## Kort fortalt

Bichon havanais er en lille FCI-anerkendt selskabshund i gruppe 9. FCI angiver Cuba som oprindelsesland og beskriver, hvordan hundetypen kom dertil fra det vestlige Middelhavsområde. Racestandarden angiver en mankehøjde på 23–27 centimeter med to centimeters tolerance i begge retninger, men intet officielt vægtinterval. Vurdér derfor den forventede voksenstørrelse ud fra højde, kropsbygning, huld og forældrene frem for et lovet antal kilo.

Standardens ideal er en opmærksom, hengiven, glad, venlig og legesyg hund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for, hvordan hvert individ fungerer med børn, fremmede mennesker eller andre dyr. Svenske BPH-data viser tværtimod tydelig adfærdsvariation inden for racen.

Den lange pels er racens største opgave i hverdagen. Den skal redes helt ned til huden og kan kræve hyppig pleje, især under overgangen fra hvalpe- til voksenpels. Lidt eller ingen underuld gør ikke Bichon havanais allergifri; allergener fra hunden findes blandt andet i hudpartikler og spyt og varierer mellem individer.

## Udseende og pels

Bichon havanais skal være lille, kortbenet og robust uden at blive tung eller hæmmet. Kropslængden skal forholde sig til mankehøjden omtrent som 4:3. Forbenene skal være lige og parallelle, og bevægelserne lette, spændstige og rettet fremad. Når du vurderer en hund, bør du se frie bevægelser uden tydelig halthed, skæv belastning eller forben, der bøjer kraftigt udad. Den rigelige pels må ikke skjule dårlig funktion.

Racestandarden angiver 23–27 centimeters mankehøjde. Den angivne tolerance udvider det tilladte interval til 21–29 centimeter. Standarden angiver ingen idealvægt. To hunde med samme højde kan derfor veje forskelligt på grund af knoglebygning, muskelmasse og huld. En hund tæt på en af ydergrænserne er ikke automatisk bedre eller dårligere, men den svenske avlsstrategi beskriver en udvikling mod større og tungere hunde og understreger, at racen skal bevare sin karakter som dværghund.

Ifølge standarden skal dækhåret hos en voksen hund være meget langt, omkring 12–18 centimeter, blødt og glat eller bølget; det kan også danne krøllede lokker. Underulden er svagt udviklet og mangler ofte. Hvid, fawn, sort, havannabrun, tobaksbrun og rødbrun forekommer sammen med pletter og tantegninger i tilladte farver. Lad ikke farven veje tungere end sundhed, temperament og god funktion, når du vælger hvalp.

Standarden ønsker pelsen i naturlig tilstand og tillader ikke, at udstillingspelsen klippes til en ensartet længde, med begrænsede undtagelser ved poter, pande og snude. Det er en regel om racetypisk udseende, ikke en grund til at lade smertefulde filtrede områder blive siddende. Før en kam gennem små sektioner, og kontrollér især bag ørerne, i armhulerne, på benene og under sele eller halsbånd. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger af pelsens længde, struktur, fugtighed og hvor let den filtrer; under pelsskiftet kan en daglig gennemgang være nødvendig.

Væn hvalpen gradvist til kam, potehåndtering, negleklipning og tandbørstning, og hold pause, hvis den bliver bange eller stresset. Bad hunden, når pelsen trænger til at blive rengjort, og tør den grundigt. Børst tænderne dagligt med hundetandpasta, da små hunde oftere får problemer med tandsten og paradentose.

## Temperament og personlighed

Bichon havanais skal ifølge standarden være opmærksom, venlig og legesyg, men individer møder verden på forskellige måder. Standardteksten beskriver et ønsket temperament. Den skal ikke bruges som bevis for, at en hvalp automatisk bliver god med børn, stille, frygtløs eller nem for en førstegangsejer.

Svenska Kennelklubbens BPH-analyse fra 2026 omfatter 233 beskrevne bichon havanais. Blandt de deltagende hunde var der stor variation i, hvor intenst de hilste på fremmede, hvor meget de legede, hvor nysgerrige de var, og hvordan de reagerede på ustabile underlag. Mange viste lav social frygt og truede ikke fremmede, men materialet omfattede kun omkring 1,5 procent af svenskfødte hunde fra de analyserede fødselsår. Resultaterne beskriver derfor de deltagende hunde, ikke alle bichon havanais.

BPH er en beskrivelse, ikke en prøve, som hunden bliver godkendt eller underkendt i. Bed om at se forældrenes fulde resultater, og se på de enkelte reaktioner. Mød hvalpens mor i hjemmemiljøet, og observér, om hun kan hilse, fravælge kontakt og komme sig efter noget uventet uden langvarig frygt eller stress.

Små børn og hunden skal være under opsyn af en voksen, og hunden har brug for et beskyttet hvilested. Den lille krop kan blive skadet af voldsom leg, selv om hunden selv søger kontakt. Introduktioner til hunde og katte bør ske gradvist, med afstand, flugtveje og mulighed for at adskille dyrene. Tidligere erfaringer og den enkelte hunds sociale færdigheder betyder mere end racenavnet.

## Træning og motion

Bichon havanais har brug for daglig bevægelse, mental aktivitet og træning i at finde ro. Der findes ikke et veldokumenteret antal minutter, der passer til alle. Tilpas gåture, leg og anden belastning til alder, kondition, sundhed, vejr og restitution.

Racen blev udviklet som selskabshund og sætter ofte pris på samarbejde. Næsearbejde, tricks, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give god variation, men konkurrencer er ikke nødvendige. Prioritér indkald, at gå roligt i line, vente, slippe genstande, lade sig undersøge og slappe af, mens der sker noget i nærheden. Brug belønningsbaseret træning med tydelige kriterier, og undgå fysisk eller psykisk tvang.

Opmærksomheden kan vise sig som gøen, når nogen går i opgangen, eller når hunden forventer aktivitet. Begræns unødvendig vagtsomhed ved vinduer og døre, beløn ro, og giv hunden en tydelig alternativ opgave. Træn også pelspleje og korte perioder alene som selvstændige færdigheder fra begyndelsen. Renlighedstræning bygges med hyppige muligheder for at komme ud, opsyn og belønning, ikke straf eller en antagelse om, at racen er svær at træne.

## Sundhed

Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver bichon havanais som en forholdsvis sund race, men et trygt hvalpekøb kræver stadig kontrol af anbefalinger og faktiske resultater. Svenska Kennelklubbens gældende registreringsregler har ikke noget racespecifikt niveau 2- eller 3-krav for patella, øjne eller hjerte hos bichon havanais. Det betyder ikke, at undersøgelserne er uvigtige. Raceklubbens anbefalinger er mere omfattende og skal skelnes fra formelle betingelser for at registrere et kuld.

Raceklubben anbefaler, at avlshunde patellaundersøges efter etårsalderen og har et resultat uden anmærkning. Den anbefaler også øjenlysning omtrent årligt fra etårsalderen til mindst seks år, med et resultat, der ikke er ældre end et år ved parring, samt hjerteundersøgelse uden anmærkning før parring. Anbefalingerne er betingelser for raceklubbens hvalpeformidling, men er ikke det samme som et SKK-registreringskrav.

Bed om hundenes registreringsnumre, og kontrollér resultat, dato og faktisk status i SKK Avelsdata. Ordet ”sundhedstestet” er ikke nok. Patellastatus kan registreres fra tolv måneders alder og graderes fra 0, normal, til 3, permanent luksation af knæskallen. Selv et godt individuelt resultat bør læses sammen med oplysninger om forældre, søskende og tidligere afkom, fordi familiebilledet giver mere information end én undersøgelse.

Lige forben og frie bevægelser er vigtige for sundheden, ikke kun for udstillingsresultater. Den svenske avlsstrategi fremhæver bøjede forben, enkelte tilfælde af forkortet albueben, såkaldt short ulna, samt rygsmerter og diskusprolaps. Et studie af 355 norske havanais fandt en sammenhæng mellem en FGF4-variant på kromosom 18 og benlængde/forbensform. Studiet viser en sammenhæng i den undersøgte population, men ikke, at alle hunde med varianten får kliniske problemer, eller at en bestemt DNA-test er et svensk krav.

Se hunden gå og vende, kontrollér, at den belaster forbenene jævnt, og spørg om halthed, smerter, rygproblemer og operationer hos nære slægtninge. Spørg også om tilbagevendende øjenproblemer, mislyd på hjertet og langvarig kløe eller andre hudproblemer, da den svenske avlsstrategi omtaler disse områder. En dyrlæge skal vurdere symptomer; en opdrætter bør kunne vise, hvad der faktisk er undersøgt og hvorfor.

## Historie og oprindelse

Bichon havanais har en dokumenteret forbindelse til både det vestlige Middelhavsområde og Cuba. FCI-standarden beskriver, hvordan små selskabshunde udviklede sig langs Spaniens og Italiens kyster og tidligt blev bragt til Cuba af italienske søkaptajner. Cuba er angivet som oprindelsesland, mens FCI har ansvaret for standarden.

De gamle cubanske blodlinjer forsvandt på øen, men efterkommere overlevede i USA og blev brugt til at genopbygge den moderne population. Den svenske racespecifikke avlsstrategi beskriver en meget lille grundlæggerpopulation, hvilket forklarer, hvorfor genetisk variation og begrænset brug af enkelte avlshunde fortsat er vigtige hensyn. Det er bedre dokumenteret end påstande om, at racen er Cubas officielle nationalhund eller har et præcist kendt grundlæggelsesår.

De første hunde af racen blev importeret og registreret i Sverige i 1988, og de første svenske kuld blev registreret i 1989. Siden da er bichon havanais vokset kraftigt i popularitet som selskabshund.

## At leve med racen

Bichon havanais kan fungere i mange typer hjem, hvis ejeren har tid til pelspleje, daglig aktivitet og træning. En lejlighed er ikke automatisk et problem, men lyde i opgangen, afstanden til et luftested og muligheden for at træne ro skal fungere. En have erstatter ikke gåture, miljøtræning eller samvær.

Tid alene skal indlæres gradvist. Begynd med meget korte perioder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan hvile uden at gø, vandre rundt eller vise andre tegn på stress. En hvalp kan ikke være alene på samme vilkår som en voksen hund. Planlæg løsningen til arbejdsdage før købet.

Prøv pelsplejen i praksis, før du beslutter dig. Bed opdrætteren vise, hvordan kammen føres helt ned til huden, hvor lang tid en fuld gennemgang tager, og hvordan pelsen ændrer sig i unghundeperioden. Hvis familien ikke kan holde pelsen fri for filtrede områder, har hunden brug for en anden plejeplan udarbejdet sammen med en kyndig hundefrisør; racetypisk udseende må aldrig gå forud for hundens velfærd.

Før køb bør du møde hvalpen sammen med moren dér, hvor hundene bor, og kontrollere registreringsnummer, stamtavle og identitet. Sammenlign forældrenes patella-, øjen- og hjerteresultater med raceklubbens gældende anbefalinger, og spørg om temperament, forben, ryg og hud hos nære slægtninge. En svenskfødt hvalp skal være mindst otte uger ved levering og have en dyrlægeattest, som da højst er syv dage gammel.

Det bedste valg er ikke automatisk den mindste, mest pelsrige eller mest frembrusende hvalp. Vælg en hund fra forældre, der bevæger sig ubesværet, har dokumenterede undersøgelser, kommer sig godt og kan håndteres roligt. Det siger mere om den fremtidige hverdag end farve, en markedsført vægt eller mærkater som ”allergivenlig” og ”perfekt familiehund”.

Bichon havanais

The Kennel Club (UK)

Svenska Kennelklubben (Swedish Kennel Club)

Fédération Cynologique Internationale (FCI)

Norwegian Kennel Club

Dansk Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Bichon havanais er Cubas nationale selskabshund i miniformat – en robust og livlig ledsager med lang, silkeagtig pels, der fælder meget lidt. Den er kærlig, menneskeorienteret og egner sig både til børnefamilier, lejligheder og huse. Den har brug for regelmæssig pelspleje, daglige gåture, leg og mental stimulering og trives ikke med at være alene i lange perioder.

Herdsmaid's är en uppfödare av rasen Bichon havanais med bas i Dösjebro i Sverige.

Herdsmaid's

Britisk korthår

Governing Council of the Cat Fancy (GCCF)

Fédération Internationale Féline (FIFe)

The British Shorthair Cat Club

European Shorthair and British Shorthair Club (Germany)

The International Cat Association (TICA)

Britisk korthår er en robust, middelstor kat med rundt ansigt, tæt, plyslignende pels og mange forskellige farvevarianter, mest kendt i blå med kobberfarvede øjne. Den er rolig, stille og hengiven og egner sig godt som indekat eller til livet i lejlighed, modnes langsomt og har brug for moderat aktivering, pelspleje og kontrol af vægten.

SE SnowflakeVelvet's är en uppfödare av rasen Brittiskt korthår med bas i Löddeköpinge i Sverige.

SE*SnowflakeVelvet's

## Hurtige fakta

- Livlig, selvsikker og fuld af personlighed – Strihåret foxterrier beskrives ofte som en ”stor hund i lille krop” med en uudtømmelig livsglæde.  
- Oprindeligt avlet som rævejagende terrier, med stærk jagtlyst, hurtige reaktioner og en passion for at jage alt, der bevæger sig.  
- Den stride, vejrtætte pels fælder meget lidt, men kræver regelmæssig trimning eller håndstripping for at holde sig i god stand og bevare terrierlooket.  
- Strihåret foxterrier er intelligent, lærenem og klovnagtig, men også stædig og selvstændig – konsekvent træning er afgørende.  
- Trives bedst i aktive hjem med masser af motion, interaktiv leg og mental stimulering hver dag, snarere end i et stille, lavenergimiljø.  


## Udseende & Pels

Strihåret foxterrier er en kompakt, lille til mellemstor terrier med kraftig, atletisk krop og et meget vågent udtryk. Voksne hunde er som regel cirka 36–39 cm høje over skulderen og vejer typisk 7–9 kg, selvom der kan være individuelle variationer. De må aldrig se fine eller skrøbelige ud. En god Strihåret foxterrier forener styrke og smidighed, hvilket afspejler racens baggrund som arbejdende terrier, der skulle kunne følge heste og hunde under jagt. Helhedsindtrykket er mere højtstillet end hos nogle andre terrierracer, med kort, stærk ryg og godt tilbagelagte skuldre, som giver frie og livlige bevægelser.

Et af racens mest karakteristiske træk er hovedet. Det er langt og fladt med kraftigt, let tilspidset næseparti og stærke kæber. Øjnene er små, mørke og fulde af liv, og man får ofte indtryk af, at hunden konstant planlægger sit næste træk. Ørerne er V-formede og klapper pænt fremad, hvilket indrammer ansigtet og forstærker det klassiske terrierudtryk. Halen bæres normalt rank og stolt, når hunden er opmærksom eller i bevægelse.

Pelsen er måske racens virkelige kendetegn. Som navnet antyder har Strihåret foxterrier en tæt, strid dækpels, der føles hård at røre ved, med en blødere underuld under. Denne dobbeltpels gav vigtigt beskyttelse mod regn, kulde og tæt vegetation, da hundene arbejdede i mark og skov. Når pelsen er velplejet, danner den en let brudt, sprød struktur, der følger kroppens linjer uden at virke fluffy eller blød. Hårene på ben og næse er ofte lidt længere og kan formes til det karakteristiske skæg og de ”bukseklædte” ben, som hører terriertypen til.

Farven er oftest overvejende hvid, hvilket historisk gjorde hunden mere synlig under jagt. Aftegninger i sort, tan eller en kombination af begge er meget almindeligt. Mange Strihårede foxterriers er hvide med sorte pletter på kroppen og tanfarvede partier på hoved og omkring ørerne. Nogle hunde kan have mere eller mindre farve, men en tydeligt hvid grundfarve er typisk og ønskelig.

Pelspleje er en vigtig del af livet med Strihåret foxterrier. Racen fælder relativt lidt sammenlignet med mange andre, men det betyder ikke, at den er letplejet. Den stride struktur bevares bedst gennem regelmæssig håndstripping, hvilket vil sige, at man fjerner døde dækhår med fingrene eller trimkniv i stedet for at klippe med maskine. Mange familieejere vælger at lade en professionel trimmer håndstrippe pelsen nogle gange om året, eller lærer selv at gøre det. Hvis pelsen klippes jævnligt, bliver den ofte blødere og mere krøllet med tiden og kan miste noget af sin beskyttende funktion.

Grundlæggende pleje derhjemme er dog nødvendig, selv hvis du bruger trimmer. Ved at børste et par gange om ugen modvirker du filt og holder ben og skæg rene. Da hårene i ansigtet let samler madrester og snavs, er det en god idé forsigtigt at rense skægget efter måltider. Tjek jævnligt ører, kløer og tænder som en del af plejerutinen. Med den rette pleje bevarer Strihåret foxterrier sit stilige, sprøde udseende og er veltilpas året rundt.  


## Temperament & Personlighed

Strihåret foxterrier er kendt for sit dristige, livlige og glade temperament. Dette er ikke en sky eller tilbageholdende race. De fleste møder livet lige på, med nysgerrighed og en stærk trang til at være med der, hvor det sker. Terrierarven ses i selvtilliden og selvstændigheden, og mange ejere beskriver dem som charmerende små komikere, der underholder hele husstanden med deres påfund. De kan godt lide at være i centrum og viser gerne de tricks eller lege, de har lært.

I familien kan Strihåret foxterrier være en kærlig og hengiven følgesvend. De knytter som regel tætte bånd til deres mennesker og vil gerne være med i hverdagens aktiviteter. Mange elsker at hygge i sofaen efter en aktiv dag, selvom de mere er travle, aktive makkere end egentlige skødehunde. Med børn kan de være legesyge og sjove, især med lidt større børn, der forstår at behandle en hund respektfuldt. Da de er energiske og kan reagere dårligt på hårdhændet behandling, er det dog vigtigt med opsyn omkring yngre børn. At lære børn, hvordan de nærmer sig, klapper og leger roligt med hunden, hjælper med at opbygge et positivt forhold.

Andre kæledyr kan være mere kompliceret. Strihåret foxterrier er avlet til at jage og nogle gange dræbe mindre dyr, så stærk jagtlyst er en del af deres arv. Mange vil instinktivt jage katte, kaniner eller andre smådyr, hvis de får chancen. Tidlig socialisering, god styring og forsigtige introduktioner kan nogle gange gøre det muligt at leve fredeligt med en selvsikker kat, især hvis de vokser op sammen, men der er ingen garantier. Små gnavere og fugle skal altid holdes sikkert uden for rækkevidde. Over for andre hunde kan Strihåret foxterrier være social, men også bestemt. Nogle individer er venlige og nyder andre hundes selskab, mens andre hurtigere udfordrer eller bruser op, især over for hunde af samme køn. Kontrolleret socialisering fra hvalp og tydelig vejledning fra ejeren kan mindske konflikter og fremme et godt samvær.

Et tilbagevendende tema hos racen er den stærke personlighed. De er oftest kloge og lærer hurtigt, men har også deres egne meninger. Hvis de ikke kan se pointen med en øvelse, kan de ganske enkelt ignorere den. Denne selvstændighed kan føre til typiske udfordringer som:

- Reaktivitet over for ting i bevægelse som cykler eller joggere  
- Overdreven gøen, hvis de keder sig eller får for lidt stimulering  
- Gravning i haven, især hvis de mærker duften af smådyr under jorden  

Kommende ejere bør være forberedt på en hund, der er aktiv både fysisk og mentalt. En understimuleret Strihåret foxterrier finder selv på underholdning, som ikke altid passer til din idé om et roligt hjem. Får de derimod tilstrækkeligt afløb for deres energi og klare regler i hverdagen, er de vidunderlige personligheder. Deres humor, loyalitet og livsglæde gør dem ofte uforglemmelige for dem, der har delt hjem med en.  


## Træning & Motion

At træne en Strihåret foxterrier er både sjovt og udfordrende. Det er en klog race, som lærer hurtigt og kan lide at samarbejde med mennesker, men den har også stærk vilje og tydelig egen mening. Den bedste metode bygger på tålmodighed, konsekvens og masser af positiv forstærkning. Ros, godbidder og leg virker langt bedre end hårde irettesættelser. Føler en Strihåret foxterrier sig presset eller uretfærdigt straffet, bliver den ofte mere stædig eller ”lukker ned”.

Tidlig hvalpetræning gør en stor forskel. Grundlæggende lydighed som sit, dæk, bliv og indkald bør påbegyndes, så snart hvalpen er faldet til i sit nye hjem. Korte, legende træningspas er som regel mere effektive end lange, monotone øvelser. Variation er en fordel, da disse hunde hurtigt keder sig. Små lege som ”find godbidden” eller enkel tricktræning holder den skarpe hjerne i gang og gør, at hunden oplever træning som noget sjovt i stedet for et krav.

Indkald fortjener særlig opmærksomhed. Da de fleste Strihårede foxterriers har stærk jagtlyst, vil mange ignorere indkaldet, hvis de er midt i jagten på et egern eller en fugl. Det er klogt at opbygge indkaldet gradvist, med virkelig værdifulde belønninger, og træne i indhegnede, sikre områder, før man giver frihed uden line på åbne arealer. Mange ejere vælger at bruge langline ude eller holde hunden i snor, hvor der er meget vildt eller trafik, af hensyn til sikkerheden.

Motionbehovet er stort for en hund i denne størrelse. En hurtig tissetur rundt om blokken er sjældent nok. De fleste voksne Strihårede foxterriers har brug for mindst en til to timers aktivitet om dagen, fordelt over dagen, hvilket kan omfatte:

- Friske gåture eller vandreture  
- Fri løb i sikre, indhegnede områder  
- Interaktive lege som apport eller trækkeleg  
- Næsearbejde og aktiveringslegetøj indendørs  

Mental træning er mindst lige så vigtig som fysisk motion. Aktiviteter som lydighed, rallylydighed, agility eller nose work passer racen rigtig godt. Mange Strihårede foxterriers gør det fremragende i hundesport, fordi de kan lide at have et ”job” og sætter pris på opmærksomheden og belønningen, der følger med. Agility udnytter især deres naturlige hurtighed og smidighed. Selv uden konkurrenceambitioner kan simple forhindringsbaner i haven eller hjemmelavede udfordringer være glimrende måder at kanalisere energien på.

Indendørs kræver hverdagslydighed klare grænser fra starten. At hoppe op ad gæster, nappe i tøj under leg og gø ad hver lyd udenfor kan blive vaner, hvis de ikke venligt men konsekvent ledes i en anden retning. Konsekvente regler, rigeligt med tyggelegetøj og at lære hunden rolige adfærdsmønstre som ”gå på plads” hjælper Strihåret foxterrier med at lære at slappe af. Burtræning kan være meget nyttig, både som tryg hvileplads og som hjælp ved alene-hjemme-træning og renlighed.

Med de rette træningsmetoder og tilstrækkelig motion bliver Strihåret foxterriers energi og intelligens en styrke i stedet for et problem. Mange ejere oplever, at livet med racen holder dem aktive, engagerede – og grinende – hver eneste dag.  


## Sundhed

Strihåret foxterrier er generelt en robust og langlivet race, men som alle renavlede hunde kan den være disponerede for visse sundhedsproblemer. Ansvarlige opdrættere sundhedstester deres avlsdyr og forsøger at mindske risikoen for arvelige sygdomme. Som kommende ejer er det godt at kende til, hvad der kan forekomme, så du kan stille de rigtige spørgsmål og give god omsorg gennem hele hundens liv.

Et område af særlig interesse er visse neurologiske og ortopædiske problemer. Sygdomme som Legg-Calvé-Perthes, der rammer hofteleddet, og patellaluksation, hvor knæskallen hopper ud af led, kan forekomme. Disse tilstande kan føre til halten, ubehag eller ændret bevægelsesmønster, især hos unge, voksende hunde. Regelmæssige dyrlægetjek og opmærksomhed på enhver form for halthed eller modvilje mod at bevæge sig er vigtige, da tidlig behandling ofte giver bedre prognose.

Øjnene er et andet fokusområde. Visse Strihårede foxterriers kan have øget risiko for arvelige øjensygdomme, som påvirker synet. Seriøse opdrættere bruger ofte øjenlysning hos dyrlæge med speciale i øjensygdomme for at opdage problemer. Hud og pels fortjener også opmærksomhed. Den stride pels er i sig selv beskyttende, men allergier eller overfølsomhed over for visse fodertyper eller miljøfaktorer kan forekomme og give kløe eller øreproblemer. God pelspleje og regelmæssig kontrol gør, at du hurtigt opdager forandringer.

Som mange aktive terrierracer kan Strihåret foxterrier nogle gange komme til skade på grund af sin egen entusiasme. Forstuvninger, muskelstrækninger eller småsår kan opstå, når hunden drøner rundt i terrænet eller hopper ned fra højder. De er ofte hårdføre og forsøger at fortsætte, som om intet er sket, men ejeren bør holde øje med tegn på smerte, stivhed eller ændret adfærd efter voldsom leg.

Epilepsi er rapporteret i racen, så eventuelle krampeanfald skal tages meget alvorligt og undersøges af dyrlæge. Tandpleje er også vigtig, da små og mellemstore hunde let får tandsten, hvis tænderne ikke børstes regelmæssigt.

En almindelig levealder for en velpasset Strihåret foxterrier ligger ofte omkring 12–15 år, og nogle kan blive endnu ældre. For at støtte et langt og sundt liv kan du:

- Vælge en opdrætter, der bruger relevante sundhedstests og kan fremvise sundhedsattester  
- Give et balanceret foder tilpasset hundens alder, størrelse og aktivitetsniveau  
- Holde normal kropsvægt, da overvægt belaster led og organer  
- Holde vaccinationer, parasitbeskyttelse og tandpleje opdateret  
- Booke årlige sundhedstjek og hyppigere kontroller, når hunden bliver ældre  

Når din Strihåret foxterrier bliver ældre, kan du opleve, at den bliver langsommere, mere stiv eller får dårligere hørelse og syn. Tilpasset motion, en behagelig liggeplads og eventuelt tilskud til leddene i samråd med dyrlægen kan hjælpe en ældre hund til at have det så godt som muligt. Med opmærksom pleje og tidlig indsats ved problemer forbliver mange Strihårede foxterriers friske, livlige følgesvende langt op i årene.  


## Historie & Oprindelse

Strihåret foxterrier har en lang og farverig historie, der er tæt knyttet til traditionel rævejagt i Storbritannien. Racen blev udviklet ud fra tidlige britiske terriere, som blev holdt på gårde og godser for at bekæmpe skadedyr og hjælpe til på jagt. Disse små, uforfærdede hunde fulgte drivende hunde og heste, og når en ræv gik i grav, var terrierens opgave at gå ned i hullet og få ræven ud igen, så jagten kunne fortsætte. Til dette arbejde krævedes mod, målbevidsthed og smidighed samt en krop, der kunne komme ind i snævre gange.

I 1700- og 1800-tallet blev de terriere, der blev brugt til rævejagt, forædlet til en mere ensartet type. Både glathårede og strihårede varianter fandtes, men de blev efterhånden anerkendt som separate racer. Strihåret foxterrier har sandsynligvis oprindelse i flere forskellige strihårede terriertyper fra forskellige regioner, som blev udvalgt for deres hårde, vejrtætte pels og egnede temperament. Hvide hunde med mørke aftegninger blev foretrukket, fordi det gjorde det lettere for jægerne at skelne hund fra vildt i jagtens hede.

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet steg Strihåret foxterriers popularitet, ikke kun som arbejdshund men også som udstillings- og familiehund. Racen blev en favorit i udstillingsringen og havde stor succes, især i Storbritannien og senere i USA. Den stilige eksteriør, det selvsikre væsen og den karismatiske personlighed gjorde, at racen skilte sig ud. Med tiden blev der udviklet en tydelig racestandard, som vejledte opdrætterne mod det markante udseende og den karakter, vi forbinder med Strihåret foxterrier i dag.

Uden for jagten dukkede disse terriere også op i populærkulturen. De blev afbildet i malerier, reklamer og film, ofte fremstillet som kloge, loyale og let frække familiehunde. Dette billede var med til at styrke racens rolle som elsket selskabshund, samtidig med at traditionel rævejagt fik mindre betydning mange steder.

I dag bruges nogle Strihårede foxterriers stadig til traditionelt terrierarbejde eller skadedyrsbekæmpelse på gårde, men de fleste lever som familiehunde og aktive brugshunde. De deltager i agility, lydighed, rally og andre hundesportsgrene, hvor deres energi og entusiasme kommer til sin ret. Racespecialklubber og entusiaster verden over arbejder for at bevare Strihåret foxterriers karakteristiske egenskaber – fra den stride pels og den kvadratiske silhuet til det livlige, modige temperament. Den moderne Strihårede foxterrier tilbringer måske mere tid i sofaen eller i udstillingsringen end nede i rævegraven, men arven fra en hårdtarbejdende, målbevidst jagtterrier ses stadig i hver eneste kvikke, ivrige bevægelse.  


## At leve med racen

At dele sit liv med en Strihåret foxterrier er meget givende, men kræver også et realistisk billede af racens behov. Dette er ikke hunden for den, der ønsker en meget rolig eller særdeles letplejet makker. Strihåret foxterrier passer bedre til personer eller familier, der kan lide en aktiv livsstil, regelmæssige gåture og tid til træning og leg med hunden.

Hverdagen med en Strihåret foxterrier indebærer som regel flere ordentlige gåture og planlagte legestunder. Mange ejere starter dagen med en frisk gåtur eller leg i haven for at få brændt noget af energien af. I løbet af dagen hjælper aktiveringslegetøj, korte træningspas og interaktiv leg med at holde hunden mentalt tilfreds. At lade en Strihåret foxterrier være alene i lange perioder uden stimulering kan føre til gøen, gravning eller anden uønsket adfærd. De er som regel lykkeligst, når de får lov at være en del af familielivet og har regelmæssig kontakt med deres mennesker.

Nye ejere bør også planlægge for regelmæssig pelspleje. Selv hvis du lader en professionel trimmer stå for håndstripping, skal du regne med både tid og omkostninger til dette. Afhængigt af ønsket frisure og hvor hurtigt pelsen vokser, kan håndstripping være nødvendig cirka hver 6.–12. uge. Mellem trimningerne indgår børstning, rengøring af skægget og kontrol for eventuelle filter på benene som en del af rutinen. Kloklipning hver tredje–fjerde uge, ørerens ved behov og regelmæssig tandpleje bør også planlægges ind.

Økonomisk ligger Strihåret foxterrier nogenlunde på niveau med mange andre små til mellemstore racehunde. Startomkostningerne omfatter hvalpepris, vaccinationer, ID-mærkning, basisudstyr og eventuelle hvalpekurser. De årlige løbende udgifter er typisk foder af god kvalitet, rutinemæssige dyrlægebesøg, parasitbeskyttelse, pelspleje, forsikring samt udskiftning af legetøj og udstyr. Terriere er ofte hårde ved legetøj, især dem der er beregnet til blidere leg, så det kan betale sig at satse på holdbare tyggelegetøj og solide liner og halsbånd/seler.

Godt udstyr til livet med en Strihåret foxterrier kan være:

- En sikker sele og et behageligt, stabilt koppel til gåture  
- Et bur eller en indendørs løbegård som tryg hvileplads og hjælp i hverdagsstyringen  
- Aktiveringsskåle og godbiddispensere til mental stimulering  
- Robuste tyggelegetøj, der tåler kraftige bid  
- Pelsplejeredskaber som karte, kam og trimkniv, hvis du selv vil holde pelsen  

En godt indhegnet have anbefales kraftigt. Racen har stærk tendens til at jage og udforske, hvilket betyder, at de kan forsøge at smutte gennem små huller eller grave sig under svage hegn. Et godt hegn mindsker risikoen for rømninger og ulykker. Indendørs kan gitre være praktiske til at begrænse adgangen til visse rum, især i hvalpe- og unghundeperioden, mens du lærer husreglerne ind.

Emotionelt betyder livet med en Strihåret foxterrier, at du får en hund med stor personlighed. De kan teste grænser, forsøge at få deres vilje eller ”diskutere” regler, især i unghundetiden. Konsekvent, venlig ledelse og en god portion humor rækker langt. Mange ejere oplever, at når man først forstår terrierinstinktet og giver det den struktur og de udløb, det behøver, bliver båndet meget stærkt. Racens loyalitet, mod og smittende livsglæde gør den til en mindeværdig følgesvend.

For den rette ejer tilfører en Strihåret foxterrier hjemmet energi, glæde og masser af karakter. Hvis du kan lide træning, at holde dig aktiv og at leve med en hund, der aldrig er kedelig, kan denne race være et fremragende valg. Hvis du derimod foretrækker en sofakartoffel eller har meget begrænset tid til motion og samvær, er en roligere race sandsynligvis et bedre alternativ. At gøre dig nogle ærlige overvejelser om din livsstil, før du vælger Strihåret foxterrier, øger chancen for mange lykkelige år sammen.

Strihåret foxterrier

Svenska Terrierklubben (Sweden)

American Kennel Club

Association Française du Fox-Terrier Club (France)

Strihåret foxterrier er en lille, robust og energisk jagtterrier med et modigt, livligt temperament og stærk jagtinstinkt. Den har en strid, næsten ikke-fældende pels, som kræver regelmæssig trimning, er intelligent men selvstændig og har brug for konsekvent træning, daglig motion, mental stimulering og omhyggelig pelspleje.

Foxtan's är en uppfödare av rasen Strävhårig foxterrier med bas i Staffanstorp i Sverige. Uppfödningen har en dokumenterad historik sedan åtminstone 1996.

Foxtan's

## Kort fortalt

Dværgschnauzeren er en lille, men robust tysk hunderace med et tydeligt vagtinstinkt, stor arbejdslyst og en pels, der skal trimmes. Den er den mindste af schnauzerracerne, men ikke blot en mindre udgave af schnauzeren. Dværgschnauzeren er en selvstændig race, som blev udviklet til arbejde på gårde i et lille og praktisk format.

- **Skulderhøjde:** 30–35 cm for både hanner og tæver
- **Vægt:** 4–8 kg ifølge racestandarden
- **Oprindelsesland:** Tyskland
- **Oprindelig opgave:** rottefanger og gårdhund
- **Pels:** ruhåret dækhår med tæt underuld
- **Farver:** sort, peber og salt, sort og sølv samt hvid
- **Typiske træk:** opmærksom, udholdende, nysgerrig og ofte hurtig til at slå alarm

Dværgschnauzeren passer bedst til den, der gerne vil træne og aktivere sin hund hver dag og accepterer regelmæssig pelspleje. Den praktiske størrelse gør hunden let at tage med, men hverdagen kræver stadig klare rutiner.

## Udseende og pels

Dværgschnauzeren skal være kompakt, kraftig og omtrent lige så lang, som den er høj. Skægget, de buskede øjenbryn og den ruhårede pels giver det velkendte schnauzerpræg. Racestandarden angiver samme højde- og vægtinterval for begge køn, men hvor den enkelte voksne hund ligger inden for intervallerne, afhænger blandt andet af kropsbygning og huld.

Pelsen består af tæt underuld og hårdt, tilliggende dækhår. De fire godkendte farver er helt sort, peber og salt, sort og sølv samt helt hvid. Farven siger ikke noget om hundens temperament, eller hvor godt den passer til et bestemt hjem.

Den ruhårede pels skal trimmes, hvilket betyder, at modne, døde dækhår plukkes ud. Svenska Kennelklubben anbefaler trimning mindst fire gange om året og gennemgang af underulden cirka en gang om ugen. Hvor ofte den enkelte hund skal trimmes helt, afhænger af pelskvalitet, vækst og den ønskede pelslængde. Skæg, benhår og blødere områder skal redes, så snavs og filtre ikke bliver siddende.

Klipning kan passe til en hund, der er blevet øm eller har svært ved at stå under en trimning, men metoden ændrer pelsens struktur. Når dækhårene klippes af i stedet for at blive plukket ud, bliver pelsen ofte blødere og mere ulden. Spørg derfor opdrætteren eller en erfaren hundefrisør, hvordan hundens pels hidtil er blevet plejet, før du vælger metode.

En korrekt plejet ruhåret pels fælder normalt meget lidt, men det gør ikke dværgschnauzeren allergifri. Begrænset fældning fortæller ikke, hvordan en person med allergi vil reagere, og ingen hunderace kan garanteres at fungere for alle. Hvis der er allergi i familien, bør I tale med sundhedspersonale, møde hunde under kontrollerede forhold og lægge en plan før købet.

## Temperament og personlighed

Dværgschnauzeren er som regel opmærksom, nysgerrig og udholdende. Den registrerer hurtigt lyde, bevægelser og mennesker i nærheden og kan derfor være en effektiv lille alarmhund. Den samme årvågenhed kan føre til gentagen gøen ved døren, i opgangen eller uden for vinduet, hvis hunden ikke får hjælp til at falde til ro.

Raceegenskaber beskriver en tendens, ikke hvert enkelt individ. De svenske mentalbeskrivelser kommer fra en for lille del af opdrætterne til at give et sikkert billede af alle dværgschnauzere. Forskellene mellem familier og individer kan være store. Se derfor på, hvordan hvalpens forældre og nære slægtninge fungerer i hverdagen. En tryg hund bør kunne komme sig efter en overraskelse og slappe af, når der ikke sker noget.

Dværgschnauzere lærer ofte hurtigt og kan være sjove at samarbejde med. Ejeren skal dog gøre det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig. Hårde korrektioner kan øge stress og gøen. Med rolig, belønningsbaseret træning bliver det lettere at lære hunden, hvad den skal gøre i stedet.

## Træning og motion

Dværgschnauzeren har brug for fysisk aktivitet og opgaver til næse og hjerne hver dag. Der findes ingen meningsfuld regel om et bestemt antal minutter, som passer til alle. En sund, ung voksen hund kan have glæde af lange ture og hundesport, mens en hvalp, ældre hund eller hund med sygdom har brug for en anden belastning.

Variér ture i forskellige omgivelser med korte træningspas, søgeøvelser og tid til at undersøge i eget tempo. Rallylydighed, nosework, tricktræning og agility er aktiviteter, hvor racens hurtighed og lyst til samarbejde kan komme til sin ret. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag. Et bedre tegn er, at den kan være aktiv ude og bagefter falde til ro hjemme.

Begynd tidligt med hverdagens færdigheder: kontakt, indkald, pæn lineføring, håndtering af poter og skæg samt ro på en fast plads. Træn alarmgøen, før den bliver en vane. Beløn hunden, når den registrerer en lyd og derefter vender opmærksomheden mod dig, og indøv en enkel rutine for dørklokken og besøg. Begræns udsynet, hvis hunden igen og igen øver sig i at gø ved vinduet. Ændr én ting ad gangen, og øg først sværhedsgraden, når hunden er rolig.

Racens baggrund som rottefanger betyder, at nogle individer gerne jager små dyr, der bevæger sig hurtigt. Et sikkert indkald og brug af snor, hvor der kan dukke vildt op, er derfor fornuftigt, selv om jagtinteressen varierer.

## Sundhed

Dværgschnauzeren beskrives generelt som en robust race, men urinsten og øjensygdomme er to dokumenterede områder, man bør kende til. Svenska Kennelklubben oplyser, at urinsten forekommer hos lidt over fem procent af racen. Raceklubbens sundhedsarbejde følger også blandt andet progressiv retinal atrofi, PRA, og grå stær.

Racen har desuden en kendt tilbøjelighed til forhøjede triglycerider i blodet. Det betyder ikke, at alle dværgschnauzere bliver syge, og en forhøjet værdi forklarer ikke automatisk maveproblemer eller betændelse i bugspytkirtlen. Tilbagevendende opkast, diarré, mavesmerter, problemer med vandladning eller ændret syn bør vurderes af en dyrlæge. Dyrlægen afgør, om eksempelvis en urinprøve, øjenundersøgelse eller fastende blodprøve er relevant.

Før du køber hvalp, bør du bede opdrætteren vise konkrete sundhedsoplysninger frem for blot at sige, at linjen er sund. Kontrollér forældrenes registrerede resultater fra øjenundersøgelser, og spørg til urinsten, tilbagevendende maveproblemer og øjensygdom hos nære slægtninge. Raceklubben offentliggør DNA-resultater for flere sygdomme, der kan testes for, men en DNA-pakke er ikke en generel sundhedsattest og dækker ikke alle former for PRA. Spørg, hvilke prøver der er taget, hvad resultaterne betyder for netop denne kombination, og hvilke aktuelle anbefalinger opdrætteren følger.

Små hunde har også brug for regelmæssig tandpleje. Væn hvalpen til tandbørstning, og hold øje med munden, så dårlig ånde, ømhed eller problemer med at tygge opdages tidligt.

## Historie og oprindelse

Dværgschnauzeren blev udviklet i Tyskland omkring forrige århundredskifte. I området omkring Frankfurt am Main fandtes en lille, schnauzerlignende hund under navnet ruhåret dværgpinscher. Svenska Kennelklubben beskriver, hvordan små schnauzere og dværgpinschere blev brugt, da racen tog form gennem mere planlagt avl.

Den lille gårdhund skulle holde rotter væk og samtidig gøre opmærksom på det, der skete omkring gård og stald. Det historiske arbejde er med til at forklare nutidens kombination af hurtighed, årvågenhed og interesse for små bevægelser. I dag er dværgschnauzeren en selskabshund, men den har stadig godt af at bruge både krop og hjerne.

## At leve med racen

Dværgschnauzeren kan bo i lejlighed, men en lille hund er ikke automatisk nem at have tæt på naboerne. Overvej, om du kan håndtere lyde ved dør og vindue, sørge for flere lufteture og give hunden daglig aktivitet. Evnen til at slappe af indendørs er ofte vigtigere end boligens størrelse.

Racen kan fungere fint med børn, når en voksen hjælper både barnet og hunden med at være sammen på en rolig måde. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. Det er de voksne, der har ansvaret for ture, træning og pelspleje, selv om børnene gerne vil hjælpe.

Om hunden kan bo med en kat, afhænger mere af individerne, deres tidligere erfaringer og introduktionen end af racenavnet. Lad de første møder være rolige, adskil dyrene med et gitter ved behov, og giv katten flugtveje. Gnavere og andre smådyr bør holdes sikkert adskilt. Den dokumenterede baggrund som rottefanger gør det uklogt at regne med, at jagtinteressen mangler.

Hunden skal gradvist vænnes til at være alene. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde er meget forskellige i, hvad de kan klare uden at blive urolige. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, når hunden er tryg, og øg kun tiden, så længe den forbliver rolig. Planlæg hverdagen efter individet i stedet for at antage, at en bestemt race kan være alene i et fast antal timer.

Vælg en dværgschnauzer, hvis du holder af en opmærksom, aktiv hund og vil bruge tid på træning og trimning. Vælg en anden race, hvis du ønsker minimal pelspleje, en hund der sjældent slår alarm, eller en sikker løsning i forhold til allergi og smådyr.

Dværgschnauzer

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Sweden)

Dansk Kennel Klub (Denmark)

Verein für Deutsche Schäferhunde (Germany)

Den kompakte, robuste Dværgschnauzer er intelligent, lærenem og meget menneskekær. Dens stride, næsten ikke‑fældende pels kræver regelmæssig pelspleje. Som opmærksom vagthund med terriertemperament har den brug for daglig motion, mental stimulering og konsekvent træning og bliver ofte 12–15 år gammel.

Miniatures Empire är en uppfödare av rasen Dvärgschnauzer med bas i Saxtorp i Sverige. Uppfödningen har fött upp dvärgschnauzer i färgerna peppar och salt samt vit.

Miniatures Empire

## Kort fortalt

Rhodesian ridgeback er en stor og atletisk hund fra det sydlige Afrika, især kendt for hårstriben langs ryggen, hvor pelsen vokser i modsat retning. Racen passer bedst til den, der har god tid til både fysisk aktivitet og træning, og som kan håndtere en selvstændig hund med baggrund i jagt og bevogtning.

- **Oprindelse:** det sydlige Afrika. Sydafrika og Zimbabwe har ansvaret for racestandarden.
- **Racegruppe:** FCI gruppe 6, drivende jagthunde samt schweiss- og sporhunde.
- **Mankehøjde:** den ønskede højde er 63–69 cm for hanner og 61–66 cm for tæver.
- **Ønsket vægt:** cirka 36,5 kg for hanner og 32 kg for tæver ifølge racestandarden.
- **Pels:** kort, tæt og glat, fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet.
- **Temperament:** raceidealet er værdigt og intelligent, med en vis tilbageholdenhed over for fremmede, men uden aggression eller frygt.
- **Aktivitetsniveau:** højt. En rhodesian ridgeback har brug for varieret bevægelse, mentale opgaver og tid til at falde til ro.

Racebeskrivelsen er ikke et løfte om den enkelte hund. Forældre, nære slægtninge, opvækst og træning fortæller mere om den hvalp, du møder.

## Udseende og pels

Rhodesian ridgeback skal være kraftfuld og muskuløs, men samtidig bevægelig og harmonisk, ikke tung eller massiv. Standarden angiver 63–69 cm og omkring 36,5 kg som ønskeligt for hanner og 61–66 cm og omkring 32 kg for tæver. Det er idealmål for racen, ikke et løfte om den endelige vægt hos enhver voksen hund.

Ridgen er racens tydeligste kendetegn. Den skal begynde bag skuldrene, blive smallere mod hoftebenene og være symmetrisk. Standarden kræver to ens hvirvler, såkaldte kroner, placeret over for hinanden. Et forkert antal kroner er en eksteriørfejl, og en hund uden ridge kan ikke præmieres efter standarden. Det afgør imidlertid ikke, hvordan hunden fungerer i hverdagen. Ridgens udseende og undersøgelsen for dermoid sinus er to forskellige spørgsmål.

Pelsen skal være kort, tæt, glat og blank, hverken ulden eller silkeagtig. Farven går fra lys hvedefarvet til rød hvedefarvet. Lidt hvidt på bryst og tæer er tilladt, ligesom mørk maske og mørke ører, mens store hvide partier og mange sorte hår er uønskede. Næsen kan være sort eller brun, og øjenfarven skal harmonere med pelsens og næsens farve.

Den korte pels kræver ikke specialiseret pelspleje. Børst og bad efter behov, hold kløerne tilpas korte, og kontrollér hud, ører og poter. Tilpas plejen til den enkelte hund og dens hverdag frem for at følge en fast ugeplan.

## Temperament og personlighed

En typisk rhodesian ridgeback er selvstændig, opmærksom og tilbageholdende over for mennesker, den ikke kender. Tilbageholdenhed betyder, at hunden kan vælge at se situationen an; det er ikke det samme som frygt. Racestandarden beskriver hverken skyhed eller aggression som ønskeligt, mens raceklubbens materiale om mentalitet viser, at social tryghed, reaktioner og evnen til at falde til ro igen varierer fra hund til hund.

Racen har baggrund i både jagt og bevogtning. Jagtinteresse, årvågenhed og selvstændige valg kan derfor mærkes i hverdagen, men styrken varierer mellem individer. En hund, der reagerer på besøgende, er ikke automatisk en pålidelig vagthund, og at hunden er stille under en mentalbeskrivelse garanterer ikke, at den er stille derhjemme.

Den svenske mentalbeskrivelse BPH kan give nyttig viden om, hvordan en hund reagerer i en bestemt testsituation. Beskrivelsen er ikke en prøve, som hunden består eller dumper. Læs hele resultatet i Svenska Kennelklubbens Avelsdata, og se især på social tryghed, frygt og evnen til at komme sig. Bed også om at møde tæven og gerne flere voksne slægtninge. Deres adfærd i almindelige situationer giver et bedre beslutningsgrundlag end ord som “familievenlig” eller “stabil” i en annonce.

En rhodesian ridgeback kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen sikkerhedsgaranti. En voksen skal altid holde opsyn med samspillet, og hunden skal have lov til at spise, sove og trække sig tilbage uden at blive forstyrret. Vælg hund og opdrætter efter familiens faktiske forhold, ikke efter en generel betegnelse.

## Træning og motion

En rhodesian ridgeback har brug for meget fysisk og mental aktivitet, men ét bestemt antal minutter passer ikke til alle hunde. En velfungerende hverdag indeholder ture i forskellige omgivelser, mulighed for at bevæge sig friere på sikre steder, næsearbejde og opgaver, hvor hunden samarbejder, efterfulgt af tid til at falde til ro.

Spor, søgeøvelser og andet duftarbejde udnytter racens egenskaber på en god måde. Styrke, tempo og udholdenhed skal bygges gradvist op, især hos en unghund i vækst. Tilpas belastningen efter hundens krop, underlaget og dens restitution i stedet for at følge en enkel aldersregel.

Selvstændigheden gør ikke racen umulig at træne, men den stiller krav til motivation og tydelighed. Belønningsbaserede og varierede træningspas virker bedre end lange gentagelser eller hårde konfrontationer. Træn kontakt, lineføring og indkald tidligt. Hvis hunden gerne følger vildt, bør en lang line eller et solidt indhegnet område sørge for sikkerheden, indtil træningen også holder under forstyrrelser.

Lad hvalpen møde mennesker, hunde, steder og lyde i et tempo, hvor den stadig kan søge kontakt og komme sig. Målet er ikke at hilse på alle, men at føle sig tryg i hverdagen.

## Sundhed

Før du køber en hvalp, er officielle resultater for hofter og albuer samt en dokumenteret undersøgelse af hvalpen for dermoid sinus centrale kontroller. Kontrollér, at alle oplysninger gælder de rigtige hunde, og skeln mellem Svenska Kennelklubbens registreringsregler og raceklubbens strengere vilkår for hvalpeformidling.

For at et kuld rhodesian ridgeback kan registreres, kræver Svenska Kennelklubben, at begge forældre har et officielt HD-resultat før parring. Racen har desuden et særligt krav om officiel ED-status. Nordiske avlshunde, der er omfattet af reglen, må ikke bruges, hvis de har ED grad 2 eller 3 eller har fået konstateret eller er opereret for albueledsdysplasi. Et kendt resultat er ikke automatisk et godt resultat, så læs selve graden, og spørg, hvordan kombinationen er planlagt.

Vilkårene for hvalpeformidling hos Svenska Rhodesian Ridgeback Sällskapet går længere end grundkravene. De omfatter blandt andet forældrenes alder, HD-grader og kombinationer, ED grad 0 og dokumentation af mentalitet for visse hunde. Hvis et kuld markedsføres gennem hvalpeformidlingen, bør du undersøge, hvad det betød for netop denne parring. Hvis kuldet ikke er med, kan du spørge, hvilket vilkår der ikke er opfyldt; betegnelsen alene fortæller ikke alt om sundheden.

Dermoid sinus, ofte forkortet DS, er en medfødt udviklingsforstyrrelse, hvor huden og det underliggende væv ikke er blevet helt adskilt under fosterudviklingen. Forandringen kan danne en kanal af varierende dybde. Hvalpe skal derfor undersøges grundigt af en person med den rette erfaring, og køberen bør få at vide, hvem der udførte kontrollen, og hvad der blev dokumenteret.

Forskning har forbundet den genetiske forandring, der giver ridge, med en højere risiko for DS, men en ridge-test er ikke en diagnostisk test for dermoid sinus. Raceklubben understreger, at hele den genetiske årsag til DS ikke er fastlagt, og fraråder en nyere kommerciel risikotest, som mangler publiceret validering. En synligt korrekt ridge kan derfor aldrig erstatte en fysisk undersøgelse af hvalpen.

DNA-test for blandt andet juvenil myoklonisk epilepsi, JME, og degenerativ myelopati, DM, skal ikke behandles som en obligatorisk standardpakke til enhver svensk kombination. Raceklubben anbefaler en vurdering ud fra slægtskab og kendte resultater. Bed opdrætteren forklare, hvorfor en bestemt test er valgt, hvilken hund resultatet gælder, og hvordan det påvirkede parringen. Det fortæller mere end en upræcis oplysning om, at hundene er “DNA-testet”.

Hold også hunden i et funktionelt huld. Følg vægt, talje, hvor let du kan mærke ribbenene, og hundens udholdenhed over tid. Lad dyrlægen vurdere ændringer eller symptomer i stedet for at drage konklusioner ud fra en generel sygdomsliste.

## Historie og oprindelse

Rhodesian ridgeback blev udviklet i det sydlige Afrika og er den eneste internationalt anerkendte hunderace med denne oprindelse. I Kapkolonien blev de tidlige nybyggeres hunde krydset med lokale, delvist domesticerede jagthunde med ridge. Den officielle historie giver ingen sikker liste over alle europæiske racer bag nutidens hund, så præcise opskrifter bliver spekulation.

Racens oprindelige arbejde har givet anledning til navnet “løvehund”, men betegnelsen kræver en forklaring. Hundene skulle spore især løver og ved hjælp af deres bevægelighed holde dyret på afstand, indtil jægeren kom. De arbejdede ofte parvis eller i grupper på tre; opgaven var ikke at dræbe en løve på egen hånd.

F.R. Barnes udformede den første racestandard i Bulawayo i det daværende Rhodesia i 1922 med dalmatinerstandarden som forbillede. Standarden blev anerkendt af den sydafrikanske kennelorganisation i 1926. Den nuværende standard forvaltes af Sydafrika og Zimbabwe og beskriver stadig en udholdende, hurtig og funktionel hund frem for en tung kropstype.

## At leve med racen

Rhodesian ridgeback passer bedst i et hjem, der kan give hunden tæt kontakt, daglig aktivitet, konsekvent træning og tydelige muligheder for hvile. Boligens størrelse afgør ikke i sig selv, om livet fungerer. Det kan fungere at bo i lejlighed, hvis hundens behov bliver dækket uden for hjemmet, og den kan slappe af indenfor; en stor have erstatter hverken ture, næsearbejde eller samarbejde.

Alenetid skal trænes gradvist, uden at hvalpen forlades, før den er klar. Begynd med meget korte og udramatiske perioder, og øg kun, så længe hunden er tryg. Der findes ingen racebestemt timegrænse, som passer til alle voksne hunde. Planlæg derfor hverdagen efter den hund, du faktisk har, og sørg for hjælp, hvis den viser uro, giver lyd, ødelægger ting eller har svært ved at falde til ro.

Hvordan racen fungerer med andre hunde eller katte, afhænger af individet, tidligere erfaringer og introduktionen. Hold de første møder kontrollerede, giv dyrene hver deres trygge sted, og undgå, at hunden sætter efter dem. En hvalp, der vokser op med en kat, kan få gode vaner, men det fortæller ikke med sikkerhed, hvordan den reagerer på ukendte smådyr udendørs.

Før køb er disse kontroller mere værdifulde end generelle løfter:

- kontrollér forældrenes identitet og officielle HD- og ED-resultater i SKK Avelsdata;
- spørg, om kuldet opfylder SRRS' vilkår for hvalpeformidling, og hvad eventuelle afvigelser betyder;
- bed om dokumentation for hvalpens undersøgelse for dermoid sinus;
- læs forældres og nære slægtninges BPH-resultater som beskrivelser, ikke karakterer;
- spørg, hvorfor eventuelle DNA-test er udført, og hvordan resultaterne påvirkede kombinationen;
- mød voksne slægtninge, og vurder tryghed, evnen til at komme sig, jagtinteresse og ro i hverdagen;
- vær ærlig om, hvor meget tid du har til træning, motion, hundepasning og gradvis træning i at være alene.

Den rette hund skal ikke blot svare til racestandarden. Den bør komme fra forældre med veldokumenteret sundhed og have egenskaber, der passer til det liv, du kan tilbyde.

Rhodesian ridgeback

Verein für Deutsche Doggen (Germany)

Svenska Kennelklubben (Sweden)

Rhodesian Ridgeback Club of Great Britain

Société Centrale Canine (France)

Rhodesian ridgeback er en kraftfuld, atletisk afrikansk jagthund med en karakteristisk ås af pels, der vokser i modsat retning. Den er loyal og kærlig over for sin familie, men reserveret over for fremmede, har brug for masser af daglig motion, konsekvent, positiv træning og passer bedst til aktive, erfarne ejere.

Aazambas är en uppfödare av rasen Rhodesian ridgeback med bas i Staffanstorp i Sverige.

Aazambas

## Kort fortalt

Golden retriever er en britisk apporterende jagthund i FCI-gruppe 8, udviklet til at søge efter og hente nedlagt vildt i tæt samarbejde med sin fører. Baggrunden ses stadig i racens arbejdslyst, interesse for at bære genstande og behov for både fysisk aktivitet og opgaver at løse.

- **Oprindelse:** Storbritannien, med dokumenteret udvikling i grænseområdet mellem England og Skotland
- **Oprindelig funktion:** apportering af fuglevildt på land og i vand
- **Skulderhøjde:** 56–61 cm for hanner og 51–56 cm for tæver ifølge racestandarden
- **Pels:** lige eller bølget dobbeltpels med tæt, vandafvisende underuld
- **Farve:** nuancer af guld eller creme; rød og mahogni indgår ikke i standarden
- **Raceideal:** venlig, tillidsfuld, intelligent, samarbejdsvillig og arbejdsivrig
- **Passer bedst til:** et hjem, der vil træne og aktivere hunden og lade den deltage i hverdagen

Racestandarden beskriver et ideal, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, aktivitetsniveau og egenskaber i hverdagen påvirkes også af avlsretning, forældredyr, opvækst, sundhed og træning.

## Udseende og pels

Golden retriever skal være velafbalanceret, harmonisk og aktiv med en kropsbygning, der kan klare arbejde uden at blive tung eller overdrevet. Hanner er som regel større end tæver, men funktion, frie bevægelser og en sund helhed er vigtigere end et kraftigt udseende.

Pelsen består af lige eller bølgede dækhår, mere fyldige faner og tæt, vandafvisende underuld. De tilladte farver går fra creme til forskellige nuancer af guld. Rød og mahogni er ikke standardfarver, og hvidt er begrænset til nogle få hår på brystet. Farve eller kropsform fortæller dog ikke sikkert, hvilket aktivitetsniveau eller hvilken arbejdslyst den enkelte hund får.

Dobbeltpelsen fælder og har brug for regelmæssig gennemgang, især når mere underuld løsner sig. Børst hele pelsen igennem efter behov, og vær ekstra omhyggelig bag ørerne, i armhulerne og i fanerne på ben og hale, hvor filtre lettere opstår. En kam hjælper med at kontrollere, at børstningen når gennem underulden. Bad hunden, når den er snavset, ikke efter en fast kalender. Efter svømning eller våde ture er det praktisk at rede pelsen ud, lade den tørre grundigt og kontrollere hud og ører, hvis hunden viser tegn på irritation.

Klipning af kløer, tandpleje og kontrol af hud, ører og poter hører til den løbende pleje. Det vigtigste er at tilpasse rutinen til den enkelte hunds pels, fældning, aktivitet og hvor ofte den bliver våd eller snavset.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for golden retriever er en venlig, tryg og samarbejdsvillig hund med naturlig arbejds- og apporteringslyst. Mange søger gerne kontakt, bærer genstande og sætter pris på fælles opgaver, men beskrivelsen skal ikke forstås sådan, at hver golden retriever automatisk er rolig, ukompliceret eller social med alle.

Racen modnes ofte forholdsvis sent. En ung golden retriever kan være fysisk, intens og let at distrahere længe efter, at den har nået sin fulde størrelse. Hverdagsfærdigheder som rolige hilsner, følgeskab, håndtering og evnen til at falde til ro skal derfor trænes lige så bevidst som apportering og lydighed.

Opdrættere har forskellige mål, for eksempel jagtligt arbejde, prøver, udstilling eller et bredere fokus på selskabshunde. Betegnelser som »jagtgolden« og »udstillingsgolden« giver kun et groft fingerpeg og forudsiger ikke sikkert den enkelte hunds drivkraft, udseende eller evne til at falde til ro. Bed i stedet opdrætteren beskrive forældrenes og nære slægtninges egenskaber i hverdagen, arbejdslyst, frygtreaktioner, socialitet og restitution. Arbejds- og mentalbeskrivelser kan give flere oplysninger, men de er dele af beslutningsgrundlaget og ikke garantier.

Racen kan passe til en engageret førstegangsejer, især med støtte fra opdrætteren og et hundekursus. Det kræver dog, at man er forberedt på en forholdsvis stor, stærk og ofte livlig unghund, som har brug for konsekvente rutiner, daglig aktivering og tid til at modnes.

## Træning og motion

Golden retriever har brug for daglig fysisk aktivitet, mental problemløsning og mulighed for restitution, men der findes ingen fast tidsangivelse, som passer til alle. Alder, sundhed, kondition, personlighed og avlsretning afgør, hvordan motionen bør fordeles, og hvor krævende den kan være.

En velfungerende voksenhverdag kan indeholde ture i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering, lydighed og rolig træning i forskellige miljøer. Variation giver mere end at forsøge at udmatte hunden med den samme intensive aktivitet hver dag. Racen er avlet til samarbejde, så opgaver med en tydelig start, et formål og en afslutning passer ofte bedre end ukontrolleret boldkast i højt tempo.

Hvalpe har brug for korte, positive stunder med leg, miljøtræning og bevægelse samt masser af hvile mellem aktiviteterne. Belastningen skal tilpasses hvalpens udvikling og underlaget, ikke beregnes ud fra en fast minutregel. Øg varighed og sværhedsgrad gradvist, og lad hvalpens udholdenhed og restitution styre næste trin.

Belønningsbaseret træning passer som regel godt til racens samarbejdsvilje. Prioritér tidligt:

- indkald og kontakt, også omkring mennesker, hunde og fært af vildt
- at gå roligt i snor og hilse roligt
- at slippe og bytte genstande uden konflikt
- ro og ventetid før apportering eller leg
- et indlært signal til hvile og til at falde til ro

Interesse for vand er almindelig, men ikke alle golden retrievere vil bade, og svømmefærdigheder må aldrig tages for givet. Introducér vand på et lavt, roligt sted med en nem vej op, lad hunden bestemme tempoet, og hold konstant opsyn. Strøm, usikker is, algeopblomstring og bredder, som er svære at komme op på, kræver særlig forsigtighed.

## Sundhed

Hofter, albuer og øjne er centrale sundhedsområder i svensk golden retriever-avl. For en hvalpekøber er det vigtigt at skelne mellem Svenska Kennelklubbens formelle registreringskrav, raceklubbens anbefalinger og resultatet af en enkelt undersøgelse.

For at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel HD-status før parringen. Det betyder ikke, at albuebedømmelse, øjenundersøgelse og DNA-test er tilsvarende obligatoriske SKK-krav for hvert kuld af racen. Golden retrieverklubbens anbefalinger og vilkår for hvalpeformidling går længere: De omfatter blandt andet HD- og ED-resultater, en aktuel øjenundersøgelse, GR_PRA1/2-status og visse meritter.

Klubben anbefaler normalt HD A eller B og albuer uden anmærkning. Hunde med HD C eller ED grad 1 bør ifølge anbefalingerne kun bruges undtagelsesvis, og da skal kuldets beregnede HD- eller ED-indeks være mindst 100. Øjenattesten må højst være to år gammel ved parring, og mindst én forælder skal være fri eller arveligt fri for både GR_PRA1 og GR_PRA2.

Bed om de faktiske resultater, ikke blot besked om, at hundene er »testet«. Kontrollér HD- og ED-grad, indeks når det findes, dato og resultat for øjenundersøgelsen samt hver forælders DNA-status. GR_PRA1 og GR_PRA2 vedrører bestemte mutationer. Testene dækker ikke alle genetiske årsager til PRA og erstatter derfor ikke en klinisk øjenundersøgelse.

Hofteledsdysplasi, albueledsdysplasi og visse øjensygdomme forekommer i racen. Racens avlsstrategi fremhæver også tumorsygdomme som et vigtigt spørgsmål for racen som helhed. Sådanne sammenstillinger kan ikke omregnes til en sikker procent eller prognose for den enkelte hvalp. Spørg derfor også til sundhed og levetid hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Gode undersøgelsesresultater reducerer usikkerheden, men kan aldrig garantere fremtidig sundhed.

## Historie og oprindelse

Golden retriever blev udviklet i den sidste del af 1800-tallet i grænseområdet mellem England og Skotland for at apportere nedlagt vildt både på land og i vand. Ændrede jagtformer skabte behov for en hund, der kunne søge, markere, vente og arbejde udholdende i tæt samarbejde med føreren.

Lord Tweedmouths bevarede avlsoptegnelser dokumenterer den tidlige udvikling. En gul retriever blev parret med en Tweed water spaniel, og det fortsatte udvalg formede de egenskaber, der forbindes med racens apportering, vandarbejde og samarbejdsevne. Golden retriever blev anerkendt som selvstændig race i 1913 og introduceret i Sverige omkring 1950.

Racens moderne anvendelse er bredere end praktisk jagt, men baggrunden er stadig relevant. Søg, interesse for genstande, udholdenhed og evnen til at skifte mellem aktivitet og ventetid er egenskaber, som skal forvaltes gennem avl og træning, også hos hunde, der primært lever som selskabshunde.

## At leve med racen

Golden retriever passer bedst til mennesker, der ønsker en social og træningsvillig hund, som får lov til at deltage i hverdagen. Et venligt raceideal gør ikke hverdagsfærdigheder medfødte: En ung golden retriever skal lære at hilse roligt, gå i snor, håndtere genstande og falde til ro, også når der sker meget omkring den.

Racen kan fungere godt med børn, men samværet kræver opsyn af en voksen. Børn skal lære at respektere hundens hvile, mad og signaler, og hunden skal trænes til at hilse og lege uden at vælte eller trænge sig på. Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Mange golden retrievere lever med hunde eller katte, men introduktionen bør ske gradvist med kontrol, afstand og et sikkert tilflugtssted for katten. Den enkelte hunds tidligere erfaringer og interesse for jagt eller genstande spiller en rolle.

En lejlighed kan fungere, hvis der er en realistisk plan for luftning og træning samt plads til våd pels og ro indendørs. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, miljøskift eller fælles aktivitet. Racen er ofte social, og alenetid skal trænes gradvist fra korte, trygge perioder. Hvor længe en bestemt hund kan være alene, kan ikke afgøres ud fra racenavnet.

Før du køber hvalp, bør du undersøge mere end farve og forældrenes titler. Bed opdrætteren vise officielle sundhedsresultater, indeks, datoen for øjenundersøgelsen og DNA-status. Mød helst tæven, spørg hvordan nære slægtninge fungerer i hjemmet, og bed om konkrete eksempler på aktivitetsniveau, socialitet, frygtreaktioner og restitution. Vælg et kuld, hvor de dokumenterede egenskaber og opdrætterens mål passer til det liv, du faktisk kan tilbyde.

Golden retriever

The Golden Retriever Club UK

The Kennel Club UK

Venlig, mellemstor til stor retriever med tæt, vandafvisende gylden pels og blød mund. Meget lærenem, menneskeorienteret og legesyg, som har brug for daglig kontakt, regelmæssig pelspleje og 1,5–2 timers varieret motion. Oprindeligt avlet som apportør til jagt, i dag almindelig som familiehund, assistancehund og terapihund.

Dainty's är en uppfödare av rasen Golden retriever med bas i Mörarp i Sverige.

Dainty's

## Kort fortalt

Ragdoll er en stor, langsomt udviklet og ofte social kat fra USA. Racen beskrives ofte som rolig og nysgerrig, men racenavnet er ingen garanti for, at katten vil ligge på skødet eller bæres. Personlighed, tidligere erfaringer og dagsform spiller altid en rolle.

- **Størrelse:** En voksen ragdoll vejer ofte omkring 4–9 kg. Køn, kropsbygning og huld gør en væsentlig forskel, så tallet på vægten skal vurderes sammen med kattens kropskondition.
- **Udvikling:** Ragdoll udvikler sig langsomt og kan være tre til fire år om at blive fysisk fuldvoksen.
- **Pels:** Den halv- til langhårede, bløde pels skal redes regelmæssigt. En grundig gennemgang cirka en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt, men en tættere pels kan kræve mere pleje.
- **Aktivering:** Et roligt væsen betyder ikke, at katten kan være passiv. Den har brug for daglig jagtleg, kradsemuligheder, højder, gemmesteder og social kontakt på egne præmisser.
- **Sundhed:** Ved køb er HCM det vigtigste racespecifikke sundhedsspørgsmål at få afklaret. DNA-testen for varianten R820W og en ultralydsscanning af hjertet giver forskellige oplysninger og erstatter ikke hinanden.
- **Passer bedst til:** Et hjem, der kan tilbyde nærhed uden at gennemtvinge den, stabile møbler til en stor kat og en plan for pelspleje, leg og vægtkontrol.

## Udseende og pels

Ragdoll er en stor, kraftig og muskuløs kat med lang krop, blå øjne og et blødere helhedsindtryk, end størrelsen først kan antyde. Hunkatte er ofte mindre end hankatte, og unge katte skal ikke vurderes, som om de er færdigudviklede. Det er normalt, at brystkasse, hoved og muskulatur fortsætter med at udvikle sig i flere år.

Racen er masket, hvilket betyder, at ansigt, ører, ben og hale har mere farve end de varmere dele af kroppen. Pigmentet er temperaturfølsomt, så killinger fødes meget lyse og udvikler farven senere. Racestandarden skelner mellem tre mønstre:

- **Colourpoint:** mørkere points uden hvide områder.
- **Mitted:** masket kat med hvide poter og hvid hage; de øvrige hvide aftegninger følger standardens afgrænsninger.
- **Bicolour:** mere hvidt i ansigtet og på kroppen, ofte med et omvendt hvidt V i ansigtet.

Pelsen er halvlang til lang, blød og silkeagtig. Den kan være lettere at pleje end pelsen hos visse andre langhårskatte, men den er ikke vedligeholdelsesfri. Red hele pelsen igennem regelmæssigt, og gør det oftere, hvis der begynder at danne sig filtre. Bad katten, når pelsen har brug for det, ikke efter et fast skema for racen. Væn katten gradvist til kam, kontrol af kløer og anden håndtering, og stop, før den bliver presset.

## Temperament og personlighed

Ragdoll er ofte rolig, stilfærdig, nysgerrig og interesseret i at være tæt på familien. Det er en nyttig racebeskrivelse, men ikke et løfte om en bestemt personlighed. En ragdoll kan være social uden at være en skødekat, og en tryg kat kan stadig selv ville bestemme, hvornår berøring begynder og slutter.

Racenavnet kommer af, at nogle individer har en tendens til at slappe af, når de løftes. Det betyder ikke, at alle ragdoll kan lide at blive båret, og påstanden om, at racen ikke føler smerte, er forkert. Løft kun, når katten er tryg ved det, støt både for- og bagpart, og sæt den ned, når den vil væk. For børn er den vigtigste regel derfor ikke, at racen er ”tålmodig”, men at kontakten er rolig, frivillig og under opsyn. Barnet skal lade katten gå sin vej og må aldrig behandle den som legetøj.

Når du møder en voksen kat eller killing, skal du se på det konkrete individ. Opsøger den kontakt efter først at have fået plads, falder den til ro efter en ny oplevelse, og kan den slappe af uden at gemme sig eller blive påtrængende? Sådanne observationer siger mere om hverdagen end etiketter som ”hundelignende” eller ”perfekt familiekat”.

## Træning og motion

Ragdoll har brug for regelmæssig bevægelse og mental aktivering, selv om racen sjældent beskrives som intens. Målet er ikke et bestemt antal minutter, men at katten hver dag får mulighed for at klatre, kradse, søge, snige sig, jage og fange på en måde, der passer til dens alder og sundhed.

Sørg for stabile kradsemøbler og liggepladser, der kan bære en stor voksen kat. Fordel hvilepladser, vand, mad, kattebakker og aktiviteter i stedet for at samle alt ét sted. Korte jagtlege med legetøj, der holdes væk fra hænderne, fodersøgning og enkle problemløsningsopgaver kan varieres efter kattens reaktion. En killing kan ønske hyppigere og mere intens leg, mens en ældre kat kan have brug for lavere højder, bedre fodfæste og roligere bevægelser.

Belønningsbaseret træning er praktisk i forbindelse med transportkasse, kloklipning, vejning og dyrlægebesøg. Begynd med et lille trin, som katten accepterer, beløn rolig adfærd, og øg sværhedsgraden gradvist. Tvungen håndtering kan gøre næste situation sværere. Hvis aktivitetsniveauet pludselig ændrer sig, eller katten undgår at hoppe og lege, bør smerter eller sygdom udelukkes i stedet for at forklare ændringen med racens rolige temperament.

## Sundhed

Ragdoll kan leve et langt liv, men hverken et racenavn eller en enkelt gentest er en sundhedsgaranti. En levetid på omkring 12–17 år er en grov vejledning, og den enkelte kats liv påvirkes blandt andet af arv, forebyggende behandling, miljø, kost og risikoen for ulykker.

### HCM: skeln mellem DNA-resultat og hjerteundersøgelse

Hypertrofisk kardiomyopati, HCM, betyder, at hjertemusklen bliver tykkere. Hos ragdoll findes der en dokumenteret variant, R820W i genet MYBPC3, som er forbundet med øget risiko. En DNA-test kan vise, om katten bærer netop denne variant. Et negativt resultat, ofte skrevet N/N, udelukker derimod ikke HCM af andre årsager.

En ultralydsscanning af hjertet besvarer et andet spørgsmål: hvordan hjertet faktisk ser ud på undersøgelsestidspunktet. Da forandringer kan udvikle sig over tid, er både kattens alder og undersøgelsesdatoen vigtige. Bed opdrætteren om at vise prøve- og undersøgelsessvar, hvor det fremgår, hvilken kat hvert resultat gælder. Spørg, hvilke DNA-test og hjertescanninger der er udført, hvornår de er udført, og hvordan resultaterne bruges i avlen. En påstand om, at en linje er ”HCM-fri”, bør ikke erstatte dokumentation.

### Nyrer og vægt

Den svenske Ragdollklubben angiver ikke en bestemt nyresygdom som karakteristisk for racen, men anbefaler nyreultralyd til avlskatte i sit sundhedsprogram. Bland derfor ikke en nyreultralyd sammen med en PKD1-DNA-test, og antag ikke, at en tilgængelig test i et laboratoriekatalog beviser en generel risiko for racen. Spørg i stedet, hvilken undersøgelse der er foretaget, på hvilken kat, hvad resultatet var, og hvorfor metoden blev valgt.

Da ragdoll er stor, og pelsen skjuler kroppens konturer, er antallet af kilo alene et dårligt mål for en passende vægt. Hold øje med ribben, talje, buglinje og muskelmasse sammen med dyrlægens vurdering. En gradvis vægtændring eller tab af muskulatur fortæller mere end en sammenligning med en anden ragdoll.

## Historie og oprindelse

Ragdoll blev udviklet af Ann Baker i Riverside i Californien i 1960'erne med den hvide kat Josephine som en vigtig stamkat. Det er den sikre kerne i racens tidlige historie. Senere er mange mere dramatiske fortællinger blevet gentaget, især at en bilulykke skulle have ændret Josephines gener eller gjort hendes afkom usædvanligt afslappede. Der er ikke belæg for at behandle denne historie som en genetisk forklaring på racens temperament.

Racen blev videreudviklet ved at udvælge katte med det ønskede udseende og temperament. FIFe gav ragdoll fuld anerkendelse i 1991, og den første ragdollkat blev registreret i SVERAK i 1992. Den moderne racestandard beskriver en stor, masket kat med blå øjne og mønstrene colourpoint, mitted eller bicolour. Historien forklarer dermed racens navn og udvikling, men den må ikke bruges til at forudsige, hvordan hvert individ reagerer på håndtering.

## At leve med racen

Ragdoll kan trives i lejlighed eller hus, når miljøet giver katten valgmuligheder, bevægelse og tryghed. At racen ofte holdes inde, betyder ikke, at den har mindre behov for at klatre, gemme sig, kradse og øve jagt gennem leg. En kat, der lever inde, har derfor brug for plads i højden, gemmesteder, kradseflader og flere steder til hvile, mad, vand og kattebakke. Sikr vinduer og altan. Hvis katten skal færdes ude, bør løsningen vælges ud fra trafik, rovdyr, smitterisiko og kattens erfaring. En indhegnet udeplads eller sele kan give kontrolleret udetid.

Mange ragdoll søger menneskeligt selskab, men en sikker tidsgrænse for at være alene kan ikke beregnes ud fra racen. Svensk dyrevelfærdsinformation siger, at en kat skal tilses mindst to gange om dagen, men det er et minimum for tilsyn og ikke et løfte om, at et socialt individ trives med lange, gentagne dage alene. Hold øje med, hvordan katten spiser, leger, hviler og søger kontakt. En kat mere er ikke automatisk løsningen: forholdet skal fungere, og hver kat har brug for egne, adskilte ressourcer.

Introducer nye dyr langsomt. Begynd med separate, trygge områder og udveksling af dufte, fortsæt med korte møder gennem en barriere, og lad katten styre tempoet. Ved introduktion til en hund skal hunden være under kontrol, og katten skal altid have en fri flugtvej opad eller til et hundefrit rum. Lad dem ikke være uden opsyn, før samspillet er stabilt.

Ved køb i Sverige bør du kontrollere kattens identitet, stamtavle, vaccinations- og sundhedsattest, skriftlig aftale og de sundhedsdokumenter, som opdrætteren henviser til. En SVERAK-registreret killing overdrages normalt tidligst ved 14 uger. Overdragelse fra 12 uger kræver dyrlægens godkendelse efter forbundets undtagelsesregel. Minimumsalderen efter svensk lov er 12 uger, når betingelserne for overdragelse er opfyldt, hvilket ikke er det samme som SVERAKs hovedregel. Katten skal også være ID-mærket og registreret senest ved fire måneders alder. Kontrollér originaldokumenterne, og sørg for, at ID-numre, navne og datoer tilhører den rigtige kat og de rigtige forældredyr.

Ragdoll

The Governing Council of the Cat Fancy (GCCF)

The British Ragdoll Cat Club

Nordic Ragdoll Club

Stor, muskuløs masket kat med silkeblød, halvlang pels og klare blå øjne, der forbliver blå hele livet. Afslappet og bliver helt slap som en kludedukke, når den håndteres, modnes langsomt, er rolig, kærlig, meget menneskeorienteret og egner sig bedst som indekat. Pelsen kræver regelmæssig, men moderat pleje.

SE Silkestussarna's är en uppfödare av rasen Ragdoll med bas i Malmö i Sverige.

SE*Silkestussarna's

## Hurtige fakta

- Meget menneskeorienteret – Burma (Sacred Birman) vælger ofte en yndlingsperson og følger vedkommende fra rum til rum som en skygge  
- Mellemstor, men overraskende tung – mere en muskuløs ”mursten indsvøbt i silke” end en lille, fin skødekatsagtig type  
- Kendt for sin bløde, hæse stemme – snakkesalig, men som regel mindre larmende end mange orientalske racer  
- Kort, silkeblød pels i dybe, ensfarvede nuancer, som kræver minimal pleje, men fremhæver hver eneste kropslinje  
- Ofte legesyg og killingeagtig langt op i voksenalderen – ideel til ejere, der ønsker en interaktiv kat  

---

## Udseende & Pels

Burma er en mellemstor kat, men den, der løfter en for første gang, bliver næsten altid overrasket over tyngden. Under den glatte pels gemmer der sig en kompakt, muskuløs krop med bred brystkasse og kraftige bagben. Dette er ikke en spinkel, skrøbelig kat. I stedet føles og ser Burma solid, rund og atletisk ud – mere som en lille, veltrænet hund end en typisk skødekatsagtig race. Helhedsindtrykket skal være blødt og afrundet, ikke kantet, med rundt hoved, afrundede ører og store, udtryksfulde øjne, som giver ansigtet et åbent, næsten menneskeligt udtryk.

Hovedet er et af Burmas tydeligste kendetegn. Rasen har en kort, bred kile med fyldige kinder, kraftig hage og et markant stop i profilen ved næsen. Næsen må ikke virke spids. Snuden skal i stedet flyde blødt sammen med resten af ansigtet og give det typiske ”bløde” Burma‑udtryk. Ørerne er middelstore, sidder med god afstand imellem sig og hælder en anelse fremad, som om katten lytter opmærksomt. Øjnene er store og klare, oftest i nuancer af guld eller gult, med et meget vågent, nysgerrigt blik, som mange ejere finder uimodståeligt.

Pelsen er kort, fin og ligger tæt ind til kroppen. Mange beskriver den som silkeblød, fordi den føles utroligt glat og næsten poleret, når man stryger hånden langs ryggen på katten. I modsætning til visse andre korthårsracer har Burma ingen tung underuld. Det er en af grundene til, at pelsen er så let at holde og ofte føles ekstra varm at røre ved.

De traditionelle farver hos Burma er rig sobel (en varm mørkebrun tone), chokolade, blå og lilla samt rød, creme og tortie i nogle forbund. Farven skal virke jævn, med en lidt lysere nuance på undersiden og indersiden af benene, men uden tydelige tabbytegninger. Killinger er ofte lysere og kan have svage ”spøgelsestegninger”, som normalt falmer, når de bliver ældre.

Pelsplejen er ukompliceret, hvilket er en af grundene til, at Burma passer godt i aktive hjem. En kort, blid børstning en gang om ugen er som regel nok. Du kan ganske enkelt:

- Trække en blød gummihandske eller en skindklud hen over pelsen for at fjerne løse hår  
- Tørre over med en let fugtig mikrofiberklud for at fremhæve den naturlige glans  
- Benytte lejligheden til at kontrollere øjne, ører og kløer, så plejen bliver en rolig rutine  

De fleste Burma nyder den ekstra opmærksomhed, så pelsplejen kan blive både hyggestund og sundhedstjek. I perioder med øget fældning kan du øge til to gange om ugen, især hvis nogen i familien er følsom over for kattehår. Burma er ikke hypoallergen, men den korte, tætte pels har tendens til at fælde mindre end hos mange langhårsracer, hvilket mange ejere sætter pris på.

---

## Temperament & Personlighed

At leve med en Burma føles ofte som at dele hjem med en meget hengiven, meget nysgerrig lille person. Rasen er berømt for sin stærke tilknytning til mennesker. Mange Burma følger deres ejere gennem huset, ”taler” med bløde, hæse lyde og insisterer på at være med i alt, hvad der foregår. Hvis du ønsker en kat, der for det meste passer sig selv og foretrækker stille eftertanke, er Burma sandsynligvis den forkerte race. Hvis du derimod ønsker en fortrolig, der ruller sig sammen i dit skød, mens du arbejder, og som møder dig begejstret ved døren, er Burma svær at overgå.

Burma trives usædvanligt godt i menneskeligt selskab. De knytter ofte dybe bånd og bryder sig ikke om at være alene i lange perioder. Denne intense loyalitet er meget givende, men indebærer også ansvar. En ensom Burma, der er alene hjemme hele dagen, kan blive rastløs, urolig eller begynde at udvise destruktiv adfærd. Mange opdrættere og erfarne ejere anbefaler derfor, at man har to Burma eller sørger for, at der er et andet socialt dyr i hjemmet, hvis familien ofte er væk.

Med børn er Burma som regel legesyg, tolerant og interaktiv. De kan godt lide apporteringslege, jagtlege med drillepinde eller at ”hjælpe til” med lektierne ved at lægge sig på bøger og tastaturer. Den robuste kropsbygning gør, at de generelt klarer et liv i en livlig familie bedre end mere sarte racer, men børn skal stadig lære at håndtere katte respektfuldt. Burma sætter pris på blid, rolig håndtering og går oftere sin vej end slår igen ved for voldsom leg, hvilket gør dem til et godt valg for familier, der kan lære børnene grundlæggende ”katteetikette”.

Over for andre dyr er Burma som regel social og selvsikker. Mange lever harmonisk sammen med andre katte og også hunde, der er vant til katte. Tidlig introduktion, der foregår roligt og trinvis, fungerer bedst. Fordi Burma elsker selskab, hilser de ofte en anden aktiv kat, der vil lege på samme måde, velkommen. De er sjældent bøller, men heller ikke ynkelige og siger fra, hvis et andet dyr presser dem for meget.

Der er nogle udfordringer, kommende ejere bør være opmærksomme på. Burma er:

- Snakkesalig, hvilket nogle elsker, mens andre kan opleve det som trættende  
- Meget menneskefokuseret og derfor ikke en god race for den, der ofte er væk hele dagen uden at sørge for selskab  
- Klog og stædig, hvilket kan betyde, at de åbner skabe eller undersøger alt, der virker interessant  

De trives bedst i hjem, hvor der er tid til daglig interaktiv leg, ”samtaler” og nærhed. Til gengæld får du en kat, der i høj grad føles som et familiemedlem, ikke blot en stille baggrundsfigur.

---

## Træning & Motion

Burma er naturligt legesyg og intelligent, så træning handler mere om at kanalisere det, katten allerede har lyst til, end om at tvinge den til at lære noget. Mange ejere sammenligner deres Burma med kvikke, opfindsomme børn, der altid leder efter den næste leg. Det er perfekt for den, der kan lide interaktiv leg og tricktræning, men betyder også, at en Burma uden tilstrækkelig stimulering kan kede sig og blive kreativt fræk.

Motionbehovet er moderat til ret højt for en selskabskat. Rasen er atletisk, men ikke så intenst aktiv som visse orientalske racer. Daglige legestunder er som regel nok til at holde en voksen Burma tilfreds og i form. Et godt oplæg kan være:

- To til tre korte legepas på 10–15 minutter fordelt over dagen  
- En blanding af jagtlege med fjerpinde eller andre drillelegetøj på stang  
- Interaktive aktiverings- eller foderlegetøj, hvor katten skal ”jage” godbidder eller tørfoder  
- Indimellem apporteringslege med små, bløde bolde eller legetøj  

Fordi Burma sætter stor pris på menneskelig kontakt, er de ofte meget lette at træne. Positiv forstærkning er nøglen – altså at belønne ønsket adfærd med små godbidder, ros og leg i stedet for at straffe uønsket adfærd. Burma kan lære at:

- Komme, når man kalder  
- Sætte sig eller stå på kommando  
- Gå frivilligt ind i transportkassen  
- Bruge kradsebræt i stedet for møbler  
- Klare enkle agilityøvelser som at hoppe gennem en ring eller over lave forhindringer  

Klikkertræning fungerer ofte fortrinligt, da Burma hurtigt forbinder lyden af klikkeren med belønning. Korte, sjove træningspas holder hjernen i gang og styrker båndet mellem kat og menneske. At lære katten at røre ved en targetpind kan for eksempel være praktisk, når du vil flytte den rundt i hjemmet eller roligt styre den i stressende situationer, som ved dyrlægebesøg.

Miljøberigelse er mindst lige så vigtig som egentlig træning. Burma sætter pris på højdeforskelle. Stabile kradsetræer, udsigtspladser i vindueskarme og hylder giver dem mulighed for at klatre og holde øje. De kan også lide variation i legetøj. Skift legetøj hver tredje–fjerde dag for at holde interessen oppe og undgå kedsomhed. Enkle ting i hjemmet kan være glimrende legetøj: en kasse-labyrint, en raslende papirpose eller en sammenkrøllet papirbold på gulvet.

Mange Burma vænner sig fint til sele‑ og lineførsel, hvis man begynder tidligt og går langsomt frem. Korte, overvågede ophold i haven eller på altanen kan være meget stimulerende, især for indekatte. Sørg altid for, at miljøet er sikkert, og tving aldrig katten ud, hvis den virker utryg.

Netop fordi Burma er så menneskefokuseret, kan den let få uvaner, hvis de bliver belønnet ved et tilfælde. Hvis katten for eksempel jamrer om natten, og ejeren står op og fodrer eller leger, lærer katten hurtigt, at lyd giver opmærksomhed. Konsekvens er afgørende. Afgør tidligt, hvilke regler der skal gælde, som ”ingen katte på køkkenbordet” eller ”ingen vækning før et bestemt tidspunkt”, og hold venligt, men fast fast i dem. Med tålmodighed og lidt struktur kan Burma blive et meget velopdragent og underholdende familiemedlem.

---

## Sundhed

Burma er grundlæggende en robust og langlivet race, men der findes visse helbredsproblemer, som ansvarlige opdrættere og ejere bør kende til. Med god pasning og regelmæssige dyrlægetjek lever mange Burma til midt eller sidst i teenageårene, og nogle bliver 18 år eller ældre. Ved at kende til mulige problemer er det lettere at opdage dem tidligt og give katten et langt, aktivt liv.

Arvelige problemer, der er kendt i nogle Burma‑linjer, omfatter blandt andet:

- Hypokalæmisk polymyopati, en tilstand med lavt kaliumniveau, som kan give muskelsvaghed. Seriøse opdrættere gentester for mutationer og undgår at bruge berørte katte i avl.  
- Kraniofacial defekt i visse linjer, især hos nogle amerikanske Burma. Avlsprogrammer i mange lande har arbejdet på at fjerne dette, men etiske opdrættere er fortsat opmærksomme og vælger avlsdyr med omhu.  
- Diabetes mellitus ser ud til at blive rapporteret lidt oftere hos Burma i nogle lande end i kattepopulationen generelt. Sund vægt, godt foder og regelmæssig dyrlægekontrol kan mindske risikoen og gøre det lettere at opdage tidlige tegn.  
- Tandproblemer som parodontitis, hvilket ikke er unikt for racen, men kan ramme Burma som enhver anden kat.  

Seriøse opdrættere får som regel deres avlskatte undersøgt for kendte genetiske problemer og samarbejder med dyrlæger om at holde linjerne sunde. Når du vælger killing, er det rimeligt at spørge opdrætteren, hvilke tests de foretager, og om du kan se forældrenes sundhedsattester.

Rutinemæssig dyrlægepleje er mindst lige så vigtig som gentests. Burma har godt af:

- Regelmæssige vaccinationer efter din dyrlæges anbefalinger  
- Årlige kontroller, eller halvårlige for ældre katte  
- Gentagne blod- og urinprøver fra midalderen og opefter for at følge nyrer, lever og blodsukker  
- Tandtjek og professionel tandrensning efter behov  

Vægtkontrol er ekstra vigtig for Burma. Den kompakte, muskuløse krop kan gøre en langsom vægtstigning svær at se, og en let overvægtig Burma kan stadig føles ”solid” frem for tydeligt tyk. Overvægt øger risikoen for diabetes, ledbesvær og andre sygdomme. Ved at give afmålte mængder kvalitetsfoder, begrænse godbidder og holde fast i daglig leg hjælper du din Burma med at forblive smidig.

Typisk levealder ligger omkring 14–17 år, men den enkelte kat kan leve kortere eller længere afhængigt af arv, miljø og pasning. Ældre Burma forbliver ofte sociale og legesyge, men ejere bør være opmærksomme på subtile ændringer som:

- Øget tørst eller hyppigere vandladning  
- Vægttab trods normal eller øget appetit  
- Mindre aktivitet eller modvilje mod at hoppe  
- Ændret pelsskvalitet eller at katten soignerer sig dårligere  

Alle sådanne tegn bør føre til et hurtigt dyrlægebesøg. Tidlig diagnose er ofte afgørende for at kunne håndtere kroniske tilstande godt og holde katten komfortabel.

Dyreforsikring eller en særlig opsparing anbefales kraftigt. Burma er ikke nødvendigvis dyrere i behandling end andre racekatte, men moderne dyrlægebehandling kan være kostbar. At planlægge på forhånd gør det muligt at give den bedst mulige behandling, hvis din kat skulle blive syg.

Med gennemtænkt avl, godt foder, et trygt miljø og regelmæssig dyrlægekontrol kan Burma leve et langt, livligt liv som nært familiemedlem.

---

## Historie & Oprindelse

Historien om Burma begynder i Sydøstasien, især i området omkring det nuværende Myanmar (tidligere Burma), Thailand og tilgrænsende regioner. Katte med dybt brun pels og gyldne øjne findes afbildet i tempelmalerier og nævnes i gamle skrifter derfra. De blev ofte forbundet med klostre og paladser, og historier beskrev dem som højt værdsatte selskabskatte med nærmest mystiske egenskaber.

Den moderne race Burma kan dog spores til en bestemt kat i begyndelsen af 1900‑tallet. I 1930’erne kom en lille, valnøddebrun hunkat ved navn Wong Mau til USA fra Burma. Hun blev taget i pleje af en dyrlæge og katteopdrætter med interesse for genetik, som blev fascineret af hendes usædvanlige udseende. Wong Mau lignede hverken de siamesere, der allerede var kendt i Vesten, eller almindelige huskatte. Ejeren besluttede at skabe en ny race med Wong Mau som udgangspunkt.

Wong Mau blev parret med siamesere, og afkommene viste en blanding af farver og nuancer. Ved bevidst at udvælge katte med rigere brun pels og mere kompakt, afrundet krop lykkedes det gradvist at befæste de egenskaber, vi i dag forbinder med Burma. Med tiden udviklede avlsprogrammet sig i USA og derefter i Storbritannien, hvor opdrættere avlede frem lidt forskellige ”typer”. Den amerikanske Burma havde tendens til kortere snudeparti og mere ekstrem hovedform, mens den europæiske/britiske Burma bevarede et lidt mere moderat udseende. Forskellige katteforbund håndterer disse forskelle på deres egen måde, men alle deler samme rødder i Sydøstasien.

Fra begyndelsen blev Burma først og fremmest værdsat som selskabskat, ikke som arbejds‑ eller jagtkat. I modsætning til racer, der er avlet til at holde gnavere nede på gårde, er Burma især blevet værdsat for sit hengivne væsen, sit udtryksfulde udseende og sin livlige personlighed. I takt med at racen fik anerkendelse gennem udstillinger og raceklubber, spredte den sig til Europa, Australien og videre ud i verden.

I dag er Burma veletableret på flere kontinenter som en populær racekat. Rasen holdes oftest som indekat eller indekat med sikker adgang til udeliv. Mange opdrættere og ejere lægger stor vægt på at bevare det tætte, menneskeorienterede temperament, som gjorde Burma populær fra starten, sammen med de dybe farver og den silkebløde pels.

Moderne Burma bruges hovedsageligt til:

- Familieselskab i hjem, der sætter pris på aktive, interaktive dyr  
- Deltagelse på katteudstillinger, hvor deres personlighed ofte charmerer både dommere og publikum  
- Avlsprogrammer, der arbejder for at bevare god sundhed, rastype og temperament  

På trods af variationer i type og farve mellem forskellige regioner er kernen hos Burma den samme. Det er en kat med gamle sydøstasiatiske rødder, forfinet i Vesten og elsket i dag for sin unikke blanding af elegance, varme og karakter.

---

## At leve med racen

At dele hjem med en Burma er en langsigtet forpligtelse, der giver megen glæde, men også kræver planlægning og ansvar. Det er ikke en race, der trives med at blive overset eller efterladt alene i lange perioder. Burma passer bedst til mennesker, der oprigtigt kan lide at tilbringe tid med deres dyr og er indstillet på at lade katten blive en rigtig del af hverdagslivet.

Nye ejere kan regne med, at Burma vil være med i næsten alt, hvad der sker derhjemme. Madlavning, computerarbejde, læsning i sofaen eller tv‑kiggeri bliver ofte fælles aktiviteter. I stedet for at sove stille i et andet rum ligger din Burma sandsynligvis i skødet, sidder på stolens ryglæn eller puffer blidt til din hånd for at få opmærksomhed. For mange er det netop denne intense nærhed, de søger. For andre, der foretrækker en mere selvstændig kat, kan det føles overvældende.

Tidsforbruget er mærkbart. Du behøver ikke underholde en Burma hvert vågent minut, men du bør afsætte mindst en time om dagen til direkte samvær. Det kan fordeles på kortere stunder, der passer til din hverdag: leg med drillepind om morgenen, en hyggetur i sofaen om aftenen og flere små øjeblikke med snak og klap i løbet af dagen fungerer ofte godt for både kat og menneske.

Økonomisk er Burma sammenlignelig med andre racekatte. Startudgifterne omfatter:

- Købspris fra seriøs opdrætter, hvilket varierer mellem lande  
- Kastration/sterilisation, hvis det ikke allerede er gjort  
- Vaccinationer, id‑mærkning og parasitforebyggelse det første år  
- Grundudstyr som kattebakker, kradsebrætter, mad- og vandskåle, transportkasse og et solidt kradsetræ  

Løbende årlige udgifter omfatter kvalitetsfoder, rutinemæssige dyrlægebesøg, eventuelle revaccinationer efter dyrlægens anbefaling, parasitforebyggende behandling, dyreforsikring eller opsparing til uforudsete udgifter, kattegrus samt nyt legetøj og senge efter behov. Det kan betale sig at investere i holdbare, gennemtænkte kradse‑ og klatremøbler, som hjælper med at beskytte dine møbler. Mange oplever, at en høj, sisalomviklet kradsestolpe tæt på yndlingshvilepladser hurtigt bliver førstevalg til krads.

Nyttigt udstyr i et Burma‑hjem kan være:

- Mindst ét stort, stabilt kradsetræ at klatre og sidde højt i  
- Flere forskellige kradseflader, både lodrette stolper og vandrette brædder  
- Et udvalg af interaktive legetøj, der opmuntrer til jagt, spring og problemløsning  
- Aktiverings‑ eller slowfeedere, der gør måltiderne mere mentalt stimulerende  
- En sikker, behagelig transportkasse til rejser og dyrlægebesøg  

På grund af deres sociale natur fungerer mange Burma rigtig godt som indekatte, forudsat at indemiljøet er tilstrækkeligt stimulerende. Sikkert indhegnede løbegårde, kattesikrede altaner eller overvåget udeliv med sele kan give ekstra berigelse. Fri udeadgang anbefales ofte ikke, især ikke i tætbebyggede områder, da disse tillidsfulde katte kan være mindre gadevise og dermed mere udsatte for trafik og tyveri.

Kommende ejere bør også tænke over fremtidige livsændringer. Burma kan leve 15 år eller længere, så overvej, om du er parat til at tage dig af en følgesvend gennem flytninger, ændrede arbejdstider eller familieforøgelser. De tilpasser sig som regel godt til nye situationer, så længe de føler støtte fra deres mennesker, men pludselige, lange fraværsperioder eller store omvæltninger uden forberedelse kan være stressende.

I hverdagen betyder livet med en Burma grin, ”samtaler” og en stærk følelse af selskab. Rasen sover ofte i samme seng som sine mennesker, deltager i familiens rutiner og hilser gæster velkommen med nysgerrighed snarere end frygt. Hvis du ønsker en kat, der virkelig deler dit liv på en aktiv måde, kan Burma være et fantastisk valg – forudsat at du er klar til at give tid, opmærksomhed og et trygt, stimulerende hjem i mange år fremover.

Burma (Sacred Birman)

GCCF (Governing Council of the Cat Fancy)

Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals (RSPCA) UK

The Danish Cat Club

Norwegian Forest Cat Club

Burma er en mellemstor, muskuløs kat med kort, satenglignende pels i dybe, ensfarvede nuancer og store gyldne øjne. Den er kærlig og meget menneskeorienteret, følger ofte sin yndlingsperson, kan godt lide leg og træning, bryder sig ikke om at være alene for længe og forbliver som regel livlig og social langt op i årene.

S Piapizzi's är en uppfödare av rasen Burma med bas i Hjärup i Sverige. Uppfödningen har under flera år varit representerad med burmor vid internationella utställningar, däribland FIFes World Show.

S*Piapizzi's

## Kort fortalt

Schæferhund er en mellemstor, kraftfuld tysk brugs-, hyrde- og tjenestehund til en ejer, der ønsker at træne aktivt og systematisk. Racen er samarbejdsvillig og alsidig, men den store variation inden for racen gør valget af opdrætter, forældredyr og kuld særligt vigtigt.

- **Oprindelse:** Tyskland
- **Racegruppe:** FCI gruppe 1, hyrde- og kvæghunde
- **Mankehøjde:** hanner 60–65 cm, tæver 55–60 cm
- **Vægt:** hanner 30–40 kg, tæver 22–32 kg
- **Pels:** normalhåret dobbeltpels eller lang dobbeltpels, begge med underuld
- **Aktivitetsniveau:** højt; racen har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde, problemløsning og samarbejde
- **Vigtigt før køb:** kontrollér sundhed, mentalitet, arbejdsegenskaber og bevægelser hos forældre og nære slægtninge, ikke kun hvad opdrætteren kalder linjen, eller hvilke udstillingsmeritter hundene har

En schæferhund kan være en særdeles dygtig familie- og træningshund, når hverdagen passer til den enkelte hunds arbejdslyst. Den er derimod sjældent et godt valg for den, der først og fremmest ønsker en ukompliceret selskabshund. En førstegangsejer skal være parat til at gå på kurs, træne regelmæssigt og få hjælp tidligt, hvis hunden udvikler frygt, stress, stærk trang til at jage det, der bevæger sig, eller svært ved at falde til ro.

## Udseende og pels

Schæferhund skal være kraftfuld og velmuskuleret uden overdrivelser i kropsbygning eller bevægelser. Kroppen er lidt længere, end den er høj. Ifølge racestandarden skal hanner være 60–65 cm høje og veje 30–40 kg; tæver skal være 55–60 cm høje og veje 22–32 kg.

Ryg og kryds er ikke det samme. Racestandarden beskriver en lige ryg, der fortsætter over i et let skrånende kryds. Et tydeligt hvælvet eller faldende lændeparti og en overvinklet, kohaset eller ustabil bagpart er ikke racens ideal. Svenska Kennelklubbens særlige racespecifikke dommeranvisninger udpeger overlinje og bagpart som risikoområder og siger, at bevægelserne skal vurderes både i skridt og trav.

For en hvalpekøber fortæller naturlige bevægelser mere end en ekstrem udstillingsopstilling. Bed om at se forældredyrene gå og trave på et plant underlag. Bagbenene skal arbejde stabilt og parallelt set bagfra, uden at haserne falder ind eller virker ustabile. Se også på voksne slægtninge; en hvalp viser endnu ikke, hvordan den færdigudviklede krop kommer til at fungere.

Racen har to godkendte hårlagsvarianter. Normalhåret schæferhund har tæt, grov og tilliggende dobbeltpels. Den langhårede variant har længere, blødere dækhår, som ikke ligger lige så tæt. Begge skal have underuld, og begge fælder. Børst og red efter behov, oftere i fældeperioder, og vær især opmærksom på den længere pels bag ørerne og på ben og hale. Bad hunden, når den er beskidt, ikke efter en fast tidsplan.

## Temperament og personlighed

Racestandarden tilstræber en velafbalanceret, nervefast, selvsikker, opmærksom og lydhør schæferhund. Det er et avlsmål, ikke en garanti for hvert individ. Mentalitet, arbejdslyst, omgængelighed, frygt og evnen til at falde til ro kan variere betydeligt mellem hunde og slægtslinjer inden for racen.

Schæferhunde beskrives ofte som intelligente, loyale eller naturligt beskyttende, men sådanne betegnelser siger for lidt om hverdagen. En hund med stor arbejdslyst kan være fokuseret og lydhør i passende arbejde, men krævende uden klare opgaver. Opmærksomhed på omgivelserne kan give et godt samarbejde med føreren, men også gøen eller kraftige reaktioner, hvis hunden er usikker, stresset eller dårligt trænet. Racen bør ikke vælges med en forventning om, at alle individer automatisk er trygge vagthunde eller nemme familiehunde.

I nogle dele af racens avl har brugsprøver og tjeneste vejet tungest, mens udstilling har vejet tungere i andre. Betegnelser som ”brug” og ”eksteriør” er alligevel ikke nok til at forudsige aktivitetsniveau eller egnethed til familieliv. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene fungerer med fremmede mennesker, hunde, lyde, rolige pauser og nye miljøer. Bed også om resultater og beskrivelser af hverdagsadfærd for kuldsøskende, halvsøskende og tidligere afkom.

Ved den svenske Mentalbeskrivning Hund, MH, dokumenteres hundens reaktioner ved blandt andet kontakt, leg, forfølgelse, passivitet, overraskelser, trusler og skud. MH er en beskrivelse, ikke en prøve, hvor hunden bliver godkendt eller underkendt. Læs derfor hele protokollen, og sammenlign flere nære slægtninge i stedet for blot at være tilfreds med, at en hund har ”kendt mental status”.

## Træning og motion

Schæferhund skal bruge både krop og hoved hver dag, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til hvert individ. Behovet påvirkes af alder, sundhed, restitution, træningstilstand og aktivitetens faktiske indhold. En ung hund har brug for en anden belastning end en fuldvoksen hund i god form.

En velfungerende hverdag kombinerer gåture og fri bevægelse på sikre steder med næsearbejde, problemløsning og samarbejdsøvelser. Spor, søg, lydighed, brugsgrene og andre opgaver, hvor hunden får lov til at arbejde koncentreret, passer til racens baggrund. Variér underlag og miljø, men øg varighed, sværhedsgrad og fysisk belastning gradvist. Målet er ikke at udmatte hunden hver dag, men at opbygge kondition, kropskontrol, selvbeherskelse og evne til at restituere.

Belønningsbaseret, individuelt tilpasset træning gør det tydeligt, hvilken adfærd der kan betale sig, uden at bygge samarbejdet på frygt eller ubehag. Begynd tidligt med indkald, kontakt, håndtering, pæn lineføring, afstand til forstyrrelser og at slippe genstande. Træn også den mindre spektakulære færdighed at ligge roligt, når der ikke sker noget. En schæferhund, der kun får aktiviteter med høj intensitet, kan blive meget dygtig til at geare op, men få svært ved at falde til ro igen.

Hvalpe skal ikke motioneres som voksne hunde. Korte opdagelsesture, leg i eget tempo, hvile og positiv miljøtræning er vigtigere end lange strækninger, spring eller skarpe vendinger. Øg belastningen gradvist, efterhånden som hunden vokser. Hvis hunden bliver halt eller stiv, er uvillig til at bevæge sig eller får et ændret bevægelsesmønster, bør træningen tilpasses, og en dyrlæge kontaktes.

## Sundhed

Hofteledsdysplasi, HD, og albueledsdysplasi, ED, er de mest centrale dokumenterede sundhedskontroller ved køb af en svenskregistreret schæferhund. Svenska Kennelklubben og raceklubbens avlsstrategi prioriterer begge områder. Hudproblemer og lidelser i bevægeapparatet forekommer også, mens den svenske avlsstrategi samtidig påpeger, at der mangler samlet dokumentation for visse meget omtalte ryg- og kløeproblemer. Lange sygdomslister uden oplysninger om slægtninge siger derfor mindre før hvalpekøbet end verificerede resultater og de nære slægtninges sundhed.

Ifølge Svenska Kennelklubbens registreringsregler, der gælder i 2026, skal forældredyrene have officiel HD-status før parring. Fordi racen har HD-indeks, anbefales det, at forældrenes gennemsnitlige indeks ved parringen er over 100, og hunde med HD-grad D eller E må ikke bruges i avl. For schæferhund kræves også officiel ED-status; for forældredyr født den 1. januar 2006 eller senere skal resultatet være ED 0. Et gennemsnitligt ED-indeks over 100 er en anbefaling. Regler kan ændres, så kontrollér altid den gældende version hos Svenska Kennelklubben.

Ved hvalpekøb bør du kontrollere mere end, om begge forældre opfylder minimumskravene:

- sammenlign forældrenes HD- og ED-resultater og aktuelle indeks
- find ud af, hvor stor en andel af tidligere kuld og nære slægtninge der er røntgenundersøgt
- spørg om hudproblemer, tilbagevendende kløe, bevægelsesproblemer og andre diagnoser i familien
- læs MH- eller MT-resultater for forældre, søskende og tidligere afkom
- se voksne hunde bevæge sig naturligt i skridt og trav, og spørg, hvordan de fungerer i arbejde og hverdag

Et enkelt godt resultat udelukker ikke risiko. Resultaterne i hele kuldet og den nære slægt giver et bedre billede før købet.

## Historie og oprindelse

Schæferhund blev udviklet i Tyskland som en alsidig hyrde- og brugshund. Efter at den tyske raceforening blev stiftet i 1899, begyndte planlagt avl med hyrdehunde fra det centrale og sydlige Tyskland. Målet var at forene en funktionel kropsbygning med temperament og arbejdsevne.

Den første racestandard blev skrevet i 1899 efter forslag fra A. Meyer og Max von Stephanitz. Racens arbejdsevne førte snart til anvendelser ud over hyrdearbejde. Schæferhund har siden fået en fremtrædende rolle som brugs-, konkurrence- og tjenestehund på mange områder.

Historien forklarer, hvorfor samarbejdsevne, udholdenhed, næsearbejde og en funktionel krop stadig står centralt. Den forklarer også, hvorfor racen ikke bør bedømmes alene efter silhuet eller farve. En sund schæferhund skal kunne arbejde og bevæge sig effektivt; udseendet skal understøtte funktionen.

## At leve med racen

Schæferhund kan fungere godt i en familie og også i lejlighed, men kun hvis ejeren kan tilbyde træning, restitution, plads og sikker kontrol i hverdagen. En have erstatter ikke aktivitet, og boligformen erstatter ikke planlægning. Hvis der er lydt i ejendommen, skal ejeren desuden forebygge og træne gøen og reaktioner på lyde i opgangen eller uden for vinduerne.

En voksen skal være til stede sammen med børn, især fordi racen er stor og stærk. Børn bør ikke have ansvar for gåture eller gribe ind i ophidsede situationer. Hunden har brug for en uforstyrret hvileplads, og børn og hund må ikke efterlades alene sammen. Egnethed til familieliv afgøres af individets mentalitet, erfaringer og træning, ikke af racenavnet.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. En schæferhund kan bo sammen med en anden hund eller kat, men det kan ikke loves ud fra racen. Lad hunde mødes roligt, helst på neutral grund. Ved introduktion til kat skal katten have hundefri flugtveje; brug en barriere og line, og forhindr jagt fra det første møde. Gå først videre, når begge dyr er afslappede, og hold opsyn, indtil samspillet er stabilt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp må ikke være alene, og en tryg voksen hund, der er trænet i at være alene, kan normalt klare nogle timer frem for en hel arbejdsdag. Øg tiden i små trin, og sørg for hundepasning eller en anden løsning, hvis hverdagen kræver mere alenetid, end individet kan håndtere roligt.

Det bedste hjem for en schæferhund har ikke en bestemt adresse. Det har voksne, der gerne vil træne, kan læse hundens signaler, følger op på sundheden og giver både meningsfuld aktivitet og reel hvile gennem hele hundens liv.

Schæferhund

Verein für Deutsche Schäferhunde (SV) e.V. (Germany)

Den Danske Kennel Klub (Danish Kennel Club)

Schæferhund er en middelstor til stor, atletisk brugshund, som er meget intelligent og lærenem. Den er loyal og naturligt beskyttende og har brug for omfattende daglig mental og fysisk stimulering. Racen har dobbelt pels, fælder meget og bruges i stor udstrækning inden for politi, militær samt søge- og redningsarbejde.

Hurulunda är en uppfödare av rasen Tysk Schäferhund med bas i Saxtorp i Sverige. Uppfödningen var 2026 representerad bland hundarna som genomförde Svenska Schäferhundklubbens wesentest.

Hurulunda

## Kort fortalt

Tax er en tysk jagthund i FCI-gruppe 4, udviklet til arbejde både under og over jorden. Racen findes i ni varianter: standard, dværg og kanin kombineret med korthåret, langhåret eller ruhåret pels. Det er derfor klogere at vælge tax efter størrelse, hårlag, opdrætterens avlsmål og hundenes faktiske egenskaber end efter racenavnet alene.

- **Anvendelse:** gravjagt, drevjagt, eftersøgning og selskab.
- **Arbejdsmåde:** udholdende, selvstændig og meget orienteret mod at bruge næsen.
- **Størrelse:** afgøres af brystomfanget, ikke af skulderhøjde eller en generel vægtangivelse.
- **Pels:** korthåret, langhåret eller ruhåret med tydeligt forskellige plejebehov.
- **Vigtigt sundhedsområde:** degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps, ofte samlet under betegnelsen IVDD.
- **Passer bedst til:** den, der ønsker en lavbenet jagthund med stor arbejdslyst og kan tilbyde både daglig motion, næsearbejde og konsekvent træning.

Den endelige størrelsesvariant fastlægges først, når hunden er mindst 15 måneder. Forældrene giver et rimeligt fingerpeg, men hvalpens endelige variant kan ikke loves før målingen.

## Udseende og pels

Taxen skal være lav og langstrakt, men samtidig kompakt, muskuløs og bevægelig. Kroppen er bygget til at kunne arbejde smidigt på begrænset plads, ikke til at være ekstremt lang eller tung. Racestandarden angiver omtrent en tredjedel af mankehøjden som frihøjde over jorden og et forhold mellem mankehøjde og kropslængde på cirka 1:1,7–1,8.

Brystomfanget måles efter 15-månedersalderen fra mankens højeste punkt til brystkassens laveste punkt. De gældende intervaller er:

- **Standardtax:** hanner mere end 37, men højst 47 cm; tæver mere end 35, men højst 45 cm.
- **Dværgtax:** hanner mere end 32, men højst 37 cm; tæver mere end 30, men højst 35 cm.
- **Kanintax:** hanner 27–32 cm; tæver 25–30 cm.

De tre hårlag er mere end en forskel i udseende. Korthåret tax har en kort, tæt og glat pels, der ligger tæt til kroppen. Den kræver normalt begrænset, regelmæssig pleje, men bør alligevel ses efter efter ture i terrænet. Langhåret tax har underuld og længere faner, som bør redes dér, hvor der let dannes filtre, især bag ørerne og på ben, bug og hale. Ruhåret tax har dækhår, underuld, skæg og markerede øjenbryn. En korrekt ru pels trimmes efter behov; klipning giver ikke den samme pelsstruktur.

Godkendte farver og mønstre afhænger delvist af hårlaget. Rød, sort eller brun med tantegninger, merle og brindle indgår i standarden, mens vildtfarver er typiske for ruhår. Pelsfarve er ikke en genvej til temperament eller jagtlyst, men visse farvekombinationer har betydning for sundheden. Bed opdrætteren forklare både den registrerede farvebetegnelse og arvegangen, hvis hvalpen er merle.

## Temperament og personlighed

Raceidealet for tax er venligt og afbalanceret uden frygt eller aggression, men også energisk, udholdende og selvsikkert. Selvstændigheden kommer fra arbejde, hvor hunden skal træffe beslutninger på afstand af føreren. I hverdagen kan den samme egenskab vise sig ved, at taxen undersøger, om en regel virkelig gælder hver gang.

Jagtlyst, socialitet, tendens til at give lyd, legelyst og evne til at falde til ro varierer mellem individer og familielinjer. Den svenske analyse af Beteende- och personlighetsbeskrivning hund, BPH, tegner et billede af mange trygge taxer, men omfatter mindre end én procent af den undersøgte svenskfødte bestand. Den kan derfor ikke bruges som et løfte om en bestemt hvalps personlighed. Påstande om, at et bestemt hårlag altid er roligere, lettere at træne eller mindre interesseret i jagt, er også for brede.

Spørg i stedet, hvordan forældrene og nære slægtninge fungerer hjemme, ved besøg, på tur og i nye miljøer. For en jagttax er prøveresultater og praktisk brug relevant; for en selskabshund er det lige så vigtigt at få konkrete eksempler på, hvordan hundene falder til ro efter aktivitet, hvor meget de gør, og hvordan de fungerer ved håndtering. En seriøs opdrætter bør kunne beskrive både styrker og det, der kræver arbejde.

## Træning og motion

En tax har brug for daglig fysisk aktivitet og meningsfuldt næsearbejde, men ét fast antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, underlag, størrelsesvariant, sundhed og den måde, hunden arbejder på, afgør belastningen. En voksen, rask tax kan være en udholdende tur- og friluftshund, mens en hvalp skal opbygge styrke og koordination gradvist, og en hund med rygsymptomer har brug for en plan fra dyrlægen.

Spor, søgeøvelser, personspor og omhyggeligt placerede godbidssøg lader taxen bruge sin største ressource: næsen. Korte, tydelige træningspas med en belønning, hunden virkelig værdsætter, fungerer ofte bedre end gentagelser uden et klart mål. Træn tidligt indkald, stop, at følge føreren og evnen til at afbryde et duftspor. Jagtlyst forsvinder ikke gennem lydighed, så en lang line og gennemtænkte valg af miljø er vigtige, når indkaldet ikke er sikkert. I Sverige må hunde ikke drive eller forfølge vildt uden for jagt, og fra 1. marts til 20. august kræves der særlig kontrol dér, hvor der kan være vildt.

At tage hensyn til ryggen betyder ikke, at en rask tax skal leve stillesiddende. Der er ikke belæg for, at et totalforbud mod alle trapper eller hop op og ned fra møbler i sig selv forebygger IVDD. Opbyg i stedet en god grundkondition, hold hunden i normalt huld, mindsk risikoen for at glide i hjemmet, og undgå ukontrollerede høje hop eller sammenstød. Tilpas hjælp på trapper og ved løft efter hundens alder, størrelse og sundhed.

## Sundhed

Degeneration af mellemhvirvelskiverne og diskusprolaps er taxens vigtigste racespecifikke sundhedsproblem. IVDD betyder, at skiverne mellem ryghvirvlerne forandres og i nogle tilfælde trykker mod nerver eller rygmarven. Søg hurtigt dyrlæge, hvis taxen pludselig får tydelige ryg- eller nakkesmerter, krummer ryggen, nægter at bevæge sig, går usikkert, mister kraft i benene eller får svært ved at kontrollere urin og afføring. Vent ikke på, at svage neurologiske tegn går over af sig selv.

SKK's officielle rygscreening af tax med røntgen tæller forkalkede skiver. Undersøgelsen foretages fra toårsdagen til dagen før fireårsdagen, og resultatet angives som K0, K1–K2, K3–K4 eller K5–K26. K0 betyder, at der ikke er fundet forkalkninger, mens et højere K-tal betyder flere helt eller delvist forkalkede skiver. Resultatet er et grundlag for avl og risikovurdering, ikke en garanti for, at hunden aldrig får eller med sikkerhed vil få kliniske problemer. Oplysninger om diskusprolaps hos forældre, søskende og tidligere afkom er derfor også vigtige.

Rygscreening og øjenlysning er frivillige for tax i Sverige. Svenska Taxklubbens racespecifikke avlsstrategi anbefaler alligevel, at ryg- og familiehistorik indgår i vurderingen, og at avlshunde øjenlyses før avlsdebut og senere i livet. PRA forekommer i racen. De gældende registreringsbestemmelser for tax regulerer blandt andet variant, hårlag, farve og endelig størrelsesmåling, men angiver ikke ryg- eller øjenundersøgelse som obligatoriske vilkår for registrering. En køber bør derfor bede om de faktiske resultater i stedet for at nøjes med udtrykket »sundhedstestede forældre«.

Følg også hundens huld: en talje skal kunne ses, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Når merle indgår i en kombination, bør opdrætteren kunne redegøre for farveanlæggene. To merleanlæg kan give dobbelt merle, som hos hunde er forbundet med øget risiko for høre- og øjenproblemer.

## Historie og oprindelse

Taxen blev udviklet i Tyskland fra lavbenede jagthunde til arbejde under jorden. Sådanne hunde har været kendt siden middelalderen, mens den organiserede avl fik tydeligere form i 1800-tallet. Den tyske taxklub blev grundlagt i 1888, og avlen kom til at omfatte de tre størrelser og tre hårlag, som udgør nutidens ni varianter.

Racens lave form, kraftige forpart, udholdenhed og selvstændighed har en praktisk forklaring. Taxen skulle kunne følge vildt under jorden, men også arbejde som drivende eller stødende hund og hjælpe ved eftersøgning. I Sverige blev den især vigtig som langsomt drivende hund, da rådyrbestanden voksede i 1940'erne. Svenska Taxklubben blev grundlagt allerede i 1901.

Det historiske anvendelsesområde kan stadig mærkes i hverdagen. En tax, der aldrig skal på jagt, har alligevel brug for at få afløb for næsearbejde, problemløsning og bevægelse. Det er også derfor, en køber bør spørge, hvad opdrætteren faktisk prioriterer: gravjagt, drivende jagt, eftersøgning, udstilling eller først og fremmest selskab.

## At leve med racen

En tax kan trives i en lejlighed, hvis den får tilstrækkelig tid ude, aktivitet og træning i at håndtere lyde i opgangen og uden for døren. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens indhold. Planlæg flere lufteture, mulighed for at snuse i roligt tempo og et sted, hvor hunden kan hvile uforstyrret. Alenetid skal læres gradvist; afbryd og gør øvelsen lettere, hvis hunden viser uro. Jordbruksverkets råd om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om luftning, ikke om hvor længe den enkelte tax bør være alene.

En tax kan blive en god familiehund med børn, men små børn og hunde skal altid have en voksen til stede. Børn skal lære ikke at forstyrre hunden, når den spiser eller hviler. Små børn bør ikke bære taxen; en lille hund kan let blive tabt, og ryg og bagpart skal støttes ordentligt ved løft. Hunden skal altid have et trygt, uforstyrret hvilested.

Samvær med andre hunde eller katte afhænger af individet, tidligere erfaringer og jagtlyst. Lad introduktionen foregå roligt, brug en barriere, og giv begge dyr hver sit sikre område. En tax med stærk jagtlyst bliver ikke nødvendigvis pålidelig sammen med kanin, marsvin eller kat, blot fordi møder trænes. Sikker fysisk adskillelse kan være den rigtige langsigtede løsning.

Før et køb bør du bede om konkrete svar på følgende:

- Hvilken størrelse og hvilket hårlag forventes hvalpen at få, og hvor sikkert kan det vurderes?
- Hvad bruges forældrene til, og hvordan fungerer de og nære slægtninge i hverdagen?
- Findes der et officielt K-resultat og oplysninger om kliniske rygproblemer hos forældre, søskende eller tidligere afkom?
- Hvornår blev forældrene sidst øjenlyst, og hvad viser resultatet?
- Hvilke BPH-, jagt- eller udstillingsresultater er registreret og relevante for netop dette kuld?
- Hvordan er hvalpene blevet vant til håndtering, hverdagslyde, mennesker og korte stunder uden deres kuldsøskende?

Det bedste match er ikke automatisk den mindste hvalp, den roligste under besøget eller den farve, du først lægger mærke til. Vælg den kombination, hvor opdrætterens mål, hundenes dokumenterede sundhed og temperament samt din egen hverdag peger i samme retning.

UK Dachshund Club

British Veterinary Association

FCI - Fédération Cynologique Internationale

Tax: modig, langstrakt og kortbenet jagthund, oprindeligt avlet til grævling og kanin. Findes med glat, lang og ruhåret pels, i normal- og dværgstørrelse. Loyal, sikker i sporet, selvstændig og ofte gøende. Har brug for regelmæssig, men skånsom motion og vægtkontrol for at skåne ryggen.

Black Boots är en uppfödare av rasen Tax med bas i Ekeby i Sverige. Uppfödningen har fött upp normalstor korthårig tax sedan åtminstone 2015. På senare år har även korthårig dvärg- och kanintax fötts upp.

Black Boots

## Kort fortalt

Rottweiler er en mellemstor til stor og kraftfuld tysk brugshund til den, der gerne vil træne regelmæssigt, kan håndtere hundens styrke og har tid til både fysisk og mental aktivering. Den kan knytte sig tæt til familien, men racens vagtinstinkt og arbejdslyst gør det ekstra vigtigt at vælge den rette opdrætter, begynde træningen tidligt og have sikker kontrol i hverdagen.

- **Oprindelse:** Tyskland. Racen er anerkendt af FCI og har været brugt som vagt-, kvæg-, træk-, politi- og tjenestehund.
- **Størrelse:** hanhunde er 61–68 cm og tæver 56–63 cm i skulderhøjde. Som en grov rettesnor vejer en voksen hanhund omkring 50 kg og en tæve omkring 42 kg, men højde, køn og kropsbygning påvirker vægten.
- **Pels:** kort, tæt dobbeltpels, som børstes og bades efter behov.
- **Aktivitet:** har brug for daglig motion, næsearbejde eller en anden mental opgave samt løbende træning i hverdagen.
- **Vigtigt før køb:** kontrollér forældredyrenes mentalbeskrivelser, hofte- og albueresultater samt DNA-resultater for POANV, som tidligere blev kaldt JLPP.

Rottweiler er sjældent det letteste valg for en uerfaren hundeejer. En velforberedt førstegangsejer kan lykkes, men bør planlægge hvalpekursus, fortsat lydighedstræning og støtte fra en opdrætter eller brugshundeklub, der kender racen.

## Udseende og pels

Rottweiler er en middelstor til stor hund med en kompakt og muskuløs krop. Den skal se stærk ud uden at være klodset; kropsbygningen skal også give indtryk af bevægelighed og udholdenhed. Hovedet er bredt, ørerne er trekantede og hængende, og den sorte pels har tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger.

Pelsen består af grove dækhår over en tæt underuld. Den er nem at passe, men hunden fælder og har da brug for hyppigere børstning. Der findes ingen meningsfuld badeplan, som passer til alle rottweilere: bad hunden, når den er beskidt, og børst efter behov, især i fældeperioder. Kontrollér samtidig kløer, ører, hud og tænder, så forandringer opdages tidligt.

Vægten bør vurderes sammen med kropsformen, ikke kun i forhold til et tal. En hund i passende huld har en synlig talje, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. Regelmæssig vurdering af huld er særlig nyttig hos en tung hund.

## Temperament og personlighed

Raceidealet er en venlig, godmodig, modig og arbejdsivrig hund, som er stabil og opmærksom på sine omgivelser. Det beskriver målet for avlen, ikke hvordan enhver rottweiler vil opføre sig. Arv, tidlige erfaringer, sundhed, træning og den konkrete situation påvirker det enkelte individ.

Rottweilerens vagtinstinkt betyder ikke, at racen pr. definition er aggressiv. Kombinationen af årvågenhed, integritet, jagtinteresse, lyst til at gribe og trække i leg samt stor fysisk styrke kan dog være vanskelig at håndtere, hvis hunden er bange, let bliver stresset eller er dårligt trænet. Det er derfor vigtigere at undersøge forældredyrenes faktiske adfærd end at nøjes med generelle beskrivelser som ”sød” eller ”tryg”.

Bed om at se forældrenes MH-resultater, og spørg opdrætteren, hvordan hundene reagerede på social kontakt, overraskelser, lyd, leg og vedvarende frygt. MH beskriver reaktioner i standardiserede situationer; et gennemført MH er ikke i sig selv en kvalitetskarakter. Se også på nære slægtninge, og mød helst mindst tæven i et almindeligt miljø.

En rottweiler kan fungere godt i en børnefamilie, men racenavnet er ingen garanti for, at hunden er børnevenlig. Hund og små børn skal altid være sammen med en voksen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. En voksen bør stå for gåturene, fordi en ung eller ophidset rottweiler kan være for stærk for et barn at holde.

## Træning og motion

Rottweiler har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men et fast antal timers motion er misvisende. Behovet varierer med alder, sundhed, kondition og aktivitet. Planlæg en hverdag med gåture, rolig restitution, næsearbejde og korte træningspas, og tilpas mængden efter, hvordan hunden faktisk fungerer.

Spor, søg, lydighed, rallylydighed og veltilrettelagte friluftsaktiviteter giver både samarbejde og opgaver at løse. Racen kan også sætte pris på træk eller andre fysisk krævende aktiviteter, når hunden er udvokset, sund og gradvist trænet til arbejdet. En stor træningsmængde erstatter ikke evnen til at falde til ro, så træn også passivitet og rolige rutiner.

Begynd tidligt med håndtering, gå pænt i snor, indkald, rolige hilsner og at vende sig væk fra mennesker, dyr eller genstande på signal. Beløn den adfærd, du ønsker, og gør reglerne nemme at forstå. Undgå metoder, der bygger på frygt, tvang eller smerte; de hører ikke hjemme i moderne hundetræning og er ingen genvej til kontrol over en stærk hund.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan se mennesker, hunde og nye miljøer uden at skulle gå hen eller reagere voldsomt. Et godt kursus hjælper ejeren med at læse hundens signaler og træne på et passende niveau. Fortsæt træningen gennem unghundeperioden, hvor den fysiske styrke ofte udvikler sig hurtigere end selvkontrollen.

## Sundhed

De vigtigste dokumenterede sundhedskontroller for rottweiler vedrører hofter, albuer og POANV/JLPP. Racen har sundhedsprogrammer for hofteledsdysplasi, HD, albueledsdysplasi, ED, og den arvelige neurologiske sygdom POANV, tidligere kaldt JLPP. Øjensygdomme forekommer også, og mange opdrættere får deres hunde øjenlyst.

Bed opdrætteren om at vise officielle resultater, og kontrollér dem selv i Svenska Kennelklubbens tjenester. For HD og ED er det relevant at se både forældrenes egne røntgenresultater og kombinationens foreløbige kuldindeks. Svenska Rottweilerklubben anbefaler et foreløbigt kuldindeks på mindst 101 for både HD og ED i sine udvidede anbefalinger. Et indeks bygger på flere oplysninger end resultatet for én hund, men kan ikke garantere, at en hvalp bliver fri for ledproblemer.

POANV/JLPP nedarves recessivt. En bærer er normalt sund, men kan give varianten videre. Pointen er derfor ikke automatisk at udelukke enhver bærer, men at sikre, at DNA-status er officielt verificeret, og at kombinationen ikke kan give syge hvalpe. Bed opdrætteren om at forklare begge forældres resultater, og hvordan de blev brugt ved planlægningen af parringen.

Spørg også til øjenundersøgelser og sundheden hos ældre nære slægtninge. Lange lister over alt, der nogensinde er diagnosticeret hos en rottweiler, siger mindre end dokumenterede resultater og tilbagevendende problemer i den aktuelle slægt. Mange rottweilere bliver omkring 8–10 år, men levetiden varierer og kan ikke forudsiges for den enkelte hund.

Hold hunden i passende huld, byg konditionen gradvist op, og søg dyrlæge ved halthed, tydelige smerter, ændringer i vejrtrækningen eller neurologiske symptomer. Forebyggende arbejde erstatter ikke en dyrlægevurdering, når hunden viser tegn på sygdom.

## Historie og oprindelse

Rottweiler blev udviklet i og omkring den tyske by Rottweil som en praktisk vagt- og kvæghund. Navnet Rottweiler Metzgerhund henviser til byens slagtere, som udvalgte hunde efter arbejdsevne og brugte dem til at drive og vogte kvæg, beskytte ejendom og trække læs.

I den officielle racehistorie forbindes ældre hunde af samme type med kvæghunde fra romertiden. Racens senere udvikling er knyttet til Rottweil og hundenes praktiske arbejde der. Da man i begyndelsen af 1900-tallet søgte egnede politihunde, blev rottweileren afprøvet, og racen blev godkendt som politihund i 1910.

Arbejdsbaggrunden er stadig tydelig. Rottweiler bruges i dag som brugs-, tjeneste- og selskabshund, og egenskaber som udholdenhed, vagtsomhed og lyst til samarbejde skal bruges på en gennemtænkt måde, også hos en hund, der primært lever som familiemedlem.

## At leve med racen

En rottweiler kan bo i lejlighed, hvis hverdagen giver tilstrækkelig tid udendørs, træning og hvile. En have er praktisk, men erstatter ikke gåture eller fælles aktiviteter. Overvej afstanden til gode luftemuligheder, trapper, hvor lydt boligen er, og om alle voksne i hjemmet kan holde og håndtere hunden sikkert.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp skal ikke være alene, mens en tryg voksen hund, der er trænet til det, ofte kan være alene i nogle timer. Hundens egne signaler bør styre tempoet. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne er ikke et mål for, hvor længe hunden bør være alene.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og introduktionen. Indret et sikkert område til katten, brug gitter eller snor i begyndelsen, og beløn rolig adfærd. Gå et skridt tilbage, hvis et af dyrene bliver bange, eller hvis hunden låser blikket og bliver meget ophidset. Lad ikke dyrene være alene sammen, før samspillet har været trygt over tid. Den samme forsigtighed gælder ved møder med andre hunde; tidlig socialisering garanterer ikke, at en voksen hund kan lide alle andre hunde.

Ejeren har ansvar for, at hunden ikke forstyrrer eller skræmmer mennesker eller andre dyr på offentlige steder. For en rottweiler betyder det, at det at gå i snor, indkald og evnen til at vende opmærksomheden væk fra forstyrrelser skal fungere, før situationen bliver vanskelig. Hundens faktiske adfærd, miljøet og ejerens mulighed for at gribe ind afgør, hvor meget kontrol situationen kræver.

### Kontrolpunkter før køb

- Mød forældredyrene, og spørg til deres adfærd i hverdagen, ikke kun under træning eller på udstilling.
- Læs MH-resultaterne, og spørg til frygt, socialitet, leg og afreaktion hos forældre og nære slægtninge.
- Kontrollér officielle HD- og ED-resultater samt kombinationens foreløbige kuldindeks.
- Kontrollér begge forældres officielle POANV/JLPP-status, og spørg til øjenundersøgelser.
- Beskriv din hverdag ærligt for opdrætteren, og spørg, hvilken støtte du får gennem hvalpe- og unghundeperioden.

Rottweiler passer bedst, når hundens arbejdslyst er en del af hverdagen, ikke noget der løses med en lang gåtur en gang imellem. Den, der holder af regelmæssig træning, tydelige rutiner og et stort ansvar, kan få en tæt og alsidig hund; den, der primært søger en ukompliceret selskabshund, bør vælge en mindre krævende race.

Rottweiler

Svenska Rottweilerklubben (Swedish Rottweiler Club)

Deutscher Rottweiler-Klub (German Rottweiler Club)

Rottweiler er en kraftig, mellemstor brugshund med kort sort pels og rustbrune aftegninger. Den er rolig, loyal og familieorienteret, men ofte reserveret over for fremmede. For at trives har den brug for venlig, men konsekvent træning, daglig mental og fysisk aktivering samt ansvarsbevidste ejere.

Lyckans Hjärtan är en uppfödare av rasen Rottweiler med bas i Helsingborg i Sverige.

Lyckans Hjärtan

## Kort fortalt

- Tibetansk spaniel er en lille, anerkendt selskabshund i FCI-gruppe 9 – ikke en arbejdende jagthund trods navnet.
- Racestandarden angiver en omtrentlig skulderhøjde på 25 cm og en vægt på cirka 4–7 kg. Det er vejledende mål, ikke en garanti for hver voksen hund.
- Racen beskrives som glad, opmærksom, intelligent og trofast, men også selvstændig og til tider reserveret over for fremmede.
- Den mellemlange dobbeltpels har silkebløde dækhår og fin, tæt underuld. Alle farver og farvekombinationer er tilladt.
- En tibetansk spaniel har brug for daglig motion, mental aktivering og selskab, men mængden skal tilpasses den enkelte hund.
- Øjensundhed er det tydeligste avlsspørgsmål i Sverige. En øjenundersøgelse og DNA-status for PRA3 giver forskellige oplysninger og må ikke forveksles.

## Udseende og pels

Tibetansk spaniel er lille, men skal se harmonisk og bevægelig ud uden overdrivelser. Kroppen er lidt længere end skulderhøjden, ryggen er lige, og bevægelserne skal være frie, aktive og parallelle. Racestandardens cirka 25 cm og 4–7 kg er nyttige pejlemærker. Hvis den voksne størrelse betyder meget for dig, bør du også se på begge forældre og voksne, nære slægtninge.

Hovedet er lille i forhold til kroppen, og næsepartiet skal være middellangt, stumpt og uden rynker. Et let underbid er typisk for racen, men tænder og tunge må ikke kunne ses, når munden er lukket. Øjnene skal være mørkebrune, ovale, klare og fremadrettede. Vurder derfor hele hunden – klare øjne, lukket mund, ubesværet bevægelse og et proportioneret hoved – frem for at vælge den, der ser mest ekstrem ud.

Pelsen består af mellemlange, forholdsvis tilliggende dækhår og fin, tæt underuld. Ørerne, bagsiden af forbenene, halen og lårene har længere faner. Hanner har ofte en tydeligere manke end tæver, men hunden må ikke have overdrevent meget pels. Alle farver og blandinger af farver er tilladt; farven siger derimod ikke noget om temperament eller sundhed.

En grundig gennemgang med børste og kam en gang om ugen er et fornuftigt udgangspunkt. Under fældning bør pelsen kontrolleres oftere. Før kammen helt ned til huden, og vær særlig opmærksom bag ørerne, i armhulerne og i fanerne, hvor friktion let kan give knuder. Vask hunden, når den faktisk er snavset, og lad pelsens tilstand, ikke en fast badeplan, afgøre det. Væn også hvalpen roligt til negleklipning, mundpleje og anden håndtering; tandbørstning er en vigtig rutine hele livet.

## Temperament og personlighed

Tibetansk spaniel passer til den, der sætter pris på en opmærksom selskabshund med sine egne meninger. Raceidealet er en glad, selvsikker, intelligent, årvågen og trofast hund. Selvstændigheden kan være charmerende, men betyder også, at hunden ikke altid arbejder, blot fordi du beder den om det. Racen kan passe til en førstegangsejer, men er ikke automatisk nem: Tålmodighed, belønningsbaseret træning og respekt for hundens signaler er vigtigere end tidligere erfaring med hund i sig selv.

At racen kan være reserveret over for fremmede, er ikke en undskyldning for frygt eller aggression. En tryg hund skal kunne betragte på afstand og derefter falde til ro uden at blive tvunget til at hilse. Når du besøger en opdrætter, bør du se, hvordan tæven og andre voksne slægtninge reagerer på en ny person, berøring, lyde og uro i hverdagen. De skal kunne søge støtte og falde til ro igen.

Årvågenhed kan føre til gøen, når noget ændrer sig uden for døren eller vinduet. Hvor meget den enkelte hund gør, påvirkes også af miljø, erfaring og træning. Spørg derfor ikke kun, om racen gør meget, men hvordan forældrene reagerer, når der kommer gæster, og hvor hurtigt de falder til ro igen. I en ejendom, hvor lyd let breder sig, bør du fra starten belønne rolig iagttagelse, indlære et tydeligt signal om at gå væk fra det, der udløser gøen, og begrænse udkigsposter, som holder hunden i konstant beredskab.

BPH, den svenske adfærds- og personlighedsbeskrivelse for hunde, kan give nyttig information om den enkelte hunds reaktioner, men er en beskrivelse og ikke en prøve, man består eller ikke består. Hvis forældrene eller voksne slægtninge har gennemført BPH, kan du gennemgå resultaterne med opdrætteren. Brug dem som et supplement til det, du selv ser, ikke som en garanti for hvalpens fremtidige personlighed.

## Træning og motion

Tibetansk spaniel har brug for at bevæge sig og bruge hovedet hver dag, men behovet kan ikke opgøres i et fast antal minutter. Racen kan komme med på længere ture og samtidig slappe af hjemme. En god hverdag veksler mellem gåture, næsearbejde, leg og samarbejdsøvelser og uforstyrret hvile. Tilpas belastningen efter alder, helbred, underlag og vejr, og efter hvor hurtigt hunden igen bevæger sig normalt og har sin sædvanlige energi.

Belønningsbaseret træning med gradvis fremgang passer til racens selvstændige væsen. Gør opgaven forståelig og umagen værd i stedet for at hæve stemmen eller bruge fysiske korrektioner. Variér omgivelserne og belønningen, og slut, mens hunden stadig er engageret. Korte træningspas kan være praktiske, men koncentration og kvalitet er vigtigere end uret.

Prioritér færdigheder, der gør hverdagen tryg og rolig:

- kontakt og evnen til at følges med dig nær trafik og andre forstyrrelser
- indkald, som i starten trænes med lang line eller på et indhegnet område
- et signal til at gå væk fra døren eller vinduet og falde til ro
- frivillig håndtering af pels, poter, mund og øjne
- rolige besøg og evnen til at hvile trods lyde i opgangen eller uden for hjemmet
- alene-hjemme-træning i små trin, uden at hunden forlades længere, end den kan klare i ro

Hundesport kan være sjovt, hvis den enkelte hund synes om det, men er ikke nødvendigt og viser ikke i sig selv, at hundens daglige behov er dækket. Det afgørende er en hund, der bevæger sig ubesværet, er nysgerrig under aktivitet og kan falde til ro bagefter.

## Sundhed

Øjensundhed er den mest konkrete dokumentation at kontrollere, når du køber en svenskopdrættet tibetansk spaniel. For at et kuld kan registreres hos Svenska Kennelklubben, skal begge forældre have et officielt resultat fra en øjenundersøgelse, som højst var et år gammelt ved parringen. Bed om at se registreringsnumre, undersøgelsesdatoer og de faktiske resultater for begge forældre – ikke blot en forsikring om, at de er »testet«.

PRA er en fællesbetegnelse for arvelige nethindesygdomme, som kan føre til blindhed. PRA3 er en af de genetiske varianter, der forekommer i racen, men DNA-testen for PRA3 dækker ikke alle årsager til klinisk PRA. Øjenundersøgelse og DNA-test besvarer derfor forskellige spørgsmål:

- en øjenundersøgelse viser øjnenes kliniske tilstand på undersøgelsestidspunktet og kan opdage PRA og andre forandringer
- PRA3-testen viser, om hunden er fri, bærer eller genetisk ramt af netop PRA3-varianten
- en bærer er ikke ramt af PRA3, men kan give varianten videre og bør kun parres med en fri hund
- et frit PRA3-resultat er ikke et bevis på, at hunden er fri for alle øjensygdomme

PRA3-resultater kan registreres centralt, men DNA-testen er ikke det samme formelle krav som den aktuelle øjenundersøgelse. Hvis opdrætteren siger, at en hund er arveligt fri, bør du kontrollere, at oplysningen faktisk er registreret. Svenska Kennelklubben registrerer fri status gennem afstamning i højst tre generationer.

Raceklubben retter også opmærksomheden mod renal dysplasi, fejlvoksende øjenhår, indadrullede øjenlåg og patellaluksation i avlsarbejdet. Det betyder ikke, at alle tibetanske spaniels bliver ramt, eller at alle undersøgelserne er obligatoriske for registrering. Spørg i stedet til faktiske diagnoser og undersøgelsesresultater hos forældre, søskende og ældre, nære slægtninge. Når du køber hvalp, er en kort familiehistorik, der kan dokumenteres, mere nyttig end en bred påstand om, at linjen er »helt sund«.

## Historie og oprindelse

Tibetansk spaniel har asiatisk oprindelse, men den tidlige historie er ikke en ubrudt, fuldt dokumenteret stamtavle. Små hunde har længe eksisteret i Tibet og Kina, og racetraditionen forbinder dem med paladser og klostre som selskabshunde og årvågne vagthunde. Det er dog ikke muligt med sikkerhed at fastslå præcis, hvor typen først opstod, eller hvordan den spredte sig mellem områderne.

Den moderne race blev udviklet i Storbritannien, hvor den blev dokumenteret i slutningen af 1800-tallet. I 1934 fik de tibetanske racer deres egne standarder gennem den britiske Tibetan Breeds Association. Efter Anden Verdenskrig blev den britiske bestand bygget op igen fra et lille antal hunde. Storbritannien har derfor ansvaret for racestandarden, selv om Tibet er angivet som oprindelsesland.

Den første tibetanske spaniel blev importeret til Sverige i 1955, og den første svenske registrering fulgte året efter. Disse årstal er bedre dokumenteret end fortællinger om præcis, hvordan klosterhunde blev givet væk eller holdt vagt fra klostermure. Sådanne fortællinger kan være med til at forklare racens ry som en årvågen selskabshund, men bør læses som tradition og ikke som dokumenteret historie.

## At leve med racen

Tibetansk spaniel kan trives i både lejlighed og hus, når hverdagen byder på motion, mental aktivering, hvile og social kontakt. Boligens størrelse er mindre afgørende end muligheden for at lufte hunden ofte og håndtere lyd. I en lejlighed bør du især vurdere forældrenes gøen, hvor lydt bygningen er, og om du kan træne ro ved døren, vinduet og i den fælles opgang.

Med børn gælder de samme grundregler som for andre små hunde: En voksen skal være til stede, barnet må ikke løfte eller bære hunden, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. En tryg hund kan blive en dejlig familiehund, men racenavnet erstatter aldrig opsyn eller respekt for kropssproget.

Hvordan hunden lever sammen med en anden hund eller kat, afhænger af de enkelte dyr og introduktionen. Spørg til forældrenes og hvalpens faktiske erfaring med andre dyr. Ved introduktion til en kat bør du begynde med adskilte rum og udveksling af dufte, fortsætte med et gitter og snor og sørge for, at katten altid har en fri flugtvej. Lad dyrene gå frem i deres eget tempo, og lad dem ikke være sammen uden opsyn, før deres adfærd er forudsigelig – og selv da bør begge have deres egne steder.

Det at være alene er en færdighed, der skal trænes, ikke en fast egenskab ved racen. En lille hvalp kan ikke efterlades alene, og en voksen hund skal vænnes gradvist til det med meget korte, rolige fravær i begyndelsen. Øg først tiden, når hunden kan hvile uden vedvarende gøen, vandren eller stress. Hvis hverdagen kræver hele arbejdsdage alene, er racen, ligesom andre selskabshunde, et dårligt valg uden en passende dagpasningsordning.

Før du køber, bør du kunne få klare svar på følgende:

- hvorfor netop denne kombination blev valgt, og hvordan forældrene fungerer i hverdagen
- forældrenes registreringsnumre samt datoer og resultater for øjenundersøgelser
- begge forældres PRA3-status, og hvad kombinationen betyder for hvalpene
- kendte tilfælde af øjenproblemer, renal dysplasi og patellaluksation blandt nære slægtninge
- voksenstørrelse, gøen, reaktioner på fremmede og evne til at falde til ro hos forældre og ældre afkom

Racen passer bedst, når du ønsker at leve med en lille, aktiv selskabshund, der gerne holder sig tæt på, men ikke altid vil adlyde på kommando. Hvis du kan tilbyde venlig træning, tydelige rammer i hverdagen og plads til en selvstændig personlighed, får du en følgesvend, der kan være med på ture, holde vågent øje med omgivelserne og hvile roligt derhjemme.

Tibetansk spaniel

The Tibetan Spaniel Association (UK)

The United Kingdom Kennel Club

Norsk Kennel Klub (Norwegian Kennel Club)

Lille, men robust tibetansk selskabshund på cirka 4–7 kg med silkeagtig dobbeltpels, kravelignende manke og en faneformet hale. Vågen og opmærksom, men ikke gøende, når den er veltrænet, katteagtigt selvstændig, dybt knyttet til sin familie, god med hensynsfulde børn og tilpasningsdygtig til både by og land med moderat behov for motion og pelspleje.

Follow är en uppfödare av rasen Tibetansk spaniel med bas i Hjärup i Sverige. Uppfödningen av tibetansk spaniel går tillbaka till åtminstone mars 1988. År 2006 inleddes ett flerårigt utbyte med en amerikansk kennel för att tillföra nya blodslinjer.

Follow

## Kort fortalt

Xoloitzcuintle er en mexicansk hund af urhundetype, som findes i tre størrelser og i både hårløs og behåret variant. De to pelsvarianter tilhører samme race og skal have den samme grundlæggende kropsbygning og det samme temperament. De vigtigste forskelle er pelsen og tandsættet.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Racegruppe:** Gruppe 5, spidshunde og racer af urhundetype
- **Lille:** 25–35 cm i mankehøjde
- **Mellem:** 36–45 cm i mankehøjde
- **Stor:** 46–60 cm i mankehøjde; ved udstillingsbedømmelse tillader racestandarden op til 62 cm for særligt gode eksemplarer
- **Pelsvarianter:** hårløs eller helt dækket af kort pels
- **Anvendelse:** først og fremmest selskabshund; mellem og stor har også en baggrund som vagthunde
- **Typiske træk:** rolig, opmærksom, intelligent og til tider reserveret over for fremmede

I Sverige registreres en hvalp først som den størrelsesvariant, der svarer til den største af forældrene. Den endelige størrelse fastslås ved måling på en udstilling, efter at hunden er fyldt 15 måneder. Det er derfor en god idé at spørge opdrætteren, hvor store nære slægtninge er blevet, og ikke kun se på størrelsen i hvalpens første registrering.

## Udseende og pels

Xoloitzcuintle skal være slank, stærk og harmonisk uden at virke hverken spinkel eller tung. Kroppen er lidt længere end mankehøjden, omtrent i forholdet 10:9. Lange ben, en rummelig brystkasse og en smal hale giver racen en ren og atletisk silhuet. Ørerne er store og bæres opret, når hunden er opmærksom. I hvile hænger halen med en let bue, og under bevægelse kan den bæres i en bue, men den må ikke ligge stramt rullet over ryggen.

Den hårløse variant mangler al eller næsten al pels på kroppen. Der kan være lidt kort og stridt hår på hovedet og i nakken samt på poterne og halespidsen. Huden skal være glat og blød. Den føles ofte varmere end huden på en hund med pels, fordi varmen afgives direkte, men kropstemperaturen er den samme som hos andre hunde.

Den behårede variant har kort, tæt og glat pels over hele kroppen, normalt uden underuld. Pelsen kan være tyndere på maven og indersiden af bagbenene. Den er som regel nem at holde, men hud, ører, kløer og tænder skal naturligvis også kontrolleres hos en hund med pels.

Mørke, ensartede farver foretrækkes i racestandarden, men farveskalaen omfatter blandt andet sort, forskellige grå nuancer, rødlig, leverfarvet, bronze og gyldengul. Plettede hunde forekommer også. Udseendet kan derfor variere meget mellem individer og mellem den hårløse og den behårede variant.

Tænderne er en vigtig forskel mellem pelsvarianterne. Mange hårløse hunde mangler enkelte tænder eller har drejede tænder, fordi genet for hårløshed er tæt knyttet til tandudviklingen. Det er et kendt træk ved varianten og behøver ikke skyldes dårlig pleje. Den behårede variant skal derimod have et komplet og normalt udviklet tandsæt. Begge har brug for regelmæssig kontrol af mund og tænder ud fra deres egen tandstatus.

## Temperament og personlighed

Xoloitzcuintle beskrives som rolig, glad, opmærksom og intelligent, men har ofte en tydelig integritet. Den kan være meget knyttet til sine nærmeste uden automatisk at søge kontakt med alle, den møder. Tilbageholdenhed over for fremmede er forenelig med raceidealet; ekstrem frygt eller aggression er det ikke.

Den forskel er vigtig i hverdagen. En tryg, men reserveret hund kan afvente og derefter acceptere en gæst uden at have lyst til at hilse. En hund, der stivner, flygter i panik eller truer, har brug for større afstand og en gennemtænkt træningsplan. Tving ikke kontakt igennem for at gøre hunden “social”. Lad den i stedet observere på tryg afstand, og beløn rolige valg.

Mellem og stor har traditionelt været brugt som vagthunde. Det kan vise sig som opmærksomhed på lyde, bevægelser og besøgende. Racen bør dog ikke gø uden grund eller opsøge konflikter. Hvor meget den enkelte hund varsler, påvirkes både af arv, miljø og den måde, adfærden bliver mødt på derhjemme.

Der er stor individuel variation i racen med hensyn til åbenhed, aktivitetsniveau og selvstændighed. Mød derfor gerne hvalpens forældre eller andre voksne slægtninge. Læg mærke til, hvordan de falder til ro efter en overraskelse, accepterer håndtering og opfører sig, når en ukendt person kommer ind. Det fortæller mere end en bred betegnelse som “rolig familiehund”.

## Træning og motion

Xoloitzcuintle har brug for daglig fysisk aktivitet og opgaver, der engagerer næse og hjerne, men der findes ikke et troværdigt antal minutter, som passer til alle tre størrelser og alle individer. En god hverdag veksler mellem gåture, fri bevægelse på sikre steder, næsearbejde, korte træningspas og hvile. Tilpas belastningen efter alder, størrelse, helbred, vejr og hundens evne til at falde til ro.

Racen kan sætte pris på aktiviteter som lydighed, agility, balanceøvelser, spor og søgelege. Det vigtigste er ikke at fylde hver dag med høj intensitet, men at lade hunden bruge kroppen og løse opgaver med en passende sværhedsgrad. En hund, der får meget motion, men aldrig øver sig i ro, kan stadig have svært ved at slappe af.

Træningen fungerer bedst, når den er belønningsbaseret, tydelig og delt op i overkommelige trin. Selvstændighed og tilbageholdenhed kan gøre hårde korrektioner særligt skadelige for tilliden. Beløn den adfærd, du ønsker, og øg først sværhedsgraden, når hunden er tryg. Begynd tidligt med indkald, kontakt, at gå roligt med dig, at slippe genstande og at kunne hvile på en fast plads.

Socialisering betyder ikke, at hvalpen skal hilse på alle. Målet er, at den kan være rolig blandt forskellige mennesker, hunde, lyde og underlag. Lad den få lov til at se på, vælge afstand og falde til ro igen. Væn den også gradvist til håndtering af hud, poter, ører og mund. Det gør den daglige pleje og dyrlægebesøg mindre belastende senere.

## Sundhed

Hud og tænder er de mest racespecifikke sundhedsspørgsmål hos Xoloitzcuintle, men de ser forskellige ud hos den hårløse og den behårede variant. Den hårløse hunds tandsæt kan være ufuldstændigt som følge af genet for hårløshed. Bed opdrætteren om at vise, hvordan hvalpens og forældredyrenes tænder ser ud, og bed dyrlægen følge den enkelte hunds mundsundhed. At manglende tænder er tilladt i racestandarden, betyder ikke, at de tænder, der er til stede, kan undvære pleje.

Den nøgne hud mangler pelsens naturlige beskyttelse. Unge hunde kan få bumser eller hudorme i en periode, og huden varierer fra individ til individ. Vedvarende kløe, smerte, sår, væske, dårlig lugt eller tilbagevendende betændelse bør dog ikke affejes som “normalt for racen”. Så skal hunden undersøges af en dyrlæge. Undgå stærke rensemidler og faste bade- eller smørerutiner, som ikke er tilpasset netop denne hunds hud.

Ældre svenske racedokumenter beskriver hudproblemer af varierende grad og enkelte fund af problemer i hofter, albuer og knæskaller. Grundlaget bygger i høj grad på hunde og undersøgelser fra 2000’ernes første årti og viser ikke, hvor almindeligt noget er i dag. Det er derfor mere nyttigt at se på aktuelle oplysninger om forældrene og nære slægtninge end at tage udgangspunkt i en generel sygdomsliste.

Spørg opdrætteren:

- hvilke hud-, tand- og andre helbredsproblemer der har forekommet i linjen
- hvilke dyrlægeundersøgelser forældredyrene har fået foretaget, og hvorfor netop disse blev valgt
- om nære slægtninge har haft problemer med bevægeapparatet, allergilignende symptomer, hørelse eller tilbagevendende hudbetændelse
- hvordan opdrætteren følger hvalpenes helbred, når de bliver voksne

En ansvarlig opdrætter kan forklare både styrker og usikkerheder i sit avlsarbejde i stedet for blot at beskrive racen som sund.

## Historie og oprindelse

Xoloitzcuintle har meget gamle rødder i Mexico og en tydelig plads i landets førspanske kulturhistorie. Racenavnet knyttes til Xolotl og nahuatl-ordet for hund. Historiske og arkæologiske kilder forbinder hunden med religiøse ceremonier og forestillingen om, at den kunne lede de dødes sjæle til deres sidste hvilested.

Ikke enhver gammel gengivelse af en hårløs hund eller skriftlig oplysning er dog et sikkert bevis for nutidens race. Det er derfor mere præcist at tale om en gammel mexicansk hundearv end at give racen en nøjagtig alder på flere tusind år. Påstande om helbredende kræfter hører til historiske forestillinger, ikke til veterinærmedicinske fakta.

Det moderne, organiserede avlsarbejde blev bygget op af den mexicanske kennelorganisation, som har brugt Xoloitzcuintle i sit logo siden 1940. Racen kom til Sverige i 1983 og blev dengang registreret under navnet mexicansk nøgenhund. Siden 2016 har man i Sverige brugt det oprindelige navn Xoloitzcuintle.

Den behårede variant har til tider stået i skyggen af den hårløse, men er en officiel del af racen. I den nuværende svenske dommervejledning skal behårede og hårløse hunde vurderes ligeværdigt ud fra kravene til hver sin pelsvariant.

## At leve med racen

Xoloitzcuintle kan trives i mange typer hjem, hvis hverdagen opfylder den enkelte hunds behov for nærhed, aktivitet, trygge introduktioner og beskyttelse mod vejret. En lejlighed er ikke i sig selv en hindring. Det er vigtigere, at hunden kommer ud regelmæssigt, kan falde til ro indendørs og trænes, så årvågenhed ikke udvikler sig til forstyrrende gøen i en ejendom, hvor lyde går tydeligt igennem.

Den hårløse variant har brug for mere hjælp i stærk sol, kulde, regn og vind end en hund med beskyttende pels. Tilpas tiden udendørs efter temperatur, sol, vind, hudfarve og individ. Skygge og tøj kan give fysisk beskyttelse, mens hudprodukter bør vælges til den enkelte hund, gerne i samråd med en dyrlæge. Tøjet skal sidde behageligt og ikke give gnavesår eller nye hudproblemer. Den behårede variant har bedre naturlig beskyttelse, men mangler normalt underuld, så også dens behov må vurderes ud fra vejr og aktivitet.

Med børn gælder den samme grundregel som for andre hunde: En voksen skal være til stede, og hunden skal have et uforstyrret hvilested. Den lille variant skal beskyttes mod at blive tabt, båret forkert eller udsat for voldsom leg. En større hund kan i stedet komme til at vælte et lille barn. Racenavnet kan ikke erstatte rolige introduktioner og opsyn fra voksne.

Samliv med hunde, katte og smådyr afhænger af den enkelte hunds erfaringer og adfærd. En Xoloitzcuintle, der er vokset op med en kat, kan fungere rigtig godt med den, men det fortæller ikke med sikkerhed, hvordan den samme hund reagerer på en løbende kat udendørs. Lad de første møder foregå kontrolleret, giv dyrene hver deres ressourcer, og stop, før spændingen stiger. Spørg opdrætteren, hvordan hunde i netop denne linje plejer at fungere med andre dyr.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd med meget korte stunder, når hunden er tryg og rolig, og øg først tiden, når den kan slappe af. Nogle individer lærer det hurtigt, mens andre har brug for lang tid og mere støtte. Planlæg hverdagen, så hunden ikke regelmæssigt efterlades længere, end den kan klare uden stress.

Hårløshed gør ikke racen allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i hud og spyt, og mennesker kan reagere forskelligt selv på hunde fra samme kuld. Den, der har allergi, bør derfor få sin egen situation afklaret og møde den aktuelle hund flere gange indendørs, før beslutningen træffes.

Racen passer bedst til den, der sætter pris på en intelligent hund med integritet og vil bruge tid på tryg socialisering, varieret aktivitet og individuelt tilpasset pleje. Den, der først og fremmest søger en “nem” hund på grund af den nøgne hud, risikerer at undervurdere både hudplejen og behovet for træning.

Xoloitzcuintle

Xoloitzcuintle er en urgammel mexicansk race med rødder i aztekerkulturen og findes hårløs eller korthåret i tre størrelser. Den er rolig, loyal og opmærksom, knytter stærke bånd til sin familie og er en blid følgesvend og opmærksom vagthund, som har brug for hudpleje, socialisering og moderat motion.

Fame Factory's är en uppfödare av rasen Xoloitzcuintle med bas i Marieholm i Sverige. Uppfödningen har arbetat med den stora varianten sedan 2005. Hundar från uppfödningen har meriter inom rallylydnad.

Fame Factory's

## Hurtige facts

- En af de mindste terriere, men fuld af selvtillid og personlighed.  
- Avlet som en hårdtarbejdende rotte­jæger på gårde og i stalde og har derfor stadig stor lyst til at jage og udforske.  
- Særligt kendetegnende er de opretstående ører og det let rævelignende udtryk, som giver et vågent og opmærksomt blik.  
- Vejrbestandig, strid “vask og gå”-pels, som kræver regelmæssig soignering frem for tung pelspleje.  
- Generelt robust og langlivet, og ofte legesyg og livlig langt op i seniorårene.  


## Udseende & Pels

Norwich terrier er en lille, kompakt hund, men mange bliver overraskede over, hvor fast og solid den føles, når man løfter den. Idealhøjden ligger omkring 25–26 centimeter i skulderhøjde, med en vægt på 5–6 kilo, selv om nogle sunde hunde kan ligge lige uden for dette spænd. Kroppen er kort og godt bygget, med god benstamme og substans. Intet hos en Norwich terrier skal virke spinkelt eller fint. Den er avlet som arbejdsterrier, så helhedsindtrykket skal være en lille, men kapabel hund, der kan komme ind i trange rum og alligevel stå fast på jorden.

Hovedet er et af racens mest charmerende træk. Norwich terrier har let hvælvet kranie, kraftigt næseparti og tydeligt stop. De mørke, ovale øjne er klare og meget udtryksfulde og giver ofte et nysgerrigt, lidt frækt indtryk. De middelstore, opretstående ører sidder bredt fra hinanden og bæres lige op, hvilket bidrager til det alerte, rævelignende udtryk, som mange ejere forelsker sig i. Halen er normalt mellemlang, højt ansat og bæres glad, når hunden er i bevægelse, men den må ikke ringles ind over ryggen.

Pelsen er en stor del af racens karakter. Norwich terrier har en strid, lige og vejrbestandig dækpels med en tættere, blødere underuld. Kroppens pels skal føles fast og næsten trådagtig at røre ved, aldrig blød eller luftig. Omkring hals og skuldre ses ofte en kraftigere krave, som giver et svagt løvelignende indtryk, mens håret på hoved og ører er kortere og glattere, med nok hår på næsen til at danne bløde knurhår, men ikke et egentligt skæg.

Godkendte farver er:

- Rød, fra lyst hvede til dybt rød  
- Sort og tan  
- Grizzle (gråsprængt)  
- Hvedefarvet  

Hvite aftegninger er ikke typiske og ses helst ikke i udstillingsringen, selv om en lille hvid plet ikke er usædvanlig hos selskabshunde.

Pelsplejen hos Norwich terrier er forholdsvis let sammenlignet med mange andre racer, men det er vigtigt at bevare den rette struktur. Regelmæssig børstning, cirka to til tre gange om ugen, hjælper med at fjerne løse hår og modvirker filtre, især omkring kraven og bagparten. En karte (slicker-børste) og en metalkam fungerer som regel godt. Mange ejere lærer også det grundlæggende i trimning (handstripping), som indebærer, at man nænsomt plukker død dækpels ud med fingrene eller trimkniv. Det gør, at pelsen forbliver strid og vejrbestandig. Klipning er mulig på rene selskabshunde, men har tendens til at gøre pelsen blødere og mere tilbøjelig til at filtre og samle snavs.

Bad bør kun gives efter behov, da hyppige bade kan fjerne de naturlige fedtstoffer, som beskytter hud og pels. En mild hundeshampoo, efterfulgt af grundig skylning og tørring, er som regel nok. Tjek ørerne jævnligt for voks og snavs, klip kløerne hver anden til fjerde uge, og hold øje med tænderne. Deres små mund kan let danne tandsten, så regelmæssig tandbørstning er en stor hjælp. Med fornuftig pleje og hensyn til pelsens struktur forbliver Norwich terrier en pæn, praktisk lille hund, som altid ser klar ud til næste eventyr.  


## Temperament & Personlighed

Livet med en Norwich terrier er sjældent begivenhedsløst. Det er en stor personlighed i en lille krop, ofte beskrevet som frygtløs, arbejdsivrig og fuld af påfund. Samtidig er en velavlet og godt socialiseret Norwich også kendt for at være mere let at omgås og mindre “skarpt” tempereret end nogle andre terrierracer. De knytter sig ofte meget stærkt til deres familie og vil helst være med i alt, hvad der foregår i hjemmet, ikke stå ved siden af og se på.

Hjemme følger Norwich terrieren gerne sine mennesker fra rum til rum og er altid interesseret i, hvad der sker. Mange beskriver dem som “skygger med mudrede poter”. De elsker at krybe op i sofaen efter en god gåtur eller legestund, og selv om de bestemt er aktive, bliver energiniveauet sjældent overdrevet, så længe behovet for motion og hjernetræning bliver dækket. Indendørs kan de være forholdsvis rolige, men de slår om til fuldt “vagttjeneste”-niveau, så snart det ringer på døren, eller et egern vover sig ind i haven.

Med børn er Norwich terrier som regel kærlige og legesyge, især hvis de er vokset op sammen. Deres robuste krop og trygge natur gør dem ofte mere tolerante over for larm og uro i familielivet end nogle andre små racer. Samtidig er de stadig små hunde og skal behandles med respekt. Mindre børn skal lære at håndtere hunden nænsomt, og samværet bør altid overvåges for at undgå uheld som hårdhændet tag eller at nogen falder oven på hunden. Når de behandles venligt, bliver mange Norwich terriere fremragende barndomsvenner, som gerne deltager i lege og elsker at være en del af familiens rutiner.

Over for andre hunde kan Norwich terrier være sociale, hvis de introduceres fornuftigt og socialiseres fra hvalpealderen. De er terriere, så de trækker måske ikke sig tilbage, hvis de bliver udfordret, men de fleste er ikke naturligt stridslystne. Man bør være forsigtig sammen med meget større og voldsomme hunde for at undgå skader. Over for katte og smådyr kan deres stærke jagtinstinkt være en udfordring. Nogle Norwich lever fredeligt med en kat, de er vokset op med, men vilde dyr og små pelsdyr som hamstre eller kaniner vækker ofte deres naturlige jagtlyst.

Almindelige udfordringer hænger ofte sammen med terrierarven. Norwich terrier kan lide at gø for at fortælle, at nogen kommer, eller at de har hørt noget interessant, hvilket gør dem til gode små vagthunde, men kan skabe problemer med naboer, hvis man ikke styrer det fra starten. De graver gerne i haven på jagt efter indbildte byttedyr, og deres nysgerrighed kan lokke dem til at følge en spændende duft under hegnet. God indhegning og opsyn i haven er derfor vigtig. Separationsangst kan forekomme hos hunde, der efterlades alene mange timer, da de trives bedst med selskab. En Norwich terrier er mest lykkelig, når den får lov at dele livet tæt med sine mennesker, ikke når den behandles som et dekorativt tilbehør.  


## Træning & Motion

Norwich terrier er intelligente og motiverede hunde, men de har også et strejf af terrier-selvstændighed. For at få succes med træningen kræves ofte tålmodighed, konsekvens og en god portion humor. De reagerer meget godt på positiv forstærkning, hvor man bruger godbidder, legetøj og ros som belønning. Hårde irettesættelser eller kraftig håndtering kan skade tilliden og gøre dem stædige eller utrygge i stedet for samarbejdsvillige.

Grundlæggende lydighed bør påbegyndes tidligt, helst fra den dag, hvalpen kommer hjem. Korte, varierede træningspas fungerer bedst, da Norwich terrier mister interessen, hvis det bliver for ensformigt. Enkle signaler som “sit”, “dæk”, “kom” og “lad være”/“slip” er vigtige, ligesom en sikker indkaldelse. På grund af deres instinkt til at jage smådyr er en pålidelig indkaldelse en af de mest værdifulde færdigheder, du kan lære. Mange ejere oplever, at en lang line udendørs i indlæringsfasen giver hunden en vis frihed, men samtidig holder alle sikre.

Mental stimulering er mindst lige så vigtig som fysisk motion. Norwich terrier kan lide at løse problemer, så lege og træning, hvor de skal tænke, kan være meget tilfredsstillende. De kan ofte godt lide:

- Klikkertræning af tricks og sjove adfærdsmønstre  
- Nose work-lignende lege, som at lede efter skjulte godbidder eller legetøj  
- Aktiveringslegetøj og foderpuslespil  
- Begynderniveau i agility eller rallylydighed  

Formelle hundesportsgrene er ikke et krav, men kan være et fremragende afløb for en energisk Norwich og en god måde at styrke båndet mellem hund og ejer på.

Når det gælder motion, er Norwich terrier mere aktiv, end størrelsen antyder. De fleste voksne har brug for omkring en til halvanden times daglig aktivitet, fordelt på gåture, leg og fri udforskning. En typisk dag kan indebære en rask morgentur, leg eller træningspas om eftermiddagen og en kortere aftentur. De sætter ofte pris på at løbe løse på sikre, indhegnede områder. Mange Norwich elsker at jage bolde og lege trækkeleg, og nogle kan lide at soppe eller svømme i sikkert vand, når de er introduceret roligt.

Unge hvalpe skal ikke motioneres for meget, da skelet og led stadig udvikles. Korte, hyppige ture og rolig leg er bedre end lange vandringer. Efterhånden som hunden modnes, kan man gradvist øge både distance og intensitet. Voksne Norwich terrier nyder ofte længere skovture og orker overraskende meget, men det er klogt at opbygge konditionen gradvist og være opmærksom i meget varmt vejr, da deres små kroppe kan overophede hurtigere end en større, mere langbenet race.

Da de er kloge og nogle gange lidt vel selvsikre, udnytter Norwich terrier gerne inkonsekvens. Tydelige regler og faste rutiner hjælper dem med at forstå, hvad der gælder. Beslut for eksempel tidligt, om hunden må være i sofa eller seng – og hold fast i beslutningen. Mange ejere oplever, at burtræning er et godt hjælpemiddel til hvilestunder og til at skabe et trygt sted, især i hvalpetiden. Når træningen er sjov, varieret og retfærdig, bliver Norwich terrieren som regel en glad og ivrig makker, der gerne viser, hvad den har lært.  


## Sundhed

Norwich terrier betragtes generelt som en robust og sund race, især sammenlignet med nogle større eller mere ekstremt fremavlede racer. Den moderate eksteriør, naturlige hale og funktionelle krop bevarer meget af den sundhed, der kræves hos en arbejdsterrier. Mange Norwich bliver langt over ti år, og 12–14 år er almindeligt, når de får god pleje, en fornuftig kost og passende motion.

Som alle racer har de visse sundhedsproblemer, der forekommer oftere end i hundebestanden som helhed. Ansvarlige opdrættere arbejder på at mindske disse risici gennem sundhedstests, gennemtænkt avl og nøje opfølgning på deres linjer.

Nogle kendte helbredstilstande i racen er:

- Åndedrætsproblemer, for eksempel øvre luftvejsproblemer og en tilstand kaldet Norwich Terrier Upper Airway Syndrome, som kan give rallende vejrtrækning, hoste-/harkelyde eller nedsat udholdenhed hos ramte hunde  
- Øjensygdomme, herunder grå stær (katarakt) og andre arvelige øjenproblemer  
- Patellaluksation (løse knæskaller), hvor knæskallen hopper ud af sin plads og kan give halthed eller et karakteristisk “hop­pende” gangmønster  
- Hofteledsdysplasi, mindre almindeligt i denne lille race end hos store hunde, men overvåges alligevel i flere lande  
- Tandproblemer, som hos mange små racer, inklusive tandstensdannelse og til tider tætsiddende tænder  

Anbefalinger for sundhedstests varierer mellem lande og kennelklubber, men kan omfatte øjenundersøgelse, knæundersøgelse og i visse regioner vurdering af luftveje og røntgen af hofter. Hvalpekøbere skal føle sig trygge ved at spørge opdrættere, hvilke tests de foretager, og hvordan resultaterne bruges i avlsarbejdet. En seriøs opdrætter er åben om både styrker og svagheder i sine linjer og forklarer, hvordan de arbejder for at forbedre sundhed og temperament i kommende generationer.

Regelmæssig dyrlægekontrol spiller en stor rolle for at holde en Norwich terrier sund. Årlige helbredstjek, vaccinationer eller titertest efter lokale anbefalinger samt forebyggende behandling mod lopper, flåter og orm er vigtige. Forebyggende tandpleje er særligt værdifuld. At børste hundens tænder flere gange om ugen med hundetandpasta kan kraftigt mindske risikoen for tandkødssygdom, hvilket igen gavner den generelle sundhed, blandt andet hjerte og nyrer.

Vægtkontrol fortjener særlig opmærksomhed. Da Norwich terrier er kompakt og lille, svarer blot et enkelt kilo overvægt til en stor andel af kropsvægten. Overvægt kan belaste leddene, forværre vejrtrækningsbesvær og sænke energiniveauet. Et foder af høj kvalitet, afbalanceret og tilpasset hundens alder, aktivitetsniveau og eventuelle særlige behov, kombineret med portionskontrol og regelmæssig motion, hjælper med at holde en idealvægt.

Ejere bør kende til tidlige advarselstegn på mulige sundhedsproblemer, såsom ændrede vejrtrækningslyde, nedsat energi, vedvarende hoste, uklarhed på øjnene, ændret bevægelsesmønster eller modvilje mod at hoppe. Tidlig dyrlægevurdering giver som regel bedre prognose. Med gennemtænkt avl og opmærksom livslang pleje får de fleste Norwich terriere mange år som aktive, kærlige familiemedlemmer.  


## Historie & Oprindelse

Norwich terrier stammer fra det historiske grevskab Norfolk i det østlige England, et område kendt for sine gårde, stalde og livlige markedsbyer. Racen blev udviklet i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet som en lille, adræt arbejdsterrier, hvis hovedopgave var at holde rotter og andet skadedyr nede. Bønder, hestefolk og staldpersonale satte pris på en hund, der kunne komme ind i trange rum, havde mod til at møde stædige skadedyr og alligevel var venlig og håndterbar blandt mennesker og andre hunde.

Den tidlige Norwich-type opstod sandsynligvis gennem blanding af forskellige små terriere, som var almindelige i området, blandt andet røde og hvedefarvede brugsterriere, der mindede noget om nutidens cairn terrier og irsk terrier. Disse små hunde blev lokalt nogle gange kaldt “Cantab”-terriere, især omkring Cambridge, hvor de blev populære blandt studerende, som holdt dem både som selskab og som rotte­jægere i studenterboliger og stalde.

Oprindeligt blev både opretstående og hængende ører regnet til samme race. Med tiden begyndte entusiasterne at fokusere mere på type og standardisering. I 1932 blev racen officielt anerkendt under navnet Norwich Terrier, opkaldt efter byen Norwich. I mange år blev begge øretyper registreret sammen. Forskellene i udseende og avl blev dog stadig tydeligere og førte til sidst til en formel opdeling. I 1960’erne anerkendte kennelklubber i flere lande hunde med opretstående ører som Norwich terrier og hunde med hængeører som en separat, men nært beslægtet race, Norfolk terrier.

På trods af sin ringe størrelse bevarede Norwich terrieren sin arbejdskarakter. Den blev ikke kun brugt på gårde og i stalde, men af og til også til at støde ræv op af graven, selv om den aldrig var stor nok til at tage et sådant bytte direkte. Mod, udholdenhed og den kompakte bygning gjorde hunden værdifuld, hvor der var problemer med skadedyr.

Efterhånden som behovet for arbejdende rotte­jægere aftog i løbet af 1900-tallet, gik Norwich terrier gradvist over til at blive selskabs- og udstillingshund. Racens glade sind, praktiske størrelse og letplejede pels gjorde, at den fik tilhængere i Storbritannien, Skandinavien og Nordamerika og siden i resten af verden. Raceklubber blev dannet for at beskytte og fremme Norwich terrier med fokus på at bevare sund eksteriør, stabilt temperament og den stride, vejrbestandige pels, som vidner om dens arbejdsmæssige baggrund.

I dag bruges Norwich terrier sjældent som professionel rotte­jæger, men instinkterne er bevaret. Mange sætter pris på grytprøver, sporlege og andre aktiviteter, som minder om det traditionelle arbejde. Frem for alt er de højt elsket som livlige, hengivne familiehunde, der bringer et strejf af gammeldags gårdsliv ind i moderne hjem. Historien som praktisk, hårdtarbejdende terrier præger stadig racens karakter og gør Norwich terrier til en lille hund med reel substans og beslutsomhed.  


## At leve med racen

At tage en Norwich terrier med hjem indebærer et tilsagn om at leve med en engageret, energisk følgesvend, som vil være en del af din hverdag. Det er ikke en race, der trives med at blive efterladt alene gennem lange arbejdsdage uden selskab eller stimulering. De passer ind i mange typer husstande, fra eneejere i lejlighed til aktive familier i hus med have, så længe deres behov for social kontakt og motion bliver opfyldt.

Når det gælder plads, tilpasser Norwich terrier sig godt til mindre hjem, forudsat at de får tilstrækkelig udetid og mental aktivering. En godt indhegnet have er ideel, men ikke nødvendig, hvis du kan tilbyde flere gode gåture hver dag. På grund af jagtinstinktet er et sikkert miljø vigtigt. Sprækker under hegnet, løse brædder eller andre lette flugtveje kan friste en nysgerrig Norwich. Mange ejere vælger solide hegn i stedet for lave pyntehegn, og nogle holder opsyn med al udetid i haven for at undgå graveri eller eventyrlystne udflugter.

Den daglige rutine med en Norwich terrier indeholder ofte en blanding af gåture, leg og hvile. De sætter pris på struktur. Morgen- og aftenture på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, regelmæssige måltider og konsekvente regler får dem til at føle sig trygge. De kan især lide at komme med på familieaktiviteter som bilture, besøg på hundevenlige caféer eller at hænge med, når man ser sport i parken. Jo mere de får lov at være med, jo mere tilfredse er de som regel.

Økonomisk indebærer en Norwich terrier udgifter på linje med andre små racehunde. Købsprisen efterfølges af udgifter til vaccinationer, id-mærkning, eventuel kastration, bur eller seng, madskåle, pelsplejeudstyr, sele eller halsbånd, line, legetøj og eventuelt forsikring. Årlige løbende udgifter omfatter typisk:

- Kvalitetsfoder  
- Rutinetjek og vaccinationer hos dyrlæge  
- Parasitsikring  
- Pelspleje, især hvis du bruger professionel trimmer  
- Sygeforsikring eller en opsparet buffer til uforudsete dyrlægeomkostninger  

Udgiften til pelspleje varierer alt efter, om du lærer at trimme derhjemme, eller går regelmæssigt til trimmer. Mange vælger en kombination – enkel daglig pleje selv og nogle professionelle trimninger om året.

Praktisk udstyr til en Norwich terrier omfatter blandt andet en velsiddende sele til gåture, da små hunde lettere kan få belastning på halsen, hvis de trækker i halsbånd. Et bur eller en rolig “hule” gør renlighedstræning lettere og giver et trygt hvilested. Da de gerne tygger og leger, er det værdifuldt med varierede og holdbare legetøj, som tyggelegetøj, passende små bolde og bamser til indendørs leg. Foderaktiveringslegetøj eller godbold er glimrende til at holde deres kvikke hjerne beskæftiget, især når du selv har andet at lave.

Nye ejere bør være forberedte på at bruge tid på tidlig socialisering. At introducere hvalpen for mange forskellige mennesker, venlige hunde, lyde og miljøer på en positiv måde hjælper med at skabe en tryg voksen Norwich terrier. Hvalpekurser med erfarne instruktører kan være meget værdifulde. Tydelige grænser og roligt, konsekvent lederskab forebygger almindelige adfærdsproblemer som overdreven gøen eller vogtning af legetøj.

At leve med en Norwich terrier giver rig belønning. Du får en loyal, livlig lille hund, som som regel er klar til at gå ud, lege – eller ganske enkelt ligge ved siden af dig, når du slapper af. Størrelsen gør den let at tage med, og det stabile temperament gør den ofte til en god rejsekammerat og en behagelig gæst. Med gennemtænkt forberedelse og et realistisk billede af den tid og energi, der kræves, passer Norwich terrier glimrende ind i mange moderne livsstile og skænker selskab, entusiasme og en god portion terrierånd til hver dag.

Norwich terrier

Norwich Terrier Club of Great Britain

Den Norske Kenneklub (Norwegian Kennel Club)

Norwich terrier er en lille, robust og selvsikker terrier med stive, opretstående ører, et rævelignende, opmærksomt udtryk og en strid, vejrbestandig pels. Den blev oprindeligt avlet som gårdhund til at jage rotter og er stadig en livlig og nysgerrig jæger, som har brug for regelmæssig motion, mental stimulering og moderat pelspleje, og den bliver generelt forholdsvis gammel.

Ursi's Norwich er opdrætter af racen Norwich terrier med base i Hellerup i Danmark. Opdrættet har omfattet både røde og sort/tan-farvede hunde.

Ursi´s Norwich

## Kort fortalt

Irsk setter er en mellemstor, energisk stående fuglehund fra Irland med stærk jagtlyst og et raceideal, der lægger vægt på hengivenhed. På Get a Pet hedder racen **Irsk setter**. I Svenska Kennelklubbens racestandard hedder den **irsk rød setter**; det er den ensfarvede røde race og ikke irsk rød og hvid setter, som er en selvstændig race.

- **Racegruppe:** Gruppe 7, stående fuglehunde
- **Oprindelse:** Irland
- **Oprindelig opgave:** At søge efter hønsefugl, tage stand, rejse fuglen på kommando og apportere efter skud
- **Mankehøjde:** 58–67 cm for hanner og 55–62 cm for tæver
- **Vægt:** Ikke angivet i racestandarden
- **Aktivitetsniveau:** Højt; racen har hver dag brug for både fysisk aktivitet og opgaver, der engagerer næsen og evnen til at samarbejde
- **Passer bedst til:** Et aktivt hjem, der ønsker at træne regelmæssigt og kan håndtere jagtlyst, indkald og et stort behov for bevægelse

Det er altså ikke først og fremmest en selskabshund med et fast motionsskema. Racen er udviklet til arbejde over store områder, og den baggrund mærkes i fart, udholdenhed, selvstændighed og interesse for fuglefært.

## Udseende og pels

Irsk setter skal være atletisk, harmonisk og bygget til hurtig, udholdende bevægelse – ikke tung eller overdrevent pelsrig. Ifølge standarden skal hanner være 58–67 cm i mankehøjde og tæver 55–62 cm. Standarden angiver derimod ingen vægt, så et passende huld skal vurderes på den enkelte hund.

Farven er varm kastanjerød uden sort. Mindre hvide aftegninger kan være tilladt ifølge standarden, men en irsk setter må ikke forveksles med den særskilt anerkendte irske røde og hvide setter.

Pelsen er kort og fin på hovedet, forsiden af benene og ørespidserne. På resten af kroppen er den middellang og skal ligge så fladt og frit for krøller og bølger som muligt. Længere, silkebløde faner findes blandt andet på ørerne og benene. Pelsen skal fremhæve en funktionel hund, ikke skjule kroppens linjer eller hæmme bevægelserne.

Pelsplejen bør styres af hundens faktiske behov, ikke af en fast ugeplan. Gå fanerne, pelsen omkring ører og hals samt håret ved poterne igennem efter ture i terræn. Red begyndende filtre ud, før de strammer til, og fjern frø, kviste og snavs. Racen er ikke en traditionel klipperace, men pels, der stikker ud eller let filtrer ved ører, hals og poter, kan studses forsigtigt. Overdreven formklipning hører ikke til racens funktionelle udtryk.

## Temperament og personlighed

Irsk setter er i raceidealet intens, intelligent, energisk, hengiven og loyal, men den er ikke automatisk nem, bare fordi den er venlig. Den stærke jagtlyst og evnen til at arbejde på afstand betyder, at en ung eller utrænet hund kan være hurtig, let at distrahere og svær at nå, når omgivelserne bliver mere interessante end føreren.

Når racens behov bliver opfyldt, kan den være rolig og behagelig indenfor og meget intens ude. Det er en nyttig beskrivelse af racens to sider, men ingen garanti for hvert individ. Arv, opvækst, restitution, træning og hverdagsmiljø påvirker, hvordan hunden fungerer i hjemmet.

En irsk setter kan passe til en engageret førstegangsejer, men ikke til den, der søger en hund, som nøjes med almindelige ture i snor og lidt aktivitet i weekenden. Ejeren skal holde af træning, også når resultaterne kommer gradvist, og kunne forhindre, at jagtlysten bliver et sikkerhedsproblem.

Betegnelser som ”jagtlinje” og ”udstillingslinje” er ikke nok til at forudsige hverdagen. Spørg i stedet, hvordan forældrene og voksne nære slægtninge fungerer i hjemmet, hvordan de arbejder ude, hvor let de falder til ro, og hvilke jagtlige eller andre arbejdsmeritter de faktisk har. Der kan være variation både mellem og inden for kuld.

## Træning og motion

Irsk setter har brug for omfattende daglig aktivitet, men der findes ikke ét bestemt antal timer, som passer til alle voksne hunde. Alder, helbred, kondition, individ og aktivitetens indhold afgør belastningen. En rolig gåtur og et søgearbejde i terræn kan tage lige lang tid, men stille helt forskellige krav til hunden.

Racens oprindelige måde at arbejde på forklarer, hvad der ofte motiverer den: Hunden søger hurtigt og systematisk efter fugl, tager stand, når den har lokaliseret vildtet, rejser på førerens kommando og apporterer efter skuddet. En selskabshund behøver ikke bruges til praktisk jagt, men hverdagen bør give afløb for de samme grundegenskaber gennem eksempelvis bevægelse i varieret terræn, næsearbejde, søgeøvelser, apportering og opgaver, der kræver kontakt med føreren.

Byg indkaldet op tidligt i rolige omgivelser, og øg forstyrrelserne gradvist. Med racens jagtlyst er et sikkert indhegnet område eller en lang line et tryggere mellemtrin end at tage chancen uden snor. En lang line bør fastgøres i en sele og bruges langt fra trafik. Frihed uden snor bør først komme, når hunden kan afbryde og vende tilbage, selv når fært, fugle eller bevægelse konkurrerer om dens opmærksomhed.

For en hvalp er korte ture, leg, miljøtræning og enkle samarbejdsøvelser bedre byggesten end en voksen hunds arbejdsmængde. Øg belastningen gradvist, og giv plads til søvn og restitution. Den ofte gentagne ”femminuttersregel” – fem minutters motion pr. levemåned – har ikke videnskabelig støtte som en universel model og bør ikke erstatte en vurdering af hvalpens størrelse, udvikling og reaktion på aktiviteten.

## Sundhed

For irsk setter er det vigtigt at skelne mellem sygdomme, der kan forekomme, formelle svenske avlskrav og testresultater, der registreres og vises centralt. En lang diagnoseliste fortæller en hvalpekøber mindre end dokumenterede resultater for forældrene og en åben redegørelse for sundheden hos nære slægtninge.

- **HD:** Forældredyrene skal have officiel hoftestatus før parring, for at afkommet kan registreres efter Svenska Kennelklubbens regler. Racen har også HD-indeks. Svenska Kennelklubben anbefaler, at forældrekombinationens gennemsnitlige indeks er over 100 ved parringen, og den racespecifikke regel siger, at hunde med grad D eller E ikke skal bruges i avl.
- **CLAD:** Canine leukocyte adhesion deficiency er en alvorlig defekt i de hvide blodlegemer og nedarves autosomalt recessivt. Det tidligere krav om DNA-test eller fri status gennem afstamning for registrering af et kuld blev fjernet i 2014, men resultater kan stadig registreres centralt. Raceklubben anbefaler fortsat test af udenlandske og importerede avlsdyr med ukendt status.
- **rcd4-PRA:** Dette er en specifik, recessivt nedarvet form af nethindesygdommen PRA. Efter en beslutning i 2025 registrerer og offentliggør Svenska Kennelklubben DNA-resultater for irsk setter i Hunddata og Avelsdata. Testen viser status for netop rcd4-mutationen; den udelukker ikke andre former for PRA.

Bed opdrætteren om at vise forældrenes registrerede HD-resultater og forklare kombinationens HD-indeks. Bed også om dokumenteret CLAD- og rcd4-status og en forklaring på, hvordan resultaterne er indgået i vurderingen af parringen. Kontrollér oplysningerne i Svenska Kennelklubbens Hunddata eller Avelsdata i stedet for at nøjes med mundtlige oplysninger. Spørg desuden om tilbagevendende sygdomme, bevægelsesproblemer, øjenproblemer og levealder hos forældre, søskende og ældre nære slægtninge. Det giver et mere relevant billede end at antage, at hvert individ får alt, hvad der nogensinde er rapporteret i racen.

## Historie og oprindelse

Irsk rød setter blev udviklet i Irland som en arbejdende jagthund, og den moderne races historie er tæt knyttet til fuglejagt. Ifølge racestandarden stammer den fra irsk rød og hvid setter i kombination med en ukendt ensfarvet rød hund. En genkendelig type fandtes i Irland i 1700-tallet.

Irish Red Setter Club blev grundlagt i 1882 og offentliggjorde en racestandard i 1886. Det bidrog til at tydeliggøre den ensfarvede røde races identitet og egenskaber. De første importerede hunde kom til Sverige i 1890'erne, og Svenska Irländsk Setterklubben blev grundlagt i 1910.

Kernen i racestandarden er en funktionel hund med fart, styrke, udholdenhed og et venligt udtryk. Historien er derfor mere end baggrund: Den forklarer, hvorfor jagtlyst, bevægelsesbehov og arbejde sammen med en fører stadig er centrale i livet med racen i dag.

## At leve med racen

Irsk setter passer bedst i et aktivt hjem, der kan tilbyde daglig bevægelse, træning og restitution – uanset om boligen er et hus eller en lejlighed. En have erstatter ikke aktivitet, og en lejlighed er ikke automatisk uegnet. I en lejlighed bliver hurtig adgang til gode luftemuligheder, hverdagslogistik, lydniveau og hundens evne til at falde til ro ekstra vigtige.

Racen kan blive et varmt og nært familiemedlem, men ”børnevenlig” må ikke forstås som risikofri. En stor, hurtig og legesyg hund kan vælte et lille barn uden at ville det. Hund og små børn skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. De voksne skal have ansvaret for ture, motion og træning.

Samliv med andre hunde eller katte afhænger af individerne og af, hvordan introduktionen gennemføres. Tidlig tilvænning er ingen garanti, især ikke med en hund, som er avlet til at reagere på fuglefært og bevægelse. Ved introduktion til en kat bør dyrene først have separate, trygge zoner, katten skal have frie flugtveje, og de første møder bør foregå roligt med en barriere eller snor. Lad dem ikke være uden opsyn, før deres samspil er velkendt.

Alenetid skal trænes gradvist. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne individer er også meget forskellige i, hvor let de lærer det. Begynd med meget korte, udramatiske stunder, når hunden er tryg, og øg først, når den kan slappe af. Et hjem, hvor hunden regelmæssigt skal være alene en hel arbejdsdag uden hjælp, passer dårligt.

Før køb bør du kunne svare ja på tre spørgsmål: Er der plads i hverdagen til meningsfuld aktivitet, også på mørke, regnfulde arbejdsdage? Kan du træne indkald og håndtere hunden sikkert, før den er pålidelig uden snor? Kan opdrætteren vise sundhedsdata og beskrive forældrene som individer, ikke kun med en linjebetegnelse? Hvis et af svarene er nej, er det klogt at vælge en mindre krævende race eller vente.

Irsk setter

The Irish Setter Club of Germany

The Irish Setter Breeders Club (UK)

Elegant irsk jagthund med mahognirød, lang pels, der kræver regelmæssig pelspleje. Mellemstor til stor, atletisk og meget energisk; den trives med daglig, krævende motion og mental stimulering. Kærlig, menneskeorienteret og legesyg, den egner sig godt til familier, men har brug for konsekvent, positiv træning.

WoodWood's er opdrætter af racen Irsk setter med base i Hørsholm i Danmark. Hundene lever som familiehunde i hverdagen og deltager også på hundeudstillinger.

WoodWood’s

## Kort fortalt

- West Highland White Terrier, ofte kaldet westie, er en lille, men robust terrier fra det skotske højland.
- Racen er cirka 28 centimeter høj over skulderen og skal forene styrke, bevægelighed og stor selvsikkerhed i en lille krop.
- Den hvide dobbeltpels skal trimmes, ikke klippes. Regn med professionel trimning cirka fem til seks gange om året og en grundig gennemredning hver uge.
- En westie er som regel opmærksom, glad, modig og venlig, men terrierens selvstændighed og jagtbaggrund mærkes ofte i hverdagen.
- Hudproblemer og kløe er racens vigtigste dokumenterede sundhedsudfordring. Spørg derfor ind til hud- og øresundheden i familien i stedet for at stille dig tilfreds med en generel testpakke.
- Mange westier bliver 12–15 år, men levetiden varierer med individ, sundhed og livsvilkår.

## Udseende og pels

West Highland White Terrier er lille, kompakt og betydeligt kraftigere, end den velplejede, hvide silhuet kan få den til at se ud. Racestandarden beskriver en solidt bygget hund med dyb brystkasse, lige ryg, muskuløse ben og frie bevægelser. Skulderhøjden er cirka 28 centimeter. Mørke øjne, små opretstående ører og en lige, højt båret hale giver det karakteristiske, årvågne udtryk.

Pelsen består af to tydelige lag. Dækpelsen skal være lige, strid og cirka fem centimeter lang, mens underulden skal være kort, blød og tæt. Farven er hvid. Denne struktur handler ikke kun om udseende: En korrekt vedligeholdt, strid pels afviser meget snavs og efterlader forholdsvis få hår i hjemmet.

For at bevare den stride struktur skal udvoksede dækhår plukkes ud, når en westie trimmes. Svenska Kennelklubben fraråder klipning, fordi det ændrer pelsens kvalitet. Der er normalt brug for en kyndig hundefrisør fem til seks gange om året. Mellem besøgene bør pelsen redes grundigt igennem én gang om ugen, især under maven, i armhulerne og lysken, hvor der let dannes filtre. Kontrollér samtidig hud, ører, tænder, poter og kløer. En velplejet, strid pels behøver ikke hyppige bade. Når et bad er nødvendigt, skal en mild hundeshampoo skylles grundigt ud.

At racen efterlader få løse hår, betyder ikke, at den er allergisikker. Hundeallergener findes blandt andet i hudceller, talg, spyt og urin, og mængden kan variere meget mellem to hunde af samme race. En person med hundeallergi bør derfor ikke vælge en westie på baggrund af påstande om en ”allergivenlig” pels.

## Temperament og personlighed

En typisk westie er opmærksom, frejdig, venlig og fuld af selvtillid. Det er en social lille hund, men ikke en hund, der automatisk venter på besked i enhver situation. Baggrunden som arbejdende terrier har fremmet initiativ, udholdenhed og mod. I et moderne hjem kan det vise sig som stor nysgerrighed, gøen, når den hører noget, eller en øjeblikkelig interesse for ting i bevægelse.

En West Highland White Terrier kan fungere godt i en børnefamilie, når de voksne tager ansvar for samværet. Små børn og hunde skal altid have en voksen til stede, og hunden har brug for sit eget hvilested, hvor den kan være i fred. At hunden er robust, betyder ikke, at den skal tåle at blive båret, holdt fast eller forstyrret, mens den spiser eller sover.

Hvordan en westie fungerer med andre hunde og katte, afhænger mere af individet, erfaringerne og introduktionen end af en enkel regel om racen. Sørg for rolige møder, giv dyrene god plads, og stop inden legen bliver for intens. Små kæledyr kræver større forsigtighed. Racen blev udviklet til at forfølge små byttedyr, så et bur eller tidligere fredeligt samvær er ingen garanti, når jagtadfærden først vækkes.

Se racebeskrivelsen som et ideal, ikke som et løfte om den enkelte hvalp. Spørg opdrætteren, hvordan forældrene reagerer på gæster, hundemøder, håndtering og nye miljøer, og om de kan falde til ro indendørs. De svar er mere brugbare end mærkater som ”stædig”, ”børnevenlig” eller ”nem”.

## Træning og motion

West Highland White Terrier har brug for fysisk aktivitet, næsearbejde og samarbejde hver dag, men ingen fast tidsramme passer til alle hunde. En sund voksen hund kan få en god hverdag gennem varierede ture, tid til at undersøge dufte, søgeøvelser, leg og korte træningspas. Tilpas mængden efter alder, kondition, sundhed og vejr. En passende aktiveret hund holder sig i et sundt huld, bevæger sig uden stivhed og kan falde til ro hjemme.

Belønningsbaseret træning egner sig både til hverdagsfærdigheder og udfordringer som gøen eller et usikkert indkald. Gør det let at vælge rigtigt: Skab afstand til en forstyrrelse, beløn kontakt, og lær et konkret alternativ som at gå hen på sin plads eller vende tilbage til dig. Hårde korrektioner løser ikke årsagen til adfærden og kan skade både velfærd og samarbejde.

Indkald bør bygges op trinvis fra enkle til vanskeligere miljøer. Brug en lang line, hvor vildt, trafik eller andre stærke forstyrrelser gør en fejl farlig. Målet er ikke at bevise, at hunden kan gå løs, men at give den frihed uden at sætte sikkerheden på spil. Næsearbejde, hverdagslydighed, rallylydighed og tilpasset agility kan give terrieren tydelige opgaver uden lange, ensformige træningspas.

Hvalpe skal ikke belastes som voksne hunde. Udvid ture, underlag og nye miljøer gradvist, og giv god tid til restitution.

## Sundhed

Hudproblemer og kløe er den tydeligste dokumenterede sundhedsudfordring hos West Highland White Terrier. I raceklubben WestieAlliansens frivillige sundhedsundersøgelse fra 2019 blev der rapporteret hudproblemer hos 92 af 535 hunde, cirka 17 procent. Undersøgelsen var ikke statistisk standardiseret, så tallet skal ikke behandles som en præcis forekomst i hele racen. Det forklarer dog, hvorfor tilbagevendende kløe, rødme, slikken på poterne og øreproblemer skal tages alvorligt.

Søg dyrlæge, når kløen vender tilbage eller ikke går væk. Parasitter, infektion, allergi og andre årsager kan give lignende symptomer, men kræver forskellige tiltag. I den samme undersøgelse havde 59 af 535 hunde øreproblemer mere end én gang om året, og hud- og øreproblemer forekom undertiden sammen. Foderskift, hyppig vask med shampoo eller kosttilskud uden en diagnose kan forsinke den rette behandling.

CMO, kraniomandibulær osteopati, og Legg–Perthes er dokumenteret, men blev sjældent rapporteret i undersøgelsen: henholdsvis to og fem hunde. CMO kan give en hvalp pludselige smerter og hævelse i kæben. En DNA-test kan hjælpe i avlsplanlægningen, men raceklubbens RAS-dokument understreger, at testen viser et risikoniveau, ikke et sikkert svar på, om hunden bliver syg.

SKK har ikke vedtaget et sundhedsprogram for racen. Der findes derfor ikke et officielt racekrav om en generel pakke med eksempelvis knæ-, hofte- og øjenundersøgelser. Bed i stedet opdrætteren beskrive hudproblemer, kløe og tilbagevendende øre- eller maveproblemer hos begge forældre, deres søskende og tidligere afkom. Spørg, hvordan ældre slægtninge har det, og om kuldene følges op ved cirka et- og treårsalderen. Hvis CMO findes i familien, bør opdrætteren kunne forklare, hvordan oplysningerne og eventuelle testresultater påvirkede valget af forældre.

En ansvarlig opdrætter skelner tydeligt mellem SKK's regler, raceklubbens anbefalinger og egne frivillige undersøgelser. Bed om at se registrerede resultater og dyrlægeattester, hvor de findes, men læg også vægt på konkrete svar om nære slægtninge. At racen mangler et centralt program, betyder ikke, at den er uden arvelige risici.

## Historie og oprindelse

West Highland White Terrier kommer fra det vestlige skotske højland og blev udviklet som en lille, bevægelig arbejdende terrier. Ruhårede terriere blev brugt til jagt på ræv og grævling under jorden og til at holde rotter og andre smådyr under kontrol. Arbejdet krævede mod, hurtighed, stærke kæber og evnen til at træffe selvstændige valg i vanskeligt terræn.

Hvide hunde var lettere at skelne fra byttet på den skotske hede. I 1860'erne begyndte oberst Malcolm of Poltalloch at foretrække hvide terriere, hvilket fik betydning for udviklingen af den moderne race. Navnet West Highland White Terrier blev etableret i 1905. Krydsninger med cairn terrier var stadig tilladt frem til 1924, hvilket viser, hvor tæt de skotske terriertyper stod hinanden, mens racen blev dannet.

I dag holdes racen hovedsageligt som selskabshund, men den historiske arbejdsform kan stadig ses i interessen for dufte, huller, bevægelse og egne initiativer. Det er også grunden til, at lydighed, agility og andre aktiviteter ofte passer bedre end et liv, der kun består af korte lufteture.

## At leve med racen

En West Highland White Terrier kan bo i lejlighed eller hus, men hverdagens indhold betyder mere end boligens størrelse. I en etageejendom skal ejeren træne hunden til at være rolig omkring lyde og bevægelse ved døre, i opgangen og ved vinduer. En have er praktisk, men erstatter ikke ture, nye dufte og fælles træning.

Alenetid skal læres gradvist med så korte perioder, at hunden forbliver tryg. Gå et trin tilbage, hvis hunden viser uro eller ubehag. Rådet fra det svenske Jordbruksverket om at lufte hunden mindst hver sjette time i dagtimerne handler om motion og toiletbehov. Det er ikke et løfte om, at enhver westie trives alene i seks timer. Hvalpe, ældre hunde og urolige individer har brug for tættere opsyn og hyppigere luftning.

For en førstegangsejer kan racen være et godt valg, hvis man ønsker at træne, er indstillet på at bruge line eller lang line og accepterer den løbende pelspleje. Den passer dårligere til den, der ønsker en hund, som altid kan gå løs, sjældent giver lyd fra sig og klarer hele arbejdsdage alene. Tag regelmæssig trimning med i både kalenderen og budgettet, inden du beslutter dig.

Før du vælger racen, bør du kunne svare ja på fire spørgsmål:

- Er der tid til daglig aktivitet, træning og uforstyrret hvile?
- Findes der en tryg plan for alenetid og luftning i løbet af arbejdsdagen?
- Kan hunden holdes i line eller lang line, hvor jagtinteressen gør det nødvendigt?
- Er der både tid og budget til regelmæssig professionel trimning?

Hvis svaret er ja, og du holder af en lille hund med masser af initiativ, kan westien blive en sjov og nær følgesvend i mange år.

West Highland White Terrier

West Highland White Terrier Club of England

VCA Animal Hospitals

Die Terrierhunde (Germany)

West Highland White Terrier er en lille, robust skotsk terrier med en ru, hvid pels, der fælder moderat. Selvsikker, snakkesalig og selvstændig, men alligevel hengiven, trives den både i byen og på landet. Den kræver daglige gåture, mental stimulering, regelmæssig pelspleje og konsekvent, belønningsbaseret træning.

Britt Søholm er opdrætter af racen West Highland White Terrier med base i København K i Danmark.

Britt Søholm

## Kort fortalt

Shiba er en lille japansk spidshund og den mindste af de seks oprindelige japanske hunderacer, som bevares af NIPPO. Racen blev udviklet til jagt på fugle og småvildt, men holdes i dag først og fremmest som selskabshund.

- **Størrelse:** idealhøjden er 39,5 cm for hanner og 36,5 cm for tæver med en tilladt afvigelse på 1,5 cm i begge retninger.
- **Vægt:** som en grov rettesnor vejer hanner omkring 9–11 kg og tæver omkring 7–9 kg.
- **Pels:** kort dobbeltpels med lige, stride dækhår og blød, tæt underuld.
- **Farver:** rød, black and tan og sesamvarianter. Alle godkendte farver skal have lyse aftegninger, der kaldes urajiro.
- **Temperament:** opmærksom, selvstændig og trofast, og til tider afventende over for fremmede.
- **Aktivering:** har brug for varieret motion, næsearbejde og korte træningspas, der giver mening for hunden.
- **Levetid:** mange shibaer bliver gamle. I et stort britisk studie var medianen 14,6 år, men den enkelte hunds levetid påvirkes blandt andet af arv, helbred og pasning.

Shiba passer bedst hos den, der sætter pris på en hund med egne initiativer og kan afsætte tid til socialisering, sikker indkaldelse og rolig håndteringstræning. Selvstændig betyder ikke, at hunden kan overlades til sig selv.

## Udseende og pels

Shiba er kompakt, muskuløs og lidt længere, end den er høj, med opretstående trekantede ører og en kraftig hale, der bæres oprullet eller seglformet over ryggen. Bevægelserne skal være lette og hurtige. Størrelsesforskellen mellem kønnene er tydelig, men racen må aldrig virke tung eller overdrevet.

Urajiro er ikke en særskilt farve, men de hvidlige partier, der skal findes på siderne af snudepartiet, på kinderne, under kæben og halsen, på bryst og bug samt på undersiden af benene og halen. Det er nyttigt at kende begrebet, når man sammenligner en rød, black and tan eller sesamfarvet shiba.

Dobbeltpelsen beskytter gennem kombinationen af stride dækhår og tæt underuld. En grundig børstning cirka én gang om ugen er normalt nok, mens løs underuld skal fjernes oftere, når hunden fælder kraftigt. Tidspunkt og mængde varierer med individ, årstid og miljø, så man bør ikke regne med en helt fast rytme. Bad hunden, når den faktisk er snavset, og væn den tidligt til børstning, kontrol af poter og negleklipning. Pelsen bør ikke rutinemæssigt klippes eller barberes for at forme den.

”Mame Shiba”, ”Mini Shiba” og lignende navne betegner ikke en selvstændig race hos NIPPO. Den, der bliver tilbudt en usædvanligt lille hund, bør kontrollere registrering samt forældrenes størrelse og helbred i stedet for at stole på et markedsføringsnavn.

## Temperament og personlighed

Shiba er som regel opmærksom, lærenem og trofast over for sin familie, men også selvstændig nok til at stille spørgsmål ved en opgave, der ikke giver værdi for hunden. Det er en mere præcis beskrivelse end blot at kalde racen stædig. Den lærer hurtigt, samtidig med at samarbejdet skal bygges på tillid, tydelighed og tålmodighed.

Nogle shibaer er reserverede over for ukendte mennesker og følsomme over for påtrængende kropssprog. Tidlige, positive erfaringer med forskellige mennesker, miljøer og underlag hjælper hvalpen, men målet er tryghed – ikke at hunden skal have lyst til at hilse på alle. Giv den mulighed for at trække sig, og tving ikke kontakt igennem.

Racenavnet kan ikke med sikkerhed fortælle, hvordan et individ fungerer sammen med børn, hunde eller katte. Opvækst, tidligere erfaringer og personlighed har stor betydning. Bed om at møde hvalpens mor, spørg, hvordan forældrene og tidligere kuld håndterer nye situationer, og vælg ikke kun hvalp efter farve eller køn. Påstande om, at alle shibaer har problemer med hunde af samme køn, er for kategoriske.

## Træning og motion

Shiba har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men et fast antal minutter siger mindre end den måde, aktiviteten tilrettelægges på. Variér tempo og omgivelser på gåturene, lad hunden snuse, og supplér med for eksempel sporarbejde, schweissspor, nosework, agility eller korte færdighedspas. Tilpas belastningen efter alder, kondition og helbred, og sørg for, at hunden også kan falde til ro.

Belønningsbaseret træning passer særligt godt til en hund, der gerne træffer sine egne valg. Beløn frivillig kontakt, følgeskab og gode valg, før du øger forstyrrelserne. Flere korte, tydelige pas giver mere end gentagne øvelser. Hårde korrektioner kan øge stress og skade tilliden uden at lære hunden, hvilken adfærd du ønsker.

Jagtbaggrunden kan vise sig som interesse for dufte og bevægelse, men styrken varierer fra individ til individ. Træn indkaldelse trinvist, og brug snor eller lang line de steder, hvor hunden ikke kan kaldes sikkert tilbage. En indkaldelse, der virker i haven, er ikke bevis for, at den holder, når der dukker vildt op. Kontrollér også låger, sele og indhegning; fysisk sikkerhed bør ikke afhænge af et enkelt signal.

Træn håndtering, før den bliver nødvendig. Begynd med meget kort berøring af poter, ører og mund, beløn ro, og giv hunden pauser. Forlæng derefter tiden gradvist, og introducér børste, klosaks og positioner, der bruges ved undersøgelser. Det gør den daglige pleje og dyrlægebesøg lettere, især for en hund, der ikke bryder sig om at blive holdt fast.

## Sundhed

Svenske avlsdokumenter beskriver shiba som en race med generelt godt helbred, men det betyder ikke, at alle individer er fri for problemer. Før køb af en hvalp er dokumenterede resultater og åbne spørgsmål til opdrætteren mere værd end en generel påstand om, at racen er sund.

For shiba har det længe været et krav, og det gælder også i Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026, at begge forældredyr skal have officielt kendt HD-status inden parring. Reglen kræver altså, at hofterne er undersøgt; den siger ikke, at kun resultat A eller B må anvendes. De generelle regler udelukker derimod hunde med HD E og tillader kun HD D sammen med en partner, der har A eller B. Kontrollér forældrenes og gerne nære slægtninges resultater i Svenska Kennelklubbens Hunddata, og bed opdrætteren forklare, hvordan kombinationen er blevet vurderet.

Hud og kløe er også værd at spørge ind til. I raceklubbens sundhedsundersøgelse fra 2018 oplyste omkring 15 procent, at deres hund havde tilbagevendende eller langvarige hudproblemer eller kløe, og for omkring 10 procent af alle deltagere havde en dyrlæge angivet allergi. En frivillig medlemsundersøgelse viser, hvad klubben bør følge, ikke den nøjagtige forekomst i hele racen. Spørg derfor konkret til langvarig kløe, slikken på poterne og tilbagevendende øre- eller hudproblemer hos forældre, søskende og tidligere afkom.

Racens avlsstrategi omtaler også undersøgelser af albuer og knæskaller, men antallet af undersøgte hunde er for lille til sikre konklusioner om hele racen. Øjen-, albue- og patellaundersøgelser er derfor ikke generelle registreringskrav for shiba i Sverige. Opdrætteren kan alligevel have fået foretaget flere undersøgelser på grund af den pågældende linje; bed i så fald om at se resultaterne og få forklaret, hvorfor undersøgelserne blev valgt.

Det britiske studie af levetid fra 2024 omfattede 423 shibaer og fandt en median på 14,6 år. Det er et mål for en population i Storbritannien, ikke en garanti for en enkelt hund i et andet land, men det understøtter billedet af en race, der ofte lever længe.

## Historie og oprindelse

Shiba stammer fra Japan og blev brugt i bjergområder til jagt på fugle og små dyr. Før den moderne race blev etableret, fandtes regionale linjer som San'in, Shinshu og Mino. Det gamle ord *shiba* er blevet forbundet med noget småt. Forklaringer, der knytter navnet til en bestemt pelsfarve eller bevoksning, er derimod fortolkninger og ikke fastslået navnehistorie.

Da udenlandske jagthunde blev importeret og krydset med lokale hunde, blev racerene shibaer sjældne i deres oprindelige områder. NIPPO blev grundlagt i 1928 for at bevare de japanske hunde, begyndte at udarbejde detaljerede stamtavler i 1932 og fastlagde en standard i 1934. I 1936 fik shiba status som nationalt naturmonument i Japan.

Anden Verdenskrig reducerede bestanden kraftigt, og bevaringsarbejdet tog fart igen efter krigen. NIPPO udpeger Ishi Go som central for udviklingen af den moderne race og Naka Go som en af grundhundene i genopbygningen efter krigen. Nutidens shiba er altså resultatet af et organiseret bevaringsarbejde, ikke blot et uforandret levn fra oldtiden.

## At leve med racen

Shiba kan bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig aktivitet ude, kan falde til ro inde og ikke overlades til at reagere på hver lyd i opgangen. Boligens størrelse er mindre afgørende end hverdagens rutiner, nærmiljøet og muligheden for at lufte hunden sikkert. En fast, uforstyrret hvileplads er værdifuld i alle hjem.

Med børn gælder den samme grundregel som for andre hunde: små børn og hunde skal altid være sammen med en voksen. Lær barnet at lade hunden være i fred, når den spiser, sover eller går væk. Lad aldrig barnet kramme hunden, klatre på den eller tage ting fra den. Hvis hjemmet har kat eller smådyr, skal introduktioner ske gradvist og med fysisk adskillelse; vurder den enkelte hunds reaktion i stedet for at stole på en raceetiket.

Selvstændighed er ikke det samme som at kunne være alene. Begynd først alene-hjemme-træningen, når hvalpen er tryg i hjemmet, gå fra den i meget kort tid, og vend tilbage, før den bliver urolig. Øg tiden gradvist, og gå et skridt tilbage, hvis hunden begynder at vandre rundt, gø eller kradse, eller ikke længere hviler som normalt. En lille hvalp skal ikke være alene, og selv en voksen hund, der er trænet til det, har brug for selskab og luftning hver dag.

Den skingre lyd, der på nettet ofte kaldes et ”Shiba scream”, er ikke en diagnose og bør ikke affejes som komik. Se på situationen og resten af hundens kropssprog. Et pludseligt skrig ved berøring eller bevægelse, især sammen med halthed, modvilje mod at bevæge sig, ændret appetit eller usædvanlig adfærd, er en grund til at kontakte dyrlægen. Ved håndtering er forebyggende og frivillig træning bedre end at holde hunden fast, indtil den giver op.

Det rette hjem for en shiba er derfor ikke nødvendigvis det med længst hundeerfaring, men det, der respekterer individets grænser og samtidig arbejder metodisk med sikkerhed, samarbejde og håndtering i hverdagen.

Shiba

Den Danske Kennel Klub (Denmark)

Oldgammel japansk spidslignende jagthund, lille men muskuløs med rævelignende hoved, krøllet hale og tæt dobbeltpels i rød, black and tan eller sesam med urajiro. Selvstændig og katteagtig, loyal men reserveret, viljestærk med stærk jagtinstinkt, har brug for tidlig socialisering, konsekvent positiv træning og regelmæssig motion.

Tine Lautrup Petersen er opdrætter af racen Shiba med base i Hillerød i Danmark.

Tine Lautrup Petersen

## Kort fortalt

Chihuahua er en mexicansk selskabshund og verdens mindste anerkendte hunderace. Den er lille nok til at komme med næsten overalt, men har stadig brug for opdragelse, motion og mulighed for at bruge næse og hjerne som andre hunde.

- **Oprindelse:** Mexico
- **Anvendelse:** selskabshund i FCI-gruppe 9
- **Vægt ifølge racestandarden:** 1–3 kg, med 1,5–2,5 kg som idealvægt
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ikke et højdeinterval; Chihuahua bedømmes efter vægt
- **Pels:** korthåret eller langhåret
- **Racetypisk temperament:** kvik, opmærksom, livlig og meget modig
- **Vigtige sundhedskontroller:** knæ, tænder, bid, øjne og kraniets fontanelle

”Teacup”, ”mini” og lignende ord er ikke anerkendte størrelser eller særskilte varianter af Chihuahua. Der findes kun én vægtstandard og to pelsvarianter. I racestandarden er en vægt under 1 kg eller over 3 kg diskvalificerende. En usædvanligt lille hund tilhører stadig samme race, og den lave vægt er ikke i sig selv et bevis på kvalitet eller godt helbred.

## Udseende og pels

Chihuahua skal være kompakt og lidt længere end høj, med æbleformet hoved, store opretstående ører og en højt båret hale. Udtrykket skal være vågent, men øjnene må ikke være udstående, og snudepartiet må ikke blive overdrevet kort.

Den korthårede variant har kort, blød og blank pels, som ligger tæt ind til kroppen. Den langhårede har fin og silkeagtig pels, som er glat eller let bølget, med længere hår blandt andet på ører, hals, ben og hale. Langhåret betyder altså ikke, at pelsen skal være tung eller overdrevet fyldig; en alt for rigelig pels er ikke racekarakteristisk.

Pelsplejen er normalt enkel. Bad hunden, når den er snavset, og red den langhårede variant cirka en gang om ugen, især bag ørerne og i de længere faner. Den korthårede pels kan børstes efter behov. Brug samtidig rutinen til at vænne hunden til kontrol af kløer, tænder, ører og øjne.

Alle farver og farvekombinationer er tilladt undtagen merle. Merle er altså ikke en sjælden godkendt farve hos Chihuahua, men udtrykkeligt udelukket fra den internationale racestandard.

## Temperament og personlighed

En racetypisk Chihuahua reagerer hurtigt og er opmærksom, livlig og modig. Den kan være tydelig, når der sker noget omkring hjemmet, men frygt, aggressivitet eller uafbrudt gøen bør ikke beskrives som uundgåelige raceegenskaber. Den gældende racestandard accepterer hverken aggressivitet eller ekstrem skyhed.

Mange individer knytter sig tæt til familien og er opmærksomme på nye mennesker, lyde og hunde. Hvordan det kommer til udtryk, påvirkes af arv, tidlige erfaringer, sundhed og det, hunden har lært. En Chihuahua, der altid bliver båret væk, får færre muligheder for at øve rolige møder og bevæge sig i forskellige miljøer. Samtidig skal en så lille hund ikke tvinges til at hilse eller udsættes for påtrængende leg for at ”vænne sig til det”. God socialisering er korte, trygge erfaringer, hvor hunden kan holde afstand og falde til ro igen.

Racen kan passe til en førstegangsejer, som vil træne hverdagsfærdigheder og tager dens lille størrelse alvorligt. Den passer dårligere til den, der søger et tilbehør eller regner med, at en lille krop automatisk betyder et lille ansvar.

## Træning og motion

Chihuahua har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men der findes ikke ét bestemt antal minutter, som passer til alle hunde. Alder, kondition, underlag, vejr og restitution er bedre pejlemærker end en generel gåtursplan. En sund voksen Chihuahua kan sætte pris på gåture, næsearbejde, tricks, hverdagslydighed og tilpasset hundesport.

Træn gradvist med belønningsbaserede metoder. Prioritér indkald, lineføring, rolig håndtering og at hunden kan stoppe med at gø og falde til ro. Korte træningspas kan være praktiske, men stop efter hundens koncentration i stedet for efter et fast antal minutter. De samme venlige og konsekvente regler skal gælde for en lille hund som for en stor.

En Chihuahua bør normalt få lov til at gå frem for at blive båret, så den får den bevægelse og miljøtræning, den har brug for. Det er fornuftigt at bære hunden i trængsel, ved risiko for skade eller når den faktisk har brug for hjælp, men det må ikke erstatte motion. Hvalpe har brug for flere pauser og gradvis belastning; en voksen hund, som pludselig ikke vil gå eller bliver halt, bør undersøges i stedet for blot at blive båret videre.

## Sundhed

De mest nyttige sundhedskontroller for Chihuahua gælder knæ, mund og tænder samt en hovedform uden overdrivelser. En lang liste over mulige diagnoser hjælper mindre end at vide, hvad der skal kontrolleres hos forældredyr, hvalp og voksen hund.

- **Patellaluksation:** Knæskallen kan glide ud af sin normale position, og halthed eller et unormalt bevægelsesmønster kan være tegn. For at et kuld kan registreres i Svenska Kennelklubben, skal begge forældredyr have officiel patellastatus fra en undersøgelse foretaget tidligst ved etårsalderen og før parring. Bed om at se resultaterne i Svenska Kennelklubbens register, og kontrollér altid, hvilke regler der gælder på købstidspunktet.
- **Tænder:** En britisk undersøgelse af dyrlægejournaler viser, at paradentose og tilbageholdte mælketænder var blandt de hyppigst registrerede problemer hos Chihuahua. Væn hvalpen til daglig tandbørstning, og følg tandskiftet. Hvis en mælketand bliver siddende, når den blivende tand bryder frem ved siden af, bør munden vurderes af en dyrlæge.
- **Hoved og øjne:** Svenska Kennelklubbens racespecifikke dommeranvisninger fremhæver risici ved overdreven dværgvækst, for kort snudeparti, forkert bid eller kæbe og for fremtrædende øjne. Spørg ikke kun til ”æblehoved”, men se efter et funktionelt bid, et snudeparti uden overdrivelser og øjne, der ikke buler ud.
- **Fontanelle:** En åben fontanelle, som nogle gange kaldes molera, er ikke et ønskværdigt kendetegn. Den er en diskvalificerende fejl i den gældende racestandard. En lille fordybning, efter at fontanellen har lukket sig, er noget andet og er ikke diskvalificerende. En hvalp eller voksen hund med en formodet åbning bør vurderes af en dyrlæge.

Hold også øje med huld og bevægelsesmønster. Pludselig halthed, smerter i øjnene eller problemer med at spise skal tages alvorligt.

## Historie og oprindelse

Chihuahua har Mexico som officielt oprindelsesland og har fået navn efter den mexicanske delstat Chihuahua. Dette er veldokumenteret, men den præcise vej frem til nutidens hund er mindre godt belyst.

Den officielle racestandard gengiver en tradition om, at små hunde kan have levet i området på toltekernes tid. Afbildninger af hunde, som kaldes Techichi i Tula, ligner nutidens Chihuahua. Standarden fremstiller dette som en antagelse, ikke som bevis for en ubrudt slægtslinje. Fortællinger om en bestemt forhistorisk stamfader eller en bestemt krydsning bør derfor beskrives som teorier, ikke som fastslået historie.

## At leve med racen

Chihuahua kan trives i lejlighed, børnefamilie og hjem med andre dyr, når hverdagen er indrettet rigtigt. Boligens størrelse er mindre afgørende end regelmæssige ture udenfor, træning, hvile og mulighed for at undgå situationer, hvor den lille krop risikerer at komme til skade.

En voksen skal altid være til stede sammen med små børn. Børn skal lære, at hunden skal have fred på sin hvileplads, og at de ikke må løfte, bære eller jage den. Det betyder ikke, at racen ”ikke kan lide børn”, men er en praktisk sikkerhedsregel for en hund på kun få kilo.

Samspillet med hunde og katte afgøres af individerne, ikke kun af racenavnet. Lad to hunde mødes roligt på et neutralt sted, og afbryd leg, som bliver for fysisk. Ved introduktion til en kat er et gitter, separate hvilepladser og beskyttede foderpladser nyttige. Størrelsesforskellen er vigtig: selv venlig leg med en betydeligt større hund kan skade en Chihuahua, så samværet skal overvåges.

Alenetid skal trænes gradvist, når hunden er tryg i hjemmet. En lille hvalp kan ikke være alene, og voksne hunde varierer i, hvad de kan klare. Tag udgangspunkt i hundens adfærd i stedet for at antage, at en Chihuahua altid får separationsangst, eller at alle kan være alene lige længe.

I kulde, blæst og vådt vejr kan en hund have brug for et velsiddende, varmt dækken, men der findes ingen meningsfuld temperaturgrænse, som gælder for alle. Tilpas efter pelsvariant, alder, sundhed, aktivitet og hundens egne tegn på ubehag. Den bedste hverdag kombinerer dermed hensynet til en meget lille krop med forventningen om, at Chihuahua skal have lov til at leve som hund.

Chihuahua

The British Chihuahua Club

Chihuahua er en meget lille, men robust selskabshund, som normalt vejer 1,5–3 kg og har et æbleformet hoved og store øjne. Den findes med kort eller lang pels i mange forskellige farver og er hengiven, opmærksom og frygtløs. For at trives har den brug for daglige gåture, træning, tæt menneskekontakt samt god pleje af både helbred og tænder.

Tikus er opdrætter af racen Chihuahua med base i København Nv i Danmark. Der er gennem mange år arbejdet med både opdræt og udstilling. Opdrættet omfatter både korthårede og langhårede varianter. Sundhed og racetypiske hvalpe er centrale hensyn.

Tikus

## Kort fortalt

Mops er en lille, kompakt selskabshund, som gerne lever tæt på sine mennesker. Racen passer bedst til den, der ønsker en social hund i hverdagen og er indstillet på jævnligt at kontrollere vejrtrækning, øjne, hudfolder, tænder og vægt.

- **Oprindelse:** Kina; Storbritannien har ansvaret for racestandarden
- **Racegruppe:** FCI gruppe 9, selskabshunde
- **FCI-nummer:** 253
- **Idealvægt ifølge racestandarden:** 6,3–8,1 kg
- **Mankehøjde:** racestandarden angiver ingen højde
- **Standardfarver:** sølv, abrikos, fawn og sort
- **Pels:** kort, fin, glat og blød
- **Typisk rolle:** selskabshund

Idealvægten beskriver, hvordan racen skal være bygget; den er ikke en personlig målvægt for hver hund. En mops skal være muskuløs og kraftig i forhold til sin størrelse uden at være overvægtig. Vægten skal derfor vurderes sammen med hundens kropsbygning, køn og huld.

## Udseende og pels

Mopsen skal være tydeligt kvadratisk, kompakt og kraftigt bygget, men stadig kunne bevæge sig effektivt. Den højt ansatte, tæt oprullede hale og den mørke maske hos de lysere farver er karakteristiske træk. Racestandarden angiver en idealvægt, men ingen mankehøjde. Oplysninger om et officielt højdeinterval bør derfor ikke afgøre valget af hund.

Et racetypisk hoved skal også fungere godt. Næseborene skal være åbne, næsefolden må ikke dække eller genere næse eller øjne, og øjnene må ikke være udstående. Se på hunden både i hvile og efter bevægelse: fri vejrtrækning, klare øjne og stabile bevægelser er vigtigere end en ekstra kort snude eller mange rynker.

Den korte pels skal ikke klippes. Børstning fjerner løse hår og giver samtidig mulighed for at opdage forandringer i huden. Det varierer, hvor meget en mops fælder, og en kort pels gør ikke racen allergivenlig.

Tilpas plejen af hudfolderne til den enkelte hunds hud i stedet for at følge en rutine, som antages at passe alle. Huden skal være tør og fri for rødme og sår. Ømhed, væske eller tydelig lugt er grunde til at kontakte en dyrlæge frem for selv at prøve forskellige produkter. Kontrollér også kløer, ører og mund regelmæssigt, og væn hunden til håndtering i små trin.

## Temperament og personlighed

Racestandarden beskriver mopsen som charmerende, værdig og intelligent med et stabilt temperament og et glad og livligt væsen. Den er avlet som selskabshund og vil ofte være tæt på og deltage i hverdagen. Det passer til den, der gerne vil bruge meget tid sammen med sin hund, men betyder ikke, at alle mopser er ens.

Endnu har for få mopser gennemført BPH til, at man kan drage sikre og detaljerede konklusioner om adfærden i hele den svenske bestand. Opvækst, erfaringer og sundhed påvirker blandt andet tryghed, aktivitetsniveau, hvor meget hunden giver lyd fra sig, og hvordan den møder fremmede. Mød derfor gerne hvalpens mor og om muligt andre voksne slægtninge. Se efter hunde, der falder til ro igen efter nye indtryk og kan være sociale uden at blive overdrevent opkørte.

En mops kan leve godt med børn, hunde eller katte, men racenavnet er ingen garanti. En voksen bør være til stede, når børn og hund er sammen, og hunden har brug for et uforstyrret hvilested. Introduktion til andre dyr bør foregå roligt og gradvist med mulighed for større afstand. For en voksen omplaceringshund er dens egne erfaringer ofte mere vejledende end generelle påstande om racen.

Ubehag kan også ændre adfærden. En hund, der pludselig undgår berøring, bliver urolig, mister lysten til at bevæge sig eller skifter humør, bør have vurderet sit helbred – ikke blot have mere træning.

## Træning og motion

Mopsen har brug for daglig bevægelse og mental aktivering, men det samme antal minutter passer ikke til alle. Alder, kondition, huld, temperatur og især evnen til at trække vejret afgør, hvor krævende en aktivitet er. Flere rolige ture, næsearbejde og enkel hverdagstræning kan varieres efter den enkelte hund.

Belønningsbaseret træning egner sig godt til kontakt, indkald, at gå pænt i snor og håndtering. Gør opgaverne tydelige, og hold pauser, før hunden bliver træt eller frustreret. Mad kan være en praktisk belønning, men regn træningsgodbidderne med i hundens samlede fodermængde, så træningen ikke fører til vægtøgning.

Se på, hvordan hunden fungerer, i stedet for at sammenligne længden på gåturene. En mops skal kunne bevæge sig uden kraftige vejrtrækningslyde eller tydelig anstrengelse og komme sig uden at skulle kæmpe længe for at få luft. Stop og tag hunden til et køligt og roligt sted, hvis vejrtrækningen bliver mærkbart tungere, bevægelserne mister kraft, eller hunden ikke vil fortsætte. Blålige slimhinder, kollaps eller besvimelse er akutte faresignaler.

Varmt og fugtigt vejr kan gøre det sværere for kortsnudede hunde at regulere kropstemperaturen. Læg aktiviteten på køligere tidspunkter af dagen, vælg et roligere tempo og undgå hård belastning. Der findes ingen sikker temperaturgrænse, som gælder for alle mopser. Lad hundens vejrtrækning, restitution og adfærd afgøre, hvad den kan klare.

En hvalp skal have lov til at udforske og udvikle sin koordination uden lange, pressede forløb. En voksen mops med god vejrtrækning og kondition kan ofte klare mere end korte ture rundt om blokken, men øg belastningen gradvist. En hund, som igen og igen begrænses af sin vejrtrækning, skal vurderes af en dyrlæge. Det må ikke afvises som normalt for en kortsnudet hund.

## Sundhed

Vejrtrækningen er det vigtigste at holde øje med hos en mops. BOAS, brakycefalt obstruktivt luftvejssyndrom, betyder, at snævre øvre luftveje gør det vanskeligere at trække vejret. Tegn kan være anstrengt eller støjende vejrtrækning, langsom restitution, følsomhed over for varme og motion eller forstyrret søvn. Opstød kan forekomme sammen med problemer i luftvejene. Alvorligt åndedrætsbesvær, blålige slimhinder eller kollaps kræver øjeblikkelig dyrlægehjælp.

I Sverige er mops omfattet af Svenska Kennelklubbens sundhedsprogram for RFG-Scheme. For at et kuld kan registreres, skal begge forældre have et gyldigt officielt RFG-resultat før parringen. Den officielle undersøgelse kan tidligst foretages ved 24 måneders alder, og attesten må højst være 24 måneder gammel ved parringen. Hunde med BOAS grad 2 eller 3 eller kraftigt sammenklemte næsebor må ikke bruges i avl.

Grad 0 betyder, at hunden ved undersøgelsen er klinisk upåvirket og fri for BOAS-relaterede vejrtrækningsproblemer. Grad 1 betyder, at hunden er klinisk upåvirket, men har milde tegn, som ikke påvirker dens præstation under belastningen. Resultatet beskriver hunden på undersøgelsestidspunktet og er ikke en livslang garanti. Når du vælger hvalp, bør du derfor bede om at se begge forældres resultater, undersøgelsesdatoer og vurdering af næseborene. Hvalpen er for ung til at have sit eget officielle resultat.

Øjnene er et andet vigtigt område at kontrollere. Udstående øjne er mere udsatte for skader, og fejlvoksende hår, indadrullede øjenlåg eller tørre øjne kan irritere hornhinden. Sammenknebne øjne, øget tåreflåd, rødme, uklarhed, misfarvning eller det, at hunden gnider sig i øjet, bør hurtigt vurderes af en dyrlæge. Et sår på hornhinden kan være meget smertefuldt, selv om skaden er svær at se uden særlig farvning.

Hudfolder, mund og huld skal følges hele livet. Tør hudfolderne, når de er blevet fugtige, og søg hjælp ved betændelse. Væn hvalpen til tandbørstning, og kontrollér tænder og tandkød regelmæssigt. Bed også dyrlægen vise, hvordan du vurderer huld; overvægt kan belaste både vejrtrækning og bevægelighed.

Den svenske raceklub MopsOrden anbefaler, at begge forældredyr har kendt status for patellaluksation og for NME/PDE, en betændelsessygdom i hjernen, som forekommer hos mops. Det er raceklubbens anbefalinger og må ikke forveksles med det obligatoriske RFG-krav for registrering. DNA-testen for NME viser genetisk sårbarhed, ikke om hunden har eller med sikkerhed vil få sygdommen. Bed derfor opdrætteren forklare både testresultaterne og valget af kombination uden at bruge en markørtest som dokumentation for, at hunden er rask.

I en stor britisk undersøgelse offentliggjort i 2024 var medianlevetiden for mops 11,6 år. Undersøgelsen beskriver de britiske hunde, der indgik, og forudsiger ikke levetiden for en enkelt svensk hund. Vejrtrækning, huld, øjne, tænder, øvrigt helbred og adgang til dyrlægehjælp påvirker hundens livskvalitet gennem årene.

## Historie og oprindelse

Mopsens officielle oprindelsesland er Kina, mens Storbritannien er racens hjemland og har ansvaret for standarden. Den tidlige historie er ikke fuldstændigt dokumenteret. Fortællinger om kinesiske paladshunde, nederlandske handelsskibe og kongelige bør derfor ses som traditioner omkring racen, ikke som en fuldt dokumenteret historie.

Senere findes der sikrere holdepunkter. Mops er nævnt i en svensk akademisk afhandling fra 1753. Racen blev vist på hundeudstilling i Storbritannien i 1861, og den engelske raceklub blev stiftet i 1883. Under udviklingen i Storbritannien fik mopsen meget af den form, som nutidens racestandard beskriver.

Racens historie forklarer dens rolle som selskabshund, men ældre idealer må ikke bruges til at forsvare overdrivelser. Den moderne standard kræver blandt andet åbne næsebor, øjne, der ikke er udstående, og effektive bevægelser. En racetypisk mops skal altså også fungere godt i hverdagen.

## At leve med racen

Mopsen kan bo i både lejlighed og hus. Boligens størrelse betyder mindre end, hvordan hundens dage ser ud. Regelmæssige lufteture, aktivitet på hundens niveau, et køligt hvilested og mulighed for at være tæt på familien uden altid at være i centrum er det vigtige. I en bolig, hvor lyd let kan høres, bør man desuden tidligt lære hunden at forholde sig roligt til lyde i opgangen og uden for døren.

Alenetid skal trænes gradvist. Begynd, når hunden er tryg i hjemmet, øg tiden i små trin, og gå et trin tilbage, hvis den bliver urolig. Hvor længe en voksen mops kan være rolig alene, varierer med individ, erfaring, alder og helbred. En hvalp har brug for hyppigere opsyn og lufteture end en voksen hund.

Før du vælger hvalp, er det særligt nyttigt at:

- se forældredyrene i bevægelse og lytte til deres vejrtrækning før og efter aktivitet
- kontrollere begge forældres aktuelle officielle RFG-resultater og datoer
- spørge til øjne, hud, tænder, patella og NME/PDE i familien
- se, at næseborene er åbne, og at næsefolden ikke generer øjne eller næse
- vælge en opdrætter, som kan beskrive både styrker og svagheder ved kombinationen
- planlægge dyrlægehjælp og løbende kontrol af vejrtrækning, øjne, mund, hud og huld

Mops passer bedst til den, der sætter pris på en social, kompakt selskabshund og lader hundens vejrtrækning og udholdenhed styre hverdagen. Racen passer dårligere til den, der vil kunne motionere hårdt i al slags vejr eller ikke ønsker at bruge tid på sundhedstjek og forebyggende pleje.

Mops

Association of Veterinarians for Animal Rights (AVAR) - Germany

Lille, kompakt selskabshund med rynket ansigt, krøllet hale og udtryksfulde øjne, vejer som regel 6–8 kg og egner sig godt til lejlighed og bymiljø. Kærlig, menneskeorienteret og legesyg, har brug for moderat, skånsom motion, tæt kontakt med familien, omhyggelig vægtkontrol og ekstra omsorg i varmt vejr på grund af sin korte snude.

Hekuba er opdrætter af racen Mops med base i Hillerød i Danmark. Opdrættet har været repræsenteret på udstillinger siden 2019 med både fawnfarvede og sorte mops.

Hekuba

## Kort fortalt

Schnauzeren er en mellemstor, aktiv og vagtsom hund fra Tyskland. Her henviser navnet til den mellemstore race schnauzer, som hedder Standard Schnauzer på engelsk. Det er altså ikke en fællesbetegnelse for dværgschnauzer, schnauzer og riesenschnauzer; de er tre forskellige racer med egne standarder og delvist forskellige sundhedsproblemer.

- FCI placerer schnauzeren i gruppe 2 og angiver Tyskland som oprindelsesland.
- Standarden angiver en højde på 45–50 cm og en vægt på 14–20 kg for både hanhunde og tæver.
- Kroppen er kraftig, kompakt og omtrent kvadratisk.
- De godkendte farver er ren sort med sort underuld samt peber og salt.
- Pelsen er dobbelt, tæt og ruhåret og kræver regelmæssig kæmning og trimning.
- Raceidealet forener et livligt temperament med eftertænksom ro, legelyst, trofasthed og vagtsomhed.

Schnauzeren passer bedst hos en, der vil træne og være aktiv sammen med sin hund, men også kan lære den at falde til ro. En førstegangsejer kan lykkes godt, hvis hverdagen rummer belønningsbaseret træning, pelspleje og tydelige rutiner. Racenavnet kan dog ikke garantere, hvor nem en bestemt hund bliver. Forældrenes adfærd og voksne slægtninges hverdag fortæller mere.

## Udseende og pels

Schnauzeren er tydeligt mellemstor: 45–50 cm og 14–20 kg gælder for begge køn. Den skal være mere kompakt end spinkel, og skulderhøjden skal omtrent svare til kropslængden. Det langstrakte hoved, skægget og de buskede øjenbryn giver racen dens typiske udtryk.

Pelsen består af tæt underuld og et hårdt, tilliggende dækhår. Dækhåret skal være ru, ikke blødt, bølget eller silkeagtigt. En sort schnauzer skal være rent sort, også i underulden. Peber og salt kan variere fra mørk jerngrå til sølvgrå, men skal have en harmonisk mørk maske. Tydeligt lyse aftegninger på hoved, bryst eller ben er ikke ønskelige ifølge standarden.

Pelspleje er en fast del af hverdagen. Som praktisk rettesnor angiver Svenska Kennelklubben trimning cirka fire gange om året og gennemkæmning mindst én gang om ugen. Ved trimning plukkes gammelt dækhår ud, så den ru struktur kan bevares. Den, der i stedet klipper pelsen, skal stadig rede skæg, øjenbryn, bug og benhår ud og holde huden fri for filtre. Bed opdrætteren om at vise, hvordan hundene fra netop den linje plejes; praktisk vejledning er mere værd end et generelt skema.

En velplejet, trimmet schnauzer taber ofte kun få løse hår, men racen er ikke allergifri. Hundeallergener findes blandt andet i hudceller, spyt, urin og stoffer fra talgkirtlerne. Begrænset fældning fortæller derfor ikke, hvordan en person med allergi vil reagere. Søg sundhedsfaglig rådgivning før hundekøbet i stedet for at stole på påstande baseret på racen alene.

## Temperament og personlighed

Schnauzeren skal være livlig, godmodig, legesyg og vagtsom, men samtidig kunne være rolig. Den er ofte opmærksom på mennesker, lyde og bevægelser omkring hjemmet. Den tidligere opgave som gård- og vagthund er derfor tydeligere hos nogle individer end hos andre.

Svenska Kennelklubbens aktuelle BPH-analyse, udarbejdet efter at racen passerede 200 beskrivelser, er særlig nyttig, fordi den viser variationen bag racebeskrivelsen. Materialet omfatter 284 schnauzere, der har gennemført BPH, men kun omkring 12 procent af de svenskfødte hunde født i 2010–2023 deltog. Resultaterne beskriver altså de deltagende hunde, ikke alle schnauzere. Gruppen rummer både hunde, der ikke hilser på en fremmed, og hunde, der hilser intenst. Også interessen for leg varierer meget. Få viste truende adfærd over for en fremmed person, mens spredningen blev større, når en udklædt person nærmede sig på en usædvanlig måde.

For en kommende hvalpekøber er konklusionen praktisk: Spørg ikke kun, om forældrene er “søde”. Bed om at se, hvordan de tager imod gæster, accepterer håndtering, falder til ro efter en overraskelse og går fra aktivitet til hvile. Læs gerne deres BPH- eller MH-resultater, men husk, at BPH er en beskrivelse og ikke en prøve med bestået eller ikke bestået.

Racestandarden siger, at schnauzeren skal være vagtsom uden at være støjende. Det er et avlsmål, ikke et løfte om stilhed. Hvis lyde let trænger gennem boligen, er det klogt fra begyndelsen at belønne ro ved dør, opgang og vinduer og lære hunden, hvad den skal gøre, når den har registreret en lyd.

## Træning og motion

Schnauzeren har brug for fysisk aktivitet og mental aktivering hver dag, men behovet kan ikke beregnes med en fast minutformel. En god hverdag veksler mellem gåture, fri bevægelse på et sikkert sted, næsearbejde, hverdagstræning, leg og restitution. Vurder resultatet: Hunden skal kunne arbejde med glæde, bevare kontakten og derefter falde til ro, ikke blot blive mere og mere opkørt.

Træningen bør være positiv, belønningsbaseret og trinvis. Gør det tydeligt, hvilken adfærd der bliver belønnet, og tilpas belønningen til individet; mad, leg og muligheden for at snuse kan have forskellig værdi. Korte træningspas kan være praktiske, når en ung hund mister koncentrationen, men der findes ingen universel tidsgrænse. Øg først sværhedsgraden, når hunden lykkes i den lettere situation.

Baggrunden som rottefanger gør det fornuftigt at tage reaktioner på bevægelse og jagtlyst alvorligt. Den betyder dog ikke, at alle schnauzere jager lige meget eller får en bestemt score for indkald. Træn indkald med gradvist stærkere forstyrrelser, og brug lang line eller et indhegnet område, indtil du ved, hvordan netop din hund reagerer på vildt, katte, cyklister og løbere. En sikkerhedsforanstaltning er ikke et nederlag i træningen.

Næsearbejde, spor, rallylydighed og andre aktiviteter, hvor hund og ejer samarbejder, kan passe godt, men vælg aktivitet efter hundens krop, motivation og evne til at restituere. Målet er en holdbar hverdag, ikke at fylde kalenderen med så mange aktiviteter som muligt.

## Sundhed

Schnauzeren beskrives som en generelt sund race, men en hvalpekøber bør især undersøge hofter, diagnoser hos nære slægtninge og opdrætterens åbenhed. Den nuværende svenske avlsstrategi følger også mave- og tarmproblemer, mælkekirtel- og hudtumorer samt kloskader.

Hofteledsdysplasi, HD, har en kompleks baggrund, hvor både arv og miljø spiller en rolle. A og B betyder normale hofter, C mild dysplasi, D moderat og E svær dysplasi. Et røntgenbillede viser leddets udseende, ikke automatisk om hunden har smerter. Selv to hunde med A eller B kan få afkom med HD, især hvis andre nære slægtninge har dårligere hofter.

Svenska Kennelklubbens registreringsregler for 2026 har ikke et særligt krav om kendt HD-status for schnauzer. Det må ikke forveksles med, at racens avlsstrategi følger HD-udviklingen og ønsker flere røntgenundersøgte hunde. Bed derfor om forældrenes officielle resultater, og se også på søskende og tidligere afkom. Så får du et bredere grundlag for vurderingen uden at kalde en anbefaling for et registreringskrav.

Sundhedsundersøgelserne bag dele af avlsstrategien fik henholdsvis 121 og 303 svar. De viser, hvilke spørgsmål klubben skal følge, men giver ikke sikre sandsynligheder for hele racen. Bed opdrætteren fortælle om diagnosticerede mave- og tarmlidelser, mælkekirtel- eller hudtumorer og gentagne kloskader hos forældre, søskende og tidligere kuld. Det er mere relevant end en lang liste over øjen-, hjerte- eller DNA-test hentet fra dværg- eller riesenschnauzer.

Oplysninger om mentalitet hører også med til helhedsbilledet. Et BPH-resultat kan give et fingerpeg om en af forældrene, men bør læses sammen med hverdagsadfærd, slægtninge og opdrætterens mål.

## Historie og oprindelse

Schnauzeren blev udviklet i Sydtyskland som en robust gård- og staldhund. Den trivedes omkring heste, vogtede omgivelserne og var en hurtig rottefanger. Det gav hundetypen det folkelige navn “Rattler”. Da pinscher-schnauzerklubben blev stiftet i 1895, blev racen registreret som ruhåret pinscher.

Den svenske avlsstrategi oplyser, at ordet “schnauzer” forekommer i litteratur fra 1842 og sandsynligvis henviser til det karakteristiske overskæg. Navnene har siden skiftet. I den svenske stambog blev racen kaldt tysk ruhåret pinscher i 1913, schnauzer fra 1928 og mellanschnauzer fra 1942. I 2003 vendte det svenske racenavn tilbage til schnauzer.

Dette er det, der er sikkert dokumenteret. Der findes flere fortællinger om racens fortid, men de er dårligere belagt og er ikke nødvendige for at forstå nutidens schnauzer.

## At leve med racen

Schnauzeren kan bo i både hus og lejlighed, hvis den får daglig aktivitet, hvile og hjælp til at håndtere omgivelserne. I en lejlighed er lydmiljøet vigtigere end antallet af kvadratmeter: Læg mærke til, hvordan hunden reagerer på hoveddør, elevator og naboer, og træn et roligt alternativ til vedvarende varslen. Det gør hverdagen betydeligt lettere, når det er nemt og sikkert at komme ud på tur.

En voksen skal holde opsyn, når hunden er sammen med børn. Børn og hund må ikke være alene sammen, og hunden har brug for et hvilested, hvor den får fred. En robust krop betyder ikke, at hunden skal tåle at blive holdt fast, få sin søvn afbrudt eller blive udsat for hårdhændet leg.

Alenetid trænes gradvist, når hunden er tryg. En lille hvalp kan ikke være alene, mens en voksen hund, der er trænet til det, kan klare nogle timer. Øg tiden efter hundens adfærd, og gå et skridt tilbage, hvis den viser uro eller ikke falder til ro. Et racenavn kan ikke give en sikker tidsgrænse.

Den samme forsigtighed gælder andre dyr. Baggrunden som rottefanger betyder, at små dyr i hurtig bevægelse kan være vanskelige for nogle individer. Ved introduktion til en kat bør hunden forhindres i at jage, møderne holdes korte, og katten skal altid have flugtmuligheder. Hvor hurtigt dyrene kan få mere frihed, afgøres af, hvor rolige de er sammen, ikke af hvor længe de har boet under samme tag.

Før købet er det særlig nyttigt at kontrollere:

- at råd om størrelse, sundhed og hverdag gælder schnauzer og ikke en anden schnauzerrace;
- forældrenes registreringsnumre, officielle HD-resultater og nære slægtninges sundhed;
- BPH- eller MH-beskrivelser sammen med forældrenes adfærd i hverdagen;
- hvordan opdrætteren arbejder med social adfærd, vagtsomhed, restitution og samarbejde;
- hvilken pelspleje hvalpen er vant til, og hvem der kan lære dig at udføre den;
- hvordan maveproblemer, tumorer og kloskader er fulgt op i tidligere kuld.

Et godt match er et hjem, der værdsætter en opmærksom og arbejdsvillig hund, har tid til pelsplejen og kan afbalancere aktivitet med ro. Den, der ønsker en hund, som med sikkerhed er stille, allergisikker eller ukompliceret, bør se ud over schnauzerens flotte skæg.

Schnauzer

The Schnauzer Club of Great Britain

Svenska Schnauzer Pinscherklubben (Swedish Schnauzer Club)

Pinscher Schnauzer Klub (Germany)

Middelstor, robust gårdhund med strid, letplejet pels, der fælder minimalt, i peber‑og‑salt eller sort. Intelligent, opmærksom og beskyttende, men samtidig kærlig og legesyg. Har brug for daglig motion, mental stimulering, tidlig socialisering og regelmæssig pelspleje; overordnet en sund og langlivet race.

Basta Dog er opdrætter af racen Schnauzer med base i Allerød i Danmark. Hunde fra opdrættet deltog i nose work i 2024 og i lydighed i 2025.

Hund- og katteopdrættere i Hørsholm

For købere

Opdrættere

Katte

Hunde

Get a Pet