## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Lyonette

## Kort fortalt

Cocker spaniel er en britisk stødende og apporterende fuglehund, som også egner sig som aktiv selskabshund. Racen er typisk glad, social og samarbejdsvillig, men jagtlyst, aktivitetsniveau og evne til at falde til ro varierer mellem individer og avlslinjer. Det vigtigste valg er derfor ikke kun racen, men også hvilken opdrætter og linje der passer til din hverdag.

- **Størrelse:** hanner er normalt omkring 39–41 cm i skulderhøjde og tæver 38–39 cm. Vægten ligger ofte omkring 13–15 kg.
- **Aktivitetsniveau:** højt. Racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, træning og tid til at falde til ro hver dag.
- **Pelspleje:** pelsen skal redes og børstes grundigt igennem hver uge. Trimning cirka hver anden måned er et nyttigt udgangspunkt, men behovet afhænger af pelsen, hverdagen og hvordan den holdes.
- **Forventet levetid:** cirka 11–15 år er et bredt skøn, ikke en garanti for den enkelte hund.
- **Passer bedst til:** en ejer, der gerne vil lave noget sammen med hunden, og som har tid til både træning og regelmæssig pelspleje.

Nogle hunde avles først og fremmest til jagt, mens andre primært avles med racestandarden og andre egenskaber for øje. Forskellen kan ses i arbejdsmåde, kropsbygning og pels, men typen alene afgør ikke, hvordan en hund bliver. Fortæl opdrætteren om din hverdag, spørg, hvad forældrene bruges til, og mød gerne voksne slægtninge, før du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Cocker spaniel er en kompakt, robust og velafbalanceret hund med lange, lavt ansatte ører og et vågent udtryk. Pelsen skal være glat og silkeagtig med længere behæng på blandt andet ører, bryst, bug og ben. Racen findes i mange godkendte farver, både ensfarvet og i forskellige flerfarvede eller skimlede kombinationer.

Skulderhøjden er cirka 39–41 cm for hanner og 38–39 cm for tæver. En voksen hund vejer ofte omkring 13–15 kg. Målene beskriver det typiske for racen, men fortæller ikke, hvor aktiv en hvalp bliver som voksen, eller om et bestemt individ passer til dit hjem.

Pelsplejen er en reel del af hverdagen. Red helt ned til huden mindst én gang om ugen, og vær særlig omhyggelig dér, hvor der let dannes filtre, for eksempel bag ørerne, i armhulerne og i behænget på ben og poter. Regelmæssige bade efterfulgt af grundig tørring kan gøre pelsen nemmere at holde. Mange har brug for hjælp fra en dygtig hundefrisør cirka hver anden måned. En hund med fyldig udstillingspels kan kræve mere arbejde, mens en kortere eller mere praktisk klipning kan passes anderledes.

Tjek samtidig ører, hud, kløer og poter. Dårlig lugt, rødme, udflåd, kløe eller gentagne hovedrystelser er tegn, man skal reagere på, ikke noget der bør skjules med en fast renserutine. Bed opdrætteren eller en erfaren hundefrisør vise dig, hvordan pelsen omkring poter og ører holdes velplejet uden at irritere huden eller øregangen.

## Temperament og personlighed

En cocker spaniel skal være venlig, hengiven, livlig og nysgerrig, og mange holder af at samarbejde tæt med deres menneske. Det gør racen sjov at træne og nem at engagere i fælles aktiviteter. Samtidig kan den handle selvstændigt, når en duft eller bevægelse bliver mere interessant end føreren. Venlighed i racebeskrivelsen er derfor en ønsket egenskab, ikke et løfte om, at alle hunde automatisk fungerer i alle miljøer.

Forskellen mellem en jagtavlet og en mere udstillingsorienteret cocker er vigtig, men bør ikke overdrives. Jagtavlede hunde avles med tydeligt fokus på arbejde i terrænet. Hunde, der hovedsageligt avles efter racestandarden, kan stadig have tydelige jagtegenskaber og et stort aktivitetsbehov. Hvis du vil gå på jagt, bør du vælge dokumenterede brugslinjer. Hvis du primært ønsker en selskabshund, skal du stadig regne med en aktiv hund og spørge, hvordan forældrene og voksne slægtninge fungerer i en almindelig hverdag.

BPH-resultater kan blandt andet give mere information om hundes reaktioner på mennesker, leg, overraskelser og forskellige underlag. BPH er en svensk beskrivelse af adfærd i en bestemt situation, ikke en prøve, som hunden består eller dumper, og den viser ikke alle de egenskaber, der kræves til jagt. Se resultatet som én del af helheden sammen med opdrætterens mål, forældrenes adfærd i hverdagen og eventuelle jagt- eller arbejdsresultater.

## Træning og motion

Cocker spaniel har brug for fysisk aktivitet og mental træning hver dag, men et fast antal minutter passer ikke til alle hunde. Alder, helbred, avlslinje, intensitet og mulighed for restitution påvirker behovet. En god hverdag rummer ture i varierede omgivelser, næse- og søgearbejde, apportering eller andre samarbejdsøvelser samt træning i at hvile, når der ikke sker noget.

Racens baggrund gør aktiviteter, hvor hunden får lov til at søge, finde og samarbejde, særligt naturlige. Sporarbejde, spanielarbejde, apportering, nosework, lydighed og agility er eksempler, men enkle hverdagsøvelser fungerer også: at finde en genstand, følge et kort spor eller hente et stykke legetøj på signal. En jagtavlet cocker kan have brug for mere målrettet arbejde, end en almindelig gåtur giver. Meget aktivitet i højt tempo uden planlagt restitution skaber derimod ikke automatisk en rolig hund.

Begynd tidligt med indkald, kontakt og impulskontrol. Træn først, hvor der er få forstyrrelser, og øg sværhedsgraden trin for trin. Brug en lang line, hvor jagtinteressen kan tage over. Belønningsbaseret, tydelig og kort træning passer som regel en hurtig og engageret cocker bedre end hårde korrektioner eller lange, ensformige træningspas. Brug også tid på håndtering af ører, poter og pels, så den tilbagevendende pleje bliver tryg for både hund og menneske.

## Sundhed

En cocker spaniel kan leve et langt og aktivt liv, men sundhed bør vurderes ud fra resultater, der kan kontrolleres – ikke kun ud fra at en opdrætter siger, at linjen er sund. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have kendt HD-status. Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og tjek deres resultater i Svenska Kennelklubbens Avelsdata eller Hunddata.

De gældende regler for hvalpeformidling i den svenske raceklub Cocker Spanielklubben giver hvalpekøberen en konkret svensk tjekliste, men reglerne er frivillige. Resultaterne skal være kendt før parringen. Begge forældre skal have et HD-resultat på A, B eller C. Hvis en hund har C, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige HD-indeks på parringstidspunktet er over 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parringen, og mindst én af forældrene skal være DNA-testet fri eller arveligt fri for familiær nefropati, FN. Det er raceklubbens vilkår for formidling, ikke en garanti for, at hvalpen aldrig bliver syg.

Spørg ikke kun, om “alle tests er lavet”. Bed om at se præcist resultat, dato og identitet for begge forældre. FN og renal dysplasi, RD, er forskellige nyresygdomme. Et DNA-resultat for FN udelukker derfor ikke alle nyreproblemer. En DNA-test for prcd-PRA viser status for én bestemt arvelig variant, mens en øjenundersøgelse kan finde kliniske forandringer og andre øjendiagnoser. Testene supplerer hinanden, men besvarer ikke det samme spørgsmål.

Lange ører og rigeligt behæng gør ørekontrol til en praktisk rutine. Hold ørerne tørre efter bad og svømning, og kontakt en dyrlæge ved smerter, lugt, rødme, udflåd eller tilbagevendende kløe. Undgå at behandle hunden på egen hånd, blot fordi racen ofte forbindes med øreproblemer.

## Historie og oprindelse

Cocker spaniel stammer fra Storbritannien og blev udviklet til at støde og apportere fugle i tæt samarbejde med jægeren. Racen blev anerkendt som adskilt fra field spaniel og springer spaniel kort efter, at den engelske kennelklub blev grundlagt i 1873. Det ældre navn “cocking spaniel” knyttes til arbejdet med skovsneppe, der hedder *woodcock* på engelsk.

Forskellige avlsretninger er blevet tydeligere med tiden. Jagtavlede hunde er udvalgt efter egenskaber som søg, fart, arbejdslyst og førbarhed i terrænet, mens anden avl i højere grad tager udgangspunkt i racestandarden. Begge tilhører samme race, men forskellen forklarer, hvorfor to cocker spaniels kan kræve en ret forskellig hverdag. Engelsk cocker spaniel må heller ikke forveksles med amerikansk cocker spaniel, som er en selvstændig race.

## At leve med racen

Cocker spaniel kan fungere i en børnefamilie, en lejlighed eller et hjem med andre dyr, men ingen af delene følger automatisk af racenavnet. Det afgørende er den enkelte hunds egenskaber, tidlig træning, hverdagens rutiner og de voksnes ansvar.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler, trækker sig væk eller viser, at den vil være i fred. Hunden har brug for et trygt hvilested, som børnene respekterer. Mød forældredyrene, hvis det er muligt, og spørg opdrætteren, hvordan de reagerer på håndtering, lyde, gæster og børn, i stedet for at stille dig tilfreds med betegnelsen “familiehund”.

Racen kan ofte leve med andre hunde, men en kat eller et mindre dyr kan udløse jagtinteresse. Ved en introduktion bør dyrene først vænne sig til hinandens duft og derefter mødes under kontrol med afstand, gitter eller line. Katten skal altid have en sikker flugtvej, og hunden må ikke få lov til at øve sig i at jage. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er stabilt.

En lejlighed er ikke et problem i sig selv, hvis hunden får tilstrækkelig aktivitet ude og kan falde til ro inde. I en ejendom, hvor lydene går tydeligt igennem, skal du desuden forebygge gøen ved lyde og forventning gennem rolige rutiner og træning ved lyde i opgangen. En have erstatter ikke gåture, næsearbejde eller fælles træning.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen. Start med meget korte stunder, når den er tryg, og øg kun, så længe den forbliver rolig. Der findes ingen bestemt tidsgrænse, som alle cocker spaniels kan klare. Planlæg hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen regelmæssigt kræver mere alenetid, end netop din hund håndterer godt.

Før du køber, bør du derfor kontrollere tre ting: hvad opdrætteren faktisk lægger vægt på i avlen, hvordan forældre og voksne slægtninge fungerer, og hvilke registrerede sundhedsresultater der findes. Når linje, aktivitetsbehov og pelspleje passer til husstanden, har du de bedste forudsætninger for det, racen er avlet til – en glad hund, der gerne vil arbejde tæt sammen med sit menneske.

Cocker spaniel

Svenska Spaniel och Retrieverklubben - SSRK (Sweden)

Dansk Spaniel Klub (Denmark)

American Kennel Club (Provides UK information)

Fédération Cynologique Internationale (FCI), Belgium

Glad, middelstor fuglehund med kraftig krop, blidt udtryk og lange, silkebløde ører. Avlet til jagt på skovsneppe trives den med at snuse, spore og være med i alle familiens aktiviteter. Følsom og menneskeorienteret, den har brug for daglig motion, mental stimulering og regelmæssig pelspleje for at holde sig sund og tilfreds.

## Kort fortalt

Leonberger er en meget stor tysk selskabs- og familiehund. Raceidealet kombinerer rolig selvsikkerhed med en fyldig dobbeltpels og et tydeligt behov for at være en del af familiens hverdag. Størrelsen påvirker næsten alle valg: træningen skal begynde tidligt, pelsplejen kræver jævnlig tid, og bolig, bil og økonomi skal fungere med en kæmpehund.

- FCI anerkender leonberger som race nummer 145 i gruppe 2 med Tyskland som oprindelsesland.
- Hanhunde skal have en mankehøjde på 72–80 cm og tæver 65–75 cm. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Raceidealet er en tryg, samarbejdsvillig og venlig familiehund, men temperament og erfaring med børn skal altid vurderes hos den enkelte hund.
- Pelsen er lang og fyldig med underuld. Leonbergeren fælder meget, især i tydelige fældeperioder.
- En leonberger har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, tilpasset alder, helbred og restitution.
- I Sverige skal avlshunde have officiel HD-status før parring. Raceklubbens RAS indeholder flere anbefalinger, som er vigtige at undersøge, når du vælger hvalp.

## Udseende og pels

Leonbergeren er en kraftfuld og muskuløs hund, som samtidig skal virke harmonisk, bevægelig og elegant. Hanhunde er 72–80 cm høje og tæver 65–75 cm. FCI-standarden angiver derimod ikke et vægtinterval, så et bestemt antal kilo er ikke et officielt mål for racetypen. Se hellere på proportioner, huld, bevægelser og på, hvordan de voksne slægtninge er bygget.

Den sorte maske er obligatorisk i racestandarden. Grundfarven kan være løvegul, rød, rødbrun eller sandfarvet og nuancer derimellem. Pelsen er lang og fyldig, fra middelblød til grov, med tæt underuld. Den kan være glat eller let bølget. Især hanhunde kan få en tydelig man over hals og bryst, mens ben og bagpart har længere faner.

Sæt tid af til en grundig gennemgang mindst én gang om ugen og oftere, når underulden løsner sig. Børst små områder helt ned til huden, og kontrollér især bag ørerne, under hagen, mellem forbenene, i bukserne og på halen. Hvis en begyndende filt får lov at sidde, breder den sig hurtigt i den tætte pels. Efter bad eller våde gåture skal huden og den tykke underuld have lov til at tørre ordentligt.

Leonberger skal ikke formklippes eller trimmes som en race, der skal klippes. Pelsen på og under poterne kan holdes pæn, og enkelte lange hår ved ørerne kan studses efter behov. Hvor ofte hunden skal bades, afhænger af dens pels, aktivitet og hvor snavset den bliver; en fast kalender passer ikke til alle. Den, der ønsker et næsten hårfrit hjem, bør vælge en anden race.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver en behagelig, samarbejdsvillig og frygtløs selskabshund med selvtillid, moderat temperament og god evne til at lære og huske. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hver leonberger. Den svenske raceklubs avlsstrategi fremhæver derfor, at hele resultatet fra mentalbeskrivelsen skal vurderes, især tegn på frygt og aggression.

Leonbergeren forbindes ofte med familieliv og venlighed over for børn. Udtalt venlighed mod børn står også i racestandarden, men voksne skal stadig styre samværet. En stor unghund kan vælte et barn uden at mene noget ondt, og hunden skal altid have et fredet hvilested. Børn skal lære at lade hunden være i fred, når den spiser, sover eller går sin vej.

Forholdet til andre hunde, katte og smådyr afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Gå ikke ud fra, at racen i sig selv har lav jagtlyst eller automatisk tolerance. Ved en introduktion til kat skal katten have hundefri områder og flugtveje, hunden skal være under kontrol, og møderne skal være korte og rolige. Forebyg jagt, og lad ikke dyrene være alene sammen, før deres adfærd er stabil og forudsigelig.

Der kan forekomme et vist vagtinstinkt, men leonbergeren er ikke tænkt som en skarp vagthund. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på gæster, pludselige lyde, fremmede miljøer og håndtering. Det fortæller mere om den kommende hverdag end betegnelser som ”blid kæmpe”.

## Træning og motion

Leonbergeren har brug for hverdagstræning fra første dag, især at gå roligt i snor, komme på indkald, samarbejde ved håndtering og hilse med alle fire poter i jorden. Det, der virker charmerende hos en lille hvalp, kan blive en sikkerhedsrisiko hos en voksen kæmpehund. Belønningsbaseret træning giver hunden tydelige valg og bør være førstevalget; hårde eller skræmmende metoder er unødvendige.

Motionen skal opbygge en velfungerende krop, ikke følge en stiv minutformel. Der er ingen videnskabelig dokumentation for den velkendte regel om ”fem minutter pr. levemåned”. Korte ture, fri leg i hvalpens eget tempo, miljøtræning og enkle øvelser fungerer godt, afbrudt af masser af søvn. Stop, når hvalpen bliver træt, mister koordinationen eller begynder at sakke bagud. Øg én ting ad gangen, og hold øje med, hvordan hunden bevæger sig og kommer sig senere samme dag og næste morgen.

Undgå lange strækninger, hvor hvalpen skal følge dit tempo, samt gentagne spring, hårde opbremsninger og løb ved siden af en cykel, mens hunden vokser. Det betyder ikke, at hvalpen skal holdes i ro. Varieret bevægelse i eget tempo og gradvist længere ture giver både kropsbevidsthed og selvtillid.

En sund voksen leonberger har godt af daglige ture og opgaver, der aktiverer hovedet. Næsearbejde, spor, hverdagslydighed og rolige udflugter er ofte praktiske valg. Vurdér det rette niveau ud fra hundens kondition, underlaget, temperaturen og restitutionen, ikke et generelt antal minutter. En hund, der bliver stiv, uvillig eller usædvanligt træt, har brug for mindre belastning og, hvis tegnene fortsætter, en vurdering hos dyrlægen.

## Sundhed

Leonbergerens størrelse gør sundhed og levetid til vigtige spørgsmål allerede før købet af en hvalp. I en britisk undersøgelse udgivet i 2024 var den forventede medianlevetid 10,0 år blandt 676 leonbergere. Det er et tal for en population, ikke en prognose for én hund eller et svensk kuld. Spørg derfor også til alder og dødsårsag hos forældre, bedsteforældre og tidligere afkom.

I Sverige har leonbergeren et sundhedsprogram, hvor begge avlshunde skal have officiel HD-status før parring, for at hvalpene kan registreres i SKK. For racen tages røntgenbilleder tidligst ved 18 måneders alder. Det må ikke forveksles med den gældende RAS fra Svenska Leonbergerklubben, som er vejledende og går videre. Den anbefaler blandt andet, at kuldets gennemsnitlige HD-indeks er mindst 100, at hunde med HD D–E eller ED 2–3 ikke bruges i avl, øjenlysning før første parring og kendt mental status.

Bed opdrætteren om at vise de originale resultater og forklare både hver forælders resultat og den planlagte kombination. Et godt beslutningsgrundlag omfatter:

- officiel HD-status, gerne også ED-resultat og aktuelle HD/ED-indeks;
- resultat fra øjenlysning og den fulde protokol fra BPH eller en anden mentalbeskrivelse;
- DNA-resultater for LPN1, LPN2, LPPN3 og LEMP, korrekt fortolket for hver variant;
- kendte tilfælde af hjertesygdom, svulster, neurologiske symptomer og tidlige dødsfald hos nære slægtninge.

LPN-varianterne og LEMP er neurologiske sygdomme, der kan påvirke bevægelse, muskler, koordination og nogle gange vejrtrækning. Testene kan ikke erstatte hinanden, og arvegangen er forskellig: LPN2 er for eksempel dominant, mens LPPN3 og LEMP håndteres som recessive varianter. Lad dig ikke nøje med ”DNA-testet”; bed om at se den præcise test og resultatet, og hvordan kombinationen følger raceklubbens gældende anbefaling.

Leonbergeren er stor og har en dyb brystkasse, en kropsform der er forbundet med øget risiko for mavedrejning. Forgæves opkastningsforsøg, hurtigt opsvulmet bug, uro, hurtig vejrtrækning og problemer med at lægge sig er akutte advarselstegn. Kontakt straks en dyrlæge og kør til klinikken; vent ikke for at se, om det går over.

## Historie og oprindelse

Leonbergeren blev udviklet i Sydtyskland i 1800-tallet og har navn efter byen Leonberg nær Stuttgart. Ifølge FCI-standarden krydsede byrådsmedlemmet Heinrich Essig en sort-hvid newfoundlændertæve med en hund fra hospicet ved Store Sankt Bernhard og brugte senere også pyreneerhund. Målet var en stor hund med et løvelignende udtryk, inspireret af løven i byens våbenskjold.

De første hunde, der reelt blev kaldt leonbergere, blev født i 1846. Mod slutningen af 1800-tallet blev racen holdt som gårdhund i Baden-Württemberg, hvor dens egenskaber som vagthund og trækhund blev værdsat. Antallet af avlshunde faldt kraftigt under begge verdenskrige og i efterkrigstiden, men racen blev bygget op igen. FCI anerkendte racen endeligt i 1955, og det første svenske kuld blev født i 1979.

I dag er leonbergeren først og fremmest selskabs- og familiehund. Historien forklarer størrelsen, den vejrbestandige pels og en vis vagtsomhed, men den siger ikke, hvordan en bestemt hund vil fungere i arbejde, vand eller familieliv.

## At leve med racen

Leonbergeren passer bedst til den, der ønsker at dele hverdagen med en meget stor hund og i praksis kan få plads, pelspleje, transport, træning og udgifter til behandling til at hænge sammen. En have er praktisk, men erstatter ikke ture og samvær. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden har plads til at ligge og vende sig, men undersøg elevator eller trapper, lyd fra opgangen og naboer, adgang til et køligt hvilested, og hvordan en syg eller tilskadekommen hund skal transporteres.

En stor bil eller en anden sikker transportløsning er ofte nødvendig. Hundeseng, gitre, sele og andet udstyr skal kunne holde til størrelsen, og foder, forsikring og dyrlægebehandling koster som regel mere end for en lille hund. Planlæg også, hvem der kan håndtere hunden, hvis du bliver syg eller skal rejse.

Alenetid skal trænes gradvist og tilpasses den enkelte hunds reaktioner. Den svenske myndighed Jordbruksverket skriver i sin vejledning, at hunde bør luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, og at hvalpe og ældre hunde skal ud oftere. Det angiver, hvor ofte hunden bør komme ud, ikke hvor længe hver leonberger trives alene. Optag gerne korte træningsperioder, og gå et skridt tilbage, hvis hunden vandrer rundt, gisper, gør uafbrudt eller ikke kan falde til ro.

Racen er et dårligt valg, hvis du ønsker minimal fældning, lave løbende udgifter eller vil vente med træningen, til et problem viser sig. Den kan passe godt, hvis du sætter pris på tæt samarbejde, har tid til tidlig hverdagstræning og vil tilpasse aktiviteten gennem hele hundens liv. Mød flere voksne leonbergere, og spørg om både udfordringer og stærke sider, før du beslutter dig.

Leonberger

Leonberger Club of Great Britain

The Norwegian Leonberger Club

German Leonberger Club

Societé Centrale Canine (France)

Stor, kraftigt bygget “venlig kæmpe” med løvefarvet, vandafvisende dobbeltpels og sort maske. Som regel rolig, hengiven og meget god med børn og andre kæledyr, når den er velsoialiseret. Kræver regelmæssig motion, venlig men konsekvent træning, grundig pelspleje og omhyggelig sundhedspleje.

Prisbelönt uppfödning i hemmet där sundhet och mentalitet står i fokus. 
Godkänd av Länsstyrelsen och SKK. 
Alltid aktuell information på hemsidan.

Dragongårdens kennel

## Kort fortalt

Siberian husky er en mellemstor, anerkendt slædehunderace, der er udviklet til arbejde i spand: let last, moderat fart og lange distancer. Det er en venlig og social hundetype, men få individer egner sig til et liv udelukkende som selskabshund. Racen passer bedst til den, der virkelig ønsker at give hunden træk- eller udholdenhedsarbejde og kan håndtere stærk jagtlyst, et stort aktivitetsbehov og mulige problemer med at være alene.

- **Anvendelse:** nordisk slædehund i FCI gruppe 5.
- **Oprindelse:** hundetypen blev udviklet i det nordøstlige Sibirien; racens officielle oprindelsesland er USA.
- **Størrelse:** hanner 53,5–60 cm og 20,5–28 kg; tæver 50,5–56 cm og 15,5–23 kg.
- **Typisk temperament:** venlig, blid, opmærksom og udadvendt ifølge racestandarden.
- **Vigtigst i hverdagen:** meningsfuldt arbejde, sikker kontrol udendørs, socialt fællesskab og tidlig træning i hverdagssituationer.

En stor grund erstatter ikke arbejde og gåture, og mange gåture erstatter ikke automatisk racens behov for at bruge kroppen sammen med en fører eller et spand. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, hvor aktiv du er, men om du vil leve med en slædehund og indrette en hverdag, der passer til dens oprindelige opgave.

## Udseende og pels

Siberian husky skal se ud som en udholdende arbejdshund, ikke som en tung fragthund eller en skrøbelig sprinter. Kroppen er moderat kompakt, lidt længere end den er høj, og bygget til lette, jævne bevægelser. Et passende huld og veludviklede muskler er vigtigere for funktionen end et kraftigt eller ekstra pjusket udtryk.

Øjnene er mandelformede og må være brune, blå, have forskellig farve eller være flerfarvede. Blå øjne er altså tilladt, men øjenfarven siger intet om hundens arbejdsevne, temperament eller egnethed til et bestemt hjem.

Pelsen er en mellemlang dobbeltpels med blød, tæt underuld og lige dækhår. Underulden kan mangle under fældning, uden at det er unormalt. Tilladte pelsfarver er sort, grå, agouti, zobel, rød og hvid, ensfarvet eller i flere nuancer og aftegninger. Merle og brindle er derimod ikke godkendte mønstre i racestandarden.

Børst efter hundens faktiske behov, og arbejd skånsomt gennem løs underuld, når den fælder. Der findes ingen fast rutine, som passer til alle hunde eller årstider. Racestandarden tillader klipning mellem tæerne og omkring poterne, men ikke anden kosmetisk klipning. Klipning af medicinske grunde er naturligvis et spørgsmål for dyrlægen, ikke kosmetisk pelspleje.

## Temperament og personlighed

En racetypisk siberian husky er venlig, blid, opmærksom og udadvendt, men også selvstændig og stærkt præget af livet i flok. Den skal ikke være overdrevent mistænksom over for fremmede, optræde som vagthund eller være aggressiv over for andre hunde. Det er en beskrivelse af raceidealet, ikke en garanti for hvert individ.

Flokinstinktet har gjort racen dygtig til at arbejde tæt sammen med andre hunde. Det betyder ikke, at enhver husky automatisk fungerer med alle hunde i et hjem. Legestil, håndtering af foder og andre ressourcer, køn, alder, tidligere erfaringer og en rolig introduktion har stadig betydning.

Jagtlysten er en af de vigtigste egenskaber at forstå før køb. Mange hunde af racen er svære at have løse, selv når indkald er trænet grundigt. En lang line eller et sikkert indhegnet område giver frihed, uden at indkaldet skal være den eneste sikkerhed. Med kat afhænger resultatet af individet, opvæksten og kattens adfærd, men fredeligt samliv må aldrig tages for givet. Smådyr og fugle har brug for fysisk adskillelse, som ikke bygger på, at hunden vælger at lade være med at jage.

Racestandardens venlige temperament gør heller ikke automatisk hunden sikker sammen med børn. Barn og hund skal lære hinandens signaler, en voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have en uforstyrret hvileplads.

## Træning og motion

Siberian husky har brug for meget bevægelse, træning og stimulering, men et universelt antal timer om dagen giver et forkert billede. Behovet påvirkes af alder, kondition, helbred, temperatur, underlag og hvor krævende arbejdet er. Det er vigtigere, at hunden får arbejde på en måde, der passer til racen, kommer sig godt og kan falde til ro hjemme, end at der er gået et bestemt antal timer.

Træk i spand, langrend med hund og gennemtænkt barmarksarbejde ligger tæt på racens funktion. Belastning og distance skal bygges gradvist op. En nybegynder har meget at vinde ved at lære om seler, liner, kommandoer, overhalinger og vurdering af vejr og underlag gennem en erfaren polarhundeklub. Raceklubbens trækprøver, blandt andet DP20+, bruges til at vurdere funktion, temperament og arbejdsevne som polarhund.

Hunden har også brug for rolige gåture, næsearbejde, samarbejde og restitution i hverdagen. Prioritér tidligt:

- at gå pænt i snor og være rolig, når selen tages på;
- stop, retningskommandoer og evnen til at vente før start;
- sikre rutiner ved døre, bil, låger og hundegård;
- indkald som en trænet færdighed, uden at det bliver den eneste beskyttelse mod jagt;
- rotræning, håndtering og evnen til at falde ned efter arbejde.

Træningen bør være positiv, tydelig og veltilrettelagt. Hårdere metoder gør ikke en selvstændig hund mere samarbejdsvillig og kan skade relationen. I varmt vejr skal belastningen sænkes eller flyttes til køligere tidspunkter. Tyk pels og motion øger risikoen for overophedning; stop, hvis hunden halser kraftigt, bliver svag eller usikker på benene eller er usædvanligt træt. Lad hundens signaler og forholdene styre, ikke én bestemt temperaturgrænse.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver siberian husky som en generelt sund race, men dokumentationen har en vigtig begrænsning: relativt få hunde er undersøgt for hofter, albuer og øjne. At de fleste undersøgte hunde har været raske, beviser derfor ikke, at hver linje er fri for arvelige problemer.

Efter SKK's gældende registreringsregler er siberian husky ikke en af racerne med et særligt krav om registreret hoftestatus. Det er derfor forkert at beskrive HD-røntgen eller en øjenundersøgelse som et generelt svensk registreringskrav for racen. Resultaterne kan stadig være nyttige. Bed opdrætteren vise, hvilke undersøgelser der faktisk er udført, hvorfor de blev valgt, og hvordan resultaterne ser ud hos forældre, søskende og ældre slægtninge.

Der findes også DNA-test for tre dokumenterede varianter: SHPN1, SPS1 og HUU. SHPN1 er en fremadskridende neurologisk sygdom, der påvirker bevægeligheden. Den menes at blive nedarvet recessivt, men ikke alle hunde med to kopier af varianten får tydelige symptomer. Den svenske raceklub har særligt gjort opmærksom på kendte SHPN1-bærere i svenske stamtavler. En bærer er ikke det samme som en syg hund; det vigtige er, at parringen planlægges med kendskab til begge forældres status. SPS1 gælder en form for rystelser hos hvalpe, mens HUU indebærer forhøjet urinsyre med risiko for uratsten. At en test findes, betyder ikke, at alle tre er obligatoriske for hvert svensk kuld. Spørg, hvilke test der er relevante i netop denne familie, og bed om at se de oprindelige laboratoriesvar.

Se også på, hvordan hundene faktisk holder til arbejde. Spørg, hvordan ældre slægtninge har klaret træning, om tilbagevendende halthed, poteproblemer, neurologiske symptomer eller urinsten er forekommet, og i hvilken alder et eventuelt problem begyndte. Hold hunden slank, byg konditionen gradvist op, og få hunden undersøgt, hvis dens bevægelser ændrer sig, i stedet for at træne videre.

## Historie og oprindelse

Siberian husky blev udviklet som slædehund i det nordøstlige Sibirien, mens USA er racens officielle oprindelsesland i FCI-standarden. Den oprindelige opgave var at trække let last i moderat fart over lange distancer, en funktion, der stadig forklarer racens størrelse, bevægelser, floksamarbejde og udholdenhed.

De sibiriske hunde vakte opmærksomhed i Alaska, da et spand deltog i All Alaska Sweepstakes i 1909 og blev nummer tre. Året efter blev spand med disse hunde nummer et, to og fire. Leonhard Seppala vandt løbet tre år i træk fra 1915 til 1917 og blev senere en af førerne i serumtransporten til Nome i 1925, hvor hundespand fragtede difteriserum gennem Alaska.

American Kennel Club anerkendte siberian husky i 1930. FCI gav racen endelig anerkendelse i 1966. Disse årstal er dokumenteret. Der findes derimod ikke sikkert belæg for populære fortællinger om, at alle moderne hundes temperament skyldes, at deres forfædre sov i familiernes telte.

## At leve med racen

Siberian husky fungerer bedst i et hjem, hvor slædehundelivet er en del af planen, ikke en aktivitet man måske prøver senere. Racen kan fungere som første hund, men det kræver usædvanligt god forberedelse, støtte fra erfarne hundekørere og en hverdag, der allerede har plads til arbejde, sikker transport, kontrol og restitution.

Det kan fungere at bo i lejlighed. Boligens størrelse er mindre afgørende end, om hundens behov bliver dækket, og den kan falde til ro. I en ejendom, hvor lyden let går gennem væggene, skal du desuden have en plan, hvis hunden giver lyd, når den bliver ophidset eller efterladt. Sikkerheden begynder allerede i opgangen, elevatoren og hoveddøren: brug snor og rutiner, der forhindrer hunden i at komme ud i trafikken eller løbe efter vildt.

Alenetræning skal begynde i meget små trin, når hunden er tryg, og tiden skal kun øges, så længe den kan forblive rolig. Racen har et stærkt flokinstinkt, og nogle individer har svært ved det selv efter gennemtænkt træning. Planlæg derfor på forhånd hundepasning, hundedagpleje eller en hverdag, hvor hunden kan komme med. En anden hund kan give selskab, men er ingen garanti mod problemer med at være alene.

Når du vælger opdrætter, er det bedre at vurdere hundene end at vælge efter betegnelsen “arbejdslinje” eller “udstillingslinje”. Bed om at se forældrene i hverdagen og i arbejde. Spørg, hvilke distancer og underlag de trænes på, hvordan de restituerer, hvordan de fungerer i spand, og hvordan de håndteres under hvile, transport og møder med mennesker eller hunde. Kontrollér registrerede trækmeritter og sundhedsoplysninger i SKK Hunddata og Avelsdata.

Raceklubbens hvalpeformidling kræver medlemskab og SKK-registrering af begge forældre. En plads på listen er derfor ikke i sig selv bevis på arbejdsevne eller gennemførte sundhedstest. Opdrætteren bør kunne forklare, hvorfor kombinationen blev valgt, og vise konkrete oplysninger om funktion, temperament, sundhed og ældre slægtninge. Det siger mere om hvalpens forudsætninger end pelsfarve, øjenfarve eller hvad linjen kaldes.

Siberian husky

Siberian Husky Club of Great Britain

The Norwegian Siberian Husky Club

Swedish Kennel Club

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA)

Siberian husky er en middelstor, atletisk slædehund med tyk dobbelt pels og ofte iøjnefaldende, flerfarvede øjne. Den er venlig og energisk og har brug for meget motion, sikre indhegninger og konsekvent, positiv træning. Racen er generelt sund og langlivet, men kan være tilbøjelig til øjenproblemer og kraftig fældning.

Småskala Husky kennel på ett småbruk på Toten. Her bor en liten familie og på småbruket har vi noen huskyer (Siberian og Alaska), katter og griser.
Vi driver med hundekjøring på hobbybasis og innimellom avl for å hovedsakelig utvide egen flokk.
Hovedmålet med avelen er å få til friske og sterke hunder som fungerer som både trekkhunder og familiehunder.

Bjerkehagen Husky

## Kort fortalt

Basenji er en lille, letbygget jagthund af oprindelig type fra Centralafrika. Den gøer ikke på almindelig vis, men er ikke stille: jodlen, klukkende lyde og andre lyde er en del af racens kommunikation. Basenji passer til den, der sætter pris på en selvstændig hund og kan håndtere dens jagtlyst sikkert.

- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type.
- **Oprindelse og hjemland:** racen stammer fra Centralafrika; Storbritannien er dens hjemland i FCI.
- **Oprindelig anvendelse:** jagt, blandt andet ved at drive vildt mod fælder. I dag er basenji først og fremmest selskabshund i Sverige.
- **Størrelse:** racestandarden angiver 43 cm og 11 kg som ideal for hanhunde samt 40 cm og 9,5 kg for tæver.
- **Pels:** kort, glat, tætliggende og meget fin.
- **Lyd:** gøer ikke, men er ikke stum; racens særlige lyd beskrives som en blanding af klukken og jodlen.
- **Temperament:** intelligent, selvstændig, hengiven og opmærksom; nogle individer er forbeholdne over for fremmede.
- **Aktivering:** har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, næsearbejde og træning, der giver mening for hunden.
- **Vigtige sundhedsspørgsmål i avlen:** Fanconis syndrom, PRA-BJ1 og anden basenjiretinopati/PRA samt øjenundersøgelse.
- **Sæsonmønster:** mange basenjitæver har en sæsonbunden cyklus, ofte med én løbetid om efteråret i Norden, men der findes undtagelser.

## Udseende og pels

Basenji er højbenet i forhold til kropslængden og skal give et let, harmonisk og spændstigt indtryk. Hovedet er fint mejslet, ørerne er små og opretstående, og panden rynkes, når ørerne rejses. Brystkassen går over i en tydelig talje, og halen bæres stramt oprullet over ryggen. Tallene i standarden er idealmål, så se på forældrene og voksne nære slægtninge, hvis størrelsen er vigtig.

Pelsen er kort, glat, tætliggende og meget fin. Godkendte farver omfatter sort/hvid, rød/hvid, sort/tan/hvid og brindle med sorte striber på rød bund. Der skal være hvidt på poter, bryst og halespids; hvide ben, blis og krave er valgfrit.

Den korte pels er forholdsvis enkel at holde ren. Gå hud og pels igennem jævnligt, og børst, når løse hår eller snavs skal fjernes. Kort pels gør dog ikke racen allergifri. Hundeallergener findes hovedsageligt i hud og spyt, og mængden varierer fra individ til individ, også i samme kuld. En person med allergi bør derfor vurdere den enkelte hund og søge lægelig rådgivning før et køb.

## Temperament og personlighed

Basenji forener nærhed til sine mennesker med en tydelig evne til at træffe egne beslutninger. Racestandarden beskriver hunden som intelligent, hengiven og opmærksom, men den er ikke automatisk samarbejdsvillig. Det, der virker charmerende og opfindsomt i rolige omgivelser, kan blive et sikkerhedsproblem, når hunden ser eller får færten af noget, den vil følge.

En vis tilbageholdenhed over for fremmede ligger inden for raceidealet; det er ikke det samme som frygt eller aggression. Lad hvalpen møde forskellige mennesker, hunde og miljøer i sit eget tempo. Spørg, hvordan forældrene og voksne nære slægtninge reagerer på gæster og håndtering.

En basenji kan trives i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for sikkerhed. En voksen skal være til stede sammen med små børn og hunden, og hunden har brug for et fredet hvilested. Børn skal lade hunden være i fred, når den sover, spiser eller går væk. Vurder den enkelte hunds signaler og erfaringer, især hvis du overvejer en voksen omplaceringshund.

Forholdet til andre hunde, katte og smådyr varierer. Jagtbaggrunden betyder, at hurtige bevægelser kan udløse forfølgelse, også hos en hund, der er rolig sammen med familiens kat indendørs. Byg et trygt samliv gennem langsom introduktion, adskilte sikre områder og ved at forhindre hunden i at øve sig på at jage. At dyrene kender hinanden hjemmefra, gør ikke automatisk hunden pålidelig omkring fremmede katte eller smådyr udendørs.

## Træning og motion

Basenji har brug for daglig motion og mental aktivering, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle. Kombinér gåture, mulighed for at snuse, korte træningspas og lejlighed til at bevæge sig friere på et helt sikkert sted. Tilpas mængde og intensitet efter alder, helbred, kondition og restitution.

Træningen fungerer bedst, når hunden får noget ud af at samarbejde. Beløn med mad, leg, bevægelse eller adgang til noget, hunden gerne vil undersøge. Korte, tydelige og varierede opgaver fungerer ofte bedre end terperi. Belønningsbaserede metoder har bedre støtte for indlæring og velfærd end smerte, skræmmende påvirkning eller fysiske korrektioner.

Træn indkald fra begyndelsen, men brug det ikke som eneste sikkerhed. Hvor vildt kan dukke op, er snor, langline eller et helt indhegnet område sikrere end at forvente, at træningen stopper jagtlysten. Sørg for, at låger og hegn passer til din hund; en løsning er ikke sikker, bare fordi den fungerede for en anden basenji.

Spor, næsearbejde og lure coursing, en simuleret jagt på et kunstigt bytte, lader hunden bruge sine jagt- og sporevner under kontrollerede forhold. At holde kontakt, gå roligt i snor, bytte ting fra sig, acceptere håndtering og falde til ro er mindst lige så vigtigt. For en hvalp bør fokus være på trygge miljøoplevelser, legende indlæring og gradvist øget belastning.

## Sundhed

De bedst dokumenterede sundhedsspørgsmål i avlen er Fanconis syndrom og øjensygdom, især PRA-BJ1 og anden basenjiretinopati/PRA. Bed om at se resultaterne for begge forældre, og find ud af, hvad hver undersøgelse dækker; ordet ”sundhedstestet” er ikke nok.

Fanconis syndrom er en arvelig lidelse, hvor nyretubuli ikke genoptager elektrolytter og næringsstoffer normalt, så vigtige stoffer går tabt i urinen. Øget tørst og vandladning samt glukose i urinen er kendte tegn og skal vurderes af en dyrlæge. Der findes en DNA-test til basenji. Ifølge den svenske avlsstrategi kan en bærer parres med en genetisk fri hund; to bærere må ikke kombineres.

Øjensundhed kræver mere end ét enkelt DNA-svar. PRA-BJ1-testen gælder én identificeret variant, mens en anden form for basenjiretinopati/PRA opdages ved øjenundersøgelse. Et resultat, der viser, at hunden er genetisk fri for PRA-BJ1, udelukker derfor ikke alle former for arvelig øjensygdom. Persistent pupillary membrane, PPM, forekommer også; milde fund påvirker normalt ikke synet, mens mere omfattende fund skal vurderes særskilt.

Skeln mellem bindende regler og raceklubbens avlsarbejde. I Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 har basenji ingen racespecifikke krav om officielt HD-, øjen- eller DNA-resultat; racens særregel gælder farvekodning. RAS, fastlagt i 2024, beskriver derimod klubbens hvalpeformidling og krav eller anbefalinger om Fanconi, PRA-BJ1, øjenundersøgelse og HD-røntgen. SKK-registrering beviser altså ikke, at alle disse kontroller er udført.

Bed opdrætteren vise dokumenter med hundens identitet, undersøgelsesdato og resultat. Kontrollér især:

- Fanconi-resultater for begge forældre, og at en eventuel bærer er parret med en fri hund.
- PRA-BJ1-resultater for begge forældre samt aktuelle resultater fra øjenundersøgelse.
- om forældrene er HD-fotograferet, selv om raceklubben anbefaler dette frem for at kræve det.
- hvad hvalpens dyrlægeattest siger om navlen; et lille fedtfyldt navlebrok er ikke det samme som et stort brok.
- tilbagevendende problemer med nyrer, øjne, bevægeapparat eller temperament hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge.

## Historie og oprindelse

Basenji kommer fra Centralafrika og har været brugt som jagthund, blandt andet til at drive vildt mod fælder. Hundene jager ved hjælp af både syn og lugtesans. Arbejdet kræver samarbejde og egne beslutninger, hvilket er med til at forklare racens stærke tilknytning og selvstændighed.

Den dokumenterede vestlige avlshistorie fik fodfæste i England i 1930'erne. Avlen uden for Afrika byggede i begyndelsen på få hunde og fik derfor en smal avlsbase. Senere importer fra Congo, blandt andet i slutningen af 1980'erne og i 2000'erne, tilførte nyt genetisk materiale.

Basenji kom til Sverige i 1951 gennem importer fra England, men avlen tog først for alvor fart i 1970'erne. Brindle blev godkendt i racestandarden i 1999 efter senere afrikanske importer.

Hunde, der ligner basenji, ses på gamle afbildninger, og racen omtales ofte som meget gammel. Lighederne viser, at hundetypen har dybe historiske rødder, men de dokumenterer ikke en ubrudt stamtavle fra oldtiden til nutidens registrerede basenji. Det er mere præcist at skelne den gamle hundetype fra den dokumenterede moderne avlshistorie.

## At leve med racen

At basenji ikke gøer som andre hunde, betyder ikke, at hjemmet bliver stille. Jodlen, hylen og klynken kan høres tydeligt, og det varierer, hvor meget den enkelte hund bruger stemmen. Et liv i lejlighed kan fungere, når motion, næsearbejde, hvile og sikre ture udendørs er på plads; boligtypen erstatter ikke aktivitet eller træning i at falde til ro.

Alenetid skal trænes gradvist, når hvalpen er tryg i sit nye hjem. Gå først blot om bag et gitter eller kortvarigt ud ad døren, og øg, mens hunden fortsat er rolig. En lille hvalp kan ikke være alene, og en voksen hunds evne kan ikke forudsiges ud fra racen. Spørg, hvordan forældrene og voksne slægtninge klarer hvile og korte adskillelser, og planlæg hjælp, hvis hverdagen kræver mere, end din hund er tryg ved.

Hvis der bor en kat i hjemmet, bør den først få et hundefrit område, egne ressourcer og flugtveje. Begynd med adskillelse og udveksling af dufte, og fortsæt med korte møder gennem et gitter, mens hunden er i snor og belønnes for ro. Forhindr ethvert forsøg på at jage. Lad ikke dyrene være alene sammen, før begge gentagne gange har været rolige. Hvis hunden fortsat stirrer fast på katten eller jager, skal dyrene holdes adskilt.

Mange basenjitæver har en tydelig sæsoncyklus og kommer ofte i løbetid om efteråret i Norden, så mange kuld fødes sent på året. Der findes dokumenterede undtagelser uden for hovedsæsonen. Planlæg derfor hverken hundehold eller hvalpekøb ud fra, at enhver tæve altid kommer i løbetid én gang på nøjagtig samme tidspunkt.

Før du vælger basenji, bør du kunne svare ja til følgende:

- Jeg ønsker at leve med en selvstændig hund og kan træne uden at kræve blind lydighed.
- Jeg kan tilbyde daglig motion, næsearbejde og kontrollerede muligheder for at bruge hundens naturlige egenskaber.
- Jeg har en sikker plan med snor, langline eller indhegning, hvor vildt kan dukke op.
- Alle i hjemmet kan respektere hundens hvilested og forstå, når den ønsker afstand.
- Jeg har set forældrenes faktiske Fanconi- og PRA-BJ1-resultater samt resultater fra øjenundersøgelse og forstået kombinationen.
- Jeg har spurgt til lyd, alenetid, jagtadfærd, navlebrok og sundhed hos voksne nære slægtninge, ikke kun mødt hvalpene.

Basenji er det rette valg, når selvstændighed, jagtlyst og usædvanlige lyde regnes som en del af hverdagen, ikke som detaljer, der forsvinder med træning. Med sikre rutiner og belønningsbaseret samarbejde kan racen blive en nær og særpræget ledsager.

Basenji

Federation Cynologique Internationale (FCI)

The Basenji Club of Great Britain

Basenji: lille, atletisk afrikansk drivende jagthund, 40–43 cm høj og 9–12 kg, med kort pels, krøllet hale og rynket pande. Ofte “gø-fri” og hyler i stedet. Renlig, selvstændig, intelligent og viljestærk; kræver tålmodig, positiv træning, sikre indhegninger samt regelmæssig mental og fysisk aktivering.

Jag har haft Basenji sen 2003. Jag har ingen direkt kölista utan väljer hem som erbjuder bästa förutsättningar.Erfarenhet av rasen, gärna boende nära och eventuellt utställningsintresse har förtur. Är du intresserad av en valp eller nyfiken på ytterligare information framtida valpkullar eller rasen? Skriv gärna utförligt om dig själv och dina eventuella familj. Hur och var bor du? Vad är hunden när du jobbar? Tidigare erfarenhet av Basenji. Varför just Basenji? Hur vill ni aktivera er hund? Och eventuellt annat ni kan komma på. Kontakta mig via mail - majsan_smilla64@outlook.com

Håll utkik på min hemsida mirembe.weebly.com
På FB ,  Basenjis Mirembe
Instagram , carina_kennel_mirembe_basenji

Mirembe

## Kort fortalt

- Belgisk hyrdehund – malinois er den korthårede variant af belgisk hyrdehund. Hos FCI og Svenska Kennelklubben regnes malinois, groenendael, tervueren og laekenois som fire varianter af samme race, der hovedsageligt adskilles af pels og farve.
- Malinois er en middelstor, kvadratisk og atletisk brugshund. Den ideelle skulderhøjde er 62 cm for hanner og 58 cm for tæver; racestandarden tillader 2 cm under og 4 cm over idealet.
- Racen er årvågen, hurtig i både tanke og handling og avlet til samarbejde og arbejde. At den lærer hurtigt, betyder derfor ikke, at den er nem at leve med: træningen skal også udvikle ro, impulskontrol og evnen til at restituere.
- En malinois passer bedst hos en ejer, der vil træne regelmæssigt og kan give hunden både fysisk aktivitet og opgaver, der bruger næse og hjerne, hver dag. Lange ture alene udgør sjældent et fuldstændigt program.
- Familiehund, sportshund og tjenestehund er ikke modsætninger, men valget af opdrætter og kuld er afgørende. Se på forældrenes adfærd i hverdagen, mentalbeskrivelse, arbejdsresultater, sundhed og tidligere afkom – ikke kun på racenavnet.

## Udseende og pels

Malinois skal være middelstor, kvadratisk og kraftfuld uden at virke tung. Kropslængden skal derfor omtrent svare til skulderhøjden, ikke give et tydeligt langstrakt indtryk. Hovedet er tørt og fintmejslet, ørerne små, trekantede og opretstående, og bevægelserne skal være lette og livlige.

Racestandardens idealhøjde er 62 cm for hanner og 58 cm for tæver, med en tolerance på 2 cm under og 4 cm over. En omtrentlig vægt er 25–30 kg for hanner og 20–25 kg for tæver. Tallene beskriver en voksen hund i normal foderstand; proportioner, muskler og huld fortæller mere end et enkelt tal på vægten.

Malinois er korthåret. Pelsen er meget kort på hovedet, ydersiden af ørerne og den nederste del af benene, lidt fyldigere omkring hals, lår og hale og forsynet med underuld. Farven skal være rød fawn med sorte hårspidser og en tydelig sort maske. Lidt hvidt tolereres på forbryst og tæer, men store hvide aftegninger hører ikke til standarden.

Pelsen kræver ikke avanceret salonpleje. Børst den, når hårene løsner sig, og bad hunden, når den faktisk er beskidt. Under fældning er det nyttigt at børste oftere. Efter arbejde i skov, højt græs eller vand bør du samtidig kontrollere hud, poter, kløer og ører. Den korte pels gør kontrollen enkel, men erstatter ikke en regelmæssig gennemgang af hundens krop.

## Temperament og personlighed

En typisk malinois er årvågen, aktiv og meget klar til at handle. Samtidig beskriver raceidealet en selvsikker hund uden frygt eller aggressivitet. Høj intensitet er ikke det samme som manglende evne til at regulere sig, og en hund, der konstant er stresset, er ikke mere racetypisk, blot fordi den er hurtig.

Variationen mellem individer er betydelig. Svenska Kennelklubben opfordrer købere til at regne med forskelle både mellem varianterne og mellem de enkelte hunde. Et mærkat som ”brugs-, tjeneste- eller udstillingslinje” er derfor ikke et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag. Bed om at se, hvordan forældrene hilser på mennesker, falder til ro efter en overraskelse, lader sig håndtere, passerer andre hunde og slapper af, når der ikke sker noget. Læs hele Mentalbeskrivning Hund (MH), den svenske mentalbeskrivelse for brugshunde, og spørg, hvordan søskende og tidligere afkom fungerer i hverdagen.

En velmatchet og velhåndteret malinois kan fungere godt med børn, men dens fart og hurtige reaktioner kræver, at en voksen er til stede. Børn og hund bør have hver sit uforstyrrede hvilested, og voldsom leg bør stoppes, før hunden begynder at jage bevægelse eller bliver for opkørt. Små børn skal aldrig have ansvar for træning eller gåture. Den samme forsigtighed gælder omkring katte, smådyr og fremmede hunde: udfaldet afhænger af individet, tidligere erfaringer og træning. Byg introduktionerne gradvist op, og sørg for, at dyrene kan adskilles.

## Træning og motion

Malinois har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et troværdigt fast timetal, som passer til alle hunde. Alder, sundhed, kondition, arbejdsopgave og evne til at restituere skal styre planen. En god uge kan veksle mellem ture og konditionstræning på den ene side og spor, søg, lydighed, brugsarbejde eller anden målrettet træning på den anden. Målet er ikke at gøre hunden så træt som muligt, men at udvikle nyttige færdigheder og en holdbar hverdag.

Prioritér tidligt kontakt, indkald, lineføring, håndtering, stop- og slipkommando samt evnen til at vente og hvile. Træningen bør være belønningsbaseret, tilpasset individet og gradvist gøres sværere i takt med hundens udvikling. Korte, tydelige træningspas med pauser giver ofte bedre kvalitet end at gentage, indtil hunden mister præcision eller bliver overgearet.

Hvalpe og unghunde skal ikke motioneres som fuldvoksne tjenestehunde. Opbyg styrke, tryghed i forskellige miljøer og kropskontrol gradvist, og lad ikke ensidig boldjagt, spring eller lange løbeture udgøre hele aktivitetsplanen. Hold øje med bevægelser og restitution. Stivhed, halthed, dårligere koncentration eller en hund, der ikke kan falde til ro efter aktivitet, er grunde til at reducere belastningen og om nødvendigt rådføre sig med en dyrlæge eller en erfaren instruktør.

En førstegangsejer kan lykkes, men læringskurven er stejl. En realistisk plan omfatter adgang til en brugshundeklub eller erfaren træner, støtte fra opdrætteren og en konkret idé om, hvad hunden skal arbejde med på mørke hverdagsaftener og i perioder uden konkurrence eller tjenestearbejde.

## Sundhed

Belgisk hyrdehund beskrives som en overvejende sund og robust race, men hofter, albuer, epilepsilignende anfald og rygproblemer fortjener særlig opmærksomhed. Før et hvalpekøb er det vigtigt at skelne mellem bindende registreringsregler og raceklubbens strengere avlsråd og at undersøge den bredere familie, ikke kun hvert forældredyrs eget resultat.

Ved svenskregistreret avl kræver de gældende regler fra Svenska Kennelklubben officiel hofte- og albuestatus samt kendt mental status for de forældredyr, der er omfattet af bestemmelserne. For hunde født fra og med 2016 betyder kendt mental status en fuldstændig MH med alle 33 positioner registreret. En Beteende- och personlighetsbeskrivning hund (BPH), den generelle svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse, erstatter ikke dette krav for belgisk hyrdehund. Den racespecifikke avlsstrategi (RAS) anbefaler derudover A- eller B-hofter, albuer uden anmærkninger og værdien 1 eller 2 i MH's skudmoment. Bed om at se de originale resultater, og kontrollér også søskende og tidligere afkom.

Oplysninger om epilepsi skal tolkes varsomt. En ældre RAS-undersøgelse indeholdt oplysninger om kramper eller epilepsilignende anfald hos en mindre andel malinois, men ejernes oplysninger er ikke det samme som diagnoser stillet af dyrlæger, og tallene viser ikke, hvor almindeligt problemet er i racen i dag. Forskning viser en arvelig komponent ved epilepsi hos belgisk hyrdehund, med det stærkeste publicerede grundlag for groenendael og tervueren. Spørg derfor udtrykkeligt til anfald hos forældre, søskende, halvsøskende og tidligere afkom i stedet for at slå dig til tåls med en bred kommerciel DNA-pakke.

RAS-undersøgelsen pegede også på rygproblemer hos malinois, men igen var der tale om ejeroplysninger fra en ældre stikprøve, som ikke bør læses som den nuværende forekomst. Spørg til spondylose, lumbosakrale problemer, tilbagevendende halthed og arbejdsrelaterede skader i familien. For en aktiv hund er en ærlig familiehistorik, officielle ledresultater og en plan for gradvis fysisk opbygning mere nyttige end en lang liste over mulige diagnoser.

## Historie og oprindelse

Malinois stammer fra Belgien og blev udviklet fra de lokale hyrdehunde, der var i brug i slutningen af 1800-tallet. Den belgiske hyrdehundeklub blev stiftet i Bruxelles i 1891. Samme år samlede veterinærprofessor Adolphe Reul 117 hunde for at beskrive og udvælge en mere ensartet type, og i 1892 forelå den første detaljerede racestandard.

De første belgiske hyrdehunde blev optaget i den belgiske stambog i 1901, og omkring 1910 blev type og temperament anset for at være etableret. I den nuværende FCI-standard er belgisk hyrdehund én race med fire varianter: den korthårede malinois, de langhårede groenendael og tervueren samt den ruhårede laekenois. Malinois har navn efter Malines, det franske navn for byen Mechelen, hvor den korthårede type blev udviklet.

Arbejdet ændrede sig, da behovet for traditionel hyrdning blev mindre. De egenskaber, der var nødvendige omkring dyr og gård – opmærksomhed, bevægelighed, udholdenhed og tæt samarbejde – fik i stedet anvendelse i brugsprøver, søg, bevogtning og tjenestearbejde. Den baggrund forklarer racens kapacitet, men betyder ikke, at hvert individ automatisk egner sig til enhver opgave.

## At leve med racen

Livet med en malinois fungerer bedst, når aktivitet, restitution og regler i hjemmet er planlagt, før hunden flytter ind. En stor, tom have erstatter ikke samarbejde, og en lejlighed er ikke automatisk uegnet. Det afgørende er, om hunden kan få daglig fysisk og mental aktivitet, lære at være rolig indendørs og håndteres sikkert i opgange, offentlig transport og møder med andre hunde.

Alenetid skal trænes gradvist. En voksen hund, der er tryg ved at være alene, kan normalt klare nogle timer, mens en lille hvalp ikke kan efterlades alene. Det svenske Jordbruksverket anbefaler desuden, at hunde luftes mindst hver sjette time i dagtimerne og oftere, når de er unge eller gamle. Det er en tilsynsgrænse, ikke et mål for, hvor længe en malinois bør være alene. Hundens faktiske reaktion afgør, om træningen skal gå langsommere.

Før du køber en hvalp, bør du kunne svare ja til følgende:

- Jeg har et konkret træningsmål og tid til både aktivitet og hvile hver dag.
- Jeg har mødt forældredyrene eller fået troværdige oplysninger om deres hverdag, MH-resultater, arbejdsevne og restitution.
- Jeg har kontrolleret officiel hofte-, albue- og mentalstatus og spurgt til epilepsilignende anfald, rygproblemer og temperament i den nærmeste familie.
- Jeg har en plan for børn, gæster og andre dyr, der bygger på opsyn, adskillelse og gradvis træning.
- Jeg har adgang til kompetent hjælp, hvis hundens intensitet, frygt, jagtadfærd eller stress bliver svær at håndtere.

For den rette fører er malinois en usædvanligt alsidig træningsmakker. Det holdbare valg er dog ikke den hvalp, der virker mest eksplosiv, men det individ, hvis egenskaber, familiehistorik og avlsmål passer til det liv, du reelt kan tilbyde.

Belgisk hyrdehund – malinois

Société Centrale Canine (France)

Deutscher Club für Belgische Schäferhunde e.V. (Germany)

Belgisk hyrdehund – malinois: mellemstor til stor, slank og meget atletisk hyrdehund med kort fawnfarvet pels og sort maske. Ekstremt intelligent, intens, loyal og meget menneskeorienteret. Har brug for tydelig struktur, daglig mental stimulering og masser af motion; trives bedst hos erfarne og meget aktive ejere.

Belgisk hyrdehund – Tervueren

Belgian Shepherd Dog Association of Great Britain

Société Royale Saint-Hubert (Belgium)

The Norwegian Kennel Club

Belgisk hyrdehund – Tervueren er en intelligent, mellemstor til stor hyrdehund med en rig, lang pels og en årvågen, elegant bygning. Den er loyal og meget menneskeorienteret og har brug for daglig fysisk og mental stimulering, regelmæssig børstning samt venlig, konsekvent træning for at trives som aktiv familiehund.

Malleterv - din vän på tävling och i tjänst
Det finns ingenting som heter Malleterv - det är ett ord som jag har hittat på, som jag använder för att beskriva min hund Yara.
Hundarna jag föder upp är av rasen Belgisk vallhund och den rasen har fyra olika varianter där mitt fokus är Malinois och Tervueren, alltså "Malle & Terv". Min avelstik har Mallar som föräldrar, men hon föddes med långt hår och hon är därför en Terv född i Mallekull - en Malleterv helt enkelt ♥ .

Kennel Malleterv

Snöflingans maltipoo

## Kort fortalt

- Samojedhunden er en mellemstor arktisk spidshund fra det nordlige Rusland og Sibirien. Den er stadig bygget og præget til et aktivt liv med udholdende arbejde.
- Racestandarden angiver slædehund og selskabshund som anvendelsesområder. Det er derfor ikke blot en hvid familiehund, men en arbejdende polarhund, der har behov for at bruge kroppen.
- En voksen hanhund vejer cirka 20–25 kg og en tæve 16–20 kg. Den ideelle skulderhøjde er 57 cm for hanhunde og 53 cm for tæver, med tre centimeters tolerance i begge retninger.
- Pelsen er dobbelt, fyldig og fælder meget. Regelmæssig pelspleje og en ekstra indsats under fældning hører med til hverdagen.
- Det racetypiske temperament er venligt, åbent, opmærksomt og livligt. Racen er samtidig selvstændig, og jagtlyst, lydhørhed og lydniveau kan variere meget mellem individer og linjer.
- Samojedhunden passer bedst til den, der vil leve aktivt året rundt og har tid til træning, pelspleje og en hund, som er med i hverdagen.

## Udseende og pels

Samojedhunden skal være en smidig og udholdende arktisk spidshund, atletisk snarere end tung. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ørerne er opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller langs siden, når hunden er opmærksom. Racestandarden angiver en idealhøjde på 57 cm for hanhunde og 53 cm for tæver, i begge tilfælde med tre centimeters tolerance. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund 20–25 kg og en tæve 16–20 kg.

Det såkaldte samojedsmil skabes af de mandelformede øjne og de let optrukne mundvige. Det beskriver racens udtryk, ikke en bestemt personlighed, og det er heller ikke en dokumenteret mekanisme mod savl eller isdannelse.

Pelsen består af kort, blød og tæt underuld samt længere, mere lige og grove dækhår. Hanhunde har ofte en tydeligere krave, mens tævens pels tit er lidt kortere og blødere. De tilladte farver er ren hvid, cremefarvet og hvid med enkelte biscuitfarvede aftegninger.

Lad pelsens tilstand styre plejen i stedet for at følge en fast ugeplan. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på steder, hvor fugt og løse hår kan blive siddende. Under fældning er der behov for hyppigere og grundigere gennemgang. Bad hunden, når den reelt trænger til det, og tør hele pelsen grundigt bagefter, så der ikke bliver fugt tilbage ved huden. Pelsen bør normalt ikke klippes eller barberes for at gøre den daglige pleje lettere. Tal med en dyrlæge, hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde.

## Temperament og personlighed

En typisk samojedhund er venlig, socialt åben, opmærksom og livlig. Racestandarden beskriver den som meget social og uegnet som vagthund. Det betyder ikke, at alle hunde hilser på samme måde, eller at racens navn garanterer tryghed i alle miljøer. Avl, tidlige erfaringer, træning og den enkelte hunds sind har stor betydning.

De svenske avlsmål siger, at hundene skal være imødekommende, socialt åbne og omgængelige med både mennesker og andre hunde. BPH-resultaterne fra 2015–2025 følger overordnet dette mål. De fortæller dog ikke, hvordan en bestemt hvalp vil udvikle sig. Se derfor på forældrene og nære slægtninge i hverdagen, ikke kun på en racebeskrivelse eller et gennemsnit.

Selvstændigheden er en del af racens måde at arbejde på. Samojedhunden skal kunne tage initiativ, holde fokus på en fysisk opgave og arbejde uden at være overdrevent afhængig af føreren. I hverdagen kan de samme egenskaber vise sig som stædighed, egne idéer og en hund, der ikke altid vælger at følge dig. Træningen bliver lettere, når opgaven er tydelig, belønningen er indsatsen værd, og gentagelserne har et formål.

Jagtlysten skal også vurderes hos den enkelte hund. Racestandarden beskriver jagtinstinktet som svagt udviklet, mens Svenska Kennelklubbens aktuelle købervejledning advarer om, at stærk jagtlyst stadig kan forekomme. Regn ikke med, at en samojedhund kan gå sikkert uden snor alene på grund af racen.

## Træning og motion

Samojedhunden har behov for regelmæssig fysisk aktivitet og trives som regel bedst, når noget af den har et tydeligt formål. Trækarbejde, vandreture, ture med kløv og anden udholdenhedstræning ligger tæt på racens anvendelsesområde. Næsearbejde, hverdagstræning og problemløsning giver variation, men erstatter ikke muligheden for at bevæge sig og arbejde fysisk.

Svenska Kennelklubben angiver mindst en times daglig gåtur plus fysisk træning tre til fire gange om ugen som et almindeligt udgangspunkt for en voksen hund. Se det som en rettesnor, ikke en nøjagtig dosis. Alder, form, helbred, temperatur, underlag og intensitet afgør, hvad der er passende. Hvalpe og unghunde skal opbygge muskler og belastning gradvist i stedet for at følge en voksen hunds program.

Hunden kan lære to forskellige regler: at lægge sig i arbejdsselen og trække på signal og at gå i løs line på almindelige ture. Brug udstyr, der er beregnet til aktiviteten, lær tydelige startsignaler, og øg distance, fart og belastning gradvist. Et officielt resultat fra en polarhundsprøve viser, at hunden har udført et defineret arbejde efter prøvens vilkår. Resultatet siger noget vigtigt om funktionen, men beviser ikke, at hunden er fri for ledproblemer, hjertesygdom eller frygt i hverdagen.

I varmt vejr skal belastningen tilpasses forholdene og den enkelte hunds reaktion. Læg de hårdere pas på køligere tidspunkter, vælg et egnet underlag, sørg for vand, og stop, hvis hunden ikke kommer sig som normalt. En universel temperaturgrænse er misvisende, fordi luftfugtighed, sol, tempo, kondition og individ påvirker varmebelastningen.

Begynd tidligt med indkald, men overvurder det aldrig. En lang line eller et indhegnet område giver hunden bevægelsesfrihed, når omgivelserne er for krævende til, at den kan gå sikkert løs. Det er især vigtigt, hvis hunden viser jagtlyst eller gerne vælger sin egen vej.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, forekommer hos samojedhund. I racens nye svenske avlsstrategi havde cirka 20–25 procent af de røntgenundersøgte hunde født i 2019–2024 resultat C, D eller E. Tallet gælder undersøgte hunde og kan ikke uden videre bruges som forekomst i racen som helhed, men hofteresultaterne er værd at kontrollere ved køb af hvalp.

For et kuld, der skal registreres i Sverige, skal begge forældre have officiel HD-status før parring. Samojedhunden er også omfattet af det svenske HD-indeks: Et gennemsnitligt indeks over 100 for forældrene anbefales, og hunde med D eller E må ikke bruges i avl. Reglerne er altså mere nuancerede end påstanden om, at kun hunde med A eller B kan indgå i en kombination. Kontrollér begge forældres resultater, deres indeks på parringstidspunktet og resultater hos søskende og tidligere afkom i SKK Avelsdata.

Raceklubben anbefaler også en øjenundersøgelse fra 18-månedersalderen med et resultat uden anmærkning eller kun fund, der klassificeres som ikke-arvelige. Den gældende avlsstrategi viser samtidig, at kun en lille del af hundene blev øjenundersøgt i 2021–2024. Bed derfor om det registrerede resultat i stedet for at nøjes med en generel forsikring om, at linjen har sunde øjne.

Diabetes mellitus fortjener også opmærksomhed. En stor svensk forsikringsundersøgelse og senere norsk forskning placerede begge samojedhund blandt racerne med højest risiko. Studierne beskriver risiko på raceniveau og kan ikke forudsige, om en bestemt hvalp bliver syg. Spørg til diagnoser hos nære slægtninge, og tag ændringer i hundens helbred op med en dyrlæge.

## Historie og oprindelse

Samojedhunden stammer fra det nordlige Rusland og Sibirien og har fået sit navn efter de samojediske folk. Hundene blev i forskellige områder brugt til jagt, trækarbejde og senere også til at vogte rensdyr. De levede tæt sammen med mennesker og blev ifølge racestandarden også brugt som varmekilde i teltene. Nutidens race har slædehund og selskabshund som officielle anvendelsesområder.

Det lille antal hunde, der blev ført fra Sibirien til Vesteuropa, dannede sammen med hunde, som forskningsekspeditioner tog med sig, grundlaget for den vestlige bestand. Den første samojedhund blev registreret af Svenska Kennelklubben i 1893. En svensk-norsk standard for nordisk spidshund blev offentliggjort i 1908, og den første engelske racestandard for samojedhund blev skrevet i 1909.

Historien forklarer, hvorfor nutidens avl handler om mere end hvid pels og et venligt udtryk. Svenska Polarhundklubben arbejder for at bevare racens polare egenskaber og praktiske funktion som slædehund. Den, der vælger racen, bør derfor interessere sig for dens funktion, ikke kun dens udseende.

## At leve med racen

En samojedhund kan bo i lejlighed, hvis dens behov bliver opfyldt uden for boligen. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for daglig aktivitet, hvile og regelmæssig tid udendørs. I en ejendom med dårlig lydisolering bør du også undersøge, hvor meget hvalpens nære slægtninge gør eller hyler derhjemme, og begynde tidligt med at træne ro. Hvis hunden gør eller hyler meget, kan det hurtigt påvirke naboerne.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte og rolige fravær, når hvalpen er tryg i hjemmet, og øg først tiden, når den kan falde til ro. Nogle hunde lærer det hurtigt, mens andre har brug for betydeligt mere tid. Planlæg ikke hvalpekøbet ud fra en forventning om, at netop din samojedhund automatisk vil kunne være alene en hel arbejdsdag.

Med børn gælder de samme sikkerhedsprincipper som for andre hunde: En voksen skal være til stede med små børn, og hunden skal have et uforstyrret sted at hvile. Racens sociale ideal er positivt, men racenavnet kan ikke erstatte opsyn og respektfuld omgang. Vær lige så forsigtig med katte og andre dyr. Spørg, hvordan forældrene fungerer, gennemfør introduktioner kontrolleret, og tag udgangspunkt i den enkelte hunds jagtlyst og tidligere erfaringer.

Pelsen kan mærkes i hverdagen. Du skal acceptere løse hår, sætte tid af til pelspleje og kunne tørre en våd pels grundigt. Samojedhunden er ikke allergifri: Hundeallergener findes især i spyt og hud, og mængden varierer mellem individer, også inden for samme race. Den, der har allergi, bør derfor ikke træffe en beslutning ud fra påstande om hvid pels, begrænset lugt eller begrænset fældning.

Kontrollér oplysningerne bag det, opdrætteren fortæller om kvaliteten. Slå forældrenes HD-status og aktuelle indeks, øjenresultater, BPH og eventuelle arbejdsmeritter op. Spørg, hvordan nære slægtninge har fungeret i trækarbejde, ved hundemøder, hjemme, alene og i varmt vejr. Bed opdrætteren vise, hvordan en voksen pels plejes. En arbejdsmerit dokumenterer funktion under en prøve, BPH viser observerede reaktioner, og sundhedsregistrene viser kendte resultater. Samlet giver de et bedre beslutningsgrundlag, men ingen enkelt oplysning garanterer, hvordan hvalpen bliver.

Samojedhund

Fédération Cynologique Internationale

Svenska Polarhundklubben (Swedish Polar Dog Club)

Deutscher Club für Nordische Hunde e.V.

Mellemstor, kraftig, arktisk spidshund, som af Samojedfolket blev avlet til at vogte rener, trække slæder og dele telt med familien. Kendt for sit “Samojed-smil” og sin tætte, næsten lugtfri dobbeltpels. Social, energisk, lydhør og intelligent; har brug for tæt menneskelig kontakt, konsekvent men blid træning og masser af motion.

MOYASAS är vårt prefix och godkända kennelnamn sedan år 2019. Ordet är en komposition av min hemort "Mo" och ordet "ojasa" som är sanskrit för "light", "vitality", "life" och "strenght". Tillsammans blir det helt ungefär "kraftfullt sken i Mo" och det är väl precis vad vi är. 

 Vi som står bakom MOYASAS heter Karin och Elisabet Lundwall. Dotter och mor.

2015  kom första samojedhunden in i våra liv år 2015 och väldigt tidigt drabbades vi av "polarhundssjukan" och rätt som det var hamnade vi där vi är idag dvs ett liv och en vardag som bara kretsar kring våra samojedhundar.

I dagsläget har vi åtta stycken fantastiska samojedflickor.

 Vi bor tillsammans på en stor gård ute på landet

-som är både mitt och mammas barndomshem.

Det är ett stort hus mellan 4 åkrar med en stor ljuvlig trädgård.
I direkt anslutning till husets kärna har vi en stor hundgård med en härlig rasthage - samojedernas favoritställe.

Våra hundar lever med oss som familjemedlemmar dvs dom sover alltid inomhus med oss. Dom är alla otroligt kärleksfulla, sociala och mysiga individer som alltid vill vara oss nära. 

Draghundssport är en stor del av våra liv och för oss är det självklart att samojedhunden är, alltid varit och bör förbli en polar bruksras. Snabba, starka, uthålliga och vackra. 

​

På snö kör vi en gammal sliten sprintsläde av märket Danler och på  barmark har vi en Orzech Cart a 75 kg med full dämpning och hydrauliska skivbromsar. 

​

​

​

Kika gärna in på vår instagram, 

där kan ni se hur vår vardag ser ut.

​

♥

MOYASAS

Kennel back to work is a working alaskan malamute kennel.
In the past i have done many long distance races and ran a tourist touring business. Today i have 5 dogs as a hobby and have them as pets and do a litter of puppys ones in a while.
My lines are well known  all over europe for their high working drive and friendly natur towards people and most of all towards other dogs.  I keep my dogs in a pack.

Kennel back to work

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Häradssveden

## Kort fortalt

Akita er en stor japansk spidshund, som i dag først og fremmest holdes som selskabshund. Den er selvstændig, opmærksom og ofte rolig i hjemmet, men den kræver en ejer, der træner tålmodigt og kan håndtere en stærk hund i mødet med omverdenen.

- **Oprindelse:** Japan
- **Racegruppe:** Gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Skulderhøjde ifølge racestandarden:** 67 cm for hanhunde og 61 cm for tæver, med 3 cm tolerance i begge retninger
- **Vægt:** FCI's racestandard angiver ingen officiel vægt
- **Pels:** lige, grove dækhår med blød og tæt underuld
- **Typiske aktiviteter:** selskab, udstilling, spor, søg og anden aktivering i hverdagen

Akita og american akita er to forskellige racer. Den japanske akita er lettere og har et tydeligere spidshundepræg samt et smallere udvalg af godkendte farver. American akita er kraftigere bygget og har en anden racestandard. Oplysninger, sundhedsresultater og stamtavler skal derfor altid kontrolleres for den rigtige race.

Racen passer bedst til en person, der sætter pris på en selvstændig hund og kan planlægge hundemøder, indkald og tidlig miljøtræning. Den er sjældent det rette valg, hvis man ønsker en hund, der vil hilse på alle eller gentage den samme øvelse mange gange.

## Udseende og pels

Akita skal være stor, robust og velafbalanceret med ståører og en kraftig hale, der bæres tydeligt oprullet over ryggen. Racestandarden angiver 67 cm for hanhunde og 61 cm for tæver; begge må afvige 3 cm op eller ned. Standarden angiver derimod ingen vægt, så tal fra andre kilder bør ikke opfattes som et officielt vægtinterval for racen.

De godkendte farver er rød fawn, sesam, brindle og hvid. Sesam betyder rød fawn med sorte hårspidser. Alle farver undtagen hvid skal have **urajiro**: hvidlig pels på blandt andet siderne af næsepartiet, kinderne, kroppens og halens underside samt indersiden af benene. Sort maske og aftegninger på hvid bund hører ikke til standarden for den japanske akita. Sådanne træk kan forekomme blandt farverne hos american akita, og det er endnu en grund til ikke at forveksle racerne.

Pelsen består af grove, lige dækhår og blød, tæt underuld. Den er lidt længere over manke og bagpart og længst på halen. En akita fælder normalt meget underuld omkring to gange om året. I de perioder skal pelsen redes grundigt og ofte nok til, at den løse underuld ikke pakker sig. Mellem fældeperioderne tilpasses børstningen den enkelte hunds pels, og hunden bades efter behov.

Væn hvalpen tidligt og roligt til børstning, negleklipning, tandeftersyn og til, at nogen undersøger poter, ører og hud. Det er særligt værdifuldt med en stor og selvstændig hund. Frivillig håndtering, som belønnes, gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Akita beskrives som rolig, trofast og modtagelig, men også som selvsikker og selvstændig. Det betyder ikke, at alle individer opfører sig ens. Avl, tidlige erfaringer, træning og den enkelte hunds personlighed påvirker, hvordan den fungerer med mennesker og dyr.

Mange akitaer knytter stærke bånd til familien og vil gerne følge med i, hvad der sker i hjemmet. Nogle individer kan være afventende over for fremmede. Målet bør ikke være, at hunden skal acceptere fysisk kontakt med alle, men at den kan forholde sig roligt og sikkert til gæster, forbipasserende og nye miljøer.

Svenska Kennelklubben fremhæver, at racen kan få problemer med andre hunde, især hunde af samme køn. Betragt det som en risiko, der skal planlægges efter, ikke som en sikker beskrivelse af hver enkelt akita. Brug kontrollerede introduktioner, undgå tvungne hilsener, og lær at opdage tidlige tegn på spænding. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer med hunde af begge køn.

Racens baggrund som jagt- og vagthund betyder også, at sikkerhed omkring smådyr og det at gå løs skal vurderes individuelt. En akita, der er vokset op med en kat, kan fungere godt med netop den kat, men det fortæller ikke, hvordan hunden reagerer på et dyr, der løber udendørs. Brug line eller sporline, indtil indkaldet er grundigt afprøvet dér, hvor hunden skal gå løs.

Akita kan bo sammen med børn, men racenavnet er ingen garanti for sikkerhed. Små børn og hunde skal altid være sammen med en voksen til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Da en voksen akita er stor og stærk, skal en voksen også have ansvaret for gåture og vanskelige hundemøder.

## Træning og motion

Akita har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et autoritativt, fast antal minutters motion, der passer til alle individer. Alder, sundhed, kondition og aktivitetens intensitet afgør, hvad der er passende. Gåture bør kombineres med opgaver, hvor hunden får lov til at tænke og bruge næsen.

Spor, søg, næsearbejde og varierede gåture passer til racens dokumenterede interesse for dufte og spor. Lydighed og agility kan også fungere, når træningen tilpasses den enkelte hund. Svenska Kennelklubben påpeger, at akita kan blive træt af ensformig træning. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden sætter pris på, fungerer derfor ofte bedre end mange mekaniske gentagelser.

Træn med tryghed, konsekvens og positiv indlæring. Beløn den adfærd, du ønsker, og øg sværhedsgraden gradvist. Hårde fysiske korrektioner løser ikke selvstændighed og kan skade tilliden. Prioritér især:

- kontakt og følgeskab med løs line
- at passere andre hunde roligt og kunne øge afstanden efter behov
- indkald først på steder med få forstyrrelser og derefter med sporline
- en godt indlært plads, hvor hunden kan falde til ro, når I får gæster
- frivillig håndtering af poter, mund, ører og pels

Et sikkert indhegnet område er det tryggeste sted til fri bevægelse, indtil indkaldet fungerer trods forstyrrelser. Selv en veltrænet akita kan træffe selvstændige valg. Om hunden skal gå løs, bør derfor afgøres ud fra den enkelte hunds adfærd og risikoen på stedet, ikke ud fra en generel racebeskrivelse.

## Sundhed

Akita betragtes generelt som en forholdsvis sund race, men den svenske raceklubs avlsstrategi peger på autoimmune sygdomme, hoftedysplasi og øjendiagnoser som områder, der skal følges. Et velovervejet hvalpekøb handler derfor både om registrerede undersøgelsesresultater og åben information om sygdomme i slægten.

To diagnoser, der har fået særlig opmærksomhed, er sebaceous adenitis, **SA**, og Vogt–Koyanagi–Harada-lignende syndrom, ofte kaldet **VKH** eller **UDS** hos hunde. SA er en betændelse, som skader talgkirtlerne og kan give hud- og pelsproblemer. VKH/UDS kan give tab af pigment og alvorlige øjenproblemer. Et lille antal svenske akitaer fik disse diagnoser i raceklubbens opgørelse for 2000–2020, men tallene skal ikke læses som en aktuel risikoprocent. Klubbens strategi siger, at hunde med diagnosticeret SA eller VKH ikke skal bruges i avl, og at sundheden hos deres slægtninge skal indgå i vurderingen.

For hofterne er det vigtigt at skelne mellem regler og anbefalinger. Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 skal begge forældredyr have en officiel HD-status, før et akitakuld kan registreres. Kravet betyder, at der skal være registreret et resultat; det betyder ikke i sig selv, at alle tilladte kombinationer har forældre med grad A eller B. Raceklubbens avlsstrategi går længere og siger, at hunde med HD-grad D eller E ikke skal bruges i avl.

Øjenundersøgelse er ikke et registreringskrav for akita efter de svenske regler for 2026. Raceklubben beskriver undersøgelsen som frivillig, men ønskelig på et tidspunkt i livet for hunde, der skal bruges i avl. Også et frivilligt resultat kan give værdifuld information, når du sammenligner opdrættere.

Bed opdrætteren om at vise og forklare:

- begge forældres officielle HD-resultater i Svenska Kennelklubbens registre
- om forældrene er øjenundersøgt, og hvilke resultater der findes hos nære slægtninge
- om SA, VKH/UDS eller andre diagnosticerede hud- og øjensygdomme forekommer hos nære slægtninge
- hvordan sundhed, temperament og genetisk variation er afvejet i den planlagte kombination

Kontakt en dyrlæge ved vedvarende hudforandringer, tydeligt hårtab, tab af pigment, smerter eller rødme i øjnene eller en pludselig ændring af synet. Sådanne symptomer kan have flere årsager og kan ikke vurderes sikkert ud fra racen eller oplysninger på nettet.

## Historie og oprindelse

Akita kommer fra Japan og har navn efter Akita-regionen. FCI's historik beskriver Akita Matagi som mellemstore bjørnehunde. Fra 1603 blev de også brugt til hundekampe, og fra 1868 blev de krydset med tosa og mastiff. Hundekampe blev forbudt i 1908, og i 1931 blev ni fremragende akitaer udpeget som japanske naturmonumenter.

Anden Verdenskrig ramte racen hårdt. Efter krigen fandtes tre tydelige typer: matagi-akita, kamphunde-akita og hunde med schæferindslag. Japanske opdrættere arbejdede derefter på at genskabe den oprindelige spidshundetype ved at bruge matagi-akita og reducere indflydelsen fra udenlandske racer. Det arbejde formede den japanske akita, vi kender i dag.

Den amerikanske linje udviklede sig i en anden retning. Hunde af den tungere efterkrigstype blev bragt til USA, hvor american akita blev udviklet. I Sverige blev populationen delt i 2000, og ifølge racens avlsstrategi bygger den nuværende svenske akitaavl på japanske linjer. Akita og american akita er derfor ikke to navne for den samme hund, men separate racer med hver sin standard.

## At leve med racen

Akita kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig luftning, passende aktivitet og et uforstyrret sted at hvile. Boligens størrelse afgør ikke i sig selv, om hundelivet fungerer. Det er vigtigere, at en stor hund kan passere opgange og smalle områder roligt, at hundemøder kan håndteres, og at der er gode områder til gåture i nærheden.

Alenetid skal trænes gradvist. En tryg voksen hund, der er trænet til at være alene, kan ofte klare nogle timer, mens en hvalp ikke kan efterlades på samme måde. Fremskridtene varierer fra hund til hund. Øg ikke tiden, mens hunden viser uro. Find i stedet en hundepasser, dagpasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

I et hjem med andre hunde skal du tage højde for køn, hvordan individerne fungerer med hunde, og om de kan holdes adskilt. Giv mad og tyggeben hver for sig, hvis der er risiko for konkurrence, og indret flere uforstyrrede hvilepladser. Med katte eller smådyr er der brug for kontrollerede introduktioner og mulighed for at adskille dyrene med en låge eller dør. Tidligere roligt samvær gør ikke alle fremtidige situationer risikofrie.

Før du køber en hvalp, bør du møde voksne hunde fra opdrætterens linjer og bede om konkrete eksempler frem for generelle ord om racen. Spørg, hvordan hundene fungerer ved hundemøder, med gæster, ved håndtering, alene og i nye miljøer. Sammenhold svarene med dit virkelige liv: Hvem står for gåturene, hvordan håndterer I besøg, hvor kan hunden få ro, og hvad gør I, hvis den ikke kan gå løs eller bo frit sammen med familiens anden hund? Den gennemgang fortæller mere om det rette match end en beskrivelse af akita som blot loyal, rolig eller selvstændig.

Akita

American Kennel Club (AKC) - Akita Breed Overview

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Stor, kraftig japansk spidshund med bred skalle, krøllet hale og tæt dobbelt pels, der fælder meget. Rolig, selvstændig og reserveret over for fremmede, men dybt loyal over for familien og en naturlig vagthund. Intelligent, men viljestærk, og egner sig bedst til erfarne og konsekvente ejere.

Fuyuko Kensha

Fläderhaga’s Lovely Dogs

## Kort fortalt

- Löwchen er en lille fransk selskabshund i FCI-gruppe 9, selv om racens navn er tysk.
- Racestandarden angiver en mankehøjde på 26–32 centimeter, med en tolerance på én centimeter, og en vægt på cirka 6 kilo.
- Kroppen skal være kvadratisk, altså lige så lang som høj.
- Den lange, bølgede pels har ingen underuld og kræver regelmæssig pleje for ikke at filtre.
- Løveklip er obligatorisk på udstilling, men en selskabshund behøver ikke have udstillingsfrisuren til hverdag.
- Racen beskrives som hengiven, opmærksom og lydhør, men det svenske BPH-grundlag er endnu for lille til konklusioner om for eksempel gøen eller vagtadfærd.
- I svensk avl er der særligt fokus på patella, øjne og genetisk variation.

## Udseende og pels

Löwchen er en lille, men robust hund med kvadratisk krop, stolt hovedføring og livlige bevægelser. Den officielle størrelse er 26–32 centimeter i mankehøjde, med en tolerance på én centimeter, og vægten er angivet til cirka 6 kilo. Den ældre forestilling om, at racen skal være længere end høj, stemmer derfor ikke med standarden: Kropslængde og mankehøjde skal være ens.

Pelsen skal være silkeagtig, lang, bølget og tæt uden underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt. Manglen på underuld gør ikke pelsplejen mindre vigtig. Hår, som ikke løsner sig på samme måde som hos mange fældende racer, kan blive siddende i pelsen, og friktion bag ørerne, i armhulerne og omkring benene kan hurtigt give filtrede områder.

En god rutine er at dele pelsen op i små partier og kontrollere med en kam helt ned til huden. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens længde og struktur, vejret og hundens aktiviteter. Kammen skal kunne glide igennem uden at hænge fast; vent ikke, til overfladen ser filtret ud. Væn gradvist hvalpen til kam, håndtering af poter, negleklipning, bad og hårtørrer, så plejen bliver forudsigelig i stedet for en kamp.

Den traditionelle løveklipning er den frisure, der beskrives i racestandarden. Bagparten og dele af benene klippes, mens blandt andet forparten og haledusken bevares lange. Klipningen er obligatorisk, når en löwchen udstilles, og de lange partier må da ikke formklippes. For en selskabshund er løveklipningen ikke et sundhedskrav; en mere praktisk hverdagslængde kan gøre det lettere at holde huden ren og pelsen fri for filtre.

Löwchen beskrives som en race, der ikke fælder på sædvanlig vis, men det gør den ikke allergifri. Hundeallergener kommer især fra hud og spyt, og mængden varierer fra individ til individ. Den, der har allergi, bør derfor møde den konkrete hund flere gange og tale med sundhedspersonale om sin situation i stedet for at vælge race alene ud fra pelstypen.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver löwchen som hengiven og lydig over for sin ejer, opmærksom og lydhør samt rolig og diskret, når det er nødvendigt. Det er et nyttigt billede af avlsmålet, men ikke et løfte om, hvordan hvert individ vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, hverdagsmiljø og træning påvirker den voksne hund.

Det er særligt vigtigt ikke at gøre gøen, vagtinstinkt eller frygtløshed til faste raceegenskaber uden et tilstrækkeligt grundlag. I den svenske racespecifikke avlsstrategi, som blev vedtaget i 2025, havde 37 löwchen gennemført adfærdsbeskrivelsen BPH. Raceklubben vurderede selv, at antallet var for lavt til faktabaserede konklusioner om racens mentalitet. Spørg derfor opdrætteren, hvordan hvalpens forældre reagerer på fremmede mennesker, lyde, håndtering, nye miljøer og ro, og bed gerne om at møde i hvert fald tæven.

En lille selskabshund kan godt lide at være tæt på familien uden altid at ville bæres eller klappes. Lær børn at lade hunden gå væk, ikke at forstyrre den, når den spiser eller sover, og aldrig at løfte den uden hjælp fra en voksen. En voksen skal have ansvaret for alt samvær med små børn. Den samme forsigtighed gælder andre hunde og katte: En löwchen kan fungere godt sammen med dem, men racen er ingen garanti. Rolige introduktioner, mulighed for at skabe afstand og separate hvilesteder er vigtigere end generelle løfter om, at dyrene vil passe sammen.

## Træning og motion

Löwchen har brug for daglig bevægelse, næsearbejde, leg og træning, men der findes ikke et dokumenteret antal minutter, som passer til alle voksne hunde af racen. En sund voksen hund kan få flere ture med tid til at undersøge omgivelserne kombineret med korte træningspas og hvile. Tilpas mængden efter alder, kondition, sundhed, vejr og hvad hunden lavede dagen før. Et passende aktivitetsniveau efterlader hunden tilfreds og kontaktbar, ikke gentagne gange stiv, halt eller helt udmattet.

Belønningsbaseret træning passer en opmærksom selskabshund. Træn først de færdigheder, der gør hverdagen sikker: kontakt, at gå pænt i snor, indkald, at kunne vente, acceptere håndtering og falde til ro, når der ikke sker noget. Hvis hunden reagerer på lyde i opgangen, kan du belønne pausen og føre den hen til et roligt sted. At råbe højere end hundens gøen giver sjældent den tydelighed, man ønsker.

For en hvalp er varieret og selvvalgt bevægelse vigtigere end den såkaldte femminuttersregel. Reglen – et bestemt antal minutters gåtur pr. levemåned – fortæller ikke, hvad netop din hvalp kan klare. Lad hvalpen undersøge omgivelserne i sit eget tempo, leg kontrolleret, og øg afstand, underlag og sværhedsgrad gradvist. Stop og kontakt dyrlægen, hvis hvalpen halter, har smerter eller ikke vil bevæge sig. Forsøg ikke at forebygge patellaluksation med en opdigtet formel for trapper eller spring; tag udgangspunkt i hvalpen, og spørg dyrlægen, hvis du er i tvivl.

Racens størrelse gør, at mange aktiviteter kan tilpasses den, for eksempel hverdagslydighed, nosework, rallylydighed og agility. Vælg aktivitet efter hundens interesse og fysiske forudsætninger, ikke ud fra en antagelse om, at alle löwchen kan lide det samme.

## Sundhed

Før et hvalpekøb er patellastatus, øjensundhed og en tilstrækkeligt bred avlsbase de tre vigtigste dokumenterede forhold at kontrollere. Det betyder ikke, at alle hunde bliver ramt, men den svenske racespecifikke avlsstrategi for 2025–2029 viser, hvorfor opdrættere bør arbejde systematisk med dem.

Strategien anbefaler, at en dyrlæge undersøger avlshundenes knæ for patellaluksation, efter at hunden er fyldt ét år. Hunde med en højere grad end 1 bør ikke bruges i avl, og anbefalingen er, at en hund med grad 1 kun kombineres med en hund med grad 0. Bed om at se det officielle resultat for begge forældre, og kontrollér undersøgelsesdatoen og hundens identitet.

For øjnenes vedkommende anbefales det, at avlshundene er øjenundersøgt, og at resultatet ikke er ældre end to år på parringstidspunktet. Avlshunde bør ifølge strategien undersøges frem til otteårsalderen. Et fund fører ikke automatisk til den samme avlsbeslutning i alle tilfælde; vurderingen afhænger af diagnose, symptomer og dyrlægens anvisning. Det er derfor mere oplysende at læse de faktiske attester end blot at spørge, om forældrene er »testet«.

Der er en vigtig forskel mellem et officielt registreret resultat, en anbefaling i avlsstrategien og et formelt vilkår for at kunne registrere hvalpe. Patella- og øjenresultater kan registreres centralt hos Svenska Kennelklubben for alle racer. I registreringsreglerne for 2026 har löwchen derimod intet særligt sundhedskrav. Undersøgelserne ovenfor er derfor stærke svenske avlsanbefalinger; de kan ikke tages for givet, blot fordi et kuld er registreret.

Löwchen har en lille population internationalt. Avlsstrategien lægger derfor vægt på en lav grad af slægtskab mellem forældrene, at samme kombination ikke gentages, og at enkelte avlshunde ikke bruges for meget. Som hvalpekøber kan du spørge, hvordan opdrætteren har vurderet slægtskabet, hvorfor netop disse forældre er sat sammen, og hvor meget de allerede er brugt i avl. Spørgsmålene supplerer sundhedsattesterne og viser, hvordan opdrætteren beskytter racens genetiske variation på langt sigt.

Kontakt dyrlægen ved gentagen halthed, hvis hunden pludselig holder et ben oppe, eller hvis du bemærker øjenirritation, ændret syn eller smerter. Hold hunden i passende huld, og brug pelsplejen til samtidig at kontrollere hud, ører, tænder, kløer og poter. Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at kalde andre lidelser typiske for löwchen, blot fordi de forekommer hos små hunde.

## Historie og oprindelse

Löwchen regnes officielt for en fransk race, selv om navnet er tysk og omtrent betyder »lille løve«. FCI's franske racenavn er Petit Chien Lion, og det engelske er Little Lion Dog. Frankrig står som både oprindelsesland og hjemland i racestandarden, og hunden hører til selskabshundene i FCI-gruppe 9.

Den officielle racestandard henviser til to små hunde af löwchen-type, som er afbildet i sten i katedralen i Amiens fra 1200-tallet. Den karakteristiske silhuet findes også på gobeliner fra 1400-tallet og i senere europæisk kunst. De dokumenterede afbildninger viser racens historiske type. Fortællinger om, at hunden skulle have arbejdet som vandapportør, sengevarmer eller statussymbol, har ikke samme støtte og bør ikke behandles som sikre fakta.

Den franske raceklub blev stiftet i 1947. FCI anerkendte racen endeligt i 1961, og den gældende FCI-standard blev offentliggjort i 2004. Løvesilhuetten har dermed en lang dokumenteret historie, men nutidens race er klart defineret som selskabshund uden brugsprøve.

## At leve med racen

Löwchen kan bo i lejlighed eller hus, hvis hverdagen rummer ture, aktivering, pelspleje, hvile og planlagt alene-hjemme-træning. Antallet af kvadratmeter betyder mindre end rutinerne. I en ejendom, hvor lyd bærer, skal ejeren også træne ro ved døre, elevatorer og lyde i opgangen, fordi man ikke kan gå ud fra, at racen er hverken stille eller særligt højlydt.

Alenetid bør indlæres i meget små trin, når hunden er luftet og rolig. Begynd med korte, udramatiske afstande, og vend tilbage, før hunden bliver urolig. Øg først, når hunden kan slappe af på det nuværende trin. Der er ikke belæg for, at alle löwchen har separationsproblemer, men racens rolle som selskabshund er en god grund til at planlægge hverdagen, så hunden ikke efterlades længere, end den kan klare.

Pelsen står for den største tilbagevendende arbejdsindsats. Den, der ønsker fuld pels eller vil udstille hunden, skal bruge mere tid på at udrede filtre og vedligeholde et korrekt løveklip. En kortere hverdagsfrisure giver mindre hår at rede igennem, men fjerner ikke behovet for kæmning, bad, klipning og træning i håndtering. Vær indstillet på enten at lære plejen ordentligt eller bruge en hundefrisør, og husk at kontrollere huden under pelsen.

Før du køber en hvalp, bør du bede om mere end generelle forsikringer om, at linjen er sund og rar. Kontrollér de originale patella- og øjenresultater, at patellaundersøgelsen blev udført efter etårsalderen, at øjenresultatet højst var to år gammelt ved parringen, og hvordan eventuelle fund er vurderet. Spørg også til forældrenes adfærd i hverdagen, gennemførte mentalbeskrivelser og hvordan kombinationen bidrager til genetisk variation. Svarene gør det lettere at skelne en gennemtænkt avlsbeslutning fra et kuld, der blot opfylder registreringens minimumskrav.

Löwchen passer bedst til den, der ønsker en lille, aktiv selskabshund og accepterer arbejdet med pelsen. Den passer dårligere til den, der ønsker en vedligeholdelsesfri pels, en garanteret allergisikker hund eller et på forhånd fastlagt temperament. Vælg individ og opdrætter lige så omhyggeligt som race.

Löwchen

American Kennel Club (AKC)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Löwchen er en lille, men robust selskabshund, der er kendt for sin løvelignende klipning, lange bølgede pels og stolte, livlige udstråling. Kærlig, opmærksom og meget menneskeorienteret passer den ind i mange forskellige typer hjem, men kræver regelmæssig pelspleje, moderat daglig motion, venlig opdragelse og at få lov til at være tæt involveret i familielivet.

Liten uppfödning av rasen löwchen alla mina vovvar bor inne hos oss får ca 1-2 kullar  om året

Jassimine's

Liten uppfödning av tibetans spaniel
Bor i Gnarp söder om Sundsvall planlägger parning december 2026

Funnåsmoens

## Kort fortalt

Dansk-svensk gårdhund er en lille, men robust og aktiv gård- og selskabshund fra Danmark og Sverige. FCI placerer racen i gruppe 2 som en hund af pinschertype. Den er altså ikke en terrier, selv om den tidligere blev kaldt skånsk terrier.

- **Mankehøjde:** 34–37 cm for hanner og 32–35 cm for tæver, med en tilladt afvigelse på 2 cm i begge retninger.
- **Oprindelig opgave:** at give alarm, fange rotter og leve tæt sammen med menneskene på gården.
- **Temperament ifølge racestandarden:** opmærksom, livlig og årvågen.
- **Pels:** kort, hård og glat, med hvid som dominerende farve.
- **Passer bedst hos:** en person eller familie, som vil træne færdigheder til hverdagen, tilbyde både bevægelse og næsearbejde og hjælpe hunden med at finde ro.

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Vægtoplysninger på forskellige hjemmesider er derfor vejledende, ikke et interval som alle voksne dansk-svenske gårdhunde skal passe ind i. For den, der vælger hvalp, er forældrenes størrelse, huld og funktion mere nyttige end ét enkelt vægtinterval.

## Udseende og pels

Dansk-svensk gårdhund skal være lille, kompakt og solidt bygget, ikke spinkel eller elegant. Kroppen er let rektangulær: forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er 9:10. Racen udvikler sig sent fysisk, og den fulde muskelmasse og kropsfylde kan lade vente på sig, til hunden er tre til fire år gammel.

Hovedet er forholdsvis lille og trekantet. Ørerne kan være rosenører eller fremadfoldede; ståører hører ikke til raceidealet. Halen kan være naturligt lang eller en medfødt stumphale af varierende længde. En medfødt stumphale er en naturlig variation og må ikke forveksles med en kuperet hale.

Pelsen er hård, kort og glat og har ingen underuld. Hvid skal dominere, med ens- eller flerfarvede aftegninger i sort, tan, gul, leverbrun, vildtfarvet eller forskellige nuancer af fawn. Der skal også være aftegninger på hovedet, og små prikker i det hvide er tilladt. Udseendet kan altså variere meget, uden at hundene tilhører forskellige varianter af racen.

Pelsen kræver kun lidt pleje, men fældningen kan mærkes. Børst løse hår væk efter behov, især i fældeperioder, og bad hunden, når den faktisk er snavset. Kontrollér samtidig hud, ører, poter og kløer. Væn gradvist hvalpen til tandbørstning og anden håndtering. Rolig, belønningsbaseret håndteringstræning gør både den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere.

## Temperament og personlighed

Dansk-svensk gårdhund er normalt hurtig, nysgerrig og menneskeorienteret, men racenavnet er ingen garanti for en ukompliceret familiehund. Standarden beskriver racen som opmærksom, livlig og årvågen. I hverdagen ses det ofte som en parathed til at være med, reagere på bevægelse og fortælle, når der sker noget i nærheden.

Opgaven som vagthund på gården kan stadig mærkes hos mange individer. Mange giver lyd, når nogen kommer, men det varierer, hvor let gøen starter, og hvor hurtigt hunden bliver stille. I en bolig, hvor lyde let forplanter sig, er det klogt at undersøge, hvordan forældrene og voksne slægtninge reagerer på døre, opgange og besøg. Det er mere præcist end at gå ud fra, at racen altid er stille eller altid gør meget.

I Svenska Kennelklubbens ældre BPH-sammenfatning fremstår racen hovedsageligt som tryg og forholdsvis energisk. Samtidig varierer nysgerrighed, legelyst og interesse for fremmede mennesker tydeligt. BPH beskriver hundens reaktioner; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs derfor den enkelte hunds protokol, og spørg, hvordan forældrene fungerer i hverdagen.

Baggrunden som rottefanger gør interessen for små, hurtige dyr relevant. Det betyder ikke, at alle gårdhunde jager alt, de ser, men en kommende ejer bør regne med at træne afbrydelse og indkald. Kaniner, marsvin og andre små kæledyr har brug for sikre områder, som hunden ikke kan komme ind i.

## Træning og motion

Dansk-svensk gårdhund har brug for regelmæssig fysisk og mental aktivitet, men der findes ingen korrekt timeregel, der passer til alle. Alder, helbred, intensitet, miljø og restitution afgør, hvordan en god dag ser ud. En voksen hund kan få en blanding af gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, leg og korte træningspas med hverdagsfærdigheder. Hvalpe har brug for gradvist flere erfaringer og rigeligt med hvile, ikke et voksenprogram i miniature.

Se på hundens adfærd i stedet for på uret. Et passende niveau giver en hund, der kan falde til ro hjemme, kommer sig efter aktivitet og stadig bevæger sig frit dagen efter. Vedvarende uro kan betyde, at hverdagen mangler meningsfulde opgaver, men mere fart er ikke altid løsningen. Nogle gange har hunden brug for mere næsearbejde, tydeligere rutiner eller hjælp til at finde ro.

Prioritér færdigheder, som hjælper en hurtig og opmærksom hund med at fungere i hverdagen:

- indkald og frivillig kontakt, når vildt eller andre forstyrrelser dukker op
- at kunne afbryde jagt, gravning og intens leg
- rolig adfærd ved døre, vinduer og besøg
- at kunne hvile, selv om mennesker bevæger sig i hjemmet
- at gå roligt i snor og følge ejeren i trafikerede miljøer
- tryg håndtering af poter, mund, ører og krop

Træn gradvist med positive, belønningsbaserede metoder, og tilpas sværhedsgraden til individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at gøen, træk i snoren eller ophidset adfærd kan sætte sig fast, hvis det ofte fører til det, hunden ønsker. Agility, rallylydighed, spor, nosework og anden hundesport kan passe, men ingen bestemt aktivitet er et krav. Det vigtige er en holdbar kombination af samarbejde, næsearbejde, bevægelse og restitution.

## Sundhed

Dansk-svensk gårdhund betragtes generelt som en sund race, men betegnelsen »sund race« erstatter ikke kontrol af det aktuelle kuld. Bed om registrerede resultater, datoer og oplysninger om nære slægtninge. Navnet på en test eller en oplysning om, at forældrene er sundhedstestet, siger for lidt uden selve resultaterne.

Hofteledsdysplasi, HD, er et område, hvor gammel og ny information let blandes sammen. Racen har i dag sundhedsprogram niveau 1 hos Svenska Kennelklubben. Det betyder, at HD-resultater kan registreres centralt, men at røntgen ikke er et krav for, at hvalpene kan registreres. Ifølge raceklubben bør hunde med HD D eller E eller kliniske symptomer ikke bruges i avl. Et officielt resultat og, når det findes, et HD-indeks giver alligevel værdifuld information om netop hofterne; det er ikke et bevis på hundens samlede sundhed.

For patellaluksation siger raceklubbens gældende anbefalinger, at en hund, som har tilstanden eller er opereret for den, ikke bør bruges i avl. Anbefalingen betyder derimod ikke, at alle forældredyr skal have et obligatorisk officielt patellaresultat. Spørg derfor både til undersøgelser og til knæproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Primær linseluksation, PLL, er en alvorlig øjensygdom knyttet til en mutation i genet ADAMTS17, og der findes en valideret DNA-test til racen. Raceklubben anbefaler især testning, når der findes bærere eller utestede nære slægtninge i linjen uden en DNA-testet fri hund som mellemled. Ifølge anbefalingen må en bærer kun parres med en DNA-testet fri hund eller en hund, der er fri gennem afstamning, såkaldt hereditært fri. Et frit PLL-resultat gælder denne mutation; det udelukker ikke andre øjenproblemer eller andre sygdomme.

Før et køb er det rimeligt at kontrollere:

- forældrenes identitet og faktiske HD-resultater, hvis de er røntgenfotograferet
- eventuel patellaundersøgelse og kendt familiehistorik
- PLL-status, og hvordan resultatet passer sammen med den anden forælders
- sygdomme, halthed, tandproblemer og mentalitet hos nære slægtninge
- at opdrætteren kan forklare både styrker og usikkerheder ved kombinationen

## Historie og oprindelse

Dansk-svensk gårdhund er en gammel skandinavisk gårdhundetype, men en forholdsvis sent anerkendt race. Lignende hunde levede længe på gårde i Danmark og Sydsverige, hvor de holdt rottebestanden nede, gav alarm, når nogen kom, og fungerede som selskabshunde. Det er ikke klarlagt præcist, hvordan typen opstod. Forbindelser til pinscherhunde og britiske hvide jagtterriere har været diskuteret, men bør ikke beskrives som en sikker stamtavle.

Før anerkendelsen blev blandt andet navnet skånsk terrier brugt. Ved en svensk kortlægning i 1986 blev 107 hunde samlet, hvilket bidrog til vurderingen af, at typen var tilstrækkeligt ensartet, samtidig med at der fandtes en brugbar genetisk variation. Sverige og Danmark anerkendte racen i fællesskab i 1987 under navnet dansk-svensk gårdhund.

FCI gav racen en foreløbig international anerkendelse i 2008 og en endelig anerkendelse i 2019. Den blev placeret i gruppe 2 som en hund af pinschertype, ikke i terriergruppen. I dag er de fleste selskabshunde, men lysten til at give alarm, interessen for små gnavere og den store arbejdsglæde gør racens historie relevant også i et moderne hjem.

## At leve med racen

Dansk-svensk gårdhund passer bedst i et hjem, hvor nærhed, aktivitet og hverdagstræning er en naturlig del af livet. Den kan passe til en førstegangsejer, men den praktiske størrelse gør ikke racen kravløs. Ejeren skal sætte pris på en hurtig hund, kunne forebygge jagt og alarmgøen og være klar til at træne ro lige så grundigt som fart.

Samvær med børn skal altid ledes af en voksen. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested, og børn må ikke forstyrre den, når den spiser, sover eller forsøger at gå væk. Vurdér forældredyrenes adfærd og hundens egen evne til at afbryde leg; udtrykket »børnevenlig race« er ingen garanti for sikkerhed.

En gårdhund kan leve sammen med en kat, men resultatet afhænger af individerne og introduktionen. Undgå, at hunden jager katten, giv katten høje steder og frie flugtveje, og hold de første møder korte og kontrollerede. Smådyr som kaniner og gnavere bør holdes fysisk adskilt, selv om hunden virker rolig under opsyn.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden kommer ud, får lov til at bruge næsen og lærer ikke at vogte over hver eneste lyd i ejendommen. En have erstatter ikke aktivering, og et stort hjem løser ikke udfordringer med at være alene. Begynd alene-hjemme-træningen med meget korte perioder, når hunden er tryg og rolig, øg først tiden, når den virkelig kan slappe af, og sørg for anden pasning, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare.

Mød om muligt begge forældre eller andre voksne slægtninge, før du beslutter dig. Læg mærke til, hvordan de hilser, kommer sig efter en overraskelse, reagerer på smådyr og lyde og finder ro efter aktivitet. Den information siger sammen med efterprøvelige sundhedsdata og en opdrætter, som kender sine linjer, mere om hverdagen end generelle løfter om, at racen passer til alle.

Dansk-svensk gårdhund

Danish Kennel Club

The Danish/Swedish Farmdog Club of America

Dansk-svensk gårdhund er en livlig, lille til mellemstor skandinavisk gårdhund, kompakt og atletisk med kort, overvejende hvid pels med farvede pletter. Den er meget menneskeorienteret, intelligent og energisk, og den er en kærlig familiehund, når den får daglig motion, træning og mental stimulering.

Opdræt med kærlighed af børn og voksne. 
Håndtering: sund kost, løbeture, genkende stemmen, når man kommer til dem.

Arne Mejlhede

## Kort fortalt

American staffordshire terrier, ofte kaldet amstaff, er en amerikansk terrier i FCI-gruppe 3. Det er en kompakt og meget stærk hund, som i dag primært holdes som selskabshund. Racen passer bedst til en ejer, der holder af aktiv træning og er indstillet på det ansvar, der følger med en kraftfuld hund i hverdagen.

- Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver.
- Racestandarden angiver ingen idealvægt i kilo. Som en grov rettesnor oplyser Svenska Kennelklubben 28–33 kg for hanhunde og 19–25 kg for tæver, men et sundt huld og harmoniske proportioner er vigtigere end et enkelt tal.
- Pelsen er kort, tæt, hård og blank og kræver som regel kun enkel pleje.
- Raceidealet er en opmærksom, modig og interesseret hund. Svenska Kennelklubben beskriver også amstaffen som social, aktiv og samarbejdsvillig, men der kan være store forskelle fra hund til hund.
- Den, der vil rejse med hunden, skal undersøge ruten på forhånd: amstaff er omfattet af raceforbud i både Norge og Danmark.

American staffordshire terrier er en selvstændig, anerkendt race med sin egen standard. Man kan derfor ikke afgøre racen alene ud fra et bredt hoved, en kort pels og en muskuløs krop. For en kommende hvalpekøber giver en registreret stamtavle og oplysninger om forældredyrene langt mere viden end antagelser ud fra udseendet.

## Udseende og pels

Amstaffen skal være stærk i forhold til sin størrelse, muskuløs og kompakt, men samtidig bevægelig og smidig. Kroppen skal virke harmonisk, ikke så tung eller overdrevet, at bevægelserne påvirkes. Den ønskede skulderhøjde er 46–48 cm for hanhunde og 43–46 cm for tæver. Standarden kræver, at højde og vægt står i forhold til hinanden, men angiver ikke noget vægtinterval. Svenska Kennelklubbens vægtangivelser er derfor en grov rettesnor i hverdagen, ikke en idealvægt, som alle hunde skal nå.

Pelsen ligger tæt ind til kroppen og er kort, hård og blank. En blød børste eller gummibørste er ofte nok til at fjerne løse hår, og hunden kan bades, når der reelt er behov for det. Væn roligt hvalpen til, at poter, kløer, ører, mund og hud bliver undersøgt. Det gør både den daglige pleje og senere undersøgelser hos dyrlægen lettere.

Standarden tillader ensfarvet, flerfarvet og plettet pels. Helt hvidt, mere end 80 procent hvidt, sort med tan-aftegninger og leverfarve er derimod farver, som standarden fraråder at fremme. Farven siger ikke noget sikkert om temperament eller sundhed. Rødme i huden, kløe, gentagen slikken på poterne eller forandringer i ørerne bør vurderes som symptomer og ikke forklares med pelsfarven.

## Temperament og personlighed

En amstaff skal være opmærksom, nysgerrig og modig, men racebeskrivelser viser et ideal og gennemsnit – ikke hvordan hver enkelt hund bliver. Adfærdsdata fra Svenska Kennelklubben viser forholdsvis høj socialitet og energi på raceniveau, samtidig med at variationen mellem individer er stor. Opvækst, erfaringer og træning har betydning, men nære slægtninges adfærd er også relevant, når du vælger hvalp.

Bed opdrætteren forklare forældrenes BPH-resultater og, hvis det findes, mentalindeks ved hjælp af konkrete eksempler fra hverdagen. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede mennesker, pludselige lyde, nye underlag, håndtering og møder med andre hunde. Mød helst tæven og andre nære slægtninge. Ordet »social« siger langt mindre end en beskrivelse af, hvordan hunden falder til ro igen efter noget uventet.

Racen er fysisk kraftfuld og kan være pågående. Rolige, kontrollerede møder er derfor vigtigere end, at hunden skal hilse på alle. Hverken racenavnet eller kønnet kan afgøre, om en amstaff kan fungere med en bestemt hund, kat eller et mindre kæledyr. Vurder i stedet den enkelte hunds tidligere erfaringer, interesse for at jage eller lege og evne til at afbryde og falde til ro.

Når hunden introduceres til en kat, bør katten have sine egne sikre steder og altid kunne trække sig. Brug et gitter eller en anden sikker adskillelse, hold de første møder korte og rolige, og forebyg jagt fra begyndelsen. Lad ikke dyrene være alene sammen, før deres adfærd er velkendt, og vær indstillet på, at nogle kombinationer aldrig bliver sikre.

En amstaff kan bo i en familie med børn, men en voksen skal altid have ansvaret for samværet. Børn skal lære at lade hunden spise og hvile i fred, og hunden skal have sit eget uforstyrrede sted. På grund af styrken bør børn ikke håndtere hunden alene i situationer, hvor et pludseligt ryk eller et møde med en anden hund kan blive svært at styre.

## Træning og motion

Amstaffen har brug for fysisk aktivitet og mental stimulering hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til alle. En unghund, en sund voksen hund og en hund med smerter eller ledproblemer har brug for forskellige forløb. Tilpas niveauet til alder, sundhed, restitution og hundens adfærd hjemme efter aktiviteten. Målet er en hund i god form, som kan skifte mellem aktivitet og hvile, ikke at gøre den udmattet for enhver pris.

Gåture kan kombineres med næsearbejde, spor, lydighed og korte problemløsningsopgaver. Svenska Kennelklubben fremhæver blandt andet nosework, spor og lydighed som egnede aktiviteter. Øg varighed og belastning gradvist, og hold hunden i et sundt huld. Hvis hunden pludselig bevæger sig anderledes, tøver med at hoppe ind i bilen eller er længere om at komme sig, bør en dyrlæge undersøge årsagen. Forsøg ikke at løse ændringen med mere træning.

Hverdagstræningen bør begynde tidligt og bygge på belønninger, tydelige rutiner og overkommelige trin. Følgende færdigheder er særligt nyttige for en stærk amstaff:

- at gå med løs line og kunne vende væk fra et møde med en anden hund;
- et sikkert indkald og et signal til at slippe eller gå væk fra noget;
- rolige hilsner uden hop eller træk;
- at kunne vente og falde til ro bag et gitter eller en anden adskillelse;
- tryg håndtering af poter, kløer, ører, mund og krop.

Træning, der bygger på smerte, frygt eller hårde korrektioner, kan skade både tillid og indlæring. Beløn den adfærd, du ønsker, gør øvelsen lettere, når hunden har svært ved den, og få tidligt hjælp fra en dygtig instruktør, hvis hundens styrke eller reaktioner bliver vanskelige at håndtere.

## Sundhed

Hofter, albuer, hud og korsbånd er vigtige områder at spørge ind til hos amstaff. Svenska Kennelklubben nævner hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi, korsbåndsproblemer og hudproblemer som kløe, udslæt, røde poter og allergi. Det betyder ikke, at alle hunde bliver ramt. Bed om konkrete oplysninger om forældre, søskende og tidligere kuld i stedet for at nøjes med en generel påstand om »sunde linjer«.

Ved svenskregistreret avl skal begge forældredyr have officiel HD-status før parring, og for amstaff kræves desuden officiel ED-status. Et registreret resultat betyder kun, at undersøgelsen findes, ikke automatisk at leddet er uden anmærkninger. Kontrollér derfor de faktiske grader. Raceklubbens avlsstrategi anbefaler også, at det planlagte kulds foreløbige HD- og ED-indeks ligger over 100. Det er en avlsanbefaling og må ikke forveksles med registreringsreglerne.

NCL-A er en arvelig neurologisk sygdom, som påvirker lillehjernen og kan give problemer med balance og koordination, ofte først i tre- til femårsalderen. Tilstanden nedarves autosomalt recessivt med ufuldstændig penetrans. DNA-resultater registreres som normal, bærer eller genetisk afficeret. En bærer er ikke det samme som en syg hund, men to bærere må ikke parres, og en genetisk afficeret hund må ikke bruges i avl. Bed om at se de registrerede resultater, og forstå, hvordan kombinationen er planlagt.

Når du vurderer et kuld, bør du kontrollere:

- forældrenes nøjagtige HD- og ED-resultater og kuldets foreløbige indeks;
- NCL-A-status og hvordan resultaterne påvirker parringen;
- BPH og mentalindeks, hvor det findes, suppleret med nære slægtninges adfærd i hverdagen;
- hudproblemer, korsbåndsskader og andre tilbagevendende lidelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.

## Historie og oprindelse

American staffordshire terrier blev udviklet i USA fra bull-and-terrier-hunde, som fulgte med immigranter i 1800-tallet. Den amerikanske raceklub beskriver hunde af denne type i landet allerede omkring 1870. Historien omfatter en baggrund i hundekampe, men den moderne races officielle standard og avlsarbejde skal vurderes ud fra nutidens krav til funktion, sundhed og temperament.

I 1936 optog American Kennel Club hundene i sin stambog under navnet Staffordshire Terrier. Navnet blev ændret til American Staffordshire Terrier fra 1. januar 1972 for at skelne racen fra den dengang anerkendte Staffordshire Bull Terrier. Den første amstaff blev registreret hos Svenska Kennelklubben i 1991.

Årstallene forklarer, hvorfor navnene er blevet ændret, men de gør ikke alle hunde med et lignende udseende til den samme race. For nutidens hvalpekøber er en kontrollerbar stamtavle, dokumenterede sundhedsoplysninger og kendskab til nære slægtninge mere værdifuldt end løse betegnelser som »pitbulltype«.

## At leve med racen

En amstaff kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet, restitution og trygge rutiner. Boligens størrelse er mindre afgørende end den måde, hverdagen fungerer på. I en etageejendom skal du kunne håndtere hunden sikkert i opgangen, elevatoren og smalle passager, forebygge generende støj og planlægge turene, så hver tur ikke bliver præget af vanskelige hundemøder.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke efterlades alene, og en tryg voksen hund bør efter tilvænning kun være alene nogle få timer ad gangen. Den svenske regel om, at hunde normalt skal luftes mindst hver sjette time i dagtimerne, er ikke en anbefaling for, hvor længe en hund bør være alene. Planlæg derfor hvalpetiden, arbejdsdagene og en reserve til pasning, før hunden flytter ind.

Tænk også over den fysiske kontrol. Sele eller halsbånd skal sidde sikkert, linen skal give et stabilt greb, og den, der går med hunden, skal kunne holde den, hvis der sker noget uventet. Det er ikke et argument for hårde metoder; det er en praktisk følge af racens styrke. God planlægning, afstand og indlærte alternativer forebygger flere problemer end sene korrektioner.

Rejser kræver særlig opmærksomhed. American staffordshire terrier og krydsninger med racen er forbudt i Norge, og forbuddet omfatter indførsel. Danmark forbyder også racen og krydsninger med den ved ophold. Der findes en begrænset undtagelse for direkte gennemrejse i bil uden unødvendige stop, men det er ikke det samme som at måtte holde ferie i landet. Tog er ikke omfattet af undtagelsen. Reglerne kan ændre sig, så kontrollér altid den aktuelle information hos norske Mattilsynet og danske Fødevarestyrelsen, før du bestiller en rejse eller vælger rute.

Racen passer bedst til en ejer, der holder af struktureret træning, kan sørge for daglig aktivitet og har overskud til en hund, som både er social og fysisk krævende. Hvis husstanden ikke har tid til alene-hjemme-træning, sikre introduktioner, linetræning og omhyggelig opfølgning på sundheden, er en mindre kraftfuld eller mindre krævende race ofte et bedre valg.

American staffordshire terrier

American staffordshire terrier: muskuløs, middelstor og menneskeorienteret hund med kort, letplejet pels i mange forskellige farver. Kærlig, energisk og meget lærenem med konsekvent, positiv træning. Har brug for daglig motion, mental stimulering, socialisering og ansvarlig håndtering.

Bandit Queen

Apitas Hundar

## Kort fortalt

Den store pudel er den største af pudlens fire officielle størrelser og en aktiv selskabshund med stort behov for både samarbejde og pelspleje. Navnet **kungspudel** bruges af og til i svensk daglig tale, men det er ikke en selvstændig race eller størrelsesvariant. På svensk hedder varianten officielt **Pudel, stor**; på denne danske side er navnet **Pudel, stor**.

- **Racetype:** anerkendt puddelvariant i FCI-gruppe 9, selskabshunde
- **Mankehøjde:** over 45 til og med 60 cm; racestandarden tillader 2 cm tolerance opefter
- **Vægt:** racestandarden angiver ingen officiel vægt
- **Pels:** rigelig, krøllet uldpels eller pels, der danner snore
- **Ideelt temperament:** opmærksom, aktiv, samarbejdsvillig og let at træne
- **Behov i hverdagen:** daglig fysisk aktivitet, mental stimulering, hvile og regelmæssig pelspleje
- **Svensk sundhedsprogram:** forældredyrene skal have officiel HD-status før parring

En stor pudel kan passe til en engageret førstegangsejer, men racen er ikke nem at passe, blot fordi den er samarbejdsvillig. Den kommende ejer skal have lyst til at træne hverdagsfærdigheder, give hunden meningsfuld aktivitet og passe pelsen, også når vejret er vådt, og kalenderen er fuld.

## Udseende og pels

Den store pudel skal være harmonisk og atletisk med en krop, der er lidt længere end mankehøjden – ikke helt kvadratisk. Den officielle højde er over 45 til og med 60 cm med 2 cm tolerance opefter. Tolerancen betyder ikke, at 62 cm er den normale målhøjde. Da racestandarden ikke angiver nogen vægt, bør en voksen hund vurderes ud fra proportioner og huld, ikke efter et påstået officielt antal kilo.

Standarden anerkender to pelsstrukturer. Uldpudlen har en tæt, fin, uldagtig og krøllet pels, mens snorepudlen har pels, der formes til lange, tydelige snore. Selskabshunde holdes ofte i en praktisk, kortere frisure, men en kort frisure fjerner ikke behovet for bad, grundig gennemgang af pelsen og klipning.

De godkendte puddelfarver er flere, end mange ældre racebeskrivelser giver indtryk af. Ud over ensfarvet sort, hvid, brun, grå og abrikosrød godkender den nuværende standard flere bestemte flerfarvede mønstre. De omfatter blandt andet hvid kombineret med sort, grå, brun eller abrikosrød samt tan-aftegninger, trefarvet og brindle pels. De flerfarvede muligheder blev indført i den internationale standard, der trådte i kraft i Sverige i 2024. Ældre oplysninger om, at en pudel altid skal være ensfarvet, er derfor forældede.

Pelsen vokser hele tiden og kræver en plan. Hvor ofte den skal redes ud, bades og klippes, afhænger af pelslængde, frisure, aktivitet og hvor let pelsen filtrer. Kontrollér helt ned til huden i stedet for kun at børste overfladen. Væn roligt hvalpen til kam, klippemaskine, føntørrer, håndtering af poter og til at stå stille; det gør den fremtidige pleje lettere.

En stor pudel beskrives ofte som en race, der fælder lidt, men begrænset fældning er ikke det samme som allergifrihed. Hundeallergener findes blandt andet i hud og spyt, og reaktionen kan variere mellem enkelte hunde – også mellem kuldsøskende. En person med allergi bør derfor ikke vælge en stor pudel alene på grund af racenavnet eller et løfte om en ”hypoallergen” pels.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal den store pudel være opmærksom, aktiv, trofast og let at lære og træne. I hverdagen viser det sig ofte som en hund, der hurtigt opfatter mønstre, søger kontakt og gerne deltager i familiens aktiviteter. Den samme opmærksomhed betyder også, at hunden hurtigt kan lære uønskede rutiner, hvis regler, belønninger og forventninger er uklare.

At racen er lærenem, betyder ikke, at alle store pudler har samme temperament, og en intelligensrangliste forklarer ikke, hvordan en hund fungerer i hverdagen. Resultater fra BPH-beskrevne pudler kan vise fælles træk, men de beskriver de hunde, der deltog – ikke alle store pudler. Social tryghed, aktivitetsniveau, lydfølsomhed, interesse for at jage og evnen til at falde til ro kan variere med arv, tidlige erfaringer og træning.

Mød om muligt hvalpens mor og gerne voksne slægtninge. Læg mindre vægt på, om hundene kan et trick, og mere på hvordan de kommer sig efter en overraskelse, hilser uden at blive hængende i høj stress og falder til ro, når der ikke sker noget. Spørg opdrætteren, hvilke egenskaber der faktisk går igen i familien, og hvordan den planlagte kombination forventes at fungere i et almindeligt hjem.

En stor pudel kan være et godt valg for en førstegangsejer, der holder af træning og accepterer pelsarbejdet. Den passer dårligere til den, der først og fremmest ønsker en selvstændig hund eller en stor hund med minimalt behov for daglig kontakt og aktivering.

## Træning og motion

En stor pudel har brug for fysisk bevægelse og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, helbred, form, vejr, underlag og restitution er afgørende for et godt forløb. En afbalanceret hverdag rummer både ture og mulighed for at snuse, undersøge, samarbejde og hvile uforstyrret.

Racen sætter ofte pris på træning, hvor den får lov til at forstå en opgave: lineføring, indkald, apportering, næsearbejde, kropskontrol eller andre hundesportsgrene. Korte, tydelige pas kan kombineres med færdigheder i virkelige miljøer. Målet er ikke at holde hunden beskæftiget hele tiden, men at udvikle en hund, der kan skifte mellem aktivitet og ro.

For en hvalp er kvalitet og gradvis tilvænning vigtigere end en mekanisk minutregel. Lad hvalpen bevæge sig i sit eget tempo på varierede, men sikre underlag, giv pauser, og øg belastningen gradvist. Tilpas næste pas efter, hvordan hvalpen bevæger sig, bevarer koncentrationen og falder til ro bagefter.

Pudlens historie som vandapporterende hund forklarer, hvorfor vand og apportering ofte nævnes i racebeskrivelser. Det garanterer dog ikke, at enhver stor pudel har lyst til at svømme. Introducér vand uden tvang, vælg sikre steder, og lær hunden at gå i og komme op på signal.

## Sundhed

Det vigtigste dokumenterbare sundhedskrav i svensk avl af stor pudel handler om HD-status: Begge forældredyr skal have et officielt hofteresultat før parring, for at afkommet kan registreres efter Svenska Kennelklubbens regler. En oplysning om, at forældrene er ”sundhedstestede”, er derfor ikke nok – spørg, hvilke undersøgelser der er foretaget, og kontrollér resultaterne.

HD graderes fra A til E. A og B regnes som normale hofter, og det svenske program for stor pudel tillader også grad C i avl. Svenska Pudelklubbens strategi er, at hunde med D eller E ikke skal bruges. Resultatet for den enkelte hund er dog kun en del af billedet, fordi både arv og miljø påvirker hofteleddenes udvikling.

Stor pudel har også HD-indeks. Indekset kombinerer hundens eget resultat med oplysninger om slægtninge; værdien 100 svarer til racens gennemsnitlige beregnede avlsværdi på beregningstidspunktet. Svenska Pudelklubben anbefaler et beregnet kuldindeks på mindst 97 for en planlagt kombination. Det er en avlsanbefaling og skal ses sammen med forældrenes grader, resultater i familien, øvrig sundhed og genetisk variation – ikke som en selvstændig kvalitetskarakter for hvalpen.

Det er let at blande sundhedsreglerne for pudlens fire størrelser sammen. Det formelle svenske DNA-krav for prcd-PRA gælder toy-, dværg- og mellempudel, ikke stor pudel. Svenska Pudelklubben opfordrer dog til DNA-test for øjensygdommen rcd4 hos alle størrelser og anbefaler øjenundersøgelse. Et DNA-resultat gælder kun den bestemte genvariant, testen omfatter, og erstatter hverken en øjenundersøgelse eller en bred vurdering af hundens sundhed.

Før køb er disse spørgsmål mere nyttige end en lang, generel sygdomsliste:

- Hvilke officielle HD-resultater har begge forældre, og hvad er kombinationens beregnede HD-indeks?
- Findes der HD-resultater fra voksne søskende og andre nære slægtninge?
- Er forældrene øjenundersøgt, og hvilke DNA-test er foretaget? Bed om testens præcise navn og resultat.
- Hvilke tilbagevendende diagnoser, bevægelsesproblemer eller andre sundhedsproblemer kender opdrætteren til i familien?
- Hvor gamle er de ældre slægtninge, og hvordan har deres funktion og sundhed udviklet sig?

## Historie og oprindelse

Pudlens dokumenterede baggrund er europæisk, og Frankrig er angivet som racens hjemland i den internationale standard. Standarden beskriver en oprindelse tæt på racen barbet og tidlig brug ved jagt på vandfugle. Også historien bag racenavnet er knyttet til vand og ænder.

Den store puddelvariant lå nærmest det oprindelige arbejde i vand, før pudlen udviklede sig videre som selskabs- og udstillingshund i flere størrelser. Svenska Pudelklubbens racehistorie forklarer den klassiske løveklipning som en funktionel klipning til vandarbejde: Pels blev bevaret på udsatte områder, mens andre partier blev barberet for at gøre bevægelse i vand lettere. Nutidens frisurer har først og fremmest praktiske formål og udstillingsformål, men forbindelsen gør den karakteristiske silhuet lettere at forstå.

Puddellignende hunde ses i europæisk kunst fra 1400-tallet. Den moderne standardisering af racen kom langt senere, og nutidens store pudel bedømmes som selskabshund – ikke som om hvert individ allerede var en færdigtrænet vandapportør.

## At leve med racen

Livet med en stor pudel fungerer bedst, når familien planlægger efter tre ting på én gang: tæt samarbejde, daglig aktivitet og pelspleje, der aldrig helt holder pause. En hund, der får brugt både krop og hoved, men også lærer at hvile, er som regel lettere at leve med end en hund, der kun får mere og mere intens motion.

En stor pudel kan bo i lejlighed, hvis ejeren sørger for gode rutiner for luftning og ture, aktivitet og ro indendørs. En have kan være praktisk, men erstatter ikke ture, miljøtræning eller tid sammen. Gøen og uro bør ikke afvises som uundgåelige raceegenskaber; se i stedet på situationen, hvad der belønnes, stress, mangel på passende aktivitet og hundens mulighed for at falde til ro.

Alenetid skal læres gradvist med korte perioder, hvor hunden stadig er tryg. Hvor hurtigt træningen kan øges, afhænger af individet. Planlæg allerede før købet hvalpetid, arbejdsdage og hjælp efter behov, i stedet for at antage, at en lærenem hund automatisk kan være alene i et bestemt antal timer.

Racen kan fungere godt med børn, andre hunde og katte, men racenavnet er ingen garanti. Børn og hunde skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Møder med en kat eller en anden hund bør foregå roligt og kontrolleret med mulighed for at skabe afstand. Hvalpens tidligere erfaringer, de voksne dyrs adfærd og ejerens introduktion betyder mere end et generelt ja eller nej i en racetabel.

Bed til sidst opdrætteren om at vise, hvordan en almindelig omgang pelspleje foregår, og forklare, hvilken frisure hundene har derhjemme. Kombinér den praktiske demonstration med dokumenterbare HD-resultater, klare oplysninger om øjne og DNA-test samt en ærlig beskrivelse af voksne slægtninges temperament. Så bygger valget af stor pudel på den hund, du faktisk kan få – ikke på løfter, som ingen race kan garantere.

Pudel, stor

The Poodle Club of the United Kingdom

The Kennel Club (United Kingdom)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Pudel, stor er en atletisk, fældesvag apporterende vandhund med en tæt, krøllet pels, der kræver regelmæssig pelspleje. Den er meget intelligent og sensitiv, trives rigtig godt med træning, hundesport og familieliv og har det bedst med tæt selskab, daglig motion og mental stimulering.

Toy-Max

## Kort fortalt

Hälleforshund er en svensk elghund, der jager som løs hund og holder elgen stående. Den tilhører gruppe 5, er anerkendt af Nordisk Kennel Union, men ikke af FCI, og registreres i SKK's anneksregister. SKK understreger, at racen ikke egner sig som ren selskabshund.

- Hanner skal måle 55–63 centimeter i skulderhøjde og tæver 52–60 centimeter. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Hunden skal søge selvstændigt, finde og stille elgen, følge efter og stille den igen, hvis den bryder ud, og vende tilbage efter arbejdet. En jagtprøve fortæller mere om disse egenskaber end en generel beskrivelse som “højt energiniveau”.
- Raceidealet er en stærk, modig og energisk jagtspids med stor jagtlyst og skarphed over for vildt. Hälleforshunden er også kendt for ofte at knytte sig særligt tæt til én fører.
- Begge forældre skal have kendt officiel HD-status, for at et kuld kan registreres i Sverige. Raceklubbens betingelser for anbefalede og anviste parringer er strengere end SKK's registreringskrav.
- Racen har åben stambog. Hunde med tydeligt racepræg kan vurderes og godkendes til indmønstring, så den genetiske variation kan øges under kontrollerede forhold.

Vælg kun hälleforshund, hvis elgjagt, jagtrettet træning og et langsigtet ansvar for en selvstændig løshund reelt indgår i dine planer.

## Udseende og pels

Hälleforshunden skal være middelstor til stor, rektangulær og kraftig uden at virke tung. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige og muskuløs, og brystkassen er rummelig og dyb. Bevægelserne skal være regelmæssige og effektive med god skridtlængde. Det er en kropsbygning til arbejde i skoven, ikke til overdreven tyngde.

Standarden angiver 55–63 centimeter for hanner og 52–60 centimeter for tæver, men ingen vægt. Vægtangivelser i raceguider er derfor ikke mål fra standarden. Vurder i stedet hundens huld, muskulatur, bevægelser og arbejdsevne.

Pelsen består af længere, grove dækhår og kort, blød og tæt underuld. Den er kortere på hovedet og forsiden af benene, længere bag på benene og mere udviklet som en krave over hals og skuldre. Farven skal være gulrød i lysere eller mørkere nuancer. Et mørkt næseparti er ønskeligt, mens bryst, bug, ben, seletegning, lårenes bagsider og halens underside er lysere. Ørernes bagsider er mørkere.

Halen skal være højt ansat, middellang og rigt behåret uden fane. Den bæres i en bue eller oprullet over ryggen eller tæt på ryglinjen. Ørerne skal være stift opretstående og bevægelige, og poterne kraftige og tæt sluttede.

Børst løs underuld ud i fældeperioden, og bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan. Efter jagt bør du kontrollere hud, poter, kløer, ører og pels for sår, flåter, snavs og ømhed. Tør en våd hund, og hold øje med, hvordan den bevæger sig efter hvile.

## Temperament og personlighed

Hälleforshunden skal udstråle styrke, mod og energi. Selvstændigheden er nødvendig, når hunden arbejder uden for synsvidde, men jagtidealet omfatter også samarbejde og evnen til at vende tilbage. En hund, der blot forsvinder langt væk, er ikke automatisk en bedre jagthund.

Standarden og racens avlsstrategi, RAS, beskriver en tendens til at være en såkaldt enmandshund. Under jagten kan hunden være reserveret over for andre jægere og fremmede, hvilket kan gøre det sværere for andre end føreren at kalde den ind og håndtere den. Træn dette; brug det ikke som undskyldning for frygt eller aggression. Aggressivitet og ekstrem skyhed er diskvalificerende fejl ifølge standarden.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for en detaljeret svensk BPH-profil. RAS ønsker at få flere hunde beskrevet og undersøge mulige sammenhænge mellem adfærd i hverdagen og jagtegenskaber. Mød derfor forældrene og voksne slægtninge. Se, hvordan de falder til ro efter overraskelser, reagerer på lyde og fremmede, accepterer håndtering fra andre og skifter fra aktivitet til hvile.

Sammen med børn kræves en nærværende voksen og et uforstyrret hvilested til hunden. Jagtlyst fortæller ikke, hvordan hunden vil fungere med familiens kat eller andre hunde. Introducer dyrene kontrolleret, og sørg for, at de kan holdes adskilt, især katte, kaniner og andre smådyr. Den enkelte hunds erfaring og adfærd vejer tungere end generelle løfter om racen.

## Træning og motion

Hälleforshunden skal forberedes til elgjagt og have mulighed for at arbejde som løshund, der stiller elgen. Gåture, løb, spor og næsearbejde opbygger kondition og samarbejde, men erstatter ikke racens jagtformål. Der findes ingen formel i minutter, som gør den egnet som ren selskabshund.

Arbejdet begynder med et systematisk søg. Når hunden finder en elg, skal den forsøge at få dyret til at stå og markere det med standhals, så føreren kan komme tættere på. Hvis elgen bryder ud, skal hunden kunne følge efter og forsøge at stille den igen. Efter afsluttet arbejde er tilbagevendingen til føreren en vigtig del af jagtsamarbejdet. Jagtprøver bruges blandt andet til at bedømme søg, evnen til at finde, stille og stille igen samt hundens mentalitet.

Træn indkald, stopsignal, håndtering og kontakt tidligt, men regn ikke med, at lydighed ophæver jagtlysten. Øg sværhedsgraden gradvist fra rolige omgivelser til større afstand og kraftigere forstyrrelser. En lang line og indhegnet areal giver sikrere træning. I nærheden af trafik, husdyr eller vildt kan snor være det eneste ansvarlige valg.

Naturvårdsverket oplyser i øjeblikket, at en hund, der er egnet til elgjagt, må bruges fra 21. august til 31. januar. Kontrollér alligevel de gældende jagttider, lokale afgørelser, terrænforhold og andre begrænsninger før hvert slip.

Opbyg kondition, styrke og robuste poter før sæsonen i stedet for at øge belastningen brat, når jagten begynder. Tilpas løb, cykling, trækarbejde og træning i terræn til alder, helbred, temperatur, underlag og træningsbaggrund. Efter en hård træning har hunden brug for vand, mad, hvile og et grundigt tjek af poter, hud, kløer og bevægelser. Stivhed, halthed, tydelige smerter eller påvirket almentilstand skal ikke trænes væk.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, er racens tydeligst dokumenterede sundhedsproblem. Ifølge SKK's registreringsregler for 2026 skal begge forældre have kendt officiel HD-status før parringen. En hund med HD-grad E må ikke bruges i avl. Efter den generelle regel må en hund med grad D kun parres med en hund med grad A eller B, og en hund med kliniske symptomer må ikke bruges uanset røntgenresultatet.

Hälleforshund har derimod ikke et bindende SKK-krav om AD-røntgen eller øjenundersøgelse før registrering. Raceklubben bruger strengere betingelser i avlsarbejdet. For anbefalet og anvist parring angiver RAS blandt andet HD A eller B, AD uden anmærkninger og en godkendt øjenundersøgelse, som højst er et år gammel. Klubben begrænser desuden hvert avlsdyr til tre parringer og sigter mod en stigning i indavlsgraden på under 3 procent over fem generationer. En anbefalet parring kræver jagtprøveresultat hos begge forældre, en anvist parring hos én. Det er klubbens udvælgelseskriterier, ikke SKK's minimumskrav.

Den senest offentliggjorte RAS giver et mere brugbart billede end blot at kalde racen “sund”. I 2018–2022 blev 142 hunde HD-røntgenfotograferet; 20 procent havde grad C eller dårligere. I samme periode blev 288 hunde registreret. Resultatet gælder de undersøgte hunde og viser både et problem, der skal følges, og at mange hunde manglede et officielt resultat.

Øjenmaterialet omfattede 270 undersøgelser i 2015–2022. Arvelig katarakt blev registreret hos 5,6 procent, en lavere andel end i den foregående RAS. Klubbens krav om øjenundersøgelse før parring og diagnosespecifikke råd bør derfor tages alvorligt, selv om en øjenattest ikke er et bindende registreringskrav hos SKK for racen.

AD-resultaterne i RAS var uden anmærkninger hos alle undersøgte hunde i 2014–2021, men antallet pr. år var begrænset. Det beviser ikke, at AD aldrig forekommer. RAS registrerede ingen kendte tilfælde af epilepsi efter den foregående strategiperiode, men også dette er overvågningsdata og ikke en garanti for hver slægtslinje.

Officiel HD- og AD-røntgen kan foretages fra 12-månedersalderen for hälleforshund. Kontrollér de oprindelige resultater og datoer, ikke blot en påstand om, at forældrene er “sunde”. Se også på søskende, ældre slægtninge, tidligere afkom, øjenattester og jagtprøveresultater. Spørg, hvordan opdrætteren har afvejet hensynet til sundhed og genetisk variation.

## Historie og oprindelse

Hälleforshundens dokumenterede grundlag er et kuld elghunde, der blev født nær Hällefors bruk i slutningen af 1930'erne. Moderen var en gråbeige ostjakhund fra et spand, som var blevet indført fra Sibirien, og faderen var en velanset elghund af blandet afstamning. Racen blev udviklet til praktisk elgjagt; jagtegenskaber, funktionel fysik og holdbarhed vejede tungere end en lukket, ensartet stamtavle.

SKK begyndte at registrere hälleforshund i 2000, da standarden blev vedtaget, og hundene fik adgang til jagtprøver. Racen er anerkendt i Norden, men ikke af FCI, og registreres fortsat i anneksregisteret.

Den åbne stambog er en del af racens nutid, ikke kun dens historie. En hund uden fuldstændig registreret afstamning bliver ikke automatisk en hälleforshund; den skal vurderes som racetypisk og godkendes. Kontrolleret indmønstring kan udvide avlsbasen, men kræver samtidig en grundig vurdering af mentalitet, jagtegenskaber, ledstatus, øjne og slægtskab.

## At leve med racen

Hälleforshund passer bedst til en jæger, der ønsker at arbejde med en elghund, som finder og stiller vildtet. Den kan bo i en mindre bolig, hvis hele hverdagen fungerer, men hjemmet erstatter ikke jagt, egnet terræn, sikker træning og restitution. Gøen er et arbejdsredskab, når hunden stiller elgen; i tæt bebyggelse skal du vurdere hundens lydreaktioner og tage hensyn til naboerne.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med korte perioder, når hunden er luftet og rolig, og øg først tiden, når den kan hvile. Et kamera kan afsløre vandren, gøen, hylen, ødelæggelser eller at hunden ikke tager imod mad. Der findes ingen særlig timegrænse for racen, som gør et langt fravær passende.

Før du køber en hvalp, bør opdrætteren kunne svare klart på følgende:

- Hvordan jager forældrene i praksis, og hvad viser jagtprøverne om søg, fund, standhals, omstilling og tilbagevending?
- Hvilken officiel HD- og AD-status har forældrene og deres nære slægtninge, og hvornår blev undersøgelserne foretaget?
- Hvornår blev forældrenes øjne sidst undersøgt, hvilke diagnoser findes i slægten, og opfylder parringen raceklubbens betingelser?
- Er parringen anbefalet, anvist eller uden for avlsrådets ordning, og hvad betyder det konkret for jagtresultater og sundhed?
- Hvordan har opdrætteren vurderet stigningen i indavlsgraden og den genetiske bredde i en race med åben stambog?
- Hvordan reagerer forældrene på fremmede, hunde, lyde og håndtering, og kan andre end den primære fører tage sig af dem?
- Hvordan introduceres hvalpene til mennesker, forskellige underlag, skov, bilkørsel, hvile og hverdag uden at blive udsat for for tidlig eller hård belastning?

Det vigtigste spørgsmål er enkelt: Vil du leve med alt, hvad der følger med en stillende elghund, også på de dage, hvor du ikke jager? Hvis svaret er ja, og du har jagtterræn, tid, viden og en plan for hundens sikkerhed, kan hälleforshundens mod, udholdenhed og samarbejde med føreren få den rette opgave.

Hälleforshund

Hälleforshund er en svensk spidshund, der bruges til elgjagt: middelstor til stor, atletisk bygget, gul med mørkere næseparti og en vejrbestandig dobbeltpels. Den er energisk, selvstændig, loyal og reserveret over for fremmede og har brug for meget daglig motion, mental aktivering og erfarne, friluftsinteresserede ejere.

Fjällrikets Kennel

## Kort fortalt

Pomeranian er den mindste størrelsesvariant af tysk spids: en meget lille, men livlig selskabshund med tæt dobbeltpels, stor årvågenhed og ofte let til gøen. Den passer bedst til den, der vil træne og aktivere en rigtig hund i lille format, ikke til den, der hovedsageligt ønsker en hund, som skal bæres.

- **Race og oprindelse:** tysk spids, pomeranian/zwergspitz, med oprindelse i Tyskland og senere videreudvikling i England
- **Størrelse:** normalt 18–23 cm i skulderhøjde og omkring 2–3 kg; racestandarden angiver 21 cm med tilladt variation og siger, at vægten skal passe til hundens størrelse
- **Forventet levetid:** cirka 12–16 år er en vejledning, ikke et løfte for den enkelte hund
- **Temperament:** ofte opmærksom, glad, hengiven og lærenem, men individ, opvækst og hverdag har stor betydning
- **Aktivering:** daglige gåture, næsearbejde og korte træningspas med tid til ro og restitution
- **Pelspleje:** en grundig gennemgang cirka hver anden uge og oftere i fældeperioder
- **Vær opmærksom på:** gøen, tandpleje, patellastatus og sikker håndtering omkring små børn og betydeligt større hunde

“Teacup Pomeranian” og “mini Pomeranian” er ikke selvstændige, anerkendte størrelsesvarianter. Det er markedsføringsord, som ikke giver en sikrere prognose for voksenstørrelse, sundhed eller temperament. Den officielle variant hedder Pomeranian eller Zwergspitz. Vurder derfor forældrene, voksne slægtninge, sundhedsoplysninger og opdrætterens avlsmål i stedet for at stole på en salgsbetegnelse.

## Udseende og pels

Pomeranian er kompakt og kvadratisk bygget med et lille, spidst hoved, små opretstående ører og en fyldig hale, der bæres højt over ryggen. Den store pels giver hunden en rundere silhuet end kroppen under pelsen.

Racen har dobbeltpels. Dækhårene skal være lange, lige og stå ud fra kroppen, mens underulden er kort, tæt og blød. Pelsen danner en tydelig krave omkring halsen, bukser på bagbenene og en busket hale. Standarden beskriver en naturlig pels, som ikke skal se formklippet ud. Anerkendte farver omfatter blandt andet hvid, sort, brun, orange og gråschatteret samt flere andre definerede farver og kombinationer.

En grundig gennemgang cirka hver anden uge er et godt udgangspunkt ifølge Svenska Kennelklubben, men mange hunde har brug for hyppigere børstning, når de fælder. Arbejd pelsen igennem helt ned til huden i stedet for blot at glatte overfladen. Øg plejen, så snart små filtringer begynder at dannes. Hyppigheden skal følge hundens pels, årstiden og hverdagen; én fast plan passer ikke til alle individer.

Pelsens kvalitet er vigtigere end størst mulig fylde. En korrekt dobbeltpels indeholder både dækhår og underuld. Meget underuld kombineret med manglende dækhår er et kendt problem i racen og kan gøre pelsen vanskelig at pleje. Når du møder en opdrætter, er det derfor nyttigt at se voksne hunde og ikke kun hvalpens bløde hvalpepels.

## Temperament og personlighed

Pomeranian er ofte opmærksom, livlig og stærkt knyttet til sine mennesker. Racestandarden beskriver en glad, hengiven og lærenem hund uden udpræget jagtlyst, men det er et avlsideal og ingen garanti for, hvordan hvert individ fungerer med fremmede, børn eller andre dyr.

Spidshundens årvågenhed gør, at den hurtigt kan reagere på lyde, bevægelse uden for vinduet eller nogen, der kommer til døren. Gøen har baggrund i racens rolle som vagthund. Målet behøver derfor ikke være en hund, der aldrig siger til, men en hund, som kan stoppe, søge støtte hos sin fører og falde til ro igen. Begræns muligheden for at øve lange perioder med gøen, beløn pauser og træn en rolig rutine i situationer, der plejer at udløse gøen.

Socialisering er værdifuld, men lover ikke et bestemt temperament. Lad hvalpen møde mennesker, miljøer og stabile hunde i et tempo, hvor den stadig kan tænke, søge kontakt og komme sig. Mere eksponering er ikke nødvendigvis bedre, hvis hunden bliver overvældet.

En BPH-adfærdsbeskrivelse kan vise, hvordan den beskrevne hund reagerede i standardiserede øvelser, men resultatet er ikke bestået eller ikke bestået og forudsiger ikke alt. Datagrundlaget for Pomeranian er desuden begrænset. Se et eventuelt BPH-resultat sammen med forældrenes adfærd i hverdagen og det, opdrætteren kan fortælle om voksne slægtninge.

## Træning og motion

Pomeranian har brug for fysisk og mental aktivitet hver dag, men der findes ikke et universelt antal minutter, som passer til alle hunde. En god hverdag kombinerer gåture i hundens tempo med næsearbejde, samarbejde, leg og uforstyrret hvile. Vurder balancen ud fra hundens huld, bevægelser, koncentration og evne til at falde til ro, ikke kun hvor langt den har gået.

Racen kan have glæde af nosework, rallylydighed og agility, når opgaverne og omgivelserne tilpasses hundens størrelse og erfaring. Kontaktøvelser, indkald, tricks og søg efter mad eller genstande giver også meningsfuld aktivering. Lad hundens engagement styre længden på træningspassene i stedet for en fast plan på fem eller ti minutter.

Belønningsbaseret træning hjælper hunden med at forstå, hvad der kan betale sig, uden at gøre den mere usikker. Prioritér dette tidligt:

- rolig håndtering af poter, mund og pels
- kontakt og indkald, selv når noget bevæger sig eller laver en lyd
- at kunne trække sig og hvile
- en indlært pause, efter at hunden har bemærket en lyd
- tryghed på forskellige underlag og under transport i hverdagen

Den lille krop kræver sikkerhed, ikke inaktivitet. Løft hunden, når situationen reelt indebærer en risiko, men lad den også gå, snuse og løse enkle opgaver selv. Forebyg fald fra møbler eller arme, og stop voldsom leg med betydeligt større hunde, før størrelsesforskellen bliver et problem.

## Sundhed

Ved køb af hvalp i Sverige er forældrenes registrerede patellastatus, oplysninger om tænder og bid samt information om pelsproblemer hos voksne slægtninge særligt nyttige. Identificerede hunde, registrerede resultater og åbne svar fortæller mere end en lang liste over mulige sygdomme.

Patellaluksation forekommer hos Pomeranian og andre små hunderacer. I Sverige er patellaundersøgelse ikke et obligatorisk sundhedsprogram for racen, men den svenske raceklub, Pomeranianklubben, anbefaler, at avlshunde undersøges. Klubben anbefaler, at hunde med grad 2 eller 3 ikke bruges i avl, og at grad 1 kun kombineres med grad 0. Det er en avlsanbefaling, ikke en garanti for hvalpens fremtidige sundhed.

Bed om forældrenes registrerede navne eller registreringsnumre, og kontrollér resultaterne i Svenska Kennelklubbens databaser Hunddata eller Avelsdata. Kontrollér hundens identitet, undersøgelsesdato og status for begge forældre. Formuleringen “forældrene er testet” er ikke nok, hvis identitet og resultat ikke kan spores.

Hårtab omtales nogle gange som “black skin disease”, BSD eller alopecia X. Racens gældende svenske avlsstrategi understreger, at BSD hverken er en sygdom i sig selv eller en videnskabelig diagnose, men en dagligdags samlebetegnelse for flere tilstande, der kan give pelstab. Uforklarligt hårtab kræver derfor en veterinærvurdering. Spørg, hvordan pelsen har udviklet sig hos forældrene og ældre slægtninge, men kræv ikke sikre løfter om arvelighed, når årsagerne er uklare.

Tænder, kæber og bid er også vigtige i racen. Væn hvalpen til at få undersøgt munden, og begynd tidligt med tandbørstning; tænderne bør helst børstes dagligt. Søg hjælp, hvis hunden har smerter, svært ved at spise, eller hvis biddet ser ud til at skade blødt væv i munden.

## Historie og oprindelse

Pomeranian har sin oprindelse i Tyskland og tilhører familien tysk spids. Zwergspitz betyder dværgspids, mens Pomeranian er det internationalt kendte navn på den samme officielle størrelsesvariant.

Racens moderne type blev videreudviklet i England. Her blev Pomeranian Club stiftet i 1891, og en tidlig racestandard blev udarbejdet. Den dokumenterede historie opsummeres derfor bedst som en tysk spidsbaggrund med vigtig videreudvikling i England, ikke som en sikker og ubrudt fortælling om én bestemt forhistorisk hundetype.

Racens tidligere rolle som vagthund er med til at forklare nutidens årvågenhed og tendens til at gø. I dag holdes Pomeranian først og fremmest som selskabshund, men den har bevaret spidshundens årvågenhed og nyder ofte opgaver, hvor den får lov til at samarbejde og bruge næsen.

## At leve med racen

Pomeranian kan fungere med børn, andre dyr og i lejlighed, men kun når de voksne tilpasser omgivelserne til en meget lille, opmærksom hund. Hverken racenavnet eller tidlig socialisering gør samspillet automatisk sikkert.

Små børn og hunde skal altid have en voksen i nærheden. Barnet bør sidde ned under kontakten, lade hunden gå væk og aldrig bære den uden hjælp. Hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En Pomeranian er ikke et legetøj, og et fald fra nogens arme eller et højt møbel kan få alvorlige følger, selv om racen er livlig og robust i forhold til sin størrelse.

Med andre hunde er kontrollerede møder vigtigere end mange møder. Vælg rolige individer, træn rolig kontakt på afstand, og stop ulige fysisk leg. En kat bør introduceres gradvist, gerne først via duft og en barriere. Katten skal have sin egen flugtvej, og jagt må ikke blive en indlært adfærd. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet er stabilt.

Det kan fungere at bo i lejlighed, når hunden får aktivitet udendørs og kan slappe af indendørs. Den afgørende udfordring er ofte lyd, ikke boligens størrelse. I en ejendom, hvor lyden let breder sig, skal ejeren forebygge vagtadfærd ved vinduer og døre, træne rolige rutiner og tage hensyn til naboerne.

Pomeranian beskrives ofte som stærkt knyttet til sine mennesker og bør gradvist lære at være alene. En hvalp kan ikke efterlades alene fra begyndelsen. Start med meget korte perioder i trygge omgivelser, og øg kun, mens hunden forbliver rolig. Hvis den begynder at gø vedvarende, gå uroligt omkring, kradse eller ikke kan falde til ro, er øvelsen blevet for svær og skal gøres lettere.

Før du køber hvalp, bør du kontrollere mere end farve og lovet voksenvægt:

- mød tæven og gerne andre voksne slægtninge
- spørg, hvordan de reagerer på lyde, fremmede, håndtering og hvile
- kontrollér begge forældres identitet og patellaresultat
- spørg om tænder, bid og vedvarende pelstab i familien
- bed opdrætteren forklare målet med kombinationen, og hvordan tidligere afkom har udviklet sig
- afvis salgsargumenter, der gør “teacup” eller “mini” til en sundhedsgaranti

Et godt match er en Pomeranian med et forventet temperament og plejebehov, der passer til din hverdag, fra en opdrætter, som viser dokumentation, kender sine voksne hunde og kan tale lige så åbent om variation og risici som om racens charme.

Pomeranian

Deutscher Spitz Club (Germany)

Lille, rævelignende spidshund med fyldig, dobbelt pels i mange farver. Med en vægt på 2–3,5 kg er Pomeranians livlige, årvågne og meget menneskeorienterede selskabshunde, som også er gode vagthunde. De har brug for regelmæssig pelspleje, blid og positiv træning, daglige gåture, hjernetræning, tandpleje og beskyttelse af deres små led.

Hundeopdrættere

For købere

For sælgere

Værktøjer

Hunde

Katte

Get a Pet