## Kort fortalt

Labrador retriever er en mellemstor til stor apporterende jagthund med rødder i Newfoundland i Canada. Racen blev hovedsageligt udviklet i Storbritannien. Den er kendt for sin samarbejdsvilje og sin interesse for at bære og hente genstande. Samtidig er det en aktiv brugshund, ikke automatisk en ukompliceret og afslappet familiehund.

- **Mankehøjde:** idealet er 56–57 cm for hanner og 54–56 cm for tæver.
- **Vægt:** cirka 25–36 kg er en bred rettesnor for en voksen hund, afhængigt af køn, kropsbygning og huld.
- **Forventet levetid:** ofte omkring 10–12 år.
- **Godkendte farver:** sort, gul eller leverbrun. Gul kan variere fra lys creme til ræverød.
- **Pels:** kort og tæt med vandafvisende underuld.
- **Oprindelig opgave:** at finde og apportere nedlagt vildt efter skuddet.

Labradorer avles med forskellige mål. Nogle opdrættere lægger mest vægt på jagtlige egenskaber, andre på eksteriør og egenskaber som familiehund, mens mange forsøger at forene flere kvaliteter. Betegnelser som ”jagtlabrador” og ”udstillingslabrador” fortæller derfor ikke alt om den enkelte hund. Se på forældrene, voksne slægtninge, arbejdsmeritter og på, hvordan opdrætteren faktisk lever og arbejder med sine hunde.

## Udseende og pels

En labrador skal være kraftigt bygget, kompakt og bevægelig uden at blive tung eller overvægtig. Typiske træk er et bredt hoved, en kraftig krop, velvinklede ben og den karakteristiske ”odderhale”: tyk ved roden, smallere mod spidsen og dækket af kort, tæt pels. Hanner har en idealhøjde på 56–57 cm og tæver 54–56 cm. Tallet på vægten er mindre vigtigt end en synlig talje og ribben, der let kan mærkes under huden.

Pelsen består af korte, tætte dækhår og vandafvisende underuld. Den beskytter godt i koldt og vådt vejr, men betyder også, at labradoren kan fælde meget, især når underulden skiftes. Børst ekstra i fældeperioderne, og bad hunden, når den rent faktisk har brug for det. En fast plan for bad eller børstning passer ikke til alle hunde.

Kontrollér hud, poter og ører regelmæssigt, især efter badning og svømning. Tør det ydre øre, hvis det er fugtigt, men rens kun efter behov. Dårlig lugt, brunligt sekret, rødme eller gentagen hovedrysten bør vurderes af en dyrlæge i stedet for at blive behandlet med rutinemæssig ørerens.

Racestandarden godkender ensfarvet sort, gul eller leverbrun; en lille hvid plet på brystet kan forekomme. ”Sølv” er ikke en fjerde godkendt farve, men registreres som en farve, der afviger fra standarden. Selve farvebetegnelsen giver dog ikke grundlag for generelle påstande om den enkelte hunds sundhed.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, intelligent og samarbejdsvillig hund, som gerne arbejder sammen med sin fører. Mange labradorer søger social kontakt, reagerer godt på belønningsbaseret træning og er entusiastiske i både leg og arbejde. Ingen racebeskrivelse er dog en garanti. Temperamentet påvirkes også af arv, tidlige erfaringer, træning, sundhed og hverdagsmiljø.

Apporteringslysten viser sig ofte som et ønske om at bære ting i munden. Giv hunden egnede genstande, og indlær et roligt bytte eller et ”slip”-signal i stedet for at jage den, når den tager noget. Det gør hverdagen mere sikker og giver plads til en naturlig adfærd. Foder kan være en stærk belønning, men leg, søgearbejde og muligheden for at hente en genstand kan også virke særdeles godt.

Forskellene mellem avlsretninger er reelle, men ikke absolutte. Jagtavlede hunde er ofte udvalgt efter fart, udholdenhed og koncentreret apporteringsarbejde. Hunde fra mere eksteriørrettede linjer kan have en anden kropsbygning og arbejdsstil. Det betyder ikke, at enhver jagtavlet labrador har svært ved at falde til ro, eller at enhver udstillingsavlet labrador er rolig. Bed opdrætteren om konkrete eksempler på forældrenes energiniveau, evne til at koble af, hvor meget de giver lyd, omgængelighed og arbejdslyst.

En BPH- eller MH-beskrivelse kan give yderligere oplysninger om, hvordan en hund reagerede i standardiserede situationer. Resultatet er en beskrivelse, ikke en temperamentstest, som hunden består eller dumper. Vurder det sammen med dine egne møder med hundene og din viden om slægten.

## Træning og motion

En labrador har brug for daglig bevægelse, men også for opgaver, der engagerer lugtesansen, hukommelsen og samarbejdet med føreren. Der findes ikke et bestemt antal timer, som passer til både en hvalp, en voksen jagthund, en familiehund og en senior. Tilpas mængde og intensitet til hundens alder, sundhed, erfaring og restitution.

Gåture kan kombineres med apportering, personsøg, spor, lydighed, impulskontrol og enkle søgeøvelser. Korte, fokuserede træningspas er ofte mere nyttige end at gentage den samme øvelse, indtil hunden mister koncentrationen. Hvile og evnen til at falde til ro er en del af træningen, ikke et tegn på, at hunden har fået for lidt at lave.

Prioritér tidligt et sikkert indkald, en løs line, rolig håndtering, selvkontrol og et tydeligt signal til at aflevere en genstand. Træn belønningsbaseret, og øg sværhedsgraden trin for trin. Hvis du bruger mange godbidder i træningen, bør de regnes med i hundens daglige fodermængde.

Interesse for vand er almindelig i racen, men ikke alle labradorer bryder sig om at svømme, og ingen hund er automatisk sikker i vand. Begynd på lavt, roligt vand, lad hunden bestemme tempoet, og sørg for, at den let kan komme op. Hold opsyn ved strømmende, koldt eller algepåvirket vand, og undgå at kaste genstande så langt, at en ivrig hund presses ud over det, den kan klare.

## Sundhed

Den vigtigste sundhedskontrol før et hvalpekøb er ikke blot, om forældrene er ”testet”, men hvilke undersøgelser der er foretaget, hvornår de blev udført, og hvad resultaterne var. Labradorens led, øjne og huld fortjener særlig opmærksomhed.

For at et labradorkuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt HD-resultat før parringen. Et registreret resultat er ikke det samme som hofter uden anmærkning. Svenska Labrador Retrieverklubben anbefaler en strengere udvælgelse: Begge forældre bør være røntgenfotograferet for HD og ED uden anmærkning og øjenundersøgt inden for to år før parringen, uden arvelig øjensygdom bortset fra visse angivne undtagelser.

Bed om forældrenes registreringsnumre, og kontrollér selve resultatet, undersøgelsesdatoen og gerne oplysninger om søskende, tidligere afkom og andre nære slægtninge. Det giver mere viden end en generel formulering om, at hundene er sundhedstestet.

DNA-test kan være værdifulde, når de bruges til den rette sygdom, og begge forældres resultater vurderes sammen. En test for prcd-PRA kan for eksempel kun sige noget om netop denne form for nethindesygdom; den udelukker ikke andre øjensygdomme og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Ved recessive sygdomme som EIC behøver en rask bærer ikke selv at blive syg, men den anden forælders resultat skal være kendt, så der ikke fødes syge hvalpe. Et stort DNA-panel er derfor ikke et bevis på et generelt godt helbred.

Overvægt belaster kroppen og bør ikke opfattes som et normalt racetræk. Mærk efter ribbenene, og se efter en tydelig talje ovenfra og fra siden. Vej hunden regelmæssigt, og tilpas portioner, tyggeting og træningsbelønninger efter dens huld. Forskning har kædet en variant i POMC-genet hos nogle labradorer sammen med større motivation for foder og højere kropsvægt, men varianten findes ikke hos alle, og overvægt er ikke uundgåelig.

## Historie og oprindelse

Labrador retriever har tidlige rødder ved Newfoundlands kyst i Canada, hvor hunde af lignende type hjalp fiskere med at hente genstande og fangst op af vandet. I løbet af 1800-tallet blev sådanne hunde bragt til Storbritannien, hvor racen blev udviklet til en specialiseret apporterende jagthund.

Den britiske kennelklub anerkendte labrador retriever som race i 1903. Arbejdet efter skuddet formede flere af de egenskaber, der stadig kendetegner racen: interesse for at søge efter, bære og aflevere genstande, vilje til at samarbejde på afstand og evne til at arbejde i vand og vanskeligt terræn. I dag bruges labradoren til jagt, hundesport og en række samfundsopgaver, men dens baggrund som arbejdshund er også vigtig for den, der først og fremmest søger en familiehund.

## At leve med racen

Labrador retriever kan passe i mange hjem, når ejeren ønsker at dele en aktiv hverdag med hunden og har tid til både træning og restitution. En have er ikke et krav, og livet i en lejlighed kan fungere, men boligen erstatter ikke gåture, søgearbejde og anden meningsfuld aktivitet udendørs. Træn også hunden i at være stille og rolig i opgange og andre fællesområder.

Sammen med børn er opsyn fra en voksen, tydelige regler og et uforstyrret hvilested til hunden nødvendigt. En ung eller opstemt labrador er stærk nok til at vælte et lille barn uden at ville gøre skade. Børn bør ikke have ansvaret for at gå tur med en hund, de ikke fysisk kan håndtere.

Mange labradorer lever godt sammen med andre hunde og katte, men racen alene afgør ikke udfaldet. Introducér dyrene gradvist, forebyg jagt og trængsel, og giv katten højt placerede tilflugtssteder eller adgang til separate områder. Lad dem ikke være alene sammen, før samspillet er roligt og forudsigeligt.

Det skal læres trin for trin at være alene hjemme. En lille hvalp skal ikke bare forlades; begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Hvor længe en voksen hund kan klare at være alene, varierer, så tag udgangspunkt i hundens adfærd frem for en generel maksimumstid.

Før hvalpekøbet bør du kunne få klare svar på følgende:

- Hvilke aktiviteter og hvilken hverdag er kuldet avlet til?
- Hvordan arbejder forældrene, hvordan fungerer de socialt, og hvordan falder de til ro i praksis?
- Hvilke officielle resultater findes for HD, ED og øjne, og hvad ved man om nære slægtninges sundhed?
- Findes der BPH, jagtprøver eller andre relevante beskrivelser og meritter, og hvad viser de?
- Hvordan matcher opdrætteren hvalpenes forskellige egenskaber med købernes hverdag?

Det bedste match afhænger af mere end farve, køn og en betegnelse for avlslinjen. Vælg en opdrætter, som kan beskrive hundenes faktiske egenskaber, vise kontrollerbare sundhedsresultater og tale ærligt om variationen i kuldet.

Labrador retriever

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Labrador retriever er en mellemstor til stor, atletisk og venlig hund med rigtig gode svømmeevner og en kort, tæt, vandafvisende pels i gul, sort eller brun (chocolate). Den er intelligent og madmotiveret, let at træne, har behov for daglig motion og mental stimulering og bruges i stor udstrækning både som familiehund og som arbejdshund.

Eva Fridman

## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Vita Sannars

## Kort fortalt

Alpenländische Dachsbracke er en lille, men kraftig østrigsk jagthund til eftersøg og drivende jagt. Det er en anerkendt race i FCI-gruppe 6, ikke en krydsning mellem gravhund og støver. Racen er udviklet gennem udvælgelse blandt centraleuropæiske jagthunde.

- **Anvendelse:** eftersøg på anskudt klovvildt og drivende jagt, især efter hare og ræv ifølge racestandarden. I Sverige bruges racen også som kortdrivende hund på flere vildtarter.
- **Mankehøjde:** 34–42 cm. Idealhøjden er 37–38 cm for hanner og 36–37 cm for tæver.
- **Vægt:** FCI's racestandard angiver ingen vægt. Vurder derfor voksenstørrelse, huld og arbejdsevne sammen med opdrætteren i stedet for at gå ud fra en vægt, som ikke findes i standarden.
- **Pels:** kort og meget tæt dobbeltpels med kraftige dækhår og tyk underuld.
- **Temperament:** raceidealet er frygtløst, roligt og arbejdsivrigt med et klogt og venligt udtryk.
- **Vigtig sundhedskontrol:** begge forældredyr skal have officiel NCL8-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben (SKK).
- **Passer bedst til:** en jæger, som faktisk har brug for en hund til eftersøg og/eller en kortdrivende hund og vil bruge tid på jagtlig uddannelse.

Alpenländische Dachsbracke bør ikke vælges primært som selskabshund. Raceklubbens avlsstrategi beskriver den som en ren jagthund. Gåture og næsearbejde erstatter ikke målrettet jagtarbejde.

## Udseende og pels

Alpenländische Dachsbracke skal være lavbenet og langstrakt, men samtidig robust, stærk og bevægelig. Forholdet mellem mankehøjde og kropslængde skal være cirka 2:3. Brystkassen er dyb, knoglebygningen kraftig og muskulaturen fast. Hunden skal kunne arbejde i krævende terræn, og de korte ben må derfor ikke medføre en ekstrem eller tung kropsbygning. Bevægelsen skal være jordvindende og ikke trippende.

Pelsen består af meget tætte, kraftige dækhår og tæt underuld, som ligger ind til hele kroppen. De to godkendte farver er mørk hjorterød, med eller uden et let indslag af sorte hår, og sort med tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger blandt andet på hoved, bryst, ben, poter og halens underside. En hvid stjerne på brystet er tilladt. Hvide tæer eller større hvide aftegninger indgår derimod ikke i standardens beskrivelse.

Den korte pels skal ikke klippes. Børst under fældning, og bad hunden efter behov. Efter jagt bør hud, poter, kløer, ører og øjne kontrolleres for sår, græsfrø, flåter og andet fra terrænet.

Racestandarden angiver ingen idealvægt. Følg i stedet hundens huld og muskelkondition. En tydelig talje skal kunne ses ovenfra, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. En arbejdende hund skal være velmuskuleret uden at blive tung. Både overvægt og for lavt huld forringer udholdenhed og bevægelse.

## Temperament og personlighed

Alpenländische Dachsbracke skal være modig, rolig og arbejdsivrig, men den stærke jagtlyst og selvstændighed mærkes også i hverdagen. Racen er udviklet til at løse opgaver på spor, træffe egne beslutninger og arbejde på afstand af føreren. I de rette hænder kan det give en tryg og fokuseret jagthund. Uklare rutiner kan derimod skabe problemer i hverdagen, og et vildtspor kan veje tungere end førerens indkald.

SKK beskriver racen som et venligt familiemedlem, der kan være lidt reserveret over for fremmede. Det er et raceideal og beskriver ikke hvert individ. Raceklubbens seneste avlsstrategi omtalte kun 43 hunde, som var startet på den svenske adfærdsbeskrivelse BPH, og efterlyser et væsentligt større grundlag. Materialet er derfor ikke nok til sikre løfter om, hvordan racen møder mennesker, reagerer i skræmmende situationer eller viser skarphed.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et afskærmet hvilested. Lær børnene ikke at forstyrre hunden, når den spiser, sover eller har noget, den værdsætter. Racen kan leve med andre hunde, men individ, social erfaring og måden, mad, hvilesteder og værdifulde ting håndteres på, vejer tungere end racenavnet.

Katte og smådyr kræver forsigtighed, fordi jagtlysten er central. Spørg, hvordan forældrene fungerer med andre dyr. Introducer dem med fysisk adskillelse og line, og giv katten sikre flugtveje. Selv en rolig introduktion garanterer ikke, at en voksen jagthund er sikker sammen med smådyr.

## Træning og motion

Alpenländische Dachsbracke har brug for jagtlig uddannelse, kontakt i hverdagen og fysisk kondition – ikke et generelt antal minutters motion. Belastningen afhænger af alder, sundhed, årstid og terræn. Spornøjagtighed, søg, tilbagekomst og evnen til at skifte mellem arbejde og hvile er vigtigere end antallet af kilometer.

Begynd tidligt med kontakt, reaktion på navn, indkald og rolig håndtering. Beløn frivillig tilbagekomst, og øg forstyrrelserne gradvist. En lang line gør det muligt at træne, uden at hunden belønner sig selv ved at følge vildt. Hårde korrektioner og metoder, der bygger på frygt, kan skade både tillid og arbejdsro.

Enkel sportræning kan introduceres tidligt. Målet er et roligt, sikkert og nøjagtigt arbejde. Udviklingen af en kortdrivende hund kræver planlagt indjagning og en fører, der kan tolke halsgivning, søg og tilbagekomst. Søg hjælp hos opdrætteren, raceklubben eller en erfaren jagthundeinstruktør.

At gå løs skal vurderes ud fra jagtlyst, indkald, sted og lovgivning. Mellem 1. marts og 20. august skal hunde forhindres i at løbe løse, hvor der findes vildt. I praksis betyder det som regel line. Også resten af året kræves kontrol, så hunden ikke forstyrrer eller forfølger vildt. GPS erstatter ikke træning eller dømmekraft.

Byg unghundens kondition gradvist op, og skift mellem arbejde og restitution. En voksen jagthund har brug for både udholdenhed og styrke, mens en hund i vækst ikke skal følge et færdigt voksenprogram. Efter hver træning bør bevægelse, poter og almentilstand afgøre, hvad hunden er klar til næste gang.

## Sundhed

Det vigtigste at kontrollere i papirerne for Alpenländische Dachsbracke er forældrenes officielle NCL8-status. NCL8 er en arvelig, fremadskridende neurologisk sygdom knyttet til CLN8-genet. Arvegangen er autosomal recessiv: en fri hund mangler den aktuelle genvariant, mens en bærer har én kopi, men ikke selv bliver syg af NCL8. En hund med to kopier regnes som genetisk afficeret og kan forventes at udvikle sygdommen.

Siden 1. januar 2025 har racen været omfattet af SKK's sundhedsprogram på niveau 2. Før parring skal forældrene være officielt DNA-testet på et godkendt laboratorium eller registreret som hereditært fri, altså fri gennem dokumenterede forældre. To bærere må ikke parres. En bærer må kun parres med en hund, der er testet fri eller hereditært fri, og en genetisk afficeret hund må ikke bruges i avl. Bed om at se resultatet i Hunddata eller Avelsdata. »DNA-testet« fortæller ikke, om hunden er fri, bærer eller genetisk afficeret.

SKK oplyser, at hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Avlsstrategien beskriver samtidig få røntgenundersøgte hunde, udenlandske avlsdyr uden resultater og ingen registrerede kliniske HD-problemer i materialet. HD kan derfor hverken afvises eller beskrives som et omfattende klinisk problem. Spørg om resultater, funktion og symptomer hos forældrene og deres nære voksne slægtninge.

Raceklubben følger short ulna, et forkortet albueben, og andre fejlstillinger, især i forbenene. Det betyder ikke, at hver hund har et ortopædisk problem. Se på forældrenes benstilling, poter og bevægelse, og spørg ind til voksne slægtninge. Sår og andre jagtrelaterede skader skal vurderes efter behov.

Den svenske bestand er lille og afhængig af internationalt avlssamarbejde. Bed derfor opdrætteren forklare slægtskab, tidligere kombinationer, ældre slægtninges sundhed, og hvordan udenlandske oplysninger er kontrolleret.

## Historie og oprindelse

Alpenländische Dachsbracke blev udviklet i de centraleuropæiske bjergområder som en funktionel jagt- og eftersøgshund. Raceklubbens historik angiver, at racen blev udvalgt fra de såkaldte Seguriske støvere og ikke skabt gennem indkrydsning af gravhund eller andre racer. Den lave krop og ordet »dachs« i navnet dokumenterer altså ikke en gravhundekrydsning.

FCI's historiske sammenfatning fortæller, at kronprins Rudolf af Habsburg tog sådanne hunde med på jagtrejser i 1881 og 1885. I 1932 blev hundetypen anerkendt i Østrig som den tredje race til eftersøg på anskudt vildt. Navnet blev ændret til Alpenländische Dachsbracke i 1975, da FCI også fastsatte Østrig som hjemland. I 1991 blev racen placeret i den nuværende sektion inden for gruppe 6.

De første dokumenterede importer til Sverige kom i 1998 og 1999. Den svenske anvendelse har siden været bygget op omkring eftersøg, kortdrivende jagt og jagtprøver. Racens udvikling forklares af praktisk arbejdsevne: roligt sporarbejde, jagtlyst, hørbar halsgivning og kontakt med føreren.

## At leve med racen

Alpenländische Dachsbracke passer bedst, hvor jagt er en reel del af året, og nogen ønsker at uddanne og føre hunden. En stor grund eller lange gåture er ikke nok. Før køb bør du vide, hvilken jagtform hunden skal bruges til, og hvem der har ansvaret for uddannelse, kondition og sikkerhed.

Racen kan falde til ro sammen med familien, når arbejde, hverdagsregler og restitution fungerer. Planlæg efter mudder fra terrænet, kraftig halsgivning og sikker opbevaring af vildt, foder og udstyr. En lejlighed kan fungere for et individ, der får det rette jagtarbejde og er roligt indendørs, men naboer og lyd skal tages med i vurderingen. Boligen gør ikke racen egnet som ren selskabshund.

Det at være alene er ikke en fast raceegenskab. Begynd, når hvalpen er tryg, lad den være alene meget kort, og øg kun, når den kan falde til ro. Gå et trin tilbage, og søg hjælp, hvis hunden bliver urolig, hyler, gør eller prøver at komme ud.

Bed opdrætteren vise og forklare:

- forældrenes officielle NCL8-resultater, og hvordan den planlagte kombination følger reglerne,
- jagtlige meritter, og hvordan forældrene arbejder, vender tilbage og samarbejder i praksis,
- HD-resultater, hvor de findes, samt sundhed og bevægelse hos nære voksne slægtninge,
- benstilling, poter og eventuelle rapporterede problemer med forbenene i familien,
- slægtskabet i kombinationen, og hvordan importerede eller udenlandske avlsdyr er fulgt op,
- forældrenes adfærd i hverdagen med mennesker, hunde og de dyr, der findes i dit hjem.

Det rette match er vigtigere end at falde for hundens kompakte udseende. For en jæger, som har brug for dens særlige kombination af spornøjagtighed, mod og kortdrivende arbejde, kan Alpenländische Dachsbracke være et velovervejet valg. For den, der først og fremmest ønsker en lille og ukompliceret familiehund, findes der mere egnede racer.

Alpenländische Dachsbracke

VDH - Verein für Deutsches Hundewesen (German Kennel Club)

FCI - Fédération Cynologique Internationale

Kompakt og robust østrigsk drivende hund med lang krop, korte, kraftige ben og en tæt, vejrbestandig rød pels. Rolig og kærlig i hjemmet, men med stærk jagtinstinkt; den har brug for masser af motion, næsearbejde og konsekvent, positiv træning for at trives.

Nicklas Bergström

## Kort fortalt

Staffordshire bull terrier er en britisk, kompakt terrier med stor styrke i forhold til sin størrelse. Det er en selvstændig, anerkendt race, ikke den samme race som american staffordshire terrier, bull terrier eller american bully. Hos den rette ejer kan den være en tæt og aktiv selskabshund, men valget bør bygge på den enkelte hunds temperament, adfærd ved hundemøder og familiens evne til at håndtere en stærk og hurtig hund – ikke på kælenavne eller stereotyper.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med rødder i Midlands og Staffordshire
- **Racegruppe:** FCI gruppe 3, terriere
- **Mankehøjde:** 35,5–40,5 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 12,7–17 kg for hanner og 11–15,4 kg for tæver
- **Pels:** kort, glat og tætliggende
- **Passer bedst hos:** en ejer, der vil træne belønningsbaseret, kan læse hundens signaler og har en gennemtænkt plan for hundemøder, motion og restitution

Racestandarden beskriver en intelligent, hengiven, modig og pålidelig hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Opvækstmiljø, sundhed, erfaringer og arvelige egenskaber påvirker hverdagen. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis personen er indstillet på at træne kontrol i hverdagen og forebygge vanskelige situationer.

## Udseende og pels

En Staffordshire bull terrier skal forene muskelkraft med balance, smidighed og frie bevægelser. Brystkassen er bred, kroppen kompakt og hovedet kort og dybt med et bredt kranium. Mere vægt er ikke et tegn på bedre racetype. Højde og vægt skal passe sammen, og en hund, der bliver for tung, mister den bevægelighed, som hører til racen.

Standarden angiver en mankehøjde på 35,5–40,5 cm. Hanner skal veje 12,7–17 kg og tæver 11–15,4 kg. Den øvre vægt er ikke et mål i sig selv; huld, muskler, køn og kropsbygning skal vurderes samlet.

Pelsen er kort, glat og tætliggende. Fjern løse hår, og tilpas bad efter hundens behov i stedet for at følge en fast plan. Kløe, gentagen rødme eller slikken på poterne bør ikke afvises som et almindeligt pelsproblem.

Godkendte farver er rød, fawn, hvid, sort eller blå, med eller uden hvidt, samt alle nuancer af brindle med eller uden hvidt. Leverfarve og sort med tantegninger er ifølge standarden absolut uønskede. Blå er en godkendt farve, men farve bør aldrig veje tungere end sundhed, temperament og en gennemtænkt kombination.

Racen har et forholdsvis kort hoved, men vejrtrækningen skal være fri og stille. Gentagen snøften, tydelig vejrtrækningslyd ved moderat aktivitet eller kraftig snorken under søvn bør ikke bortforklares som normalt for racen. Det er funktionen, der afgør, om hoved og luftveje fungerer godt.

## Temperament og personlighed

Staffordshire bull terrier forventes at være hengiven over for mennesker, modig og mentalt stabil, men svenske mentalbeskrivelser viser stor variation. En hund kan være åben og energisk, mere afventende eller hurtigt blive overvældet. Eksempler fra forældres og nære slægtninges hverdag er derfor mere værdifulde end påstande om, hvordan racen “altid” er.

En intens og langvarig hilsen beviser ikke tryg social adfærd; den kan også handle om høj ophidselse eller social stress. Hunden skal kunne falde til ro igen og fravælge kontakt. Aggressivitet over for mennesker og ekstrem skyhed hører ikke til raceidealet og bør tages alvorligt.

Hundens indstilling til mennesker siger ikke, hvordan den fungerer med andre hunde. Racens historie og den variation, som raceklubben beskriver, gør det klogt at vælge legekammerater med omhu og ikke regne med, at en voksen hund trives i en ukendt gruppe eller hundegård. Ikke alle Staffordshire bull terriere er aggressive over for hunde; den faktiske legestil, evnen til at afbryde, spændingsniveauet og erfaringerne skal styre – ikke regler baseret på køn eller en raceetiket.

BPH, MH og mentalindeks kan give værdifuld information om forældredyr og slægtninge, men forudsiger ikke hele hvalpens personlighed. Spørg, hvordan hundene reagerer på overraskelser, mennesker, håndtering, skudlyde og hundemøder, og hvor hurtigt de falder til ro igen.

Kælenavnet “nanny dog” er ikke en sikkerhedsvurdering. Selv en meget menneskeglad hund kan blive stresset, have smerter eller reagere hurtigt. Barn og hund skal derfor altid være sammen med en opmærksom voksen, som kan læse situationen og gribe ind i tide.

## Træning og motion

Staffordshire bull terrier har brug for regelmæssig bevægelse, mental aktivitet og restitution, men der findes ingen bestemt motionstid, som passer til alle. En god uge kan indeholde ture i forskellige miljøer, fri bevægelse på et sikkert område, næsearbejde, korte træningspas og rolige dage. Mængden tilpasses alder, kondition, sundhed, temperatur, intensitet og restitution.

Belønningsbaseret træning passer til racens energi og lyst til at samarbejde. Prioritér færdigheder, der gør hverdagen sikker: at gå roligt i snor, indkald eller lang line, passering af hunde, at kunne afbryde en aktivitet, hilse roligt, vente, acceptere håndtering og falde til ro. Målet er ikke blind lydighed, men en hund, der kan træffe gode valg, også når den bliver ivrig.

Social træning betyder ikke, at hunden skal lege med alle. Nogle få nøje udvalgte hunderelationer, tydelige pauser og kontrollerede møder giver ofte bedre rammer end en urolig hundegård. Stop, hvis kroppen bliver stiv, legen ensidig, intensiteten kun stiger, eller en hund prøver at komme væk. Træn gerne rolig tilstedeværelse på afstand i stedet for altid at gå hen til den anden hund.

Hvalpe skal have lov til at udforske, lege og udvikle kropskontrol uden lange, ensidige eller påtvungne motionspas. For voksne hunde kan for eksempel nosework, lydighed, rallylydighed og tilpasset agility give både tankeopgaver og samarbejde. Øg belastningen gradvist.

I varme eller ved hård aktivitet skal hundens vejrtrækning og restitution være styrende. Søg dyrlæge, hvis hunden får tydeligt besværet eller støjende vejrtrækning, bliver usikker på benene eller har svært ved at vende tilbage til normal vejrtrækning. Sådanne tegn bør ikke accepteres som en del af racens udseende.

## Sundhed

Allergi og atopiske hudproblemer er blandt de vigtigste aktuelle sundhedsområder for Staffordshire bull terrier i Sverige. Spørg derfor ikke kun, om en forælder har et testresultat, men også om kløe, øreproblemer, poteproblemer og andre hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom. Tilbagevendende hudsymptomer kan påvirke både velfærd og hverdag i lang tid.

Raceklubbens nuværende arbejde fremhæver også led og bevægelser, især hofter, albuer og knæ, samt øjne, tænder, bid og vejrtrækning. Hornhindeskader og forkert placerede øjenvipper forekommer, og forkert placerede hjørnetænder kan beskadige væv i munden. Bed om at se, hvordan forældredyrene bevæger sig og trækker vejret under almindelig aktivitet, ikke kun når de står opstillet.

Sundhedskrav og anbefalinger er ikke det samme. SKK's registreringsregler for 2026 stiller ikke et særligt krav om, at forældre til Staffordshire bull terrier skal have et bestemt resultat fra en sundhedstest. Raceklubbens gældende avlsstrategi anbefaler derimod, at begge forældre har resultater for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC samt kendt mental status gennem BPH eller MH. Som hvalpekøber bør du bede om de faktiske resultater, selv om de ikke er en betingelse for registrering.

L2Hga og HC er to forskellige recessivt arvelige sygdomme med DNA-test. SKK registrerer L2Hga-resultater centralt på niveau 1 i sundhedsprogrammet. En bærer er ikke syg af den pågældende recessive variant, men må kun parres med en hund, der er testet fri. En hund, der har arvet sygdomsvarianten fra begge forældre, må ikke bruges i avl. Kontrollér hundens identitet, prøvedato og resultater for kombinationen. En DNA-test siger intet om allergi, led, vejrtrækning eller generel sundhed.

Raceklubben fraråder i sin gældende avlsstrategi kombinationerne blå med blå og hvid med hvid. Det er et råd om avlskombinationer, ikke et bevis på, at hver blå eller hvid hund er syg. Vælg aldrig primært en hvalp efter en usædvanlig farve, og acceptér ikke dårligere dokumentation for at få et bestemt udseende.

## Historie og oprindelse

Staffordshire bull terrier blev udviklet i det engelske Midlands og området omkring Staffordshire fra ældre hunde af bull- og terriertype. Baggrunden omfatter datidens blodige kampe med dyr og hundekampe. Da kampe mod fastbundne dyr blev forbudt i 1835, fortsatte hundekampe ulovligt, samtidig med at hundene også levede tæt på deres ejere. Historien bør beskrives åbent, men den gør ikke hver moderne hund aggressiv og bør ikke bruges til at romantisere risikofyldt adfærd.

Arbejdet frem mod en ensartet race tog fart i det 20. århundrede. Den britiske kennelklub anerkendte Staffordshire bull terrier den 25. maj 1935. Det lagde grunden til en skriftlig standard og mere organiseret avl med fokus på en stærk, smidig og stabil terrier. Den første kendte import til Sverige kom i 1962.

Nutidens race skal bedømmes ud fra dens aktuelle funktion, sundhed og temperament. Historien forklarer, hvorfor kraft, udholdenhed og hundemøder fortjener særlig opmærksomhed, men den erstatter aldrig en vurdering af den enkelte hund.

## At leve med racen

Staffordshire bull terrier kan bo med børn, men ingen hund er barnepige. En voksen skal styre kontakten, hunden skal have ro, når den sover og spiser, og både barn og hund skal kunne forlade situationen. Børn bør ikke klatre på, holde fast i eller tage ting fra hunden.

Samliv med en anden hund, kat eller mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidligere roligt samliv er nyttig information, men ingen garanti for fremtiden. Introducér dyrene gradvist, brug fysisk adskillelse, når ingen kan holde opsyn, giv katten høje eller separate flugtveje, og afbryd jagt, fiksering eller stigende ophidselse tidligt.

Livet i lejlighed kan fungere, hvis hundens behov for aktivitet, luftning og restitution bliver dækket, og hvis ejeren kan håndtere lyde og møder i opgange og indgange. Træn alene-hjemme-tid gradvist, og følg hundens adfærd, gerne med kamera. Der findes ikke én bestemt tid, der passer til hele racen. I Sverige må et lukket bur ikke bruges til almindelig opbevaring eller som en normal løsning på problemer med at være alene.

Før et køb bør du bede om mere end en liste med testnavne:

- Kontrollér hundens registrerede race og stamtavle, så den ikke forveksles med andre bull- og terrierracer.
- Bed om at se resultaterne for hofter, albuer, øjne, L2Hga og HC og få den planlagte kombination forklaret.
- Spørg om hud, ører, poter, tænder, bid, vejrtrækning og bevægelser hos forældre, søskende og tidligere afkom.
- Gennemgå BPH, MH eller mentalindeks sammen med konkrete eksempler fra hverdagen og hundemøder.
- Find ud af, hvorfor opdrætteren har valgt netop disse to hunde, og hvilke svagheder kombinationen skal forbedre.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, om racen er “sød” eller “hård”, men om hundens egenskaber passer til dit hjem, og om du kan give den sikker træning, passende aktivitet, hvile og egnet selskab.

Staffordshire bull terrier

The Staffordshire Bull Terrier Club of Great Britain

American Kennel Club (AKC) - Though not EU, it is a well-established source

Staffordshire bull terrier er en kompakt, muskuløs engelsk terrier med kraftig kropsbygning og kort, letplejet pels. Den er kendt for sin dybe kærlighed til mennesker, især børn, og er livlig og følsom. Den har brug for daglig motion, positiv træning, robuste tyggelegetøj og tæt fællesskab med sin familie.

## Kort fortalt

Continental Bulldog er en mellemstor, stærk og bevægelig bulldog fra Schweiz. Racen blev udviklet som selskabs- og familiehund gennem krydsninger mellem engelsk bulldog og old english bulldog. Den hører til FCI-gruppe 2 og har siden 2022 været foreløbigt, ikke endeligt, anerkendt af FCI. Den gældende internationale racestandard blev offentliggjort i 2026.

- **Anvendelse:** selskabs- og familiehund
- **Mankehøjde:** hanner 42–50 cm, tæver 40–48 cm
- **Vægt:** normalt 20–30 kg afhængigt af størrelsen; standarden angiver cirka 30 kg for hanner og 25 kg for tæver som vejledende vægt
- **Kropsbygning:** atletisk og næsten kvadratisk, men kroppen skal være cirka 20 procent længere end mankehøjden
- **Pels:** kort, tæt, glat og blank; nogle hunde har ingen underuld
- **Temperamentsideal:** opmærksom, selvsikker og venlig, hverken aggressiv eller sky
- **Vigtigt sundhedspunkt:** vejrtrækning og øjenlåg skal vurderes hos den enkelte hund; racens avlsmål er ingen garanti for problemfri vejrtrækning

Racen passer bedst til den, der ønsker en social og aktiv hund. Den kompakte krop må ikke opfattes som et tegn på, at korte lufteture er nok. En kommende ejer skal også undersøge vejrtrækning, øjne og dokumenterede sundhedsresultater lige så nøje som temperament og udseende.

## Udseende og pels

Continental Bulldog skal ligne en atletisk bulldog, ikke en ekstremt kortsnudet eller tung hund. Kroppen er kompakt og muskuløs, men hunden skal have et jævnt, flydende bevægelsesmønster. Forholdet mellem mankehøjde og kropslængde er cirka 1:1,2, hvilket betyder, at hunden er lidt længere, end den er høj. De officielle højder er 42–50 cm for hanner og 40–48 cm for tæver.

Hovedet er kraftigt uden overdreven hud eller rynker. Næsen skal være helt sort med store og godt åbne næsebor. Næsepartiet skal normalt udgøre cirka en tredjedel af hovedets samlede længde, med en fjerdedel som accepteret nedre grænse. Det er en vigtig funktionel detalje: racetypen må ikke skabes på bekostning af frie luftveje. Øjnene må hverken være indsunkne eller udstående, og øjenlågene skal slutte tæt uden synlig irritation.

Den gældende FCI-standard fra 2026 tillader fawn i nuancer fra sandfarvet til rød, brindle og sort. Farverne kan forekomme med forskellige mængder hvidt eller mørk maske, og hvid kan være grundfarve med aftegninger i de tilladte farver. Ældre oplysninger om, at alle farver med sort næse er godkendt, er derfor ikke længere aktuelle.

Pelsen er kort, tætliggende og nem at holde øje med. Børst og bad hunden, når den faktisk har brug for det, i stedet for at følge en fast ugeplan. Tjek samtidig hud, poter, ører og eventuelle folder i ansigtet. Vedvarende rødme, fugt, kløe eller tilbagevendende irritation bør vurderes af en dyrlæge, ikke blot skjules med hyppigere rengøring.

## Temperament og personlighed

En typisk Continental Bulldog skal være opmærksom, selvsikker og venlig. Det beskriver racens ideal, ikke et løfte om, hvordan enhver hvalp bliver. Arv, tidlige erfaringer, miljø, træning og sundhed påvirker, hvordan en voksen hund reagerer på mennesker, hunde og ukendte situationer.

Racen blev udviklet til at leve tæt sammen med mennesker og kan trives med at deltage i familiens aktiviteter. Den stærke krop og legesygen betyder dog, at rolig hverdagstræning er lige så vigtig som social kontakt. Lær tidligt hvalpen at hilse med alle fire poter på jorden, vente ved døre, aflevere genstande og falde til ro, når der ikke sker noget. Det er nyttige færdigheder både i et hjem med børn og ved besøg.

Continental Bulldog kan være en førstegangshund for en velforberedt ejer, som vil træne konsekvent og belønningsbaseret. Racen er et dårligere valg for den, der ønsker en hund, som nøjes med korte lufteture, kan være alene uden træning eller forventes at klare alle sociale situationer af sig selv. En voksen hund på 20–30 kilo kræver desuden, at alle i husstanden kan håndtere hunden i snor, møder på turen og ophidsede situationer sikkert.

Se forældredyrene i hverdagssituationer, hvis det er muligt. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede, håndtering, møder med andre hunde og restitution efter aktivitet. En generel beskrivelse som »sød familiehund« siger mindre end konkrete eksempler og en dokumenteret adfærdsbeskrivelse.

## Træning og motion

Continental Bulldog har brug for daglig fysisk aktivitet, næsearbejde, læring og mulighed for at falde til ro. Der findes ingen pålidelig minutregel, der passer til alle voksne hunde, og hvalpens motion bør ikke styres af den forenklede femminuttersregel. Alder, kropsbygning, underlag, intensitet, temperatur, vejrtrækning og restitution giver bedre vejledning end en fast tidsgrænse.

Variér gåturene med roligt næsearbejde, kontaktøvelser, kropskontrol og korte træningspas. Beløn den adfærd, du gerne vil se, og øg sværhedsgraden gradvist. Racen kan være både stærk og ivrig, så gode vaner i snor, indkald, impulskontrol og evnen til at ligge roligt er praktiske grundfærdigheder. Hårde korrektioner eller træning baseret på frygt er unødvendig og kan svække både tryghed og samarbejde.

En hvalp i vækst har gavn af selvvalgt leg, undersøgende ture og flere korte oplevelser i hverdagen. Undgå gentagne hårde spring, bratte stop eller anden belastning, som hvalpen ikke er forberedt på, men gør ikke normal bevægelse til noget farligt. Øg aktiviteten gradvist, og sørg for, at hvalpen kan hvile uforstyrret.

Ifølge racestandarden skal vejrtrækningen være lydløs, også når hunden bevæger sig hurtigt. Stop og lad hunden køle af, hvis vejrtrækningen bliver anstrengt, restitutionen tager for lang tid, eller hunden mister tempo og lyst. Vær særlig forsigtig i varmt vejr. Gentagne vejrtrækningslyde, tydelig brug af mavemusklerne, vejrtrækning med åben mund efter let anstrengelse, overophedning eller besvimelse er advarselstegn, som kræver en dyrlægevurdering.

## Sundhed

Den svenske population er stadig for lille til, at forekomsten af sygdomme kan vurderes sikkert. Det er derfor misvisende både at kalde racen problemfri og at præsentere en lang diagnoseliste, som om alle tilstandene var almindelige. Vejrtrækning og øjenlåg er de tydeligst dokumenterede risikoområder, mens led, DNA-resultater og adfærd indgår i den svenske raceklubs avlsanbefalinger.

Continental Bulldog er kortskallet og omfattet af Svenska Kennelklubbens instruktioner for at modvirke overdrevne eksteriørtræk. Her fremhæves anstrengt eller støjende vejrtrækning sammen med for kort næseparti, forsnævrede næsebor og snævre luftveje. Forkert udformede øjenlåg er det andet navngivne risikoområde. I racestandarden er vejrtrækningslyde i hvile eller bevægelse samt indad- eller udadkrængede øjenlåg diskvalificerende fejl.

Siden maj 2026 har Continental Bulldog kunnet undersøges med RFG-S i Sverige. Dyrlægen vurderer blandt andet næsebor og vejrtrækning før og efter fysisk belastning, og resultater for hunde registreret hos Svenska Kennelklubben kan ses i klubbens offentlige registre. Bed om forældrenes resultater, og læg også mærke til, hvordan hundene faktisk trækker vejret og restituerer. Et testresultat er vigtig information, men erstatter ikke observation over tid.

Det er også vigtigt at skelne mellem krav og anbefalinger. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 indeholder ingen racespecifikke krav om HD- eller ED-status for Continental Bulldog, og gruppens udtrykkelige RFG-S-krav gælder engelsk bulldog. Den svenske avlsstrategi for racen anbefaler derimod kendt HD- og ED-status, DNA-resultater for cystinuri og DVL2 samt gennemført BPH. Det er relevante oplysninger at bede om, men de skal ikke beskrives som obligatoriske test fra Svenska Kennelklubben for racen.

Bed opdrætteren vise de originale resultater og forklare, hvordan de indgik i valget af kombination. Spørg også til vejrtrækning, øjne, hud, urinvejsproblemer og bevægelse hos forældre, søskende og tidligere afkom. Ved cystinuri og DVL2 skal du vide præcist, hvilken variant der er testet, og hvordan resultatet har påvirket kombinationen; betegnelserne »DNA-testet« eller »sundhedstestet« er ikke nok i sig selv.

## Historie og oprindelse

Continental Bulldog er en ung schweizisk race med en tydeligt dokumenteret begyndelse. I 2000 gav den schweiziske kennelorganisation opdrætteren Imelda Angehrn tilladelse til at krydse engelsk bulldog med old english bulldog. Det første kuld af de såkaldte Pickwick-krydsninger blev født i sommeren 2001.

Målet med avlsprogrammet var en mellemstor bulldog med bedre bevægelighed, lydløs vejrtrækning samt naturlig parring og fødsel. Det var avlsmål, ikke garantier for hver hund, der bliver født. Da projektet udviklede sig til en selvstændig race, gav den schweiziske kennelklub den 15. september 2004 grønt lys til fortsat avl under navnet Continental Bulldog. Den schweiziske raceklub blev stiftet samme år.

FCI accepterede racen på foreløbig basis den 30. marts 2022. Foreløbig status betyder, at racen er optaget internationalt af FCI, men endnu ikke er endeligt anerkendt. Den gældende officielle standard er dateret februar 2026 og blev offentliggjort i marts samme år. Denne tidslinje er mere præcis end blot at skrive, at racen fik fuld FCI-anerkendelse i 2022.

## At leve med racen

Continental Bulldog kan trives i mange typer hjem, hvis hverdagen rummer aktivitet, restitution, træning og løbende opfølgning på sundheden. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hunden håndterer lyde, trapper, besøg, hundemøder og tid alene. Det kan fungere at bo i lejlighed, men gentagen gøen eller uro kræver træning og håndtering; racenavnet er ingen garanti for en stille hund.

Børn og hund skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for en hvileplads, hvor den får fred. Den fysiske styrke betyder, at selv venlig leg kan blive voldsom for et lille barn. Lær derfor både barnet og hunden tydelige grænser, og stop legen, før den bliver for intens.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Nogle individer lever fint med hunde eller katte, mens andre har brug for større afstand og mere styrede introduktioner. Tag udgangspunkt i den enkelte hunds erfaring og adfærd, hold de første møder rolige, og adskil dyrene, når ingen kan holde øje med dem. Socialisering giver bedre forudsætninger, men garanterer ikke et bestemt resultat.

Alenetid trænes gennem meget korte, rolige fravær og øges først, når hunden er tryg. En hvalp kan ikke forventes at være alene på samme måde som en trænet voksen hund, og voksne hunde varierer også meget. Sørg for hjælp, hvis hverdagen kræver længere fravær, end hunden kan klare uden stress.

Før et køb bør du kunne svare ja på tre spørgsmål: Kan du give hunden varieret aktivitet uden at overse vejrtrækning og varme? Kan du håndtere en stærk voksen hund med rolig, belønningsbaseret træning? Kan opdrætteren vise dokumenterede resultater for forældrenes vejrtrækning, øjne, led, DNA og adfærd? Hvis noget mangler, er det fornuftigt at vente på en bedre dokumenteret kombination.

Continental Bulldog

Continental Bulldog Club of Great Britain

Deutscher Continental Bulldog Club (Germany)

Societé Centrale Canine (France)

Denmark Continental Bulldog Club

Continental Bulldog er en middelstor, atletisk bulldog-lignende selskabshund, som er avlet frem i Europa for bedre sundhed og bevægelighed. Den har en kort, letplejet pels i mange forskellige farver, et venligt og stabilt temperament, har brug for regelmæssige gåture og mental stimulering og bliver som regel omkring 10–12 år gammel.

Bennstaff

## Kort fortalt

Tax er en tysk jagthund i FCI-gruppe 4, udviklet til arbejde både under og over jorden. Racen findes i ni varianter: standard, dværg og kanin kombineret med korthåret, langhåret eller ruhåret pels. Det er derfor klogere at vælge tax efter størrelse, hårlag, opdrætterens avlsmål og hundenes faktiske egenskaber end efter racenavnet alene.

- **Anvendelse:** gravjagt, drevjagt, eftersøgning og selskab.
- **Arbejdsmåde:** udholdende, selvstændig og meget orienteret mod at bruge næsen.
- **Størrelse:** afgøres af brystomfanget, ikke af skulderhøjde eller en generel vægtangivelse.
- **Pels:** korthåret, langhåret eller ruhåret med tydeligt forskellige plejebehov.
- **Vigtigt sundhedsområde:** degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps, ofte samlet under betegnelsen IVDD.
- **Passer bedst til:** den, der ønsker en lavbenet jagthund med stor arbejdslyst og kan tilbyde både daglig motion, næsearbejde og konsekvent træning.

Den endelige størrelsesvariant fastlægges først, når hunden er mindst 15 måneder. Forældrene giver et rimeligt fingerpeg, men hvalpens endelige variant kan ikke loves før målingen.

## Udseende og pels

Taxen skal være lav og langstrakt, men samtidig kompakt, muskuløs og bevægelig. Kroppen er bygget til at kunne arbejde smidigt på begrænset plads, ikke til at være ekstremt lang eller tung. Racestandarden angiver omtrent en tredjedel af mankehøjden som frihøjde over jorden og et forhold mellem mankehøjde og kropslængde på cirka 1:1,7–1,8.

Brystomfanget måles efter 15-månedersalderen fra mankens højeste punkt til brystkassens laveste punkt. De gældende intervaller er:

- **Standardtax:** hanner mere end 37, men højst 47 cm; tæver mere end 35, men højst 45 cm.
- **Dværgtax:** hanner mere end 32, men højst 37 cm; tæver mere end 30, men højst 35 cm.
- **Kanintax:** hanner 27–32 cm; tæver 25–30 cm.

De tre hårlag er mere end en forskel i udseende. Korthåret tax har en kort, tæt og glat pels, der ligger tæt til kroppen. Den kræver normalt begrænset, regelmæssig pleje, men bør alligevel ses efter efter ture i terrænet. Langhåret tax har underuld og længere faner, som bør redes dér, hvor der let dannes filtre, især bag ørerne og på ben, bug og hale. Ruhåret tax har dækhår, underuld, skæg og markerede øjenbryn. En korrekt ru pels trimmes efter behov; klipning giver ikke den samme pelsstruktur.

Godkendte farver og mønstre afhænger delvist af hårlaget. Rød, sort eller brun med tantegninger, merle og brindle indgår i standarden, mens vildtfarver er typiske for ruhår. Pelsfarve er ikke en genvej til temperament eller jagtlyst, men visse farvekombinationer har betydning for sundheden. Bed opdrætteren forklare både den registrerede farvebetegnelse og arvegangen, hvis hvalpen er merle.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for tax er venligt og afbalanceret uden frygt eller aggression, men også energisk, udholdende og selvsikkert. Selvstændigheden kommer fra arbejde, hvor hunden skal træffe beslutninger på afstand af føreren. I hverdagen kan den samme egenskab vise sig ved, at taxen undersøger, om en regel virkelig gælder hver gang.

Jagtlyst, socialitet, tendens til at give lyd, legelyst og evne til at falde til ro varierer mellem individer og familielinjer. Den svenske analyse af Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH, tegner et billede af mange trygge taxer, men omfatter mindre end én procent af den undersøgte svenskfødte bestand. Den kan derfor ikke bruges som et løfte om en bestemt hvalps personlighed. Påstande om, at et bestemt hårlag altid er roligere, lettere at træne eller mindre interesseret i jagt, er også for brede.

Spørg i stedet, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer hjemme, ved besøg, på tur og i nye miljøer. For en jagttax er prøveresultater og praktisk brug relevant; for en selskabshund er det lige så vigtigt at få konkrete eksempler på, hvordan hundene falder til ro efter aktivitet, hvor meget de gør, og hvordan de fungerer ved håndtering. En seriøs opdrætter bør kunne beskrive både styrker og det, der kræver arbejde.

## Træning og motion

En tax har brug for daglig fysisk aktivitet og meningsfuldt næsearbejde, men ét fast antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, underlag, størrelsesvariant, sundhed og den måde, hunden arbejder på, afgør belastningen. En voksen, rask tax kan være en udholdende tur- og friluftshund, mens en hvalp skal opbygge styrke og koordination gradvist, og en hund med rygsymptomer har brug for en plan fra dyrlægen.

Spor, søgeøvelser, personspor og omhyggeligt placerede godbidssøg lader taxen bruge sin største ressource: næsen. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden virkelig værdsætter, fungerer ofte bedre end gentagelser uden et klart mål. Træn tidligt indkald, stop, at følge føreren og evnen til at afbryde et duftspor. Jagtlyst forsvinder ikke gennem lydighed, så en lang line og gennemtænkte valg af miljø er vigtige, når indkaldet ikke er sikkert. I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt uden for jagt, og fra 1. marts til 20. august kræves der særlig kontrol dér, hvor der kan være vildt.

At tage hensyn til ryggen betyder ikke, at en rask tax skal leve stillesiddende. Der er ikke belæg for, at et totalforbud mod alle trapper eller hop op og ned fra møbler i sig selv forebygger IVDD. Opbyg i stedet en god grundkondition, hold hunden i normalt huld, mindsk risikoen for at glide i hjemmet, og undgå ukontrollerede høje hop eller sammenstød. Tilpas hjælp på trapper og ved løft efter hundens alder, størrelse og sundhed.

## Sundhed

Degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps er taxens vigtigste racespecifikke sundhedsproblem. IVDD betyder, at skiverne mellem ryghvirvlerne forandres og i nogle tilfælde trykker mod nerver eller rygmarven. Søg hurtigt dyrlæge, hvis taxen pludselig får tydelige ryg- eller nakkesmerter, krummer ryggen, nægter at bevæge sig, går usikkert, mister kraft i benene eller får svært ved at kontrollere urin og afføring. Vent ikke på, at svage neurologiske tegn går over af sig selv.

SKK's officielle rygscreening af tax med røntgen tæller forkalkede skiver. Undersøgelsen foretages fra toårsdagen til dagen før fireårsdagen, og resultatet angives som K0, K1–K2, K3–K4 eller K5–K26. K0 betyder, at der ikke er fundet forkalkninger, mens et højere K-tal betyder flere helt eller delvist forkalkede skiver. Resultatet er et grundlag for avl og risikovurdering, ikke en garanti for, at hunden aldrig får eller med sikkerhed vil få kliniske problemer. Oplysninger om diskusprolaps hos forældre, søskende og tidligere afkom er derfor også vigtige.

Rygscreening og øjenlysning er frivillige for tax i Sverige. Svenska Taxklubbens racespecifikke avlsstrategi anbefaler alligevel, at ryg- og familiehistorik indgår i vurderingen, og at avlshunde øjenlyses før avlsdebut og senere i livet. PRA forekommer i racen. De gældende registreringsbestemmelser for tax regulerer blandt andet variant, hårlag, farve og endelig størrelsesmåling, men angiver ikke ryg- eller øjenundersøgelse som obligatoriske vilkår for registrering. En køber bør derfor bede om de faktiske resultater i stedet for at nøjes med udtrykket »sundhedstestede forældre«.

Følg også hundens huld: en talje skal kunne ses, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Når merle indgår i en kombination, bør opdrætteren kunne redegøre for farveanlæggene. To merleanlæg kan give dobbelt merle, som hos hunde er forbundet med øget risiko for høre- og øjenproblemer.

## Historie og oprindelse

Taxen blev udviklet i Tyskland fra lavbenede jagthunde til arbejde under jorden. Sådanne hunde har været kendt siden middelalderen, mens den organiserede avl fik tydeligere form i 1800-tallet. Den tyske taxklub blev grundlagt i 1888, og avlen kom til at omfatte de tre størrelser og tre hårlag, som udgør nutidens ni varianter.

Racens lave form, kraftige forpart, udholdenhed og selvstændighed har en praktisk forklaring. Taxen skulle kunne følge vildt under jorden, men også arbejde som drivende eller stødende hund og hjælpe ved eftersøgning. I Sverige blev den især vigtig som langsomt drivende hund, da rådyrbestanden voksede i 1940'erne. Svenska Taxklubben blev grundlagt allerede i 1901.

Det historiske anvendelsesområde kan stadig mærkes i hverdagen. En tax, der aldrig skal på jagt, har alligevel brug for at få afløb for næsearbejde, problemløsning og bevægelse. Det er også derfor, en køber bør spørge, hvad opdrætteren faktisk prioriterer: gravjagt, drivende jagt, eftersøgning, udstilling eller først og fremmest selskab.

## At leve med racen

En tax kan trives i en lejlighed, hvis den får tilstrækkelig tid ude, aktivitet og træning i at håndtere lyde i opgangen og uden for døren. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Planlæg flere lufteture, mulighed for at snuse i roligt tempo og et sted, hvor hunden kan hvile uforstyrret. Alenetid skal læres gradvist; afbryd og gør øvelsen lettere, hvis hunden viser uro. Jordbruksverkets råd om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om luftning, ikke om hvor længe den enkelte tax bør være alene.

En tax kan blive en god familiehund med børn, men små børn og hunde skal altid have en voksen til stede. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Små børn bør ikke bære taxen; en lille hund kan let blive tabt, og ryg og bagpart skal støttes ordentligt ved løft. Hunden skal altid have et trygt, uforstyrret hvilested.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidligere erfaringer og jagtlyst. Lad introduktionen foregå roligt, brug en barriere, og giv begge dyr hver sit sikre område. En tax med stærk jagtlyst bliver ikke nødvendigvis pålidelig sammen med kanin, marsvin eller kat, blot fordi møder trænes. Sikker fysisk adskillelse kan være den rigtige langsigtede løsning.

Før et køb bør du bede om konkrete svar på følgende:

- Hvilken størrelse og hvilket hårlag forventes hvalpen at få, og hvor sikkert kan det vurderes?
- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de og nære slægtninge i hverdagen?
- Findes der et officielt K-resultat og oplysninger om kliniske rygproblemer hos forældre, søskende eller tidligere afkom?
- Hvornår blev forældrene sidst øjenlyst, og hvad viser resultatet?
- Hvilke BPH-, jagt- eller udstillingsresultater er registreret og relevante for netop dette kuld?
- Hvordan er hvalpene blevet vant til håndtering, hverdagslyde, mennesker og korte stunder uden deres kuldsøskende?

Det bedste match er ikke automatisk den mindste hvalp, den roligste under besøget eller den farve, du først lægger mærke til. Vælg den kombination, hvor opdrætterens mål, hundenes dokumenterede sundhed og temperament samt din egen hverdag peger i samme retning.

UK Dachshund Club

British Veterinary Association

Tax: modig, langstrakt og kortbenet jagthund, oprindeligt avlet til grævling og kanin. Findes med glat, lang og ruhåret pels, i normal- og dværgstørrelse. Loyal, sikker i sporet, selvstændig og ofte gøende. Har brug for regelmæssig, men skånsom motion og vægtkontrol for at skåne ryggen.

Skogspärlans

Tysk jagtterrier

Verein für Deutsche Jagdterrier e.V.

Federation Cynologique Internationale (FCI)

Tysk jagtterrier er en kompakt, atletisk arbejdsterrier, som er avlet i Tyskland til krævende jagt. Den er meget driftstærk, frygtløs og loyal og har brug for intensiv daglig motion, konsekvent belønningsbaseret træning og en erfaren fører. Pelsen er vejrbestandig, fælder moderat, og racen egner sig bedst til aktive hjem med jagt eller hundesport.

Mattias Nygren

## Kort fortalt

Jämthund er en stor svensk jagtspids, som først og fremmest er avlet til at finde elg og holde vildtet på stedet med vedvarende gøen. Det er en udholdende, modig og selvstændig arbejdshund – ikke en race, der primært er udviklet til et liv udelukkende som selskabshund.

- **Oprindelse:** Sverige
- **Racegruppe:** Spidshunde og racer af oprindelig type
- **Anvendelse:** Stillende jagthund, især til elgjagt
- **Mankehøjde:** 57–65 cm for hanhunde og 52–60 cm for tæver
- **Pels:** Tæt dobbeltpels i mørkere eller lysere grå nuancer
- **Typiske træk:** Stærk jagtlyst, udholdenhed, mod, selvstændighed og vilje til samarbejde
- **Passer bedst til:** En jæger eller et aktivt hjem, som kan give hunden et reelt afløb for dens jagtlige egenskaber

En jämthund kan være rolig og hengiven derhjemme, når dens behov bliver opfyldt, men almindelig hverdagsmotion kan ikke altid erstatte det arbejde, racen er avlet til. Det vigtigste spørgsmål før et køb er derfor ikke kun, om du holder af at være udendørs, men om du kan give en meget selvstændig og udholdende jagthund en meningsfuld opgave.

## Udseende og pels

Jämthund er en stor, stærk og bevægelig spidshund med en rektangulær kropsform. Kroppen skal være lidt længere end mankehøjden uden at virke tung eller langstrakt. Hanhunde er 57–65 cm høje, med 61 cm som ideal, mens tæver er 52–60 cm, med 56 cm som ideal. Racestandarden angiver ingen bestemt vægt, så huld og proportioner er bedre pejlemærker end et generelt vægtinterval.

Hovedet er langstrakt med opretstående ører og et opmærksomt udtryk. Halen er højt ansat og bæres løst oprullet i en lav bue mod låret, ikke stramt oprullet over ryggen.

Pelsen består af forholdsvis tætliggende dækhår og en kort, blød og lys underuld. Farven er mørkere eller lysere grå. Lysegrå eller cremefarvede partier findes blandt andet på snuden, kinderne, struben, brystet, bugen, benene og halens underside.

Pelsplejen er som regel enkel. Bad hunden, når den faktisk har brug for det, og børst pelsen grundigt i fældeperioderne. Efter arbejde i skov og ujævnt terræn bør du kontrollere poter, kløer, hud og pels for sår, snavs og flåter. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af årstiden og af, hvordan hunden bruges, ikke af en fast ugeplan.

## Temperament og personlighed

Jämthund skal være modig og energisk, men samtidig rolig og stabil. Under jagt arbejder den selvstændigt på afstand, søger efter vildt og er nødt til at træffe egne beslutninger. Samtidig skal den holde kontakt med føreren og kunne samarbejde. Kombinationen forklarer, hvorfor racen ofte lærer hurtigt, men ikke nødvendigvis følger anvisninger mekanisk.

Træningen fungerer bedst, når den er tydelig, konsekvent og belønningsbaseret. Hårde metoder kan skade tilliden uden at skabe et bedre samarbejde. Beløn kontakt, indkald og rolige valg fra begyndelsen, og træn de samme færdigheder i de miljøer, hvor de faktisk skal fungere.

Gøen er et arbejdsredskab. Jämthunden er avlet til at markere vildt med vedvarende gøen, mens den holder dyret på stedet, og anlægget kan også mærkes i hverdagen. Det betyder ikke, at alle individer gør meget indendørs, men bor man i en lydhør ejendom, bør man tage lydniveauet alvorligt og træne ro ved døre, besøg og aktivitet uden for hjemmet.

Der er forskel på både individer og avlslinjer. Bed derfor opdrætteren beskrive, hvordan forældrene fungerer under jagt, i hvile, blandt mennesker og i nye miljøer. Jagtresultater fortæller meget om arbejdsegenskaberne, men ikke alt om hundens adfærd i hverdagen.

## Træning og motion

Jämthunden har brug for mere end almindelige ture i snor: Den behøver konditionstræning, næsearbejde, samarbejde og opgaver, der giver jagtlysten et passende afløb. Der findes ingen officiel dagskvote i timer eller kilometer, som passer til alle. Det rette niveau afhænger af hundens alder, form, helbred, årstid og arbejdets belastning.

For en voksen hund kombinerer et godt program regelmæssig fysisk træning med søg, spor og kontaktøvelser. Jagt og jagttræning er racens mest naturlige beskæftigelse. Uden for jagtsæsonen er der fortsat brug for planlagt konditionstræning og mentalt krævende opgaver, men også hvile og restitution. En hund, som har arbejdet længe i terrænet, kan have brug for en roligere dag bagefter, selv om den stadig virker arbejdsivrig.

Et sikkert indkald er vigtigt, men det fjerner ikke jagtlysten. Byg træningen gradvist op med lang line og nøje valgte forstyrrelser, og slip ikke hunden, hvor et stort søg kan bringe vildt, trafik eller hunden selv i fare. GPS er et sikkerhedsredskab under jagt, ikke en erstatning for grundtræning og god dømmekraft.

Hvalpen skal have lov til at udforske, lege, udvikle kropskontrol og lære at følge sin fører i korte, positive træningspas. Øg afstand og belastning gradvist efter den enkelte hunds udvikling. Racens avlsstrategi advarer mod hård jagttræning, før hunden er færdigudviklet. Undgå derfor at jagte tidlige resultater med lange, ensidige eller tvungne pas. En dyrlæge eller hundefysioterapeut kan hjælpe med en plan, hvis den voksende hunds bevægelser eller led giver anledning til bekymring.

## Sundhed

Jämthund betragtes generelt som en sund og funktionel race, men hoftedysplasi og epilepsi forekommer. Racens avlsstrategi retter også opmærksomheden mod diabetes og øjensygdommen progressiv retinal atrofi, PRA. En grundig kontrol før køb af hvalp bør derfor omfatte både registrerede undersøgelsesresultater og sygdomshistorikken hos nære slægtninge.

For at jämthundekuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have en officiel HD-status før parringen. Racen har et HD-indeks, og Svenska Kennelklubben anbefaler, at forældrenes gennemsnitlige indeks ligger over 100. Hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avlen inden for racens indeksprogram.

Anbefalingerne i racens RAS går videre: Forældrene bør have hofter bedømt til A eller B, albuer uden anmærkninger, en øjenundersøgelse, der højst er tolv måneder gammel, samt en præmiering fra en svensk jagtprøve for løshund på elg. Det er vigtigt at skelne disse anbefalinger fra de særlige registreringsbetingelser. Resultater for albuer og øjne samt jagtmeritter er alligevel relevante kvalitetsoplysninger, når du sammenligner kuld.

Spørg opdrætteren om:

- forældrenes HD- og albueresultater samt aktuelle HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelsen
- epilepsi, diabetes og PRA hos forældre, søskende og tidligere afkom
- jagtprøveresultater og hvordan hundene arbejder i praksis
- hvordan tidligere afkom har udviklet sig fysisk og mentalt

Epilepsi og diabetes kan ikke vurderes med en enkelt, enkel sundhedsattest. Åben information om slægten er derfor særlig værdifuld. Dårligt syn i dæmpet lys, gentagne krampeanfald, usædvanlig stærk tørst eller tydeligt øget vandladning skal vurderes af en dyrlæge, men symptomerne kan have flere årsager og bør ikke diagnosticeres på egen hånd.

## Historie og oprindelse

Jämthund er en svensk race fra traditionen med store jagtspidser i det nordlige nåleskovsbælte. Den blev anerkendt som selvstændig race i 1946. Før da blev den større jämthundetype og den mindre norske elghund, grå, længe bedømt som samme race. Det er en vigtig forklaring på, at jämthunden fik sin egen standard forholdsvis sent.

Ældre kilder beskriver store, ulvelignende jagthunde i Jämtland og de omkringliggende områder, men en ubrudt linje fra oldtidens hunde til nutidens registrerede race kan ikke bevises. Det sikre er, at den moderne jämthund er formet gennem målrettet avl til arbejde i nordisk skov.

Elgjagt har været racens dominerende anvendelse. Hundens opgave er at søge selvstændigt, få elgen til at blive stående og derefter markere dens position med vedvarende gøen, så føreren kan nærme sig. Jämthund er også blevet brugt til jagt på blandt andet bjørn og vildsvin, men dens identitet og avlsmål er stærkest knyttet til arbejdet som stillende elghund.

## At leve med racen

Livet med en jämthund fungerer bedst, når arbejde, restitution og hverdag planlægges som en helhed. En stor grund er praktisk, men erstatter hverken træning eller meningsfuld aktivitet. Det er ikke umuligt at bo i lejlighed, men det stiller store krav til adgang til egnede områder, praktisk opbevaring af udstyr, træning i at forholde sig roligt og en hverdag, hvor hunden kommer ud ofte.

Racen kan fungere i en børnefamilie, men det sker ikke automatisk. En voksen skal altid holde opsyn, når hunden er sammen med små børn, tage ansvar for motionen og sørge for, at hunden har et uforstyrret hvilested. En stærk og ivrig unghund kan vælte et lille barn ved et uheld, selv om den er venlig.

Stærk jagtlyst påvirker livet med andre dyr. En jämthund, der bliver introduceret roligt og kontrolleret til en kat, kan lære at bo sammen med den, men det garanterer ikke samme reaktion på ukendte katte udendørs. Smådyr skal holdes sikkert adskilt på en måde, der ikke afhænger af lydighed. Møder med andre hunde påvirkes af individ, erfaring og introduktion; påstande om, at et bestemt køn altid eller aldrig fungerer sammen, er for unuancerede.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. Voksne hunde varierer meget i, hvor let de falder til ro alene, og en hvalp kan ikke behandles som en færdigtrænet voksen hund. Planlæg pasning, luftning og selskab i hverdagen i stedet for at gå ud fra, at meget motion automatisk gør hunden tilfreds med lange perioder alene.

Vælg opdrætter og kuld ud fra det liv, du faktisk kan tilbyde. Bed om at se dokumenterede sundhedsresultater, spørg til sygdomme i slægten, og find ud af, hvordan forældrene jager og fungerer hjemme. For den, der ønsker en udholdende jagtkammerat og holder af et tæt samarbejde med en selvstændig hund, kan jämthunden passe særdeles godt. For den, der først og fremmest søger en ukompliceret selskabshund, findes der racer med langt bedre forudsætninger.

Jämthund

Fédération Cynologique Internationale (FCI) - Member Countries

Jämthund er en stor, ulvelignende skandinavisk spidshund, avlet til elgjagt i de barske nordiske skove. Den har en tyk grå dobbeltpels, krøllet hale og et roligt, trofast temperament. Den er intelligent og selvstændig og kræver en erfaren hundefører, rigelig daglig motion og regelmæssig mental stimulering.

Karelsk Bjørnehund

Nordic Kennel Union

Dansk Kennel Klub

The Finnish Kennel Club

Svenska Kennelklubben

Karelsk Bjørnehund er en middelstor, kraftfuld nordisk spidshund, der er avlet til at spore og stille storvildt. Den er loyal og knytter sig ofte særligt til én person, er modig, meget vokal og naturligt vagtsom. Den har brug for masser af daglig motion, mental stimulering og konsekvent, rolig træning for at trives som aktiv familie- og selskabshund.

## Kort fortalt

Hälleforshund er en svensk elghund, der jager som løs hund og holder elgen stående. Den tilhører gruppe 5, er anerkendt af Nordisk Kennel Union, men ikke af FCI, og registreres i SKK's anneksregister. SKK understreger, at racen ikke egner sig som ren selskabshund.

- Hanner skal måle 55–63 centimeter i skulderhøjde og tæver 52–60 centimeter. Racestandarden angiver ingen vægt.
- Hunden skal søge selvstændigt, finde og stille elgen, følge efter og stille den igen, hvis den bryder ud, og vende tilbage efter arbejdet. En jagtprøve fortæller mere om disse egenskaber end en generel beskrivelse som “højt energiniveau”.
- Raceidealet er en stærk, modig og energisk jagtspids med stor jagtlyst og skarphed over for vildt. Hälleforshunden er også kendt for ofte at knytte sig særligt tæt til én fører.
- Begge forældre skal have kendt officiel HD-status, for at et kuld kan registreres i Sverige. Raceklubbens betingelser for anbefalede og anviste parringer er strengere end SKK's registreringskrav.
- Racen har åben stambog. Hunde med tydeligt racepræg kan vurderes og godkendes til indmønstring, så den genetiske variation kan øges under kontrollerede forhold.

Vælg kun hälleforshund, hvis elgjagt, jagtrettet træning og et langsigtet ansvar for en selvstændig løshund reelt indgår i dine planer.

## Udseende og pels

Hälleforshunden skal være middelstor til stor, rektangulær og kraftig uden at virke tung. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige og muskuløs, og brystkassen er rummelig og dyb. Bevægelserne skal være regelmæssige og effektive med god skridtlængde. Det er en kropsbygning til arbejde i skoven, ikke til overdreven tyngde.

Standarden angiver 55–63 centimeter for hanner og 52–60 centimeter for tæver, men ingen vægt. Vægtangivelser i raceguider er derfor ikke mål fra standarden. Vurder i stedet hundens huld, muskulatur, bevægelser og arbejdsevne.

Pelsen består af længere, grove dækhår og kort, blød og tæt underuld. Den er kortere på hovedet og forsiden af benene, længere bag på benene og mere udviklet som en krave over hals og skuldre. Farven skal være gulrød i lysere eller mørkere nuancer. Et mørkt næseparti er ønskeligt, mens bryst, bug, ben, seletegning, lårenes bagsider og halens underside er lysere. Ørernes bagsider er mørkere.

Halen skal være højt ansat, middellang og rigt behåret uden fane. Den bæres i en bue eller oprullet over ryggen eller tæt på ryglinjen. Ørerne skal være stift opretstående og bevægelige, og poterne kraftige og tæt sluttede.

Børst løs underuld ud i fældeperioden, og bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan. Efter jagt bør du kontrollere hud, poter, kløer, ører og pels for sår, flåter, snavs og ømhed. Tør en våd hund, og hold øje med, hvordan den bevæger sig efter hvile.

## Temperament og personlighed

Hälleforshunden skal udstråle styrke, mod og energi. Selvstændigheden er nødvendig, når hunden arbejder uden for synsvidde, men jagtidealet omfatter også samarbejde og evnen til at vende tilbage. En hund, der blot forsvinder langt væk, er ikke automatisk en bedre jagthund.

Standarden og racens avlsstrategi, RAS, beskriver en tendens til at være en såkaldt enmandshund. Under jagten kan hunden være reserveret over for andre jægere og fremmede, hvilket kan gøre det sværere for andre end føreren at kalde den ind og håndtere den. Træn dette; brug det ikke som undskyldning for frygt eller aggression. Aggressivitet og ekstrem skyhed er diskvalificerende fejl ifølge standarden.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for en detaljeret svensk BPH-profil. RAS ønsker at få flere hunde beskrevet og undersøge mulige sammenhænge mellem adfærd i hverdagen og jagtegenskaber. Mød derfor forældrene og voksne slægtninge. Se, hvordan de falder til ro efter overraskelser, reagerer på lyde og fremmede, accepterer håndtering fra andre og skifter fra aktivitet til hvile.

Sammen med børn kræves en nærværende voksen og et uforstyrret hvilested til hunden. Jagtlyst fortæller ikke, hvordan hunden vil fungere med familiens kat eller andre hunde. Introducer dyrene kontrolleret, og sørg for, at de kan holdes adskilt, især katte, kaniner og andre smådyr. Den enkelte hunds erfaring og adfærd vejer tungere end generelle løfter om racen.

## Træning og motion

Hälleforshunden skal forberedes til elgjagt og have mulighed for at arbejde som løshund, der stiller elgen. Gåture, løb, spor og næsearbejde opbygger kondition og samarbejde, men erstatter ikke racens jagtformål. Der findes ingen formel i minutter, som gør den egnet som ren selskabshund.

Arbejdet begynder med et systematisk søg. Når hunden finder en elg, skal den forsøge at få dyret til at stå og markere det med standhals, så føreren kan komme tættere på. Hvis elgen bryder ud, skal hunden kunne følge efter og forsøge at stille den igen. Efter afsluttet arbejde er tilbagevendingen til føreren en vigtig del af jagtsamarbejdet. Jagtprøver bruges blandt andet til at bedømme søg, evnen til at finde, stille og stille igen samt hundens mentalitet.

Træn indkald, stopsignal, håndtering og kontakt tidligt, men regn ikke med, at lydighed ophæver jagtlysten. Øg sværhedsgraden gradvist fra rolige omgivelser til større afstand og kraftigere forstyrrelser. En lang line og indhegnet areal giver sikrere træning. I nærheden af trafik, husdyr eller vildt kan snor være det eneste ansvarlige valg.

Naturvårdsverket oplyser i øjeblikket, at en hund, der er egnet til elgjagt, må bruges fra 21. august til 31. januar. Kontrollér alligevel de gældende jagttider, lokale afgørelser, terrænforhold og andre begrænsninger før hvert slip.

Opbyg kondition, styrke og robuste poter før sæsonen i stedet for at øge belastningen brat, når jagten begynder. Tilpas løb, cykling, trækarbejde og træning i terræn til alder, helbred, temperatur, underlag og træningsbaggrund. Efter en hård træning har hunden brug for vand, mad, hvile og et grundigt tjek af poter, hud, kløer og bevægelser. Stivhed, halthed, tydelige smerter eller påvirket almentilstand skal ikke trænes væk.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, er racens tydeligst dokumenterede sundhedsproblem. Ifølge SKK's registreringsregler for 2026 skal begge forældre have kendt officiel HD-status før parringen. En hund med HD-grad E må ikke bruges i avl. Efter den generelle regel må en hund med grad D kun parres med en hund med grad A eller B, og en hund med kliniske symptomer må ikke bruges uanset røntgenresultatet.

Hälleforshund har derimod ikke et bindende SKK-krav om AD-røntgen eller øjenundersøgelse før registrering. Raceklubben bruger strengere betingelser i avlsarbejdet. For anbefalet og anvist parring angiver RAS blandt andet HD A eller B, AD uden anmærkninger og en godkendt øjenundersøgelse, som højst er et år gammel. Klubben begrænser desuden hvert avlsdyr til tre parringer og sigter mod en stigning i indavlsgraden på under 3 procent over fem generationer. En anbefalet parring kræver jagtprøveresultat hos begge forældre, en anvist parring hos én. Det er klubbens udvælgelseskriterier, ikke SKK's minimumskrav.

Den senest offentliggjorte RAS giver et mere brugbart billede end blot at kalde racen “sund”. I 2018–2022 blev 142 hunde HD-røntgenfotograferet; 20 procent havde grad C eller dårligere. I samme periode blev 288 hunde registreret. Resultatet gælder de undersøgte hunde og viser både et problem, der skal følges, og at mange hunde manglede et officielt resultat.

Øjenmaterialet omfattede 270 undersøgelser i 2015–2022. Arvelig katarakt blev registreret hos 5,6 procent, en lavere andel end i den foregående RAS. Klubbens krav om øjenundersøgelse før parring og diagnosespecifikke råd bør derfor tages alvorligt, selv om en øjenattest ikke er et bindende registreringskrav hos SKK for racen.

AD-resultaterne i RAS var uden anmærkninger hos alle undersøgte hunde i 2014–2021, men antallet pr. år var begrænset. Det beviser ikke, at AD aldrig forekommer. RAS registrerede ingen kendte tilfælde af epilepsi efter den foregående strategiperiode, men også dette er overvågningsdata og ikke en garanti for hver slægtslinje.

Officiel HD- og AD-røntgen kan foretages fra 12-månedersalderen for hälleforshund. Kontrollér de oprindelige resultater og datoer, ikke blot en påstand om, at forældrene er “sunde”. Se også på søskende, ældre slægtninge, tidligere afkom, øjenattester og jagtprøveresultater. Spørg, hvordan opdrætteren har afvejet hensynet til sundhed og genetisk variation.

## Historie og oprindelse

Hälleforshundens dokumenterede grundlag er et kuld elghunde, der blev født nær Hällefors bruk i slutningen af 1930'erne. Moderen var en gråbeige ostjakhund fra et spand, som var blevet indført fra Sibirien, og faderen var en velanset elghund af blandet afstamning. Racen blev udviklet til praktisk elgjagt; jagtegenskaber, funktionel fysik og holdbarhed vejede tungere end en lukket, ensartet stamtavle.

SKK begyndte at registrere hälleforshund i 2000, da standarden blev vedtaget, og hundene fik adgang til jagtprøver. Racen er anerkendt i Norden, men ikke af FCI, og registreres fortsat i anneksregisteret.

Den åbne stambog er en del af racens nutid, ikke kun dens historie. En hund uden fuldstændig registreret afstamning bliver ikke automatisk en hälleforshund; den skal vurderes som racetypisk og godkendes. Kontrolleret indmønstring kan udvide avlsbasen, men kræver samtidig en grundig vurdering af mentalitet, jagtegenskaber, ledstatus, øjne og slægtskab.

## At leve med racen

Hälleforshund passer bedst til en jæger, der ønsker at arbejde med en elghund, som finder og stiller vildtet. Den kan bo i en mindre bolig, hvis hele hverdagen fungerer, men hjemmet erstatter ikke jagt, egnet terræn, sikker træning og restitution. Gøen er et arbejdsredskab, når hunden stiller elgen; i tæt bebyggelse skal du vurdere hundens lydreaktioner og tage hensyn til naboerne.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med korte perioder, når hunden er luftet og rolig, og øg først tiden, når den kan hvile. Et kamera kan afsløre vandren, gøen, hylen, ødelæggelser eller at hunden ikke tager imod mad. Der findes ingen særlig timegrænse for racen, som gør et langt fravær passende.

Før du køber en hvalp, bør opdrætteren kunne svare klart på følgende:

- Hvordan jager forældrene i praksis, og hvad viser jagtprøverne om søg, fund, standhals, omstilling og tilbagevending?
- Hvilken officiel HD- og AD-status har forældrene og deres nære slægtninge, og hvornår blev undersøgelserne foretaget?
- Hvornår blev forældrenes øjne sidst undersøgt, hvilke diagnoser findes i slægten, og opfylder parringen raceklubbens betingelser?
- Er parringen anbefalet, anvist eller uden for avlsrådets ordning, og hvad betyder det konkret for jagtresultater og sundhed?
- Hvordan har opdrætteren vurderet stigningen i indavlsgraden og den genetiske bredde i en race med åben stambog?
- Hvordan reagerer forældrene på fremmede, hunde, lyde og håndtering, og kan andre end den primære fører tage sig af dem?
- Hvordan introduceres hvalpene til mennesker, forskellige underlag, skov, bilkørsel, hvile og hverdag uden at blive udsat for for tidlig eller hård belastning?

Det vigtigste spørgsmål er enkelt: Vil du leve med alt, hvad der følger med en stillende elghund, også på de dage, hvor du ikke jager? Hvis svaret er ja, og du har jagtterræn, tid, viden og en plan for hundens sikkerhed, kan hälleforshundens mod, udholdenhed og samarbejde med føreren få den rette opgave.

Hälleforshund

Hälleforshund er en svensk spidshund, der bruges til elgjagt: middelstor til stor, atletisk bygget, gul med mørkere næseparti og en vejrbestandig dobbeltpels. Den er energisk, selvstændig, loyal og reserveret over for fremmede og har brug for meget daglig motion, mental aktivering og erfarne, friluftsinteresserede ejere.

Mosshultans

Barråsens

## Kort fortalt

Australian shepherd er en hyrde- og brugshund, der er udviklet i USA, til mennesker som ønsker at træne og arbejde med deres hund hver dag. Den er hurtig, lydhør og alsidig, men arbejdslysten og vogte- og hyrdeinstinkterne betyder, at den sjældent passer til den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund.

- Racen hører til FCI-gruppe 1 og blev udviklet til arbejde med får og kvæg på gårde og ranches.
- Den ønskede skulderhøjde er 51–58 cm for hanner og 46–53 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen idealvægt.
- Pelsen er middellang, vejrbestandig og har underuld. Grundfarverne er blue merle, sort, red merle og rød, med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger.
- Halen kan være naturligt lang eller kort. Halekupering er forbudt i Sverige.
- En australian shepherd har brug for daglig fysisk aktivitet, problemløsning, samarbejde og mulighed for at falde til ro.
- For svenske avlshunde er officiel HD-status og kendt mental status gennem MH vigtige kontroller. MH beskriver reaktioner; det er ikke en prøve, man består eller dumper.

## Udseende og pels

Australian shepherd er en middelstor, velafbalanceret og bevægelig hund, som skal være lidt længere end høj. Den skal være muskuløs og solid uden at blive tung eller klodset, fordi bygningen skal give mulighed for hurtige retningsskift og langvarigt arbejde. Standarden angiver en ønsket skulderhøjde, men ingen idealvægt. Vurder derfor en voksen hund ud fra proportioner, huld, bevægelser og funktion i stedet for at stole på et vægtinterval, der påstås at komme fra standarden.

Pelsen er lige til bølget, middellang og vejrbestandig. Mængden af underuld varierer blandt andet med klima og årstid. En korrekt pels har brug for regelmæssig gennemredning og tættere kontrol i fældeperioder, men ikke den samme ugeplan for alle hunde. Mærk pelsen igennem helt ned til huden, og vær særligt opmærksom på områder, hvor friktion let giver filter, for eksempel bag ørerne og i fanerne. Kontrollér samtidig hud, poter og kløer efter arbejde i skov og ujævnt terræn.

De fire grundfarver er blue merle, sort, red merle og rød. Alle kan forekomme med eller uden hvide aftegninger og tan-aftegninger. Øjnene kan være brune, blå eller ravfarvede, også i kombinationer eller med pletter og marmorering. Forskellig øjenfarve er altså tilladt og siger i sig selv intet om hundens temperament.

Halen kan være naturligt lang eller naturligt kort. Sidstnævnte kaldes ofte NBT, natural bobtail, og må ikke forveksles med en kuperet hale. Svenska Kennelklubben registrerer racen med en halebetegnelse, som viser, om hunden har fuld halelængde, stumphale, en hale der er kortere end normalt, ingen hale eller kuperet hale. For en hvalpekøber er registreringsoplysningen et bedre grundlag end at gætte ud fra et fotografi.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal australian shepherd være en intelligent arbejdshund med stærke hyrde- og vogteinstinkter, et stabilt temperament og et venligt væsen. Den kan være afventende ved det første møde med fremmede, men racetypisk neutralitet er ikke det samme som frygt eller aggression. Svenska Australian Shepherdklubben understreger derfor, at neutral er et tydeligere ord end reserveret.

Der er betydelig variation mellem individer og familier. Nogle hunde arbejder meget intenst i forhold til mennesker og omgivelser, mens andre er mere afbalancerede i hverdagen. Styrken i hyrdeadfærd, bevogtning, lydreaktioner og social interesse kan også variere. Betegnelser som arbejdslinje eller udstillingslinje er ikke nok til at forudsige en hvalps temperament. Se i stedet på forældrene, voksne nære slægtninge, opdrætterens avlsmål, arbejdsmeritter og dokumenterede mentalbeskrivelser.

Som hyrdehund bruger racen blandt andet sin krop og sine bevægelser til at styre dyr. Det kan give en stærk interesse for ting i bevægelse. I hverdagen kan hunden forsøge at følge, stoppe eller styre løbende børn, cykler, joggere eller andre dyr. Det er en mulig egenskab hos racen, ikke noget alle australian shepherd gør, og ikke en undskyldning for at lade adfærden fortsætte. Afstand, snor eller barriere, en indlært alternativ adfærd og belønning for kontakt gør situationen mere sikker, mens færdigheden trænes.

MH er særligt nyttigt, når man sammenligner avlshunde og slægtninge. Beskrivelsen viser, hvordan en hund reagerede på blandt andet kontakt, håndtering, leg, overraskelser, lyd og skud. Den kan ikke alene forudsige, hvordan en hvalp udvikler sig, og den måler ikke hele arbejdsevnen. Læs hele protokollen, og spørg hvordan hunden fungerer og falder til ro igen i almindelige miljøer.

## Træning og motion

Australian shepherd har hver dag brug for både bevægelse og opgaver, der kræver næsearbejde, problemløsning og samarbejde, men et fast antal timer beskriver ikke den enkelte hunds behov. En rolig skovtur, spor eller søg, hverdagslydighed, hyrdearbejde, brugsarbejde, agility og anden gennemtænkt træning belaster på forskellige måder. Tilpas mængde og intensitet efter alder, helbred, tidligere træning og restitution.

En velfungerende hverdag handler om mere end at gøre hunden fysisk træt. Prioritér tidligt:

- kontakt og lydhørhed, også når noget bevæger sig i omgivelserne,
- indkald, der først trænes i et let miljø og sikres med lang line efter behov,
- at gå pænt i snor, håndtering og evnen til at vente,
- et tydeligt skift mellem aktivitet og ro,
- at kunne vælge at lade være med at følge eller styre børn, køretøjer og dyr.

Træningen bør være belønningsbaseret, trinvis og tilpasset individet. Racen lærer ofte hurtigt, hvilket også betyder, at vaner, der belønnes ved et uheld, hurtigt kan sætte sig fast. Gør den ønskede adfærd let at vælge, øg sværhedsgraden gradvist, og brug ikke frygt, trusler eller fysisk straf.

Hvalpe og unghunde har brug for bevægelse, miljøerfaring, hvile og korte indlæringspas, ikke en voksen hunds belastning eller en træningsplan baseret på et bestemt antal minutter. Målet er en hund, som kan arbejde engageret, bevare kontakten og derefter falde til ro. Hvis aktivitetsmængden øges, mens hunden får sværere ved at sove, slappe af eller håndtere hverdagens indtryk, skal planen vurderes på ny i stedet for blot at blive fyldt med mere fart.

## Sundhed

For en svensk hvalpekøber er det vigtigste at skelne bindende registreringsregler fra raceklubbens anbefalinger og frivillige DNA-tests. Efter de gældende regler fra Svenska Kennelklubben kræves officiel HD-status før parring og, for svenskboende avlshunde som er omfattet af reglerne, kendt mental status gennem en fuldstændig MH-beskrivelse. Kendt status betyder ikke automatisk et godt hofteresultat eller en ønskelig mental profil; kontrollér selve resultatet.

I sin racespecifikke avlsstrategi anbefaler SASK som hovedregel HD-grad A eller B og øjenundersøgelse af avlshunde. Klubben fremhæver også værdien af at kontrollere HD-status hos nære slægtninge, fordi racen ikke har et HD-indeks. ED-røntgen er frivillig og er ikke et særligt registreringskrav for racen. Bed derfor opdrætteren vise, hvad der faktisk er undersøgt, på hvilken hund, på hvilken dato og med hvilket resultat, i stedet for at nøjes med ordet sundhedstestet.

Der findes DNA-tests for blandt andet CEA, HSF4 og MDR1, men SASK angiver ikke én universel testpakke til alle kombinationer. Hver test gælder et bestemt gen eller en risikovariant. Et frit HSF4-resultat udelukker for eksempel ikke alle former for grå stær og erstatter ikke en klinisk øjenundersøgelse. Relevante tests vælges ud fra dokumenterede risici i familien og den planlagte kombination.

MDR1, også kaldet ABCB1, kan påvirke, hvordan visse lægemidler fordeles i kroppen og når hjernen. Den enkelte hunds status kan ikke afgøres ud fra udseendet. Hvis hunden er testet, bør resultatet stå i dyrlægejournalen; valg af lægemiddel og dosering hører altid hjemme hos dyrlægen.

To merlefarvede hunde skal ikke parres. Kombinationen kan give hvalpe med to kopier af merlevarianten og øget risiko for døvhed samt syns- eller øjenforandringer. Den naturligt korte NBT-hale har en anden genetisk baggrund. SASK anbefaler også forsigtighed ved kombinationer, hvor begge forældre bærer NBT-varianten, men de to spørgsmål må ikke blandes sammen.

## Historie og oprindelse

Trods navnet blev australian shepherd, som racen kendes i dag, udviklet i USA. FCI-standarden knytter navnet til baskiske hyrder, der kom til USA fra Australien i 1800-tallet. Det præcise bidrag fra ældre hyrdehunde er mindre sikkert. Detaljerede påstande om en bestemt blanding af racer bør derfor behandles som teorier.

Amerikanske fåre- og kvægavlere fortsatte med at udvælge hunde for alsidighed, selvstændigt arbejde, intelligens og hyrdeevne. Efter Anden Verdenskrig voksede kendskabet til racen, da westernridning, rodeo, hesteshows, film og tv nåede et større publikum. Den moderne races amerikanske ranchbaggrund forklarer både paradokset i navnet og hvorfor funktion stadig står centralt i racebeskrivelsen.

## At leve med racen

Australian shepherd passer bedst, når hverdagen rummer planlagt aktivitet, læring og restitution, også i almindelige arbejdsuger. En stor have erstatter ikke fælles opgaver, og konkurrenceambitioner er ikke nødvendige, hvis hunden alligevel får et meningsfuldt og varieret liv. Den, der ønsker en hund, som hovedsageligt skal med på kortere ture, bør vælge en mindre krævende type.

Med børn skal en voksen altid være til stede, hunden skal have et uforstyrret hvilested, og familien skal have en plan for energisk leg. Afbryd og skab afstand, før hunden begynder at fiksere på eller styre bevægelsen. Børn bør ikke have ansvar i situationer, hvor en hurtig og stærk hund kan reagere på omgivelserne.

Samliv med hunde eller katte afgøres af individerne og introduktionen, ikke af racenavnet. Find ud af mere om forældrenes og den aktuelle hunds historik. Begynd roligt med separate trygge steder, barriere og snor, giv katten en fri flugtvej, og gå først videre, når begge dyr kan være afslappede. Smådyr kan kræve permanent fysisk adskillelse.

Racen kan bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig tid ude, meningsfulde opgaver og hvile, og ejeren kan håndtere reaktioner på lyde. I en ejendom med dårlig lydisolering skal man kunne forebygge, at lyde i opgangen får hunden til at vogte og gø. Alenetid skal trænes gradvist og vurderes ud fra den enkelte hunds adfærd. Jordbruksverkets råd om luftning mindst hver sjette time i dagtimerne er et råd om luftning, ikke et mål for hvor længe en hund trives alene.

Før du køber en hvalp, bør du bede om forældrenes registreringsnumre, HD-resultater, fuldstændige MH-protokoller, datoer og resultater fra øjenundersøgelser samt relevante DNA-resultater. Kontrollér også halebetegnelse og arbejdsmeritter, og spørg hvordan voksne nære slægtninge fungerer med mennesker, lyd, bevægelse, hvile og restitution. De oplysninger siger mere om, hvordan hverdagen med hunden sandsynligvis bliver, end farve, øjne eller om opdrætteren kalder hundene arbejdslinje eller udstillingslinje.

Australian shepherd

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Norwegian Kennel Club (NKK)

Dansk Kennel Klub (DKK)

Australian shepherd er en middelstor, atletisk hyrdehund, som er meget intelligent og energisk. Den er loyal og menneskeorienteret, knytter stærke bånd og har brug for rigelig daglig motion, træning og mental stimulering. Den har en iøjnefaldende, vejrbestandig pels og varierende øjenfarver, som bidrager til dens særlige udstråling.

Amazing Working Dogs

## Kort fortalt

- Lagotto romagnolo er en italiensk trøffelhund i racegruppe 8 med rødder som vandapporterende hund i Romagna.
- Racen er lille til mellemstor, robust og næsten kvadratisk. Hanhunde er 43–48 cm høje og vejer 13–16 kg; tæver er 41–46 cm og vejer 11–14 kg.
- En lagotto har brug for både daglig bevægelse og opgaver til næsen. Søg, spor, nose work og anden træning med fokus på samarbejde passer til racens baggrund som brugshund.
- Raceidealet er en lærenem, entusiastisk og hengiven hund, men social tryghed, lydfølsomhed og interesse for fremmede varierer fra hund til hund.
- Den tætte, krøllede pels vokser løbende og skal klippes, kontrolleres og redes ud, før den filtrer. Racen er ikke allergifri.
- Købere af en svenskopdrættet hvalp bør skelne mellem Svenska Kennelklubbens registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

## Udseende og pels

Lagotto romagnolo er en kompakt hund med et robust, rustikt udtryk og en krop, der er næsten lige så lang, som den er høj. Voksenstørrelsen er lidt forskellig for de to køn: Hanhunde skal have en skulderhøjde på 43–48 cm og veje 13–16 kg, mens tæver skal være 41–46 cm og veje 11–14 kg. Det giver en smidig brugshund, som hverken bør virke tung eller overdrevent spinkel.

Den krøllede pels er racens tydeligste kendetegn. Den skal være tæt og ulden med synlig underuld og grovere krøller yderst. De tilladte farver omfatter offwhite, hvid med brune eller orange aftegninger, orange- og brunskimlet samt ensfarvet brun eller orange med eller uden hvidt. Tan-aftegninger kan forekomme. Sort er ikke en godkendt farve.

Pelsen vokser gennem hele hundens liv og kan filtre sammen, hvis den ikke bliver passet. Kontrollér derfor huden, og gennemgå de steder, hvor der let opstår knuder, især bag ørerne, i armhulerne og under sele eller halsbånd. Red ud eller klip, før knuderne bliver stramme, og tilpas intervallet efter pelskvalitet, årstid, badning og den tid, hunden færdes i tæt vegetation. Der findes ikke én ugentlig rutine, som passer til alle lagottoer.

Racestandarden beskriver en naturlig og funktionel klipning, der følger kroppens konturer; pelsen skal ikke formes som på en puddel. Til udstilling angives højst cirka fire centimeter på kroppen, mens pelsen på hovedet må være længere uden at dække øjnene. For en familiehund er pelsens faktiske tilstand vigtigere end en dato i kalenderen: Hunden skal kunne se og bevæge sig frit, huden skal være nem at kontrollere, og pelsen må hverken være sammenfiltret eller fuld af snavs og plantedele. Bed opdrætteren vise, hvordan pelsen i netop den linje skal passes.

Se på og lugt til ørerne regelmæssigt, og rengør det ydre øre efter behov. Kraftig hårvækst kan bidrage til problemer hos nogle hunde, men rutinemæssig plukning er ikke automatisk det rigtige for alle. Dårlig lugt, brunt sekret, rødme, ømhed eller gentagne hovedrystelser er grund til at kontakte en dyrlæge.

Lagotto omtales af og til som allergivenlig, fordi løse hår ikke ses på samme måde som hos mange fældende racer. Det er misvisende. Hundeallergener findes først og fremmest i hud og spyt, mængden varierer også mellem hunde af samme race, og ingen hunderace er allergifri.

## Temperament og personlighed

Ifølge raceidealet skal en lagotto være føjelig, omgængelig, entusiastisk, lærenem og meget hengiven over for sin ejer. Den arbejder gerne tæt sammen med mennesker, bruger næsen vedholdende og kan give lyd, når noget afviger, uden at være avlet som vagthund. I det rette hjem bliver den ofte en engageret følgesvend, der vil lave noget sammen med familien frem for blot at motionere på egen hånd.

Raceidealet er dog ingen garanti for, at alle hunde opfører sig ens. Svenske BPH-adfærdsbeskrivelser viser stor variation i den måde, lagottoer hilser på ukendte mennesker. Mange tager kun lidt kontakt, og der er også forskel på uro, nysgerrighed og den tid, hunden skal bruge på at falde til ro efter noget uventet. At være reserveret er ikke nødvendigvis det samme som at være bange, men en hund, der ofte bliver usikker, har brug for afstand og støtte frem for tvungne hilsener.

For en hvalpekøber er mentaliteten i familien derfor lige så vigtig som en generel racebeskrivelse. Mød tæven sammen med hvalpene, spørg, hvordan forældre og nære slægtninge reagerer på gæster, lyde og nye miljøer, og bed om at se eventuelle BPH-resultater. BPH beskriver adfærd; det er ikke en prøve, som hunden består eller dumper.

En lagotto kan leve fint med børn, andre hunde og katte, men racenavnet alene er ingen garanti. Rolige introduktioner fra begyndelsen og den enkelte hunds erfaringer spiller en stor rolle. En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Jagtlege og møder med små dyr kræver samme omtanke som hos andre hunde.

## Træning og motion

Lagotto romagnolo har brug for et aktivt liv, hvor næsearbejde har en tydelig plads. Racen blev udviklet til at søge selvstændigt i samarbejde med en fører, og mange hunde trives med nose work, søg efter personer eller genstande, spor, lydighed, rallylydighed og agility. Man behøver dog hverken at konkurrere eller lede efter ægte trøfler for at dække behovet.

Planlæg en hverdag med ture i forskellige miljøer, tid til at undersøge dufte og korte opgaver, der kræver koncentration. Et enkelt søg efter gemte genstande eller godbidder kan være værdifuldt, men næsearbejde erstatter ikke bevægelse, social kontakt, hvile eller almindelig hverdagstræning. Faste råd i minutter eller timer siger mindre end hundens adfærd: Et passende niveau giver arbejdsglæde ude og evne til at falde til ro hjemme uden vedvarende rastløshed eller gentagen overbelastning.

Træn indkald tidligt, og beløn kontakt, også når omgivelserne frister. Racens tidligere jagtinstinkt er dæmpet gennem avl, men det er ikke forsvundet hos alle hunde; ældre raceundersøgelser fandt interesse for vildt hos et mindretal. Brug derfor en lang line eller et indhegnet område, indtil indkaldet fungerer i det miljø, hvor hunden skal gå løs.

Lad også aktiviteter veksle med ro. En lagotto, som hele tiden får mere fart og spænding, lærer ikke automatisk at hvile. Korte, tydelige træningspas, forudsigelige pauser og belønningsbaseret indlæring gør det lettere at udvikle både samarbejde og selvkontrol. Tilpas motionen efter alder, helbred og dagsform, især mens hvalpen vokser og efter sygdom eller skade.

## Sundhed

Det vigtigste for en lagottokøber er at kontrollere dokumenterede resultater og sundhedshistorikken i hundens familie frem for blot at sætte kryds ved en lang liste over test. I Sverige er racen omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for hoftedysplasi. Begge forældredyr skal have officiel HD-status før parring, hvis afkommet skal kunne registreres efter reglerne.

Raceklubben går længere i sine avlsanbefalinger. Den anbefaler blandt andet et foreløbigt kuldindeks på mindst 98, at hunde uden svensk HD-indeks har HD A eller B, og at hunde med HD D eller E ikke bruges i avl. Det er vigtigt at spørge ind til, men det bør beskrives som klubbens anbefalinger og ikke blandes sammen med det formelle krav om kendt status.

Øjensygdomme forekommer i racen. Raceklubben anbefaler derfor, at avlshunde har en officiel øjenattest registreret hos Svenska Kennelklubben, som ikke er mere end et år gammel ved parringen. Bed om at se dato og resultat frem for blot at få at vide, at hunden er “testet”.

Der findes også DNA-test for de recessivt nedarvede tilstande BFJE, også kaldet benign familiær juvenil epilepsi, og lagotto storage disease, LSD. Raceklubben anbefaler kendt status, og at en bærer kun parres med en genetisk fri hund. Ordene fri, bærer og afficeret gælder den variant, der er testet. En bærer er ikke automatisk syg, og et frit resultat bekræfter ikke, at hunden er fri for alle andre sygdomme. Spørg derfor både efter testresultater og efter tilbagevendende øre-, hud-, mave-, øjen- eller neurologiske problemer hos nære slægtninge.

Ørerne kræver løbende opmærksomhed, fordi nogle hunde får problemer. Kontrollér dem i forbindelse med pelsplejen, og kontakt dyrlægen ved tydelig lugt, sekret, rødme, smerte eller hovedrystelser. Betragt ikke et tilbagevendende problem som et spørgsmål om klipning eller rengøring alene.

## Historie og oprindelse

Lagotto romagnolo kommer fra Romagna i det nordøstlige Italien. Navnet har forbindelse til vand, og hundene arbejdede oprindeligt som vandapporterende hunde i de lavtliggende vådområder omkring Comacchio og Ravenna. Den tætte pels, arbejdslysten og næsen var nyttige egenskaber i det miljø.

Da store vådområder blev drænet og omdannet til landbrugsjord, ændrede hundenes arbejde sig. Lagottoens søgeevne blev i stedet brugt til trøffelsøg på markerne og i bakkerne i Romagna. I dag angiver racestandarden trøffelhund som anvendelsesområde, mens placeringen i racegruppe 8 minder om baggrunden blandt vandhundene.

Efter anden verdenskrig faldt antallet af hunde kraftigt, men et bevaringsarbejde tog fart i 1970'erne. FCI anerkendte racen i 1995. Samme år kom de første dokumenterede importer til Sverige, de første svenske kuld blev født i 1996, og Svenska Lagotto Romagnoloklubben blev stiftet i 2000.

## At leve med racen

Lagotto romagnolo passer bedst til den, der vil kombinere hundelivet med daglig aktivitet, næsearbejde og regelmæssig pelspleje. Den håndterbare størrelse gør, at racen kan bo i lejlighed, men boligens størrelse erstatter ikke tid ude, træning og muligheden for at falde til ro. I en lydt ejendom bør man desuden begynde tidligt med at træne ro omkring lyde i opgangen eller uden for døren.

Alenetid skal indlæres i små trin, når hunden føler sig tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene fra begyndelsen, og voksne hunde er meget forskellige, når det gælder at klare nogle timer. Øg først tiden, når hunden kan hvile roligt; vedvarende piben, vandren, ødelæggelser eller stress betyder, at planen skal justeres, og nogle gange at man bør søge hjælp.

Før et hvalpekøb er en konkret tjekliste mere nyttig end løfter om, at racen “passer til alle”:

- Mød tæven, og spørg til adfærd i hverdagen, frygt, evnen til at falde til ro igen og eventuelle BPH-resultater i familien.
- Kontrollér forældrenes officielle HD-resultater, og hvordan kombinationen forholder sig til raceklubbens anbefaling om indeks.
- Bed om at se aktuelle øjenresultater og DNA-status for BFJE og LSD sammen med en forklaring på, hvordan kombinationen er planlagt.
- Spørg til tilbagevendende sundhedsproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom, ikke kun til registrerede testresultater.
- Bed opdrætteren vise pels- og ørepleje i praksis, og regn med, at klipning er en livslang rutine.

For en førstegangsejer kan lagotto være et godt valg, hvis der er tid til og interesse for træning, pelspleje og at lære at aflæse hundens signaler. Racen er mindre velegnet til den, der først og fremmest søger en hund, som kræver minimal pelspleje og nøjes med den samme korte tur hver dag, eller som regelmæssigt skal være alene gennem lange arbejdsdage.

Lagotto romagnolo

The Swedish Lagotto Club

The Norwegian Lagotto Club

The Danish Kennel Club

The Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Middelstor italiensk vand- og trøffelhund med kraftig kropsbygning og tæt, krøllet, næsten fældefri pels, som kræver regelmæssig pelspleje. Kærlig, sensitiv og meget menneskeorienteret, lærenem og trives særligt godt med næsearbejde, mentale udfordringer og et aktivt friluftsliv sammen med familien.

Vattentassens

Erica Ackerstierna

## Kort fortalt

- Eurasier er en mellemstor tysk spidshund, der blev skabt som selskabshund og trives bedst, når den får lov til at leve tæt sammen med sin familie.
- Ifølge racestandarden skal hanner være 52–60 cm høje og veje 22–30 kg. For tæver er de tilsvarende intervaller 48–56 cm og 18–26 kg.
- Standarden beskriver en rolig, selvsikker og opmærksom hund med en stærk tilknytning til familien, men uden at være påtrængende over for fremmede.
- Reserveret adfærd må ikke forveksles med frygt. Svenske BPH-resultater viser tydelig variation i racens sociale tryghed.
- Eurasieren deltager gerne i familiens aktiviteter, men har normalt ikke samme arbejdsbehov som en brugshund. Motion og træning skal alligevel tilpasses den enkelte hund hver dag.
- Dobbeltpelsen skal som regel børstes cirka en gang om ugen og oftere, når underulden fældes.
- I svensk avl skal begge forældredyr have officiel hoftestatus før parring. Raceklubbens råd om resultater og andre undersøgelser går længere end selve registreringskravet.
- Racen passer til den, der ønsker en nær følgesvend i hverdagen og accepterer et selvstændigt sind. Den passer dårligere til et liv med lidt selskab eller et krav om, at hunden skal hilse på alle.

## Udseende og pels

Eurasier er en harmonisk bygget, mellemstor hund af spidstype. Kroppen er en smule længere end skulderhøjden, ørerne står op, og den buskede hale bæres over ryggen eller bøjet til siden. Knoglebygningen skal være middelstærk, og den tykke pels må ikke skjule kroppens proportioner. Helhedsindtrykket skal være funktionelt og velafbalanceret, ikke tungt eller overdrevent pjusket.

Racestandarden angiver 52–60 cm og 22–30 kg for hanner samt 48–56 cm og 18–26 kg for tæver. Det er vejledende mål for racen, ikke en garanti for, hvor stor en bestemt hvalp bliver som voksen. Se derfor også på forældrene og nære slægtninge, hvis størrelsen har praktisk betydning for dig.

Pelsen består af tæt, blød underuld og middellange, lige dækhår, der ligger forholdsvis løst. Hårene er kortere i ansigtet, på ørerne og forsiden af benene og længere på halen og bagsiden af benene. Alle farver og farvekombinationer er tilladt efter den gældende internationale standard, bortset fra helt hvid og hvidbroget.

Til daglig er det ofte nok at børste pelsen grundigt cirka en gang om ugen. Når underulden løsner sig en eller to gange om året, skal hunden børstes oftere, og mængden af løse hår kan være stor. Benyt samtidig lejligheden til at kontrollere hud, kløer, ører og tænder. Bad hunden, når den er beskidt.

## Temperament og personlighed

Eurasieren skal være rolig, selvsikker og have et stabilt temperament med en stærk tilknytning til familien og begrænset interesse for kontakt med fremmede. Det kan tiltale den, der ønsker en hund, som gerne er tæt på sine egne mennesker uden automatisk at hilse på alle. Det betyder dog ikke, at enhver eurasier er stille, tryg eller nem i alle situationer.

Svenske BPH-resultater giver et mere nuanceret billede end idealet i racestandarden. Som gruppe viste hundene begrænset interesse for fremmede, men deres tryghed i sociale møder varierede meget. En hund, der roligt vælger ikke at hilse, er reserveret. En hund, der flygter, stivner eller bliver meget urolig, har brug for større afstand og støtte. Reserveret adfærd må ikke bruges som forklaring på frygt eller truende adfærd.

Hvalpen har brug for tidlige, positive erfaringer med forskellige mennesker, miljøer, underlag og hverdagssituationer. Målet er ikke, at fremmede skal klappe den, men at hunden kan forholde sig roligt og trygt, selv når den ikke ønsker kontakt. Lad den betragte det hele på en afstand, hvor den stadig kan spise, undersøge omgivelserne og falde til ro igen. Tvungne hilsesituationer kan øge utrygheden.

Eurasiere kan leve godt sammen med børn, hunde eller andre dyr, men racenavnet er ingen garanti. Små børn og hunden skal altid være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Spørg opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på håndtering, pludselige bevægelser og ukendte hunde. Med kat eller smådyr i hjemmet er der brug for rolige introduktioner, sikre adskillelser og opsyn, mens du lærer netop denne hunds jagtadfærd at kende.

## Træning og motion

Eurasiere lærer ofte hurtigt, men racen er ikke udviklet til at arbejde som en brugshund. Tydelige rutiner, belønninger, hunden sætter pris på, og korte træningspas med et forståeligt mål giver ofte det bedste resultat. Beløn den adfærd, du gerne vil se igen, så opgaven bliver tydelig uden at skade tilliden. Hårde korrektioner, skræmmemetoder og fysisk pres hører ikke hjemme i træningen.

Gode færdigheder i hverdagen er vigtigere end en lang række avancerede øvelser. Træn hunden i at gå roligt i snor, vente, komme, når du kalder, acceptere håndtering og finde ro, når der ikke sker noget. Variér belønningen mellem mad, leg, bevægelse og adgang til noget, hunden gerne vil undersøge. Hvis hunden mister interessen, er det ofte bedre at gøre opgaven lettere eller skifte aktivitet end at gentage det samme signal.

Racen tager gerne med på gåture og familieudflugter uden at have brug for arbejdsbyrden hos en udpræget brugsrace. Et fast antal minutters motion siger derimod ikke meget om den enkelte hunds behov. En god hverdag indeholder bevægelse, mulighed for at snuse, en form for problemløsning og tilstrækkelig hvile. Tilpas efter alder, helbred, vejr og hundens evne til at komme sig. Næsearbejde, spor, rallylydighed, hoopers og andre samarbejdsaktiviteter kan passe godt, men vælg efter den enkelte hunds motivation.

Indkald skal trænes, selv om hunden gerne holder sig tæt på familien. Hverken familietilknytning eller et ry for lav jagtlyst gør en hund sikker uden snor. Brug snor eller lang line, hvor vildt, trafik, andre dyr eller lokale regler gør det uhensigtsmæssigt at lade hunden gå løs.

## Sundhed

Eurasier beskrives som en forholdsvis sund race, men der er sundhedsrisici og avlsforhold, som en hvalpekøber bør undersøge konkret. Begynd med at skelne mellem SKK's registreringskrav og raceklubbens mere omfattende avlsanbefalinger.

For at et svensk kuld kan registreres, skal begge forældredyr have et officielt resultat for hofteledsdysplasi før parring. Kravet er et kendt resultat, ikke nødvendigvis grad A eller B. Svenska Eurasierklubben anbefaler avlshunde med HD A eller B, ED 0 og patella 0. Bed om at se de officielle resultater, og undersøg gerne søskende og tidligere afkom. Forældredyrenes resultater mindsker usikkerheden, men kan ikke garantere en sund hvalp.

Raceklubben anbefaler også gennemtænkte kombinationer med hensyn til Dandy-Walker-lignende misdannelse, DWLM. Varianten nedarves recessivt og kan påvises med en DNA-test. En fri hund kan parres med en anden fri hund eller med en bærer, mens to bærere ikke må kombineres. En bærer er ikke det samme som en syg hund og behøver ikke at blive udelukket fra avl, når partneren er testet fri. Den forskel er vigtig både for at undgå syge hvalpe og for at bevare den genetiske variation.

Raceklubben følger desuden indberettede tilfælde af nedsat skjoldbruskkirtelfunktion, eksokrin pancreasinsufficiens, EPI/EPA, og mavedrejning. Klubben beskriver dem ikke som store problemer i racen, men arbejder fortsat på at kortlægge dem. Vedvarende træthed med pelsforandringer eller gentagen diarré med vægttab bør derfor tages alvorligt. Mistanke om mavedrejning kræver akut dyrlægehjælp.

Spørg opdrætteren om officielle led- og patellaresultater, DWLM-status og kendte diagnoser hos forældre, søskende og tidligere afkom. En generel forsikring om, at hundene i slægten er »sunde«, fortæller mindre end dokumenterede resultater og en åben redegørelse for slægtningenes helbred.

## Historie og oprindelse

Eurasier er en ung race med en veldokumenteret tysk oprindelse. Julius Wipfel begyndte avlsarbejdet i 1960 ved at kombinere chow chow og wolfspitz, der også kaldes keeshond. De tidlige hunde blev kaldt wolf-chow. Samojedhunden blev senere inddraget, og racen fik navnet eurasier efter sin europæiske og asiatiske baggrund.

FCI anerkendte eurasier i 1973, og den første eurasier kom til Sverige i 1994. Racen har hele tiden været beregnet som selskabshund, og den internationale standard kræver ingen brugsprøve. Det forklarer, hvorfor tæt familiekontakt og et stabilt temperament i hverdagen står centralt. Man bør dog undgå forenklede påstande om, at hver af de oprindelige racer har bidraget med én bestemt egenskab; nutidens hunde varierer både mentalt og fysisk.

## At leve med racen

Eurasier passer bedst i et hjem, hvor hunden er en del af hverdagen. Den kan bo i lejlighed eller hus, fordi boligens størrelse betyder mindre end rutinerne omkring motion, hvile, støj og selskab. En have erstatter ikke gåture eller familiekontakt, og racens baggrund gør den uegnet til hovedsageligt at leve alene i en hundegård.

Alenetid skal trænes gradvist, når hvalpen er blevet tryg i sit nye hjem. Begynd med meget korte stunder, og øg først, når hunden er rolig før, under og efter dit fravær. Hunde lærer dette i forskelligt tempo. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, ikke efter en påstået racegrænse målt i timer.

For en børnefamilie er opsyn fra en voksen og et uforstyrret hvilested vigtigere end betegnelsen »familiehund«. I et hjem med kat eller smådyr er sikre adskillelser og kontrollerede introduktioner vigtigere end antagelser om jagtlyst. Den, der ønsker at træne meget, bør møde forældredyrene og spørge, hvad der motiverer dem, hvordan de reagerer på håndtering, og hvordan de falder til ro i nye miljøer.

Før du køber en hvalp, bør du bede om registreringsattest, købsaftale, en aktuel dyrlægeattest og dokumenterede helbredsoplysninger om forældrene. Mød om muligt moderen og andre voksne slægtninge. Læg især mærke til, om de kan forholde sig roligt og neutralt over for fremmede uden at flygte, stivne eller blive presset til kontakt. Et velplanlagt eurasierkuld bør passe både på papiret og til den hverdag, du kan tilbyde.

Eurasier

German Kennel Club (VDH)

Eurasier Klub e.V. Sitz Weinheim (EKW)

The Eurasier Society UK

Eurasier er en mellemstor spidshund med rig, blød pels, der er avlet som en rolig familiehund. Den er sensitiv og meget knyttet til sin familie, trives bedst i et stille og roligt hjem, er reserveret men ikke aggressiv over for fremmede og har brug for moderate daglige gåture, mentale aktiveringslege, blid og nænsom træning samt regelmæssig pelspleje.

Vi på Fridlyckans föder upp Eurasier i Onsala. År 2021 beskrev vi lydnad, agility och rallylydnad som tidigare aktiviteter, medan löpning och vandring hörde till vardagen då. Uppgifterna är en historisk ögonblicksbild och beskriver inte nödvändigtvis vår nuvarande aktivitetsnivå.

Fridlyckans

## Kort fortalt

- Amerikansk akita er en stor og kraftigt bygget spidshund med oprindelse i Japan og videre udvikling i USA. FCI klassificerer den som selskabshund i gruppe 5.
- Skulderhøjden er 66–71 cm for hanner og 61–66 cm for tæver. Racestandarden angiver ingen vægt. Som en grov rettesnor angiver Svenska Kennelklubben cirka 45–55 kg for hanner og 35–45 kg for tæver.
- Racen beskrives som opmærksom, lydhør, værdig og modig. Den kan samtidig være reserveret og selvstændig, så træning i møder, håndtering og kontrol i hverdagen er vigtig.
- Amerikansk akita kan have svært ved at omgås andre hunde, især hunde af samme køn. Den er derfor sjældent det oplagte valg for en, der ønsker regelmæssige besøg i hundepark eller hundedagpleje.
- Den tætte dobbeltpels fælder kraftigt i perioder. Pelsplejen kræver ingen avancerede teknikker, men mængden af hår og hundens størrelse gør det til et stort stykke arbejde.
- Racen passer bedst til en ejer, der kan forebygge risikable situationer, træne med belønninger og håndtere en meget stærk hund roligt, når omgivelserne bliver urolige.

## Udseende og pels

Amerikansk akita skal give et tydeligt indtryk af størrelse, styrke og balance. Knoglebygningen er kraftig, brystkassen bred og dyb, og kroppen er lidt længere, end den er høj. Det massive hoved danner en stump trekant set ovenfra. Små øjne, et dybt snudeparti og opretstående ører giver racen dens karakteristiske udtryk.

Halen er stor, højt ansat og rigeligt behåret. Den bæres over ryggen eller ind mod siden i en trekvart, hel eller dobbelt ring. Når halen forsigtigt trækkes ned, skal den yderste halehvirvel nå til hasen.

Pelsen består af en blød, tæt underuld og lige, stive dækhår, som står lidt ud fra kroppen. Håret er kortere på hovedet, ørerne og den nederste del af benene. Ved manken og over krydset er dækhårene omkring fem centimeter lange, mens halen har den fyldigste pels.

Farveudvalget er bredere end hos japansk akita. Rød, gulbrun, hvid, tigret og pinto forekommer med eller uden maske eller blis. En ensfarvet hvid hund har ingen maske. Den gældende FCI-standard fra 2026 diskvalificerer derimod merletegning og leverfarve. Det er vigtigt, fordi ældre racebeskrivelser kan nøjes med at skrive, at alle farver er tilladt.

Børst efter pelsens faktiske behov, ikke efter en fast ugeplan. Før en kam gennem underulden på halsen, bukserne, bag ørerne og omkring halen. Hvis kammen sætter sig fast, eller underulden ligger tæt mod huden, er der brug for en grundigere omgang. Kontrollér samtidig hud, ører, kløer og tænder. Efter bad skal pelsen skylles og tørres helt ind til huden.

## Temperament og personlighed

En Amerikansk akita er som regel opmærksom og selvstændig uden at opsøge kontakt med alle. Racestandarden beskriver et værdigt, modigt og lydhørt temperament. Det betyder ikke, at alle hunde er naturlige vagthunde eller automatisk trygge sammen med børn. Avl, erfaringer, sundhed og træning påvirker, hvordan hunden fungerer.

Træn hunden i, at fremmede mennesker kan være i nærheden uden at tage kontakt. Målet er ikke, at alle skal klappe den, men at den kan passere mennesker, tage imod gæster og blive håndteret uden frygt eller truende adfærd. Beløn rolige reaktioner, og lad hunden holde afstand. En hund, der stivner, spærrer vejen, knurrer eller har svært ved at falde til ro igen, har brug for professionel hjælp.

Møder med andre hunde kræver særlig omtanke. FCI skriver udtrykkeligt, at Amerikansk akita kan være intolerant over for andre hunde, især hunde af samme køn. Det beskriver en risiko i racen, ikke hvad hvert individ vil gøre. En ældre svensk avlsstrategi fremhævede også aggression mod hunde og tilbageholdenhed over for fremmede som praktiske udfordringer, men grundlaget var lille: kun 19 hunde deltog i MH-beskrivelser i 2008–2014, og én hund havde gennemført BPH. De tal kan ikke beskrive hele den nuværende bestand.

Vurdér forældrene og voksne slægtninge i almindelige situationer. Spørg, hvordan de reagerer på fremmede, smalle passager, håndtering og hunde af begge køn. En hvalp kan få et godt forhold til hunden i hjemmet uden at acceptere ukendte hunde som voksen. Hundeparker og hilsner i snor med fremmede hunde er ofte dårlige valg.

## Træning og motion

Amerikansk akita har brug for daglig bevægelse, næsearbejde og samarbejde, men intet fast antal minutter passer til alle. En sund voksen hund kan sætte pris på længere ture, vandring, spor, søg og rolig træning af kropskontrol. Tilpas mængden efter alder, form, underlag, temperatur og restitution. Den kraftige krop og tætte pels betyder, at aktivitet i varmt vejr skal planlægges forsigtigt.

Den tidlige træning bør fokusere på de færdigheder, der gør det sikkert at håndtere en stærk hund i hverdagen:

- at gå i løs line og kunne vende roligt væk fra forstyrrelser
- frivillig kontakt og at vente bag døre og låger
- indkald på indhegnet område og sikre alternativer, når hunden ikke bør gå løs
- spor- og søgeøvelser, som kan udføres på afstand af andre hunde
- rolig og frivillig håndtering af poter, ører, mund og pels
- hvile og evnen til at falde til ro efter aktivitet

Belønningsbaseret træning passer bedre til racens selvstændighed end hårde korrektioner. Korte, tydelige øvelser med et forståeligt mål giver ofte mere end mange ens gentagelser. Mad, større afstand, mulighed for at snuse, leg eller adgang til et ønsket sted kan alle bruges som belønning.

Hvalpe og unghunde skal have lov til at udforske, lege og bevæge sig varieret uden lange løbeture, tung belastning eller mange gentagne spring. Øg sværhedsgraden trinvis. Halthed, stivhed eller modvilje mod at bevæge sig bør vurderes af en dyrlæge.

## Sundhed

Amerikansk akita er omfattet af et bindende svensk program for hofteledsdysplasi, HD. Svenska Kennelklubben registrerer ikke afkom, hvis et af forældredyrene manglede en officiel hoftestatus ved parringen. En officiel status betyder dog ikke automatisk grad A eller B. Efter kennelklubbens generelle regler må en hund med HD E ikke bruges i avl, mens en hund med HD D kun må parres med en hund, der har A eller B. Bed om at se selve graden og undersøgelsesdatoen, ikke blot en besked om, at forældrene er “røntgenundersøgt”.

Den svenske avlsstrategi for racen bygger hovedsageligt på data fra 2008–2014 og skal læses som et dateret grundlag, ikke som aktuelle tal for forekomsten. For få hunde var undersøgt til sikre konklusioner om hofter, albuer eller øjne i hele racen. Dokumentet anbefaler hoftegrad A eller B, albuegrad 0 og gentagne øjenundersøgelser, altid også før den første parring. Albue- og øjenresultater er værd at spørge til, men de er ikke det samme som det bindende HD-krav for racen i de svenske registreringsregler fra 2026.

Bed om følgende for begge forældre og, når det er muligt, ældre helsøskende og tidligere afkom:

- den præcise HD-grad samt albueresultat og undersøgelsesdato
- resultatet af øjenundersøgelsen og datoen for den
- tilbagevendende hud-, pels-, knæ- eller øjenproblemer hos nære slægtninge
- diagnoser af sebacøs adenitis eller uveodermatologisk syndrom hos nære slægtninge
- hvor gamle nære slægtninge blev, og hvilke sygdomme der påvirkede deres liv

En liste over undersøgelser er ingen garanti for sundhed. Resultaterne skal ses sammen med slægtens sygdomshistorik, hvordan hundene fungerer i hverdagen og hvor godt forældredyrene supplerer hinanden. Akita Club of America anbefaler desuden undersøgelser af hofter, øjne og skjoldbruskkirtel. Det kan være relevant, når amerikanske eller andre udenlandske linjer indgår.

Amerikansk akita er stor og dybbrystet, så ejere bør kende tegnene på mavedrejning, GDV. Tilstanden er akut og livstruende. Forgæves opkastningsforsøg, kraftig savlen, uro, gispen, en udspilet eller smertefuld bug, blege slimhinder, svaghed eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

## Historie og oprindelse

Amerikansk akita har japansk oprindelse, men blev udviklet som en selvstændig type i USA. Den gældende FCI-standard beskriver, hvordan mellemstore Akita Matagi-hunde blev brugt til hundekampe fra 1603. Fra 1868 blev de krydset med blandt andet tosa og mastiff, hvilket øgede størrelsen, men svækkede flere spidshundetræk. Hundekampe blev forbudt i 1908, og ni akitaer blev udpeget som japanske naturmonumenter i 1931.

Bestanden faldt kraftigt under anden verdenskrig. Hunde blev konfiskeret, fordi pelsen blev brugt til militært tøj, mens nogle ejere krydsede deres hunde med schæferhunde for at undgå ordren. Flere typer var tilbage efter krigen. Hunde fra Dewa-linjen, med træk fra mastiff og schæferhund, blev taget med til USA af amerikansk militærpersonel.

Disse linjer blev videreudviklet i USA. Akita Club of America blev stiftet i 1956, og American Kennel Club optog racen i sin stambog og gav den ordinær udstillingsstatus i oktober 1972. Fordi de amerikanske og japanske kennelklubber dengang ikke anerkendte hinandens stamtavler, udviklede den amerikanske bestand sig uden nye japanske blodlinjer. Resultatet blev den større og tungere type med flere godkendte farver, som FCI i dag anerkender som Amerikansk akita.

## At leve med racen

En Amerikansk akita kan være rolig indendørs, men hverdagen skal også fungere, når en kat løber forbi, en løs hund nærmer sig, eller et barn åbner hoveddøren. Det afgørende er ikke kun, hvor meget plads du har, men om du kan opretholde sikre rutiner hver dag.

Aktivt opsyn fra en voksen er nødvendigt omkring børn. En hund af denne størrelse kan vælte et barn uden at ville det. Børn må aldrig forstyrre hunden, når den spiser, sover eller prøver at trække sig væk. Vælg opdrætter ud fra de voksne hundes faktiske adfærd omkring børn, ikke en generel påstand om, at racen er beskyttende.

Samvær med en anden hund, kat eller et mindre dyr skal vurderes individuelt. Tidlig tilvænning kan hjælpe, men erstatter ikke låger, separate hvilepladser, kontrollerede introduktioner og mulighed for at holde dyrene adskilt. Et godt forhold til katten i hjemmet siger heller ikke med sikkerhed, hvordan hunden reagerer på en kat udendørs.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis der er plads til at håndtere hunden, trange møder kan undgås, og hunden får bevægelse og mental aktivitet ude. En have skal være sikkert indhegnet og erstatter aldrig ture eller træning. Træn alene-hjemme gradvist med korte, rolige perioder i begyndelsen. Vurdér, om den enkelte hund faktisk kan falde til ro, frem for at følge en generel tidsgrænse.

Før du vælger hvalp, bør du møde mindst tæven og helst flere voksne slægtninge. Bed om at se, hvordan hundene går i line, tager imod gæster og falder til ro efter noget uventet. Kontrollér selv sundhedsresultaterne, og spørg, hvordan opdrætteren vurderer, hvilken hvalp der passer til dit hjem. Amerikansk akita er først det rette valg, når du værdsætter dens selvstændighed og samtidig har tid, styrke og dømmekraft til at håndtere hunden uden at ty til fysisk magt.

Amerikansk akita

Stor, kraftig spidshund med bredt, bjørnelignende hoved og ringlet hale. Rolig, loyal og stærkt beskyttende over for familien, men reserveret over for fremmede og ofte afventende i mødet med andre hunde. Tyk dobbeltpels, som fælder meget. Intelligent, selvstændig og egner sig bedst til erfarne ejere med konsekvent lederskab.

Huses Akita

## Kort fortalt

Rottweiler er en mellemstor til stor og kraftfuld tysk brugshund til den, der gerne vil træne regelmæssigt, kan håndtere hundens styrke og har tid til både fysisk og mental aktivering. Den kan knytte sig tæt til familien, men racens vagtinstinkt og arbejdslyst gør det ekstra vigtigt at vælge den rette opdrætter, begynde træningen tidligt og have sikker kontrol i hverdagen.

- **Oprindelse:** Tyskland. Racen er anerkendt af FCI og har været brugt som vagt-, kvæg-, træk-, politi- og tjenestehund.
- **Størrelse:** hanhunde er 61–68 cm og tæver 56–63 cm i skulderhøjde. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund omkring 50 kg og en tæve omkring 42 kg, men højde, køn og kropsbygning påvirker vægten.
- **Pels:** kort, tæt dobbeltpels, som børstes og bades efter behov.
- **Aktivitet:** har brug for daglig motion, næsearbejde eller en anden mental opgave samt løbende træning i hverdagen.
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes mentalbeskrivelser, hofte- og albueresultater samt DNA-resultater for POANV, som tidligere blev kaldt JLPP.

Rottweiler er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, men bør planlægge hvalpekursus, fortsat lydighedstræning og støtte fra en opdrætter eller brugshundeklub, der kender racen.

## Udseende og pels

Rottweiler er en middelstor til stor hund med en kompakt og muskuløs krop. Den skal se stærk ud uden at være klodset; kropsbygningen skal også give indtryk af bevægelighed og udholdenhed. Hovedet er bredt, ørerne er trekantede og hængende, og den sorte pels har tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger.

Pelsen består af grove dækhår over en tæt underuld. Den er nem at passe, men hunden fælder og har da brug for hyppigere børstning. Der findes ingen meningsfuld badeplan, som passer til alle rottweilere: bad hunden, når den er beskidt, og børst efter behov, især i fældeperioder. Kontrollér samtidig kløer, ører, hud og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Vægten bør vurderes sammen med kropsformen, ikke kun i forhold til et tal. En hund i passende huld har en synlig talje, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Regelmæssig vurdering af huld er særlig nyttig hos en tung hund.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, godmodig, modig og arbejdsivrig hund, som er stabil og opmærksom på sine omgivelser. Det beskriver målet for avlen, ikke hvordan enhver rottweiler vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, træning og den konkrete situation påvirker det enkelte individ.

Rottweilerens vagtinstinkt betyder ikke, at racen pr. definition er aggressiv. Kombinationen af årvågenhed, integritet, jagtinteresse, lyst til at gribe og trække i leg samt stor fysisk styrke kan dog være vanskelig at håndtere, hvis hunden er bange, let bliver stresset eller er dårligt trænet. Det er derfor vigtigere at undersøge forældredyrenes faktiske adfærd end at nøjes med generelle beskrivelser som ”sød” eller ”tryg”.

Bed om at se forældrenes MH-resultater, og spørg opdrætteren, hvordan hundene reagerede på social kontakt, overraskelser, lyd, leg og vedvarende frygt. MH beskriver reaktioner i standardiserede situationer; et gennemført MH er ikke i sig selv en kvalitetskarakter. Se også på nære slægtninge, og mød helst mindst tæven i et almindeligt miljø.

En rottweiler kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for, at hunden er børnevenlig. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En voksen bør stå for gåturene, fordi en ung eller ophidset rottweiler kan være for stærk for et barn at holde.

## Træning og motion

Rottweiler har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men et fast antal timers motion er misvisende. Behovet varierer med alder, sundhed, kondition og aktivitet. Planlæg en hverdag med gåture, rolig restitution, næsearbejde og korte træningspas, og tilpas mængden efter, hvordan hunden faktisk fungerer.

Spor, søg, lydighed, rallylydighed og veltilrettelagte friluftsaktiviteter giver både samarbejde og opgaver at løse. Racen kan også sætte pris på træk eller andre fysisk krævende aktiviteter, når hunden er udvokset, sund og gradvist trænet til arbejdet. En stor træningsmængde erstatter ikke evnen til at falde til ro, så træn også passivitet og rolige rutiner.

Begynd tidligt med håndtering, gå pænt i snor, indkald, rolige hilsner og at vende sig væk fra mennesker, dyr eller genstande på signal. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør reglerne nemme at forstå. Undgå metoder, der bygger på frygt, tvang eller smerte; de hører ikke hjemme i moderne hundetræning og er ingen genvej til kontrol over en stærk hund.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde og nye miljøer uden at skulle gå hen eller reagere voldsomt. Et godt kursus hjælper ejeren med at læse hundens signaler og træne på et passende niveau. Fortsæt træningen gennem unghundeperioden, hvor den fysiske styrke ofte udvikler sig hurtigere end selvkontrollen.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede sundhedskontroller for rottweiler vedrører hofter, albuer og POANV/JLPP. Racen har sundhedsprogrammer for hofteledsdysplasi, HD, albueledsdysplasi, ED, og den arvelige neurologiske sygdom POANV, tidligere kaldt JLPP. Øjensygdomme forekommer også, og mange opdrættere får deres hunde øjenlyst.

Bed opdrætteren om at vise officielle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens tjenester. For HD og ED er det relevant at se både forældrenes egne røntgenresultater og kombinationens foreløbige kuldindeks. Svenska Rottweilerklubben anbefaler et foreløbigt kuldindeks på mindst 101 for både HD og ED i sine udvidede anbefalinger. Et indeks bygger på flere oplysninger end resultatet for én hund, men kan ikke garantere, at en hvalp bliver fri for ledproblemer.

POANV/JLPP nedarves recessivt. En bærer er normalt sund, men kan give varianten videre. Pointen er derfor ikke automatisk at udelukke enhver bærer, men at sikre, at DNA-status er officielt verificeret, og at kombinationen ikke kan give syge hvalpe. Bed opdrætteren om at forklare begge forældres resultater, og hvordan de blev brugt ved planlægningen af parringen.

Spørg også til øjenundersøgelser og sundheden hos ældre nære slægtninge. Lange lister over alt, der nogensinde er diagnosticeret hos en rottweiler, siger mindre end dokumenterede resultater og tilbagevendende problemer i den aktuelle slægt. Mange rottweilere bliver omkring 8–10 år, men levetiden varierer og kan ikke forudsiges for den enkelte hund.

Hold hunden i passende huld, byg konditionen gradvist op, og søg dyrlæge ved halthed, tydelige smerter, ændringer i vejrtrækningen eller neurologiske symptomer. Forebyggende arbejde erstatter ikke en dyrlægevurdering, når hunden viser tegn på sygdom.

## Historie og oprindelse

Rottweiler blev udviklet i og omkring den tyske by Rottweil som en praktisk vagt- og kvæghund. Navnet Rottweiler Metzgerhund henviser til byens slagtere, som udvalgte hunde efter arbejdsevne og brugte dem til at drive og vogte kvæg, beskytte ejendom og trække læs.

I den officielle racehistorie forbindes ældre hunde af samme type med kvæghunde fra romertiden. Racens senere udvikling er knyttet til Rottweil og hundenes praktiske arbejde der. Da man i begyndelsen af 1900-tallet søgte egnede politihunde, blev rottweileren afprøvet, og racen blev godkendt som politihund i 1910.

Arbejdsbaggrunden er stadig tydelig. Rottweiler bruges i dag som brugs-, tjeneste- og selskabshund, og egenskaber som udholdenhed, vagtsomhed og lyst til samarbejde skal bruges på en gennemtænkt måde, også hos en hund, der primært lever som familiemedlem.

## At leve med racen

En rottweiler kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig tid udendørs, træning og hvile. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter. Overvej afstanden til gode luftemuligheder, trapper, hvor lydt boligen er, og om alle voksne i hjemmet kan holde og håndtere hunden sikkert.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene, mens en tryg voksen hund, der er trænet til det, ofte kan være alene i nogle timer. Hundens egne signaler bør styre tempoet. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og introduktionen. Indret et sikkert område til katten, brug gitter eller snor i begyndelsen, og beløn rolig adfærd. Gå et skridt tilbage, hvis et af dyrene bliver bange, eller hvis hunden låser blikket og bliver meget ophidset. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet har været trygt over tid. Den samme forsigtighed gælder ved møder med andre hunde; tidlig socialisering garanterer ikke, at en voksen hund kan lide alle andre hunde.

Ejeren har ansvar for, at hunden ikke forstyrrer eller skræmmer mennesker eller andre dyr på offentlige steder. For en rottweiler betyder det, at det at gå i snor, indkald og evnen til at vende opmærksomheden væk fra forstyrrelser skal fungere, før situationen bliver vanskelig. Hundens faktiske adfærd, miljøet og ejerens mulighed for at gribe ind afgør, hvor meget kontrol situationen kræver.

### Kontrolpunkter før køb

- Mød forældredyrene, og spørg til deres adfærd i hverdagen, ikke kun under træning eller på udstilling.
- Læs MH-resultaterne, og spørg til frygt, socialitet, leg og afreaktion hos forældre og nære slægtninge.
- Kontrollér officielle HD- og ED-resultater samt kombinationens foreløbige kuldindeks.
- Kontrollér begge forældres officielle POANV/JLPP-status, og spørg til øjenundersøgelser.
- Beskriv din hverdag ærligt for opdrætteren, og spørg, hvilken støtte du får gennem hvalpe- og unghundeperioden.

Rottweiler passer bedst, når hundens arbejdslyst er en del af hverdagen, ikke noget der løses med en lang gåtur en gang imellem. Den, der holder af regelmæssig træning, tydelige rutiner og et stort ansvar, kan få en tæt og alsidig hund; den, der primært søger en ukompliceret selskabshund, bør vælge en mindre krævende race.

Rottweiler

Svenska Rottweilerklubben (Swedish Rottweiler Club)

Deutscher Rottweiler-Klub (German Rottweiler Club)

Rottweiler er en kraftig, mellemstor brugshund med kort sort pels og rustbrune aftegninger. Den er rolig, loyal og familieorienteret, men ofte reserveret over for fremmede. For at trives har den brug for venlig, men konsekvent træning, daglig mental og fysisk aktivering samt ansvarsbevidste ejere.

Team Devoted

Norrbottenspids

Swedish Kennel Club

Finnish Kennel Club

The Norwegian Kennel Club

Federation Cynologique Internationale

Norrbottenspids er en sjælden nordisk spidshund, lille til mellemstor, atletisk, med et rævelignende udseende og krøllet hale. Avlet i Sverige og Finland til jagt på skovfugle er den gøende, årvågen, loyal og reserveret over for fremmede. Den har brug for daglig motion, mental stimulering og tæt deltagelse i familielivet.

André Martinsson

Marinette Santesson

## Kort fortalt

Finsk lapphund er en finsk hyrde- og vagthund med baggrund i rensdyrhold, men i dag lever de fleste som aktive familie- og selskabshunde. Racen passer bedst til mennesker, der gerne vil være meget ude, træne varieret og samtidig kan lære hunden at falde til ro. Et venligt væsen er typisk, men siger ikke, hvor social den enkelte hvalp bliver, hvor meget lyd den bruger, eller hvor let den bliver stresset.

- **Oprindelsesland:** Finland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 5, spidshunde og racer af oprindelig type
- **Oprindelig opgave:** at hyrde og vogte rensdyr
- **Ideel skulderhøjde:** 49 cm for hanner og 44 cm for tæver, med 3 cm tilladt afvigelse i begge retninger
- **Pels:** lange, grove dækhår og blød, tæt underuld
- **Farve:** alle farver er tilladt, men grundfarven skal dominere
- **Passer bedst til:** et aktivt hjem, der sætter pris på samarbejde, friluftsliv og en opmærksom hund
- **Vigtigt at vurdere:** gøen og anden lyd, evnen til at falde til ro, forældredyrenes temperament og dokumenterede sundhedsundersøgelser

Racestandarden angiver ingen officiel vægt. Højden er også en rettesnor for racetypen, ikke et løfte om en bestemt størrelse; standarden fremhæver, at typen er vigtigere end målet.

## Udseende og pels

Finsk lapphund er lidt under middelstor, kraftigt bygget i forhold til sin størrelse og en smule længere end høj. Hovedet er forholdsvis bredt, ørerne er opretstående eller halvt opretstående, og den buskede hale bæres over ryggen eller til siden, når hunden bevæger sig. I hvile må halen hænge.

Den dobbelte pels består af lange, grove dækhår over en blød, tæt underuld. Hanner har ofte en mere markant krave. Alle farver er tilladt, så længe én grundfarve dominerer, og derfor kan to racetypiske finske lapphunde se ret forskellige ud.

Pelsen skal børstes jævnligt og oftere, når hunden fælder meget. Arbejd helt ned i underulden, især bag ørerne, i armhulerne og dér, hvor sele eller halsbånd ligger mod pelsen. Bad hunden efter behov. Den normale pelspleje bygger på børstning frem for at klippe pelsen kort; hvis klipning er nødvendig af medicinske grunde, bør dyrlægens råd følges.

Mængden af pels og fældning varierer fra hund til hund og gennem året. Den, der ønsker et hjem uden hundehår eller regner med én fast børstedag om ugen, bør derfor tænke anderledes: mærk pelsen igennem med hænderne og en kam, og tilpas plejen til den enkelte hund.

## Temperament og personlighed

Ifølge racestandarden skal finsk lapphund være intelligent, modig, rolig, føjelig, venlig og hengiven. I hverdagen ses ofte en kombination af arbejdslyst, opmærksomhed og evne til at være tæt på familien. Det er dog stadig en hyrde- og vagthund af spidshundetypen, ikke en hund, der automatisk er stille eller ukompliceret i alle miljøer.

Racen bruger gerne stemmen. Nogle hunde reagerer på lyde, mennesker uden for boligen eller bevægelse i omgivelserne, mens andre er betydeligt mere stille. Spørg derfor opdrætteren, hvordan forældredyrene reagerer på dørklokken, gæster, hundemøder og rolige stunder indenfor. Det er mere oplysende end en generel påstand om, at racen gør meget.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2019 giver et nyttigt, men begrænset billede. Grundlaget omfattede 229 beskrevne hunde, og de 212 svenskfødte deltagere udgjorde kun omkring tre procent af de svenskfødte hunde i de opgjorte årgange. Analysen viser blandt andet en moderat hilsen på fremmede som racegennemsnit, men også stor variation fra hunde, der næsten ikke hilste, til hunde, der hilste meget intenst. Et racegennemsnit kan beskrive en population, men kan aldrig forudsige, hvordan en bestemt hvalp bliver.

Se gerne forældrenes BPH- eller MH-resultater, men læs hele beskrivelsen, og spørg, hvordan hundene fungerer i hverdagen. At hunden hurtigt falder til ro efter overraskelser, ikke gør mere, end familien kan håndtere, og kan slappe af, er ofte vigtigere for familielivet end en ivrig hilsen.

## Træning og motion

Finsk lapphund har brug for regelmæssig fysisk aktivitet, mental stimulering og en pålidelig evne til at geare ned, men ingen fast tidsregel passer til alle. En god uge rummer ture i varieret terræn, mulighed for at snuse og undersøge, korte samarbejdsøvelser og rolige dage, hvor hunden kan restituere. Spor, nose work, lydighed, rallylydighed, agility og veltilrettelagt hyrdearbejde er eksempler på aktiviteter, der kan passe forskellige individer.

Vurder balancen ud fra hundens adfærd. En hund, der bliver aktiveret passende, kan arbejde engageret og derefter falde til ro. Rastløs vandren, konstant overvågning, søvnbesvær eller stadig kraftigere krav om aktivitet kan betyde, at hunden har brug for mere restitution og tydeligere rolige rutiner, ikke blot længere træningspas.

Belønningsbaseret træning passer til racens lydhøre og samarbejdsvillige natur. Begynd tidligt med kontakt, indkald og at vælge forstyrrelser fra. Træn først på en let afstand, og brug en lang line, hvor indkaldet endnu ikke er sikkert. Hyrdebaggrunden kan gøre bevægelse interessant, men jagt- og hyrdelyst varierer; tag udgangspunkt i den hund, du har foran dig.

Ved træning af gøen er målet ikke at straffe hundens varsling, men at gøre situationen overskuelig. Vis, at du har set det, hunden reagerer på, beløn en pause, og lær den at gå til et roligt sted væk fra vindue eller dør. Begræns muligheden for at øve uafbrudt vagthold. Hvis gøen skyldes frygt, problemer med at være alene eller et højt stressniveau, skal årsagen håndteres frem for blot at dæmpe lyden.

## Sundhed

I racens avlsstrategi beskrives finsk lapphund som en race uden store overordnede problemer med den fysiske sundhed, men flere arvelige tilstande skal stadig tages i betragtning i avlen. For en hvalpekøber er de vigtigste kontroller hofter, øjne og korrekt fortolkede DNA-resultater; albueresultater og mentalbeskrivelse giver yderligere oplysninger.

Det er vigtigt at skelne mellem formelle regler og raceklubbens strengere kriterier. Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 kræver, at begge forældredyr har officiel hoftestatus før parring. For at et kuld kan formidles gennem den svenske raceklub for finsk lapphund, gælder derudover blandt andet acceptable hofteresultater, øjenundersøgelse inden for 24 måneder og en gennemtænkt DNA-kombination. Hvis forældrene er albuerøntgenfotograferet, skal resultaterne være uden anmærkninger. Det betyder ikke, at øjenundersøgelse, albuerøntgen og alle DNA-test er identiske formelle krav fra Svenska Kennelklubben for registrering af kuldet.

Prcd-PRA er en form for fremadskridende nethindesygdom, mens Pompes sygdom, GSDII, er en alvorlig glykogenlagringssygdom. Begge nedarves autosomalt recessivt. En bærer er ikke det samme som en syg hund og kan parres med en genetisk fri eller arveligt fri partner, uden at hvalpene bliver syge af den pågældende mutation. To bærere må derimod ikke kombineres. En prcd-PRA-test siger kun noget om denne bestemte PRA-variant, ikke om alle øjensygdomme, og derfor er et aktuelt øjenresultat fortsat relevant.

Bed opdrætteren om at vise originaler eller registrerede resultater, der kan kontrolleres, og undersøg:

- begge forældres officielle HD-resultater og gerne kombinationens beregnede HD-indeks
- dato og resultat for øjenundersøgelse
- kombinationens prcd-PRA- og GSDII-status, ikke blot ordet »testet«
- ED-resultater, hvis hundene er røntgenundersøgt
- BPH eller MH, og hvordan forældredyrene fungerer hjemme, ved lyde og efter overraskelser
- hvilke sundhedsproblemer der er forekommet hos nære slægtninge

Ingen liste over undersøgelser kan garantere en sund hvalp. Den kan derimod vise, om opdrætteren har foretaget relevante kontroller, forstået resultaterne og valgt en kombination, der mindsker kendte risici uden unødigt at udelukke raske bærere fra avlen.

## Historie og oprindelse

Den moderne racehistorie for finsk lapphund begynder i Finland. Racestandarden fortæller, at samerne gennem århundreder brugte hunde, der lignede finsk lapphund, til at hyrde og vogte rensdyr i de nordlige dele af Fennoskandien og Rusland. Formuleringen »hunde, der lignede« er vigtig: Den dokumenterer en ældre arbejdsopgave og hundetype, men beviser ikke en ubrudt stamtavle fra forhistoriske hunde til nutidens race.

Den moderne udvikling har tydeligere milepæle. Den finske kennelklub fastlagde den første racestandard for den lapske hyrdehund i 1945. Navnet blev ændret til lapphund i 1967, racetypen stabiliserede sig i løbet af 1970'erne, og racen fik navnet finsk lapphund i 1993. Under denne udvikling blev den mere langhårede lapphundetype skilt fra den mere langstrakte og korthårede lapske hyrdehund.

Arven fra rensdyrholdet er med til at forklare, hvorfor racestandarden forener opmærksomhed og mod med ro og føjelighed. En arbejdende hund skulle reagere på bevægelse og holde kontakt med føreren uden at skabe unødig uro i flokken. I dag ses den samme alsidighed i rollen som aktiv familie- og selskabshund og i flere hundesportsgrene, selv om få hunde arbejder med rensdyr.

## At leve med racen

Finsk lapphund kan blive en meget behagelig familiehund, når husstanden trives med aktivitet, pels, lyd og tæt samarbejde. Racen er mindre velegnet til den, der ønsker en konsekvent stille hund, et minimum af hundehår eller en hund, der nøjes med korte lufteture uden anden beskæftigelse.

Med børn gælder de samme sikkerhedsregler som for alle hunde: En voksen skal være til stede sammen med små børn, og hunden har brug for et beskyttet hvilested, hvor den kan være i fred. Selv en venlig hund kan føle sig trængt, når den sover, spiser eller prøver at gå væk. Lær derfor både barn og hund, hvordan rolige møder foregår.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidlige erfaringer og introduktionen. Regn ikke med, at racenavnet garanterer lav jagtlyst eller øjeblikkeligt venskab. Spørg, hvordan forældrene og hvalpen har fungeret med andre dyr, sørg for afstand og en let mulighed for at afbryde de første møder, og giv hvert dyr egne ressourcer og hvilesteder.

Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hunden får tilstrækkelig og varieret aktivitet ude, og ejeren arbejder aktivt med varsling i opgangen, elevatoren og ved vinduer. Boligens størrelse løser hverken aktivitetsbehovet eller gøen; hverdagens rutiner og lydmiljøet er vigtigere.

Alene-hjemme-træning skal bygges gradvist op, når hvalpen føler sig tryg i hjemmet. Begynd med meget korte perioder, og øg først, når hunden kan forblive rolig. Voksne hunde er meget forskellige med hensyn til, hvad de kan klare, og endnu en hund er ingen sikker løsning på problemer med at være alene. Hvis hunden ikke kan falde til ro, når den forlades, bør træningen gå et trin tilbage, og professionel hjælp kan overvejes.

En god købsbeslutning bygger derfor på mere end racens venlige ry. Mød voksne slægtninge, hvis det er muligt, læg mærke til, hvordan de reagerer på hverdagens lyde, se, om de kan falde til ro, og bed opdrætteren forklare både sundhedsdata og temperament. Så bliver det lettere at afgøre, om finsk lapphund passer til netop dit hjem.

Finsk lapphund

The Finnish Lapphund Club Of Great Britain

Suomen Kennelliitto (The Finnish Kennel Club)

Verein für Finnische Lapphunde Deutschland e.V.

Finsk lapphund er en middelstor, robust arktisk spidshund med tyk dobbeltpels og et venligt, men årvågent temperament. Oprindeligt avlet som renshyrdehund er den meget menneskeorienteret, intelligent, gøende og trives bedst med daglig motion, mental stimulering og tæt samvær med familien.

Vi på Brickebos föder upp Finsk lapphund i Kolsva och har haft kenneln sedan 2012. Vår kullhistorik började med A-kullen samma år, nådde Ö-kullen 2020 och fortsatte därefter med A1. Namngivningen följer alltså alfabetet och börjar sedan om i en numrerad serie.

Brickebos

Välkommen till Klippornas kennel
Klippornas kennel är en liten uppfödning i hemmiljö med lång tradition. Kennelnamnet har jag fått äran att ta över efter min farfar, som startade kenneln redan 1942. (Det gick inte att välja rätt årtal, därför skriver jag rätt årtal här)
Jag föder upp korthårig och strävhårig kanintax, med störst fokus på den korthåriga varianten i dagsläget. 
Hos oss finns färger som brun, svart och merle.
Mitt mål är att föda upp friska, trygga och trevliga taxar med bra temperament. 
Jag lägger stor vikt vid hälsa, mentalitet och att avla på välmående individer. 
Mina avelsdjur är ögonlysta och väl omhändertagna.
Varje valp föds upp med mycket kärlek och omsorg i hemmiljö, med fokus på att få en trygg start i livet och bli en älskad familjemedlem.

Klippornas

Ramsbergslunds

Islands Fårehund

The Icelandic Sheepdog International Cooperation

The Icelandic Sheepdog Association of America

Islands Fårehund er Islands eneste oprindelige spidshund-lignende hyrdehund – mellemstor til lille, robust og adræt, med krummet hale og tyk dobbeltpels i forskellige farver. Den er glad, social og gøende, trives med daglig motion, tæt samhørighed med familien, blid træning og regelmæssig pelspleje.

Hundeopdrættere

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet