte hunderelationer, tydelige pauser og kontrollerede møder giver ofte bedre rammer end en urolig hundegård. Stop, hvis kroppen bliver stiv, legen ensidig, intensiteten kun stiger, eller en hund prøver at komme væk. Træn gerne rolig tilstedeværelse på afstand i stedet for altid at gå hen til den anden hund.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og udvikle kropskontrol uden lange, ensidige eller påtvungne motionspas. For voksne hunde kan for eksempel nosework, lydighed, rallylydighed og tilpasset agility give både tankeopgaver og samarbejde. Øg belastningen gradvist.

I varme eller ved hård aktivitet skal hundens vejrtrækning og restitution være styrende. Søg dyrlæge, hvis hunden får tydeligt besværet eller støjende vejrtrækning, bliver usikker på benene eller har svært ved at vende tilbage til normal vejrtrækning. Sådanne tegn bør ikke accepteres som en del af racens udseende.

## Sundhed

Allergi og atopiske hudproblemer er blandt de vigtigste aktuelle sundhedsområder for Staffordshire bull terrier i Sverige. Spørg derfor ikke kun, om en forælder har et testresultat, men også om kløe, øreproblemer, poteproblemer og andre hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom. Tilbagevendende hudsymptomer kan påvirke både velfærd og hverdag i lang tid.

Raceklubbens nuværende arbejde fremhæver også led og bevægelser, især hofter, albuer og knæ, samt øjne, tænder, bid og vejrtrækning. Hornhindeskader og forkert placerede øjenvipper forekommer, og forkert placerede hjørnetænder kan beskadige væv i munden. Bed om at se, hvordan forældredyrene bevæger sig og trækker vejret under almindelig aktivitet, ikke kun når de står opstillet.

Sundhedskrav og anbefalinger er ikke det samme. SKK's registreringsregler for 2026 stiller ikke et særligt krav om, at forældre til Staffordshire bull terrier skal have et bestemt resultat fra en sundhedstest. Raceklubbens gældende avlsstrategi anbefaler derimod, at begge forældre har resultater for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC samt kendt mental status gennem BPH eller MH. Som hvalpekøber bør du bede om de faktiske resultater, selv om de ikke er en betingelse for registrering.

L2Hga og HC er to forskellige recessivt arvelige sygdomme med DNA-test. SKK registrerer L2Hga-resultater centralt på niveau 1 i sundhedsprogrammet. En bærer er ikke syg af den pågældende recessive variant, men må kun parres med en hund, der er testet fri. En hund, der har arvet sygdomsvarianten fra begge forældre, må ikke bruges i avl. Kontrollér hundens identitet, prøvedato og resultater for kombinationen. En DNA-test siger intet om allergi, led, vejrtrækning eller generel sundhed.

Raceklubben fraråder i sin gældende avlsstrategi kombinationerne blå med blå og hvid med hvid. Det er et råd om avlskombinationer, ikke et bevis på, at hver blå eller hvid hund er syg. Vælg aldrig primært en hvalp efter en usædvanlig farve, og acceptér ikke dårligere dokumentation for at få et bestemt udseende.

## Historie og oprindelse

Staffordshire bull terrier blev udviklet i det engelske Midlands og området omkring Staffordshire fra ældre hunde af bull- og terriertype. Baggrunden omfatter datidens blodige kampe med dyr og hundekampe. Da kampe mod fastbundne dyr blev forbudt i 1835, fortsatte hundekampe ulovligt, samtidig med at hundene også levede tæt på deres ejere. Historien bør beskrives åbent, men den gør ikke hver moderne hund aggressiv og bør ikke bruges til at romantisere risikofyldt adfærd.

Arbejdet frem mod en ensartet race tog fart i det 20. århundrede. Den britiske kennelklub anerkendte Staffordshire bull terrier den 25. maj 1935. Det lagde grunden til en skriftlig standard og mere organiseret avl med fokus på en stærk, smidig og stabil terrier. Den første kendte import til Sverige kom i 1962.

Nutidens race skal bedømmes ud fra dens aktuelle funktion, sundhed og temperament. Historien forklarer, hvorfor kraft, udholdenhed og hundemøder fortjener særlig opmærksomhed, men den erstatter aldrig en vurdering af den enkelte hund.

## At leve med racen

Staffordshire bull terrier kan bo med børn, men ingen hund er barnepige. En voksen skal styre kontakten, hunden skal have ro, når den sover og spiser, og både barn og hund skal kunne forlade situationen. Børn bør ikke klatre på, holde fast i eller tage ting fra hunden.

Samliv med en anden hund, kat eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidligere roligt samliv er nyttig information, men ingen garanti for fremtiden. Introducér dyrene gradvist, brug fysisk adskillelse, når ingen kan holde opsyn, giv katten høje eller separate flugtveje, og afbryd jagt, fiksering eller stigende ophidselse tidligt.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hundens behov for aktivitet, luftning og restitution bliver dækket, og hvis ejeren kan håndtere lyde og møder i opgange og indgange. Træn alene-hjemme-tid gradvist, og følg hundens adfærd, gerne med kamera. Der findes ikke én bestemt tid, der passer til hele racen. I Sverige må et lukket bur ikke bruges til almindelig opbevaring eller som en normal løsning på problemer med at være alene.

Før et køb bør du bede om mere end en liste med testnavne:

- Kontrollér hundens registrerede race og stamtavle, så den ikke forveksles med andre bull- og terrierracer.
- Bed om at se resultaterne for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC og få den planlagte kombination forklaret.
- Spørg om hud, ører, poter, tænder, bid, vejrtrækning og bevægelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.
- Gennemgå BPH, MH eller mentalindeks sammen med konkrete eksempler fra hverdagen og hundemøder.
- Find ud af, hvorfor opdrætteren har valgt netop disse to hunde, og hvilke svagheder kombinationen skal forbedre.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om racen er “sød” eller “hård”, men om hundens egenskaber passer til dit hjem, og om du kan give den sikker træning, passende aktivitet, hvile og egnet selskab.

Staffordshire bull terrier

The Staffordshire Bull Terrier Club of Great Britain

American Kennel Club (AKC) - Though not EU, it is a well-established source

Staffordshire bull terrier er en kompakt, muskuløs engelsk terrier med kraftig kropsbygning og kort, letplejet pels. Den er kendt for sin dybe kærlighed til mennesker, især børn, og er livlig og følsom. Den har brug for daglig motion, positiv træning, robuste tyggelegetøj og tæt fællesskab med sin familie.

Smålandsstaffar är en uppfödare av rasen Staffordshire bullterrier med bas i Ljungby i Sverige.

Smålandsstaffar

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Sweet Ninos er opdrætter af racen Chihuahua med base i Jyderup i Danmark. Der opdrættes både langhårede og korthårede chihuahuaer. Hunde fra opdrættet har været repræsenteret på udstillinger i Danmark og udlandet.

Sweet Ninos

Terrier brasileiro

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Verein für Deutsche Spitze (German Society for German Spitz and Related Breeds)

Terrier brasileiro er en mellemstor til lille, atletisk trefarvet gårdsterrier fra Brasilien, avlet til rottejagt og vagtopgaver. Den er energisk, intelligent og knytter sig ofte stærkt til én person, og den har brug for daglig motion, konsekvent positiv træning og mental stimulering. Pelsplejen er enkel, men det kan være svært at finde hvalpe i udlandet.

Minna Camilla Therese Josefsson driver oppdrett av rasen Terrier brasileiro og holder til i Arendal i Norge.

Minna Camilla Therese Josefsson

Phalène

Swedish Kennel Club

The Norwegian Kennel Club

The Danish Kennel Club

Verein für Deutsche Spitze und Phalène

The Kennel Club UK

Phalène er en lille, elegant dværgspaniel med hængende ører, lang silkeblød pels og hvid krop med aftegninger i forskellige farver. Den er livlig, men følsom og meget menneskeorienteret, lærenem, glad for hundesport, trives med moderat daglig motion og tæt selskab.

Accuro driver oppdrett av rasen Phalene og holder til i Åsvang i Norge. Oppdrettet har pågått siden 2009, da det første kullet ble født.

Accuro

## Kort fortalt

Pomeranian er den mindste størrelsesvariant af tysk spids: en meget lille, men livlig selskabshund med tæt dobbeltpels, stor årvågenhed og ofte let til gøen. Den passer bedst til den, der vil træne og aktivere en rigtig hund i lille format, ikke til den, der hovedsageligt ønsker en hund, som skal bæres.

- **Race og oprindelse:** tysk spids, pomeranian/zwergspitz, med oprindelse i Tyskland og senere videreudvikling i England
- **Størrelse:** normalt 18–23 cm i skulderhøjde og omkring 2–3 kg; racestandarden angiver 21 cm med tilladt variation og siger, at vægten skal passe til hundens størrelse
- **Forventet levetid:** cirka 12–16 år er en vejledning, ikke et løfte for den enkelte hund
- **Temperament:** ofte opmærksom, glad, hengiven og lærenem, men individ, opvækst og hverdag har stor betydning
- **Aktivering:** daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas med tid til ro og restitution
- **Pelspleje:** en grundig gennemgang cirka hver anden uge og oftere i fældeperioder
- **Vær opmærksom på:** gøen, tandpleje, patellastatus og sikker håndtering omkring små børn og betydeligt større hunde

“Teacup Pomeranian” og “mini Pomeranian” er ikke selvstændige, anerkendte størrelsesvarianter. Det er markedsføringsord, som ikke giver en sikrere prognose for voksenstørrelse, sundhed eller temperament. Den officielle variant hedder Pomeranian eller Zwergspitz. Vurder derfor forældrene, voksne slægtninge, sundhedsoplysninger og opdrætterens avlsmål i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

## Udseende og pels

Pomeranian er kompakt og kvadratisk bygget med et lille, spidst hoved, små opretstående ører og en fyldig hale, der bæres højt over ryggen. Den store pels giver hunden en rundere silhuet end kroppen under pelsen.

Racen har dobbeltpels. Dækhårene skal være lange, lige og stå ud fra kroppen, mens underulden er kort, tæt og blød. Pelsen danner en tydelig krave omkring halsen, bukser på bagbenene og en busket hale. Standarden beskriver en naturlig pels, som ikke skal se formklippet ud. Anerkendte farver omfatter blandt andet hvid, sort, brun, orange og gråschatteret samt flere andre definerede farver og kombinationer.

En grundig gennemgang cirka hver anden uge er et godt udgangspunkt ifølge Svenska Kennelklubben, men mange hunde har brug for hyppigere børstning, når de fælder. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden i stedet for blot at glatte overfladen. Øg plejen, så snart små filtringer begynder at dannes. Hyppigheden skal følge hundens pels, årstiden og hverdagen; én fast plan passer ikke til alle individer.

Pelsens kvalitet er vigtigere end størst mulig fylde. En korrekt dobbeltpels indeholder både dækhår og underuld. Meget underuld kombineret med manglende dækhår er et kendt problem i racen og kan gøre pelsen vanskelig at pleje. Når du møder en opdrætter, er det derfor nyttigt at se voksne hunde og ikke kun hvalpens bløde hvalpepels.

## Temperament og personlighed

Pomeranian er ofte opmærksom, livlig og stærkt knyttet til sine mennesker. Racestandarden beskriver en glad, hengiven og lærenem hund uden udpræget jagtlyst, men det er et avlsideal og ingen garanti for, hvordan hvert individ fungerer med fremmede, børn eller andre dyr.

Spidshundens årvågenhed gør, at den hurtigt kan reagere på lyde, bevægelse uden for vinduet eller nogen, der kommer til døren. Gøen har baggrund i racens rolle som vagthund. Målet behøver derfor ikke være en hund, der aldrig siger til, men en hund, som kan stoppe, søge støtte hos sin fører og falde til ro igen. Begræns muligheden for at øve lange perioder med gøen, beløn pauser og træn en rolig rutine i situationer, der plejer at udløse gøen.

Socialisering er værdifuld, men lover ikke et bestemt temperament. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og stabile hunde i et tempo, hvor den stadig kan tænke, søge kontakt og komme sig. Mere eksponering er ikke nødvendigvis bedre, hvis hunden bliver overvældet.

En BPH-adfærdsbeskrivelse kan vise, hvordan den beskrevne hund reagerede i standardiserede øvelser, men resultatet er ikke bestået eller ikke bestået og forudsiger ikke alt. Datagrundlaget for Pomeranian er desuden begrænset. Se et eventuelt BPH-resultat sammen med forældrenes adfærd i hverdagen og det, opdrætteren kan fortælle om voksne slægtninge.

## Træning og motion

Pomeranian har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et universelt antal minutter, som passer til alle hunde. En god hverdag kombinerer gåture i hundens tempo med næsearbejde, samarbejde, leg og uforstyrret hvile. Vurder balancen ud fra hundens huld, bevægelser, koncentration og evne til at falde til ro, ikke kun hvor langt den har gået.

Racen kan have glæde af nosework, rallylydighed og agility, når opgaverne og omgivelserne tilpasses hundens størrelse og erfaring. Kontaktøvelser, indkald, tricks og søg efter mad eller genstande giver også meningsfuld aktivering. Lad hundens engagement styre længden på træningspassene i stedet for en fast plan på fem eller ti minutter.

Belønningsbaseret træning hjælper hunden med at forstå, hvad der kan betale sig, uden at gøre den mere usikker. Prioritér dette tidligt:

- rolig håndtering af poter, mund og pels
- kontakt og indkald, selv når noget bevæger sig eller laver en lyd
- at kunne trække sig og hvile
- en indlært pause, efter at hunden har bemærket en lyd
- tryghed på forskellige underlag og under transport i hverdagen

Den lille krop kræver sikkerhed, ikke inaktivitet. Løft hunden, når situationen reelt indebærer en risiko, men lad den også gå, snuse og løse enkle opgaver selv. Forebyg fald fra møbler eller arme, og stop voldsom leg med betydeligt større hunde, før størrelsesforskellen bliver et problem.

## Sundhed

Ved køb af hvalp i Sverige er forældrenes registrerede patellastatus, oplysninger om tænder og bid samt information om pelsproblemer hos voksne slægtninge særligt nyttige. Identificerede hunde, registrerede resultater og åbne svar fortæller mere end en lang liste over mulige sygdomme.

Patellaluksation forekommer hos Pomeranian og andre små hunderacer. I Sverige er patellaundersøgelse ikke et obligatorisk sundhedsprogram for racen, men den svenske raceklub, Pomeranianklubben, anbefaler, at avlshunde undersøges. Klubben anbefaler, at hunde med grad 2 eller 3 ikke bruges i avl, og at grad 1 kun kombineres med grad 0. Det er en avlsanbefaling, ikke en garanti for hvalpens fremtidige sundhed.

Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og kontrollér resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser Hunddata eller Avelsdata. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og status for begge forældre. Formuleringen “forældrene er testet” er ikke nok, hvis identitet og resultat ikke kan spores.

Hårtab omtales nogle gange som “black skin disease”, BSD eller alopecia X. Racens gældende svenske avlsstrategi understreger, at BSD hverken er en sygdom i sig selv eller en videnskabelig diagnose, men en dagligdags samlebetegnelse for flere tilstande, der kan give pelstab. Uforklarligt hårtab kræver derfor en veterinærvurdering. Spørg, hvordan pelsen har udviklet sig hos forældrene og ældre slægtninge, men kræv ikke sikre løfter om arvelighed, når årsagerne er uklare.

Tænder, kæber og bid er også vigtige i racen. Væn hvalpen til at få undersøgt munden, og begynd tidligt med tandbørstning; tænderne bør helst børstes dagligt. Søg hjælp, hvis hunden har smerter, svært ved at spise, eller hvis biddet ser ud til at skade blødt væv i munden.

## Historie og oprindelse

Pomeranian har sin oprindelse i Tyskland og tilhører familien tysk spids. Zwergspitz betyder dværgspids, mens Pomeranian er det internationalt kendte navn på den samme officielle størrelsesvariant.

Racens moderne type blev videreudviklet i England. Her blev Pomeranian Club stiftet i 1891, og en tidlig racestandard blev udarbejdet. Den dokumenterede historie opsummeres derfor bedst som en tysk spidsbaggrund med vigtig videreudvikling i England, ikke som en sikker og ubrudt fortælling om én bestemt forhistorisk hundetype.

Racens tidligere rolle som vagthund er med til at forklare nutidens årvågenhed og tendens til at gø. I dag holdes Pomeranian først og fremmest som selskabshund, men den har bevaret spidshundens årvågenhed og nyder ofte opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og bruge næsen.

## At leve med racen

Pomeranian kan fungere med børn, andre dyr og i lejlighed, men kun når de voksne tilpasser omgivelserne til en meget lille, opmærksom hund. Hverken racenavnet eller tidlig socialisering gør samspillet automatisk sikkert.

Små børn og hunde skal altid have en voksen i nærheden. Barnet bør sidde ned under kontakten, lade hunden gå væk og aldrig bære den uden hjælp. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En Pomeranian er ikke et legetøj, og et fald fra nogens arme eller et højt møbel kan få alvorlige følger, selv om racen er livlig og robust i forhold til sin størrelse.

Med andre hunde er kontrollerede møder vigtigere end mange møder. Vælg rolige individer, træn rolig kontakt på afstand, og stop ulige fysisk leg. En kat bør introduceres gradvist, gerne først via duft og en barriere. Katten skal have sin egen flugtvej, og jagt må ikke blive en indlært adfærd. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt.

Det kan fungere at bo i lejlighed, når hunden får aktivitet udendørs og kan slappe af indendørs. Den afgørende udfordring er ofte lyd, ikke boligens størrelse. I en ejendom, hvor lyden let breder sig, skal ejeren forebygge vagtadfærd ved vinduer og døre, træne rolige rutiner og tage hensyn til naboerne.

Pomeranian beskrives ofte som stærkt knyttet til sine mennesker og bør gradvist lære at være alene. En hvalp kan ikke efterlades alene fra begyndelsen. Start med meget korte perioder i trygge omgivelser, og øg kun, mens hunden forbliver rolig. Hvis den begynder at gø vedvarende, gå uroligt omkring, kradse eller ikke kan falde til ro, er øvelsen blevet for svær og skal gøres lettere.

Før du køber hvalp, bør du kontrollere mere end farve og lovet voksenvægt:

- mød tæven og gerne andre voksne slægtninge
- spørg, hvordan de reagerer på lyde, fremmede, håndtering og hvile
- kontrollér begge forældres identitet og patellaresultat
- spørg om tænder, bid og vedvarende pelstab i familien
- bed opdrætteren forklare målet med kombinationen, og hvordan tidligere afkom har udviklet sig
- afvis salgsargumenter, der gør “teacup” eller “mini” til en sundhedsgaranti

Et godt match er en Pomeranian med et forventet temperament og plejebehov, der passer til din hverdag, fra en opdrætter, som viser dokumentation, kender sine voksne hunde og kan tale lige så åbent om variation og risici som om racens charme.

Pomeranian

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Deutscher Spitz Club (Germany)

Lille, rævelignende spidshund med fyldig, dobbelt pels i mange farver. Med en vægt på 2–3,5 kg er Pomeranians livlige, årvågne og meget menneskeorienterede selskabshunde, som også er gode vagthunde. De har brug for regelmæssig pelspleje, blid og positiv træning, daglige gåture, hjernetræning, tandpleje og beskyttelse af deres små led.

Hanne Vågen driver oppdrett av rasen Pomeranian og holder til i Porsgrunn i Norge.

Hanne Vågen

Vorstehhund

German Shorthaired Pointer Club of Germany (Deutsch-Kurzhaar-Verband)

Norwegian German Shorthaired Pointer Club (Norsk Vorstehhundklubb)

Svenska Vorstehklubben (Swedish Pointing Dog Club)

Vorstehhund er en middelstor til stor, atletisk stående jagthund med kort, fældende pels og iøjnefaldende lever-hvide aftegninger. Den er energisk, menneskeorienteret og intelligent og har brug for meget daglig motion, positiv træning og tæt kontakt med familien for at forblive rolig og tilfreds.

Karmdal er opdrætter af racen Vorstehhund med base i Esbjerg N i Danmark.

Karmdal

## Kort fortalt

- Sanktbernhardshund er en schweizisk kæmperace, der i dag hovedsageligt holdes som selskabs-, vagt- og gårdhund. Racen bruges også til spor- og eftersøgningsarbejde.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 70–90 cm i skulderhøjde og tæver 65–80 cm. Svenska Kennelklubben angiver cirka 60–100 kg som en grov rettesnor, men vægten står ikke i selve racestandarden.
- Racen findes i en kort- og en langhåret variant. Begge har rigelig underuld.
- Racestandarden beskriver temperamentet som venligt, vagtsomt og roligt til livligt. Det er et ideal, ikke en garanti for det enkelte individ.
- Den store krop påvirker hele hverdagen: plads, transport, træning, foder og dyrlægebehandling kræver mere planlægning end med en mindre hund.

## Udseende og pels

Sanktbernhardshunden skal være stor og kraftfuld, men samtidig harmonisk og bevægelig. Standarden angiver en maksimal skulderhøjde på 90 cm for hanner og 80 cm for tæver, men en højere hund kan accepteres, hvis helheden er velproportioneret og bevægelserne korrekte. Det betyder ikke, at racen er uden maksimummål, eller at den størst mulige hund er idealet. Når du møder voksne hunde, bør du derfor se efter, om de bærer deres vægt ubesværet og bevæger sig stabilt og frit.

Den korthårede variant har tæt, blankt og tilliggende dækhår med rigelig underuld. Den langhårede har lige, mellemlangt dækhår, også med rigelig underuld. Pelsen kan være let bølget over kryds og hofter og danner faner på benene. Grundfarven er hvid med røde aftegninger eller en rød kappe over ryg og flanker. Nuancerne kan gå fra klar til mørkerød, og en mørk maske er ønskelig.

Pelsplejen bør tilpasses pelstypen og pelsens faktiske tilstand. Den langhårede variant skal børstes grundigt mindst én gang om ugen for at undgå filtre, og oftere når underulden løsner sig, eller pelsen er blevet våd og snavset. Den korte pels skal også gennemgås, så løs underuld, hudforandringer og ømme områder bliver opdaget. Vær især opmærksom på tætte partier og steder, hvor halsbånd eller sele ligger ind mod huden. Bad hunden, når den faktisk er beskidt, i stedet for at følge en fast plan.

Nogle individer savler meget, mens andre savler betydeligt mindre. Mød derfor voksne slægtninge, hvis mængden af savl har betydning for dit racevalg. Et håndklæde ved vandskålen er som regel mere realistisk end at forvente en hund, der altid er tør om munden.

## Temperament og personlighed

En racetypisk sanktbernhardshund skal være venlig og vagtsom med et temperament, der kan spænde fra roligt til forholdsvis livligt. Svenska Kennelklubben beskriver racen som harmonisk og familieorienteret, men betegnelsen “barnepigehund” er misvisende. Ingen hund bør forventes at tåle, at børn klatrer på den, giver hårde kram eller forstyrrer den, mens den spiser eller hviler.

Omkring børn er hundens størrelse lige så vigtig som dens temperament. En ansvarlig voksen skal altid styre samværet, lære barnet at lade hunden gå væk og forhindre voldsom leg, hvor nogen kan blive væltet. Et roligt individ kan fungere rigtig godt i en børnefamilie, men vurder den konkrete hund frem for kun at stole på racens ry.

Den samme forsigtighed er nødvendig omkring andre hunde og katte. Racestandarden lover ikke, at hunden kan bo sammen med andre dyrearter. Lad dyrene mødes under kontrollerede forhold, giv dem separate hvilepladser, og afbryd leg, der bliver for fysisk. Selv venlig leg kan være risikabel for en lille hund eller kat på grund af størrelsesforskellen. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på fremmede hunde, gæster, håndtering og uventede lyde. Det fortæller mere end generelle påstande om, at racen altid er social, stille eller beskyttende.

## Træning og motion

Træningen bør begynde, mens sanktbernhardshunden stadig er fysisk håndterbar. Prioritér at gå med løs line, hilse roligt med alle fire poter på jorden, komme når du kalder og kunne vente. Væn også hvalpen til, at du ser den i munden, rører ved poterne og undersøger kroppen. Tidlig socialisering, linetræning og hvalpehold er særligt værdifuldt for en hund, der bliver så stor. Træn i små trin, og beløn den rolige adfærd, du gerne vil se igen.

Racen har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men et bestemt antal minutter passer ikke til alle. Hvor lange og krævende gåture, søgeopgaver og sportræning bør være, afhænger af hundens alder, helbred og kondition samt af vejret. Et roligt tempo betyder ikke, at hunden kan undvære bevægelse. God muskulatur og sikre hverdagsvaner er vigtige for en så tung krop.

Hvalpen vokser hurtigt. Svenska Kennelklubben anbefaler at undgå lange gåture det første år. Lad i stedet hvalpen bevæge sig i kortere omgange, opleve forskellige miljøer og hvile mellem aktiviteterne. Øg længde og sværhedsgrad gradvist ud fra den enkelte hunds udvikling, ikke en fast alder, der forventes at passe alle.

Vær ekstra forsigtig i varmt vejr, da hunde med tyk pels kan være mere følsomme over for varme. Læg motionen på køligere tidspunkter af dagen, sørg for vand, og stop hvis hunden bliver ved med at halse, savler usædvanligt meget, får tørre og røde slimhinder, virker forvirret eller bliver svag. Mistanke om hedeslag kræver nedkøling med køligt, ikke iskoldt, vand og hurtig kontakt til en dyrlæge.

## Sundhed

I Sverige bør du især kontrollere ledresultater og sund kropsbygning og kunne genkende tegnene på mavedrejning. Hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi, normalt forkortet HD og ED, forekommer i racen. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have officiel HD- og ED-status før parring, og officiel HD-røntgen af sanktbernhardshund foretages tidligst ved 18 måneders alder. Kendt status betyder, at et resultat er registreret; det betyder ikke automatisk, at hunden er fri for dysplasi. Bed derfor om at se de konkrete grader og ikke blot få at vide, at forældrene er “testet”. Hunde med ED grad 2 eller 3, klinisk ED eller en tidligere ED-operation er udelukket fra avl efter Svenska Kennelklubbens gældende regler.

Racen er også omfattet af Svenska Kennelklubbens Breed Specific Instructions, BSI. Her fremhæves et overdimensioneret og for tungt hoved, for meget hud i ansigtet, løse læbelommer og øjenlåg, der er løse, for store eller ruller indad. Det giver en kommende ejer konkrete ting at se efter: Øjnene skal se sunde ud, huden må ikke være irriteret, mund og tænder skal fungere, og hunden skal kunne bevæge sig kraftfuldt uden besvær. Et imponerende udseende må aldrig veje tungere end funktion.

Et veterinærstudie har vist øget risiko for mavedrejning hos sanktbernhardshund. Det er en akut, livstruende tilstand, hvor tiden er afgørende. Forsøg på at kaste op uden at der kommer noget, en mave der hurtigt bliver udspilet, uro, hurtig vejrtrækning, mavesmerter og problemer med at lægge sig kræver øjeblikkelig kontakt til dyrlæge. Vent ikke for at se, om symptomerne går over. Ingen enkel rutine i hjemmet kan fjerne risikoen helt. Tal med dyrlægen om den enkelte hunds risiko og mulige forebyggende tiltag.

Den hurtigt voksende hvalp har brug for et foder og en fodermængde, der passer til væksten. Følg opdrætterens og dyrlægens råd, og hold øje med hundens huld og bevægelser over tid i stedet for at forsøge at få hvalpen til at vokse så hurtigt som muligt.

## Historie og oprindelse

Sanktbernhardshundens dokumenterede historie begynder ved Store Sankt Bernhard-passet mellem Schweiz og Italien. Et herberg blev grundlagt der i 1000-tallet. Fra midten af 1600-tallet holdt herberget store bjerghunde til beskyttelse og vagt. Hundene findes afbildet fra 1695 og omtales i herbergets optegnelser fra 1707. Senere fulgte de rejsende og søgte efter mennesker, der var faret vild i sne og tåge.

Barry, der levede fra 1800 til 1814, blev racens mest kendte redningshund og tilskrives mere end 40 redninger i schweiziske historiske fremstillinger. Det er en historisk oplysning, ikke moderne dokumentation af hver enkelt redningsaktion. Den lille tønde med brændevin om halsen hører først og fremmest til billederne og fortællingerne om racen. Oprindelsen er omstridt, og kilder inden for Svenska Kennelklubben beskriver tønden som en myte snarere end udstyr, der blev brugt i virkelige redningsaktioner.

I 1867 begyndte Heinrich Schumacher at føre stambog over sine hunde. Da den schweiziske hundestambog blev åbnet i 1884, var sanktbernhardshunden Leon den første registrering, og den schweiziske raceklub blev stiftet samme år. I 1887 blev racestandarden vedtaget, og sanktbernhardshunden blev officielt erklæret som en schweizisk hunderace. Nutidens hunde lever hovedsageligt som selskabs- og gårdhunde, selv om spor- og eftersøgningsarbejde stadig forbinder dem med historien.

## At leve med racen

At leve med en sanktbernhardshund betyder, at du skal planlægge efter hundens størrelse. En lejlighed er ikke automatisk uegnet, men hunden skal kunne vende sig, hvile og bevæge sig gennem hjemmet, uden at det bliver trangt. Tænk over trapper, en elevator ude af drift, hvordan hunden kommer ind i bilen, og hvordan du kan hjælpe en syg eller ældre hund. Foder, solidt udstyr, transport og dyrlægebehandling koster også ofte mere end for en mindre hund, selv om det ikke er muligt at sætte et fast beløb på.

Regn ikke med, at en sanktbernhardshund kan være alene gennem en hel arbejdsdag. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal først gradvist lære at være for sig selv. Begynd med meget korte fravær, når hunden er tryg og faldet til ro, og øg kun tiden, så længe den fortsat er rolig. En voksen hund, der er blevet godt trænet i at være alene hjemme, kan klare nogle timer, men ingen bestemt tidsgrænse passer til alle individer.

Før du køber, bør du kontrollere tre ting:

1. Bed om forældrenes nøjagtige officielle HD- og ED-resultater, og spørg om nære slægtninge har haft led- eller bevægelsesproblemer.
2. Mød helst voksne hunde, og se på temperament, øjne, hud, mund, bevægelser og hvordan de lader sig håndtere — ikke kun størrelse og hovedtype.
3. Lav en realistisk plan for plads, bil, varmt vejr, alenetid, hverdagstræning og hjælp, hvis hunden en dag ikke kan gå uden støtte.

Racen passer bedst til den, der holder af en meget stor hund, men prioriterer funktion, rolige vaner og et fælles hverdagsliv frem for maksimal masse eller romantiske myter om redningshunde.

Sanktbernhardshund

Deutscher Club für Leonberger Hunde (DCLH)

Vétérinaire Santé (France)

Stor, venlig bjerg­hund, udviklet af schweiziske munke til redningstjeneste og selskab. Rolig og hengiven, især over for børn, men meget stor, savlende og fælder en del. Har brug for moderat motion, nøje opmærksomhed på ledproblemer og helbred samt at være en tæt integreret del af familielivet.

Marie Helén Jäderström driver oppdrett av rasen Sankt bernhardshund og holder til i Rindalsskogen i Norge.

Marie Helén Jäderström

Hege Elisabeth Oustorp driver oppdrett av rasen Dachshund og holder til i Vang på Hedmarken i Norge.

Hege Elisabeth Oustorp

## Kort fortalt

Xoloitzcuintle er en mexicansk hund af urhundetype, som findes i tre størrelser og i både hårløs og behåret variant. De to pelsvarianter tilhører samme race og skal have den samme grundlæggende kropsbygning og det samme temperament. De vigtigste forskelle er pelsen og tandsættet.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Racegruppe:** Gruppe 5, spidshunde og racer af urhundetype
- **Lille:** 25–35 cm i mankehøjde
- **Mellem:** 36–45 cm i mankehøjde
- **Stor:** 46–60 cm i mankehøjde; ved udstillingsbedømmelse tillader racestandarden op til 62 cm for særligt gode eksemplarer
- **Pelsvarianter:** hårløs eller helt dækket af kort pels
- **Anvendelse:** først og fremmest selskabshund; mellem og stor har også en baggrund som vagthunde
- **Typiske træk:** rolig, opmærksom, intelligent og til tider reserveret over for fremmede

I Sverige registreres en hvalp først som den størrelsesvariant, der svarer til den største af forældrene. Den endelige størrelse fastslås ved måling på en udstilling, efter at hunden er fyldt 15 måneder. Det er derfor en god idé at spørge opdrætteren, hvor store nære slægtninge er blevet, og ikke kun se på størrelsen i hvalpens første registrering.

## Udseende og pels

Xoloitzcuintle skal være slank, stærk og harmonisk uden at virke hverken spinkel eller tung. Kroppen er lidt længere end mankehøjden, omtrent i forholdet 10:9. Lange ben, en rummelig brystkasse og en smal hale giver racen en ren og atletisk silhuet. Ørerne er store og bæres opret, når hunden er opmærksom. I hvile hænger halen med en let bue, og under bevægelse kan den bæres i en bue, men den må ikke ligge stramt rullet over ryggen.

Den hårløse variant mangler al eller næsten al pels på kroppen. Der kan være lidt kort og stridt hår på hovedet og i nakken samt på poterne og halespidsen. Huden skal være glat og blød. Den føles ofte varmere end huden på en hund med pels, fordi varmen afgives direkte, men kropstemperaturen er den samme som hos andre hunde.

Den behårede variant har kort, tæt og glat pels over hele kroppen, normalt uden underuld. Pelsen kan være tyndere på maven og indersiden af bagbenene. Den er som regel nem at holde, men hud, ører, kløer og tænder skal naturligvis også kontrolleres hos en hund med pels.

Mørke, ensartede farver foretrækkes i racestandarden, men farveskalaen omfatter blandt andet sort, forskellige grå nuancer, rødlig, leverfarvet, bronze og gyldengul. Plettede hunde forekommer også. Udseendet kan derfor variere meget mellem individer og mellem den hårløse og den behårede variant.

Tænderne er en vigtig forskel mellem pelsvarianterne. Mange hårløse hunde mangler enkelte tænder eller har drejede tænder, fordi genet for hårløshed er tæt knyttet til tandudviklingen. Det er et kendt træk ved varianten og behøver ikke skyldes dårlig pleje. Den behårede variant skal derimod have et komplet og normalt udviklet tandsæt. Begge har brug for regelmæssig kontrol af mund og tænder ud fra deres egen tandstatus.

## Temperament og personlighed

Xoloitzcuintle beskrives som rolig, glad, opmærksom og intelligent, men har ofte en tydelig integritet. Den kan være meget knyttet til sine nærmeste uden automatisk at søge kontakt med alle, den møder. Tilbageholdenhed over for fremmede er forenelig med raceidealet; ekstrem frygt eller aggression er det ikke.

Den forskel er vigtig i hverdagen. En tryg, men reserveret hund kan afvente og derefter acceptere en gæst uden at have lyst til at hilse. En hund, der stivner, flygter i panik eller truer, har brug for større afstand og en gennemtænkt træningsplan. Tving ikke kontakt igennem for at gøre hunden “social”. Lad den i stedet observere på tryg afstand, og beløn rolige valg.

Mellem og stor har traditionelt været brugt som vagthunde. Det kan vise sig som opmærksomhed på lyde, bevægelser og besøgende. Racen bør dog ikke gø uden grund eller opsøge konflikter. Hvor meget den enkelte hund varsler, påvirkes både af arv, miljø og den måde, adfærden bliver mødt på derhjemme.

Der er stor individuel variation i racen med hensyn til åbenhed, aktivitetsniveau og selvstændighed. Mød derfor gerne hvalpens forældre eller andre voksne slægtninge. Læg mærke til, hvordan de falder til ro efter en overraskelse, accepterer håndtering og opfører sig, når en ukendt person kommer ind. Det fortæller mere end en bred betegnelse som “rolig familiehund”.

## Træning og motion

Xoloitzcuintle har brug for daglig fysisk aktivitet og opgaver, der engagerer næse og hjerne, men der findes ikke et troværdigt antal minutter, som passer til alle tre størrelser og alle individer. En god hverdag veksler mellem gåture, fri bevægelse på sikre steder, næsearbejde, korte træningspas og hvile. Tilpas belastningen efter alder, størrelse, helbred, vejr og hundens evne til at falde til ro.

Racen kan sætte pris på aktiviteter som lydighed, agility, balanceøvelser, spor og søgelege. Det vigtigste er ikke at fylde hver dag med høj intensitet, men at lade hunden bruge kroppen og løse opgaver med en passende sværhedsgrad. En hund, der får meget motion, men aldrig øver sig i ro, kan stadig have svært ved at slappe af.

Træningen fungerer bedst, når den er belønningsbaseret, tydelig og delt op i overkommelige trin. Selvstændighed og tilbageholdenhed kan gøre hårde korrektioner særligt skadelige for tilliden. Beløn den adfærd, du ønsker, og øg først sværhedsgraden, når hunden er tryg. Begynd tidligt med indkald, kontakt, at gå roligt med dig, at slippe genstande og at kunne hvile på en fast plads.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan være rolig blandt forskellige mennesker, hunde, lyde og underlag. Lad den få lov til at se på, vælge afstand og falde til ro igen. Væn den også gradvist til håndtering af hud, poter, ører og mund. Det gør den daglige pleje og dyrlægebesøg mindre belastende senere.

## Sundhed

Hud og tænder er de mest racespecifikke sundhedsspørgsmål hos Xoloitzcuintle, men de ser forskellige ud hos den hårløse og den behårede variant. Den hårløse hunds tandsæt kan være ufuldstændigt som følge af genet for hårløshed. Bed opdrætteren om at vise, hvordan hvalpens og forældredyrenes tænder ser ud, og bed dyrlægen følge den enkelte hunds mundsundhed. At manglende tænder er tilladt i racestandarden, betyder ikke, at de tænder, der er til stede, kan undvære pleje.

Den nøgne hud mangler pelsens naturlige beskyttelse. Unge hunde kan få bumser eller hudorme i en periode, og huden varierer fra individ til individ. Vedvarende kløe, smerte, sår, væske, dårlig lugt eller tilbagevendende betændelse bør dog ikke affejes som “normalt for racen”. Så skal hunden undersøges af en dyrlæge. Undgå stærke rensemidler og faste bade- eller smørerutiner, som ikke er tilpasset netop denne hunds hud.

Ældre svenske racedokumenter beskriver hudproblemer af varierende grad og enkelte fund af problemer i hofter, albuer og knæskaller. Grundlaget bygger i høj grad på hunde og undersøgelser fra 2000’ernes første årti og viser ikke, hvor almindeligt noget er i dag. Det er derfor mere nyttigt at se på aktuelle oplysninger om forældrene og nære slægtninge end at tage udgangspunkt i en generel sygdomsliste.

Spørg opdrætteren:

- hvilke hud-, tand- og andre helbredsproblemer der har forekommet i linjen
- hvilke dyrlægeundersøgelser forældredyrene har fået foretaget, og hvorfor netop disse blev valgt
- om nære slægtninge har haft problemer med bevægeapparatet, allergilignende symptomer, hørelse eller tilbagevendende hudbetændelse
- hvordan opdrætteren følger hvalpenes helbred, når de bliver voksne

En ansvarlig opdrætter kan forklare både styrker og usikkerheder i sit avlsarbejde i stedet for blot at beskrive racen som sund.

## Historie og oprindelse

Xoloitzcuintle har meget gamle rødder i Mexico og en tydelig plads i landets førspanske kulturhistorie. Racenavnet knyttes til Xolotl og nahuatl-ordet for hund. Historiske og arkæologiske kilder forbinder hunden med religiøse ceremonier og forestillingen om, at den kunne lede de dødes sjæle til deres sidste hvilested.

Ikke enhver gammel gengivelse af en hårløs hund eller skriftlig oplysning er dog et sikkert bevis for nutidens race. Det er derfor mere præcist at tale om en gammel mexicansk hundearv end at give racen en nøjagtig alder på flere tusind år. Påstande om helbredende kræfter hører til historiske forestillinger, ikke til veterinærmedicinske fakta.

Det moderne, organiserede avlsarbejde blev bygget op af den mexicanske kennelorganisation, som har brugt Xoloitzcuintle i sit logo siden 1940. Racen kom til Sverige i 1983 og blev dengang registreret under navnet mexicansk nøgenhund. Siden 2016 har man i Sverige brugt det oprindelige navn Xoloitzcuintle.

Den behårede variant har til tider stået i skyggen af den hårløse, men er en officiel del af racen. I den nuværende svenske dommervejledning skal behårede og hårløse hunde vurderes ligeværdigt ud fra kravene til hver sin pelsvariant.

## At leve med racen

Xoloitzcuintle kan trives i mange typer hjem, hvis hverdagen opfylder den enkelte hunds behov for nærhed, aktivitet, trygge introduktioner og beskyttelse mod vejret. En lejlighed er ikke i sig selv en hindring. Det er vigtigere, at hunden kommer ud regelmæssigt, kan falde til ro indendørs og trænes, så årvågenhed ikke udvikler sig til forstyrrende gøen i en ejendom, hvor lyde går tydeligt igennem.

Den hårløse variant har brug for mere hjælp i stærk sol, kulde, regn og vind end en hund med beskyttende pels. Tilpas tiden udendørs efter temperatur, sol, vind, hudfarve og individ. Skygge og tøj kan give fysisk beskyttelse, mens hudprodukter bør vælges til den enkelte hund, gerne i samråd med en dyrlæge. Tøjet skal sidde behageligt og ikke give gnavesår eller nye hudproblemer. Den behårede variant har bedre naturlig beskyttelse, men mangler normalt underuld, så også dens behov må vurderes ud fra vejr og aktivitet.

Med børn gælder den samme grundregel som for andre hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Den lille variant skal beskyttes mod at blive tabt, båret forkert eller udsat for voldsom leg. En større hund kan i stedet komme til at vælte et lille barn. Racenavnet kan ikke erstatte rolige introduktioner og opsyn fra voksne.

Samliv med hunde, katte og smådyr afhænger af den enkelte hunds erfaringer og adfærd. En Xoloitzcuintle, der er vokset op med en kat, kan fungere rigtig godt med den, men det fortæller ikke med sikkerhed, hvordan den samme hund reagerer på en løbende kat udendørs. Lad de første møder foregå kontrolleret, giv dyrene hver deres ressourcer, og stop, før spændingen stiger. Spørg opdrætteren, hvordan hunde i netop denne linje plejer at fungere med andre dyr.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte stunder, når hunden er tryg og rolig, og øg først tiden, når den kan slappe af. Nogle individer lærer det hurtigt, mens andre har brug for lang tid og mere støtte. Planlæg hverdagen, så hunden ikke regelmæssigt efterlades længere, end den kan klare uden stress.

Hårløshed gør ikke racen allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i hud og spyt, og mennesker kan reagere forskelligt selv på hunde fra samme kuld. Den, der har allergi, bør derfor få sin egen situation afklaret og møde den aktuelle hund flere gange indendørs, før beslutningen træffes.

Racen passer bedst til den, der sætter pris på en intelligent hund med integritet og vil bruge tid på tryg socialisering, varieret aktivitet og individuelt tilpasset pleje. Den, der først og fremmest søger en “nem” hund på grund af den nøgne hud, risikerer at undervurdere både hudplejen og behovet for træning.

Xoloitzcuintle

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Société Centrale Canine (France)

Xoloitzcuintle er en urgammel mexicansk race med rødder i aztekerkulturen og findes hårløs eller korthåret i tre størrelser. Den er rolig, loyal og opmærksom, knytter stærke bånd til sin familie og er en blid følgesvend og opmærksom vagthund, som har brug for hudpleje, socialisering og moderat motion.

Junilooney driver oppdrett av rasen Xoloitzcuintle og holder til i Oslo i Norge.

Junilooney

Anita Solberg driver oppdrett av rasen Dachshund og holder til i Nordre Frogn i Norge.

Anita Solberg

## Kort fortalt

- Norsk elghund – gråhund, som oftest kaldes gråhund i Sverige, er en norsk elgjagthund og en af de nordiske jagtspidshunde.
- Racen arbejder primært som løshund: Den søger selvstændigt efter elg og gør vedvarende, når elgen står.
- Racestandarden angiver 52 cm som idealhøjde for hanner og 49 cm for tæver, men ingen officiel vægt.
- Gråhunden er modig, dristig og energisk. Jagtlyst, selvstændighed og gøen er centrale arbejdsegenskaber.
- Den tætte dobbeltpels er grå med mørk maske og lysere partier. Pelsen fælder og kræver ekstra børstning, når underulden løsner sig.
- Racen egner sig bedst til den, der reelt kan tilbyde jagt eller en anden krævende og regelmæssig beskæftigelse. Svenska Kennelklubben beskriver den som uegnet udelukkende som selskabshund.

## Udseende og pels

Norsk elghund – gråhund er en mellemstor, kvadratisk og kompakt spidshund, der er bygget til smidighed og langvarigt arbejde i skoven. Kroppen skal være stærk uden at blive tung, ørerne små og opretstående, og halen stramt rullet over ryggens midterlinje. Idealhøjden er 52 cm for hanner og 49 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen vægt, så huld og funktion er bedre pejlemærker end et generelt vægtinterval.

Pelsen består af grove, lige dækhår og blød, tæt underuld. Den er middellang og kortere på hovedet og benenes forsider, mens halskraven, lårene, forbenenes bagsider og halen har mere pels. Farven kan være mørkere eller lysere grå, fordi dækhårene har sorte spidser. Bryst, bug, ben, halens underside og den tydelige selemarkering er lysere. Ørerne og den forreste del af næsepartiet danner en mørk maske.

Pelsen behøver ikke at blive klippet. Børst den regelmæssigt og oftere, når underulden løsner sig, så løse hår fjernes, og huden kan kontrolleres. Bad hunden, når den er beskidt, frem for efter en fast tidsplan. Kontrollér samtidig poter, kløer, hud og øjne, især efter jagt i tæt terræn. Tilpas arbejde og restitution til vejret og den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Norsk elghund – gråhund er modig, energisk og vant til at træffe egne beslutninger på afstand af føreren. Det betyder ikke, at racen skal være hård eller aggressiv. En velfungerende gråhund skal kunne skifte mellem selvstændigt arbejde i skoven og samarbejde med sin fører, men den bliver sjældent lige så lydhør i alle situationer som en race, der hovedsageligt er avlet til tæt førersamarbejde.

Gøen er et af racens arbejdsredskaber. Under løshundsjagt søger hunden selvstændigt og gør roligt og jævnt for at vise jægeren, hvor elgen står. Den samme tilbøjelighed kan mærkes hjemme, når hunden reagerer på bevægelser, lyde eller forventning. Bor man i en lydt bolig, bør man derfor vurdere den enkelte hunds lydniveau og træne ro fra begyndelsen. Det er ikke realistisk at love en helt stille gråhund.

Racen kan fungere godt i en familie, men “familiehund” må ikke forstås sådan, at jagtbehovet forsvinder, eller at alle individer automatisk passer sammen med børn og andre dyr. Små børn og hunde skal altid være sammen under en voksens opsyn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Introducér andre hunde roligt. Katte og smådyr kræver særlig omtanke, fordi stærk jagtlyst kan rettes mod dyr, der flygter. Vurdér den enkelte hunds erfaringer og adfærd i stedet for at stole på en garanti, der bygger på racen.

## Træning og motion

Gråhunden har brug for mere end ture rundt om blokken. For de fleste individer giver jagt det mest racetypiske udløb, og Svenska Kennelklubben vurderer racen som uegnet udelukkende som selskabshund. Hvis hunden ikke går på jagt, kræver det en gennemtænkt plan med for eksempel sporarbejde, søgeøvelser, længere ture i varieret terræn og opgaver, hvor den bruger næse, udholdenhed og problemløsning. Aktiviteterne skal være regelmæssige og tilstrækkeligt meningsfulde; et aktivitetslegetøj en gang imellem erstatter ikke det arbejde, racen er skabt til.

Der findes ingen troværdig minutregel, som passer til alle gråhunde. Vurdér i stedet, om hunden arbejder både fysisk og mentalt, kan falde til ro bagefter og restituerer normalt til næste dag. Øg belastningen gradvist hos hvalpe og unghunde. Lange løbeture, hård træk- eller konditionstræning og hele dage i skoven bør vente, til kroppen er moden, og formen er bygget op trin for trin.

Træningen fungerer bedst, når den er belønningsbaseret, tydelig og varieret. Begynd tidligt med kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering og et signal til at afbryde gøen eller aktivitet. Træn først, hvor forstyrrelserne er små, og øg sværhedsgraden langsomt. Jagtinteressen kan veje tungere end et velkendt indkaldssignal, så brug lang line eller et indhegnet område, når sikkerheden er usikker. Målet er ikke at fjerne selvstændigheden, men at opbygge vaner, som gør hunden håndterbar.

Planlæg også hvile. En hund, der kører op ved hver lyd, konstant patruljerer haven eller har svært ved at lægge sig efter aktivitet, har brug for hjælp til at finde ro. Beløn rolige valg, begræns unødvendige påvirkninger, og skab en tydelig forskel mellem arbejde og restitution.

## Sundhed

Gråhunden beskrives som generelt sund, men hofteledsdysplasi og arveligt glaukom er vigtige områder at kontrollere. De svenske raceklubbers avlsstrategi omtaler også blandt andet PRA og arveligt nyresvigt, men vidensgrundlaget giver ikke belæg for at gøre enhver nævnt tilstand til en obligatorisk test eller en fast risiko for hver hund.

Ved avl i Sverige kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældredyr har officiel HD-status før parring. Racen har HD-indeks, og et gennemsnitligt indeks over 100 for den planlagte kombination anbefales. Hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl i denne race. En hvalpekøber bør derfor bede om forældrenes registrerede resultater og kombinationens aktuelle indeks i stedet for blot at acceptere, at hofterne er “kontrolleret”.

En variant i genet ADAMTS10 forårsager en recessivt nedarvet form for primært åbenvinklet glaukom hos norsk elghund – gråhund. Svenska Kennelklubben registrerer DNA-resultater centralt i et sundhedsprogram på niveau 1. En bærer forventes ikke selv at udvikle netop denne genetiske form, men to bærere må ikke parres. En genetisk afficeret hund kan forventes at udvikle sygdommen og må ikke bruges i avl. Central registrering betyder, at resultatet kan kontrolleres i Svenska Kennelklubbens tjenester; det er ikke det samme som, at de svenske registreringsregler for 2026 kræver DNA-resultat fra alle forældredyr.

Glaukom er smertefuldt og kan føre til blindhed. Et rødt eller forstørret øje, en udvidet pupil, der reagerer dårligt på lys, at hunden kniber øjet sammen, eller en grålig hornhinde kræver hurtig vurdering hos en dyrlæge. Vent ikke til næste rutinekontrol.

Svenska Kennelklubben registrerer også DNA-test for ITGA10-relateret dværgvækst på niveau 1. Denne form nedarves også recessivt: frie hunde har ikke varianten, bærere kan give den videre uden selv at få dværgvækst, og genetisk afficerede hunde forventes at få tilstanden. Spørg opdrætteren, hvordan resultaterne for ADAMTS10 og ITGA10 er fortolket i den aktuelle kombination. Bed også om en åben redegørelse for glaukom, PRA, nyresygdom, hudknuder, bevægelsesproblemer og arbejdsrelaterede skader hos nære slægtninge. Familiehistorien er vigtig, også når der ikke findes en enkel test.

## Historie og oprindelse

Gråhunden har typen fra en nordisk jagtspidshund og har været brugt i Skandinavien gennem lang tid, men en ubrudt linje fra stenalder- eller vikingehunde er ikke dokumenteret. Norsk Kennel Klub beskriver sådanne påstande som myter og placerer udviklingen af den moderne race i 1800-tallets selektive avl. Der er en vigtig forskel på en gammel hundetype og en race med dokumenteret stambog og standard.

En grå elghund blev vist i Kristiania, det nuværende Oslo, i 1877. Hunden Bamse, født i 1865 og kendt som Gamle Bamse Gram, fik stor betydning i den tidlige dokumenterede avl. Norge offentliggjorde den første racestandard i 1905. I Sverige var gråhund og jämthund mindre tydeligt adskilt i mange år, før standarder, raceorganisationer og jagtprøver bidrog til en klarere opdeling i løbet af 1900-tallet.

Arbejdet har hele tiden været centralt. Gråhunden bruges primært som løshund på elg, men kan også arbejde i line. Under løshundsjagt søger den væk fra føreren, finder vildtet og forsøger at holde det på stedet med rolig, vedvarende gøen, så jægeren kan nærme sig. Jagtprøver har derfor påvirket, hvilke egenskaber der bevares i avlen.

## At leve med racen

Norsk elghund – gråhund passer bedst i et hjem, hvor nogen ønsker at leve med en arbejdende jagthund og ikke kun med dens udseende. Det afgørende spørgsmål er ikke, om boligen er et hus eller en lejlighed, men om hunden får det rette arbejde, restitution og hverdagstræning. En lejlighed kan fungere for den enkelte hund, men lydforhold, gøen, adgang til natur og den daglige logistik skal vurderes ærligt.

En have er praktisk, men erstatter hverken jagt, træning eller ture. Indhegningen skal være sikker, og hunden bør ikke efterlades udenfor for selv at finde beskæftigelse; det kan forstærke gøen og vagtsomhed. Alenetid trænes gradvist, når hunden er tryg. En hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer meget i, hvor hurtigt de lærer at hvile uden selskab.

Før du vælger racen, bør du kunne svare ja til følgende:

- Har jeg en realistisk og langsigtet plan for jagt eller lige så krævende næse- og terrænarbejde?
- Kan jeg håndtere en hund, der træffer egne beslutninger og nogle gange kan vælge vildt frem for mit indkald?
- Kan boligmiljøet rumme en hund med tydelig tilbøjelighed til at bruge stemmen?
- Kan jeg tilbyde sikker motion, restitution og kontrol af pels og krop efter arbejde i skoven?
- Kan opdrætteren vise officiel HD-status, relevant indeks, DNA-resultater eller en gennemtænkt parringsplan og åbent redegøre for sundheden i slægten?

For den, der søger en selvstændig elgjagthund med stor arbejdslyst, kan gråhunden være en meget kompetent partner. For den, der primært ønsker en ukompliceret selskabshund, findes der racer, som passer bedre.

Norsk elghund – gråhund

Norsk Elghundklubb

Dansk Kennel Klub (DKK)

Svenska Kennelklubben (SKK)

Uråldgammel nordisk spidshund avlet til elgjagt; middelstor, kraftig og kvadratisk med tyk grå dobbeltpels og ringlet hale. Loyal, gøende og selvstændig med stærke vagt- og jagtinstinkter. Kræver erfaren og konsekvent træning samt rigelig daglig motion og mental aktivering.

Knut Norum driver oppdrett av rasen Norsk elghund grå og holder til i Fredrikstad i Norge. Oppdrettet var allerede i gang i 2015. Oppdrettet har også vært aktivt i utstillingssammenheng.

Knut Norum

Lundølen driver oppdrett av rasen Norsk elghund grå og holder til i Hovsherad i Norge. Oppdrettet har vært drevet under Lundølen-navnet siden 2022.

Lundølen

Everyday Angels driver oppdrett av rasen Chihuahua og holder til i Charlottenlund i Norge.

Everyday Angels

Griffon belge

Société Centrale Canine (French Kennel Club)

Lille, robust selskabshund fra Bruxelles med et menneskeligt “abe-ansigt” og store øjne. Har en strid, grov pels i sort eller sort med tan-aftegninger. Dybt knyttet til sin familie, følsom og meget menneskeorienteret; en livlig, intelligent og opmærksom lille vagthund, som trives med mild træning, selskab og regelmæssig pelspleje.

Anita Henriksen Eliassen driver oppdrett av rasen Griffon belge og holder til i Jørpeland i Norge.

Anita Henriksen Eliassen

Pinscher

Deutscher Pinscher-Schnauzer-Klub 1895 e.V. (Germany)

Fédération Cynologique Internationale (Belgium)

Royal Canin (UK)

Mellemstor, atletisk tysk gårdhund med kort, nemt plejet pels i sort-brun eller rød. Intelligent, opmærksom, loyal og beskyttende, men reserveret over for fremmede. Har brug for meget motion, mental stimulering, konsekvent men positiv træning og tæt deltagelse i familielivet; generelt robust og langlivet.

Akstaria driver oppdrett av rasen Pinscher og holder til i Kjeller i Norge. Oppdrettet har røtter tilbake til minst 2023.

Akstaria

Porslin

Porslin er en elegant fransk middelstor drivende hund med skinnende hvid pels og orange aftegninger. Den er avlet til harenjagt og har stor udholdenhed, en meget fin næse og en klangfuld, melodisk stemme. Følsom og stærkt menneskeorienteret har den brug for masser af motion samt venlig og blid træning – og den trives dårligt med at blive efterladt alene i længere perioder.

Welcop's är en uppfödare av rasen Porslin med bas i Glava i Sverige.

Welcop's

## Kort fortalt

Amerikansk cocker spaniel er en kompakt amerikansk fuglehund og selskabshund med stor arbejdslyst bag det elegante ydre. Den er en selvstændig race, ikke en mindre variant af engelsk cocker spaniel. Racerne har fælles oprindelse, men forskellige racestandarder og avlshistorier. Det betyder dog ikke, at enhver amerikansk cocker er roligere eller har mindre jagtlyst end enhver engelsk cocker.

- **Oprindelse:** USA.
- **Racegruppe:** FCI-nummer 167 i gruppe 8, apporterende hunde, stødende jagthunde og vandhunde.
- **Oprindelig funktion:** stødende og apporterende fuglehund; racestandarden angiver også selskabshund.
- **Ideel skulderhøjde:** cirka 38 cm for hanner og 35,5 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- **Temperamentsideal:** velafbalanceret, modig og glad uden skyhed.
- **Aktivitet:** har brug for god daglig motion og opgaver, der engagerer næsen og samarbejdet med føreren.
- **Pelspleje:** omfattende, især hvis pelsen holdes lang. En kortere sportsklipning gør den daglige pleje lettere, men fjerner ikke behovet for at kontrollere ører, poter og hud.

Racen passer bedst til den, der vil kombinere selskab med træning og accepterer regelmæssig pels- og ørepleje. Den kan passe til en førstegangsejer, som søger hjælp efter behov, men er ikke automatisk et let valg, blot fordi den er forholdsvis lille.

## Udseende og pels

Amerikansk cocker spaniel skal være en stærk, velafbalanceret og bevægelig hund i et kompakt format. Kroppen er lidt længere, end den er høj, men må hverken se lang eller lavbenet ud. Det tydeligt formede hoved skal stå i forhold til kroppen. Øjnene skal være mørke og må ikke være udstående; udtrykket skal være vågent og mildt. Bevægelserne skal være frie og effektive, uden at den rigelige pels skjuler hundens linjer.

Farverne opdeles i racestandarden i sort, andre ensfarvede farver end sort og flerfarvet. Pelsen på kroppen er middellang med beskyttende underuld. Ører, bryst, bug og ben har mere behæng. Den korrekte pels er silkeagtig og lige eller let bølget. Overdreven pels, en bomuldsagtig struktur eller krøller er ikke målet: amerikansk cocker spaniel skal stadig kunne fungere som en sportslig hund.

Hvor ofte pelsen skal redes igennem og klippes, afhænger af mængde, længde, struktur, aktivitet og vejr. Del pelsen helt ned til huden, og kontrollér, at kammen glider igennem uden modstand. Der opstår let knuder omkring ørerne, i armhuler og lyske, på poterne og under sele eller halsbånd. Efter ture i skoven, regn og svømning er der brug for en ekstra kontrol og grundig tørring.

Fuld udstillingspels kræver betydeligt mere arbejde end en kortere sportsklipning. Bed opdrætteren vise plejen, før hvalpen flytter hjem. Væn gradvist hvalpen til kam, føntørrer, klippemaskine, håndtering af poterne og at stå stille i korte perioder. Så bliver plejen en færdighed i hverdagen i stedet for en kamp, når pelsen allerede er filtret.

## Temperament og personlighed

Racens ideal er en velafbalanceret, modig og glad hund, som gerne arbejder sammen med sit menneske. Mange amerikanske cockere søger kontakt, er legesyge og lærer hurtigt, men racestandarden beskriver målet for avlen – den lover ikke, hvordan den enkelte hund bliver. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, opvækst og træning påvirker temperamentet.

Det svenske BPH-grundlag er for lille til at give et sikkert billede af mentaliteten i hele racen: den gældende avlsstrategi omfatter kun 25 beskrevne hunde i perioden 2015–2023. Derfor er det mere nyttigt at møde hvalpens mor og gerne andre nære slægtninge. Se, hvordan hundene søger kontakt, håndterer berøring, reagerer på noget uventet og falder til ro igen. Spørg også, hvordan slægtninge fungerer i den hverdag, du selv planlægger.

Jagtegenskaberne varierer, men kan stadig være til stede. Racen beskrives fortsat som stødende og apporterende fuglehund, selv om jagtlig brug er usædvanlig i Sverige. En amerikansk cocker kan derfor pludselig blive meget interesseret i en fært eller fugl. Indkald og kontakt udendørs skal trænes, ikke tages for givet.

## Træning og motion

Amerikansk cocker spaniel har brug for daglig aktivitet, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, sundhed, kondition, miljø og dagens øvrige belastning afgør, hvad der er passende. En god hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, apportering, samarbejde og evnen til at falde til ro bagefter.

Racens baggrund giver flere naturlige muligheder for træning. Søgeøvelser, personspor, vildtspor, kontrolleret apportering og opgaver, hvor hunden arbejder tæt på føreren, bruger både næsen og viljen til at samarbejde. Rallylydighed, lydighed, agility og freestyle kan også passe til individet. Begynd enkelt, og øg først sværhedsgrad, varighed og fysisk belastning, når hunden restituerer godt.

Prioritér tidligt indkald, kontakt med føreren, ro ved møder og evnen til at afbryde et duftspor. Træn også færdigheder til hverdagen: at blive undersøgt omkring øjne og ører, få håndteret poterne, stå på et trimmebord og hvile trods bevægelse i nærheden. Korte, tydelige pas og belønninger, hunden værdsætter, hjælper motivationen.

Mere aktivitet er ikke altid svaret på uro. En hund, der har svært ved at falde til ro, kan have brug for tydeligere restitution, bedre tilpasset træning eller et sundhedstjek. For en hvalp bør nye miljøer, kropskontrol og korte opgaver veje tungere end lange, ensidige motionspas.

## Sundhed

Ørerne er det vigtigste sundhedsområde at planlægge efter, og øjenundersøgelse er det tydelige svenske avlskrav. I racens svenske avlsstrategi beskrives ørebetændelse som det mest almindelige sundhedsproblem. Hængende, kraftigt behårede ører og rigelig pels gør det ekstra vigtigt at kunne se huden, holde håret omkring øreåbningen håndterbart og opdage gener tidligt.

Lugt, rødme, hævelse, sekret, ømhed eller hovedrysten er grunde til at kontakte en dyrlæge. Tilbagevendende gener bør undersøges, fordi der kan være en underliggende årsag. Sunde ører behøver derimod ikke rensning efter en hyppig standardplan. Der er heller ikke belæg i racens avlsstrategi for, at amerikanske cockere generelt fødes med snævre øregange.

Arvelige øjensygdomme som grå stær og nethindefolder forekommer, og PRA er konstateret i enkelte tilfælde. For et svenskregistreret kuld skal begge forældre have et officielt resultat af en øjenundersøgelse. Attesten må højst være et år gammel, og resultatet skal være gyldigt før parringen. Reglen kræver et aktuelt resultat; den betyder ikke, at enhver diagnose skal være markeret som fri. Kontrollér forældrenes resultater og datoer i SKKs Avelsdata, og bed opdrætteren forklare, hvordan eventuelle fund er vurderet i den planlagte kombination.

En DNA-test for prcd-PRA er hverken en garanti mod al PRA eller en erstatning for øjenundersøgelse. I 2025 afslog SKKs avlskomité ansøgningen om et centralt sundhedsprogram på niveau 1 for prcd-PRA hos amerikansk cocker spaniel, fordi det ikke var afklaret, at konstaterede PRA-tilfælde i racen skyldtes netop denne mutation. Bland heller ikke racens svenske krav sammen med testpakker for engelsk cocker spaniel: FN, HD-undersøgelse og patellaundersøgelse er ikke formelle registreringskrav for amerikansk cocker spaniel efter de gældende regler.

I SKKs særlige dommervejledninger fremhæves hovedform, øjne og for meget pels. Ved køb af hvalp er sunde proportioner, øjne, der ikke står ud eller konstant løber, korrekt bid, frie bevægelser og en pels, der ikke hæmmer hunden, vigtigere end et ekstremt udtryk. Sunde forældre mindsker usikkerheden, men garanterer ikke en sund hvalp.

## Historie og oprindelse

Amerikansk og engelsk cocker spaniel har fælles rødder, men den amerikanske type blev udviklet i USA og blev en selvstændig race. Hunden Obo II, født i 1882, nævnes ofte som et tidligt vigtigt individ i den amerikanske historie. I første halvdel af 1900-tallet blev forskellene i type tydeligere.

I 1945 opdelte American Kennel Club cocker spaniel i amerikansk og engelsk cocker spaniel. De første amerikanske cockere kom til Sverige i 1950'erne. FCI angiver USA som racens oprindelsesland og placerer den blandt apporterende hunde, stødende jagthunde og vandhunde. Nutidens race er ofte rettet mod selskab og udstilling, men fuglehundsfunktionen i standarden forklarer, hvorfor næsearbejde, søgning og apportering stadig er relevante aktiviteter.

## At leve med racen

Amerikansk cocker spaniel kan bo godt i hus eller lejlighed, hvis aktivitet, lufteture, pelspleje og restitution fungerer. I en bolig, hvor lyde let trænger igennem, er der brug for træning i at forholde sig roligt til lyde og en plan for hundens dage; racenavnet fortæller ikke, om individet vil gø meget eller lidt.

Racen kan leve godt med børn, hunde og andre dyr, men racen i sig selv er ingen garanti. Små børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktioner til andre dyr bør foregå roligt og kontrolleret. Tag hensyn til individets tidligere erfaringer, ressourceforsvar, legestil og interesse for at jage – ikke kun til en generel beskrivelse af racen.

Alenetid læres gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden forbliver rolig. Nogle individer lærer hurtigt, mens andre har brug for en langsommere plan. Racen bør derfor hverken beskrives som ude af stand til at være alene eller som problemfri uden træning.

Før køb af en hvalp er disse kontroller særligt nyttige:

- Se begge forældres officielle øjenresultater og datoer i Avelsdata; kontrollér, at hvert resultat højst var et år gammelt ved parringen.
- Spørg om tilbagevendende øre-, øjen- og hudproblemer hos forældrene og nære slægtninge, ikke kun om hundene ser sunde ud netop den dag.
- Mød hvalpens mor, og observer kontakt, håndtering, reaktioner på lyd og evnen til at falde til ro igen. Bed om oplysninger om andre nære slægtninge, hvis faren ikke er til stede.
- Se efter frie bevægelser, sunde hovedproportioner, øjne, der ikke står ud, løber i vand eller knibes sammen, og en pelsmængde, der kan plejes uden at hæmme hunden.
- Bed opdrætteren vise pels- og øreplejen, og vurder arbejdet ud fra den pelslængde, du faktisk har tænkt dig at beholde.
- Fortæl, hvilken hverdag og hvilke aktiviteter du planlægger. En opdrætter, der kender sine linjer, bør kunne tale om variation frem for at love, at alle hvalpe bliver ens.

Regler og anbefalinger kan ændre sig. Kontrollér derfor altid den aktuelle version hos SKK og raceklubben i forbindelse med køb i stedet for at stole på en gammel tjekliste.

Amerikansk cocker spaniel

Norwegian Kennel Club (NKK)

Amerikansk cocker spaniel: en lille, robust apportør med silkeagtig pels og store, udtryksfulde øjne. Glad, kærlig og meget menneskeorienteret, passer den til aktive familier. Kræver daglig motion, mental stimulering, venlig og positiv træning samt regelmæssig, grundig pels- og ørepleje.

Casadis är en uppfödare av rasen Amerikansk cocker spaniel med bas i Malungsfors i Sverige. Kennelnamnets registreringshistoria går tillbaka till 2013.

Casadis

## Kort fortalt

Affenpinscher er en lille tysk selskabshund med stor opmærksomhed på omgivelserne, tydelig egenvilje og en stærk tilknytning til sine mennesker. Den passer bedst til en, der ønsker en aktiv følgesvend i et lille format, sætter pris på humor og initiativ og samtidig kan træne roligt og konsekvent.

- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Racegruppe:** gruppe 2, pinschere, schnauzere, molosser, bjerg- og sennenhunde
- **Anvendelse:** selskabshund
- **Mankehøjde:** 25–30 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** cirka 4–6 kg
- **Kropsbygning:** kompakt og så kvadratisk som muligt
- **Pels:** hård og tæt; længere, strid pels danner øjenbryn, skæg og den karakteristiske indramning af hovedet
- **Farve i den svenske FCI-standard:** rent sort med sort underuld

Størrelsen gør affenpinscheren nem at have med, men den er ikke en passiv skødehund. Den har brug for gåture, næsearbejde, indlæring og mulighed for at være en del af familielivet. Hvalpe og unghunde kan være særligt livlige.

## Udseende og pels

Affenpinscheren skal være lille, ruhåret og kompakt med det ansigtsudtryk, som har givet racen dens navn. De mørke, ret runde øjne, den fremskudte underkæbe og den stride pels omkring ansigtet skaber det såkaldt abelignende udtryk. Kropslængden bør omtrent svare til mankehøjden.

Det korte næseparti skal være lige, ikke opadvendt, og næseborene skal være godt åbne. Et meget fladt ansigt er altså ikke et mål. Underkæben ligger foran overkæben, men hjørnetænder, fortænder og tunge må ikke være synlige, når munden er lukket.

Den svenske FCI-standard angiver en rent sort pels med sort underuld. Historiske beskrivelser nævner flere farver, og der kan stadig en sjælden gang blive født en hvalp i en anden farve, men det ændrer ikke den farve, som er angivet i den nuværende standard.

Pelsen er forholdsvis nem at passe, men den skal trimmes, normalt nogle gange om året. Her fjernes moden pels, så den hårde struktur og silhuetten bevares. Mellem trimningerne bør pelsen redes igennem efter behov, især i skægget, behåringen på benene og andre steder, hvor der kan dannes filtre. Kontrollér også, at de stride hår omkring øjnene ikke irriterer.

Pelstypen gør ikke affenpinscheren allergifri. Der findes ingen allergifri hunderacer, og allergener fra hunde findes først og fremmest i hud og spyt. Den, der har allergi, må derfor vurdere den enkelte hund og sin egen reaktion i stedet for kun at gå ud fra pelstypen.

## Temperament og personlighed

Affenpinscheren er typisk hengiven, opmærksom, modig og stædig. Den vil ofte være tæt på familien og lægger hurtigt mærke til forandringer i omgivelserne. Over for fremmede kan den være reserveret. Lad hunden tage kontakt i sit eget tempo i stedet for at presse en hilsen igennem.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen kommer, når der høres lyde uden for døren, eller når noget uventet sker. Hvor meget en hund gør, varierer, og ingen kan love en stille affenpinscher. Beløn rolig adfærd, lær hunden et tydeligt alternativ til fortsat alarmgøen, og indret hverdagen, så den ikke føler, at den hele tiden skal holde øje med vinduer eller hoveddør.

Racestandarden beskriver det ønskede temperament. I den offentliggjorte svenske avlsstrategi for racen for 2021–2026 havde for få affenpinschere imidlertid gennemført BPH- eller MH-beskrivelse til at give et pålideligt billede af racens mentalitet. Påstande om, at alle individer eksempelvis er frygtløse, meget sociale eller særligt tilbøjelige til at gø, rækker derfor længere end det fremlagte grundlag. Når du vælger hvalp, er forældrenes adfærd i hverdagen mere brugbar end brede løfter om racen.

Forholdet til andre hunde afhænger af individet, erfaringerne og introduktionen. Racen kan være selvsikker i møder og skal lære at passere og omgås andre uden at trænge sig på. Dens historiske arbejde mod rotter og mus betyder også, at man ikke bør gå ud fra, at den kan være løs sammen med små kæledyr. Hvis der allerede bor en kat i hjemmet, kræver det rolige introduktioner, sikre flugtmuligheder og opsyn. Racehistorien kan ikke forudsige, hvordan den enkelte hund vil reagere.

## Træning og motion

Affenpinscheren har brug for fysisk aktivitet og mental beskæftigelse hver dag, men behovet kan ikke angives som ét præcist antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og træning til alder, helbred, vejr og individ. Det afgørende er en varieret hverdag, hvor hunden får lov til at bevæge sig, udforske og bruge hovedet.

Nosework, personspor, søgeøvelser og rallylydighed kan passe godt til racens nysgerrighed og arbejdslyst. En almindelig gåtur bliver mere udbytterig, når hunden indimellem får lov til at følge dufte, finde udlagte genstande eller løse en enkel opgave. Inddrag gerne sikre øvelser for balance og kropskontrol i stedet for at bære hunden forbi alt, hvad den trygt kan klare selv.

Træn med belønninger, og øg sværhedsgraden trin for trin. Korte, varierede træningspas er ofte lettere at få succes med end mange ensformige gentagelser. Brug ekstra tid på indkald, kontakt og evnen til at rette opmærksomheden væk fra noget interessant, men betragt aldrig et indkald som en garanti i nærheden af trafik eller smådyr.

Opmærksomhed og selvstændighed bliver lettere at håndtere, når hunden tidligt øver sig i hverdagssituationer: gæster, lyde ved døren, hundemøder, håndtering og at finde ro, mens der sker noget omkring den. Hårde korrektioner kan skabe konflikt eller utryghed og er ikke nødvendige for at sætte tydelige grænser.

## Sundhed

Affenpinscheren beskrives som en forholdsvis sund race, men den lille svenske bestand gør det vanskeligt at drage sikre konklusioner om forekomst. En grundig hvalpekøber bør derfor undersøge både officielle resultater og sundheden hos forældre, søskende og tidligere afkom i stedet for at nøjes med, at racen omtales som sund.

Vejrtrækningen er et aktuelt kontrolområde. Affenpinscheren har et kort næseparti, men standarden kræver godt åbne næsebor. Siden maj 2026 kan resultater fra BOAS-gradering efter RFG-Scheme registreres centralt hos Svenska Kennelklubben for racen. Undersøgelsen vurderer hundens vejrtrækning før og efter en kort belastningstest. Central registrering betyder foreløbig ikke, at undersøgelsen er et krav før avl. Spørg alligevel til forældrenes vejrtrækning, udholdenhed, restitution og eventuelle RFG-graderinger. Tydelige vejrtrækningslyde, besværet vejrtrækning, blålige slimhinder, besvimelse eller udtalt intolerance over for varme må ikke afvises som normalt for racen.

Patellaluksation, hvor knæskallen kan forskubbe sig, er et andet område, der følges. Den gældende svenske avlsstrategi for racen viser ældre og begrænsede data: Af 90 hunde med en registreret patellaundersøgelse i Svenska Kennelklubbens data fra 2011 til 2018 havde fem en anmærkning, mens 19 af 172 deltagere i en separat ejerundersøgelse oplyste, at deres hund havde patellaluksation. Tallene er ikke et aktuelt mål for risikoen for den enkelte hvalp, men de giver god grund til at spørge til officiel patellastatus og knæproblemer i familien.

Avlsstrategien fremhæver også fødselsvanskeligheder og hvalpe, der dør før registrering, som vigtige avlsspørgsmål. Datagrundlaget er ikke aktuelt nok til at angive en sikker hyppighed. Spørg derfor, hvordan tæven og nært beslægtede tæver har født, om kejsersnit har været nødvendigt, og hvordan tidligere kuld har udviklet sig. Bed også opdrætteren forklare, hvordan kombinationen bidrager til genetisk variation i den lille bestand.

Gør tandpleje til en vane fra hvalpealderen, og lad en dyrlæge vurdere halthed, tilbagevendende lyde fra luftvejene, øjenirritation eller andre symptomer. En liste over mulige diagnoser kan aldrig erstatte en undersøgelse af den enkelte hund.

## Historie og oprindelse

Affenpinscheren er en gammel tysk race, der blev udviklet fra ruhåret pinscher. Hunde af lignende type ses i ældre europæisk kunst, og racen blev registreret første gang i Tyskland i 1879. Omkring begyndelsen af 1900-tallet var den en populær dværghund.

I Sydtyskland blev den holdt som selskabshund, men kilderne beskriver også en lille gårdvagthund, der gjorde opmærksom på fremmede og tog rotter og mus. Den baggrund er med til at forklare racens årvågenhed, hurtige reaktioner og interesse for søg og problemløsning, men den bestemmer ikke adfærden hos hver moderne hund.

Racen forekom i Sverige i små antal ad flere omgange i løbet af 1900-tallet uden at etablere en varig bestand. I 1986 blev to hunde importeret fra Tyskland, og efter denne genindførsel etablerede racen sig igen i landet.

## At leve med racen

Affenpinscheren kan trives godt i en lejlighed eller et hus. Boligens størrelse betyder mindre, end om hunden får gåture, aktivitet, hvile og nærhed. I en lydt lejlighed skal man dog tage højde for racens opmærksomhed på omgivelserne og øve hunden i at forholde sig roligt til lyde uden for døren, før gøen bliver en vane.

Alenetid skal indlæres gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, og øg først tiden, når hunden kan forholde sig roligt. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og voksne individer er også meget forskellige i, hvad de kan klare. Racen er stærkt familieorienteret, så planlæg hverdagen ud fra den hund, du faktisk har, ikke et lovet antal timer.

Sammen med børn gør den lille krop forsigtig håndtering ekstra vigtig. Små børn skal altid være sammen med hunden under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Børn må ikke bære hunden, forstyrre den, når den spiser eller sover, eller holde den fast for at kramme den. Livet i en hensynsfuld familie kan fungere godt, men de voksne har hele ansvaret for både hundens behov og børnenes sikkerhed.

Før du køber en hvalp, bør du møde mindst tæven, se hvordan hundene trækker vejret og bevæger sig, og spørge til temperament, patellaresultater, RFG-graderinger, tænder, øjne, fødsler og tidligere afkom. Bed om konkrete svar og resultater, der kan dokumenteres, hvor sådanne findes. Affenpinscheren passer bedst i et hjem, der ikke forveksler lille størrelse med små behov: Den vil være med, tænke, bevæge sig og tages alvorligt.

Affenpinscher

British Kennel Club

Fédération Cynologique Internationale

Deutscher Club für Affenpinscher

Svenska Kennelklubben

Société Centrale Canine

Affenpinscher er en lille, men robust tysk selskabshund med strid, letplejet pels, der fælder minimalt, og et karakteristisk, ”abeagtigt” ansigt. Den var engang en frygtløs rottefanger, men er i dag en livlig ledsager – en opmærksom lille vagthund, legesyg og hengiven, men selvstændig, som kræver tålmodighed i træningen, regelmæssig pelspleje samt daglig mental og fysisk aktivering.

Hege Kristin Nilsen driver oppdrett av rasen Affenpinscher og holder til i Elverum i Norge.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet