¶Indholdsfortegnelse
¶Kort fortalt
Alpenländische Dachsbracke er en lille, men kraftig østrigsk jagthund til eftersøg og drivende jagt. Det er en anerkendt race i FCI-gruppe 6, ikke en krydsning mellem gravhund og støver. Racen er udviklet gennem udvælgelse blandt centraleuropæiske jagthunde.
- Anvendelse: eftersøg på anskudt klovvildt og drivende jagt, især efter hare og ræv ifølge racestandarden. I Sverige bruges racen også som kortdrivende hund på flere vildtarter.
- Mankehøjde: 34–42 cm. Idealhøjden er 37–38 cm for hanner og 36–37 cm for tæver.
- Vægt: FCI's racestandard angiver ingen vægt. Vurder derfor voksenstørrelse, huld og arbejdsevne sammen med opdrætteren i stedet for at gå ud fra en vægt, som ikke findes i standarden.
- Pels: kort og meget tæt dobbeltpels med kraftige dækhår og tyk underuld.
- Temperament: raceidealet er frygtløst, roligt og arbejdsivrigt med et klogt og venligt udtryk.
- Vigtig sundhedskontrol: begge forældredyr skal have officiel NCL8-status før parring, for at afkommet kan registreres hos Svenska Kennelklubben (SKK).
- Passer bedst til: en jæger, som faktisk har brug for en hund til eftersøg og/eller en kortdrivende hund og vil bruge tid på jagtlig uddannelse.
Alpenländische Dachsbracke bør ikke vælges primært som selskabshund. Raceklubbens avlsstrategi beskriver den som en ren jagthund. Gåture og næsearbejde erstatter ikke målrettet jagtarbejde.
¶Udseende og pels
Alpenländische Dachsbracke skal være lavbenet og langstrakt, men samtidig robust, stærk og bevægelig. Forholdet mellem mankehøjde og kropslængde skal være cirka 2:3. Brystkassen er dyb, knoglebygningen kraftig og muskulaturen fast. Hunden skal kunne arbejde i krævende terræn, og de korte ben må derfor ikke medføre en ekstrem eller tung kropsbygning. Bevægelsen skal være jordvindende og ikke trippende.
Pelsen består af meget tætte, kraftige dækhår og tæt underuld, som ligger ind til hele kroppen. De to godkendte farver er mørk hjorterød, med eller uden et let indslag af sorte hår, og sort med tydeligt afgrænsede rødbrune aftegninger blandt andet på hoved, bryst, ben, poter og halens underside. En hvid stjerne på brystet er tilladt. Hvide tæer eller større hvide aftegninger indgår derimod ikke i standardens beskrivelse.
Den korte pels skal ikke klippes. Børst under fældning, og bad hunden efter behov. Efter jagt bør hud, poter, kløer, ører og øjne kontrolleres for sår, græsfrø, flåter og andet fra terrænet.
Racestandarden angiver ingen idealvægt. Følg i stedet hundens huld og muskelkondition. En tydelig talje skal kunne ses ovenfra, og ribbenene skal kunne mærkes med et let tryk. En arbejdende hund skal være velmuskuleret uden at blive tung. Både overvægt og for lavt huld forringer udholdenhed og bevægelse.
¶Temperament og personlighed
Alpenländische Dachsbracke skal være modig, rolig og arbejdsivrig, men den stærke jagtlyst og selvstændighed mærkes også i hverdagen. Racen er udviklet til at løse opgaver på spor, træffe egne beslutninger og arbejde på afstand af føreren. I de rette hænder kan det give en tryg og fokuseret jagthund. Uklare rutiner kan derimod skabe problemer i hverdagen, og et vildtspor kan veje tungere end førerens indkald.
SKK beskriver racen som et venligt familiemedlem, der kan være lidt reserveret over for fremmede. Det er et raceideal og beskriver ikke hvert individ. Raceklubbens seneste avlsstrategi omtalte kun 43 hunde, som var startet på den svenske adfærdsbeskrivelse BPH, og efterlyser et væsentligt større grundlag. Materialet er derfor ikke nok til sikre løfter om, hvordan racen møder mennesker, reagerer i skræmmende situationer eller viser skarphed.
En voksen skal altid være til stede sammen med små børn, og hunden skal have et afskærmet hvilested. Lær børnene ikke at forstyrre hunden, når den spiser, sover eller har noget, den værdsætter. Racen kan leve med andre hunde, men individ, social erfaring og måden, mad, hvilesteder og værdifulde ting håndteres på, vejer tungere end racenavnet.
Katte og smådyr kræver forsigtighed, fordi jagtlysten er central. Spørg, hvordan forældrene fungerer med andre dyr. Introducer dem med fysisk adskillelse og line, og giv katten sikre flugtveje. Selv en rolig introduktion garanterer ikke, at en voksen jagthund er sikker sammen med smådyr.
¶Træning og motion
Alpenländische Dachsbracke har brug for jagtlig uddannelse, kontakt i hverdagen og fysisk kondition – ikke et generelt antal minutters motion. Belastningen afhænger af alder, sundhed, årstid og terræn. Spornøjagtighed, søg, tilbagekomst og evnen til at skifte mellem arbejde og hvile er vigtigere end antallet af kilometer.
Begynd tidligt med kontakt, reaktion på navn, indkald og rolig håndtering. Beløn frivillig tilbagekomst, og øg forstyrrelserne gradvist. En lang line gør det muligt at træne, uden at hunden belønner sig selv ved at følge vildt. Hårde korrektioner og metoder, der bygger på frygt, kan skade både tillid og arbejdsro.
Enkel sportræning kan introduceres tidligt. Målet er et roligt, sikkert og nøjagtigt arbejde. Udviklingen af en kortdrivende hund kræver planlagt indjagning og en fører, der kan tolke halsgivning, søg og tilbagekomst. Søg hjælp hos opdrætteren, raceklubben eller en erfaren jagthundeinstruktør.
At gå løs skal vurderes ud fra jagtlyst, indkald, sted og lovgivning. Mellem 1. marts og 20. august skal hunde forhindres i at løbe løse, hvor der findes vildt. I praksis betyder det som regel line. Også resten af året kræves kontrol, så hunden ikke forstyrrer eller forfølger vildt. GPS erstatter ikke træning eller dømmekraft.
Byg unghundens kondition gradvist op, og skift mellem arbejde og restitution. En voksen jagthund har brug for både udholdenhed og styrke, mens en hund i vækst ikke skal følge et færdigt voksenprogram. Efter hver træning bør bevægelse, poter og almentilstand afgøre, hvad hunden er klar til næste gang.
¶Sundhed
Det vigtigste at kontrollere i papirerne for Alpenländische Dachsbracke er forældrenes officielle NCL8-status. NCL8 er en arvelig, fremadskridende neurologisk sygdom knyttet til CLN8-genet. Arvegangen er autosomal recessiv: en fri hund mangler den aktuelle genvariant, mens en bærer har én kopi, men ikke selv bliver syg af NCL8. En hund med to kopier regnes som genetisk afficeret og kan forventes at udvikle sygdommen.
Siden 1. januar 2025 har racen været omfattet af SKK's sundhedsprogram på niveau 2. Før parring skal forældrene være officielt DNA-testet på et godkendt laboratorium eller registreret som hereditært fri, altså fri gennem dokumenterede forældre. To bærere må ikke parres. En bærer må kun parres med en hund, der er testet fri eller hereditært fri, og en genetisk afficeret hund må ikke bruges i avl. Bed om at se resultatet i Hunddata eller Avelsdata. »DNA-testet« fortæller ikke, om hunden er fri, bærer eller genetisk afficeret.
SKK oplyser, at hofteledsdysplasi (HD) forekommer. Avlsstrategien beskriver samtidig få røntgenundersøgte hunde, udenlandske avlsdyr uden resultater og ingen registrerede kliniske HD-problemer i materialet. HD kan derfor hverken afvises eller beskrives som et omfattende klinisk problem. Spørg om resultater, funktion og symptomer hos forældrene og deres nære voksne slægtninge.
Raceklubben følger short ulna, et forkortet albueben, og andre fejlstillinger, især i forbenene. Det betyder ikke, at hver hund har et ortopædisk problem. Se på forældrenes benstilling, poter og bevægelse, og spørg ind til voksne slægtninge. Sår og andre jagtrelaterede skader skal vurderes efter behov.
Den svenske bestand er lille og afhængig af internationalt avlssamarbejde. Bed derfor opdrætteren forklare slægtskab, tidligere kombinationer, ældre slægtninges sundhed, og hvordan udenlandske oplysninger er kontrolleret.
¶Historie og oprindelse
Alpenländische Dachsbracke blev udviklet i de centraleuropæiske bjergområder som en funktionel jagt- og eftersøgshund. Raceklubbens historik angiver, at racen blev udvalgt fra de såkaldte Seguriske støvere og ikke skabt gennem indkrydsning af gravhund eller andre racer. Den lave krop og ordet »dachs« i navnet dokumenterer altså ikke en gravhundekrydsning.
FCI's historiske sammenfatning fortæller, at kronprins Rudolf af Habsburg tog sådanne hunde med på jagtrejser i 1881 og 1885. I 1932 blev hundetypen anerkendt i Østrig som den tredje race til eftersøg på anskudt vildt. Navnet blev ændret til Alpenländische Dachsbracke i 1975, da FCI også fastsatte Østrig som hjemland. I 1991 blev racen placeret i den nuværende sektion inden for gruppe 6.
De første dokumenterede importer til Sverige kom i 1998 og 1999. Den svenske anvendelse har siden været bygget op omkring eftersøg, kortdrivende jagt og jagtprøver. Racens udvikling forklares af praktisk arbejdsevne: roligt sporarbejde, jagtlyst, hørbar halsgivning og kontakt med føreren.
¶At leve med racen
Alpenländische Dachsbracke passer bedst, hvor jagt er en reel del af året, og nogen ønsker at uddanne og føre hunden. En stor grund eller lange gåture er ikke nok. Før køb bør du vide, hvilken jagtform hunden skal bruges til, og hvem der har ansvaret for uddannelse, kondition og sikkerhed.
Racen kan falde til ro sammen med familien, når arbejde, hverdagsregler og restitution fungerer. Planlæg efter mudder fra terrænet, kraftig halsgivning og sikker opbevaring af vildt, foder og udstyr. En lejlighed kan fungere for et individ, der får det rette jagtarbejde og er roligt indendørs, men naboer og lyd skal tages med i vurderingen. Boligen gør ikke racen egnet som ren selskabshund.
Det at være alene er ikke en fast raceegenskab. Begynd, når hvalpen er tryg, lad den være alene meget kort, og øg kun, når den kan falde til ro. Gå et trin tilbage, og søg hjælp, hvis hunden bliver urolig, hyler, gør eller prøver at komme ud.
Bed opdrætteren vise og forklare:
- forældrenes officielle NCL8-resultater, og hvordan den planlagte kombination følger reglerne,
- jagtlige meritter, og hvordan forældrene arbejder, vender tilbage og samarbejder i praksis,
- HD-resultater, hvor de findes, samt sundhed og bevægelse hos nære voksne slægtninge,
- benstilling, poter og eventuelle rapporterede problemer med forbenene i familien,
- slægtskabet i kombinationen, og hvordan importerede eller udenlandske avlsdyr er fulgt op,
- forældrenes adfærd i hverdagen med mennesker, hunde og de dyr, der findes i dit hjem.
Det rette match er vigtigere end at falde for hundens kompakte udseende. For en jæger, som har brug for dens særlige kombination af spornøjagtighed, mod og kortdrivende arbejde, kan Alpenländische Dachsbracke være et velovervejet valg. For den, der først og fremmest ønsker en lille og ukompliceret familiehund, findes der mere egnede racer.
¶Egenskaber
| Egenskab | Værdi |
|---|---|
| Racetype | Racekat/Hund |
| Aggressivitet | 3/5 |
| Børnevenlig | 3/5 |
| Energiveau | 4/5 |
| Pelsfældning | 3/5 |
| Sundhed | 4/5 |
| Intelligens | 3/5 |
| Pelsplejebehov | 3/5 |
| Læreevne | 4/5 |
| Gø-niveau | 4/5 |
| Højde | 34 – 42 cm |
| Vægt | 15 – 18 kg |
| Forventet levetid | 12 – 14 år |
¶Ofte stillede spørgsmål
Hvilken slags temperament har alpendachsbracke, især i familier og sammen med børn?
Denne race er som regel stabil, loyal og kærlig over for sin familie, inklusive respektfulde børn. Den er mere tilbageholdende over for fremmede og har en stærk jagtinstinkt, så den kan virke alvorlig udendørs, men afslappet og meget kælen derhjemme. God, tidlig socialisering hjælper med at holde dens naturligt rolige og trygge temperament i balance.
Hvor meget motion har en alpendachsbracke egentlig brug for sammenlignet med andre små hunde?
På trods af sine korte ben er dette en aktiv drivende jagthund, som er avlet til at kunne arbejde længe i krævende terræn. Den har som regel brug for mindst 1–2 timers daglig aktivitet, inklusive friske gåture og tid løs i sikre, indhegnede områder. Mental stimulering som næsearbejde, sporøvelser eller lignende er vigtig for at forebygge rastløshed og understimulering.
Er alpendachsbracke egnet til at bo i lejlighed eller bymiljø?
Den kan godt vænne sig til at bo i lejlighed, hvis den får tilstrækkelig motion udendørs og daglig mental stimulering. Generelt trives den dog bedst i hjem med nem adgang til naturen, hvor den kan følge dufte og bevæge sig frit på sikre områder. I bymiljøer er lydisolering og træning en hjælp, da den kan finde på at gø, når den opfanger spændende dufte eller lyde.
Hvilke er de mest almindelige helbredsproblemer hos alpendachsbracke?
Overordnet regnes dette for en forholdsvis robust brugshunderace, men den lange ryg og de korte ben kan gøre den mere tilbøjelig til ryg- og ledproblemer, hvis den bliver overvægtig eller overanstrengt. Ørebetændelser kan forekomme på grund af de hængende ører og racens forkærlighed for udendørs arbejde, især under våde forhold. Ansvarlige opdrættere tester for arvelige problemer i det omfang, det er muligt, og lægger stor vægt på en sund eksteriør.
Hvor stærk er Alpenländische Dachsbrackes jagt- og sporingsinstinkt, og kan den bo sammen med katte eller smådyr?
Dens sporingsinstinkt er meget stærk, da den er avlet til at følge kolde spor af hjort og hare i bjergterræn. Mange hunde kan leve trygt sammen med katte, hvis de introduceres tidligt og under opsyn, men små, hurtige kæledyr kan udløse jagtadfærd. En ordentligt indhegnet have og pålidelig indkaldelsestræning er afgørende, da den let kan få færten af et spor og stikke af.
Hvor svært er det at træne en Alpenländische Dachsbracke, når man tænker på, at det er en drivende jagthund?
Denne race er intelligent og lærer kommandoer hurtigt, men kan være selvstændig og mere fokuseret på dufte end på føreren. Korte, varierede træningspas med klare regler og masser af belønning fungerer bedst. Konsekvent indkaldelsestræning er meget vigtigt, da mange ellers gerne følger deres næse, hvis de får chancen.
Hvilken pelspleje kræver en Alpenländische Dachsbracke, og hvor meget fælder den?
Den har en tæt, vejrbestandig dobbeltpels, som fælder moderat året rundt og mere ved skiftende årstider. Som regel er det nok at børste den én gang om ugen for at fjerne løse hår og snavs, men i fældningsperioder er der behov for hyppigere pelspleje. Ørerne bør kontrolleres og renses regelmæssigt på grund af deres hængende form og hundens hyppige arbejde udendørs.
Er alpine dachsbracke gode vandre- og friluftskammerater på trods af deres korte ben?
De er udholdende og sikre på fødderne i krævende terræn og blev oprindeligt avlet til arbejde i alpine områder. Mange tager gerne med deres ejere på lange vandreture, så længe de vænnes til det gradvist og holdes i en sund vægt. Deres ryg og led bør beskyttes mod gentagne hop fra højder eller langvarig løb på hårde underlag.
Hvilken type hjemmemiljø passer bedst til en Alpenländische Dachsbracke?
Den trives som regel bedst i et aktivt hjem, hvor man sætter pris på tid udendørs og planlagte aktiviteter som vandreture, sporarbejde eller andet næsearbejde. En ordentligt indhegnet have er en fordel, da denne hund kan følge duftspor langt uden for grunden. Den er som oftest mest lykkelig, når den får lov at bo tæt på sin familie i stedet for at blive holdt i kennel eller isoleret udendørs.
Hvordan adskiller en alpendachsbracke sig fra en gravhund (tax) med hensyn til størrelse og adfærd?
Den er generelt tungere, mere robust og kraftigere bygget end de fleste gravhunde, med en mere kompakt krop, der er tilpasset arbejde i bjergterræn. Temperamentet er som regel mere jævnt og mindre livligt indendørs, men med en meget stærk sporlyst udendørs. Begge racer har dog den langstrakte ryg og de korte ben, så der skal udvises samme forsigtighed for at undgå for meget hoppen og overvægt.¶Sammenligninger med andre racer
Sammenlign Alpenländische Dachsbracke med andre racer, og se forskelle i temperament, aktivitetsniveau og pleje, så du kan træffe et trygt valg. Vis alle sammenligninger
